et
grønt regnestykke
Lidt mere om 80/20 set fra en økologisk landmands havebænk.
For tre-fire år siden blev 80/20-tankegangen en del af Aarstidernes univers. Det skyldtes Bernard Hubert, en dybt inspirerende franskmand, der introducerede os for et fremtidsstudie kaldet Agrimonde. Studiet konkluder at hvis den nordlige halvkugles beboere gik over til en kost med 80 % fra planteriget og 20 % fra dyreriget, ville det være muligt at få husholdningsbudgettet her på jorden til at hænge sammen i 2050 – selv med de 10 milliarder hjemmeboende børn, som man regner med, der er på jorden til den tid. Og det tilmed i en økologisk udgave. Kort sagt: Vi kan faktisk GODT gøre verden økologisk, samtidig med at mange færre går sultne i seng, end tilfældet er i dag, hvis vi kigger på, hvad vi spiser. Udfordringen er naturligvis at skabe et landbrugssystem, der også på helt lokalt niveau er baseret på et 80/20-princip. Aarstiderne producerer jo allerede selv mange af grøntsagerne til vores kasser, men vi vil gerne gå et skridt videre og i fremtiden konkret arbejde efter 80/20-princippet på en af Aarstidernes gårde. Derfor er vi for længst begyndt
at tænke i konkrete bæredygtige landbrugssystemer. Hvis man på en gård producerer 80 % plantebaseret og kun 20 % animalsk, betyder det så, at dette landbrug bliver klimaneutralt? Ja, og det kan endda bidrage positivt til klimaregnskabet. Men forudsætningen for, at det skal lykkes, er, at borgerne også begynder at tænke anderledes på tallerkenen og stille krav om andre råvarer. På den måde kan vi alle sammen bidrage til at ændre det store globale miljøbillede i en positiv retning. Kort sagt, hvis de smukke tanker ikke skal forblive i de højere luftlag, skal der jordforbindelse til. For miljøbalancen begynder med vores madvaner, og opskrifterne i denne bog er vores bud på en fremtidssikret måde at spise på. 80/20-princippet har også andre fordele. Udover det miljømæssige hensyn får man en kost med den rigtige fordeling af proteiner, vitaminer og kulhydrater på tallerkenen. Men endelig, og ikke mindst, har 80/20-princippet positiv indflydelse på familiens madbudget.