Ældre Sagen AKTIV oktober 2020

AKTIV FRIVILLIGBL ADET | OKTOBER 2020

OKTOBER 2020

1

Optimismens styrke Hvordan hverdagen ser ud, når Aktiv lander i jeres postkasser, ved ingen, for i skrivende stund er det juli. Men vi ved, at rengøring og hygiejne over foråret er kommet på dagsordenen. Politisk og privat. Med andre ord har corona tydeliggjort konsekvenserne af underprioriteret og presset ældrepleje. Ældre Sagen har både i kommunerne og centralt længe kritiseret besparelserne, men med tidens alvor er vores mærkesag blevet uafviselig, og vi har fået politisk opmærksomhed. Den skal vi bruge!

I de kommende måneder vil vi dykke ned i kommunernes budgetter, og vi har kort på hånden – vægtige ­argumenter. Kommunerne bliver nødt til at ­konkretisere, hvordan vi får ressourcer til kerneopgaverne, som ­corona har mindet os om vigtigheden af. Højnes niveauet af rengøring og hygiejne, kan vi undgå sygdomme. Ikke kun corona. Det er livsvigtigt, og vi forventer, der findes ressourcer til især udfordringerne på plejecentre og hos hjemmehjælpsmodtagere i private boliger.

Også i det helt små er vi mange, som har forandret vores rengøringsvaner. Jeg selv bor i en andelsboligforening, hvor vi skiftes til at gøre fællesarealerne rene. I trappeopgangen har vi et gelænder. Tidligere har vi ikke rengjort det jævnligt. I dag får gelænderet, som hele opgangen er i berøring med, selvfølgelig en ­kærlig og ikke mindst nødvendig hånd.

De nødvendige hænder bør i høj grad præciseres i kommunernes budgetter.

Som landsformand har denne tid også budt på mange henvendelser fra jer frivillige. Nogle har været bekymrede og ytret, at vi i Ældre Sagen har åbnet for meget og for tidligt. Jeg ser usikkerheden, men bestemt også vreden fra dem, som synes, vi har fulgt myndighedernes anbefalinger alt for stramt. Selv i bagklogskabens lys mener jeg, at vi har gjort det helt rigtige, men ingen overordnede regler kan imødekomme alle 215 lokalafdelingers ønsker. De er simpelthen (og heldigvis) for forskellige, og ligeledes kan ingen regler imødekomme hver og en af jer godt 22.000 frivillige.

Jeg kan forstå både den ene og den anden slags indignation, men jeg appellerer til jeres tro på og indsats for en bedre fælles fremtid. For det er mejslet i sten, at vi i Danmark kan passe bedre på hinanden, og at vi nu ved mere om hvordan. Lad os bruge vores optimisme, så vi fortsat kan forandre så bredt lokalt, at det bliver nationalt.

Landsformand Preben Staun ps.lb@aeldresagen.dk

06

8

18

04 Frivilliges coronaudfordringer

De, der har mest brug for hjælp, kan være de sværeste at nå.

06 Endelig ude på Samsø

Kom med til de første og savnede udendørsaktiviteter efter corona.

10 Ældretelefonens første tid Sammen hver for sig – telefonen forbinder os.

12 Bliv en god samtalepartner Find styrken i vendepunkter med ny podcast.

7

14 Mine damer og herrer

Hvad savnede vi, da vi ikke kunne mødes?

20 Træn din hjerne

Gør noget velkendt på en ny måde. Igen og igen...

22 Vej til alternative lokaler

Tag med på lokalejagt og kom til petanque i et drivhus.

24 Hold fast i minderne

Digitaliser dine billeder og få styr på fortiden.

26 Forunderlige nye verden?

Den digitaliserede verden stiller nye krav. Sådan tackler vi dem.

28 Hele landet rundt Snorresgade 17-19 2300 Kbh. S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk Ansvarshavende Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

Kom med corona-landet rundt og find fine løsninger på en svær tid.

Redaktør Ea Ørum aktiv@aeldresagen.dk Oplag 20.000 Udsendes 4 gange årligt Design og tryk vahle+nikolaisen

Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven.

Deadline for næste blad 9. oktober 2020

30 Har du givet et æresbevis?

Derfor har vi æresbeviser, og sådan indstiller du andre.

OKTOBER 2020

3

Da corona lagde landet øde, blomstrede initiativer for udsatte mennesker.

Og selvom fysisk adskillelse gjorde det endnu sværere at hjælpe dem, som i forvejen er vanskelige at nå, insisterede frivillige.

C

orona-nedlukningen ændrede hverdagens vaner og sociale sammenhænge markant. Selv det at mødes med egne pårørende udgjorde en risiko.

Og selvfølgelig medførte det også forhindringer for mange frivillige, særligt dem med fysisk kontakt til svækkede mennesker kom til kort. Ældre med kroniske sygdomme og ensomme ældre uden pårørende blev blot endnu mere isolerede.

Den udfordring tog Ældre Sagen meget seriøst fra krisens første dag, fortæller Jacob Bøgesvang, der er souschef i frivilligafdelingen hos Ældre Sagen. ”De mest udsatte er det svært at skabe kontakt til – også for Ældre Sagen. Det er vanskeligt, fordi vi ikke kan gå ind ad en dør, fx via et nyhedsbrev eller Facebook, og sige ’hej, vi vil gerne hjælpe’. For at få hjælp skal man selv have gjort noget aktivt, ellers opdager vi i Ældre Sagen ikke behovet. Når vi skal nå de mest isolerede ældre, har vi derfor brug for eksempelvis en pårørende eller et samarbejde med en kommunal medarbejder, som kan skabe en mere direkte kontakt,” siger Jacob.

Netop den direkte forbindelse, som det i forvejen kan være kringlet at etablere, blev over foråret ekstra udfordret, da fysiske møder blev voldsomt begrænset: ”Når vi så står i en coronatid, får det kommunale personale og pårørende problemer, fordi der er restriktioner for dem, og det skaber blot en endnu større barriere for frivillige. Vi har opfordret frivillige, der almindeligvis har fysisk kontakt med sårbare ældre, til at ringe i stedet. På den måde finder samtalen stadig sted, men bare via telefonen,” siger Jacob.

Telefonen har vundet over corona-isolation, så de udsatte ældre, der har fundet vej til Ældre Sagens frivillige, ikke bliver tabt.

4

AKTIV FOR FRIVILLIGE

Frivil (corona)ud At hjæ afst Mere telefon efter corona Telefonen fik også betydning for andet end fastholdelse. Da Ældre Sagens fysiske aktiviteter blev lukket ned, fulgte nye tiltag heldigvis op. Fra d. 23. marts kunne frivillige melde sig som telefonvenner hos Ældretelefonen, og ældre, der savnede en venlig stemme, kunne melde sig som telefonværter. Ældretelefonen viste sig at være en god metode til at få frivillige ind i stuerne. Også hos dem, der ikke fik besøg før coronakrisen: ”Der kan være forskellige årsager, til at man ikke har lyst til at få gæster, men med en telefonsamtale er det muligt at hjælpe.

Der har været stor interesse for at bruge telefonen som et alternativ til fysiske møder, og det har vi lært af,” siger Jacob. Ældretelefonen er kommet for at blive. Telefonstjernerne har som altid skabt tryghed og forbindelse til omverdenen.

Forskellen i forhold til Ældretelefonen er omfanget og kontakten. Et trygheds-

lliges dfordring: ælpe på tand opkald fra en telefonstjerne kan tage et øjeblik, telefonstjernen ringer nemlig til mange. Ældretelefonen handler om samtale, og tanken er, at den skal bryde ensomheden for de ældre, der er mere alene, end de ønsker.

Udfordringen er som altid, at de, der har brug for hjælpen, skal vide, hvor de finder den, så kommunale medarbejdere og pårørende er stadig nødvendige, hvis sårbare ældre skal nyde godt af Ældre­telefonen.

Det er så svært at nå Udfordringen ved at få informationer om hjælpeordningerne ud til dem, der virkelig har brug for det, kan Louise Qaavigaq også skrive under på. Hun er Ældre ­Sagens lokalformand i Langeskov-­Munkebo og her har knuden især været, at de ikke har kunnet ses ansigt til ansigt med de faste aktivitetsgrupper under corona og derfor har mistet kontakt til dem, de ellers har set hver uge:

TEKST SARA JUSTESEN

”Det store spørgsmål har været, hvordan kommer vi i kontakt med de her mennesker, når vi ikke må mødes?

Det er ikke sikkert, at de, der normalt kommer til aktiviteterne, kan gå på Facebook eller på en hjemmeside og få informationer der,” siger Louise. Hun prioriterer altid energien i det vigtige opsøgningsarbejde, så de rigtige ved, at frivillige er klar til at hjælpe: ”Vi blev nødt til at tænke lavpraktiske løsninger. Hvis vi ikke kan ses, må vi ringe. Så vores aktivitetsledere har ringet rundt til de medlemmer, der normalt kommer til aktiviteterne, og hørt, hvordan de gik og havde det. Det har jo så gjort, at hvis man tumlede med noget, havde man stadig en at tale med,” siger Louise.

Den svære kunst, at hjælpe svækkede, isolerede ældre uden pårørende og netværk, har coronakrisen kun understreget. Men den har også sat en fed streg under, at med kriser skinner nye løsninger og frivillige kræfters utrættelighed igennem.

Et enkelt koncept, men…

Også organisationen Røde Kors bakser med at nå dem, der har brug for hjælp, og Røde Kors har, ligesom Ældre Sagen, tænkt i nye løsninger og mobiliseret frivillige i uvante rammer over foråret. Lise Lind, der er sektionsleder i Fællesskabssektionen hos Røde Kors, blev leder af Hjælpenetværket. Et initiativ, som blev sat i gang kort efter statsministerens udmelding d. 11. marts om nedlukningen af Danmark: ”Konceptet var egentlig ret enkelt: Der er nogle, som har brug for hjælp, og der er nogle, som gerne vil hjælpe,” siger Lise.

Selvom interessen var stor, så de også en udfordring i rent faktisk at få hjælpen ud til de tiltænkte. Netværket tilbød praktisk hjælp, fx indkøb til mennesker i isolation eller i risikogrupper, men uden hjælp fra pårørende, syntes kontakt umulig. ”Det er vigtigt for os altid at sikre, at de, der virkelig har brug for hjælp, ved, vi eksisterer. Vi skal være til stede, hvor ingen andre er det. Men det har nok også været vores største udfordring. At få budskabet ud,” siger Lise.

Hjælpenetværket fik i løbet af fire dage omkring 6000 frivillige, og det var således tydeligt, at budskabet nåede ud til dem, der skulle hjælpe. Men hvad med dem, der skulle hjælpes? Det krævede, at Røde Kors benyttede sig af andre kanaler, forklarer Lise.

Der blev hængt plakater op hos boligselskaber, lokalradioer og lokalaviser blev kontaktet, og så fik de hjælp fra COOP, der bragte mad ud, og samtidig kunne dele budskabet om Hjælpenetværket. ”Når kriser rammer, har mange, ud fra min erfaring, brug for at handle. At hjælpe til. Og i den her situation, havde mange jo også tid til det,” siger Lise. De frivillige hos Røde Kors rakte ud gennem lokale kanaler, og det viste sig at give pote, men organisationen stod stadig tilbage med en ligning, der ikke gik op, fortæller Lise: En masse hjælpende hænder, men problemer med at finde vej til dem, der rent faktisk har brug for hjælpen. Den svære kunst – at hjælpe – er altså udbredt, men ikke desto mindre er glæden fantastisk stor, når det lykkes.

OKTOBER 2020

5

Endelig ude på Samsø

Aktiv var med på Samsø, da de første ude­aktiviteter begyndte igen efter coronapausen.

Alle får førstepræmie B

ente Nielsen skulle egentlig bare til fødselsdag hos nogle bekendte, og så mødte hun ’petanque-damerne’. Da de hørte, at Bente kunne spille petanque, blev hun inviteret med. Hun var nok også blevet spurgt alligevel, for erfaring er absolut ikke et krav. ”Vi går op i spillet, men vi skal også hygge os, for der er næsten altid en, som lige har haft fødselsdag. Og så drikker vi kaffe, spiser kage, og de, der har lyst, får en lille en, og så spiller vi videre,” siger Bente. Her er alle deltagere vindere.

Hun boede egentlig i Herlev nær København, men for godt fire år siden, tog hun springet til Samsø, især fordi hendes læge mente, det ville være godt.

Mere glad på Samsø Bente havde haft en svær tid med flexjob og depressioner, men lægen syntes at kunne se, at Bente havde det langt, langt bedre, når hun havde været i sit sommerhus på Samsø. Hun fulgte lægens ”recept” og rykkede. ”Det er noget helt andet at bo på en mindre ø end i en stor by. Jeg har fået det 100 gange bedre, efter jeg er flyttet.

Vi kerer os om hinanden her, og mange har boet på Samsø nærmest hele livet, så selvom man ikke ses, ved man, hvis nogen trænger til hjælp, fordi nogen kender nogen, som kender nogen. Selvom man ikke taler sammen, følger man med på sidelinjen,” siger hun.

Kort tid efter petanque-damerne havde hevet hende med ind i fællesskabet, blev Bente aktivitetsleder.

Og her har hun gavn af netop det netværk, som kendetegner fælles­skabet på øen. ”Vi inviterer folk ind, som ikke nødvendigvis har så mange andre, og vi holder fællesspisninger, og dem, som er dårligt gående, kører jeg gerne, så de kan være med. Under corona har vi også holdt øje med hinanden, også selvom vi ikke alle taler direkte med hinanden,” siger hun.

Efter corona kommer mad Fællesspisningerne kommer på bordet flere gange årligt, og de er på listen over aktivitetslederens opgaver, så petanquefællesskabet glædede sig, da Bente blev aktivitetsleder. Der var nemlig ønske om nye tiltag ved fællesspisningerne, men en ting skulle hun ikke pille ved. ”Vi skal have en sildemad. Om det er jul eller sommer, så skal der ikke røres ved den. Det prøvede jeg kun en gang.

Det var til gengæld en stor succes, da jeg arrangerede en kro-tur.”

Mellem nytår og sommer har maden været på corona­pause, og Bente vil fortsat vente. ”Vi er jo kun lige begyndt at spille igen inden sommerferien, og endnu er alle ikke med. Selvom vi på Samsø ikke har været plaget af corona, skal de særligt sårbare stadig passe meget på. Nogle bor med ægtefæller, der er udsatte, og de kan selvfølgelig heller ikke være med, så lige nu venter vi, til alle er tilbage. Og så holder vi en fest,” siger Bente.

Man kunne tro, at handskerne var på af corona-årsager, men de kommer altid på, hvis jorden er for våd, eller gruset er for koldt, fortæller Bente.

TEKST EA ØRUM FOTO JONAS KLITGAARD

OKTOBER 2020

7

Aktiv coronapause! Da traveturene på Samsø gik i godt tre måneders dvale, fortsatte Inger, der er aktivitetslederen, med en enkelt veninde.

Torsdags­traveturen

går (igen) til hele Samsø

P

å Samsø traver de hver torsdag. Omtrent fem kilometer indtages i nord, syd, øst og vest på den smukke ø. Inger Sjørslev er aktivitetsleder. Da hun overtog tjansen for godt fem år siden, besluttede hun sig for at gøre konceptet så simpelt som muligt. ”Vi skiftes til at planlægge ruterne. Tre gange om året laver jeg en kalender, hvor man skriver sit navn og stedet, hvor vi alle skal mødes. På den måde går turene på skift.

Hvis der er huller i kalenderen, så udfylder jeg dem selvfølgelig,” siger Inger.

Hun er også den, som kontakter lokalavisen, webmasteren og i det hele taget sørger for, at alle ved, hvor de skal møde op.

Inger er født på Samsø og har boet her næsten hele sit liv. På traveturen, hvor Aktiv var med, begyndte de i Sælvig og gik til Onsbjerg ad markvejene og kom tilbage ad cykelstien. Men sommetider er der helt andre dele af øen, som kommer under sålerne.

Hele øen rundt Når de, der bor nordligt på Samsø, tager teten, kører folk også gladeligt op til de kanter for at se nyt. ”Når vi alle planlægger, ser vi også en masse forskelligt.

Det eneste krav til ruten er, at vi kan mødes ved en parkeringsplads, så alle kan deltage,” siger Inger.

Og hun mener ”alle”, når hun siger det. Man behøver hverken være medlem af Ældre Sagen eller at tilmelde sig.

Sommetider kommer turister fra andre dele af Danmark faktisk også med.

8

AKTIV FOR FRIVILLIGE

Turen er for ”mobile”, som hun siger. Og så er målet ellers intet andet end at hygge sig og nyde naturen – i al slags vejr. ”Det er to vidt forskellige ting at gå med nogen og at gå alene. Det gode ved at skulle mødes med nogen er, at regn og blæst ikke holder én indenfor. Og når man går sammen, snakker man så godt. Vi taler om alt, om hvem der bor hvor, og hvad der sker i de byer, vi kommer forbi,” siger Inger.

Men hygge bliver altså ikke understreget med kaffekander, fastslår Inger.

Corona og kaffe Nogle kører sammen og snupper en kaffe bagefter, men ellers er kaffehygge taget ud af konceptet, fordi sådan er det simpelt: ”Ved ikke at slutte af med kaffe, behøver vi hverken at ende et sted, der indbyder til det, vi behøver heller ikke at organisere, hvem der skal have hvad med. To gange om året tager vi så revanche og ender turen med en kop kaffe. Jeg kan godt lide friheden i måden, som vi gør det på nu, og der kommer hele tiden flere med,” siger Inger.

Hun pointerer, at de fleste ture heller ikke vejrmæssigt indbyder til en siddende, længere pause. ”Vi går i al slags vejr, og det er jo Danmark. På traveturen med færrest deltagere var vi syv, men da øsregnede det også,” siger Inger.

Ruby vækker glæde, talelyst, hukommelse…

D

er er mange grunde til, at Ruby har vundet titlen ’Samsøs sødeste vovse’. Den omtrent 30 kilo tunge riesenschnauzer er af race arbejdshund, fortæller ejeren, Ragnhild Hansen, der har valgt Rubys job: Besøgshund. Et job Ruby bestrider forbilledligt. ”I Østtyskland, hvor jeg er kommet på ferie hos min familie som barn, brugte man riesenschnauzere som g­ rænse- og politihunde, derfor har jeg altid kendt dem. Da jeg gik på efterløn, vidste jeg, at nu var tiden der, og så fik jeg Ruby. Det var en barnedrøm. Jeg bruger meget tid med hende, men jeg må altså også sige, at hun er exceptionelt lærenem,” siger Ragnhild, der heldigvis selv tog til kontakt til Trygfonden for at blive besøgsven med hund. Muligheden var nemlig ikke så ligetil på øerne.

Ældre Sagen greb muligheden I dag er Ruby godt to og et halvt år gammel og trods hendes præmieroste kvaliteter, stod det altså ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle blive besøgshund. ”Jeg kontaktede Trygfonden, der godkender besøgshundene, selvom de ikke kunne etablere kontakt til plejecentre. Det kan de almindeligvis, men altså ikke på småøerne, så jeg kastede mig bare ud i det. Da Ruby var godkendt, skrev jeg på Facebook, at jeg havde en dejlig og godkendt besøgshund. Og så greb formanden for Ældre Sagens lokalafdeling muligheden.”

Egentlig havde Ragnhild ikke Ældre Sagen i tankerne, men formanden på Samsø, Jenny, var hurtig på Facebook og sørgede for, at Ragnhild og Ruby kunne komme på besøg i private hjem på Samsø – en mulighed, som Ragnhild gerne ser, udbredes endnu mere. Hun arbejder nu på at informere hjemmehjælpen, så flere kan få glæde af Ruby.

Savnede tørklædet Også et plejecenter i Odder inviterede Ruby og Ragnhild på besøg. De tager altså både færgen i retning af Jylland, og de går fast tur med to på Samsø. ”Vi besøger lige nu både en, der er gående og en i kørestol. Hvis den gående vil holde hundesnoren, har jeg ofte en ekstra nærmest usynlig line på, hvis nu noget skulle gå forkert. Jeg oplever, at Ruby skaber nærvær. De, der har svært ved at finde ordene og ved at huske, taler om Ruby, også når hun ikke er der,” siger Ragnhild.

Så snart Ruby er på vej og har besøgshundetørklædet på, ved hun, hvad der skal ske. Det er helt normalt, fik Ragnhild fortalt til Trygfondens godkendelsessession. ”Ruby blev jo nemt godkendt. De kunne slet ikke forstå, hun ikke var mindst dobbelt så gammel. De kunne rive og ruske, men hun slappede bare af og udviste ro, ja, hun er altså exceptionel.”

”Riesenschnauzere er egentlig fårehunde, så hun nyder at få opgaver. Især i de første uger af vores coronapause, manglede besøgshundetørklædet at komme på. Så det er godt at være lidt i sving igen,” siger Ragnhild.

OKTOBER 2020

9

Fra besøgsven til

GLAD FOR ÆLDRETELEFONEN Af Stine Brondbjerg Erichsen

D

et kan godt være, at dåbsattesten snart siger 91 år, men det forhindrer ikke Elisa Kruckow fra Odense i at opsøge nye sociale fællesskaber. Derfor var hun også hurtig til at ringe til Ældretelefonen, da hun i foråret læste om den på Ældre Sagens hjemmeside. ”Jeg vil ikke sættes tilbage, bare fordi jeg er ældre, og jeg er ikke bange for at prøve nye ting. Jeg tror, der er mange ældre, som sidder alene og ikke tør tage telefonen. Hvis jeg skulle give dem et godt råd, så ville jeg sige ’prøv Ældretelefonen’, ” siger Elisa.

Elisa har selv været aktiv i Ældre Sagen i mange år. Efter hun mistede sin mand i midten af 1990’erne, cyklede hun gennem 12 år ud som besøgs-

10

AKTIV FOR FRIVILLIGE

ven for en kvinde, der var i firserne. I dag bor Elisa i en ældrelejlighed og er stadig aktiv i lokalforeningen. Inden Covid-19 satte en midlertidig stopper for lokalafdelingens aktiviteter, mødtes hun på forskellige restauranter med frokostvennerne. Gennem Ældre Sagen har hun også fået kontakt med en tidligere kollega, fra dengang de gjorde rent på plejecentre og skoler.

Sammenhold fra første samtale Når corona ikke begrænser hende, mødes hun fast med to veninder, og hendes søn på 65 år, som bor kun fem minutter væk, kommer ofte forbi. Hun har også en række penne- og email-venner og synes, det er spændende at lære nye mennesker at kende. Med andre ord:

Elisa har gang i meget – men corona satte selvfølgelig en stopper for langt det meste, og her dukkede Ældretelefonen kærkomment op. For Elisa kender bestemt også til kriser. Den allerstørste oplevede hun, da hendes anden søn døde i alt for ung en alder. Den situation lærte hende, hvor vigtig kontakt med andre er, og med corona-tid på hånden var Ældretelefonen en god måde at være social på og selvfølgelig særligt i en tid, hvor alle skulle være sammen hver for sig. ”Selvom vi, Aase og jeg, aldrig har set hinanden, har jeg mærket et sammenhold fra den første samtale. Vi snakker godt sammen, og jeg synes, at vi hurtigt er kommet tæt på hinanden,” siger Elisa.

I den anden ende af røret sidder 67-årige Aase Jessen-Hansen, der bor lidt uden for Aabenraa med sin mand.

Siden midten af maj har hun ringet til Elisa hver onsdag kl. 15, hvor de taler i en lille time.

Nærvær i telefonen Det var et Facebook-opslag om Ældretelefonen, der gav Aase det sidste skub til at melde sig som frivillig til Ældre Sagens nye Ældretelefon. Som tidligere ansat i den sociale sektor, hvor hun har undervist pædagoger og socialrådgivere, ved hun, hvor meget ensomhed kan påvirke ældre. Hun har ikke været frivillig i Ældre Sagen før, men det skulle corona altså lave om på: ”I foråret blev der frigivet noget tid, som gjorde, at jeg tænkte, at her kunne jeg måske gøre en forskel for et andet menneske. Et telefonopkald er utroligt nemt. Du behøver ikke at tage pænt tøj på og købe en kage for at mødes, du skal bare taste et telefonnummer og lytte og tale,” siger Aase.

Hun overvejer heller ikke at bruge Facetime eller Skype, sådan at de kan se hinanden, når de ringer sammen, for en samtale kan noget i sig selv. I forhold til at skrive sammen som pennevenner så mener hun, at det er mere ligetil at lære en telefonven at kende ved at tale sammen ugentligt: ”Det gode ved at tale i telefon er, at samtalen bliver meget nærværende.

Vi bliver ikke forstyrret af omgivelserne omkring os, men koncentrerer os fuldt ud om at lytte til, hvad den anden fortæller,” siger Aase.

Udvidelse af netværket De har ikke aftalt rammer for, hvad de vil tale om, netop fordi ordene falder naturligt.

Ud over at vende den aktuelle situation i Danmark og udlandet taler de blandt andet om at have børn og om slægtsforskning, som Elisa er meget interesseret i: ”Jeg kan godt lide at tale om gamle dage og om min barndom, og jeg synes, det er spændende at lære Aase at kende,” siger Elisa.

Og det går begge veje. ”Vi får jo begge to noget ud af at være telefonvenner. Som frivillig for Ældretelefonen har jeg fået udvidet mit netværk, og så er det en nem og god måde at være der for andre på,” siger Aase.

VELKOMMEN TIL ÆLDRETELEFONEN Telefonsamtaler mod ensomhed. Der har været stor interesse for Ældretelefonen, som er landsdækkende og drives af frivillige hjemmefra.

Af Stine Brondbjerg Erichsen

I

foråret medførte smitterisiko for Covid-19, at mange ældre, der ellers har et velfungerende netværk, pludselig blev isoleret. Det var en uvant situation, og der opstod derfor også et akut behov for at finde en ny måde at kunne være sammen på – på afstand.

I Ældre Sagens sekretariat kom underdirektør Lars Linderholm og hans kolleger ret hurtigt på Ældretelefonen: ”Idéen opstod, samtidig med at vi i sekretariatet blev nødsaget til at omstrukturere og arbejde hjemmefra i marts.

Alt det praktiske skulle dog lige på plads, før vi kunne åbne telefonen. Heldigvis oplevede vi en kæmpe opbakning fra alle afdelinger, der gerne ville støtte den her sag, sådan at telefonen kunne blive bemandet fra dag et,” siger Lars.

Lidt under fjorten dage efter statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark, var Ældretelefonen således en realitet.

I spil med lokalafdelinger Det skulle vise sig at være en rigtig god idé at oprette Ældretelefonen. Interessen for at få og for at blive telefonvenner har været stor. Telefonvennerne bliver primært matchet ud fra, hvor ofte de ønsker at give og tage imod opkald.

Allerede i foråret var der på tværs af landet tilmeldt ikke færre end 2500 personer til at ringe ud og 850, der gerne ville ringes op. ”Når der kommer et opkald til Ældretelefonen, er det en oplagt indgang til at fortælle om lokalafdelingens øvrige aktiviteter. Det kan være, at den, der ringer, også har brug for en besøgsven eller noget helt andet. På den måde er det en aktivitet, som er med til at binde organisationen sammen,” siger Lars.

Han understreger, at selvom aktiviteten er landsdækkende, så har det gode samspil med lokalafdelingerne været helt afgørende. Og hvor den til at begynde blev drevet af Ældre Sagens sekretariat, så er det i dag frivillige fra hele landet, der løfter opgaven med at besvare opkald og matche telefonvennerne. Ældretelefonen er finansieret af en bevilling fra Sundheds- og Ældreministeriet frem til december 2021.

OKTOBER 2020

11

Sådan gør du svære øjeblikke til stærke livsfortællinger

Gør en forskel og skab positive samtaler...

N

år vi taler med nogle, som har det svært, kan vi på særlige måder få dem bedre steder hen. Det ved Pia Kjær, der er aktivitetsleder på Sydfalster og tit selv er ude som besøgsven. Her vækker alt fra kommunens breve til eksistentielle emner følelser og tages under nænsom behandling, så det styrker. Pia har nemlig erfaret, hvordan samtalerne bliver mere givende. ”Sommetider er der brug for noget konkret, og andre gange noget mere abstrakt. Hvis hjemmehjælperen ikke længere vil hjælpe vedkommende med at få tøj på, kan det fylde meget. Så går jeg konkret til sagen og lægger en plan, men det kan også være større ting, der rører sig, fx døden. Afskeden med livet kan fylde meget for dem, som har mistet deres partner og måske også oplever, at omgangskredsen går bort. Så hjælper det at spørge ind til, hvad de ønsker, der skal ske, når de ikke er her længere. I de samtaler kan vi også komme ind

12

AKTIV FOR FRIVILLIGE

på frygt, fx for at dø alene, og så bliver jeg konkret og fortæller om, hvordan alle kan bruge vågetjenesten,” forklarer Pia. Konstruktive og positive samtaler er også i fokus i podcastserien ’Vendepunktet’, som Ældre Sagen har produceret. Her taler Liv Mygind, der er journalist og vært på programmet, med ganske almindelige mennesker om, hvordan deres liv har ændret sig efter et særligt og afgørende øjeblik.

Søger før og efter Hos Liv bliver en portion rådden grønkålsuppe efter timevis af hårdt slid til et stort og stærkt vendepunkt, for det var også øjeblikket, hvor Lillian fik sagt fra for første gang.

Lillan var ansat i huset som ung, og en del af hendes alt for beskedne løn var mad, og da hun fik serveret en fordærvet portion, fik hun nok. Hun gik sin vej. Det var dengang uhørt, men lykkeligvis lærte hun, at når hun havde sagt stop, kunne hun selv sætte kursen.

Livs samtaler er både til for dem, som hun interviewer – de oplever, hvordan de har brugt noget svært positivt, og vi lyttere kan blive opmærksomme på, hvordan egne nedture måske også har styrket os. ”Øjeblikket kan være mere eller mindre dramatisk, men det er en begivenhed, hvor der er et før og et efter, og hvor

Samtaler om fælles interesser?

Blive en bedre samtalepartner med Ældre Sagens nye podcast Find inspiration i podcasten ’Vendepunktet’, hvor Liv Mygind finder styrke i et svært og skelsættende øjeblik hos et helt almindeligt menneske.

Lyt med ved at gå ind på Ældre Sagens hjemmeside www.aeldresagen.dk/vendepunkt. ’Vendepunktet’ findes også i alle podcasts­­apps, som du kan tilgå fra tablet og smartphone. Det er gratis.

Alle historieinteresserede kan få mere at tale om, hvis de ringer til Nationalmuseets nye Omstilling.

Nummeret er 4120 6010. Venlige omstillingsdamer og omstillingsmænd kan også klæde dig endnu bedre på til at tale med nogle, som helst taler om deres passion for historie - fælles interesser er en god samtalestarter. Eller måske du har researchet dig ud i en krog af verdenshistorien, som du sidder lidt alene med? Ja, så ring til en ekspert. De glæder sig til at tale med dig om det, de ved allermest om.

Hvis du vil dele med Liv, hvordan du bruger lyd­ fortællingerne som inspiration, fx som besøgsven, så skriv til vendepunktet@aeldresagen.dk.

vi har lært noget om os selv og har taget det med videre,” siger Liv. Idéen til netop den måde at drive samtalen på fik Liv, der til dagligt hjælper ældre mennesker med at gemme og formidle deres livshistorier, da hun indså, at de fleste har forandrende øjeblikke som en del af deres livsfortællinger.

Og Liv fandt ud af, hun kunne tydeliggøre dem. ”Når jeg beder folk fortælle deres livshistorier, kan jeg høre klarheden i fortællingen, når de går fra en fase til en anden. Det bliver meget tydeligt, hvordan livet var før, og hvordan det var efter. Livet står meget skarpt, når man går fra et kapitel til et nyt,” forklarer Liv. Men hvordan får man igangsat sådan en samtale, hvor man lærer noget om mennesket, man sidder overfor?

Tag udgangspunkt her Hvordan får vi indblik i, hvad der har formet andre, tænker Bendte Andersen også ofte over, for hun er på alle måder engageret i den social-humanitære indsats i Høje Taastrup, bl.a. som besøgsven, patientven og spiseven. Hun er også medlem af den lokale bestyrelse. ”For mig virker det altid at tage udgangspunkt i det hjem, jeg besøger. Hvad er der af ting, jeg kan spørge ind TEKST CHARLOTTE KJÆRHOLM

til? Det er en god indgang til at få vedkommende i tale. Det kan være fotografier af familien, kunst eller noget, de selv har broderet,” siger Bendte og understreger, at det vigtigste er at respektere det menneske, som sidder foran én, så man kan lytte med ægte interesse.

Når Liv undersøger vendepunkter, får hun også sine gæster til at beskrive, hvad der skete præcis i dét øjeblik, som startede et nyt kapitel, og samtidig leder hun efter læringen, der typisk først står klar år senere. Lillian kunne jo ikke vide, at grønkålssuppen ville forandre hende på en måde, så hun en dag også turde forlade et dårligt kærlighedsforhold, men længe efter kunne hun se sammenhængene, forklarer Liv: ”Det er vigtigt, jeg kan se øjeblikket for mig, og derfor spørger jeg enormt meget ind til den konkrete begivenhed, hvor lille den end måtte være. Derefter taler vi om perspektiveringen, som kræver en vis livserfaring,” siger Liv. Vil du som Liv søge vendepunkter i dine samtaler, foreslår hun, at du spørger ind til typiske kapitelskift, fx skolestart, flytte hjemmefra, mødet med livspartner, børn, pension osv. Og hvis du vil finde ud af, hvordan andre har oplevet deres liv, kan du også bede dem om at inddele deres liv i kapitler. Så kan de zoome ind og stille skarpt på, hvad der skete før og efter kapitlet.

OKTOBER 2020

13

14

AKTIV FOR FRIVILLIGE

FOTO: ÓLAFUR GESTSSON

DAMEVÆRELSET – OG – DE HERRE MODIGE

OM DET VI SAVNEDE UNDER CORONA

OKTOBER 2020

15

LÆNGSEL EFTER AT SES IGEN! P

rogrammet er mad, kaffe og foredrag ved mindre borde, der giver god mulighed for at starte samtaler på kryds og på tværs.

Ingrid Prehn er frivillig og har været en af hovedkræfterne bag Dameværelset helt fra begyndelsen.

“Dameværelset kunne sagtens bare mødes og spise og snakke, men vi har besluttet, at vi skal have noget med hjem ud over en god snak og et udvidet netværk,” siger hun, så foredragsholderne er noget af det, Ingrid bruger krudt og kræfter på.

Og netop det med netværket er også vigtigt i en lokalforening som Fredensborg, mener Ingrid, for her er fire bysamfund forenet. Dameværelset giver nemlig kvinderne, der normalt ikke ville mødes over køledisken i det lokale supermarked, mulighed for nye bekendtskaber.

Og at det er en succes, er ikke til at komme uden om.

“Vi troede ikke, det ville blive sådan et tilløbsstykke. Man siger jo, at vi damer godt kan finde ud af sådan noget med at snakke sammen og møde nye. Men med 90 deltagere og ofte mere end 30 på venteliste, så må man vist kalde det en succes,” konstaterer Ingrid om det månedlige arrangement for kvinder i Fredensborg.

16

AKTIV FOR FRIVILLIGE

Mariannes savn “Når 90 kvinder er samlet, kan man høre det. Snakken går med det samme, og der er en fantastisk stemning,” siger Marianne Winning, som kommer i Dameværelset. Og hun savnede det, da Aktiv taler med hende under corona-nedlukningen, for det er en ganske særlig vitaminindsprøjtning, hun må undvære. Marianne har deltaget siden allerførste arrangement i 2018, og det faktum, at der kun kommer kvinder, gør noget særligt, mener hun.

“Det stiller ikke så store krav til snakken, som når der er mænd til stede. Så skal det være lidt mere fagligt eller aktuelt. Her er det bare med at lange noget på bordet, og så er der altid nogle, der har noget at sige til det. Vi taler en del om, hvordan vi bor, og hvordan vi lever.”

Marianne er også glad for de tips til praktiske hverdagsting, der dukker op. Som hvor den gode garnforretning ligger, eller hvordan hun finder de rejser, Ældre Sagen arrangerer, som hun ikke har hørt om endnu. Det var også i Dameværelset, hun blev introduceret til det gymnastikhold, hun er begyndt på. Og samtidig kan hun sætte ansigt og navn på mange flere i lokalområdet, fordi de har delt snakke henover bordet. Foredragene spiller også en rolle som samtalestarter.

“Jeg får det, jeg ikke vidste, jeg gerne vil have, fx Kim Højgaard Rasmussens fortælling om at rejse og bo i Afrika. Det havde jeg aldrig selv meldt mig til, men spændende var det så alligevel.”

Som at gå på pension Frivillige har stor glæde af at være sammen om at planlægge, arrangere og få alt det praktiske til at glide før, under og efter arrangementet, fortæller Ingrid.

Der skal dækkes borde, laves kaffe og serveres mad. Bagefter skal det hele vaskes op igen. Og de er et rigtig godt team, synes hun. Alle 11 frivillige ved, hvad de hver især er gode til, og de hygger sig.

“Her under corona savner vi hinanden, selvom vi mailer. Vi bor i hele kommunen og mødes ingen andre steder, så vi glæder os virkelig til at kunne ses igen. Det gør brugerne også. Så sent som i dag mødte jeg to damer nede i Brugsen, og de sagde, de savnede Dameværelset og håbede, de snart kunne få lov at komme igen.”

Ingrid havde lidt den samme følelse under nedlukningen af sine frivillige aktiviteter, som da hun gik på pension, nemlig alt for meget fritid. Det foregående billede på side 14 er fra Dameværelsets første minimøde efter nedlukningen.

DAMEVÆRELSET:

Ingrid står bag Dame­­værelset i Fredensborg, der er en bragende succes.

Hvad savnede de under nedlukningen?

TEKST TEA SLETVED

OKTOBER 2020

17

MANDSMOD PA PAUSE N

ogle gange kan Bjarne Christensen være sådan helt høj, som han siger, når han kommer hjem fra det ugentlige møde med ‘Modige Mænd’. Det er en gruppe på ti mænd i en såkaldt sorg- og livsmodsgruppe, som den 72-årige fynbo er frivillig gruppeleder for i Ældre Sagen Langeskov Munkebo.

“Jeg kan godt sige dig, hvad der gør mig glad. Det er, når for eksempel fire af gutterne melder sig til boldmotion. Det gjorde de, da vi havde damen, der kører boldholdet, forbi til at fortælle om det. Det havde jeg ikke lige regnet med, de ville gøre. Men det gjorde de. Og så er der virkelig noget, der er lykkedes for os,” siger Bjarne.

Desværre var det ikke mange gange, de fire boldaspiranter nåede at komme afsted. Det satte coronaen og den efterfølgende nedlukning nemlig en stopper for. Ligesom gruppens ugentlige møder også kom på pause.

Vil ikke hjem igen Aktiv talte med Bjarne om savnene under nedlukningen.

“Det er katastrofalt for de her mænd, at vi ikke kan mødes. Det er ikke alle, som har familie, så de er meget alene nu. Skipper, der også er

18

AKTIV FOR FRIVILLIGE

frivillig, og jeg ringer til dem en gang om ugen. Vi har også været forbi og stikke hovedet ind. De savner, at vi kan mødes.”

Det savnede Bjarne også. At være frivillig for et fællesskab, der er lykkedes så godt, at mænd, som aldrig rigtig har været vant til at søge fællesskab, nu snakker, så det ikke er til at få dem ud ad døren igen. Det var svært at undvære.

Frivillighed giver sjæl Louise Qaavigaq er formand for Ældre Sagen i Langeskov Munkebo, og hun ser frem til, at fællesskaberne rigtig genaktiveres, så alle kan være sammen igen. Det var hende, som i første omgang satte projektet med Modige Mænd i søen. Egentlig har Ældre Sagen flere aktiviteter med sorgarbejde, men særligt én gruppe er svære at nå, fortæller hun: De enlige og ensomme mænd, som typisk ikke har været vant til at være aktive i deres fritid. Som har gået på arbejde og så ellers bare er kommet hjem bagefter. De er ikke bekendt med foreningslivet og søger det så heller ikke nu for at stoppe deres ensomhed. Kommunen har ifølge Louise forsøgt at få fat i målgruppen, men uden held.

“Vi gør jo det her med en anden sjæl end en offentlig institution, som arbejder med et sundhedsmæssigt perspektiv på, at den ældre skal mere ud. Vi ser på det med hjerte og kærlighed. Vi siger, kom, vi vil gerne favne dig, vi har plads til dig også.”

Normalt kontakter kommunens forebyggelsesteam derfor aktivitetslederen, som så besøger den ældre mand til en snak. Herfra går Bjarne ikke uden en aftale om at hente og følge til næste møde i Modige Mænd. Og et løfte om også at køre ham tilbage. Så er der ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at deltage. Og mændene bliver som regel hængende.

For de opdager, hvor meget det betyder, når de begynder at tale med andre og forbinde sig, oplever Bjarne. Fællesskabet giver dem mod på mere. Og så giver det hele god mening, konstaterer han.

“Og nu skal vi mødes, når det hele åbner i juni, har vi aftalt. Udenfor, selvfølgelig. Og så skal vi grille pølser og have kaffe og socialt samvær.

Det spørger de nemlig efter. Den her nedlukning er slem for os frivillige, men endnu værre for dem.”

Det foregående billede på side 14 er fra det første arrangement.

DE HERRE MODIGE:

Bjarne er frivillig hos de Modige Mænd, der står sammen mod ensomhed.

Hvad glædede de sig til at samles om igen under nedlukningen?

TEKST TEA SLETVED

OKTOBER 2020

19

Lis trĂŚner vores hjerner med overraskelser

20

AKTIV FOR FRIVILLIGE

I

over tredive år har Lis Puggaard på forskellige måder studeret aldring, motion og hjernens muligheder. Derfor afholder hun løbende kurset ’Hold hjernen skarp’, hvor Ældre Sagens frivillige bliver klædt på til at undervise andre i at holde gang i de små grå. For aldring betyder nemlig ikke, at det behøver gå ned ad bakke, forklarer Lis. ”Selvfølgelig sker der fysiologiske ændringer, når vi bliver ældre. Selvfølgelig er det sværere at lære et nyt sprog og blive god til it lynhurtigt, for hjernen har ændret sig. Det tager jo også længere tid at løbe 100 meter, men det er på ingen måde umuligt, og det er også muligt at styrke hukommelsen og evnen til læring,” siger Lis. På kurserne oplever hun, at en del bliver beroligede, for nogle tror, at lidt glemsomhed er begyndende demens.

Men den rigtig gode nyhed er altså, at mange kan træne hjernen og blive skarpere – deraf kursets navn.

Sudokuens mangler Din hjerne vejer knap 1,5 kg og består af milliarder af nerveceller. Med dem kan vi sanse, kontrollere vores kroppe og træffe beslutninger. Vores hjerner er komplekse, men Lis gør det nærmest ufattelige forståeligt. ”På kurset fortæller jeg om hjernens funktioner og kombinerer teorien med øvelser. Og de øvelser tager kursisterne med sig og bruger på egne hold. Mange får også glæde af dem i eget liv, og de bliver tit overraskede over, hvor lidt der egentlig skal til,” siger Lis. Det overrasker, at sudoku og anden klassisk hjernegymnastik ikke er nok til at holde pæren frisk, men at der også skal fysisk aktivitet til. ”Det er derfor, teorien på holdet er vigtig. Vi skal lige forstå, hvad hjernen er, så det giver mening at få kroppen med. Et er, at blodet strømmer hurtigt gennem kroppen – også hjernen – når pulsen kommer op, men de færreste kender behovet for dannelsen af nye strukturer i hjernen. Vi skal nemlig overraske vores hjerne for at træne den, og det skal både være fysisk og mentalt,” siger hun.

TEKST EA ØRUM

Nyt mønster i hovedet Når vi holder hjernen skarp, udfordrer vi den, så nye forbindelser opstår, forklarer Lis: ”Vi bruger ét mønster, når vi tager tøj på om morgen. De fleste af os gør præcis, som vi plejer. Har vi ikke mønstre, står vi nemlig i et virvar. Et barn med ADHD vil være mærket af sådan et kaos, for barnet har ingen eller få mønstre. Mønstrene gør vores liv lettere, men vores vaner styrker ikke vores hjerne – de holder os gode til det, vi hele tiden gør.

Når vi bliver ældre, vil vi have mange mønstre lagret, men de mange mønstre gør os dovne.

Når vi ikke behøver tænke over det, vi gør, bliver hjernen slap, og så indsnævrer vores verden sig,” siger Lis. Og ja, hjernens dovenskab er kompleks, men kuren er lige til at gå til: ”Skal hjernen trænes, skal den overraskes. Gør noget, du ikke er god til, for afvekslingens skyld,” siger Lis. Tag tøj på i en uprøvet rækkefølge, gå en anden vej end vanligt, dæk bord omvendt. Lis’ forslag til at bryde med hjernens forventninger er mange. ”At træne hjernen er ikke det samme som at træne en muskel i et ben eller en arm. Man træner nemlig ikke blot ét specifikt sted i hjernen. Du træner flere dele af din hjerne, hver gang du laver noget nyt,” siger Lis og kommer med et eksempel på, hvordan hjernen ikke er som andre kropsdele, men at fysikken alligevel er uløseligt forbundet til hovedet: ”Mange har problemer med balancen. For at holde balancen bruger vi sanserne. Vi ser, hører og føler.

Vi bruger altså hjernen. At synet er centralt, mærker vi især, når synet bliver dårligere, for så bliver vi også mindre gode til at holde balancen, og derfor træner vi balancen med lukkede øjne, og det styrker hjernen,” siger Lis.

Husker vi at holde hjernen skarp, ligesom vi træner for at holde kroppen stærk?

Lis går i kødet på misforståelser om vedligeholdelsen af vores ”hovedcomputer”, når hun underviser frivillige.

OKTOBER 2020

21

Tag med på lokalejagt

PETANQUE I DRIVHUSE? Flere lokalafdelinger har fundet kreative løsninger, for hvad gør man, når kommunen ikke kan eller vil hjælpe med lokaler til aktiviteter?

E

n rundspørge viser, at en del lokalafdelinger ville skabe flere aktiviteter, hvis der var lokaler til dem, og at flere lokalafdelinger oplever, at det kan være svært at finde plads til aktiviteter, de gerne vil sætte i verden. Særligt i de store byer, er det vanskeligt, og derfor skal der ofte tænkes kreativt, når ideerne skal ud at leve.

Det ved de i Hørsholm, hvor kommunen gennem en årrække slet ikke har kunnet tilbyde lokaler i det omfang, som lokalafdelingen har været gearet til. De er en aktiv lokalafdeling med et bredt repertoire, bla. på grund af Kirsten Holmehøj. Hun er næstformand

22

AKTIV FOR FRIVILLIGE

i Hørsholm, og blandt hendes mange opgaver er at skabe kulturelle arrangementer, og de bliver ikke bremset af kommunens pladsmangel, for Kirsten flytter kulturtilbuddene til en lokal café. ”Vi begynder med en brunch eller spiser en frokost efter det kulturelle indslag, som vi er samlet om. Deltagerne betaler selv kuvertprisen, og det er ikke, fordi cafeen tjener store penge på os. Til gengæld kommer flere af deltagerne igen og støtter caféen på andre tidspunkter, og vi har lokalerne til rådighed i tidsrummet til vores arrangementer,” siger Kirsten.

Hun står også i spidsen for de torsdagscaféer, der bliver holdt på Hørsholms fire plejecentre. Her bliver der

først fyldt op med plejehjemmets beboere, derefter tilbydes overskydende pladser til andre.

Hendes opskrift på at få lokaler er at være ude i god tid, at lægge budget og altid skrive en kontrakt med samarbejdspartnere, så der ikke opstår misforståelser. På den måde går kreativitet i hånd med struktur.

Kaster kugler i drivhuse I Nørre Alslev har lokalemangel også gjort det nødvendigt at få nye muligheder til at spire. Om vinteren kaster petanquespillerne derfor nu de tunge kugler indendørs i drivhusene fra et tidligere gartneri. Om sommeren bliver de kastet udenfor, ligesom det

vi v

æ re ?

Hvor s k al

vi v

æ re ?

Hvor s k al

TEKST STINE BRONDBJERG ERICHSEN

Nøglen ligger i kommunen Kim opfordrer Ældre Sagens lokalafdelinger til at kontakte deres kommunes kultur- og fritidsforvaltning, der har overblikket over udlån af idrætshaller m.m. ”Optimalt set kunne en fælles bookingplatform til bl.a. idrætshaller måske løse nogle af de problemer, der kan være i forhold til at finde lokaler til aktiviteter på et helt lavpraktisk plan. Men så længe skoler og haller har forskellige systemer, så er det en god idé at kontakte kultur- og fritidsforvaltning direkte,” siger Kim. Det er nemlig i kommunernes interesse, at alle lokaler bliver udnyttet bedst muligt, så hvis nogen har brug for plads til at spille eksempelvis badminton, er Kims opfordring at tage personlig kontakt til kommunen og spørge, hvad mulighederne er.

Skriv gerne til aktiv@aeldresagen.dk, hvis I har skabt alternative lokale­muligheder.

k al

Derfor kommer yngre først Kim Jessing Pedersen er konsulent for Kommunernes Landsforenings center for Vækst og beskæftigelse. Ifølge Kim står der i folkeoplysningsloven, at der først og fremmest skal prioriteres aktiviteter til børn og unge, derefter voksenundervisning og først på en tredjeplads kommer andre aktiviteter for voksne ind. ”Kommunerne er forpligtet til at følge folkeoplysningsloven, men forvaltningen af den er forskellig fra kommune til ­kommune,” siger Kim. Og det er et teknisk definitionsspørgsmål, om kommunen vurderer, at Ældre Sagens lokalafdelinger i sin struktur hører ind under folkeoplysningsloven.

”Hvis Ældre Sagens lokalafdelinger fx søger § 18- og § 79-midler, betragtes de som en frivillig, social forening og kan dermed ikke få anvist lokaler efter folkeoplysningsloven,” siger han.

Men det er ikke nødvendigvis afgørende, at de bliver anset som ”folkeoplysende” i lokalekampen. ”Kommunerne anviser ofte ledige kommunale lokaler til fx frivillige sociale foreninger, ligesom der i flere kommuner findes frivilligcentre, hvor frivillige, sociale foreninger kan låne lokaler,” siger Kim. Men man kan selvfølgelig kun få del i faciliteterne, hvis der er plads. Kim fortæller, at det især i de større byer kan være svært at finde ledige tider: ”Hvis vi kigger på landdistriktskommunerne, så er der ofte en stor restkapacitet. Derimod er der ofte rift om lokalerne i de større byer. Det skyldes blandt andet, at når nye bydele skyder op, er der i byplanlægningen ofte ikke nok faciliteter til idræt og andre formål. I storbyerne kan der derfor være brug for opfindsomhed og for at tænke i udendørsfaciliteter i sommerhalvåret, fx ved at bruge havneområderne og byernes parker.”

Kim påpeger, at han også bemærker det modsatte problem, nemlig at nogle kommuner har ledige lokaler i særlige tidsrum og efterlyser aktiviteter i dem.

Hvor s

er muligt at dyrke udendørs krolf og snart også balls.

Formanden for lokalafdelingen, Jytte Jespersen, står i spidsen for ’Idræt om dagen’, der hver uge samler 100 deltagere indenfor. Efter en fælles opvarmning har de mulighed for at dyrke bl.a. gymnastik, styrketræning, tæppecurling, skumtennis, dart, skydning og volleyball efterfulgt af kaffe, kage og et kulturelt indslag i kantinen.

Denne sommer fik de ekstra sved på panden på grund af udfordringer, som selv kreativitet ikke kan løse. ”For otte år siden indgik vi et godt samarbejde med vores lokale gymnastikforening, så vi kan mødes til ’Idræt om dagen’ kl. 14-16 i byens to store sportshaller. Fordelen ved hallerne er, at de ligger midt i byen og tæt på byens ældreboliger, så det er nemt for deltagerne at komme til og fra,” siger Jytte.

Håndboldklubbens ønske om at oprette et nyt ungdomshold i hallerne i samme tidsrum gav lokalafdelingen en udfordring. For hvordan finder man lige nye lokaler til 100 mennesker, der ønsker at dyrke sport? Efter halbestyrelsen var i dialog med kommunen, lykkedes det dog at finde en løsning ved at ændre tidspunktet for ’Idræt om dagen’.

Nørre Alslev er langt fra den eneste lokalafdeling, der oplever at måtte vige pladsen for børn og unge. Ifølge folkeoplysningsloven kommer børn og unge nemlig lovmæssigt før ældre i kommunernes lokaleuddeling. Det er bestemt ikke kun Nørre Alslev, der mærker de regler.

vi v

æ re ?

OKTOBER 2020

23

DIGITAL­ISER R LEDE L I B E K S I S Y F ET OG GIV DEM IV L ÆNGERE L

John er med hele familien på bilferie. Billedet er fra et kort smut i Schweiz på vej til Østrig. John er i rød trøje. Han er 17-18 år. ”På disse ture lærte jeg virkelig, hvor vigtigt det er at kunne flere sprog. Specielt, hvis man ville lære mere om andre menneskers livsforhold,” siger John.

Og det er dét, den slags billeder kan – vække minder.

John med sin lillesøster og farmor, da de lige er flyttet til Farum i 1956.

GØR SOM JOHN

Genskab gamle minder J

ohn Toelhøj genoplever dansk sommer hos sin mormor, så smagen af saftevand igen er som i barndommens land. Han husker, hvordan sikkerhedsselen i familiens Opel mest var til pynt, da far og mor kørte John og hans søskende til Østrig.

Det hele står igen i farver, når han ser

24

AKTIV FOR FRIVILLIGE

smalfilm og fotografier fra dengang, verden blev gengivet i sort-hvid. ”Billeder fortæller bare så meget mere end et stamtræ,” siger John.

Og nu er minderne også på computerskærmen foran John, der er frivillig i Farum lokalafdeling, for han har nemlig digitaliseret sin barndom

og banet vejen, så andre kan gøre det samme.

Sidste år søgte han penge fra kommunen og hos Ældre Sagen til at indkøbe de nødvendige maskiner, så han kunne skabe et digitalt værksted.

John ville transformere smalfilm, lysbilleder og papirfoto til digitale vi-

Johns mor Edith sidder med ham på skødet til Johns egen barnedåb. Ved siden af sidder hans mormor og farmor, og bagved står bl.a. hans far.

deoer, så alle kunne fremtidssikre deres minder digitalt. Da værkstedet var en realitet, gik drømmen i opfyldelse.

Drømmen om minder Til at begynde med var John nervøs for, at der ikke ville komme nogen og bruge faciliteterne, men heldigvis er kun flere og flere kommet til. Og som John selv siger, er han glad for, ”han tog chancen” og begyndte en mere utraditionel og ikke mindst ressourcekrævende aktivitet.

I dag sidder alle og nørkler med hver deres projekt. En del vil gerne have styr på stamtræet, andre vil gerne give børnebørnene indblik i en anden tid. ”Nogle kommer, fordi de har siddet hjemme og arbejdet med et projekt og har brug for hjælp til noget specifikt.

De er her måske to eller tre gange, og så kan det være, de dukker op igen, når næste problem opstår. Andre kommer fast,” siger han.

John har selv smidt mange fotos ud, fordi hverken han selv eller hans TEKST CHARLOTTE KJÆRHOLM

mor huskede personerne på billederne. Det er den slags, John gerne vil undgå. ”Ved at digitalisere billeder og give dem årstal og tilhørende tekster sikrer vi, at eftertiden ikke glemmer.”

Kørekort i digitalisering Værkstedet i Farum Kulturhus holder åbent alle dage, og alle er velkomne, men inden man kaster sig ud i at klippe film og billeder sammen, lægge underlægningsmusik og skrive tekster til billederne, skal man have kørekort til maskinerne. Og det får man af John, som er til stede hver tirsdag. Derfra er der fri leg, for John gider ikke lukkede hold. Man kigger forbi, om det så bare er for at drikke en kop kaffe, er det også mere end okay.

John har altid interesseret sig for at lave videoer, så oplevelser er blevet til små sammenklippede film, der er kommet hele fodboldhold til gode. Da han kom med i Ældre Sagen, lavede han en film til årsmødet om en tur for

frivillige. Idéen var at vise omverdenen det store sammenhold. Efter han havde vist filmen til årsmødet, kom en af tilhørerne hen til John og fortalte, at han også arbejdede med film derhjemme, men han syntes, det var svært at sidde med alene. Det var der, John fik idéen til værkstedet.

Og det har i sandhed været et travlt år for John og det nye værksted. Han har turneret i omkringliggende lokalafdelinger for at fortælle om projektet og give interesserede mulighed for at afprøve maskinerne. Samtidig har han etableret et samarbejde med lokalmuseet, så de har mulighed for at digitalisere smalfilm om byen. Planen er, at de skal vises for beboere på plejecentre, både for at glæde dem, men også fordi film typisk sætter gang i minderne og måske kan give yderligere viden om byen.

Næste projekt er at komme i gang, der hvor det hele startede, nemlig med at digitalisere alle de billeder, han har arvet fra sine forældre.

OKTOBER 2020

25

NYE BOLLER P

C

omputere, fjernsyn og smart­phones kan være sat helt perfekt op, men hvad nytter det, hvis man ikke kan filtrere sandheder fra løgne i de informationer, man finder? Et nyt kursus for it-frivillige i Ældre ­Sagen ser derfor dagens lys denne oktober. ’Forstå og begå dig digitalt’ lærer deltagerne at håndtere det digitale informationssamfund, så de kan give det videre til andre.

Tiltaget stemmer godt overens med Bodil Wöhnerts mission.

Hun er medlem af Ældre Sagens Landsbestyrelse og it-koordinator i Distrikt 4. Bodil ser frivilliges rolle i it-tilbuddene på lokalt plan som meget vigtig – og det er altså ikke evnerne til at kunne reparere enhver tablet, hun prioriterer højest. It-frivillige skal nemlig bidrage i transformationen af samfundet, hvor vi borgere ikke længere kun er analoge, og kravene til vores digitale evner øges. ”Frivillige skal have styr på, hvad der rører sig af digitale udfordringer. I dag, hvis man vil hjælpe med digitale kompetencer, så handler det om at have en forståelse af, hvad der bliver brugt og misbrugt.

Det er der, vi skal sætte ind,” siger hun.

Bodils indsigt stammer både fra hendes virke i Det Digitale Danmark, som på ministerielt plan tog store spadestik i afsøgningen af borgernes digitale kunnen og udfordringer i 2017, og i hendes frivilligindsats i it-caféen i Ribe. Her er hun

26

AKTIV FOR FRIVILLIGE

DIGITAL

FORANDRER IT

helt hands-on med, hvordan udfordringerne forandrer sig hele tiden.

Uundgåelig digitalisering Idéen med it-caféen er, at miljøet er frit og trygt, så alle kan komme og øve sig sammen med en frivillig.

Og derigennem sniger Bodil også generel it-dannelse ind. Når nogle dukker op, fordi de vil lære at bruge mobilepay eller lægge en annonce på Den Blå Avis, tager hun det med dem på tomandshånd, men spørger en af brugerne, hvordan man takler snyd på nettet eller andet, foregår snakken i plenum. ”Læser vi nyheder på nettet, skal vi være i stand til at tænke over, hvor de kommer fra. I gamle dage diskuterede vi, hvordan man afgør om en mail faktisk er fra Skat. I dag skal vi at være på vagt for folk, der ringer og udgiver sig for at være bankmænd,” siger Bodil.

Digitaliseringen er ikke alene kommet for at blive, men for at vokse. Det handler derfor om, hvordan vi navigerer i den nye digitale virkelighed:

”Det er ligesom at lære at svømme. Først skal man flyde, og så kan det begynde at gå fremad, men det er rart, at nogen holder en under nakken i begyndelsen. Man skal ikke være bange for at leve sit liv, men man skal være opmærksom på, at lige så mange forsøger at snyde i en digital verden, som i gamle dage ude i virkeligheden,” mener Bodil.

Hun anbefaler appen ’Digitalt Selvforsvar’ til dem, der vil færdes mere sikkert i vores digitale verden.

Hvad efterspørger brugerne?

Gundsø Lokalafdeling har også styrket it-dannelsen, men på en helt andet måde. Næstformand og PR-ansvarlig Carit Pedersen gik til Ældre Sagens sekretariat, fordi lokalafdelingen ønskede at udforske nye muligheder – hvordan skulle fremtidens it-tilbud se ud i Gundsø Lokalafdeling?

I Gundsø blev løsningen en brainstorm, som Jesper Holst, der er frivilligkonsulent i Ældre Sagen hjalp med. Den gav lokalafdelingen nye

PÅ IT-SUPPEN:

VERDEN

Vores digitale verden forandrer sig, så det gør it-frivilliges indsats også. Både sekretariat og lokal­afdelinger favner nye muligheder, for ingen skal være bange for it.

T-FRIVILLIGHED perspektiver på, hvordan den kunne gribe it-feltet an, fortæller Carit. ”Vi lavede en mini-markedsanalyse, der handlede om vores medlemmers behov, og hvordan vi dækker dem. Vi blev sparket i rumpen af Jesper. Det var bestyrelsen og det samlede it-team, der deltog i brainstorming. Jesper faciliterede den gennem nogle udviklingsværktøjer,” siger Carit.

Under brainstormen kom de frem til, at det vigtigste var at finde tilbud, som interesserede medlemmerne. Repertoiret skal nemlig ikke primært byde på aktivitetslederens og undervisernes interesser.

Gundsøs nye it-boller Der kom et hav af forslag i spil.

Nogle af dem blev til ”inspirationsdage”, afviklet som én-times kurser. Formålet var at supplere afdelingens sædvanlige it-tilbud.

Og det gav pote. Inspirationsdagen om streaming vakte faktisk så stor opmærksomhed, at et helt hold, som over flere gange dykkede ned i emnet, blev oprettet.

En af de næste missioner er at få fat på medlemmer, der slet ikke har noget kendskab til it eller har specifikke behov for undervisning.

De arbejder med emner som ’Det offentlige’ og ’Netbank’ – noget, der vedrører alle. Som PR-ansvarlig er Carit meget aktiv i lokalområdets Facebook-grupper, hvor han skriver om alle Ældre Sagens aktiviteter.

Han håber derigennem at nå potentielle brugeres børn. ”Mit håb med Facebook er, at de voksne børn bliver fanget af interessen og giver det videre til deres forældre,” siger han.

Verden forandrer sig digitalt, og it-frivillige følger med. Der er ingen endelig opskrifter på, hvordan vi griber vores it-dannelse an, men at det er nødvendigt, og bliver mere nødvendigt, som verden forandrer sig, er der ingen tvivl om. Har din lokalafdeling brug for at nytænke it-tilbud, så kontakt frivilligkonsulent Jesper Holst på jho@aeldresagen.dk eller Judith Nathan, der også arbejder med it-frivillige i sekretariatet, jn@aeldresagen.dk.

OKTOBER 2020

27

N

RUND

T

T DE

N

LA

DT

LA

A N O COR

BORNHOLM

NDET RU

HVIDOVRE

Telefonisk træning

I

lokalafdelingen i Hvidovre er der under normale omstændigheder over 100 mennesker, som hver uge dyrker benhård motionsgymnastik. Men corona satte selvfølgelig en stopper for aktiviteterne i Avedøre Idrætscenter. Det lod Egon ­Christiansen, der er blandt arrangørerne, sig nu ikke slå ud af.

I stedet for at lukke holdet ned, mens alle holdt sig for sig selv, inviterede arrangørerne sig hjem til de udøvende gymnaster via en telefonforbindelse. ”Vi overvejede, om vi kunne lave træning gennem video­ møder eller lignende, men vi blev enige om, at det var for høje krav at stille til vores medlemmer. Det er ikke alle, der har lyst og forstand på at afholde videokonferencer,” forklarer Egon.

I stedet kom de på idéen at træne sammen over en telefonlinje. ”Forinden sendte vi hele træningsprogrammet med alle øvelserne ud, så deltagerne kunne se dem. Vores instruktører fik headset på, lavede øvelserne og guidede samtidig deltagerne gennem telefonen. På den måde fik vi oparbejdet den ånd, vi har normalt,” siger Egon.

Og det kan Annelise Wildenradt skrive under på. Hun deltog i tilbuddet. Hun satte telefonen på højtalerfunktion og lagde den på stuegulvet, inden hun hoppede på måtten. ”Der var typisk lidt støj på linjen, men ikke for meget. Det var nu også meget hyggeligt. Det var ikke det samme, men jeg oplevede en form for kontakt,” siger Annelise.

Under nedlukningen så hun børn og børnebørn jævnligt, men savnede at være sammen med andre på hendes egen alder. Måske især fordi hun bor alene. ”Jeg har haft følelsen af at være koblet af, og i den forbindelse har det være herligt med genoptagelse af gymnastikken.”

I løbet af sommeren rykkede gymnastikentusiasterne udenfor. Først i grupper af 10 blev holdene genetableret på den lokale fodboldbane, så det også var muligt at sige hej – på afstand, naturligvis.

28

AKTIV FOR FRIVILLIGE

Bornholm bliver klogere på demens

N

ogle lokalafdelinger har haft glæde af ”corona-­puljer”.

På Bornholm gik de efter corona­midler til d ­ emens- og på­ rørende­området, og lykkeligvis blev pengene bevilget til udflugter, aktiviteter, spil, erindringskasser og meget mere.

I det tidlige efterår vil lokal­ afdelingen nemlig afholde en forkælelsesdag for pårørende og arrangere et par ture for både demensramte og pårørende.

Fordi interessen for demensområdet er så stor, er der også et demenskursus fra sekretariatet på vej til øen. Det er det første af sin art på Bornholm og afholdes i ­november 2020.

Kurset er for nye frivillige og frivillige, der møder mennesker med demens i deres virke. Få information om kurset hos Jette Abildskov fra Frivilligafdelingen, ­ja@­aeldresagen.dk.

Spis sammen hver for sig

H

enrik Wiehe er lidt af en iværksætter i Hinnerup lokalafdeling. Normalt arrangerer han udflugter. Typisk går de til historiske steder i lokalområdet, og den årlige tur i Cirkusrevyen er han ligeledes ansvarlig for. Og så er der spisningen. Henrik har arrangereret et utal af restaurantbesøg, hvor medlemmer er blevet præsenteret for alt fra klassikere som stegt flæsk og gule ærter til mere eksotiske madgenrer som sushi.

Da corona satte en stopper for det hele, fik Henrik en idé. Han aftalte med lokale spisesteder at lave en menu, som Ældre ­Sagens medlemmer kunne købe til en fordelagtig pris og spise sam-

men, dvs. selvfølgelig hver for sig. ”På den måde vi fik både hygge i Ældre Sagen og støttede de lokale restauratører, som var pressede,” siger Henrik.

Efter tilmeldingen fik deltagerne besked på, hvornår de kunne hente deres mad, så de ikke alle mødte op på samme tid.

Hjemme klikkede deltagerne sig ind på Facebook, hvor Henrik havde lavet et såkaldt event, hvorfra han sendte live og bød velkommen. Nogle gange delte han deltagerne op i mindre grupper, hvor de tændte kameraet og kunne spise sammen. En enkelt gang deltog Favrskovs borgmester, Nils Boring, og også Simon

Fin udsigt til 4. maj

D

e sædvanlige traditioner på Møllebo Plejehjem i Rask ­Mølle i forbindelse med Danmarks befrielse 4. maj blev lagt til side under corona. Det plejer ellers at være en stemningsfyldt dag, hvor frivillige iÆ ­ ldre Sagen og besøgsvenner af plejehjemmet sammen skaber en stund for beboerne med smørrebrød og hygge i plejehjemmets sansehave oplyst af 500 lanterner. Ikke så mærkeligt, at coronatiden blev ekstra trist, da også dette spektakulære arrangement skulle aflyses.

Formand for Ældre Sagens sundhedsudvalg i region midt, Lillian Andersen, ville sammen med en gruppe frivillige ikke give op. De ville give beboerne en bid af det årlige flammehav.

HINNERUP Spies’ gamle privatchauffør tittede frem på skærmen og fortalte om de mest vanvittige episoder under hans tid med rejsekongen. ”Det var en rigtig fin måde at være sammen på, når nu vi ikke kunne ses. Det var ikke helt det samme, men det var bedre en ingenting,” siger Henrik.

TØRRING-ULDUM

”Det er en tradition, alle ser frem til, og det betyder meget for beboerne. Vi talte om, hvad vi kunne gøre, og så besluttede vi os for at stille lysene frem. Vi blev enige om at sætte lysene op omkring plejehjemmet, så alle indenfor kunne beundre dem,” siger Lillian.

Det skabte glæde! Det blev en stemningsfuld aften, på trods af at alting ikke helt var, som det plejede. Og en tidligere frivillig kunne ikke lade være med at blande sig. ”En af beboerne kom ud for at sikre sig, at vi gjorde det ordentligt. Han plejede at gøre det for beboerne, nu bor han der selv,” siger Lillian.

OKTOBER 2020

29

HVORFOR HAR VI ÆRESBEVISER (OG SÅDAN GIVER DU DEM)

Af Ida Albæk Tønning

D

et allerførste æresbevis i Ældre Sagen blev givet i 2007 til nu afdøde Gunnar Dalskov Andersen, der var formand for lokalafdeling Langeskov-Munkebo. Dengang hed det, at han fik æresbeviset for ”lang og tro tjeneste som sekretær for Kredskomiteen i Fyns Amt i årene fra maj til 1987 til april 2007”. Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, husker den første modtager, og siden er mange blevet indstillet af lokalafdelingerne.

"Over 250 frivillige i Ældre Sagen har nu modtaget æresbeviser. Alle har gjort en ekstraordinær og opsigtsvækkende indsats, som fortjener anerkendelse. Det er netop dét, æresbeviserne er til for – at anerkende dedikerede frivillige og under­ strege, at deres indsats bliver set og har stor betydning for Ældre Sagens arbejde,” siger Bjarne. Æresbeviset var et ønske fra både lokalafdelingerne og bestyrelsen dengang i 2007. Frivillige mente, der manglede en mulighed for at sige særligt tak til frivillige, der havde ydet en usædvanlig indsats, og påskønnelsen skulle ske med hele ­Ældre Sagen i ryggen – lokalafdelinger, landbestyrelsen og sekretariatet.

Landsformand ser relevans Ældre Sagens Landsformand, Preben Staun, finder stadig stor værdi i æresbeviserne, for de kan tydeliggøre den uundværlige, frivillige indsats, også selvom den umiddelbart ikke er synlig.

30

AKTIV FOR FRIVILLIGE

”Det er underordnet, om man som frivillig spiller skak, kører cykeltur med plejehjemsbeboere, er besøgsven eller noget helt fjerde. Alle de forskellige frivilligroller, vi har i Ældre Sagen, er ligestillet.

Så en indstilling til æresbeviset skal ikke tage udgangspunkt i, hvilken frivilligrolle man har, men at man er frivillig og har været det i mange år.”

At kontinuitet skaber stabilitet i lokalafdelingerne, giver sig selv, og den store styrke, det bringer lokalt, skal derfor siges højt til mange, understreger Preben. ”Det er en meget vigtig del af æresbeviset, at anerkendelsen tager form i lokalafdelingerne, for så får vi favnet alle frivillige. En stor organisation kan ikke se alt, men med lokale indstillinger får vi anerkendt bredt. Æresbeviserne er en officiel og særlig tak for en kæmpe indsats.”

ÆRESBEVISERNES REJSE Det er den frivilliges lokal­ afdeling, der indstiller til et æres­ bevis. Tildelingen sker som regel i forbindelse med, at en frivillig stopper.

Indstillingen skal indeholde en kort beskrivelse af indsatsen og sendes til direktionssekretær Linda Ankerstjerne på mail, la@aeldresagen.dk. Herefter skal indstillingen godkendes af Landsbestyrelse n.

Corona har aflyst de møder, hvor æresbeviserne almindeligvis bliver uddelt. Denne gang bringer Aktiv derfor i stedet årsagen til, hvorfor vi i Ældre Sagen har dem.

Det har æresbeviset betydet for os HÅBER ÆRESBEVISET KAN MOTIVERE ANDRE Rita Hansen, modtog sit æresbevis i 2019 Rita Hansen har bidraget som frivillig i Kalundborg lokalafdeling i mere end 25 år. ”Jeg startede i 1994, og derfra udviklede det sig hurtigt. Jeg havde dengang hørt om en telefonkæde, de havde prøvet at få op at køre. Jeg fik lyst til at være med – at gøre den til en succes. Lokalsamfund og opland skulle vide, at telefonkæden eksisterede, så jeg gik til avisen og TV Øst for at nå ud til flere. Vi endte med at være fire telefonstjerner ud over mig,” fortæller Rita. Hun var leder af lokalafdelingens telefonstjerner gennem 25 år, og især derfor modtog hun et æresbevis. ”Jeg stoppede i 2019 og deltog i et årligt frivilligarrangement i lokal­ afdelingen. Her blev jeg kaldt op af den daværende formand og fik overrakt æresbeviset for min tid, mit engagement og gåpåmod i telefon­ stjernerne. Jeg blev simpelt­hen så glad og overrasket. Jeg var slet ikke klar over, der eksisterede sådan et bevis i Ældre Sagen. Jeg håber, min frivillige indsats og særligt modtagelse af æresbeviset kan være med til at motivere andre til at lægge lige så mange kræfter i deres frivilligrolle.”

ANERKENDELSE I SKUFFEN Birgit Wendelbo, modtog sit æresbevis i 2009 Frivilligheden har næsten altid været en del af Birgit Wendelbos liv. I mange år var hun spejderleder, og i 1998 fik Ældre Sagen også glæde af hendes frivillige virke. ”Jeg begyndte i Aarhus Nord lokalafdeling som kasserer og blev efter fem år valgt som formand.

Oveni planlagde jeg ture og rejser for lokalafdelingen,” siger Birgit.

I 2009 sagde hun farvel og stort tak. Det var på tide at give bolden videre. ”Dengang jeg stoppede, var antallet i lokalafdelingen steget markant. Det er jeg stadig meget stolt af i dag. At jeg også fik æresbeviset med på vejen, gjorde mig kun endnu mere stolt,” siger hun.

Birgit fik sit æresbevis for alle de kræfter, hun havde lagt i alt fra organisering af rejser og til organisationsarbejde mere generelt.

I dag ligger Birgits æresbevis pænt i en skuffe sammen med de andre beviser, hun har fået i årenes løb. ”Så kan jeg tage det frem og kigge på det med glæde. Æresbeviset er for mig et stort skulderklap.”

RAR ANERKENDELSE Bent Brøns Petersen, modtog sit æresbevis i 2008 Bent Brøns Petersen har været med som frivillig i Ældre Sagen siden 1994, hvor han blev valgt ind i lokalbestyrelsen i Høje Taastrup. ”Jeg begyndte som næstformand og blev året efter valgt som formand.

På den post sad jeg indtil 2007.

Desuden var jeg også kasserer i kredsen. Det var nok disse indsatser, der var årsag til æresbeviset,” fortæller han.

Det var formanden, der overtog posten efter Bent, som indstillede ham. ”Jeg blev meget overrasket, da jeg i 2008 modtog æresbeviset. Det er da rart at blive anerkendt for et stykke arbejde, man har lagt mange timer og kræfter i.”

OKTOBER 2020

31

12.16

Æ l d re S a g

en

) N E G I ( s Vi møde n himmel under åbe slutningen af

ei agen kunn . Det var dejligt S e r ld Æ i ft Frivillige n friske lu e e på d i s e d ø m ktivitetern a a r f r e d juni atter le mange bil luk at finde så r – her er et et udp die sociale me

☺

Tai chi i Løgstør En time med den gamle kampsport, der styrker sind og krop, og som deltagerne i den grad har manglet, forklarer Else Johansen. Hun står for tai chi-holdet: ”De kunne simpelthen ikke undvære at mødes, så det er pragtfuldt at komme i gang igen,” siger hun.

Vandretur i Randers-Nørhald-Langå Glæden ved igen at kunne vandre sammen i ­Randers’ smukke natur er stor i Randers-­Nørhald-Langå, forklarer Lisbeth Auken, der er turleder på vandreturen hver tredje søndag: ”Folk har savnet hinanden.

Så gen­syns­glæden var der i høj grad,” siger hun.

It-café i Fredericia Udendørs it-café med computere linet op på Axeltorv!

Maj Terp Hansen, aktivitetens tov­holder, fortæller, det har skabt god opmærksomhed: ”Det er fantastisk. Alle får øje på os og tænker, ’hvad er det?’ Næste gang vi står der, tager de selv deres computere med for at få hjælp,” siger Maj.

AKTIV FRIVILLIGBL ADET | OKTOBER 2020