Den glemte folketælling

Fortællingen i Lukasevangeliet kapitel 2 om Josefs og Marias rejse til Betlehem på grund af en folketælling er velkendt hos både små og store. Men kan man stole på beretningen, sådan som Lukas fortæller den?

De fleste oldtidshistorikere mener nemlig, at Lukas har rodet med detaljerne, og at der ikke var nogen folkeregistrering det år, Jesus blev født. Men observante bibelhistorikere har fundet frem til en registrering det år.

Kom med på en detektivrejse to tusind år tilbage i tiden, en rejse, som bekræfter Bibelens historie og giver et tankevækkende perspektiv på julebudskabet. Vi skal finde den glemte folketælling.

Ikke for skatteopkræverne

”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien“ (Luk 2,1-2).

De fleste af os antager, at hensigten med folketællingen var at give skatteopkræverne en oversigt over alle skattepligtige indbyggere. Udgiverne af King James Version tog dette for givet. Der finder vi denne formulering: ”There went out a decree from Caesar Augustus, that all the world should be taxed. And this taxing was first made when Cyrenius was governor of Syria.“ Oversætterne valgte at skrive, at hele verden skulle beskattes. Romerne gennemførte jævnligt indskrivning i skattemandtal, og sådan en folketælling var der i 6-7 e.Kr. Men altså ikke i år 3-4 e.Kr., hvor Jesus blev født. Er det muligt, at der kunne være tale om en anden type tælling det år, Jesus blev født? Flere historiske kilder hævder i hvert fald dette.

For det første: Tertullian i Kartago skriver omkring år 200, at de romerske arkiver på hans tid bekræfter en folketælling det år, Jesus blev født. ”Men der er historisk bevis for, at der på det tidspunkt blev foretaget en folketælling i Judæa af Sentius Saturninus.“ (Tertullian: ”The Five Books against Marcion“, The

Ante-Nicene Fathers, bind 3, s. 378).

Saturninus? Skrev Lukas ikke, at Kvirinius var guvernør det år? Tertullian skriver videre, at der var guvernører (flertal) på det tidspunkt. Den jødiske historiker Josefus skriver også om guvernører i flertal på dette tidspunkt (Josefus, Antiquities 16,357.361).

Vi ved, at Kvirinius var guvernør under folketællingen i år 6 e.Kr., men af og til indsatte Rom to personer i vigtige stillinger, for at de kunne holde opsyn med hinanden. Det er muligt, at Kvirinius, som Lukas nævner, var guvernør i tiden omkring

Jesu fødsel samtidig med denne Saturninus.

Rundt omkring i Romerriget

Hvad gik denne folketælling så ud på, hvis det ikke handlede om beskatning? Forskellige kilder giver os interessante detaljer.

En inskription fra Paflagonien i det nordlige

Lilleasien dateret år 3 e.Kr. fortæller, at en ed om troskab ”blev taget af indbyggerne i Paflagonien og af de romerske forretningsmænd, som boede blandt dem … Den samme ed blev også sværget af alle menneskene i landet

Tekst: Reimar Vetne. Bringes med tilladelse fra Adventnytt, december 2020, Norge Oversættelse: Benjamin Lundqvist. Foto: iStockphoto

ved Augustus’ alter i Augustus-templerne i de forskellige distrikter“ (Lewis Naphtali og Reinhold Meyer, Roman Civilization: Sourcebook II, The Empire, s. 34-35).

Den armenske historiker Moses af Korene

(400-tallet) skrev det samme, at der i kong Abgar af Armeniens andet år (dvs. år 3 f.Kr.) kom romerske agenter ”til Armenien, med billeder af Cæsar Augustus, som de satte op i alle templer“. Det fortælles, at folk måtte gå til templerne for at lade sig registrere (Robert W. Thomson, red., History and the Armenians, s. 26).

Selv i Israel skulle man sværge en ed til Augustus. Den jødiske historiker Favius Josefus skriver, at alle i landet svor troskab til kejseren, med undtagelse af nogen tusinde farisæere: ”Når alle jøderne forsikrede kejseren og hans regering om deres gode vilje, svor disse, men ikke mere end 6.000“ (Josefus, Antiquities 17,42).

Josefus giver os ikke noget årstal for begivenheden, men kilderne fra Paflagonien og Armenien knytter det til begivenheder i år 3 eller 4 f.Kr., altså året for Jesu fødsel og historien i Lukas 2.

Loyalitetserklæring

Så hvorfor forlangte Rom en loyalitetserklæring fra indbyggerne i riget netop det år? Svaret finder vi i Ankara i Tyrkiet. Der kan man nemlig læse den eneste komplette kopi af en selvbiografi, som kejser Augustus skrev. Den er hugget ind i væggene i et tempel bygget til ære for Augustus. Han skrev selv biografien Res Gestae Divi Augusti (Den guddommelige Augustus’ bedrifter) og instruerede i sit testamente senatet om at hugge teksten ind i bygninger til hans ære rundt omkring i riget. De fleste af disse monumenter er ødelagt i dag, men i Augustustemplet i Ankara er teksten ganske godt bevaret på græsk og latin.

I afsnit 35 finder vi denne interessante sætning: ”Da jeg udøvede mit 13. konsulat [dvs. år 3 f.Kr.] kaldte senatet, ridder-ordenen og hele det romerske folk mig for Fædrelandets Far og stemte for, at dette skulle skrives i vestibulen i mit tempel og i Julius’ curia og i Augustus’ forum.“

Et konsulat varede i to år ad gangen, så i midten af det 13. konsulat kunne Augustus altså fejre 25 år på tronen (sølvjubilæum). At det romerske senat kunne holde en afstemning om at kalde Augustus for Landsfader, er let at forestille sig. Men hvordan kunne hele det romerske folk gøre det?

Historierne fra Paflagonien, Armenien og Judæa fortæller os, at det ikke gik helt frivilligt til. Alle indbyggerne skulle, mens romerske soldater så på, sværge en ed til kejseren i Rom.

Verdens mægtigste mand

Da Jesus blev født, var Augustus den mægtigste mand i verden. Oktavian, som var hans fødenavn, havde gjort sig selv til kejser og enehersker. Han tog titlen Augustus, som betyder den ”velsignede“ (lidt tilsvarende ”den salvede“, eller ”Messias“ på hebraisk). Han bragte fred i Romerriget, den såkaldte pax romana, ved at terrorisere og underlægge sig de omkringliggende folk.

Som 17-årig var han blevet valgt til præst (pontifex), da han var 19 år, var han kejser, og som 21-årig blev han erklæret guds søn. Efter at have slået Antonius og Kleopatra i borgerkrigen i år 31 f.Kr. var han også imperator, sejrherre og enehersker. Han havde gjort en ende på den romerske republik, som valgte to ledere (konsuler) til at styre Rom i to år ad gangen, og taget al magt i egne hænder.

Efter 25 år ved magten krævede Augustus en loyalitetsed fra alle indbyggere nedtegnet i

mandtal. Den mægtigste mand i verden kunne med tilfredshed fejre sig selv – der var ingen over og ingen ved siden af.

Eller var han det? I en lille provins i udkanten af Romerriget blev en baby født det år. Denne dreng skulle vise sig at være verdens retmæssige enehersker, Messias, og sejrherre, den virkelige Guds Søn og verdens egentlige mægtigste mand. Historien om, hvad mandtallet på Kvirinius’ tid handlede om, forsvandt i løbet af århundreder, men jeg tror, at alle på Lukas’ tid ganske godt huskede, hvad det indebar. Magtmisbrug fra en brutal diktator. ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.“ Sådan begynder Lukas’ julefortælling. Konteksten er lagt. De gode nyheder kommer nogle få vers senere:

”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.“