Stig & Martha

MÅRDØN SMET

STIG & MARTHA

ABEN MALER

ISBN 978-87-92246-52-3

Stig & Martha © Mårdøn Smet og Aben maler 2012.

Udgivet af Aben maler. Trykt i Ungarn. ISBN 978-87-92246-52-3.

Forord: Henry Sørensen. Oversættelse: Steffen Rayburn-Maarup.

Design: Frederik Storm og Thomas Thorhauge.

Nogle af siderne i denne bog har tidligere været bragt i Fahrenheit (1992–1997), Billedstorm (1993) og Blæk (2006).

Bogen er støttet af Danske Tegneserieskaberes Fond.

Abenmaler.dk

(E)SKATOLOGI

Art Spiegelman har engang sagt, at han var i besiddelse af to sæt briller: ét til at læse med og et andet til Chris Wares tegneserier.

“Og Mårdøn Smets” kunne han have tilføjet, havde han været bekendt med denne, for detaljeringsgraden og kompleksiteten i den danske tegners arbejde står ikke tilbage for det, man finder hos hans amerikanske kollega. Smets sider tager tid at aflæse og endnu længere at fordøje. Nu er du advaret.

Pantomimeserien Stig & Martha kom til verden under tarvelige omstændigheder i det snuskede undergrundsblad Fahrenheit i 1992 og er nu tyve år senere genopstået i al sin herligheds stråleglans i prægtige klæder. Nærværende bog præsenterer et skønsomt udvalg af Mårdøn Smets samlede Stig & Martha-produktion, og flere indslag er nytegnet med denne udgivelse for øje.

Stig & Martha er et højst besynderligt og højst umage par.

Han er en lille mandsling med et stort rundt hoved under en evigt snurrende propelhat; hun er en afrikansk kvinde med blottet bryst, boksehandsker og en knogle gennem hver øreflip. Begge udviser gang på gang selviske og dybest set asociale adfærdsmønstre, der oftest synes at udspringe af en lede ved hverdagen og virkeligheden. De virker imidlertid også, som om de er glade for hinanden, når de da ellers får lov at optræde på samme tid.

Seriens aktører er nemlig udskiftelige, og det samme gælder miljøerne. Snart er scenen sat i en idyllisk folkeeventyrlig ramme med nejende enhjørninger og knejsende Rapunzeltårne, snart i den mest rå og brutale socialrealistiske virkelighed med larmende biler og luderbesøg. Af og til sker sådanne skift endog i løbet af én og samme fortælling. I Stig & Martha kræves der ingen spejle, ingen garderobeskabe eller forheksede perronafsnit for at krydse grænsen mellem det

(E)sc(h)atology

Art Spiegelman once said that he owns two pairs of glasses: A pair for reading, and one for the comics of Chris Ware. “And Mårdøn Smet,” he might have added, had he known about his work, because the complexity and level of detail in the Danish artist’s comics don’t fall short of what is found in the works of his American colleague.

Smet’s pages take time to decode and even longer to digest.

You have been warned.

The pantomime series Stig & Martha first saw the light of day in modest circumstances in the unsavoury underground magazine Fahrenheit in 1992, and now twenty years later has been resurrected in the refulgence of all its glory, in magnificent raiment. This book presents a judicious selection of Mårdøn Smet’s collected Stig & Martha production, some of which has been redrawn for this publication.

Stig & Martha are an odd couple, in both senses of the word. He is a manikin with a large, round head beneath an incessantly whirling propeller hat; she a bare-chested African woman with boxing gloves and a bone through both earlobes. Time and again the two characters exhibit selfish and ultimately antisocial patterns of behaviour which

skinbarlige og det imaginære; grænserne er flydende, og det er de, fordi Stig & Martha hverken er forankret i karakter- eller plotfremdrift, men udelukkende er idébaseret.

Det bliver slået fast med syvtommersøm i samlingens længste og mest komplekse indslag, hvor Stig i løbet af fortællingens ouverture tilbagelægger udviklingen fra det øjeblik, hvor mennesket først beslutter sig for at rejse sig op og gå, over Jesu korsfæstelse og helt frem til damplokomotivets entré. Det er mennesket som skaber af sin egen virkelighed, vi præsenteres for i form af Stig, der som en anden Zarathustra spreder det glade budskab om forstandens lys til højre og venstre, men som har sit hyr med at overbevise sin egen familie om det rationelle som eneste mulighed.

Fortællingen er svimlende flot arrangeret og samtidig et af Smets mest krævende værker. Den er også, fornemmer man, et dybt personligt arbejde om tab, tvivl og fortvivlelse.

På fortællingens sidste side sidder Stig alene tilbage med en hob af hellenistiske brokker i baggrunden. Videnstemplet står tomt og forvitret, og i dets sted lyser det flimrende husalter sin sløvende og bedøvende fred i stuen.

Man finder en række tilbagevendende motiver i Stig & Martha, som fx den øde ø – en klassisk scene fra vittighedstegningerne, hvor der som regel sættes alle sejl til for at forlade den strandede tilværelse. Hos Smet får øen imidlertid funktion af et drømmescenarie, et utopisk alternativ til hverdagens vrimmel – en forestilling, der uden besvær kan sidestilles med forventningen om en hinsides problemløs paradistilstand fjernt fra denne verdens glædesløse gøglespil, som de fleste troende abonnerer på. I Stig & Martha viser utopien sig dog som regel at være netop det: en illusorisk tilstand, som – hvis den opnås – udvikler sig til et mareridt, hvor det man

mostly seem to stem from a disgust with everyday life and reality. However, they also appear to enjoy each other’s company; that is, when they are allowed to appear at the same time.

For the series’ actors are exchangeable, and so are its settings. One moment the stage is set in idyllic fairytale surroundings replete with prancing unicorns and Rapunzel towers; the next in the most raw and brutal social realist reality with noisy cars and prostitutes. Sometimes these changes even occur within the same story. Stig & Martha requires no mirrors, wardrobes or magic platforms to cross the border between the incarnate and the imaginary; the borders are very much liquid, and are so because Stig & Martha is neither anchored in advancement of character nor plot, but is solely idea based.

This is rammed home in this collection’s longest and most complex story, in which Stig in the course of the overture traverses the development from the moment when man first decides to stand up and walk, through Christ’s crucifixion and all the way to the creation of the steam locomotive.

It is man as creator of his own reality that we are presented with in the form of Stig, who, as a veritable Zarathustra,

delivers the glad tidings of the light of reason left, right and centre, but who nonetheless has difficulties persuading his own family of rationality as the only true option.

The story is breathtakingly beautifully presented and at the same time one of Smet’s most demanding works. It is also, one senses, a deeply personal work about loss, doubt and despair. On the last page of the narrative, Stig is left alone with a heap of Hellenistic rubble in the background.

The Temple of Knowledge is abandoned and crumbling, and in its place, the flickering domestic altar casts its deadening and sedating light in the living room.

A number of recurring motifs are found in Stig & Martha, e.g. the desert island – a classic cartoon setting which usually finds the castaway using any and all means to try to escape.

In Stig & Martha, however, the desert island takes on the function of dream scenario, a utopian alternative to the madding crowd – a notion that can readily be compared with the expectation of an unproblematic paradisiacal state in the hereafter, far from this world’s joyless mummery, to which most believers subscribe. But in Stig & Martha the utopia usually turns out to be just that: an illusory state

flygtede fra, kommer tifold tilbage.

At man som kunstner bør forvalte sine talenter med omhu, når det kommer til behandlingen af religiøse spørgsmål, har vi set talrige eksempler på i løbet af det sidste årti.

Og mens Mårdøn Smet nok serverer en række synspunkter råt for usødet om vor nations statsreligion, så er humoren i Stig & Martha – modsat talrige andre satiriske livtag med religiøse motiver fra det forgangne årti – aldrig ondsindet eller drevet af en dubiøs dagsorden.

Skulle man være af usandsynligt sensibel karakter og alligevel tage anstød af indholdet, kan man altid nøjes med at læne sig tilbage og nyde den elegante syndflod af tegninger sat i sekvens, som Smet orkestrerer som ingen anden herhjemme. Tag fx den kun to sider lange synæstetiske mareridtsfortælling, hvor stakkels Martha formeligt omringes af larmende lydord i en tiltagende klaustrofobisk sideopbygning.

Her er de enkelte sekvensers påkrævede rytme og kadence afmålt og afleveret med en sådan præcision, at man helt og holdent må overgive sig og tilgive den visuelle punchlines pauvre stamtavle.

Mårdøn Smet excellerer i at tage den dårligste joke, du nogensinde har hørt, og gøre den til kunst. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke har noget på hjerte. Selvom han højst sandsynligt selv ville fortælle dig noget andet, så er Smet nemlig i bund og grund en moralsk fortæller. Ikke moraliserende, men moralsk. At moralen så ikke sjældent skal graves frem under veritable dynger af pik og patter og pis og lort, er bare med til at gøre læseoplevelsen desto mere udfordrende og ultimativt lade pointen bundfælde sig med større vægt.

Takket være sit kolossale tegnetalent har Mårdøn Smet arbejdet for internationale franchises som Anders And og Mumiwhich – if attained – turns into a nightmare that brings back tenfold what one fled from.

That artists must administer their talents with care, when it comes to the treatment of religious issues, has been amply demonstrated during the previous decade. And while Mårdøn Smet may serve a number of perspectives on Denmark’s state religion with the kid gloves emphatically off, the humour in Stig & Martha – unlike countless other satirical jabs at religious subjects from the last decade – is never malicious or prompted by a dubious agenda.

Should one be of an immensely sensitive nature and take umbrage at the content after all, it is always possible to lean back and simply settle for the elegant deluge of sequential drawings which Smet orchestrates like none of his compatriots. Take for instance the only two pages long synaesthetic nightmare narrative in which poor Martha is positively surrounded by onomatopoeia in increasingly claustrophobic page layouts. Here, the necessary rhythm and cadence of the individual sequences are measured out and delivered with such precision that the reader must unreservedly surrender and forgive the inferior pedigree of the visual punch line.

troldene. Han har imidlertid også altid trukket sig fra sådanne opgaver, da han enten har fundet dem for rutineprægede, for topstyrede eller i modstrid med, hvad han egentlig havde på hjerte. Undergrundsserien Stig & Martha kom i løbet af 1990’erne således til at fungere som kunstnerisk ventil, og det er derfor her, vi finder tegneren i sin reneste form. Stig & Martha er ikke et bestillingsarbejde, men er tværtimod lige præcis det, Mårdøn Smet ønsker at fortælle dig på sin helt egen, unikke måde.

Bevares, man aner inspirationen fra de hollandske funny animal-forbilleder Daan Jippes og Fred Julsings fortravlede og nærmest overdynamiske fortælleforløb, ligesom det mere afdæmpede og elegante schwung, man finder i klassisk dansk illustrationskunst hos navne som Arne Ungermann og Axel Nygaard, er på spil i den Smetske streg. I en enkelt episode parafraseres endog effektfuldt George Herrimans golde og urovækkende omskiftelige baggrundskulisse fra Krazy Kat. I sidste ende er alt fra penneføringen til den overordnede kunstneriske vision imidlertid umiskendeligt Mårdøn Smets.

Det kan være svært præcis at sætte fingeren på, hvad det er, Mårdøn Smet gør, som får Stig & Martha til at lykkes.

Måske er det i virkeligheden nemmere at få øje på, hvad det er, han ikke gør. Han taler ikke ned. Han skærer ikke ud i pap.

Han synes tilmed at sætte en ære i at gøre visse sekvenser så svært dechifrerbare som muligt. Selv helt ordinære forløb kan være vanskelige at tilegne sig på grund af den snørklede streg, og når man endeligt helskindet igennem, præsenteres man ikke nødvendigvis for et sølvfad med en pointe på. Der er lagt arbejde, om- og eftertanke i disse sider, og Mårdøn Smet tillader sig tilsyneladende at forvente det samme af sin læser.

Henry Sørensen

Smet excels at taking the worst joke you’ve ever heard and turning it into art. However, that is not to say that he has no message. Although he would most likely tell you otherwise, at heart Smet is a moral storyteller. Not moralising, but moral. The fact that the moral not infrequently has to be dug out from under veritable piles of tits and ass and piss and shit just makes the reading experience that much more challenging and ultimately allows the given punch line to sink in with greater weight.

Thanks to his colossal artistic talent, Mårdøn Smet has worked for international franchises such as Donald Duck and Moomin. In the end, however, he has always withdrawn from these jobs, finding the work too routine, too micromanaged or contrary to what he really wanted to say.

Therefore, throughout the 1990s the underground series Stig & Martha came to function as an artistic release valve to Smet, and thus it is here that we find the artist in his purest form. Stig & Martha is not made to order; on the contrary it is exactly what Mårdøn Smet wants to tell you in his very own, unique way.

Sure, inspiration from the Dutch funny animal

exemplars Daan Jippes and Fred Julsing’s busy and almost over-dynamic storytelling is evident, just as the more restrained and elegant flourish of classical Danish illustration equilibrists Arne Ungermann and Axel Nygaard can be found in Smet’s brushstrokes. In one episode, to striking effect, he even paraphrases George Herriman’s barren and disquietingly interchangeable stage set from Krazy Kat. In the end, though, everything from the linework to the overall artistic vision is unmistakably Mårdøn Smet’s.

It is hard to put your finger on exactly what it is Mårdøn Smet does in order to make Stig & Martha succeed.

Perhaps it might be easier to see what it is that he doesn’t do. He does not condescend. He does not spell out. He even seems to make it a point of honour to render some sequences as difficult to decode as possible. Even perfectly ordinary sequences can be hard to parse because of the tortuous line, and having successfully negotiated a story, one isn’t necessarily presented with a punch line on a silver platter. Effort, care and consideration have been put into these pages, and Mårdøn Smet seems to allow himself to expect the same from his reader.

Henry Sørensen