Det du elsker

Louise Doughty (f. 1963), engelsk forfatter, skuespilforfatter og journalist. I 2008 var hun dommer til The Man Booker Prize.

Louise Doughtys Det du elsker er både love story, thriller og en bog om sorg i ét, et rigtigt Kinderæg af en bog. Laura oplever det værste, der kan ske: Hendes 9-årige datter Betty køres ned, og Laura bliver nærmest afsindig af sorg. Men hun vender sorgen til vrede og beslutter sig at hævne sig på bilisten og tage det fra ham, som han elsker. I et parallelspor følges historien om, hvordan Laura fandt sammen med den charmerende, men ustadig David, datterens far.

Det du elsker blev nomineret til både The Costa Book Award og The Orange Prize. Bogen udkom på engelsk i 2010. Det er Doughtys sjette roman, og den første der udkommer på dansk.

Louise Doughty (f. 1963), engelsk forfatter, skuespilforfatter og journalist. I 2008 var hun dommer til The Man Booker Prize. ”Jeg studerer fotografiet på samme måde, som en spion måske ville studere en modstanders ansigt i en rivaliserende organisation. Jeg er rolig, idet jeg afgiver dette løfte: Jeg vil finde ud af, hvad du elsker, og hvad end det er, vil jeg finde det, og så vil jeg tage det fra dig.”

To politibetjente banker på Lauras dør, og hendes liv ændres for altid.

De fortæller hende, at hendes niårige datter Betty er blevet kørt over af en bil og dræbt. Da retfærdigheden er længe om at ske fyldest, beslutter Laura selv at tage hævn og begynder at finde frem til den ansvarlige bilist. Lauras sorg åbner også gamle sår, og hun kastes tilbage til historien om den stormfulde affære med Bettys far David, deres ægteskab og hans efterfølgende affære med en anden kvinde. Laura er jaget af fortiden, og da hun bliver drevet til bristepunktet af sin lyst til hævn, opdager hun hvor langt hun er parat til at gå i kærlighedens navn.

louise doughty det du elsker

En love story, en thriller og en bog om sorg.

det du

elsker louise dought y Roman

”Det du elsker er brutal, frygtløs og mesterligt fortalt, historien har en umådelig følelsesmæssig kraft, og på trods af dens dysterhed er det en sært smuk bog. I dette neglebidende ridt ind i hjertets mørkeste kroge har Doughty skabt et værk, der er så forfærdelig stærkt, at der burde medfølge en helbredsadvarsel.”

– Liz Jensen ”Gribende, fængslende, smukt komponeret og skrevet med stor følsomhed.”

– Hilary Mantel “Fantastisk, forstyrrende, hjertegribende.”

– Daily Mirror ”Gribende… Denne stramt komponerede, velskrevne roman skinner på grund af den intensitet, den giver til almindelige liv.”

– Times Literary Supplement ”Det du elsker er en mesterligt konstrueret roman, på samme tid gribende og øm… Den følelsesmæssige kraft i Doughtys prosa river læseren med på Lauras rejse fra tab til hævn.

Doughty tvinger os til at konfrontere mørket, der ligger under huden. Resultatet er en fantastisk og brutal roman, der bliver ved med at rumstere, længe efter sidste side er vendt.”

– The Observer Denne hendes sjette roman er en gribende udforskning af kærlighed, tab og hævn…

Doughtys præcise, nøgterne stil og dygtigt konstruerede plot passer perfekt til studiet af en praktisk og pragmatisk kvinde, der kastes ud i dyb sorg. Plottet bevæger sig smidigt mellem fortid og nutid, mens vi læser om, hvad der er

Louise Doughty

Det du elsker uddrag

Prolog Muskler har hukommelse; kroppen ved ting, som hjernen ikke vil indrømme. To politibetjente stod i min dør – uniformerede, opstillede – men selv da døren gik op foran dem, som må have været det øjeblik, jeg vidste det, selv da ledte min bevidsthed efter andre forklaringer og drejede rundt og rundt som en rotte i et bur.

Muskelhukommelse – ikke det samme som instinkt selvfølgelig, men beslægtet: Pianister kender til det og stepdansere og alle, der nogensinde har født et barn. Selv dem, der ikke har lavet noget mere fysisk end at binde deres snørebånd, kender det. Kroppen er hurtigere end hjernen. Man kan stole på kroppen.

Det har taget dem længere, end det burde, at komme hen til mit hus med nyheden. Betty havde intet på sig, der kunne identificere hende. Da politikvinden forklarer det, gør hun det blidt, neutralt, men jeg vælger at høre kritik. Jeg sidder på min sofa, yderst på kanten. Gaskaminen er tændt. På gulvtæppet foran mig ligger et magasin fra forrige weekends aviser åbent, der hvor jeg efterlod det – jeg læste i det i morges, sammenkrøbet foran kaminen. Den yngste af politifolkene, en tynd og bleg ung mand, står henne ved døren. Kvinden, hans overordnede – ældre, blond – har sat sig ved siden af mig, men hendes krop er vendt halvt imod mig. Jeg har inviteret dem indenfor. Jeg har budt denne nyhed ind i mit hjem.

Jeg prøver at forstå, hvad det er, de fortæller mig, det store overblik, men jeg slår ned på en detalje. De havde intet på sig, der kunne identificere dem.

De. Hun var sammen med sin ven Willow. Willow og Betty. »Hun er ni år gammel,« siger jeg.

Politikvinden fanger min stirren, drikker den som vand – jeg 11

kan se det på den måde, hun stirrer tilbage på, vurderende. Hun er blevet trænet i at møde mit blik, hvis omstændighederne kræver det. Der er ingen vaklen. Hendes mandlige kollega er den diskrete af dem og kigger ned i gulvet. De er et hold, men jeg kan vælge hvem af dem, jeg vil, til at fæste mit blik på. Jeg har valgt hende. »Hun er kun ni år gammel,« gentager jeg. Niårige går ikke rundt med kreditkort eller kørekort. Min niårige har ikke engang en mobiltelefon.

Politikvinden misforstår mig. »Det gør mig ondt,« siger hun.

På dette tidspunkt braser Bettys lillebror Rees ind i stuen. Han har en hæftemaskine i højre hånd. Han kaster sig i skødet på mig og dunker panden ned, en gestus der kommer af lige dele raseri og kærlighed, og en ordløs henvisning til, at jeg lovede ham uspecificerede lækkerier, hvis han satte sig og farvede i køkkenet, mens jeg talte med manden og damen i stuen. Jeg er overvældet af en klar og selvbevidst følelse af, at jeg elsker min søn. Jeg fatter hans skuldre og trækker ham ind mod mig, men klodset. Han mærker, at mit behov er større end hans, vrider sig væk og står så og betragter mig, afventende. Politikvinden læner sig frem mod mig, imellem Rees og mig, og rækker hånden ud, indtil den er et par centimeter over min skulder. Selv om hun ikke rører mig, finder jeg det overskridende. »Fru Needham, Laura, undskyld, men kan du fortælle os, hvordan vi kan kontakte Bettys far?« Vores kroppe reagerer tit af sig selv. De gør det hele tiden. Jeg burde for eksempel være dumpet til min køreprøve – jeg gik i stå to gange, før jeg overhovedet havde forladt testcenteret – men da vi kørte ned ad Clarence Road, mens mine hænder klamrede sig til rattet, sagde den sagkyndige: »Når jeg slår på instrumentbrættet med avisen her, vil jeg have dig til at foretage en nødopbremsning.

Brems lige så hårdt, som du ville gøre, hvis der løb et barn ud foran bilen.« 12

Efter han havde børstet håret væk fra ansigtet, sagde han: »Mange tak, frk. Dodgson. Jeg skal ikke bede dig om at gentage den manøvre.« Bettys far og jeg blev separeret for tre år siden, da Betty var seks år og Rees stadig spæd. Han og hans kæreste Chloe bor med deres baby i det nye byggeri ude mod West Runton, det de drænede flodmundingen for. Det var et kontroversielt byggeri, men villaerne er lyse og rummelige og passer lige til folk, der begynder på en frisk.

Jeg købte et kort til dem, da deres baby blev født. Må jeres lille ny bringe jer stor glæde, stod der med svungen kursiv. Med kærlig hilsen Laura, Betty og Rees, skrev jeg nedenunder, med kuglepen.

Jeg fik Betty og Rees til at lave tegninger af deres nye lillebror og lagde dem sammen med kortet. Da deres far kom for at hente dem, så de kunne besøge babyen, gav jeg ham en kurv med toiletsager, jeg havde købt til Chloe i The Angel Shop på esplanaden.

Han tog imod den med et overrasket blik. Tingene i kurven var alle sammen hvide; hvid sæbe, hvid bodylotion, en blød hvid vaskeklud – med et bredt hvidt bånd bundet over cellofanen. Han kiggede ned på toiletsagerne og så op på mig igen med et langsomt, anerkendende udtryk.

Jeg kunne ikke møde hans blik. »Nu må du passe ordentligt på hende, ikke?« sagde jeg.

Efter han var gået med Betty og Rees, lavede jeg mig en kop kaffe og satte mig ved køkkenbordet med den og en opflået pakke kiks og stirrede ud af vinduet. En salt kystvind fejede frem og tilbage i min have. Vinden er som sandpapir her. Jeg stirrede og stirrede på ingenting, på dagens rusk. Kviste fra kirsebærtræet uden for vores bagdør skrabede og kradsede, som om et forsømt kæledyr krævede adgang. Det træ skulle aldrig være plantet så tæt på huset. 4,6 kg, 32 timers veer efterfulgt af en fødsel med sugekop. Jeg spekulerede på, om de klippede mellemkødet eller lod hende briste. Førhen var det rutine at klippe ved brug af sugekop, 13

men stemningen er vendt på den front. Jeg bristede voldsomt med Betty, så voldsomt at jeg bristede igen med Rees, langs arvævet. I modsætning til muskler kan arvæv ikke huske, hvad det har gjort før. Det er hårdt og dumt.

Hverken min eksmand eller hans kæreste tager telefonen. Jeg ser for mig, at Chloe står over telefonen med babyen på armen, ser mit nummer på nummerviseren og beslutter ikke at tage den. Det sker. Jeg lægger på uden at lægge en besked og ringer til Davids mobil, men den går direkte til telefonsvareren.

Politikvindens mandlige kollega henter min nabo Julie, så hun kan tage sig af Rees. Rees går i børnehave med Julies lille søn Alfie og kender hende godt, men i samme øjeblik han går ud af døren, kigger han på mig, så på politibetjentene og, som om han bemærker deres uniformer for første gang, bryder ud i gråd. Julie er nødt at bære ham ud af huset, mens han skriger og hyler. Hun kigger ikke på mig, da hun går, men jeg ser, at der også strømmer tårer ned over hendes kinder. Jeg tænker bekymret, at hun er ked af et eller andet, og at det er et frygtelig dårligt tidspunkt at bede hende tage Rees. Så indser jeg, hvorfor hun græder. Jeg indser det, men jeg ved det stadig ikke. Min hjerne lader til at være indstillet på en eller anden form for loop. Jeg er meget, meget rolig.

Jeg går ud i køkkenet og tager min håndtaske fra bordet, som stadig er fyldt med plastictallerkener med ris og ærter – det er det eneste, Rees vil spise lige nu – og en kaotisk bunke krøllet papir og tusser, Bettys tusser, hendes nye sæt i neonfarver. Rees har benyttet sig af sin storesøsters fravær i håb om at udløse en diplomatisk krise, når hun kommer hjem. Jeg slukker lyset, da jeg går tilbage i entreen. Jeg tager min jakke fra knagerækken for foden af trappen. Jeg er opsat på at være effektiv, da jeg forlader huset. Jeg vil ind i deres bil så hurtigt som muligt. Jeg vil hen til Betty.

Jeg sætter mig ind bag i politibilen og spænder pligtskyldigt min sikkerhedssele. Jeg bemærker, hvor rent der er – det er ikke en 14

bil, der jævnligt transporterer børn – og en del af min hjerne ikke bare registrerer, men påskønner dette. Det er først, da vi drejer ud af vores vej, at det falder mig ind at læne mig frem og spørge: »Hvad med Willow? Hvordan har Willow det?« »Willow er på intensivafdelingen,« siger politikvinden. »Hun blev slynget ud i vejkanten.« »Jeg skal kaste op,« siger jeg, og politikvinden kaster et blik i bakspejlet for at sikre sig, at der ikke er nogen bag os, da hun trykker på bremsen og hurtigt og effektivt bringer bilen til standsning. Jeg tager i dørhåndtaget, men der er børnesikring på; selvfølgelig for at forhindre folk i at flygte. Jeg mærker et øjebliks svimlende panik, men den unge politimand spænder sin sikkerhedssele op med en enkelt hurtig bevægelse, og så snart det er sikkert, springer han ud og åbner døren for mig. Jeg når hen til rendestenen.

Det, jeg frygter for, rammer mig …min mund dømmer mig skyldig, selv om jeg er uskyldig. Jobs Bog: Jeg huskede det da, mens jeg gylpede og spyttede. Skolens opholdsrum: gråt og hvidt. Jenny Ozu. Det er en køretur på tyve minutter til hospitalet, en lav bygning i røde mursten. Alle bygningerne heromkring er lave, som om stormskyerne på denne strækning af kysten hviler for tungt til at tillade etagebyggeri. Sandheden er, at der er masser af jord, selv om dræning ofte er påkrævet, før det kan anvendes. Der er ikke mange, der har lyst til at bo her. Vi er halvtreds kilometer fra den nærmeste by af nævneværdig størrelse, og turen går over fladt, mudret land med enkelte løgmarker som eneste afveksling.

Mens vi kører gennem byen i mørket, begynder regn at falde skråt ind over bilen – det regner sjældent lodret i denne by. Politikvinden må være ny i distriktet, for hun kører ned ad esplanaden, selv om det er hurtigere at tage ad de ensrettede. Butikkerne på venstre hånd er tilskoddede og mørke. Det eneste lys strømmer fra Mr. Yeung’s, fish & chips-biksen hvor drenge hænger på høje 15

stole i vinduet; deres hoveder dingler på de trekanter, de har foldet af deres arme. Til højre for os bag rækværket smelter stranden til en mur af sort, bølgerne til en skare af lyd. Idet vi når enden af esplanaden, bevæger en enlig mand med en hund sig ad fortovet, foroverbøjet i vinden. Det ligner John Warren, en af mine patienter, som er sidst i halvfjerdserne, delvist blind og med forkalkning i begge skuldre. Jeg mærker et jag af bekymring over, at han er på gaden på egen hånd i mørket.

Da politibilen sænker farten for at dreje ud på hovedstrøget, får jeg et glimt af en klynge mørke skikkelser oven for betontrappen, der fører ned til stranden. Et par af dem vender sig, idet vi passerer dem, og vores forlygter oplyser deres ansigter, blege og stirrende – indvandrere, østeuropæere. Politikvinden og hendes kollega udveksler et blik, da hun drejer rattet. Der bliver ikke samlet hjertemuslinger her i området, men nogle gange bliver flokke af indvandrere hyret til at samle skrald på stranden. Det er lavvande, der er ingen umiddelbar fare, men det er en styg aften at være ude i, og alle strande er farlige i mørket. Politikvinden ryster på hovedet.

Vi kører ind på hospitalets parkeringsplads, som jeg gør, når jeg skal på arbejde. Normalt kører jeg om i den lille baggård, hvor genoptræningscenteret ligger. Politikvinden parkerer nær ved hovedindgangen, og hendes kollega springer hurtigt ud og åbner min dør. Et øjeblik tænker jeg, at han vil tilbyde mig sin hånd for at hjælpe mig ud, men han står respektfuldt tilbage og kigger ned på den våde asfalt med lukket ansigt. Da jeg stiger ud af bilen, pisker vinden mit hår i ansigtet på mig. Jeg skubber det væk med den ene hånd og går bestemt over mod indgangen, snart ledsaget af betjentene, en foran og en bagved, som om jeg måske vil stikke af og løbe ud i havet. Jeg beder til, at ingen, jeg kender, er på vagt, for så falder min private kontrakt fra hinanden. Indtil jeg ser hende, er der håb. Det er den eneste måde, jeg kan sætte den ene 16

fod foran den anden på.

Vi kommer ind via den hvide, lavloftede skadestues forhal. Jeg skæver instinktivt omkring mig for at se hvilke skader, der venter.

Der er kun én gruppe mennesker på plasticstolene – en storfamilie, fem eller seks kvinder, tre børn. De har alle sammen tykt, mørkt hår og blege ansigter, som indvandrerne vi så på esplanaden. De kommer sikkert fra trailerpladsen oppe på klinten – endnu en lokal strid. Midt i gruppen sidder en dreng på omkring syv år og presser en forbinding mod panden. Den er gennemblødt af blod, og en stribe af blod tegner en streg ned over hans kind. Da vi stryger forbi, kigger gruppen anklagende på os, som om vi springer over i køen. Bag skranken taler den vagthavende sygeplejerske stille med en læge og indikerer gruppen med en opadvendt håndflade.

Vi drejer til venstre gennem svingdøren og ned ad en gang, der er malet flødehvid og dekoreret med malerier af lokale kunstnere, elendige, blå havmotiver med muntre vippende både og måger, der hjuler rundt på himlen. Sådan har havet aldrig set ud heromkring. Gennem endnu en svingdør; den postulerede munterhed falder bort og afløses af glansløst brune vægge, der fører til administrationskontorerne. Vi går en omvej, hen til hvor Betty er.

Jeg har aldrig indset, hvor lang denne gang er. Jeg har det, som om jeg har gået i den i dagevis og opdager ting, jeg normalt aldrig ville opdage. Vi går forbi kontordøre, alle sammen lukkede, nummererede, med navneskilte på folk, jeg kender, men folkene er her ikke, mens Betty, som burde være hjemme, er her, et sted i dette endeløse indre, som er forvirrende og velkendt som et landskab i en drøm. Det må være det. Det ville forklare alting; mågerne på malerierne, ansigterne på esplanaden, Jobs Bog. Jeg er her ikke.

Jeg sover og snor en klam dyne omkring benene, mens jeg vender og drejer mig uroligt fra side til side. Endelig når vi et konsultationsværelse. Politikvinden banker let på og går så ind uden at 17

vente på svar. Politimanden gør tegn til, at jeg skal følge efter.

Bag skrivebordet sidder en læge, jeg ikke kender. Det er jeg taknemmelig for. Det er en ældre mand, nær pensionsalderen vil jeg sige, med briller med spinkelt stel. Han skriver i en journal. Han lukker mappen, da vi kommer ind, og rejser sig. »Fru Needham, værsgo...« han peger på stolen foran sit skrivebord. »Det gør mig meget ondt,« siger han, mens han kigger ned i gulvet, tydeligvis ilde tilpas med sin opgave, nærmest skamfuld faktisk. Han sætter sig igen, åbner journalen, skæver til den, rømmer sig. »Altså,« siger han, og så i et tonefald, der gør det klart, at han er ved toppen af en liste, begynder han: »Øh, adskillige indre kvæstelser. . . « Værelset svajer vildt. »Åh!« udbryder jeg og bøjer forover i stolen.

Jeg lukker øjnene imens, så jeg ser ikke hans reaktion. Jeg tager en dyb indånding og tvinger mig selv til at se op.

Lægen stirrer. Politikvinden træder frem og lægger en beskyttende hånd på min skulder for at forsøge at berolige mig. Jeg tvinger mig selv til at sidde op. »Jeg vil...« siger jeg og synker, så min stemme er fast og klar, »... jeg vil se hende.« Lægen kigger på politikvinden og rejser sig så fra sit bord. »Selvfølgelig, det beklager jeg. Jeg skulle – jeg går hen og ser.« Han lukker døren bag sig. Der er en lang stilhed. Jeg kan høre regnen og vinden udenfor. Politikvinden siger blidt: »Vil du have noget, Laura?« Det er hendes måde at undskylde for lægens afsnuppede facon på. Jeg ryster på hovedet.

Lægen kommer ind på sit kontor igen og lukker døren bag sig.

Hans forlegenhed er åbenlys; den har gjort ham stum. Han kigger på politikvinden og nikker. Hun læner sig frem mod mig. »Vi kan gå ind at se hende nu.« Jeg rejser mig fra stolen og har en fornemmelse af at blive ved med at rejse mig, op, op over det, der sker mig, jeg flyver gennem luften, højt over hospitalet. Selv da vi går hen for at forlade kontoret, da jeg træder frem, har al kropslig følelse forladt mig, og det er, som om jeg svæver over mig selv. Jeg kan ikke mærke 18

linoleummet under mine fødder, men har alligevel en fornemmelse af, at det er svampet. Metaldørhåndtaget er ikke koldt og hårdt, som det burde være, men blødt, luft. Da vi går ned ad gangen, har jeg en klar fornemmelse af, at min nye vægtløshed når helt ud i mit hår, og at det må svæve omkring mit hoved – hvordan kan jeg ellers forklare, at min hårbund er blottet?

På trods af alt dette må jeg stadig være legemlig – jeg sætter den ene fod foran den anden og efter at have drejet omkring bare to hjørner befinder jeg mig nu uden for et lokale. Politibetjentene står på hver sin side af mig, og den kvindelige betjent forklarer noget. Ud af øjenkrogen kan jeg se hendes læber bevæge sig. Jeg kan få lov at se Bettys ansigt, men jeg må ikke røre lagnet. Hendes stemme buldrer og dæmpes. Jeg fanger en hel sætning. »Du kan godt vente på et familiemedlem.« Jeg ryster voldsomt på hovedet.

Hun åbner døren.

Betty, min Betty, ligger på ryggen på den høje seng. Hendes arme er under lagnet, som er foldet pænt hen over hendes bryst og trukket højt op til hagen. Hendes øjne er lukkede. Nogen har redt hendes hår. Det ligger nydeligt på puden, hendes lange fine hår. Hendes ansigt er fredfyldt, det eneste mærke er en lang hudafskrabning i panden, som er blevet renset for grus og jord. Men hun ser ikke ud, som om hun sover, nej, det er ikke det. Søvn gør hendes ansigt blødere og rundere – når hun sover længe hjemme, og jeg er nødt til at vække hende, tænker jeg altid, min baby, men nu er der intet rundt eller blødt over hende. Denne hviles permanens har fanget hendes ansigt præcist. Hendes træk indeholder hver dag i hendes niårige liv; hver oplevelse, hvert håb, hver irritation. Hun er helt og aldeles sig selv.

Jeg nærmer mig sengen. Mit bryst svulmer. Jeg opdager, at politikvinden holder fat i mig, forberedt på mit kollaps. »Laura... er dette din datter, Betty Needham?« Jeg nikker, og nikket udløser det, der har ventet i timevis bag mit ansigts dæmning – en flodbølge af tårer. Vendepunktet er 19

nået. Endelig arbejder min hjerne og min krop i overensstemmelse. Jeg rækker ud for at røre ved hende. Politikvinden forhindrer mig ikke. Jeg krummer hånden, så jeg kan bruge bagsiden af fingrene til at ae hendes tinding, sådan som jeg altid gør, når hun er allermest såret eller ked af det. »Betty... Betty...« siger jeg, og jeg hulker og hulker, mens jeg aer hendes tinding noget så blødt, og mine knæ giver efter, og politikvinden holder mig oppe, og lyden af min gråd fylder lokalet, luften, verden udenfor.

De lader mig blive. Det er jeg taknemmelig for. De henter en stol – de andre mennesker, der er kommet ind i lokalet, uden at jeg har bemærket det – en af de grå af plastic fra venteværelset, og de sætter den ved siden af Bettys seng, så jeg kan sidde hos hende og hvile min hånd let på lagnet, mens jeg venter på, at hendes far skal komme. De lader mig endda være alene et par minutter. En sygehjælper kommer ind med en kop te og stiller den lydløst på skabet ved siden af mig uden at se mig i øjnene.

Jeg er så taknemmelig for disse få øjeblikke. Når David ankommer, vil det være begyndelsen på alt det, der må komme bagefter: Rees, vores familie og venner, skolen. Så bliver resten af mit liv nødt til at begynde. Et kort øjeblik forsøger jeg at kigge over klippeskrænten ned i det liv, det kommende liv, men det gør mig svimmel – bogstavelig talt, der dukker små prikker op for mine øjne. For at kompensere, for at rette mig selv op, løber jeg igennem en kort, alternativ historie af, hvad der er hændt mig den seneste time. Politiet kom hen til mit hus for at køre mig til hospitalet.

Da jeg nåede herhen, lå Betty med hvidt ansigt på de friske lagner, sluttet til et drop. Reservelægen forklarede alvoren af hendes kvæstelser uden eufemismer. Det var op til mig at oversætte for hende til ord, hun kunne forstå, så jeg fortalte hende, at hun nok ikke ville kunne tage sin stepdans-prøve til efteråret. »Jeg er ked af det, min skat,« sagde jeg, »men det bliver nødt til at vente til næste år.« Hun får et særligt ansigtsudtryk, når hun er indigneret, 20

hun forvrænger det, puster kinderne ud og gør sine smukke brune øjne helt uhyrlige. »Et helt år!« Nej, hun sover. Reservelægen har bedt mig tage hjem og hvile ud, men jeg bliver her for en sikkerheds skyld.

Jeg overvejer, hvor længe jeg kunne holde den gående, om det er muligt at leve med denne alternative historie resten af mit liv.

Jeg ved – åh gud, jeg ved det allerede – at dette alternativ kun er mit, så længe jeg er alene. Jeg er allerede forelsket i alene.

Jeg hviler, indånder det enkle faktum, at det kun er mig og Betty her i lokalet. Mine tanker er fyldt af hende, men jeg kan ikke finde på noget at sige, jeg ikke allerede har sagt en million gange, så jeg hviler min hånd på hende og siger: »Skat... skat...« et par gange. Jeg betragter hendes ansigt og forsøger at indprente det i min hjerne, så det vil være der, så skarpt som det er nu, for al tid; De enkelte fregner ned ad hendes lange næse – hendes tykke øjenbryn og brede pande. Hun har et voksent ansigt af en niårig at være. Det er allerede muligt at se den voksne i hende. Skoldkoppearret lige under hvor mine fingre aer hendes tinding; hendes læbers bue. Hun havde en masse naturlig farve i sine læber. Det klæder hendes blege, fregnede hud. Hun bliver frygtelig solbrændt, så slemt som en rødhåret. Vi er nødt til at være påpasselige med hende.

Jeg vil ikke have, at dette lille tidsrum ender, aldrig nogensinde.

Jeg tænker på alle de billeder, jeg har af hende i mit hoved – sidste gang jeg så hende løbe ind på skolen og sludre med sine venner; og tidligere i morges før vi forlod huset, da hun børstede sit lange hår foran spejlet i gangen, indtil det skinnede i det mælkehvide lys fra hoveddørens matterede glaspanel. Vi var selvfølgelig sent på den, men hun ville aldrig forlade huset uden at børste håret. Teenageforfængelighed havde ramt Betty tidligt; humørsvingningerne var også begyndt. Da hun var færdig med at børste håret, blev hun stående foran spejlet og knappede sin nye fløjlsjakke. Vi havde købt den på udsalg den weekend, og hun insisterede på at have 21

den på, selv om den ikke var foret, og hun ville komme til at fryse i frikvarteret. »Mor, synes du, ærmerne er lidt lange?« Min skat. Hvis bevidstløshed af nogen form kunne nå mig nu, ville jeg være fuldendt, komplet.

En lille evighed og døren åbner; David står i døråbningen, høj og rank, stadig iført sin arbejdshabit, med sit grå hår redt sirligt tilbage. Han ser på mig, og hans ansigt er blankt af rædsel, hans øjne stirrer. Vi fæstner vores blikke på hinandens, låser dem fast, forbundet af chok og vantro. Så flytter han sit blik til sengen, og han klasker en hånd over sin mund, men det er for sent. Han kan ikke forhindre lyden i at slippe ud.

22

2 Der er et blik, som en bestemt type mand sender en kvinde, før han har haft sex med hende, men aldrig efter. Jeg spekulerer på, hvor de lærer det blik, disse mænd, om det er noget, de er født med, eller tillært adfærd. Jeg spekulerer på, hvor kynisk det er, om de overhovedet ved, at de gør det – mit gæt, ud fra min begrænsede erfaring, er, at de gør. David vidste, at han gjorde det, selv om jeg ikke tror, at det var kynisk: Det var nærmere en instinktiv reaktion på en kvinde, han fandt tiltrækkende, denne intense, udtryksløse stirren.

Det var i en pub, vores første møde. Jeg var der sammen med en gruppe andre fysioterapistuderende, hvoraf en ved navn Carole græd hæmningsløst, fordi hendes kæreste ikke var dukket op, og hun var sikker på, at han var sammen med en anden. Hun gik midt på aftenen, og kæresten kom ind kort efter sammen med to venner. Kæresten var David.

Jeg så ham, straks han gik ind ad døren – høj, klædt i en tung frakke, der gav fylde til hans slanke skikkelse. Hans hår var mørkt og trængte til at blive vasket. En af de andre piger, jeg var med, vidste, hvem han var, og puffede til mig: »Se, der er han, Caroles kæreste. Han er sådan en kraftidiot,« men jeg kiggede allerede.

Mens han stod ved baren, diskuterede vi ham. Han var trods alt offentlig ejendom. Carols tårer var saucen, han var blevet serveret med, og vi havde ret – nej, pligt – til at fælde dom over ham. »Ikke dårlig…« sagde jeg og nippede til min øl med limonade.

De andre var uenige. »For selvsikker,« sagde Abbie. »Jeg kan ikke snuppe den type mænd, Carole skulle tage at droppe ham,« erklærede Rosita.

35

David blev færdig med at købe omgang til sig selv og sine venner, og først da så han sig omkring i pubben og fik øje på os ovre i hjørnet. Abbie vinkede febrilsk. David og hans to venner slentrede over, så tilbagelænede at de næsten synligt bøjede i knæene. Da de nærmede sig vores bord, skød Abbie brystet frem og sagde med syngende stemme: »Hun er gået, at du ved det. Du kom for sent. Hun er rasende.« David trak på skuldrene og trak en stol hen, hvorefter han foldede sig ned på den, over for mig. Han nikkede. Jeg nikkede tilbage. Vi havde ikke en alder, hvor nogen af os ville gøre noget så ucool som at præsentere sig selv. Abbie faldt tilbage på bænken. »For fanden da…« mumlede hun uden nogen anledning.

Vi tilbragte resten af aftenen omkring det lille træbord. Pintglassene blev flere og flere; pigerne købte hinanden omgange, og drengene købte deres egne. Der var ikke meget fælles samtale – bordet stod mellem os som en demarkationslinje. Sådan var forholdet til det modsatte køn dengang; omhyggelige opbud af gensidig ligegyldighed afbrudt af undtagelsesvis, klodset sex. Vi talte selvfølgelig om sex hele tiden med vores kammerater, men når en af os rent faktisk gjorde det, sørgede vi for at forsikre den implicerede person, vores venner og os selv om, at det ikke var noget personligt.

Bartenderen kaldte sidste omgang og skred kort efter over til vores bord, rakte om bag mit hoved efter batteriet af lyskontakter på væggen over mig og tændte en hel række med en enkelt fejende håndbevægelse. Frastødt af den pludselige fluorescens for vi sammen som vampyrer ved et uventet daggry. Forfængelighed blandt os piger var socialt acceptabelt, så vi tre kom på benene, trak frakkerne på, viklede tørklæder om halsen, kastede med håret, mens drengene tog deres pints med påtaget henkastethed. Lyset afslørede den snuskede tilstand af bordet, vi sad ved – de tømte chipsposer halvt sammenfoldede i askebægeret, de klistrede cirkler på bordets skinnende overflade. Da jeg kantede mig ud fra 36

bordet, kunne jeg mærke, at tæppet under mine tynde sko var vådt. Jeg tænkte allerede på den opgave, jeg skulle skrive færdig til mandag, om underbensmuskler. Jeg ville tilbage til huset, jeg delte med Abbie og to andre studerende. Jeg ville have en kop te og min klumpede enkeltseng.

Jeg var den første udenfor. David fulgte tæt efter. »Så må du jo hellere give mig dit nummer,« sagde han, som om vi afsluttede en tidligere samtale. Tæt på opdagede jeg en walisisk tone i hans dæmpede stemme. Det fik ham til at lyde ældre end de drenge, jeg kendte, mere erfaren.

Jeg standsede og så på ham. Indtil det tidspunkt havde ingen af os udvist noget tegn på, at vi var interesserede i hinanden. Han stirrede tilbage med et både målbevidst og blankt blik og i ét velovervejet, glohedt øjeblik flirtede for en hel aften. Det var et frækt træk, og jeg så, præcis hvad det var. Jeg vidste også, at det var mere end de fleste andre drenge på vores alder formåede. Jeg var imponeret.

Jeg gjorde det, jeg skulle. Jeg stirrede tilbage et par sekunder, anerkendte det, kiggede så til den ene side med en antydning af forlegenhed, som om jeg var smigret, men blev fanget på det forkerte ben, pirret men en smule nervøs. Jeg så ned i jorden, hvilket fik mit hår til at falde ned foran mit ansigt. Da jeg kiggede op igen, var jeg nødt til at skubbe håret tilbage med den ene hånd og lege lidt med det for at få det til at blive bag ved øret. Da jeg til sidst så på David, smilede han til mig. Jeg smilede tilbage. Hvor er du dog billig, Laura, tænkte jeg.

Han stak hånden ind i sin tykke frakkes inderlomme og hev en kuglepen ud. Jeg tog den fra ham, greb så fat i hans hånd, drejede håndfladen op og skrev mit nummer i hans håndflade. Han krympede sig melodramatisk. Mens jeg var optaget af det, blev de andre spyttet ud bag os. De samlede sig betragtende omkring os og pustede hvide åndeskyer ud i kulden. Da jeg var færdig, greb Abbie min albue og trak mig væk. »Hvad foregik der der?« hvæste hun.

37

Jeg trak på skuldrene, mens vi vandrede væk arm i arm. »Hey! Vil du ikke have mit nummer?« kaldte David skamløst efter mig.

De andre piger gik tæt på mig, på hver sin side, og hev mig bort.

Jeg vendte mig om. Jeg gik baglæns og råbte grinende til ham: »Jamen du ringer jo, hvis du vil, ikke?« Han stirrede efter mig, stadig smilende.

Abbie trak mig tilbage igen. »Carole slår dig fandeme ihjel.« »Ikke hvis du ikke siger noget til hende,« sagde jeg. »Og desuden tilhører han ikke Carole, gør han?« »Jeg kan ikke tro, at du flirtede med David!« Jeg havde ikke engang spurgt ham, hvad han hed. Så lidt interesse var det lykkedes mig at vise ham i aftenens løb. Jeg var ikke så lidt tilfreds med mig selv.

David. Jeg lå på min dårligt affjedrede seng den aften, lysvågen, mens det orange gadelys skinnede gennem de tynde, brune gardiner, og råbene fra de lørdagsfulde klingede svagt fra gaderne omkring vores hus. Så det var David. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde rejst mig fra bordet den aften i lysstofbelysningens kolde skær, mens han stadig sad på stolen over for mig. Jeg var nødt til at skubbe mig forbi hans skulder for at komme forbi – min hofte havde strejfet hans skulder. Han havde ikke lænet sig væk for at give mig plads til at gå forbi. Han havde siddet helt stille. Og jeg havde skubbet imod ham, langsomt og bevidst. Min krop havde stillet hans krop et spørgsmål. David. Han havde mit nummer, men jeg havde ikke hans. Jeg kunne ikke gøre andet end at vente.

Han ringede aldrig, og jeg så ham ikke igen i over to år. Jeg hørte af og til nyt om ham, og hver gang jeg hørte ham omtalt, mærkede jeg den lille foldende bevægelse i maven og var nødt til at være forsigtig ikke at stille spørgsmål eller reagere. David var blevet gode venner igen med Carole. David og Carole havde slået op.

En gruppe ingeniørstuderende, hvor han var iblandt, var næsten 38

blevet udvist af universitetet på grund af nogle drengestreger, der involverede en cementblander. En af dem havde kortsluttet tændingen, og de havde startet den, men så været ude af stand til at bremse, da den kørte ned mod en flod. De var nødt til at springe for livet. To lokale betjente stod på broen og så, da de vadede i land.

Jeg havde to kærester i mit sidste studieår, men jeg havde ikke rigtig hjertet med i det. Ingen af dem kunne måle sig med ham, der stirrede – eller rettere, ingen af dem kunne måle sig med mine dagdrømme om ham.

Da jeg var færdiguddannet, blev jeg og tog mit prøveår på The Royal Infirmary. De fleste af mine medstuderende rejste til mere glamourøse byer, men jeg var nødt til at kunne besøge mor. Hun var på et plejehjem i udkanten af vores hjemby, halvtreds kilometer væk – jeg havde ikke råd til at være længere væk fra hende end det. Hun kunne lige akkurat gå med gangstativ, og hendes fysioterapeut fik hende til at gå firehundrede meter to gange om dagen. Men det var at være forbi med hendes strubehoved, og jeg forsøgte at overbevise hende om at bruge strubevibrator. Jeg besøgte hende to gange om ugen, tre når jeg kunne. Plejehjemmet var godt. »Vær god ved dig selv,« sagde receptionisten altid til mig med et strålende smil, når jeg gik; mine øjne glinsede, mens jeg hastigt vinkede.

Det var en fest – en femogtyveårs fødselsdag for en vens ven. Jeg tog kun med, fordi jeg havde det elendigt over mor og tvang mig selv til at gøre ting, jeg ikke havde lyst til: TNS-apparat-princippet for smertelindring. Ved fødsler giver vi kvinderne en lille maskine med to klæbepuder og foreslår, at de giver sig selv elektrisk chok nederst på rygsøjlen under hver ve, med den begrundelse at det vil fjerne opmærksomheden fra den uudholdelige smerte i deres underliv. Jeg prøvede det med Betty. Det virkede ikke på mig.

39

David sagde, at jeg lige så godt kunne få ham til at sparke mig over skinnebenene. Mens min mors helbred forringedes, tvang jeg mig selv til oftere og oftere at tage til den slags muntre sociale lejligheder, jeg ikke brød mig om.

Jeg ankom tidligt. Der var kun en håndfuld mennesker og ingen, jeg kendte. En halv time, tænkte jeg, så smutter jeg. Så så jeg ham.

Ja, det var helt sikkert ham.

Lyset i stuen var for kraftigt. Der var ingen steder at gemme sig, mens jeg betragtede ham. Jeg beskæftigede mig med at presse et glas vin ud af en af de kasser med plastictud. Jeg talte animeret med de andre, jeg ikke kendte, i håb om at han ville genkende mig, hvis jeg stod der tilstrækkeligt længe og iøjnefaldende. I smug lykkedes det mig at observere, at han var sammen med en lav blondine. Han var nødt til at bøje sig ned for at høre hende, når hun sagde noget.

Hvis der havde været nok andre gæster der, ville jeg måske have tilbragt hele aftenen med at kredse om ham, men festen så ikke ud til at ville fylde op, og jeg vidste, at jeg ikke kunne blive her ret længe uden at tale med nogen, så opildnet af akavethed gik jeg over og stillede mig foran ham. Han så forventningsfuldt på mig uden nogen tegn på genkendelse. Den lave blondine stirrede på mig. Jeg lænede mig ind mod ham og sagde: »Undskyld, men er du ikke en af Caroles venner?« »Carole…« sagde han og vendte sig fra sin veninde, som reagerede ved at gøre et nummer ud af at dreje sig væk fra ham og påbegynde en livlig samtale med en bag ved hende.

Han spidsede læber og rynkede brynene. »Altså… åh gud…« stønnede han og rullede med øjnene. »Carole. Den Carole.« Jeg åndede leende ud, som om jeg kendte hele historien. »Carole,« sagde han og rystede på hovedet, »hun var sindssyg, var hun ikke?« Hans accent var en anelse tydeligere, end jeg huskede den. Senere indrømmede han, at han instinktivt betonede den, når han mødte nye mennesker for første gang. Det var et 40

nyttigt samtaleemne, når han flirtede med kvinder og en måde at teste mænd på. Der var ikke noget, der fik hans blod mere i kog, end når en englænder gjorde grin med hans accent. »Øh, jo.« »Og du var hendes veninde?« »Ja, et stykke tid.« Jeg satsede. »Jeg fik alting at vide om dig.« Han stønnede igen. »Der røg mine chancer for nogensinde at knalde dig.« På det tidspunkt valgte blondinen at dukke op ved hans albue igen. Hun placerede sin hånd let på hans underarm og smilede til mig.

Jeg løftede mit vinglas: »Nå…« Da jeg gik tilbage til drinksbordet, fulgte David efter. »Jeg kan godt huske dig…« sagde han. »Abbie.« Jeg rystede på hovedet og rakte ud efter en flaske på bordet. »Prøv igen.« Han skar en grimasse. »Nu har jeg da slet ingen chancer.« Jeg vendte mig for at besigtige rummet og talte diskret til ham. »Prøv en anden metode.« Han besigtigede også rummet, som om vi var spioner, der forsøgte ikke at anerkende hinandens tilstedeværelse alt for åbenlyst.

Blondinen havde ryggen til os, men de to kvinder, hun talte med henne i hjørnet, stirrede på mig. »Vil du gifte dig med mig?« sagde han. »Det er da i hvert fald anderledes,« indrømmede jeg og vippede mit glas i hans retning.

Jeg er sikker på, at han på det tidspunkt stadig ikke kunne huske vores første møde i pubben – selv om han senere hævdede, at det gjorde han – ikke engang da han vendte ryggen til kvinderne, der gloede på os fra hjørnet, kiggede ned på mig, hvor jeg halvt sad på kanten af bordet, og gav mig det langsomme, velovervejede blik.

Jeg kiggede til siden. Jeg skulle have ventet på, at han sagde noget, men jeg var både for nervøs og for selvsikker. »Er det stadig 41

ingeniørarbejde?« spurgte jeg.

Det var for banalt et spørgsmål. Jeg tabte ham straks. »Jeg arbejder på en pennefabrik på kysten,« svarede han med en stemme, der var flad, rutine. Han kunne have talt med hvem som helst. »Hennett’s? Der voksede jeg op,« sagde jeg hurtigt. »Min familie bor alle sammen tæt på Eastley. Faktisk udgør de Eastley. Jeg har en stor familie. Halvdelen af Aberystwyth bor i Eastley nu.« »Jeg voksede op bag ved det grønne område, det nye byggeri, masser af stenpuds, det med…« Jeg plaprede. På trods af vores opdagelse af at vi var vokset op i nabobyer, fornemmede jeg, at hans opmærksomhed var et andet sted. Han skævede rundt i rummet. Pludselig var der fyldt med mennesker. Festen var begyndt. »Jeg må hellere…« sagde han og løftede glasset, mens han nikkede over mod den anden side af det tætpakkede rum, hvor hans lave kæreste var usynlig bag det pludselig rykind af gæster.

Jeg kunne ikke komme på nogen undskyldning til at holde fast på ham. Lige meget, tænkte jeg. Giv det en halv time, så hent din frakke og gå hen og bed om hans nummer, foreslå en kop kaffe eller noget, helt henkastet. For hvis han så får dig til at føle dig som en skovl, kan du stikke af med det samme.

Jeg gik ud i køkkenet. Jeg gav det en halv time, så tog jeg min frakke på – grøn uld med et bælte – og gik tilbage ind i stuen.

Der var nogen, der havde dæmpet belysningen. Jeg skubbede mig gennem mængden: »Undskyld… undskyld…« Da jeg ikke kunne finde ham, skubbede jeg mig tilbage igen. »Undskyld…« Stuen var fyldt, men lille. Der var ingen tvivl. Han var væk.

To år senere var jeg færdiguddannet, men opdagede, at min skoles erhvervsvejleder havde haft ret i én ting: Det var svært at finde job som nyuddannet fysioterapeut. Til sidst fik jeg et job på en lille afdeling på det lokale hospital i min hjemby. Jeg havde ikke rigtig lyst til at flytte tilbage, men den radius, jeg kunne bevæge 42

mig inden for, var begrænset, mens mor stadig var på plejehjemmet. Jeg havde en vag fornemmelse af, at jeg engang ude i fremtiden ville flytte tilbage til min universitetsby, som havde ting som natklubber og biografer, og genoptage livet som normal single. I mellemtiden var huslejen i min gamle by billig. Jeg fik en hel etværelses for mig selv ikke mere end fem minutter fra esplanaden for det, jeg betalte for et værelse i et bofællesskab, da jeg var studerende.

Det var efterår – byen var uventet gylden det år. Det havde været en god sommer, og ferieomsætningen var steget. Der var optimistiske rapporter i den lokale avis, blandt snak om at bygge en anløbsbro. De fleste badebyer begræder deres billige turistimage.

Vi stræbte efter det. Jeg gik og tænkte på, hvordan jeg skulle forsøge at komme mere ud. Mit liv efter mor var fjernt, uklart, og det forekom mig, at jeg brugte det som en undskyldning. Jeg havde en dejlig flok venner på klinikken, og vi gik i byen en gang imellem.

Jeg så stadig en mand, jeg betragtede som min universitetskæreste, Nick, som kom hver anden weekend, men snart ville flytte op nordpå til et lærerjob. Mit liv svævede behageligt mellem tilværelsen som studerende og som den kvinde, jeg forestillede mig, at jeg ville blive i en tåget fremtid et andet sted, men kun hvis det var fremtiden, der tog initiativet. Jeg var ikke ulykkelig, bare apatisk.

Jeg sad og skrev nogle noter på mit kontor, da der lød en let banken på døren. Det var Mary, en af vores ergoterapeuter. »Kan du tage min klokken fire?« spurgte hun. »Skolen har lige ringet.« Hun havde allerede sin regnfrakke på. Hun var kun halvvejs inde ad min dør og trommede sine fingre på karmen, utålmodig efter at køre. Mary irriterede mig – vi tog ustandseligt hensyn til hendes barnepasningskriser. Senere skiftede jeg selvfølgelig holdning på det punkt, men den eftermiddag tøvede jeg længe nok med mit svar til at få hende til at tvivle på, om jeg nu havde været den rette at spørge. »Jeg havde egentlig håbet at gøre det her færdigt…« Jeg viftede hen over papirerne på mit skrivebord, af hvilke jeg 43

allerede var færdig med halvdelen. Sandt at sige havde jeg ikke travlt den dag. Da Mary bankede på min dør, havde jeg siddet og tænkt på, om jeg skulle melde mig til danseundervisning af en art for at holde mig i form. Flamenco måske. Jeg havde forestillet mig mine håndbevægelser og spekuleret på, hvor længe det tog at blive god nok til at tage en kjole med flæser på og de der alvorlige øjenbryn. På rådhuset var der ceroc hver tirsdag, men jeg havde lyst til noget lidt mere dramatisk. Med flamenco ville det formentlig ikke gøre noget, hvis jeg ikke havde nogen partner. Jeg kunne koncentrere mig om at klappe. »Jamie har fri,« sagde Mary, selv om hun var for stolt til at tillade sig selv at lyde tryglende, som de fleste af os ville have gjort i hendes sted.

Jeg sukkede og trak på skuldrene. »Okay så, fortæl din klokken fire, hvor jeg sidder.« »Tak,« sagde hun, trådte ind i mit kontor og gav mig mappen, som hun havde klar i den anden hånd.

Mens hun gik igen, skubbede jeg mine papirer til side og lagde mappen. Jeg åbnede den og kiggede på patientskemaet: David Needham.

Der lød endnu en let banken. »Kom ind,« sagde jeg.

Jeg havde indtryk af, at han dukkede sig let, da han kom ind, selv om han naturligvis ikke var højere end døråbningen – det var mere en høflighedsgestus, som om han godt vidste, at han var blevet tørret af på mig og undskyldte for, hvor meget der var af ham at tørre af.

Jeg kastede et blik op på ham og tænkte straks, nå, det er ham, men igen udviste han ingen tegn på at have genkendt mig. Og hvorfor skulle han? Det var vores tredje møde på fire år. Han bevægede sig hen imod stolen foran mit skrivebord, men jeg vinkede ham hen til briksen, som havde et frisk stykke papir på. Jeg så ned på hans journal, mens jeg sagde: »Vil du tage skjorten af for mig, tak?« 44

Han satte sig på kanten af briksen og tog langsomt sin skjorte af, mens jeg så på. Da han havde taget den af, rejste han sig op, tog et skridt hen imod stolen foran mit bord og kastede skjorten hen over dens ryg, hvorefter han gik tilbage til briksen og satte sig på kanten igen, alt sammen uden at kigge i min retning. Hans brystvorter var mørkebrune og stive i mit kølige kontor. Han havde en tyk måtte af brysthår, der samledes i en spids over navlen. Han sad lige op og ned og holdt sin mave ind. I de år jeg havde undersøgt patienter, havde jeg bemærket, at mænd gjorde det lige så meget som kvinder. »Er det sådan, du sidder ved dit skrivebord?« spurgte jeg og tillod en skeptisk tone i min stemme. »Altså, jeg arbejder ved et tegnebord,« sagde han lettere defensivt og mødte mit blik. »Det er svært ikke at krumme sig forover.« Jeg så ned på hans journal og stillede ham nogle spørgsmål; så gik vi gennem den sædvanlige rutine: Stå foran mig med hænderne på hofterne, bøj dig forover og bagud, så fra side til side… Mine kvindelige patienter reagerer som regel godt på dette, forstår, hvad jeg vil, og ønsker at være behjælpelige, hvor mænd bliver flove, fordi de ikke er vant til at blive kigget på. Men David så ikke flov ud. Han gengældte roligt mit blik – det var svært ikke at tage det som en udfordring. »Har du noget imod at lægge dig på maven, mens jeg undersøger dig?« Jeg pegede hen imod briksen. Jeg blev siddende, mens han lagde sig, og sagde så: »Faktisk tror jeg, det er bedre, hvis vi gør det på stolen. Undskyld. Er det i orden?« Han løftede hovedet.

Jeg gjorde tegn mod stolen. »Undskyld,« sagde jeg igen.

Han satte sig op. »Skal jeg tage skjorten på igen?« Der var en antydning af irritation i hans stemme.

Jeg tøvede. »Ikke helt endnu.« Da han gik hen til stolen, rejste jeg mig fra bag skrivebordet. »Dyrker du meget sport?« »Fodbold, nogle gange,« svarede han. »Jeg går, tæller det?« 45

»Det kommer an på, hvor hurtigt du går. Jeg tror, det vil være en god idé at tape din ryg.« »Tape den?« »Sæt dig op, skuldrene her.« Jeg placerede mig bag stolen, hvilede mine hænder let på hans skuldre og trak dem bagud, så han havde den rette holdning. »Vi er ikke skabt til at sidde ned, det er jeg sikker på, ergoterapeuten har fortalt dig. Vi er skabt til at ligge, stå og sidde på hug. Det er ikke naturligt at sidde ned, og hvis man hænger, som du gør… Jeg har undersøgt din nakke og dit skulderbælte; nu vil jeg gerne kigge lidt på leddene. Vil du hæve armene?« Jeg bliver døsig om eftermiddagen, hvis mit kontor er for varmt, så jeg har altid temperaturen lidt for kold for patienterne. Han havde gåsehud på overarmene. Hans biceps var stramme – han måtte have dyrket vægttræning på et tidspunkt. »Hvordan er min holdning generelt?« »Forfærdelig, men det er almindeligt hos høje mennesker. Nu undersøger jeg dit bløddelsvæv.« Han havde en masse små mørke hår hen over skuldrene og ryggen. De var ret krusede, hvilket overraskede mig, eftersom håret på hans hoved var næsten glat. Der var en betragtelig mængde hvide hår blandt de sorte: et forvarsel, skulle det vise sig. Han blev gråhåret, ikke længe efter at Betty blev født. »Okay, så kan du tage skjorten på igen.« Han så på mig, mens jeg gik om bag mit skrivebord og tog min kuglepen. »Jeg troede, du ville tape min ryg.« Jeg så på ham, mens han samlede sin skjorte op fra stoleryggen, skubbede armene ind i ærmerne og rystede den på plads på skuldrene. »Du er meget behåret,« sagde jeg. »Tak,« svarede han med et smil.

Jeg smilede tilbage. »Det var ikke nogen kompliment, hr. Needham, det var en observation. Før jeg kan tape dig, bliver du nødt til at gå hjem og barbere ryggen. Jeg kan tape dine skulderblade på 46

plads, og det vil forbedre din holdning, men det klistrer. Når du fjerner det, er det ligesom at rive et plaster af.« Han skar en grimasse. »Hvor meget af det her tape skal man have på?« Jeg rejste mig igen, langsomt denne gang, og gik rundt om skrivebordet, der stod mellem os. Han stirrede på mig, endnu ikke den glohede stirren, men noget der nærmede sig, noget der betragtede mig. Jeg gik hen imod ham. Han var tavs. Jeg stod bag hans stol og gjorde en kort pause. Så løftede jeg mine hænder og placerede dem let på hans skuldre – meget let. Han stoppede med at knappe sin skjorte halvvejs nede og stod helt stille. Det var en arbejdsskjorte, blå, kortærmet, en optimistisk rest af en sommergarderobe. Selv om jeg allerede havde rørt ved hans nøgne torso, var der noget ved hans skuldres fasthed gennem stoffet, der var næsten ubærligt ophidsende. Jeg elskede hans skuldre, ikke for brede, men senede. Af en mand der hævdede ikke at træne, var der ikke et gram fedt på ham. Jeg hvilede mine hænder der et øjeblik og førte dem så ned over hans skulderblade, med spredte fingre, som om de var to vandfald. »Jeg placerer to striber her, på langs af dine skuldre, som bh-stropper…« Jeg tøvede. Han bevægede sig ikke, talte ikke. Jeg ville have ham til at vende sig rundt i stolen, lægge sine arme tæt om livet på mig og begrave sit ansigt i min mave – nej, mere, jeg ville have ham til at skubbe mig tilbage på briksen og løfte min nederdel. Du godeste, tænkte jeg, jeg udøver sexchikane på en patient. »Så tager jeg et stykke til og får dig til at sidde op i en god stilling, og så placerer jeg det på tværs her.« Jeg tegnede en linje fra den ene imaginære strop til den anden med min fingerspids. »Vil det på nogen måde involvere mine brystvorter?« spurgte han stille.

Pyh, tænkte jeg. Nu er det – teknisk set – ham, der udøver sexchikane på mig. »Dine brystvorter er helt sikre,« sagde jeg stille. Jeg gjorde en 47

pause, fjernede mine hænder fra hans ryg og gik så tilbage om bag mit skrivebord.

Han betragtede mig, men sagde ikke noget. Jeg sad og skrev i hans journal, pinligt bevidst om hvor intenst han kiggede på mig, og bevidst om at ingen af os forsøgte en smart kommentar af nogen art. Det var uafgjort. I vores forhold formelt betragtet – patient og fysioterapeut – var jeg i en magtposition, men det var, som om vi nu sad og balancerede på hver sin ende af en vippe, og begge ventede på, at den anden skulle rykke på sig. Jeg fornemmede, at det var op til mig at indikere, hvorvidt jeg ville tage imod yderligere tilnærmelser.

Jeg lukkede hans journal. »Nogle gange barberer jeg selv mine patienter,« sagde jeg. »Det kan være ret svært at nå sin egen ryg, og du er meget behåret. Har du en derhjemme, der kunne gøre det for dig?« Han skar ansigt, løftede hænderne for at vise mig, at hans håndflader var tomme, og lod dem så falde. »Ingen.« »Det har jeg heller ikke,« sagde jeg hurtigt og åndede ind straks efter. Strengt taget var det ikke en oplysning, han havde brug for.

Det var, som om hans smil tog fem minutter og strakte sig fra den ene væg i mit kontor til den anden. Hans tænder var regelmæssige og hvide.

Jeg rullede kuglepennen mellem mine fingre, mens vi så på hinanden. Pludselig slap den mig af hænde og katapulterede hen over skrivebordet. Jeg gjorde et klodset forsøg på at gribe den. »Taber du tit din kuglepen?« spurgte han, stadig smilende. »Hvordan går det på pennefabrikken?« sagde jeg. »Fint,« sagde han. »Jeg er blevet forfremmet. Jeg får gratis penne. Jeg kan skaffe dig nogle, hvis du vil have det. Du mister dem åbenbart ret tit.« »Hvorfor ringede du ikke?« spurgte jeg. »Er det en eufemisme?« »Pennene. Helt sikkert. Hvorfor stak du af?« svarede han. »Du stikker altid af.« 48

»Det gjorde jeg ikke,« sagde jeg og jagtede selvbevidst efter kuglepennen under mine papirer. »Det gjorde du altså,« sagde han: »men hvis du barberer min ryg, tilgiver jeg dig. Lad os gøre det hjemme hos dig. Måske skulle vi gå nu.« »Det roder hos mig.« »Jeg hjælper med at rydde op.« Jeg lænede mig tilbage i stolen og kiggede på ham. Hvordan var det her sket?

Vi kiggede på hinanden, og så sagde han med betænksom og blød stemmeføring, næsten som om han talte til sig selv: »Du er så slank. Jeg kommer jo til at knække dig som en kvist.« Han smil døde – han stirrede på mig, den umiskendelige, brunøjede stirren. Jeg kunne mærke mine læber skilles, næsten umærkeligt. Jeg så væk. Jeg smilede til væggen, så så tilbage og ja, selvfølgelig smilede han også, og jeg følte mig svimmel af lyst, vildt lykkelig og meget forvirret. »Dine fortænder er en smule længere end dine hjørnetænder,« sagde jeg. »Har du nogensinde fået det at vide?« »Er det godt eller skidt?« Jeg fandt endelig kuglepennen, som det var lykkedes at ryge ind mellem to stykker papir. Jeg skrev en note til, lukkede hans journal, betragtede ham og sagde noget, jeg havde haft lyst til at sige til ham, lige siden vi mødtes første gang i en pub for alle de år siden. »Jeg hedder Laura.«

49