Ældre Sagen AKTIV december 2018 by Ældre Sagen

AKTIV FRIVILLIGES SÆRNUMMER

DEN FORSKEL VI GØR DET VI FÆLLES SKABER

Større forskel end vi tror I dette Aktiv kan du læse om den store forskel. Mange frivillige taler hverken højt eller længe om den tid, de bruger på at gøre noget for andre. Nogle siger sågar, de ikke synes, "det er noget særligt". Men det er særligt. Skriv til aktiv@aeldresagen.dk, hvis du kender nogen, som bør få opmærksomhed i Aktiv, for frivillige er en uvurderlig del af Ældre Sagen.

05 Frivilligklummen

10 Willy gør glad

16 Motionsrolle forløste

06 Så kører bussen

12 Et tryghedsopkald væk

18 Enkemand men pårørende

08 Verdensdamen Grete

14 Sorg skal deles

20 Kai og døden

Om vi-følelsen, vores fællesskab. Og så den lille sten i skoen

Leon sørger for, at køleskabene i Farum fyldes på hyggeligste vis

Fra gåtur med Ældre Sagen i Mjølnerparken til frivillig i Café Nora

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

"Hjælpende Hænder" fikser folks hjem – men aldrig uden kaffen!

1200 frivillige ringer til 12000 hver dag. Mød Bodil og Grete

Selvom Thomas har mistet to hustruer, handler det om livsmod

Nu hvor Lisbeth er frivillig, tør hun tale i forsamlinger

Han er stadig frivillig på sin afdøde kones plejehjem

9478 timer vågede frivillige sidste år. Læs, hvorfor Kai gør det

Den forskel vi gør – det vi fælles skaber

N 26

Du kan læse mere om demens i hæftet ”Hvad er demens?” som du har fået med dette nummer af Aktiv. Hæftet er en del af Ældre Sagens indsats ”Demensvenlig Lokalafdeling”.

år I læser min sidste leder her i Aktiv, er jeg ikke læn gere landsformand i Ældre Sagen. Jeg vil slutte med et stort og dybtfølt tak til de mange, der gennem åre ne har beriget mit liv og givet mig glæde over at være en del af fællesskabet. Jeg har været lokalformand i Aalborg, repræsentant for landsbestyrelsen i Kreds København, Kreds Fyn, Distrikt Østjylland og Distrikt Vestjylland. Møderne med frivillige og medlemmer har altid været min inspiration. De har også vist mig store forskelligheder rundt i landet, men også for ståelse for, at alle arbejder for den samme sag. Fantastiske frivillige – ildsjæle – løser vigtige opgaver og fortjener at få deres navne på Ældre Sagens mindetavle. Her ville jeg gerne nævne nogle, men for hver person jeg tænker på, dukker mindst fem andre op i erindringen, som i lige så høj grad fortjener at blive nævnt. Flere af Ældre Sagens mærkesager er startet af frivillige i deres lokalområde, og flere har vokset sig store og er b levet til landsdækkende projekter i Ældre Sagen. Mine tre mærke sager: ældrepolitisk arbejde i lokalområderne, s ociale ind satser for sårbare og svage ældre samt udbredelse af viden og muligheder, for at vi alle bevarer vore fysiske og mentale færdigheder længst muligt, er i dag områder, hvor Ældre Sagen har gjort og forsat vil gøre en forskel. Jeg sender mine bedste ønsker til den nye landsbestyrelse og til alle frivillige i Ældre Sagen! Søren Rand Netop afgået landsformand soren.rand@mail.dk

22 Mange og multi

Find dig selv i frivilligtallene, og mød en multifrivillig

24 Venner besøger man

Der er over 5000 besøgsvenner i Ældre Sagen. Mød to

26 Landet Rundt

Skriv til aktiv@aeldresagen.dk og få din lokalafdeling med

Snorresgade 17-19 2300 Kbh S Tlf. 33 96 86 86 aeldresagen.dk Ansvarshavende Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

Redaktør Ea Ørum aktiv@aeldresagen.dk Oplag 20.000 Udsendes 4 gange årligt Design og tryk vahle+nikolaisen

Citat mod kildeangivelse, jf. ophavsretsloven. Deadline for næste blad 1. februar 2019

DECEMBER 2018

I 30 år har ildsjælen Ulla

været frivillig i Ældre Sagen Hun har været med helt fra begyndelsen i lokalafdelingen i Rødovre. Og Ulla har stadig en finger med i meget af det, der rører sig. Af Tea Sletved Fotograf Nadia Back Krahmer

lere formænd er kommet og gået, men 88-årige Ulla Spangtoft er der stadig. Det er 30 år siden, hun meldte sig til bestyrelsen i den dengang ganske nystartede lokalafdeling og satte sit store engagement ind på at få Ældre Sagen i Rødovre til at spire. “Jeg ville gerne være med til at gøre en forskel, og med over 5000 medlemmer i vores afdeling i dag er det da lykkedes meget godt,” siger Ulla. Alskens socialt arbejde har gennem tiden nydt godt af hendes kræfter.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

CV’et vidner om over tyve år i kommunalbestyrelsen, medlemskab af socialudvalget og det lokale seniorråd samt adskillige poster som frivillig. Brudt kærlighed og nye bånd Som gammel spejder har det sociale engagement altid været der, forklarer hun, men det var, da manden forlod hende for over et halvt liv siden, at der rigtig blev tændt op under ildsjælen. Det tog hende et års tid at komme sig over at være blevet ladt tilbage som alenemor:

“Men så begyndte jeg at involvere mig i alt muligt. Jeg kan godt lide at få ting til at ske. Og du ved de kendte ord om, at jeg gerne vil gøre en forskel,“ siger Ulla. Hun har altid været glad for at sætte noget i gang, og i takt med alderen begyndte hun at interessere sig for ældres forhold og lagde også sine kræfter her. Selvom meget har ændret sig for ældre, deres liv og muligheder på de 30 år, Ulla har været aktiv i Ældre Sagen, er der stadig brug for, at der bliver arbejdet for deres vilkår, mener hun.

Klumme:

Værdifællesskab i frivillighedens tjeneste Af Annette Guildal, fast frivilligskribent

Vigtige årstal om frivillighed i Danmark 1849

1960

1986

1987

I dag

Grundloven bliver vedtaget i 1849, og vi får frihed til at danne foreninger. Frivilligverdenen vokser, især inden for det sociale område. Velfærdsstaten blomstrer og tager sig i høj grad af det, frivillige tidligere har haft fokus på. De går i stedet mere ind i interessebaserede sager, fx kvindesagen. Ældre Sagen udspringer af Fonden Ensomme Gamles Værn med B jarne Hastrup i spidsen. 90.000 melder sig ind i Ældre Sagen, og der oprettes lokalforeninger, som arbejder for bedre vilkår for alle ældre i hele Danmark. 40 % af danskerne har deltaget i en eller anden form for frivilligt arbejde. Som noget nyt står de helt unge og de ældre over 70 år for den største andel af frivilligheden.

eg kendte lidt til at være frivillig i Ældre Sagen gennem mine forældres engagement, så det var et naturligt valg at søge ind i min lokalafdeling på Frederiksberg, da jeg gik på efterløn og senere pension. Jeg blev taget imod med åbenhed, og ved selv at melde bredt ud om, hvad jeg mente, jeg kunne bidrage med, fik jeg snart rigeligt med opgaver. Lige fra starten oplevede jeg en vi-følelse, Ældre Sagen – det var i høj grad os, de frivillige, der fik opgaverne løst. Jeg mødte en flok mennesker, som var samme aldersgruppe som mig. Vi taler samme sprog, har de samme værdier og en fælles referenceramme fra en svunden tid tilbage i 194050’erne. Det er godt at befinde sig med en gruppe kolleger på sin egen alder og føle sig tryg ved at sige ting, alle forstår og kender baggrunden for, bliver sagt. Bare det at slippe for at forklare, at selvom man er lidt grå i toppen, er man ikke fra en tid, hvor en mand var en mand og kvindebevægelsen en gangart – tværtimod, vi afskaffede det! Selvom vi alle bygger på vores velvoksne livs-og arbejds erfaring, synes jeg dog, at det er nødvendigt, at der udstikkes nogle rammer fra ledelsen (bestyrelsen), så vi fremstår professionelle over for medlemmerne. Jeg synes, det er vigtigt, at man føler ansvar for og ejerskab over, hvordan aktiviteten udspiller sig. For mig er der en meget fin line mellem selvkørsel og traditionelt lederskab ved det frivillige arbejde, og om man som leder holder balancen på den line eller falder, giver motivationen for den frivillige til at deltage eller ej. Tilgangen til det at være frivillig, hvilken opgave du udfører, og hvilken rolle du spiller, bunder bl.a. i dit tidligere arbejdsliv. Jeg har selv arbejdet med opgaver fra høj til lav og har et rimelig afslappet forhold til, hvad jeg bliver sat til, men jeg kan godt sætte mig ind i, at en tidligere leder lige skal sluge en kamel eller to, når vedkommende ikke længere er den, som bestemmer. Omvendt kan det være motiverende for en person, som har siddet med såkaldt rutineopgaver, pludselig at kunne opleve et arbejdsfællesskab med større lighed og mere anerkendelse. I takt med at jeg har forladt arbejdsmarkedet, har mit fokus ændret sig fra det, min arbejdssituation drejede sig om, og den lokation, jeg nu engang bevægede mig fysisk hen til, til det nære, det lokalsamfund jeg bor i. Jeg virker stadig – helt frivilligt! DECEMBER 2018

”Det allervigtigste for mig er det sociale samvær, som busturen skaber” Leon Andersson (th.)

Kom på indkøbstur med Leon og bussen Den ugentlige indkøbstur er mere end en praktisk hjælp for ældre i Farum.

Af Stine Brondbjerg Fotograf Mew

nsdage begynder for 87-årige Leon Andersson med indkøb af Dagmartærter. De stilles frem, når deltagerne på busturen er færdige med deres indkøb. Fællesskabet er nemlig det allervigtigste: ”Jeg synes, man som menneske har en forpligtelse til at hjælpe andre, hvor man kan, og glæden ved at glæde andre er for mig løn i sig selv,” siger Leon, der er frivillig.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Indkøbsturene begyndte for mere end 20 år siden i kommunens regi. I 2003 overtog Ældre Sagen projektet, som gennem frivilliges indsats har udviklet sig til et værdsat fællesskab. Turen ryster folk godt sammen Første stop er seniorboligerne Æblelunden, hvor ægteparret Birgit og Arne Rasmussen på 83 og 87 år stiger ombord på bussen.

”Det har været hyggeligt at lære vores naboer bedre at kende på de her ture. Når man ikke har bil, er det en stor hjælp, da der ikke er et så godt lokalt busnet i byen, og så er vi ovenikøbet i godt selskab her i bussen,” siger Birgit. Svend Christiansen på 91 år supplerer. Han er nabo til Birgit og Arne: ”Særligt på denne kolde årstid er det vanskeligere at komme ud, så der er det en stor hjælp. Leon har i længere

tid kæmpet for også at få østbyen med på ruten. Det lykkedes sidste år, så nu er vi både i øst og vest, og de her busture er i det hele taget med til at ryste folk sammen,” siger Svend. På dagens tur når passagerantallet op på 22. Leons omsorg Snakken går, og for hvert stop hilses der ”godmorgen” til nye passagerer. Da bussen standser kl. 10 ved Farum Bytorv, spredes de handlende i forskellige retninger. Bussens medhjælpere, heriblandt Leon, sætter sig i foyeren i Farum Kulturhus. Her bliver Dagmartærterne gjort klar, en Gammel Dansk stilles frem, og duften af nybrygget kaffe spreder sig fra køkkenet bagved. Ved et af cafébordene sætter deltageren Ole Reinert sig, da han er færdig med at handle. Han mistede sin kone

”Det er en foræring, at vi kan komme på de her ture sammen, og vi er meget tak nemmelige for Leons og de andre frivilliges store arbejde, der gør det muligt”

for fem år siden og køber hver onsdag blomster på indkøbsturen. Blomsterne tager han med til hendes gravsted: ”Leon tager så godt hånd om os og spørger ind til, hvordan vi har det. Hvis vi ikke har været med bussen i noget tid, så kommer han og spørger, hvor vi har været. Det betyder meget,” siger Ole, der begyndte at køre med bussen, da hans kone levede. Men hun var for syg til selv at komme med, så dengang købte han blomster med hjem til hende. Aktiviteterne holder mig i gang Kl. bliver 11.30, og alle er klar til afgang. Ud over indkøbsturene arrangerer Leon Andersson også fællessang i kulturhuset, sommer- og juleture samt udflugter til København. Det sidste nye tiltag er en nystartet gruppe af demensaflastere for pårørende: ”Det hænger nok sammen med, at jeg er en af dem, som råber højest, og så ender jeg tit med at tage ansvar for at koordinere, men det er selvfølgelig samarbejdet med de mange andre frivillige, som gør det hele muligt, siger Leon, der mener, at frivilligindsatsen vil få ham til at leve længere: ”Fra en lidt mere egoistisk vinkel holder de aktiviteter, jeg arrangerer for Ældre Sagen, mig i gang, og ikke mindst holder de min hjerne aktiv,” siger Leon.

Sådan kører bussen Indkøbsturen køres fast hver onsdag fra kl. 9.30-11.30 med professionel chauffør i lejet bus. Der er i alt syv medhjælpere tilknyttet bussen, som kører efter et planlagt skema. Det samme gælder for de 12 frivillige, der betjener følgebilen, som fragter rollatorer og indkøbsnet. Alle pensionister, efterlønsmodtagere og førtidspensionister kan gratis køre med. Turen er finansieret af Farum Kommune, Lyngby T uristfart, Centerforeningen Farum Bytorv og flere mindre butikker i Farum Bytorv.

Svend Christiansen (tv.)

DECEMBER 2018

Verdensdamen – fra Mellemøsten til Østerbro Grete har rejst det meste af jorden rundt og mødt forskellige folkeslag og kulturer. Erfaringerne bruger hun nu i sit frivilligliv.

Af Ida Tønning Albek Fotograf Mew

jemme hos Grete Busch fylder rejsebøger og ferievideoer bogreolens hylder. Titlerne indikerer, at turen er gået kloden rundt – fra Sri Lanka til Ecuador, Island til Kina. En lille elefant i træ står på kommoden ved siden af et Fabergé-æg i guld, og på væggen hænger et billede af Gretes mand, Bent, der smiler til kameraet, mens han modtager kindkys af to delfiner. Tilbage i 1950’erne boede Grete to år i Mellemøsten: ”Det åbnede mine øjne for en helt anden verden end vores lille smørhul herhjemme,” fortæller Grete, der er lidt af verdensdame. Både Grete og Bent, begge på 79 år, er frivillige i Ældre Sagens lokalafdeling på Østerbro. Det var Bent, som efter et møde i lokalafdelingens bestyrelse kom hjem og fortalte Grete om frivilligrollen i Mjølnerparkens mødested Café Nora. ”Er det ikke noget for dig? Du er så social og elsker at tale med mennesker,” spurgte han.

Fra tale til handling En opringning senere og Grete blev en af Café Noras frivillige. Café Nora er et mødested rettet mod kvinder fra det socialt belastede boligkvarter Mjølnerparken på Nørrebro i København. Her underviser frivillige fra Ældre Sagen i dansk sprog og kultur. ”Forleden dag sang vi Kim Larsen-sange, og da Benny Andersen døde, sang vi også nogle af hans

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

sange,” fortæller Grete, der understreger, at læren om dansk kultur skal ske på kvindernes præmisser. Mange af kvindernes hjemlande har Grete kendskab til fra sin tid i Mellemøsten, og det er et plus, når hun vender verden med dem. ”Hannah, der er en del af caféen, er fra Tripoli, og så taler vi lidt om det, når hun fx har været hjemme på besøg,” fortæller Grete, der ikke bor mange kilometer fra Mjølnerparken. Men hun havde alligevel aldrig stiftet bekendtskab med området, før hun begyndte som frivillig i Café Nora. ”Første gang jeg hørte om Mjølnerparken som en ghetto med bander og kriminalitet, tænkte jeg nej, nej, nej. Men så havde min mand, Bent, været på en vandretur med Ældre Sagen på Nørrebro, hvor turen bl.a. gik gennem Mjølnerparken. Han kom hjem og fortalte, hvor hyggeligt et sted det var,” fortæller hun og giver ham ret. Og hun er blevet meget glad for at være blevet frivillig ved Café Nora: "Hvad den ene ikke kan, bidrager den anden med. Vigtigst af alt er at have overskud til at sætte sig ind i andre menneskers liv, at føle med dem og bare være der for dem,” siger hun og husker på, at "uret tikker": ”Vi ved jo, både min mand og jeg, at livet ikke bliver længere, men alligevel samler vi stadig på fantastiske oplevelser, bl.a. fra vores frivillige arbejde,” siger Grete og fortæller, at det overskud hun giver, kommer stort tilbage.

”Første gang jeg hørte om Mjølnerparken som en ghetto med bander og kriminalitet, tænkte jeg nej, nej, nej, men så havde min mand været på vandretur med Ældre Sagen på Nørrebro”

DECEMBER 2018

“Jeg føler, jeg gør et menneske glad” Når Willy kommer ud som 'Hjælpende Hænder', er det ikke kun for at fikse noget. Snakketøjet er lige så vigtig som værktøjskassen.

Af Tea Sletved Fotograf Jørn Deleuran

et er ikke et krav, det med kaffen, men da 66-årige Willy Vingløv har slået det sidste slag med hammeren, og det lille billede hænger på væggen på sit søm, står den sorte termokande og to kopper klar på stuebordet hos Esther Kristensen. Og så går snakken. Sådan går det som oftest, når Willy rykker ud og hjælper med praktiske opgaver. Som ejer af to af hænder, der er skruet godt nok på til at fikse en pære, hænge billeder op eller skifte batterierne i ringeklokken, er han nemlig frivillig i Ældre Sagens indsats Hjælpende Hænder i Hammel, hvor han også selv bor. “Jeg er ikke håndværker. Jeg har siddet på kontor alle årene i mit arbejdsliv, men jeg har altid interesseret mig for den slags, så selvom jeg hverken er tømrer eller klejnsmed, og hvad det nu hedder alt sammen, så kan jeg en del efterhånden,” siger han.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

De ringer, Willy bringer Hovedsageligt er det kvinder, der bor alene, og som har brug for at få fikset ting i hjemmet, han bliver kontaktet af. Nogle gange ringer telefonen et par gange om måneden. Andre gange pludselig tre på samme dag. Det er meget forskelligt. “Det er jo ikke sådan, at jeg er en Falck-station og rykker ud i tide og utide,” griner han. Willy griner en del, når han altså ikke snakker derudad. Som tidligere sælger har han ikke svært ved at holde samtalen gående, for han har nærmest levet af sit gode snakketøj. “Jeg kan ikke holde min kæft, jeg kævler bare løs. Ja, det kan du jo høre, ha ha.” Når der er bud efter ham, bruger han altid et par minutter i telefonen på at sikre sig, at opgaven ikke er noget, som

hører ind under det, en lokal håndværker eller kommunen for den sags skyld ville kunne stå for. Det er vigtigt, understreger han flere gange. Når livet forandrer sig Willy har for eksempel hjulpet en ældre kvinde, som skulle flytte fra Herning til Willys Hammel, fordi hendes mand var kommet på plejehjem her. Hun havde nogle ting fra sin hjemegn, hun gerne ville have op at hænge i entréen. Det var bare at bore et par huller, smide nogle rawlplugs i, og så var det ordnet. “Det er faktisk et virkelig godt eksempel,” afbryder Willy sig selv. For bagefter så kom kaffen. Og det er nemlig lige så meget det sociale, det handler om, når han er hjemme og hjælpe folk med de praktiske opgaver. “Hun var jo lige flyttet hertil og kendte ikke et øje. Og så kunne jeg da fortælle lidt om Hammel, og jeg sagde også, at hun da skulle melde sig ind i Ældre Sagen og lokalafdelingen. Det blev hun rigtig glad for,” siger han. Og den slags oplevelser er der mange af, konstaterer han. For første gang i samtalen bliver Willy lidt stille. "Og derfor betyder kaffedelen lige så meget, som at lampen igen kan lyse," forklarer han. For det meste er kaffen allerede brygget, når han træder ind af døren. Willy er overbevist om, at der ikke ville blive ringet efter ham på samme måde, hvis det bare var for snakken. Hvilket han i øvrigt heller ikke ville have meldt sig som frivillig til. “Det er bedre, at man kommer og laver et eller andet samtidig,” siger han.

Det sker, at de ældre, han hjælper, faktisk har andre at trække på. Ofte er der noget familie, nogle bekendte eller naboer. Men de er så frygtelig bange for at ligge netop dem til last, har Willy erfaret. Alle har brug for nogen Det giver ham en god følelse at hjælpe. Som da han var hos en kvinde, som næsten aldrig kom ud. Hun skulle bare have sat et nyt gardin op, og det tog kun et øjeblik, men så satte hun kaffe og småkager på bordet. Willy nåede at drikke to kopper kaffe, uden hun fik så meget som en tår. Det var rigtig godt, at hun fik snakket sådan, tænkte han bagefter. “Jeg føler, jeg gør et menneske glad. Både fordi jeg har løst et praktisk problem, og også fordi vi har fået den der lille snak. Hvis der er en ud af hundrede, jeg kan gøre glad, så er det en lykke.”

DECEMBER 2018

Tryghed er et opkald væk hver dag Tryghedsopkalderne sørger for, at ingen skal være uden daglig kontakt. Grete koordinerer en del af indsatsen på Bornholm.

Af Julie Elver Fotograf Pelle Rink

ver morgen ringer frivillige til ældre landet over blot for at høre, om de stadig har det godt. Indsatsen har flere navne, bla. ’Tryghedsopkald’, og den er et tilbud til særligt enlige, der har mistet familie, eller som bor langt væk fra nærmeste pårørende og er uden daglig kontakt til eksempelvis hjemmeplejen. Opkaldet skaber tryghed, fordi det sikrer, at nogen griber ind, hvis uheldet er ude, forklarer Grete Sonne. I fire år har hun koordineret en række af tryghedsopkaldene på Bornholm: ”Folk er taknemmelige og glade for at blive ringet op. Man kan tydeligt mærke, at det betyder noget for dem. De er meget alene og ofte langt væk fra familien, så det føles trygt, at nogen ringer til dem hver dag,” siger hun. Samtalens længde er der stor forskel på. Nogle har blot brug for at for-

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

midle, at alt stadig er ok, mens andre har lyst til at tale lidt længere. Og der er plads til det hele, påpeger hun. Når andre skal tage over Opkaldene fordeler hun mellem seks faste frivillige og en vikar, og der er ingen undtagelser. De ringer hver dag hele året. Hun har i en kort periode selv taget en del af opkaldene, men har nu koordinatorrollen, som passer hende bedre. Men er der en på telefonlisten, tryghedsopkalderne ikke kan få fat i, tager Grete selv over. Således meldte en af Gretes faste tryghedsopkaldere tilbage, at en af kvinderne på listen var blevet mere og mere mærkelig at tale med. Grete ringede selv til hende og kunne tydeligt høre, at den var helt galt. ”Jeg kontaktede hjemmeplejen, der kort efter visiterede hende. Hun var

blevet dybt dement i løbet af kort tid. I det tilfælde tænker jeg tit på, hvad der mon kunne være sket, hvis vi ikke havde været der. Man kommer til at gøre en lille forskel, og det er der også mange af dem, vi ringer til, der giver udtryk for, selvom vi siger, at de ikke behøver. Et tryghedsopkald er jo ikke nogen garanti for noget, men det sikrer, at ingen kommer til at ligge mere end et døgn,” siger hun.

14 dage om måneden ringer Bodil og spørger, om alt er ok ”Godmorgen, er alt vel hos dig i dag?” Sådan indleder 68-årige Bodil Merrild fra Hernings opland som regel sine telefonsamtaler, når hun 14 dage om måneden ringer til en håndfuld i lokalområdet for at få livstegn. En af de kvinder, Bodil jævnligt taler med, siger det ofte til hende – at opkaldet netop er så rart, fordi hun frygter at ligge alene og være død.

Det eneste, det kræver at være tryghedsopkalder, er, at man har lyst til at snakke en stund med andre mennesker. Som regel tager det 20-25 minutter at nå gennem listen, der i øjeblikket tæller ni personer, og som tidligere ansat i hjemmeplejen minder det hende i høj grad om arbejdet der. Den eneste forskel er, at hun endnu ikke har mødt n ogle af dem ansigt-til-ansigt.

”Rigtig mange giver udtryk for, at de er glade for, at jeg tager tiden til det. Men jeg har jo selv valgt det og vil gerne gøre det. Og det er dejligt at tale med alle de glade mennesker om morgenen og følge lidt med i, hvad de laver,” siger hun.

”Når man hører en stemme, bliver man nysgerrig på, hvad der gemmer sig bagved. Hvad mon de har arbejdet med, og hvordan har deres liv været? Det får jeg heldigvis også nogle historier om indimellem,” siger hun.

Grete koordinerer trygheds opkalderne. Er noget ikke, som det skal være – forandrer en modtager af trygheds opkaldene sig – reagerer hun prompte.

DECEMBER 2018

Sorg – et livsvilkår, der ikke skal dyrkes Thomas fra Thy mødte en mur af tavshed, da han blev enkemand. I dag arbejder han for, at ingen skal stå alene med sorgen, som han ved, aldrig forsvinder.

Af Aida Bachiri Fotograf Nadia Back Krahmer

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

homas Nørgaard sidder alene ved enden af et bord i bunden af teltet. Familie og venner fra nær og fjern er samlet til byfest denne eftermiddag i Vestervig i Thy. Der er mange borde, og næsten alle siddepladser er optaget. En lille gruppe kommer gående med deres frokosttallerkner og har kurs mod Thomas, men da de får øje på ham ved bordenden, vender de sig pludseligt og går over til et andet bord. ”Jeg har kendt dem i mange år, så jeg tænkte, at det skulle de altså ikke have lov til. Jeg tog min tallerken og satte mig over til dem,” siger Thomas. Kort forinden byfesten havde Thomas mistet sin hustru. Det var anden gang, han prøvede at miste sin ægtefælle. Første gang var for næsten 25 år siden, da hans daværende hustru blev syg af kræft. Fælles for dengang og i dag er omverdens håndtering. Venner og bekendte ved ikke, hvad de skal sige, og mange vælger derfor ikke at sige noget. De holder afstand. ”Man mister sin ægtefælle – og samtidig også sine venner. Man kan som enlig mand ikke bare køre ud til venner spontant. Man passer jo ikke rigtigt ind i bordplanen længere,” siger Thomas. Sorgens drivkraft Thomas ved, hvad det vil sige at gå alene med sin sorg, og at den dybe smerte, der er forbundet med at miste sin ægtefælle, aldrig forsvinder:

”Sorgen kan man ikke bare tage væk,” forklarer han. Og netop dette kan omverdenen have svært ved at forstå, når døden for mange mennesker er stærkt forbundet med blufærdighed: ”Det er aldrig forkert at gå hen og tale med den, som har mistet,” husker Thomas os på. I dag er det tre år siden, hans anden hustru døde, og at blive mødt med tavshed husker han stadig meget tydeligt. ”Efter hendes død tænkte jeg, at der måtte være noget, jeg kunne gøre. Noget som kunne lette tilværelsen for andre, der også har mistet,” fortæller han. Thomas' personlige oplevelse blev et springbræt til frivilligaktiviteter, der gør andres tilværelser lidt nemmere.

”Sorgen er ikke noget, man skal dyrke. Den skal bearbejdes. Den er et livsvilkår, som toner ned med tiden. Men sorgen vil altid være der, for den er kærlighed, som er parkeret midlertidigt uden brug,” siger han. Han anskuer ikke sorg som negativt, men som en naturlig følge af, at man har haft et godt liv med et andet menneske. At man har elsket: ”Det er ikke noget, man nogensinde glemmer, så længe man er ved bevidsthed. Og det er heller ikke meningen, man skal glemme det,” forklarer han. Thomas tror ikke, livet slutter, når vi dør. Ligesom han er overbevist om, det allerede er bestemt, når vi bliver født, hvornår vi skal herfra. ”Og når nogen dør, siger vi på gensyn, og sorgen forbliver en tro følgesvend,” siger han.

Når to bliver til én Idéen til ”Når to bliver til én” formulerede Thomas i oktober 2015. Et initiativ, der har affødt forskellige aktiviteter i Ældre Sagen for mennesker, som har mistet en livsledsager. I dag har han også en livsmodsgruppe i fællesskab med andre, hvor man er velkommen, uanset hvor langt man er i sin sorgbearbejdelse. En aktivitet, der er kendt som en "sorg- og livsmodsgruppe" i resten af landet. Men for Thomas er det vigtigt at holde det fuldkomment positivt med fokus på livsmod. Og ikke sorg.

At være noget for andre For Thomas skal hele livet leves meningsfyldt, og for ham vil det sige, at der bruges kræfter på frivilligt arbejde. Derfor er han bl.a. fast indkøbsven for flere, som har et svækket helbred. Ligesom han også hver søndag arrangerer fælles spisearrangementer med livsmodsgruppen. Alle, der er blevet ladt alene det seneste halve år, er inviteret på mad. Thomas gør en dyd ud af at være frivillig og være noget for andre. ”Det giver så meget retur – man kan slet ikke forestille sig det,” siger han.

DECEMBER 2018

AT VÆRE MOTIONSVEN

får dårlige dage til at forsvinde Lisbeth giver mere end en støttende arm på en gåtur. Og hun får så meget igen – faktisk et helt nyt liv. Af Tea Sletved Fotograf Lars Skaaning

ed småbitte skridt tripper en lille ældre dame hen ad grusstien, der skærer gennem kirkegården og leder ned mod havet. Ved hendes side går en kvinde og holder godt fast i hendes hånd. Deres hår bliver blæst op i luften af den drillende vind, som står lige ind fra havet. “Hvis jeg ikke havde dig, ville jeg blæse væk,” klukker den ældste af de to, 92-årige Gerda. Hun giver hånden, som støtter hende, et klem. Hånden er Lisbeth Jakobsens, og hun er motionsven. De to går en gang om ugen på de små veje ved havnen i Faaborg på Fyn.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

“Det er faktisk de der trin, som gør, at jeg er motionsven,” siger Lisbeth og nikker med hovedet mod de to granittrappetrin, der leder op til huset, hvor Gerda bor. Efter et fald ned ad trappen, hvor hun brækkede begge arme, tør Gerda ikke længere selv gå ud af sin hoveddør. Frivilligt arbejde på kanten I dag blev gåturen kortere på grund af blæsten, men det gør ikke så meget. Lisbeth er blevet krammet hjerteligt farvel. Flere gange. Og Gerda byder på citrusvand og flere chokola-

der. Hun kunne have fortalt historier længe endnu. “Jeg tror slet ikke, hun er klar over, hvor meget hun giver mig,” siger Lisbeth, da hun går derfra. Hun er altid så glad og fyldt af god energi, når hun har været på gåtur med Gerda. Livet som frivillig motionsven er nyt for Lisbeth, men det har allerede haft stor betydning, for hun har ikke haft et let liv. En tung bagage kombineret med stress har betydet, at hun endte med at "skrabe bunden", som hun selv siger.

“Det har virkelig taget mange år at samle mig op til der, hvor jeg er nu,” siger hun med sin stille og varme stemme. På et tidspunkt syntes hun, at hun var kommet så langt med sig selv, at hun ville prøve sig lidt af med frivilligt arbejde. Idéen fik hun, efter hun havde stået en noget ældre veninde bi under sygdom, som Lisbeth udtrykker det. Hun fandt ud af, at hun virkelig kunne noget. At give er en gave Hver formiddag kom Lisbeth forbi, drak en tår kaffe og fik en lille snak. I dag er veninden på benene igen, selvom hun næsten havde mistet håbet. “Sådan noget, det har givet mig så meget oprejsning og selvtillid, som jeg aldrig før har ejet,” siger Lisbeth.

I avisen så hun, at Ældre Sagen annoncerede efter motionsvenner. Hun sprang til og blev matchet med Gerda. Deres ugentlige gåture vil hun ikke bytte for noget i verden. Gerda har det på samme måde, mærker Lisbeth. “Hun lyser fuldstændig op, når jeg kommer ind ad døren. Frakken ligger parat, og hun siger ’hej, min skat’, og så får jeg et kæmpe knus. Det varmer sådan.” For Lisbeth betyder rollen som motionsven, at hun i dag er blevet sådan en, som til et foredrag for nylig rakte hånden op med et spørgsmål. Uden den mindste hjertebanken eller svedige håndflader. Det er aldrig sket før. Hun har altid været en "lille mus", der ikke skulle nyde noget af at være midtpunkt, og som mente det samme som andre og ellers bare dukkede sig. Hun er også ved at skabe sig sin egen vennekreds. For

”Det har givet mig så meget oprejsning og selvtillid, som jeg aldrig før har ejet” modsat tidligere synes hun nu, at hun har noget at tilbyde. “De dårlige dage findes næsten ikke mere. Det er da nok lidt trist, at man skal blive så gammel, før man får et ordentligt liv, men det bestemmer man ikke altid selv,” siger Lisbeth. I dag er hun også besøgsven, men mere vil hun ikke binde an med. For hun vil ikke skuffe dem, hun allerede har lovet sin tid. Vil du også være motionsfrivillig, så kontakt friviligkonsulent Karin Schultz, kas@aeldresagen.dk DECEMBER 2018

Det hjælper andre,

at Henning har mistet

Selvom Hennings demensramte kone døde for halvandet år siden, kommer han stadig og hjælper til hver uge på plejehjemmet i Hinnerup, hvor hun boede. Af Julie Elver Fotograf Jørn Deleuran

ver onsdag mødes 85-årige Henning Jensen med to andre ligesindede på plejehjemmet i Hinnerup uden for Aarhus. De sætter stole frem, hælder vand på kander og gør klar til at tage imod etagens demensramte beboere til en svingom i gymnastiksalen. For halvandet år siden var det Hennings kone, der dansede til sin ungdomsmusik i salen. I dag er hun gået bort, men Henning er fortsat en del af aktiviteten. Ikke længere som pårørende, men som frivillig: ”Jeg har her haft nogle dejlige oplevelser sammen min kone, Inge, så hvorfor skulle jeg ikke blive ved med at komme her, selvom hun ikke længere kan? Der er jo andre, som har brug for min hjælp. Og jeg har også godt af at røre mig lidt,” griner han. Som pårørende gennem mange år ved han, hvordan sygdommen manifesterer sig, og han er ikke bange for slå en sludder af med de demensramte. ”Du kan ikke tænke dig, hvor søde beboerne er. Selvfølgelig forstår vi, der kender lidt til sygdommen, at tage dem på en bestemt måde, fordi vi har haft det så tæt inde på livet, og det kræver måske også en lille smule psykologsans, men vi hygger os sådan,” siger han.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Sygdommen tog hurtigt til Inge Jensen fik konstateret demens i 2010. Alarmklokkerne begyndte at ringe, da hun pludselig ikke kunne vende firkanterne rigtigt på sit patchwork-tæppe og syede dem forkert sammen. Andre gange tændte hun alle kogepladerne på fuld blus og glemte, hvordan man vaskede tøj. Det gik meget hurtigt fra den første fornemmelse, til det blev rigtigt galt. ”Det blev efterhånden døgndrift for mig. Hun vågnede om natten og troede i en periode, at der boede flygtninge inde i stuen. Hun begyndte at tale med mennesker, som ikke var der, og vi kunne ikke tage i byen, uden at hun havde efterladt to frugtskåle, så vores gæster ikke skulle sulte,” siger han. To gange forsvandt hun også fra deres fælles bopæl. Første gang var hun gået hjem til sin veninde, anden gang til deres datter. ”Man har jo hørt historier om, hvordan det kan ende, så jeg var ret nervøs. Men Inge forstod det ikke. Hun tog det helt roligt, da jeg kom for at hente hende hjem,” siger han. Efter fem og et halvt år flyttede Inge til sidst på plejehjem.

Kort til stor forandring Selvom det var svært at få hende til at skrive under på boligen, gik flytningen let. Hun faldt hurtigt til, fortæller Henning, der fra sin karnap i stuen kunne skimte Inges nye hjem 300 meter væk. Hver dag gik han derover og drak eftermiddagskaffe, og hurtigt blev han venner med en af de andre beboeres mand, som også hedder Henning. Sammen hjalp de med at dække op til kaffe i opholdsstuen, rydde af og i det hele taget gøre det hyggeligt. Og det var her, han opdagede, hvor stor betydning hans selskab havde for beboerne. ”Når Henning og jeg sad og talte sammen over kaffen og eksempelvis kom ind på Aarhus, kunne en af beboerne lyse op og pludselig begynde at fortælle om sin tid som ansat ved byens fineste skrædderi, mens en anden bød ind med minder fra ungdommen på Trøjborg. Der så vi virkelig, hvilken gavn vi som pårørende kan gøre,” siger han. I juni 2017 slap Inges kræfter op. Efter et par dage med svær lungebetændelse døde hun. Stadig pårørende I dag tropper Henning og Henning fortsat op på plejehjemmet sammen hver tirsdag og onsdag. Onsdag til dans og tirsdag til fællesspisning med pårørende til hjemmeboende demensramte. Her er samværet og det at give de pårørende et lille afbræk fra en hård hverdag derhjemme i fokus. ”Det er klart, at både Henning og jeg har erfaringer, vi kan dele ud af. Vi ved, hvad de pårørende gennemgår, og vi kan mærke, at det hjælper dem at have sådan et fællesskab,” fortæller han. Derudover har han også meldt sig til en pårørendegruppe i den lokale sognekirke, som Ældre Sagen er med til at arrangere. Her møder han en gang om måneden op og deler ud af både varme ord og praktiske råd. ”Jeg tænker stadig på mig selv som pårørende, selvom min kone er død. Det kan måske virke lidt sjovt, men menigheden mente i allerhøjeste grad, at jeg var berettiget til at være med, for jeg var den eneste, der havde prøvet at miste,” siger han og holder en lille pause. ”Jeg roder mig ind i alverdens ting. Min datter har sagt, at jeg også bør tænke over at sige nej en gang imellem, men jeg kan ikke rigtig lade være. Det er jo noget, jeg nyder.”

Internettet – en kanal til socialt liv Vibekes frivillige virke som it-besøgsven hjælper ikke kun andre. Hendes egne it-kompetencer får også et nøk. Af Stine Brondbjerg Fotograf Mew

t skal ikke erstatte den sociale kontakt mellem mennesker, ifølge Vibeke Voll, der i to et halvt år har været frivillig it-besøgsven for Ældre Sagen i Rudersdal Kommune. Når det er sagt, så kan it være med til at gøre den enkelte borger mere selvkørende og være en kanal til et socialt liv: ”Via internettet kan man få besked om arrangementer eller selv bestille flextrafik. På den måde ser jeg it som en kanal til at have et socialt liv, mere end at it er det sociale liv, som Facebook eksempelvis nogle gange bliver udlagt som,” siger Vibeke Voll. I dag er det tredje gang, Vibeke besøger Hanne Danielsen på 94 år, som både bruger computer, tablet og smartphone. Alle spørgsmål er velkomne Hanne oplever sin it-besøgsven som en stor hjælp, især fordi Vibeke er god til at forklare: “Jeg kan stille alverdens spørgsmål uden at føle mig dum,” siger Hanne, der ellers også selv har hjulpet andre i sin omgangskreds: ”Jeg havde en to år yngre veninde. Hun ringede hele tiden, fordi jeg skulle hjælpe hende med at bestille billetter, fordi hun ikke selv var på internettet. Jeg var jo nærmest hendes kontordame til sidst, men det var lidt sjovt, at jeg kunne imponere hende,” siger Hanne. Hun er som gammel kunsthåndværker blevet meget glad for at have fået installeret tegneprogrammer på sin tablet. Lærer nyt som it-besøgsven Hanne har af en ven fået anbefalet ”TED talks”, der ligger på nettet. Vibeke kender ikke helt vejen dertil og må konkludere, at hun endnu engang lærer noget nyt som it-besøgsven: ”Mit mantra har altid været, at det er mig, der bestemmer, og ikke teknikken. Det er også mit udgangspunkt som it-besøgsven. Hvis der er noget, jeg ikke ved, så må jeg finde ud af det. På den måde udvikler arbejdet som it-besøgsven også mig,” siger Vibeke. Vil du også være it-frivillig, så kontakt frivilligkonsulent Jesper Holst, jho@aeldresagen.dk

Døden

interesserer ham Andres ensomhed og en lyst til at forstå, hvordan vi kommer herfra, fik Kai til at blive våger. For ingen skal dø ufrivilligt alene.

an får stadig bankende hjerte, hver gang han træder ind i det hjem, hvor han skal våge. Også selvom han kalder vågeopgaven enkel: "Jeg tror, mange afholder sig fra at blive vågere, fordi de er bange for at gøre noget forkert. Deres manglende mod står i vejen, men det er nærmest umuligt af fejle, hvis man har etikken og den gode vilje med sig. I begyndelsen havde jeg også forestillinger om, at jeg ikke ville kunne håndtere døden godt nok, men sand heden er, at der sjældent er noget at håndtere. Jeg kan huske, at jeg engang sad under vågningen og overvejede, hvordan jeg kunne gøre mig nyttig, men jeg skulle jo blot være der,” siger Kai Christiansen, der som frivillig i Ældre Sagen bl.a. selv våger og er med til at administrere Ældre Sagens vågetjeneste i Furesø Kommune.

Hun skulle dø alene Kai er også besøgsven. Det var han også, før han blev våger. I et par år besøgte han ugentligt en ældre kvinde, som næsten ikke havde noget netværk. Da besøgsværten lå for døden, passede en veninde hende i dagtimerne, og Kai sad hos hende om aftenen og natten. En dag skulle han rejse, og han bad derfor hjemmeplejen tage over. Deres tilbagemelding var chokerende, for de kunne ikke hjælpe: “Jeg blev først oprevet, men selvfølgelig er det ikke det offentliges opgave at våge. Bagefter tænkte jeg, at jeg selv kunne være med til at gøre en forskel. Så jeg kastede mig ud i at udvide den vågetjeneste, der på det tidspunkt var ved at blive etableret i vores naboby, Værløse,” siger han. I dag består vågetjenesten af 22 frivillige og er et tilbud i både Værløse og Farum. Der er mange grunde til, at man begynder som våger, forklarer Kai. ”Jeg er selv nysgerrig på det uafvendelige, altså det at jeg på et tidspunkt skal dø. Ved at blive våger ville jeg prøve at få en form for kontrol over døden – og den kan vi jo som bekendt absolut ikke få styr på. Det kan godt være, jeg alligevel går i panik, når jeg selv skal herfra, men jeg har da gjort mit for at få et mere roligt forhold til at skulle dø,” siger han.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Der er ikke sket noget voldsomt, som har gjort ham nysgerrig på døden, og de vågninger, han har deltaget i, har heller ikke været dramatiske, men han har set døende være angste: "To tredjedele af dem, vi våger hos, er ikke kontaktbare. Nogle af dem ligger uroligt. Her kan vi virkelig gøre en forskel. Jeg lægger forsigtigt min hånd på deres skulder eller tager dem i hånden og siger ”jeg er her”. Kontakten får dem som regel til at slappe af. "Almindeligvis siger man, at hørelsen er det sidste, der forsvinder. Jeg tror, at behovet for at være i kontakt med et andet menneske er det næstsidste, vi mister,” siger han. Kender de døende på forhånd Fordi Kai også er besøgsven for en hel gruppe af beboere på et lokalt plejecenter sammen med tre andre frivillige fra Ældre Sagen, kender han nogle af dem, som han våger hos. “En beboer på plejecenteret bad mig engang love hende, at jeg ville være der, når hun skulle dø. Det kunne jeg selvfølgelig ikke love, men jeg kunne love, at vågetjenesten vil være der, hvis hun ønskede det. Vi har endnu aldrig sagt nej til en vågning,” siger han. Som besøgsven taler han også med beboerne om døden, men mest på et "hypotetisk plan": “Det er pudsigt med døden. Vi ved alle, vi skal herfra, men vi har alligevel vanskeligt ved at forstå, at den også omhandler os selv. På plejecenteret kan vi se tomme senge på gangene. Det betyder typisk, at en beboer er gået bort, og vi taler om det, men ganske sjældent i forhold til vores egen dødelighed,” siger han. Kontakten mellem våger og den døende beskriver han som en blanding af fjern og tæt. “Vi er hverken familie eller venner. Vi kommer som fremmede, men med nærvær, og vi kan skabe en lindrende ro,” siger Kai og husker på en kvinde, som han var med til at våge hos i fem dage. Til at begynde med var hun meget angst, men få timer før hun døde, sagde hun, “nu tager jeg det, som det kommer”.

A F E A ØRUM FOTOGR A F N A DI A BACK K R A HMER

DECEMBER 2018

På plejecentre 1.100 frivillige skaber liv på landets plejecentre – de hygger og inviterer på ture.

Demensaflastere 698 frivillige aflaster pårørende til demensramte, når hverdagen bliver for belastende.

86.000

arrangementer blev sidste år afholdt af frivillige, fx rejser og foredrag.

“Det da herligt, når beboerne spørger efter mig, fordi de glæder sig, til jeg kommer” Jørgen Storm, der bl.a. er spiseven

Lokal indflydelse 447 frivillige er engagerede i politik og forbedrer ældres forhold i deres kommuner.

400 frivillige

synliggør lokalafdelingernes indsats, både ift. arrangementer og ældrepolitik.

300

frivillige ved aftenmåltidet

Sorg- og livsmodsgrupper 79 frivillige i sorg- og livsmodsgrupper hjælper andre, der har mistet.

Skole- og børnehavevenner 600 frivillige i skoler og børnehaver beriger 5.000-6.000 børn med kvalitetstidshygge.

Spisevenner deler et måltid med ældre, der bor alene, eller med beboere på plejecentre.

Multi M

ange frivillige har mange kasketter. Jørgen er en slags multifrivillig. Så han må rykke vores aftale, for han skal lige nå noget. Og det er sigende for hans måde at håndtere sit meget aktive frivillige liv på – han prioriterer nemlig hele tiden. ”Jeg sorterer, for det er ikke alt, der er lige vigtigt her og nu. Og fordi jeg gør det, bliver jeg ikke stresset,” siger han. Strategisk politisk spiseven Jørgen jonglerer mellem sin formandskasket i Ledøje-Smørum lokalafdeling, sin kasket til brug i koordinationsudvalget i Egedal og kasketten i foreningen Norden Egedal, hvor han også er

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Motion

Besøgsvenner

Telefonstjerner

2.668 motionsfrivillige sørger for sved på panden hos stærke og svage ældre.

5.000 er frivillige i besøgstjenesten, der er den største og ældste aktivitet i Ældre Sagen.

1.200 frivillige ringer og siger godmorgen hver dag til 12.000 ældre, der bor alene.

215

lokal afdelinger

Hver sjette dansker hjælper lige nu et ældre menneske

2.715

Vågetjeneste 700 frivillige våger over døende – alene sidste år over 556 døende i 9.478 timer.

frivillige fordeler, leder, administrerer og koordinerer i de 215 lokalafdelinger.

Den forskel vi gør det vi fælles skaber

1.933

it-frivillige tilbyder hjælp i it-caféer og på kurser over hele landet.

frivillig formand, og så kasketten i seniorrådet i Egedal Kommune, hvor han er næstformand: ”Rollen i seniorrådet giver os i Ældre Sagen politisk indflydelse. Det synes jeg, vi manglede, men det har selvfølgelig også betydet, at der skal holdes meget nøje styr på mødekalenderen,” siger Jørgen, der helst vil være to træk foran. Han er, med 40 år på bagen som leder i forsvaret, strategisk, men det er ikke årsagen til, at han også er spiseven på det lokale plejecenter én gang om ugen. ”Jeg brænder for hovedsagen, der handler om, at mennesker i alle aldre skal have gode liv,” siger manden, der

også deltager i alle lokalafdelingens arrangementer for at hjælpe til med det praktiske – men hvordan gør han, så han ikke får for meget på sin tallerken? Ingen oberst Hackel Jørgen kender til fordommene om hæren, men nogle af de evner, han lukrerer på fra sin tid i forsvaret, går lige i kødet på dem. ”Mange tror, det forholder sig lige modsat, men vi lærte at lytte til hinandens argumentation, så jeg er ingen oberst Hackel. Den tilgang bruger jeg også nu, og kommer jeg i tvivl om en beslutning, fx efter jeg har vendt noget med koordinationsudvalget, så vender jeg det med bestyrelsen. Jeg

A F E A ØRUM FOTOGR A F N A DI A BACK K R A HMER

sætter mig ind i tingene, men rådfører mig og lader de bedste argumenter ændre kurs. Jeg står ikke alene, og det tager, ligesom prioriteringerne, presset,” siger han. I 2013 havde lokalafdelingen 1500 medlemmer. I dag har den 1900. Han har sammen med andre frivillige i lokalområdet gjort Ældre Sagen levende og synlig. Hans allerbedste råd til, hvordan andre også kan skabe succes, handler om mæthed: ”Jeg har så rigeligt på min opgaveliste nu, og hvis jeg tog mere ind, vil det gå ud over andet. Vi skal, selvom vi så gerne vil mere, lytte til vores grænser,” siger han. DECEMBER 2018

Frederikke Bach Reinwald 19 år, blev student i sommer i Vejle og er netop flyttet til Aalborg for at studere. Er besøgsvens for ti beboere på Plejecenter Ågården, der ligger i Egtved mellem Vejle og Kolding, hvortil hun stadig pendler.

Signe Skriver 31 år, bor i København og arbejder som dekoratør for et stort tøjfirma. Har i ca. to år været besøgsven for Birthe på 86 år.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

A F S TINE BRONDBJERG FOTOGR A F N A DI A BACK K R A HMER

Besøgsvenskab har ingen alder

Signe og Frederikke blev besøgsvenner for at gøre noget for nogen – men de får mindst lige så meget igen, som de giver.

1-årige Signe Skriver har mistet sine bedsteforældre og savnede at have ældre mennesker omkring sig. En bekendt inspirerede hende til, hvad hun havde overvejet at gøre længe: At blive frivillig. Derefter kontaktede hun Ældre Sagen og blev besøgsven: ”Jeg nyder at komme ind i den her boble af tid, hvor vi ikke skal nå noget. Det er spændende at høre gamle historier og tale med én, der har oplevet livet,” siger Signe. Efterhånden som hun og Birthe på 86 år har lært hinanden at kende, kan de både diskutere og lave sjov med hinanden. En stor gave Signe er altid glad, når hun tager fra Birthe. For selvom hun har et fuldtidsjob og en stor omgangskreds, giver de ugentlige aftaler hende noget helt særligt: ”Det er en lige så stor gave for mig som for Birthe, når vi er sammen. For nylig talte vi om Vesterbro, hvor jeg bor. Birthe kunne ikke forstå, at jeg ikke kendte ostebutikken på Istedgade. Det viser sig, at den lå der for mange år siden. Så blev vi lige mindet om, at der er 55 år imellem os.” Nogle dage tager de også på tur i lokalområdet, hvis dagsformen er til det.

Mere nærvær 19-årige Frederikke Bach Reinwald er begyndt at studere i Aalborg. Alligevel er hun stadig besøgsven for ti beboere på Plejecenter Ågården ved Vejle, som hun spiser sammen med, læser højt for og spiller Ludo med: ”Unge mennesker er vant til at tjekke telefoner eller være på sociale medier hele tiden. De ældre er meget mere nærværende i samtaler, og så har de meget mere livserfaring end mig,” siger Frederikke. Hun meldte sig spontant som besøgsven for et halvt år siden, da livet i gymnasiet blandt jævnaldrende var lidt for ensartet. Perspektiv og strikketøj Frederikke har stadig sine bedsteforældre, men ser dem kun halvårligt, da de bor langt fra væk. Besøgene på Ågården giver hende ikke bare et andet perspektiv på livet, beboeren Lis har også lært hende at strikke: ”Folk på min egen alder kan ikke forstå, hvorfor jeg vil arbejde frivilligt i stedet for i et lønnet job. Når jeg så fortæller, hvor meget perspektiv det giver mit liv, synes de, at det er et fedt initiativ,” siger Frederikke.

DECEMBER 2018

LANDET RUNDT

RINGKØBING-HOLMSLAND

Sten er læringsven

ldre Sagen i Ringkøbing-Holmsland har indgået et samarbejde med Alkjærskolen og Lem Skole om at skabe generationsmøder mellem frivillige læringsvenner og elever. Lokalafdelingen har i alt 12 læringsvenner fordelt på de to skoler. Sammen med læringsvennen øver eleven fx tabeller og læsning, eller de spiller spil og tager på ture. Sten Carlsen er læringsven. Med erfaring, ro og nærvær i rygsækken møder han op på skolen en gang om ugen i halvanden time. Den pensionerede skolelærer er læringsven for to drenge – én i 1. klasse og én i 3. klasse. ”De læser højt for, mig eller jeg læser noget op for dem, og så taler vi om det,” fortæller Sten, der sætter pris på at være sammen med børnene og at kunne give noget videre til den yngre generation. Indsatsen fra de erfarne frivillige fra Ældre Sagen er blevet så stor en succes, at lokalafdelingen i øjeblikket søger flere læringsvenner i lokalområdet. Som frivillig læringsven melder man sig til et otte-ugers forløb. Efter de otte uger vurderer læringsvennerne, om de ønsker at fortsætte – og det samme gør skolen. Er alle godt tilfredse, så kører samarbejdet videre.

Vi er nok en slags gourmeter ... Der er mange madklubber landet rundt. Har I en særlig fortælling, så send den til aktiv@aeldresagen.dk – gerne med et billede. 26

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

Fotograf Jørgen Kirk

SØNDERBORG-SUNDEVED

Her læser Sten Carlsen med Luca. De andre børn i klassen siger: ”Du er heldig at have en læringsven!”

or otte år siden tog Erik Jensen, daværende formand for Ældre Sagen Sønderborg-Sundeved, initiativ til et madlavningshold for mænd. I dag er Erik stoppet som formand, men står fortsat i spidsen for det ni mand store madlavningshold, der eksisterer i bedste velgående – og med få udskiftninger undervejs. Hver onsdag kl. 18 mødes holdet på Ahlmann- Skolen i Sønderborg. Tre mand står for forret, tre for hovedret og to for dessert. Erik dækker bord, byder velkommen, præsenterer retterne og sørger for, at alt omkring holdet fungerer. De ansvarlige præsenterer forret, hovedret og dessert. ”Vi har ingen kok, der underviser. Vi lærer af hinanden, og retterne bliver lavet efter opskrifter, som vi finder på nettet. Jeg plejer at sige: Bare kast jer ud i det.” Og så bliver der hakket, snittet og pisket i skolekøkkenet.

HORSENS

Jens Peter passer pengekassen

halvandet år har Jens Peter Støvring været kasserer i Horsens lokalafdeling. Og det har han gjort godt – i hvert tilfælde har der ikke været klager – tværtimod. ”Bestyrelsen virker tilfredse,” siger Jens Peter beskedent. For tre år siden flyttede han sammen med sin hustru til Horsens, og da de ikke kendte ret mange i byen i forvejen, var de lidt på udkig efter en ny omgangskreds. Hustruen så en dag i lokalavisen, at Ældre Sagen Horsens søgte en kasserer og spurgte sin mand, om det var noget for ham – Jens Peter var enig. Han kontaktede lokalformanden, og de holdt et møde, hvor Jens Peter bl.a. fortalte om sin baggrund som revisor gennem 25 år. Nogen tid senere fik han også lejlighed til at præsentere sig for lokalbestyrelsen, og ti minutter efter mødet ringede formanden og fortalte, at kassererposten var hans.

Kompetencerne som revisor tager Jens Peter i brug i rollen som kasserer. Han har kendskab til Navigator, som er det regnskabssystem, Ældre Sagen benytter. Derudover har han via sit job været på kurser i Excel og er dermed blevet dygtig til at lave skemaer og bruge formler, som kan få tallene

Jens Peters råd til kommende kasserere: • Sæt dig ind i kontoplan og aktivitetskoder. • Bed om at se det eksisterende budget. Det giver dig noget at arbejde ud fra. • Deltag på kassererkursus og inspirationsdag for kasserer.

• Brug evt. Excel til at lave budget. Det kræver et stykke arbejde at skrive ind første gang, men næste år er det let, fordi det er nemt at regulere procenter og undgå at skulle skrive alle beløb ind igen.

Fotograf Eva T. Jacobsen

Når middagen er spist, er spørgsmålet, ”hvem laver maden næste gang?”. Alle står i kø, og der føres regnskab med, hvem der har lavet hvilke retter, så alle får prøvet lidt af det hele. Der bliver også givet karakterer for de enkelte retter. Den del foregår ikke uden en passende mængde drilleri og lidt ”røg” til kokkene. God mad og en god sang går ofte hånd i hånd. Flere på madlavningsholdet synger også i kor sammen, så de har både mad- og sanginteressen til fælles og mødes i flere sammenhænge. Erik Jensen fortæller, at madlavningsholdet har sin egen sang, som de synger ved festlige lejligheder. En strofe fra sangen, der er skrevet på melodien Manda-lay, lyder: ” Vi er nok en slags gourmeter, fyldt med sang og strengeleg…”.

L A NDE T RUNDT A F BRIT T JENSEN

til at springe frem på skærmen i løbet af nul komma fem. Det hjælper ham eksempelvis, når han laver budgetter, som lokalbestyrelsen får tilsendt og gennemgået, ”og har de nogle spørgsmål, så forklarer jeg gerne, hvordan det hænger sammen,” slutter den dygtige kasserer.

Opskriften til hovedretten bliver gennemgået, mens Erik Jensen i baggrunden har det store overblik. Dagens menu er kammuslingegratin, amerikansk farsbrød og pærer belle Helene.

DECEMBER 2018

LANDET RUNDT

KORSØR

Det er godt at være alene sammen

n vinterdag i 2018 tog Greta Drejer fra Ældre Sagen Korsør turen til Esbjerg for at deltage i og lade sig inspirere af deres singlebrunch. Senere præsenterede hun idéen om singlebrunch i Korsør for lokalbestyrelsen, som sagde ja og besluttede, at det skulle præsenteres på årsmødet. Den første singlebrunch i Korsør fandt sted den første søndag i maj på en café centralt placeret i byen, hvor hele 28 singler var mødt op. ”Sidste gang var vi 15, der mødtes. Nye kommer hele tiden til, og nogle har følere ude, for at høre hvad det er,” fortæller Greta, der står for singlebrunchen sammen med en anden frivillig. Hun understreger, at singlebrunch ikke er dating, men et frirum for dem, der sidder alene eller har en syg ægte-

fælle enten hjemme eller på plejehjem. Hvis der er over 20 tilmeldte, placeres deltagerne ved små caféborde, er der færre, så sidder alle sammen ved et langt bord. ”Man går bare ind og sætter sig, og det er tilfældigt, hvem man kommer til at sidde ved siden af. Deltagerne skal ikke sidde sammen i faste grupper,” siger Greta. Når alle har fået lidt at spise og har haft lejlighed til at tale sammen, fortæller de to frivillige om kommende aktiviteter i Ældre Sagen – eller fx om en film i biografen, som man evt. kan gå hen og se, når brunchen er slut. ”Og det sker ofte, at nogle vælger at fortsætte, eller aftaler at gå sammen til en kommende aktivitet," fortæller Greta. Flest kvinder deltager i singlebrunchen. Sidst var der 14 kvinder og to mænd. En søndag deltog en enke-

mand i singlebrunchen. Han havde besluttet, at han måtte ud af sin dør og møde andre. ”Det gik fint, og han fik et klap på skulderen, det var så flot,” siger Greta, der opfordrer endnu flere herrer til at møde op. Når Greta går hjem fra caféen, er det med en fornemmelse af, at deltagerne har hygget sig. Og har hun medvirket til, at nogle, der til hverdag sidder alene, har fået talt med andre og måske også skal ses i andre sammenhænge, så er hun meget tilfreds. Selv er hun ikke bange for at gå på restaurant og spise alene eller tage i operaen uden ledsager, men hun er også bevidst om, at for andre enlige kan det være svært – for dem kan singlebrunch være det helt rigtige, for som Greta siger: ”Det er godt at være alene sammen”.

Fotograf Greta Drejera

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

L A NDE T RUNDT A F BRIT T JENSEN

”Vi er hinandens gode selskab”

For knap tre år siden tog Annette initiativ til at bygge et kulturnetværk i Ringsted. Et netværk, hvor medlemmerne selv planlægger alle aktiviteter, og tager på tur i fællesskab.

ender du følelsen af at savne nogen at gå på museum med? Sådan havde Annette Teilmann fra Ringsted det, og i stedet for at vente på, at andre gjorde noget, tog hun selv initiativet i 2016 til at starte et lokalt kulturnetværk. ”Jeg savnede flere kulturelle arrangementer og nogle at følges med, men jeg anede ikke, om der var andre, som også havde det på samme måde. Alligevel tog jeg chancen. Det værste, der kunne ske, var, at det ikke blev til noget, og så betød det jo blot, at der ikke var et behov,” siger hun. Men behovet var der. Og det, der begyndte som en ’lidt egoistisk idé, som hun selv formulerer det, er i dag vokset til et solidt fællesskab med over 130 medlemmer og op mod 100 arrangementer på bagen. Netværket, der blev døbt ”Kulturnetværket – Godt Selskab”, har siden begyndelsen haft faste mødedage den første onsdag i måneden og sammen planlagt de næste ugers aktiviteter. Indholdet spænder over alt lige fra museumsbesøg og klassiske koncerter til udlandsrejser og gåture i naturen. Intet er for stort eller for småt, og det samme gælder antallet af deltagere. ”Hvis der bare er to, som vil af sted, er det jo fint – så kan de følges. Selvfølgelig er der et minimumantal deltagere, hvis man har booket en guide, men den kan man jo altid afbestille og bare købe en entrébillet i stedet, hvis det viser sig, at det ellers vil blive for dyrt. Hele kongstanken er, at vi, som netværkets navn antyder, er hinandens gode selskab. Derfor er vores netværk heller ikke noget, man blot ’abonnerer’ på. Alle skal være aktive og selv bidrage. Det er netværkets hjerte. Vi giver lidt, men får meget mere,” siger hun.

A F JULIE ELV ER FOTOGR A F N A DI A BACK K R A HMER

Annettes bedste råd til nye netværk Find en tovholder Netværkets tovholder indkalder til og leder møderne, sender arrangementsoversigten ud og holder kontakt til Ældre Sagens lokal afdeling i forhold til at få lagt programmet på hjemmesiden.

Kom bredt ud Gør reklame for netværket i lokalafdelingen. Skriv indlæg til den lokale avis og sæt opslag op i kommunen. Siden spreder kendskabet sig fra mund til mund.

Det månedlige møde Del jer op i tematiske grupper, eksempelvis ’teater’, ’’natur’ og ’musik’, eller hvad jeres interesser nu er. Hver gruppe samler en række konkrete idéer. Herefter gennemgås forslagene i plenum og en arrangementskalender vedtages.

Split udgifter ligeligt Det koster ikke noget at være med, men medlemmerne betaler selv for udgifter til entré, transport osv. Lægger nogen bil til, deles kørselsudgifterne ligeligt mellem deltagerne. Hos 'Kulturnetværket – Godt Selskab' ganger de antal kørte kilometer med to kr. og dividerer summen med antal personer i bilen.

Nøglen til succes Involvering og medansvar er afgørende. Alle medlemmer er ’frivillige’, fordi de arrangerer oplevelser for hinanden.

DECEMBER 2018

Af Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen

Æresbeviser tildeles en frivillig, der har ydet en særlig indsats som medlem af lokalafdelingen eller ved på anden vis at have ydet en betydningsfuld indsats.

Fotograf Ulrik Jantzen

Hverdagens helte Æ

ldre Sagens mere end 19.400 frivillige er om nogen hverdagens helte. Det er frivilliges indsats, som betyder, vi kan hjælpe hele Danmark. Det er frivillige, der gør det lettere for mange med behov for støtte at trives, fordi der er et menneske ved deres side, som blot er der af lyst. Et besøg på plejehjemmet, der giver smil på beboernes læber. En skoleven, der får selvtilliden og læselysten til at vokse i de første skoleår. Eller en ven, der giver et tiltrængt pusterum og aflaster, når en ægtefælle bliver mere og mere mærket af demens. Det har vi brug for i et samfund, hvor velfærdsbudgetter beskæres, så plejepersonale skal løbe endnu hurtigere, og hvor mange føler sig ensomme. Frivillige formår at gribe dem, der falder mellem to stole, og nå ind til dem, der står udenfor fællesskabet. Men det er en hårfin balance. Frivillighed må ikke skamrides. Der er i disse år stor interesse for frivillige – også fra stat, kommuner og regioner – og derfor mener vi, der er et ekstra stort behov for at sætte fokus på vilkårene for den frivillige indsats. Frivilligheden skal have bedre rammer. Drivkraften i frivillighed skal være betinget af, ’hvad der giver mening’. Derfor har vi i Ældre Sagen et mantra om, at frivilligheden er fri. Vi bestemmer selv, hvilke opgaver vi vil udføre, hvor mange timer vi vil bruge, og hvor længe vi vil blive ved. Vi må nogle gange løbe stærkt, og vi hænger i helt frivilligt og uden betalinger – bortset fra den gevinst, der ligger i at se et andet menneske glædes og få bedre livskvalitet. Og det virker. 86.000 arrangementer gennemføres hvert år over hele landet i Ældre Sagen. Sidste år blev der våget over døende i 9.478 timer. 1.200 frivillige ringer hver dag og siger godmorgen til ældre, der bor alene. Sådan kunne vi blive ved. Tallene taler for sig selv. Frivilliges indsats er unik, uvurderlig og uerstattelig! Der skabes øjeblikke af livskvalitet for vore medmennesker i Danmark.

A K TI V FOR FRI V ILLIGE

KAMMA KIRKEBY Ulfborg-Vemb For at yde en uvurderlig indsats i lokalbestyrelsen og for at være en rigtig "blæksprutte" blandt andet som ledsager og vært i Fritidscenteret. Og for altid at være parat med en hjælpende hånd. BIRGER HEBSGAARD Brønderslev Gives for den særlige indsats ydet igennem mange år i Ældre Sagen. For en uvurderlig indsats som medlem af lokalbestyrelsen, både som formand og næstformand – og senere også som koordinationsformand. For altid at være det gode bindeled mellem kommunen og Ældre Sagen og for at stå i spidsen for mange arrangementer. Birger Hebsgaard har ydet en indsats, udover hvad man må kunne forvente. TOVE KILUND Gentofte Gives for den særlige ihærdige indsats ydet igennem mange år i Ældre Sagen. For en uvurderlig indsats som bridgekoordinator – hvor der blev iværksat turneringsbridge. For en stor og engageret indsats på kontoret og for altid at få alt til at fungere. Toves indsats er langt over, hvad man kunne forvente. KIS ØSTERGAARD Gjern Gives for den særlige ihærdige indsats ydet igennem mange år i Ældre Sagen. For en uvurderlig indsats som medlem af lokalbestyrelsen. For at være ambassadør og sikre omtaler i avisen, annoncer og aftaler. Som både besøgsven, bisidder og ved udførelsen af de mange opgaver, der ligger i det lokale arbejde. For en stor indsats helt over det, man kan forvente.

Sekretariatet

Landsbestyrelsen

Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup

Vicedirektør Dorthe Wille dw@aeldresagen.dk

Søren Rand (landsformand) soren.rand@mail.dk

Økonomichef Jens Søndergaard jss@aeldresagen.dk

Vicedirektør Michael Teit Nielsen mtn@aeldresagen.dk

Preben Staun (næstformand) ps.lb@aeldresagen.dk

Kommunikationschef Maria Luisa Højbjerg mlh@aeldresagen.dk

Marketingschef Torben Schack ts@aeldresagen.dk

Birger Rasmussen birger.rasmussen@outlook.dk Kai Nørrung kainoerr@hotmail.com

Frivilligafdelingen Frivilligafdelingschef Lars Linderholm ll@aeldresagen.dk

Ensomhed, fx Danmark Spiser Sammen David Vincent Nielsen dvn@aeldresagen.dk, 33 96 87 76

Sekretær Kirsten Thustrup kt@aeldresagen.dk, 33 96 87 02

Ensomhed, fx Danmark Spiser Sammen Karen Skou ksk@aeldresagen.dk, 33 96 87 18,

Souschef Jacob Bøgesvang jb@aeldresagen.dk

Plejehjem og demens Jette Abildskov ja@aeldresagen.dk, 33 96 87 38

Udviklingskonsulent Eva Raabyemagle er@aeldresagen.dk

Vågetjeneste, sorg og livsmodsgrupper Camilla Stubbe Teglbjærg cst@aeldresagen.dk, 33 96 86 68

Foreningskonsulent i distrikt 7, 8 Bente Petersen bp@aeldresagen.dk, 28 10 52 87

It-konsulent Judith Nathan jn@aeldresagen.dk, 33 96 86 92

Foreningskonsulent i 9, 10 Lise Høst lih@aeldresagen.dk, 24 79 62 63

It-konsulent Jesper Holst jho@aeldresagen.dk, 33 96 8632

Foreningskonsulent i distrikt 3, 4 Mogens Rieks mr@aeldresagen.dk, 28 10 48 46

Motion Karin Schultz kas@aeldresagen.dk, 33 96 86 46,

Foreningskonsulent i distrikt 1, 2 Torben Færk tf@aeldresagen.dk, 28 10 48 45

Frivilligservice Ole Peinow op@aeldresagen.dk, 33 96 86 58

Foreningskonsulent i distrikt 5, 6 Troels Lorenzen trl@aeldresagen.dk, 40 16 46 38

Frivilligservice Per Jacobi pj@aeldresagen.dk, 33 96 86 90

Ældrepolitik Rikke Sølvsten Sørensenrss@aeldresagen.dk, 33 96 87 78

Regnskab Christian Agersund ca@aeldresagen.dk, 33 96 87 84

Generationsmøder Katrine Sølyst Heinild ksh@aeldresagen.dk, 51 33 56 47

Regnskab Bente Holmgren Sørensen bhs@aeldresagen.dk, 33 96 86 02

Socialhumanitær, fx besøgsvenner Tine Schiller tsc@aeldresagen.dk, 33 96 86 48

Kursussekretær June Mortensen jm@aeldresagen.dk, 33 96 86 42

Socialhumanitær konsulent Louise Murman lms@aeldresagen.dk,33 96 87 19

Kursussekretær Karin Rosenquist kr@aeldresagen.dk, 33 96 87 27

John Kirstein kirstein.sorensen@gmail.com Thea Dalsgaard thea89@gmail.dk Anne Grethe Krogager ag.krogager@gmail.com Ebbe Johansen ej@danskill.dk Hans Christian Rask hcrask@live.dk Dette nummer af Aktiv er trykt før valget ved delegeretforsamlingen

Rådgivningen 80 30 15 27 Man-ons Tors Fre

10 - 14 14 - 18 10 - 14

www.aeldresagen.dk/ frivilligportalen

Ældre Sagen Snorresgade 17-19 2300 København S

DECEMBER 2018

SNART KAN VI MØDE TRE FRIVILLIGE

PÅ ”DET STORE LÆRRED”

SE MERE PÅ FACEBOOK

OG ÆLDRESAGEN.DK

RE D E B V I T K A R GØ el ikts læserpan

tr Deltag i dit dis n.dk @aeldresage v ti k a l ti v ri k s

AKTIV FRIVILLIGES SÆRNUMMER