Det åbne samfund og dets venner by Lene Andersen

Det ĂĽbne samfund og dets venner Et svar til StĂŠphane Hessel af Lene Andersen

Det åbne samfund og dets venner © Lene Andersen, Det Andersenske Forlag, 2011 2. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-92240-27-9 Sat med Garamond Tryk: Scandinavian Book www.andersenske.dk Deltag i fremtidsdebatten på www.baade-og.dk Kopier gerne denne bog, hvis du samtidig køber en anden.

43 år. I jæger/samlerstenalderen ville jeg have været død. Formentlig af en barnefødsel, mad forgiftning eller en rift i fingeren. Blandt de første agerbrugere ville det ikke have været stort anderledes. Jeg ville muligvis have haft adgang til en vis status som kvinde, fordi frugtbarheden og moderkulten spillede en stor rolle i dyrkelsen af agerjorden. Men den generelle levestandard og middellevetiden blandt de første agerbrugere var lavere end blandt de samtidige jæger/samlere. Hos de første kvæghyrder for 8.000 år siden ville jeg næppe heller have nået den alder, jeg har i dag, og sjovt havde det i hvert fald ikke været. Med kvægholdet opstod den hellige himmelko, mændenes ejendomsret og dermed deres mono pol på magt, viden og religion. Det monopol førte de videre i de første store bysamfund for 6-7.000 år siden. Med skriften, bronze alderen og jernalderen voksede uligheden mellem mænd og kvinder. – Det kræver en temmelig kom

pleks og velstående civilisation at kunne holde hele den ene halvdel af den voksne befolkning indespærret. Jeg ville desuden have levet i jævnlig frygt for krig, overfald, plyndringer, voldtægt og at blive bortført til slaveri. For 500 år siden var en kvinde som jeg utvivlsomt blevet tortureret og brændt på bålet. Levende. Af nogle af rigets fremmeste mænd. For 200 år siden havde jeg henslæbt livet som analfabet. For 100 år siden havde jeg ikke haft stemmeret. For 70 år siden havde jeg snart været på vej på flugt fra et af verdens største systematiske mas semord. For 63 år siden blev mine og alle andres basale rettigheder til liv, tryghed, frihed og vær dig behandling vedtaget af det fællesskab, som er menneskehedens hidtil bedste forsøg på at skabe en global myndighed. Alene det, at jeg er sat i verden, giver mig herefter ret til noget helt fantastisk: At være borger. Som menneske har jeg dermed krav på myn dighedernes beskyttelse, og at jeg har min stat i ryggen, og at den garanterer min sikkerhed. Som borger i et demokrati har jeg desuden adgang til indflydelse på staten på lige fod med alle andre,

og jeg kan fuldstændig frit vælge, hvor meget jeg ønsker at engagere mig i den indflydelse. De friheder, muligheder, rettigheder, ople vel ser og drømme jeg nyder, er fuldstændig enestående i historien – og, desværre, sågar i vores egen tid. Det tog generationer af hårdt arbejde, blodige sammenstød og politisk kamp at nå dertil, hvor vi er i dag. Og det tog et systematisk massemord at opnå en helt basal ting: At de rettigheder, der gælder mig, også gælder alle andre. Ikke blot dem, der ligner mig, men også dem, der ikke ligner mig. Og ikke mindst: Selv dem, jeg eventuelt måtte afsky, er beskyttet mod mig. Der går sjældent en dag, uden at jeg tænker over, hvor enestående disse vilkår er, og hvor privilegeret jeg er, at jeg får lov at leve under dem. Størstedelen af de mennesker, der overhovedet har levet, har ikke engang haft en idé om, hvor ufattelig fedt det er. Derfor: Når Stéphane Hessel, den sidste, der er i live af de, som udarbejdede FN’s Verdenserklæ ring om Menneskerettigheder, skriver til de yngre generationer og kalder på os, så har jeg pligt til at skrive og sige tak: Tak, fordi I tænkte ud over jeres egen tid. Tak, fordi I tænkte på mennesker,

I vidste, I aldrig nogensinde ville komme til at møde. Tak, fordi I havde modet og visdommen til at insistere på den menneskelige værdighed. Jeg forstår Deres opråb om indignation, og jeg deler Deres længsel efter håb. Men at indigneres og håbe er ikke nok. Og når De kalder på mod stand, må jeg sige, mnjaeh… er det ikke lidt fat tigt? Og hvad så bagefter?

Taknemmelighed, indignation, omtanke, tvivl

Indignation er en sund og god følelse, for den ud springer af empati og behovet for retfærdighed; den er på vegne af medmennesket, ikke en selv. Men den rummer desværre betydelige farer, når den står alene, for den har det med at være ensidig og skabe blinde pletter og selvretfærdighed. Der med kan den let gå hen og blive uimodtagelig for modargumenter og sund fornuft. Fordi indignation er ren følelse, er en opford ring til indignation nem at følge. Jeg kunne derfor frygte, at Indignez Vous! muligvis ikke havde haft helt samme appeal, hvis den havde heddet ”Engagér dig!”, ”Tag ansvar!” eller ”Byg civilsamfund!” Hvis bare vi kunne nøjes med at føle, for at være gode borgere, så ville det være så nemt. Vi

kan godt lide, når det er nemt. Men for at pege fremad og for at kunne opbygge og vedligeholde værdige rammer for menneskers liv må indig nationen som minimum suppleres med taknem melighed, tvivl og omtanke. Taknemmelighed kalder på ydmyghed og en erkendelse af, at de rammer, man føler sin in dignation i, har en værdi. De samfund, som tid li gere generatio ner og vi selv har opbygget i Vesten, har en masse fejl, og de fejl skal vi ab solut indigneres over. Men det er også de bedste samfund og livsvilkår, verden hidtil har kendt, og for at vi fortsat kan leve i gode samfund og nyde godt af de universelle menneskerettigheder og – forhåbentlig – udbrede dem til resten af ver den, må vi også være taknemmelige for de gode forhold, vi har arvet. I disse dage, mens jeg skriver dette, viser nordmændene os, hvordan man står sammen om det, man gerne vil, ikke blot det, man ikke vil. Det er godt at tage ved lære af, for det åbne samfund kom ikke af ingenting.. Tvivlen plejer at være ugleset. Den, der tvivler, anses for at være svag. Man opfattes som usikker og ikke helt troværdig. Men tvivlen er noget af det ypperligste, vi har som mennesker. Tvivlen er forudsætningen for at blive klogere. Tvivlen

får os til at tøve og tænke os om. Tvivlen er den bedste gift mod fanatisme, ekstremisme og slet og ret dumhed. Omtanken er det bedste, vi reelt har at tilbyde hinanden. Omtanken bygger på visdom og indsigt, og den tænker ikke endimensionalt, men inkluderer flere faktorer ad gangen. Den formår også at tage højde for nogle af de synergieffekter, der muligvis vil opstå, når der skal træffes beslutninger, som påvirker flere forhold på en gang. Indignation er altså vigtig, men ikke nok. Den må kombineres med taknemmelighed, tvivl og om tanke. Ydmyghed, passion, tænkning og visdom må gå hånd i hånd. Og så må vi handle.

Ortodoksi, evolution, modstand

De er franskmand, og jeg er dansk. Vi skandina ver er ikke så revolutionære, som I er i Frankrig. Anekdoten fortæller, at der faktisk var en dag, hvor revolutionen skulle finde sted i Danmark, men det blev regnvejr, så alle blev hjemme. Fak tum er, at i stedet for revolution valgte kongen at dele sin magt med folket og beholde det, han nu kunne. Gradvist har monarkiet herefter udviklet sig til en harmløs gallaforestilling og fælles slad

derstof, uanset hvem man er, og hvor længe man har boet i landet; kongehuset er blevet inkarneret historie og inkluderende kulturklister. Vi hals huggede heller ikke vores adel. Vi beskattede dem i stedet, og i dag kæmper de selv for at bevare deres gods er og drive dem som kulturinsti tu tioner. I mellemtiden er de demokratiske forhold gået støt frem, og vi har ikke haft nogen perioder med diktatur. Som ærkedemokrat er det ironisk, at jeg må takke en gammel enevoldskonge for en stor del af den udvikling, ro og stabilitet, som har præget og stadig præger mit land. Jeg overvejede, om jeg skulle bruge ordet stil stand eller ortodoksi som udtryk for det samfund, der ikke ud vikler sig, og som forhindrer sine indbyggere i at forbedre deres livsvilkår og at deltage i den politiske magt. Når jeg valgte ordet ortodoksi, er det fordi, det betyder ”den rette tro”; det hviler på en forestilling om, at tingene skal være på en bestemt måde. Stilstand er mere et udtryk for, at ingenting sker, og at ingen øn sker, at noget skal ske – endsige ikke-ske. Med de muligheder, der er for kommunika tion og information i vor tid, er der sjældent tale om stilstand, når udviklingen går i stå, eller når

kynisme, arrogance, dumhed eller uretfærdighed og undertrykkelse finder sted. Der er som regel tale om, at nogen ikke ønsker, at tingene skal for andre sig, og derfor kæmper de målrettet imod, at det sker. Sommetider med direkte ondsindede hensigter, men formentlig for det meste uden anden årsag end en tilfredshed med tingene som de er. En slags uskyldig – om end udnyttende og ihærdig – selvoptagethed og mangel på omtanke, næstekærlighed og solidaritet. Ortodoksien og denne ihærdige egoisme findes både inden for religion, politik, erhverv, finans ver den og un der hold ningsbranche og i øvrigt alle steder, hvor der findes mennesker. Sådan er vi, det ligger i vores natur. Men det ligger også i vores natur at være empatiske og altruistiske, og gudskelov har vi derudover kulturen, oplysningen, demokratiet og FN’s Verdenserklæring om Men neskerettigheder at trække på, så ortodoksien og egoismen ikke behøver at dominere. Så er spørgsmålet naturligvis, hvordan skaber man så forandringer til det bedre? Vælger man en gradvis udvikling; evolution, eller modstanden og oprøret? – De skriver om modstand i Indignez Vous!, men Deres danske forlægger har valgt at oversætte det til oprør, som De faktisk ikke skriver om.

Der er forskel på modstand og oprør. Mod stand er en reaktion på noget, der kommer ude fra. Oprør er et initiativ, man selv tager. Men ud gangspunktet og tanken bag dem er det samme: Man er i opposition til noget, og det er det, man er i opposition til, der afgør, at man handler, og hvordan man handler. Ens egen handling er et pro dukt af no get andet eller nogle andre. Ja, ikke nok med det, oprør eller modstand er i sig selv tomt. Oprøret og modstanden alene repræ senterer ikke et dueligt alternativ til det, der alle rede findes. Jean-Paul Sartre tog muligvis afstand fra ter rorismen før sin død, men han tænkte stadig i oprørets og modstandens baner. Albert Camus indså, at oprøreren er en fantast. Muligvis en ulykkelig og undertrykt fantast, men dog en fan tast. Han er defineret af sin modstand, han kan ikke opbygge et samfund selv. At opfordre Vestens unge til modstand finder jeg derfor tamt. Også selvom De insisterer på, at der skal være tale om ikke-voldelig modstand. (Og her må jeg i parentes bemærke, at De som eneste argument mod volden fremhæver, at volden ikke er effektiv. Hvad blev der af princippet om (med)menneskets værdighed?)

I Vesten har vi de bedste samfund at bidrage med noget konstruktivt i, vores udfordring må ligge i at opfinde og skabe bedre løsninger end det, der allerede findes. En sådan opfindsomhed, kreativitet og arbejdsomhed er ikke modstand, det er hårdt arbejde og vilje til personligt ansvar og udvikling. Båret af taknemmelighed, indignation, tvivl og omtanke. Men det er også sjovt, berigen de og meningsfuldt. Ganske enkelt fordi det gør andre mennesker glade, og glæde smitter. At opfordre Kinas, Pakistans, Ruslands og store dele af Afrikas ungdom til modstand, det ville være en anden sag. Men modstanden og oprørene i Mellemøsten viser præcis, hvor altafgørende det er at have et dueligt alternativ at sætte i stedet for det, man gør modstand eller oprør imod. Tiden vil vise, om de har det. Modstanden og oprøret har dog en fordel, som de deler med indignationen: De rummer passion. Det enkelte menneske kan se sig grebet af historiens vingesus, det kan fortælle sig ind i den store, vold som me verdenshistorie, hvor sandt og falsk, godt og ondt, rigtigt og forkert er sat op over for hinanden hårdt mod hårdt, og hvor det gælder om at være på den rigtige side. Der er mulighed ikke blot for sejr, men – nok så

væsentligt – nogle andres nederlag. Der er nødt til at være en skurk, man kan besejre. Det er klassisk heroisme og europæisk Romantik, som vi kender det fra det 19. og 20. århundrede. Oprøret og modstanden rummer desuden idéen om Vendepunktet. Historiens afslutning, den endeg yldige forandring, den messianske tid. Endnu en tanke, der gennemsyrer vores kultur i Europa, og en tolkningsmodel, det gør næsten ondt på os at opgive. Fra Moses og Jesus til Superman, Adolf Hit ler, John Wayne og Harry Potter er den vestlige civilisation båret af tanken om eneren, Messias, der kommer og frelser os, samt Vendepunktet og den messianske tid, hvor paradis indfinder sig på Jord. Og hvem vil ikke gerne være denne helt, som indstifter denne tingenes orden? – Eller i det mindste ham eller hende, der laver kaffe under planlægningen? Men både helten og den perfekte verden er en myte. Ingen af dem kommer. Begge er en pubertær drøm om at kunne lægge ansvaret fra sig, og de er, som Karl Popper skriver, en tro på magi og en un derliggende orden, som ikke findes. Det totalitære samfund hviler på denne magiske tænkning og fore stilling om den perfekte verden, det perfekte system.

Jeg ved naturligvis udmærket, at Indignez Vous! IKKE taler for hverken revolution, oprør eller heltedyrkelse og totalitarisme. Tværtimod. Men det er formentlig en eller anden form for abrupt indførelse af ”det perfekte system”, mange europæiske læsere vil tænke på, når de manes til modstand og, som i den danske oversættelse, til oprør. Det åbne samfund og det liberale demokrati er produktet af oplysning og humanisme samt en erkendelse af, at der ikke findes skjulte kræf ter, men kun menneskers gensidige interaktion. Vores valg og vores handlinger afgør fremtiden, intet andet. Det perfekte samfund findes ikke og kommer heller aldrig til det. I modsætning til modstanden og oprøret er evolutionen med den gradvise udvikling ikke båret af en rus. Den er heller ikke nødvendigvis særlig cool. Der er ikke rigtigt nogen, der kan stille sig op og blive hyldet og få al æren, hverken undervejs eller bagefter. Der findes faktisk slet ikke et ”bag efter”, for alting fortsætter. I det uendelige. Tiden er ikke løbet fra modstand, der hvor statsmagten eller andre, som har tiltaget sig retten til vold, undertrykker en befolkning. I de tilfælde er der til enhver tid behov for modstand.

Men det er ikke tilfældet i Vesten. Her er ”modstanden” nødt til at være noget andet. Engagement, som De nævner, er vejen frem. Men det er netop at samarbejde med det, som allerede findes og ikke at stille sig i opposition til det. At engagere sig er at tage en uddannelse, at få et job, at deltage i civilsamfundet, at bidrage med frivilligt arbejde, at søge oplysning og udfordre sin viden og sine holdninger, at mødes og skabe fællesskaber med mennesker, der ikke ligner en selv, at være aktiv i politik, at påtage sig de pligter og det personlige ansvar, der er fundamentet for de rettigheder, den frihed og den tryghed, som det liberale demokrati tilbyder. Og så skal jeg naturligvis være den første til at indrømme ironien i, at jeg skriver en bog som denne ikke af eget initiativ, men som modstand; en indigneret reaktion på Indignez Vous!

Det åbne samfund – en lang, lang vej

I alle samfund, fra de tidligste jæger/samlersam fund, til vores eget og ud i al fremtid, findes magt og magt udøvelse. Denne magt hænger sam men med tre andre ting, som også findes i alle samfund: Viden, religion og produktion. Viden,

religion og produktion er magt. Sammen og hver for sig.

MAGT

Produktion Religion Viden

I de oprindelige samfund; i jæger/samlersam fundet, giver det dog ikke mening at tale om de fire områder hver for sig. De udgør et sammen filtret hele af ritualer og mytologi. Derfor er det egentlig også forfejlet at tale om ”religion” i disse samfund, for alting er religion – sådan som vi nu definerer religion. Et eksempel på sammenhængen mellem magt, religion, produktion og viden, som de fleste i Vesten kender, er dog ikke fra et jæger/sam lersamfund. Det er fra en beretning, vi har fra et nomadesamfund på de første store civilisationers tid. Det er historien om Josef, der bliver Faraos øverste betroede i Egypten: Farao (magten), som tillige er en halvgud (religion) har en drøm, som skal tydes, og dertil indkaldes Josef, fordi han tidligere har fortolket en drøm som en guddommelig besked (religion). Josef tolker Faraos drøm som syv fede år (pro duktion) og syv magre år (viden). Som resultat

bliver Josef ansat som leder af kornindsamlingen og skatmester (magt og viden). Vel at mærke i en tid, hvor kornudbyttet blev tilskrevet guder ne (religion), og kornkamrene (produktion) tillige fungerede som templer (religion), og templerne var lærdomshuse (viden). Kort sagt: Et miskmask af religion, produktion, viden og magt. Det, som kendetegner det moderne samfund og Vesten, er, at de fire områder har løsrevet sig fra hinanden. Vores velstand, frihed, tryghed og rettigheder bygger på, at viden, reli gion, pro duktion og magt er adskilt og har defineret hver deres præmisser og metoder. For ellers kunne de ikke udvikle sig hver især. I den proces er magten gået fra at være gud dommelig eller guddommeligt sanktioneret til at være et rent menneskeligt fænomen:

Produktion

Ser religion som spild af ressourcer

Foragter forretningslivets kræmmersjæl

Forstår ikke videnskabens idealer

MAGT Retsstat Humanisme Pluralisme Demokrati

Frygter tvivl og

Religion videnskabelig efterprøvning

Kan ikke døje forretningslivets kræmmersjæl

Viden Hader overtro og dogmer

Retsstaten er fundamentet for det hele

Sådan som magtudviklingen retssamfund-humanis me-pluralisme-demokrati er stillet op i tegningen, kunne man få den idé, at det ene automatisk førte til det andet. Det er desværre ikke tilfældet. Der er heller ikke tale om en entydigt fremadskridende udvikling, men en proces med både frem- og tilbageskridt. Proces sen kan dog næppe star te med demokratiet og derefter udvikle sig til retssta ten, så i en vis forstand har udviklingen en retning. De første love blev opfattet som givet af guder ne. Brud på loven var dermed ikke blot kriminelt i moderne forstand, men en forbrydelse mod højere magter, der også blev anset for at styre vejret og høsten m.m. Derfor blev den enkeltes lovbrud anset for at være farligt for hele sam fundet, på en helt anden måde end i dag. At lovene var gudgivne, betød også, at de var hellige, og at menneskene ikke kunne ændre på dem. Ikke desto mindre var de første love et kæmpe fremskridt, da de blev skabt. Også selv om mange af lovene set med moderne øjne var barbariske og fx tillod både forskelsbehandling, slaveri, tortur og anden mishandling. Med skrevne love mindskedes vilkår ligheden, når kongerne skulle idømme folk straffe. En af de mest kendte, tidlige nedskrevne love

er Hammurabis Lov fra 1790’erne fvt. Moseloven og Koranen er ligeledes religiøse love, der udgjorde et retssikkerhedsmæssigt fremskridt, da de kom frem. De første, der adskilte lovgivningen fra guder ne, var grækerne. I 500-tallet fvt konstaterede Thales fra Milet, at der er forskel på myter og vi den. Næsten sam tidig ændrede statsmanden Solon i den athenske lovgivning, uden at nogen anså ham for at være guddommelig. Det var et kæmpe skridt i menneskehedens historie. Fra ca år 500 til 300 fvt blev alle athenske love vedtaget demokratisk. Romerne udviklede juraen til et selvstændigt er hverv, til gengæld blev deres kejsere stadig anset for at være halvguder – om ikke andet så efter deres død. Kirken videreførte Romerretten i Europa, og kendetegnende ved den var, at den beskyttede kirke- eller kongemagten, men at indi videts retsstilling var svag. Først med Renæssancen i 1400-tallet opstod humanismen og den fundamentale respekt for det enkelte menneske. Respekterer man det enkelte menneske for dets egen skyld, må man også acceptere, at folk er forskellige og ønsker at leve på forskellig vis.

Det er pluralisme. Pluralismen er et produkt af Oplysningstiden, industrialiseringen og urbanise ringen, men den blev først sikret eksplicit og uni verselt med FN’s Verdenserklæring om Menne skerettigheder i 1948. Demokratiet er den eneste styreform, der har pluralismen indbygget som en del af sin natur. Ingen anden styreform har denne rummelighed som sit fundament. Demokrati handler om at være forskellige sammen og at få samfundet til at fungere, så vi alle kan udleve vores forskelligheder under ansvar og hensyntagen. Både demokratiet, pluralismen, humanismen og retsstaten er skrøbelige. Det er så fristende at finde på undtagelser, der nægter nogle at leve som de vil, undtagelser, der ændrer retssikkerheden for nogle, men ikke for andre. Demokratiet er krævende, besværligt og ofte også jamrende kedsommeligt. Det er et konstant arbejde, der kræver solide retslige og institutionelle rammer og tillid. Det kræver en personlig indsats at acceptere, at andre, der ikke ligner en selv, kan være til at stole på og værd at lære at kende, og at de har krav på samme rettigheder og muligheder som en selv. Evolutionen har skabt os i små jæger/samler

flokke, hvor alle lignede hinanden og tænkte ens. De store bysamfund, de multikulturelle stater, de kontinentale fællesskaber og den globaliserede verden er ikke det, vores hjerner og vores spon tane instinkter er bygget til. Blandt andet derfor har demokratiet store udfordringer. Og derfor er retsstaten og menneskerettighederne så vigtige.

Uden mad og drikke…

I jæger/samlersamfundet nedlagde og samlede man den mad, man spiste, her og nu, og ingen havde flere ting, end de kunne bære med sig. Med ager brug og kvæghold opstod ejendomsret og slaveri. Typisk tilhørte ejendomsretten klanoverhovedet, og klanen tilhørte ham. Ud af agerbruget voksede bykulturerne, hvor håndværkene opstod, og hvor kongerne var halvguder. Kongerne havde håndsog halsret over deres undersåtter, og bortset fra frie mænd var alle ejet af nogen. Fra ca 800-tallet fvt blev de store samfund til stændersamfund. Typisk var der tre eller fire stænder af slaver, borgere, bønder, håndværkere, adel, soldater, pøbel eller gejstlige. Stænderne va rier ede fra kultur til kultur, men princippet var det samme. I middelalderen indførtes lav for de enkelte

håndværk, og alt i alt var det privilegiesamfund: Ens stand var medfødt, og mange steder var det umådelig vanskeligt at blive optaget i et lav som selvstændig mester. Ophævelsen af stænder og lav skete i forbin delse med demokratiernes opståen og den øgede industrialisering i 1800-tallet og fremefter. Først da blev det frit for enhver at vælge erhverv efter egne evner. Gennem det 20. århundrede ”kæmpede” to økonomiske modeller om produktionen: kapita lismen/markedsøkonomien og kommunismen/ planøkonomien. Markedsøkonomien har den fordel, at den er selvorganiserende, planøkonomien hviler på, at al produktion planlægges centralt. I praksis viste det sig, at kommunismen og planøkonomien ikke fun gerede, og at når kapitalismen og markedsøkono mi en ikke reguleres via lovgivning, ender det meste af rigdommen på meget få hænder, hvilket kan underminere demokratiet. Desuden er et ure guleret marked ikke i stand til at beskytte miljøet eller tage hånd om de svageste. Konklusionen på det 20. århundrede er, at en blan dingsøkonomi skaber størst mulig velstand kom bineret med størst mulig social sikkerhed for flest.

Viden og tro

I de 200.000 år, der har eksisteret mennesker, har vi mere end 99% af tiden hentet vores ”viden” om verden i myter, tro og overtro. Vore hjerner er bygget til at forstå symbolske beretninger og deltage i kultiske seancer, ikke til abstrakt tænk ning og videnskab. De første, der adskilte tro og viden, var græ kerne for ca. 2.400 år siden, og det var en kortvarig fornøjelse. Med kristendommens indførelse blev det Bibelen, der definerede, hvordan verden skul le forstås. Da islam opstod, dannede der sig to skoler: En, der tillod kritisk tænkning og videnskabelig udforskning af verden, og en, der ikke gjorde. Den første skole inspirerede europæerne til Re næssancen, den anden kom til at dominere islam fra 1400-tallet. Blandt de videnskabsmænd, som udfordrede Bibelens verdensbillede i Renæssancen, kan næv nes Nikolaus Kopernikus, der argumenterede for, at Jorden drejer om Solen, Galileo Galilei, der påviste det gennem observationer, og Giordano Bruno, der mente at verden er uendelig og evig. Først i begyndelsen af 1800-tallet blev det slå et fast af Auguste Comte, at videnskabelig viden

må bygge på iagttagelse og skal kunne bekræftes positivt, den såkaldte positivisme. I dag arbejder videnskaben ud fra princippet om falsifikation: Hypoteser skal opstilles, så det er muligt at teste, om de er falske – deraf ordet ”falsifikation”. Hypotesen ”Myrerne kan finde hjem til tuen, fordi Gud ville have det sådan” kan ikke testes, og er derfor ikke videnskabelig. Hypotesen ”Myrer kan finde hjem til tuen, fordi de efterlader et duftspor” kan testes ved at tjekke, om de kan finde hjem, hvis duftsporet er væk. Finder myrerne hjem uden, må hypotesen forkastes. De måder, videnskab og religion tænker og arbejder på, er derfor fundamentalt forskellige: Videnskabelig viden opnås ved, at man leder efter alle de ting, der kan påvise, at ens hypotese er falsk. Lykkes det ikke, anses hypotesen for foreløbig sand. Religiøs tro opretholdes ved, at man har et hel ligt udsagn, hvorefter man leder efter alle de ting, der bekræfter det. Iagttagelser, der modbeviser det, afvises som regel. Blandt ”religionerne” kan også være politiske ideologier, nationalisme og andre ”store fortællinger” om, hvorfor verden ser ud som den gør, og hvordan den bør være. De store fortællinger er typisk dem, der giver

os identitet, og som fortæller os selv og andre, hvem vi er. En af grundene til, at det kan føles så truende, når fx videnskaben sætter spørgsmåls tegn ved de store fortællinger, er, at det udfordrer vores selvbillede og hvem, vi selv er.

Udfordringerne

Udviklingen inden for produktion, viden skab, religion og demokrati har været fantastisk. Men der er også en risiko. Når trossamfund, erhvervsliv eller for skere og deres arbejde fjerner sig fra retsstaten, humanismen, pluralismen og demo kratiet – eller måske ligefrem modarbejder dem – så rummer produktion, viden og religion hver deres farer.

Kynisme Produktion

KAOS Retsstat Humanisme Pluralisme Demokrati

Religion

Dumhed

Viden

Arrogance

Produktionen og erhvervslivet bliver til kynisme, udpining af naturen, slavehandel, undertrykkelse, korruption og ren pengemaskine. Videnskaben bliver til arrogance, og religionen, nationalismen eller de politiske ismer bliver til totalitarisme, fana tisme, ekstremisme – dumhed. Tilsammen eller hver for sig kan kynismen, ar rogancen og dumheden underminere det demo kratiske samfund og alt, hvad det bygger på. Akademisk arrogance kan medføre forestillingen om en ondsindet ”elite” eller ekspertvælde, og den kan være med til at bane vejen for dumheden, hvis folk føler deres verdensbillede truet af den videnska belige viden – fx i form af evolutionslæren, eller når samfundsvidenskabelig forskning modsiger den måde, folk føler, at verden er på. Dumheden insisterer på sin egen tilstrækkelighed, forkaster viden og forvandler mennesker til følelsesstyrede flokdyr. Kynismen udnytter.

Det åbne samfund og dets muligheder

Det fantastiske er, at vi alle sammen har mulighed for at bidrage til det åbne, frie og trygge samfund. Det kræver blot, at vi vil og skaffer os nogle forud sætninger. Der er nemlig også tre andre områder

i vores kultur, og de binder religion, produktion og viden sammen og ”trækker dem ind mod mid ten”, så at sige. Det er områder, som uden at spolere de andres eks per tise kan hjælpe til at gavne og opbygge vores demokrati, nemlig etik, underholdning samt teknologi og udvikling.

Produktion

Velstand

Under holdning

Retsstat Humanisme Pluralisme Demokrati

Mening

Religion

Teknologi Udvikling Viden

Oplysning Etik

Det at have etiske principper og idealer for sit arbejde binder religion og videnskab sammen, og når erhvervslivet accepterer samme slags prin cipper, skaber produktionen velstand. Velstand er i høj grad fundamentet for vores demokrati. Underholdningen er religionens og reklamens fælles domæne, men den har naturligvis også sit helt eget liv. Den er god adspredelse men rummer også faren for, at vores kritiske medier og det politiske liv udvikler sig til entertainokrati. Når

videnskab og underholdning kombineres, får vi til gengæld oplysning, og oplysning er endnu en vigtig forudsætning for demokratiet. Nytænkning og teknologisk udvikling er pro duk tionens og videnskabens fælles fortjeneste. Religionerne, selv i deres mest forstokkede og funda men ta listiske udgaver, har sjældent pro blemer med at tage de nye teknologier til sig, så deres budskaber kan spredes. Men den nytænkning og udvikling, som teknologien både afstedkommer og er et produkt af, plejer religionerne at fjerne sig fra. Og det er især i den forbindelse, religion bliver til dumhed. Men det behøver de ikke at blive. Tværtimod rummer religionerne og de store fortællinger en fantastisk mulighed: Når religionerne ikke blot accepterer udviklingen og nytænkningen, men også tager imod dem med åbne arme og åbent sind, så kan de bidrage til at skabe mening i en verden, der hele tiden flytter sig, og som ellers kan være vanskelig at finde fodfæste i som menneske. Når den store nationale fortælling inkluderer udvikling, kan den gå fra ekskluderende nationalisme til inkluderende, fælles patriotisme: Glæde og stolthed over det, som var, og et fundament for fælles muligheder i fremtiden.

Offentligt og privat

En udvikling, som har fundet sted parallelt med demokratiets udvikling, er skellet mellem offentligt og privat. I det private kan vi tillade os subjektive sandheder og store fortællinger, der bygger på åbenbaringer, overlevering, mystik og følelser. I det offentlige rum må vi forholde os til fakta og argumentere logisk sammenhængende for vores standpunkter og politik. Denne skelnen er vigtig at forstå, for både menneskerettigheder og demokrati er afhængige af den. For demokratiet er det nødvendigt, at vi ikke kan bruge hellige skrifter som politisk argument. For men neskerettighederne er det nødvendigt, at staten ikke kan blande sig i, hvor dan vi lever derhjemme. (Med mindre vi begår overgreb mod nogen eller begår anden form for kriminalitet, naturligvis.) Jeg vil vove den påstand, at det er skellet mel lem offentligt og privat, der afgør skellet mellem integration og assimilation. Integration handler om at deltage som medborger i det offentlige rum og overholde de regler, der er fastsat i lovgivningen. Assimilation handler om, at man har indoptaget det øvrige samfunds store fortællinger og lever efter dem derhjemme. Derfor er et statsligt krav om

assimilation imod menneskerettighederne, men krav om integration er ikke. Blot de gælder alle. Grænsen mellem offentligt og privat er na turligvis ikke skarp, for man er fx også privatper son, når man går på gaden. Men min pointe er: Vi kan kun skabe gode og stabile samfund sammen og opbygge den gensidige tillid, der kan bære et demokrati, hvis vi skaber fælles fortællinger, som vi alle kan dele både ude og hjemme. Ikke som erstatning for de forskellige ”private” fortællinger, men som supplement.

Israel og Palæstina

Egentlig er emnet lidt påklistret i denne sam menhæng, men det dukker op igen og igen som forklaring – eller bortforklaring – på både det ene og det andet, også i Indignez Vous! Måske er det ikke så mærkeligt. Historien om Godt og Ondt er nemlig den mest basale store historie, vi har. Israel og Palæstina giver af en eller anden grund en masse mennesker oplevelsen af, at de er i stand til at skelne mellem Godt og Ondt, og at de kan tillade sig udelukkende at sympatisere med den ene part.

Det er ikke rimeligt over for hverken israelere eller palæstinensere. At de involverede parter ser konflikten sort-hvidt, kan man ikke fortænke dem i. Dertil har lidelserne været for store og stået på for længe. Men vi andre, som ikke har noget i klemme, vi må som minimum kunne undlade at vælge side. Om ikke andet, så fordi en ensidig sympati automatisk lukker af for samtale med den anden part. Konflikten kan kun løses, den dag begge parter føler sig tilstrækkeligt trygge til at indgå svære kompromisser. Den tryghed kan vi, der står udenfor, være med til at skabe. Gen nem at bakke begge sider op i deres lige rimelige krav på tryg hed og fri hed bag sikre grænser. Eller som Amos Oz har sagt: ”Det er en konflikt mellem rigtigt og rigtigt, selvom den mest virker som en konflikt mellem forkert og forkert.” Der findes godt og ondt. Der findes også rigtigt og forkert, og vi skal altid blive ved med at fortælle den historie. Men det rigtige ligger i at se det gode i begge folk og hjælpe til at skabe den situation, hvor begge folk kan indgå en holdbar aftale. Hvis ikke vi, der blot kigger på udefra, kan styre vores indignation, hvordan i alverden skulle israelere og palæstinensere så kunne styre deres?

Den store fortælling og meningen med det hele

Intet menneske kan leve uden mening og fælles skaber. Som mennesker har vi brug for store for tællinger og beretninger om meningen med livet. Som mennesker har vi ikke blot brug for at få svar på hvordan? men også hvorfor? Vi har vanskeligt ved at finde mening i tilværelsen, hvis vi ikke har en historie at berette os selv ind i. I takt med at den moderne videnskab har un dermineret mange af religionernes forklaringer på hvordan, er der også mange, for hvem religionen har mistet evnen til at forklare hvorfor. I en tid tog de politiske ideologier over – med katastrofale følger. Resultatet er eksistentiel tomhed. I hvert fald for mange. Derfor er vi selv nødt til at skabe det indhold, der giver livet mening. Sammen og hver for sig. Gennem handlinger, fællesskab og fælles for tællinger om hvem vi er, og hvem vi gerne vil være. I bund og grund handler det om, hvad der er vigtigt. Hvad er vigtigt, ikke blot for mig, men for os alle sammen? Det er værdierne i fællesskabet, vi skal turde tale med hinanden om; rigtigt og forkert, godt og skidt, smukt og plat, kvalitet og skrammel. Og vi behøver ikke at være enige. Men vi skal hver især turde være taknemmelige, indigneres, tvivle og vise omtanke, og vi skal turde insistere på, at

det vi gør, og det vi vælger, lever op til vores værdier og styrker retssta ten, huma nismen, pluralismen, demokratiet og menneskerettighederne. Der, hvor vi kan udfolde det, er i kunsten, medierne, familien, foreningerne, fællesskaberne og vores arbejde inden for produktion, udvik ling, videnskab, etik, religion, underholdning og politik. Vi kan alle bidrage, der hvor vi er. Hvis vi arbejder i produktion og handel, kan vi insistere på etisk adfærd og skabe velstand. Hvis vi arbejder inden for videnskab eller underhold ning, kan vi insistere på et samarbejde mellem de to og skabe oplysning. Arbejder vi med de store fortællinger eller inden for teknologisk udvikling, kan vi påtage os at være med til, at udviklingen bliver meningsfuld. Når vi bidrager; når vi vælger at passe vores ar bejde og være medborgere ud fra den slags vær dier, så bliver fællesskabet og arbejdet også langt mere meningsfuldt – hvis det ikke allerede er det.

Så hvor er det lige, problemet er?

En af mine bekendte sad engang ved et mid dagsselskab og klagede over, at det var så van skeligt at finde et sted at gøre det rigtige. Under

krigen ville han absolut have tilsluttet sig mod standsbevægelsen og bekæmpet tyskerne! Men nu, nu var det ikke til at få øje på et sted at enga gere sig. Så det gjorde han så ikke. – Og det har han sikkert stadig ikke gjort. Ud over fattigdom, sult, analfabetisme, bør nearbejde, slaveri, udplyndring af naturen, kli maforandringer og alle de ulykker, vi kender til hudløshed, ligger der en række store og nye udfor dringer forude: Nettet udvikler sig med rivende hast, og vi er nødt til at sikre vores menneske- og borgerrettighe der også i cyberspace. Multinationale virksomheder begynder at få større magt end små nationalstater. Vores demo krati og menneskerettigheder hviler på natio nalstaterne og deres retsprincipper. Og de er fra 1800-tallet. På verdensplan er der snart 40.000.000 mænd i overskud, fordi inderne og kineserne i stort tal har aborteret deres pigefostre siden 90’erne. De mænd, som ikke kan finde en kone, vil være de samme, som ikke kan gennemføre en uddan nelse eller finde et job. Hvad de så vil lave, kan man kun gisne om. Det samme gælder det antal kvinder, der vil blive handlet for at tilfredsstille

dem, samt de forhold, disse kvinder vil komme til at leve under. Bio- og nanoteknologi er i gang med at forandre fundamentet for vores eksistens radikalt. Vi er nødt til at skabe etiske og håndhævelige regler for den vi dere udvikling og anvendelse af teknologierne. Ikke blot økonomisk, men også kulturelt og biologisk er menneskeheden ved at knække over i to arter: de rige, veludannede, smukke, kosmopolitiske og privilegerede, som kan tegne forsikringer og drage nytte af den teknologiske udvikling, og så alle de, der ikke har adgang til ordentlig uddannelse, forsikringer, teknologi, medicin eller værdigt arbejde og stabil økonomi, og hvis retsstilling bliver svagere og svagere, hver gang de flytter rundt. Ekstrem ulighed i ressourcer, ejendomsret, uddannelse, viden, værdighed, tryghed og frihed skaber vrede, religiøs formørkelse og dumhed. Vrede, formørkelse og dumhed er grobund for terrorisme. Spørgsmålet er: Skal vi fortsat være én art, med de samme men ne skerettigheder, og skal vi alle være fuldgyldige borgere i demokratiske retsstater, eller behøver ”de andre” ikke at være med i klubben?

Hvis jeg nu skulle gi’ en konkret anbefaling… …så ville jeg nævne fire ting:

• Forstå forskellen på tro og viden, på følelses mæssige sandheder og fakta. • Forstå evolutionen og kend din historie. Du kan ikke forstå mennesket og verden uden at forstå evolutionen, hvad vi kommer af, og hvordan det former os. Og du er nødt til at kende dine egne rødder, hvis du skal kunne forstå dig selv. • Udfordr dig selv og dit verdensbillede. Læs en vanskelig bog engang imellem, og mød nogle men nesker, der ikke ligner dig selv, og lær dem at kende. Entertainokratiet tager over, når vi ikke gider tænke. • Insister på menneskerettighederne og engagér dig. Kaosteorien har vist, at det er summen af små forandringer, der former verden.

50 år – og hvilken forskel!

De menneskerettigheder, der blev erklæret for verden i 1948, er produktet af 10.000 års histo

risk udvikling. Det er beskæmmende – tiden vil vise, om det også er katastrofalt – at der i dag er populistiske politikere, som argumenterer for, at vi skal lave undtagelser i disse rettigheder. Menneskerettighederne er universelle, fordi vi beslutter, at de er det. Så længe vi fastholder, at de er det. Og kun derfor. Der er ingen Gud eller gud eller anden overmenneskelig kraft, der garanterer det, som FN’s Menneskerettigheder giver os. Der er kun os. Eller måske skulle man skrive: Der er kun Os. Menneskeheden med stort M; dét kollektive Vi, som vi er nødt til at lære at forstå os selv som, hvis vi ikke skal udpine Jorden og smadre klimaet og dermed vores egen eksi stens, som vi kender den, for bestandigt. Det er altid med en vis ærefrygt, man tager til gen mæle over for folk, der har overlevet nazismens mordforsøg. Her står man som et forkælet barn, hvis største udfordring har været et gratis universitetsstudium og en forsvundet kuffert i lufthavnen, og prøver at fortælle en tidligere kzfange, hvordan verden hænger sammen. Men, Stéphane Hessel, det er jo netop takket være jer, at jeg har muligheden. Der er 50 år

mellem Dem og mig. Og en verden til forskel. En verden, som De var med til at skabe. Krigs- og efterkrigsgenerationerne skabte den verden, jeg har fået lov at leve i. I gav mig privilegierne, vel standen og uddannelsen, som gjorde mit genmæle muligt. Det eneste, jeg og mine jævnaldrende kan gøre, er at sige tak, tage stafetten op og forsøge at gøre det lige så godt. På vores måde og i vores tid. Med de muligheder, som ny viden og ny teknologi giver – og ansigt til ansigt med de udfordringer, som det også indebærer. Jeg har tit villet takke Hammurabi, Moses, Thales fra Milet, Confucius, Buddha, sofisterne, Sokrates, Platon, Aristoteles, de jødiske og ro merske rets lærde, Kopernikus, Bruno, Galilei, Spinoza, Locke, Newton, Vol taire, Rousseau, Kierkegaard, Darwin, Camus, Rosa Parks, Martin Luther King og alle de andre, der har banet vejen for retsstat, oplysning og frihed, men det er så uforløst at takke dem, der er væk. Den eneste måde at nå dem på er at være religiøs og tro på et liv efter dette. Men når man ikke gør det, så er de for altid væk, og takken bliver tom. Muligheden for at sige tak og finde mening i Historien knytter sig til de levende. Der er nødt

til at være et erkendende Du derude at sige tak til. Og den tak gælder jo ikke kun Dem, så lad mig runde af med også at sige tak til Nelson Mandela, Lech Walesa, Mi khail Gorba tjov og alle de mennesker, der i det store eller det små bidrager til retfærdighed, håb, det gode samfund og menneskers frihed, tryghed og værdighed.