Dagbog fra Grønland

I sommerhalvåret 2022 var Elsebeth og Tony Butenko endnu engang i Grønland for at udbrede adventbudskabet ved hjælp af besøg og litteratur. Det blev til mange positive oplevelser, og i det følgende bringer vi nogle korte glimt fra Elsebeths dagbog.

Min dagbog sommeren 2022

Tekst og foto: Elsebeth Butenko

MIDT I JUNI fik jeg en besked på min telefon: Grønland er åben, ingen restriktioner! Straks begyndte vi at planlægge en rejse til Ilulissat. Men hvor skulle vi bo? Jeg ansøgte via Facebook på ”Opslagstavlen i Ilulissat“, men uden resultat. Samtidig hørte vi, at alt var fuldt booket i byen, som besøges af mange turister om sommeren.

Vi bad meget til Gud. Så fik jeg den tanke at ringe til byens kommunekontor og spørge, om de kunne hjælpe os. Afdelingslederen Haldora kunne kun fortælle, at der desværre ikke var nogen muligheder for logi. Jeg fortalte, hvad vores mission var, og at det var til stor gavn for byens borgere. En halv time senere ringede hun tilbage og sagde: ”Jeg har tænkt og tænkt … I må bo hos mig!“ Hvilken gave fra Himmelen!

Da vi ankom til Ilulissat, blev vi hentet af Haldora, som åbnede sit hjem for os. Der er ca. 4.600 indbyggere i Ilulissat og ca. 2.000 slædehunde. Første nat tænkte jeg, at det var vinden, der tudede, men nej, det var hundene, der tudede.

27/6

Husene ligger ofte i klynger, som regel langs en vej eller grussti, men i dag blev vi overrasket over, at ”vejen“ bare var fjeldet. Tony kom til et ældre ægtepar, og manden tog imod den grønlandske udgave af Den store strid. Han forstod ikke meget dansk, og hans kone tog den danske udgave af bogen plus den grønlandske børnebog. De sagde tusind tak og omfavnede Tony.

De fleste forstår noget dansk, men ofte vil de gerne have bøger både på dansk og grønlandsk. Som en kvinde sagde: ”Hvis jeg skal tænke på mig selv, så er det den danske bog, og tænker jeg på min mand, så er det den grønlandske bog.“

1/7

Vi glæder os over, at vi har fuld frihed til at gå fra dør til dør med bøgerne. Tony gik på en bakke, hvor husene lå tæt. En mand kom ud og sagde: ”Du er ikke velkommen her“ – og fortsatte rundt til naboerne og advarede imod ham. Derfor lukkede de ikke op for ham. Tony fortsatte alligevel, da han havde en tydelig fornemmelse af, at Satan prøvede at forhindre arbejdet.

Det sidste hus var et lille fængsel. En fængselsbetjent kom ud, og Tony spurgte: ”Er dette et fængsel?“ Det var det. Tony viste ham Den store strid og spurgte, om han havde lyst til at have bogen, hvorpå han svarede: ”Jeg har allerede fået den!“ Fra hvem? ”Af dig!“

Tony kom senere tilbage, idet han tænkte, der kunne være indsatte, der havde lyst til at læse bogen. Nu var det en anden fængselsbetjent, der kom ud, og han tog imod 10 bøger på grønlandsk til de indsatte!

3/7

En lidt ældre dansk kvinde, der er leder af sømandsmissionen, inviterede mig indenfor. I sit arbejde går hun bl.a. ned

på havnen med en kande kaffe og prøver at få en hyggelig snak med fiskerne. Hun beklagede dog, at sømandsmissionen ingen bøger har på grønlandsk. Jeg tilbød hende derfor, at hun gerne måtte få nogle bøger af mig og dele ud til fiskerne. Hun tog med glæde imod 10 stk. af Vejen til Kristus på grønlandsk. Hun er tidligere missionær i Tanzania og lærte sproget der på kort tid. Hun skal nu i gang med grønlandsk. Jeg holdt bøn med hende og bad for hende og den mission, hun udfører.

5/7

Vi har haft den mest rørende og gribende aften i kulturhuset.

Avannata kommune har inviteret de seks eneste overlevende af de 22 grønlandske eksperimentbørn, der i 1951 blev sendt til Danmark. Man ville gøre dem danske, og de skulle så være rollemodeller for andre i Grønland. Det er bl.a. dem, Mette Frederiksen for nylig har givet en undskyldning på vegne af den danske regering. Børnene blev senere anbragt på et Røde Kors Børnehjem i Nuuk.

Nu ønskede kommunen i Ilulissat at vise dem medfølelse og anerkendelse og havde inviteret dem til byen. Byens borgmester holdt en hjertevarm tale for dem. Det var gribende at lytte til deres historier. Så tragisk, at de blev taget bort fra deres barndomshjem – de glemte deres modersmål og kom aldrig tilbage til deres hjem igen. Alle seks fik Vejen til Kristus og Den store strid, hvori jeg havde skrevet en hilsen til dem på vegne af Adventistkirken.

15/7

Jeg kom til en institution for handikappede. Personalet var i gang med rengøring i gangene.

Personalet tog alle imod bøgerne og særlig en dame udtrykte stor glæde og taknemlighed. Hun spurgte, om jeg kom fra Pinsekirken, for det gjorde hun, og hun ville netop gerne have flere bøger at give videre til de andre i hendes kirke. Hun fik en hel kasse med den grønlandske Den store strid og Vejen til Kristus.

27/7

Farvel til Ilulissat. Vi tager rutebåden over til Godhavn på Diskoøen. Haldora, vores søde udlejer, tog fri fra arbejde for at komme ned på havnen for at sige farvel!

Den første aften i Godhavn, Qeqertarsuaq. Hvilken glæde, at vi nu kan gå ud med bøgerne også her! Jeg føler en dyb taknemlighed til Gud. På vejen mødte jeg en ældre herre fra Schweiz. Han havde desværre opgivet at forstå Bibelen. Jeg spurgte, om han kendte til profetien fra Daniels bog. Det gjorde han ikke – han lyttede og ville gå hjem og læse om Daniel. Jeg sagde til ham: ”Giv Gud en chance!“

2/8

Jeg kom til et hus, hvor den sødeste kvinde, Paninnguaq, blev så glad for at se mig. Hun er byens nye skoleinspektør, og jeg blev straks inviteret indenfor. Hun holdt netop åbent hus i anledning af sit nye job. Alle tilstedeværende fik bøger.

Nogle dage senere ringede Paninnguaq mig op for at invitere Tony og mig hen på hendes skole. Der var noget, hun gerne ville vise os. Hun fortalte ligeledes, at religionslæreren på skolen gerne vil have flere bøger fra os. Vi havde et utrolig dejligt besøg på skolen, som har 110 elever.

Vi glæder os over, at hun modtog en hel kasse med bøger til sin skole, Den store strid på begge sprog plus børnebøgerne.

9/9

Det er første dag i Qasigiannguit/Christianshåb. Jeg kom til et hus helt nede

ved vandet, et dejligt sted lige overfor de smukke fjelde. En grønlandsk kvinde inviterede mig indenfor. Vi fik en dejlig samtale om Gud, at han er en personlig Gud, der ser os mennesker individuelt. Igen lyttede jeg som så ofte før til smerter og kampe i livet, som så mange har oplevet her i Grønland.

16/9

Kom til et børnehjem i aften, hvor en af pædagogerne huskede mig fra Nuuk. ”Kan du huske mig … du bad for mig?“ Hun er kommet til byen, da hendes mor er døende af kræft. Jeg kom til hendes forældres hus for et par dage siden, og hele familien, der var samlet, fik bøger. Hun vil læse for sin mor fra Vejen til Kristus. Der er kun fire børn på børnehjemmet, og de fik selvfølgelig alle en bog plus ekstra bøger til personalet.

20/9

Besøg hos skolelederen på den lokale folkeskole. Hun ville gerne have et helt klassesæt på 25 stk. af Den store strid på grønlandsk og det samme antal af de grønlandske børnebøger. Selv var hun ivrig efter at få bøgerne selv. Gud er stor!

26/9

Så er jeg kommet til Kangaatsiaq med Diskoline båden. Cykeltraileren fik lov at komme med samme båd!

Det begyndte at regne, så med bøgerne godt dækket af plastik begyndte jeg min første uddeling – op og ned ad fjeldet – det kan vist ikke blive mere grønlandsk end det, jeg oplever her.

3/10

En kvinde åbnede sit vindue, da jeg gik forbi og spurgte: ”Har du flere børnebibler?“ Hun mente børnebogen. Hun havde nemlig givet sin væk og ville gerne have en selv igen!

Dejligt, når der er efterspørgsel på bøgerne!

Børnehaven har taget mod børnebøger – og på plejehjemmet var jeg rundt hos de ældre med den grønlandske Vejen til Kristus og bladet Det Nordlige Lys.

10/10

Dejligt at gense Sisimiut efter 1½ år. Det første, der slog mig, var at gense de flotte høje fjelde! Fjeldene i Nordgrønland er nemlig ganske lave.

Min første opgave her er at få delt 800 blade af Det Nordlige Lys ud, som er blevet sendt op med skib og lå til afhentning på posthuset.

Jeg glæder mig over, at de fleste af bladene nu er sendt ud til 27 bygder. Bladene er sendt til udsteder med op til ca. 100 indbyggere, da det er tvivlsomt, at vi kan komme ud til alle disse mindre steder i fremtiden.

23/10

Jeg beder til Gud, at han må sende arbejdere herop! Der er mennesker i denne by, der har brug for åndelige vejledere.

På mandag ser jeg frem til at sejle med Saffac ned til Nuuk, en sejltur på 20 timer. Også her er der opfølgende arbejde fra de tidligere besøg. Det bliver sidste stop, før jeg vender hjem til Danmark.

Guds rige velsignelse til jer alle og en dybfølt tak for al jeres forbøn og dejlige opmuntrende hilsener jeg har modtaget.

En stor tak for Den Danske Unions økonomiske støtte og flere private bidragsydere gennem vores forening Grønlandsmissionens Venner.

Min største tak går til Gud. Al ære og pris til Gud, der har åbnet utallige menneskers hjerter for Ordet og gjort arbejdet muligt i disse måneder!

Har man lyst til at give en gave til Grønlandsmissionens Venner, kan det gøres via bankkonto:

9692 3219576684.