SIDE
7
FERNISERING x 2 Thyboe og Jensen
SIDE
20
FESTIVAL - i øst og vest
SIDE
4
JOMFRUFEST Mød de nye studerende
SEPTEBER 2008 | 10. ÅRGANG | NR. 5
Journalisthøjskolen truet på ytringsfriheden Ansatte på Journalisthøjskolen irettesættes for at udtale sig kritisk om skolen. Men ledelsen bør afholde sig fra at lægge en dæmper på den frie debat, mener de ansattes tillidsmand Tekst Tine Damgård
Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen
Ytringsfrihed er journalisters hjerteblod. Pligten til at ytre sig for at sikre mulighed for demokratisk kontrol og debat anses for at være selve kernen i journalistikken. Alligevel har ansatte på Journalisthøjskolen gennem den senere tid måtte sande, at rammerne for den frie og åbne debat på skolen ikke er ubegrænsede. Lektor på Journalisthøjskolen, Jan Dyberg, oplevede i sidste uge denne begrænsning, efter at have udsendt en intern mail blandt sko-
Læs også:
lens ansatte, hvor han gjorde grin med organisationens nye visuelle design.* ”Det er ikke en hemmelighed, at vi er en del, der er trætte af det nye visuelle design. Jeg valgte derfor at lave en joke i forlængelse af de mange satiriske bemærkninger, der alligevel florerer på gangene,” fortæller Jan Dyberg. Men hvad han betragtede som en harmløs, humoristisk kommentar, blev der set anderledes alvorligt på højere i systemet. Jan Dyberg blev efterfølgende kontaktet af en ledelsesrepræsentant, som var blevet bedt om at irettesætte ham for den upassende mail. Samtalen havde i følge Jan Dyberg karakter af at være en alvorlig påtale, og han mener, at der var tale om en dybt kritisabel overreaktion fra ledelsens side. ”Det er jo et forsøg på at begrænse medarbejdernes y-
tringsfrihed,” siger han. Jan Dyberg ser det som et stort problem, at ledelsen på netop Danmarks Medie- og Journalisthøjskole forsøger at inskrænke den enkeltes ret til at ytre sig.
Frihed til debat
Jan Dybergs sag er ikke et enkeltstående tilfælde. Skolens tillidsmand, Asbjørn Slot Jørgensen, der ikke vil kommentere på den konkrete episode, bekræfter, at der har været flere situationer, hvor ledelsen har henvendt sig direkte til enkelte medarbejdere, fordi de har udtalt sig kritisk om organisationen. Asbjørn Slot Jørgensen har derfor bragt spørgsmålet om, hvorvidt ansatte på Journalisthøjskolen kan kommentere internt på anliggender, op på et møde mellem ham og ledelsen. ”Der bør være en udbredt frihed til at debattere og
kommentere, hvad der foregår på Journalisthøjskolen. Vi har altid været vant til at have meget vide rammmer for ytringsfriheden på skolen,” siger Asbjørn Slot Jørgensen. Han mener ikke, at der er tale om direkte censur, men nærmere at ledelsen gerne vil have indflydelse på den måde, hvorpå de ansatte internt debatterer. Han advarer dog imod, at for meget indblanding vil lægge en dæmper på medarbejdernes engagement. ”Det er vigtigt, at der er frie rammer, så man føler sig tilskyndet til at sige tingene ligeud - også med en høj grad af humor og ironi. Det er med til at give de ansatte et højt engagement og en lyst til at blande sig i skolens fremtidige udvikling,” siger han.
Ny ledelseskultur
Hvorvidt problemet er op-
stået i forbindelse med den nye ledelse, vil Asbjørn Slot Jørgensen ikke udtale sig om. ”Men ser jeg bare tre-fire år tilbage i tiden, kender jeg ikke til sager, hvor enkelte medarbejdere har fået en påtale for måden, de har ytret sig på,” siger han. Han påpeger samtidig, at Journalisthøjskolen er midt i en fusionsproces med Den Grafiske Højskole, hvorfor der måske er forskellige kulturer for, hvor åben debatten bør være.
sig. Vi er nødt til at følge de almindelige kommunikationsregler, så der fastholdes en ordentlig tone,” siger han. Henrik W. Jørgensen erkender dog, at Journalisthøjskolen også er en offentlig institution, hvor der nødvendigvis må være højt til loftet. Selvom tonen i debatten nogle gange er hård, mener han derfor, at ledelsen skal afholde sig fra i for høj grad at irettesætte de ansatte for deres ytringer.
Uddannelsesleder på Journalisthøjskolen, Henrik W. Jørgensen, beklager, hvis nogle medarbejdere føler sig censurerede. Det er ikke hans indtryk, at ledelsen forsøger at begrænse de ansattes mulighed for at ytre sig. ”På den anden side er vi også en virksomhed, så der er naturligvis grænser for, hvordan man kan udtrykke
Illustreret Bunker har kendskab til flere ansatte, der er blevet irettesat for at udtale sig kritisk om skolen, men som ikke ønsker at debattere sagen i avisen.
Klummetvekampen: Morten Ankerdal vs. Jonas Wisbech Vange Citats chefredaktør, Merian Garde Gräs, fik en tur gennem mediemøllen efter at have spist en kat Portræt af Rasmus Nøhr E-sport: Vil være en rigtig sport
*Se Jan Dybergs mail på side 2
2
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008 Ytringsfrihed er retten til frit at udtrykke sin mening i skrift og tale uden andres forudgående godkendelse og står dermed i modsætning til censur
Skolen har fået nyt visuelt design og dermed også ny hjemmeside: dmjx.dk Rygtet vil dog vide, at skolen hellere ville have haft xxx.dk, men det domæne var alllerede optaget
- Nudansk Ordbog
LEDER:
Uheldig brøler under TV 2 Nyhederne! Tekst Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen
Det handler om ytringsfrihed! Fra allerførste skoledag får lovende og håbefulde journalistspirer tudet ørerne fulde af floskler om, at ytringsfriheden er vort fags umistelige rettighed. At en fri og åben debat er det afgørende kendetegn ved et demokratisk samfund. Så langt, så godt. Men virkeligheden lever åbenbart ikke altid op til idealet. Paradoksalt nok end ikke på Journalisthøjskolen, hvor fremtidens - forhåbentlig - kritiske reportere udklækkes.
Mens “TV 2 Nyhederne“ mandag aften den 15. september i deres vanlige udsendelse klokken 22 havde finansekspert Torsten Sløk direkte igennem via en forbindelse fra New York, dukkede der pludselig en mytisk tekst frem på skærmen.
Ledsaget af overskriften “BREAKING NEWS” stod der i teksten: ”Fogh giver sin uforbeholdne undskyldning til det amerikanske folk efter attentatet på Bush.” Teksten, der nåede at blive vist et par sekunder, førend den hurtigt igen blev taget af skærmen, fremkom ifølge TV 2, fordi man var ved at lave en intern test. Man understreger, at det bestemt ikke var hensigten, at
teksten skulle have været vist for seerne. Til “Ekstra Bladet” udtaler programmets studievært Jesper Steinmetz: ”Det var selvfølgelig en mega brøler, at den ved en mystisk fejl også havnede på skærmen.” Den uheldige episode blev forbigået i tavshed under Nyhedernes afvikling, hvilket ifølge Jesper Steimetz skyldtes, at han selv først blev opmærksom på hædels-
en efter udsendelsens afslutning. Tjahh... Når Nyhederne ikke skaber sig selv, må man jo forsøge at hjælpe dem lidt på vej. Måske savnede TV 2 blot at bruge deres “BREAKING NEWS”-skilt lidt oftere! - www.mediefonen.dk
Mail fra Jan Dyberg til skolens ansatte: Fra: J an Dyberg Larsen <jd@journalisthojskolen.dk> Emne: Vinderen af konkurrencen om bedste design til auto-signatur er...... ... endnu ikke fundet. Du kan altså fortsat nå at deltage.
Selvfølgelig følger der også et ansvar med ytringsfriheden. Et ansvar for, at debatten er fair og føres i en ordentlig tone. Når det er sagt, er det alligevel under al kritik, hvis Journalisthøjskolens ansatte føler sig begrænset i rammerne for at udtale sig om forhold på skolen. Der bør være plads til, at tonen kan være sarkastisk, ironisk, humoristisk og sågar hård. Sådan er det nu engang med kritik. Den kan ikke altid fremføres, så den er hensigtsmæssig for alle. Men det betyder ikke, at vi skal tie med utilfredsheden. Uden højt til loftet på vores gamle Bunker, smuldrer ytringsfriheden mellem hænderne på os.
Som bekendt skal alle koncernens ansattes mail-signatur nu have samme udtryk og stil, og derfor denne konkurrence om de bedste bud på, hvordan signaturen skal se ud for at sende de rette værdier. Så derfor: Hvis du vil have indflydelse på, hvordan DIN mail-signatur kommer til at se ud fremover, så send et bud afsted så hurtigt som muligt. Det skulle være overflødigt at nævne, men signaturen skal naturligvis ligge inden for de designmæssige rammer og udtryk, som den samlede visuelle idenditet er baseret på. Herunder kan du se det foreløbigt eneste bidrag i konkurrencen: Venlige hilsner xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxJanxxxxxxDybergxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxLektorxxxxjournalistxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxJournalisthøjskolenxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxOlofxxxPalmesxxxxxAlléxxxx11xxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxx8200xxxxÅrhusxxxNxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxwww.Journalisthojskolen.dkxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxMobxxx(+45)xx23xx69xx73xx06xxxxxx xxxxxxTlf.dir:xxx(+45)xxx89xxx440xxxx224xxxxx xxxxxTlf.omst:xxx(+45)xxx89xxxxx440xxx440xxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
- Redaktionen
Redaktionen:
Fotoredaktører:
Heidi Qvistgaard Jensen (ansv.) hqjensen@mail.djh.dk
Kristoffer Juel Poulsen kjpoulsen@mail.djh.dk
Kasserer:
Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen svfrmikkelsen@mail.djh.dk
Tryk:
OTM Avistryk Herning-Ikast tlf - 97 15 66 00
Oplag: Tine Damgård tdamgard@mail.djh.dk
Nikolai Linares nikolail@mail.djh.dk
Svend-Vilhelm F. R. Mikkelsen svfrmikkelsen@mail.djh.dk
Bagsiden:
Katrine Grøndvald Raun kgraun@mail.djh.dk Anne Nyhus Christensen anchristensen@mail.djh.dk
Kristian Nygaard kdnygaard@mail.djh.dk Ulrik Kongsgaard ukknudsen@mail.djh.dk
Annoncer:
Katrine Grønvald Raun kgraun@mail.djh.dk Nikolai Linares nikolail@mail.djh.dk
Illustreret Bunker Journalisthøjskolen Olof Palmes allé 11 8200 Århus N. ib@mail.djh.dk www.illbunker.dk tlf - 89 44 04 90
1700 eksemplarer 8 gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU, RUC og Mediehøjskolen. Citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.
Udgivelse:
24. september 2008 10. årgang - 5. udgivelse Næste deadline: 16. oktober Næste udgivelse: 22. oktober
INDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
3
Prisen på kaffe i kantinen steg efter sommerferien fra 6,50 til 7 kroner
Rektor vil styrke det trådløse netværk
Klare krav til service på systemet skal give mere stabil netadgang Tekst David Wedge
Foto Nikolai Linares Larsen
Riven i håret og frustrerede suk. Det var hverdagskosten for mange studerende, der i skoleårets første uger brugte skolens trådløse netværk. Flere gange om dagen forsvandt internetforbindelsen i perioder. Det betød blandt andet, at vigtige opgavebeskrivelser ikke kunne hentes, og at afleveringer ikke kunne lægges op på Medianet. Tirsdag den 9. september blev netsituationen stabil igen efter mere end tre ugers besvær. IT-afdelingen fandt fejlen i den sikkerhedsboks, som blandt andet sikrer brugerne mod virus og ormeangreb, og skolens IT-chef Niels Mørk konstaterer, at det siden hen har fungeret upåklageligt.
Netværk uden kontrakt
Der gik mere end tre uger, før fejlen blev rettet. Når det trak ud så længe, hænger det ifølge IT-chefen sammen med, at det trådløse netværk er et såkaldt studi-
enetværk og ikke et såkaldt undervisningsnetværk. Det kabelnetværk, som binder de stationære computere sammen, er derimod et undervisningsnetværk. Groft sagt er forskellen, at hvor et undervisningsnetværk bliver nødt til at virke, er et studienetværk en luksus, som man som bruger bare kan håbe på virker. Ifølge Niels Mørk har det kabelbaserede undervisningsnetværk en serviceniveauaftale, også kaldet en kontrakt tilknyttet. Kontrakten beskriver, hvad der skal gøres, og hvor hurtigt det skal gøres, hvis fejl opstår. Det er sådan en kontrakt, som det nuværende studienetværk ikke har. “Hvis der sker et uheld på kabelnetværket, og vi ikke selv kan løse problemet inden for to timer, så løfter jeg telefonen og bestiller en løsning. Kontrakten er det, der giver os som IT-afdeling mulighed for at agere,” siger Niels Mørk. For eksempel kan kontrakten bestemme, at der skal være reserveudstyr til stede, som straks kan erstatte det defekte netværksudstyr.
Opgradering på vej
Det trådløse netværk har endnu ikke samme status som kabelnetværket, men det ønsker Journalisthøj-
skolens rektor Anne-Marie Dohm, at det får. Hun begrunder det med, at den bærbare internetadgang har udviklet sig fra at være en mulighed for at orientere sig til at være et vigtigt arbejdsredskab og et aktivt undervisningsudstyr. Derfor er det så vigtigt, at det bliver nødt til at virke. “Vi skulle gerne have den situation, at når man har undervisning, så skal man med rimelighed være sikker på at kunne komme på nettet,” siger Anne-Marie Dohm. IT-afdelingen undersøger for tiden, hvad det vil koste at skabe et hurtigt, dækkende og stabilt trådløst netværk. Prisen kan løbe op mod 200.000 kroner. “Men det analyseres i øjeblikket. Og efter at fejlen er blevet fundet på det trådløse netværk, ser vi på, om vi kan skabe tilstrækkelig hastighed og stabilitet for færre penge,” siger Anne Marie Dohm. Uanset prisen skal pengene tages fra det IT-budget, som i forvejen slap nådigt fra den aktuelle sparekniv, men som heller ikke får lov at vokse. Anne-Marie Dohm erkender dermed, at det trådløse netværk i den nære fremtid skal prioriteres på bekostning af andre IT-investeringer, men hun vil endnu ikke give et bud på, hvad det kan blive på bekostning af.
Dyr stabilitet
Det kommende trådløse undervisnings-netværk skal have tilknyttet en kontrakt, en aftale om serviceniveauet. Hvad den kontrakt præcis skal indeholde, skal skolens ledelse bestemme sig for, og det er et økonomisk spørgsmål. Ifølge Rektor Anne-Marie Dohm kan stabilitet købes for dyrt. “Man kan godt gøre et system så stabilt og hurtigt, at man aldrig har problemer. Man skal bare stille spørgsmålet, om man vil betale prisen. Hvis det på andre fronter betyder, at man kommer til at sidde med noget forældet udstyr, er det så prisen værd?” spørger rektor retorisk. I den forbindelse afviser hun at tage præcis stilling til, hvor længe hun i fremtiden vil acceptere, at den trådløse internetadgang er nede. “Vi må kigge på, hvor smertegræn-
Kaffeskift får konsekvenser Kantinekaffen bliver økologisk inden for de næste 14 dage, og smagen af kaffen vil derfor ændre sig markant. Ændringen kan få konsekvenser, advarer kaffesælger Tekst Kristian Krog Kæmsgaard
Kaffen på Journalisthøjskolen skifter snart kulør. Kantinekok Lars Clausen har modtaget et godt tilbud fra skolens kaffesælger, hvilket betyder, at din kantinekaffe snart bliver økologisk. Skiftet kan dog få en ganske bitter eftersmag:
”Det er altid farligt at ændre på kaffe,” siger Senior Account Manager Ole Suurland, der er Journalisthøjskolens officielle kaffesælger: ”Hvis man endelig skal skifte en smag, bør man skifte den efter en weekend, for så er smagsløgene indstillet på noget andet om mandagen.”
Kaffe med følelser
Ole Suurland har handlet
med kaffe i over 20 år. Han ved, at kaffedrikkere har svært ved at skifte kaffe. Derfor forudser han, at der vil komme indvendinger, når salget af den økologiske kaffe snart begynder. ”Der er følelser i kaffe hele tiden. Sådan er det bare, så folk kan ikke bare lige finde på at gå over til et nyt kaffemærke,” siger han. Lars Clausen, der er kok på Journalisthøjskolen, bekymrer sig ikke over kaffeskiftet.
Den økologiske kaffe er lavet af nogle gode bønner, og derfor vil der ikke komme problemer. ”Der er jo noget prestige over at sælge økologisk kaffe. Og jeg har fået kaffen til samme pris som før, så de studerende skal ikke betale mere,” siger Lars Clausen.
Røget kaffe
En af de mest ivrige kaffedrikkere på Journaliusthøjskolen er Morten Top fra 3.
semester. Han hælder næsten to liter kaffe i sig om dagen. ”En god kaffe for mig er en bitter kaffe, som er friskmalet, og hvor der er lidt mælk i for at tage temperaturen og for lige at runde den helt af, så den ikke er skarp. Man skal dog stadig kunne smage bitterheden,” forklarer Morten Top og påpeger, at kaffen også gerne må være lidt røget. Selv om smagen af kaffe er
vigtig, foruroliger det ham dog ikke, at kantinekaffen nu får et nyt mærke. ”Bare jeg kan få min kaffe, er jeg ligeglad med, hvad den hedder,” siger Morten Top: ”Men det det er da en fin bonus, at den bliver økologisk.”
4
INDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
Jomfrufest for fulde gardiner
Tekst og foto Kerstin Bruun Hansen
Fredag den 5. september 2008 var omkring 130 nye journaliststuderende støvlet sammen på Heidi’s i midten af Århus til den traditionsrige Jomfrufest. For første gang fik russerne fra de forskellige hold nu mulighed for ikke blot at se hinanden an, men også tale sammen og danne nye bekendtskaber. Og bedst som festen var godt i gang, lukkede vi vores ”glubske” reporter ud blandt de nye journalistspirer
Sofie Tholl: Hvad er aftenens overraskelse? At alle folk lige pludselig kan finde ud af at snakke sammen bare fordi, de har fået lidt alkohol indenbords! Hvad vil du bruge dit pressekort til? Komme ind og se det nye elefanthus i Zoologisk Have – er det misbrug? Hvad drømmer du om, at den her aften ender med? At omkring hvert tredje menneske ville gå, så der ville blive plads til os andre!
Christian Bartels: Er du jomfru? Ja da! – Sagde de ikke, det var en jomfrufest? Hvad er det fedeste ved den her fest? At jeg føler mig som en purung 21-årig igen. Hvad er det værste ved Heidis? At det ikke er Chokoladefabrikken længere. Det var så meget federe før i tiden.
Anne Hammer: Hvad har været aftenens overraskelse? At Lars fra mit hold mødte op med en bankrulle med 600 kroner i 20’ere. Hvilken rusvært vil du helst score? Jette! Hvad er det bedste ved den her fest? At man må danse på bordene!
Kenneth Konrad Knudsen: Er du i familie med Henrik Qvortrup? Ja, langt ude er jeg helt sikkert! Hvad har været aftenens højdepunkt? Buffeten. Der var en særdeles lækker salat! Hvad drømmer du om, at aftenen ender med? Det tør jeg ikke afsløre. Men jeg håber ikke, at jeg møder din far i morgen!
Mads Bøgh: Er du jomfru? Nej, stenbuk! Hvad er det værste ved den her fest? At folk ikke har et ”single/ikkesingle skilt” på. Hvad drømmer du om, at aftenen ender med? En fed fusionsfest med sygeplejerskerne, som holder introfest inde på Social Club.
Hvad er det værste ved den her fest? At gulvet er så klistret - Man mister jo sine sko, hvis snørebåndet går op.
Journalists Get the Boot
Aarhus’ journalist football team has been told it is not welcome to use its home field anymore to start its own club. A football club can be home to several teams, but teams from the same club cannot compete against each other. The team started in 2004 when a DJH student asked a friend at the law school to share their football clubhouse in an effort to start a team exclusively for DJH students. “We always had a good relationship in the past,” Sandvad said of the two teams after he told the journalism students they weren’t welcome at Jura’s clubhouse. FC Åben Modus head coach Martin Davidsen said he believes having its own home field will help the team and hopes the move will create a bigger following among journalism students. “I think we will be more proud,” Davidsen said of next season. “We are now independent.”
Tekst David McClymonds Foto Nikolaj Svennevig
“FC Åben Modus”, the Danish School of Journalism’s unofficial men’s football team, will start it’s own club and get a new home field next season. The four-year-old team was sharing it’s home field at Handelshøjskolen with Aarhus University law school’s FC Jura when it was told it cannot use the facility for not locking the clubhouse after its game on Sept. 6. “FC Åben Modus” will now finish the season without a home field and official practice space. Most team members, however, are OK with the change. “I want to be independent from the law school,” Åben Modus president and player Kristian Nygaard said: “And I understand that FC Jura was paying for our mistakes.” The city owns the football fields the Jydsk Boldspil Union uses and was going to expel FC Jura from the adult football league until the team’s president
David McClymonds is part of the International semester at The Danish School of Journalism. Soren Sandvad told city officials it was the journalists who should be punished. “Åben Modus grew significantly in the last two years,” Sandvad said of
the journalist football team. “It is time for them to start their own club.” The journalism team was playing under the law school’s name because it couldn’t afford
ILLUSTRERET BUNKER
www.fordi-aps.dk
SEPTEMBER 2008
Hvad vil du opnå i din praktiktid? Få skærpet din nyhedssans og din skrivehastighed? Lave journalistik, der kan være millioner af kroner værd for læserne? Stille flabede spørgsmål til landets mægtigste erhvervsfolk, der tjener flere penge på et år, end man kan bruge på et helt liv? Levere stof til landets førende finansielle aktører og medier – herunder Dagbladet Børsen og TV 2 Finans? Samarbejde i et dynamisk team, hvor det er holdpræstationen og ikke den enkeltes meritter, der tæller? Opdrive og opdyrke de selvstændige historier, som kan sætte dagsordenen på de finansielle markeder? Arbejde på tværs af landegrænser med masser af internationale kilder og mulighed for udlandsrejser? Opnå bred indsigt i det danske aktiemarked og den globale økonomi, som er en af de vigtigste piller i fundamentet under verdenssamfundet? Samle erfaring med et journalistisk felt, som er underprioriteret på uddannelserne på trods af, at jobmulighederne er store? Blive rådgivet og vejledt af både erfarne journalister og talknusende økonomer? Er alt dette en del af din tjekliste, så har vi praktikpladsen til dig på Nyhedsbureauet Direkt. Vi leverer finansnyheder i realtid, og som praktikant hos os bliver du en del af vores heftige produktion og afslappede sociale miljø.
Åbent hus
Kig forbi et af vores Åbent Hus-arrangementer den 13. eller 17. oktober klokken 10.30-12.00 på Frederiksholms Kanal 4,1.tv, 1220 København K. Du er også velkommen til at kontakte praktikantvejleder Niels Nørgaard på tlf. 33 300 608 eller seniorpraktikant Camilla Larsen på tlf. 33 300 609.
www.direkt-dk.dk
5
6
INDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008 “Kat + Citat” giver 233.000 søgeresultater på Google! Ekstra Bladet’s hjemmeside står øverst
Se kattespisernes besøg i Go’ Aften Danmark på www.illbunker.dk
MIS-forstået i mediemøllen!
Medieluder, provokatør og dyremishandler. Citat’s chefredaktør og kattespiser er blevet kaldt lidt af hvert i hendes hektiske tur gennem det, hun kalder, en usaglig mediemølle Tekst Lise Brix
Foto Astrid Dalum
I Kina spiser de hunde – Og på Danmarks Journalisthøjskole spiser de katte! Debatten var skoldhed i de varme junidage, hvor historien om et måltid missekat nåede hele vejen fra skolebladet ”Citat” til ”Washington Post”. ”Ekstra Bladet” valgte at rydde forsiden, og i stort set samtlige aviser og TVAviser kunne man høre om de fire studerende fra Journalisthøjskolen, der havde sat tænderne i en kat. Men hvordan føles det, når man pludselig bliver hevet så meget rundt i mediemøllen, at man genkendes i supermarkedskøen? Citat’s chefredaktør Merian Garde Gräs har fortalt Bunkeren om sine oplevelser.
Ingen vil høre på fakta
”Det sværeste har været at aflive historien om, at vi
ikke bare har ædt fru Jensens kat for at smække billederne af det på Facebook,” siger Merian Garde Gräs: ”Folk er tydeligvis blevet stødte over, at vi spiste katten, og så gider de ikke høre på baggrunden for det.” 2. juni i år bragte ”Citat” en reportage, hvori en kat på lovlig vis blev skudt og derefter tilberedt. Artiklen satte fokus på forskelsbehandling af dyr, og på Facebook skulle billeder af Merian og 2 andre studerende, der spiste katten, føre debatten videre. Ingen af de tre Citat-journalister havde dog drømt om, at deres reportage ville sætte gang i så stor en debat. ”Jeg var da godt klar over, at nogle Citat-læsere ville blive provokerede, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi ville få så meget opmærksomhed i andre medier,” siger Merian, der tilføjer, at historien aldrig havde været tænkt som et mediestunt: ”Jeg er virkelig træt af folk, der siger, at vi gjorde det for personligt at komme i medierne.”
Glødende telefoner
Det er lørdag morgen, og Merian har tømmermænd. Hun bliver vækket af sin
mobiltelefon, og pludselig har hun Radioavisen i røret. Til udsendelsen klokken 12 skal hun udtale sig om den kat, hun spiste for flere uger siden. De næste par timer er hektiske. I løbet af formiddagen ringer både Aarhus Stifttidende, P1, TV-avisen, Go’ aften Danmark og TV 2 Østjylland. Indimellem opkaldene fra de sensationssnusende journalister har Merian de andre citatredaktører og sin mor i røret: ”Er du nu sikker på, du ved, hvad du gør” lyder det bekymret fra moren. Mens Merian styrter rundt med mobilen i hånden, vælter det ind med skrevne lussinger på debatfora på nettet. ”I skulle slagtes ligesom katten,” læser Merian, men hun har ikke tid at forsvare sig i internetdebatten, hvor hun også kaldes medieluder og dyremishandler. Sammen med de andre kattespisere skal hun ud af døren og filmes til landsdækkende TV.
Genkendt i Fakta
”Vi havde virkelig behov for at forklare os og sætte fakta på plads, for historierne var blevet helt forskruede,” fortæller Merian Garde Gräs.
Selv når hun handlede i Fakta, kunne hun høre folk tale om kattespiserne, og henover sommerferien har hun mødt folk fra hele Europa, der har hørt historien. Mediernes søgelys var blevet rettet mod hende og de andre studerende allerede to dage efter ”Citat” udkom. En BT-journalist faldt tilfældigt over magasinets Facebook-profil, hvor billederne af kattemåltidet var sat ind. Han skrev en artikel til BT’s netavis, og et par dage efter kunne man læse på forsiden af Ekstra Bladet, at kattespiserne nu blev truet på livet.
Tomme trusler og brudte løfter
”Jeg blev bare så rasende, da jeg så Ekstra Bladet’s forside,” siger Merian Garde Gräs. Inden interviewet med Ekstra Bladet havde hun og de andre Citat-redaktører nemlig lavet en klar aftale med journalisten. Artiklen skulle ikke handle om truslerne fra internetdebatten, for det var ikke dem, der bekymrede kattespiserne: ”Det var jo bare folk, der sad og skrev forargede bag deres skrivebordstaster. Derfor gad vi ikke fokusere på truslerne, men på hvorfor vi havde spist katten,” siger Merian Garde Gräs.
På trods af de brudte løfter og mange misforståelser i kattedebatten, fortæller Merian, at der også har været både skulderklap og opbakning fra mange studerende og lærere. Og havde hun på forhånd vidst, at Citat-magasinet ville skabe så megen røre i andeDanmark, ville hun stadig have medvirket til artiklen: ”Jeg synes Citat-magasinet
er et flot journalistisk produkt, og jeg er stolt af at stå som ansvarshavende redaktør på det,” slutter Merian Garde Gräss.
Det skete der: 27. marts Idéudvikling på Citat. Forskelsbehandlingen af dyr er et af de emner, der bliver foreslået som historie til det nye nummer.
24. april En landmand i Nordjylland skyder på lovlig vis en vildkat på en af sine marker. Katten tilberedes efterfølgende af kok Nicolai Madsen. Journaliststuderende Kristian Kæmsgaard, Merian Garde Gräs og Laura Bøge Mortensen spiser katten, mens Astrid Dalum tager billeder af misæren.
2. juni Citat-magasinet udkommer med Kristian Kæmsgaards reportage fra kattemiddagen som hovedhistorie i bladet. Billeder fra selve spisningen lægges desuden på Citat’s Facebookprofil til debat.
4. juni En BT-journalist falder tilfældigt over
Citat’s Facebook-profil og skriver en net-artikel om kattespiserne. På internetfora begynder debatten at gløde. 5. juni Flere netmedier, heriblandt journalisten.dk og jp.dk, citerer BT’s netartikel. Citat-redaktørerne får ubehagelige trusler fra stødte læsere på deres Facebookprofil, og efter at historien bliver offentligt kendt, vælger Facebook at lukke Citat-redaktørernes personlige profiler.
6. juni Kattehistorien er på forsiden af Ekstra Bla-
det, i Radioavisen, TV-avisen, TV 2 Østjylland og næsten samtlige danske netmedier.
7. juni Citat
udsender en pressemeddelelse om censuren af deres Facebook-profil. ”Det er skuffende at blive censureret både privat og fagligt,” lyder det fra Citat’s ansvarshavende chefredaktør Merian Garde Gräs. Kort tid efter bliver deres Facebook-profiler genåbnet.
8. juni De tre kattespisere er på besøg hos Mik-
kel Beha Erichsen i ”Go’ aften Danmark”. I løbet af de næste dage kører historien verden rundt i alt fra Washington Post til hestenet.dk
September Det Canadiske produktionsselskab Urban
Legend begynder optagelserne til en TVudsendelse om de danske kattespisere.
INDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
7
Steffen Jensen og Kurt Thyboe er begge uddannet fra Journalisthøjskolen
Dobbelt fernisering i Fredagsbaren
Tekst Svend-Vilhelm Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen
Det har været en hektisk uge i Fredagsbaren. Hele to nye ansigter skulle males på væggen blandt de andre journalistiske helte, der pryder de hvidmalede betonmure, og begge berømtheder kiggede samtidig forbi til en mindre fernisering
Champ’en var stum for ord Mandag, sent på eftermiddagen, var det først forfatteren, sportskommentatoren og journalisten Kurt Thyboes tur, til at besøge den berømte Fredagsbar. Legenden, som ellers er kendt for sine skarpe citater, der ofte boltrer sig over flere forskellige sprogstammer, blev dog for en stund tømt for ord over den store anerkendelse af hans person, som portrættet på væggen bar sit præg af. “Det er ‘unspeakles’! Jeg er tom for ord,” sagde Kurt Thyboe, da han så sit billede på væggen: “Jeg er glad. Jeg er lykkelig. Jeg er vildt beæret. Hvis jeg skal være rigtig fræk, vil jeg sige ‘You guys made me immortal. Cause in fourty years I probably will be
hanging here still. Det er jo sejt at blive gjort udødelig!”
Glad for anekendelsen
For Kurt Thyboe betyder de studerendes anerkendelse af hans person særligt meget. Det er første gang, han nogensinde er blevet krediteret for sin journalistik. “Jeg sagde forleden til en TV-dokumentar, som nogle folk er ved at lave om mig, at de eneste fjender jeg har, er mine egne kollegaer. Men at de unge, ‘the future reporters’, nærer så stor respekt for det jeg har gjort, det betyder meget for mig. Min egen generation: Fuck them!,” udbrød Kurt Thyboe.
Kommer igen
Sidst men ikke mindst lo-
Krigsreporterens
Foto: Kristoffer Juel poulsen
vede Kurt Thyboe de mange fremmødte, at det bestemt ikke var sidste gang, at han besøgte Fredagsbaren på Journalisthøjskolen. “Jeg skal da op og kigge på det der maleri nogle flere gange. Sidde og få mig en ordentlig brandert. Og er der nogen, der har en marihuana-smøg, vil jeg da også gerne have den,” griner han. Kurt Thyboe havde dog også et enkelt fagligt relevant råd til de unge journalist-spirer: ”Drop at blive journalist. ’Be a story-teller!,” sluttede han.
Foto: Nikolai Linares Larsen
portræt blev forsinket Natten mellem torsdag og fredag var det oprindeligt meningen, at også mellemøstkorrespondenten Steffen Jensens portræt skulle males på væggen sidestående med Ulla Terkelsens og Mette Fugls. Men da tegneren desværre i mellemtiden blev syg, måtte portrættets udarbejdelse desværre udskydes på ubestemt tid. Steffen Jensen dukkede dog alligevel op til en øl i Fredagsbaren, som han nød i selskab med sine egne studerende. Steffen Jensen har undervist på 8. semester-forløbet “KKK – Krig, Konflikt og Konfrontation” gennem flere år, og hver gang har han altid afsluttet forløbet med et besøg i Fredagsbaren
sammen med de studerende. Nu skulle hans mange besøg i baren anerkendes med et portræt.
Glad for at være cool
“Jeg vil citere en af mine elever, Katrine,” fortæller Steffen Jensen, da han skal beskrive sin stolthed over at skulle males på væggen i Fredagsbaren: “Hun sagde, at det kun er journalistiske nørder, der får Cavling-prisen, men dem der bliver malet i Fredagsbaren, de er cool. Og nu hvor jeg ikke er en journalistisk nørd, så er jeg da glad for, at jeg i det mindste er cool. Der er ikke ret mange, der normalt siger, at jeg er cool.” Steffen Jensen overvejer
ligefrem at tage sine børn med, næste gang trangen til en kold øl melder sig, og han igen må slå et smut forbi Fredagsbarren. “Mine børn synes normalt ikke, at jeg er særlig cool. Men når de ser mit billede i Fredagsbaren, så kan de se, at jeg altså ER cool,” forklarer han smilende. Steffen Jensens portræt forventes malet på væggen inden ret længe. Men hvor placeringen bliver, er det helt og holdent op til tegneren at bestemme.
8
INDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
Brug for en at tale med? www.studenterpraesten.dk
Studerende betror sig til præsten Drømmeuddannelsen er i fuld gang, men ikke alle kommer lige godt igennem det til tider hektiske studie. Studenterpræsterne har travlt som aldrig før Tekst Mette Albæk
”Jeg var lige flyttet til en ny by, hvor jeg skulle bo alene og danne mig et socialt netværk. Oveni kom et brud med min daværende kæreste, så jeg følte mig meget alene,” fortæller 20-årige Anne, der sidste år brugte Studenterpræsten, da der blev vendt op og ned på hendes liv. Studenterpræst i Århus, Steen Andreassen, genkender Annes situation, men fortæller, at bredden af de besøgende spænder vidt. ”De, der kommer, er både de ensomme, men i høj grad også dem med en stor omgangskreds og en masse venner. Vores erfaring er, at de unge har nemmere ved at snakke med en, som de ikke behøver se i øjnene dagen efter,” forklarer han. Det var netop denne distance til Studenterpræsten, der hjalp Anne, selvom hun i starten havde svært ved at dele sine problemer med en
fremmed. ”Studenterpræsten kunne hjælpe mig i kraft af, at han var en udenforstående person med et helt nyt syn på sagen,” fortæller Anne.
Intet krav om kristendom
Studenterpræsterne er ansat af Den Danske Folkekirke, men ifølge Steen Andreassen har det ingen betydning, om de studerende tror på Gud eller ej. ”Grundopfattelsen er, at man skal forholde sig til selve problemet, når et menneske er i nød. Vi har ikke noget behov for at rekruttere nye medlemmer, for det handler udelukkende om de studerendes problemer,” siger Steen Andreassen. Anne er både døbt og konfirmeret, men går hverken i kirke eller betegner sig selv som særligt kristen. Alligevel var det uden betydning for hende, at hun gik til samtaler med en præst. ”Mine forældre ville helt sikkert have betalt, hvis jeg var gået til en psykolog i stedet for. Men for mig var det afgørende, at jeg kom hos
en uvildig person, der ikke havde en økonomisk interesse i, at jeg var der,” siger Anne.
Meget mere end en præst
En anden forklaring på Studenterpræsternes popularitet findes ifølge Steen Andreassen i, at folk har visse fordomme over for psykologer. ”Nogle opfatter sig selv som syge, hvis de skal opsøge en psykolog. Desuden får folk lov til at være hundrede procent anonyme hos os, da vi hverken fører journaler eller beder om navne,” fortæller han. Steen Andreassen, der har fungeret som studenterpræst gennem de sidste 12 år, indrømmer dog, at de studerendes problemer kan være så omfattende, at de må henvise til en psykiater. Alligevel mener han, at studenterpræsternes kompetencer rækker langt. ”Det er sådan set psykologerne, som er nye på banen. Præster har i flere århundreder fungeret som rådgivere for folk. Desuden har mange
af os terapeutiske tillægsuddannelser,” fortæller han. Ved at opsøge Studenterpræsten gjorde Anne sidste år noget aktivt for sig selv i en krisesituation, og hun mærkede tydeligt, hvordan samtalerne med studenterpræsten hjalp.
”Jeg fik nogle helt konkrete redskaber, jeg kunne arbejde med, når jeg var i en presset situation. I bund og grund handlede det om, at jeg fik af vide, at jeg var god nok,” slutter Anne. Studenterpræsterne i Århus kan besøges tirsdag-fredag
formiddag mellem klokken 10 og 12 på Handelshøjskolen og Århus Universitet. Anne er et fiktivt navn. Kildens rigtige identitet er kendt af redaktionen.
Hackere hærgede www.illbunker.dk
Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Over sommeren har nogen muligvis bemærket, at Google advarede mod at besøge vores hjemmeside, fordi der øjensynligt skulle
være virus på den. Der var umiddelbart ikke tale om virus, men om links, der dirigerede til hjemmesider med virus.
Angrebene er nu fjernet, så der skulle ikke længere være problemer med at besøge Illustreret Bunkers hjemmeside.
INDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
9
I foråret søgte 32 journaliststuderende praktikplads hos Nyhedsavisen, heraf 17 fra Journalisthøjskolen
Det er stadig muligt at læse nyheder på Nyhedsavisens hjemmeside: avisen.dk
Videre fra Nyhedsavisen Seks praktikanter fra Journalisthøjskolen stod pludselig uden praktikplads, da Nyhedsavisen for nyligt drejede nøglen om Breaking News
Tekst Anja Bencke
På Journalisthøjskolen henviser underviserne ofte til noget, de kalder virkeligheden. Det er den, man som studerende oplever, når man bevæger sig væk fra betonbunkeren og ud i praktik. At miste sin praktikplads med øjeblikkelig virkning må være en særlig rå form for virkelighed. Den oplevede seks praktikanter fra Journalisthøjskolen, da Nyhedsavisen pludselig sagde farvel og tak efter knap to års hård kamp på gratisavismarkedet.
Sent søndag aften på den sidste dag i august bliver journalistpraktikant Lykke Fabricius Port vækket ved, at hendes arbejdsmobil ringer. Hun står op for at tjekke den og ser, at der er kommet en sms-besked fra en nyhedsservice. ”Breaking News: Danmarks mest læste avis lukker,” står der, og så er hun ellers rusket ud af søvnen. I de sene aftentimer modtager Journalisthøjskolens fem andre praktikanter på Nyhedsavisen på forskellig vis den samme dårlige nyhed. Fotojournalistpraktikant Morten Pedersen er stadig på redaktionen, da han læser en e-mail sendt ud til samtlige medarbejdere fra ledelsen. Den forklarer, at avisen
er gået konkurs og ikke vil udkomme dagen efter. ”Jeg var bevidst om, at det kunne ske, men jeg håbede selvfølgelig ikke på det,” fortæller Morten Pedersen. Flere af praktikanterne mødes samme aften til gravøl med de andre medarbejdere, og mandag morgen samles de på redaktionen i København. Stemningen blandt de nu fyrede medarbejdere beskrives som ærgerlig men alligevel afklaret. ”Nyhedsavisen har hele tiden været et forsøg – et spændende forsøg - og det vidste folk godt,” fortæller journalistpraktikant Jakob Hvide Beim.
Ikke tid til at tude
Der går ikke længe, før praktikanterne begynder
at gøre sig overvejelser om deres egen situation. Nogle tager det roligt, mens andre føler sig pressede. Praktikanterne ved, at de skal nye steder hen, så jagten på stillinger begynder. ”For os praktikanter var der ikke tid til at sidde og tude. Der startede en ny panikdag lige der,” fortæller Jakob Hvide Beim. Dagen efter konkursen og inden blækket på fyresedlen er tørt, griber praktikanterne telefonerne og ringer rundt til netværk og praktiksteder. Aftaler kommer i stand, og flertallet af praktikanterne synes, at det gik hurtigt og nemt. Allerede onsdag i samme uge er den første praktikant startet i en ny stilling, og de andre følger hurtigt efter.
Kun én praktikant, der prøver lykken i udlandet, mangler i skrivende stund at finde en ny praktikplads.
Mediernes musketer-ed
Det er ikke første gang, at et medie bukker under, og journalistpraktikanter kommer i klemme. Da aviserne Aktuelt og Dagen måtte lukke, hjalp andre medier de nødstedte praktikanter ved at oprette ekstra praktikpladser. Traditionen for at hjælpe viste sig igen, da Nyhedsavisen smed håndklædet i ringen. Praktikkoordinator Pia Færing fortæller, at hun i dagene efter lukningen fik henvendelser fra mange medier, der gerne ville hjælpe. Men det er i højere grad
praktikanternes egne henvendelser til de store medier, der har ført til de nye praktikpladser. ”De store medier har sværget en eller anden form for musketer-ed, at de nok skal hjælpe, når et større medie krakker,” fortæller Pia Færing.
Ærgerlige over lukning
Praktikanterne er i dag startet i nye stillinger på Politiken, Jyllands-Posten, DR og Metroxpress. De er glade for deres nye praktikpladser, men alligevel er de ærgerlige over Nyhedsavisens lukning. Praktikanterne er enige om, at Nyhedsavisen var et rigtig fedt sted at være. R. I. P.
I Kina blogger kommunister da om sig selv Det er ikke nemt at bedrive journalistik inden for det kinesiske styres grænser. Selvcensuren er stærkt forankret. Der indgås aftaler med internetudbydere om ikke at udsprede systemkritiske links. Samtidig sprøjter det kommunistiske styre selvforherligende propagandistiske blogs ud Tekst Louise Lendal Petersen
Under det netop overståede OL fik den udenlandske presse en smagsprøve på det kinesiske styres internetcensur. Pludselig kom der ingen hits, hvis man googlede ordet ”Tibet”. Dagligt må menige, ikkeengelsktalende kinesere leve under det kommunistiske styres censurerende jernnæve. Bunkeren spurgte professor Stig Thøgersen fra Østasiatisk afdeling ved Århus Universitet om pressefrihedens fremtid i det kommunistiske Kina.
Lederdyrkelsens ’revival’
Det kinesiske kommunistparti tæller i dag omtrent 73 millioner medlemmer. Ikke siden Maos dage har der været tale om aktiv lederdyrkelse blandt medlemmerne, men nu er fænomenet vendt tilbage. Stig Thøgersen forklarer: ” Som noget nyt er man fra styrets side begyndt på at
lave mere regeringsvenlige blogs på nettet. Myndighederne går ind og skaber deres egne fora og blogs, hvor folk kan skrive om, hvor meget de holder af lederne. Det fungerer nærmest som en fanklub for den nuværende ledelse.”
presser grænserne for, hvad man kan skrive om. Fordi at de har en provinsregering, som ser mere lempeligt på, hvad pressen kan skrive om, end man gør i Beijing, er
der flere, der skriver kritiske indlæg.” De kinesiske internetbruger pakker desuden deres systemkritik ind i ironi og satire. Satire, som ikke kan
opfanges af filtre på nettet, og som derfor er et glimrende værktøj i kampen mod censuren: ”Politisk satire er der masser af på nettet, og det er svært
for myndighederne at gøre noget ved det. Så på den måde presses myndighederne indefra,” foklarer Stig Thøgersen.
Humor som modtryk
Stig Thøgersen afviser, at den massive internationale kritik, styret mødte under OL i Beijing, skulle lempe for den fast forankrede selvcensur: ”Jeg tror, at de er fuldstændig ligeglade. Det er en meget grundlæggende del af kommunistpartiets måde at tænke i magt på at foranstalte kontrol med informationer. Det er ikke noget, der bare gives slip på,” siger han og fortsætter: ”Drivkraften er en kritik, der kommer indefra. Fra de kinesiske journalister og fra de kinesiske internetbrugere. Et eksempel er Southerne Daily – en gruppe tidsskrifter, der hele tiden
Illustration: Mathias Ørntoft
10 ILLUSTRERET BUNKER
UDENFOR Couchsurfing findes over hele verden, tjek det ud på www.couchsurfing.com
Besøg Paul og vennerne i Barcelona
SEPTEMBER 2008
WWOOFing er også en billig måde at rejse på. Her får du kost og logi gratis. Til gengæld arbejder du 6-8 timer dagligt - www.wwoof.com
Couchsurfing er et fællesskab, hvor man blandt andet kan overnatte hos medlemmer i andre lande og sige ja til at lade andre overnatte hos sig selv. Det handler om at dele sin kultur og møde mennesker frem for bare at bo gratis, når man rejser.
Paul Van der Molen har sammen med tre venner lejet en villa uden for Barcelona for at lave et adventure-firma. Han vil gerne have gode mennesker omkring sig, så couchsurfere får ofte lov til at bo gratis et par dage Tekst og foto Tina Lee
Det går lidt for stærkt med at skrælle squash, og en halv negl ryger med ned i skraldespanden. Jeg siger til Greg, at jeg er færdig med salaten og skynder mig ud af køkkenet. Folk trækker ned til grillpladsen. Medister og kyllingelår sender en liflig duft ud i natten. Den spanske familie bænker sig højlydt ved langbordet, og vi andre sidder ved to små borde ved siden af. Maden smager fantastisk, og den bliver Happy slapping. Thijs og Kirk skiftes til at klaske hinanden i ansigtet med bagsiden af hånden. skyllet ned med skilte kvinder. Hun spørger, mefra. Vennerne underholFredagsbarbecue rigelige mængder vin, øl De lovede couchsurfere duk- og sangria. De fire venner om Paul og Pablo er til salg. der gæsterne ved at være ker op. Et fransk par, en tysk laver sjov med gæsterne og Resten af gruppen hujer og sammen med dem og gør fyr og en svensk pige. Jeg sørger for, at alle har mad brøler af grin. Ved de små meget for at give dem en snakker med tyskeren, mens og drikke. En af kvinderne borde har vi den slags me- god oplevelse. Det er også jeg hjælper med at lave salat. laver selskabsture for fra- ningsfyldte samtaler, som derfor, at han gerne vil have alle har glemt i couchsurfere på besøg, hvis morgen. de har plads. Han vil gerne fylde huset med gode mennesker, der kan nyde godt af No Worries-kon- hinandens selskab. Og har ceptet du pludselig fået problemer I 2005 flyttede og mangler et sted at sove, Paul Van der afviser han aldrig en rejMolen til Barce- sende. lona, og de føl- Han griner og siger: ”Alle gende somre var får altid et bedre sted at sove en lang fest. end mig, men det er okay.” Efter to år blev han træt af byens larm, og der skul- The Shattered Pig le ske noget nyt. Det er nat. Børnene løber Sammen med stadig rundt og leger, og Pablo kiggede forældrene er gået i kælderPaul på mulighe- baren. Det er ikke en officiel derne for at lave bar, så vennerne kan ikke guidede ture i og bede gæsterne om penge. omkring Barce- Derfor står der en sparegris, lona. Han ville så folk selv kan donere et gerne lave det beløb for drinks. Den føranderledes end ste sparegris, de havde, faldt de eksisterende ned og gik i stykker, fordi tilbud. Derfor fik Greg i en brandert lænede de fat i villaen. Et sig lidt for voldsomt op ad De fire friske fyre, der byder alle rejsende velkommen i deres villa i Barcelona. hjem væk hjem- den. Sådan gik det til, at ”Det er en usædvanlig weekend. Vi har en spansk familie på 19 boende!” griner Paul Van der Molen, mens han viser rundt i villaen, som de kalder ”No Worries”. Han er åben og imødekommende bag genertheden. Rummene, vi kommer igennem, afslører, at der ikke er nogen piger blandt de fastboende. Væggene er nøgne med undtagelse af et krøllet kort, der hænger i spiserummet. I stuen står en lampe uden skærm. Men der er en rar atmosfære. Udenfor dufter der af pinjetræer og vand. Fra poolen lyder glade børnestemmer og høje plask. 10 af de 19 gæster er børn. De voksne sidder i træernes skygge og drikker sangria og ryger cigaretter. Bag ved dem kan man skimte en grillplads og en tennisbane. ”Der dukker nogle couchsurfere op i aften,” siger Paul for at understrege det usædvanlige i, at der kun er spanske gæster lige nu.
Fire internationale fyre
Paul introducerer mig for de andre tre, efterhånden som de dukker op. Thijs Korse er en 23-årig kammerat fra samme by i Holland som Paul. Han er uddannet biokemiker, er guide på turene og står for administration af firmaet. Han har et melankolsk ansigt, men det bliver lyst op af hans smil. Der er til gengæld intet melankolsk over Greg Tonks, en 30 år gammel englænder fra Manchester. Han er lige så godt i stand, glad og hårfager som en hobbit. Han er husets kok. Pablo Moar Placer er den mest stille af de fire. Han er fra Galicien, 30 år gammel og har et arbejde ved siden af. Han bor kun i villaen i weekenderne. Han hjælper med det spanske, fordi ingen af de andre mestrer sproget endnu.
baren kom til at hedde The Shattered Pig. Den festlige aften fortsætter i baren, hvor der også må ryges. Jeg kommer til at snakke med en af spanierne, en 38-årig kvindelig kiropraktor. Ingen af os forstår den anden, men vi griner meget og ender med at spille dart. Uden dog at lægge point sammen. De spanske mænd spiller terninger om æg. Hver gang én af dem slår en sekser, skal han tage et æg fra en skål med både kogte og ukogte æg og slå det ud på panden af sig selv. Når det er et ukogt æg, brøler de andre af grin. Enkelte gæster begynder at falde fra. Da Greg med sit hobbitsmil siger, at han er ligeglad med, at jeg har en kæreste, og at han vil kysse mig, ser jeg mit snit til at fordufte. Et minut senere lyner jeg mig ind i stedets eneste enkeltværelse i aften: et telt udenfor.
UDENFOR
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
11
Google finder 41.200 hits på “De Sorte Spejdere” i løbet af 0.4 sekund
Ingen stress i spejderhytten Som praktikant på radioprogrammet ”De Sorte Spejdere” er Thomas Skov Gaardsvig ofte direkte i radioen, og han har allerede skrevet sin første autograf. Alligevel er det langt fra stress, der præger hans hverdag i spejderhytten Tekst og foto Kerstin BruunHansen
”Thomas, kodymagnyler!” Klokken er 14:02. Om et øjeblik begynder dagens udsendelse af ”De Sorte Spejdere”. Anders Lund Madsen har netop flået døren mellem teknikrummet og studiet op og peger nu på spejdernes journalistpraktikant Thomas Skov Gaardsvig. ”Jeg ved, det ligger i periferien af dine arbejdsopgaver, men kan du skaffe mig nogle kodymagnyler,” spørger han hektisk praktikanten,
der straks iler ud af det lille mørke kælderstudie, mens spejderne sætter sig til rette bag mikrofonerne, og programmets jingle går i gang.
Ikke bare en stik-i-renddreng
Før sommerferien forlod Thomas Journalisthøjskolens trygge betonmure og er nu startet i halvandet års praktik på P3. Her skal han frem til jul være fast spejderaspirant på Anders Breinholt og Anders Lund Madsens populære eftermiddagsprogram. Selvom dagens udsendelse begynder hektisk for den sorte ulveunge, er det normalt hverken stress
eller stik-i-rend-dreng-opgaver, der præger Thomas’ hverdag som praktikant på programmet. ”Anders og Anders er begge to meget nede på jorden, og stemningen på redaktionen er rigtig hyggelig og ustresset,” fortæller Thomas, da han få minutter efter vender tilbage til studiet med en pakke kodymagnyler. ”Og jeg plejer desuden kun at hente kaffe til mig selv,” tilføjer han, og skyder dermed – på bedste spejdermanér – en pil efter fordommen om praktikanten, der henter kaffe, kodymagnyler og kildevand til stjernerne bag mikrofonerne.
Verdens bedste journalistpraktikant
Mens mange journalistpraktikanter kun sjældent kommer frem fra kulissen, er De Sorte Spejdere’s skiftende praktikanter en fast del af den direkte udsendelse i æteren. Trods sin korte tid på programmet har Thomas da også allerede flere gange været direkte i radioen – både som programmets selvbestaltede filmanmelder og som spejdernes mand i marken. ”De er meget åbne for idéer og påfund fra min side, og det er fedt at blive inddraget og være så meget på,” for-
tæller Thomas, der allerede i første uge på programmet fik sin spejderilddåb, da han – med Anders og Anders i røret – stillede flabede spørgsmål og løb fra selveste Statsministeren og hans Facebook-venner under et løb i Århus. Siden da er Thomas konsekvent blevet omtalt som verdens bedste journalistpraktikant i programmet, og forleden skrev han sin første autograf til en kvinde, der havde set ham stikke af fra Fogh.
”Få fat i Se & Hør”
Thomas Skov Gaardsvig leder efter sjove historier til de sorte spejdere - denne gang i Se & hør.
de SORTE spejdere
Dagen i dag forløber dog mere stille og roligt for spejderpraktikanten. Et par timer tidligere sidder han sammen med resten af den lille redaktion ved en skrivebordsø i P3’s store fælleslokale og leder efter indhold til dagens udsendelse. ”Indtil videre er min arbejdsdag gået med at se Go’ morgen Danmark og læse lokalaviser, men jeg fandt ikke rigtig noget sjovt,” fortæller han uden at vise det mindste tegn på, at den forgæves jagt skulle have sat ham under pres. Pludselig afbrydes han af spejderfører Lund Madsen, der sidder i skrædderstilling på sin kontorstol på den anden side af skrivebordet: ”Hey, der var jo Meretes Mave i går
– dét skal du se igennem, Thomas. Og der er kommet lorteblade i dag - få fat i Se & Hør!” ”Så, nu er der stress,” griner praktikanten lidt provokerende og ironisk, hvilket afføder endnu en halvhjertet ordre fra spejderlederen: ”Og læs den her,” siger han og smider Knyttehåndbogen for Begyndere på skrivebordet foran Thomas.
Programmet, der aldrig rigtig kan gå galt
Tilbage i studiet er kodymagnylerne nu afleveret, og udsendelsen er i fuld gang. I teknikrummet har Thomas taget plads foran computeren, hvor han løbende holder øje med mails og sms’er, der tikker ind fra lytterne. ”Mine damer og herrer, klokken er nu seks minutter over halv tre, og vi er officielt løbet tør for stof,” proklamerer De Sorte Spejdere efter kort tid i æteren, hvilket dog hverken får Thomas eller resten af redaktionen op af stolene. ”Jeg har indtryk af, at det aldrig rigtig kan gå galt i det her program – lige meget hvordan det går, ender det altid sjovt,” siger Thomas, mens han ser sit snit til at tjekke sin Facebook-profil.
12 ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
’I 1981 slettede sundhedsstyrelsen homoseksualitet sygdomme i Danmark’ - Sigrid Nygaard vandt i juni måned billedbureauet Scanpix’ hæderspris for bedste fotojournalistiske hovedopgave. Med serien ”Bøsse” går hun bag om mediernes stereotype opfattelse af bøsser, og viser dem i ganske almidelige hverdagssituationer
”Vi hører tit om den festlige farverige synet eller til Gay-pride i København mand. Fordommene om bøsser lever i bed kendtskab med netop er dem, der ste frisør på morgen-tv, eller som de hvis man kigger nærmere på bøsse sammensatte som heteroseksuelle? forskellige?”
BØSSE Henrik 46 år, Morten 41 år, Kristoffer, 8 måneder. København.
BØSSE Copenhagen Scrum RFC, Københavnsk Rugby
BØSSE Jacob 30 år, Jacob 35 år, Odense.
BØSSE Patrick, 38, Niels Henrik, 43, København.
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
t fra listen over
13
”Indtil 1981, hvad vi dog regner til moderne tid, blev det at være bøsse regnet som en sygdom i Danmark! Rystende! Og når vi i dag hører om præcis det samme i Iran eller andre steder i Mellemøsten, synes vi det er middelalderligt og umenneskeligt. Topkarakter til valg af emne!” - Heine Pedersen, Scanpix
og outrerede bøsse. Vi ser ham som drag-queen i fjernn. Vi møder ham i gadebilledet som den feminine velklædte
dste velgående. Måske fordi de bøsser vi primært stifter beskiller sig ud. Det er dem, der optræder som den stilbeviden syngende mand i dametøj til Melodi Grand prix. Men hvad ers liv. Finder man så en gruppe af mennesker, som er ligeså ? Og som i bund og grund er ligeså almindelige, som de er - Uddrag af præsentationen til Sigrid Nygaards prisvindende projekt.
yhold.
- Kilde
Trods en hård og til tider uoverskuelig arbejdsproces lykkedes det Sigrid Nygaard at komme i mål med hovedopgaven ”Bøsse” og tilmed erobre guldmedaljen Tekst og foto Kristoffer Juel Poulsen
At vejen til det endelige og gode resultat som regel er ujævn og bumlet og fyldt med forhindringer, er Sigrid Nygaard, der er nyuddannet fotojournalist fra Journalisthøjskolen, et levende bevis på. I juni blev hun belønnet med Scanpix-prisen for sin hovedopgave, hvor hun har fotograferet bøsser med det udgangspunkt at fortælle de hverdagshistorier, hvor man normalt ser en mand og en kvinde, og så sætte to mænd ind i stedet for. ”Jeg synes, det var ufatteligt svært at lave hele denne historie. Jeg havde sat mig i hovedet, at noget, der var så anderledes, nok var ret simpelt at fotografere.” Men så nemt blev det ikke at skildre bøssernes hverdag. ”Der er jo ikke noget krig eller blod. Derfor er problemet med sådan en dagligdagshistorie, at det er meget sværere at fotografere, fordi motiverne og situationerne jo dybest set er, som man plejer at se dem,” siger Sigrid Nygaard. Udfordringen lå også i at leve op til de høje krav, hun forud for processen havde stillet sig selv. Blandt andet skulle det endelige projekt indeholde ikke mindre end 25 forskellige historier. Et mål, der måtte justeres ned til 18 undervejs. ”I nogle tilfælde ærgrede jeg mig over, at jeg havde besluttet mig for, at det skulle være bredt i stedet for dybdegående. Jeg har haft højst to dage med hver person, fordi jeg har haft så travlt med at skaffe kontakter og finde frem til folk,” lyder forklaringen fra Sigrid Nygaard.
Den store bøssejagt
I hendes jagt på at finde frem til homoseksuelle, der ville medvirke i hendes projekt, har
FOTOJOURNALIST Sigrid Nygaard, vinder af Scanpix-prisen.
Sigrid Nygaard benyttet sig af mange forskellige kanaler. Nogle mere utraditionelle end andre. Først og fremmest har Infomedias artikeldatabase og søgemaskinen Google været en stor hjælp i den forudgående research, men det der virkelig gav pote, var internetnetværket Facebook. ”Det positive ved Facebook er jo, at man er ’venner’ med alle mulige, som man egentlig ikke har kontakt med. Så jeg lavede en liste fra start med 30 forskellige historier fordelt på aldersgrupper og geografisk placering, som jeg sendte ud til cirka 200 personer. Og så var der jo mange historier, der efterhånden avlede nye historier.”
Alt for lidt tid
Her på den anden side af målstregen er der visse ting, Sigrid Nygaard gerne ville have gjort anderledes. ”Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg lave den over en meget længere periode,” lyder det fra
prisvinderen. ”Ideen til projektet kom allerede for to år siden, da jeg læste, at det først var i 1981, at Sundhedsstyrelsen slettede homoseksualitet fra listen over sygdomme i Danmark.” På trods af bagklogskab og uforudsete forhindringer undervejs er det uden tvivl en glad Sigrid Nygaard, der nu er i fuld gang med det hårde liv som freelancefotograf. ”Jeg har lært at være tilfreds med resultatet nu, og at få en pris for det var rigtigt fedt. Det var en af de ting, der gjorde, at jeg ligesom kunne sige, okay, måske gik det alligevel...” Se hele billedserien på: www.sigridnygaard.dk
14 ILLUSTRERET BUNKER
SPORT
SEPTEMBER 2008
Counter-strike er den mest udbredte esport, herefter kommer battlefield, quake-serien og world og warcraft - dr.dk
Kan Playstation være en sportsgren? Illustreret Bunker satte sig for sammen med to spilleglade drenge og to pulsure at finde ud af, hvor højt pulsen egentlig kommer op, når der dystes i Pro Evolution Soccer Tekst Katrine Grønvald Raun og Kresten Morten Munksgaard Foto Nikolai Linares Larsen
”Jeg er altså meget nervøs. Jeg er virkelig nervøs, det må jeg sige, Theis.” Ordene stammer fra Martin Kampmann. Han og vennen, Theis Lange Olsen, står over for deres hidtil største dyst inden for Playstationspillet Pro Evolution Soccer, PES. Den lyse stue er indrettet optimalt med to store lænestole placeret foran tv’et. På sofabordet
står to pakker saltstænger og to Tuborg ølglas. Ølglassene er dog fyldt med vand, hvilket vidner om den store seriøsitet, der hviler over kampen. Illustreret Bunker har sat de to drenge i stævne for at finde ud af, om en dyst på playstation-evner på nogen måde kan sammenlignes med den fysiske belastning, som man bliver udsat for som almindelig fodboldspiller. Til formålet har vi udstyret de to drenge med hver deres pulsmåler og pulsur.
En sport for nogen
Jens Christian Ringdal, formand for Roskilde Esport, mener godt, at esport kan sammenlignes med rigtig sport. ”Der er en stor grad af kon-
kurrence i de spil, der hører ind under esport. Deltagerne bruger lang tid på at øve sig og forbedre deres spil. Desuden er der jo en stor grad af fysisk aktivitet inden for de nye spil, der er kommet,” siger han. Tilbage i stuen er kampen et godt stykke inde i første halvleg, og begge spillere sidder foroverbøjet og ser intenst ind i skærmen. Pulsen ligger stabilt omkring midten af 60’erne, men pludselig stiger Theis’ puls til 79. Han hopper op fra stolen og skriger ”JAAAAAAH!!!” Theis fører 1-0 efter en scoring på en returbold. Martin skælder sin spiller ud. ”Du står bare derinde. Kraftedeme som et træ i Hartzen.” Efter seks minutters spil er
det dog Martins puls, der stiger, og han hopper op af stolen. Stillingen er 1-1 ved pausen.
Ikke at sammenligne med rigtig sport
Selvom pulsen farer op og ned i løbet af et playstationspil, mener tidligere landsholdsspiller, assistentræner for Juventus FC og professor i idræt, Jens Bangsbo, ikke, at man kan sammenligne det at sidde foran skærmen med at komme ud og dyrke traditionel sport. ”Pulsen når på ingen måde op på de 160-170 stykker, som vi ser hos sportsudøvere, der spiller fodbold eller håndbold.” Han medgiver dog, at man kan sammenligne computerspil med dart eller pool,
der begge er anerkendte sportsgrene, ”I modsætning til fodbold, hvor pulsstigningen er et resultat af fysisk udfoldelse, så er de pulsstigninger, vi ser ved både playstationspil og sportsgrene som dart og pool, stressrelaterede. Derfor kan man heller ikke erstatte idræt med et computerspil,” fortæller Jens Bangsbo, der også har været tilknyttet det danske landshold som fysisk træner. ”OOORK! Du kan da også bare pisse i bukserne uden at blive våd,” råber Theis. Martin har netop scoret til 2-1, og pulsen er helt oppe hos begge spillere. Højest hos Theis, hvor den ligger på 89. Vi er midt i anden halvleg, og pulsen hos de 2 spillere har flyttet sig fra
64-65 i første halvleg til generelt at ligge omkring 68-69. Som kampen skrider frem begynder Theis for alvor at presse på for at få en udligning. Samtidig brokker Martin sig over holdet. ”Jeg har fandme også sådan nogle små cirkelinespillere, der ikke kan heade til en bold.” Theis forsøger desperat at score i de døende minutter og hopper op af stolen, da en af hans spillere bliver fældet på kanten af feltet. Forseelsen koster Martin et rødt kort, men dommeren skønner, at frisparket er begået uden for feltet. ”Jeg nedlægger protest på stedet! Det er jo tyveri ved højlys dag det der, eller det er jo ikke dag, men alligevel,” råber Theis, mens pulsen stiger til et højdepunkt på 102. Men dommeren har dømt, og kampen ender 2-1 til Martin. Spillernes slutpuls ligger på 70. Efter kampen mener Martin godt, at man kan sammenligne spillet med sport. ” Hvis skak er en sport, så er det her i hvert fald også. Vi konkurrer da!” fortæller sejrsherren. Taberen Theis er dog ikke meget for at udtale sig efter kampen. ”Jeg mener ikke, det er en sport. Og i øvrigt boykotter jeg pressen.”
Testmetode: * Begge spillere iførte sig inden kampstart fodboldtrøjer og shorts. * Martin spillede med Manchester City, mens Theis stillede op med Westham. * Martin og Theis var under kampen udstyret med en pulsmåler og et pulsur, som blev tjekket af Illustreret Bunker. * Kampen varede 2x15 min. * Under kampen havde deltagerne en æske saltstænger og en halv liter vand til rådighed.
Kampstart - 1-0 - kæmpe chance brændes - 1-1- Martin i angreb - Theis appellerer for straffe - endnu en brændt chance - slutfløjt, Martin vinder - slutresultat
SPORT
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
15
Brevduer blev blandt andet brugt som budbringere under verdenskrigene
- www.brevduesport.dk
Intern dopingkontrol af brevduer Brevdueflyvning er en nichesport i Danmark. Alligevel er det nødvendigt at teste duerne internt for doping gennem De danske Brevdueforeninger. Men hvor er Anti Doping Danmark? Tekst Steen Schat Holm
Foto Jonas Vandal Ørtvig
Siden 1990’erne har dopingkontrol blandt brevduer været et kendt fænomen i Danmark. Udvalgte brevduer har derfor op til konkurrencer måtte aflægge afføringsprøver til videre kontrol. Da hverken Danmark eller andre nærliggende lande har kompetence til at analysere prøverne, flyves de til Belgien. På trods af at der på årsbasis analyseres 15-20 prøver, har dopingkontrollen endnu ikke fanget nogen syndere. Udvælgelsen står De danske Brevdueforeninger for. ”Duer, der har indhentet stabile og fornuftige resultater over et længere tidsforløb, kommer under luppen,” fortæller Bjarne Borresen, forretningsfører i De danske
Brevdueforeninger. Samtidig bekræfter han, at De danske Brevdueforeninger arbejder ud fra målsætninger og vilkår, der ligger meget tæt op af Anti Doping Danmarks og Det Internatonale Brevdueforbunds (FCI). På den måde kan ingen føle sig sikre på, om de er den næste i dopingkikkerten. Sker det, at en brevdueavler har dopet en af sine brevduer, er konsekvensen
en udelukkelse på livstid. ”Vi arbejder ud fra en nultolerance over for brugen af dopingmidler blandt brevduer,” kommer det bestemt fra Bjarne Borresen.
Hvor er Anti Doping Danmark? Da spørgsmålet falder på, hvorfor kontrollen sker internt og ikke gennem Anti Doping Danmark, kommer svaret prompte: ”De interesserer sig ikke for dette emne. De ved ikke, hvordan det foregår, og hvordan man gør,” siger Bjarne Borresen. Anti Doping Danmark slår
nemlig fast, at deres indsats er rettet mod elitesportsudøvere – og dermed kun mennesker og ikke dyr. Ifølge Torben Hoffeldt, fuldmægtig i Medier og Idræt ved Kulturministeriet, ligger der ellers ikke noget problem i, at De danske Brevdueforeninger laver en aftale med Anti Doping Danmark, hvis der forekommer mistanke om brug af doping blandt brevduer. Alligevel tror han, at det er meget usandsynligt, at doping af brevduer i nær fremtid vil blive Anti Doping Danmarks anliggendende. Samme vurdering lyder fra
Jacob Berget, som er leder af oplysning i Anti Doping Danmark. ”Jeg tvivler meget på, at dopingkontrol af brevduer kommer på Anti Doping Danmarks hænder. Det hele handler i bund og grund om kompetence og resourcer. Det er en politisk beslutning, som kræver en ordre fra højeste instans,” siger han. Det var ikke muligt at få en kommentar fra den nye Kulturminister, om hvorvidt det vil blive et Anti Doping Danmark anliggende at foretage dopingtests af brevduer. Kontrollen fortsætter stadig, men Bjarne Borresen ville ikke have noget imod, hvis omkostningerne blev pålagt Anti Doping Danmark. Ud af en årlig støtte på to millioner fra Kulturministeriet til De danske Brevdueforeninger, er ingen af midlerne rettet mod omkostningerne ved en dopingforetagelse.
Nødvendigt med kontrol
Formand for brevdueforeningen ”085 Nordre” og brevdueavler siden 1976, Finn Rønde Larsen, ser dopingkontrollen som en naturlig og nødvendig del af sporten. Selvom der ikke er de store præmier herhjemme, skal man ikke langt væk fra grænsen, før præmie-
TA’ BUSSEN - LINIE 888
ÅRHUS ROSKILDE KØBENHAVN
summen er en helt anden. ”Jeg synes, det er helt i orden, at der bliver foretaget dopingtests. Konkurrencen er i dag så stor, at det er naturgivent,” mener Finn Rønde Larsen. Selv har han 25 brevduer i et udbygget redskabsskur i baghaven, der fungerer som et dueslag. Hvorvidt hans duer har været gennem dopingkontrollen er uvist, da kun kontrolpanelet er informeret om de udtagne brevduer. Dopingkontrollen har dog aldrig henvendt sig til Finn Rønde Larsen. ”Jeg har aldrig brugt doping eller præstationsfremmende midler på mine brevduer. De får de vitaminer, de skal have, og det er det,” siger brevdueavleren. Selvom doping i brevduesporten ikke har været velkendt i offentligheden, har snakken længe floreret internt. ”Flere danske brevdueavlere har i tidens løb brugt doping. Der var en gang en læge i Viborg, der fik et års karantæne for brug af dopingmidler,” fortæller Finn Rønde Larsen. Ingen danske brevdueavlere er blevet taget for dopingmisbrug, siden kontrollen blev indført i 1990’erne. Alligevel fortsætter jagten.
KUN 130 KR. For studerende og seniorer fra mandag til torsdag
Rejsetid ca. 3 timer. Afgang fra Århus rutebilstation.
Telefon 70 210 888 Online booking: www.linie888.dk
16 ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
Send din tilmelding til jegkommer@mail.djh.dk -Så er der kildevand og sandwich til alle. Angiv navn og semester.
Generalforsamlingen starter klokken 13.00 Der er indskrivning fra klokken 12.30 Efterfølgende fagligt oplæg og fest!
Den 4. oktober
holder Kredsen af Journaliststuderende generalforsamling og efterfølgende fest på Journalisthøjskolen i Århus.
KaJ betaler rejse samt mad og billet til festen for alle deltagende medlemmer. (husk togbilletter, kvitteringer osv. - rejserefusion udbetales på dagen)
Der skal træffes mange vigtige beslutninger på dagen, så vi har brug for at du kommer og tager din ærlige mening med. Læs dagsorden og indkomne forslag på www.djstud.dk/kaj (eller find os på Facebook)
Vi glæder os til at se dig, Der bliver helt sikkert fart over feltet!
SPORT
ILLUSTRERET BUNKER
Århus havde tidligere et ishockey team. Det hed Århus Crocodiles
SEPTEMBER 2008
17
Vi er vores egen værste fjende, fordi vi er spået til at vinde ligaen
- Kim Autzen, formand SønderjyskE Supporters
Kolde Albani og varme hotdogs Ishockey er ofte præget af hårde tacklinger og slåskampe. Den hårde spillestil har ikke smittet af på fankulturen. SønderjyskE Supporters er en trofast fanskare, der specielt er kendt for deres trommer Tekst Katrine Grønvald Raun og Tilde Danielsen Larsen Foto Lærke Posselt
En af sidedørene til Odense Isstadion åbnes op og lukker efterårets kølige brise ind. Den føles næsten varm efter to timer i den forkølede hal. Stillingen blev 3-1 til Odense Bulldogs. SønderjyskE Supporters trasker langsomt ud af kulden. ”Vi sku’ fandeme ha’ blevet hjemme og set Formel 1, sku’ vi,” siger formand Kim Autzen. Han bærer på en lyseblå
stortromme, der blev brugt flittigt under hele kampen. Smilene hos de SønderjyskE Supporters er ikke så store som for tre timer siden.
Tre timer tidligere…
Mennesker med kolde forfriskninger i form af Albani fad og Pepsi Max summer gennem forhallen. Den syrlige lugt af hotdogdressing blander sig med rødkålsdunsten fra de varmt anbefalede ribbenssandwiches. Rolig sønderjysk accent smelter sammen med tonerne fra fynske stemmer som til en hyggelig familiesammenkomst. ”Vi ska ha en bajer, en pølse og vi skal råbe lidt. Og så er den ikke længere”, siger Kim
Koch, der er medlem af bestyrelsen for SønderjyskE Supporters. Han tager den første bid af sin hotdog og understreger sin pointe. For ishockeysupporters temperament er nemlig langt køligere end spillernes til tider voldsomme tacklinger og slåskampe på isen.
”HEY SMARTE…”
To spillere, en lyseblå og en rød, er på jagt. Den sorte puk kurer hen over den spejlblanke flade. En voldsom tackling sender den lyseblå ind i banden. Plexiglasset og det sorte net, der adskiller fans og spillere, ryster. Med et hurtigt ryk placerer den røde spiller staven i hovedet på sit offer. Bare for at følge tacklingen til dørs. De godt og vel 100 SønderjyskE støtter, som er mødt op til kampen, reagerer prompte. Tilråb, pift og protester rettes mod den røde spiller, der skøjter over i straffeboksen. Han bliver fulgt ud af sangen: Kan du ha det rigtig godt , der dog hurtigt overdøves af de lyseblå tribuner: HEY SMARTE, NU SPARKER VI HUUUL. ÅÅHH. VI VIL SE NOGET BLOD. Trommerne bakker stemmerne op, og de larmer, som
var der flere hundrede fans.
Hjerte bag hver handling
Fanklubben tæller i alt 800 ishockeyentusiaster, som ikke er helt som alle andre sportselskere. Deres faste varemærke, trommerne, buldrer nemlig løs i alle kampe uanset stillingen. Vi har hjertet med i det, vi gør. Vi jubler, lige meget hvordan det går vores spillere, fortæller Kim Autzen, der i ægte fanstil er iført lyseblå kasket og original spillertrøje med autografer.
Netop de originale spillertrøjer er essentielle for de lyseblå supporters. Efter hver sæson afholdes en auktion, hvor spillernes trøjer sælges. Den dyreste trøje indtil nu gik for 15000 kr. Vi elsker vores spillere, og sådan en original trøje har stor betydning. Desuden går pengene til klubben, siger Kim Koch.
Op på hesten
Tumult. Fem spillere fægter omkring SønderjyskEs lille mål. Målmanden med de
enorme benskinner falder på knæ og prøver febrilsk at afskærme for pukken. Arme, ben og stave hvirvler rundt på isen, men forhindrer ikke pukken i at nå sin endelige destination. SønderjyskE Supporters bliver tavse og lader modstandernes jubel fylde hallen. Det er slut. I hvert fald for denne gang. Det var den søndag. Vi må op på hesten igen, siger Kim Autzen, inden han forlader Odense Isstadion.
18 ILLUSTRERET BUNKER
SPORT
SEPTEMBER 2008
Klummetvekamp! I denne udgave stilles skarpt på sportens rolle i medierne. Kan dækningen af sportsnyheder overhovedet betegnes som relevant og kritisk journalistik? Skribenterne har smidt fløjlshandskerne og i stedet bevæbnet sig med benhårde argumenter
”Hold nu bolden på jorden”
”Vi er ikke sportens skødehund” Af Morten Ankerdal, journalist og studievært, TV 2 Sporten
Fodboldlandsholdet har med deres presseboykot igen sat fokus på sportsjournalistikken herhjemme. Og endnu engang understreget, at sport er noget, der interesserer befolkningen. Flere såkaldte medieeksperter har fra tid til anden kritiseret den danske sportspresse for at ikke at være kritisk nok. Sportsjournalisterne er for begejstrede. Måske ligefrem en flok medløbere! Det mener Jon Dahl Tomasson og flere andre landsholdsspillere helt sikkert ikke i øjeblikket. ”I skal støtte holdet,” lyder det fra landsholdslejren. Samme klang hører jeg fra flere af vores seere på TV2. Nej, vi skal ikke støtte holdet! Vi er ikke roligans eller fans. Vi er journalister. Men det er ikke det samme som, at vi ikke kan begejstres. Sport er fascinerende. Når det går godt, vækker det jubel. Hele Danmark jubler. Og ind i mellem jubler sportsjournalisterne også, fordi de er til stede. Sportsjournalisterne formidler den stemning, der er på stedet – Øjeblikkets fascination. Gør det os mindre journalistiske? Nej! For vi vil stadig lede efter den kritiske historie. Ikke lige midt i begejstringen - Medmindre sportsudøverne selv flytter fokus og bruger deres sejr til at politisere. Det gjorde landsholdet! Derfor druknede begejstrin-
gen over et af de bedste danske landsholdsresultater i flere år. Men der er ingen tvivl om, at sportsudøveren nogle gange misforstår journalisternes rolle. Hvordan kan de det ene øjeblik begejstres og det næste være stærkt kritiske? Svaret er ganske enkelt: Fordi vi er journalister! Sport kan være et åndehul. Et slags fristed. Men også et sted, hvor store følelser er på spil. Og derfor samler store sportsbegivenheder hele nationen. Når håndboldlandsholdet har kurs mod Europamesterskabet, så sidder over to millioner danskere foran skærmen. Det er der intet andet der kan matche – heller ikke ”X Factor” eller ”Vild med Dans”. Men sport er også en del af samfundet. Sport er fyldt med politik – og politiske beslutninger. Også selv om Kronprinsen prøver at bilde sig selv og omverdenen det modsatte ind. Det blev se-
Af Jonas Wisbech Vange, studerende, 3. semester
nest illustreret ved OL i Beijing. Vi behøver ikke at kigge længere end til Christiansborg. Politikerne elsker, hvis de kan bruge sporten til at aflevere nogle af deres budskaber. Men sporten vil også gerne være politisk. Så snart der skal hentes offentlige kroner, er det godt for folkesundheden og store resultater er godt for Danmark. Vi bliver kendte ude i verdenen. Derfor kan sporten heller aldrig isolere sig fra resten af samfundet. I dag er topsport tilmed blevet en milliardforretning og til en vis grad en magtfaktor. Da penge og magt kan få det værste frem i mennesker, stilles der i dag endnu større krav til os sportsjournalister om at være endnu mere på vagt. Nøjagtig som det gælder for alle andre journalister. Sportsjournalisten er på sit felt offentlighedens vagthund – og ikke sportens skødehund.
”Og fra krigen i Afghanistan skal vi over til sporten, hvor du, Heidi Frederikke, har nyt om tennisspilleren Kristian Pless…” Sådan kunne det have lydt, og mon ikke det senere ville have vist sig, at Pless igen var røget ud i første runde af en ubetydelig turnering i Slovakiet! Det kunne da være sjovt, hvis samtlige danskere på samme tid satte af fra jorden, råbte et ”Hold nu bolden på jorden!” og landede igen på præcis samme tidspunkt. Måske vi så kunne slå sportsjournalistikken ud af dens bane og tilbage på sporet. Sport er fantastisk! Det kan samle folket og give oplevelser helt ud i det æstetiske. Et perfekt gennemspillet Barcelona-angreb, der via otte spilstationer på banens sidste fjerdedel ender i målet, er jo kunst. Og det mener
jeg fandeme! Problemet opstår, når kampen er slut, og sportsjournalisterne går i gang. Så til fads. Et væld af forudsigelige pseudo(kritiske) spørgsmål skydes af. Hvad føler du? Er det ikke bare helt vildt stort? Der er vel ikke nogen, der er i tvivl om, at Daniel Jensen er lykkelig, når han har scoret to minutter inde i overtiden og er blevet matchvinder mod Portugal. Hvorfor så spørge? Hold jer til det fodboldfaglige. Det andet er forudsigeligt og ligegyldigt. Vi kan jo se, at sport rummer følelser! Til gengæld savner jeg flere kritiske sportsjournalister. Hvor gemmer de sig? Se på de danske landsholdsspillere med anfører John Dahl i spidsen. Endelig kom der kritik af et landshold, der ikke har præsteret siden år 2004. ”Vi boykotter sgu
pressen,” tænker John Dahl. Det vidner om et landshold, der i mange år er blevet forkælet af ukritiske danske sportsjournalister. Hvorfor? Sportsjournalister er vel egentlig anmeldere, og i den branche plejer man gerne at hagle noget ned, der ikke fungerer. Og Morten Olsen har da været en katastrofe! Jeg mindes en sportsjournalist og den stakkels EM-helt fra 1992, Kim Christofte, der stod i kulden på Rådhuspladsen for at tage imod de danske Europamestre i håndbold. Efter at have stået et par timer og stillet det fremragende spørgsmål ”Det er helt vildt?” til Gud og hver mand, nåede vi nye dybder, da journalisten så sig nødsaget til at spørge Christofte, hvordan pandekagerne på Rådhuset smagte dengang i 1992. Christofte grinte overbærende og forklarede noget med, at pandekagerne vist ikke var det bedste den dag. Der er altså grænser for, hvor meget en sportsbegivenhed kan vendes og drejes. Selv en stor en af slagsen. Koen skal malkes, ikke vrides ihjel.
Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Foto: TV 2 Presse
Øl, is og hornmusik Der var lagt op til et brag af en forestilling, da det syvende VM i issparkning blev skudt i gang i Århus Festuge. Og de 2000 tilskuere blev ikke skuffede Tekst Nikolaj Søndergaard
Silende regn kunne ikke dræbe stemningen til det syvende verdensmesterskab i isspark. Bevæbnet med regntøj, lidt vandede øl og højt humør var tilskuerne klar til at finde en ny mester i den spektakulære sport. 40 børn og voksne skulle i år dyste om titlen i konkurrencen, der går ud på at sparke en liter vaniljeis så langt som muligt. Storfavoritten var den re-
gerende mester Magnus Carlson, der som den eneste har vundet mesterskabet to gange. Svenskeren bidrog selv til de høje forventninger, da han ankom til amfiscenen forklædt som sheik på en vogn trukket af slædehunde. Carlson var dog ikke den eneste i forklædning blandt deltagerne. I players lounge kunne man også finde en ninjaturtle, Indiana Jones, Henrik Voldborg og mange andre festlige indslag.
Kommentar med på vejen
Efter den noget våde start kom solen frem og regntøjet af. De to komikere NielsPeter Henriksen og Carsten Rheinholdt var traditionen tro på plads for at kommentere alt mellem himmel og jord. ”Vi er her for at holde det hele i kog. Vi kommenterer på udklædning og selve sparket efter nogle fastlagte kriterier, som der ikke er andre, der kender,” udtalte Carsten Rheinholdt kort før showstart. Og der blev ikke
lagt fingre imellem. ”Ja, hvis man vælger at stille op i et par hotpants og har et par ualmindeligt hvide ben, så skal man nok få et par bevingede ord med på vejen,” fastslog Rheinholdt.
En spændende finale
Efter den indledende runde, hvor alle fik ét spark, var de bedste fem sparkere samlet i finalen. Her befandt sig også den forsvarende mester Magnus Carlson. For at vinde skulle han sparke længere end sidste års sølv-
vinder, Steen Nielsen, der i tyrolerkostume havde sparket isen ud på 24,61 meter. Tilskuerne holdt vejret, da Carlson løb til isen. Et ellers lovende spark sendte isen godt op i luften, og svenskeren lignede en vinder. Men nej. Isen landede med et plask på den regntunge bane, og lå stille uden at trille det mindste. Den skuffede svensker måtte tage til takke med en tredjeplads, mens anlægsgartneren Steen Nielsen kunne løfte armene i triumf til folkets jubel.
”Det er stort,” udtalte den stolte mester efter sejren og fortsatte: ”Det her er jo toppen af poppen!” Også arrangørerne var glade. ”Det var absolut en succes. Vi er helt høje nu,” udtalte Michael Christiansen, der både var medarrangør, deltager og opmåler til arrangementet. ”Det var en dårlig start med regnen, men folk blev, og der var flere mennesker end sidste år,” konkluderede han.
SPORT
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
19
Ved OL i Nagano i 1998 erobrede skipper Helena Blach & co danskernes interesse og vandt sølv
Curling, mit talent er da stensikkert! Tekst
Christina Rasmussen
Foto
Asbjørn Sand
Det er mørkt udenfor og bidende koldt. Natten har endnu ikke ofret sig for den første solstråle. Timer inden sagde jeg godnat til min far. Beskeden var klar, ”Væk mig, når kampen går i gang.” Jeg er 11 år gammel og fuldstændig opslugt af OL. Vinter-OL i Nagano. De danske medaljechancer er elendige, men overraskelsen venter. Curling-kvinderne smider den ene sten efter den anden ned i huset og fejer modstanderens ud. Hele Danmark er pludselig forelsket i denne sport. Det banker hårdt på døren, ”Så er det nu”. Jeg hiver dynen ind i stuen. Smider mig i en stol og hører pludselig mig selv råbe ”Weeeeeweeeee” højere end skipper Helena Blach selv. Som ung havde jeg én drøm med min fremtid. Den var såmænd ganske simpel: jeg skulle være professionel
er bare sur og irriteret over, at jeg end ikke kan holde balancen. Fjerde forsøg. JA JA JA JA, jeg gjorde det, jeg gjorde det virkelig. Jeg kom ud uden at falde. Klonk.. – Det er løgn! Jeg faldt, da jeg begyndte at juble. Møg-sport.
sportsudøver. Jeg gik til alt fra håndbold til fodbold over svømning til bordtennis, og jeg var da også til en enkelt dansetime. Blot for at konstatere, at jeg havde et talent, som var mindre end snuden på en Boeing 747. Kort sagt, jeg var talentløs. Men her - otte år efter jeg endegyldigt sagde farvel til drømmen - blev jeg sendt på en opgave. Curling hed den. Godt, tænkte jeg. Jeg kan da sagtens gå ud og spille lidt curling. Nynnende, ”Jeg kaster med sten og fejer med koste,” går jeg ind i curlinghallen. Det er koldt. Jeg er tilbage til den kolde nat i 1998. Jeg tager en sål på min sko, så jeg kan glide af sted på isen. Formanden for klubben råber til alle os nye: ”Så skal I have en lektion skuespil. I kommer til at ligne Bambi på glatis i aften.” Ja, ja mester, bare fordi du render rundt i en landsholdstrøje med påskriften ’Jørgensen Danmark’ på ryggen, skal du ikke fortælle mig, hvordan man spiller skuespil eller for den sags skyld curling. For selvom jeg måske nok ikke havde det store sportstalent som barn, så havde jeg en fantasi, som kunne gøre mig til den
sejeste i hele verden. Jeg drømmer mig frem til en kæmpe arena, jeg skal skyde den afgørende sten. Jeg skyder den afsted, skruer den mod højre, så jeg kan komme bag om min modstanders garde. Den er så tæt på, så tæt på, den skruer, den er der næææsten, kom mere, kom mere, kom..... ”Så løber vi ned langs siden.” Satans, tilbage til virkeligheden, og så kommanderer de oven i købet med mig. Nå, hvad faen, jeg løber friskt med, prøver at komme forrest, jeg skal jo vise, at jeg har talent. Det går fint. Talentet er sgu da klart for
enhver nu. ”Så går I ind til kanten, ligger kosten foran jer, mens I holder balancen, som smed I stenen af sted”. Og så går det galt. Talentet falder fra hinanden. Første gang. Jeg når end ikke væk fra banden, før jeg falder. Jeg lander på min højre hofte. Av, for den da. Nå, op igen. Anden gang, jeg falder, denne gang må venstre hofte tage fra, for pokker, denne her sport gør jo nas. Tredje gang. Det må da være lykkens gang. YES, jeg gjorde det. Arrrgh altså, jeg rammer min sidemands kost. Vælter igen. Bliver lidt sur, mens min sidemand klukker. Curling er sjovt. Åbenbart for andre. Ikke for mig, jeg
”Godt, så går vi i gang.” Jacob, en 22-årig fyr, har overtaget træningen. Nu skal vi lære at slide. Det er den position, man er i, når man glider op ad banen og slipper stenen. Det er unødvendigt at skrive, at der skulle flere forsøg til, før det lykkedes for mig. Og så skete det, jeg sendte stenen af sted uden at vælte. Jeg kigger forventningsfuldt på Jacob. ”Har jeg talent?” og gudhjælpemig om drengen ikke svarer ”Nja, det kan jeg nu ikke se, det kræver mere træning.” Er meningen med talent ikke netop, at man ikke skal øve sig, men med det samme er klar til landsholdet? ”Hvem vil være skipper?” Jacob råber os op, og en af
de andre nye glider ned ad banen. Så går kampen i gang. Pigerne mod drengene. Første ende, vi taber med 5, anden ende taber vi med en enkelt. Men så var det, at jeg tog styringen og blev skipper. Altså hende som fortæller, hvor de forskellige sten skal placeres. De tre piger, jeg spiller sammen med, smider stenene mod huset med en perfektionisme, der ville få enhver sportsatlet til at ryste i bukserne. Jeg markerer, hvor stenene skal være, og det næste er også lige på spottet. Det ender med, at Jacob, som kiggede langt efter mit talent, pludselig kopierer mine tricks. Det kan kun betyde én ting. Jeg har talent! TALENT! Alle sammen, kan I høre mig, jeg har freaking-fucking-talent! Ha! Sådan. Min drøm er næsten realiseret. OL 2010 – I’m coming. Hende der Denise Dupont-damen fra det danske curlinglandshold kan bare smutte tilbage til den Robinson-ekspedition. For jeg er kommet for at blive. Mit talent er kommet for at blive. Ses i fredagsbaren! Nå, nej, det gør vi ikke, for der skal jeg til curlingtræning.
Den store istest
Er de halvprofessionelle fodboldspillere fra FC Åben Modus og Ulla United bedre til at sparke til vaniljeis end et par urutinerede nybegyndere? Det har Illustreret Bunker sat sig for at finde ud af Tekst Mette Albæk og Nikolaj Søndergaard Foto Jeppe Bøje Nielsen
Da VM i issparkning for syvende gang blev afholdt i Botanisk Have under festugen, var det med den 34-årige Steen Nielsen som vinder. Medarrangør og flerårig deltager Michael Christiansen mente dog, at det var mere held end forstand: ”Det fede er jo, at man ikke kan være god til det her. Man kan ikke være god til at sparke til is.” Det var Steen Nielsen dog ikke enig i, og han kunne endda fortælle om flere for-
skellige stilarter: ”Der er jordfiser-teknikken, hvor man skyder langs jorden og lader den trille,” udtalte den 34-årige mester kort efter triumfen og fortsatte: ”Der er også den publikumsvenlige, hvor man skyder op i luften. Det har helt sikkert noget med teknik at gøre.” I den forbindelse satte Illustreret Bunker fire unge mennesker i stævne for at komme en afgørelse nærmere. Har fodboldspillere et forspring i issparkning?
Boldmongolerne
Først på isen var Jakob Vegger fra 1. semester. Jakob har på trods af manglende erfaring allerede meldt sig ind i FC Åben Modus, og
det var også en dybt koncentreret grønskolling, der løb til isen. Med et kraftfuldt spark sendte han vaniljen afsted. Det var tydeligt, at han gjorde brug af jordfiser-teknikken, og isen delte sig hurtigt i to på sin færd over græsset. Det stykke, der trillede længst, landede præcis 11 meter fra
udgangspunktet. På banen for de urutinerede var også Camilla Christoffersen fra 1. semester. En resolut Camilla knaldede efter et kort tilløb den sagesløse vaniljeis ud på 10,95 meter. Kun lidt kortere end Jakobs forsøg.
Sandhedens time
Spændingen steg markant,
da profilerne fra skolens to fodboldhold gjorde klar til at komme på banen. Topscoreren for FC Åben Modus, Jeppe Strandberg, var allerede fra start selvsikker: ”Jeg var selv nede i Botanisk Have og aflure teknikken. Det er helt klart, at man skal ramme den nederste tredjedel af isen med et halvliggende vristspark,” udtalte Jeppe, før han tog tilløb. Selvtilliden viste sig ikke at være uden grund, da et flot teknisk udført spark sendte isen godt op i luften og helt ud på 18,4 meter. Imens havde Ulla Unitedtopscoreren Stine Hansen smidt halvdelen af tøjet under det sorte tylskørt. Hun løb barbenet til isen, som hun kanonerede ud på
16,2 meter. De to fodboldspillere sparkede altså længst og efterlod dermed ingen tvivl: Isspark er et skill-game. Et spil for de indviede. Det kræver både råstyrke og teknisk snilde. Men fat mod. For med knap et år til næste VM kan du nå at øve dig endnu.
Testen:
2 fordboldprofiler 2 fodboldmongoler 4 liter billig vaniljeis 4 x bare fødder
20 ILLUSTRERET BUNKER
K U LT U R Harboøre Musikfestival blev første gang afholdt i 1980.
SEPTEMBER 2008
Roskilde Festival blev første gang afholdt i 1971.
Sommer med Festivalfeber
I Harboøre smider de med kiks, i Roskilde smider de hæmningerne. Og tøjet. Drøm dig med tilbage til sommerens festivaler
Heidi Qvistgaard Jensen på Haze
nærmest lige så længe, som dyrskuepladsen i Roskilde har været hærget af Orange scene. Herude vest på er det ikke de store internationale navne, der rykker, men derimod gamle danske navne som
Lars Lilholdt, Shubidua og Tørfisk. Her tager forældre deres børn med på festival, allerede mens de sidder på ryggen og gynger. Og gamle skolekammerater og naboer mødes til en dåseøl på teltpladsen og en wok fra
den sorte gryde. Det er vel næsten lige før, at man kan kalde det Danmarks største fætter- og kusinefest. Manden, der klippede pølser til sin hund i sit runde tårn, står på scenen i en af sine mangefarvede habitter.
Jacob Haugaard ser ud på gæsterne, mens han åbner den store scene denne lørdag eftermiddag i den nærmest bagende hede sol. ”Danmarks eneste festival med havudsigt. Haze over Haarum - her er Shubidua!”
Under den hvide teltdug spiller et af Danmarks ældste boybands. For en stund får jorden lov at mærke publikums hænder i en taktfast rytme, mens Anker, Egon, Bent og Bent forsøger at fylde teltet med deres musik. Det er ikke nemt, for publikum synger nærmest højere, og de kender sangen alt for godt. ”Den tar’ fra Vemb fra morgnen af, tar’ over Lemvig og kør derfra, tar’ ud mod kysten, hvor den ender helt i Thyborøn,” lyder det fra de mange teenagere og midaldrende vestjyder. Her er Tørfisk på hjemmebane. Haze over Haarum, eller på dansk Harboøre Musikfestival, har sørget for musik, øl og vestjysk hygge
Peter Schøler på Roskilde
”Er I der Roskilde?” Det er dagens kvindelige konferencier, der brøler det retoriske spørgsmål afsted igennem en improviseret avismegafon. Publikum står som én massiv, kampsvedende kæmpekrop i en bred bramme om den grønne sceneplast. Forventningens glæde hænger tommetyk i luften over festivalpladsen. ”Så går vi i gang om to minutter”. Til tilskuernes taktfaste ”hey hey hey hey” smyger eftermiddagens næste to artister sig ind på scenen, en udspredt presening. To piger, en rødblond og en brunette, på deres sidste tur med efterskoleslænget. Først ryger de udtrådte conversesko, så strømpebukserne. Og til sidst t-shirts og partisantørklæder. Tilbage står pigerne med hænderne triumferende i vejret som gud skabte dem. Og da pi-
En uge som Maverick? På Roskilde Festival står det enhver frit for at udleve sine vildeste drømme. Foto: Nikolai Linares (øverst), Kristoffer Juel Poulsen (nederst)
gerne fra Langelands Efterskole slutter seancen, halvt liggende halvt siddende, i en lang tungeforkludret hyldest til kærlighedsguderne, detonerer den sammenstimlede masse i en lydmur af et hyldestbrøl. ”Mere mere mere!” Som var optrinnet det naturligste i verden. Og det er det for så vidt også sådan en fredag efter-
middag på Roskilde Festivalens campingområde P. For mens cremen af den danske ungdom venter på pensionen og musikken, kan de lige så godt tage sig noget fornuftigt til. Og i Roskilde Festivalens grusgrav er det lig med at gå klædt i pilotdragter en uge i træk, være nøgne for fred - ”for når man er nøgen, kan man jo
ikke smugle nogen våben” eller forkæle naboerne med otte dages uafbrudt Dolly Parton fra det bilbatteridrevne megaanlæg. Og på en eller anden smuk måde giver det altsammen fin mening. For på Roskilde Festivalen stortrives ligegyldigheden hånd i hånd med livets store meningsbærende lin-
jer. Det er her man vågner sulten og forkommen efter en nat i hegnet, og er lykkelig for at finde en lunken karton papvin og et stykke pølse ved sin side. Det er her, man ikke hører et ord fra nogen, hvis man glemte morgenvaskeren både i går og i forgårs. Og det er her pigerne fra Langelands Efterskole pludseligt finder sig
siger han med sin allerede hæse stemme. Et drama bryder ud under solen. Ikke alene er det publikums jubel, som brager ud, og fadøl, der flyver gennem luften. Også små runde brikker flyver alene, i flok og i ruller. ”Det er så hårdt med de kiks her i starten, kan vi ikke vente med dem til Hvalen Valborg?” lyder det fra scenen. Mariekikshimlen stilner af for en stund, inden den kommer til at minde om den værste haglbyge. Stemningen er helt i top. Sådan fortsætter det hele den lange solrige weekend, indtil Jacob Haugaard venligt minder om, at der er gudstjeneste søndag morgen klokken 10, og lukker Haze for i år. Han bukker under af grin for sin egen morsomhed. Det missionske miljø, som Harboøre ellers er kendt for, har været langt væk denne weekend.
selv meget langt hjemmefra i deres første - og sikkert også sidste - livestrip foran et publikum. Indimellem er der rigelig mulighed for at fylde de musikalske depoter op for et års tid. Og musikken var da også fin i år. Solomon Burke, Band of Horses og Neil Young gjorde alle langt mere, end man turde håbe på. Og på en eller anden forunderlig vis lykkedes det LOC at spille festivalens orange scene overbevisende op i høj sommersol. Men det er på campingarealerne, at de store forestillinger udspiller sig. Og til næste år kommer de igen. Haze over Haarum fejrer 30 års jubilæum 11-12-13 juni 2009. Roskilde Festivalen slår til igen 2.-5. juli 2009. Læs også festivalreportagen fra Skanderborg Festival på www.illbunker.dk
K U LT U R / / p o r t r æ t
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
21
Rasmus Nøhr er ikke en del af den danske Kulturkanon. Det er til gengæld Holger Danske
Trubadurens stædige naivitet Alderspræsident eller lalleglad playboy? Ifølge Rasmus Nøhr er han hverken eller - men en glad dreng, der stædigt bliver ved med at se det smukke i folk. Selvom det kræver hårdt arbejde Tekst og foto Anne Nyhus
”Gør det dig noget, hvis jeg ligger mig ned?” Ordene kommer fra Rasmus Nøhr, Danmarks glade spillefugl og sanger. Med et nik mod den ene sofa i sin stue slænger han sig på det store hvide møbel. Sensommerlyset sniger sig dovent ind i rummet, hvor samlingen af tre monstrøse sofaer fylder den ene ende. ”Vi spillede i Randers i går, og det blev lidt sent,” lyder det fra Rasmus. Faktisk blev det så sent, at et fly endte med at bringe ham og hans band hjem til København denne eftermiddag. København der rummer rødder og omgangskreds for Rasmus. Samt en stor, højloftet lejlighed, der lige nu danner rammen om mit møde med kunstneren. Rasmus beklager, at han ikke har lavet kaffe; han er lige kommet ind ad døren fra gårsdagens koncert i det jyske. Med begge ben smækket op og iført et lettere udmattet ansigtsudtryk ligner han en mand, hvis batteri trænger til en gevaldig opladning. Det glade pizzabud har tømmermænd.
Grøn alderspræsident
Han fortæller, at ’Alderspræsident’ mest af alt var en strategisk joke. En måde at tackle det faktum, at han ikke længere aldersmæssigt matcher det publikum, popbranchen appellerer til:
“
Jeg synes stadig, jeg er
total novice på alle punkter. At jeg er meget grøn.
“
”Det var min måde at tage tyren ved hornene. Jeg beskæftiger mig med en meget ungdomsfikseret popbranche, hvor alder er et tabu. Nu kigger jeg gennem øjne, der er 36 år gamle, og har en hårfarve, der skifter karakter. Men inde i mit hoved er jeg jo stadig 16.”
Skøn naivitet
Da snakken falder på begrebet skønhed, glider et svævende blik henover kunstnerens ansigt. Rasmus Nøhr fortæller, at skønhed for ham er mange ting. Og at den afhænger af betragte-
rens blik: ”Skønhed er nemmest at få øje på, når man selv er glad. Det har noget med overskud at gøre. Jeg får nemmere øje på skønne ting, hvis jeg selv har overskud.” Han smiler: ”Så kan jeg finde en lille sten på stranden, som jeg synes er fantastisk. Skønhed kan gemme sig alle mulige steder. Fælles er, at det gir mig en følelse af taknemmelighed. Over at få lov til at blive begejstret. Få lov at være med.”
Kunsten at gøre glad
Anderledes uskønne, mener Rasmus Nøhr, at de danske anmeldere er. Han fortæller, at mærkatet ’lalleglad’ efterhånden er ved at være en uskøn følgesvend. Sætter sig op i sofaen: ”At blive væltet omkuld og fortsat tro på det bedste i mennesker, det er en rigdom, som man bliver fattig, når man mister. Jeg vil have lov at bruge mine blå øjne. Lov til at tro på, at det nok skal gå alt sammen.”
Han kigger direkte på mig: ”Man skal bare ikke tage fejl. Jeg gør et stort stykke arbejde for at være glad. Jeg bliver da også berørt af de ting, der sker, det lort, der siges. For eksempel bliver jeg berørt af sure anmeldere.” Rasmus fortæller, hvordan hans nyeste plade blev sablet ned på grund af ”for mange kærlighedssange.” Og hvordan han gerne så, at anmelderne fandt deres positive pen frem af og til.
“
Jeg bliver da også berørt
af de ting, der sker, det lort, der siges. For eksempel bliver jeg berørt af sure anmeldere.
“
Mr. Øl, fisse og hornmusik
Rasmus ryster kroppen. Smiler igen. Jeg spørger ham, hvordan han har haft det med at blive parodieret i Angoras ’Øl fisse og hornmusik.’ ”Det har jeg haft det fedt med. Det var Rune, der ringede op til mig nogle må-
Rasmus Nøhr begynder at fortælle om sommerens mange koncerter. Koncerter hvor årets ørehænger, ’Alderspræsident’, har hærget festivalpladser og koncertsteder. Jeg spørger, om sangen og følelsen efter en travl sæson - vidner om, at Rasmus er slidt. Endnu liggende på sin sofa, ændres kunstnerens toneleje; en bestemt klang kommer over ham: ”Jeg er ikke slidt. Slidt er, når noget er brugt, så det ikke kan bruges mere. Jeg synes stadig, jeg er total novice på alle punkter. At Siesta. En glad, men tømmermandsramt, dreng flader ud på sofaen, inden det atter går løs til aften. jeg er meget grøn.”
neder, før videoen kom og i sofaen. Vennerne er på vej. sagde, at jeg skulle vide, at Og snart vil den tilstødende den var lavet med respekt stue med det lange pokerfor det, jeg stod for. Og så begyndte jeg faktisk bare at glæde mig til at se den.” Nu er jeg blevet så kendt Et væg-til-væg-smil fylder med min musik, at folk godt hele kunstnerens ansigt. ”Jeg synes, den er herre- ved, at det er en parodi på godt lavet. Sjov uden at mig. være ondskabsfuld. Da Drengene fra Angora sendte deres første sæson, og da bord igen danne ramme om de lavede Rockerne, der sad endnu en fest i trubadurens jeg på et kammer og skrev liv. sange, mens jeg tænkte: fuck Jeg runder interviewet af og hvor er de fede, de drenge. bliver fulgt til døren. Nu er jeg blevet så kendt ”Så tror jeg, jeg vil tage mig med min musik, at folk godt en lur”, smiler Rasmus. ved, at det er en parodi på Han vinker, da jeg smutter mig. Det, synes jeg bare, er ned ad trappen, mens hans en cadeau til mit projekt.” telefon igen ringer: Rasmus’ mobil ringer. ”Ja, mand – jeg er klar i ”Hej, halløj. Jeg sidder lige aften.” og laver et interview. Øh, jeg tror, vi går i gang med at spille og drikke øl ved nitiden. Ja, super. Vi ses” Rasmus er tilbage: ”Så, ja, det er de sluppet helt godt fra.”
“
“
Selskabsnarkomanen
Rasmus tripper fra sin plads
22 ILLUSTRERET BUNKER
K U LT U R
//personlighed og anmeldelse
SEPTEMBER 2008
Clement Kjersgaard debutterede på skærmen for fire år siden i programmet “Tal med Gud”
Noget om at ændre strategi Tekst
Laura Bøge Mortensen Rasmussen
Det var ham der begyndte med at skrive. Clement. Kjersgaard vel at mærke. Jeg var smigret, solgt til stanglakrids, selvom hans minimale mail kun var sendt til min arbejdsmail på mit praktiksted.
at skrive om, men når det nu var selveste Clement, så var det måske værd at dykke endnu mere ned i, tænkte jeg. ”Kære Clement. Tak for din mail, jeg skriver en nyhed om dit program ’Autograf’ i eftermiddag. Synes det kunne være spændende at høre mere om programmet. Er det muligt, at jeg kan komme ud i DR-byen og
”Kære Laura Bøge Mortensen” stod der. Efterfulgt af en reklameagtig smøre om hans nyeste program ’Autograf’. Eftersom jeg arbejder i en virksomhed, som skriver om mediebranchen, så var Clements bagtanke åbenlys; han ville have mig til at promovere sit program. Efter at have kigget på programomtalen besluttede jeg, at det rent faktisk var værd
lave et interview med dig?”, skrev jeg og tjekkede nøje mine kommaer inden, jeg trykkede ’send’. Sådan gik det til, at jeg altså fik en interviewaftale i hus med den mand, som jeg har læst om i Ud&Se, set i Tal med Gud, gabet af i Kontra og beundret i Deadline. Aftalen gik på, at jeg skulle se en af optagelserne af pro-
Foto: DR Presse
grammet og derefter mødes med Clement. Inden optagelsen gik jeg rundt blandt det rigtige publikum og legede fluen på væggen, imens jeg noterede reportageelementer. Jeg havde lagt en nøje strategi for, hvad min vinkel var, og hvad jeg skulle have ham til at sige. I hans program Autograf består 50 procent af spørgsmål fra publikum, og jeg ville enormt gerne diskutere, hvad det element gør for produktionen. Da jeg sad til optagelserne og klappede med i mørket, spekulerede jeg som en gal på, hvordan jeg skulle gribe interviewet an. Det viste sig nemlig, at publikums spørgsmål fungerede godt. Lige så langsomt anede jeg, at min vinkel og konflikten i den langsomt faldt til jorden. Da kameraerne endelig rullede på plads, og produce-
ren sagde tak, rystede jeg. Clement kom hen til mig iført sit brune jakkesæt og pomade i håret. Tjekket og tv-agtig. Inden jeg nåede at nævne ordet kildekontrakt, begyndte han at forklare, at formen på det her program gjorde, at han kunne lave mere eksperimenterende interviews. Han fortalte mig, hvor vigtigt det er at være velforberedt. Hvis man er velforberedt på sin interviewpersonen, så tør man også at tage chancer og give slip. Når man tør det, opstår der tit det unikke i et interview, og det er det, vi skal være bedre til som journalister. I fem minutter kæmpede jeg imod. Prøvede at afbryde med mine spørgsmål. Så indså jeg, at Clement var i gang med at lære mig, hvad det her interview egentlig skulle handle om. Han for-
talte indirekte at for at være rigtig professionel, skal man turde. Og da jeg slap mine spørgsmål, glemte alt om vinkel og Kurt Strands strategisætninger, blev det spændende. Det endte med, at vi (altså Clement og jeg) sad til kvart i ti på DR2-redaktionen en mandag aften. Jeg glemte alt om diktafon, åbne spørgsmål, men blev suget ind i en verden af programmer og overvejelser om tv-mediet generelt. I metroen på vej hjem gik jeg i kontrolpanik endnu en gang, men når jeg hører interviewudskriften i igennem i dag, virker det faktisk som det mest ægte interview, jeg nogensinde har lavet.
Laura Bøge Mortensen har været i praktik på MediaWatch siden august.
Komprimeret kunst Festugens ”Opera” var et heftigt mix af byggematerialer og kunstneriske udtryk Tekst
Kristina Helena Kristensen Rasmussen
Foto
Nikolai Linares Larsen
Et mini-Christiania toner frem på græsplænen bag Århus Kunstbygning. Det skæve event ”Operaen” byder under Århus Festuge på alt fra et bredt spektrum af musikoplevelser til folkekøkken og modeshow. Her i et lille hjørne af storbyen strømmer landsbystemningen og frisindet ud af små beboelige huse i abstrakte former. Et utal af engangspaller er omformet til en scene, hvorfra skæve toner danser let ud over det lille eventyrlandskab. Tonsvis af detaljer, som en pik i neon eller skiltet ”rengøringskone søges”, må slås om pladsen i det bygningsmæssige kaos.
Oase i byen
Operaen er ikke blot en musikscene under Århus festuge. ”Det er en oase midt i byen,” fortæller Mads Peter Lauersen, der er en af bagmændene bag projektet. ”Vi har taget et lille stykke ubrugt by og lavet det om til et superkoncentrat. Det vil sige, at alt ligger for tæt, at der er for mange ting på for lidt plads. Og det virker i forhold til, at det er dejligt at være her,” siger Mads Peter. Han fortæller videre, at succeskriteriet ikke er hvor mange, der kommer, men at dem, der kommer, får en rigtig god oplevelse. Konceptet bag Operaen ligger et udefinerbart sted mellem kunst og arkitektur og kan ikke mases ned i en bestemt boks. Men der er arbejdet meget med supermix som begreb. ”Supermix af alt. Supermix af farver, supermix af form, supermix af lyd og supermix af mennesker”, siger Mads Peter. Og så har de blandt andet hentet deres inspiration fra
Christiania og middelalderbyplanlægning.
Bureau Detours
Det er fællesskabet Bureau Detours, der står bag projektet. Fællesskabet, der opstod for et års tid siden, tæller alt fra en anlægsgartner og en elektriker over til udøvende kunstnere, designstuderende og musikere. De beskriver sig selv som
”Et fællesskab, der arbejder på grænsen mellem kunst og arkitektur. Og som skaber oaser i bylandskabet, hvor nye relationer og interaktioner mellem mennesker kan opstå.” Mange af deres tidligere projekter har henvendt sig til bestemte typer mennesker, så denne gang ville de gerne lave noget for alle. ”For the Public,” som Mads Peter siger.
Samtidigt understreger han også, at alle mennesker kan bygge på den her måde. ”De skal bare gide at knokle deres røv ud af bukserne uden at få en skid for det.” Bureau Detours har været i gang på fuldtid de sidste fire uger. Og det er som om, at stedet er omgivet af en byggemani. Selv under arrangementet saves, hamres og bores her stadig. Og drikkes masser af sort kaffe.
KAOSKUNST. En scene bygget af træpaller udgjorde under Festugen en ramme om eksperimenter og leg.
Rigtigt liv til folket
I dag ligger Kunstbygningens plæne bar og øde hen. Stedet minder nu mest af alt om en mellemting mellem en pænt opryddet festivalplads og en klassisk park. De store jordpletter, der stammer fra improviserede bygningers tyngde, er det eneste levn fra ugers intenst arbejde og samarbejde. Selvom Operaen var et midlertidigt eksperiment, er Bureau Detours drøm at sprede elementer af konceptet til det offentlige rum. ”En park, det er sådan en grøn græsplæne med nogle træer, buske og blomster. Og så kan hundene skide der, og børnene kan lege – det er en park. Men det kunne være fedt, hvis man anskuer byen som en stor park og laver tusinde små hjørner og gemmesteder,” siger Mads Peter og slutter af med sætningen: ”Mere rigtigt liv til folket.”
D E B AT
ILLUSTRERET BUNKER
SEPTEMBER 2008
Anne-Marie Dohm er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1994. 13 år senere blev hun rektor for samme uddannelse
Dohm WANTED
Kendt fra TV. Usynlig på Journalisthøjskolen. Hvor er vores rektor? Tekst
Merian Garde Gräs
I fem måneder havde vi knoklet for de fireogtyvefucking sider. Nu lå de der i virkeligheden. Med farver og glitter på - hold da kæft, hvor var vi stolte. Et eksemplar med rød sløjfe blev straks eskorteret til kontor 405, hvor det blev lagt på skrivebordet. Rektor var der ikke lige.
Tak for børnelærdom
Foran Bunkerens kontor, hvor der nu var tilføjet et ”Citat” på døren, bød redaktørerne på lyserøde drinks og trykvarme magasiner, mens Britney bragede ud af boomblasteren. Der
var populærkultur for alle annoncepengene, og snart var glassene tømt og stakken i bund. Rektor deltog ikke til release på Journalisthøjskolens nye magasin den eftermiddag. Tak til vores medstuderende, der gav sig tid til at feedbacke Citat_01. Konkret, kærligt, konstruktivt og konceptuelt – de fire K’er, som er børnelærdom på uddannelsen.
Første pip i Politiken
Efterkritik fra rektor fik vi først tre måneder senere. Den kunne vi læse i Politiken, efter vi havde spist en kat, og Dohms indbakke på en uge var forvandlet til kattebakke fyldt op med lort fra kæledyrselskere, der krævede redaktørerne smidt på porten. Under rubrikken ”Når der
Skid på mig!
går kattemad og døde kæledyr i medierne” skrev Dohm en mediekritik, hvor hun spørger, ”om det er journalisters opgave at iscenesætte sig selv som en begivenhed for at skabe debat.” En interessant diskussion, som jeg ville have ønsket, at rektor havde åbnet på skolens hjemmeside, i Illustreret Bunker eller i kantinekøen for sine studerende frem for at gå direkte til en landsdækkende avis.
Nu hvor du har brændt os af
Journalisthøjskolen ønskede en rektor, der kunne profilere skolen udadtil og blande sig i debatten som Mylenberg. Jamen, det går jo strygende – Journalisthøjskolens rektor viser sig jævnligt på skærmen og i avisspalterne. Tjek. Men
hvor gemmer du dig inden for murene, Dohm? Vi har ikke set dig, siden du besøgte os i klasselokalet på første semester. To gange har Fredagsbaren annonceret rektor som gæstebartender, og begge gange har du brændt den af i sidste øjeblik til stor ærgelse for tørstige fredagsbarbarer, der havde set frem til at opleve Anne-Marie Dohm live. Det er forståeligt, at du som rektor for Danmarks største journalistuddannelsesinstitution har travlt med større og vigtigere ting end at release parties og fredagsbar, men vil du alligevel ikke se, om du kan finde et hul i kalenderen til de omtrent 600 studerende, hvis skole du leder?
Illustration:
Thomas Mølgaard Sørensen
Med simpel overlevelse for øje luller medierne os i søvn med overfladisk pladderjournalistik
“
Tekst
Roald Benjamin Bergmann
Kære medier I keder mig så grusomt. I ligegyldige aviser, magasiner, TV og internettets medieportaler. I lefler alle sammen for mig, som den sleske gadesælger, der vil fravriste mig mine sidste studiekroner. Og på trods af at min købedygtige opmærksomhed er ønsket, hvorend jeg retter blikket, så formår jeres avisbrønd ikke at slukke min tørst, og jeres TV-ørken luller mit sind ind i en tidsløs købelyst, et dårligt selvværd og en frygt for terror.
“
Jeres TV-ørken luller mit sind ind i en tidsløs købelyst, et dårligt selvværd og en frygt for terror Mediernes nulvægt
“
I tegner et dansk mediebillede, der viser en grotesk nulvægt med samtlige TVog bladhuse placeret på
midten af vippen. I den komfortable zone. Den I ytringsfrihedsglade og sunemme og udtalt kedeliperdemokratiserede Daneland ge zone. Omnibus lader til at være jeres eneste burde vi nok selv kunne danne gyldne løsning i disse vores egne meninger og tider. I skal alle kunne le- skelne skidt fra kanel vere det hele til en stadig mere kritikløs befolkfavne hele verden som et ning. Hos TV2 har I både hold all-around-spillere med sports-, film-, ungdoms- og et minimum af indsnævrede besse-kanal. Og uanset hvil- kapaciteter. ket uansee-ligt dagblad man skimter, skal man forholde Substans som mangelvare sig til både teateranmeldel- Jeg er træt af, at I skyder ser, namedropping, finans, med spredehagl efter mig. sport, udenrigsstof og TV- Jeg er træt af, at I skraber guider. Og vort lands to smørret papirstyndt ud over største TV-kanaler driver en fodboldbanestor skive samtidig nogle af Danmarks brød. Og jeg har fået nok mest besøgte hjemmesider. af jeres evindelige evne til Hjemmesider, der skal fun- at tale ned til mit intellekt, gere som multiportaler med fordi alt skal forklares, så sladdermekka, madopskrif- selv evnesvage immigrantter, aktiekurser og dating- pakistanere kan forstå hvert centraler. Men det eneste, eneste ord. Giv mig dog for disse sider egentlig formår, guds skyld noget substans i er at fodre os med en hånd- jeres evindelige, fuldstænfuld fastfood-news af billig- dig u-overskuelige nyhedsste kaliber, så vi kan udskyde strøm. Vis noget mod og nyhedsabstinenserne, indtil vælg jeres kompetencer med jeres næste gule Breaking- omhu, så vi rent faktisk kan banner flyver over skærmen. finde lidt udfordring i jourOg alt imens mister I, dag- nalistikken. bladene, jeres reelle kant og flyder ud i en intetsigende Jeg frabeder mig egentlig jer grå masse. Fordi I også vil
“
alle sammen, fordi ingen af jer tør kalde mig til kamp. Jeg vil provokeres og trædes på. Stop med at stryge mig langs hårene. Skid på mig og genfind jer selv i stedet. Hvis jeres eksistens udelukkende bygger på ren overlevelse, så er dødskampen vist allerede begyndt.
fra. Jeg ved, I kan gøre det bedre. Men det vil I jo ikke, vel? For I fisker efter de lette penge. Det kan lugtes langt væk. Svagsindet. Frygten og grådigheden. Det eneste, jeg beder om, er jeres hjerte og sjæl. For dét må I glædeligt få mine licenspenge og månedens sidste S.U.
En læser/lytter/seer
Legeplads søges
Gør pressen til en kreativ legeplads igen. En talerstol for originaler og befolkning. Et horn, der gjalder til eftertanke og harme. Et korrekt proportioneret måltid af grundig viden og målrettet information. Og nu vi er i gang: Giv subjektiviteten en chance! I ytringsfrihedsglade og superdemokratiserede Daneland burde vi nok selv kunne danne vores egne meninger og skelne skidt fra kanel, hvis I fra tid til anden turde komme med et standpunkt, der rent faktisk ikke var opbakning til hos os købere.
Journalistisk ommer
Sæt jer nu ned og start for-
BUNKERENS DEBAT
Illustreret Bunkers debatsektion er de studerende og ansattes talerør for sur galde og pudsig undren. Læserbreve, klummer og andre debatindlæg er velkomne i avisen. Deadline for índslag til næste udgave er torsdag den 16. oktober 2008
23
Bagsiden - nu på forsiden
Dyrenes Beskyttelse i protest Ammitzbøll tilbage i skabet:
Først var det kat, nu er det gris. Hvad bliver det næste? ”Folk skriver alt fra, at vi skal slagtes til at de personligt vil komme og slå os i hovedet med en pølse.”
På krydstogt med Vestager
vært
REDAKTØRER SPISTE PØLSE Foto: Asbjørn Sand
Wozniacki gravid Kenneth Carlsen drak hende fuld
NU TRUES DE PÅ LIVET
CHOKERET PØLSEMAND
De stjal 348 pølser fra mit lager
Foto: Asbjørn Sand
’Det har hele tiden været for at provokere. Meningen er at sætte fokus på os selv. Vi vil skabe en debat om, hvor nemt det er at komme på forsiden’