4 minute read

Q&A med iværksætter-mentorerne Palle L. Nielsen og Henriette Von Platen-Hallermund

De bliver kaldt et mentor powerteam. Med sparring, netværk og erfaring gør Palle L. Nielsen (P) og Henriette Von Platen-Hallermund (H) en forskel for AAU-startups. Sammen har de i et år coachet iværksættervirksomheden HOP Denmark, hvis produkt er specialdesignede terapeutiske legeforløb, som bidrager til stærkere børnefælleskaber i folkeskoler.

Af Mona Bjørn

Advertisement

Hvad bidrager du med som mentor, og hvad forventer du af dine mentees?

P: Jeg har et stort professionelt og personligt netværk, som jeg gerne sætter i spil til fordel for mine mentees. Jeg sætter strategiske møder op med indflydelsesrige personer. Til gengæld for at de må trække på mit netværk, kræver jeg, at de er velforberedte. At de har gjort sig klart, hvad de vil have ud af mødet, og hvad de kan tilbyde til gengæld. Derudover går jeg op i teamledelse, så jeg beder dem tage Belbins personlighedstest, og så spiller vi rollespil over fiktive konfliktsituationer, der kan opstå i teamet. Det støtter dem, når de møder modgang i virkeligheden.

H: Som mentor trækker jeg blandt andet på min professionelle erfaring i coaching af erhvervsledere. Jeg er i min coaching strategisk, kommercielt og salgsmæssigt arbejdende. Hvis vi øver på et pitch, der skal gives foran et erhvervspanel, bliver jeg ved at stille mine mentees spørgsmål, til de kan formulere deres budskab helt klart. Salgsopgaven er den, de har sværest ved at få gang i.

Hvorfor faldt valget på HOP, og hvordan indledte i samarbejdet?

P: Jeg faldt for det gode pitch, HOP gav på et Mentor Summit på AAU. Jeg kunne forstå det, de ville. På det personlige plan kan jeg relatere til leg som redskab til inklusion, fordi jeg er forælder til et barn, der har prøvet at stå uden for fællesskabet. Fra første møde har vi arbejdet systematisk med konceptet. Det er vigtigt for mig, at teorien bag konceptet bliver praksisnær for de lærere og skoleledere, der er målgruppen.

H: Jeg vælger generelt på baggrund af, om jeg tror på ideen, jeg får pitchet. Det er vigtigt for mig, at dialogen er god, og at jeg får følelsen af, at vi kan få det sjovt sammen. Det er alt sammen til stede i HOP’s tilfælde, og det er et ekstra plus, at Palle også bød sig til som mentor. Han sprudler og skaber energi. På vores møder stiller jeg skarpe og detaljerede spørgsmål. Jeg vil til benet af konceptet og sikre mig, at vi alle har den samme opfattelse af det.

Hvad tilfører I som mentorteam, og hvordan har I påvirket HOP?

P: Henriette og jeg har stor respekt for hinandens faglighed, og vi er forskellige i vores tilgang. Jeg vil gerne køre i et højt tempo og Henriette trækker den anden vej. Det giver plads til refleksion. Hvorfor skal kunderne købe netop HOPs produkt? Det får jeg dem til at tænke over ved hjælp af f.eks. videoer af Tedtalks og teoretisk materiale. De fire unge i HOP kan meget mere end de selv tror, og jeg forsøger at give dem selvtillid, når de tvivler på projektet.

H: Både Palle og jeg går ind til mentoropgaven med ærlighed og engagement. Vi putter ikke med noget. Jeg indtager ofte rollen som den kontante og vedholdende, og jeg tror, det er godt, at teamet hører, at Palle og jeg ikke altid er enige. Det giver dem en mere nuanceret opfattelse af deres muligheder. Vi har samarbejdet med HOP i et år og jeg oplever helt klart, at de er gået fra at være fokuserede på metoder og principper til også at være optagede af de kommercielle aspekter af deres koncept.

Hvad får du ud af være mentor? Hvad motiverer dig?

P: Det er et godt spørgsmål og ét som mine mentees ofte stiller mig. En mentors rolle er at tilføre merværdi. Og jeg får en masse ud af at være mentor. Jeg indgår en slags kontrakt med mine mentees; vi har et samarbejde, vi bygger netværk, vi giver og tager. Jeg bliver motiveret af at se lyset i deres øjne; at give dem troen på, at det kan lade sig gøre.

H: Som mentor kan jeg gøre mig gældende på andre måder, end jeg kan i min vejlederrolle på kandidatuddannelsen i entreprenørskab, Entrepreneurial Engineering, på AAU. Jeg får nye indfaldsvinkler til det nordjyske iværksættervækstlag. For mig er det et spændende supplement til at sidde i bestyrelser og advisory boards, hvilket jeg også gør. HOP er noget af det fedeste, jeg har været med i. De tager initiativ og vil det så meget alle fire. Og de får mig til at tro på, at det, jeg bidrager med, nytter.

Blå bog: Henriette von Platen-Hallermund og Palle L. Nielsen

Henriette von Platen-Hallermund: Managementkonsulent og partner i KPIPeople og underviser. AAU mentor i 4 år. Mentorskab for 2 etablerede iværksætterteams.

Palle L. Nielsen: Managementkonsulent i Fri Fugl Aps, fundraiser og underviser. AAU mentor og erhvervspanelmedlem i 6 år. Mentorskab for 6 etablerede iværksætterteams.

Bliv mentor i Aalborg Universitets mentorprogram

Kunne du tænke dig at være pro bono mentor/sparringspartner for en ny iværksættervirksomhed? Del ud af din erfaring inden for dit felt gennem rådgivning, coaching og feedback. Som AAU mentor bliver du matchet med en gruppe i et mentorforløb på typisk 6 måneders varighed. Kontakt mentorkoordinator Lasse Jensen, laj@adm.aau.dk, eller læs mere på sea.aau.dk.

Kunne du lide denne artikel?

Læs mere om, hvordan Aalborg Universitet skaber viden for verden og værdi for samfundet i AAU Matchmaker-magasinet (www.match.aau.dk/matchmaker).

This article is from: