Utopia – religiøst fatamorgana eller guddommelig masterplan

religiøst fatamorgana

Utopiske længsler har lige fra antikken gået som en understrøm i den menneskelige tænknings historie. Thomas More lancerede begrebet i 1516, Aldous Huxley skrev romanen Fagre ny verden i 1932, moderne politikere strides dagligt om, hvilken ideologi, der egner sig bedst som fundament i et ideelt samfund; mens Bibelen ganske enkelt fastslår, at Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord.

– eller guddommelig masterplan?

UTOPI ER FANTASIENS udkast til det perfekte samfund. Begrebet har haft udflydende grænser, siden det første gang blev lanceret af den engelske lord og senere katolske helgen Thomas More (14781535). Det skete i året 1516 i hans bog: Den gyldne bog om statens mest fuldendte ordning og om den nye ø Utopia.

Ordet utopi kommer af græsk topos: ‘sted’ kombineret med forstavelsen ou-: ‘nej, ikke’. Man kunne måske erstatte ou- med eu-, der betyder god eller ideel. Det handler altså om landet, der ikke eksisterer – eller det perfekte land.

Politiske filosoffer som Marx og Engell har også beskæftiget sig med begrebet, idet de angreb ideer som ejendomsret, individualisme og den frie vilje, men deres forestillinger blev af modstanderne karakteriseret som ‘fremtidsmusik spillet på et barns trompet’. ”Vore dages samfund afspejler menneskers behov for en skræddersyet verden, der kan tilfredsstille alle deres ønsker og krav,“ skriver Billy Graham i sin bog: Derfor tør jeg håbe. Dermed sætter han fokus på den kendsgerning, at mennesker på en eller anden måde længes efter noget stabilt, vedvarende og ideelt.

Salomon giver mesterligt udtryk for dette i sin gamle bog om galskab og visdom: ”Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde. Nej, mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid. Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed

Mennesker længes efter noget stabilt, vedvarende og ideelt...

og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen“ (Præd 2,10-11).

Guds masterplan

Da Gud havde skabt jorden og alt det levende på den, konstaterer Gud ifølge skabelsesberetningen, at alt var såre godt. Gud havde skabt Utopia, en perfekt verden med perfekte væsener, der skulle leve en tilværelse i harmoni med hinanden og med ansvar for alt det, der omgav dem.

Guds masterplan gik ud på, at sådan skulle alt forblive i al evighed, men han vidste godt, at hans ærkerival Lucifer ville det anderledes. Den sande tro på Gud, der krævede uselviskhed, blev erstattet af en religiøsitet, hvor mennesker søgte det, de mente var bedre.

Resultatet er åbenbart. I stedet for Utopia har mennesker fået en verden, hvor sygdom og død, fattigdom og sult, krig og ufred hører til dagens orden. Ikke alle er lige hårdt ramt, men ingen har det sådan, som Gud oprindeligt planlagde.

Måske hænger det sammen med, at mange mennesker føler sig mere trygge ved at sidde og stirre på en skærm end ved at se ind i andre menneskers øjne eller – endnu værre – i ”Herrens øjne“, der ”spejder ud over hele jorden“ (2 Krøn 16,9).

En af den moderne popkulturs filosoffer skrev for nylig: ‘Vi længes alle efter at komme hjem til et sted, hvor vi aldrig har været … Et eller andet sted vil mange arme brede sig ud for at tage imod os, øjne vil lyse op, når vi kommer til dette sted, hvor vores styrke bor. Fællesskab betyder … arme, der holder os oppe, når vores kræfter svigter. En helbredende kreds. En forsamling af venner. Et sted, hvor vi kan være frie.’

Hvad mennesker ikke formår – vil Gud snart gøre

i den ene hånd og Bibelen i den anden og se, hvordan historiens sidste drama nærmer sig. En ny verden er på vej.

Profeten Esajas løfter lidt af sløret for, hvordan det vil blive, når han fortæller:

Utopi? Nej – Guds masterplan, der endelig bliver ført ud i livet. Du kan ikke ændre ved din fortid, men du kan forandre din fremtid.

“Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig. Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. De skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt. Andre skal ikke bo i det, de bygger, eller spise, hvad de har plantet. Mit folk skal nå træets alder, mine udvalgte skal nyde frugten af deres hænders værk. De slider ikke forgæves, de føder ikke børn til den bratte død; for de er Herrens velsignede afkom, og de har deres efterkommere hos sig“ (Es 65,17-23).

TEKST Walder Hartmann. Artiklen blev første gang bragt i magasinet Nyt fokus nr. 8, som havde tema om evigheden. Illustration: iStock