5 minute read
Afskeden med plejehjemmet, beboerne og personalet
Afskeden med plejehjemmet, beboerne og personalet
Uanset hvordan forløbet har været, er det en særlig ting at skulle rydde op efter sin kære for sidste gang og flytte ejendelene ud fra plejehjemmet. Det er en afslutning, og det kan både være forbundet med lettelse over at ens kære har fået fred og med et stort savn, måske endda begge dele på samme tid. Det kan være godt at give sig tid undervejs til at mærke de følelser, afskeden med plejehjemmet vækker.
1. Flyt ud af plejeboligen Det er et særligt vilkår, at man bliver nødt til at gå i gang med oprydningen i plejeboligen meget hurtigt, måske inden man er helt klar til det. Men virkeligheden er jo, at der er andre kommende beboere og pårørende, som venter på at blive tilbudt en plejebolig. Derfor har man som regel kun få uger til at tømme boligen og gøre den i stand til næste beboer. Det kan godt være hårdt arbejde, både mentalt og fysisk. Spil ikke supermenneske, men bed om den hjælp, du har brug for. Husk i øvrigt også at få afmeldt alle abonnementer.
2. Gør rent Som enhver anden lejebolig skal plejeboligen leveres tilbage i lige så pæn en stand, som da din kære overtog den. Det kræver som minimum en grundig rengøring, og hvis din kære har boet længe i plejeboligen, kan det også kræve en gang maling. Måske kan du selv overkomme det med familiens hjælp, eller måske insisterer plejehjemmet på at klare det mod betaling. Du kan altid bede plejehjemmet om at organisere det nødvendige og betale for det ud af det indskud, din kære betalte inden indflytning. Resten af indskuddet vil indgå i boet.
3. Returner hjælpemidler De hjælpemidler, din kære har fået til låns af kommunen, skal leveres tilbage i pæn stand. Måske foretrækker du selv at gøre det. Ellers kan du bede personalet sørge for, at hjælpemidlerne bliver afhentet, næste gang chaufføren fra hjælpemiddelcentralen alligevel er på besøg.
4. Aflever medicinrester og engangsudstyr Alle medicinrester, både åbne og uåbnede pakker, skal afleveres til apoteket. Man må ikke beholde og bruge medicin, som er udskrevet til en anden. Håndkøbsmedicin såsom vitaminpiller må du gerne tage med hjem og bruge. Alle åbne pakker med fx engangsvaskeklude og bleer bør du smide ud. Hvis der er uåbnede pakker, som du ikke selv har brug for, kan du spørge personalet, om de er interesserede i at overtage tingene, så de har et back-up lager til andre beboere.
5. Sortér på stedet De personlige ejendele skal familien selv sørge for. Der vil sikkert være noget, du selv ønsker at beholde, noget som skal deles ud i familien, noget som skal sælges eller gives væk, og noget som skal smides ud. Sortér så meget som overhovedet muligt på plejehjemmet, så I ikke flytter en masse kasser og en svær opgave med hjem.
6. Tag afsked med beboerne Nogle steder skærmes beboerne som sagt mod at opdage dødsfald. Men de har jo også været en del af dit liv i den periode, hvor du er kommet på plejehjemmet, så måske føler du selv et behov for at tage ordentlig afsked. Du kan aftale med personalet, at du arrangerer en lille stund sammen, når du er færdig med at gøre boligen i stand. Pas på med at inddrage beboerne i din sorg, for det kan være for meget for dem at rumme. I stedet kan I tale om gode stunder sammen og ønske hinanden god vind fremover.
7. Overvej at give et minde til stedet Plejehjem er ofte udsmykket med malerier og nips, som er doneret af beboere eller deres efterladte. Måske er der noget, du har lyst til at forære til afdelingen? Du kan også overveje at give en havebænk, et beløb til julefesten eller lignende. Ikke kun for beboernes skyld, men måske fordi du har værdsat den pleje og omsorg, personalet har givet, eller fordi det kan være rart for dig at tænke på senere, at gaven vil få din kære til at leve videre i plejehjemmets hukommelse.
8. Tag pæn afsked med personalet Nogle plejehjem tilbyder en samtale om, hvordan den sidste tid er forløbet, og det vil vi opfordre dig til at tage imod. Det er meget forskelligt hvilket forhold, man som pårørende har til personalet. Nogle pårørende oplever, at personalet bliver en slags kolleger. I har måske fået et rigtig godt forhold til hinanden, haft nogle hyggelige snakke i de små pauser i arbejdet, du har måske sat stor pris på deres omsorg for din kære og for dig selv. Andre pårørende har oplevet opslidende konflikter og har mindre hjertelige følelser over for personalet. Men uanset hvad, har personalet fyldt i hverdagen for din kære, og måske også for dig. For de fleste er det rart at vide, at man har sagt ordentligt farvel til hinanden, uanset om det sker ansigt til ansigt eller gennem et pænt kort.
9. Overvej din fremtidige frivillighed Hvis du har engageret dig i en frivillig indsats på plejehjemmet, fx som tovholder eller hjælper ved arrangementer på stedet, skal du tage en beslutning om, hvorvidt du skal blive ved, nu hvor du ikke længere har din daglige gang på stedet. For nogle giver det indhold og mening med livet at blive ved, for andre er det godt at holde fast i indsatsen i en overgangsperiode, og for endnu andre er det for smertefuldt at skulle vende tilbage. Der er masser af andre steder, du kan vælge at lægge din energi og frivillighed, så lad dig ikke fastholde længere, end hvad der føles godt og rigtigt for dig.
10. Vær forberedt på, at plejehjemmets hukommelse er kort Der er en jævnlig udskiftning af både personale, beboere og pårørende på et plejehjem. Hver gang skal personalet og de øvrige beboere forholde sig til nye mennesker. Derfor er det ikke så underligt, at de ikke også kan have opmærksomhed på dem, der ikke længere bor eller kommer på plejehjemmet. En del pårørende oplever det som en skuffelse at komme på besøg et halvt eller et helt år senere på et sted, hvor man engang hørte til, men nu er blevet til historie. Hvis du har lyst til at vende tilbage, fx på mærkedage, kan det være, at du i stedet kan gå jeres sædvanlig lille tur eller sidde en stund i haven.