7 minute read

Mindeord

Kirsten Marie Østedgaard Greisen

Kirsten Marie Østedgaard Greisen blev født 1. maj 1935 i Hillerød. Efter et langt liv med både medgang og modgang blev livet og helbredet tungt at bære. Derfor var det godt at kunne leve den sidste del af livet på Søndervang, hvor Kirsten fik over 12 år. Hun var en trofast sjæl i kirken, og troen betød meget for hende. Kirsten sov stille ind den 28. april 2022 og blev således 86 år. Kirsten havde 3 andre søskende, og hun var den sidste af dem, der gik bort. Man kunne ikke være i tvivl om, at Kirsten var i lokalet! Hendes lattermildhed kunne man bruge som kompas på, hvor Kirsten til enhver tid befandt sig, når man var i samme værelse!

Efter et festligt bryllup i 1960 med Thorkil bosatte parret sig i Aarhus, Thorkil som tømrer og Kirsten som fodspecialist. De nåede at bo flere steder i landet fra Viborg i midten til det nordlige Jylland og så, langt om længe, tilbage til Sjælland, hvor de fleste år blev tilbragt i Glumsø ved Roskilde.

Kirsten efterlader sig sin mand, Thorkil, sine to børn, Michala og René, og hele 5 børnebørn, Patricia, Martin, Benjamin, Simone og Joachim.

Vi lyser fred over Kirstens minde. Jan-Gunnar Wold

Aksel Nørgaard Nielsen

Aksel Nørgaard Nielsen, Sønderborg menighed, døde den 27. juli 2022. Han blev født i Aarhus 19. maj 1936, voksede op i Aarhus og kom flittigt i Adventkirken, hvor han tog aktiv del i det gode menighedsarbejde.

Aksel havde en stærk tro på Gud, der førte ham til den gode beslutning at blive døbt.

Som ung startede han som fotograf, der var hans store interesse. Aksel havde dog også en anden interesse, nemlig det at hjælpe sine medmennesker, fri dem for smerter og give dem et bedre liv. Han valgte derfor at blive fysioterapeut.

Turen gik til Skodsborg Fysioterapiskole, hvor Aksel tog en god uddannelse, der blev til mange menneskers hjælp.

Hans liv blev det at hjælpe andre. Han kom til at arbejde i Norge, Sverige og Danmark. Aksel var altid parat til at give en god behandling, og var derfor meget vellidt.

Hans tro på Gud var stærk, og han var kendt for sin store bibelkundskab.

Op i årene kom Aksel til Sønderborg for at nyde sin alderdom. Han var næsten altid at finde i kirken om sabbatten, hvis ikke han var på rejse. Han nød nemlig at rejse til lidt varmere himmelstrøg.

Aksels sidste hjem blev på et plejehjem i Sønderborg. Her tilbragte han de sidste 6-7 år af sit liv under god pleje. Troen på Jesus og opstandelsen havde Aksel til det sidste.

Ære være Aksels minde. Bent Nielsen

Elna Jespersen

Elna Jespersen blev født den 29. september 1928, og sov stille ind i døden den 25. august 2022 på plejehjemmet Lergården i Aabenraa.

Elna blev optaget i Adventistkirkens Sønderjyske menighed den 17. maj 1975 af pastor Jens Arne Hansen.

Elna var gift med Jeppe, der døde i 2004. Jeppe havde selv bygget huset, som de boede i på Uglekær 156 i Aabenraa. De fik tvillingesønnerne, Kim og Jan, der bor i Aabenraa.

Elna var en trofast og omsorgsfuld mor. Hendes positive indstilling og varme betænksomhed kom også menigheden til gode. Hun var en frisk og rask kvinde selv op i en høj alder, hvor hun flittigt brugte sin cykel.

Hun tilhørte Rødekro menighed og deltog med stor glæde i menighedens arrangementer, når det var muligt.

Elna stod fast på Guds ord i Bibelen og det særlige håb om Jesu Genkomst.

Elna sov ind i tillid til, at Jesus, som hun elskede til det sidste, vil kalde hende frem til evigt liv på den store opstandelsesdag.

Bisættelsen fandt sted fra Rødekro Adventistkirke den 6. september 2022.

Ære være Elna Jespersens minde. Tony Butenko

Jan Hagen

Jan Erik Hagen døde den 31. august 2022 på hospice Sjælland efter lang tids kamp med en sjælden kræftsygdom. Jan blev født den 27. august 1943 på Kvindeklinikken i Oslo som den førstefødte for Martha og Eskild Hagen. Senere kom brødrene Robert og Odd til. Sammen voksede de op på gården i nærheden af Lillestrøm. Et travlt hjem med både et lille landbrug og malervirksomhed. Her opelskede Jan sin kærlighed til naturen med de vidtstrakte dale og de høje fjelde. Menighedslivet i den lokale Strømmen menighed med spejdertrop og ungdomsforening blev et ankerpunkt for Jan, og den 28. juni 1958 blev han døbt af O.J. Olsen. Efter endt studentereksamen og civiltjeneste tog Jan til Skodsborg for at uddanne sig til fysioterapeut. Her mødte han Ena Markussen, der blev hans livsledsager og ægtefælle. Efter endt fysioterapeuteksamen overtog de en fysioterapeutklinik i Frederikssund. Samtidig begyndte Jan at læse medicin. Jan virkede senere som læge flere steder i Danmark og Norge og med et kort vikariat på Masanga Spedalskhedshospital i Sierra Leone. Som speciallæge i rheumatologi havde Jan sit virke på

forskellige hospitaler i region Sjælland. Jan og Ena fik døtrene Lene og Iben, og hjemmet på Ågerupvej dannede rammen om et godt og kærligt hjem. Jan vil nu blive savnet som en trofast ægtefælle, en kærlig far, en hjælpsom svigerfar og en værdsat morfar, en trofast ven og en god kollega. Hans plads i Roskilde Adventkirke vil være tom, og nu hviler han i troen på, at hans genløser lever, og at Guds nåde er ham nok. Æret være Jan Hagens minde Henrik Jørgensen

Obediah Nwafor Anyaogu

Obediah Nwafor Anyaogu sov stille ind natten til den 10. september 2022 efter længere tids sygdom. Obediah har været forstander i Holbæk menighed gennem mange år og efterlader et stort savn.

Obediah blev født og levede sine barneår i Nigeria. Hans barneår var præget af borgerkrigen i Nigeria, hvorunder hans far mistede livet. Han voksede op med troen på Gud og blev aktiv i sin lokale menighed. I 1972 hjalp den danske missionær Carl Raft ham til Danmark. Efter studieophold på Vejlefjordskolen og på Aarhus universitet tog han en uddannelse som hospitalslaborant. I den periode traf han Anne, og de blev gift i oktober 1976. Deres ældste datter Charlotte blev født, mens de boede i Danmark, men i 1978 gik turen tilbage til Nigeria, hvor familien tilbragte knapt femten år.

Tilbage i Danmark fik Obediah ansættelse på Rigshospitalet. Omdrejningspunktet for familiens sociale liv blev Vestsjælland. Obediah blev forstander for menigheden i Holbæk, som han tjente trofast gennem mange år.

Obediah var en aktiv og udadvendt mand. Med sit ligefremme og samtidigt venlige væsen blev han afholdt af og kendt med mange mennesker.

Obediah var en troens mand, og han levede og døde i håbet om, at Jesus kommer igen. Selv om de sidste år blev svære, holdt Obediah fast i dette håb.

Obediah blev mindet ved en ceremoni i Roskilde Adventkirke den 20. september og efterfølgende begravet ved Føllenslev kirke. Obediah efterlader sig sin hustru Anne, deres fem børn og syv børnebørn, men også en menighed, der altid vil mindes ham.

Æret være Obediahs minde. Paul Birch Petersen

Erling Berg

Erling Berg, Faxe menighed, sov ind i troen på sin frelser Jesus Kristus tirsdag den 13. september.

Erling blev født den 3. februar 1934 i Sønderjylland. Her havde han sin barndom og skolegang. Familien var adventister og tilhørte Agerskov menighed. Han havde to søskende – broderen Christian og søsteren Solveig.

Som ung tog han til Vejlefjordskolen, derefter til Sjælland. Herovre lærte han bogholderi og regnskabsføring, og det fulgte ham gennem livet. Den 21. februar 1958 blev Ruth Ipsen og Erling Berg gift og kunne om få måneder have fejret krondiamantbryllup. De fik døtrene Turid og Ketty, og siden svigersønner, børnebørn og oldebørn.

I begyndelsen af 1970´erne valgte Adventistkirken Erling til økonomichef i Østdansk konferens, og som sådan var han med i byggeriet af Plejehjemmet Søndervang i Faxe og i omdannelse af Aftenhvile til konferenskontor og lejligheder.

Senere var han en del år direktør på Nyhyttan i Sverige, derpå dirketør for Dansk Bogforlag, derefter økonomicehf på Nutana, for igen at rejse til Sverige til Hultafors.

Han var en mand, som har tjent Adventistkirken på adskillige lederposter.

Som pensionist kunne han ikke holde sig i ro, så derfor blev han frivillig medarbejder i flere foreninger og organisationer.

Om Erling kan man kort sige, at han brændte for adventbudskabet, var aktiv i menigheden og praktiserede sin kristentro gennem hele livet.

Hans livsvandring er nu slut, og han hviler indtil den store opstandelsesdag. Ære være Erling Bergs minde. John Pedersen

Thomas Linnebjerg Olsen

Thomas Linnebjerg Olsen, der var medlem af Aarhus menighed, afgik ved døden af endnu ukendte årsager sent mandag aften den 26. september.

Han kom for mange år siden i kontakt med adventister, som drev helsekostbutikken Sundhedskost i Aarhus. Han fandt her omsorgsfulde mennesker og lærte Jesus at kende. Thomas blev i 2007 døbt af pastor Hans Nutzhorn og optaget i menigheden. Han var glad for at komme i menighedens fællesskab både i Aarhus Cafékirke, da den eksisterede og i Aarhus menighed.

Han kom trofast både i Adventistkirken og i Folkekirken, hvor han fandt tryghed hos Jesus og omsorg fra sine medmennesker. Dødsfaldet kom meget pludseligt og i en alt for tidlig alder. Han havde udfordringer, og det førte til, at han måtte indlægges. Kort tid efter indlæggelsen afgik han ved døden.

Bisættelsen foregik lørdag den 15. oktober fra Sankt Markus Kirke i Aarhus, hvor også flere fra Aarhus adventistmenighed deltog, hvilket de pårørende var meget taknemmelige for.

Vores tanker går til søsteren og de støttepersoner, som han efterlader.

Vi lyser et æret være Thomas Linnebjerg Olsens minde. Lasse Bech

This article is from: