2 minute read

BioX: Forskning og entreprenørskab går hånd i hånd

Et forskningsprojekt i exoskeletter på Aalborg Universitet dannede i 2019 fundamentet for spinout-virksomheden BioX. I år har BioX lanceret en developers edition af armbåndet AAL-band. Virksomheden er et eksempel på, hvordan AAU arbejder strategisk med at gøre mere forskning til forretning.

Af Lisbet Manø Krogh og Mona Bjørn

Advertisement

Armbåndet AAL-Band består af otte trykregistrerende sensorer, som kan aflæse muskelimpulser, der gør det muligt at styre robotter og maskineri med armbevægelser. Teknologien, som anvendes i sensoren i AAL-Band, var oprindeligt en del af et EU-projektet AXO-SUIT, som havde til formål at styrke syge og ældres mobilitet via exoskeletter og dermed øge deres livskvalitet.

Da teknologien ikke længere var en del af projektet, greb professor Shaoping Bai muligheden for at arbejde videre med projektet i kommerciel retning. Dét blev startskuddet til BioX, der ud over professor Bai er grundlagt af professor Ole Madsen, forskningsassistent Muhammad Raza Ul Islam og civilingeniør Charles Xing, alle fra Institut for Materialer og Produktion ved Aalborg Universitet (AAU).

Open Entrepreneurship: Forskere starter virksomhed

På AAU tilbydes forskere målrettet iværksætterrådgivning som en del af Open Entrepreneurship (OE), som er et nationalt initiativ for danske universiteter. BioX har modtaget sparring og vejledning i processen fra forskningsbaseret opfindelse til kommercielt interessant produkt fra blandt andre Gert Spender-Andersen, OE forretningsudvikler på AAU.

Ud over afklaring af det kommercielle potentiale og eventuelle investormuligheder, er teamsammensætningen i fokus i en kommercialiseringsproces. I BioX er der ud over de teknologisk bærende ingeniørkræfter tilknyttet to fuldtidsansatte med henholdsvis idrætsteknologi- og kommunikationsprofiler. Derudover er der også tilknyttet i alt tre praktikanter fra Produkt- og Designpsykologi samt Idrætsteknologi, der arbejder med kundeindsigt og produktudvikling.

OE-initiativet har til formål at gøre endnu mere forskning til forretning gennem samarbejde med industrien. Gert Spender-Andersen og hans kolleger fra AAU Innovations kommercialiseringsenhed har fulgt spinout-selskabet fra begyndelsen.

- I arbejdet med at udvikle en business case og nå til virksomheden, som vi i dag kender som BioX, var første step at danne et klart overblik i samarbejde med forskerne. Vi arbejdede med en række værktøjer for at finde ud af, hvordan vi kunne bringe teknologien til markedet, og i den forlængelse, hvilken strategi, der skulle tegnes. Her kom blandt andet et ønske fra forskerne, om at komme ind på research-markedet, hvilket vi arbejdede videre med. Det er vigtigt for os, at hele kommercialiseringsprocessen foregår i samspil med teamet bag teknologien, fortæller Gert Spender-Andersen, OE forretningsudvikler, AAU Innovation.

Markedet er i vækst, så der forskes intensivt i robotteknologi og herunder exoskeletter i hele verden. BioX arbejder på en business case på baggrund af teknologien og har lavet en eksklusivaftale med AAU om videre kommercialisering af opfindelsen. Der arbejdes fokuseret på udvikling af nye produkter, og ambitionen er at udvikle fleksible og mere smidige exoskeletter til anvendelse i industrien.

- Vi har fået sendt teamet bag BioX afsted med både en retning og strategi for virksomheden. Vi følger naturligvis med i den fortsatte udvikling og er spændte på, hvad fremtiden bringer for selskabet, siger Gert Spender-Andersen.

Fakta: 20 spinout-selskaber på fire år

BioX er ét ud af i alt 20 forskningsbaserede spinout-selskaber fra AAU, skabt i perioden 2017-2020 blandt andet på baggrund af initiativet Open Entrepreneurship (OE), som er støttet af Industriens Fond.

Fakta: Om BioX

Opfindelsen, som BioX er baseret på, hedder Human Intention Detection Sensor og er opfundet af professor Shaoping Bai og vidensk. ass. Muhammad Raza Ul Islam fra AAU. Teknologien blev udviklet med støtte fra Innovationsfonden og AAU.

Kunne du lide denne artikel?

Læs mere om, hvordan Aalborg Universitet skaber viden for verden og værdi for samfundet i AAU Matchmaker-magasinet (www.match.aau.dk/matchmaker).

This article is from: