Ordet er frit

Tak, fordi du ikke hopper på månen

Af Liv Mygind Foto Ulrik Jantzen

Iforåret 2021 døde Michael Collins. “Hvem?” tænker du måske, og det er netop pointen.

Han var manden, der aldrig gik på månen. Collins var med på Apollo 11-missionen i 1969, men blev i moderskibet, da Neil Armstrong og Buzz Aldrin rejste med Ørnen til månens overflade. Mens de to hoppede rundt og fik månestøv på støvlerne og stjernestøv på eftermælet, cirkulerede Michael Collins rundt om månen. Helt alene i rummet, særligt når han kom om på bagsiden af månen, længst væk fra jorden, hvor han var uden radiokontakt. 14 gange cirklede han rundt om månen, før han kunne samle Armstrong og Aldrin op igen.

Michael Collins’ del af missionen var fuldt ud lige så vigtig som de to andres, men hans navn blev kun husket af rumentusiaster, mens hans to makkere løb med berømmelsen.

Verden vrimler med Michael Collinsmennesker.

De vasker holdtrøjer for lilleputspillerne, de sørger for kaffe på kanden til forældremødet, de arrangerer lejrture for spejderne, de strikker til julebasaren, og de sidder i bestyrelsen i andelsboligforeningen og sørger for, at der igen i år er et juletræ med lys i baggården. De arbejder i kulissen og får sjældent tak, hæder eller 34.000 likes på sociale medier for deres indsats.

De findes på arbejdspladsen, i familien og i foreningslivet, og det er dem, der får hverdagens missioner til at lykkes. Dem, der ikke går på månen, men sørger for, at andre gør.

Jeg er bekymret for Michael Collinsmenneskene. For jeg tror ikke, at min generation og de, der er yngre, er særlig gode til at udfylde rollen som helten i baggrunden. Vi vil selv tage de første skridt i månestøvet og sige udødelige ord, for vi lever i en tid, hvor man hylder alt andet end den stille, vedholdende og ofte usynlige indsats. Hæderen tilfalder det ekstreme, unikke, kolossale og spektakulære. Vi er konstant online, og både de gamle og nye medier er overfyldt af historier om verdens førende arkitekter, mest magtfulde politikere, stjernebesatte mesterkokke og børn med verdens højeste IQ, der førdiggør universitetet som 12-årige.

Tidens forbilleder er dem, der stråler på Instagram, Youtube-stjernerne og reality-tv-kendisserne. Men de virkelige helte er dem, der arrangerer koncerter i forsamlingshuset, gør rent hos naboen, der har slået benet, eller smører madpakker til en klassekammerat, hvis familie er ukampdygtig for tiden.

Dem, der gør ting, som ikke er egnet til selfies, men som står i kulissen og får missionen til at lykkes. I er kernen i civilsamfundet.

Jeg møder jer tit i mit arbejde med at optage ældres livshistorier, og I siger ofte til mig, at I jo ikke gør noget særligt. Det er bare sådan noget, man gør. Men jeg vil hylde jer. Alle jer, der er gode naboer, hjælper til i den lille forening, deltager i frivilligt arbejde og i det store hele får samfundet til at hænge sammen.

Tak, fordi I ikke hopper på månen.

OM Liv

Udover at være mor til to vilde børn og gift med en høj, glad mand er Liv Mygind dårlig til at aflevere biblioteksbøger og god til at parallelparkere. Hun er uddannet journalist og har gjort det til sin levevej at hjælpe ældre mennesker med at forevige deres livshistorier som podcast. Blikket ind i ældres liv inspirerer hende til at sætte spørgsmålstegn ved hverdagslogikken anno 2021.