3 minute read
Støt freden i julen
i julen
En syrisk skoledreng, som netop har modtaget et skolesæt fra ADRA. Drengens forældre har ikke selv haft råd til at udstyre ham med skoletaske, notesbøger og skriveredskaber. ADRA støtter syriske børns skolegang, fordi vi tror på, at uddannelse er en af vejene ud af fattigdom.
Hvordan kan vi i ADRA sige, at vi arbejder for fred, når vi ikke mægler mellem krigsparter eller direkte griber ind i konflikter med fredsbevarende styrker? Faktisk arbejder vi for fred ved at bekæmpe fattigdom. Heri ligger den dybe sammenhæng. I julen kan du købe gaver til din næste, som er med til at bekæmpe fattigdom og dermed dæmme op for krig.
”If you go to bed hungry, you wake up angry.“ Sådan siger de i Afrika, og vi kan vel alle genkende billedet af, at sult også sætter sig på humøret. Herhjemme har vi heldigvis den luksus, at vi kan spise os mætte hver dag, så at være ’hangry’ er en forbigående tilstand for os.
Mange steder i verden sulter mennesker konstant. 828 millioner mennesker får ikke nok mad hver dag, og 60 procent af dem lever i konfliktområder. 8 ud af de 10 værste fødevarekriser i verden finder sted i konfliktprægede områder. F.eks. i Yemen og Sydsudan, hvor ADRA har projekter.
Undersøgelser viser, at en lav indkomst pr. indbygger i et land øger sandsynligheden for borgerkrig i højere grad end f.eks. etniske forskelle gør. Samtidig øger tilstedeværelsen af konflikt i et land fattigdommen blandt befolkningen.
Sammenhængen mellem sult, fattigdom og konflikt er entydig. De nærer hinanden således, at både sulten og konflikten øges ved tilstedeværelsen af den anden.
ADRA arbejder for en fredelig verden. Måske er det ikke helt tydeligt, at det er det, vi gør, når vi arbejder for at bekæmpe fattigdom og uretfærdighed – men ufred og fattigdom hænger tæt sammen. Netop som ovenfor forklaret gennem sult. Mangel på mad er en stærk markør for fattigdom. Hvis man ikke får nok at spise, har man sjældent midler nok i tilværelsen.
Fattigdom fører til dårlige valg
Krig og konflikt har præget 2022 og er rykket tættere på Danmark, end vi bryder os om. Krigen i Ukraine har fået så meget opmærksomhed, at krig pludselig er blevet en realitet, som vi føler nærværende. Krig og konflikt findes dog adskillige steder i verden. Ikke kun i Ukraine. Mange af verdens fattigste lande er netop plaget af konflikter og krig, som ofte har varet længe og har store konsekvenser for de mennesker, som lever i det.
At være fattig har desværre mange afledte dårlige effekter. Det kan lede mennesker til at gøre ulogiske ting i desperation som for eksempel at melde sig som soldat, eller at sælge sin søn til oprørsgrupper, så de kan gøre ham til børnesoldat. Når en tom mave hver dag gør dig sløv, kan det føles, som om du har mindre at miste.
Når en konflikt bryder ud, rammer den de fattigste hårdest. Måske kan de ikke længere sælge deres afgrøder på markedet. Måske er de nødt til at forlade deres hjem, hvilket kun er med til at øge fattigdommen.
ADRA arbejder fortrinsvis i lande, som er præget af konflikter af forskellig art og intensitet. I Sydsudan oplever vi løbende, at vores arbejde må sættes på pause af uroligheder, og at medarbejdere skal evakueres fra et område. I Syrien har der været borgerkrig i over 10 år. I Yemen foregår ligeledes en kompleks intern konflikt, som vanskeliggør humanitært arbejde, adgang for eller beskyttelse af nødhjælpsarbejdere.
Det er svært at arbejde i konfliktramte situationer, fordi sikkerheden for medarbejderne er dårlig. Samtidig er det i konfliktsituationer, at mennesker har mest brug for, at vi er til stede og hjælper dem.
Guds ønske er drivkraften
I ADRA tror vi på, at en bedre og mere fredelig verden er mulig.
I Bibelen nævnes fred mange gange. ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn,“ står der i Matthæusevangeliet. I Salmernes Bog, 34:15: ”Du skal holde dig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den.“
Gud ønsker en verden i fred, og det er præcis drivkraften for, hvorfor vi i ADRA Danmark bekæmper fattigdom og uretfærdighed. Det er vores kald som organisation.
I denne jul har du mulighed for at købe seks forskellige julegaver. Gaverne går til mennesker, som lever midt i konfliktprægede lande. Gaverne er enten direkte nødhjælp i form af mad og vand eller ressourcer, der fungerer som hjælp til selvhjælp.
Se alle gaverne på ADRA NYT-siderne sidst i dette blad.
Tekst: Signe Lund Christensen, kommunikationschef i ADRA Danmark. Foto: ADRA Syrien, Emad Shaaban.