Den lille græder – hvad gør du?

TEKST Line Nielsen er optaget af Guds kærlighed til mennesker og ønsker at bringe den ud tili andre. Hun er aktiv i Nyborg Adventistkirke. Foto: iStockphoto

Har du været i samme stue som en baby og oplevet, hvordan den lille bare sugede al opmærksomhed til sig? Det har jeg.

BABYEN VAR DEN skrøbeligste af os alle. Kunne tæt på ingenting. Kunne ikke formulere sine behov eller fortælle en gribende historie. Kunne ikke se os i øjnene eller forenes med os i et smil. Kunne ikke sige tak eller udtrykke anerkendelse over for vores opmærksomhed. Deltog ikke i samtalen, lyttede ikke til vores indslag, nikkede ikke som et udtryk for sin enighed.

Alligevel var babyen den mest tiltrækkende i stuen.

Kærligheden i mit hjerte

Jeg kunne mærke det i mit hjerte. Mine øjne søgte hele tiden den lille. Babyen var så enormt nuttet, at det var svært at flytte blikket. Babyens skrøbelighed kaldte i den grad på min omsorg. Det lille liv fik smil, glæde og ja, kærligheden til at banke i mit hjerte. Hvilket lille menneske.

Hvilket lille menneske. Sådan begyndte Jesus sin tilværelse som menneske i denne verden.

Og babyen græd. Hvad vil du gøre, hvis du er i stue med en baby, der græder? Ikke et svært spørgsmål – ja, det kan nærmest føles dumt – fordi alt i dig fortæller dig det: Du vil selvfølgelig tage babyen op. Du vil vugge den lille, tale beroligende med mild stemme, kramme den lille for at dele din tryghed med barnet.

Mærker du, at det er det, du må gøre med Jesusbarnet? Tage ham ind til dig. Ja, tage ham ind i dit liv. Lade ham vokse sammen med dig. Give ham dig selv.

Er det ikke forunderligt, at Gud inviterer dig til at modtage ham som Gud – på den måde.

Og nej, der står ikke i Bibelen, at Jesusbarnet græd.

Kærligheden i hans hjerte

Historien om at modtage Gud stopper ikke med Jesusbarnet. ”Jesus brast i gråd“ (Joh 11,36) – hvad vil du gøre?

Jesus var på vej ud til Lazarus’ grav. Og nej, han græd ikke, fordi han var ked af Lazarus’ død. Han var jo på vej ud for at vække ham til live. Jesus var optaget af noget større. ”Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den“ (vers 4), havde han sagt. Det var hele hans formål med at komme til denne verden. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“ (Joh 3,16).

Nu ville han vække en død til live, så de og vi forsikres om, at Gud er herre over døden.

Gud er herre over døden. Ikke blot herre over den død, der afslutter livet, men herre over den død, som kan forhindre det evige liv.

Ja, han vil fortælle os, at han elsker os så højt, at han ønsker at tilbringe evigheden sammen med os. Han er den elskende, som er kommet til denne verden for igennem sin kærlighed til os at vinde vores kærlighed. Han længes efter en ægte kærlighedsrelation. Efter en nærhed og intimitet, fyldt med latter og liv.

Nu ville han vække Lazarus til live. Men Jesus vidste, hvad det ville føre til. At Lazarus ville blive levende igen, ville få denne konsekvens: ”Fra den dag af var de besluttet på at slå ham ihjel“ (vers 53). Afvist. Livet blev afvist. Kærligheden blev afvist. Gud blev afvist.

Og ”Jesus brast i gråd“. Hvad gør du med så stor en kærlighed? En kærlighed, der gjorde, at Guds Søn kom til denne verden som et lille barn for at vokse op, for at elske, for at dø – for at du kan få liv. Hvad ser du, når han græder? Hvad gør du, når han græder?

Tager du ham tæt ind til dit hjerte og elsker ham? Det vil gøre ham så glad! Så holder han op med at græde.