4 minute read
Sprog & ord
Arkitektur
Bygningskunst i bred forstand, alt byggeri, og byplaner, anlæg af have og landskaber. I snæver forstand de bygningsværker, der har en særlig høj kunstnerisk og æstetisk kvalitet.
Kilde: denstoredanske.lex.dk
Kompromisløs økokriger
Alt fra korkpropper til vinduespartier kan og skal genanvendes, mener økokrigeren og arkitekten Anders Lendager, der drømmer om en verden uden affald.
Kilde: dac.dk/viden
Helende arkitektur
Et behageligt, roligt og æstetisk tiltalende miljø bidrager til at skabe rum, hvor patienterne bliver hurtigere raske.
Kilde: rockfon.dk
Arkitektsprog i øjenhøjde
Set fra Amalienborg og Frederiksstaden signalerer Operaens foyerudtryk kølergrillen af en Buick bakket ind i en carport, det må da være enkelt at forstå, mener Søren Bøgh. Straks sværere er det med Vikingeskibsmuseet. Skal Brutalismen forklares, så almindelige mennesker forstår og respekterer den periode af vor kulturhistorie, så skal der ledes efter de positive adjektiver.
Kilde: arkitektforeningen.dk/debat
Lynkursus i arkitektsprog
At binde ude- og inderum sammen i boligen betyder en masse glaspartier, store skydedøre og en god terrasse. Derved åbner boligen sig mod naturen og haven, og trækronerne kigger helt ind på spisebordet. Bygherre: Mange tror, at en bygherre er arkitekten eller håndværkerne. Men faktisk er det dig, der får bygget din bolig. Du bliver kaldt herre af arkitekterne – også selv om du er en kvinde. Pistolgang: Ordet bruges om et gangareal med en pistols smalle vinkelform. Blev ofte brugt i typehuse fra 60’erne eller 70’erne.
Kilde: danskeboligarkitekter.dk
Pudderdåsen i Berlin
Den ny Gedächtniskirche går også under kælenavnet Læbestiften og Pudderdåsen på grund af den bemærkelsesværdige arkitektur. Tårnet fra den gamle kirke går også under navnet "Den hule tand".
Kilde: berlin-guide.dk
Magisk eventyrhus
Det nye H.C. Andersens Hus er en enestående kunstnerisk totaloplevelse af landskab, arkitektur og nyeste udstillingsdesign, der skaber nye møder mellem den besøgende og Andersens eventyr.
Kilde: apmollerfonde.dk
Arkitekturen er til for mennesker
Arkitekturen er evigt levende, men kun så længe den opleves. Arkitekturen er en fejring af livet og mennesket før noget andet. Derfor er det vigtigt, at vi husker kantzonerne, gadehjørnet, det stille, det storslåede og det undseelige, skriver arkitekt Rikke Hedegaard Jeppesen.
Kilde: byrummonitor.dk
Ragna med råstyrke
I 1934 vandt en kvinde for første gang i landets historie en arkitektkonkurrence. Kvinden hed Ragna Grubb og blev bakket op af forfatter og debattør Emma Gad. Kvindernes Bygning i København kom blandt andet til at rumme boliger, lægeklinik og gratis læsestue.
Kilde: dac.dk/udstillinger/kvinder/
Teater er som en kulisse
Aarhus Teater skal ses forfra, for facaden er et festfyrværkeri af dekorationer, nærmest et lille stykke teater eller kulisse. Maskerne, ørnefrisen og trolden har arkitekten Hack Kampmann selv valgt skulle være der.
Kilde: dac.dk/viden
En have af stål
”Arkitektonisk sammenskudsgilde har fået tilføjet en have af stål”. Om ny museumsrundgang ved kunstmuseet Odrupgaard.
Kilde: politiken.dk
Professorens sprogblomster
”På en vis måde er Vandkunsten arkitekturens Gasolin. Arkitekterne ser et problem i, at folk bliver isoleret i disse beton-element-byggerier, og på den anden side den klaustrofobiske lykke, der måtte indfinde sig i parcelhusene. De har bevaret en vis rebelsk trang til at stryge hunden mod hårene. Arkitekturen er meget artistisk, ekvilibristisk” (det vil sige udføres med færdighed og i fuldendt balance, kilde: ordbogen), ifølge professor Carsten Thau.
Kilde: Uddrag af ”Arkitektens hjem”, drtv.dk
Sov på en søjle nær Preikestolen
Tæt ved Preikestolen, et klippeplateau ved Lysefjorden i Norge, har turisterne fået et nyt sted at overnatte. To arkitekttegnede hytter, som lige netop klamrer sig til klippekanten, kun hvilende på en enkelt søjle for at minimere fodaftrykket i landskabet.
Kilde: Dagbladet, Weekend
Sociale mellemrum
Arkitekt Jens Thomas Arnfred: ”Fællesskaber er vigtige. Vi er stadig optaget af de sociale rum og mellemrum.”
Kilde: Arkitektens hjem, drtv.dk
Smørstegt bolig
”Når man har fuldstændig styr på funktionaliteten, så drejer det sig mere om poesi, det irrationelle og det følelsesmæssige i forhold til, hvordan man oplever at være i et rum”, citat: Arkitekt Mette Wienberg, der sammen med sin mand, Martin, har skabt deres drøm af et hus. Ifølge professor Carsten Thau ”er det samlede indtryk af det gode liv næsten overvældende smørstegt.”
Kilde: Uddrag af ”Arkitektens hjem”, drtv.dk
Når noget skal skjules
Arkitektens trøst: Navn på en slyngplante, som hurtigt kan vokse op og dække store flader, fx hegn.
Kilde: denstoredanske.lex.dk
Byrum – paradis eller katastrofe
Gellerup-planen i Aarhus var af arkitekter og teoretikere tænkt som et paradis og endte som en katastrofe. Det gode bymiljø er i de bykvarterer, der er mere end 100 år gamle. Dengang byggede man karréer med mange mindre parceller; husene var forskellige, men de udgjorde en sammenhængende og harmonisk helhed.
Kilde: arkitekturoproeret.dk
Arkitekt med store visioner
Bjarke Ingels kalder sit firma for BIG. Han står bag Museet for Søfart, der er bygget op som et hangarskib. På National Building Museum i Washington DC kan du fare vild i en dynamisk labyrint designet af BIG. Næste projekt er at bygge de første huse på månen.
Kilde: bobedre.dk/arkitektur
Stålpris til smuk matematik
Dommerkomiteen, der har valgt, at Skovtårnet belønnes med Stålprisen: "Formen giver et kurvet udtryk, som et timeglas, hvilket artikulerer forløbet af den 640 meter lange rampe, der i cirkelbevægelser leder besøgende fra skovbund til trækroner.” Forskere fra Aalborg Universitet siger om Skovtårnets kurver: ”Det er smuk matematik. Ydersiden danner en hyperboloide – en omdrejningsflade: Tag en hyperbel og rotér den.”
Kilde: dagensbyggeri.dk og blog.math. aau.dk