33 plus Februar 2016

33 PLUS

Jacob Dinesen Dansk Magi Fotograf: Thorsten L채u

Februar 2016

Gaslight Anthem takker af ved Malmø Festival for denne gang Foto>> Christian Friis

33Plus et nysgerrigt musik magasin Kære Læser,

– både de nye og de etablerede, der udgiver selv eller på mindre Vi håber at du også syntes at der selvskaber også bliver hørt, og derfor mangler noget musikalsk manghar vi sat os for at være en samlende foldighed omkring dig. platform for disse kunFakta er at mediebillstneres nye udgivelser edet i forhold til musik og deres gøren og ladbliver mere og mere en omkring deres musikvantitativt. Der er alkalske løbebane. drig udgivet så meget Selv er vi musiclovers, ny musik, men tenog ikke smagsdomdensen i radio og TV mere. Vi har derfor - med DR i spidsen - er valgt at præsentere et at der sjældent har magasin, der ikke er været så få kunstnegenreafgrænset, som re der får spilletid. Et en del andre gode eksempel på det er at det var de 100 musiksider/net magasiner - men dog mest spillede kunstnere, som rent har sit udgangspunkt omkring rock, faktisk stod for 50 % af al afspillet roll, roots, rhythm, folk, soul & blues – musik på P3 sidste år! også fra randområderne.

Vi syntes det en skræmmende tenMan ved jo at musik betyder utroligt dens, når man samtidig generelt meget for mange mennesker – og politisk skruer ned for vilkårene for kan påvirke emotionelt i forskellige kunsten og for kunsternes virke. sammenhænge. At opdage ny musik Uden opmærksomhed, intet publikum kan således være en oplevelse på og ingen ny musik – og så bliver reniveau med en forelskelse – og forsultatet at vi alle kan følge de samme delen med musik er jo den – at man mainstream playlister fra streaming kan tillade sig at være forelsket i tjenester og høre de samme kunstne- en masse på en gang uden at man re igen og igen og ……….. NEJ TAK ! svigter nogle andre.

Vi ønsker at de mange kunstner Så vores fornemmeste opgave er at

33 PLUS

hjælpe vores læsere til lettere at finde de mange skønne musikalske guldkorn som verden heldigvis er fuld af.

Så kan det også være at resultatet af den forskning som Spotify sammen med en musikanalysevirksomhed har foretaget i 2015 bliver gjort til skamme. Deres konklusion var at man lytter ikke tyl ny musike efter man fylder 33. Det må ikke være rigtigt! Og hvis det er tænker vi at det må skyldes en musikalsk underernæring, som der kan og skal gøres noget ved.

Så derfor 33Plus – vi har plads til dem over 33 år - plus dem under.

Vi har plads til dem der stadig eller igen holder af musik på vinyl og til dem, der lige har opdaget vinylens vidunderligheder, og til alle dem der

bare holder af musik uanset format.

Vi håber at I er mange der er lige så nysgerrige som os, og vil hjælpe med at kaste spot på de mange dygtige og hårdt arbejdende musikere, der findes udenom de store mediers rader.

Et godt eksempel på det er Jacob Dinesen, som vi har en længere artikel om denne gang. En ung pladedebutant på bare 20 år – der siden han som 12 årig faldt for Bruce Springsteen og hans ”Magic” album har arbejdet benhårdt og målrettet på at kunne leve af det han elsker mest at spille musik for folket.

ROCK WELL !

Christian Friis / Mads Kornum

Gæste DJ´s

Monika Odefey: Hører primært amerikansk rockmusik – især Bruce Springsteen – men har gennem tiderne også hørt meget folkemusik. Musiksmagen har ikke ændret sig meget, siden hun i 13-års-alderen blev introduceret til Jackson Browns ”Running On Empty” og Neil Youngs ”After The Goldrush”.

Her ses Monika med Little Steven. Foto: Hans Olav Torgersen

Gæste DJ Jakob Elkjær er tit og ofte Gæste DJ på en restaurant i Malmø, men har også et job som journalist. Vi får et indblik i Jakob´s indgang til musikkens verden.

I dette nummer Leder 3 Cover Me 6 This Note´s for you...

10

Lyssky 14 This Note´s for you, II

19

Interview med Jacob Dinesen 22 This Note´s for you, III

30

Hollis Brown 34 Still Got the Blues

38

This Note´s for you, IV

42

Spinning Vinyl Top 10

46

“Little Steven and I”

48

Henning Kvitnes 60 Gæste DJ Jakob Elkjær

68

COVER ME Når et pladeomslag siger mere end ord Kender du det med at stå med en LP i hånden, og alene på coveret kunne fornemme hvilken musikalsk boldbane denne plade spiller op til?.

Det gør vi her på 33Plus. Og vi tænker at det en af årsagerne til – sammen med den gode lyd – at vinyl formatet har nægtet at give sig hen til den stille død, som den i mange år var stillet i udsigt. Vinylpladen lever og ånder, og får bedre og bedre vækstvilkår – og stille og roligt et nyt publikum.

LP-Coveret er jo reelt også en kunst- og design art for sig selv.

Mange oplevede det på udstillingen ”Pladecovers – Vinylens revival” på Designmuseum Danmark tilbage i

2012/2013. Og siden da er der heldigvis kun kommet flere og flere udgivelser på vinyl – og en lind strøm af nye fantastiske covers.

Vi giver derfor her et bud på hvad vi syntes har været nogle af de bedste mest opsigtsvækkende LP covers fra 2015. Som med alt andet god kunst lader vi billederne stå for sig selv.

Kom gerne med bud på hvilket 2015 covers I syntes er unikke, specielle, dragende – skriv til os på 33plus@gmail.com eller på vores facebook side www.facebook.com/33plus, så samler vi læsernes bud til næste nummer.

Vi kommer vidt omkring Men vi kan ikke være alle steder på en gang.

Har du været til en koncert og vil gerne skrive om din oplevelse, eller mangler vi at anmelde et album du syntes godt om.

Skriv til os på 33plusmusik@gmail.com med din anmeldelse eller oplevelse. Billeder modtages gerne, dog skal du selv have taget dem eller have tilladelse fra fotografen til at viderbringe dem.

Vi høre meget gerne fra jer så vi kan give musikken en chance for at blive hørt, set og læst af mange, og ikke bare de få.

John Hiatt i Amager Bio, 2015.

Foto>> Christian Friis

”This Note´s for you - Fakta, rygter, og røg fra Rabal

W

arren Haynes og hans band Gov’t Mule har tradition for at fortolke andre kunstnere – og det kan blandt andet høres på live udgivelserne ”Dark side of the Mule” (Pink Floyd”) og ”Stoned side of the Mule” (Rolling Stones).

Er man i New York den 30.12 og 31.12 kan man se endnu et par af disse specielle koncerter – og denne gang optræder Gov’t Mule under betegnelserne The Allmule Band, The Mule,og The Grateful Mule – hvor de med garanteret gode gæster vil spille numre af henholdsvis All-

man Brothers, The Band og Grateful Dead. Billedet er fra Warren Haynes besøg i Amager Bio i 2015.

Warren Haynes var i forbindelse med sin ”Ashes & Dust” tour på visit i Amager Bio, på Tobakken i Esbjerg, og på Bluesfestivalen i Frederikshavn. Efter sigende alle helt forrygende koncerter, hvor der udover numre fra det aktuelle album blev leveret fine fortolkninger Allman Brothes, Gov’t Mule, og Little Feat numre. Drømmer man om et genhør eller om at høre hvor godt det var, så

lderstræde og alverdens musikalske Randområder” Dannevang” skal der nok være noget om snakken. Albummet følges op af en forårsturne.

Devon Allman satser nu helt og holdent på solo karrieren efter at han i starten af 2015 forlod Royal Southern Brotherhood. 2016 byder i øvrigt på en Europa tour, hvor der dog pt. ikke er danske koncerter på programmet. Det er stadig 2014 albummet ”Ragged and dirty” der er omdrejningspunktet for den igangværende tur.

Akkurat ligesom Devon Allman forlod Mike Zito i år Royal Southern Brotherhood for at vende tilbage til kan man helt officielt købe koncerten digitalt via hjemmesiden www.livedownloads.com Jens Lysdal er ved at lægge sidste hånd på sit første album med danske tekster – og det forventes at udkomme primo 2016. Lysdal garanterer at det bliver ”rystende godt”. Lever det op til tidligere års to single udspil på dansk ”Masser af tid”, og ”Kom til

den solokarriere, der siden debutalbummet i 2006 har budt på hele syv albums, en live udgivelse, og en officiel bootleg udgivelse, hvor han fortolker Creedence Clearwater Revival. Nu er han så klar med endnu et blues-rock album på første klasse.

Albummet ”Keep coming back” er ude nu på CD og digitalt.

Som nevø til Stevie Ray og søn af Jimmie Vaughan er der automatisk både forventninger og forbehold i luften. Men Tyrone Vaughan er nu for alvor trådt frem på musikscenen, dels i form af EP’en “Now and then” (der indeholder 6 numre), og så i Royal Southern Brotherhood, hvor han har afløst Devon Allman.

Claudia Scott – som blandt andet har turneret med Poul Krebs – udgav sidste år albummet ”Follow the lines” – og det gav hende i år en norsk grammy for Årets country album. I vores øre er det nu mere roots-rock end country – men lad det nu ligge – det vigtigste er at albummet får den opmærksomhed det fortjener. Kan købes på LP, men alene via hendes hjemmeside til 250 norske kroner.

Claudia Scott.

Foto af Stian Andersen

George Thorogood har ikke sat tempoet ned med 책rene. Amager Bio 30 juli, 2015.

Foto>> Christian Friis

Fuld spot på lyssky idé og et cover der er 7 gange så fedt som så mange andre Lyssky er et nyt projekt fra Frederik Schumann. Navnet har nogle måske stødt på i forbindelse med kult bandet Dans & Lær, men ellers er Frederik Schuman ikke en der hidtil har trukket overskrifter.

Det gør han her på baggrund af en meget original LP udgivelse ”Forstenet”, der indeholder 7 lune elektroniske pop-korn med tænkevækkende og vedkommende danske

tekster - heraf 3 fra digteren og poeten Peter Laugesen.

Det primært elektroniske univers på de pladens 7 numre rummer både de fede beats og de mere kollageagtige lydlandskaber, som skaber en varieret - men stadig sammenhængende stemning. Der er direkte hitpotentiale i ”Simpel sample” og ”Hver eneste” eller den lille akustiske perle

At han gør og kan dette giver ganske god mening når man tjekker hans profil på LinkedIn, hvor han præsenMen ikke nok med at dette debutalbum holder musikalsk fra start til slut, terer sig selv således : ”I’m a very experienced nerd who så er det også målt på album cover like to develop online concepts and delen absolut første klasse.

Meget originalt er det lavet således, design visual interfaces for digital at man kan vælge mellem 7 forskel- media + I write and produce music.”

Vi blev lidt nysgerrige på at høre lige ark – et for hver sang – og det mere om denne innovative musisom man vælger skal ligge forrest kalske ildsjæl – og hvad der er er så det man kan se i cirklen som tankerne bag såvel Lyssky som frontcover.

Dans & Lær.

Det er 7 flotte og stilsikre fotografier Er det et rendyrket studieprojekt af Jakob Hunosøe, der er brugt, og på bagsiden af hver enkelt ark er så eller vil man kunne opleve Lyssky trykt tekst, og informationer om hvem live - og i givet fald hvornår?

Jeg havde tænkt det som studieder medvirker på nummeret. projekt (derfor er navnet også pasSimpelthen genialt og gennemført sende), men det er helt klart en lækkert! - og vil man sætte de enkelte covers i ramme, så kan man så mulighed, at spille med det live. men også det.

Til albumrelease d. 5. okt. spillede jeg 4 numre med hjælp fra to dygtige Lyssky er helt og holdent Frederik musikere, Andreas Halberg (Dans & Schumann’s eget projekt – og alLær, Nobody beats the beats m.fl.) bummet er selvudgivet i et unikt og begrænset oplag på 500 eksemplar- og Anders Birk (Carpark North og mange andre). Det var både sjovt og er. Pladen kan pt. Alene købes direkte hos Lyssky (kontakt via mail på gav et fingerpeg om, at det kunne www.lyssky.net) – men der forventes blive nogle rigtig gode koncerter - så det gav faktisk blod på tanden. at være en distributionsaftale på plads snarest. ”Ikke forstået”.

Betragter du Lyssky som et sideprojekt - ellers vil du seriøst arbejde for flere udgivelser - og har du allerede nu flere numre på lager?

Jeg har flere numre på lager, og vil gerne udgive mere med Lyssky. Det er ikke defineret hvad der er hoved- eller sideprojekter, men det er i hvert fald vigtigt for mig, også at lave musik, som er helt min egen.

Mht Dans & Lær, så startede det som Bjarke Søballes sideprojekt (ved siden af Leisure Alaska) - en spøjs idé, som hurtigt tog fart da vi blev et band. Det er utroligt givende, når Dans & Lær spiller live, eller er i studiet. Bl.a. fordi vi stammer fra meget forskellige musikalske baggrunde. Det har lært mig virkelig meget (og jeg har også fået danset meget ;) Jeg har i øvrigt også gang i andre projekter, men mere om det en anden gang.

Hvordan kom samarbejdet med Peter Laugesen i stand?

Lyssky havde ikke eksisteret, havde det ikke været for Peter Laugesen.

Første nummer jeg skrev til projektet hedder Tryllering, og opstod en

tømmermandsramt søndag for et par år siden, da jeg sad og læste hans digtsamling “Forstad til alt” og spillede guitar.

Det kan dog ikke kaldes et decideret samarbejde. Jeg har brugt enkelte af hans digte som sangtekster. Det åbnede noget i mig, som gjorde, at jeg kunne skrive resten selv.

Peter Laugesen er meget hjemmevant i musikkens verden, så han tog det meget afslappet, da jeg kontaktede ham ifht sangene.

Hvordan opstod idéen med de syv forskellige covers?

Den opstod i samarbejde med Jakob Hunosøe, en utrolig dygtig fotokunstner, som jeg har kendt i mange år. Hans billeder er utroligt flotte, og passer også godt til projektet idet de er mennesketomme. Jeg havde spurgt ham om lov, og fået ja, til at bruge et foto til hvert nummer på pladen - men vi grublede derefter længe over, hvordan de skulle indgå på en mindeværdig måde. Og det synes jeg, er blevet utroligt vellykket, med det runde kighul, som lidt giver fornemmelsen af at lure ind af nøglehullet hos en fremmed. Og at man kan vælge sit eget favoritcover (eller

sætte noget helt 8. ind) er på samme vil ikke indgå i Dans & Lærs live settid både simpelt og genialt. up, og vil derfor også blive udgivet under et nyt artist-navn. Mere kan Kan du afsløre om der er noget jeg ikke røbe endnu - andet end at nyt i horisonten i forhold til Dans det er superfedt og lidt underligt. & Lær?

Ja, det kan jeg. Og det er der. Vi Derudover vil Dans & Lær indspille sidder aldrig stille i Dans & Lær fornye numre engang i 2016. Vi dykker samlingen. Dans & Lær pladeselsnart ned i gemmerne efter materiale skabet udgiver snart et album, hvor vi kan basere de nye numre på. Og emnet er et helt andet end fugle, og det er muligt, vi også her kigger væk stemningen er langt mere mørk og fra fuglene for en stund. meget mindre dansabel. Materialet

Ryan Adams gav büde opvarmning for sig selv som Natalie Prass, og en flot koncert efterfølgende. Falkoner Salen 9 marts, 2015 Foto>> Christian Friis

F

lere og flere kunstnere benytter crowdfunding for at få udgivet nyt. Dette gælder også for David Knopfler der via midler fra crowdfunding nu har nyt album ”Grace” klar til udgivelse. Og det med garanti uden Mark Knopfler, for de 2 brødre er stadig ikke på talefod.

Blå Nætter, er et nyt ungt talentfuld band, som uden tvivl kan deres Love Shop katalog. De har i sensommeren udsendt debut EP’en ”Hvorom alting er” digitalt. På baggrund af stor – og helt forståelig efterspørgsel – har de nu fået mulighed for at få den udgivet på vinyl efter en vellykket crowdfunding. Vinylen vil være med et eksklusivt bonusnummer i forhold til den digitale EP.

Skotske Nazareth udgav i 2014 det fabelagtige album ”Rock’n’ roll telephone”, og det bliver nok sidste opkald med karakteristiske Dan McCafferty i front, idet han efter optagelserne har trukket sig fra bandet af helbredsmæssige årsager. Dermed er der kun bassist og sangskriver Pete Agnew af originalmedlemmerne tilbage. Siden forsøgte de på den efterfølgende turne sig med Linton Osborne som forsanger, men det viste sig ikke at være det rigtige match. Nu har de i stedet fået Carl Sentance med som forsanger, og han kan opleves på den igangværende turne, der fortsætter ind i 2016.

Bandet er endvidere gået i gang med at arbejdet på et nyt album.

Basfænomenet Henrik Linder fra Dirty Loops har sammen med sin bror Erik Linder udgivet CD under navnet Linder Bros, men foreløbig kun i Japan. Europæisk udgivelsesdato er endnu ikke fastsat. Der tale om 8 instrumentalnumre i fusionsrock genren – naturligvis med bas og guitar som det naturlige omdrejningspunkt.

Peter Frampton er stadig en aktiv herre. Han har netop med stor succes i hjemlandet USA været på sin første akustiske turne – og det i selskab med sønnen Julian Frampton. Derudover har man kunne finde ham som gæst på seneste album fra Bachman, Lynyrd Skynyrd, og Ringo Starr. Samtidig er der i år blevet udsendt genudgivelser (med bonusnumre) af de lidt oversete album ”Premonition” (1986), ”When All the pieces fit” (1989), og ”Now” (2003).

Debutalbummet fra Delta Blues Band, som oprindeligt udkom i 1969 har i mange år været uopdriveligt, men er nu genudgivet på LP af Shadoks Music i en Limited 200 gram udgave. Shadoks Music har også været så venlige at genudgive Burnin Red Ivanhoe ”M144” og Young Flowers ”2” i mere end

gennemførte udgaver. Her taler vi i den grad album kunst.

Grateful Dead sagde endegyldigt farvel i sommers med deres "Fare Thee Well" tour, som markerede deres 50 års jubilæum. Tre af medlemmerne Bob Weir, Mickey Hart, og Bill Kreutzmann fortsætter dog nu som Dead & Company. De tournerer pt. i hjemlandet USA, og med i bandet har de på lead guitar og vokal John Mayer.

Trey Anastasio fra Phish er en aktiv herre. I sommers var han med som "stand-in" for Jerry Garcia på Grateful Dead's 50 års jubilæumsturne, og nu er han klar med nyt solo album ”Paper Wheels”, som er tydeligt inspireret af 70’ernes soft/psykedelisk-rock.

Al overskud fra den digitale udgivelse ”Sammen” med diverse danske kunstnere går til Dansk Flygtningehjælp. Albummet kan downloades for kr. 80 (eller mere hvis man støtter yderligere) via siden sammen.net. Coveret til albummet er lavet af kunstneren Husk Mit Navn, og kan også købes som plakat til kr.

100 (eller mere). Albummet indehold-

er blandt det første nye D-A-D nummer siden 2011. "The Wrong side of love", samt et unikt og overraskende samarbejde med Folkeklubben og Suspekt på nummeret ”Danmark”, som er en sammensmeltning af Folkeklubben’s ”Danmarksfilm” og Supekt’s ”Danmark”.

Svenske Ida Sand har modigt kastet sig over den hellige sangskat fra Neil Young , og det er der kommet et særdeles lyttelækkert og godt sammenhængende album ud af. Et mix af nogle af de stærkeste Young klassikere sange og en orkestrering a la Bo Kaspers Orkester gør at denne udgivelse "Young at heart" efterlader et både personligt og interessant udtryk og indtryk.

Neil Young har heldigvis inspireret i tusindvis af nye kunstnere - og en af dem er danske Madson (med det borgerlige navn Frederik Madsen), som tidligere på året udgav en glimrende debut EP "Rocket for your skyline" på 10` vinyl.

Den indeholder 5 afdæmpede sange, der emmer af eftertænksomhed og autenticitet. Især titelnummeret skinner igennem - og det har da også passeret de 100.000 streams på Spotify.

The Gaslight Anthem holder pause på ubestemt tid. Men fans af forsanger Brian Fallon kan så glæde sig over at han nu kommer med hans første solo album "Painkiller" først i det nye år. Han tager også på Europa turne med sit nye band "The Crowes" fra april måned 2016.

Foreløbig er der ingen datoer for nordiske koncerter – Hamborg er pt. nærmeste destination.

Jacob Dinesen: ”Den lange ensomme vej har altid fascineret mig” Mange troede ikke deres egne ører ken. da de hørte sangen ”Dancing Dev-

Det hele startede med at han hørte Bruce Springsteen’s ”Magic” – ønfremført af en bare 19 årig knægt skede sig, og fik en spansk guitar fra Tønder. Men den er god nok! fra Jem & Fix i gave til jul for otte år siden. Siden da har Jacob Dinesen været 100% solgt og dedikeret til 33Plus har mødt manden bag musikken. Man kan sige han kom stemmen, som er et af de største i en slags mesterlære - først Backog lysende talenter på den danske stage og siden On stage på festivalerne i Tønder og Skagen. folk & rock scene i mange år. il” første gang, og hørte den var

Ifølge Jacob er disse festivaler et fantastisk miljø at færdes i fordi her er det ikke afgørende om man i offentlighedens øjne er en stor eller lille kunstner. Alle er klar til at hjælpe alle og alle snakker på tværs med hinanden. Det et miljø præget af stor folkelighed og ydmyghed – to ting Men vi taler også om en ung mand, som passer rigtigt godt ind i billedet der allerede i mange år, benhårdt af den sympatiske og åbenhjertelige har arbejdet på at blive bedre til det håndværk han drømmer om at kunne Jacob Dinesen man møder i dag. leve af resten af livet – nemlig musik- Den spanske guitar har han for længst slidt ned, om end han har den Man behøver ikke snakke længe med Jacob Dinesen før at man ved at der tale om en person, der på mange måder er mere moden og målrettet end en gennemsnitlig dansk 20 årig.

Fotograf: Thorsten Läu

endnu – med et kæmpe hul i. Der er blevet øvet, øvet og øvet – på diverse guitarer, violiner og senest på banjo – og man forstår hurtigt, at når Jacob Dinesen sætter sig for at lære – så gør han det helhjertet.

Helhjertet er hans debutalbum ”Count the ways” i den grad da også.

5 dage – og den blev til med hjælp af hans gamle band, som ellers var opløst cirka 1 år før.

Et band, som havde spillet hvert et lille spillested og værtshus i Tønder og omegn tyndt igennem flere år, og et band som Jacob kalder en uvurderlig ballast til hans videre vej.

Jacob Dinesen har selv betalt alle Alle i bandet var mødtes i Gymnasiudgifter omkring pladens tilblivet, hvor de gik på den musikalske else og udgivelse – og har naturligt linje – og ifølge Jacob havde de været inde over alle beslutninger fra en helt fantastisk synergi. Jacob sangvalg, til produktion og cover. Det Dinesen havde skrevet sine egne betød så også at der ikke var uanede sange siden han var omkring 13 tid at indspille pladen i – for studiår, så der var derfor et stort katalog etid er som bekendt langt fra gratis. af velprøvede sange, som han nu Pladen skulle gøres færdig på bare skulle vælge imellem i forhold til hvil-

Foto Brian Selander

ke der skulle indspilles og med på debutalbummet. Han kiggede sine sætlister igennem – og udvalgte sine egne favoritter. Tilbage stod han med omkring 25 sange.

Efter god sparring med hans far, der altid har bakket op omkring hans musikalske mål – og den musikalske partner fra bandet - guitaristen Mikael Pedersen – blev de 25 numre skåret ned til 9, hvoraf et så blev frasorteret inden CD’en lå klar i sin

endelige udgave.

Jacob fortæller, at han gerne havde set at hans favoritnummer på pladen ”Get It Off My Back” havde fået et stort lydbillede med stort Brass band og Gospelkor, men det tillod budgettet ikke ligefrem. I stedet blev det så et ret originalt keyboard tema der blev lagt på, som elegant skiller sig ud fra pladens øvrige lydbillede, der både rummer den mere traditionelle folk-rock og en mere roots inspireret

rock a la Springsteen.

I det hele taget er Jacob Dinesen meget mere end den klassiske og konservative opfattelse af folk-rock.

Inspirationskilderne peger da også i flere retninger, og han nævner selv at han har en ret bred musiksmag.

Det er naturligvis omtalte Bruce Springsteen, som han fortæller at han er ”die hard fan” af – men også navne som Frank Zappa, Van Morrison, Great Big Sea/Alan Doyle, Wolfstone og Allan Olsen betyder meget for Jacob Dinesen – ligesom han også gerne lytter til nyere navne som Ed Sheeran og Mumford & Sons.

Musik har i det hele taget altid fyldt meget i Jacobs liv. Som barnefødt i Tønder – af musikinteresserede forældre – ja så er man jo så godt som også født ind i Tønder Festivalen, der er det naturlige omdrejningspunkt for byen i en uge hvert år. Det var også forældrene, der lærte Jacob at lytte til musik, og ikke bare høre det – ligesom de nok også har en vis andel i at det nok mest er den mere retro stil af musik, som Jacob hælder mest til i dag.

Men at Jacob musikalsk står hvor

han gør i dag er der en helt anden årsag til. Som Allan Olsen nok ville udtrykke det, så blev Jacobs vej tilfældigt strejfet af en vis herre ved navn Allan Taylor – en sand legende på Tønder Festivalen. Jacob kalder Allan Taylor hans mentor – og det er næppe en underdrivelse.

Allan Taylor har været en fast gæst på festivaler som Tønder og Skagen siden 70’erne, og er generelt en af Englands mest anerkendte og respekterede singer/songwritere. Hans sange er indspillet af utallige kunstnere på begge sider af Atlanten og han har siden debutpladen i 1971 udgivet plader med jævne mellemrum.

Dinesen og Taylor mødtes første gang i en privat sammenhæng i forbindelse med Tønder Festivalen, da Jacob var omkring 13-14 år. Allan Taylor fornemmede straks at der var tale om en meget lærenem musikalsk knægt – og allerede ved første møde fik han første intense guitar kursus. Siden mødtes de i ny og næ, og der blev f.eks. øvet forskellige guitarteknikker over en aftensmad inden Taylor skulle ud og optræde – og det alt sammen inden Jacob endnu

var konfirmeret.

At stemmen gik i overgang slog heller ikke Dinesen ud. På vores spørgsmål om hvornår han egentligt opdagede at han havde en særlig og kraftfuld stemme svarer han ”Jeg startede med at brøle igennem, og min stemme gik overgang. Jeg spillede i et punkband i 7 klasse, og råbte mig hæs. Men man lærer at lytte til sin krop, og jeg lærte mig selv sangteknik”.

I vores snak med Jacob, bliver det også meget tydeligt hvor meget han brænder for sine sange, og for at komme ud at give dem liv blandt et publikum, som han naturligvis drømmer om hele tiden bliver større.

At han skriver på engelsk kommer helt naturligt, og hans første sang, som var skrevet før mødet med Allan Taylor var da også på engelsk.

Han har optrådt live med Allan Olsen nummeret ”Lille ørred”, men føler ikke selv han kan skrive på dansk ”vokabularet føles meget større på Punkbandet fik en kort levetid, men engelsk – og det er ligesom mere det gjorde møderne med Allan Taysmooth at høre på”, forklarer han. lor ikke. De har i dag et meget tæt personligt og musikalsk venskab, og En enkelt sang er det dog blevet til senest har Jacob været i England og ”Skyggernes rum” - som bliver luftet live engang imellem, men foreløbig spille til en koncert i anledning af at står den altså lidt alene.

Allan Taylor rundede de 70 år. Det har haft stor betydning for Jacob at Det gør sangene på engelsk så Allan Taylor hele tiden har vist stor langtfra. Der kommer hele tiden nye tiltro til Jacob, og at Allan Taylor har sange til, og mange bliver prøvet kunnet dele ud af de erfaringer han af på scenerne rundt omkring. har med at leve af at spille musik.

Fælles for de mange sange er at det Han har med andre ord givet bygikke mange lige ud af landevejen gestenene til hvordan man skal arkærlighedssange. Det høres at han bejde og ikke mindst performe, og også i sine tekster er en ægte histohvordan man skal få historierne til at blive levende mellem kunstner og riefortæller. publikum.

Samtidig mærker man i snakken

Fotograf: Thorsten L채u

med ham at han er ret bevidst om at det hele tiden kræver hårdt arbejde, at blive en dygtigere musiker, sangskriver osv. Han har deltaget i ”Karrierekanonen” på P3 uden at nå finalerunden, men har også sagt nej til deltagelse i DR’s ”Mentor” musikprogram med Thomas Blachman. Han forklarer - ”Den kommercielle vej har afskrækket mig – mens den lange og ensomme vej altid har fascineret mig – den tror jeg ikke at man finder ved at blive båret på hænder og fødder”.

Her på 33Plus er vi ikke et øjeblik om at Jacob Dinesen er på den helt rette vej. Han har mange jern i ilden – og der er flere nye projekter i støbeskeen, som han dog ikke kan afsløre mere omkring lige nu. Der arbejdes dog på ny plade, som han umiddelbart fornemmer, tager en lidt anden retning.

Sikkert og vidst er det at man fortsat i 2016 rundt om i landet kan opleve ham sammen med makkeren Mikael

Pedersen på tour med masser af nye og gamle sange.

Første gang de spillede i Hovedstadsområdet er ikke længere siden end i november, hvor de spillede i et stort set udsolgt Bartof Station på Frederiksberg. Allerede inden koncerten kunne man mærke en forventningsfuld stemning ud over det sædvanlige. Ingen blev skuffede.

Efter næsten 2 timers musik – var der næppe nogle af de tilstedeværende der var i tvivl om at Tønder ikke får lov at beholde dette usædvanlige talent for sig selv ret længe endnu.

Deres udsendte – som ellers har set lidt af hvert på scenerne de sidste 40 år - kunne bare sammen med resten af et mere end begejstret publikum konstatere at det var en helt unik oplevelse at se en 20 årig debutant – med bare et album i bagagen - udvise så meget overskud i såvel det musikalske servering af et imponerende katalog af egne sange, som i dialogen med publikum imellem

numrene. Det var en koncert til abso- stykke fra hinanden, og så måske de bare er vant til navnesammenfald lut topkarakter. i hans familie. Hans mor hedder så men Ghitta Nørby!.

Men det er også i mødet med publikum, at ”tiden stopper for en”, som han selv udtrykker det. ”Det brænder Køb pladen ……………… Og lyt til musikken live – Foreløbig Tourplan så dybt i mig. Den følelse når man står på scenen – og man bliver bare for 2016 ser således ud: så varm om hjertet når man ser folk synge med”. Den tætte kontakt med 30. Jan - Drauget www.drauget.dk/index.php publikum betyder meget – ”De skal helst føle det som de sidder ved mit 11-14 Feb. Strib Festival (Jacob køkkenbord – og får serveret sanDinesen & Allan Taylor) gene”. www.strib-vinterfestival.dk Man må sige at Jacob Dinesen lykkedes med det han vil give, og det håber vi at mange flere vil opleve i 2016. De eneste han må skuffe er vinyl folket. ”Count the ways” kommer desværre ikke på vinyl i denne omgang. Der ville kræve at den blev mixet og masteret om, og det er der ikke økonomi til.

Og ja – det skal vel lige med til sidst – NAVNET - Jacob Dinesen – det bliver nogle gange forvekslet med jazzmusikeren af samme navn – og han er da også blevet spurgt til om han ikke har glemt sin saxofon. Men umiddelbart opfatter han det ikke som det store problem med navnesammenfaldet. Nok mest fordi deres musikalske boldgader er et pænt

27. Feb - Nygadehuset Aabenraa www.ensted-folk.dk/?tribe_events=jacob-dinesen 17. Marts - Aulum (billet info kommer) 19. Marts - Skovby www.billetto.dk/da/koncert-med-jacob-dinesen-og-mikael-pedersen 16. April - Ramsø www.ramsoemusikhus.dk/?Velkommen 30 Juni - 3 Juli Skagen Festival (Jacob Dinesen solo) www.skagenfestival.dk

D

on Henley fra Eagles var country langt før det var cool, og nu er han på sit første solo album i 15 år klar med et lyrisk tilbageskuende album, med hans hjemby i Texas som omdrejningspunkt. Musikalsk er det en veltilpasset blanding af country, blues og americana af den slags, der bare vokser for hver gennemlysning.

"Cass county" kan erhverves med hele 16 numre på Vinyl og i CD Deluxe udgaven. Standard CD udgaven rummer 12 numre. Skal man have det hele skal man dog til den amerikanske butikskæde Target (Ikke at forveksle med det danske pladeselskab/musik shop), der udgiver en ”Special version” med 2 unikke bonusnumre, altså i alt 18 numre. Det ene af de 2 bonus numre ”It don’t matter to the sun” er endda en duet med Stevie Nicks.

Det amerikanske magasin "Rolling Stone" har lavet en Top 50 liste over "Greatest Hair Metal album of all time" - og der kan vi med stolthed konstatere at D-A-D tager plads nr.

42 med "No fuel left for the pilgrims" og White Lion "Pride" tager plads nr. 22. Der blev ikke plads til Pretty Maids – trods deres legendariske

Horsens hår. Listen toppes velfortjent af Def Leppard "Hysteria".

Efter 16 års pladepause vendte bandet med det skøre skønne navn Toad The Wet Sprocket i 2014 tilbage i topform med albummet "New constellation" - pudsigt nok med alle originale medlemmer i folden. De har åbenbart været inspireret efter den lange pause for allerede nu er de klar med en EP "Architect of the Ruin" som indeholder 6 numre, hvoraf 4 numre dog tidligere har været ude som bonusnumre på den europæiske udgave af ”New constellation”.

Mange husker nok Shawn Mullins for hans store radiohit "Lullaby" i

1998. Siden har han levet en mere anonym tilværelse trods yderligere 4 album udgivelser. Efter 5 års pladepause er han nu tilbage med albummet "My stupid heart" – som bestemt lever op til fordums styrke.

Fremtiden for det amerikanske hardrock band Gypsyhawk er usikker efter at frontmand (bassist, sanger, sangskriver) Eric Harris har forladt bandet. I stedet har han dannet en nyt band Gygax, som netop er gået igang med indspilningerne til debutalbummet. Folk med hang til en stil a la Thin Lizzy/ Black Star Riders bør følge deres videre vej.

Dorthe Gerlach fra Hush udgav i år hendes første album ”Natlys” med danske tekster, og hun følger nu op med en fin og rørende julesingle ”Jul kort fortalt”, som er ude digitalt.

Trods skilsmissen mellem Pegi Young og Neil Young står de heldigvis stadig sammen om velgørenhedsarrangementet The Bridge School Concert, som er en årlig tilbagevendende koncert med nogle at de største amerikanske musiknavne. Flere CD udgivelser har dokumenteret mange af de tidligere

års højdepunkter. I år kunne man blandt andre høre Ryan Adams, Dixie Chicks, Ben Harper og Nils Lofgren.

Au-Pair er en nyt sideprojekt for Gary Louis fra Jayhawks og Djanjo Haskins fra Old Ceremony. Deres debutalbum er netop udkommet på diverse streaming tjenester. Ønsker man den i fysisk format kan dette ske via www.pledgemusic.com The Jayhawks har et nyt album klar til starten af 2016. Bandet består nu om dage af Gary Louris, Marc Perlman, Tim O'Reagan, Karen Grotberg og Kraig Johnson, og i kølvandet på albummet vil de tage på verdensturne. Indtil da kan fans

glæde sig over at 5 af deres album nu kommer i remasterede udgaver på vinyl – der er tale om ”HOLLYWOOD TOWN HALL”, ”TOMORROW THE GREEN GRASS”, ” SOUND OF LIES” (2 LP, )”SMILE” (2 LP), ”RAINY DAY MUSIC “(2 LP).

Johnny Madsen’s nye udgivelse har i den grad været ”godt nyt” for musikelskere. I hvert fald har den allerede udløst en guldplade, hvilket svarer til et salg på 10.000 enheder.

SKO/TORP har de senere år været ganske aktive på landevejen, og har alene i 2015 spillet omkring 80 koncerter, men nyt materiale har ikke set dagens lys siden albummet ”Heartland” i 2010. Det laves der dog nu om på. De har meldt ud at der er indspillet et nyt album, som får titlen ”After hours”, og det er klar til udsendelse i starten af 2016.

Roots-rock gruppen Trigger Hippy, der udsendte et glimrende – og meget The Band inspireret debutalbum i 2014 lader sig ikke slå ud af at de i år har mistet deres primære sangskriver Jackie Greene samt Tom Bukovac. De har rent faktisk nyt album lige om hjørnet. Kernen i bandet er nu sangerinden Joan Os-

borne og trommeslageren Steve Gorman (medstifter af The Black Crowes). ”Relish” er ubetinget hovedværket i Joan Osborne efterhånden store solo produktion. Det udkommer nu i en 20 års jubilæums udgave med bonusnumre, og er for første gang mulig at få på vinyl (2-LP). Albummet indeholder blandt andet mega hittet ”One of us”, som er skrevet af Eric Bazilian fra The Hooters.

Jackie Greene har efter at have forladt Trigger Hippy brugt tiden på at udsende nyt solo album ”Back to birth” – hans syvende, men første i 5 år. Pladen er producert af Steve Berlin fra Los Lobos, og byder på helstøbt klassisk americana/

roots-rock og gospelflirt. Derudover optræder Jackie Greene stadig lejlighedsvist med Phil Lesh & Friends samt Bob Weir.

Den walisiske sangskriver Judith Owen var den 30.10 forbi Huset i København – og hendes rytmegruppe var bestemt ikke hvem som helst, men derimod selveste Leland Sklar og Russ Kunkel, som begge har medvirket på flere hundrede legendariske rock/pop/soul indspilninger. De høres også på Judith Owens fantastiske 2014 album ”Ebb and flow”, som lyder som en skøn mellemting mellem James Taylor og Joni Mitchell. Efter koncerten afslørede Judith Owen at der arbejdes på et nyt album, og at hun heldigvis igen har fornøjelsen af at have de 2 herrer med i studiet. Inden da sender hun dog her i december en jule EP ”The best things” på gaden sammen med Harry Shearer.

anden rutineret herre, som har vikarieret i Toto før – nemlig legendariske Leland Sklar.

At æblet ikke falder langt fra stammen hørte man tydeligt da Trixie Whitley i 2013 udgav sit debutalbum ”Fourth corner”. Som hos faderen - Chris Whitley (død 2005) høres en stærk og insisterende musikalsk blåtonet rastløshed og et levende og til tider aggressivt guitarspil, og det på en måde så man ikke er i tvivl om Den 67-årige bassist David Hungate at hun har personligheden til at stå på egne ben. Det får hun nu chanforlader igen Toto. Han var tilbage cen for at vise igen med hendes i forbindelse med indspilningen af nye album ”Porta Bohemica”, der er ”14” og med på den efterfølgende turne, men han har måtte erkende at udkommet i hendes andet hjemland Belgien, og som kommer i resten af det hektiske liv på landevejen ikke længere er ham. Afløseren bliver en verden i starten af 2016.

Hollis Brown

Af Monika Odefey

Det unge newyorkerband Hollis Brown, der har taget navn efter en Bob Dylan-sang, er stadig et ukendt navn i Danmark, men er i høj grad værd at lytte til og fortjener at nå ud til et bredere publikum. Så er du til amerikansk rockmusik, så tjek dem ud.

Bandet blev dannet af sanger og guitarist Mike Montali og guitarist Jonathan Bonilla i 2009, og efter et par skift i besætningen består bandet i dag ud over Montali og Bonilla af Dillon DeVito (bas og baggrundsvokal), Andrew Zehnal (trommer) og Adam Bock (keyboards og baggrundsvokal).

Bandet har udviklet sig fra i de tidlige år at spille uhøjtidelig garagerock til på det seneste album, 3 Shots, at levere en række smukke, melodiske rocksange. Fra juli til oktober i år turnerede bandet som opvarmning for Counting Crows i USA, hvor de nåede ud til et noget større publikum, end de har været vant til.

Herefter tog de turen over Atlanten og spillede knap 30 koncerter på små spillesteder rundtomkring i Europa. Desværre

lagde de ikke vejen forbi Danmark – det bliver forhåbentlig anderledes på deres næste tur.

Jeg var så heldig at stifte bekendtskab med bandet, da de varmede op for Jesse Malin på hans Storbritannien-tur i slutningen af 2014, og var begejstret fra de første toner.

Jeg tog derfor til Hamborg for at høre dem et par gange – nu som hovednavn – på deres europatur i efteråret 2015 og er mindst lige så begejstret, som jeg var efter mit første møde med bandet for godt et år siden. Montali og Bonilla er ikke blot fremragende sangskrivere, bandet er også forrygende live – og derudover er de nogle supersympatiske musikere. Så

når chancen byder sig igen – måske allerede i løbet af 2016 – kan jeg varmt anbefale, at man bruger en aften i selskab med Hollis Brown.

Bandet udsendte i 2013 albummet Ride on the Train, i 2014 fulgte Gets Loaded, som er en coverplade af The Velvet Undergrounds Loaded.

Pladen blev udsendt som vinyl i 500 eksemplarer til Record Store Day,

men er sidenhen blevet udsendt både som cd og digitalt. Deres seneste plade, 3 Shots, udkom i maj 2015, og til Record Store Day i år udsender bandet en liveplade. Tidligere har de udgivet et selvbetitlet album (2009) samt ep’en Nothing & the Famous No One (2012), som dog er svære at få fingre i.

Mika Vandborg fra Electric Guitars, og Scott Gorham fra Black Star Riders fra deres dobbeltkoncert den 01.12 i Gjethuset, FrederiksvĂŚrk Foto>> Mads Kornum

Still Got the Blues…………Overdrive !

Der udkom masser at udgivelser til de blå timer i 2015.

Veteranen Buddy Guy fastslog at han er ”Born to play guitar”, og I godt selskab med blues musikkens hot shot producer og sangsnedker Tom Hambridge var han stadig mere end væsentlig at lægge øre til.

Det samme var den livsbekræftende udgivelse ”Battle scars” fra Walter Trout. En stærk plade om at vende tilbage til det liv, der stort

set var tabt indtil en indsamling blandt venner og andet godtfolk sikrede ham en ny lever. Det mange år siden at sangene og guitaren har stået så skarpt og vedkommende hos Trout, der i sin efterhånden lange pladekarriere har haft lidt svært ved at holde højt niveau en hel plade igennem.

Højt niveau må siges at ligge lige for at kalde det som danske Blues Overdrive leverede på deres andet album ”Clinch” – et album der sine st-

Danske The Blues Overdrive.

eder lød som om salig J.J. Cale var vendt hjem fra de døde, og som helt unikt for et dansk band vandt den prestigefyldte pris ”European Blues Awards 2015” og i øvrigt har høstet stor international anerkendelse rundt om i Europa ligesom kollegaerne Mike Andersen Band, Thorbjørn Risager & The Black Tornado samt Mojo Makers i øvrigt gjorde det. ”Clinch” har fint besøg på et par numre i form af Duke Robillard, som jo blandt mange har spillet sammen med Bob Dylan, Tom Waits, og The Fabulous Thunderbirds, og som også har en

stribe mere end solide soloalbum på samvittigheden.

Et eksempel på det gav han også i 2015 i form af det album han gav titlen ”Calling all blues”, og som befæstede hans status som en af de mere underkendte mestre af genren.

En anden mester – som trods det at han har rundet de 80 år – stadig er i fin vigør er John Mayall. På albummet ”Find af way to care” leverer han det vi ved han kan – men heller ikke meget mere.

Det samme kan man sige om Sonny Landreth, der efter diverse musikalske afstikkere og instrumentalalbum vendte tilbage til den mere rendyrkede bluesfeeling på ”Bound by the blues”.

Samme feeling tænker vi at The Kentucky Headhunters with Jimmie Johnson har søgt efter på albummet ”Meet me in the bluesland” – og det bliver faktisk et ganske fint møde mellem den gamle bluesmand Johnsen og den traditionelle countryrock band.

Det høres at der har været både hygge og respekt og masser af spilleglæde i studiet.

Masser af spilleglæde er der helt sikkert også tilbage hos Royal Southern Brotherhood på “Don’t look back”, og det skyldes måske i høj grad at de ikke kigger længselsfuldt tilbage efter Devon Allman og Mike Zito, som forlod bandet inden denne udgivelse for at pleje deres solokarrierer. Det er stadig bluesrock af bedste karat med Cyril Neville som det groovy og funky omdrejningspunkt.

Omdrejningspunktet for Sugaray Rayford musikalske løbebane har uden tvivl været i fodsporene fra B.B. King og på albummet ”Southside” høres det

tydeligt på et helt igennem sympatisk album “Glemte nætter”, så er det svært ikke at føle the blues på den udspil. ganske behagelige måde. Alene åbSympatisk er Jess Holtsø i den grad ningsnummeret ”Det er dyrt at være fattig” er ubetaleligt godt – og burde også, og når han folder sin Joe Cocker lignende stemme ud på selve kanoniseres som eksempel på at blues godt kan synges på dansk. modersmålet på Holtsø & Wittrock

T

yske Scorpions har i 2015 fejret deres 50 års jubilæum med et nyt album ”Return to forever”og en tour, som også vil fortsætte i 2016. Bandet blev ganske rigtigt dannet i 1965 af Rudolf Schenker, men de fik dog først i 1972 pladedebut med ”Lonesome Crow”. Det album er dog ikke blandt de 8 klassiske album som nu bliver genudsendt i remasterede udgaver som led i fejringen af deres jubilæum. Det er alle album fra deres gyldne og måske bedste periode 1977 – 1988, og tæller blandt andet ”Black out” og ”Love at first sting”.

For samlere er der alverdens bonus at komme efter både på CD og på Vinyl udgaverne – ligesom der findes et begrænset oplag af de 8 udgivelser i en samlet box.

Den tidligere Skagarak forsanger Torben Schmidt er ude med en ny single ”Always been a dreamer”.

Forhåbentlig et tegn på at der ikke igen skal gå 21 år imellem hans solo album. Torben Schmidt debuterede i 1991 med det internationalt roste AOR album ”A bit on the side” og først i 2012 var der igen nyt album i form af ”Long story short”, som beviste at han stadig er en af Danmarks

stærkeste rock stemmer –også når den præsenteres i en mere melodisk og west coast orienteret indpakning.

Torben Schmidt startede i øvrigt sin karriere med at spille blød heavy rock med danske tekster i bandet Pulze. De udgav i 1981 en LP i en begrænset oplag på mellem 5001000 eksemplarer, og den er i dag et særdeles eftertragtet samleobjekt.

Henrik Strube udgav i år albummet ”En håbefuld mand”, som indeholder både helt nye numre og gamle numre i nye klæder. Med sig på albummet har Strube lidt af en A-kæde bestående af Pete Repete, Lars Krarup og Klaus Menzer. Ønsker man en personlig hilsen på pladen kan man få dette ved at købe pladen via Strubes egen facebook side.

Et af numrene fra pladen ”En tid, et sted, et menneske” vil i øvrigt snar-

klemte sig ind og indtog pladserne 2-4.

est udkomme som single i en alternativ udgave, hvor han synger duet med Mikael Wiehe.

Det ikke mange år siden at det ville have været en vittighed – men den er god nok. I uge 47 kom den- i nyere tid - første officielle Top 20 over Vinylsalg i Danmark. Æren af at være den første nummer 1 gik til Danmarks nye rockhåb The Minds of 99 og deres andet album ”Liber”.

Og ikke nok med det, så lå deres debutalbum ”The Minds of 99” sandelig på 5 pladsen. Derved slog de prominente navne som David Gilmour, Neil Young , ELO, Spids Nøgenhat, Bob Dylan, D-A-D, Dizzy Miss Lizzy - mens Raske Penge, Johnny Madsen og Blaue Blume

Så er der kommet noget så sjældent som nyt på den danske west-coast rock front. Peter Busborg – der tidligere har lavet 2 glimrende soloplader – ”Busborg” (på engelsk) fra 1992 og ”1:1” (på dansk) fra 2008 - løb på en DPA workshop ind i et par musikalske herrer ved navn Ebbe Ravn og Claus Frovin – og det kom der kemi nok ud af til at danne et nyt band med det originale navn Busborg Ravn Frovin. De har lagt ud med singlerne ”Ingen ommer” og ”GodtNokNu, der begge swinger så fedt, at man næsten skulle tro at det var Bill Champlin, Michael McDonald og Richard Page som var blevet konverteret til danskere.

Claus Frovin har generelt været en aktiv herre i år. Først på året udgav han sit første solo album ”Limbo” (CD/digitalt), som er et mere traditionelt melodisk singer/songwriter orienteret album med tekster på engelsk – og i november var han så en del af debuterende rock band Peronard, der udgav EP’en ”In your smile”.

storhittet fra vores egen Mø & Major Lazor. Umiddelbart virker han stadig om en der leder efter sit eget udtryk, men hans stemme gør uanset hvad indtryk.

18.04.16 er der ny LP klar fra Aske Jacoby, der igen har været I US og indspille med Jim Keltner og Tony Scherr. Titelnummeret ”Chant” fra hans seneste plade (2014) er i øvrigt ude i et par remix udgaver (dance og dub), og kan købes på Itunes under navnet Jacoby & Lindrum-titlen ”ReChant” Festivalkrigen raser fortsat mellem de største festivaler – og afsløringerne over næste års festivalnavne er godt i gang. Men også flere af Will Champlin - søn af Bill Chamde mindre festivaler kan have nogle plin – udgav i 2009 et selvbetitlet spændende oplevelser på plakatdebtualbum (digitalt) men kom først en. F.eks. Fanø Rocker, som er en rigtigt i rampelyset ved at nå Top3 i Voice i hjemlandet USA i 2013. Siden af årets første festivaler (20/21 maj 2016). De byder blandt meget andet udgav han i 2014 sit debutalbum på to meget spændende og længe ”Borrowing trouble” (digitalt/CD).

Her i 2015 har man kunne høre ham ventede comebacks fra Nikolaj & som leadvokalist på et par numre på Piloterne og Ørenlyd. albummet "CWF" med Bill Champlin-Joseph Williams-Peter Friestedt, De store navne indenfor amerikanog ellers har han lagt en del videoer sk vest-kyst rock er sjældne gæster på You Tube, hvor han selv fortolker på vores egne. Men i 2016 kan en af dem - Richard Marx - opleves på andres sange - f.eks. ”Lean on” –

Esbjerg Rock Festival den (03/04 juni 2016).

Ham har man ikke kunne opleve her i landet siden 23.11.89, hvor han var opvarmning for Stevie Nicks i Falkoner Salen.

Søren Bernbom, som for mange nok altid bare vil være ”ham knægten der synger Johanna” – er ved at være klar med sit andet album. Her i December måned har vi så fordrevet den søde venFoto>>Liselotte Plenov tetid på albummet med at synge med den norske trommeslager Snorre hans nye julesingle ”Jul igen”.

Kirk og den danske pianist Thomas Bornø.

Anders Blichfeldt fra Big Fat Udgivelsen følges op af en større Snake har på eget pladeselskab 2016 turne, hvor Blichfeldt vil være lige før jul udgivet sit andet solo alene på scenen kun akkompagneralbum på dansk. Albummet har tiet af en rejsegrammofon. Det første tlen ”Docteur Bob” og er et meget halve år efter udgivelsen kan pladen personligt album, der opsummerer ikke høres på digitale tjenester men et efterhånden 52 år langt liv med kan købes på CD og LP via hans op og nedture. I forhold til Big Fat Snake er musikken langt mere coun- hjemmeside, på en Kaffebar i hjembyen Hillerød eller ved koncerterne. try og jazzy (Blichfeldt beskriver det selv som Norah Jones møder John Mogensen) og er indspillet med et internationalt hold bestående af den amerikanske bassist Kristin Korb,

Spinning Vinyl´s Top albums i 2015 Hvis man er på Facebook og lytter til sin musik på vinyl, så kan man næsten ikke undgå at støde på gruppen Spinning Vinyl. Med over 5.000 medlemmer der aktivt viser hvilke plader de spinner lige nu, er det en af de mest aktive grupper på Facebook. I det nye år blev der lavet en

afstemning over de mest populære albums i 2015.

Herunder ser du top 10 og “boblerne”. Tallet bag titlen er antallet af stemmer.

Top 10: 1. Father John Misty - I Love You 2. Honeybear (52 stemmer) 3. Blur - The Magic Whip (45) 4. Tame Impala - Currents (43) 5. The Minds of 99 - Liber (36) 6. Sufjan Stevens - Carrie & Lowell (34) 7. De Underjordiske - Ind i flammerne (29) 8. Ghost - Meliora (28) 9. Kendrick Lamar - To Pimp a Butterfly (23) 10. Steven Wilson - Hand.Cannot.Erase. (21)

Iron Maiden - The Book of Souls +18 Slayer - Repentless +18 Fribytterdrømme - Labyrintens Farver +15 Blaue Blume - Syzygy +13 Electric Light Orchestra - Alone In The Universe +12 Marilyn Manson - The Pale Emperor +12 Muse - Drones +12 Low - Ones And Sixes +11 Mew +- +11 Courtney Barnett - Sometimes I Sit And Think And Sometimes I Just Sit +11 Kurt Vile - B'lieve I'm Going (deep) down +10 Björk - Vulnicura +10 Beach House - Depression Cherry +9 Kamasi Washington - The Epic +10 1989 (Ryan Adams album) +9 Ulige Numre - Grand Prix +8 Johnny cash - Live in Denmark 71' +8 Uncle Acid and the deadbeats - The Night Creeper +7 Johnny Madsen - Godt Nyt +8 David Gilmour - Rattle That Lock +7 New Order - Music Complete +7 Turboweekend - Share my thunder +7 Julia Holter - Have You in My Wilderness +7 Chris Cornell - Higher Truth +6 Clutch - Psychic Warfare +6 Ryley Walker - Primrose Green +6 FFS (Franz Ferdinand & Sparks) +5 King Diamond - Abigail +5 Beth Hart - Better Than Home +5 Nightwish - Endless Forms, Most Beautiful +5 Beach House - Thank Your Lucky Stars +5 Electric Guitars - String Fever +3 Leon Bridges - Coming Home +5 Eric Clapton - Slowhand at 70 +4 Unknown Mortal Orchestra - multi-love +3 Motorhead - Bad Magic +4 John Grant - Grey Tickles Black Pressure +4

Stevie and I Af Monika Odefey

Kรถln, Tyskland, 2012. Foto: Jos Westenberg, www.betrue.nl

Stevie and I ’’Springsteen and I” er titlen på en film af Baillie Walsh fra 2013 – en dokumentar med beretninger fra fans om deres forhold til idolet. Men det skal ikke handle om Bruce Springsteen her, ham er der skrevet meget om i forvejen, men derimod om hans højre hånd og gode ven gennem et halvt århundrede, hans ”blood, blood, blood, blood, blood brother”, som Springsteen kaldte ham i sin tale til den længe ventede optagelse af E Street Band i Rock ’n’ Roll Hall of Fame sidste år: Little Steven Van Zandt.

En mand, der ifølge ham selv er en band guy, som ikke har behov for at stå helt fremme i rampelyset, men har det fint med at være toeren, som han er det som Bruce Springsteens guitarist og musikalske sparringspartner og som mafiabossen Tony Sopranos højre hånd Silvio Dante i den amerikanske tv-serie The Sopranos. Men i hans bredt spændende og imponerende cv optræder han nu også som etter, både som soloartist og som hovedrolleindehaver i den norske tv-serie

Af Monika Odefey

Lilyhammer. Og det var som soloartist, jeg først blev fascineret af ham. En fascination – der indtil videre har varet i 33 år og på ingen måde er aftagende – først og fremmest af musikken og denne alt andet end konforme, lille mand med de store brune øjne, de åbentstående skjorter og bandanen, der er blevet hans varemærke. En mand, der ikke er bange for at sige sin mening, gå mod strømmen og tage nogle utraditionelle karrierevalg. Og frem for alt er han cool som ingen anden – eller med Jon Bon Jovis ord: ”You look up cool in the dictionary, you’ll find a picture of him”.

Jeg husker stadig tydeligt den aften, jeg ”opdagede” ham, den 16. oktober 1982, da han sammen med The Disciples of Soul spillede sin første koncert i tyske Rockpalast – som samtidig var den første officielle koncert i solokarrieren – der blev transmitteret live på tv. På det tidspunkt kendte jeg Steven fra Bruces plader (live havde jeg på det tidspunkt ikke nået at høre dem endnu), men nyheden om, at Miami

Miami Steve til en koncert i Newcastle, England, p책 The River-turen 1981.

Foto: Geoff Nagle

Steve var blevet til Little Steven, havde skiftet diverse hovedbeklædninger ud med en bandana og havde dannet sit eget band og udgivet sin første soloplade, Men Without Women, havde dengang – længe før internettets tid – ikke nået mig i den danske provins. Jeg sad foran tv-skærmen den aften og blev nærmest blæst bagover. Jeg var solgt til musikken og manden allerede halvvejs inde i første sang, Lyin’ in a Bed of Fire – en formidabel rocksang med blæsere, der stadig hører til mine favoritter, ligesom jeg fortsat anser Men Without Women for at være en af de allerbedste plader, der er lavet.

Overbevist om at jeg havde fundet mit nye idol, fik jeg fat i pladen, der var lige så god, som koncerten havde lovet, og jeg dykkede ned i Stevens bagkatalog og fandt de mange sange, han havde skrevet til Southside Johnny and the Asbury Jukes, et band, han havde dannet sammen med John Lyon i 1975.

Majoriteten af sangene på bandets første tre plader stammer fra Stevies hånd, og ud over at spille guitar og synge baggrundsvokal på pladerne

har han også produceret dem. Det skulle gentage sig med den fremragende Better Days i 1991.

Sammen med Bruce Springsteen og Southside Johnny er Little Steven en af eksponenterne for den såkaldte Jersey Shore Sound, selvom kun det første af hans soloalbum er præget af den klassiske Jersey Shore Sound. På hans andet soloudspil, Voice of America, er blæserne fra det første album væk, og pladen har en noget mere rocket lyd end forgængeren.

Hans næste to plader, Freedom – No Compromise og Revolution, er stærkt påvirket af dance-musikken, og Born Again Savage er en garagerockplade.

Little Steven ville skrive om politik og havde fra starten af sin solokarriere konciperet fem album med udgangspunkt i hhv. individet, familien, staten, økonomien og religion. De fire første plader udkom i 1980’erne, mens Born Again Savage først kom på gaden i 1999, selvom den allerede var indspillet i 1994.

Little Steven stod ligeledes bag Sun City-projektet i 1985, en

Little Steven og Bruce Springsteen til en koncert i Nijmegen, Holland, 2013. Foto: Jos Westenberg, www.betrue.nl

Underground Garage, en ugentlig udsendelse på to timer, i hvilken han spiller rockmusik – gammel som ny – er et andet eksempel på, at han tør forfølge sine idéer, selvom de støder på modstand. Ikke mange troede på projektet, men Steven Van Zandt var vedholdende, gennemførte idéen og sendte det første show den 7. april 2002 – og udsendelsen kører stadig på utallige radiostationer verden Det politiske indhold i Steven Van over. Også hans idé om at ville genZandts musik var hård kost for de amerikanske radiostationer og lyttere forene det amerikanske tresserband The Rascals syntes hovedløs. Alliog ikke gavnlig for karrieren. Han gevel arbejde han for en genville dog ikke lytte til sine venner, forening af bandet, og det der angiveligt prøvede at tale ham resulterede i en række forestillinger i til fornuft: ”I let my passion overrule 2013, Once Upon a Dream – en my common sense and my career would suffer the consequenses of my hybrid af koncert og teater. actions for almost 20 years”. Netop denne kompromisløse insisteren på Op gennem 1990’erne hørte man stort set ikke noget til Steve Van at gøre det, han føler er vigtigt og Zandt – og jeg frygtede, at vi ikke rigtigt, og hans passion og engagement har altid været kendetegnende ville komme til at høre mere til ham.

Som han selv siger, brugte han i for ham og er en af de ting, der gør bogstaveligste forstand årtiet på at ham fascinerende, og som udskillgå tur med sin hund. I 1999 udkom er ham fra mængden. Han valgte således også at forlade The E Street hans (foreløbig ?) sidste soloplade, Band i 1984, da de var på højden af Born Again Savage, og så skete der lige pludselig mange ting for ham på deres karriere. én gang: David Chase tilbød ham en rolle i HBO-tv-serien The Sopranos, Hans radioprogram, Little Stevens protestgruppe og -plade mod det sydafrikanske apartheidregime, en opfordring til at boykotte apartheidstyret i Sydafrika og ikke mindst en opfordring til artister til ikke at spille i underholdningskomplekset Sun City: ”You can’t buy me – I don’t care what you pay – Don’t ask me Sun City – Because I ain’t gonna play.

FĂŚllessang omkring chefens mikrofon, Newcastle, England, 1981.

Foto: Geoff Nagle

og kort tid efter ringede hans tidligere chef, fordi han havde truffet den fremragende beslutning (man fristes til at sige: var kommet til fornuft), at han ville spille med The E Street Band igen. Og han ønskede, at Little Steven skulle være en del af bandet igen. Siden har Steven heldigvis ikke siddet stille, han har gang i flere projekter end nogensinde – som guitarist, producer, skuespiller, radiovært, sangskriver, manuskriptforfatter m.m.

Det ser imidlertid ikke ud til, at der gemmer sig et nyt soloalbum og en -tur blandt de mange projekter.

Jeg mødte Steven på Café Rust i København i 2008, da han signede en pladekontrakt med københavnerbandet The Breakers, og spurgte ham, om vi ville få fornøjelsen af at

opleve ham solo igen. Hertil var hans svar: ”Aarrhhhh, I wouldn’t count on it”. Han har imidlertid et færdigproduceret album, Nobody Loves and Leaves Alive, liggende i skuffen, som han har indspillet med en gruppe musikere under navnet The Lost Boys. Ifølge ham selv er pladen noget af det bedste, han har lavet, hvilket jeg ud fra den håndfuld sange fra albummet, som jeg har hørt, kun kan give ham ret i. Det er fremragende! Never Gonna Be Your Friend fra pladen er efter min mening en af hans allerbedste sange – hvis ikke den bedste. Tjek den ud på Youtube.

Steven har desuden sagt, at han bør udgive albummet en dag – når han får tid, forstås …

Spørgsmålet er, hvornår det er. Han

har mere travlt end nogensinde, og han går fortsat til arbejdet med sin karakteristiske, ukuelige entusiasme og arbejdsiver. De seneste år har han tilbragt meget af sin tid i Norge, blandt andet med at producere nogle norske rockbands, men især med indspilningen af tre sæsoner af tv-serien Lilyhammer, i hvilken han har hovedrollen som Frank Tagliano/ Giovanni Henriksen (ud over at han har skrevet musik til serien, skrevet dele af manuskriptet, produceret serien og instrueret et enkelt afsnit) – en rolle, der har gjort ham til nordmændenes

yndlingskendis.

Desværre ser det ikke ud til, at der kommer yderligere sæsoner.

Der er ikke kommet nogen officiel udmeldelse, men på sin Twitter-profil skrev Steven Van Zandt i juli i år: ”Lilyhammer RIP. Not my decision.

Let’s just say for now the business got too complicated. Very proud of our 24 shows.

New ideas on the way”. Hvad disse nye idéer er, må tiden vise, men han er ifølge eget udsagn i gang med at skrive manuskript til en ny tv-serie, og han arbejder på et nyt tv-program.

Helt slut med hans norgesflirt ser det dog ikke ud til at

være. I august var han tilbage for at besøge Notodden Blues Festival, hvor han bl.a. besøgte festivalens ungdomsseminar.

Ifølge det norske magasin Blues News foreslog han etableringen af en bluesskole, som han gerne vil bidrage med indhold til, ligesom han vil være interesseret i at komme tilbage som instruktør. Det ligger i forlængelse af hans arbejde i Rock and Roll Forever Foundation, som han grundlagde i 2007. Det er en frivillig organisation, der underviser i rockens historie – ikke blot som musikhistorie, men som en måde at forstå amerikansk historie på – ud fra et pensum, der er udarbejdet af Little Steven i samarbejde med et team af undervisere. Målet er blandt andet at

engagere de elever i undervisningen, som ikke er glade for at gå i skole, og som risikerer at droppe ud.

Steven kender selv til den manglende interesse i skolen, ifølge Bruce Springsteen lærte de to som bekendte mere ”from a three minute record than we ever learned in school”.

Også som æresmedlem af bestyrelsen i Little Kids Rock støtter han arbejdet med at engagere de unge gennem musikken. Little Kids Rick en nonprofitorganisation, der arbejder for at musikken tilbage som en del af undervisningen i dårligt stillede offentlige skoler i USA, blandt andet ved at donere instrumenter og gratis musikundervisning til mindre-

bemidlede skoledistrikter.

Senest har Little Steven produceret et fremragende album for Darlene Love – en plade, han allerede for 35 år siden havde lovet at ville producere på et tidspunkt. Pladen blev fulgt op af tre koncerter i hhv. Asbury Park, New Jersey, og Los Angeles, til hvilke han også agerede frontmand på tre sange, en rolle, han i høj grad så ud til at nyde – så mere af det, tak. Om der bliver flere af de koncerter afhænger dog ifølge Steven selv af pladesalget. Så hermed en opfordring til at købe pladen!

I nærmeste fremtid bliver der dog ikke tid til koncerter med Darlene Love, da Steven fra midten af januar til midten af marts er på minitur i USA med Bruce Springsteen and The E Street Band. Indtil da kan vi glæde os over at se og høre ham på den længe ventede udgivelse af Bruce Springsteens River-boks, ”The Ties That Bind”, der udkom den 4. december. Dernæst bliver det spændende at se, hvad der kommer ud af det manuskript, han er i gang med at skrive, tv-serien, han arbejder på, og ikke mindst det der Lost Boys-album.

Og så ligger der en ufuldendt musicaludgave af Klokkeren fra Notre Dame i hans skuffe. I et interview fra

2013 med det amerikanske magasin Billboard sagde han, at han overvejer at færdiggøre det – ”if I ever get five fucking minutes”. Jeg ser frem til alle projekter, der måtte komme fra denne alsidige mand, der på trods af sit arbejde med film og tv for mig stadig primært er rockmusiker og i høj grad fortsat er relevant for rockmusikken. Og hvis jeg må komme med et beskedent ønske, så må et af de fremtidige projekter gerne være et Bruce Springsteen and The E Street Band-album produceret af Little Steven.

Soloplader Men Without Women (1982) Voice of America (1984) Freedom – No Compromise (1987) Revolution (1989) Born Again Savage (1999) Greatest Hits (1999) Artists United Against Apartheid: Sun City (1985) Plader med Southside Johnny and The Asbury Jukes I Don’t Want To Go Home (1976) This Time It’s for Real (1977) Hearts of Stone (1978) Better Days (1991)

Henning Kvitnes – nye sange – men intet album!

Her til lands er Henning Kvitnes nok mest kendt for sit samarbejde med Poul Krebs, som han har gæstet på diverse udgivelser (senest ”Asfalt”) og har turneret med ved flere lejligheder – blandt andet her i første halvdel af 2015, hvor de med stor succes var på turne i både Norge og Danmark, som en slags markering af 25 års venskab og samarbejde.

Han har siden slut 80’erne, hvor han turnerede flittigt i Danmark med sit band Little Eden, haft en pæn skare af trofaste danske fan, der har fulgt ham igennem de op og nedture, der ofte følger en lang karriere. Han har været ude i nogle alvorlige alkohol problemer, som han blandt andet takket være hjælp fra Poul Krebs kom ud af.

I Norge har han i flere årtier været mindst lige så stort et navn som Krebs er herhjemme, og han har solgt et sted mellem 600.000-700.000 album. Med Little Eden blev han i udlandet forsøgt lanceret som Norges svar på Bruce Springsteen, og der er da heller ingen tvivl om at han som mange andre dygtige nordiske sing-

er/songwritere har sin inspiration fra nogle af de store amerikanske navne som Springsteen, Young og Dylan.

Men også de norske fjelde og den norske melankoli har kunnet anes i hans tekst og musik – ligesom han også selv nævner Ulf Lundell som en inspirationskilde.

Sidste år var han så nået til sin udgivelse nummer 19 i en 34 år lang albumkarriere, og det bliver ifølge ham selv hans sidste, idet han mener albumformatet har mistet sin vigtighed i den digitale verden.

En beslutning, som vagte stor opsigt i hjemlandet, og som han derfor måtte uddybe i flere interviews til norske medier. Han fortalte han blandt andet: ”Jeg ser beslutningen, om at ”Jada, vi elsker?” er mit sidste ordinære studiealbum, som en stor lettelse.

Det handler om at komme ud af det hamsterhjul, jeg har været inde i i mange år, og som består af pladeindspilning, promovering, turne, for så at begynde den proces på ny igen. Jeg føler at jeg nu har genvun-

det friheden” ”Beslutningen har været undervejs i et par år, og der er som sådan ingen dramatik i den”. ”Jeg lukker én dør, men åbner flere andre” mener Kvitnes, som understreger at han ikke stopper med at skrive musik, og der vil fortsat komme sange. De vil blot ikke som hidtil få plads på et Henning Kvitnes album.

De vil mest sandsynligt dukke op i forskellige andre samarbejder.

Det vil heller ikke være fremmed for Kvitnes at indgå i andre sammenhænge. I 2008 udgav han sammen med blandt andet Poul Krebs, Kevin Welch og Claudia Scott et glimrende roots-rock album under gruppenavnet Song Island Revue.

Derudover har han i 2009 udgivet albummet ”Den gamle veien” sammen med en anden af Norges helt store sangskrivere Jonas Fjeld.

Efter at have udgivet ”Jada, vi elsker” gik han i gang med et helt nyt projekt, nemlig at skrive et musikstykke, som blev fremført i april i år sammen med Det Norske Blæserensemble i forbindelse med at hjembyen Halden havde 350 års jubilæum.

I sommers bidrog han desuden med tekst og musik til teaterstykker ”Soot-Spelet”, hvor også hans datter Sanne Kvitnes og den tidligere Grand Prix vinder Alexander Rybak spillede med.

I Oktober måned var han så en del af musikalsk hyldest til hjembyen Halden, hvor han var med i ”Peder Colbjørnsens Efterfølgere”, som bedst beskrives som en storslået multimedie koncertforestilling, hvor Haldenrockens historie fra 19802015 blev præsenteret. Og den historie har Henning Kvitnes selvsagt en stor andel i.

Kvitnes har boet mange år i Halden, og kaldes ofte ”byens store søn”, men er dog ikke helt fremmed for at flytte. Som han siger med et smil ”Jeg bosætter mig gerne i Gamlebyen i Frederikstad, hvis kommunen stiller med en kunsterbolig”.

På norsk TV vil man så her til vinter kunne følge ham i ”Hver gang vi møtes”, som er deres version af ”Toppen af Poppen”. Om det siger Kvitnes : ”Jeg har set mange af de tidligere programmer. Det er et koncept som passer mig. Man får taget maskerne af og der er fokus på menneskene og musikken”.

Motivationen til at kigge nye veje kommer blandt andet fra datteren Sanne, som selv er en talentfuld sanger. ”Hun har åbnet mine øjne og introduceret mig for musikalske miljøer og genre, som jeg oplever

spændende, og som jeg gerne vil blive en del af” Men nu og her oplever Kvitnes det som vældigt vigtigt at holde fokus på at skabe det han kalder et godt indhold omkring det han laver. ”Musikbranchen er i færd med at miste taget på at det er indholdet, sangene, som er vigtigst. På mange måder handler det i dag om alt andet end netop indholdet” I tråd med de sangskriver workshops som Krebs var foregangsmand for på Brundby Hotel på Samsø, og senere i ”House of Songs” i Austin, USA - ønsker Kvitnes også at udvikle et større sangskriverseminar i hjembyen under arbejdstitlen ”Song Harbour”. ”Tanken er at skandinaviske og udenlandske sangskrivere kan komme for få en kreativ påfyldning, og glemme alt det de ellers skal og bare

koncentrere sig om det vigtigste – nemlig indholdet” Men det det kan også være at forfatteren Henning Kvitnes bliver lukket ud. Han går i hvert fald og barsler med en rigtig røverroman – en ”feel good on the road-roman”, som han efter sigende har arbejdet på i 25 år og som han nu håber at få udgivet i løbet af et par år.

Så uanset hvad er konklusionen klar – han vil slet og ret fremover bruge hans kreativitet på anden måde.

Men foreløbig kan hans mange fans glæde sig over at hans – i bogstaveligt forstand – sidste plade fremstår som en særdeles langtidsholdbar af slagsen. Den kan fint betegnes som en skarp opsummering af hans pladekarriere, hvor der er plads til både regulær rock og de mere stille folk-agtige sange.

Kvitnes er ikke bange for at blive beskyldt for at komme med politiske budskaber. ”Jada, vi elsker” viser da

også at Kvitnes altid har stået solidt plantet i den socialdemokratiske tradition. Især på nummeret «Under vår velstands tre», kommer dette til udtryk.

Til det siger Kvitnes : ”Vi lever i et samfund hvor hverdagssolidariteten er i færd med at blive væk. Jeg ønsker at bidrage til en politik hvor det at vise medmenneskelighed må stå helt centralt. Vi må blive flinkere til at tage vare på hinanden, se enkeltmennesket i mylderet. Mere humanisme og mindre fokus på materiel velstand er mit budskap” Det meste af 2016 står den på turne sammen med den skønne norsk/ amerikanske kollega Claudia Scott, som også har utallige gode udgivelser på samvittigheden. F.eks. ”Follow the line”, som i år i Norge gav en Grammy for ”Årets country udgivelse” – selvom den i stil bestemt er mere roots-rock end country.

33plus ANBEFALER: Generelt holder Henning Kvitnes et højt og stabilt niveau på hans udgivelser, men skal vi fremhæve nogle fremfor andre, så er disse 3 ALBUM alle nogle som viser ham fra sin absolut bedste side: Little Eden ”Solitude Road” (1988) – et klassisk rock album med en fin fortolkning af ”Games people play” (Joe South) og som indeholder Kvitnes klassiere som ”Build you a future”, ”Wipe my windows” og ”Solitude road” Henning Kvitnes ”Heartland” (1999) – et tilbagelænet – og et til tider lidt Daniel Lanois inspireret album – som både fremstår helstøbt og men også med et fint varieret udtryk. Alene åbningsnummeret ”Wooden bridge” er det hele værd, men også et nummer som ”Cresnet

City time” skrevet sammen med danske Martin Høybye må fremhæves.

Henning Kvitnes ”Ut av Veggen” (2006) - Siden 2001 har Kvitnes skrevet sine sange på Norsk og det klæder ham i den grad. Dette album er egentligt meget ”Poul Krebs møder Steve Earle” i sin tone – altså en god gang roots-rock i varieret tempo. Pladen åbnes på bedste vis med en fortolkning af Steve Earle nummeret ”Pilgrim”, som i Kvitnes version er blevet til ”Guttær” – og pladen rundes på bedste vis af med nummeret med den skønne titel ”Hvis Jesus sku’ trenge en roadie”. www.youtu.be/uXIoG8UNrqU Officiel Video ”Opp fra veien ned” – linket fra henningkvitnes.com

The Replacements, med Tommy Stinson og Paul Westerberg i spidsen, takkede endnu engang af efter en meget kort turne i 2015.

Foto>> Christian Friis

Min pladesamling Navn: Jakob Elkjær Job: Redaktør, DJ og pladesamler.

Første musik oplevelser Jeg ved det ikke, men jeg kan huske, at jeg optog top 40 og den slags fra P3 og over på en kasettebåndoptager. Det var Sweet, Slade og Suzy Quatro. Jeg kan specielt huske et nummer som Far Far Away med Slade fra 1974. Jeg var otte år og syntes, at det lød så godt, at man ikke ville kunne lave noget, der lød bedre. Jeg kan stadig godt li' det nummer. Vi lyttede også meget til det røde og det blå dobbeltalbum med Beatles, som min bror måske havde skaffet - eller var det mine forældre?

Det er svært at tro. Jeg ved det ikke, men for mig er det røde og blå dobbeltalbum stadig Beatles. Mine forældre hørte aldrig rigtig musik og min far vrissede, når jeg spillede højt. Det var noget infernalsk larm, sagde han.

Først købte musik, har du stadig pladen?

Jeg boede i Vordingborg og var fak-

tisk ikke mere end 8 eller 9 år. Jeg husker det ikke som gaver, men som plader jeg selv købte. Og det er ikke umuligt, fordi jeg fik job i en frimærke- og tegneseriehandel - Albert i Vordingborg - da jeg gik i 1. klasse. Min første var en Cliff Richard-plade. Den var lyserød og den hed Love Songs. Det havde været lidt mere sejt, hvis min første plade havde været Stakkels Jim med Gasolin, men det var nummer to. Jeg

var helt solgt på grund af nummeret Gil Scott Heron og Nina Simone og Bingo med børnekor. 'Bingo, Bingo, Johnny Cash, som bare er fantashvor skal du hen?' 'Hen om hjørnet tiske, men det er sjældent hele pladmin ven.' Og så kan jeg huske, at er bortset fra Gil Scott's Pieces of a jeg hørte Stakkels Jim på top 40, tror man. PT er jeg meget fascineret af jeg. Fantastisk Sun Ra og hans “Husk: specielt var jeg gamle fremtidsvil med, at Kim Der er meget lort på musik, hvor de Larsen begynspillede spaceJackson 5 der at tale hen jazz på traditioover musikken nelle instrumentpladerne...men...” til sidst. Det var er. Der er kommet så den anden et par lækre complade, og den har pilations. Og så jeg stadig. Cliff må jeg sige, at Richard er væk. Jeg fik engang stDJ'en Maestros Blue Note Trip comjålet en flyttekasse med plader. Det pilations har åbnet jazzen for mig. er 25 år siden, og jeg sørger stadig Når jeg er ude, som DJ Rebel Soul, over det, når jeg støder på én af de så har jeg nu også jazzsæt med forsvundne plader i en pladebutik skvæt afrobeat f.eks. på det fede og det er ofte. madsted Bastard i Malmö, hvor man som DJ virkelig får lov at prøve noget Dine yndlingsplader? af.

Der er rigtig mange, men jeg er vild med James Browns The Payback, Der er fantastiske ting med et tydeligt organisten Reuben Wilsons The beat på Blue Note Trip pladerne med sweet life med en fantastisk syngen- alle de store fra Herbie Hancock til de bas på Marvin Gayes Inner City Lou Donaldson og Grant Green. Og Life. Nas' Illmatic er en grum hip hop så er brasse-musikken med Jorge klassiker. Og så er der numre med Ben, Marcos Valle og Tim Maia

også begyndt at spinne på pladetallerkenerne sammen med den soul, funk og disco, som spiller på steder som Far i Hatten, Grand og Metro i Malmö. På et tidspunkt beskyttede jeg mig selv mod at købe dyre originaler ved at købe reissues, men når pladen er god nok, så må jeg af uransagelige årsager også have originalen.

Jeg fandt for eksempel for nylig Sweet Charles himmelske og stønne-sukrede 'For sweet People' fra James Browns pladeselskab People i meget fin stand til kun 400 svenske og så måtte jeg have den med hjem. Husk: Der er meget lort på Jackson 5 pladerne, men som regel også altid to numre, der kysser himlen på en måde, som kun sublim pop kan.

Yndlings kunstner Der er meget fokus på kunstnere som Stones eller Temptations, men alt for sjældent på bagmændene og genierne, der skrev eller producere-

de sangene.

For mig er to af de absolut største Nile Rodgers fra Chic, der skrev og producerede de bedste danseplader i 1970'erne - og som senere stod bag den musik i firserne, som vi stadig gider danse til fra Duran Duran, Bowie, og Madonna til B 52's.

Og så er der jo Norman Whitfield, som ikke blot skrev eller var medforfatter til nogle af verdens bedste sange, men som også revolutionerede soulen og gav den politisk kant med sange som Heard i Through the Grapewine, War og Papa was a rolling stone. Han er blandt andet kendt for at hive en spolebåndoptager med til Sly-koncert for at aflure hemmelighederne bag den nye soul. En grundig håndværksmand, der løftede mainstream til det sublime. Hvis du står og roder i en femkroners kasse fra slutningen af 1970'erne og du har fat i noget, der ligner rigtig billig disko

med bands som Stargard, så tjek lige om det ikke er Norman Whitfield, der har produceret. Hvis det er, så køb. Du står formentlig med händerne fulde af det mest dansable musik, der nogen sinde er skabt, for en håndøre. Lige nu hører jeg soundtracket til Car Wash. Det koster ingenting og er mindblowing!!

Lad være med at tro, at de der dyre progplader automatisk er gode. Når de er sjældne og dyre, så er det fordi ingen gad købe dem dengang. Det er der ofte en god grund til.

Sammen med tekstforfatteren Barrett Strong skrev han "I Heard it Through the Grapevine" (indspillet af The Miracles, Marvin Gaye, Gladys Knight & The Pips og mange andre).

Andre populære sanges, som Whitfield skrev alene eller med andre, er: "Ain't Too Proud to Beg" (indspillet af The Tempations), "Cloud Nine" (The Temptations), "War" (The Temptations, Edwin Starr, Bruce Springsteen), "Papa Was A Rolling Stone" (The Undisputed Truth, The Temptations, George Michael), "Smiling

Faces Sometimes" (The Undisputed Truth, The Temptations), "(I Know) I'm Losing You" (The Temptations) og "Car Wash" (Rose Royce).

Yndlingsbutik Jeg er meget imponeret over Record Mania i Stockholm, som formår at få mig og mange andre til at sidde klistret til skærmen hver fredag, når de lægger et par hundrede nye plader på nettet. Pladerne forsvinder lynhurtigt, fordi Lasse har en evne til at finde de der plader som producere,

pladesamlere, samplere og dj's kredser omkring. Funk, soul, jazz, latin, afro mm. Megaprofessionelbutik og man kommer ikke til at betale alt for meget som i Sound Station i Kbh. I det hele taget er det billigere og bedre, at handle plader i Sverige.

I sommer var jeg i et par vilde pladebutikker i Sydafrika. I Durban er indre by, som Harlem i 70'erne. Du skal være væk inden mørkets frembrud. I den indiske basar opdagede jeg tilfældigvis Ajmeris records. På skiltet stod der 'First with the latest'. Det må have hængt der siden 1970'erne.

I butikken var vägge og gulve fyldt med bunker af bl.a. Stax-plader fra 70'rne., Stadig sealed og med punch-holes. De havde været i butikken i den fugtige varme siden Stax gik ned i 76, hvor de så blev dumpet i Sydafrika. Der var også Bollywood-plader fra Pakistan og Indien.

Og afrosynth fra starten af 80'erne.

10 kroner stykket. Bagsiden var så, at butikken lugtede af mug, og at man efter at have rodet i pladerne i ti minutter havde sorte fingre. Ajmeri sad bag disken, røg og hørte amer-

ikansk gospel på høj volumen. Han virkede ikke nævneværdigt forstyrret af vinyl-hypen. Jeg nåede ud omtrent, da solen gik ned.

Den plade du er mindst stolt af at eje Jeg har nogle plader, hvor musikken er prætentiøs og ligegyldig, men hvor jeg åbenbart alligevel gerne vil eje pladen. For eksempel et flot svensk førstetryk af Pink Floyds The Wall med plakater og hele molevitten.

Hvorfor sælger jeg den ikke bare?

Det må være frimærkesamleren i

mig. Jeg begyndte jo min karriere i Alberts frimærkebutik i Vordingborg som syvårig. Albert tænkte nok, at han ligeså godt kunne ansætte mig til fem kroner i timen, når jeg nu altid var der.

Jeg vil bare gerne eje den plade og jeg har det lidt svært med den, der frimærkesamler, der vil eje ting, han ikke hører.

instrumenter.

Derfor ved jeg ikke noget, om hvordan musiken bliver til. Det er magi eller spirituelt om man vil.

Jeg er ikke religiøs, så jeg tror, at jeg dyrker, det som er større end mig igennem musikken.

Det er et andet rum, som jeg kan gå ind og som opsluger mig.

Som en slags meditation eller terapi. (Jeg kan simpelthen ikke sidde stille og meditere rigtigt).

Hvad er musik for dig?

Det er magi. Forstået på den måde, at jeg ikke kan synge rent eller spille

Hvor finder du ny inspiration?

I magasinet Wax Poetics, som dyrker vinyl og sort musik. På Record Ma-

nias site. Hvis de lægger en plade op, som jeg har i forvejen med et par anbefalinger af numre, så tjekker jeg dem ud, for jeg må tilstå, at jeg ikke har hørt alle mine omtrent 6.000 plader. Og så i forskellige Facebook-grupper som 'jazzogvinyl' eller 'Spinning Vinyl'. Og så er mine to teenagere også en kilde til inspiration, når det gælder det nye. Og engang imellem har jeg en vinylsalon med venner, hvor vi spiller fede

plader for hinanden med en lille kort mundtlig introduktion.

Bedste koncert Housemartins i Huset i 1980'erne, hvor bandet endte med at gå af scenen mens publikum sang deres a capella gospel-hit Caravan of Love og så kom de tilbage, fordi publikum bare blev ved med at synge. Vild koncert. Og det var altså før sangen blev nummer eet i England.

I næste nummer af 33 Plus Anmeldelser af nye plader og koncerter Kommende koncerter og plader Har du en kommentar eller en historie så skriv til os på:

33plusmusik@gmail.com Find os på Facebook her:

www.facebook.com/33plusmusik