Illustreret Bunker - Oktober 2010 by Illustreret Bunker

ILL

BUNKER

OKTOBER 2010//12.ÅRGANG//NR.06

FOKUS PÅ KRIMI Hvor finder man kriminelle kilder, og hvordan finder man bombemanden før politiet? Læs denne udgave af Fokus, og få indblik i, hvordan krimireportere arbejder.

Side 15-18 SORTSEERE PÅ JH Illustreret Bunker har undersøgt, hvor gode journaliststuderende er til at betale den berygtede medielicens. Det tegner sort.

Side 4 NY KANTINE Journalisthøjskolen skal have ny kantine. Illustreret Bunker og Chili John har været på inspirationstur i andre kantiner i byen for at se og smage. Tag med, og find ud af, hvad vi kan forvente. Side 3 HOVEDET PÅ BLOGGEN

MANDEN MOD MUREN ”JEG BLIVER VED MED AT REJSE EN MUR, SÅ JEG KAN STILLE MIG FORAN DEN OG TÆNKE: ’DEN KOMMER DU ALDRIG OVER.’ MEN DET GØR JEG.” PORTRÆT AF MORTEN SABROE, SIDE 6.

Kelly Niknejad bringer iranerne fri, uafhængig journalistik på sin blog Tehranbureau.com, som hun skriver fra USA. Læs, hvordan lysten til at fortælle menneskers historie har givet hende en position som topreporter. Side 12 DEN TAVSE MINISTER Engang var Birthe Rønn Hornbech kendt som en aktiv debattør med kontroversielle holdninger. I dag er hun minister og næsten tavs. Men hvorfor denne udvikling, og hvorfor sidder hun stadig på posten?

Side 9

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

LEDER:

Vis os, hvem der er de voksne Siden SDU og RUC sendte deres første studerende i praktik, har der været en kamp om, hvor lang praktiktiden skal være. For langt de fleste praktikanter bliver den overholdt. Men på hvert semester er der nogle studerende, der bliver klemt mellem studiet og praktikstedet. Det er for eksempel de tilfælde, hvor praktikstedet forlanger 18 måneders praktik, selvom den studerende i virkeligheden kun har ret til 12. Også i relativt få tilfælde per semester er det studerende fra JH, der er i praktik i mere end 18 måneder, fordi tv-stationerne kræver det. Danske dagblade har i deres overenskomst besluttet at overholde de normerede praktiktider, men det er ikke tilfældet på tv-området. Her vil man have mulighed for at følge egne regler. De studerende, der forlænger praktikken, optager pladser for kommende praktikanter. Det bliver kaldt karrierepraktik eller luksuspraktik, og de bliver set som usolidariske af deres medstuderende. Men vil den studerende ikke altid blive den lille i det spil? Kan man bebrejde en praktiksøger fra SDU eller RUC, at han eller hun vælger det praktiksted, som vedkommende allerhelst vil have, og ikke tænker over, hvordan det påvirker praktikpladserne til næste panikdag?

Fokus

Ude

Nu har problemet eksisteret i ti år. Der er blevet forhandlet nye overenskomster mellem Journalistforbundet og tv-stationerne gang på gang, men kravet, om at tv-stationerne skal overholde den normerede studietid, er aldrig kommet med i overenskomsten. Forbundet kan kæmpe sagen, så det ikke er praktikforlængerne, der bliver sat i en usolidarisk klemme. KaJ har i år offentligt fordømt praktikforlængelser og nedsat et udvalg. Det kunne være fedt, hvis det blev til mere end det. Eller også skal tv-stationerne være så voksne, at de overholder de normerede studietider. For man kan være enig eller uenig i den politik, der bliver ført, men vi går ud fra, at tv-stationerne er tilhængere af den demokratiske proces. Så når man fra politisk side har besluttet, hvor lang en praktiktid er - ja, så er det mærkeligt, at nogle tv-stationer alligevel gør noget andet.

Oprør over fjernet webtema

To elever fra 2. semester har fået fjernet deres webprojekt fra skolens server. Det sker efter en klage fra den konservative retsordfører, Tom Behnke, der optræder som kilde i en af artiklerne. Tom Behnke føler sig fejlfortolket og hængt ud i projektet. Fjernelsen af projektet, som af nogle opfattes som censur, har vakt opstand blandt en række elever, der har reageret ved at sende protestmails til rektor Anne-Marie Dohm. Sagen har ikke kun fået opmærksomhed på skolen. Også netavisen 180 grader har omtalt sagen. Underviser Brian Stræde beskriver dele af projektet som “meget politiserende og ikke i overensstemmelse med redelig og fair journalistik” og oplyser, at projektet var blevet fjernet fra skolens server uanset henvendelsen fra Tom Behnke. En af de to elever har efterfølgende ændret dele af indholdet og lagt det reviderede projekt ud på sin hjemmeside.

Vis os, hvem der er de voksne, og se at få løst problemet, så det ikke er os studerende, der bliver usolidariske skurke i det, der i virkeligheden er jeres foretagende.

Ændrede eksamensvilkår

Fra september 2010 er eksamensreglerne for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ændret, så klagere kan risikere at gå ned i karakter ved ombedømmelse. De nye regler er blevet pålagt skolen af Undervisningsministeriet og gælder også alle andre uddannelser, oplyser faglig lektor Solveig Schmidt. Der blev i 2009 indgivet fem klager i forbindelse med eksamensafgørelser, oplyser Studieadministrationen.

/Redaktionen

Perspektiv

Bagsiden

Foto

Redaktionen

Inde

NOTER:

Webredaktør

Morten Nevado mnevado@mail.djh.dk

Økonomi- & annonceansvarlig Mette Lützhøft mettelj@mail.djh.dk

Kasper Iversen

Sofie Andersen

Mathias Johansen Mette Høyer

Simon Friis Degn

Liv Høybye

Ansvarshavende

Faste skribenter

Web

Andreas Beck

Illustreret bunker

Olof Palmes Allé 11, 8200 Århus N ib@mail.djh.dk, www.illbunker.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00 Rune Wolfhagen

Ida Hasgaard Røntorp

Anne Niluka

Morten Nevado

Mette Lützhøft

Oplag

1700 eksemplarer 8 gange årligt. IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Udgivelse

12. Oktober 2010 12. årgang - 6. udgave Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

ILL

INDE

NY KANTINE:

I hælene på

kantineudvalget

Chili John har sit eget cateringfirma i Århus og har blandt andre lavet mad til Bob Dylan, Van Morrison, Rammstein, Snoop Dogg, P. Diddy, Beach Boys, Ray Charles og Lou Reed.

Når året er omme, betyder det enden på Studenterhusfondens forpagtning af Journalisthøjskolens kantine. Skolen leder lige nu efter en ny forpagter. Illustreret Bunker og Chili John Rasmussen har fulgt i hælene på kantineudvalget for at se, hvad vi kan vente os. Tekst: Rune Wolfhagen

Der er blevet sagt og skrevet meget om Journalisthøjskolens kantine, og det har ikke altid været lige positivt. ”Dyrt” og ”dårlig kvalitet” høres ofte blandt de studerende, og utilfredsheden med kantinen har åbenbart også bredt sig til 400-gangen og skolens administration. Derfor blev Studenterhusfonden, der har forpagtet kantinen i halvandet år, i juni 2010 sagt op. Ifølge direktør Tom Ebbe Jakobsen helt i tråd med Studenterhusfondens egen holdning. ”Hvis ikke vi var blevet sagt op, havde vi selv gjort det,” siger han. Han forklarer, at den lille kantine er svær at drive og giver underskud.

Ny kantine fra januar

Skolen har modtaget fem ansøgninger fra mulige forpagtere, og af dem er der i skrivende stund udvalgt to firmaer, som skal kæmpe om retten til at drive kantine fra januar 2011. Det drejer sig om henholdsvis ISS og IDA Service. Firmaer der i forvejen driver en række kantiner landet over. Skolens kantineudvalg har i den forgangne uge været rundt for at prøvesmage de to kandidaters kantiner på Ingeniørhøjskolen og Statsbiblioteket. Illustreret Bunker og Chili John Rasmussen fulgte efter for at se, hvad vi kan forvente af en ny kantine.

Journalisthøjskolens kantine

Men allerførst starter vi på hjemmebanen til

en snak om god kantinestil og en test af skolens egen. ”En god kantine er et sted, man glæder sig til at komme tilbage til. Og så er det et sted med personlighed og fantasi,” fortæller Chili John, mens vi stiller os i kø. Udover sandwich og en lille salatbar tilbyder kantinen i dag fiskelasagne med salat. ”Salaten ser pæn ud, men fisken er ikke indbydende. Det kan godt være, at det smager godt, men indbydende er det ikke, når den ligger i et fad med stanniol hen over,” siger Chili John. Vi nøjes med en sandwich med skinke og ost og dertilhørende kaffe. Sandwichen er acceptabel, men man kunne have brugt noget andet og mere smagfuldt ost, lyder dommen. Derudover kunne bollen med fordel være hjemmebagt.

Ingeniørhøjskolen

Herpå går turen til Ingeniørhøjskolens kantine, som drives af IDA Service. Undervejs giver Chili John endnu et par råd med på vejen. ”Det er vigtigt, at de, som driver kantinen, er en del af miljøet på skolen.” Samtidig påpeger han, at der ikke bare skal stå fire tilfældige mennesker bag disken. ”De skal smile og vise, at de kan lide at være der.” På Ingeniørhøjskolen finder vi hurtigt kantinen og danner os et overblik. Det er ved første

øjekast noget helt andet end Bunkerens. Der er buffet med salat, varme retter, sandwich og endelig smørrebrød, der gør indtryk på eksperten. ”Det ser sgu da godt ud!” Vi vælger noget oksetærte, en tortilla, et par stykker smørrebrød og en smule salat. ”Tortillaen er stærk, men den smager ikke af noget,” bemærker Chili John og går videre til oksetærten, der heller ikke imponerer synderligt. ”Det minder mest om frikadellefars. Man kunne med fordel have brugt flere krydderier og grøntsager.” Til gengæld er han positiv over for salat baren og smørrebrødet. ”Det er en god idé med salatbar. Det giver mulighed for at anrette sin mad selv.” Alt i alt en o.k. oplevelse. Især det store udvalg lover godt, og anretningen som buffet begejstrer Chili John. ”Det er en fordel, at man kan gå rundt og se på maden og vælge lidt af hvert, i stedet for at man skal stå i en kø, hvor folk bliver sure, fordi man er lang tid om at bestemme sig.”

Statsbiblioteket

Netop buffet er en af de ting, der er blevet lagt op til fra skolens side i jagten på en ny forpagter. Det er også en buffet, der møder os, da vi indtager Statsbibliotekets kantine, der drives af ISS. Umiddelbart ligner udvalget det samme som på Ingeniørhøjskolen med salat-

bar, sandwich og et par varme retter. Endelig tilbyder kantinen også dagens suppe, og det er en god idé, mener Chili John. Personalet er desværre allerede ved at rydde væk, så vi springer endnu et hovedmåltid over til fordel for en kage. Og her imponerer udvalget i den grad eksperten, der snupper en gammeldags æblekage med mandler og flødeskum samt en kop kaffe. ”Den er god. Den smager næsten hjemmelavet.” Kage hænger naturligt sammen med kaffe. Og ligesom kagen smager kaffen ekstra godt. ”Der er ligesom lidt mere bønne i den her,” siger han og henviser til bunkerkaffen, der ikke imponerede. Det er svært at vurdere, hvilken af kantinerne, der er bedst. Overordnet har de begge haft et større udvalg end Journalishøjskolens kantine, og prisen er nogenlunde den samme. Forskellen ligger først og fremmest i, at man har mulighed for at tage lidt af hvert og ikke skal lægge sig fast på en ret. Tilbage �� på Bunkeren er der lagt op til, at maden fremover skal laves i kantinen i stedet for at blive bragt, som det er i dag, hvilket begejstrer Chili John. ”Det betyder meget, at maden bliver lavet på stedet,” siger han og forklarer, at maden smager bedre, når den er frisk. Der er ikke taget endelige beslutninger endnu, men skolen �� forventer at præsentere en ny forpagter i begyndelsen af uge 42.

INDE

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

AFSLØRING:

JH er fyldt med sortseere

En tredjedel af de studerende på Journalisthøjskolen betaler ikke licens. Det viser en ny rundspørge foretaget af Illustreret Bunker.

Tekst: Rasmus Elmelund-Schmidt Foto: Liv Høybye

DR kører i disse dage endnu en storstilet kampagne imod plankeværkslyttere og sortseere. I den forbindelse har Illustreret Bunker undersøgt, hvordan det står til med licensbetalingen inden for skolens egne betonmure. Ifølge en dugfrisk rundspørge blandt 278 journaliststuderende på JH betaler cirka 35 procent af de kommende journalister ikke licens. Værst står det til hos de studerende på 1. og 2. semester, hvor lidt mere end halvdelen af de adspurgte springer licensregningen over.

Vi vil ikke betale til vores eget levebrød

Ifølge DR betaler 94 procent af danskerne licens. Dermed er andelen af de adspurgte ele-

ver, der ikke betaler licens, næsten seks gange større end hos resten af befolkningen. Det faktum er af flere årsager paradoksalt. Med cirka 90 praktikanter er DR den virksomhed med allerflest journaliststuderende i praktik. Og samtidig er Journalisthøjskolen måske det sted i verden, hvor koncentrationen af kommende DR-medarbejdere er størst. Så hvad er det, der sker? Er vi ved at undergrave vores måske kommende arbejdsplads? Illustreret Bunker har opsøgt DR, for at høre hvordan de forholder sig til de bekymrende tal. “Vi er opmærksomme på, at vi har en udfordring i forhold til de unge mediebrugere. Derfor laver vi også kampagner, som er direkte målrettet de unge,” udtaler Lotte Boas, kampagneleder hos DR Licens & Programservice

uden dog konkret at forholde sig til de journaliststuderende. Hun pointerer samtidig, at man ikke nødvendigvis er sortseer, fordi man ikke betaler licens: “Der er jo faktisk nogle, som simpelthen har valgt de licenspligtige apparater fra.”

Hvis I vil have lavet noget om på den skole, I bruger oceaner af tid på, så er det DSR, som kan hjælpe jer. Vi kan ikke udføre mirakler, men vi tager skolen og de studerende mere end alvorligt. Noget af skylden for DSR’s til tider mindre alvorlige renommé, må vi selv tage på os. Tingene har af og til stået ualmindeligt stille, og vi er før blevet anklaget for at være udemo-

kratiske. Den sag gider vi ikke tage op igen. Den er lukket og slukket med nye vedtægter og en ny skærpet interesse for DSR. Al omtale er som bekendt god omtale. Men vi vil til gengæld gerne snakke fremtid. Hvad er fremtiden for vores skole? Hvad er fremtiden for vores uddannelse? Hvilken rolle skal DSR spille? Og nu er det så jeres tur. Hvis I lover at komme frem fra gemmerne og ytre

Unfair ekstraudgift

En af de kritiske licensbetalere fra Journalisthøjskolen er Danni Paulsen. Han er ikke bange for at stå frem og fortælle, at han ikke betaler. “Det kan ikke passe, at man i en konkurrencepræget verden med til- og fravalg ikke kan eje et fjernsyn eller en computer uden at skulle betale licens,” siger han. Samtidig understreger han, at han ofte bruger DR, og at de

gør et godt stykke arbejde, men at han vil have mulighed for at kunne vælge licensen fra. “Om ikke andet ville det være mere fair, hvis det blev opkrævet via skatten,” siger han. Og Danni Paulsens kritik af licenssystemet bliver delt af rigtig mange medstuderende. Også en del af dem, der faktisk betaler licens. Mads Svaneborg går på 8. semester og har været i praktik hos DR. Ifølge ham har Danmark behov for en sikker, uafhængig mediekilde. “Derfor skal vi alle støtte foretagendet,” siger han. Men selvom han er fortaler for licens, mener også han, at den burde finansieres gennem skatten. “Det ville være mest fair for alle og samtidig komme DR økonomisk til gode,” siger han og henviser til de store udgifter, som DR har i forbindelse med licensopkrævning, kampagner imod sortseere og lignende.

LÆSERBREV: Den glemte organisation

DSR. Hvem er DSR? Kaffedrikkere og tommelfingerrullere. Har I hørt det før? Det har jeg. DSR er og bliver aldrig ligeså sexet som Fredagsbaren eller Illustreret Bunker. Men vi kan noget andet. Vi har direkte kontakt til Anne-Marie Dohm, og vi har penge. Ikke nok, men flere end nogen af skolens andre organisationer. Og vi deler ud af dem.

INDE

jeres holdning, lover vi til gengæld ikke at være så usynlige. Brug os! Det er det, vi er her for. Mange Hilsner Sesilie Christophersen, formand for DSR Ideer og klager kan sendes til kontaktdsr@mail.djh.dk

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

PANIK:

Tv-stationer spærrer for nye praktikanter I øjeblikket mangler der 40 praktikpladser til de kommende praktikanter. En del af de pladser kunne findes, hvis ikke flere tv-stationer permanent forlænger praktiktiden og derved spærrer for nye praktikanter. Tekst: Simon Degn

Den 3. november er der igen Store-Matchdag, bedre kendt som Panikdagen. Omkring 300 håbefulde studerende fra RUC, SDU og DMJX søger denne gang en praktikplads. I følge praktikvejleder på Journalisthjskolen, Pia Færing, mangler der i øjeblikket 40 praktikpladser. Det er lidt flere end sidste semester. Men en del af de manglende praktikpladser kunne findes, hvis ikke mange af landets TV-stationer forlængede praktiktiden ud over det normerede. Problemet gælder især de studerende fra SDU og RUC, der kun har en praktiktid på 12 måneder. Over halvdelen af TV2’s regioner ansætter kun studerende i 18 måneders praktik, og dermed står de studerende med valget om en drømmepraktikplads eller at overholde studietiden. Ifølge Pia Færing spærrer praktikforlængelser på landets tv-stationer for 10-15 nye praktikpladser per semester. ”Her i efteråret står jeg og mangler 40 pladser for lidt. Mindst ti af dem kunne være hentet på TV2’s regioner.”

Praktikforlængelser styrker faget

Et af de steder, der kun ansætter praktikanter i 18 måneder, er TV/MIDT-VEST. I øjeblikket har de tre studerende, der tager et halvt

års ekstra praktik, inden de skal tilbage og afslutte uddannelsen. Redaktionschef Lars Lundgaard mener ikke, tv-stationerne skaber et problem. Tværtimod. ”Vi bidrager til at styrke faget, ved at praktikanterne får mulighed for at forlænge praktikken. Vores mål er nemlig at danne komplette tv-journalister, og så er det pinedød nødvendigt med et forløb på 18 måneder. Det, man skal lære, kan ikke nås på mindre tid. Det er vores erfaring igennem mange år,” forklarer Lars Lundgaard. Han henviser samtidig til, at de praktikanter, de har haft, er så godt rustet, at de efter endt uddannelse går direkte ud og får jobs på både DR og TV2.

Luksuspraktik

Pia Færing er ikke i tvivl om, at TV/MIDTVEST giver en rigtig god uddannelse, men hun mener ikke, de af den grund skal praktikforlænge. ”Det kan godt være, man ikke kan lære ligeså meget på 12 måneder, men i en praktik skal man heller ikke lære alt. Det er luksuspraktik, der kun tager hensyn til praktikantens karriere, eller hvordan tv-stationerne kan gøre brug af dem,” siger hun.

De studerende bliver de små

På SDU, hvor man ofte havner i dilemmaet

om enten at overholde studietiden eller få sin ønskede praktikplads, forstår man udmærket problemet. ”Vi er kede af, at de studerende gør det, men hvis det var mig, der var studerende og skulle søge, ville jeg nok også forlænge, hvis det var nødvendigt,” siger Karsten Prinds, der er praktikvejleder på SDU. Han mener ikke, man kan bebrejde de studerende. Ifølge ham er det dem, der bliver de små i situationen. Karsten Prinds mener derimod, at man bør løse problemet ved at lave en overenskomst, der forbyder tv-stationerne at forlænge praktikanter ud over den normerede tid. Det bør i hans øjne være en sag imellem journalistforbundet, der forhandler overenskomsten, og tv-stationerne. Ikke en sag for den enkelte studerende.

Forskellige regler for tv og aviser

Der findes syv overenskomster for praktikanter. Tre af dem gælder for henholdsvis TV2’s regioner, TV2 Danmark og DR. Deres overenskomster forpligter dem ikke til at overholde praktiktiden på de 12 måneder, som SDU og RUC har. Det gør overenskomsten med De Danske Dagblades Forening til gengæld. Her er det en del af aftalen, at medlemmerne overholder praktiktiden. Henrik Bruun er chefforhandler for journalistforbundet på DR og TV2-regionerne. Han

har været med til forhandlinger med tv-stationerne de seneste seks gange og hver gang fremsat det praktikkrav, de har fået gennemført hos dagbladene, men det har ikke været muligt at få igennem. ”De har en næsten religiøs holdning til, at deres praktikanter skal være der i 18 må neder.” Det tætteste, Journalistforbundet er kommet, er, at DR i foråret har lavet en hensigtserklæring om så vidt muligt at overholde praktiktiden Men ikke en bindende aftale. Hvis problemet med praktikforlængelser skal løses, mener Henrik Bruun, der er to klare muligheder. ”Enten skal de fastansatte journalister på DR, TV2 og TV2-regionerne ville det så meget, at de er parate til at nedlægge arbejdet og gå i strejke på kravet, ellers skal man fra politisk side ændre praktiktiden, så alle får samme praktiklængde. For eksempel 12 måneder.” Næste overenskomstforhandling skal være på plads inden marts, men allerede i november står omkring 300 praktikanter klar til deres praktiktid. Som det ser ud nu, er der bare ikke er plads til alle.

GENERALFORSAMLING:

KaJ: Journalistforbundet sylter de nyuddannede Politikken var klar, da KaJ-formand David Wedege Petersen gik på talerstolen til KaJs generalforsamlings efterårsudgave. Journalistforbundet skal presses, og vores uddannelse skal inspiceres, lød meldingen fra formanden. Tekst: Andreas Nygaard Just Foto: Liv Høybye

Pilsnere med skum på toppen, højtbelagt på sølvfad i ægte pamperstil og et velbesøgt Frøberts dannede rammen om dette halvårs generalforsamling i KaJ. Og tonen var klar, da halvårsberetningen fra KaJ-formanden, David Wedege Petersen, trådte op på talerstolen, ”Arbejdsløsheden for nyuddannede journalister er på 43 procent, og vi har et moderforbund (Dansk Journalistforbund, red), der ikke gør en pind, ” sagde formanden og forklarede: ”Journalistforbundet har ikke bragt et eneste initiativ på banen for at bedre situationen. Til gengæld står de klar, når der som for nylig har

været fyringsrunder i DR og på Ekstra Bladet. Men hvor er hjælpen, når vi forlader denne skole med et eksamensbevis i hånden men uden job?” spurgte David Wedege Petersen. KaJ har taget initiativ til et nyt dimittendudvalg under ’DJ Stud-samarbejdet’, der vil i dialog med ældre journalister og mediebosser, så problemet og holdningerne fra KaJ bliver hørt.

Kommunikationsbossernes krav

KaJ satte også spørgsmålstegn ved, om journalistuddannelsen, som den er i dag, er tidssvarende. En tredjedel af alle dimittender fra DMJX ender nemlig i kommunikationsbranchen. KaJ mener, at uddannelsen skal inspi-

ceres og optimeres, så den svarer til forventningerne fra vores kommende arbejdsgivere. ”Vi skal finde ud af, hvad folk i kommunikationsbranchen forventer af os, når vi er færdige. Derfor skal vi også kigge vores uddannelse her på stedet efter i sømmene for at se, om den kan optimeres. For hvad vil kommunikationsbosserne have?” sagde David Wedege Petersen. Aftenens KaJ-fest kunne herefter skydes i gang. Men først skulle medlemmernes munde selvfølgelig fyldes med Bøf Stroganoff, rødvin og flere fadbamser.

Fakta 392 ud af 904 nyuddannede KaJ-medlemmer fra september 2009 til nu er på dagpenge. DJ Sstud-samarbejdet er samarbejdet mellem KaJ, KaJ i Odense og JR fra journalistuddannelsen på RUC og er de studerendes fagforeninger. KaJ er oppe på 1055 medlemmer. Det er det højeste nogensinde – og skyldes primært, at Journalisthøjskolen har indgået samarbejde med TV- og Medietilrettelæggeruddannelsen i Emdrup.

INDE

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

MORTEN HIT N’ RUN SABROE Morten Sabroes journalistik efterlader læseren underholdt, provokereret, bekræftet eller pisseirriteret, men meget sjældent ligeglad. Han har altid haft et projekt. Det har bragt ham ind og ud af mange dagblade, og tættere på sig selv og den modstand, der er hans drivkraft. Og ofte langt væk fra den virkelighed, som andre ser.

Tekst: Steen Poulin Nielsen Foto: Lasse Bak Mejlvang

UDE

”Jeg kalkerer ikke virkeligheden, jeg formidler mit indtryk af virkeligheden. Jeg kan ikke gå på kompromis og begynde at lave nyhedsjournalistik og journalistik, som jeg ikke synes er fascinerende at skrive.” Morten Sabroe har talt sig varm, og fingrene er konstant optaget af at håndtere vandglasset, der gentagne gange bliver slået let i bordet. Den støvblå Greenwich Village T-shirt kunne godt gå for at være købt nogenlunde samtidigt med, at forbilledet Bob Dylan udgav ’Tangled Up In Blue’. Den understøtter det drengede look, som journalisten og forfatteren har bevaret trods sin alder på 63 år. ”Modstanden har altid været der. Lige fra første færd som journalistelev på Berlingske Aftenavis. Jeg begyndte hurtigt at skrive frit, for måden, man normalt skriver journalistik på, røvkeder mig. Virkelig røvkeder mig.” Beretningen afleveres med en markant københavnerdialekt, som passende affyringsrampe for de markante statements, mens den klukkende, let

gnæggende latter bløder op. Sabroe synes på én gang brutalt direkte og sart sårbar.

Litterær journalistik

Modstand, OPRØR og opbrud har været centrale elementer siden barndommen. Morten Sabroe er født ind i overklassen, men tog afstand ved at gå i lære som bygningssnedker. ”Når man er vokset op med Rock & Rul generationen, så er det virkeligt svært at indrette sig, opføre sig ordentligt og skrive noget normal journalistik. Det har jeg altid haft problemer med. Der er en modstand hele tiden. Altid.” Han boede i et hus i Skovshoved med sin første hustru og deres datter. Huset havde han fået af sine forældre, og det faktum skabte en modstand i hovedet på den uforudsigelige Sabroe. Og ligesom med journalistikken skaber modstanden konflikter. ”Der var ikke noget at gøre. Det var en personlig rejse. Det var egentlig også sørgeligt på en eller anden måde, for vores ægteskab var ikke kørt fast.

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk Jeg måtte bare videre,” fortæller han. Sabroe har været ansat på flere dagblade som Information og Politiken og havde også en kort afstikker til Jyllands-Posten, hvor hans egoskrivestil hurtigt resulterede i problemer. Sabroe skriver sig selv ind i artiklerne, og i en reportage fra Oscar-uddelingen havde han skrevet ”jeg” 167 gange. Det var lige rigeligt, syntes man på JP. ”Morten Sabroe er en mand, der nøje ved, hvad han vil som skribent. Han insisterer på sit eget projekt. Det er det, der gør ham bedre end de fleste, men samtidigt det, der begrænser hans talent,”siger tidligere chefredaktør på Information Lasse Ellegaard.

artikler som fremragende, men overordnet er hans vurdering af skribenten Sabroe mindre flatterende: ”Jeg kan ikke komme i tanke om en mere fordomsfuld journalist. Han er en lidt gammeldags småborger. En moralist som reproducerer forudfattede venstrefløjsopfattelser. Sabroe har et virkelighedsfilter, som gør, at virkeligheden altid bekræfter ham.”

En liberal amerikaner

Filminstruktøren Anne Wivel lærte Morten Sabroe at kende på Information og er i dag en tæt ven. Hvad Claes Kastholm ser som et produkt af en desillusioneret småborger, opfatter hun anderledes. ”Det portræt kan godt være sådan en bagvendt form for kærlighedserklæring. Det er ikke hvem som helst, Morten ville skrive en så kvalificeret tekst om.” ”Morten er et ekstremt følsomt menneske, som har pakket sine følelser grundigt ind i en hårdtslående stil. Blufærdighed er et fremherskende træk ved Morten. Han kan ikke gå rundt og være et rødmende, blufærdigt væsen, så han må slå fra sig i stedet. Han er et rastløst intellekt og på mange måder negationen af en voksen og afklaret person,” siger Anne Wivel,

Det Kongelige Teaters regnskabsrod

Panden mod muren

Lasse Ellegaard kender godt til den modstand, som har drevet Sabroe fra ægteskab og arbejdsplader. Ved Sabroes afskedsreception hos Information sagde han: ”Morten bliver nødt til at have en mur foran sig. Hvis der ikke er en mur, så er han nødt til at rejse den for at sprænge sig vej igennem den.” Han har rejst mange mure, og trådt mange kilder over tæerne. I et portræt af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, ’Manden, der var et billede’, omtalte Sabroe ’Nyrups evindelige moralske selvfremstilling’ og beskrev ham som en ’moderne management-prædikant.’ Det betød, at Nyrup ikke hilste på Sabroe igen, før han gik af som statsminister. I 1992 omtalte Sabroe Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Sven Ove Gade, så groft i en leder i Information, at tabloid-redaktøren stævnede Sabroe for injurier. Lederen ’I Svinets Hjerte’ indeholdt følgende sætning: ”Han kan næppe gøre for, at der i hans bryst banker et svins hjerte, og at han tænker som et.” Sven Ove Gade vandt retssagen, men Morten Sabroe har ingen fortrydelser. Sabroe siger, at han bare beskriver, hvad han ser. Det kan resultere i en beskrivelse, der er væsentligt forskellig fra, hvad kilderne oplever. ”Når jeg træder ind i et nyt rum, så har jeg et andet syn på rummet end det, der er vedtaget som det gældende. På Christiansborg har jeg oplevet det flere gange. Reportagerne giver et modsætningsforhold mellem mig og politikerne, men også mellem mig og christiansborgjournalisterne. Så jeg bliver sådan set uvenner med dem alle sammen. Det bliver Hit n’ Run-journalistik. Jeg kan ikke komme igen og bede kilderne om at åbne deres hjerter for mig.” Præmissen er klar. Sabroes tilgang er litterær. Virkeligheden beskrives, som den opleves. Som Sabroes sandhed.

’En venstreorienteret småborger’

Også Claes Kastholm Hansen, tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, har mærket Sabroes pen i portrættet ’Manden der faldt opad’, hvor der står: ”Man skal ikke tage det, han siger, for mere end det er, og man skal slet ikke stole på det.” Det blev bragt i Information i 2003, men Kastholm har stadig portrættet i klar erindring: ”Jeg ved egentligt ikke, hvorfor han overfaldt mig på den ret beskidte måde.” Kastholm beskriver en del af Morten Sabroes

Forfatterkollegaen og den mangeårige ven, Ib Michael, synes ikke, at der er et problem i, at Sabroe ikke arbejder som andre journalister: ”Morten er ikke forudsigelig. Han elsker den frie, demokratiske tradition og er vel langt hen ad vejen en god amerikaner.” Og den uforudsigelighed oplevede Information. De havde fået et tip om, at Det Kongelige Teater havde alvorligt rod i regnskabet, og Morten Sabroe blev bedt om at grave historien frem. ”Så giver Lasse Ellegaard mig den åndsvage opgave. Jeg fik udleveret regnskaberne og sad og bladrede i dem. Fattede ikke en brik. Jeg sad alligevel og arbejdede med rodet i en lille uges tid som den eneste journalist i København. Jeg fulgte det rimeligt samvittighedsfuldt i fire-fem dage, men blev så træt af det, at jeg ikke gad mere og tog på stranden i stedet. Den dag, hvor jeg tog på stranden, brød nyheden ud i alle landets aviser. Den eneste avis, der ikke havde nyheden var In-

formation. Så fik jeg et møgfald af Lasse Ellegaard, der virkelig ville noget.” Det er ved at være længe siden, at Sabroe har skrevet journalistik. Opmærksomheden er på forfatterskabet, og endnu en roman er ved at tage sin form. ”Så er det knald eller fald,” siger Sabroe. ”Det er det hver gang, og det er det fede ved det. Jeg kan ikke holde et liv uden udfordringer ud, derfor stiller jeg mig hele tiden nogle nye. Og det er en langt større udfordring at skrive en roman, end det er at skrive en artikel. Det er det med muren igen. Jeg bliver ved med at rejse en, så jeg kan stille mig foran den og tænke: ”Den kommer du aldrig over!” Men det gør jeg. Fordi jeg skal. Det går jo ikke, at man ligger foran en mur og tuder over, at den er for stor. Det ville jeg fandeme aldrig finde mig i!”

UDE

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

UDE

ILL

Garvet graverchef til Politiken 1. november skifter John Hansen chefstolen på Jyllands-Postens undersøgende redaktion ud med en stilling som chef for Politikens nye gravergruppe. Tekst: Jonas Straarup Christensen Foto: Liv Høybye

“Vi har ledt efter landets bedste undersøgende journalist. Vi ansætter John, fordi vi anser ham for at være en af landets absolut mest erfarne undersøgende journalister, som netop også har redaktørerfaring,” siger Politikens journalistiske chefredaktør, Anne Mette Svane, der er sikker på, at de har fundet den helt rette til jobbet. John Hansen sætter sig i sin kontorstol. Afslappet klædt i jeans og hvid skjorte. Skrivebordet er fyldt med magasiner og dagens aviser, og ved siden af ligger diktafonen, fastmonteret til telefonen og klar til at starten går på den næste store afsløring.

Dagbladene dominerer dagsordenen

Et konstant tilbagevendende tema i branchen er, hvordan dagbladene skal overleve de faldende oplagstal, så den undersøgende printjournalistik ikke dør. Men John Hansen er optimistisk. Han og Anne Mette Svane er enige om, at det er kvalitet, der skal redde dagbladene. “Jeg tror stadigvæk meget på den trykte avis. Jeg synes, det interessante er, at selvom aviserne er blevet mindre oplagsmæssigt, så er det jo stadigvæk aviserne, der fuldstændigt dominerer dagsordenen,” siger John Hansen. Han mener lige præcis, at det er der, Politiken har sin plads, og derfor er han begejstret for den nye gravergruppe. “Jeg synes, Politiken er en seriøs avis, som prøver at gøre det ordentligt, og som ikke forfalder til for meget pop og pjat.”

Undersøgende over alt

Den nye gravergruppe kommer til at bestå af en chef og fire journalister. De fire journalister vil løbende blive skiftet ud og dermed være en del af gruppen i kortere perioder. John Hansen er tilhænger af idéen, selvom han i syv år har været chef for en gruppe med en fast redaktion. “Man må formode, at hvis man er et stykke tid i sådan en gravergruppe, så får man nogle værktøjer, som man tager med sig ud på den fagredaktion, man er på bagefter. Alle former for journalistik på en avis bør have elementer af undersøgende journalistik i sig, uanset om man så laver sport eller kultur,” forklarer han.

Farvel til JP

John Hansen har arbejdet på Jyllands-Posten i 22 år og siden 2003 som chef for JyllandsPostens undersøgende redaktion. Nu graver han rødderne op for ikke at gro fast. “Jeg har lavet mange forskellige ting her på JP, i de år jeg har været her. Jeg kan ikke finde på et job her på bladet, som jeg hellere ville have, og det var jeg begyndt at blive en lille smule bekymret for. Der er gået syv år. Hvis der skal ske noget andet, så er det sgu nok nu,” griner han. John Hansen mener selv, at han ikke kan være på den samme redaktion mere end 6 til7 år ad gangen. Han er glad for, at der er mere opmærksomhed på graver-journalistik, og for at Politiken nu får en gravergruppe. “Vi kan ligeså godt se det i øjnene. Det er de store dagblade, der skal lave den form for journalistik. Uanset hvad der ellers er kommet til af medier, så er det her, det sker.”

’De unge mødre’ er blevet

et ønskebarn

Christina fra Amager er blevet landskendt i serien ’De unge mødre’. Hun og mange andre unge mødre har igennem 11 sæsoner vist os deres op- og nedture. Kaare Sand er manden bag konceptet, der er blevet så stærkt, at selveste MTV har kopieret det. Men hvad er det unge mødre kan på tv?

Tekst: Louise Engelst og Marie Torp Christensen Tegning: Janni Kehlet Nielsen

Fødende teenagepiger, urolige forældre og usikre kærester på de danske fødegange er ikke et sjældent syn i serien De unge mødre. Hverdagen i serien er bleskift, barsel og bøvser. Alt imens pigerne skal forsøge at holde styr på deres egne mødre, kærester, skiftende boliger og ukendte fædre. Ikke mindre end seks gange om dagen kan du følge med i, hvordan pigernes liv udvikler sig henholdsvis på Kanal 4 og Kanal 5. Men er pigerne et produkt af reality-tv, eller dokumenterer deres oplevelser en dansk hverdag? Kaare Sand, der har produceret alle seriens 11 sæsoner, mener, at det er reportage.

Følger pigerne igennem tiden

De unge mødre var ikke noget ukendt koncept, da tv-stationen SBS spurgte Kaare Sand, om han ville lave serien. Han havde allerede lavet en dokumentar om unge mødre til DR2, da han fik tilbuddet. ”Jeg ville lave 10 afsnit, SBS ville lave 20, men der blev stof til 24 afsnit i første sæson,” forklarer han. De første afsnit blev vist i efteråret 2005. Igennem de fem år, hvor serien har kørt, er mødrene, børnene og ikke mindst kæresterne blevet skiftet ud. Ifølge Kaare Sand er det mødrene, som har udviklet programmet. ”I starten var de ikke så veluddannede, men i dag har de deres egne meninger, og programmet har skiftet social karakter,” siger han.

Serien er konfliktbåret, og når producenterne søger historierne, vælger de dramaer, som kan udvikle sig til konflikter. ”Kærester, sociale myndigheder og ikke mindst ukendte fædre. Det er gode konflikter. Vi kan bruge en hel, hvis ikke to, sæsoner på at opklare, hvem faren er,” fortæller Kaare Sand. Ifølge Henrik Søndergaard, lektor ved institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, indeholder De unge mødre soapgenrens uendelighed. ”Det er den uendelige historie med mange forgreninger. Pigerne bliver jo skiftet ud efterhånden, og der kommer nye seere til.”

mødre. Henrik Søndergaard bruger begrebet socialpornografi om segmentets forbrug af programmet. ”Det udstiller en socialklasse. De ser det med en vis form for afsky og tænker ’Hold kæft, hvor er de dumme’. Det sætter den almindelige befolkning i centrum, mens de tages seriøst.” Han klassificerer De unge mødre som lavbudgets hverdagsfjernsyn, hvilket han mener afspejler nutiden godt.

Et stykke af virkeligheden?

Kaare Sand sætter selv reportagebegrebet på sin serie. ”Vi er fluen på væggen i deres hverdag, vi bestemmer ikke over dem,” siger han. Henrik Søndergaard er ikke helt enig. ”Begreberne er flydende, det er en realitydokumentar.” Han forklarer, at serien ikke kan kaldes en dokumentar, fordi den ikke har nogen analytisk pointe med at følge mødrenes hverdag. Programmet bygger på fascination og identifikation. ”Programmet har en bred appel. Der er mange, som kan identificere sig med hovedpersonerne, både unge og ældre,” forklarer Kaare Sand. En undersøgelse har vist, at det mest er veluddannede kvinder i 30’erne, der ser De unge

Kaare Sand er manden bag De unge mødre.

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

DEN TAVSE MINISTER Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech afskærmer sig fra pressen og nægter at svare på spørgsmål. Det skader hendes image, mener eksperter. Tekst: Asger Rohde Mow Tegning: Mette Lutzhøft

”Hvad siger du til, at du fik en advarsel fra statsministeren i går?” spørger en journalist og vender mikrofonen mod Birthe Rønn Hornbech. Hun står i et tomt lokale på Christiansborg og stirrer på journalisten. ”Du svarer ikke?” prøver journalisten. Ministeren smiler bredt med lukket mund, mens hendes skuldre klukker. Hun forbliver tavs i 50 lange sekunder. Ikke-interviewet blev vist på TV2 i november 2008 og illustrerer den distance, Birthe Rønn Hornbech har lagt til pressen som minister. ”Hun har stort set buret sig inde. Hun taler ikke med journalister, hvis hun kan blive fri,” siger Kaare R. Skou, som har været journalist på Christiansborg i mange år. Kaare R. Skou fortæller, at det ofte er umuligt at få et interview med integrationsministeren. “Det er det sædvanlige, at man lægger en besked hos hende, og så sker der intet. Hvis man er heldig, får man en mail tilbage, og på fjernsynet kan man ikke bruge en mail til noget som helst,” siger han. Alligevel fortsætter han og de andre journalister med at jagte kommentarer, når hun dukker op på Christiansborg. ”Vi prøver altid, for når hun siger noget, så er det brugbart,” siger Kaare R. Skou.

”......”

Hvert ord vejes

Politisk kommentator Niels Krause Kjær forklarer, at man altid ser en ændring i politikeres presseadfærd, når de går fra at være folketingspolitikere til at blive ministre. ”Der er simpelthen nogle andre vilkår. Ens ord bliver i højere grad vejet på en atomvægt på grund af ansvaret over for hele regeringen,” siger han. I Birthe Rønn Hornbechs tilfælde er der sket en radikal ændring i hendes offentlige rolle. Hvor hun tidligere var en aktiv debattør, er hun i dag næsten tavs. ”Hun var, i sit eget spejlbillede, en frontkæmper for Grundtvigs ånd og tanke om, at ord i sig selv har en værdi i den politiske debat. Som minister er hun kommet til at repræsentere det stik modsatte,” siger Niels Krause Kjær.

Udtaler sig efter humør

Og integrationsministerens pressehåndtering er skadelig for hende selv, mener Rasmus Jønsson, der er ekstern lektor i politisk kommunikation på Roskilde Universitet. ”Hun udtaler sig, som vinden blæser. Hvor mange andre ministre har nogle grundregler og kommunikative overvejelser, er det hendes humør på dagen, der afgør, om hun går ud i

medierne. Og det gør ofte, at hun tiltrækker unødvendigt negativ fokus på sig selv som person.” Det skete i maj 2008. ”I er skrevet op. Jeg ved, hvem I er,” sagde Birthe Rønn ifølge Berlingske Tidende den 15. maj 2008 til en række nysgerrige journalister. Det udløste kritisk omtale af ministeren for angiveligt at true med at blackliste journalister, hvilket ikke er tilladt. Der er ingen formelle krav til, at en minister skal udtale sig til pressen. Men det er en uundgåelig del af nutidens medievirkelighed. På det punkt er Birthe Rønn Hornbech en gammeldags politiker, mener Rasmus Jønsson. “Dem, der kan mediernes bog, vinder meget på den politiske scene og blandt vælgerne. Det kan Birthe Rønn ikke,” siger han. På trods af det er Birthe Rønn Hornbech den eneste minister, der har beholdt sin post siden Anders Fogh var statsminister. Og nøglen til at forstå, hvordan hun kan sidde endnu uden at have et godt forhold til pressen, skal findes i forholdet til Dansk Folkeparti, forklarer Niels Krause Kjær. ”Har hun brug for den offentlige mening og den offentlige debat? Nej, ikke sådan som verden ser ud fra hendes ministerbord lige nu. Det, hun har brug for, er, at DF vil tale med hende, og at de vil acceptere hende.”

ifølge hendes pressechef ikke tid til et interview til denne artikel. Selv svarede hun ikke på Illustreret Bunkers e-mails. Måske havde hun for travlt med ministergerninger. Måske ønskede hun bare ikke at tale med pressen.

Behøver ikke være vælgermagnet

Den vurdering er Rasmus Jønsson enig i. Han mener desuden, at det ikke er nødvendigt for regeringen, at integrationsministeren har vælgertække. Det ligger til posten, at den ofte er udskældt. ”Nogle af de andre ministerposter er bedre til at skaffe vælgere til partiet og til at få politikken ud over rampen eller skabe en profil for regeringen,” siger han. Birthe Rønn Hornbech havde

UDE

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

Anna bor i et forladt hus sammen med sin mand Sergio i et forladt hus i bydelen L’Hospitalet de Llobregat i Barcelona.

ANNA SERGIO BARCELONA Tekst og billeder: Jonathan Grevsen

Udsigt over byen fra Anna og Sergios værelse, der ligger i stueetage

ANNA SERGIO BARC Tekst og billeder: Jonathan Grevsen

I L’Hospitalet de Llobregat, der er en forstad til Barcelona, bor 21-årige Anna i en gammel forladt bygning, ejet af den berømte fodboldklub FC Barcelona. Her bor hun med sin 24-årige mand Sergio samt hans mor og lillebror. I huset, der hverken har el, vand eller varme, har de indrettet sig sammen med andre familier, der lider samme skæbne som dem; at være rumæner i Spanien. Med sit kvikke sind, sin unge alder og kærlige personlighed burde Anna have alverdens muligheder. Men virkeligheden er barsk, og samfundet i Barcelona har ikke meget tilovers for rumænerne, der anses for at være gitanos - sigøjnere/romaer. Selv de spanske medier synes ikke at bekymre sig om forskellen mellem at være rumæner og roma. Familien har for længst accepteret ikke at være velkomne i landet, hvor rettigheder som sygesikring, skolegang og retssikkerhed ikke gælder for dem. Af angst for at blive tilbageholdt og sendt hjem tør de ikke kontakte myndighederne for hjælp. Tilstanden forstærker marginaliseringen af rumænerne som gruppe og er skyld i, at de hverken lærer sproget eller kulturen at kende. Anna og Sergio, der blev gift i Barcelona for et år siden, tager hver dag sammen afsted for at tigge på gaden. På en god dag tjener parret op mod 20 euro. Men siden udvisningen af romaerne i Frankrig og den efterfølgende medieopmærksomhed, har de haft svært ved at skrabe mere end fem euro sammen per dag. De drømmer om at spare penge nok sammen til en dag at kunne rejse tilbage til Rumænien, holde et rigtig bryllup med deres familier samt at købe et hus med el, vand og varme.

I L’Hospitalet de Llobregat, der er en forstad til Barcelona, bor 21 boldklub FC Barcelona. Her bor hun med sin 24-årige mand Serg varme, har de indrettet sig sammen med andre familier, der lider

Med sit kvikke sind, sin unge alder og kærlige personlighed bu og samfundet i Barcelona har ikke meget tilovers for rumænerne medier synes ikke at bekymre sig om forskellen mellem at være velkomne i landet, hvor rettigheder som sygesikring, skolegang holdt og sendt hjem tør de ikke kontakte myndighederne for h gruppe og er skyld i, at de hverken lærer sproget eller kulturen at

Anna og Sergio, der blev gift i Barcelona for et år siden, tager hve parret op mod 20 euros. Men siden udvisningen af romaerne i Fra svært ved at skrabe mere end fem euros sammen per dag. De drø tilbage til Rumænien, holde et rigtig bryllup med deres familier s

Anna drømmer om at få sit eget hus i sit hjemland. Det behøver ikke

Uden vand eller elektricitet må Anna vaske tøj i hånden. Det meste af tøjet finder de i skraldespande rundt omkring.

FOTO

Huset ligger ikke i nærheden af skraldecontainere, så skrald bliver en

en.

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

Anna er lige kommet hjem og slapper af i husets fællestue. Familien mødes altid ved to-tre tiden og spiser sammen.

CELONA

1-årige Anna i en gammel forladt bygning, ejet af den berømte fodgio samt hans mor og lillebror. I huset, der hverken har el, vand eller samme skæbne som dem; at være rumæner i Spanien.

urde Anna have alverdens muligheder. Men virkeligheden er barsk, e, der anses for at være gitanos - sigøjnere/romaer. Selv de spanske rumæner og roma. Familien har for længst accepteret ikke at være og retssikkerhed ikke gælder for dem. Af angst for at blive tilbagehjælp. Tilstanden forstærker marginaliseringen af rumænerne som t kende.

er dag sammen afsted for at tigge på gaden. På en god dag tjener ankrig og den efterfølgende medieopmærksomhed, har de haft ømmer om at spare penge nok sammen til en dag at kunne rejse samt at købe et hus med el, vand og varme.

e være stort, det skal bare være hendes eget.

Anna tigger nær metrostationen Maria Christina, hvor mange studerende passerer forbi.

nten smidt i dette rum eller i den omkringliggende natur.

Sergio gav Anna en ring, da de blev gift, men den har han pantsat, fordi de manglede pengene til mad.

FOTO

ILL

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

PERSPEKTIV

INTERVIEW:

From blogger to US top reporter “Journalism opened the world for me.” These are the words of Kelly Golnoush Niknejad. She has one of these incredible life stories, as if out of a script of a Hollywood movie. Starting from zero as an immigrant in a new country, her initiative Tehranbureau.com is now one of the few independent sources concerning Iran, with correspondents from around the world. In a special interview for Illustreret Bunker, she shared with us, the challenges on her way to success.

When I was younger my father was in the Iranian air force. He came as a liaison officer to the US. We stayed there for 3 years and we moved back to Iran. The revolution started soon after that. My family has always been very secular, so receiving an education not influenced by Islam would have been impossible. Therefore my family took the risk and we left the country.

From lawyer to journalist

When we went to the US, my family had nothing. I never thought of journalism. As a career I chose law, because I thought that it was going to be an empowering profession. But then I realized that it did not challenge me intellectually. I have always loved to write, but it was by pure coincidence that I became a journalist. I was working on a book when I applied for a job as a legal affairs journalist. I remember the excitement when I was

PERSPEKTIV

climbing the escalator to the press room at the downtown courthouse in San Diego for my first interview. Unlike writing a novel, journalism has a very social element - you get to meet and work with people. It is a challenge. You have to be able to work 24/7. I loved the adrenalin rush of being in a news room. It opened many doors in my life. It took me to unexpected places and I got to meet many fascinating people that I would not have ever crossed paths with otherwise.

From small newspaper to school of journalism

After San Diego I started to work for a small newspaper in Massachusetts. Then I decided that if I wanted to go to the next level I should go to a journalism school. I chose Columbia Journalism School because it was the best. I didn’t apply anywhere else. I already had a huge loan from law school but I thought that if I got accepted to Columbia, it would be worth it to go back to school again, even if it meant more debt. I think they liked my personal essay and the passion, excitement and devotion to the profession that I demonstrated in my application.

From class to Tehranbureau.com

In my first year at Columbia Journalism School we had a class with an editor from The New Yorker. One day he brought David Remnick, the chief editor of The New Yorker to class as a guest. I have always loved The New Yorker. Even if I am not interested in the topic of an article I read it because it is so well written. However their coverage of Iran has always fallen short. When I asked David Remnick about it he said, “Nobody has a bureau in Tehran.” His comment stayed with me. That was probably when the idea for Tehran Bureau was conceived.

From independence to business - the price of impartial journalism

My email was always full of messages from friends and acquaintances from Iran. I thought high tech and journalism could make it happen. So I started Tehran Bureau as a blog-style magazine, because I couldn’t find the funding to do it any other way. The timing was important because of what happened during the election and afterward. Then the PBS public affairs series “Frontline”, with which I was previously working, offered me an office and assistance, I moved physical and virtual

operations to WGBH in Boston. Nowadays with the success of Tehran Bureau I can afford to live anywhere in the world; however I have chosen to continue living with my family so I can invest as much as possible back into Tehran Bureau. I would like Tehran Bureau to become The New Yorker for the Iran audience.

From Tehran Bureau to...

In a way, reporting from Iran since the election has been easier because everyone from the New York Times and downwards has to resort to anonymous sources a great deal of the time when it concerns Iran. I choose my correspondents carefully. I know each one of them personally and they have been proven to be reliable sources. If at any point I have the slightest reason to doubt them, I will end the relationship. As soon as funding allows, we would like to launch video and audio programs on the website; expand our network of correspondents; and launch Medad, our journalism training program which is already under way to some extent.

”

Tekst: Dobriyana Tropankeva Foto: Iason Athanasiadis

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

KONFERENCE:

EU-dækning mangler kulør EU har løbende fået større indflydelse på danske forhold, og det kalder på en kritisk dækning. Men det kræver, at vi bliver bedre fortællere. Sådan lød budskabet fra flere journalister ved en konference om fremtidens EU-journalistik. Tekst: Asger Rohde Mow og Kasper Iversen

“EU skal gøres mere sexet. Det skal gøres mere tilgængeligt og integreres bedre i den daglige nyhedsdækning af alt fra sport til forbrug.” Opfordringen kommer fra Andreas Marckmann, nyuddannet journalist og medstifter af nyhedsbloggen EU Zoo. Han har sammen med en række redaktører, EU-parlamentarikere og cirka 100 journaliststuderende valgt at bruge en lørdag formiddag i en baggård ved Vesterbrogade i København for at diskutere fremtid ens EU-journalistik. ”Bag murene er der magtkampe, rigtige mennesker og masser af væsentlige nyheder, der aldrig bliver fortalt,” lyder mantraet på EU Zoo. På EU Zoo kæmper de for at bryde med det billede af EU, de fleste kender fra tv, hvor talende jakkesæt udløser gabende munde i stuerne. Netop her udspringer en af Andreas Marckmanns hovedpointer.

“EU skal ikke karakteriseres som hård journalistik. Det skal trækkes ud af de støvede erhvervssektioner, og vi skal mase det ind i det bløde område,” lyder det fra EU-entusiasten. Han har netop skrevet en guide til journaliststuderende, om hvordan man formidler EU på en let og overskuelig måde.

Behov for mere EU

Blandt de fremmødte ved debatten er der bred enighed om, at der er brug for at styrke den danske EU-dækning. Den lever slet ikke op til den indflydelse, EU har på danske forhold, lyder budskabet. ”Læser man en indlandssektion i et stort dagblad, tror man, at Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen skal løse finanskrisen. Kigger man i businesssektionen, finder man ud af, at EU er afgørende for dansk økonomi, så længe vi har en politik om at følge euroen,” mener Mark Blach-Ørsten, medieforsker på RUC. Han bakkes op af Anne Haubæk, redaktør

på P1’s ’Europa lige nu’, der i et panel af redaktører kaster synspunkter ind i debatten: ”Vi svigter vores rolle som vagthund, hvis ikke vi dækker en magtfaktor som EU kritisk.” Anne Haubæk mener desuden, at den almene viden om EU generelt er for lav blandt journalister. ”Det kan der rettes op på blandt andet ved at forbedre journalistuddannelserne. Men grundlæggende er det journalisters eget ansvar at interessere sig for EU og sætte sig ind i det,” siger hun.

EU skal have ansigtsløftning

Hvis EU stof skal blive alment interessant, mener flere af debattørerne, at der er brug for at give EU-historierne noget mere kulør. ”Medier lever af identifikation, men man kan ikke identificere sig med EU, fordi det mangler ansigter og gode historier. Journalistens udfordring bliver at forlange dem,” siger Ole Aabenhus, redaktør på websiden for ZealandDenmark.eu.

EU-journalist og redaktør på Politiken Indland, Jakob Nielsen, pointerer, at journalistik om EU ikke behøver at være sværere end som så. ”Man skal passe på med at sige, at noget udelukkende skal være en EU-historie. EU kan blive en del af historien. Det behøver ikke at være præmissen.” Det er redaktør og vært Anne Haubæk fra P1 enig i. ”Det skal ikke være eksklusivt stof.” Hun tror, det hele skal starte med at tæmme journalisters angst for, at læsere, lyttere og seere ikke finder EU interessant. For der tager de fejl. Hun fremhæver den sidste EU-valgkamp, der på DR blev fulgt af 735.000 seere. ”Hvad mere kan man forlange? Der er et publikum til en magtfaktor som EU. Vi skal blot være de gode formidlere,” siger hun.

PRAKTIKANTSTAFET:

Deadline - ikke et sted for diabetikere

Mod forventning er deadline aldrig rigtigt en bekymring på Deadline. Det er til gengæld rekordhøjt indtag af kalorier. Tekst: Mads Bøgh Johansen Foto: Asbjørn Sand

Elsker du ikke kage, inden du begynder i praktik på Deadline 22.30, så lærer du det hurtigt. Kage er nemlig en stor del af Danmarks Radios Deadline-redaktion. Nogle bed måske mærke i, at der var drømmekage på bordet, da Kurt Strand hev sit aftrædelsespapir op af lommen. Hjemmelavet, naturligvis. For der er visse regler på Deadline – uskrevne ganske vist. Medbringer du kage, flødeboller, slik eller andre ting med et firecifret kalorietal, så skal det helst være hjemmelavet, fra Summerbird eller købt i Lagkagehuset. At smække en nøddestang fra Guldbageren på bordet er simpelthen uhørt. Sådan noget gør man bare ikke.

Med vindblæst isse

Inden jeg begyndte i praktik på Deadline, havde jeg et klart billede af, hvilken dagligdag jeg nu skulle være en del af. Redaktionen ville være spækket med en flok dybt seriøse, dødsensalvorlige, jakkeklædte journalister, alle med abonnement på minimum fire internationale tidsskrifter. Naturligvis blev mine fordomme gjort til skamme – og heldigvis for det. På Deadline sender vi ligeså mange tåbelige Youtube-klip rundt på fællesmailen, som de sikkert gør på Go’ Morgen P3. Nuvel. Deadline er andet end kaffe, kage og kuriøse klip fra Youtube. Vi skal jo immervæk have fyldt 30 minutters sendetid ud

hver aften. Redaktionen møder typisk ind til redaktionsmøde klokken 13.15, ja, det vil sige lige med undtagelse af Adam Holm, der oftest kommer tumlende med vindblæst isse en halv times tid senere. Ved denne tid er der efterhånden godt styr på dagens historier. Hvordan vinkler tv-aviserne, hvad gør TV2 News og hvad med dagbladene? Hvilke vinkler ser de andre medier bort fra, hvilke historier har

debatelementer i sig og måske vigtigst af alt – hvilke gæster kan vi få i studiet? Kan vi overhovedet få Jørgen Leth, Georg Metz og Kurt Thyboe til at sidde ved samme bord?

Dyk i arkivet

Udover min førnævnte forestilling om redaktionen, var jeg også blevet advaret om, at man som praktikant på Deadline aldrig ville

komme på optagelse uden for DR Byen. Man ville så at sige være prisgivet til at levere indslag baseret på arkivmateriale og bureaustof. De rygter talte sandt. Men eftersom jeg ikke betragter mig som, eller hungrer efter at være, en nyhedshund på evindelig jagt efter en case, så passer det mig ganske godt at kunne fordybe mig i historien og dykke ned i et arkiv med optagelser tilbage fra 1951. Det er mildest talt fantastisk. At skulle fortælle Liberal Alliances historie på et minut og 30 sekunder bliver dermed pludselig en både underholdende, nostalgisk og lærerig opgave. Hvad der måske vil undre nogen, er, at jeg på Deadline aldrig mærker deadline ånde i nakken. For det første har jeg fri tre timer før udsendelsen, og den slags hjælper jo altid lidt på motivationen til at få sit indslag færdigt. Men derudover nok også fordi hele pointen med Deadline er ’ekstra tid’. Her er tid til at sætte på plads, sætte sig ind i og sortere fra. Og hvor er det dog egentlig befriende at få lov at arbejde sådan et sted.

PERSPEKTIV

Tak for en god KaJ-generalforsamling! Her er jeres bestyrelse pr. 2. oktober 2010: Formand: David Wedege Petersen 6. semester (Nordjyske Medier) Næstformand: Frank Rasmussen 7. semester Kasserer: Maria Fast 4. semester (Børsen) Kommunikationschef: Nikolaj Søndergaard 5. semester (Berlingske Tidende)

Bestyrelsesmedlemmer:

Suppleanter til bestyrelsen:

Svend-Vilhelm Fredsgaard R. Mikkelsen 7. semester

Kerstin Bruun-Hansen 6. semester (Danmarks Radio P1)

Jens Anton Klinken 4. semester (Politiken)

Asbjørn Andersen 2. semester

Sofie Tholl 5. semester (Information)

Kirstine Dalsgaard Larsen 6. semester (Kristeligt Dagblad)

Kasper Sallander Holm 3. semester Mathias Hagemann-Nielsen 4. semester (3F) Sofie Skamris Pedersen 6. semester (DR Nyheder)

Lærke Cramon 1. semester Jette Lin Nielsen 6. semester (DR Kultur)

Christian Skov 3. semester

Tillykke til nye og fortsættende medlemmer. KaJs bestyrelse vil gerne takke alle, der hjalp til at gøre generalforsamlingen d. 2. oktober til en succes!

ILL

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

FOKUS

Blå blink og politiradio. Fokus ser nærmere på krimijournalistik.

På krimijagt med B.T. På B.T.’s krimiredaktion banker nyhedsbeatet derudaf. Illustreret Bunker mødte en af avisens garvede krimireportere og lyttede med på politiradioen. Tekst: Anders Malling Beck Foto: Malte Kristiansen

‘Knaldet af Skat: Her er Ferrari-manden fra Helsingør.’ Gårsdagens mest læste artikel på bt.dk toner frem på krimireporter Tobias Schultz’ computerskærm. På billedet står en ung fyr med slikhår og sløret ansigt og poserer stolt op ad den knaldrøde kussemagnet. Tobias Schultz genfortæller den kulørte historie om fyren på billedet, der i flere måneder drønede ulovligt rundt på prøveplader, før Skat fik færden af ham og konfiskerede hans Ferrari. “Glad var han sgu ikke, da vi tog forbi ham i går for at få en kommentar,” siger Tobias Schultz og smiler skævt. Krimiredaktionen, som han sidder på, indgår som en del af avisens nyhedsredaktion. Den eneste detalje, der afslører, at det er her, krimireporterne sidder planket, er fire sorte politiradioer på hylden bag Tobias Schultz. De summer dog så lavt, at man knapt nok hører dem.

Kylet uden for dobbelt lukkede døre

“Jeg kan sgu ikke få mere ud af den her Fe rrari-historie,” konstaterer han pludselig sukkende. Ved siden af tastaturet ligger dagens rets-

liste fra byretten i København, som Tobias Schultz tidligere på formiddagen aflagde et besøg. Men forgæves. Sammen med en kollega fra Ritzau blev han kylet uden for dobbelt lukkede døre. Sagen lyder til at være omgærdet af mystik og efter Tobias Schultz’ egne formodninger, drejer det sig om et forhør af en betjent fra politiets bandeenhed. Den eneste oplysning, han har nu, er et personnummer, som han har videresendt til Berlingskes researchafdeling, der skal tjekke det i CPRregistret. “Jeg vil gerne have undersøgt det her nærmere. Men redaktøren vil hellere have at jeg fortsætter beretningen om Ferrari-manden,” siger han og tilføjer, at tid er altafgørende for historiens videre forløb. Han skal desuden både producere historier til avisen og nettet på en dag som denne. Tobias Schultz spekulerer på, hvordan han skal komme videre med Ferarri-historien. “Du kan da altid bekræfte Ferrari-mandens formodninger om din tvivlsomme seksualitet,” joker en mandlig kollega på den anden side af skrivebordet. Han hentyder til de kommentarer, Tobias Schultz fik med på vejen, da han besøgte den bilglade kilde. “Ej, jeg har altså ikke haft en trekant med min mor og et æsel,” kvitterer Tobias Schultz grinende.

Pizzapansere over radioen

“11 og 23! Nummerplade Romeo og Charlie 24651. Det er en blå Ford Escort, der sidst er set på Nordhavnsvej. Det er nogle sigøjnere,” skratter en tung, jysk dialekt over højtaleren. Tobias Schultz lytter et kort øjeblik med, men mister hurtigt interessen igen. “De fleste dage står den der bare og hyggelarmer, og så ved vi, hvad de skal have at spise til frokost. De spiser meget pizza derude,” siger han tørt. Det er kun frekvenserne for Vestegnen, Midt- og Vestsjælland og Nordsjællands Politi, som de københavnske krimiredaktioner i dag har mulighed for at lytte med på. Meldinger fra Københavns Politi må de springe over, fordi de bruger radiosystemet SINE. SINE er vanskeligt og ulovligt at aflytte, fordi mobiltelefoner kører over samme net. En klar hæmsko for mange moderne krimireportere, som Tobias Schultz, der dagligt konkurrerer på at være foran resten feltet med det seneste kriminalstof. “Juveltyveriet forleden på Strøget hørte vi først om, da det var overstået. Det er jo skideærgerligt, for det ville jo have været fantastisk at nå derned med en fotograf, mens det skete. Vi kunne have lavet reportage og det hele,” siger Tobias Schultz og vender tilbage til musen og skærmen.

Han klikker utålmodigt et par gange med musen. Pludselig brager to betjente ud af radioen på en af de sidste frekvenser, redaktionen stadig kan lytte med på. - 28-28 Malmøgade 12. Indbrud nu!.. Kom! ”Stationen. Det korrekt. Stuen til venstre ”28-28 det var godt, du sagde det!” ”Held og lykke. Slut” “Hold kæft, den er høj. Skal vi ikke lige have den lidt højere?” siger kollegaen sarkastisk. Tobias Schultz skruer ned for radioen og vender tilbage til sit hjertebarn - Ferarri-manden.

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

”

Det var ret vildt at haveværet i praktik i et halvt år og så være med til at lave sådan et scoop. Jeppe Bøje Nielsen, Berlingske Tidende

FOKUS

”

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

Hvad kan en studerende, som politiet ikke kan? Politiet greb ikke selv røret og ringede til Belgien for at spørge efter en etbenet bokser. De holdt sig til deres retningslinjer. Derfor fandt en fotopraktikant fra JH bombemanden før politiet. Tekst: Anne Niluka Foto: Morten Germund

Siden afsløringen af identiteten på bombemanden, Lors Doukaiev, har mange nok stillet sig selv spørgsmålet, hvordan en studerende kunne arbejde hurtigere end politiet. Under første del af efterforskningen var politiet yderst sparsomme med oplysningerne, hvilket også kunne ses i de signalementer, der kom frem. Bombemanden nåede således at blive godt 20 år yngre og 10 centimeter lavere i løbet af den tid, der gik, fra det første signalement kom ud.

Pressen som instrument

Tidligere chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen langede i en artikel i Politiken voldsomt ud efter politiet og efterretningstjenestens manglende vilje til at dele informationer: ”Det er vigtigt, at politiet og PET ser pressen som en mulighed og ikke som en trussel. I den her situation, hvor man pågriber en mand tæt på et trafikknudepunkt (Nørreport Station, red.), er det væsentligt, at man melder ud med de oplysninger, man har,” sagde den tidligere PET-chef. Flere aviser kritiserede i deres ledere politiets sparsomme information til offentligheden. Efter nogle dage blev situationen dog væsentligt forbedret. I erkendelse af at man havde brug for offentligheden for at opklare sagen, blev der afholdt faste pressemøder foran poli-

Tekst: Anne Niluka Foto: Morten Germund

tigården, og medierne blev orienteret pr. mail, hver gang der dukkede nye oplysninger op. Senere blev billederne, der førte til opklaringen, offentliggjort. Journalist og forfatter til rapporten ’Politiet som kilde’ Kirsten Sparre vurderer situationen sådan: ”Politiets sats på medierne som hjælp i efterforskningen må have betydet, at de virkelig var i problemer. Hvis medierne havde mere succes, ville det jo være det samme, som at politiet fremstillede sig selv som uformående. Og det var jo lige præcis det, der skete”.

Internationalt samarbejde

Forklaringen på, hvorfor politiet ikke bare gjorde brug af samme fremgangsmåde som den journaliststuderende Jeppe Bøje Nielsen, skal man finde i retningslinierne for politiets og PET’s internationale samarbejde med andre organisationer. Politiet skal efterleve internationale regler og respektere andre landes suverænitet. Derfor foregår al international efterforskning gennem apparater som Europol og Interpol. For at undgå, at eksempelvis FBI pludselig en dag begyndte at anholde folk på Nørreport Station, er dette samarbejde vitalt. Interpol og Europols procedurer er med til at beskytte retssikkerheden i de enkelte lande.

Bevæbnet med telefon Jeppe Bøje Nielsen er fotojournalistpraktikanten som formåede at gøre det, hverken Københavns Politi eller PET var i stand til. Nemlig at finde frem til identiteten på bombemanden fra Ørstedparken. Tekst: Anne Niluka Foto: Morten Germund

Klokken nærmede sig 16 tirsdag eftermiddag. Tre dage efter at en etbenet bombemand havde forsøgt at ryste Danmark i sin grundvold. Fotojournalistpraktikant på Berlingske Media Jeppe Bøje Nielsen havde lige fået fri. Men netop som han skulle til at forlade sin arbejdsplads, ringede telefonen. Det var nyhedschefen på BT, Casper Hjort. Han havde hørt, at Jeppe Bøje Nielsen mestrede det franske sprog, og nyhedschefen havde derfor den helt rigtige opgave til ham. Praktikanten blev bedt om at lave nogle opkald til Belgien og derved forsøge at finde frem til den mystiske bombemands identitet. Denne tirsdag havde politiet netop offentliggjort de første billeder af manden sammen med oplysningen om, at han formentlig dyrkede en form for kampsport. Hvilket nok

forklarede hans distinkte ”bræktud”. Casper Hjort lagde to og to sammen og bad Jeppe Bøje Nielsen om at ringe rundt til nogle forskellige bokseklubber. ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at blive på arbejde. Men der var ingen andre, der kunne fransk, så jeg kunne godt se, at avisen var lidt i en knibe.”

7. gang er lykkens gang

Jeppe Bøje Nielsen gik i gang med rundringningen uden at have den mindste forhåbning om rent faktisk at finde frem til nogen, der vidste noget. Men ved det syvende opkald havde han pludseligt mere end almindeligt held i posen. Boksemanageren i den anden ende mente nok, at han kendte en etbenet bokser. Han sendte Jeppe Bøje Nielsen videre til den etbenedes tidligere træner, som bekræftede, at han havde trænet en sådan fyr.

Nu var gode råd dyre. For hvordan skulle Jeppe Bøje Nielsen og Casper Hjort få manden endeligt identificeret? De besluttede, at Jeppe Bøje Nielsen skulle kontakte en journalist på den belgiske avis Liege. De aftalte at dele historien. Journalisten fra Liege viste de frigivne billeder til boksetræner Albert Syben, som ikke var i tvivl. Manden på billederne var hans tidligere elev Lors Doukaiv. ”Det var lidt svært at tro på, at det faktisk var ham. Det havde næsten været for nemt. Det var ligesom gået lidt for stærkt,” siger Jeppe Bøje Nielsen.

Mistede overblikket

Efter gennembruddet blev det besluttet, at praktikanten, sammen med nogle journalister fra Berlingske Tidende, skulle tage til Belgien for at møde Albert Syben næste morgen kl. 7.30.

“Jeg mistede helt overblikket, da sagen rullede. Hvis jeg havde været uddannet journalist, havde jeg nok også sørget for at få lavet et rigtigt interview med Albert Syben og tænkt på et journalistisk produkt, men det overvejede jeg ikke i det øjeblik. Jeg var jo bare manden, som blev sat til at ringe. De andre tog over med det journalistiske.” Desværre for Jeppe Bøje Nielsen og Berlingske-teamet gav den 16-timers køretur til Belgien ikke den store gevinst i form af et eksklusivt interview med Lors Doukaivs gamle boksetræner. Da de ankom for at tale med Albert Syben, havde det belgiske politi afskærmet ham, og det var umuligt at få kontakt. ”Det var først der, det ligesom gik op for mig, at det nok var den rigtige mand,” siger Jeppe Bøje Nielsen.

FOKUS

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

3 AF EN SLAGS:

Krimireportere

- med tillid som vigtigste redskab Tekst: Anders Malling Beck

Foto: Malte Kristiansen

Foto: Les Kaner

Privatfoto

Informationshandel som metode

I fængsel for at finde kilder

Det drejer sig om respekt

Morten Skjoldager - krimireporter på Politiken:

Stine Bolther - krimireporter på Ekstra Bladet:

Niels Møller Mikkelsen - krimireporter på Station 2:

Som kriminalreporter handler det ikke altid om at hente citater ind. Nogle gange er det lige så vigtigt at tage en uforpligtende snak med kilder over en kop kaffe for at høre, hvad der foregår i miljøerne. Så dukker der måske noget op i samtalen, der kan blive trinbræt til en historie på sigt. Det handler om at pleje kilderne, så det næste gang måske er dem, der henvender sig til dig med en god historie. Informationshandel er en metode, som efterretningstjenesterne er kendt for at benytte sig af. Men den er også anvendelig i journalistikkens univers. Jeg har igennem tiden opnået et samarbejde med folk på udenlandske medier og forskere fra andre lande. Dem har jeg indimellem hjulpet ved at skaffe oplysninger om sager herhjemme, som de har interesse i, men svært ved at finde informationer om. Omvendt kan de bidrage med oplysninger og detaljer fra deres arbejde. Jeg var for eksempel i kontakt med en amerikansk terrorforsker, der ønskede oplysninger om en bank herhjemme, der igennem halvfemserne var ejet af Det Muslimske Broderskab (Islamistisk Organisation, red.). For ham var det kompliceret at skaffe oplysninger om bankens tidligere ejerskabsforhold, så det hjalp jeg ham med. Til gengæld bidrog han med rapporter og efterforskningsmaterialer, som jeg senere hen har brugt i min bog om danske terrorsager. Materialer der ellers havde været svære at skaffe.

For at pleje kontakten med politikilder har jeg tit kigget forbi politistationen og hilst på mange af de politifolk, jeg bruger som kilder. At tale med folk ansigt til ansigt giver noget helt andet end en snak over telefonen. Mit mantra er, at de pårørende altid skal have tilbuddet om at give deres version af sagen. Også selvom det er en sag, der gør ondt. Især hvis det er en historie, hvor vi skildrer gerningsmanden og offerets personlige historie. Det er vigtigt, at kilderne i de kriminelle miljøer har tillid til én. Men det er en balancegang, hvor man igennem længere tid oparbejder et tillidsforhold til kilden, samtidig med at man forsøger at bevare sin professionelle distance. Jeg fik eksempelvis, før nogen andre, et interview med AK-81’eren Esben Hertz. Han ønskede ikke at snakke med pressen. Men igennem kilder i rockermiljøet, der havde tillid til mig, lykkedes det alligevel. Jeg har i forbindelse med mit arbejde som krimireporter levet blandt de indsatte i Horserød Statsfængsel i tre dage. Jeg var der, fra de åbnede om morgenen, til de lukkede om aftenen. På den måde fik jeg både gode kilder blandt de indsatte og fængselspersonalet, som jeg senere har haft gavn af.

Ofte indgår kriminelle i et større netværk, og derfor er der mulighed for at skaffe flere kilder, hvis man får hul igennem til en enkelt kilde. Jeg drikker meget kaffe med mine kilder. For som krimireporter på Station 2 ringer du intet hjem. Når vi kommer ud for at optage, er det to mænd med kameraudstyr. Man bliver ofte mere eksponeret på tv end skrift, og derfor bruger jeg en masse tid på at opbygge tilliden, før vi optager. Det gælder både kilder inden for politiet og i det kriminelle miljø. Det er en omstændelig og tung proces men også altafgørende for de optagelser, vi til sidst henter hjem. Jeg går ekstremt meget op i, at folk ikke misbruges, og at de refereres korrekt. De skal vide, i hvilken sammenhæng de indgår. Fucker vi det op bare en enkelt gang, risikerer vi, at et helt netværk snører sig sammen. For ligesom politiet taler indbyrdes, så taler de kriminelle også sammen på kryds og tværs. Og føler en enkelt person sig dårligt behandlet, spredes rygtet hurtigt. Når det er gerningsmændene, vi interviewer, har jeg som udgangspunkt den holdning, at de bør kunne stå ved deres handlinger og ikke være anonyme. Hvis de ikke kan det, fordi det vil kunne føre til repressalier for dem selv eller familien, er det en anden sag. Men faktisk er det mest ofrene, der er anonyme. Oftest fordi de er bange. Så plejer jeg at fortælle dem, at deres budskab vil være stærkere, hvis de står åbenlyst frem. Men det er i sidste ende deres eget valg.

FOKUS

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

BAGSIDEN AF NBAGSIDEN EDISGAB Operation Rut sur Berigtigelse:

Bagsiden af Bagsiden bragte i sidste nummer udokumenterede og fuldstændig misvisende oplysninger i vores reportage ’Ramaskrig i Kliplev’. Rusturen fandt først sted efter vores deadline, og derfor havde vi ikke belæg for reportagens indhold. Vi beklager.

Rusværterne har i årevis bevogtet området og med hård hånd nægtet diverse udefrakommende journalistiske instanser (læs: Illustreret Bunker) adgang til rusturen. Men langt om længe har Bagsiden af Bagsiden udtænkt en plan, der én gang for alle skal gøre den fremtidige journaliststands uhæmmede udskejelser kendt for offentligheden. Tekst: Cecilie Kallestrup Foto: Magnus Holm

Illustreret Bunker er gået undercover og har sneget sig med på rustur som forarmet køkkenpersonale. Fra en base mellem røremaskiner og kartoffelskrællere vil vi infiltrere de nysåede journalistfrø og afdække, hvad der sker på den rustur, der i den grad formår at hærde horderne og ruste dem til fire frygtindgydende år med kildekritik og argumentanalyse. Lokationen er perfekt. Gemt væk fra civilisationens videbegærlige øjne - langt ude på Kliplevs forblæste marker, hvor kun fårene

og kragerne er tavse vidner til gerninger som ugerninger. Her udfoldes halvårligt et scenarie, end ikke fantasien kan overgå. Desværre må en stikker have været iblandt os. For rusværterne var beredte med et modtræk. Og da endelig hele operationen var kørt i stilling, og vi stod med håret i nettene, da brugte de et af de kraftigste våben, vi på redaktionen hidtil har stiftet bekendtskab med. Det, der ødelagde missionen, er et lille middel, der fik os til at glemme alt om undergravende reportager og undercoverinterviews. Vi snakker om en væske, der populært går under navnet ”Jägerbombs”.

Vi vil naturligvis ikke skuffe vores kære læsere, så på trods af de beklagelige omstændigheder har vi valgt at bringe udvalgte elementer fra den sagnomspundne tur: Lørdag d. 25/9 kl. 19.32 - Energidrik hældes op i ti brugte glas. Ti Jägershots hældes i plasticbøl. Tre, to, én… Det lille glas dumpes i det store, og væskerne blander sig kælent, mens hele køkkenpersonalet fører drikken til læberne. Det brænder i halsen. Øjnene vokser, pupillerne trækker sig sammen.

19.40 - Hvor meget service kan de russere bruge? De ku’ sgu da godt æde desserten af samme tallerken som hovedretten… Hvem har sat Hodja fra Pjort på køkkenanlægget? Wow, det køkkenbord ligner et tæppe, der trænger til at blive testfløjet… 20.15 - Kunne de skrue lidt ned for Medina inde ved siden af? De kvæler jo Sebastian. Vi stiller os i øvrigt uforstående over for, at rusværterne ikke vil give os en hel ramme Mokaï ad gangen. 21.01 - Vi har bevæget os ud af køkkenlyet iført blå plasticsække. Snavsede russere danser dirty på beskidt dansegulv. We blend in well. 22.17 - Desorienteret russer forsøger at bestille en shawarma gennem køkkenvinduet. 23.08 - Kæft, de suger, de russere. De har tørlagt baren! Godt, vi oprettede et nøddepot. Åbner køleren og uddrager en flaske fra kassen med grillpølser. Jeg tror, Jägeren er ved at være serveringskold nu. 23.56 - Den sidste Mokaï i Kliplev! Den skal åbnes med manér. Vi danser, ryster, knapper op og lader den hellige væske bruse ud over horderne af svedende russere. 00.16 - ’Start wearing purple’, lyder opfordringen fra den hostende køkkenhøjttaler, der er ved at nå sin volumengrænse. Har ikke længere styr på, hvem der er køkkenhold, og hvem der er russere. Glade mennesker banker ikke-eksisterende rytmer på samtlige køkkenremedier med grilltænger og ostehøvle. 00.50 - Nu æder de igen! Skovler hottere i sig som etiopiere med spiseforstyrrelse. 01.46 - Hvem kan drikke Gajol fra tragten?! Hvem kan?! HAHAHAHA! 04.38 - Fåååårk, gik der lige tre timer...? Eeejj, hvor er der meget kærlighed på det dansegulv og på bordene og ude foran.

Da Illustreret Bunker har forbud mod at bringe billeder af russerne, bringer vi kun billeder af rusværterne selv.

05-et-eller-andet - Hvad skete der? Hvorfor går de hjem? Og hvor lang tid er der, til vi skal i gang med at stege bacon? Mmm, bacon.

OKTOBER 2010 ILLBUNKER.dk

Hvad vi andre ikke husker Tekst: Andreas Beck Foto: Malte Kristiansen og Lasse Bak Mejlvang Fotoassistent: Casper Roslyng

En hjernerystelse, røg indenfor, tumlen rundt udenfor, høj musik, fællessang, øl, shots og masser af dumheder. Hvor meget vil man huske? Illustreret Bunker har ind samlet gyldne øjeblikke fra nattens begivenheder. Der var dømt venskab, lange blikke, fætter/kusine-love, bromance, flirt og kærlighed. Med disse snapshots følger spørgsmålet: Hvad mon der skete uden for kameraets rækkevidde? Vi kom, vi så, vi sejlede.