10 tegn på, at det er tid til at flytte på plejehjem

10 tegn på, at det er tid til at flytte på plejehjem

Selvom det bestemt sker i nogle tilfælde, så skal du nok ikke forvente, at den, du er tæt på, af sig selv foreslår, at han/hun søger en plejehjemsplads. De færreste af os har lyst til at fokusere på alt det, vi ikke kan (længere), og det kan være svært at overskue forandringer, når man selv er svækket og måske også syg. Derfor er det en god idé, at du er opmærksom på, hvordan det egentlig går i hverdagen, og om der er bekymrende forandringer. I dette afsnit ser vi på 10 tegn på, at hverdagen ikke længere fungerer så godt derhjemme. Hvis mange af tegnene passer på jeres situation, er det måske på tide at tage snakken om at søge plejehjem.

1. Læg mærke til konkrete tegn på dårlig trivsel Har du lagt mærke til, at din kære ikke er så interesseret i sit udseende som før? Er der tegn på forringet hygiejne, fx dårlig ånde eller beskidt tøj? Har din kære tabt sig, uden at det har været et ønsket mål? Eller har du mistanke om, at vedkommende ryger eller drikker mere end før? Det kan bunde i dårlig trivsel – og kan på sigt lede til endnu dårligere trivsel. Måske er han eller hun trist over en besværlig og lidt glædesløs hverdag. Måske er det blevet svært selv at klare de opgaver, hjemmehjælpen ikke kan hjælpe med. Hvad siger det dig om den samlede livskvalitet?

2. Vær opmærksom på ensomhed og kedsomhed Det er ikke kun det fysiske helbred og funktionsniveau, der er vigtigt for et menneskes samlede trivsel. Krop og psyke hænger sammen. Ingen får tilbudt en bolig på et plejehjem, fordi de går og keder sig alene derhjemme, men ensomhed og kedsomhed kan være tegn på, at det er blevet for svært at opsøge andres selskab. Formålet med at fokusere på det er bestemt ikke at fodre din egen skyldfølelse, men at få indsigt i den daglige trivsel.

3. Vær opmærksom på utryghed og angst Utryghed og angst kan være irrationelle følelser, måske uden basis i nogen virkelig trussel. Men de kan også være udtryk for velbegrundede bekymringer, fx om hvor hurtigt man ville blive fundet, hvis man faldt og brækkede hoften, eller om man ville kunne komme op af sengen, hvis brandalarmen gik. Med mellemrum er der også historier i medierne om veltalende svindlere, der bedrager sårbare ældre, oftest de enlige. Utryghed er derfor ikke noget, der skal bagatelliseres eller trøstes væk, men kan være en brik i forståelsen af den samlede trivsel.

4. Hold øje med tegn på demens Hvis du har mistanke om demens hos din kære, er det vigtigt, at han eller hun bliver udredt. Demens er mere end bare glemsomhed. Det kan bl.a. også give sig udslag i øget forvirring, gentagelser, manglende initiativ, dårlig fornemmelse for tid og sted, mindre ”velopdragen” opførsel – og mere til. Du kan læse om de tidlige tegn på www.aeldresagen.dk/viden-og-raadgivning/helbred/demens/ fakta/symptomer-paa-alzheimers. Det er vigtigt at gå til lægen for at udelukke eventuelle andre sygdomme, der kan give nogle af de samme symptomer. Mange mennesker med demens er på et tidspunkt nødt til at flytte i plejebolig, fordi det ikke længere er trygt og forsvarligt for dem at bo for sig selv (med eller uden en ægtefælle).

5. Tænk over, om du selv er tryg ved, at din far eller mor eller ægtefælle skal klare sig selv? Går du og bekymrer dig for, om medicin bliver taget i de rigtige doser på de rigtige tidspunkter? Nages du af tanker om, at din kære ikke får nok at spise eller drikke i hverdagen? Er du bekymret for, hvad der sker når du ikke er der? Hvis du er urolig ved, at din kære er alene, så kan det være et tegn på, at det ikke længere er helt forsvarligt.

6. Læg mærke til, om der opstår farlige situationer Vi kan allesammen komme til at tabe og spilde og snuble og glemme, så det er ikke bekymrende i sig selv. Men hyppigheden kan være grund til bekymringer. Det samme kan besværet ved at komme på ret køl igen. Især skal du være opmærksom på situationer, der kan udvikle sig til at give fysiske skade – fx faldskader eller brandsår. Et almindeligt hjem kan til en vis grad indrettes, så risikoen mindskes, men der er grænser. En plejebolig er indrettet til mennesker med behov for hjælp.

7. Hold øje med situationer, hvor din kære akut kalder på hjælp Det kan give en god tryghed at have et alarmkald fra kommunen, sådan at hjælpen kan hidkaldes blot ved at trykke på en knap, men der kan gå tid inden hjælpen kommer. Skaber det gentagne gange traumatiske situationer for din kære at skulle vente på, at hjemmehjælpen kommer kørende? Så er det måske mere trygt at bo på et plejehjem, hvor hjælpen er tættere på. Notér dig, hvor ofte der er brug for akut hjælp.

8. Hold øje med, om din kæres humør og temperament ændres Nogle sygdomme og behandlinger kan direkte påvirke humøret, og det samme kan naturligvis en ringere trivsel i hverdagen. Det kan være, at din kære reagerer med vrede eller aggression, som kan gøre det svært, utrygt eller ubehageligt for dig at hjælpe som hidtil. Det er ikke alle humørsvingninger, man kan medicinere sig ud af, og det er ikke sikkert, at du som pårørende kan blive ved med at hjælpe som før. Professionelt plejepersonale har heldigvis ofte viden og redskaber, der sætter dem i stand til at håndtere vrede og aggression på en måde, som kan være svær at klare for familie og venner.

9. Tænk over, om der er omsorgsopgaver, der kræver mere end én hjælper Nogle pårørende er alene om at hjælpe, men ikke alle opgaver kan klares på forsvarlig vis af et enkelt menneske. Hvis din kære er faldet, kan du så hjælpe ham eller hende op, uden at risikere selv at få ondt i ryggen? Er der brug for, at du står til rådighed 24 timer i døgnet? Er du utryg ved at lade din kære være alene, mens du går i haven eller render et kort ærinde?

10. Tænk over, om din kære virkelig har glæde af, at det netop er dig, der hjælper Det kan virke barskt, men på et tidspunkt kan det blive nødvendigt at overveje om, du selv kan og vil fortsætte med at hjælpe i det omfang, du gør. Det kan godt tage på kræfterne at hjælpe gennem længere tid, og det kan være, at du også har andre mennesker, der behøver dig. Man siger, at hvis man skal hjælpe andre, er det nødvendigt at hjælpe sig selv først. Tænk på iltmaskerne i flyet, hvor man altid får at vide, at man selv skal tage masken på, inden man hjælper andre. Det er ikke sikkert, at du i længden kan holde til at være der for din far, mor eller ægtefælle, hvis du selv er for belastet. Mange pårørende har skyldfølelse over ikke at kunne hjælpe mere og bedre og længere – kort sagt, over ikke at være supermennesker. Men selv Supermand kan kun være ét sted ad gangen, og måske ville alting gå lidt lettere, hvis du delte ansvaret med andre?