Vendepunktet

Den dag tog jeg første skridt i resten af mit liv

Eugen voksede op med en far, der var SSofficer. En kold, afstumpet, lunefuld mand, som gjorde alt for at slippe af med sin søn. Men som 14årig vendte Eugen faren ryggen, og det blev hans livs vendepunkt.

Af Liv Mygind Illustration Anne-Sophie Helger

“Min far prøvede hele mit liv at slippe af med mig. Han efterlod mig, sendte mig væk til fjerne slægtninge og folk, han ikke kendte ret meget. Det gjorde han igen og igen, indtil jeg forlod ham og resten af min familie”

SKRIV TIL OS Har du oplevet, at dit liv ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet? Så hører vi gerne fra dig, og så er det måske dit vendepunkt, vi dykker ned i næste gang. Skriv til: vendepunktet@aeldresagen.dk eller send et brev med dit navn og adresse til: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk brevet: ”Vendepunktet”.

Af Liv Mygind Illustration Anne-Sophie Helger

”Når jeg ser på billeder af min far som barn, er det tydeligt, at han var en usikker dreng. Men efter han kom ind i nazistpartiet som 17-årig og deltog i Reichsparteitag i 1923 og senere blev SS-officer, blev han en helt anden mand at se på: Han ser flot, stolt, rank og selvsikker ud.

Et års tid efter at jeg blev født i Polen i 1943, hvor min far var udstationeret som ledende nazist, meldte han sig til fronten og forsvandt ud af vores liv. Da de russiske styrker rykkede nærmere, pakkede min mor i al hast det mest nødvendige ned i vores barnevogn og gik til fods med mig og mine to søstre. Vi gik mindst 200 kilometer, og jeg husker, hvordan vi blev stoppet af en soldat, der truede os med et gevær.

I 1948 boede vi i en flygtningelejr i Vesttyskland, og her blev vi genforenet med min far. Fra det øjeblik, han kom tilbage i familien, bestemte han alt. Han var kold, afstumpet og lunefuld; en meget stor mand med hår overalt på kroppen, der voksede så tæt på armene, at det dækkede hans SS-tatovering. Han så ned på alle former for svaghed. Jeg var bange for ham, for jeg var hans modsætning: Fysisk lille, svag, følsom og indadvendt.

Min far syntes, jeg var ynkelig, så han besluttede, at jeg ikke skulle med, da resten af familien rejste fra flygtningelejren. Jeg tror, han var jaloux over, at jeg var meget tæt med min mor. Men jeg gjorde mig så tilpas umulig i flygtningelejren, at de sendte bud efter min mor, som kom og hentede mig.

Hele min barndom prøvede min far at slippe af med mig. Pludselig en dag sagde han til mig, at jeg skulle rejse. Han sendte mig ud til nogle mennesker, som han dårligt nok kendte, og jeg var ulykkelig. Efter et år kom min mor på besøg, og jeg fik hende overtalt til at tage mig med hjem igen. Sådan gentog det sig i de 10 år, jeg boede med min far.

Selv når jeg boede hjemme, flyttede vi konstant, for min far kunne kun få korte ansættelser. Han nægtede at lade sig afnazificere, og derfor kunne han ikke få et fast job. Jeg skiftede skole cirka en gang om året. Han inddrog os aldrig i sine beslutninger, men kom bare pludselig en dag og sagde, at nu flyttede vi.

Da jeg var 13-14-år, boede jeg alene på et lille loftsværelse på en præstegård, fordi der ikke var plads til mig på det værelse, hvor mine forældre boede i byen Butzbach. Og det var næsten held i uheld, at de ikke havde råd til en større lejlighed. For nu prøvede jeg, hvordan det var at leve uden min fars konstante tyranni. Selvom værelset var uisoleret, og vandet i vaskefadet frøs til is, så var jeg lettet og glad. Jeg var glad for mit arbejde som bybud, og de mennesker, jeg arbejdede med, var venlige mod mig.

En dag hørte jeg så, at vi skulle flytte igen – fra Butzbach til Darmstadt. Men jeg havde netop fået mulighed for at komme i lære som kontorelev i den virksomhed, hvor jeg var bydreng. Så jeg samlede alt mit mod, og en kold dag i februar gik jeg op på mine forældres værelse. Rummet var 12 kvadratmeter stort, og der stod to senge i forlængelse af hinanden. Min mor sad på en stol, højgravid og med min lillebror på seks år ved sin side. Min far var der til alt held ikke. Jeg sagde til min mor, at jeg ikke flyttede med, og hun forstod mig.

Da min far hørte det, hånede han mig og sagde til afsked: ”Jeg giver dig tre dage, så ved jeg, at du kommer krybende på alle fire og spørger, om du må bo hos os igen.”

Den bemærkning var ikke rar. Jeg tror aldrig rigtig, jeg fik lov til at være barn, og nu, som 14-årig, skulle jeg så være voksen.

Da min familie flyttede fra Butzbach, begyndte et helt nyt afsnit i mit liv. Jeg fik en chance for være mig selv og leve mit eget liv. Selvom jeg var ensom og ofte kun spiste én gang om dagen, så var øjeblikket, hvor jeg sagde fra og valgte min egen vej, mit livs største vendepunkt.

Jeg byggede mig selv op, og jeg mødte mennesker, der hjalp mig. Faktisk kunne alle godt lide mig, og jeg mødte så megen venlighed.

Jeg fik en uddannelse. Først som kontorarbejder, senere som politibetjent og til sidst som afspændingspædagog. Alt lykkedes for mig. Senere kom jeg til Danmark på ferie og blev forelsket. Jeg har været dansk statsborger siden 1972, og jeg er så glad for Danmark. Jeg er stolt af mit liv og mine børn, og jeg er meget glad for at leve sammen med min kæreste nu på 28. år.

Da min far skulle dø som 95-årig, kan jeg huske, at jeg rørte ved hans hånd, og jeg tænkte: Jeg kender slet ikke den her hånd. Han havde aldrig givet mig et kram eller en venlig berøring. Men jeg fordømmer ham ikke – måske var jeg også blevet som ham, hvis jeg havde været ung i 20'erne i Tyskland”.

OM EUGEN

Født 1943 i Polen af tyske forældre. Uddannet kontorelev, politibetjent, afspændingspædagog og forandringsagent i folkeskolen. Har læst 10 år på psykologistudiet uden at gøre det færdigt. Har to børn på henholdsvis 42 og 52 år. Bor i Birkerød med sin kæreste. Er pensioneret og arbejder frivilligt på et asylcenter, hjælper flere ældre med havearbejde og er frivillig på et hospice.

Lyt til VENDEPUNKTET

Hør hele Eugens beretning om sin opvækst i podcasten Vendepunktet. Du finder podcasten på aeldresagen.dk/podcast eller i din foretrukne podcast-app.

FLYGTNINGELEJRE EFTER KRIGEN

Der var mange flygtningelejre, der husede tyske flygtninge efter 2. Verdenskrig. Op mod 12-14 millioner mennesker var på flugt efter Sovjetunionens indrykning i det østlige Tyskland. Der var store flygtningelejre i Tyskland og de omkringliggende lande – også flere store flygtningelejre i Danmark husede tyske flygtninge. Oksbøllejren i Sydvestjylland var i årene efter 2. Verdenskrig Danmarks største lejr for tyske flygtninge. Da den i 1946 var størst, husede den godt 35.000 flygtninge. Kilde: danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet