Illustreret Bunker, 8 -2010 by Illustreret Bunker

Natten før 2. semester afleverer deres førsteårsopgave, sidder mange oppe og skribler, til solen står op. Illustreret Bunker holdt sig også vågen i computerskærmenes skær.

12 <<

>> 10

In Finland the sun only shines a few hours every day. But the darkness never really goes away. Photo essay on depression by Henrik Malmström.

ILL

BUNKER DECEMBER 2009//11.ÅRGANG//NR.8

KVINDE OG SAMTIDIG

JOURNALIST

METTE VIBE UTZON ER EN AF DE KVINDELIGE JOURNALISTER DU VIL MØDE I AVISEN

>> 4

Foto: Asbjørn Sand

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Farvel og glædelig jul Det meste af redaktionen er på vej i praktik, og dette bliver vores sidste nummer. Vi startede september-udgaven med en løgnagtig forside; en anonymiseret Dyberg med tyvekoster i hænderne og en opfordring til jer om at hjælpe os med at gøre Illustreret Bunker bedre. Tak for de mange konstruktive indspark til avisen. Vi har slået rekorden og havde i anden udgave af Bunkeren hele ni portrætinterviews i avisen - så har vi også slået personlig toastrekord på layoutweekenderne. Følg med i det på vores Facebook. I denne sidste udgave giver tre af landets mest markante chefredaktører deres bud på, hvordan du ruster dig til fremtiden. Og så har vi fokus på journalistikkens kvinder. Læs også, hvorfor skolens xxxlogoxxx skaber stor forvirring i udlandet, og hvordan et halvsidesinterview på side 16 i sidste nummer blev citeret vidt og bredt og har resulteret i et modsvar fra TV2. Hej - og vi ses efter praktikken -

Faste skribenter

Redaktionen

Ansv.

Sofie Tholl sftholl@ mail.djh. dk

Inde

Ude

Sofie Marie Ottsen smohansen@mail. djh.dk

Mette Albæk malbaek@ mail.djh. dk

Fokus

Kirstine BiltoftKnudsen kirstineb@ mail.djh. dk

Kultur/ Debat

Jens Anton Tingstrøm jatklinken@mail. djh.dk

Foto

Asbjørn Sand assand@ mail.djh. dk

Foto

Jonathan Grevsen jwkgrevsen@mail. djh.dk

Foto

Jonas Vandall Ørtvig jortvig@ mail.djh. dk

Webmaster

Tryk

Økonomiansvarlig

Oplag

Jonathan Grevsen jwkgrevsen@mail.djh.dk

Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk

Annonceansvarlig Sofie Tholl sftholl@mail.djh.dk

Illustreret bunker

Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www. illbunker.dk

Udgivelse Cecilie Gremaud

Lisbeth Svalgaard

Mikkel Secher

15. december 2009 11. årgang - 8. udgave Thomas Vibjerg

Nikolaj Søndergaard

Anne Øllgaard

Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende.

OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

1700 eksemplarer 8 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Fokus på

journalistikkens kvinder

Mænd vinder Cavling-priser og får høj løn. Kvinder – ja, hvordan forholder det sig med kvinderne i dansk journalistik? Kvindelige journalister er for dårlige til at profilere sig selv og til at benytte deres netværk, mener Camilla Falkenberg Sønderstrup og Sophie Bremer fra SDU, der har startet foreningen Kvinder i Journalistik. Tre kvinder, der alligevel har skabt sig et navn i medieverdenen, er Mette Vibe Utzon, udenrigskorrespondent Sanne Gram og redaktør Camilla Lindemann. I denne udgave handler sektionen Fokus om kvinder i journalistik

Uden røde strømper og brændte bh’er Det er mændene, der vinder Cavlingpriserne, får høj løn og får de bedste netværk. Men det skal de ikke have patent på, mener de to SDU-studerende Sophie Bremer og Camilla Falkenberg Sønderstrup. De har startet foreningen Kvinder i Journalistik, der skal hjælpe kvindelige journalister til at få et bedre netværk Af Kirstine Biltoft-Knudsen og Carina Cecilie, SDU (foto)

Mandehadere. Rødstrømper. Feminister. Sådan lyder indholdet i nogle af de beskeder, der den sidste måned er tikket ind på SDU-studerende Sophie Bremers mailboks. Mails, der er tikket ind, siden Sophie Bremer og hendes medstuderende, Camilla Falkenberg Sønderstrup, startede foreningen Kvinder i Journalistik. Men det er ikke fordi, at Sophie Bremer og Camilla Falkenberg Sønderstrup pludselig vil genindføre kvindekamp, brænde bh’er af, foreslå kønskvoter eller tilintetgøre mændene i dansk journalistik. Snarere tværtimod. For ifølge de to studerende kan de kvindelige journalister lære meget af mændenes måde at markedsføre sig selv på, udnytte deres netværk o g hjælpe hinanden, når der skal indstilles til Cavlingpriser eller banes vej for et godt

journalistisk arbejde. “Det er ikke fordi, at kvinder ikke laver god nok journalistik, men fordi vi simpelthen er for dårlige til at hjælpe hinanden,” siger Sophie Bremer. “Ja, vi er ikke gode nok til at profilere os selv og til at benytte vores netværk, så vi kan få skubbet os selv frem i branchen,” supplerer medstuderende Camilla Falkenberg Sønderstrup.

Bedre til branding Kvindernes manglende evne til at netværke kommer blandt andet til udtryk, når der skal indstilles til for eksempel Cavlingprisen, mener de to stiftere: “Mændene er rigtig gode til det. Når der er indstillinger og nomineringer til priser, så ringer de rundt til deres kollegaer for at få dem til at indstille dem. Det er vi simpelthen ikke gode nok til.

Jeg tror, at det er udtryk for en kvindelig tilbageholdenhed, hvor vi tænker: Jamen hvis mine ting er gode nok, så er der nok nogen, der lægger mærke til det,” siger Sophie Bremer.

sørge for at finde ud af, hvad der er blevet lavet af supergod journalistik. Det skal vi så have indstillet, sådan at vi kan få fremhævet vores arbejde. Det er det, vi kan bruge netværket til,” siger Sophie Bremer.

Mål for fremtiden

Ingen kvindekamp

Men det er ikke kun til pristindstillinger, de to foreningsstiftere mener, at netværket kan hjælpe kvinder i mediebranchen. Også ved lønforhandlinger er mændene bedre til kræve mere i løn: “Og det er sådan en kvindeting ikke rigtig at turde gå efter det, vi gerne vil have,” som Camilla Falkenberg Sønderstrup siger. De to kvinder bag foreningen håber nemlig også, at et større netværk og udveksling af erfaringer kan få kvindelige journalister til at sætte sig højere mål i fremtiden. “Målet er, at det skal være kutyme, at når der skal indstilles til diverse priser, så skal vi hjælpe hinanden og

Samtalen fører os uvilkårligt tilbage til feminisme, rødstrømpetider og sortsvedne bh’er. For det er vigtigt for Sophie Bremer og Camilla Falkenberg Sønderstrup at understrege endnu engang, at de ikke ønsker nogen kønskamp. At de ikke vil tvinge kvinder til at kæmpe for chefstillinger og Cavlingpriser. Og at foreningen ikke kun handler om at vinde priser eller kæmpe sig forrest i køen af høje lønninger. Foreningen for kvinder i journalistik er ligeså meget en mulighed for dem, der ønsker at udveksle erfaringer, skabe sig et netværk og få indflydelse i debatten. Og de kvinder, der gerne vil sætte sig nogle

FOKUS

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Kvindelige journalister har fordele i Mellemøsten Af Sofie Tholl

Tænder du for libanesisk TV og zapper igennem de forskellige kanaler, tegner det sekteriske billede af landet sig allerede stærkt. På Al Manar, Hizbollahs kanal, sidder en kvinde med slør og læser nyhederne op. I højre hjørne af skærmen står Hizbollahs skriggule logo og flimrer i det dårlige signal. På denne kanal er der ikke plads til Hizbollahkritiske indslag, og når Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, fra sit skjul holder en af sine maratontaler, transmitteres den i fuld længde. Zapper du videre til den store kommercielle kanal LBC, som sympatiserer med det kristne parti Lebanese Forces, skrues der i lige dele op for oplæserens lipgloss og hårlak - og

FOKUS

de kristent subjektive indslag. På kanalerne kan man sætte lighedstegn mellem oplæserens påklædning og partiernes indstilling til kvinder. I Libanon findes kun partijournalistik. Man laver journalistik for den gruppe, man tilhører. Sanne Gram er korrespondent for Jyllands-Posten og har boet to år i Beirut. Hun er hverken sunni, shia eller kristen. Men hun er kvinde – og det er en klar journalistisk fordel.

Gentlemanfrynsegoder Da Illustreret Bunker møder Sanne Gram er det i et stort og skinnende indkøbscenter i udkanten af Beirut. Her bærer mændene kvindernes poser, den mandlige sikkerhedsvagt åbner dørene for dem og kvinderne slår med håret og sløret. De er der for at blive set.

Jyllands-Postens Mellemøst-korrespondent, Sanne Gram, arbejder friere end de lokale journalister i Libanon, hvor hun bor. Hun er ikke bundet af de stramme politiske og sekteriske forhold, der styrer den libanesiske presse. Og så er hun kvinde - det ser hun som en klar fordel i det mandsdominerede Mellemøsten Det billede har ikke meget at gøre med det ensidige indtryk, vestlige medier ofte giver af det sorte og gammeldags Mellemøsten. I Libanon er kvindestereotyperne i alle størrelser; med slør og med mini-skirt, konservative eller i alle regnbuens farver - men faktum er, at på trods af et broget, rummeligt og mangfoldigt kvindebillede er det mændene, der sidder på magten; ”Det at være kvinde hernede er forbundet med nogle andre ting end at være mand. Kvinder bliver sørget for. For Mellemøsten er et mandsdomineret samfund,” siger Sanne Gram, der oplever, at det at være kvindelig journalist her kommer med en hvis portion gentlemanfrynsegoder; ”Der er simpelthen grænser for, hvor tung en pose man kan bære rundt på som kvinde, før der kommer en mand og bærer den for dig. Og det gælder også som journalist – in-

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

terviewpersonerne sørger for det meste for, at jeg bliver kørt hjem, hvis ikke jeg er i min bil. For de er vant til at passe på deres kvinder hernede,” siger Sanne Gram.

Den ’ufarlige’ kvinde kan overraske Men udover de umiddelbare fordele ved at være kvindelig journalist, har Sanne Gram også oplevet at kunne overraske sine mandlige kilder. Simpelthen ved at turde stille de kritiske spørgsmål - de spørgsmål, som kilderne ikke forventer kvinder stiller; ”Jeg opfører mig ligesom, jeg ville gøre i Danmark. Altså, hvis der er nogen, der beder mig om at tage et tørklæde på, så gør jeg det, og jeg bliver heller ikke fornærmet, hvis nogle mænd ikke vil give mig hånden. Sådan er det hernede. Men rent journalistisk, når jeg interviewer, er jeg ligesom, jeg ville være i DK. Jeg stiller altså de kritiske spørgsmål, der skal stilles. Nogle af de spørgsmål, som jeg antager for at være helt almindelige. Dem ser man måske lidt anderledes på hernede.

Der er det måske at gå lige over grænsen.” Sidste år var Sanne Gram i Gaza og skulle interviewe en kilde fra Hamas, og mærkede her konsekvenserne af nogle af de forudindtagelser mænd i Mellemøsten kan have om kvinder; ”Jeg spørger om noget med deres vedvarende affyring af raketter ind mod Israel. Jeg kan ikke huske spørgsmålet præcist, men det er et spørgsmål, hvor jeg går lidt tæt på. Til at starte med svarer han uden om. Så stiller jeg det en gang til. Mere direkte. Så kigger tolken på mig – og jeg kigger opfordrende tilbage og viser, at han gerne må oversætte spørgsmålet. Tolken oversætter, og så sidder manden fra Hamas et øjeblik helt stille. Det er tydeligt, han bliver overrasket over, at jeg kan være farlig, ” siger Sanne Gram.

Bedre tilgang til kvindelige kilder Men det er ikke kun i forhold til mandlige kilder, at Sanne Gram oplever det at være en kvinde som en fordel. Hun kan

”Det er

vigtigt at have idoler Af Mette Albæk og Asbjørn Sand (foto)

simpelthen lave historier, der for mænd ville være umulige at få kilder til. I øjeblikket arbejder Sanne Gram på en historie om prostitution i Beirut og får som kvinde langt nemmere adgang til et miljøer. ”Her har jeg muligheden, på en anden måde end min kollega Lasse Ellegaard (Mellemøst-korrespondent for Information, red.) har. Her bliver mit køn en fordel, for traditionelt har det været mænd, der har været korrespondenter, og da blev de her kvinde-historier ikke lavet,” siger Sanne Gram. Helt konkret har Sanne Gram som kvinde tilgang til at tale med stærkt muslimske kvinder på egen hånd, hvilket en mandlig journalist ikke ville have. Sanne Gram fremhæver, at hun ikke arbejder feministisk i sit arbejde. Hun leder altså ikke decideret efter historier, der handler om kvinde-sager, men har naturligt en større tilgang til de kvindelige kilder, end de mandlige korrespondenter.

Mette Vibe Utzon har i bogen Ikon, journalistikkens førstedamer undersøgt, hvordan hendes egne journalistiske og kvindelige ikoner er nået dertil, hvor de er. Illustreret Bunker mødte hende på Ræsons Årskonference og tog en snak om bogen. Hvordan valgte du, hvilke kvinder bogen skulle handle om? Det gjorde jeg ud fra, at det skulle være kvinder, som jeg beundrede. Og det skulle være nogle kvinder, som jeg havde lyst til at lære at kende. Det var jo et dødegoistisk valg, men det tillod jeg mig så at træffe. Der var en, jeg godt kunne have tænkt mig at have haft med også. Og det er Politikens Ninka. Men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Der er så et mellemlag af superdygtige journalister, som jeg sagtens kunne have talt med og haft med i bogen, men jeg ville gerne have, at de skulle have en eller anden særposition hver især. Og derfor valgte jeg de fire.

Du har skrevet om fire kvinder, du selv beundrer. Hvordan vil du selv gerne beundres for? Jeg er meget smigret, hvis nogle beundrer mig. Især fordi jeg kan huske, hvordan jeg havde det med Mette Fugl, da jeg var yngre. Det er meget vigtigt at have nogle idealer og idoler. Det er vigtigt at kunne sige: Det vil jeg sgu også være god til. Hvis der er noget, jeg gerne vil stå for, så er det den type journalistik, som jeg holder allermest af, nemlig den kritiske. Og så er det lige meget, om det er forbrugerstof og handler om gammelt kød. Det der med, at man går til biddet hele tiden. Jeg har hele tiden forsøgt at blive så dygtig som muligt.

Hvordan har processen været? Kvinde til kvinde og snak i sofaen, undgik I, at det blev venindesnak? De fire kvinder er ikke nogen, man sådan lige går hen og bliver veninder med. Så den arbejdsrisiko har der faktisk ikke været. Jeg tror, at det gode ved de interviews, jeg har lavet med dem, og den arbejdsproces, er, at de er en del ældre end mig. Jeg kommer fra en anden generation, end de gør. Vibeke Sperling sagde for eksempel: du har det der behov for hele tiden at snakke om tingene – det er jeres generation, siger hun. Det har været vigtigt for mig at vide, at de er 20 år ældre end mig. Det gør det nemmere. Hvis jeg skulle

spørge mine jævnaldrende, så havde det været en anden opgave. Jeg har bedre kunnet spørge med oprigtig nysgerrighed, hvordan de har fordelt arbejdsliv og familieliv, fordi de har prøvet det. Mine jævnaldrende kolleger kan jeg jo spørge hen over frokostbordet i kantinen. Jeg ville gerne lære noget af dem. Hvad gjorde de, da de skulle vælge, om de skulle tage ud at rejse og efterlade deres børn der og der og der. Alle de der svære spørgsmål. Så på den måde har det været nemt nok, fordi jeg er kommet ind ikke som en datter men som en kollega, der er væsentligt yngre, end de er.

Hvorfor har du ikke skrevet en bog om fire mandlige journalister, du beundrer? Fordi mændene har rigtig, rigtig travlt med at skrive om sig selv. De idoler og ikoner, som findes inden for journalistikken i form af mænd, har jo skrevet masser af bøger om sig selv, hvis du lægger mærke til det. Lasse Ellegaard, Jan Stage og Morten Sabroe. Der er masser af dygtige mandlige journalister. Men jeg havde brug for at skrive om de journalister, jeg selv har spejlet mig i. Og det er ikke mænd. Jeg havde meget brug for at sige: hvem kan have stået i de samme konflikter, som jeg står i? Og det har været kvinderne.

Er bogen blevet, som du havde forestillet dig? Ja, det er den. Det, jeg gerne ville finde ud af var: Når nogen er dygtige til noget, hvordan er de så blevet det? Og så ville jeg gerne finde ud af, hvilke omkostninger betaler de undervejs. Undervejs har jeg så lært, at der er så forskellige måder at angribe ens liv på. Ulla Terkelsen har én holdning til det, og hun siger: frem over isen, jeg hader folk, der klynker over deres liv. Og man må ikke diskuterer med sin egen livsform. Mette Fugl har en anden holdning til det. Vibeke Sperling har en tredje holdning. Og det har været enormt lærerigt for mig. Bogen blev udgivet d. 6. november 2009 på forlaget Verve

FOKUS

NOVEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Selvom damebladene ikke laver hårde nyheder, er det stadig seriøs journalistik. Det er noget pjat, når journalister vrænger på næsen af det. Det mener Camilla Lindemann, chefredaktør for Femina, IN og Psykologi INTERVIEW:

Ikkeså blød igen Privatfoto

Når Camilla Lindemann har praktikanter på sine blade, fortæller de hende, at de er overraskede over, hvor professionelt redaktionen arbejder med tingene. Praktikanternes overraskelse kommer til gengæld ikke bag på Camilla Lindemann. Hun er vant til det. Med sine 26 år i en branche med journalistik, der henvender sig til kvinder, har hun hørt det flere gange: Damebladene er ikke seriøse i deres journalistiske stof. Det er blød journalistik. Det er ikke intelligent. ”I mange journalisters øjne er det ’finere’ at arbejde for en avis end ved et ugeblad eller magasin. Det synes jeg er noget pjat,” siger hun. Det er paradoksalt, fordi aviserne er begyndt at minde mere og mere om bladene. Tillæg om sundhed, mode og bolig har sneget sig ind i mange af de store dagblade, fortæller Camilla Lindemann, og peger især på søndagsavisernes journalistiske stof: ”Politiken og Berlingske Tidende har jo for eksempel hver eneste søndag artikler med personer, som vi enten har skrevet om, eller som vi gerne ville skrive om. Mange gange konkurrerer vi simpelthen om de samme mennesker.”

Ingen prestige i dameblade Camilla Lindemann kender godt tendensen, at kvindelige

FOKUS

Af Mette Lützhøft Jensen

journaliststuderende finder mere prestige i at arbejde for aviserne end damebladene. Stofområder som erhverv, økonomi, udenrigsjournalistik og den hårde nyhedsjournalistik er ifølge Camilla Lindemann blevet populære blandt kvindelige journalister. Og det finder man selvfølgelig ikke i damebladene, medgiver hun. Her finder man artikler om kvinder og deres univers, mad, bolig, skønhed og mode. Det er helt fint, hvis man ikke finder de stofområder interessante, siger hun. Men hun synes, det er noget pjat at lade være med at vælge damebladene, bare fordi det er traditionel kvindejournalistik, og fordi der er mere prestige i det andet: ”Hvis det udelukkende skyldes, at man vil erobre de mandlige arbejdspladser, så synes jeg, det er trist,” siger hun.

Afgrænset målgruppe Hvis man har lyst til at lave nyhedsstof og afslørende, dybdeborende journalistik, så skal man ikke vælge et dameblad, understreger Camilla Lindemann. Her er der lang produktionstid og en afgrænset målgruppe, nemlig kvinderne, og dem skal man have lyst til at skrive til: ”Jeg har udelukkende kvindelige journalister ansat i min

afdeling, og det er jo fordi, kvinder gerne vil skrive om andre kvinder. De interesserer sig i det hele taget for de stofområder, vi behandler. Det er kvindeblade, vi laver, og det er vi stolte af.”

Havde selv fordomme Dameblade som Femina og Alt for Damerne sidder i dag på en væsentlig del af de danske læsere. Sidste halvår havde de to blade knap 600.000 læsere til sammen og virker mindre ramt af faldende læsertal end resten af ugebladsbranchen. Camilla Lindemann tager også kritikken med ro. Den kommer som regel fra dem, som ikke selv har læst bladene, mener hun. Men helt uforstående for fordommene er hun ikke. For præcis som de praktikanter, hun møder i dag, havde hun selv sine betænkeligheder, da hun i sin tid blev ansat på Familie Journalen, efter at have arbejdet på Ringsted Dagblad: ”Min første tanke var, at skulle jeg synke så dybt og gå ind i ugepressen? Men jeg endte jo med at gøre det alligevel, og jeg er blevet her i 26 år. Og er stolt af det.”

NOVEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

TV 2-redaktør: Uffe Ellemann på afveje Det eneste, der var ”dybt ulækkert” i Operation X, var dyrenes åbne sår Af Lasse Bjerre, dokumentar-redaktør, TV 2

Er det dårlig journalistik at afsløre ulovlige forhold på danske minkfarme? Naturligvis ikke. Og derfor må jeg tilbagevise det angreb på ”Operation X”, som Uffe Ellemann-Jensen fremførte i det seneste nummer af Illustreret Bunker. Man kan diskutere metoder, men dårlig journalistik er det ikke. Ellemann lader forstå, at ”Operation X” har ofret den journalistiske troværdighed på underholdningens alter. At vi nærmest hovedløst bruger skjult kamera, bryder etiske regler og danske love for at få historien hjem. Og med vanlig sans for slagkraftige ord kalder han ”Operation X” for ”dybt ulækkert.” Men det eneste, der var ”dybt ulækkert” i programmet ”Operation X: Pels på vrangen,” var de åbne sår, som dyrene havde. Resten var journalistik, der var researchet, undersøgt og efterprøvet. Ellemann udtaler sig på en måde, så man kan tvivle på, om han har set programmet. Der bliver ikke an-

vendt skjult kamera i mink-programmet. Og Morten Spiegelhauer gik ikke over stregen, selv om han fulgte nogle aktivister og sprang med over hegnet til en minkfarm. Det var fuldt berettiget at afdække de kritiske forhold på minkfarmene på den måde, som programmet gjorde. Derfor lykkedes det heller ikke pelsdyravlerne at få stoppet programmet. Fogedretten gav TV 2 medhold i, at hensynet til offentlighedens interesse var større end den krænkelse, som farmene måtte have lidt. Efterfølgende er det også blevet fuldt bekræftet, at programmet og kritikken var på sin plads. For nylig kom det frem, at Fødevarestyrelsens rejsehold havde fundet ulovligheder på 66 ud af 76 besøgte farme. Der ER altså noget at komme efter. Jeg mener derfor, at Ellemann er på afveje i sin spredehagls-kritik af ”Operation X”. Derimod er jeg fuldstændig enig med ham i, at journalister skal være sig ekstremt bevidste om, hvad de medvirker til – og hvor grænserne går. Både ”Operation X”-redaktionen og jeg er fuldt bevidste om, at vi

ind imellem går til grænsen. Og hver gang vi nærmer os den, bliver indhold, metoder og virkemidler grundigt diskuteret. Således også i tilfældet med minkfarmene, hvor redaktionen modtog billedmateriale fra tredjepart, som naturligvis havde en interesse – og som redaktionen derfor skulle være særligt kildekritiske overfor. Tilbage er der ét spørgsmål: Er det god journalistik at lade Uffe Ellemann komme med et stærkt angreb på ”Operation X” – uden at give den angrebne part mulighed for at forsvare sig? Nej, naturligvis ikke. Det er faktisk i strid med de presseetiske regler. Ét er, at elever på Journalisthøjskolen endnu ikke har helt styr på den slags. Det får de forhåbentlig. Noget andet er, at en række velanskrevne medier flittigt og helt ukritisk viderebragte historien på nettet. Dét er dybt bekymrende.

Journaturist Det er et dilemma, om man altid skal skrive journalist, når man søger visum. DJ anbefaler det, men journalister i marken kalder det naivt Af Jakob Vestager

Mange danske journalister lader være med at skrive på deres visum, at de er journalister. For at undgå problemer søger de blot om turistvisum. Det blev for nyligt eksemplificeret i sagen om en studerende på Syddansk Universitet, der sad fængslet i Iran i seks dage. Siden da har der været en del debat om, hvordan man bør gøre, når man som journalist søger visum i udlandet.

DJ: Søg altid journalistvisum Fra Dansk Journalistforbunds side, er linjen klar: ”DJ anbefaler altid medlemmer, at de skal tilkendegive sig som journalister, hvis de har planlagt tjenesterejse, hvor de virker som journalister. Vi kan ikke hjælpe medlemmer, hvis de ikke overholder det pågældende lands indrejseregler. Eller rettere; det bliver meget sværere at skaffe hjælp, hvis bestemmelserne er overtrådt,” siger kommunikationschef Esben Ørberg.

Naivt Men ifølge en anonym kilde, der har bedrevet journalistik i mange lande i Afrika og Asien, er det naivt. ”Lad mig sige det sådan her; jeg ville ikke kunne lave mine historier, hvis jeg skrev journalist på mit visum. Hvis man rejser i Frankrig eller USA, er det selvfølgelig fint. Men i lande der har problemer med ytringsfriheden, kan

det have store konsekvenser for kilder og samarbejdspartnere. Jeg risikerer kun at blive sendt hjem, men de kan risikere de værste ting.” Det er journaliststuderende Niels Krogsgård, der sad seks dage i Evinfængslet i Iran, enig i. ”Hvis vi arbejdede på et journalistvisum, ville vores kilder risikere fængsling. Og så snakker vi ikke om seks dage i Evin, vi snakker om årevis i fængsel med tortur. Det mener jeg ikke, man som journalist kan forsvare,” siger Niels Krogsgård. Han mener som udgangspunkt, at man bør søge visum. Men der er, ifølge ham, visse lande som man ikke kan behandle normalt. ”Før vi tog af sted, havde vi spurgt erfarne kolleger til råds. De sagde, at det ikke nytter noget at søge journalistvisum til Iran. Vi ville formentlig ikke få indrejsetilladelse. Og hvis vi fik, ville vi blive mødt af en person fra kulturministeriet i lufthavnen og blive skygget. Derfor ville vores kilder være i fare,” siger Niels Krogsgård.

Hæmmer journalistisk arbejde Lektor på Journalisthøjskolens internationale semester John Frølich oplevede, hvad det kan betyde at rejse på et journalistvisum. Han var i Kina for at mødes med repræsentanter fra deres journalistforbund, og han blev derfor nødt til at skrive journalist på visummet.

”Jeg blev opsøgt af en person, der udgav sig for at være forretningsmand. Vi spiste middag en aften, og han blev ved med at kritisere det kommunistiske parti og mangel på pressefrihed i Kina. Det var tydeligt, at han prøvede at lokke mig til at sige noget dårligt om styret,” siger John Frølich. Det fik derfor ikke nogen andre konsekvenser for ham. Han er også enig i, at hvis man kun kan give et retvisende billede af et land ved at rejse på turistvisum, så bliver man nødt til det. John Frølich tilføjer, at han som lærer altid anbefaler studerende at søge visum som journalister for sikkerhedens skyld.

Det er Niels Krogsgård enig i: ”Hvis præstestyret i Iran gav journalister ordentlige arbejdsbetingelser, ville jeg ikke gøre det her. Men som det er nu, synes jeg, det er journalistens ansvar ikke bare at sige ja og amen. Vi skal skrive de historier, de prøver at skjule ved at gøre det umuligt at arbejde som journalist i landet.”

En kilde i artiklen er anonymiseret. Det skyldes, at vedkommendes muligheder for at fortsætte sit journalistiske arbejde i udlandet ellers ville besværliggøres. Kildens navn er redaktionen bekendt.

KULTUR & DEBAT

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

DEBAT:

Må man være subjektiv i en dokumentar? Michael Moore er aktuel med sin film, Capitalism: A Love Story. Fans elsker ham for hans metoder. Men hvad kan Michael Moore? Og kan man være subjektiv i en dokumentar? Illustreret Bunker har spurgt DR’s dokumentarchef, Steen Jensen Af MIkkel Secher og Mette Lützhøft Jensen (tegning)

”Jeg mener, at en dokumentar skal indeholde en journalistisk historie, der har væsentlighed, relevans og identifikation for seerne. Og vigtigst af alt skal en den være troværdig,” siger Steen Jensen, som er dokumentarchef på DR. Det sikrer man, ifølge ham, ved at man i alle journalistiske processer tilstræber selvkritik og objektivitet. To faktorer, der ikke ligefrem passer på Michael Moores filmiske dokumentarer. ”Som seer ved man godt, at Michael Moore er subjektiv, propaganderende og ude i et politisk ærinde. Man ved godt, at han har en bestemt vinkel og er forudindtaget i sin tilgang til sine kilder, sit stof og sin fremstilling,” fortæller Steen Jensen. Den rolle kan man ikke indtage som uafhængig journalist. Men journalisten vinkler også sin dokumentar, så det bliver lige den historie, han ønsker at fortælle. Så hvor går grænsen? ”Det, vi fortæller, skal være sandt. Men derfor kan det godt være vinklet og journalistisk bearbejdet. Vi bilder os ikke ind, at seerne tror, at vores programmer er uberørte fra journalistens side. Selvfølgelig går vi ind og vinkler og vælger historien. Men det stiller krav til os om at være troværdige og uafhængige, og at vi forsøger at se historien fra så mange sider som muligt,” siger Steen Jensen.

Less is Moore Michael Moores film har ofte stor underholdningsværdi, blandt andet på grund af det gennemgående træk, at han bryder de fleste regler for dokumentargenren og i stedet benytter sig af effektfulde fortælletekniske virkemidler. ”Michael Moore er meget bevidst om, hvordan han fremstiller sig selv som den almindelige amerikaners advokat. Han stiller spørgsmål på en umiddelbart lidt naiv måde. Men man skal ikke lade sig narre. Michael Moore er fuldstændig bevidst om sine virkemidler. Han har et manuskript for sin historie, når han går i gang. Han er også utrolig bevidst om, hvordan han bruger sine klip. Hvordan han klipper dem sammen, så klippene får den effekt, han ønsker. Alt sammen noget, der fremmer det budskab, han vil sende,” siger Steen Jensen, der dog mener, at Michael Moore skal passe på ikke at blive for propaganderet og forudsigelig: ”Så tror jeg, at han mister gennemslagskraft. Hvis

KULTUR & DEBAT

hans kritik bliver for tyk, ensidig og karikeret, så risikerer han, at han ikke kommer igennem med sit budskab, fordi det næsten bliver for påtaget.” Steen Jensen ønsker dog ikke at nedgøre Michael Moore, da han er imponeret over måden, hvorpå Michael Moore har forstået at sætte relevante emner på dagsordenen i USA.

Fiktion og fakta må ikke blandes Michael Moore er ikke journalist, og han påstår heller ikke at være det. Alligevel mener Steen Jensen, at Michael Moores film indeholder elementer, der ligner dem, vi kender fra den journalistiske dokumentar: ”Der er ingen tvivl om, at han er journalist i den forstand, at han tager relevante emner op, researcher dem og indhenter fakta. Men på en meget elegant måde fremlægger han så kun de fakta, der understøtter hans historie.”

Netop det faktum strider imod principperne for den journalistiske dokumentar. ”Som nævnt er journalistik for mig også, at du som journalist har en åben tilgang til både den dokumentation, der støtter din historie, men så sandelig også den dokumentation, der kan nuancere din historie. Og at du lægger det åbent frem. Ud fra den definition er Michael Moore ikke journalist. Vi er formidlere - ikke propagandister,” siger Steen Jensen og fortsætter: ”Det er helt afgørende for evnen til at sætte dagsordenen, som en dokumentar jo gerne skal gøre, er at seerne opfatter os som troværdige. Hvis ikke seeren ved, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, og man begynder at indblande fiktionens virkemidler, så tror jeg dokumentargenren får svært ved at overleve.”

Capitalism: A Love Story havde dansk premiere den 20. november i år.

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

NOTER:

OVERBLIK Af Sofie Marie Ottsen

Studerende prøver at bliver forsvarschef Som journaliststuderende er vi langt fra sikret et job, når vi engang udklækkes fra betonskolen. Derfor er det måske ikke helt dumt, at gøre som en tredjesemesterstuderende har gjort. Nemlig at søge et andet job – i god tid. Mads Bøgh Johansen fra tredje semester var i bunken af 21 ansøgere, der for et par uger siden kæmpede om posten som Danmarks nye forsvarschef. ”Jeg er 22 år, og har igennem størstedelen af mit liv været interesseret i militæret. Som barn var jeg ofte dybt begravet i tegneserien Basserne og de altid sjove Soldaterkammeraterfilm, hvis jeg da ikke fjollede rundt i byen med min supersoaker vandpistol. Forsvaret interesserer mig stadig, og jeg

følger meget med i trenden indenfor ammunition og kampuniformer.” Sådan starter Mads Bøgh Johansen den, lidt korte, ansøgning til posten som øverst kommanderende i det danske militær. Han fortsætter, præcis som journalisthøjskolens praktikvejleder Pia Færing ville have anbefalet, med et konkret ændringsforslag. Her viser han, at han har ambitioner og visioner; ”Det bedste forsvar er i angreb, siger man i håndbold - og det vil blive mit motto som kommende forsvarschef. Samtidig vil jeg foreslå, at vi ændrer navnet, Forsvarsministeriet, til Krigsministeriet. Det ligger så godt i munden og klinger så herligt.” Den 10. november blev det offentliggjort, at Danmarks nye

forsvarschef blev Knud Bartels. Ikke Mads Bøgh Johansen. På trods af nederlaget er den 3. semester-studerende ikke helt slået ud. ”Jeg er selvfølgelig skuffet. Men efter at jeg fandt ud af, at Knud Bartels i sin ansøgning skrev, at han havde en større vandpistol end mig, så er der jo ikke meget at stille op, ” siger han.

Fantomsemesteret gør det igen Alt godt kommer til den, der venter. Også til 3. semester. Selvom de skulle vente lige lovlig lang tid, var glæden stor, da årgangen langt om længe fik resultaterne på semesterets samfundsfagseksamen. Alle, der afleverede eksamensopgaven, bestod nemlig. Det er usædvanligt, at ingen dumper, og især usædvanligt, da det ikke er første gang, semesteret gør rent bord ved en skriftlig eksamen. Da samme semester for lidt over et år siden var til eksamen i mediejura, bestod alle også. De kan nu kalde sig for ubesejrede meste i skriftlig eksamen.

Illustreret Bunker på citatrundfart Normalt besøges illbunker.dk af mellem 30 og 50 mennesker om dagen. D. 27. november steg det tal med 2600 procent. Helt præcis gæstede 1297 mennesker avisens hjemmeside. Denne dag blev en artikel fra seneste udgivelse nemlig citeret på nettet af Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og MediaWatch. Artiklen handlede om Uffe Ellemanns meget kritiske syn på de journalistiske metoder, man bruger i Operation X. Hans udtalelser gav genlyd over nettet, og i denne udgave af Illustreret Bunker kan du læse Operation X svare på kritikken på side 7.

XXXHvadXXXforXXXnogetXXX?XXXX Da Journalisthøjskolen fusionerede med Mediehøjskolen fik alfabetets 22. bogstav ekstremt meget opmærksomhed. XXX-logoet stjal rampelyset, og i dag kender - og elsker (?) vi det alle. I hvert fald os, der dagligt er ved at knalde ind i de store X-glasdøre ved Journalisthøjskolens hovedindgang. Ude i verden er en stribe X’er dog ikke helt slået igennem som genkendeligt brand for Journalisthøjskolen. Der fik en 7. semesterstuderende at føle, da hun forsøgte at få tilladelse til at sende et spørgeskema til en engelsk skole. Da hun efter opfordring sendte skolen officielle papirer fra Journalisthøjskolen, fik hun denne mail retur: ” Thank you for the letter from Anne-Marie Dohm, Director of Danish School of Media and Journalism. Unfortunately this document had all the contact details including telephone number and address xxxxx’s out and therefore does not constitute an official document. There are some contact details at the bottom but very small and hard to read. I do need an official document with proper headed paper before I can go ahead and get approval. Thank you.” På den mail svarede den studerende fra 7. semester: ”I can really understand if you think that the design of the paper is confusing - we think so too...”

CITAT går ind i det nye millenium! Ja ja - det er ti år siden, vi andre gjorde det, men hellere sent end aldrig! D. 9. december bød Magasinet Citats redaktører på sneøl og balloner i Vandrehallen, for at fejre at bladet har fået en hjemmeside. Meget mere millenium og online bliver det vist ikke! I marts fyldte internettet 20 år - som fødselsdagsgave til internettet, og alle os andre, findes nu magasinetcitat.dk.

INDE

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

REPORTAGE:

SKÅL

FOR JULEFERIE Timerne før deadline på førsteårsopgaven er nervepirrende. Men med rødvin fra karton, bagte rodfrugter og stempelkaffe kan man forsøde de sidste, hårde timer. Mød gourmetonklerne, når de er pressede Af Mette Lützhøft Jensen, Anders Malling Beck og Asbjørn Sand (foto)

Efter et hjemmelavet og velsmagende aftensmåltid kastede de hårdtarbejdende drenge sig over en mazarintærte. Senere blev der også snacket en lille peanut eller to.

INDE

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

”Jeg har ikke været på Facebook hele dagen,” siger Mads Berthelsen med et stolt smil. Det er tid til en lille afstikker fra det sexede emne: strukturer i alarmcentralen. Han fylder sit tomme, fedtede rødvinsglas op. Et ordentlig herreglas af slagsen. Ikke noget med at holde på stilken. Back to business. Mads smider benene op på en stol, og med glasset i hånden og den bærbare foran sig er han djævlens advokat. Han finder huller i sin kumpan Jens Anton Tingstrøm Klinkens opgave, og lægger ikke fingrer imellem. Fingrene piler redigerende hen over tasterne. På den anden side af bordet har Jens Anton Bjørnager lukket sig inde i sin egen verden af interviews og citater. Med høretelefoner på er han døv for kritikken af faktabokse og fagudtryk, der fyger frem og tilbage på den anden side af bordet. Fastforward. Han tømmer sit glas i en hurtig bevægelse. Drengene er ikke de eneste, der sidder og sveder på en ellers kold decemberaften. Rundt omkring i Århus er resten af semesteret i samme situation. De har haft to en halv uge til opgaven, og i aften samles alle trådene, så der kommer en god førsteårsopgave ud af det. Eller i det mindste bare en førsteårsopgave.

Sjålet computer og ingen backup Lugten af mad er vandret fra køkken til stue, og kyllingen er næsten mør. De varme computere får sig en velfortjent pause på gulvet blandt aviser og papirkugler. Endelig madro. Bagte rodfrugter og stegt kylling skylles ned med den gode årgang papvin og et blødt beat fra boomblasteren i hjørnet. Det ligner pludselig optakten til noget langt sjovere. Hurtigt sniger virkeligheden sig tilbage i deres bevidsthed. Rødvinen er nødt til at blive i glassene i aften. Mads skovler mad på gaflen og fortæller om sin urolige nattesøvn: ”Jeg har ligget og drømt hele natten, at der var nogen, der stjal min computer. Jeg gik i total panik,” siger han og slikker sin kniv. ”Jeg har overhovedet ikke lavet en backup.” Værre er det med Jeanette, hvis computer gik i stykker midt i det hele. Hun er også med i gruppen, men for stresset til at nyde en god bouquet med de tre gourmetonkler.

Et glas optimisme

Rødvin lader til at være det primære brændstof, der holder drengene kørende natten før de afleverer førsteårsopgaven. En enkelt juleøl blev det vist også til - men altså ingen søvn.

Jens Anton Bjørnager lufter sin egen bekymring. Er hans historie sikker nok? ”Så længe du kan dokumentere det,” beroliger hans navnebror ham. Ordene modtages med et stille og langsomt nik. Det skal nok gå. Selvom der er 12 timer til deadline, og det sidste punktum først sættes i de sene nattetimer er glasset foran ham mere halvt fyldt end halvt tomt. På denne tid i morgen er de fulde og ligeglade. En løfter sit glas og to andre følger. ”Skål for juleferie”. Vinglassene står tomme og fedtede på bordet, og nærmest uset sniger en computer sig igen op i lyset. Det bliver en lang nat.

De tre brandvarme computere går flittigt på omgang i den lille lejlighed på Skt. Anna gade. Efter 21 vågne timer bag lukkede døre forlader de tre venner Frederiksbjerg og holder juleferie.

INDE

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Because of the sun By Henrik Malmstrรถm (text and photo)

FOTO

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Every year 10-15% of the population in Finland cope with a so called winter depression or a seasonal affective disorder, which occurs during the long dark periods of winter. The symptoms are usually a lowered state of mind, anxiety, irritation, loss of interest and well being and also a loss of dignity and a feeling of guilt. These are not easy things to live with, and if they occur every winter it can be hard to live with yourself. These symptoms surely occur in every person during winter, and probably summer too, but not as frequently as for some people. The main reason for the winter depression is the lack of sun and a lack of light. There are different light treatments to be had, but the results have shown not to be as good as natural sunlight. I walked the streets of Helsinki in search of moods and atmospheres that reflected my thoughts about the grey winters and the dark days. In the mornings its was dark, and when the sun was supposed to rise, it was only cloudy and really no light. Just grey. Towards the evening it got dark again and the only light to be found was the streetlights and buildings with lit windows. I was in search of people who shared the same state of mind I had, also looking for things that reminded me of the winters that had passed. I visited people, bars, hospitals and home. All which had melancholy to it, the beginning of winter that never seems to end. The days getting shorter and nights getting longer. But its only darkest just before the dawn.

FOTO

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Tre af en slags:

Gode råd til fremtidens journalister Findes papir– avisen om 10 år? Skal du specialisere dig inden for et bestemt område, eller er det bedst at være all-round i journalistikken? Her giver tre chefredaktører deres bud på, hvordan du som journalist– studerende ruster dig bedst til fremtiden

Af Mette Albæk, Jens Anton Tingstrøm Klinken, Johan Bertil Winther (SDU) og Asbjørn Sand (foto)

Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør, Berlingske Tidende Hvis du gik på Journalisthøjskolen i dag og skulle ruste dig til fremtiden, hvad ville du så gøre? ”Så ville jeg sørge for at gøre mig bekendt med så mange forskellige medieplatforme som muligt. Jeg ville kaste mig ud i at afprøve nye måder at bruge journalistikken på, for jeg tror, det bliver en af de afgørende ting, at vi kan fortælle på nye måder. At vi kan udvikle journalistikken.” Lige nu er flermedialiteten i fokus på journalistuddannelserne. Hvor vigtigt vurderer du, det egentlig er i praksis? ”Jeg tror ikke, at der er nogen medievirksomheder som ikke om ganske få år alle sammen arbejder med flere forskellige platforme. Det kan være forskellige kombinationer af print og web eller web-tv og nyhedsbreve eller helt andre ting. Og jeg tror i høj grad, at nicherne udvikler sig på det område i de kommende år.” Hvad er den største udfordring for dig og Berlingske Tidende lige nu? ”Det er simpelthen at få forandret vores organisation og måden, vi arbejder journalistisk på.

UDE

Vi skal forandre journalistikken til det nye mediebillede, som har helt nye spillere og som kræver et helt nyt mindset af medievirksomhederne. Vores forbrugere - og annoncørerne i virkeligheden også – har simpelthen påbegyndt en stor forandringsproces. De bruger medierne på en ny måde, og vi skal følge med. Vores organisationer, vores interne strukturer skal ændres. Journalisternes måde at arbejde på skal ændres.”

Hvad gør I helt konkret på Berlingske i forhold til det? ”I løbet af de sidste to år har vi smidt vores organisationsstruktur op i luften, og på redaktionerne er vi i gang med at udvikle nye titler, nye funktioner og nye måder at gøre tingene på. Og det betyder simpelthen, at vi er på vej væk fra den gamle måde at tænke journalistik på. Der har aldrig været så store muligheder for journalister, som der er nu. Netop fordi der er så mange medieplatforme, hvor man kan bruge sin kompetence, og så mange forskellige faglige områder, man kan begive sig ned i.”

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Tøger Seidenfaden, ansvarshavende chefredaktør, Politiken

Hvis du var journaliststuderende i dag, hvad ville du så gøre for at forberede dig til branchen? ”Jeg har aldrig troet på, at man skal gå i anden klasse for at komme i tredje. Og jeg har aldrig gået på en uddannelse med henblik på, hvad jeg skulle lave bagefter. Jeg mener, at her i tilværelsen skal man få det maksimale ud af den situation, man er i lige nu. Det vil sige, afhængigt af hvilken uddannelse jeg var på, så ville jeg tillempe mig de mest spændende kurser, opsøge de mest spændende lærere og få den størst mulige forståelse af de faglige traditioner, som var repræsenteret på den institution, hvor jeg var. For jeg tror ikke, at man rigtig kan forudse, hvad det er, man får brug for om et år eller to år. Og man forstår aldrig den virkelighed, der er på en arbejdsplads, før man er i den. Så jeg tror, journaliststuderende skal prøve at udvikle deres evne til at orientere sig i verden, udvikle deres viden og gøre de ting, der interesserer dem mest. For det er der, du flytter dig mest.” Hvor vigtigt mener du, det er, at man kan arbejde på alle medieplatforme? ”Selvfølgelig er det altid bedre at kunne mere end én ting. Men på Politiken har vi jo den filosofi, at det er meget, meget vigtigt at have respekt for den enkelte platforms integritet. Hvad det er, den enkelte platform kan. Hvad det er, den skal. Og derfor har vi ikke nogen journalister på Politiken, der som udgangspunkt tjener to herrer på en gang. Hvis man er på Politiken, hvad enten man er fastansat eller praktikant, så er man enten på nettet eller på papiravisen. Eller eventuelt på web-tv. Og det er man så 100 procent, for det er vores filosofi. Man skal være dedikeret til de succeskriterier, der er specifikke for det enkelte medie.” Hvad er den største udfordring, du og Politiken står over for lige nu? Altså - hvad tænker du på i de sidste fem minutter, inden du sover? ”Der bekymrer jeg mig om utroligt skiftende ting. Altså hvis vi tager det her efterår, så har der været tre markante forløb, som har fyldt meget i mit hoved. Der har været en Jægersag for nogle måneder siden. Der har været et forløb omring vores grundorientering i forhold til Afghanistan-krigen fra en bekymret opbakning til en decideret kritik. Og så har der på det seneste været vores irakerindsamling, som også har fyldt en masse, både på det praktiske plan og på det mediemæssige plan. Når det så er sagt, så har den største sag måske i hele efteråret været vores nye bladsalgsstrategi, hvor vi er holdt op med at give rabatter, som ellers har været konceptet gennem 15-20 år i morgenavisbranchen. Nu sælger vi, bortset fra studieabonnementer, kun til fuld pris. Og det har selvfølgelig været et spændende udfordring og nervepirrende.”

Jørn Mikkelsen, ansvarshavende redaktør, Jyllands-Posten

Hvis du var journaliststuderende i dag, hvad ville du så gøre for at ruste dig bedst muligt til fremtiden? ”Så ville jeg læse rigtigt mange bøger. Om historie. Om økonomi. Om filosofi. Om kulturhistorie. Fordi det er det, det handler om fremover. Hvis vi skal være i stand til som journalister at servicere mennesker, som bliver stadig mere veluddannede, så skal vi jo hele tiden have noget ekstra at tilbyde dem. Det nytter ikke noget, at vi bare fortæller dem det, de ved i forvejen. Det nytter heller ikke, at vi fortæller så lidt, at de er over vores niveau og derfor kan afsløre, hvor lidt vi i virkeligheden byder på. Viden, viden, viden.” Hvor vigtigt er det, at man som journalist i dag kan arbejde flermedialt? ”Det er grundlæggende meget vigtigt. Det er noget, vi har været optaget af i hvert fald de sidste fem-ti år. Det skal være sådan, at journalister kan arbejde flermedialt, men det nye er så, at der forestår en specialisering igen. I dag er alle jo flermediale. Hvis du skal på JyllandsPosten skal du kunne tage billeder, du skal kunne lave video, du skal kunne skrive rigtig godt og du skal have en stor viden om det, du skriver om. Det er multifunktionalitet. Det forventes af dig i dag. Jeg tror, at specialiseringen vender tilbage om nogle år. Enten er du en rigtig god skriver, en rigtig god graver eller en rigtig god tv-type. Igen kvalitet. For at du skal kunne blive en rigtig god tv-journalist, skal du kunne koncentrere dig om det og specialisere dig i det. For at du kan blive en rigtig god skrivende journalist, skal du kunne specialisere dig i det. Men du skal selvfølgelig i en snæver vending, når du kommer forbi en ildebrand, kunne tage kameraet og filme det. Hvad er den største udfordring, du og Jyllands-Posten står over for i mediebranchen lige nu? Det er at holde fast i den avis, som jeg nu repræsenterer. Værne om dens værdigrundlag, sørge for at dens profil ikke udvandes og sørge for at det, som Jyllands-Posten står for og gerne vil stå for – kvalitet, fairness, redelighed, upartiskhed og på den anden side skarpe holdninger, der sætter ting til debat. At det samlede brand, som man ville kalde det i en anden verden, at det ligesom beskyttes og videreudvikles, fordi der er så mange medier i dag, at der er frit valg på alle hylder, og halvdelen af den er gratis, og på nettet er alting gratis. Så hvorfor egentlig give 4000 kroner for en avis som Jyllands-Posten? Det kræver noget.”

UDE

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Noter: Af Mette Albæk

Snyd får ingen konsekvenser På efterårets panikdag snød Bastard Film - og blev opdaget. Alligevel har Praktikudvalget afgjort, at snyderiet ikke koster Bastard Film andre sanktioner end en undskylding. Afgørelsen glæder Søren Steen Jespersen, producer hos Bastard Film: ”Vi har forklaret, at en eventuel sanktion kommer til at straffe de studerende, der skal til panikdag til foråret. Og det ville være ærgerligt,” siger Søren Steen Jespersen. Ifølge Praktikudvalgets formand var det afgørende, at Bastard Film har erkendt fejlen. ”Vi er tilfredse med, at Søren Steen Jespersen tilkendegav klart, at han bakker op om systemet, og at der var tale om en fejl fra deres side,” siger Christian Kierkegaard til Journalisten.dk.

Cavling-nomineringer på vej Når Cavling-komiteen d. 16. december løfter sløret for, hvem der er nomineret til Cavlingprisen 2009, har de tygget sig gennem en mangfoldig bunke indstillinger. De skal vurdere alt fra en journalistisk biografi om Foghs regeringstid til reportager om soldaterlivet i Helmand-provinsen og en tv-dokumentar om en kræftsyg mand, der siger farvel til livet og vennerne. Alle har kunnet indstille journalistisk arbejde, og blandt foreslagene er 73 mandlige journalister og 20 kvindelige journalister. Journalisten Eva Arnvig er indstillet hele fem gange af fem forskellige personer. Hun er nomineret for sit årelange arbejde med dokumentarfilmen Krig i børnehøjde, som skildrer de svageste ofre for krigen i Afghanistan. Den endelige vinder bliver offentliggjort d. 6. januar og får overrakt 20.000 kr. samt Cavling-statuetten ved prisoverrækkelsen i Journalisternes Hus d. 8. januar.

Hvornår er man journalist? Beskæftigelsesminister Inger Støjberg var indtil for får dage siden uddannet journalist. Det hævdede hun i hvert fald selv på sit cv. Men BT afslørede i sidste uge, at Inger Støjberg aldrig har gået på hverken RUC, SDU eller Journalisthøjskolen. Og man skal have afsluttet journalistuddannelsen på én af de tre institutioner, hvis man vil kalde sig uddannet journalist. ”Der er forskel på at kalde sig journalist og så præsentere sig som uddannet journalist. Beskæftigelsesministeren og andre bør ikke skrive, at de er uddannet til noget, de ikke er. Det er falsk varebetegnelse,” siger Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregaard, til BT. Inger Støjberg har nu rettet titlen på sit cv fra uddannet journalist til journalist - hvilket ikke er en beskyttet titel.

Peter Mogensen spreder julehyggen ”Så må vi se, hvad nissen har til os i dag. Hoov, det er jo Søren! Søren Gade! Jæger-Søren! Det er årets censurkonge!” fortæller politisk kommentator Peter Mogensen entusiastisk kameraet på Politikens web-tv. Hvis du savner lidt lun julehygge på decemberkolde aftener, giver det god mening at klikke sig forbi Politikens julemus, Peter Mogensen. I et rødt og stemningsfyldt julestudie åbner Peter Mogensen hver dag en ”låge” i en politisk julekalender, hvor der bag lågerne gemmer sig både danske og internationale politikere. Selve ’gaven’ består af, at Peter Mogensen bruger et par minutter på at bedømme den aktuelle politikers år 2009. Alt imens juleklokkerne bimler og en rød julegave roterer på skærmen i baggrunden. Indtil videre har Peter Mogensen blandt andet kåret årets Moster Skrap, årets Snubler, årets Magtmenneske og årets Comeback Kid.

UDE

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Bullshit-filteret Den sidste lørdag i november afholdt det politiske magasin RÆSON årskonference i København. Journalister, bloggere og politiske kommentatorer var blandt de oplægsholdere, som diskuterede dagens og fremtidens journalistik. Illustreret Bunker fangede Troels Mylenberg og Michael Kristiansen til en snak om politisk journalistik Af Mette Albæk

”Jeg tror, det er blevet hårdere at være politisk journalist. Man skal simpelthen være flittigere for hele tiden at kunne følge med politikerne,” siger Troels Mylenberg, medforfatter til en ny biografi om Anders Fogh i perioden 2001-2009. Med pressekortet hængende i bukselommen er Troels Mylenberg vant til at færdes på Christiansborgs gange. Han opfordrer journaliststuderende, der gemmer en politisk journalist i maven, til også at søge viden uden for pensum. ”Politik er ikke bare en gennemgang af, hvor mange kommuner der er eller viden om, hvordan en forvaltning fung e r e r. Man

i politisk journalistik

er nødt til at prøve at forstå, hvordan politik er tænkt. Du kan læse en masse aviser og høre en masse radio, men politisk teori er også nødvendigt,” siger Troels Mylenberg.

Læs på lektien Michael Kristiansen er tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen. Derfor ved han, hvordan både politikere og journalister tænker. ”En god politisk journalist skal sætte sig ned og tænke: hvad er op og ned her? Man skal hele tiden have sit bullshit-filter på. Bare fordi Anders Fogh Rasmussen står og siger, at han bliver her i Danmark, skal man ikke tage det for gode varer,” siger Michael Kristiansen, der i sin tid som spindoktor undrede sig over, at mange politiske journalister ikke havde læst biografierne om de store danske politikere:

Bullshit!

Bullshit! ”Politiske journalister skal forberede sig. Hvis jeg var journaliststuderende i dag, ville jeg sætte mig ned og finde ud af, hvem der betyder noget på Christiansborg. Jeg ville studere, hvad de tidligere har sagt og hvad de mener. Man skal simpelthen forberede sig.”

Bred, men dyb Troels Mylenberg mener, at noget af det allervigtigste er at kunne fokusere og sortere i informationsstrømmen. ”Der er ekstremt meget, man skal vide som politisk journalist. Derfor skal du sortere, så du lærer det allervigtigste. På en og samme tid er du også nødt til at fokusere på, hvad du gerne vil beskæftige dig med, så du kan fordybe dig. Det er en svær balancegang,” siger Troels Mylenberg.

MYLENBERG

Hvad har været den største indenrigspolitiske overraskelse i 2009? Jeg synes, det er en overraskelse, at Anders Fogh Rasmussen har forladt statsministerposten så lydefrit. At der ikke har været mere ballade eller bevægelse i Venstre.

Michael Kristiansen

Uddannet fra DJH 1989 Har været reporter på Weekendavisen, redaktør på Politiken, Berlingske og Euroman. Kendt som spindoktor for Venstre og Anders Fogh Rasmussen fra 1999-2005.

Troels Mylenberg

Har været journalist og redaktør på Weekendavisen, Dagen, Ekstra Bladet og senest Berlingske Tidende. Tidligere leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet og forstander på Vallekilde Højskole

Største politisk journalistiske bommert i 2009? Hvis vi skal tilbage og kigge på hele forløbet med Anders Foghs afgang fra dansk politik, så har vi journalister ikke har været gode nok til at få fat i nogle kilder, der kunne forklare os, hvad det egentlig var, der skete. Vi startede næsten fra nul hver dag, og når deadline nærmede sig, vidste vi ikke rigtig noget, men skrev alligevel et eller andet. Forløbet tjener ikke til stor ære for os på Christiansborg. Det var ikke meget substans, vi kunne bidrage med. KRISTIANSEN

Hvad har været den største indenrigspolitiske overraskelse i 2009? Det var overraskende, at De Konservative kom så dårligt af sted. Det er overraskende, at de i 2009 valgte at være meget anti-indvandrervenlige. Blandt andet hele ballade med Nasar Khader og burkaerne.

Hvad har været den største politisk journalistiske bommert i 2009? Det er nemt. Det er Thomas Larsens (Berlingske Tidende, red.) kommentar om, at Fogh ikke kunne finde på at løbe fra posten som statsminister. Thomas Larsen skrev, at selvom Fogh skulle få tilbudt pladsen, ville han ikke forlade landet, når vi var i krise.

UDE

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Krystalkuglen:

Fremtidens journalist er en

tusindkunstner

Den tid, hvor journalister gik med blød hat og skrev på skrivemaskine, er for længst forbi. Fremtidens journalist skal versionere, undersøge, lave grafik og være redaktør – alt imens han eller hun starter egen virksomhed. Det mener repræsentanter fra journalistuddannelserne og branchen Af Johan Bertil Winther, SDU

Engang var en journalist en mand iført blød hat og hård attitude med en cigaret i mundvigen, der tastede på sin skrivemaskine. Siden har figuren skiftet facon til en mand eller en kvinde. Cigaretten og den barske attitude er intakt, men skrivemaskinen er blevet erstattet af en computer – og mobiltelefoner, museskader og evige symptomer på galopperende stress har meldt sig på banen. Sådan starter journalist Mette Vibe Utzon med en beskrivelse af fortidens og nutidens journalist. Nu er hun klar til at vende blikket fremad som ordstyrer ved debatten ’Hvem er fremtidens journalist’ på Ræsons Årskonference. I panelet og klar til at give deres bud står AnneMarie Dohm, rektor på Journalisthøjskolen, Mark Blach-Ørsten, leder for journalistuddannelsen på RUC, og Susanne Hegelund, nu tidligere chef for TV Avisen.

”Det afgørende er, at man kan producere til flere platforme. Og allervigtigst at man kan identificere platformen, som er relevant for den historie, man står med.” Mark Blach-Ørsten mener, at ønsket om versionister rejser et spørgsmål til hele branchen: ”Hvor er Cavling-prisen for versioneret journalistik? De unge overtager jo de idealer, de ser hos ældre kolleger,” siger han. Inden han forklarer, at man også på RUC sat-

Anne-Marie Dohm peger på en forskel mellem branchen og uddannelserne, for mens Susanne Hegelund taler om nogle aktuelle behov, så har rektoren på Journalisthøjskolen fokus på, hvad journalister skal kunne om 8-10 år. Hun siger: ”Vi forventer ikke, at en stor del af vores studerende i fremtiden skal ind på de store etablerede mediearbejdspladser. De skal skabe deres egne arbejdspladser.” Derfor bliver man undervist i innovation og

Fremtiden bliver anderledes

Versionister søges Susanne Hegelund lægger ud med at beskrive de studerende, der søger praktik på TV Avisen. Hun siger: ”Enten vil de være værter eller også vil de lave undersøgende journalistik. Men vi har brug for versionister, der kan lave mange forskellige ting på en gang.” DR-chefen understreger, at de kommende journalister skal aflevere på mange platforme, og de skal ikke regne med at ’få bøjet deres navn i neon’ hver dag. Anne-Marie Dohm tager teten op og forsvarer sine studerende: ”Jeg kan godt forstå, at de melder pas, når Susanne siger, at de skal være versionister. For det er ved gud ikke særligt eftertragtet, og det tror jeg ikke, man behøver gå på en journalistuddannelse for at være.” De tilhørende i auditoriet griner, inden hun fortsætter:

UDE

foreløbig. Men det får mig til at tænke, hvad er det så, vi mister? Jeg ved godt, hvad jeg tror, vi mister. Og det er fagligheden, når vi skøjter rundt mellem alle de opgaver.” Det er Anne-Marie Dohm ikke enig i. Hun peger på, at alle i samfundet tager mere uddannelse i dag end tidligere. Så det skal journalister også gøre. ”Der går ikke noget tabt, fordi man kan det hele,” siger rektoren og henviser til årets Cavlingpris-vinder ’Forbrydelsen’, der brugte flere platforme og udtryksformer. Susanne Hegelund må dog indrømme, at TV Avisen missede en vigtig historie om Afghanistan for nylig, fordi de simpelthen havde overset den i nyhedsstrømmen. Derfor fastholder Mette Vibe Utzon sin pointe om, at hurtigheden og de nye opgaver har en konsekvens.

ser på flere platforme, og som akademiske journalister lærer de både at blande viden og formater.

Iværksætter-journalister Mette Vibe Utzon spørger panelet, hvad de tre vigtigste ting er for fremtidens journalister. Susanne Hegelunds top tre lyder: viden om samfundet, hurtighed og gode kilder. Hun siger, at der findes tv-journalister, som slet ikke har nogen kilder. Så fremtidens journalist skal have lyst til at opsøge kilder og skabe netværk.

entreprenørskab i den sidste del af uddannelsen i Århus, og i den forbindelse henviser rektoren til et forbillede i Rasmus Nielsen, der har startet Altinget.dk.

Noget må gå tabt Susanne Hegelund tilføjer endnu en opgave for fremtidens journalister. For på TV Avisen er det mere og mere normalt, at journalisterne også laver grafik og er redaktører på udsendelser ind imellem. Det får Mette Vibe Utzon til at udbryde: ”Jeg bliver helt lettet over, at jeg ikke skal gå på hverken RUC eller Journalisthøjskolen lige

Debatten fortsætter, og panelet er enige om, at motivationen for fremtidens journalister stadig skal være, at de vil gøre en forskel. Og så er troværdigheden fortsat essentiel. ” Tr o v æ r d i g h e d e n skal vi fortsat værne om. Med et stadigt stigende antal informationer er det vigtigt for et medie at kunne sige: ’Kom her, vi har information, du kan stole på og faktisk bruge til noget’,” siger Mark Blach-Ørsten. I slutningen af en seancen siger lederen af RUC-uddannelsen: ”Pointen er, at fremtiden bliver anderledes. Det kræver en ny indstilling blandt de studerende, for det er de færreste, der vil få en fastansættelse på et stort dagblad.”

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Det er lørdag, og sneen falder blidt på fortovet. En typisk junidag i Danmark. Du er lige stået op. Så kun iført joggingbukser, dynejakke og navlepiercing vælter du ud af døren. Kun to tanker fylder dit hoved. 1: Må have rundstykker og Cocio! 2: Er det opkast eller risotto på dine fingre? For at huske hvad der skete i går, tjekker man billederne taget på ens mobil: Kl. 22:47: Shots med sød pige på Escobar. Kl. 01:32: Dans med buttet pige på Fatter Eskild. Kl. 03:40: Tungekys med unavngiven fyr uden for Sway. Med munden fuld af smurt rundstykke brager du ind i din lejlighed. Du ved, hvor du kan finde svarene. Hvor du altid kan finde svarene. Så du tager Biblen, flytter den fra din computer, og tænder for Facebook. Dér! En venneanmodning! En fyr i midten af 20’erne. Spændende! Men du kender ham ikke, så du ignorerer, og fortsætter ind for at poke din mor. Men noget i dig føles forkert. En følelse du ikke har haft før. Det kilder sjovt… Du kan godt lide det. Men samtidig kan du mærke, at følelsen er på vej væk igen, og du ved ikke, om den nogensinde kan komme tilbage. Hvem var den venneanmodning? Ét øjebliks sand lykke væk! Muligheden for mere bare kastet væk ved et enkelt klik… Jeg tror, det, jeg prøver at sige, er: ”Du kommer til at fortryde, du ikke kontaktede mig, Kenneth!!

BAGSIDEREDAKTØRERNE Charlotte Price Pehrsson

Mette Kjær Nielsen

10 Helligdage

der aldrig blev til noget:

1. Kristi badedag: Dagen før det lykkedes Jesus at gå på vandet.

Ugens gæste-klumme er leveret af komiker Thomas Warberg.

2. Store kagedag: Hvor vi fejrer Jesus’ mindre kendte, men utrolig overvægtige søster. 3. Skæronsdag: Dagen hvor Jesus lavede et mislykket selvmordsforsøg med vatpinde. Han udtalte efterfølgende: ”Det er, fordi min far aldrig lytter til mig!” – og smækkede døren ind til sit værelse. 4. Morten (Olsens) aften: Hvor vi lærer anden at sparke frispark, inden vi steger den. Og Dennis Rommedahl er ALTID inviteret. 5. Kristi vælte ned ad bakke dag: Dagen før det lykkedes Jesus at stige til himmels. 6. Skærtirsdag: Ikke den dag Jesus blev korsfæstet, men den dag han trådte på en rive og fik en seriøs omgang næseblod. Der gik rygter om, at han dagen efter havde et uheld med vatpinde. 7. Merethes Fede Mave dag: En dag til minde om Merethes fede mave. Blev aldrig til noget, idet maven vendte tilbage, 14 dage efter det sidste program var klippet færdigt. 8. Hellig tre blommers dag: Man syntes ikke, det gav mening. 9. Tidsel-tirsdag. En helligdag forsøgt indført at religiøse fanatikere, der hævder, at Jesus red ind i Jerusalem på en tirsdag, og at folk i virkeligheden smed tidsler, hvor hans æsel gik, idet de vidste han var ”nothing but trouble”. 10. Hyld din revisor dag. En dag hvor man fejrer sin revisors fødselsdag med andesteg, brun sovs og rødkål. Revisoren, der foreslog denne dag, blev senere lynchet i et træ.

Klumme – første udkast Af Charlotte Price Pehrsson

Jeg skulle have skrevet en klumme. Det var min klare intention at skrive en klumme. Men jeg kom til at gå på Facebook i stedet. Nu endte jeg i stedet med at tjekke billeder fra punktumfest, efterfulgt af en del undren og skrublen over, hvorfor mestendels af festen tilsyneladende fandt sted ude på pigetoilettet. Jeg vendte tilbage til mit tomme worddokument. Jeg scrollede musen op i hjørnet af skærmen og morede mig i 30 sekunder med at skifte mellem store og små worddokumenter (Man er vel macmenneske) – men så blev jeg gal! Okay, ikke rigtig gal. Den slags fø-

lelsesmæssige udbrud kan jeg simpelthen ikke mande mig op til dagen efter en bytur. Men en gal trækning i mundvigen blev det da til, for hvad fa’n er ideen med klummer egentlig?! Det uventede og overvældende vredesudbrud udmattede min tømmermandsbefængte krop så meget, at jeg var nødt til at tænde for flimmerkassen – bonus! Venner! Og så endda det afsnit hvor Rachel klipper Bonny skaldet i et sommerhus. Men worddokumentet rumsterede i baghovedet, og jeg følte, jeg var nødt til at gøre noget. Noget drastisk. Alle og enhver ved, at den slags ikke kan gøres uden varm kakao, så jeg vadede ned i Superbest for at købe Nestlé, den originale kakaoopskrift.

Efter at have bladret igennem alle butikkens kulørte blade, have modtaget onde blikke fra kioskejeren som til sidst mandede sig op til at vrisse, at det er meningen, man skal købe bladene, faldt det mig ind, at det da egentlig talt er længe siden, jeg har bagt pølsebrød. Så nu sidder jeg her. Tæt pakket ind i dyne, fuldstændig opdateret på alt hvad der rører sig på Facebook og med munden fuld af kakao og pølsebrød. Worddokumentet stirrer stadig på mig. Først lille. Så stort. Nu er der tekst på, men teksten handler kun om overspringshandlinger. Det minder mig om, at jeg skal have vandet mine planter… men først når jeg har sorteret mine Anders And blade.

BAGSIDEN AF NEDISGAB

DECEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Mød dine nye redaktører!

Foto: Asbjørn Sand

Thomas Vibjerg, 27 år, 2. semester, Uderedaktør, gift med en næsten autentisk prinsesse.

Hvad vil du med din sektion? Ude skal ud i krogene. Ud at møde spændende personligheder, som har en masse at bidrage med. Vi skal ud at hente gode råd til livet som journalist, reportere fra fede begivenheder og lave nyheder, som ikke allerede har været i trykken. Hvad vil du gøre bedre ved Illustreret Bunker? Jeg vil gerne opstarte en researchgruppe på Bunkeren. Det skal være sådan en gruppe, der gør en ekstra indsats for at opsnuse nogle solohistorier. Fun fact Jeg var meget længe om at lære at tælle til ti. Faktisk kunne jeg ikke engang tælle til to før jeg blev et par år, hvilket resulterede i, at jeg kaldte mig selv Enmas. Nu siger jeg Tomas. Med stumt h naturligvis.

Gorm Olesen, 28 år, 1. semester, Foto-redaktør, single

Hvorfor vil du gerne være redaktør? Jeg vil gerne prøve den indre (foto) journalist af og arbejde sammen med resten af redaktionen for at lave et spændende og forhåbentlig udfordrende produkt. Hvad vil du med din sektion? Det er altid fedt med gennemarbejdede, gode fotos. Men jeg vil gerne også sikre en nærhed i billederne, der gør, at det er let at identificere sig med dem. Hvad vil du gøre bedre ved Illustreret Bunker? Jeg synes, Bunkeren skal være en legeplads, og det skal også være en legeplads for os

NYE REDAKTØRER

stakkels fodoere på første semester, der går og længes efter at tage billeder. Derfor har jeg et mål om at få flere 1. semester fotojournalister på 1. semester til at lave billeder. Fun fact Jeg har i længere tid overvejet at skifte navn til Storm. Navnet er Storm, Gorm Storm. Mit hold på journalisthøjskolen mener dog i stedet, jeg skal skifte til Gorm Star.

Rikke Bolander, 24 år, 2. semester, Kultur/ Debat-redaktør, it’s complicated

Hvad vil du med din sektion? Jeg vil holde et vågent øje med, hvad der udkommer af journalist- og fotorelevante bøger og film, og vi vil stille dybe spørgsmål til kloge mennesker med meninger om medieverdenen (tjek lige den allitteration). Hvad vil du gøre bedre ved avisen? Jeg vil undlade at rette mit undercut med en børnesaks. På foregående semester har Bunkeren efter min mening haft et højt, højt kvalitetsniveau, og det skal opretholdes. Derudover vil jeg gerne være med til at inddrage hele skolen både i form af læsere og skribenter. Fun fact Har engang sovet i ske med Ditte Giese.

Mette Lützhøft Jensen, 22 år, 1. semester, Fokus-redaktør, zingle Hvorfor vil du gerne være redaktør? Illustreret Bunker er en mulighed for at smage på alt det spændende og saftige, som findes ude i den rigtige verden, og som bare føles anderledes, fordi man selv står med al det sjove i hænderne. Hvad var spørgsmålet igen?

Hvad vil du med din sektion? Hvordan arbejder bladtegnere og hvad mener fortalere for ytringsfrihed om måden, journalister behandler faget? Fokus skal tage aktuelle og spændende temaer op. Behandle det, som vi går og snakker om, og det som bevæger sig i medieverdenen. Hvad vil du gøre bedre ved Illustreret bunker? Illustreret Bunker er de studerendes avis. Jo flere studerende med hoveder fyldt med spændende ting, der kommer til idéudviklingerne, jo mere dynamik er der, og jo flere fede historier laver vi. Jeg vil gerne have en avis, hvor alle tør kaste sig ud i at skrive en historie. Fun fact Jeg græder gerne til serier med kvinder, der hedder Grey til efternavn. Og den der Mercireklame med faren, der ser sin datter vokse op og blive gift. Jeg er ret dyb.

Jens Anton Tingstrøm Klinken, 20 år, 2. semester, ansvarshavende redaktør, in a relationship Det er lidt kedeligt, at medierne ofte kun debatteres af gamle pessimister. Illustreret Bunker skal være et redskab for os studerende til at diskutere og blive klogere på vores uddannelse, fag og branche. Fun fact Jeg har gennem det sidste halve år haft titlen “praktikanten” på Illustreret Bunkers redaktion. Det har blandt andet betydet, at jeg har måtte lægge krop til en del upassende tilnærmelser fra især en af fotoredaktørerne. Selvom det til tider har været en prøvelse, så

kan jeg faktisk i dag ærligt sige, at jeg ikke ville have været foruden.

Anders Malling Beck, 24 år, 1. semester, Inde-redaktør, single Hvorfor vil du gerne være redaktør? Redaktørposten er bare et trinbræt til noget større og mere magtfuldt. Jeg har skyhøje ambitioner om at overtage Rupert Murdoch’s medieimperium, så hvorfor ikke så de første faglige frø her på Bunkeren, hvor jeg samtidig kan sætte den interne nyhedsdagsordenen de næste semestre. Hvad vil du med din sektion? Inde-sektionen skal informere og underholde på et bredt plan, så du løbende føler dig godt opdateret om livet på skolen. Reportager skal få dig ind bag pandebrasken på dine medstuderende, og vigtigt nyt fra administrationsgangene vil også være at finde i sektionen. Sidst men ikke mindst, vil jeg gerne høre fra dig, som brænder inde med spørgsmål, du ønsker besvaret. Hvad vil du gøre bedre ved Illustreret Bunker? Historierne bag de grå betonmure må ikke blive alt for navlebeskuende og kedelige. Vi befinder os i en smeltedigel af kreativitet, viden og dyre ostemadder, hvor der gemmer sig masser af nye og spændende vinkler. Jeg glæder mig derfor til at trække i arbejdstøjet og grave nye historier frem, der endnu ikke har set dagens lys. Fun fact Jeg har en profil på bledreng.dk, en hjemmeside for voksenbabyer og modne bleentusiaster. Research eller personlig lidenskab? Spørg, når du fanger mig på gangen eller mærk efter på min mås.