Illustreret Bunker

INDENFOR

5

FREDAGSBAREN Bedre til øl end oprydning

FOKUS

17

PANIK! Fobi, krig, præstationsangst

UDENFOR

8

JOURNALISTTYPER Fra Ritzau til Kvægtorvet

OKTOBER 2007 | 9. ÅRGANG | NR. 6

Reportage på side 9 Danmarks magtelite samlet til virkeligt teater.

Tag med Bunkeren til Folketingets åbning

2

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

Tak til alle skribenter, foto’er, korrekturlæsere og layoutere, der har bidraget og hjulpet til dette nummer.

Særlig tak til Niels Mørk fra IT, da serveren pludselig gik ned.

LEDER

Tekst | Esben Christensen

RETTELSE: I sidste nummer bragte vi en glamour-voxpop på side 17. Fotografen var ikke krediteret, men det var altså Anders Debel, der havde taget de glimtende billeder.

Tekst og foto | Valdemar Jørgensen

SHORT STORY

STØRST

Tag noget ansvar

I en lille by i sydsverige, langt fra alt, ligger skandinaviens største varehus.

I byen er der 800 indbyggere. Varehuset har 1000 ansatte. Selvom varehuset ligger langt ude på landet gik der lørdag den 31. september 18.000 gennem indgangen. De brugte 16 millioner. Rekorden på en dag er 26.200 besøgende.

Hvis man ikke når alle indkøbene på en dag, kan man indlogere sig i på varehusets campingplads. Bliver indkøbsturen for kedelig kan man besøge varehusets motormuseum.

Langt de fleste undervisere på DJH er forberedte, dygtige og dedikerede.

Men selvfølgelig kan man finde fejl og mangler, især hvis det er det, man kigger efter.

Hvis du som læser bladrer til debatsektionen i denne avis, vil du erfare, at klagerne er mange og højlydte.

Hvorfor er problemformuleringerne ikke perfekte? Hvorfor tager skolen ikke ansvaret for, at vi alle skal lære at sætte komma?

Hvorfor kan vi ikke have et fritidsjob om eftermiddagen?

Forbrugerne af uddannelse på DJH råber højt og længe.

Langt de fleste studerende på DJH er forberedte, dygtige og dedikerede.

Som rusvært eller avisredaktør på DJH bliver jeg gang på gang positivt overrasket over medstuderendes iver og idérigdom. Men hvis jeg kigger længe nok, kan jeg finde fejl.

Når studerende på rusturen kræver sin ret fordi: ”jeg har betalt 450 kroner for denne her tur, og nu mangler der…”

Eller når en skribent i flere uger vælger ikke at tage sin telefon, når redaktøren ringer. Og efterfølgende er forundret over, at det har forårsaget problemer.

Så er det en smule svært at tage sine medstuderende seriøst.

Så får jeg en fornemmelse af at sidde i billetlugen i en forlystelsespark, hvor den medstuderende lægger lidt tid eller penge, og bagefter forventer at blive serviceret, underholdt og uddannet.

Hvis vi vil tages alvorligt, må vi ud af forbrugerens offerrolle. I stedet skal vi være ansvarlige borgere. Tak i den forbindelse til de tolv medlemmer af bestyrelsen i ANDREA. Det er vejen, vi skal gå.

Så får vi en skole med både dygtigere og gladere studerende og undervisere. Og det giver bedre journalister. esbenc@mail.djh.dk

Tilrettelæggelse | Redaktionen

Politiken læser...

Praktikantvejleder Bo Søndergaard fra Politiken læser i denne måned Illustreret Bunker og udvælger den artikel, han synes bedst om.

Afgørelsen bliver præsenteret og uddybet på Il-

Læs mere på www.illbunker.dk

Tidligere studieleder på Journalistik, Mette Terkelsen, overraskede institutledelse, personale og studerende, da hun sagde op efter kun et semester.

Det var særligt problematikken omkring antallet af studerende, der skulle optages på Journalistik på RUC efter sommerferien, som Mette Terkelsen undrede sig over.

Skulle antallet virkelig sættes op fra 50 til 100? ”Det var uacceptabelt. Jeg synes, det var voldsomt utilfredsstillende at være studieleder og føle mig ansvarlig,

esben christensen esbenc@mail.djh.dk

tobias selnæs markussen tsmarkkussen@mail.djh.dk

milla mølgaard mmjensen@mail.djh.dk

bagsiden

niels tofteggaard ntoftegaard@mail.djh.dk

Septemberudgaven blev læst af Ekstra Bladets journalist

og Tobias Selnæs Markussen.

Bermuda skriver:

billedredaktører

alice petersen apetersen@mail.djh.dk

Bo Elkær valgte Jomfrufesten

Bo Elkær, der på illbunker. dk begrunder, hvorfor han synes, at fotoreportagen fra årets jomfrufest på Social Club var den bedste del af avisen. Fotoreportagen var lavet af Peter Helles Eriksen

DE ANDRE SKRIVER | Bermuda

redaktionen

maria denise christoffersen (ansv.) mariadc@mail.djh.dk

lustreret Bunkers hjemmeside.

peter helles eriksen pherisken@mail.djh.dk

mads trolle mtmunksgaard@mail.djh.dk julie mabeck jmmabeck@mail.djh.dk

peger på, at der i øjeblikket er en balance mellem antallet af optagne journaliststuderende på DJH, Syddansk og RUC, som er nøje afstemt med antallet af praktikpladser i branchen. En branche, som Mette Terkelsen ikke mener, kan aftage flere, end den gør nu: ”Jeg vil ikke risikere at have ansvar for at undervise

journalister, der ikke kan få praktikpladser,” siger Mette Terkelsen.”

kasserer

tryk

udgivelse

annoncer

oplag

men ikke kunne give klar besked om, hvem, hvordan og hvor mange studerende, der skal optages på studiet kort tid efter,” siger Mette Terkelsen.

Antallet af studerende har løbende været til forhandling siden Journalistiks oprettelse, men det har Mette Terkelsen som studieleder ikke haft indflydelse på. Hun

maria denise christoffersen mariadc@mail.djh.dk

esben christensen esbenc@mail.djh.dk niels toftegaard ntoftegaard@mail.djh.dk

forsidefoto

valdemar jørgensen pvjorgensen@mail.djh.dk

illustreret bunker

danmarks journalisthøjskole olof palmes allé 11, 8200 århus n ib@mail.djh.dk www.illbunker.dk 89 44 04 90

otm avistryk herning-ikast 97 15 66 00

1700 eksemplarer 8 gange årligt. illustreret bunker uddeles til studerende og ansatte på djh, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på sdu og ruc. citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Læs mere www.bermuda-jour.ruc.dk

9. oktober 2007 9. årgang - 1. oplag næste ideudvikling 10. oktober deadline for artikler og debatindlæg 7. november næste udgivelse 13. november

debat

debatindlæg maks. 1600 anslag klummer maks. 2000 anslag alle debatindlæg skal sendes i .doc-format. redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte i alle indlæg. den falske historie på side 19 er historien om den aserbaijanske sit-com.

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

3

INDENFOR Rektor:

Lærerkantine er nødvendig

Den hvide kantine inddrages. Underviserne har altid manglet et sted at tale sammen, uden at de studerende lytter med, siger rektor vidste, man kun sad sammen med undervisere.”

Tekst Alice Petersen

”Det er ret hårdt at stå og undervise skulle jeg hilse og sige, det har jeg selv prøvet. Nogle gange har man brug for at sidde og koble af sammen med sine kollegaer,” fortæller Anne-Marie Dohm.

Nu får DJH’s medarbejdere et rum at gøre det i, når den hvide kantine 1. november overgår til personalet. ”Det er først og fremmest for at have et sted, hvor man kan have faglige samtaler.

Det har været et ønske i mange år for de fastansatte medarbejdere,” fortæller rektoren.

Som det er nu, bruger underviserne ikke kantinen som samlingssted. Ifølge Anne-Marie Dohm har underviserne ikke lyst til at sætte sig ned blandt studerende, de ikke kender særlig godt. Og så er det svært at tale om undervisningen i et lokale fyldt med studerede. ”Jeg tror, at når man sidder i et rum, hvor der sidder rigtigt mange omkring en, så er man måske mere opmærksom på, hvordan man siger tingene, end hvis man

Fællesskab på toilettet

Anne-Marie Dohm tror, at den manglende opdeling mellem studerende og undervisere er et udtryk for den tid, skolen er bygget på. En tid med fællesskabstanker, der ikke altid virker i praksis. ”Jeg har nogle gange som underviser oplevet, at

“ Det er ret hårdt at stå og

undervise, skulle jeg hilse og sige

“

-Anne-Marie Dohm

jeg er gået ud på toilettet, og pludselig har der stået nogle studerende og talt om mig ude på toilettet. Og der er man en lille smule sårbar som underviser.” ”Jeg ved godt, at sådan er skolen tænkt, men det er måske lidt en 70’er-agtig måde at tænke skole på,” siger hun.

Men skaber en kantineopdeling ikke et skel mellem underviserne og de studerende? ”Jeg tror ikke, at man kan tale om, at der er et skel mellem undervisere og studerende. Det største skel er,

hvis underviserne sidder på deres kontor, mens de spiser, og de studerende sidder i kantinen.”

Frustrerede studerende

Flere studerende er frustrerede over, at der bliver færre steder til gruppearbejde, når den hvide kantine bliver lukket af. Anne-Marie Dohm henviser til, at der bliver lavet flere arbejdspladser på biblioteket i løbet af dette og næste semester. ”Der er jo ingen tvivl om, at der er pladsproblemer her på stedet, og at vores kapacitet udnyttes helt ud til kanten,” forklarer hun. ”Vi ville gerne kunne gøre det hele på en gang.

Det kan vi ikke med de forhold, vi har lige nu. Og derfor må vi sige: Vi prøver at tage nogle få skridt ad gangen.”

Fem om en stol

Ingen ved præcis, hvor mange medarbejdere skolen har, men det er i omegnen af 200, og der er cirka 800 studerende. Det giver fem studerende per stol, mens kun to medarbejdere skal deles om en stol. Det regnestykke kan virke uretfærdigt, men det mener rektor ikke nødvendigvis det er, for det handler om, hvordan kanti-

nen faktisk bliver brugt. ”Vores indtryk er, at anvendelsen er meget skæv. At der i lange perioder er fuldstændigt tomt, og så i andre perioder er der meget proppet,” siger hun.

Anne-Marie Dohm overvejer at lave en fleksibel frokostordning, hvor folk spiser forskudt. Først skal en arbejdsgruppe dog observere, om der er et behov.

Hun mener ikke, at der nødvendigvis vil opstå et flaskehalsproblem, når den hvide kantine bliver inddraget, selvom de nye arbejdspladser på biblioteket endnu ikke er bygget. ”Jeg kan se, for eksempel her i formiddag da jeg gik rundt dernede, at hvis der er ledigt til at arbejde i den røde kantine, så sidder de studerende i den røde kantine. Jeg ved ikke, om det er fordi, at de foretrækker den?” apetersen@mail.djh.dk

Gratis kaffe og sild i en tønde

Det mener underviserne og de studerende om den nye kantineordning.

Tekst Maria Denise Christoffersen

Nanna Jespersgård, underviser

Jeg håber, mange vil bruge det, men det er umiddelbart meget plads. Vi har savnet at have et lærerværelse, for man kommer let til at sidde på hver sit kontor med hver sin latterlige elkeddel. Men jeg tror, mange har tænkt, at det er meget plads at optage fra de studerende.

Sara Møller Christensen, 3. semester

Vi skal have bevis for, at de bruger det. Jeg foreslår, at vi har nogen stående ved kantinen, der kan tælle, hvor mange undervisere, der sidder der hver dag. Hvis der er mindst 50 om dagen, så er det i orden. Men hvis de har inddraget kantinen, for at fem tv-teknikere kan sidde der og drikke gratis kaffe, så kan de få en skurvogn i stedet.

Jakob Dybro Johansen, 1. semester

Jeg tror, lærerne kommer til at sidde og kukkelure derinde, mens vi sidder som sild i en tønde lige ved siden af. Det må blive lidt akavet for dem, når de skal formene os adgang - især fordi den hvide kantine er så stor, og vi er så mange i forhold til dem.

Roger Buch, underviser

Jeg synes, det er en god idé, og jeg tror, at rigtig mange vil bruge den. Den gratis kaffe er et vigtigt trækplaster, og jeg ved af erfaring, at underviserne har brug for et sted at vende faglige ting med hinanden. Som det er nu, ser jeg stort set ikke de andre undervisere.

Karina Kold, 2. semester Se også læserbrev fra ANDREAS formand og studenerende Jesper Nørby på debatsiderne.

Jeg kan godt forstå, at lærerne gerne vil have noget plads. Det må være trist at sidde på hver sit kontor med en madpakke. Men der mangler pladser til gruppearbejde, især pladser, hvor der er mere ro til for eksempel at lave telefoninterview. mariadc@mail.djh.dk

Kommatest midlertidigt afskaffet

De studerende på nuværende første semester slipper for kommatesten.

Fra februar bliver den en reel eksamen

Tekst Camilla Holck

Den berygtede kommatest på første semester har været en hård nød at knække for mange studerende. Til gengæld har de haft op til otte forsøg til klare den. Det bliver ændret nu, for otte forsøg er hele fem for mange, siger Undervisningsministeriet.

Skolen kan ikke indføre en ændring med tilbagevirkende kraft, så studieledelsen på DJH har besluttet at fritage de studerende fra te-

sten. ”Vi gør rent bord og starter på en frisk,” siger Solveig Schmidt, studieleder på DJH og ansvarlig for, at spillereglerne bliver overholdt.

Skolen tilbød det nuværende 1. semester at gå op til kommatesten, så de kunne få en fornemmelse af eget niveau. Næsten samtlige studerende tog imod tilbuddet og var oppe til prøven, som blev afholdt den 3. oktober.

For de studerende, der begynder til februar, bliver

kommatesten en reel eksamen. De får, som ved alle andre eksamener på skolen, tre forsøg til at lære at sætte komma.

Praktikstederne tager tingene roligt. Hverken Politiken eller Berlingske Tidende, som Illustreret Bunker har talt med frygter, at DJH-studerende af årgang 2007 efterår vil være dårligere til at sætte komma end tidligere årgange. cholck@mail.djh.dk

KOMMATEST Nu har man maksimalt tre forsøg til at bestå kommatesten Alle, der endnu ikke har bestået testen, kan ånde lettet op. De er også fritaget fra at skulle bestå.

Videnstesten er også udgået. Den bliver nu en del af samfundsfagseksamen KOMMATEST | Det nye 1. semester kan brænde kommateststen. Foto: Maja Anderson

4

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

Alle tegnere er velkomne til fotojournalisternes idéudviklinger.

ANDREA vil på banen

DJH’s elevråd ANDREA er kommet på benene. Illustreret Bunker har talt med formand Marie Rønde

FLYVEFÆRDIG | ANDREA har fået ny bestyrelse, og interessen er stor. Nu er der ovenikøbet en suppleant.

Foto: Niels Toftegaard

Pimp dit MySite

Skal du smide et udvidet cv, bonusinfo om din hobby eller billeder fra Denmark by Night ud på dit MySite? Hør hvad praktikstederne mener

Hvis du ligner de fleste praktiksteder, så læser du sandsynligvis kun den her sætning. Og måske lige en til. Desværre er den dovne læser nemlig ofte identisk med din potentielle arbejdsgiver. Og det betyder, at du skal lave en hjemmeside, som råber ”Læs mig!” fra først klik.

Tænk i netavis

Politikens praktikantvejleder, Bo Søndergaard, pointerer, at det er vigtigt, at du begrænser dig og vælger dit indhold med stor omhu, når du vil fortælle, hvorfor du er

drømmepraktikanten. ”Hvis jeg skal scrolle seks-otte gange ned på siden for at se det hele, så bliver jeg som læser ramt af øjeblikkelig udmattelse,” siger han. ”Når du laver din side, så tænk på, hvordan netaviserne prioriterer deres indhold.”

Det vil sige; overvej hvad du vil have praktikstedet til at se som det allerførste. Og et billede af dig selv er faktisk ingen dårlig idé. Både Børsen, Politiken og Nordjyske Medier mener for eksempel, at det gør en forskel, at man kan genkende folk på hjemmesiden, efter de har været til åbent hus. Men ét billede er også nok, ellers bliver det småirriterende.

Drop flosklerne

”Show it, don’t tell it” er snart den ældste floskel, der findes. Men den gælder des-

“Jeg behøver ikke

læse 25 artikler, for at kunne se, om folk kan skrive - det opdager man rimeligt hurtigt.

- Bo Søndergaard, Politiken

“

Tekst Maria Denise Christoffersen

værre stadig, når du designer dit MySite. Drop svulmende ansøgningsklichéer, som ”jeg er fuld af initiativer og gode idéer,” for de fremstår tomme, hvis du ikke har bevis for dine påstande. ”Vis dit initiativ, for eksempel hvordan dine idéer

”ANDREA har ikke eksisteret længe. Foreningen er ikke rigtig kommet op at køre, men det håber vi, at den gør nu.”

Med disse ord åbner formand Marie Rønde generalforsamlingen i De Studerendes Råd på DJH. Den klassiske cocktail af kaffe og kage bliver fordelt mellem mødedeltagerne, imens er blevet sat igang,” siger Michael Korsbæk fra Vejle Amts Folkeblad. ”Ikke kun ting du har lavet på Journalisthøjskolen, men hvad du ellers har bedrevet i den virkelige verden.”

Bo Søndergaard fra Politiken er enig. ”Fortæl om dine idéer.

Selvom det er sårbart at lægge dem ud, så alle kan se dem, så vil det vise noget om, hvad du kan. Og det vil vi selvfølgelig også se efter i de færdige artikler, du lægger ud på siden, altså hvilke idéer du har fået, og hvordan du har udført dem. Men jeg behøver ikke læse 25 artikler for at kunne se, om folk kan skrive - det opdager man rimelig hurtigt.”

Det allervigtigste

Læg en masse arbejde i at have et godt cv. Om det skal være langt eller kort, kan praktikstederne ikke blive enige om, men det er vigtigt at vise, at du er mere end bare studerende. ”Der må gerne stå fritidsinteresser og erhvervserfaring på,” siger Bent Sø-

Marie Rønde fortæller om elevrådet med kælenavnet ’ANDREA’.

Der skal vælges en ny bestyrelse blandt de studerende på DJH. Derfor er generalforsamlingen også åben for alle, men skolens grå gange virker øde denne onsdag eftermiddag. I alt var 18 studerende til stede ved mødet.

Koldstart

Som studerende på DJH rensen, redaktionschef på Børsen. ”Skriv hvilke organisationer du er medlem af, og hvis du laver noget frivilligt arbejde. Så man viser, at man er aktiv udover at have gået i gymnasiet og drukket øl.”

“De største turn-offs er: Stavefejl, for mange links og for mange personlige ting. I nævnte rækkefølge.

-Praktikantvejlederne

“

Tekst Louise Frimer

Bo Søndergaard fra Politiken vil ikke have et cv, der opremser for mange personlige ting. ”Skriv ikke om, at du har været på interrail, men hvis du har noget erhvervserfaring, så fortæl om det, og vis hvor meget du kender til arbejdsmarkedet. Det kan ofte være en fordel, at du har prøvet at være på en arbejdsplads i stedet for udelukkende at have studeret hele livet. Det er ikke noget, man skal gøre en masse ud

bliver man automatisk medlem af ANDREA, som blev oprettet for ét år siden. Alligevel er det ikke alle studerende på DJH som ved, hvad der egentlig foregår i ANDREA. Marie Rønde overtog formandsposten for to måneder siden og fandt på at afholde generalforsamlingen. ”Jeg syntes, at det var vigtigt, vi fik det her i gang. Der er ikke rigtig sket noget, og ANDREA har ikke gjort af, men det kan være en fordel.”

Duer ikke, væk!

De største turn-offs er ifølge praktikantvejlederne stavefejl, for mange links og for mange personlige ting. I nævnte rækkefølge. De personlige ting er ikke decideret upassende, men de tager læserens tid, som var bedre brugt på at se dine artikler, og hvad du faktisk kan.

Men Michael Korsbæk, praktikantvejleder på Vejle Amts Folkeblad, minder om, at du skal huske på, at det er ret let at finde frem til eventuelle andre hjemmesider med privat indhold, du har. ”Med hensyn til drukbilleder og blogs, så er rådet: Lad være med at lægge noget ud, som potentielle arbejdsgivere ikke skal se. For hvis man finder sådan en side, så kigger man. Ikke for at være negativ og fordømmende, men for at komme rundt om personen, og få så helt et billede som muligt af den, der søger.” mariadc@mail.djh.dk

Journalisthøjskolen uddeler pris igen DJH giver hvert år en pris til den, som har ydet en ekstraordinær journalistisk præstation Tekst Louise Frimer

Et rejselegat på 10.000 kroner og en glasskulptur inspireret af DJHs logo. Det er, hvad vinderen af Journalisthøjskolens Pris 2007 inkasserer.

”Journalisthøjskolen vil gerne belønne en person, redaktion eller institution, som har gjort en særlig indsats i relation til journalistikken. Det handler om at sætte fokus på gode produktioner eller videreudvikling inden for faget,” siger DJHs

kommunikationschef Krag Jespersen.

Hvem skal vinde?

Ulla

Har man ikke allerede indstillet sin favorit, er det desværre for sent. Den 9. oktober mødes en komité af dommere og vurderer

hvem, der skal kåres til vinder. I komitéen sidder rektor Anne-Marie Dohm, undervisningsleder Henrik Berggreen, praktikvejleder Pia Færing, Mads Zacho og Nanna Schelde fra 8. semester, samt Esben Christensen fra 3. semester.

Prisoverrækkelse

Vinderen får ikke lov til at slippe ubemærket af sted med prisen. I starten af november bliver der nemlig afholdt prisoverrækkelse på skolen. ”Ved den lejlighed håber vi, at prismodtageren også

vil holde et foredrag,” siger Ulla Kragh Jespersen.

lpfrimer@mail.djh.dk

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

5

“Jeg har nu bladret Illustreret Bunker igennem mange gange. Der er nogle artikler, jeg har lĂŚst. Der er nogle, jeg ikke har lĂŚst. Der er nogle, jeg har forsøgt at lĂŚse.â€?

- Bo ElkjĂŚr

noget for at markere sig,� siger hun.

Derfor er der en del at tage fat pü for den nye bestyrelse. �Det er en koldstart for os nu. Vi starter faktisk lidt fra bunden,� siger Marie Rønde.

fremover ogsü gøre lidt ekstra for eleverne. �Vi vil gerne have nogle arrangementer for de studerende. Det kunne vÌre et skrivekursus eller et oplÌg med en stressforsker,� siger hun.

Alt optaget

Ny pĂĽ posten

Bedre betingelser

ANDREA arbejder for at sikre DJH-studerende gode rammer, mens de gür pü skolen. �Under førsteürsopgaven var der nogle studerende, som ikke kunne fü lov til at sidde i klasselokalerne om aftenen. Südan nogle ting gür vi ind og tager os af,� siger Marie Rønde.

Derudover vil ANDREA

kesag i Ìrmet. �Jeg vil først se, hvilke rammer vi har at arbejde med. Jeg vil gerne vÌre med til at arrangere foredrag og give en hünd med pü den front,� fortÌller han.

Rasmus Flindt Pedersen gür pü første semester. Han var en af dem, der deltog i ANDREAs generalforsamling, men det var andet end kaffetørsten, han fik stillet.

Rasmus meldte sig ogsü ind i bestyrelsen. �Jeg kan godt lide at engagere mig i foreningsarbejde,� siger han.

Rasmus gĂĽr dog ikke til posten med en bestemt mĂŚr-

Det er en glad formand, som tĂŚnker tilbage pĂĽ ge-

ANDREA ANDREAs bestyrelse holder møde sidste onsdag i müneden, og mødes med rektor dagen efter.

Pü seneste møde nedsatte ANDREA blandt andet et fusionsudvalg, et udvalg for fotojournalister og et for 1. semester.

neralforsamlingen. 11 bestyrelsespladser var ledige, men der var 12, som gerne ville besÌtte dem. �Jeg var lidt bange for, at der ikke kom sü mange til generalforsamlingen, men jeg er vildt glad for, at vi er blevet en fuldtallig bestyrelse,� siger Marie Rønde.

Mület er ikke, at alle studerende pü DJH skal kende ANDREA, nür dette semester er slut, men der skal alligevel gøres mere for at profilere elevrüdet. �Det tager lÌngere tid at gøre alle bevidste om, hvem vi er, men vi vil gerne holde et arrangement inden jul for at vise, at vi er pü banen,� siger hun.

NY BESTYRELSE | Marie Rønde er formand for ANDREA.

Foto: Niels Toftegaard

lpfrimer@mail.djh.dk

Ultimatum til Fredagsbaren

Fredagsbaren droppede rengøring efter seneste intern-fest. Flere klager vil betyde lukning Tekst Esben Christensen

Der var kun tre fredagsbartendere tilbage pü DJH, da de vügnede søndag morgen, sü derfor kunne de ikke overskue at gøre rent. Det fortÌller formand for Fredagsbaren, Linda Corfitz. I stedet for at komme tilbage senere samme dag valgte formÌndene, at de først ville gøre rent mandag.

PĂĽ skolen kan man leje lokaler og afholde kurser.

Udenfor et af de lokaler,

hvor der efter weekenden var kursus, lü der en pøl med brÌk. Det fik kursisterne til at klage.

Ikke den første klage

De sidste par ür har der vÌret flere klager over Fredagsbaren. Derfor var der, ifølge formÌndene i Fredagsbaren, Linda Corfitz og Kristian Foss Brandt, stemLÌs pü illbunker.dk om Konkurrencestyrelsens sag mod landets fredagsbarer. Für det konsekvenser for DJH?

ning blandt flere af skolens ansatte for helt at lukke Fredagsbaren ned, men rektor gav en sidste chance.

Kristian Foss Brandt fortÌller, at der i fremtiden vil vÌre en Ìdru bartender pü hvert skift. Han og Linda Corfitz er langt fra stolte af forløbet omkring den interne fest. De vil i fremtiden arbejde for at sikre, at Fredagsbaren für lov til at bestü, men de für ikke lov at holde flere interne fester pü skolen. esbenc@mail.djh.dk

ROD | SĂĽdan sĂĽ der stadig ud i Fredagsbaren mandag morgen.

6I OPFYLDER MOBILÂ’NSKER HVER MĂ?NED 3KIFT TIL 4%,-/2% OG FĂ?

KR TALETID FOR KR

Â’RE PR MINUT

Â’RE PR SMS

Â’RE PR OPKALD

3E ALLE DE FEDE MOBILER OG TILMELD DIG PĂ? TELMORE DK

Â’RE

ABONNEMENT

Foto: Andreas Bro

6

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

Der er mange rygning forbudt-skilte på Journalisthøjskolen. Alene i lokale 205 er der seks klistermærker.

Tid og lyst er altafgørende Har du altid undret dig over, hvordan nogle studerende på skolen åbenbart har mere tid end os andre dødelige? Mød to engagerede studerende, der fortæller om, hvorfor de bruger så meget tid på frivilligt DJH-arbejde Tekst Trine Kristensen

DJH-engagementer:

min lyst til at ændre på tingene. På Bunkeren var jeg blandt andet med til at lægge en lidt blødere stil med forbruger-tips, og hos KaJ var jeg irriteret over den sløsede måde, tingene foregik på.”

Skolens eneste KaJ-repræsentant

Hvad laver du egentlig ud over DJH?

Martin Thimes Langballe, 8. semester

Rusvært på 2. og 3. semester Redaktør på Illustreret Bunker på 3. semester Medlem af medarbejderbestyrelsen på sit praktiksted

Hvorfor har du engageret dig i så mange ting på DJH? ”Jeg ville gerne være rusvært, fordi det var rigtig sjovt og på grund af det sociale. Mange af mine tætteste venner er dem, jeg var rusvært sammen med.

Min drivkraft ved både Bunkeren og KaJ har været

”Jeg går til koncerter eller spiller som DJ og skriver musikanmeldelser til en webside. Caféture bliver det ikke til så mange af, men det er heller ikke lige mig.”

Hvordan får du overskud til al det engagement ved siden af det almindelige skolearbejde?

”Jeg synes først og fremmest, det er rigtig sjovt. Som rusvært var det helt klart det sociale, der gjorde det værd at bruge så mange timer på.

Som redaktør på Bunkeren var det af og til rigtig surt at sidde og redigere og layoute hele sin weekend væk, men alt det glemte jeg fuldstæn-

dig, når den Bunker, som jeg havde været redaktør på, lå klar i holderne på gangen.

Det er fedt at se resultatet af knokleriet, og det er det, der gør det hele noget værd. Jeg har aldrig følt det som en sur pligt.”

Hvad har du måttet give afkald på?

”Jeg har af og til måttet gå lidt tidligere fra undervisningen, og så har jeg ikke længere et fornuftigt forhold til min bankrådgiver. Jeg har fra starten fravalgt et studiejob, og det har min økonomi måttet bøde for. Til gengæld har jeg fået en masse gode oplevelser og venner ud af det, som jeg ikke ville have været foruden.”

Et godt råd til studerende, der overvejer at engagere sig i DJH?

”Først og fremmest er det vigtigt, at du har overskud, lyst og energi til at gøre et stykke arbejde. Du skal ikke

gøre det for at få noget på dit cv, for det nytter ingenting.

Det får hverken du eller din redaktion eller bestyrelse noget som helst ud af - snarere tværtimod.”

Marie Rønde, 3. semester DJH-engagementer: Formand for Andrea Rusvært på 2. og 3. semester Redaktør af Illustreret Bunker på 2. semester Chefredaktør på Panikavisen på 2. semester

Hvorfor har du engageret dig i så mange ting på DJH? ”Jeg har valgt de ting, som jeg synes er spændende og sjovt og har ikke haft noget mål om at skulle være med i et bestemt antal bestyrelser eller lignende.”

Hvad laver du egentlig ud over DJH?

”Jeg har fået mere tid, efter jeg stoppede som redaktør på Bunkeren, så nu svømmer jeg to gange om ugen, og ellers er jeg med i to madklubber og arbejder af og til på TV2 Østjylland.”

Hvordan får du overskud til al det engagement ved siden af det almindelige skolearbejde?

”Jeg synes, det er rigtig spændende og sjovt, og så betyder det rigtig meget, at jeg kan se, at de ting, jeg sætter gang i, rent faktisk bliver til noget. Når resultaterne kommer, er det alt sliddet værd. Eksempelvis da den første Bunker, jeg var med til at redigere, var færdig. Eller da alle på mit rushold i år var med på rustur.

Jeg forsøger at have en times ”kontortid” om dagen, hvor jeg sørger for at få svaret på de mails og ordnet de små-

ting, der nu skal ordnes, så jeg ikke går og tænker på det hele dagen.”

Hvad har du måttet give afkald på?

”Det er ikke så tit, jeg kommer hjem til mine forældre.

På 2. semester skete det faktisk kun en gang. Mine gamle venner og veninder ser jeg meget sjældent. Og så kan jeg faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst var i biografen. ”

Et godt råd til studerende, der overvejer at engagere sig i DJH?

”Du skal kun gøre det, hvis du synes, det er sjovt. Ikke fordi du synes, du skal eller bør. Vigtigst er dog at finde ud af, om du overhovedet har tid, og hvor meget tid du vil bruge på skolen. Find ud af hvilke opgaver der er, inden du kaster dig ud i det.

Begynd i det små.” tjekristensen@mail.djh.dk

Krig på skoleskemaet

Drømmen om krigsreporteren lever i bedste velgående på DJH til hverdag på fagspecialet KKK – Krig, krise og katastrofer Tekst Peter Schøler

Titanic, Tjernobyl og Tantholdt. Hvorfor ikke gøre som sidstnævnte, specialisere sig i de to førstnævnte, tage kriserygsæk og katastrofehjelm på og drage i krig?

Det er lige, hvad gruppen af KKK’ere, fagspecialister på 8. semester gør.

Kridt og tavlesvamp er vigtige våben, når strategier for nye togter skal lægges, men ellers er det i felten benarbejdet gøres. ”Jeg har som ambition, at vi skal have verdens mest omrejsende klasselokale,” siger underviser og tilrettelægger af KKK-forløbet, Erik Lund om de mange ture ud af huset.

KKK på farten

Og de er mange, turene. Inspektion af kernekraftværket Ringhals, Sverige, pres-

semøde med Jægerkorpset på flyvestation Skrydstrup, aktiv i rollen som pressekorps i den nationale krisestyringsøvelse 2007 på Holmen.

Det er bare nogle af indslagene i årets KKK-program, der også rummer en uge med Steffen Jensen som gæsteunderviser, røverhistorier med Rasmus Tantholdt og lukkede pressemøder med PET-chefer og centrale ledere i det danske forsvar.

En grusgrav ved Kolding

Også denne regnvåde efterårsfredag er KKK’erne i felten. Vi er ombord på en lettere bedaget Mercedes minibus, der skal fragte holdet til Seest ved Kolding.

Seest er Danmarks bedste bud på en katastrofe-location siden årtusindeskiftet.

Der er ikke udbredt enighed om, hvad der skal foregå, ”Men når Erik arrangerer, er det altid interessant.” lyder det fra flere i bussen.

Måske er Seest tre år efter ikke lige så action-packed som andre missioner, holdet har været på, men vedkommende og interessant er det alligevel.

Briefingen om fyrværkeriulykken i Seest foretages af Cathrine Reinert, en tidligere KKK-elev. Hun var på holdet sidste efterår, og som praktikant dækkede hun fyrværkeriulykken i Seest for TV2 Syd og TV2.

25 år på bagen

De bedste branchefolk bliver hentet ind, taler udenfor referat og åbner op. At det hele overhovedet kan lade sig gøre er udelukkende takket være Erik Lunds omfattende netværk. ”Det handler om netværksloyalitet. Ellers virkede det ikke,” siger den 68-årige mand, der har været på DJH siden Cuba-krisen. Det var i 1962.

Netværket omfatter i mange tilfælde tidligere stu-

derende, som Tantholdt og Jensen.

KKK-kurset kan i år fejre 25 års jubilæum. Ifølge de studerende er det takket være Erik Lund. ”Vi har den mest inspirerende underviser. Han er en inspiration til, hvad man kan blive, hvis man virkelig gider engagere sig,” siger Kim Lykke Vester.

Og med sans for dramatik følger Mads Zacho op: Foto: Morten Bager ”Hvis man var KRIGSJOURNALISTIK | KKK gør deres erfaringer i marken. villig til at ofre alt for i 1982 bevæget sig i geled- tilbage på freelancebasis og at blive den mest vidende, så derne under Erik Lund. Alle holder dem i ørerne.” smiler ville man blive Erik Lund.” med en fælles interesse for at Erik Lund underfundigt. prøve at forstå den komplekFeltmarskal Lund takker sitet, der udgør enhver krig, af krise eller katastrofe. Lund Med efteråret 2008 er det takker af, akkurat inden han slut. En generation af krise- falder for den 70-årsgrænse, bevidste journaliststuderen- som ikke engang de største de har siden introduktionen korpsførere undslipper. af fagspecialerne på DJH psgaarskjaer@mail.djh.dk ”Men måske kommer jeg

INDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

7

De fremmede fra Uni De kommer med akademisk sprog fra statskundskab, store tanker fra filosofi og stærk energi fra idræt. Baggrundene er mange for eleverne på DJH’s nye overbygning for bachelorer fra landets universiteter – men hvad laver de på ’vores’ skole?

Tekst Jon Bøge Gehlert

”Jamen, hvad så hvis de socialkonstruktivistiske tanker om journalistik ikke har ændret sig de sidste hundrede år?!”

Udbryder en studerende fra stolerækkerne ved vinduet. Flere nikker samstemmende og ser spørgende på dagens gæsteforelæser Christian Breinholt. Han forklarer og peger på powerpointpræsentationen, som guider eleverne gennem det såkaldte aktions-kompas med deliberative og repræsentative pile. Rundt om i lokalet pryder kaffekrus, Nyhedsaviser og æbleskrog scenariet. Men kun én Mac-computer har sneget sig ind! Det er absolut ikke ’rigtige’ journaliststuderende herinde.

Bunkeren er på besøg i det fra august nystartede overbygningshold på DJH. Den overbygning, også kaldet cand. public., hvor bachelorer fra landets universiteter kan snige sig direkte ind på skolen uden om den frygtede optagelsesprøve.

Overbygningen kombineres med elevernes respektive universitetsstudie, hvor de gennem to år skal arbejde på tværs af fagene. Til slut

OVERBYGNINGSHOLD | Bachelorer fra universiteterne løfter niveauet i undervisningen med deres forhåndsviden

skal eleverne udarbejde et speciale, som skal kombinere deres akademiske- og formidlingsmæssige kompetencer.

Journalistik på japansk og idræt’sk

Denne fredag foregår undervisningen ved, at en gruppe elever fra holdet fungerer som ’ordstyrende moderatorgruppe’. Holdet skal ud fra oplæg diskutere tabloid-journalistik i forhold til traditionel, oplysende journalistik. Debatten breder sig over Clooney’s og Bono’s påvirkning af medierne til glansbillederne af

Kongehuset.

En fyr bagerst i lokalet drejer hyppigt diskussionen over på tidligere begivenheder. Han har en bachelor i historie, og metoden med at bruge sit oprindelige studie som afsæt sker ifølge holdets faste underviser lektor Birgitte Dalum ofte: ”De trækker deres respektive viden ind i diskussio-nerne, og det kvalificerer virkelig undervisningen. De løfter simpelthen hele tiden niveauet.”

Men holdets viden kommer også fra studier, som enhver ikke umiddelbart vil forbinde med journalistik.

Foto: Peter Helles Eriksen

Klasselisten tæller således japansk, geografi og idræt.

Ditte Toft Clausen, 25 år, har en bachelor i netop idræt. Men hvorfor så en kandidat blandet med journalistik? ”Jeg vil gerne gå mere bagom idrætten, hvor der ligger noget politik og kultur. Idræt i dag er jo næsten lige så meget PR. Ved at kombinere idræt og journalistik kan jeg måske lave noget mere udredende idrætsjournalistik. Det hele skal jo ikke bare være kampreportager.” forklarer hun.

Men også undervisningsformen på DJH spiller

en rolle.

Den praktiske undervisning

Hos mange af de auditorietrænede universitetsfolk kommer den praktisk orienterede undervisning som et kærkomment afbræk.

Louise Boo Jespersen, 24 år, kom med en bachelor i statskundskab og ser mange fordele i DJH’s undervisningsform. ”På den her måde kan jeg kombinere den faglige fordybelse med praksis i virkeligheden. Vi lærer det, og så prøver vi det. Så bliver undervisningen taget

lidt væk fra universitetets højtsvævende ’diskutere, diskutere, diskutere.”

DJH er dermed ikke længere forbeholdt os ordkløvende, kommaliderlige, don’t tell it, show it-dikterende journalistspirer. Med det fremmede universitetsfolk har vi fået et akademisk løft. Med gæsteforelæser Christian Breinholts ord til uniholdet: ”I skal være de reflekterende, analyserende journalister.”

Så må vi andre ’almindelige’ journalister jo se, hvad der er tilbage til os. jbgehlert@mail.djh.dk

Uendeligt antal praktikansøgninger

Praktiksøgende har tidligere haft en grænse på fem ansøgninger. Nu må de søge ubegrænset

”Han virker som én, vi kan bruge, og jeg tror, han er et godt valg. Og så er klokken ni!”

Panikken var let at spore hos Peter Brüchmann fra BT på den seneste panikdag, da han fortalte, hvorfor de gerne ville ansætte James Kristoffer Miles. Kampen om de studerende er hård, så medierne skal handle hurtigt.

Næste gang, der skal søges praktik, må de studerende sende så mange ansøgninger, de magter at skrive. Om det skaber mere eller mindre panik den 31. oktober, har Illustreret Bunker sat sig for at finde ud af.

Regelændring mod snyd

Formålet med at fjerne lof-

tet for ansøgningerne er at stramme op overfor de praktiksteder, som laver forhåndsaftaler.

Tidligere var forhåndsaftaler tilladte, så længe praktikstedet ikke lavede opslaget, så de praktiksøgende dermed blev snydt og spildte en ansøgning på et sted, som allerede var optaget.

Nu skal alle praktikstillinger slåes op, men praktikvejleder på DJH, Pia Færing, understreger, at der stadig vil komme opslag, som er besatte. Det er nærmest umuligt for praktikudvalget at bevise, at der er tale om snyd, hvis aftalerne indgås i al hemmelighed. ”Det er som i færdselsloven. Man må ikke køre mere end 110 kilometer i timen på motorvejen. Men hvis vi ikke er der, kan vi jo ikke komme efter dem, som kører 120 eller derover.

Sådan er det.” konstaterer Pia Færing.

Hun mener, at det er mere fair, at de studerende må søge alle de steder, de vil. Så spilder de ikke en ud af fem dyrebare ansøgninger på at søge et opslag, som er optaget.

Ufokuserede ansøgere

Politiken var i sidste praktiktunde topscorer af ansøgninger med 76. Praktikansvarlig Jesper Friis tror, at det bliver mere vanskeligt at finde de praktikanter, som passer sammen med Politiken. ”Hvor vi førhen altid har vidst, at vi var blandt fem prioriteter, søger de studerende næste gang mere rent strategisk. De kan have flere bolde i luften, og det kan gøre dem ufokuserede,” siger Jesper Friis.

Derfor vil Politiken i højere grad end nogensinde fokusere på, hvorfor de praktiksøgende netop søger Politiken. De understreger dog, at de er åbne over for det nye tiltag, og de bifalder en ændring af systemet.

“ Når man må søge ubegrænset, er

chancen større for at få en plads, man har søgt -Pia færing

“

Tekst Lotte gyldenvang

Kim Vejrup er kommunikationschef i DGI. Han synes kun, at det er godt for de studerende, at de må søge så meget de vil. Det må de også i den virkelige verden.

DGI gik ved sidste panikdag hjem uden nogen underskrift på den medbragte kontrakt.

At der er mulighed for flere

ansøgninger til DGI, er ikke umiddelbart nogen trøst for Kim Vejrup. ”Vi vil ikke have en praktikant for enhver pris. Den studerende skal have lyst til DGI, og det afspejler sig hurtigt i den praktiksøgende, hvis vi kun er 10. prioritet.”

Den nye regel vil måske give DGI flere ansøgninger, men ikke nødvendigvis en praktikant. Nok er der flere ansøgninger i omløb, men antallet af studerende er det samme.

Rolig panikdag

Man kunne tro, at en større bunke ansøgninger gør tilfældighedernes spil endnu større. Men ifølge Pia Færing er det ikke tilfældet. ”Når man må søge ubegrænset, er chancen større for at få en plads, man har

søgt.” forklarer hun.

Pia Færing håber, at tiltaget betyder, at færre vil gate-crashe, fordi de allerede har skrevet ansøgninger til de medier, som de vil på, hvis de ikke får drømmepladsen.

Pia Færing forventer, at den kommende panikdag vil forløbe i god ro og orden. ”Jeg forventer en stor effektivitet, da praktik-stederne prioriterer panikdagen meget højt denne gang. Jeg har hørt, at flere steder sender større bemanding, end de plejer, for at nå at læse de mange ansøgninger.” slutter Pia Færing.

lgyldenvang@mail.djh.dk

8

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

UDENFOR

PAPARAZZI

LIVSSTILSJOURNALIST

Foto: Anne-Christin Ackermann

Foto: Dana Ulmann

Foto: Elin Hansson

SPORTSFOTOGRAF

TEMA: JOURNALISTTYPER Journalister har ry for at være nogle sære typer. Her sparker vi UDENFOR temaet om journalisttyper igang med en billedeserie.

Fotojournalisternes bud er blandt andet en erhvervsjournalist i et privat øjeblik og en paparazzi i aktion.

I resten af UDENFOR kan du se mere til den brede vifte af journalisttyper, man finder i vores branche. Både de kendte og de mere sjældne af slagsen. Blandt andet en redaktør med et politisk budskab og en blind radiovært.

EHVERVSJOURNALIST

Foto: Casper Christoffersen

MADANMELDER

Foto: Uffe Poulsgaard Frandsen

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

9

På plakaten i dag: Folketingets åbning Den første tirsdag i oktober udspiller der sig hvert år et nøje iscenesat skuespil. Politikerne og journalisterne kender deres roller, og de spiller spillet godt Tekst Esben Christensen Foto Valdemar Jørgensen

Klokken er 11.45 i folketingssalen. Det sidste kvarter inden kl. 12 er folketingsårets første store forestilling.

Det interne hierarki blandt politikerne er tydeligt. Nogle går ind i midten og fylder rummet, andre kryber langs panelerne.

Journalister og fotografer kæmper om de spændstigste billeder og de saftigste kommentarer. ”Ja, det er Bent Stuckert, var Naser med på den?”

Det bliver nærmest råbt ind i mobiltelefonen, og a’et i Naser er fladt på Pia Kjærsgaard-måden. Ligesom politikerne har journalisterne et hierarki. Stuckert, der har været på Borgen siden 1965, er tydeligvis i toppen af det.

Få minutter senere står Stuckert med kameramand og interviewer Naser Khader. Stuckert står roligt, tilbagelænet og laver interviewet. Rundt om går fotografer og tager billeder af optrinnet.

Kædedans og small talk

Der kommer Frank Jensen.

Med smil fra øre til øre kædedanser han sig fra hånd til hånd. Lars Løkke og Frank Jensen stopper op og griner sammen. De klæder hinanden.

Dagens hovedperson er naturligvis Anders Fogh Rasmussen. I nøje afmålte intervaller står han ved politiske støtter. En mand som Kristian Thulesen Dahl fra DF har virkelig tjent mange minutters statsministersmall-talk. Anders Fogh slutter af ved Helle Thorning. Alt er fryd og gammen.

Der er godt med kameraer her i folketingssalen, og politikerne virker alle som den med mest oveskud.

Udenfor salen sker der

noget. Den royale familie kommer.

Folketingsbetjentene ser på deres ure.

Klokken er 12, og salen skal ryddes for alt andet end folketingspolitikere. Det går hurtigt. Det sidste minut er kaotisk, da alle lige skal have det sidste billede nede fra salen. Alle de journalister, der ikke skal sidde og høre statsministerens tale, kan holde pause.

Kaare i maosutter

I salen og på gangen udenfor folketingssalen venter journalisterne mellem kl.12 og 13. De skal have reaktioner på talen, og det kan de først få, når den er færdig, og politikerne er til at få fat på.

Ovre ved trappen står Kaare R. Skou og ligner verdens mest ensomme mand.

Hans arbejdsområde er nøje afgrænset. Man går ikke bare sådan forbi der, hvor Kaare står. Udover det obligatoriske arbejdstøj, jakkesættet, har han på fødderne slidte sorte maosutter. Han har høretelefoner på ørene, og foran ham er en skærm.

Han kigger ikke konstant på skærmen, men går rastløst frem og tilbage, så langt ledningen til hans ører tillader.

Kaare spilder ikke tiden som de andre. Han har statsministerens ansigt på skærmen og sandsynligvis hans stemme i ørene. Han er ikke ensom, men koncentreret.

Stemningen i venteværelset fortættes. Nu må de da snart komme ud. En fotograf kigger over på Kaares skærm, nej, Fogh taler endnu.

Folketingsbetjentene kommer ud, og som opløbsstrækningen til et cykelløb laver de en tunnel af fotografer. På få øjeblikke løber de royale spidsrod igennem horden. Det tager kun et øjeblik, så er de igennem menneske- og blitztunnelen.

Tv-kameraer, ledninger, fotografiapparater, diktafoner, ministre, folketingsbetjente, bodyguards, politikere og journalister fra dagblade, radio- og tvnyheder er nærmest enorganisme. Det minder om overfladen i et dambrug.

Hver gang der er bare et lille område frit, bliver det fyldt ud.

Oven over det hele bager kraftige projektører, der belyser hele forestillingen i et kridhvidt lys, så det hele kan tage sig godt ud på TV. De mange arbejdende kroppe og de stærke lamper hæver temperaturen og intensiteten. Rivegildet er begyndt.

Det er et studie i interviewteknik. En ung fyr med skæg under underlæben interviewer Kristian Thulesen Dahl. Kameraet kører, så han snakker ikke med, men hele hans krop nikker til hvert enkelt ord fra Thulesen Dahl. Det ser hårdt ud.

Bent Stuckert er en verdensmand med en helt anden tilgang til interviews.

Med stoisk ro står han med en hånd i lommen, maven skudt frem og mikrofonen i strakt arm. Det er ikke første gang han er med i forestillingen som en af hovedpersonerne.

bliver interviewet. Kommer der ikke snart en, som vil snakke med mig?

Og det gør der. Selv de mindre interessante politikere bliver en efter en hentet hen til journalister, der vil have dem til at udtale sig om et eller andet.

Efter godt 20 minutter er det ved at være slut, partilederne fra oppositionen er de sidste, der forlader scenariet. Journalisterne fortrækker til tastaturer og redigeringsmaskiner.

Og så er dagens forestilling slut. Det gik, som det skulle. Alle, der ville ses eller høres, blev set eller hørt.

Alle, der havde brug for noget at proppe i spalterne, eller indslag til nyhedsud-

Journalisterne skal alle have deres bid af politikerne

De sidst valgte

Som den gruppe i skolegården, der altid bliver valgt til sidst i fodbold, skuler de politikere, som ikke i første omgang bliver stoppet af journalisterne til dem, der

En rigtig politiker kan posere for et kamera

Kaosdansen

”Nu begynder ragnarokket!” udbryder en fotograf.

Villy Søvndal var en af de politikkere der gav flest interviews på dagen

sendelser, fik det. Dagens manuskript er spillet igennem. Om et år kommer det frem igen, som det har været mange gange før. Folketingets åbning er en forestilling med reprise hvert eneste år.

Mens statsministeren holder tale i folketingssalen har andre pause på gangene

esbenc@mail.djh.dk pvjoergensen@mail.djh.dk

10 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

OKTOBER 2007

Vidste du, at du kan få hovedpinepiller i informationen?

Klassisk journalistik

Historierne skal hurtigt ud i æteren, når det er med Ritzau i byline Tekst Karina Kold

Kom med ned ad Store Kongensgade ved Kongens Nytorv. Tag med i elevatoren op til Ritzaus Bureau.

Dørene ruller til side, og et kæmpe projektoroplyst ur på en rød væg kommer til syne. På en aflang lystavle ruller de nyeste Ritzau telegramoverskrifter.

Receptionsdamen byder velkommen og giver Illustreret Bunkers udsendte et gæstekort om halsen. Vi skal mødes med praktikant Anne Hermann for at høre, hvordan det er at arbejde som bureaujournalist.

De første med nyheden

”Jeg ved, at de på aviserne går meget op i, at deres netavis skal være hurtigere end Ritzau, men det er altså ikke særlig tit det lykkes,” siger Anne Hermann med et smil.

Væsentlighed er det altdominerende kriterium, fortæller hun. Derudover gælder det om at være først med historien.

Som praktikant på Ritzau får man lov til at lave nyheder i både lyd, billeder og tekst. Anne Hermann er 23 år, fra SDU og i praktik på

Politi- og Retsredaktionen. ”Hver gang jeg skriver noget, går der i gennemsnit tre minutter, så ligger det på Berlingske, Politiken og Jyllands-Postens netavis,” siger Anne Hermann.

Skriver i bidder

Det summer let fra rygeboksen ’Smoke Free System’, som suger journalisternes cigaretrøg op i emhætten.

Ved siden af brummer multikaffemaskinen og sender en duft af nybrygget kaffe ud i det åbne kontorlandskab.

Der er ikke altid tid til at nørkle med sproget eller finpudse sætninger. Nyhederne skal ud. Derfor skriver bureaujournalisterne i ’takes’. En rubrik, underrubrik og indledning er som regel, hvad første ’take’ indeholder. Det bliver lagt på Internetudgaven af telegramrullen. Mens journalisten skriver videre på næste ’take’, der uddyber historien yderligere. ”Det er som at skrive en historie i legoklodser, hvor du bygger nedenunder hele tiden. En klassisk nyhedshistorie med det vigtigste først,” siger Anne Hermann.

Når alle ’takes’ er lagt på Internettet, kan journalisten skrive en ny version, hvor der er kræset mere for

sproglige detaljer og fortælleteknik.

Nostalgi og nytænkning

På Ritzaus Bureau kan man høre knitren fra bladren i aviser, kuglepenne, der rammer bordplader og snak blandt kollegerne. En fyr med headset er i gang med et telefoninterview.

På væggene hænger gamle avisudklip, kunstværker, postkort, tegninger, souvenirs, flere landkort og en masse ure.

I midten af lokalet sidder cheferne med ansigterne mod hinanden og tre computerskærme på hvert skrivebord. En storskærm viser deadlines på Ritzaus næste nyheder. ”Dak-dak, dak-dak,” lyder det henne fra redaktionslederens skrivemaskine.

Han er i gang med at skrive noter ind på Politi og Retredaktionens høresager. Notepapiret bliver lagt i skuffesystem, så alle kan følge med i, hvilke retssager de skal holde øje med dag for dag.

Systemet virker rigtig godt, synes Anne Hermann.

Nogle ting herinde er meget levn fra gamle dage.

Det er rigtig klassisk journalistik, der bliver drevet, med aktualitet og væsentlighed i højsædet, siger Anne Hermann.

HURTIGST | SDU-praktikant Anne Hermann er på Ritzau hvor det handler om at være først med historren.

Hver morgen ringer Politi- og Retsredaktionen rundt til efterforskningen og vagthavende på alle landets politikredse for at få dugfriske oplysninger. Andre gange ringer politiet selv til Ritzaus Bureau.

samme og sende den til korrektur. Er det ikke muligt at have en bærbar med, ringer journalisterne løbende hjem til redaktionen og fortæller, hvad der nu er sket, så oplysningerne hurtigt kan komme ud i nyhedstelegrammer.

Ude i marken

Byline hysteriet

Mange af skrivebordene på Ritzaus Bureau står tomme, fordi journalisterne er ude at reportere. De fleste skribenter har ikke faste pladser. I stedet har de hver deres skuffedarium med hjul under, som de internt kalder for ’rullemarie’.

Når bureaujournalisterne er ude i marken, har de ofte en computer med eller en mobiltelefon med indbygget computer. Så kan de skrive nyheden med det

Ritzau leverer nyheder til mange forskellige medier, så noget af det svære ved at være bureaujournalist er, at man ikke har en fast målgruppe, og ikke kender sine læsere, synes Anne Hermann. ” Abstraktionsniveauet må ikke være for højt, og historien må ikke blive for indforstået.”

Anne Hermann arbejder syv en halv time om dagen. Når hun tager hjem,

Foto: Niels Toftegaard

overtager en kollega de historier, hun er i gang med.

Sådan samarbejder bureaujournalisterne, fordi Ritzau som princip ikke bruger skribentnavne i byline. Har journalisten fordybet sig i en sag over en længere periode, får han eller hun dog ofte sit navn i byline. Faktisk er det noget, kunderne efterspørger.

At bylinen ikke viser hendes navn er mindre problematisk, end Anne Hermann troede i starten. ”Det er nok noget, man går op i, fordi man gerne vil anerkendes af sine kolleger eller andre i faget. Jeg tror ikke, der er ret mange læsere, der lægger mærke til, hvem der har skrevet hvad,” siger hun. karinakold@mail.djh.dk

Borgerlig journalistik med borgerlige journalister Journalisters fornemste opgave er at være objektive. Men på netavisen 180grader.dk er redaktionen sprunget ind i en subjektiv verden med borgelig præget journalistik Tekst Mia Qvist Andersen og Per Andreasen

På Danmarks Journalisthøjskole får vi gang på gang banket ind i hovedet, at rigtige journalister skal tilstræbe sig at være objektive. Det er en journalistisk dyd.

Men spørger vi redaktøren på 180grader.dk, Ole Birk Olesen, findes der ikke objektivitet i journalistikken.

Her bringes borgerlige nyheder skrevet af borgerlige journalister. Og nyhederne bliver skrevet til læsere med en borgerlig, liberal eller konservativ baggrund – det lægger redaktøren ikke skjul på.

Holdninger giver kritisk tilgang

Ole Birk Olesen mener ikke, at man kan beskæftige sig med vigtige problemstillinger med en neutral kasket på. For at gå kritisk til sine kilder må man også basere sin tilgang til en problemstilling på en grundholdning. ”Politikere og journalistiske kilder er simpelthen alt for forkælede. Der er så mange journalister, der går ukritiske til dem. Det eneste, journalisterne tør, er at få en anden kilde til at sige det modsatte. Det får man jo ikke noget ud af”, fortæller redaktør på 180grader.

dk, Ole Birk Olesen. Han mener, at 180grader.dk har genopfundet en journalistisk tradition, hvor journalisterne udfordrer kilderne. ”På 180grader.dk ringer vi til folk og stiller dem kritiske spørgsmål. Så skriver vi både vores spørgsmål og deres svar. Dermed kan folk se, at magthavere og beslutningstagere er lidt på skideren, når de udfordres af en vedholdende journalist,” fortæller Ole Birk Olesen.

Ville gå sine egne veje

180grader.dk blev startet af Ole Birk Olesen tidligere i år, fordi han ikke helt kunne lave de ting, han ville på sin

tidligere arbejdsplads, Berlingske Tidende. ”De historier, som avisen syntes, var de mest interessante, syntes jeg ikke, var specielt interessante. Så for at få mere indflydelse på, hvad jeg selv kunne beskæftige mig med, stiftede jeg min egen avis,” siger Ole Birk Olesen.

Mens nogle måske ville se et problem i, at en gratis netavis skriver nyheder for borgerlige læsere, ser Ole Birk Olesen det som et problem, at Danmarks Radio i overvejende grad leverer nyheder for folk med en venstreorienteret holdning. Det har resulteret i,

at 180grader.dk flere gange har ageret vagthund overfor DR. For eksempel i sagen om Jeppe Nybroes Irak-historie, men også i forhold til et spørgeskema, DR sendte ud i september, som flere borgerlige politikere nægtede at udfylde, fordi de så det som vildledende og venstreorienteret.

Bider regeringen i halen

Men 180grader.dk kan også bjæffe af regeringen, selvom de grundlæggende står for den samme politiske linje.

Ole Birk Olesen mener faktisk, at netavisen går ligeså meget efter regeringen som andre medier, det er bare på

et andet grundlag. ”Hver gang, vi er efter regeringen, er det ud fra et borgerligt syn. Hvor andre er efter regeringen for at være for borgerlig, så kritiserer vi altid regeringen for at være for lidt borgerlig,” fortæller Ole Birk Olesen.

Og måske ser fremtiden ly sere ud for netop den borgerlige journalistik. Den seneste undersøgelse af, hvilke partier journaliststuderende på første semester på DJH ville stemme på, tyder på en mere ligelig politisk fordeling. andreasen@mail.djh.dk mqandersen@mail.djh.dk

design: husk lynet

12 ILLUSTRERET BUNKER

HVIDE OKTOBER 2007

HANS LODBERG | Tidligere fisker. Født og opvokset på Holmsland. ”Vi er nok et særegent folkefærd herude. Vi ved godt, hvordan vi ønsker det, men det kan man ikke forlangte, at en inde fra landet skal vide. Det her er det åbne land. Det er lukket land, det derinde.

Den dag det blev lavet til en storkommune, skal jeg love for, at jeg mistede lysten til at være med mere. Så blev det da formålsløst, syntes jeg. Helt ærligt, jeg tabte fuldstændigt gnisten.”

Tekst og Foto Emil Ryge Christoffersen

”Her er der liv og glæde Til vores by er jeg tro Her er det nære samfund Her er der godt at bo”

Sådan lyder det i Hvide Sandes bysang. Hvide Sande var den altdominerende by i det, der engang hed Holmsland kommune. Kommunen var en af landets mindste kommuner med omkring 5.500 beboere. Området ligger klemt inde på en smal

tange af jord og sand mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Det vestligste Jylland.

Holmsland ligger her i sagens natur stadig, men kommunen er en saga blot. For da beboerne i kommunen

vågnede op nytårsdag 2007 var Holmsland kommune blevet sammenlagt med de fire andre kommuner, der omkranser Ringkøbing Fjord.

Langt de fleste indbyggere i kommunen ville have fore-

trukket at forblive selvstændige. Ikke mindst Ib Thomsen, der flyttede til i 1954. ”Vi har måske en speciel form for humor. En hård form, men når det så gælder, så hjælper vi hinanden,” fortæller han. Alle kendte alle,

inklusiv politikerne, og det frygter han nu kan gå tabt. emilrc@mail.djh.dk

Tekst og billeder er uddrag fra Emil Ryge Christoffersens førsteårsopgave.

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

13

IB THOMSEN | Thailandsk generalkonsul. Har boet i området i 53 år.

TOM HOLM | Tidligere fisker. Til og fraflyttet flere gange, nu boet i området i 15 år.

IVER ENEVOLDSEN | Tidligere Borgmester. ”Da regeringen først havde sat processen i gang kom Holmsland kommune under pres med det samme. Det vidste vi jo godt.”

14 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

OKTOBER 2007

Journalistuddannelsen på Odense Universitet uddeler sin egen pris, Jern Henrik-prisen.

SDU er også med i Cravlingkonkurrencen

Lyden af journalistik Ove Gibskov er født blind, men det hæmmer ham ikke i arbejdet som radiojournalist på Danmarks Radio til ikke at have øjenkontakt. Men det er ikke træls spildtid. Det er almindelig briefing og debriefing og en måde at spore sig ind på kilden. For selv om Ove Gibskov ikke kan vurdere folk på deres ydre, kan han sagtens få et indtryk af dem. ”For nylig var jeg ude at interviewe en kvinde, som sagde ’Det er sgu godt, du ikke kan se noget, sådan som her roder’. De ting, folk siger, og den stemmeføring, de bruger, siger noget om deres attitude. Om en stemme er anspændt eller afslappet. Men det er noget, alle journalister er bevidste om,” siger Ove Gibskov.

Tekst Benjamin Rasch Skou

JOURNALITTYPER | Den blinde journalist Ove Gibskov sender radio i primetime

emne, jeg vil interviewe om.

Senere kan jeg så i en parantes nævne, at jeg er blind og give kilden mulighed for at spørge ind til det,” fortæller Ove Gibskov.

Lige vilkår

Den indledende kildekontakt er en af de få situationer, hvor Ove Gibskov skal gøre noget anderledes end sine seende kolleger. For ellers er arbejdsvilkårene ge-

Foto: Anne Ackermann

læse den fra sin Braille-lit; en nerelt ens.

Han redigerer og klipper bærbar computer til blindesine indslag manuelt. Med skrift, som også holder ham beskæftiet shuffleget med hjul i stedet arbejde på for musen Det er sgu godt, du ikke togrejserne og nogle kan se noget, til og fra inandre gensådan som her roder! terviews. vejstaster end App-Kvinde, som Ove Gibskov interviewede Når han er ude hos killes.

Artikler og mails kan han der, bruger Ove Gibskov tid få læst op med syntetisk tale på hyggesnak før og efter fra computeren. Eller han interviewet. Blandt andet kan konvertere teksten og for at kilden kan vænne sig

“

“

Øjnene glipper ved første syn af Ove Gibskov. Med hænderne forrest styrer han langsomt hen ad gangen fra sit kontor i DR Århus. Et øjeblik er det svært at fastholde indtrykket af en skarp, selvsikker journalist.

Men hans stemme fortrænger fordommene. Den energiske, lidt hæse radiostemme fra P1-programmet Samfundstanker. Et interviewprogram, der har omkring 100.000 lyttere, når det sendes i prime time lørdag klokken 8 om morgenen. Programmet har kørt siden 1999 og er ikke ramt af DR’s sparekniv. Danmarks eneste blinde journalist har succes.

Netop fordi folk studser over en blind journalist, venter Ove Gibskov altid lidt med at fortælle kilderne om sit handicap. ”Hvis jeg ringede op og med det samme fortalte, at jeg er blind, så er det hamrende ligemeget, hvad jeg i øvrigt ville sige. Folk ville kun tænke på, hvordan fanden jeg kan klare det her job.

Derfor viser jeg først min faglige viden inden for det

Æter-ører

Da Ove Gibskov skulle i praktik var valget bestemt af den teknologiske udvikling. Radioen var eneste mulighed dengang i midten af halvfjerdserne. I dag ville den 61-årige journalist godt kunne arbejde på et dagblad, men han har ingen planer om at skifte. ”Radiomediet er det, jeg kan. Og jeg holder så meget af at lave radio, at jeg nok også ville vælge det som nyuddannet i dag.”

Radiojournalister skal

være bevidste om lyd, og Ove Gibskov er meget følsom over for støjkilder. Når han kommer ind i en bygning, vil han for eksempel med det samme registrere lyden af aircondition. Eller andre lyde, der forringer en optagelse. ”Men alle, der laver radio, skal være ekstremt opmærksomme på lyd. Det er mine kolleger også. Ellers bliver de det af at begå fejl.”

Efter en halv times interview lyder klangen af Ove Gibskov helt klart. Han er en selvsikker og erfaren journalist.

Og dét med selvtilliden vedkender han sig gerne, men mener igen, at det er noget helt generelt for journalister. ”Langt de fleste af os, der går ind i branchen, kan lide at høre os selv. Men jeg er også blevet journalist, fordi jeg er den, jeg er. Fordi jeg er så hamrende nysgerrig, og fordi faget er det sjoveste i verden. Hvis jeg får et liv mere, og det tror jeg sgu ikke på, så vil jeg være journalist.” brskou@mail.djh.dk

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

15

Pia Kjærsgaard vandt årets Ting-pris, som gives af netavisen Altinget til en dygtig politisk kommentator

Ham den pæne unge mand fra Nyhederne For nyhedsværter er det et vilkår at blive genkendt som ham fra tv. Johannes Langkilde fra TV2 er vant til altid at være lidt på arbejde

Man kan sige, at Johannes Langkilde arbejder i Netto.

Og på Nyhederne. Mest på Nyhederne selvfølgelig, men han er også altid lidt på arbejde, selvom han har fri og køber ind. Det er fordi, folk genkender ham og taler til ham. De siger altid pæne ting som “Hvor er du go’!” eller “Pænt slips du havde på i går”, men selvom det er behagelige henvendelser, har Johannes Langkilde altid i baghovedet, at han repræsenterer sit arbejde. Det følger med jobbet, når man er journalist og vært på de landsdækkende nyheder.

Hverdagskost og erhvervspraktikanter

sin computer for at fortsætte forberedelserne til de sene nyheder. Ikke så meget som et minut bruger han på at falde ned efter netop at have været på direkte tv, han spørger ikke nogen, hvordan de synes, det gik. Det her er hverdagskost for Johannes Langkilde - ikke noget at hidse sig op over.

kigger, kan jeg jo følge deres øjne på mig. Det er noget psykologisk,” siger han.

Ordene skal ned i maven

Arbejdsuniformen, den sorte jakke, lægger han på en kommode. Men det er også det eneste, han lægger fra sig. Han er den samme som på skærmen. Stemmen er rolig, blød og lidt dyb.

Der er noget tillidsvækover de meget Der er nogle, der er bedre kende brune øjne. Noget trotil at glemme fejl end værdigt. Han har ikke andre, og jeg er ekstremt noget påtagethed, som dårlig til det han skal slukke for, efter at kameraet går ud.

-Johannes Langkilde Johannes Langkilde mangler fuldstændig den Han har været vært på glathed og insisterende “lyt Nyhederne i halvandet år, så til mig!”-attitude, som der og det gør ham faktisk mere ellers er rigeligt af i tv-brannervøs, at fem erhvervspraktikanter sidder i studiet og chen. Der er ingen grund til kigger på, end tanken om, at at insistere, man lytter helt hundredetusinder af menne- automatisk, og det er fordi, sker lige har set og hørt ham han tager historierne på sig. Der er mange, som har ude i landet.

“Jeg tager det meget al- spurgt, hvordan han lægger vorligt, det med at jeg er ude ansigtet i de rette folder, i folks stuer, men på en måde når han er på tv. Men han går der også en smule dag- ser egentlig altid ud som sig ligdag i det, men når der sid- selv. Han plejer at tænke, der fem unge mennesker og at ordene skal ned i maven,

“

Foto: Maria Denise Christoffersen

før de kommer ud gennem munden; det er et spørgsmål om at gøre historierne til sine egne. Og han vil have, at det bliver den bedste nyhedsudsendelse, han overhovedet kan levere.

Fandme ikke godt nok

“

Johannes Langkilde ser altid sine udsendelser igennem for at sikre netop dette. Han betegner sig selv som “helt vildt selvkritisk, til den selvdestruktive side.” Han kan gå og ærgre sig over en fejl i fjorten dage, vel at mærke fejl, som ingen andre nødvendigvis bemærker. Han kan irriteres over den måde, han selv holder

Uhh, jamen det er jo den søde Johannes Langkilde !

-Søgeresultat på Google

måde, det er okay at være sådan en selvpiner, for så er man i hvert fald også oppe på dupperne næste gang.

Og nej, det tager ikke det sjove ud af arbejdet, ikke det mindste - det er et fedt arbejde.”

“ Jeg har besluttet at være ham fra Nyhederne, og ikke ham fra Vild med Dans.

Ikke ham fra Vild med Dans

Effekten af det hårde arbejde viser sig på temmelig kontant vis.

Prøv bare at google -Johannes Langkilde Johannes Langkilde, så kommer der en papirerne på, eller hvis hans hoved er lidt for meget på masse hjemmesider frem, hvor brugerne skriver ting skrå, mens han taler.

“Jeg hader det. Der er som “Er der en bedre måde nogle, der er bedre til at at afslutte aftenen på end at

“

KENDT ANSIGT | Johannes Langkilde vil kun være ‘ham fra Nyhederne’

“

Det er mørkt i studiet. Han sidder klar i stolen, og landkortet lyser op bag ham.

Han tænker: “Nu skal vi gi’ dem. Nu skal de fandme ha‘, derude.”

Om lidt er der hul igennem til hele Danmark. På en god aften er der en million seere. Det tænker Johannes Langkilde ikke på lige nu.

I øresneglen bliver der talt ned. Da kameraet stiller ind på Johannes Langkilde få øjeblikke før sendetid, høres en vittig producerstemme: “Næh, er det ikke ham, der så gerne vil være kendt?”

Johannes Langkilde stikker tungen ud og laver en trodsig pruttelyd, ligesom et barn. Ellers tak, han skal ikke være mere kendt, end han allerede er. Så ruller nyhedsjinglen. Danmark kigger med.

Mens en kollega præsenterer Sporten, figurerer Johannes Langkilde stadig på producernes skærm. Det ser ud, som om han er faldet ud af billedet, men han er ved at ordne sine papirer. Man kan være nervøs for, om han når at blive klar, men da kameraet lidt efter peger på Johannes Langkilde, er han med ét veloplagt og på. Han runder af, siger farvel, og straks da udsendelsen slutter, rejser han sig fra værtsstolen og går direkte hen til

glemme fejl end andre, og jeg er ekstremt dårlig til det. Det er fordi, jeg gerne vil lave det ordentligt. Selvfølgelig er der en petitessegrænse, men selv ret små fejl kan jeg godt gå og martre mig med i alt for lang tid.”

En ting er, hvis strømmen ryger eller maskinen går ned, men de gange, det er hans egen skyld, sidder han tilbage og tænker ”Det er fandme ikke godt nok”.

Og det sker måske en gang hvert halve år, at Johannes Langkilde bliver overvældet af selvkritikken og tænker “Arh, det går sgu ikke det her, jeg er ikke god nok. Jeg må finde noget andet.”

Hvis et direkte interview for eksempel er gået dårligt. Kilden nægter måske at svare og til sidst hænger man der “og kommer til at ligne en klovn.”

“Bagefter går man selv og ærgrer sig. Når andre så også kommer og siger: ’Nå, det var noget værre noget i går!’, så tænker man: “Kunne jeg ikke have gjort det lidt bedre? Skulle jeg have været pølsemand i stedet for?”

Men helt ærligt, så er Johannes Langkilde faktisk ret tilfreds med sit høje ambitionsniveau.

“Selvom det også kan være hårdt, så tror jeg på en

“

Tekst Maria Denise Christoffersen

se nyhederne med Johannes?” og ”Uhhh, jamen det er jo den søde Johannes Langkilde!”

Det var aldrig sket for en skrivende journalist. Kendthed er en del af arbejdsbeskrivelsen som vært på de landsdækkende nyheder, men der er en efterhånden temmelig udflydende grænse mellem journalister og underholdningspersoner, som Johannes Langkilde ikke har planer om at krydse. Folkene bag ”Vild med dans” har ellers ringet for at få ham med ud på gulvet i fredag aftens bedste sendetid, men det kommer ikke til at ske.

“Du ser mig ikke i Vild Med Dans. Men jeg forstår godt at mine kollegaer gør det, for jeg tror, det er hyleskægt at være med i. Men jeg har besluttet, at jeg vil være ham fra Nyhederne. Ikke ham fra Vild Med Dans, som også laver nyheder,” siger han.

Men selvom man er Johannes Langkilde, nyhedsvært, skal man alligevel aldrig sige aldrig.

“På et tidspunkt gør man jo også nogle ting, bare fordi det er sjovt. Og hvis der kommer et vildt morsomt program, for eksempel sådan noget som Zulu Djævleræs, så vil jeg måske alligevel sige ja.“ Han fortaber sig lidt i tanken om at være med i Zulu Djævleræs, for det kunne egentlig alligevel være ret skægt. Men så vender han tilbage til pointen: “Men det er jo overhovedet ikke derfor, jeg har det her job. Det er, fordi jeg elsker at være journalist, og privat har jeg ikke lyst til at være supermeget i søgelyset.

Selvfølgelig kan jeg godt lide det som vært, ellers var jeg det ikke. Og så længe folk er søde og rare, så er der jo ikke noget skidt i det. Folk vil jo bare snakke om udsendelsen eller sige “Du er en pæn ung mand.”

mariadc@mail.djh.dk

16 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

OKTOBER 2007

Tour de Fredagsbar

Dine skarpe reportere Anders Krog og Rie Ljungmann har danset sig igennem to berygtede fredagsbarer

Sygeplejeskolen

Tekst Rie Ljungmann

BERØMTE FREDAGSBARER | Stemningen er høj i medicinerbaren, hvor Anders brillerer med hammer og søm

”som ikke er så alternative og flippede”, fortæller min første nye samtalepartner mig. Han er en del af en gruppe, der alle er i jeans og stram t-shirt med print, der afslører, at de ikke er bange for at spænde vognen for traktoren. Søde bonderøve, tænker jeg.

På barens anden langside ser Anders ud til at være kommet sig over den værste skuffelse, der er stadig mange søde piger. Det ene shot bliver efterfulgt af det næste, og der danner sig efterhånden et saligt smil på hans læber. ”Kom med udenfor, så skal jeg vise dig festen,” råber en anden fyr, der har præsenteret sig som Wegger. Han griber min hånd, og jeg er ærligt talt lidt utryg ved situationen. Det viser sig, at en del af gruppen fra Landbrugsskolen bare er rykket udenfor for at ryge en smøg og gerne vil

have os med til det. De slutter af med at invitere os til fest på deres skole engang i november med mad og hele molevitten. En af de søde bonderøve konkluderer, hvorfor Sygeplejeskolen er et fedt sted: ”Pigerne her er ligesom svenskere – blonde og lette.”

Alt i alt er Sygeplejeskolen et hyggeligt sted. Der er god stemning, masser af søde fyre og ifølge Anders helt sikkert også piger dog i et mindre antal end forventet.

Barpriserne er absolut overkommelige, og toiletterne er fine og rene. Jeg kommer helt sikkert igen. Og at dømme efter min mandlige kollega, vil han sikkert gerne med. Jeg må nemlig efterlade ham i baren, hvor han netop er ved at forklare et helt kuld sygeplejersker in spe, hvilken spændende journalist-type han er.

TA’ BUSSEN - LINIE 888

ÅRHUS ROSKILDE KØBENHAVN

rljungmann@mail.djh.dk

Foto: Paul Galipeau og Mikkel Møller Jørgensen

Medicinerbaren Tekst Anders Krog

”Grøn, gul eller rød?”, spørger fyren i døren. Han er iklædt overalls og stråhat.

Dagens tema er farmerdating. Han har allerede lange øjne efter Rie og hendes valg af farve. Farven fortæller nemlig, om man er klar, optaget, eller meget optaget. Vi vælger alle en grøn, da dette bør optimere vores chancer for at falde i snak med folk.

Vi kommer indenfor, og jeg styrer direkte mod baren for at få det ”sæt”, jeg har længtes efter, siden jeg forlod Bunkeren. Ikke kun den tørre mund bliver fugtet, mine øjne bliver også helt våde: Bag baren danser fire

KUN 130 KR. For studerende og seniorer fra mandag til torsdag

Rejsetid ca. 3 timer.

Afgang fra Århus rutebilstation.

Telefon 70 210 888 Online booking: www.linie888.dk

piger rundt med nedknappede ternede skjorter, store smil og rottehaler. Malkepiger, som man kender dem fra oktoberfest eller underlødige tyske naturfilm.

Selvom baren lige er åbnet, er salen næsten fyldt med piger og drenge, der lever op til temaet. Jeg føler, at jeg er til høstfest på Næsbygaard, men uden en Ib Mossin til at løbe med damernes opmærksomhed.

“ Hej kys kys. Ska vi ik se, om min caput humeri passer i din acetabulum?

-the farmer

“

Jeg troede ikke, at jeg ville komme til at tale med ret mange. Der skulle jeg tro om igen! For sygeplejeskoles fredagsbar er en fest, som er fyldt med villige mænd og god stemning. Skuffelsen i Anders’ øjne er da også tydelig, da vi gør vores entré.

De lange borde, han havde troet, var fyldt med små omsorgsfulde pigebørn iført lårkorte hvide kitler, er byttet ud med svedende landmand- og maskinmesterstuderende.

Et liveband med to virkelig sceneliderlige fyre er godt i gang, og der er rigtig god stemning. De spiller røvballe-musik, som passer perfekt til en pigefest.

Jeg går i baren og giver pigen to 10’ere for at få en øl igen. Hun griner lidt af mig og siger, at hun altså kun skal have en. Tilsyneladende er både øl og drinks virkelig billige. Hvis vi var kommet tidligere, kunne vi have raflet os til gratis drinks. Det har pigen ved siden af mig gjort, snøvler hun, smiler over hele femøren og piller ved sugerøret i sin ”hot nurses”-drink.

Med hensyn til det mandlige klientel hviler der en vis desperation over dem.

De fleste af dem, jeg møder, er fra Landbrugsskolen Risskov. De kommer her, fordi der er masser søde piger,

Jeg ser Rie med et grin i hele hovedet. Hun har fundet ”Det digitale hø”. Konceptet er simpelt: man skriver sit navn og nummer på en seddel og smider den ind i ”høstakken”. Samtidig har man mulighed for at snuppe en seddel selv.

Det skal prøves. ”Mød mig i baren, baby?” skriver Rie og sender en sms til en person med navnet ”The Farmer”.

Nu er det bare at vente.

Cut ’N’ Move brager ud af to kæmpestore højtalere, og selvom der endnu ikke er nogen, der danser endnu, er stemningen ved at være høj.

Nu er det min tur til at føre mig frem. Der er selvfølgelig mulighed for at slå søm i, og jeg finder hurtigt fire søde bondepiger, der vil lege med. De har alle sammen

grønne bånd i fletningerne og er tydeligvis imponerede over min træfsikkerhed. ”Jah, journalistik er et håndværk”, får jeg sagt, inden jeg banker sømmet det sidste stykke ned i stammen, som en klar vinder.

Jeg får dog en mistanke om aftalt spil, da jeg bagefter finder ud af, at vinderen skal give øl til de andre.

Medicinerne er utroligt imødekommende, pæne og festlige. Samtidig er der overtal af piger, og langt de fleste har grønne bånd på.

Rie fortæller, at fyrene bestemt ikke er dårlige, og kun det manglende svar fra ”The Farmer” skuffer hende lidt.

Vi har meget svært ved at forlade stedet, men bliver nødt til at vinke farvel til de flinke piger med hø i træskoene og fyrene med farmermusklerne.

Da vi når ud, modtager Rie beskeden, der sætter hjul på trillebøren, eller hvordan det nu er: ”Hej kys kys. Ska vi ik se, om min caput humeri passer i din acetabulum”. Festen er reddet, og medicinerbaren scorer toppoint.

aksorensen@mail.djh.dk

PANIK

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

17

PANIK Niels Toftegaard og Maria Denise Christoffersen

Fobier, præstationsangst, brændpunktsjournalistik, sms-svipsere, bommerter på direkte tv og skandaler på jobbet.

Ordet PANIK fremkalder tænderskærende og angstsvedende associationer hos skribenterne på denne udgaves fokus Foto: Tobias Selnæs Markussen

Annullér, annullér!

Tekst og foto Marie Rønde og Laura Bøge Mortensen

Sisse Stroyer, 3. semester ”Jeg var rigtig sur på min gamle kæreste og var ved at skrive en sms til min veninde om, hvor dum, irriterende, latterlig, håbløs og talentløst han var. Samtidig sad jeg og snakkede med min

søster om det samme, og så kom jeg til at sende sms’en til ham. Så gik jeg i panik!

Det må være indbegrebet af panik! Men så tænkte jeg også, at så kan han bare lære det. Så jeg lod som om, jeg ikke vidste, jeg havde sendt den til ham.”

Hele kroppen stivner, og øjnene er fast fokuseret på din mobilskærm. ”Fuck! Den sms skulle ikke have været sendt til ham!” Det har flere DJH-studerende prøvet

Mikkel Ais, 7. semester ”Jeg havde knaldet med en pige, men fik så en kæreste umiddelbart derefter. I en sms til kæresten skrev jeg: ”Må jeg bide dig i numsen?”

Men så røg den til hende, jeg havde knaldet med i ste-

det for. Så begyndte hun at skrive tilbage, og ville ha’ sex igen. Det var ret pinligt. ’Fuck,’ tænkte jeg. Jeg trykkede bare annullér, annullér, annullér!”

Julie Mabeck, 3. semester ”Jeg boede i Sverige og havde ikke set min kæreste i lang tid. Så jeg skrev en sød, lidt lummer godnat-sms til ham. Så kom der ret hurtigt svar tilbage: ’Hej Julie. Du kom til at sende den søde

besked forkert. Knus Mor.’ Der ville jeg godt klippe de sidste ti minutter af mit liv ud.”

5 07:0 11 : 0 2 1 0 08:

Der er panikdag d. 31/10. Det betyder, at er det tid til semestrets største og sjoveste udgivelse: Panikavisen Vi inviterer alle friske djh studerende til ideudvikling på Panikavisen torsdag d. 11/10 kl. 15:00 i Lille Audi Sidste semester blev panikavisen på 36 sider , der udkom med minutters mellemrum Venlig Hilsen Milla Mølgaard Jensen, tlf: 26719590, Niels Toftegaard, tlf: 26330462, Alice Petersen, tlf: 20460340

18 ILLUSTRERET BUNKER

UDENFOR

OKTOBER 2007

På Den Grafiske Højskole spiser de studerende frokost forskudt af hinanden

- Anne-Marie Dohm

Tv-mand i skudlinien: bogstaveligt talt Han laver journalistik fra verdens brændpunkter - ofte iført hjelm og skudsikker vest. Bunkeren har mødt tv-journalisten Steffen Jensen, der risikerer livet for den gode historie

Den garvede ørkenrotte

Steffen Jensen bor i Jerusalem med sin kone og parrets to børn, og har skrevet om Mellemøsten og lavet TV derfra siden 1970erne.

Allerede inden han blev optaget på Danmarks Journalisthøjskole i 1981 havde han skrevet flere artikler fra kriseområdet. ”Jeg var sådan set allerde

”Den ting, der er værst, er at se børn, som lider eller er i dyb sorg. Det er der intet, der kan sammenlignes med,” siger han. ”Jeg har ofte lyst til at tage de børn med mig hjem, men man kan jo ikke adoptere halvdelen af verden.”

dansker under Muhamedkrisen

Den 30. september 2005 bragte Morgenavisen Jyllandsposten 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed. Danmark blev i den følJeg har ofte lyst til at tage gende tid lagt for had de børn med mig hjem, men i store dele af Melman kan jo ikke adoptere lemøsten og i resten af den muslimske halvdelen af verden. verden.

-Steffen Jensen Steffen Jensen opholdt sig i hele det dramatiske forløb i hælene på demonDet eneste, der måske strationer og brændende afslører hans daglige arbejde, er hans lidt slidte, sorte ambassader. På trods af, at rygsæk, som synes at bære han aldrig skjulte sin nationalitet under Muhammedspor af ørkensand og støv. krisen, kan han fortælle, at Børnene er det værste Steffen Jensen fortæller om han kun oplevede venlighed sine oplevelser i Mellem- fra arabernes side. ”Min egen personlige østen, som kan virke uoveroplevelse er, at hvis man beskuelige og uvirkelige for handler folk med respekt, den almindelige dansker.

“

JOURNALISTTYPER | TV-journalist Steffen Jensen har set mere end de fleste.

interesse og venlighed, så bliver man også selv behandlet godt,” siger han.

Mellemøstens mystik

Steffen Jensen har den opfattelse, at når mange danskere reagerede så stærkt på begivenhederne omkring Muhammedkrisen, hænger det til dels sammen med, at Danmark ikke er vant til

Er jeg på nu?

Hvad enten man er ny på DJH, eller har vundet prisen som bedste tv-vært fire år i træk, kan der være ægte panik, når det gælder Tekst Jane Stoffregen

Trin for trin bevæger vi os mod målet. Mod at blive journalister. Men for hvert skridt er der grænser, der skal rykkes, og frygt, der skal overvindes. Fra det første bævende telefonopkald til en kilde, til første gang man er på ”live”.

Men når vi nogensinde op i et luftlag, hvor vi som journalister intet frygter og ingen grænser har tilbage at overskride?

Når kilden tager telefonen

Marie Tangaa Jensen, studerende på 2. semester, sad på biblioteket med en række telefonopkald, der skulle klares og meget lidt tid at klare dem på. Hun havde forsøgt at få makkeren til at tage opgaven, men den gik ikke. ”Hej, mit navn er Marie...” foran hende havde hun et stykke papir, der ordret førte hende igennem indledningen, men det her var et researchinterview, og hun havde ikke kunnet forberede sig på, hvad personen i den anden ende ville svare. ”De tror jo, at jeg er dum, og at jeg overhovedet

ikke kan finde ud af at interviewe,” fortæller Marie Tangaa Jensen om de tanker, hun sad med, inden hun trykkede nummeret ind på mobilen.

Men det var ikke så slemt.

For hvert opkald vandt hun selvtillid, papiret blev lagt væk og støjen på biblioteket blev ignoreret.

Når ens stemme runger igennem højtaleren

”Hvordan ser det ud lige nu?” Spørgsmålet var til Christian Frederiksen.

Kashmir havde lige spillet de sidste toner på scenen, og

Christian Frederiksen skulle for første gang igennem live på radioen. ”Man bliver sgu rimelig nervøs, når man lige skal sige det første. Man kan høre værterne snakke i ørerne og høre dem sige, at de stiller om til Christian, der står ude i marken. Der kørte bare tusinde tanker rundt i hovedet.”

Christian Frederiksen fik fremstammet et eller andet, præcis hvad husker han ikke.

Men det første skridt var overstået. ”Jeg var helt vildt forvirret, fordi jeg ikke kunne huske, hvad jeg havde sagt.

Men det var også rigtig fedt,

Foto: Jakob Laurits Jørgensen

at blive angrebet, men også fordi den tit meget voldsomme, mellemøstlige demonstrationsform har chokeret.

Der er ifølge Steffen Jensen flere aspekter, der spiller ind ved demonstrationer rettet mod Vesten. Mange af landene i Mellemøsten er diktaturer, og der er derfor i det daglige ikke mulighed for at lufte vreden mod re-

gimernes inkompetence og korruption. Når der så endelig gives mulighed for legitime protester, som for eksempel mod Vesten, så bliver demonstrationerne tit meget voldsomme. Det var netop det, der skete under Muhammedkrisen.

Samtidig fortæller han, at Danmark kan have fået et noget forvrænget billede af Mellemøsten, da krudt og

jeg fik et kick ud af det.”

I løbet af aftenen fik han taget flere skridt. Han blev stillet igennem igen og igen og var igennem flere interviews. ”Det var virkelig, virkelig fedt. Jeg fik sådan en følelse af, at jeg godt kunne finde ud af det her,” fortæller Christian Frederiksen.

var statsminister sidste gang, hun kan huske, at knæene klaprede under hende.

Kan vi ånde lettet op er der i virkeligheden intet at frygte, når man når det øverste trin?

Nej! ’Jeg lærer det aldrig’. ’Jeg er også hujende talentløs’. Tankerne er Cecilie Frøkjærs, og de kan stadig komme over hende, men de får ikke lov til at gøre deres indtog så ofte som tidligere.

Cecilie Frøkjær har siden 1996 bladret igennem morgenaviserne på Go’ Morgen Danmark og behændigt ført danskerne igennem interview efter interview. Men selvom hun føler sig på sikker grund, når hun kører live over skærmen, er der stadig situationer, der kan give hende ekstra hjertebanken. ”Jeg oplever det specielt ved de historier, hvor der er konflikter, og hvor folk er smadderuenige, fordi jeg ved, at det er dem, der stiller de største krav til mig som spilfordeler,” siger Cecilie

“ Jeg var helt vildt forvirret, fordi jeg ikke kunne huske, hvad jeg havde sagt.

-Christian Frederiksen

“

Året er 1995. Steffen Jensen og hans kameramand er på arbejde for at dække et sammenstød mellem israelske soldater og palæstinensiske oprørere. Med ét går det galt. De to befinder sig midt i en krydsild, og må bogstavelig talt bide i sandet for ikke at blive skudt. Steffen Jensen kan høre kuglerne hvisle om ørene på ham, alt imens kameraet ruller ved hans side.

Dette er bare én af de mange livsfarlige situationer, som TV 2's korrespondent i Mellemøsten, Steffen Jensen og hans medarbejdere, har været udsat for.

udenlandskorrespondent, og så tænkte jeg, at jeg også hellere måtte blive journalist,” siger Steffen Jensen med et smil på læben.

Avisen møder tv-journalisten en solrig eftermiddag på en café i København.

Der er en verden til forskel på denne smilende mand, afslappet klædt i en mørkerød sweater, og journalisten, som Danmark oplever på TV-skærmene, når han rapporterer fra usikre områder.

“

Tekst Susie Espersen

Når det at være på skærmen er hverdag

Det er år og dag siden, at Cecilie Frøkjær er vågnet før vækkeuret og ligget i sengen med præstationsangst. En årrække er passeret, siden hun sidst følte sig nødsaget til at pudre håndfladerne, inden hun skulle hilse på den, hun var bange for at interviewe. Og Poul Nyrup

UDENFOR

ILLUSTRERET BUNKER

OKTOBER 2007

19

Graffitti på DJH. Væggen ned til fredagsbaren er blevet tagget.

Man kan ikke se, hvad der står, men der er blevet brugt et stykke kridt fra poolbordet.

Jeppe, du er ikke alene kugler generelt bliver prioriteret højere end kultur og kulør i de danske medier. ”Når der ikke er kriser, er interessen for at fortælle om regionen meget begrænset, og det er ellers her, man skal fortælle andre sider fra området. Ellers får danskerne bare det indtryk, at Mellemøsten konstant er i brand - hvilket den jo ikke er,” fortæller Steffen Jensen

TV-journalister i farezonen

Da et af de bærende elementer i tv-journalistikken er de gode billeder, er det også de hold, der arbejder med tv-mediet, der er mest i farezonen, når det gælder journalistik i utrygge områder. ”Fordi de skrivende journalister netop skal have det eftertænksomme og dybdeborende, er det jo ikke altid nødvendigt for dem at være helt oppe i skudlinien. Af hensyn til billedsiden skal vi tv-folk være der,” siger Steffen Jensen, om forskellen på den skrivende journalistik og TV-journalistikken.

Netop det at befinde sig i en utryg situation, er Steffen Jensen god til at kapere. ”Jeg kan mærke, at

Frøkjær.

Det seneste eksempel på sådan en situation var samme morgen, som Illustreret Bunker fik fat i Cecilie Frøkjær.

Undervisningsminister Bertel Haarder skulle i studiet med formanden for Danske Gymnasieelevers

“ Nogle

gange har man en fornemmelse af, at det gik smaddergodt, og andre gange er jeg i tvivl.

“

-Cecilie Frøkjær

Sammenslutning. De to parter var dybt uenige, og Cecilie Frøkjær ville gerne undgå, at diskussionen skulle komme til at handle for meget om tal. Men det gjorde den. ”Nogle gange har man en fornemmelse af, at det gik smadder godt, og andre gange er jeg i tvivl. Og det var jeg i morges,” svarer Ce-

jeg stadig kan tænke logisk og rationelt, selvom jeg er under pres. Det er der mange andre, der kan have svært ved,” siger Steffen Jensen, som i stedet er meget fokuseret på sin historie, når han befinder sig i en utryg situation. ”I det øjeblik man har et job at klare i området, så kanaliserer man al sin energi og opmærksomhed ind i, at man skal arbejde og få det her til at fungere. Det gør måske, at panikken bliver holdt på afstand,” siger han. ”Man kan de mest ubegribelige ting, når adrenalinen pumper rundt i kroppen. Man kan springe og hoppe som en gazelle. Det er simpelthen en overlevelsesmekanisme.”

Om et par timer vil danskerne igen sidde foran fjernsynet og opleve verden på splitsekunder; måske uden at tænke over, at journalister verden over sætter livet på spil for at informere, fordi det er så vigtigt.

sjespersen@mail.djh.dk

cilie Frøkjær på spørgsmålet om, hvordan det så egentlig var gået. ”Det er smadder ubehageligt med tvivlen. Går det godt, rejser man sig og har en fornemmelse af, at her blev der slået de rigtige knuder, og jeg traf de rigtige valg. Men går det skidt, tænker jeg: ’satans, satans, satans’.”

Hvor lang tid tager det at få det ud af hovedet? ”I dag er det ikke helt ude af hovedet endnu, og nu er klokken halv elleve, hvor indslaget løb over skærmen klokken kvart over syv. Men i de første år var det sådan noget, jeg kunne tænke over som det sidste, inden jeg lagde mig til at sove.”

Her er det erfaringen, der spiller ind. Hun har prøvet at dumme sig på skærmen, at fumle med oplæggene og lave interviewmæssige fejl, men hun har også fundet ud af, at hun overlever det.

jstoffregen@mail.djh.dk

En granat og en tilbagetrækning fra Irak. De fleste kender Jeppe Nybroes skæbne. I de her hårde tider for Jeppe Nybroe bringer vi nogle historier, der måske kan være en trøst.

Tekst Anders Krog Sørensen

Den kendte

En artikel, der afslørede, at hackere blev betalt af store amerikanske virksomheder for at hacke sig ind i konkurrenternes databaser, blev enden for den unge journalist Stephen Glass fra ”The New Republic”.

Historien var god, men også en kæmpe løgn. Det eneste sande, der stod i artiklen, var, at Nevada er en stat.

En konkurrerende avis undrede sig, og snart faldt historien til jorden. En undersøgelse blev sat i værk, og det viste sig, at hele 27 af hans tidligere historier, enten kun var halvsande eller det pure opspind. Glass røg i 1998 på porten, og ”The New Republic” måtte stramme sig an for ikke at miste al deres troværdighed.

Bonus: Der er lavet en film om episoden med titlen ”Shattered Glass”.

Irak-krigen er et følsomt emne. Der er et utal af journalister, der jager den gode historie, og Jeppe Nybroe er ikke den eneste, der har forsøgt sig med en lille løgn.

Da Sky News i 2003 viste billeder af et påstået angreb på Irak, var der i virkeligheden tale om en militær øvelse. Journalisten James Forlong lavede indslag, der viste et krigsskib, der affyrede et krydsermissil mod Irak. BBC fandt senere ud af, at billederne ikke var ægte og bragte et indslag om det.

Sky News fik en bøde på £50.000, men langt værre gik det for journalisten.

Efter sin fyring blev James Forlong fundet død i sit hjem efter at have begået selvmord.

Azerbaijan, havde de aldrig regnet med, at de skulle få så godt tv. Udsendelserne viste nedbrændte byer og børn, der legede i ruinerne, og de rørte seerne dybt. Scott Alexander og tv-stationen opnåede stor hæder for indslagene, indtil folk fra Azerbaijan bosiddende i USA begyndte at sætte spørgsmålstegn ved deres ægthed.

Det viste sig, at indslagene var konstruerede. Tvholdet havde taget børnene væk fra deres hjemby og kørt dem ud til et sted, der tidligere havde været en by.

Deres udtalelser var klippet sådan sammen, at det virkede som, de snakkede om stedet som deres nuværende bopæl. Kort efter klagerne tilstod en kameramand, at de havde manipuleret med virkeligheden, og Scott Alexander røg ud i kulden.

Den azerbaijanske ”sitcom”

Glass’ efterfølger

Den amerikanske Nybroe

Da den amerikanske nyhedskanal Eastern US 24 i 2004 sendte journalist Scott Alexander og et kamerahold til

PANIK | Marie Tangaa Jensen overvandt sin frygt for at interviewe.

Også de store verdenskendte aviser kan komme ud for, at deres journalister vil gøre alt for at skrive den gode artikel. Det måtte den re-

spekterede ”The New York Times” sande i 2003.

Journalist Jason Blair skrev om sårede soldater på sygehuset, en begravelse af en soldat fra Irak og hjerteknusende interviews med døde soldaters pårørende.

Alt sammen uden selv at have været tilstede. Han stjal artikler fra andre aviser, omskrev dem og lavede nye citater fra folk, han aldrig havde mødt. Han løj over for redaktionen om, hvor han var, så de ikke fattede mistanke.

Hans snyd blev først opdaget efter næsten fem år på ”The New York Times”.

Især over de sidste otte måneder havde han været særdeles aktiv, og man fandt problemer med mindst 36 ud af 73 af hans landsdækkende artikler. aksorensen@mail.djh.dk En af historierne har Anders selv opdigtet til artiklen.

Gæt hvilken og se svaret på side 2.

Foto: Peter Helles Eriksen

FOTO: JENS ASTRUP

Vi sætter dagsordenen DGI kommunikation sørger for, at DGI bliver dagsordensættende inden for dansk idrætspolitik Danskerne fortjener at kunne motionere i moderne omgivelser og på så mange forskellige måder som muligt. Og så gør det jo ikke noget, at man samtidig bliver klogere på de andre og får nogle sociale kompetencer. Kort sagt skal bredden styrkes på lige fod med eliten i Danmark.

Det er et stærkt budskab – og formidlingen af det budskab er lagt i hænderne på DGI kommunikation.

Vores ”outlet” er både et månedsmagasin – UDSPIL – og vores hjemmeside – www.dgi.dk – så vi arbejder både på den korte og den lange bane med kommunikation. Ligesom vi naturligvis også rådgiver vores folkevalgte, når de skal en tur i mediemøllen.

Vores budskaber har relevans for rigtig mange. Politisk er vi blandt andet omkring forhandlingsbordet i Kulturministeriet, Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet og i landets kommuner, ligesom vi

FOTO: NILS ROSENVOLD

journalistisk lander på bordene hos kulturredaktionen, sportsredaktionen og indlandsredaktionen.

Samtidig bidrager vi naturligvis også til, at der bliver uddannet journalister til fremtiden. Det gør vi ved at tilbyde praktikplads til studerende fra alle relevante studier inden for journalistik og kommunikation.

Hold derfor øje med vores stillingsopslag den 12. oktober 2007!

DGI – 1,4 mio. medlemmer – 13 kolleger og 14 landsdelsforeninger.

Læs mere om DGI på

www.dgi.dk

PANIK

ILLUSTRERET BUNKER

Hvad er du bange for?

Folk omkring dig er bange for de mærkeligste ting.

Her er en guide til nogle af de mindre kendte fobier Tekst Af Laura Kjeldbjerg

Det kaldes: logofobi ...og betyder angst for: ord Worst case scenario: Lotte Heise som erfaringskilde Reel skadesmulighed: Her er der tale om en farlig størrelse. Ord er overalt og kan som bekendt ikke trækkes tilbage, når de først er sagt Måder at undgå konfrontation: Man må nok ty til tegnsprog for at kringle den.

Det kaldes: decidofobi ...og betyder angst for: at tage beslutninger Worst case scenario: Et pizzamenukort med 250 valgmuligheder Reel skadesmulighed: En pizza med ansjoser og æg Måder at undgå konfrontation: Bliv sportsjournalist!

Hvor mange vigtige beslutninger er det lige, de tager?

Det kaldes: dipsofobi ...og betyder angst for: at drikke Worst case scenario: En tur til Sunny Beach Reel skadesmulighed: En forkert håndbevægelse og en tur i Tivoli kan blive enden på din karriere Måder at undgå konfrontation: Undgå fredagsbaren.

12 timer på vagt

Det kaldes: telephonofobi ...og betyder angst for: telefoner Worst case scenario: Indespærring i Telefonkælderen -du kan ikke engang ringe og bede om hjælp Reel skadesmulighed: Man har hørt om telefonstorme, men den reelle risiko ved disse er vist bare røde ører.

Måder at undgå konfrontation: Genindfør morsealfabetet.

Klokken 08.23

Stiger ind i bussen. Vil helst ikke berøre noget herinde, derfor undgår jeg at holde fast i gelændre og andre bakteriebomber.

Forbander chaufføren, der slingrer og bremser vilkårligt, som blev han betalt for det. Vælter næsten, men en fremmed mand griber mig.

Jeg skal holde bedre fast, formaner han. Jeg nægter.

Overvejer, om man har en førsteårsopgave i kassen ved at undersøge hygiejneniveauet i landets busser.

Klokken 11.40

Er ved at falde i søvn i Frøberts. Vil lægge mig ind over bordet, men jeg kan ane nogens fedtede fingeraftryk på bordpladen foran mig, så jeg lader være.

Sender en hidsig tanke af sted til min læge, der forbød mig at benytte alcogel til daglig. Skidepraktisk foranstaltning ellers.

Håndvask og desinfektion uden brug af vand - perfekt i denne slags situationer.

Lægens forbud bundede i noget med, at jeg ville blive sårbar over for sygdomme, hvis jeg ikke dagligt udsætter mig for et minimum af andres bakterier. Forstod ikke logikken.

Syntes bare, at han var klam.

Note to self: Køb alcogel på vej hjem. Og skift læge.

Klokken 13.03

Skal tisse. Vælger strategisk wc’erne på 700-gangen, hvor

jeg har bildt mig ind, at der kommer færrest folk. Trækker trøjeærmerne ned over hænderne, så jeg ikke skal røre ved håndtagene derinde. Gud ved, hvad der sidder på dem. Især dem indvendigt i båsene, som folk rører ved, før de vasker hænder.

Klokken 15.23

Er i fitnesscenter. Spritter stepmaskinen af, inden jeg stiller mig derop. Har ikke tiltro til, at personen før mig har husket at tørre sit eget sved væk, og jeg gider ærligt talt ikke stå og soppe i det og røre ved det.

Klokken 16.37

Sætter mig i bussen. Jeg forbander den idiot, der huggede min cykel. Har ellers fået tilbud om at låne en bil i denne uge, men jeg har udviklet bilfobi siden min køreprøve, hvor den motorsagkyndige nægtede mig at desinficere rat og gearstang inden prøven. Så der sad jeg og skulle holde hovedet koldt med hænderne på et rat, hvor tusindvis af unge årligt sidder og sveder. Jeg har ikke kunnet slappe af bag et rat siden.

En lille pige hoster på mig i bussen. Fandme direkte på mig. Jeg går i koma og senerne i nakken spændes.

Blinker febrilsk. Moderen ænser ikke sin unges mangel på manerer, og jeg sender barnet et opdragende dræberblik. Fnyser højt og tørrer mig rasende i ansigtet med trøjeærmet.

Klokken 17.03

og praktikpanik

Foto: Gaëtan Nerincx

Tekst Sara Møller Christensen

Jeg er ude at handle. Altid en besværlig opgave. Nægter kategorisk at have noget at gøre med supermarkedernes kurve eller vogne som gud og hvermand har jo rørt ved dem, og som forhenværende ansat i Dansk Supermarked ved jeg, at de aldrig bliver vasket. Må bære mine varer i favnen og har ikke plads til en skid. Jeg er irriteret på hele verden, da jeg endelig når frem til kassen.

Klokken 20.00

Dejser omkring i min egen sofa efter en dag med 15+ håndvaskninger. Slapper af ved tanken om, at jeg nu har 12 timer i mit eget hjem uden nogen andres baktusser. karolineamalie@mail.djh.dk

Jeg er bange for katte. Og ikke på sådan en ”jeg synes ikke, missekatten er sød”agtig måde, men på ”jeg besvimer, hvis det behårede bæst kommer et skridt nærmere”-måden.

Når jeg cykler i skole om morgenen, er det ad en smal villavej, hvor mange af beboerne rystende nok lader deres katte spankulere rundt uden snor! Det gør min daglige cykeltur omtrent ligeså fredelig som et tyreløb i Pamplona. Hver gang jeg drøner forbi en af de klamme guløjede, er jeg efterfølgende nødt til at vende mig om hver tredje sekund for at sikre mig, at katten ikke følger efter mig – eller i værste fald er hoppet op på min bagagebærer, hvor den sidder med kløerne klar til at kradse mine øjne ud.

Katte får min puls til at rase og min hals til at snøre sig sammen. Kort sagt: får mig til at gå i panik. I denne

efterårstid er der nok flere af os, der kan genkende følelsen. Måske er du én af dem, der har kendt til følelsen, siden du første gang forvildede dig ind i Frøberts og hørte en fladpandet medstuderende bruge sin første taletid på uddannelsen til at stille spørgsmålet: ”Hvornår får vi noget mere at vide om det der praktik?”

Jeg kan ikke selv forklare, hvor min fobi for katte kommer fra, men min mor har fortalt, at hun engang i min spæde barndom fandt mig skrigende i barnevognen under en hvæsende vildkat.

Om nogle djh’ere har haft lignende barndomsoplevelser med en hvæsende Pia Færing, skal jeg ikke kunne sige. Faktum er, at en stor del af de studerende på 3. semester panikker i timevis over, hvordan de slipper helskindet og helfornøjet gennem Store match-dagen. Tid, som man passende

Se Dilberts verden i virkeligheden ppp'\hfhg']d

21

Villavejsvanvid

Det kaldes: allodoxafobi ...og betyder angst for: meninger / holdninger Worst case scenario: Praktiktid på Borgen Reel skadesmulighed: Ikke det store, det meste er jo bare varm luft Måder at undgå konfrontation: Meld dig ind i Ny Alliance.

Med bakteriefobi er hverdagen en kamp, når man lever i en verden fyldt med baciller, og det gør Karoline Amalie, Illustreret Bunkers kulturkalenderbestyrer Tekst Karoline Amalie Markholst

OKTOBER 2007

kunne bruge på at se fjerner, løbe en tur eller sågar studere international politik.

Nogle aftener når jeg ligger i sengen og burde dyrke min fobi for katte, føler jeg mig selv ramt af praktikpanik. Og det irriterer mig.

For nok er min fobi for katte dum og uforklarlig, men ligeså tåbeligt er det at stresse over noget, som rent faktisk kan gå hen og blive en af de vildeste, fedeste dage i ens liv! Og skulle alt gå galt, ingen praktisksteder ringer, og fadølsanlægget går ned, tror jeg alligevel godt, jeg kan love, at ingen liv bliver ødelagt for altid på grund af den ene dag. Så er der vist større sandsynlighed for, at man får øjnene kradset ud af en sindssyg kat, mens man cykler sin panikdag i møde.

smchristensen@mail.djh.dk

22 ILLUSTRERET BUNKER

DEBAT

OKTOBER 2007

DUER IKKE! SKYD HAM! Rie Ljungmann har set Lars Bom som gal general på Århus Teater. Læs hendes anmeldelse af “Hvordan slipper vi af med de andre” på www.illbunker.dk

DEBAT Kulturkalender Tirsdag 9. oktober Aarhus Freestyler Rap ’07 på Voxhall kl. 19:00. Entré 20 kroner.

Onsdag 10. oktober ”Løgstrup og Sløk – modsætning og harmoni”. Biskop Kjeld Holm holder foredrag om de to store Århus-teologer, K.E. Løgstrup og Johannes Sløk. Kl. 10.30-13-30 i Møllevangskirken, Møllevangs Allé 49. Entré: 50 kroner.

Torsdag 11. oktober ”Fodbold bag facaden”. Carsten Werge, Kim Milton og Ove Pedersen om alt det fra sportens verden, som du ikke ser i mediebilledet. Kl. 18 på Århus Købmandskole, Erhvervsakademiet, Sønderhøj 30, 8260 Viby J. Billetsalg i Bruun’s Galleri og Storcenter Nord.

Klimadebat og visning af Al Gores film ”En Ubekvem Sandhed”. Det foregår kl. 19.00 på Gyngen, Mejlgade 53. Fri entré.

Spoken Word-succesen fra Roskilde Festival er i Århus fra 11.-13. oktober. Det er kl. 18.00 i Studenterhuset på havnen – se program på www.studenterhusaarhus.dk.

40 kroner for medlemmer, 60 for ikke-medlemmer.

Lørdag 13. oktober Bli Glad spiller på Train kl. 21.30. Entré: 130 kroner.

Onsdag 17. oktober Klarsyn. Marion Dampier-Jeans holder foredrag om det hinsides – og skaber måske kontakt til dine afdøde slægtninge? Kl. 19.30 i Lysets Hus, Posthussmøgen 11C, 8000 Århus C – billetter til 120,- købes via Billetnet.

Lørdag 20. oktober Roisin Murphy spiller på Train kl. 21.30. Entré: 195 kroner.

Søndag 21. oktober Salsasøndag i Århus. Undervisning og salsatek. Kl. 18.00 i Studenterhuset på havnen, entré 20-50 kroner.

Onsdag 24. oktober ”Europas sidste diktatur”. Aleksandr Lukasjenko er Europas sidste diktator, men oppositionen er ved at samles og unge går i spidsen for forandringer. Debat med hviderussiske politikere om, hvad EU kan gøre for at fremme demokrati. Kl. 17-19 i Studenternes Hus på Aarhus Universitet, Ndr. Ringgade 3, bygning 1420. Fri entré.

Torsdag 25. oktober Journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen uddyber sit værk, Blekingegadebanden, om den danske terrorcelle. Kl. 19.30 på Testrup Højskole, Testrupvej 110, 8320 Mårslet. Entré: 100 kroner.

Fredag 26. oktober Blue Foundation spiller på VoxHall kl. 21.00. Entré 170 kroner.

Mandag 29. oktober Folketingspolitikere fra Århus står i baren og møder de studerende i Århus over en fadøl eller snak om politik.

Mød op og se hvilken drink de blander for dig. Det er kl.

15.00 på Studenterhuset på havnen. Fri entré.

1. november Magtens Korridorer spiller på Train kl. 20.00. Entré: 130 karolineamalie@mail.djh.dk adahl@mail.djh.dk

SANDHED | Solveig Schmidt, studieleder

SANDHED | Redaktionen

Pas din egen troværdighed Da bunkeren talte med Solveig Schmidt (SS), mente hun, at det var Karen Jørgensen, der løj. Forskellige studerende kunne bekræfte historien, men SS havde en mail, der kunne afvise historien.

Efterfølgende talte Bunkeren med Pia Færing (PF), hun kunne bekræfte historien. Der var ikke noget nyt under solen, PF sagde det samme, som vi havde forelagt SS.

Der er ikke noget digt fra vores side i den her historie. Det er klart, det bliver en del af historien, når en studieleder har en mail med beviser på at historien ikke er sand. En mail som vi ikke må se, og som efterfølgende er væk. En mail hvis eksistens er ganske umulig.

Desværre var der ikke diktafon på interviewet med SS, den fejl begår vi ikke igen. ib@mail.djh.dk

FORSKELSBEHANDLING | Boline Skovly, 3. semester

Lunefuld ledelse Rektor Anne-Marie Dohm (AMD) skrev til sidste udgave af IB et læserbrev i anledning af sagen om forskelsbehandling på DJH. Heri skriver hun blandt andet, at det principielt ikke bør kunne ske, at institutionen lader en elev gå op til re-eksamen, hvis eleven afleverer sin tilmelding for sent. Det valgte AMD som øverste ansvarlige dog alligevel at tillade i den verserende sag.

Her afleverede to elever for sent, men kun den ene fik efterfølgende lov til at gå op til re-eksamen.

I sig selv er det en problematisk disposition, eftersom der eksplicit blev forskelsbehandlet. Hvad værre er, efterfølgende vil AMD ikke vedkende sig sit ansvar som rektor i det trykte læserbrev.

Den umiddelbart logiske konsekvens af den håndfaste insisteren på principper og regler måtte være, at enten går begge op, ellers går ingen op.

De to centrale spørgsmål er efterfølgende; hvorfor man i første omgang har forskelsbehandlet, og dernæst hvorfor der ingen principielle konsekvenser er for ledelse og administration. Kun den orlovsramte studerende, der efterfølgende (forståeligt nok) er overgået til SDU, blev berørt.

Som studerende på DJH giver sagen anledning til undren, tvivl og mistillid til rektor og de administratorer, der har håndteret denne sag, og i fremtiden skal håndtere lignende sager.

De spekulationer bliver ikke mindre af, at AMD i Politiken (9/9) udbreder sig om Nybroe-sagen. Her efterlyses der ”afgørende kontrolposter” i forhold til ”bevidst manipulation”, og der spørges til hvem, der ”påtager sig ansvaret, når det går galt”.

Svar udbedes - ærlig talt. bskovly@mail.djh.dk

Ødelæg ikke en god historie I seneste nummer af IB har I en artikel om grov forskelsbehandling af to studerende. Det er en god historie. IB lever her op til en af journalistikkens vigtigste roller: At kontrollere dem, der forvalter magten. Min kompliment til den del.

I har en væsentlig historie.

Den er rigtig. Den er oven i købet værre, end I viser læseren (det vender jeg tilbage til). Hvorfor har I så behov for at fylde læseren med oplysninger, der ikke holder vand? Hvis IB var en avis, der blev offentliggjort i en større sammenhæng, ville jeg bruge et spindoktor-trick I lægger jer smukt på linie og påvise, at en ikke med ind eller ud af Irak, uvæsentlig del af en eller tre granater... jeres historie er digt.

Og vupti, kunne jeg -Solveig Schmidt få hele debatten til at handle om, at I Jeg forstår ikke, og er beer utroværdige. I lægger jer kymret over, at I ikke passer smukt på linie med ind eller bedre på jeres troværdighed. ud af Irak, en eller tre gra- I har en god historie. Hvornater, arkivbilleder af uni- for pakke den ind i løgn og former eller ej? Det er en urigtige fortolkninger? I var kedelig måde at få sine 15 kommet dybere ned i subminutters berømmelse på. stansen, hvis I uhildet havde

“

Afsnittet om forløbet med den afviste studerendes tilmelding er nemlig ukorrekt.

Men det er jo lige meget for kernen i jeres historie. Den holder. Hvorfor så al den urigtige dramatik? Fordi det virker dramatisk?

Ligeså med min afvisning af, at det har fundet sted.

Jeres artikel kan kun læses på den måde, at jeg udtaler mig mod bedre vidende.

KOMMATEST | Berit Ertmann, 2. semester

Kommatestfiasko Jeg har netop læst Solveig Schmidts dokument om ændrede regler for sprog/ komma- & videnstest, og jeg må indrømme, at jeg synes, det rejser en del relevante spørgsmål.

Blandt andet hvorfor de pågældende tests overhovedet er blevet brugt på DJH, hvis grundlaget for dem er ulovligt ifølge Undervisningsministeriet. Har DJH ikke tjekket reglerne, inden de begyndte at teste os på

de vilkår, at vi må dumpe 8 gange? Hvis det bunder i, at reglerne fra ministeriets side er lavet om, hvorfor har DJH så ikke foretaget sig ét af følgende: 1) Lavet reglerne om, så vi ”kun” må dumpe testene 3 gange?

2) Droppet at teste os og lavet dem om til en eksamen for længst?

Konsekvensen bliver nu, at

Men sagen er, at I ved mere end mig. I ved, at der var en underviser inde i billedet.

Det vidste jeg ikke. Derfor gentog jeg som en papegøje ”jeg har ingen forklaring på det” (i sig selv er det pudsigt, at man som kilde kan sige en sætning 15 gange uden at blive citeret for den). Hvorfor konfronterer I mig ikke med jeres viden? Det er da en god historie. Studielederen har ikke styr på det.

Heller ikke efter, at hun har undersøgt sagen. Det er en bedre historie, end den konspiration, I antyder.

“

TEKST | Karoline Markholst og Fie Krøyer Dahl

undersøgt tingene og var vendt tilbage til kilderne, efterhånden som I blev klogere. Dermed havde læserne fået en bedre, og fremover alt en rigtigere, historie.

Poynter Institute har fat i den lange ende, når de siger, at journalistik netop er journalistik, fordi man om det kan sige: None of this is made up! sos@djh.dk

KOMMATEST

visse elever kommer igennem studiet uden for eksempel at have bestået sprog- & kommatesten. En test mange dumpede første gang og dermed har et reelt behov for at tage igen og bestå, hvis ikke de fortsat vil forholde sig til grammatik, som døve forholder sig til radio.

Ydermere vil studerende på samme semester nu komme igennem studiet på forskellige vilkår. Det i sig selv har jeg ikke ondt i røven over skal lige indskydes, at jeg er én af dem, der har bestået begge tests - men jeg har derimod ondt fra røven og

helt op i hovedet af, at DJH nu igen (med tanke på balladen om tilmelding til førsteårsprøven) ændrer regler til den helt store OL-guldmedalje. Det lugter langt væk af ”Hov, nu får vi at vide, vi har lavet noget, der ikke følger reglerne. Det var vi sørme ikke klar over. Så laver vi det da bare om. Det er der sgu nok ingen, der opdager”mentalitet.

Jeg har efterhånden lidt svært ved at tage mit studie seriøst. ertmann@mail.djh.dk

DEBAT

ILLUSTRERET BUNKER

Hvis du kunne tænke dig at anmelde et teaterstykke, en koncert eller noget andet, så kontakt redaktionen.

OKTOBER 2007

23

Elevatoren i tv-afdelingen er kun godkendt indtil August 2007.

KANTINEKAMP | Jesper Nørby, 2. semester

Fingrene væk fra den hvide kantine Jeg kan sagtens forstå behovet for, at medarbejderne har et personalerum. Det

skal der uden tvivl være plads til på en uddannelsesinstitution.

“ Hvordan kan man fratage

de studerende et rum med plads til over 50 mennesker, og så tilsyneladende mene, at to ekstra borde i den røde kantine er en fuldgod erstatning?

-Jesper Nørby

“

Der kom den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over, så skoldhed kaffe brænder de journaliststuderendes nallebasser. Samtlige studerende har for nyligt modtaget en mail fra det højeste høje, rektor Anne Marie Dohm, om at den hvide kantine (som kendetegnes ved, at der er et sundt lys og et lydniveau der er til at holde ud) bliver inddraget til medarbejdernes brug.

Til gengæld kan jeg ikke helt forstå den erstatning, de studerende får i stedet.

I mailen står der: ”Til gengæld får de studerende råderet over hele den røde kantine - også den bageste del, som i dag bliver brugt til

buffeter ved konferencer og lign.”

Hvordan kan man fratage de studerende et rum med plads til over 50 mennesker, og så tilsyneladende mene, at to ekstra borde i den røde kantine er en fuldgod erstatning?

I min bog svarer det lidt til at tage en slikkepind fra et barn, for så - med det største smil, man kan præstere – at give barnet en hunde-

lort. Lige meget, hvor bredt man end smiler, kan man ikke komme uden om det faktum at dér, hvor der før var en slikkepind, nu er en hundelort.

Det er rigtig godt at medarbejderne på skolen får et personalerum, Men så skal det også bruges! Mange studerende vil nok blive lettere misfornøjede, hvis der fra midten af november vil komme til at sidde en otte-

Hvid kantine skal Frustration over DJH ikke inddrages Derudover mener jeg, din kommunikation omkring

“

“

Om skolens undervisere skal have et lærerværelse eller ej, vil jeg ikke blande mig i, men det skal ikke ske på bekostning af de studerendes vilkår!

Hvad er der for øvrigt i vejen med at spise sammen

”Jeg vil gerne ud på skolen, så jeg med egne øjne kan se, hvad der fungerer godt og dårligt på skolen,” siger du i en artikel på Illustreret Bunkers hjemmeside. Jeg vil opfordre til, at du, AnneMarie, går ned i kantinen en gang til og overvejer, om den beslutning, du har taget vil fungere godt. Jeg tror det ikke!

ronde@mail.djh.dk

mistet gejsten til at planlægge, udvikle og forbedre undervisningen. En opfattelse der skinner igen i den seneste evaluering af Insamling og analyse 1, hvor underviserne til kritikken af opgaveformuleMåske skal undervisninringerne, konstaterer, gen bare skydes af, så der at: ”En enkelt rettes, ellers fejlskudt kritik.” kan blive tid til at skrive undervisningsbøger, free- Måske skal undervisningen bare skydes lanceartikler, eller passe af, så der kan blive tid firmaet. til at skrive undervis-Martin Særmark-Thomsen ningsbøger, freelanceartikler eller passe firmaet. menter, der bidrager til, at den samlede frustration op- Planlægningen lader hånt hobes. om vores liv, og det føles som om, vi bare skal prise Det samlede indtryk tyder os lykkelige over at være på en lærergruppe, der har på DJH og så i øvrigt gøre,

”Lyder I villigt, skal I æde landets goder: står I genstridigt imod, skal I ædes af sværd. Thi Herrens mund har talet” Esajas Bog 1.19-20

sidehovedet, og stave- og formuleringsfejl. Uendeligt lange undervisningsdage med bunker af pensum og mange flere irritationsmo-

Ofte bliver jeg spurgt, om jeg er glad for at gå på DJH. Med stor glæde og entusiasme kan jeg så fortælle, at, det er jeg. Men der er en række men’er, der er så tydelige, at de skinner gennem min begejstring.

“

Opgaveformuleringer der ikke entydigt beskriver, hvad det er, man faktisk skal gøre. Sene ændringer i skemaer. Undervisere, der præsenterer stof, hvis relevans er uklar – og som de internt er uenige i forståelsen af - på slides med årgamle datoer i

“

med os studerende?

Hvis underviserne vil have mere ro og fred, når de spiser, vil jeg foreslå at de fortrækker sig til deres kontor. ’Røret’ bagest i kantinen er også en mulighed.

Du henviser de stuHvad er der for i øvrigt i derende til bibliotevejen med at spise samket, der vil blive udmen med os studerende? videt og forbedret.

Bedre arbejdsvil-Marie Rønde kår på biblioteket har længe været tiltrængt – det glæder vi os denne beslutning er under til! - men det forbedrede al kritik. bibliotek skaber langt fra For bare en måned siden arbejdspladser nok, når de fortalte ANDREA dig, at studerende samtidig jages det kniber med pladsen til gruppearbejde på skolen. ud af den hvide kantine.

Din nye kantine-plan, der i Studerende kan nu kun op- høj grad vil påvirke de stuholde sig i ”den mørke kan- derendes hverdag på DJH, tine” – den er, som navnet burde vendes med eller i antyder både meget dunkel det mindste varsles til ANog meget trist. Lyset er dår- DREA. ligt, og der er meget larm fra kantinekunderne. Akustikken er mildest talt elendig.

Der er en grund til, at folk sidder i den hvide kantine – det er ikke til at arbejde i ”den mørke”! Var det det, du havde tænkt dig, de studerende skulle gøre?

jbnorby@mail.djh.dk

OPSANG TIL DJH | Martin Særmark-Thomsen, 2. semester

KANTINEKAMP | Marie Rønde, formand for ANDREA

Kære Anne-Marie Dohm.

Din beslutning om at gøre den hvide kantine til ”underviserkantine” er fuldstændig uacceptabel! De studerende har svært nok ved at finde steder, hvor man kan lave gruppearbejde i forvejen.

Alligevel fjerner du nu en tredjedel af de pladser, vi har.

ni lærere og spise frokost i en ellers tom kantine, som er lukket land for de studerende. Et sådan scenario vil næppe forbedre det i øjeblikket lunkne forhold mellem de studerende og administrationen.

som vi får besked på. Kravet synes at være en total opofrelse til journalistikken og en stiltiende accept af, at der ikke skal være tid til fritidsjobbet, der skal finansiere studiet, eller til venner og familie. ”Man skal ikke skide i den hånd, der skyder en selv i foden,” eller noget i den retning, men jeg er ligeglad. Faktisk håber jeg, at jeg tager fejl, men det lyder ikke sådan på gangene og i Frøberts. Men jeg skal være den første til at trække ovenstående i mig, hvis ikke der er et gran sandhed over det. Jeg opfordrer jer til at deltage i debatten på illbunker.dk.

martins@mail.djh.dk

JOURNALIST PÅ CHRISTIANSBORG? Netavisen Altinget er med ti journalister en af Christiansborgs store redaktioner. Tre af journalisterne er praktikanter i tolv måneders forløb.

Vi udgiver på uvildigt, kritisk journalistisk grundlag syv portaler med nyhedsbreve samt leverer politik. tv2.dk. Vi har nye portaler i støbeskeen.

Hvis du overvejer at søge praktikstilling hos os, kan du forberede dig. Log på www.altinget.dk med mailadressen opslag@altinget. dk og koden opslag.

Held og lykke med uddannelsen, faget og karrieren.

Gammel Strand 50 1202 København K Tlf. 33 34 35 40 red@altinget.dk

BAGSIDEN

ILLUSTRERET BUNKER

»Han sender os tilbage til DDR-tiden!« IT-forhandler om finansministerens monopolaftaler på it-indkøb til det offentlige.

Af Mads Trolle Julie Mabeck

OKTOBER 2007

SORT! KOM TIL IDEUDVIKLING

PÅ ILLUSTRERET BUNKER VI ER I ÅBEN

MODUS

OMKRING ORDET ”SORT” ONSDAG D. 10. OKTOBER KL. 15 I LILLE AUDI – Vi går tæt på magten og pengene i it-branchen!

VI SES!