5 minute read
Hjælp fra frivillige
Hjælp fra frivillige
Du behøver ikke klare alting selv. Særligt hvis du er meget berørt af situationen, eller hvis du har svært ved at komme på besøg så ofte, kan det hjælpe at involvere frivillige. Præcis hvad de frivillige i din lokale afdeling af Ældre Sagen tilbyder, varierer en del fra sted til sted. Det samme gælder for de fleste patient- og pårørendeforeninger. Nogle steder er der til gengæld helt lokale initiativer. Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i, så søg på nettet og spørg på plejehjemmet eller i frivilligcenteret, hvis et sådant findes i din kommune.
Du kan måske finde hjælp til at håndtere din egen situation hos...
1. Pårørendegrupper Du tænker måske umiddelbart, at du ikke har lyst til at sidde og høre om en masse andre pårørendes problemer. Men mange deltagere i pårørendegrupper fortæller, at det er en fantastisk støtte og lettelse at finde ligestillede, som forstår ens tanker og bekymringer. Måske er det et forsøg værd? Start med at finde ud af, om din kommune har ansat en pårørendevejleder, eller om kommunen tilbyder kurset Lær at tackle hverdagen som pårørende. Begge dele er gode veje til at finde en pårørendegruppe. Andre muligheder er patient- eller pårørendeforeninger, Ældre Sagens cafeer og mødesteder. Nogle steder er der også tilbud om grupper gennem folkekirken.
2. Beboer/pårørenderåd Hvis plejehjemmet har et beboer/pårørenderåd, kan der også her være ligestillede, du kan tale med. Der vil sikkert også være pårørende, som har haft deres gang på plejehjemmet, længe før din kære flyttede dertil. De kan hjælpe med gode råd og måske beroligelse i den første, usikre tid efter flytningen. Her kan du også senere lufte dine bekymringer og finde ud af, om de deles af andre – for hvis de gør det, så skal I måske gøre noget ved det sammen i stedet for hver for sig.
3. Jeres patient- eller pårørendeforening Hvis din kære har en eller flere diagnoser, er der som regel stor viden og hjælp at hente fra den relevante patientforening – lige fra det landsdækkende nyhedsbrev til den individuelle rådgivning. Nogle patientforeninger tager sig vældig godt af de pårørende, mens andre har svært ved at finde kræfter til både at tage sig af patienter og pårørende. I så fald kan du overveje at få hjælp fra en pårørendeforening, som måske ikke ved så meget om din kæres lidelser, men til gengæld ved en hel del om dine udfordringer.
Du kan finde hjælp til din kære fra...
4. Besøgsvenner Både Ældre Sagen og Røde Kors har frivillige, der kan blive besøgsvenner. Det kan være rigtig rart at vide, at mens du måske sidder flere hundrede kilometer væk fra din kære, så får han eller hun alligevel regelmæssige besøg. En besøgsven kan både give tryghed og glæde i din kæres hverdag. Det kan være en snak om gamle dage på landet, avisoplæsning eller en lille gåtur i det fri. Organisationerne vil altid forsøge at matche de to ud fra begges interesser og eventuelle ønsker til samværet. Derfor kan der ind i mellem også være ventetid på at få en besøgsven. Tag gerne selv en snak med besøgsvennen, hvor du kan fortælle lidt om jeres situation og måske bede besøgsvennen kontakte dig, hvis han eller hun lægger mærke til noget, du bør vide eller reagere på. Men husk, at besøgsvennen er der for at skabe kvalitet i hverdagen, ikke for at være dine ekstra øjne og ører. Nogle steder findes der desuden spisevenner, som kan deltage i måltiderne og hjælpe appetitten på gled.
5. Besøgshunde og andre dyr Selv mennesker med meget svær demens kan have glæde af at få besøg af et selskabsdyr – ligesom alle vi andre. Nogle plejehjem gør meget ud af selv at holde dyr eller at have besøgsvenner med hunde eller andre dyr. Der er en umiddelbarhed i kontakten med et dyr, som bare ønsker sig at blive kløet lidt bag øret.
6. Vågetjenester I den allersidste del af livet kan det være, at du og din kære får brug for hjælp fra en våger. Det er et menneske, som kan sidde hos – våge over – døende, som er alene, eller hvis pårørende har brug for et hvil. Mere om det senere.
Du kan finde aktiviteter til hele afdelingen eller hele plejehjemmet fra...
7. Lokale hyggespredere Mange plejehjem har tilknyttet venneforeninger eller frivillige, som gerne vil sprede glæde og liv på plejehjemmet. Og mange steder er man altid på udkig efter nye frivillige, som vil tage en tørn. Det kan handle om at arrangere fællessang, spille musik, organisere en danse-eftermiddag, en lille udflugt eller andre muntre tiltag. Hvis du gerne vil hjælpe med at finde frivillige til afdelingen, så husk på, at de helst skal bidrage med noget, som de fleste beboere kan have glæde af.
8. Lokale ildsjæle Andre frivillige er måske ikke så meget til fest og hornmusik, men til de små tiltag, der giver indhold i hverdagen. Måske vil en gammel gymnastiklærer eller en af Ældre Sagens motionsfrivillige have lyst til at tilbyde stolegymnastik hver uge, et par pensionerede naboer eller gymnasie-elever fra nærområdet vil måske gerne skubbe kørestole på en tur rundt i kvarteret. Skolebørn kan øve sig ved at læse højt af søndagsavisen eller har måske lyst til at komme og spille spil. eller hjælpe med at holde fællesspisning.
MEN
9. Husk, at der også skal være energi tilbage til dig selv Det er ikke dit ansvar som pårørende at arrangere alt muligt for hele afdelingen eller hele plejehjemmet. Det er dejligt, hvis du har tid og lyst og overskud, men pas på med at tage munden for fuld. Ikke alene skal du have energi til at være sammen med din kære, du skal også have energi tilbage til dig selv.
10.Tænk over, hvis behov du dækker Som pårørende kan det være svært at se det stille liv på plejehjemmet uden at få lyst til straks at fylde det med alle mulige aktiviteter. Men tænk over, om det er dig selv eller din kære, der har behov for, at der sker noget. Det er dejligt med aktiviteter på plejehjemmet, men de skal tilpasses det behov og den formåen, beboerne har.