44 minute read
Læserbreve
Læserbreve sendes på mail til bladet@aeldresagen.dk eller Ældre Sagen, att.: Redaktionen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kuverten ”Læserbrev”. Vi bringer udvalgte – og aldrig anonyme – læserbreve.
Bedste læserbrev. Vinderen modtager chokolade og karameller.
Gå bare i gang med noget nyt
”DET ER JEG FOR GAMMEL TIL, det kan ikke betale sig”. Sådan en sætning har jeg ofte hørt. Jeg tænker: Gå bare i gang med noget nyt, og opdag, at du dag for dag bliver bedre til det. Du får en belønning. I takt med at man bliver ældre, bliver man gradvis langsommere og ofte også dårligere motorisk. Jeg er 88 år og kender til den slags problemer. Udover det har jeg Parkinsons syge, der bidrager yderligere til langsomheden. Jeg spillede tidligere violin og rytmisk guitar. Det går det meget tilbage med. Det at mærke langsomheden og lidt manglende præcision har irriteret mig og gjort mig ked af det. I stedet for at ærgre mig, begyndte jeg for godt to år siden at spille på det lille strengeinstrument ukulelen. Jeg har den kontrakt med mig selv, at jeg skal bruge mindst 15 minutter hver dag på at udvikle mine færdigheder. Min konklusion er efter mit arbejde med ukulelen i mere end to år: Det kan betale sig!
HANS HJORT ØSTERGAARD, KGS. LYNGBY
Væskebalancen
DET ER VIGTIGT, at man drikker meget, så væskebalancen er ok. For at huske det gør jeg følgende: Om morgenen sætter jeg 10 glas frem på køkkenbordet. De skal bruges inden aften. Bruges en kop, fjernes et glas.
AKSEL DANIELSEN, RANDERS
Pennevenner
I OKTOBERNUMMERET blev der fortalt om den brevveksling, der snart er en saga blot. Jeg kom til at tænke på min ungdom, hvor jeg havde flere pennevenner gennem kuponer i Familie Journalen. Engang lagde jeg billet ind på at skrive med en pige fra Hawaii, og jeg fik et brev retur fra Honolulu. Hun ville gerne høre mere fra Danmark og havde vedlagt et foto. Jeg skrev et pænt brev og vedlagde mit pæneste foto. Jeg har ikke hørt mere fra Hawaii siden! Senere blev jeg penneven med en pige fra Frankrig, og det gik betydeligt bedre, for vi skrev sammen i flere år og udvekslede små gaver, hvoraf jeg stadig har gemt nogle. Men desværre er det jo gået den forkerte vej med skrivekunsten, og da jeg i dag er 92 år, skriver jeg kun i min dagbog nu.
LOUIS TIMMERMANN, VEJEN
Visdom
SOM 85-ÅRIG, med en vis livserfaring og bopæl i et seniorcenter overvejer jeg jævnligt, hvordan jeg får det bedste ud af mine sidste år. Jeg mener, at det var Golda Meir, der for mange år siden på spørgsmålet om, hvordan hun fandt det at blive gammel, svarede: “For mig er det ligesom at bestige et bjerg. Det er langsommere at kravle op, men udsigten bliver bedre og bedre.” Sådan føler jeg det, og forhåbentlig også mange andre. Men der skal arbejdes med det. Man må ikke gå i stå. Efter en overstået hjerteoperation med komplikationer prøver jeg at leve op til tv-stjernen Oprah Winfreys råd om at forsøge at videreføre overstået smerte og fysisk og psykisk sygdom til visdom. Og hvis man er så heldig at have overskud til aktiviteter, sociale relationer og har opdaget glæden ved at glæde andre, kan man næppe få det bedre.
STEEN V. SKÅNSTRØM, NÆRUM
Ballet på smalfilm
JEG STARTEDE SOM TRE-ÅRIG (1950) med at gå til ballet på Hans Brenaas balletskole ved Amalienborg. Prinsesse Anne Marie startede også det år, men i afdelingen på Amager. Begge steder havde dog ”afdansningsbal/opvisning” samme sted, nemlig Det Kgl. Teater, og selvfølgelig var dronning Ingrid og kong Frederik også tilskuere oppe i deres loge. Min far havde smalfilmsapparat med – den gamle slags med filmrulle – og sad derfor langt fremme i salen – lige under logen. Men på et tidspunkt skulle filmrullen tages ud og vendes, og så skete katastrofen: Filmen rullede op og lå i skødet på min far. Det fik både kongen og dronningen til at grine – de kunne slet ikke lade være. Og det så sikkert også sjovt ud. Heldigvis har jeg i dag stadig smalfilm af både prinsesse Anne Marie og mig selv til opvisning.
LAILA HVARRE, LELLINGE
Drømmen
JEG DRØMTE, at jeg lavede en collage på en sky af blomster og tynde grene. Jeg var så stolt og en smule kry, fordi jeg havde skabt den alene. Jeg hentede skyen ned og lagde den på mit bord og lavede et par store, flotte rammer. Da collagen var færdig, var den blevet kæmpestor og ku’ lige hænge i vort sovekammer. Jeg lagde snor og skruer og hammer og søm i lommen på min morgenkåbe og vågnede langsomt af min mærkelige drøm og så min søde kone stå og måbe. Hun pegede på sengen og den tomme vindueskarm og sagde, du har snavs på trynen! Jeg børstede blade og jord af min arm og fandt en urtepotte under dynen!
HANS JØRGEN BUCHBERG, KALUNDBORG
Foto: Dejan Obretkovic/ Gonzales Photo/ Ritzau Scanpix
FOR MIG ER FODBOLDEN EN FORSIMPLET MODEL OVER LIVET. DET MENINGSFULDE LIV OG LANDSHOLD HANDLER OM RELATIONEN MELLEM MENNESKER”
Kasper Hjulmand, landstræner, til Kristeligt Dagblad
49 pennevenner
JEG HAR 49 PENNEVENNER fra hele verden og elsker at finde flere, også selv om det er en dyr hobby. Der er mange pennevennerklubber på Facebook. To af mine pennevenner har jeg skrevet sammen med i 23 år og 22 år. Og en anden fra USA har jeg mødt her i sommer. Og jeg skriver altid i hånden eller på computer. Det er en super dejlig hobby, men det er svært at finde brevpapir, da ingen skriver mere.
VIVI KARBERG, NÆSTVED
Mogens Borg Lauritzen er gået på pension efter en lang karriere som bagermester.
Hverdagshistorier
Mød Mogens Borg Lauritzen, der har været omgivet af bagværk det meste af sit liv. Han voksede op i en familie, der havde bagerforretning i Aarhus, og kom selv i lære som bager. Som 23-årig åbnede han egen forretning i Buddinge, og siden blev han oldermand for det traditionsrige Københavns Bagerlaug. ”Jeg var stolt som en pave. En jyde kommer til hovedstaden og bliver oldermand for et meget gammelt laug,” fortæller han. Mogens Borg Lauritzen stod i spidsen, da Københavns Bagerlaug i 1983 kunne fejre 300-årsjubilæum.
Mit liv er et overflødighedshorn
Mogens Borg Lauritzen har som bager og oldermand både besøgt Sovjetunionen og bagt et overflødighedshorn til dronning Ingrid
Af Vera Bundgaard Foto Lise Balsby
Der er smørstang og kaffe på spisebordet og en fin udsigt til en grøn og veltrimmet græsplæne. ”Jeg har en robotplæneklipper, som jeg er rigtig glad for. Den arbejder fra 8 til 17 og har fri onsdag og lørdag,” siger Mogens Borg Lauritzen.
Smørstangen er købt, for i en alder af 87 år er han for længst gået på pension. Da han havde egen bagerforretning i først Buddinge og siden også i Bagsværd, kendte Mogens Borg Lauritzen ikke til faste arbejdstider eller fri i weekenden. ”Om lørdagen mødte vi klokken 23 om aftenen. Ellers kunne vi ikke nå at have morgenbrødet klar til søndag. Da jeg begyndte, leverede vi brød ved døren. Vi havde fire drenge, der løb ud med brød. Det var folk glade for. De skulle bare lukke døren op, og så var der morgenbrød,” fortæller han.
Mogens Borg Lauritzen er vokset op i en bagerfamilie. Hans far og mor havde bagerforretning i Randers, da han blev født i 1934. Siden flyttede de til Aarhus, hvor de åbnede en bagerforretning på hjørnet af Vestre Ringgade, mellem Amtssygehuset og kirkegården. ”Jeg plejer at sige, at vi boede mellem liv og død,” siger han.
Liv og død var der også på spil under den tyske besættelse i barndommens Aarhus. Mogens Borg Lauritzen gik i skole under krigen, men blev i flere omgange smidt ud, da skolerne blev overtaget af tyskerne, der omdannede dem til kaserner. ”Det ville far ikke finde sig i, så til sidst betalte han for at få mig i Forældreskolen, der var en privat skole,” fortæller han.
Vinkede til englænderne
Krigen bød på en del nervepirrende oplevelser, som da englænderJeg var stolt som en pave, en jyde kommer ne i 1944 bombede universitetet, som tyskerne også havde taget. ”Vi var nogle drenge, der stod til hovedstaden og bliver oldermand for et på gaden og vinkede til piloterne i deres Spitfire, og tænk, de vinkede igen, så lavt fløj de. Tyskerne havmeget gammelt laug de placeret frihedskæmpere oppe på loftet, men det lykkedes engMOGENS BORG LAURITZEN lænderne at ramme bygningerne længere nede, så mange af dem slap fri,” siger han. Et par timer senere kom tyskerne til gengæld kørende med deres lemlæstede kammerater til Amtssygehuset. Et uhyggeligt syn, husker han. Ved krigens slutning var drengene nede og se folk smide et ældre ægtepar i åen, fordi de havde handlet med tyskerne.
Minderne fra et langt liv som bager med egen forretning er mange, og Mogens
Borg Lauritzen viser gerne billeder fra dengang. Der blev lavet to smukke fade i anledning af dronning Ingrids 80-årsfødselsdag af kunstner Bjørn Wiinblad. Det ene pryder på sofabordet hos Mogens Borg Lauritzen.
”Vi var også med til algang fra stadion igennem Ringgaderne og tilbage igen. Mange tusinde mennesker deltog. Det var en slags demonstration mod tyskerne,” fortæller han.
I lære som bager
Efter krigen gik han ud af mellemskolen, fordi han var skoletræt. Hans forældre gav ham en tur til Færøerne, hvor han skulle besøge farbror Hermann, der var urmager. ”Far mente, at jeg skulle i lære som urmager, fordi Hermann var velhavende,” fortæller han.
I stedet kom han i lære som bager. Først på Rønde Kro og senere på et fint konditori i Silkeborg. Efter endt læretid skulle han ind som soldat, og det blev et års tjeneste i Tyskland. En uge før han skulle afsted, blev han forlovet med Grethe, som han senere blev gift med.
De to drog til København, hvor hans far havde fundet en plads til ham som bagersvend. Parret fandt en lejlighed i Buddinge i Gladsaxe, hvor der var ved at blive bygget et stort boligkompleks med butikstorv. Her skal være en bagerforretning, tænkte han. ”Jeg henvendte mig til KAB, der stod for det, men de mente, at jeg var for ung. Men jeg blev ved, og til sidst fik jeg kontrakten,” siger Mogens Borg Lauritzen, der nu som 23-årig kunne åbne egen bagerforretning.
Herefter fulgte nogle travle år med at få forretningen op at køre, før han gik ind i organisationsarbejdet. Først som formand for den lokale afdeling af bagermesterforeningen og fra 1979 som oldermand for Københavns Bagerlaug. ”Jeg var stolt som en pave. En jyde kommer til hovedstaden og bliver oldermand for et meget gammelt laug,” fortæller han.
Han var med til at arrangere en tur for 150 bagere til det daværende Sovjetunionen i 1976. En kæmpe oplevelse, selvom alt var meget sort dengang, som han udtrykker det.
Mogens Borg Lauritzen stod også i spidsen, da Københavns Bagerlaug i 1983 kunne fejre 300-årsjubilæum. Det skulle markeres med et stort optog gennem Strøget og fest om aftenen, og musik skulle der til. ”Jeg ringede til Niels-Jørgen Kaiser, direktøren for Tivoli, for at høre, om vi måtte låne Tivoli-Garden, men han fejede mig af banen. Man skal dog aldrig sige til mig, at noget ikke kan lade sig gøre!” siger Mogens Borg Lauritzen.
Nu kom han i tanke om, at Livgarden også lige havde haft 350-årsjubilæum, og i den forbindelse havde han været i kontakt med én fra Tamburkorpset. ”Så ham turde jeg godt ringe til. Der blev meget tavst i telefonen, men så startede han: ”Er De klar over, oldermand,
OM MOGENS BORG LAURITZEN
• Født 1934 i Randers, vokser op i Aarhus, hvor forældrene har en bagerforretning. • I lære som bager i Rønde og Silkeborg. Flytter til
København og får arbejde som bagersvend i Hellerup.
Åbner egen bagerforretning i Buddinge som 23-årig.
Formand for Gladsaxe,
Lyngby og Gentofte Bagermesterforening i 1973. • 1979-1991 oldermand for
Københavns Bagerlaug. • Bor i Egå ved Aarhus, enkemand, har to børn og seks børnebørn.
at vi lige har haft jubilæum?” Nu ville Livgarden sige tak til dem, der havde sponsoreret, med en fest på Hofteatret. Så de stod og manglede noget kransekage,” siger han. ”Så lavede vi en handel. Livgarden fik fem overflødighedshorn, og vi fik Den Kongelige Livgardes Tamburkorps, både til vores optog og til den store festmiddag.”
Royalister
Handlet med kransekage blev der også, da dronning Ingrid fyldte 80 år i 1990. ”Vi har altid været royalister i Bagerlauget, så vi besluttede at lave et overflødighedshorn, der skulle leveres på et ægte sølvfad. Det viste sig dog at være for dyrt. Bjørn Wiinblad lavede også nogle fade, der var egnet til overflødighedshorn, så ham ringede jeg til, og det ville han gerne være med til,” fortæller han.
Bjørn Wiinblad skulle have et stort selskab, og her ville han gerne have et overflødighedshorn, og så slog Mogens Borg Lauritzen til med det samme.
Keramikeren lavede et fad til dronningen med en inskription på bagsiden, underskrevet af ”Oldermand M. Borg Lauritzen”. Der blev lavet to eksemplarer i tilfælde af, at det ene skulle gå i stykker ved brændingen. Fadet står inde på Mogens Borg Lauritzens sofabord, til minde om en dejlig tid, som han siger.
Færdigblandinger
Da Mogens Borg Lauritzen stoppede som bager, flyttede han og konen til Egå ved Aarhus i 1993. I de mange år i bagerfaget nåede han at opleve en udvikling, fra at alt skulle laves i hånden til maskiner og færdigblandet mel. ”Før var det meget mere håndarbejde og også meget hårdere. Vi mødte tidligt om morgenen, men efterhånden fik vi et skab, som vi kunne sætte dejen i om eftermiddagen, og styret af mekanik var det færdig klokken fire om morgenen,” fortæller han. ”Vi fik også maskiner, der kunne forme rundstykkerne, i stedet for at vi skulle stå og rulle dem i hænderne. Men
MOGENS BORG LAURITZEN
færdigblandinger – dem har jeg aldrig brugt. Jeg ville gerne have min egen opskrift,” fastslår han.
Der er færre selvstændige bagere tilbage, hvilket han begræder: ”Det er forfærdeligt! I Aarhus er der kun få tilbage, og i min tid i København var der 176 aktive bagere, nu er mange af dem væk. Det er de store koncerner, der har væltet det,” siger han og tilføjer, at det også er svært at få de unge ind i faget.
Til sidst skal vi høre, om han har en favorit blandt det bagværk, han har arbejdet med i så mange år? ”Tebirkes. Eller Københavner-birkes, som vi kaldte dem. Med remonce og valnødder og mørke birkes oven på. De smager dæleme godt!” Vi fik også maskiner, der kunne forme rundstykkerne, i stedet for at vi skulle stå og rulle dem i hænderne. Men færdigblandinger – dem har jeg aldrig brugt
MOGENS BORG LAURITZEN
KONKURRENCE:
Fantastiske kageborde
Mangler du inspiration til julebagværk, er der mange tips og tricks at hente hos Emil Obel. I bogen ”Festlige & fantasifulde kageborde” dækker han op til fest og farver med 40 kager, som alle kan bage. Ud over julekager kan du få inspiration til vilde kager til halloween, karneval, påske og sågar en fest hos ’Alice i eventyrland’. Lidt mere udfordrende er det muligvis at forme dej til Emil Obels selvlysende, edderkoppebefængte lagkage fra hans finale i ’Den store Bagedyst’. Deltag gerne i en konkurrence om at vinde en af Emil Obels tre kagebøger, Politikens Forlag donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence og skriv dit navn og adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 3. januar. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kortet ”Bagedyst”.
Vinderne får direkte besked.
Et liv i bevægelse
Anne Laxholm har levet et liv med fokus på dans og mesterskaber. At holde sig i gang er vigtigt, mener hun
Af Bente Schmidt & Mette Fugl Foto Per Morten Abrahamsen
”Wow – Anne Laxholm!” udbryder min veninde, da jeg fortæller om min samtale med den kendte danser. Hun får et fjernt blik i øjnene, mens hun med næsten barnlig begejstring fortæller: ”Jeg gik til dans, da jeg var barn. Jeg har nok været 9-10 år, da Anne og Hans-Henrik Laxholm skulle danse til et lokalt arrangement. Jeg husker, at jeg sad sammen med en masse andre piger langs dansegulvet. Det var stort, for de var jo verdensmestre. Anne var gudesmuk og iklædt en vidunderlig kjole. Vi samlede de fjer og perler op, som faldt af kjolen, når hun med sus i skørterne dansede forbi. Det var magisk.”
Veninden stoppede til dans i en ung alder, mens Anne Laxholm fortsatte. Også efter at hun indstillede den professionelle karriere. For dans og bevægelse har altid fyldt i hendes liv. I en alder af 70 år driver hun stadig eget dansestudie sammen med sin mand og dansepartner Hans-Henrik Laxholm. ”Hans-Henrik og jeg danser stadig en gang imellem i studiet, når vi hører et stykke musik, vi bare skal prøve. Jeg tror, det bliver det værste den dag, når en af os ikke kan danse mere.”
Anne Laxholm trådte første gang i danseskoene som treårig. Det var bare noget, man gjorde, fortæller hun. Det handlede om dannelse og gode manerer, for Anne voksede op pligtopfyldende, arbejdsom og lydig. Hun havde ikke noget behov for som klassekammeraterne i gymnasiet at tage islændersweater, cowboybukser og fodformede sko på. Hun måtte i øvrigt heller ikke. Hun fandt friheden i dansen. I dag siger hun, at hun næppe kommer til at udleve det store oprør, før hun befinder sig på plejehjemmet. Alligevel skal man ikke beskylde hende for at være viljesvag. Hun har da også ry for at være den skrappe dommer, der har ikke har mange 10-taller at gøre godt med i 'Vild med dans', hvor hun har været en fast del af dommerpanelet i samtlige 18 sæsoner. ”Jeg har stor respekt for dansen. Selv om man er folkelig kæledægge, bliver det ikke nok til en semifinale. Og hvis man forstår, at der er tale om et underholdningsprogram snarere end et danseprogram, bliver det ikke så teatralsk, som nogle oplever det at blive nummer sidst,” mener hun.
Stadig i gang
For Anne Laxholm er det vigtigt at holde sig i gang. Både mentalt og fysisk. Så hun fortsætter med at være nysgerrig på livet og giver sig selv lov til at lege. Det er vigtigt, mener hun. ”Jeg læste engang, at hvis du kan gå i stedet for at sidde og sidde i stedet for at ligge, så gør det en forskel.
ANNE LAXHOLM
Men jeg tror også, at vi skal lære vores begrænsninger at kende, efterhånden som vi bliver ældre. Kroppen kan jo ikke det, den kunne engang.”
Selv begyndte hun at spille golf for tyve år siden. I startede fangede sporten hende ikke, men pludselig en dag ramte hun bolden rigtigt, og så var hun omvendt. ”Golf er fascinerende, frustrerende og – en sjælden gang – fantastisk. Præcis ligesom dansen. Dynamikken i golf og dans er det samme. Jeg mestrer stadig ikke golfspillet, men det skal bestemt ikke stoppe mig.”
Hvad der til gengæld ikke er plads til i den stadig travle hverdag, er dårlig samvittighed. Motion er vigtigt, men det skal være sjovt. For at bruge et fortærsket udtryk, så skal det være lysten, der driver værket, lyder rådet. ”Jeg gik engang til pilates, men hver uge prøvede jeg at finde en god undskyldning for, hvorfor jeg ikke skulle tage af sted. På trods af, at jeg jo godt ved, at det er godt for min krop. Men for mig er det så meget lettere at gribe golfkøllen og gå ned og arbejde på driving rangen eller gå op i studiet og danse. Så hvis lysten ikke er der, vil det altid være en kamp og en evig dårlig samvittighed over ikke at gøre det, man ved er godt. Og den dårlige samvittighed – den er roden til alt ondt,” lyder det fra Anne Laxholm.
Fokus på sygdom
Annes mormor døde af brystkræft i en ret høj alder. Det samme gjorde to af hendes danselærerinder i London. Også gode veninder har været igennem barske brystkræftforløb, men de er heldigvis kommet over sygdommen. Derfor var det naturligt for Anne Laxholm at sige ja til at blive ambassadør for Pink Cup, en landsdækkende golfturnering arrangeret af Kræftens Bekæmpelse. Hun har også tidligere været ambassadør for Osteoporoseforeningen.
Hvorfor? ”Modsat brystkræft vidste jeg meget lidt om osteoporose (knogleskørhed, red.), da foreningen kontaktede mig i 2010. Men jeg blev chokeret, da jeg fandt ud af, at der på det tidspunkt var omkring 600.000 mennesker, som havde osteoporose, og kun en brøkdel var i behandling. I dag er endnu flere ramt, og der er måske op mod 500.000 mennesker, der har sygdommen uden at vide det. Det er jo helt vildt.” ”Så vidt jeg ved, er der ikke osteoporose i min familie, og jeg har det heller ikke selv, men jeg vil meget gerne være med til at gøre mennesker opmærksom på, at de skal bede om en scanning, hvis de falder og brækker et håndled, arm, eller ben. Det er nemlig muligt at få forbyggende behandling og forsinke sygdommen. Motion som gang, løb og dans holder i øvrigt knoglerne stærke, så det er jo endnu et incitament til at dyrke motion.”
Spejlbilledet
Anne Laxholm fyldte 70 i efteråret. Hun smiler og spørger: ”Skal man egentlig ikke være gammel for at blive 70?”
Hun har besluttet, at hun ikke vil bruge tid på de rynker, der afspejler et levet liv. Hun har i øvrigt brugt mere tid end de fleste foran spejlet. ”Igennem dansen har jeg jo stået – og står stadig hver aften – foran flere
spejle, end sikkert godt er. Jeg er nok miljøskadet, og der er altid noget, som ikke er godt eller pænt nok, men jeg tror og håber også, at jeg efterhånden har lært ikke at tage mig selv for højtideligt. Men det er noget, jeg stadig arbejder med. Jeg tænker af og til: It is nice to be important, but more important to be nice.”
Gav den runde fødselsdag hende fornemmelsen af, at tiden er knap? ”Jeg har altid sagt, at den bedste måde at dø på vil være at falde om midt i en quickstep. Dog har jeg nu, hvor jeg er blevet ældre, ændret det til en slowfox. Det, der er vigtigt omkring den sidste tid, er, at jeg kan ældes med værdighed og bevare mig selv som et genkendeligt menneske.”
OM ANNE LAXHOLM
• Født i 1951 i Humlebæk. • Gift med Hans Henrik
Laxholm, der også var hendes professionelle dansepartner. • De var de første danske verdensmestre i standarddans. Har desuden vundet danmarksmesterskaberne flere gange, ligesom de kan kalde sig både europa- og verdensmestre. De stoppede karrieren i 1989.
• Har sammen med sin mand dansestudiet Dance Academy
Laxholm.
• Har en datter. • Er en af fem dommere på det populære TV 2-program
Vild med dans.
OSTEOPOROSE
På hjemmesiden knogletest.dk kan du teste, om du er i risiko for at have elle udvikle knogleskørhed.
”De må altid ringe”
Karin Fredskild er hjemmehjælper på Mandø. Hun nyder at drage omsorg for øens ældste
Af Marlene Grøftehauge Foto Heidi Lundsgaard
Solen sender sine morgenstråler ned over et lille bondehus med grønne vinduer. Rundt om hjørnet kommer Karin Fredskild gående i rask tempo og med et stort smil på læben. Hun er på vej ind til én af de beboere, som hun er hjemmehjælper hos på Mandø i Vadehavet. Hun banker på hos 100-årige Mie Laverentz, der tager imod Karin med den ene hånd på rollatoren og den anden i en glad vinkebevægelse.
Snakken går straks i gang, for de to kvinder kender hinanden særdeles godt. Karin er kommet hos Mie, siden hun begyndte som hjemmehjælper for 20 år siden. Dengang flyttede Karin tilbage til øen efter at have taget uddannelse og boet på fastlandet i en del år. Hendes mor var øens hjemmehjælper dengang – efter mormoderen og oldemoderen. ”Min mor forpagtede en restaurant og fik travlt med det, og så var det naturligt, at jeg overtog hjemmehjælperjobbet. Det passede godt ind i vores familieliv, da min mand arbejdede off shore dengang,” fortæller Karin, der de første 12 år havde ansvaret for øens ældste alene. For otte år siden kom Margit Knudsen til, og de to kvinder deler nu arbejdet mellem sig, så de er på omkring halv tid hver. Ved siden af har Karin travlt med sin café og bed and breakfast. Men aldrig mere travlt, end at hun rykker ud, hvis nogen ringer og har brug for
Hver morgen klokken otte besøger Karin Fredskild Mie Laverentz, som skal have hjælp til at få strømper på. Mie har været fastboende på Mandø, siden hun flyttede dertil med sin mand i 1949. Om aftenen vender Karin retur for at tage strømperne af Mie igen.
Tidstyranni og timeregistrering er ikke noget, de bruger på Mandø. Fx bor Karin over for Mary Knudsen, som er en af de ældre, Karin besøger. Hver aften kigger hun over mod Marys soveværelse. Er gardinet trukket for, er alt ok. Hvis ikke, må hun reagere. Det tager ikke mange minutter at være nærværende og give de ældre en god og tryg oplevelse, mener Karin Fredskild.
hendes hjælp. Beboerne kan også ringe til Ribe, men på grund af tidevandet på den ti kilometer lange grusvej mellem Mandø og fastlandet kan det være svært at få hurtig hjælp. Karin hjælper også til, hvis en af de ældre har brug for at blive kørt til undersøgelse på sygehuset i Esbjerg. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor hun gør det. ”Det er bare menneskelighed. Hvis vi ikke er her og hjælper, kan de gamle heller ikke være her. Og hvis vi ikke har de gamle, mister vi øens dna,” siger Karin, der kun har én bekymring: Der er ikke nogen til at tage over efter hende, når hun en dag må stoppe som hjemmehjælper og selv har brug for pasning og omsorg. Men – som hun siger og smiler igen bredt: ”Det løser sig nok. Det er lidt mit livssyn i det hele taget. Vi finder ud af det her på Mandø.”
OM MANDØ
Mandø ligger i Vadehavet mellem Fanø og Rømø og er 7,63 kvadratkilometer stor. Øen er kendt for sit rige dyreliv – især får og fugle. Der bor 32 personer på øen – heraf er de 25 over 60 år. Kun en beboer er et barn – en pige på et halvt år. Mandø hører under Esbjerg Kommune.
MIE LAVERENTZ
Siden artiklen blev skrevet og billederne taget, er Mie Laverentz desværre gået bort. Det gjorde hun 14. september på Esbjerg Sygehus omgivet af sine slægtninge, som har givet os tilladelse til at bringe artiklen.
Mary Knudsen bruger høreapparater, som skal renses hver morgen. Det sørger Karin for. Er en af de ældre sløje eller trætte en dag, tager Karin en vurdering af, om de bare har en dårlig dag eller skal på sygehuset. Hun ringer ikke i utide, for som hun siger: ”Kommer de på hospitalet, bliver de først syge. Jeg kender dem og ved, hvordan de har det. Det er som at være en datter.”
”Hej Mary.” Karin har tre ældre borgere, hun besøger morgen og aften. Mary Knudsen på 90 år er én af dem, og hun er glad for at se Karin. Mary er også glad for, at hun skal forholde sig til to forskellige hjemmehjælpere. Hun har hørt, at man kan have mange flere ovre på fastlandet. ”Uha, det ville jeg ikke bryde mig om,” siger hun.
Opvasken klarer Karin for Mie, men rengøring tager hendes kollega, Margit Knudsen sig af. De to kvinder deler hjemmehjælperjobbet, så Karin har omkring 12 timer om ugen. Men hun tæller ikke. Og har nogen brug for akut hjælp, når hun har fri, rykker hun hellere end gerne ud. ”Jeg kan ikke sige op, for så kan de gamle ikke blive hjemme. Jeg har heller ikke lyst til det. For mig et jobbet en naturlig del af det at være øbo,” siger Karin.
Karin friserer Mies hår hver dag og afslutter med at sætte et fint spænde i. Mie synes, det er rart, når kammen går helt i bund. Trænger Mie til at blive klippet, er det Karin, som fører saksen. Det hjælper hun alle øens ældre med, så de ikke behøver tage turen ind til fastlandet.
FORTVIVLET OVER MIT HÅR
Mit hår så tyndt og glansløst ud. Jeg troede, at det skulle være sådan resten af mit liv, men nu har jeg endelig fundet Hair Volume™ med biotin, som bidrager til at vedligeholde et normalt hår.
Tina er 55 år og arbejder som børnehaveklasseleder. –Jeg har i mange år været virkelig fortvivlet over mit hår. Det var både tyndt og meget fint. Det gør noget ved ens selvværd, så jeg var virkelig ked af det. –Min søster står i butik, og for ca. 4 måneder siden anbefalede hun mig, at prøve kosttilskuddet Hair Volume™. Som hun sagde; kunderne kommer igen og igen for at købe disse tabletter og de siger, at de ikke ”kan leve uden”, så hun synes, de var værd at prøve. –Sidst jeg var til frisør, udbrød hun: ”Sig mig lige hvad har du gjort ved dit hår”. Det ser synligt tykkere, smukkere og mere glansfuldt ud. Håret er en stor del af ens selvværd, så jeg har virkelig fået min selvtillid tilbage, efter jeg er begyndt med Hair Volume.
FØR
KLINISK AFPRØVET HÅRTABLET
Nyt klinisk studie bekræfter effekten af Hair Volume tabletten. Studiet viste synligt tykkere hår. Effekten kunne ses allerede efter 4 måneders brug. 8 ud af 10 kvinder var tilfredse med Hair Volume. De følte at deres hår var blevet tykkere, smukkere og mere glansfuldt.
Tykkere, smukkere og mere glansfuldt hår
Hair Volume™ er en prisvindende og klinisk dokumenteret hårtablet, der kan hjælpe til et synligt tykkere, smukkere og mere glansfuldt hår. Tabletten er baseret på bl.a æble ekstrakt, biotin og zink. Biotin og zink bidrager til at vedligeholde et normalt hår.
RÅD & VEJLEDNING
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte New Nordic på :
TLF.: 46 33 76 00
AKTUELT NU:
Bestil Hair Volume™ i dag og få leveret direkte til døren
Fås også hos Matas, Helsam og andre helsekostbutikker samt på apoteket
Klik på newnordic.dk, matas.dk, helsam.dk eller andre online helsebutikker.
Drenge, slip så jeres
Trine Runge Jessen har udgivet en bog om korsstingsbroderier, som har gjort hende til kult
Af Kirsten Skaaning Foto Ulrik Jantzen
”Neeeej, nu bliver jeg starstruck (næsegrus beundrer af kendte mennesker, red.). Jeg er en stor fan af dig og har lige købt din bog.”
Den henrykte hilsen fra en mor og hendes teenagedatter er rettet mod Trine Runge Jessen, nyslået forfatter og broderist. Umiddelbart efter at vi har sat os foran et røgfyldt værtshus i København, klar til interview.
Det er netop bogen og de atypiske motiver i ”Broderistens BADASS broderier”, vi skal tale om. Ordet badass gælder motiverne. Som er dårlig smag i nogles øjne. I andres øjne en fest at brodere, fordi de spidder vores hverdagsliv fra 1970’erne og 1980’erne.
I bogen er der mønstre med tændstikæsker med hel- og halvfyldte glas. Og med cigaretter og mad, der dumper hos enhver ernæringsekspert. Kitsch-motiver fra grisefesternes Mallorca. Et Bjarne Liller-pladeomslag med hans portræt. For slet ikke at tale om broderede bandeord, der står side om side med det nydeligste alfabet a la tidlig-
Barstol, broderi og bajer. Så bliver det ikke bedre for broderist Trine Runge Jessen.
ere tiders navneklude. Samt første vers af Lone Kellermanns udødelige ’gondol-sjæler’ ”Se Venedig og dø”. Så bliver det ikke mere romantisk.
Alle sammen historier fra vores virkelige liv, som Trine Runge Jessen har stukket fast med korssting på aida-stof.
Broderiet ud af skammekrogen
Hvorfor kaster en designeruddannet kvinde på 48 sig ind i en kampagne for korsstingsbroderier? Efter at vi i årevis har vrænget ad dem, der syr ”strapudemaj”. ”Broderi giver mig et frirum og en ro og tid til at fordybe mig og få ny viden. Jeg kan høre lydbøger og blive klogere, mens jeg laver noget med mine hænder,” siger Trine Runge Jessen.
I virkeligheden har hun broderet, siden hun var ti år og tvunget til at sy servietringe på et børnekursus. Trods tvangen blev hun indfanget af at skabe noget med sine hænder.
En designuddannelse fra Designskolen i Kolding er det fundament, hun står på i dag. Uddannelsen har hun brugt i 15 år som tekstildesigner af puder og plaider. Var derefter med til at åbne Designer Zoo i Latinerkvarteret i Aarhus. Efter syv ”skønne” år har hun en kort periode været gallerist.
Indtil corona og nedlukning i 2020. Så kastede hun sig for alvor over broderiet, som hun havde trådet nålen til fem år tidligere. Premieren var et broderi af pladecoveret til Sex pistols ”Never Mind The Bollocks”. ”Det var 42.000 sting, så det vil jeg ikke anbefale en nybegynder,” griner forfatteren.
Hun undrer sig over, hvorfor broderier har stået i skammekrogen så længe, og har besluttet sig for at tage tråden op og sætte det gode, gamle håndværk på dagsordenen.
På en enkel måde, så alle kan være med. ”Derfor skal det være korssting og ingen fancy franske knuder og halli-halløj. Til at begynde med.”
Det gælder om at have det sjovt og sy noget, du brænder for. Ingen dyr i robåde, egern med seler eller julenisser fra broderistens hånd. Meget hellere noget med mad, øl, dansktop og souvenirs fra de varme lande.
I bogen er der serveret mønstre med Jakabov på dåse foruden ’rajekåktajl’ og tarteletter med drys.
Til sidstnævnte kunstværk går der 86 fine små krydser. Så har du en vellignende butterdejsskal med høns i asparges og en dusk persille på toppen. Et perfekt broderi til din bøllehat.
Entertainer
Første gang, jeg som journalist oplevede Trine Runge Jessen, var på en garnfestival. De fleste tilhørere var i den usynlige alder. Hvor håret er gråt, og de fleste leveår vender vrangen til. Hun præsenterede sig som broderist: ”Ikke brodøse. Det lyder som en kønssygdom.”
Og så er der lagt op til en halv times underholdning og et opgør med det pæne broderi. Broderistens engagement og skæve indfald bliver mødt med stormende latter af det begejstrede publikum. ”Fuck bagsiden” er et af hendes mantra. ”Bare du sætter de rigtige kryds på forsiden, er der ikke en kat, der ser bagsiden. Det skal ikke være det, der holder dig tilbage,” lyder det. Det gælder om at have det sjovt og brodere på en rock’n’roll-agtig måde. Motiver, du kan lide eller selv tegner. Som den unge pige, der fik afløb for et skænderi med kæresten med et broderi, der blev hængt op ved udgangsdøren: ”Kan du ikke lide mig, så smut. Så er problemet løst.”
Eller den skoleklasse, som i faget håndværk og design broderer efter BADASS-bogen. ”Læreren, der havde klassen i timen efter, fortæller mig, at han aldrig før har måttet sige til de opslugte drenge: Læg så broderiet væk!”
En video med broderistens bramfrie udsagn inklusive broderi og øl fik i øvrigt hendes Facebook-side til at eksplodere i foråret. Flere end 2.000.000 har i dag set videoen.
Tato Jim fra Aarhus
Under coronaen arrangerede hun online Brodega fra sin private stue. Naturligvis tilsat øl og et saftigt sprog. De
TRINE RUNGE JESSEN
udsendelser blev et tilløbsstykke. Ligesom de kurser, hun arrangerer ’live’ landet over. De kurser gør hende ydmyg. Her oplever hun forskellige generationer skabe et fortroligt rum sammen, mens de sidder og broderer. Et rum, hvor de taler om emner, det normalt kan være vanskeligt at tale om. ”Det gælder om, at vi bliver set og ser hinanden på nye måder. Så blomstrer vi.”
Trine Runge Jessen ikke bare blomstrer, men sprudler af ideer, så hun mangler en dag i hver uge. Mindst.
Lige nu har hun kig på sømandstatoveringer. ”Min far er gammel sømand, og jeg er vild med gammeldags sømandstatoveringer. I Aarhus var der for mange år siden en legendarisk tatovør, Tato Jim, med pomadehår og en cigaret i flaben. Jeg har fundet ud af, at der er et Tattoo Museum i København, som har erhvervet en stor samling tegninger fra Tato Jim, der døde i 1995. Jeg har fået lov til at ’tatovere’ de tegninger med nål og tråd. Tattoo-mønstre bliver de næste, jeg stikker nålen i,” advarer hun.
Trine Runge Jessen i sit es. Hun vil have broderiet ud af skammekrogen.
KONKURRENCE:
Kække korssting
John Mogensens ansigt i korssting, øl, vin og ferskner med råcreme. Foruden et broderimønster af æslet, der spyr cigaretter ud, når du trækker den i øret. Cigaretæslet er en gimmick fra 1950’erne, som lige nu rider med på retrobølgen. En bølge, som du får masser af andre mønstre til i Trine Runge Jessens bog ”Broderistens BADASS broderier.” Forfatteren er lige så uhøjtidelig som opfindsomheden af mønstre. Selv hygger hun sig med en øl, mens korsstingene bliver stukket på plads, og latteren runger.
”Broderi handler om at få ro i skallen, være kreativ og brodere fede motiver, som du selv kan lide,” siger Trine Runge Jessen.
Har du lyst til at lære mere om hende og bogen, kan du deltage i en konkurrence om at vinde en af de tre bøger, forlaget Turbine donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/konkurrence og skriv dit navn og adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 3. januar. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 1719, 2300 København S. Mærk kortet ”Broderi”.
Vinderne får direkte besked.
Hvad er
Macoform?
Macoform er baseret på artiskok og mælkebøtte og er et unikt middel til maven. Indholdsstofferne har en bred virkning og er et godt valg, hvis du vil have en god fordøjelse.
Oppustet mave
Artiskok kan afhjælpe oppustethed som følge af luft i maven.
Fordøjelsesproblemer
Artiskok kan fremme produktionen af fordøjelsessaft.
Vægttab
Artiskok fremmer vægttab.
pH-balance
Mælkebøtte bidrager til at opretholde pH-balancen.
Mave/tarmkanal
Mælkebøtte bidrager til mave/tarmkanalens funktion.
Maveproblemer?
Kender du det: Om morgenen er maven flad, og du føler dig godt tilpas, men med indtagelsen af mad i løbet af dagen bliver en følelse af oppustethed mere og mere mærkbar.
Næsten alle kender til at have maveproblemer med jævne mellemrum. En udspilet mave kan være ubehageligt. Derudover er topmaven et kosmetisk problem for både mænd og kvinder. Løsningen er at få sat gang i fordøjelsen.
Hvorfor bliver man oppustet?
Faktorer som for megen fed mad – og at man måske sidder stille på sin arbejdsplads – giver ikke tarmene den nødvendige stimulation, hvorved fordøjelsen kan komme til at gå mere trægt.
Ophobning af den ufordøjede del af føden i tyktarmen kan sætte gang i en gæringsproces, som udvikler en række forskellige luftarter. Det er disse luftarter, der kan få dig til at opleve trykken eller oppustethed, hvilket kan være ubehageligt.
Bred virkning
Har du brug for hjælp til dine maveproblemer, skal du sætte gang i fordøjelsen. Macoform er baseret på naturlige planteingredienser og er til alle, som døjer med maven.
Macoform indeholder en unik sammensætning af ekstrakter fra artiskok og mælkebøtterod, der hver især arbejder på forskellige måder i maven. Planterne har en bred virkning og kan derfor bruges mod mange typer af problemer med maven.
Læs mere på wellvita.dk
Prøv til halv pris!
Macoform kan prøves på abonnement til halv pris for første pakke. kr 139,- (2 mnd. forbrug) +fragt 39 kr.
TELEFON: 82 30 30 40 mandag-fredag kl 8-16 WEB: www.wellvita.dk
Ingen binding. Betal efter at varen er modtaget.
Energivej 4 6700 Esbjerg
SÅDAN FIK VI HJÆLP
Jeg har haft en rumlende og ubalanceret mave, så længe jeg kan huske. Da jeg tilfældigvis så en annonce for produktet Macoform, hvor en udfordret mave var beskrevet, tænkte jeg: Det er jo akkurat sådan, jeg har det! Nu tager jeg Macoform med mælkebøtte og artiskok hver dag. Maven fungerer, og jeg har faktisk også tabt en del kilo uden at have gjort noget for det, fortæller Johan med et tilfreds smil. Johan Edberg Anette har døjet med oppustet mave i mange år. -Min mave føltes ofte som om, der lå en fodbold i den. Jeg havde prøvet stort set alt lige fra almene husråd til diverse produkter fra helsekostbutikken. Macoforms indholdsstoffer viste sig at være den helt rigtige løsning. Den oppustede mave forsvandt, og Macoform har nu været en fast del af mit morgenritual det seneste 1 1/2 år. Anette Adamsen
På vingerne fra starten
Som barn har Lilli Gruhl skiftet kultur to gange – læs, hvordan det har påvirket hendes liv og opvækst
Af Kirsten Skaaning Foto Lars Skaaning
Torsdag 12. november 1931. Lufthavnen i Düsseldorf. Et Sabena-fly er netop landet på tysk grund. Rundt om er en halvcirkel af journalister og fotografer. Parat til at blitze løs.
Ud af maskinen kommer en lille pige, Lilli Solveig Gruhl, på tre et halvt år. Hun er det første barn i verden, der flyver alene fra et land til andet. Fra Danmark til Tyskland. Den sensation bliver foreviget og omtalt i tyske aviser. Udklip, som den i dag 93-årige Lilli Solveig Jäger har gemt. På et af dem poserer Lillis velklædte tyske tante Melanie med hende på armen. ”Jeg bliver så bange for alle de ukendte mennesker om mig. Forstår slet ikke, hvad der foregår,” husker Lilli Jäger i dag, 90 år senere.
Dagen efter, den 13. november 1931, sender tante Melanie et telegram til Lillis forældre i Danmark om, at deres datter er landet planmæssigt.
Rejsen var den foreløbige afslutning på en aftale mellem tante Melanie og hendes danske bror om, at Lilli skulle i pleje hos sin faster. Hun savnede en lille pige at forkæle, efter at hendes egne børn var blevet voksne.
Historien begynder i Dresden i 1889. Her bor Lillis far, Kurt Gruhl, med sine forældre og fem søskende.
”I mange år drømte jeg, at jeg fløj oppe over nogle træer. En ubehagelig drøm, hvor jeg ville væk fra noget,” siger Lilli Jäger.
LILLI JÄGER
En dansk kunstner på valsen kommer forbi. En hovedkulds forelskelse opstår. Lillis farmor forlader mand og fem børn for at rejse til Danmark og et nyt liv i Brønshøj. Med sig har hun Lillis far, som kun er otte dage gammel.
Som voksen bliver Kurt Gruhl gift og får arbejde som brandmand ved Københavns Brandvæsen. Ægteparret Gruhl bor i en beskeden lejlighed i København med fælles soveværelse. De får fire børn – Lilli er nummer tre i flokken. ”Far og mor i dobbeltsengen. Rundt om lå vi fire børn,” husker Lilli Jäger.
Hendes far bevarer forbindelsen med sine tyske søskende. Tante Melanie er en af dem. Hun er godt gift med en mejerigrosserer. Har egen bil og et luksuriøst hjem samt to voksne børn.
Her kommer Lilli i pleje. Hun får eget værelse med en stor seng, smukke møbler, et spejl, en hvid dukkevogn og alt, hvad hjertet kan begære af legetøj. Og så bliver hun pyntet med hat og handsker og store sløjfer i håret og vist frem for tantens frokostveninder. Over for dem lægger tante Melanie ikke skjul på, at hun har gjort en god gerning over for sin fattige bror i Danmark ved at tage Lilli til sig.
Pyntedukke
Den 12. november 1931 havde Lillis forældre kørt hende til lufthavnen i Kastrup, sat hende om bord på en postflyver med en pilot, der havde fået strenge ordrer om at passe på den lille pige. Forældrene havde ikke fortalt Lilli, hvad der skulle ske. Fra dagen husker hun, at flyet lettede og svævede over vand og trætoppe. ”Jeg følte mig som en fugl, der breder sine vinger ud.”
Postflyveren landede i Hamburg. Herfra fløj Lilli videre mod Düsseldorf.
Lilli trives ikke som pyntedukke hos sin strenge faster. Hun kan ikke sproget, kender ikke omgivelserne, har ingen at lege med og savner sin kærlige mor i Danmark. Hun er tavs og indesluttet. Tantens mand arbejder meget, men forstår Lilli. Han forærer hende en lille, rød telefon, så hun kan ringe til ham, når hun bliver ked af det.
Lilli husker godt og fortæller detaljeret om sit barneliv i Tyskland. Nogle af beretningerne er understøttet af de mange billeder, tanten har taget under opholdet i Düsseldorf.
Hjem igen
I Danmark savner Lillis mor sin datter så meget, at hun forlanger at få datteren hjem igen. Det kommer hun før sin skolegang. Mod tantens vilje. Som Lilli husker det, blev der kold luft mellem de to familier. Hun har aldrig set sin tante siden.
For anden gang på få år skal Lilli skifte kultur, få nye venner og tilpasse sig livet i København. Dansk har hun glemt, og hun kan ikke gøre sig forståelig blandt legekammeraterne i gården. Hun bliver drillet for sit fine tøj og uforståelige talemåder. ”Jeg byttede om på ordstillingen som på tysk,” fortæller Lilli.
Af raseri bider hun bogstavelig talt fra sig, sætter tænderne i legekammeraterne, når de driller. Og så bliver hun forbudt at lege i gården.
I skolen bliver hun også drillet med sit gebrokne sprog og føler sig dårligt tilpas. Hun er bange for at sige noget af skræk for at blive gjort til grin. ”Jeg var et meget tavst barn.”
Siden hjemkomsten fra Tyskland har hun ikke haft lyst til at spise. Er blevet tynd og afmagret. Det resulterer i, at skolelægen sender hende på svagbørnskoloni seks uger forår og
Lilli på armen af sin tante i det luksuriøse værelse med den hvide barnevogn, som tante Melanie havde indrettet til hende.
seks uger efterår. Hvert år fra 1. til 5. klasse.
Moren er Lillis et og alt. ”Jeg hagede mig fast til min mor, hvor hun gik og stod. Jeg var altid bange for at blive forladt. Ikke at høre til nogle steder,” fortæller Lilli Jäger, som savnede sin mor under opholdene på svagbørnskolonien. Savnet gentog sig, da hun i knap fem måneder var indlagt og isoleret på sygehuset. Først med skarlagensfeber, siden med nyrebækkenbetændelse.
Følelsen af forladthed har martret Lilli gennem hele livet. Den dukker blandt andet op, da hun som 16-årig ser operaen Butterfly, hvor barnet bliver taget fra sin mor. ”Jeg fik det så dårligt. Det er som et sår, der aldrig bliver lægt.”
Veninden Lissi
Da Lilli er 13 år, begynder Lissi i klassen. Lissi er en robust pige, som tager Lilli i forsvar, når hun bliver drillet. Lissi foreslår, at de går til spejder sammen. Det sætter en ny retning for Lillis liv. Hun får selvtillid, ranker ryggen, skyder i vejret, ser godt ud og elsker at feste. Hun er ombejlet og bliver inviteret på danserestauranter, til fest på Kastellet i København, og hun blomstrer op. ”Jeg havde nogle dejlige år som ung.”
Mogens Jäger bliver hendes mand. Han er en dygtig erhvervsmand, forretningsmand til fingerspidserne, hemmelighedsfuld og indadvendt. Lilli er 25 år, da de bliver gift i 1953. Sammen får de tre piger. Forældrene arbejder mest hver for sig. Kærligheden er det så som så med, fortæller Lillis ældste datter, Marianne Jäger: ”Vi manglede i den grad vores forældres samhørighed. Enten havde vi mor for os selv eller far for os selv. Vi søskende lærte ikke at holde sammen. Men der er ingen tvivl om, at vores mors barndom og ægteskab har gjort ondt.”
Skilt og sammen igen
I 1968 er Lilli og hendes mand næsten færdige med at sætte deres hus i stand. Ud af det blå meddeler Mogens Jäger, at han vil skilles. Børnene var da 14, 13 og 8 år.
Lilli faldt med egne ord ned i et sort hul. ”Det slog mig fuldstændig ud. Jeg mistede lysten til at leve og tabte mig voldsomt. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forsørge mine tre piger, som jeg altid har haft tæt om mig.”
Lillis kreative evner som syerske får hende videre. Sammen med en veninde køber hun et hjørnehus i Helsingør, maler det lilla med sorte døre og guldkanter og indretter det som butik. På førstesalen er der flere værelser, som hun lejer ud til stude-
Det var en verdenssensation, da Lilli Gruhl som tre et halvt-årig fløj alene til Tyskland. Det blev omtalt i flere aviser.
rende. På den måde hænger økonomien sammen.
Et år efter beder hendes mand Lilli om at komme tilbage. De finder sammen på ny. Lilli tager regnskabskurser og styrer økonomien i mandens blomstrende virksomhed. ”Men det varer ti år, før vi for alvor føler, at vi hører sammen igen,” fortæller Lilli Jäger.
Hendes mand døde for to år siden. To år, som hun har fortrængt. I dag bor hun i en lejlighed og nyder mest af alt fred og ro. Hun ser meget tv, følger interesseret med i politik og kriminalstof.
Af Kirsten Skaaning
Bøger
Halvt i himlen, Lone Hørslev. To forhutlede søstre i 1920’ernes København får deres lykke gjort med lærepladser i en smørrebrødsforretning – ”Hvis de ellers kan holde hovedet koldt og benene samlede”, som bestyrerinden siger. Den ene bliver oldemor til Lone Hørslev, der i bogen disker op med oldemorens forelskelse og længsel efter et andet liv. En historisk kærlighedsroman med indlagt erotik og højt belagt smørrebrød. Politikens Forlag, 368 sider, 299,95 kroner.
Verdens 100 bedste fodbold-
spillere 2021, Carsten Werge og Per Frimann. For første gang har seks danske fodboldspillere sparket sig til en plads blandt de 100 bedste spillere i verden. I selskab med Messi og Ronaldo. I Danmark har 2021 især været præget af EM-slutrunden i fodbold med Christian Eriksens kollaps og landstræner Kasper Hjulmands prisværdige håndtering af fire ugers sindsoprivende kampe. Lindhardt og Ringhof, 216 sider, 199,95 kroner.
Den japanske elsker, Isabel Allende. Alma Belasco sendes i 1939 fra et Polen i nazismens skygge til sin velstående onkel og tante i San Francisco. Her møder hun Ichimei, den stilfærdige søn af familiens japanske gartner. I al hemmelighed spirer kærligheden mellem Alma og Ichimei. Men efter japanernes angreb på Pearl Harbour bliver de to unge brutalt adskilt. Forlaget Hr. Ferdinand, 320 sider, 299,95 kroner.
Paraden, Dave Eggers. Efter en blodig borgerkrig i et unavngivet land bliver to mænd hyret til at bygge en ny vej, som skal forbinde hovedstaden i nord med den fattige befolkning i syd. 4 og 9 er navnene på de to mænd. 4 er rutineret og følger strengt reglerne, mens uerfarne 9 hellere vil tale med lokalbefolkningen. En roman om konsekvenserne af Vestens involvering i verdens konfliktfyldte steder. Forlaget Turbine, 207 sider, 250 kroner.
