4 minute read

Om at involvere resten af familien

Om at involvere resten af familien

”Du må bare sige til, hvis der er noget, vi kan gøre.” Det er en anden sætning, mange pårørende har hørt lidt for ofte. Når man står midt i suppedasen, kan det være umådeligt svært at få overblikket til at se, præcis hvordan andre kan hjælpe. Og mener de det nu for alvor, det med at man bare skal sige til? Ja, det gør de sandsynligvis. Langt de fleste mennesker vil gerne se sig selv som hjælpsomme. Det viser sig endda, at man faktisk får det bedre med sig selv af at hjælpe andre. Så her er chance til, at du kan hjælpe andre til et bedre selvværd ved at tillade dem at hjælpe dig.

1. Giv hjælperne valgmuligheder Vist vil folk gerne fremstå hjælpsomme – men helst hvis hjælpen kan gives uden alt for store omkostninger for dem selv. Der er forskel på folk og deres omstændigheder, og derfor er der forskel på den hjælp, de kan og vil give. En nem måde at ”hjælpe” familien til at engagere sig er at lave en liste over alle de opgaver, du gerne vil af med. Dels viser det omfanget af din indsats, så familien måske bedre forstår dit behov for hjælp. Og dels er det svært at springe fra en opgave, man selv har valgt at tage på sig.

2. Involver også familiens børn og unge Det er måske ikke de helt store ting, familiens børn og unge kan hjælpe med, men det er godt for dem at blive involveret i de voksnes verden. Ved at være med i opgaverne omkring din kære, fx ved at store børn skiftes til at komme på besøg, lærer børnene noget om empati og rummelighed. Undtagen måske i de mest kritiske situationer hjælper man i øvrigt sjældent børn ved at skærme dem, for deres fantasi kan skabe monstre ud af uvisheden.

3. Husk at involvere nære venner Gamle venner vil sikkert gerne fortsætte med at besøge din kære, men kan have svært ved at fylde et besøg ud med snak. Spørg, om det ville hjælpe dem at have en praktisk grund til at komme, fx for at gå en tur sammen eller læse avisen højt. Du kan inspirere dem ved at vise afsnittene om det gode besøg og om de opgaver, pårørende forventes at påtage sig.

4. Lav klare aftaler Som hjælper er det vigtigt at vide, præcis hvad det er, man siger ja til. Lav derfor klare aftaler om ansvarsområder og eventuelt om, hvem der kommer på besøg hvornår. I samme omgang kan du bede dine hjælpere om selv at tænke over, hvem der kan overtage deres opgaver, hvis de selv er forhindret pga. ferie eller andet. Du skulle jo gerne undgå, at alle opgaver og alt ansvar automatisk falder tilbage på dig.

5. Vis din påskønnelse Det er ikke sikkert, at din kære selv kan finde ud af at takke hjælperne – i nogle tilfælde måske snarere det modsatte. Så må du huske det. Man bliver jo glad over at blive takket og over at få at vide, hvor meget ens hjælp letter livet for modtageren. Måske synes du, at det faktisk er helt naturligt, at hjælperne hjælper, men koster det dig egentlig noget at sige tak alligevel? Du kan også vise påskønnelse ved at være åben for hjælpernes ideer og forslag.

6. Lyt til hjælpernes observationer En fordel ved at have flere hjælpere er, at hver især kommer med friske øjne. Måske vil du opleve, at en af hjælperne bliver bekymret over noget, de fleste andre tager helt roligt. Lyt mest til de hjælpere, som kommer oftest– men lad være med at affærdige dem, der kommer sjældnere, for måske har netop de lettere ved at opdage en gradvis forandring i din kæres trivsel. Hvis mange hjælpere er enige om en bekymring, bør du nok overveje at tage det alvorligt, selvom det går imod din egen umiddelbare opfattelse.

7. Tag højde for svære følelser Ligesom du selv er følelsesmæssigt påvirket af situationen, kan hjælperne naturligvis også blive påvirkede. Du skal ikke nødvendigvis rumme alles svære følelser, men kan bede hjælperne om at tale indbyrdes sammen om det, de synes er svært. Husk især, at vrede og stædighed kan dække over ked-af-det-hed – både din egen og andres!

8. Bland ikke fortiden ind i uenigheder Hvis der opstår uenighed blandt nogle af hjælperne, eller mellem dig og hjælperne, så pas på med at holde fokus på situationen med din kære her og nu. Det er det, der skal løses. Nogle mennesker (og familier) har det med at bringe gammelt nag

med ind i enhver ny uenighed, og det er virkelig ikke befordrende. Hold dig selv for god til det, og styr hurtigst muligt samtalen tilbage til din kæres trivsel og behov.

9. Bed aldrig din kære om at vælge side Måske er det trods alle dine gode intentioner og anstrengelser alligevel ikke muligt at undgå splid og konflikt i familien. Det kan være fristende, men lad være med at bede din kære om at vælge side i en konflikt. Han eller hun er afhængig af sine pårørende og sine hjælpere på en måde, som gør det meget svært at give et ærligt svar – og det er ikke rimeligt at plage et svækket menneske med kiv og strid.

10. Lad ikke penge komme imellem jer Hvad er værdien i kroner og øre af et godt samarbejde i familien? Sikkert væsentligt højere end værdien af de to Kgl. Porcelænsfigurer, som din kære forærede til en tilfældig kusine, som ikke har været til nogen særlig hjælp eller støtte. Gør alt, hvad du kan, for at holde fred blandt dine hjælpere. Ét lille ord kan være til stor hjælp: pyt!

This article is from: