Hvordan synes du selv det går by Lene Andersen

Hvordan synes du selv det g책r?

Jan Middelbo Outzen

Den lille bog om det store, personlige ansvar

Hvordan synes du selv, det går?

af Jan Middelbo Outzen

Hvordan synes du selv, det går? af Jan Middelbo Outzen © Jan Middelbo Outzen og Det Andersenske Forlag, 2010 Bogen er sat med Book Antiqua Tryk: AKA-print Omslag: Jan Middelbo Outzen, Steen Redder, Peter Waldorph Printed in Denmark ISBN978-87-92240-12-5 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Det er godt, vi har fået det bedre, men det havde været bedre, om vi havde fået det godt. Villy Sørensen

Indhold Velkommen Om bogens baggrund og univers

9 11

De 12 bud Bud 1: Gør dig dine værdier klart! Bud 2: Ryd op! Bud 3: Tag konfrontationerne! Bud 4: Rejs! Bud 5: Fedt ikke med dig selv! Bud 6: Fokusér! Bud 7: Værn om det private! Bud 8: Lær at være alene! Bud 9: Dyrk fællesskabet! Bud 10: Giv det uforklarlige og det skæve plads! Bud 11 Lev stærkt, dø gammel! Bud 12: Pas på gode råd fra andre!

15 16 18 28 33 38 41 51 53 56 59 62 67

Livssnyder eller livsnyder? Shit’eren Yes’eren

69 70 76

Mennesketyper

De gratis glæder

Dit forhold til medierne

Terapeutiske miljøer – fordele og ulemper

Det meningsfulde parforhold

Opdragelse

At finde svar i kunstneriske oplevelser

At leve på en løgn

Angsten

101

Fremtidens værdier

102

Det kompetente dig

104

Strøtanker om den omvendte verden

105

Selvtilfredshedens, selvtilstrækkelighedens og magelighedens pris

107

Kulturel identitet og meningen med livet

109

Det fantastiske, beskidte, komplekse og udfordrende liv

111

Fra tilgivelse til frigørelse

113

Den tavse viden

114

Tvivlens nådegave

115

Selvstændig tankevirksomhed tilladt

116

Din faste følgesvend: Troen

117

Når alt andet glipper: Dannelse, værdighed, integritet og medfølelse

118

Velkommen… … til en bog om at tage det personlige ansvar på sig i en tid, hvor mange lægger ansvaret for livet og dets kvalitet fra sig. Velkommen til en bog om at åbne sit hjerte, sit sind og sine tanker mod virkeligheden, kunsten og medmenneskene. En bog om at komme ud af klappen og ind i livet. En lille bog om værdien af de udefinerbare størrelser i et menneskeliv.

Om bogens baggrund og univers Hvad sidder du så med i hånden nu? Endnu en selvhjælpsbog? Ja, i den forstand, at du må gøre arbejdet selv. Muligvis også ja i den forstand, at du har læst adskillige selvhjælpsbøger i forvejen, og at det ikke har hjulpet. Det væsentlige ved denne bog er ikke kun, hvad der står i den. Men især hvorfor du har valgt at læse i den. Gør livet ondt? Er jobbet forkert? Knager parforholdet? Og er det i hvert fald ikke din skyld(!)? Slipper pengene for hurtigt op? Har du rigtige problemer, eller er alle disse ”problemer” i virkeligheden bare et udtryk for, at du går rundt og møgkeder dig? Jeg vil vove en påstand: Livet er ikke en sygdom. Og endnu én: Du kan sagtens selv finde ud af at leve et godt liv. Problemet er ikke dig og dit liv, det er de forventninger, du har til livet, og de forventninger vi som mennesker har til hinanden. Kunsten ligger i at kende sig selv ordentligt, skille væsentligt fra uvæsentligt, og så vælge. Men dét kan selvfølgelig også være vanskeligt nok! Hvordan synes du selv, det går? er ikke baseret på andres konsulentkoncepter eller videnskabeligt funderet. Den tager afsæt i sund fornuft, almindelig iagttagelsesevne og 35 års arbejde med mennesker, tv og teater, tilsat en vis livserfaring. Filosofiske smuler fra en voksen mand, der har kastet sig ud i et forsøg på at tænke sig lidt om. – Men dog hellere lommefilosofi end ingen filosofi.

I teatret arbejder man ofte med de komplekse hjørner af sjælelivet eller bare de spøjse vinkler. Men fælles for alt godt teater er, at man kan skabe sammenhængende, troværdige karakterer. At man forstår deres motivation, deres drømme og deres svagheder og styrker. Arbejdet med skuespilleren og persontegningen skærper ens blik for, hvordan mennesker virkelig har det. Det går op for én, hvorfor de bliver ved med at spænde ben for sig selv og deres liv. Dét er den ene baggrund for at skrive denne bog. Den anden er mit arbejde i mentalt-kurbad.dk, hvor jeg i en årrække har rådgivet mennesker om at komme videre i livet med lidenskaben i behold. Værktøjerne har blandt andre været dannelsessamtalen, et samtalemæssigt frirum for fortrinsvis yngre mennesker, hvor de uden påvirkning fra forældrene kan få dannet sig et overblik over de temaer, de vil møde i deres voksenliv. Og så samlivsforberedelsen, hvor nygifte på basis af ganske almindelig sund fornuft kan forberede sig så godt som muligt på de problemstillinger, der kan ligge i parforholdet. Endelig har jeg samlet en del erfaring i fire år som nyhedsvært på tv – 8-900 live-interviews med lige så mange mennesker giver en vis indsigt i menneskers mangfoldighed og nuancerigdom. Ved skrivningen er mange mennesker i mit liv passeret forbi; måske især de kvinder, som enhver voksen mand erkender en vis inspiration fra. En af dem er i øvrigt min redaktør, Lene Andersen, der er irriterende og velgørende skarp. Især når jeg har misforstået et eller andet omkring kvinder, men også når jeg bliver for grebet af mit eget projekt. Kill your darlings!

For nuancens og balancens Jeg synes simpelthen, at du skal skyld har jeg valgt at lade nogle sætte din redaktørs kommen‐ af hendes kommentarer indgå u- tarer ind som tekstbokse i margin. bearbejdet i dialog med mig i selRedaktøren ve teksten. Men hun er som nævnt ikke den eneste inspiration. Kærester, venner, familie og kolleger har alle haft afgørende indflydelse på mine valg i livet. Uden at de ved det, har de hver især fået ordet gennem hele bogen. – Tak for indsatsen! Hvordan synes du selv, det går? er ment som en inspirerende, sydtysk forårsrengøring mellem ørerne. Og når du nu sidder med bogen i hænderne, går jeg ud fra, at det er, fordi du mangler et indspark i dit liv. Bogen handler om, hvordan du kan gøre dig fri af de indgroede mønstre, der forhindrer dig i at blomstre med kraft, glæde, kreativitet og overblik. Mindre kan ikke gøre det. Men du er jo ikke bare et individ, en ø. Vi er alle en del af noget større, en sammenhæng. Der er ufattelig mange individuelle måder at være menneske på, men vi er mennesker på en platform af kultur og fællesskab. Det er dette arvegods, menneskets store fælles erfaringsgrundlag, jeg tager alvorligt og prøver at sætte i en anvendelig form. Derfor spiller forholdet til kunsten og kulturen en væsentlig rolle i denne bog. Det samme gør foreningslivet og det sociale samvær i øvrigt. Og så – til sidst, inden vi går rigtigt i gang – en stille undren over, hvorfor de seneste års økonomiske opsving afstedkom en eksplosion i antallet af coaches. Hvad var det i succesen, vi ikke kunne håndtere? Var det succesen selv? Og hvad blev der i øvrigt af alle de første coaches,

for slet ikke at tale om alle de coaches, de første coaches uddannede og så videre? Men lad os komme i gang. Åbent sind, åben bog. Det kræver mod at vælge det ægte frem for det belejlige. Først vil jeg præsentere 12 bud på centrale temaer i et menneskes liv. Her vil jeg beskrive mulighederne og komme med konkrete ideer til, hvordan man kan gribe udfordringerne an. Hvordan man kan sætte sit liv på et mere givende spor. Herefter følger en række større og mindre refleksioner over temaerne. Refleksioner, som uddyber og beskriver, hvor man med fordel kan lægge sit fokus i arbejdet med sig selv og sit liv. Grundlæggende handler de om at åbne sig mod kunsten, virkeligheden og sine medmennesker. Jan Middelbo Outzen, 2010

De 12 bud De er ikke nogen facitliste, men netop 12 bud i betydningen tilbud eller forslag. Men prøv dem af, ét efter ét, og se, hvad de gør ved dit liv. Jeg tror, at du vil opdage en forholdsvis markant effekt, og ret hurtigt. Bud 1: Gør dig dine værdier klart! Bud 2: Ryd op! Bud 3: Tag konfrontationerne! Bud 4: Rejs! Bud 5: Fedt ikke med dig selv! Bud 6: Fokusér! Bud 7: Værn om det private! Bud 8: Lær at være alene! Bud 9: Dyrk fællesskabet! Bud 10: Giv det uforklarlige og det skæve plads! Bud 11: Lev stærkt, dø gammel! Bud 12: Pas på gode råd fra andre!

Bud 1: Gør dig dine værdier klart! Vi taler om det nødvendige, grundlæggende analysearbejde her. Dette er afgørende for resten af dit arbejde med dit liv, så her må du ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Hvad er et godt liv for dig? Der er mange, som enten ikke Hvad er rigtig vigtigt? Hvilke aner, hvad værdier i livet er, menneskelige kvaliteter sætter eller som tror, at værdier ikke gør den store forskel, og at en du højest? Hvilke moralske og god røv er bedre. etiske standarder baserer du din Det er som regel dem, der gang livsførelse og din omgang med på gang vælger den forkerte kæreste. andre mennesker på? Redaktøren Disse overvejelser om det helt overordnede i dine værdisæt kan også formuleres som mere konkrete spørgsmål: Hvad vil du gerne give videre til dine børn? Hvilke menneskelige kvaliteter vil du altid stå op for? Hvad vil du gøre for at opnå, hvad du gerne vil med dit liv? Eller endnu mere konkret: Hvem og hvad ville du opgive en ferie for? Er du villig til at forsvare din nabos ret til at ytre sig, selv om han ved gud er et skvadderhoved? Hvad ville du stå en time tidligere op om morgenen for at lykkes med? At du får svaret på alle disse spørgsmål, er naturligvis ikke ensbetydende med, at du har fundet de vises sten og nu mageligt kan læne dig tilbage og knappe en bajer op, tænde for fjernsynet og sidde og ”selvfede” den. For nu kommer den virkelige lakmusprøve: Er der en linje i dine svar? Hænger dine svar sam

men? Lever du op til dine egne standarder? Er der integritet i dit liv? Eller... Hvordan synes du selv, det går? Når du ved, hvad der er vigtigt, bliver du meget bedre til at træffe valg i dit liv. Og det giver meget mere mening at gå i gang med selve oprydningsprocessen. Her gælder det om at vælge til og fra – at sige ja såvel som nej.

Bud 2: Ryd op! Prioritering, oprydning og valg er helt afgørende for personlig udvikling og det, du vil med dit liv. Det kolossale udbud, udvalget, påvirkningen fra alt og alle, medier, sociale kontakter er nok til at gøre enhver forvirret – og ikke nødvendigvis på et højere plan. Så prioritering, oprydning og valg er en nødvendighed, hvis du vil arbejde på at få kontrollen over dit liv. Lige nøjagtig denne øvelse er en af de væsentlige ydelser hos de allestedsnærværende coaches, selvfølgelighedernes missionærer, de evige rejsende i almenviden. Og de har jo ret. Men nu har jeg sagt det selvfølgelige på 10 linjer. Vanskeligere behøver det egentlig ikke være. Det betyder selvføl- Nej, det skal jeg love for, at det ikke er! Og det holder aldrig op! gelig ikke, at det er nemt. Redaktøren Oprydningsprocessen kan foregå i alle livets dimensioner, så derfor følger her lidt uddybning.

Social aktivitet og menneskelige relationer Dit liv roder, ja, men du er ikke død endnu. Sæt dig blot stille og roligt ned; i første omgang alene, senere måske med gode venner – og få dannet dig et overblik over menneskene i dit liv og dit aktivitetsniveau i øvrigt. Nyd processen, og få så – ud fra et væsentlighedskriterium – filtreret dit sikkert alt for store og stressende sociale liv ned til noget overskueligt. Husk pen og papir.

Der vil være mennesker, relationer, sammenhænge, projekter, som du kan undvære. Og dem som byder sig umiskendeligt til. Lyt til dig selv og dine værdier og vælg. Stil dine venner, dine bekendtskaber, dit arbejde og dine projekter op på en imaginær række. Det er forhåbentlig et blandet syn, dette dit valgte sociale liv, som det toner frem for dig. Fisk samtidig kalenderen med dit liv frem, og vælg så, hvem og hvad det er vigtigt for dig at have i dit liv. Vær egoistisk – tænk klart, og lad endelig være med at tro, at du ikke kan uden. Du vil sikkert i processen adskillige gange støde ind i et voldsomt dilemma, fordi du ikke føler, at du kan si en bestemt person fra. Fortvivl ikke. Så lader du være. Ingen i din omgangskreds kan være tjent med din ligegyldighed. I har alle fortjent, at I hver især mener jeres forhold alvorligt. Og du har faktisk ikke det direkte ansvar for de andres velbefindende. Det er mere, end man kan forlange af noget menneske. Husk venligst dét. Det gode ved denne her øvelse er – ud over at du får sorteret – at du bliver fri for hele tiden at påføre dig selv dårlig samvittighed. Kom nu bare i gang. Du bliver positivt overrasket. Det bliver godt for dig, sikkert også for dem.

Vaner og uvaner Den samme øvelse med at rydde op kan du gøre med dine sejt indarbejdede vaner og uvaner. Problemet opstår, når vanen bliver en uvane, og uvanen en vane. Selv om du nok tror, at disse underlige rituelle og besværgende måder at agere på er vigtige for din over-

levelse, så er de ofte bestemmende for din alt for tidlige død. Om ikke fysisk, så mentalt og kreativt. Vaner har det med at blive til dårlige vaner, og så er det på tide at smide dem ud. For så er de kun med til at skabe falsk tryghed, og falsk tryghed er ikke konstruktiv. Behold kun de vaner, der tilfører din mentale bundlinje noget væsentligt. Hvordan du afgør dét? Der er to måder. Enten må du tage den tid, der skal til for selv at mærke efter. Eller du må bruge den effektive model og spørge en af dine rigtig gode venner, som sikkert kan sætte fingeren på det ømme punkt lige med det samme. Når du gør noget godt for dig selv, så kan du mærke det helt tydeligt, når det sker. Det kan komme som en pludselig susen, en følelse af lykke, et ryk i din hverdag, som er opløftende. Eller måske blot følelsen af, at ”det her, det giver altså mening!”. Tro mig: du er ikke i tvivl, når du under dig selv at mærke efter. Du kan måske ikke få det til at ske på kommando, men du kan forbedre muligheden for, at det kan opstå ved at gennemføre øvelsen.

Fordomme Der er gode og dårlige fordomme. De dårlige holder dig væk fra gode oplevelser og fællesskaber. De gode er dem, der sparer dig for en masse bøvl. Fravælg først den ukritiske bølge af små fnidderfordomme om alt mellem himmel og jord, som præger dagligdialogen for så mange af os. Det nærmest statsautoriserede, danske nationalbrokkeri, som så ofte gør det ud for en samtale. Smid dine små antipatier og dine idiosynkrasier ud, så du kan møde mennesker uden støj

på linjen. Gå det fremmede og den fremmede i møde i stedet for at lade dine fordomme skubbe hende væk fra starten. Du er et menneske, ikke en løve i færd med at forsvare sit territorium. Det handler om at finde balancen mellem nyttige og skadelige fordomme. Når du har fundet den, vil du opleve en af livets største friheder: den som gør, at du føler dig tilpas hvor som helst. Dog ikke nødvendigvis med hvem som helst.

Holdninger Der er dem, der påstår, at et menneske med en såkaldt stærk karakter er et menneske, der har de samme holdninger hele livet igennem. Det kan være rigtigt, men det kan dæleme også vidne om en forstokkethed, der fremstår mere og mere pinlig med årene. Min påstand er, at man bliver nødt til at holde en dør på klem for påvirkning af sine holdninger. Det er et sundhedstegn, og en måde at sikre sig et fordomsfrit syn på verden. Den, der lukker verden ude, lukker sig selv inde, og inde i én selv kan udsigten hurtigt blive trang og indsigten minimal. Derfor skal porten slås op og verden lukkes ind, så du får udsigt til indsigt. Jeg tror, de fleste kan se pointen. Hvis du stiller dig og dit apparat til rådighed for den omgivende verden, har du en chance for at blive en del af den.

Kulturen og kunsten Glem alt om, at du skulle være nødt til at hægte dig på

hvad som helst for at bevare dit tilhørsforhold til en gruppe. Hvad andre vælger at bruge tid på, er ikke nødvendigvis godt for dig. Lyt til dig selv, og brug tid på det, der virkelig beriger dig eller griber dig. God kunst er sundt at se på, og Er dét, de sender i fjernsynet, ikke så hulens elitært, som man- virkelig også dét, man ønsker at ge vil gøre det til. Af og til er kun- fylde sit liv med? sten lige så direkte som en bokse- Ja, man trænger til at slappe af. kamp eller en pornofilm, og så Jo, det er OK med hjernedød underholdning en gang imellem. kan vi vist alle være med, ikke Men skal det være en vane? sandt? Interesserer dem i fjernsynet sig Mon ikke de fleste af os be- for, hvordan du har det? Redaktøren tragter os selv som kvalitetssøgende mennesker? Hvorfor så ikke vælge med kvalitetssansen som styreinstrument? Livet er jo ikke bare en stør- Kunsten adskiller sig blandt andet fra underholdning, fordi relse, der skal overstås med un- den gerne vil sige én noget. derholdning. God kunst udvider Man betyder noget for den som horisonten. Så alt efter hvor ens tænkende individ. Og man be‐ horisont er til at begynde med, høver ikke engang være enig! Underholdningen ønsker kun at flytter kunsten noget forskelligt tælle os med i mængden, så hos os alle. seertallene bliver høje. Og den Underholdning kan være ge- vil helst have, at vi synes det nial og, nå ja, underholdende, men samme som den. den fortæller dig kun ting, du al- – Helt ærligt, hvor fedt er dét? Redaktøren lerede ved i forvejen. God kunst fortæller dig noget, du ikke vidste i forvejen. Selvfølgelig er der ufattelig meget prætentiøst møg i kultur- og kunstudbuddet. Det kræver noget af dig at sortere i dyngen. Lyt, lyt, lyt og mærk, mærk, mærk. Efter.

Livsstil og forbrug Livsstil handler ikke kun om det, du køber. Sådan ser det bare ud, når du ser på samfundet. Livsstil handler lige så meget om alt det, der ikke koster penge: Frivilligt arbejde, engagement i omverdenen, kunst og kultur, den måde vi vælger at håndtere vores forhold til mennesker på. Her er et par af de overvejelser, du kan gøre dig for at få styr på din livsstil: Hvilke sociale fællesskaber synes du er mest meningsfulde? Sammen med hvem slapper du virkelig af og kan være dig selv? Er alt det, du køber, i virkeligheden noget, du gerne vil have? Tror du, det er nødvendigt for at være med på noderne? Vælger du det, der er værdibærende for dig? Eller lader du andre styre? Du kender selv udmærket svarene. Tag bestik af dit liv og dine valg. Og tag så over med hele dig. Det vigtige er, at det er dig, der vælger din livsstil, ikke de andre.

Fysiske rammer Gør dit hjem og de steder, hvor du ellers opholder dig, til noget særligt ved at være loyal over for dem og bruge din energi på dem. Vælg den samme loyalitet, som du giver venskaber, du gerne vil bevare. Det handler ikke om designermøbler, men om fokus. Steder kan som gode venner give noget godt igen, når du trænger til lidt hjælp. Og måske kunne du overveje, om du simpelthen bare har for meget. Prioritér, og smid ud.

Forventninger De er en underlig størrelse, som er med til at definere dine drømme og give dem drive, men de kan også forhindre deres opfyldelse. Problemet med forventninger opstår, når du placerer ansvaret for deres opfyldelse hos en anden person. Eller når du lader dig styre af andres forventninger. Men der er også nyttige forventninger. De nyttige forventninger er dem, der er opstået i en fin balance mellem dig og de andre. Der, hvor der ganske naturligt har været en løbende forventningsafstemning. Ofte er det en ide at lade forventningerne udvikle sig i det stille, inden du præsenterer dem for offentligheden, eller lader dem gå fra overvejelse til krav. Voksen betyder i denne optik, at du selv stiller dine forventninger op og er realistisk. Sørg for, at dit projekt, din plan bliver gennemført. Varmluftballoner har ikke nogen gang på jorden, så at sige.

Tid En proces som den, jeg har beskrevet, kræver ro, fokus og omsorg, hvad enten du er alene eller har valgt den sammen med din bedre halvdel. Som single kan det være svært nok at finde tiden. Som par kræver det planlægning. Det står i alle selvhjælpsbøger og ugeblade, men det gør det ikke mindre rigtigt: Få skemalagt jeres tid. Det virker! – Også for dig, der er single, med eller uden børn.

På samme måde som børnene har faste aktiviteter i deres dagligdag, indslag som er vigtige for deres velbefindende, sådan kan du og I også skemalægge dele af jeres tid sammen. Alene eller sammen. Tid til kærligheden. Det behøver ikke være det, som alle taler om: en forlænget weekend i en europæisk storby. Det handler om at få luft i kalenderen, så hverdagen fungerer. Hvis du har børn, så sørg for nogle veldefinerede og faste weekendaftaler med venner og familie, så de kan komme derhen, når kærligheden skal næres, leves og tilses. Det er godt for jer, det er godt for børnene, og det er godt for dem, der elsker jeres børn. ”It takes a village to raise a child”, siger man, men vi bor ikke i landsbyer mere, så vi må selv skabe dem. Fællesskaberne rundet af menneskers liv. Og menneskers liv rundet af fællesskaber. Hvilke fællesskaber, du tager afsæt i, er op til dig. Bare du vælger det. Og det er et bevidst valg. Processen med at finde ud af, hvem man har lyst til at lade børnene tilbringe weekenden hos, siger også noget om, hvem der er vigtige i ens liv, og hvem det er værd at holde fast i. Det er i det hele taget vigtigt, at du bliver herre over tiden, så den ikke er herre over dig. ”Livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge planer for det”. Nogenlunde sådan formulerede John Lennon sig. Skru ned og mærk tiden, både når den går, og når den står stille. ”Jamen, det tager jo tid!”, siger du i en lettere afvisende tone, som om langsommeligheden i sig selv er en fare. Men tid er afgørende, hvis tingene skal lagre sig ordentligt. Godt brød for eksempel. Vin. Erkendelse og indsigt. Presset fra alt og alle om at udfylde sin tid

med alt det ligegyldige er en form for legal terrorvirksomhed orkestreret af en alliance mellem markedet, medierne og os selv. Uden vores passive accept ville de andre aldrig kunne slippe af sted med dette stadige bombardement af vores tålmodighed. Tiden må gøres til det, du gør den til. Tiden er i dette individuelle perspektiv ikke en fællesstørrelse, men et univers, som du selv må fylde ud og rydde op i. Dit luksuriøse frirum. Din selvvalgte og selvdefinerede oase. I de fleste religioner arbejdes der bevidst med dette stærke Vores oldeforældres søndag var menneskelige behov for at trække vitterlig en hviledag, hvor alt sig væk fra verden og ind i et kon- stod stille, og hvor sjælen fik mulighed for at indhente resten templativt univers, hvor brikkerne af ugen. Det kunne man godt kan få lejlighed til at falde på tænke over… Redaktøren plads. Den jødiske sabbat er et eksempel, ramadanen på en måde også. Det samme gælder bønnen. Meditationen. Den del af menneskelivet, der handler om at få fyldt de mentale batterier op, tages ganske alvorligt i religiøse og andre åndelige sammenhænge. Men du behøver ikke at have en bestemt tro for at finde tid til ro. Du behøver ikke anden grund, end at det gør dig godt, at du ”får det bedre”. Du kan vælge hvilken måde, der passer dig bedst, og du behøver ikke stå til ansvar for nogen. Det handler i sidste ende om resultatet.

Frigørelse Det, som Bud 2 helt overordnet handler om, er frigørelse. Frigørelse er helt afgørende for et voksent menneskes personlige udvikling. Frigørelse er et tegn på, at du har nået en vis grad af modenhed. Frigørelsen sætter dig i stand til at få dit helt eget forhold til dine medmennesker; forhold, der bygger på dit eget erfaringsgrundlag og din egen erkendelse. I den proces bliver du nødt til at sige til og fra, at drage ind og skubbe væk; både relationer, projekter og mennesker. Det dur ikke at have et overfladisk forhold, for det er lig med ligegyldighed. Dine beslutninger skal tage afsæt i dig selv, men må ikke udelukkende handle om dig selv. Dine beslutninger skal også fungere i samspil med andre mennesker og de behov, de måtte have. Du er en del af noget. Så ja: Frigørelse, fordi du kun kan vælge til, hvis du også vælger fra.

Bud 3: Tag konfrontationerne! I processen med at rydde op og prioritere hænder det, at man bliver nødt til at tage en konfrontation. Tag den! Frygten i sig selv er som regel meget større end ubehaget ved at tage konfrontationen. Og mange af os kunne godt trænge til at få gjort op med vores behagesyge.

Menneskelige relationer generelt Der er ingen vej uden om: Man bliver nødt til at kappe båndene til de elementer i sit liv, som har med falsk tryghed at gøre. Det kan gøre ufattelig ondt, og det har ofte omkostninger, for folk kan blive sure på én og lukke én ude. Men det er umuligt at være elsket af alle og samtidig være tro mod sig selv. Så dét at kunne tage menneskelige problemer og konflikter up front er en forudsætning for frigørelse.

Din partner

Det væsentligste, når man tager fat på de der ømtålelige ting i et forhold, er, at ingen kommer til at tabe ansigt. Sørg altid for at give modparten en ”kattelem”. Drop hån – og frabed dig selv at blive udsat for den. I er voksne mennesker. Redaktøren

Der er ikke noget så ødelæggende for et parforhold som nedtonet eller ikke-eksisterende dialog. Få talt ud, men gør dig selv den tjeneste at overveje, om det er alt, der er en konflikt værd. Vælg dine kampe med omhu, og mød så din partner uden frygt og i tillid. For hvis du ikke kan det, så har I ikke noget forhold. Og så er der ikke noget at bygge på.

Lad være med at undervurdere hinanden og jeres evne til at sætte jer ind i komplicerede problemstillinger. En del af det at være voksen er at anerkende, at et liv kan være kompliceret. Det ligger i sagens og livets natur. Og det er ikke farligt, det er kun et tegn på, at du lever. For mit eget vedkommende må jeg sige, at ingen af mine egne kærlighedsforhold har været ubetinget problemfrie. De ”problemfrie” var ikke båret af kærlighed. Tvivlen, uforudsigeligheden og usikkerheden har været fast bestanddel hver gang. Dét er det levede livs og kærlighedens natur, som du lige så godt kan gøre til din fortrolige straks.

Venner og bekendte Der er venskaber, som naturligt Det er tankevækkende, at tabu‐ føjer sig ind i et langt liv, og der et omkring at droppe bekendt‐ skaber er så stort, at man aldrig er venskaber, som er der, fordi du hører om fænomenet. ikke har orket at skille dig af med Redaktøren dem. De første er der ingen problemer med, de skal blot plejes. Men de andre? Her bliver dit mod sat på prøve, for de kræver, at du tager konfrontationen. Du ved, at du ikke har lyst til at fortsætte relationen, men du begår den fejl at tro, at du har forpligtet dig for livet. Også her gælder det, at ligegyldighed er en dræber. I har begge bedst af en afklaring. Også hvad angår de mere uforpligtende bekendtskaber er det vigtigt at turde konfrontationen. Vi husker alle situationer, hvor det var vigtigt at få sagt det, der skulle siges. Og vi kender sikkert også den fantastiske lykkefølelse, der ligger i at reagere prompte på dumhed eller bare snobberi. Det føles bare godt.

Jeg husker selv en situation, hvor min meget fine borddame efter at have udbredt sig om tidens og menneskenes dårskab i sin overvurderede selvopfattelse sagde: ”Ja, nu kommer jeg jo fra en meget gammel familie!”. Sådan en stupid udtalelse kan man bare ikke lade gå upåtalt hen, så jeg svarede hende: ”Ja, tænk: Det gør vi sgu alle!”. Det renser luften, og det kan i dén grad betale sig at få sagt sandheden.

Kolleger Du er ikke selv herre over, hvem der er dine kolleger, men du er herre over din egen opførsel og adfærd. Der er situationer, hvor konfrontationen ikke er indlysende Jeg er helt enig. Men der er ved grød også nogle mennesker, der som værktøj, men hvor du må skaber konfrontationer omkring bruge andre metoder for at kom- sig selv ustandseligt. Det kunne me helskindet igennem og bevare jo være nogle af dem, der gik i den gode samarbejdsatmosfære. gang med at læse bogen her. Så måske skulle man skrive et eller Det behøver ikke være tavshed, andet om, at sure kolleger ikke men kan blot være en særdeles er normalt, og hvis man ALTID veludviklet form for selvkontrol; har sure kolleger, kunne det en ”buddhistisk” laden passere, være, at man måske lige skulle se sig selv i spejlet og sige: som kan være nødvendig for at få Hvordan synes du selv, det går? samarbejdet til at glide og ikke at Redaktøren lide overlast selv. Andre gange er det nødvendigt at gøre noget ved tingene og tage konfrontationen, og for at kunne afgøre, hvornår det er, er her nogle af de spørgsmål, du er nødt til at stille dig selv: Er problemet tilbagevendende, eller er det noget,

der går over? Oplever andre det samme? Er det noget, du kan leve med, eller skal det løses nu? Det gælder om at vælge det rigtige tidspunkt at få sagt fra på. Lad tingene falde til ro først. Det afgørende er, at ingen af parterne taber ansigt. Det kan være svært, når det hele er oppe at køre. For at finde ud af, hvor langt du vil gå, er det nok en god ide at gøre op med dig selv, om det er noget, du vil sætte dit job ind på. For det kan være prisen. Men det er dig og din arbejdsglæde, det handler om. Et job er jo kun et job. Det kan du skifte ud. Det forholder sig anderledes med din familie og dit psykiske helbred.

Forældre Ufrigjorte forældre sørger for at holde deres børn i et fast greb, i den naive tro, at de beskytter dem mod verdens dårskab. Især visse mødre er slemme. Mange lever med denne omklamring til langt ind i voksentil- Man tør jo dårligt sige ”curling‐ børn”. Gad vidst, hvor gamle de værelsen. Måske er du en af dem, skal være, før de selv opdager, der har oplevet den svøbe i sin at deres forældre har snydt dem opvækst. Det er dit ansvar at sige for en stor del af livet? Herunder farvel til denne omklamring og muligheden for at blive et selv‐ stændigt, voksent individ. helt misforståede kærlighed; hvis Redaktøren du har en forhåbning om at komme videre og blive et selvstændigt og frit menneske. Du kan ikke forvente, at det kommer fra dine forældre. Her må du gøre dig fri af egen kraft. Det kan gøre ondt, men det kan betale sig. – Jeg kommer til at tænke på en kvinde i den perifære omgangskreds, som kørte afhængigheden og omklamringen helt ud i det ekstreme: Hun

ammede sin søn, til han blev 11! Knægten måtte sgu gå hjem fra skole for at få frokost! Forstår du nu, hvorfor jeg fokuserer så kraftigt på at frigøre sig fra sine forældre?

Valg Det er svært at foretage et valg, når man hele tiden er underlagt sin behagesyge. Livet bliver noget mere overskueligt, hvis man dropper alt om at fjumre rundt med sine måske’er og halvhjertede holdninger og udmeldinger. Det kan i den grad betale sig at få sagt, hvad man mener – og fra starten. Din kærlighed, din utilfredshed, din ros, dine indvendinger, din anerkendelse. Fedt ikke med noget af det. Omkostningerne ved at få sagt Man skal især ikke fedte med oprigtig ros. Specielt, når man fra og til kan ikke måles med be- har en mulighed for at få andre sværet ved at slæbe rundt på u- til at vokse. Redaktøren nødvendige, uforløste og halvfordøjede hemmeligheder i årevis. Du kommer til at fremstå som en klar person – for dig selv og andre. Og det skaber ro og balance i din dag og i dit liv. Og det gør, at du er lige til at gå til. Som en appetitvækkende flødeskumskage. Nå ja, så da i hvert fald som en ligeværdig person.

Bud 4: Rejs! Det er sundt at flytte sig. Resten af verden flytter sig, og den mest smertefrie måde at flytte sig sammen med den er ved også selv at være i bevægelse. Desuden er rejser helt afgørende for vores evne til at forstå. Fysisk, mentalt og kulturelt. Rejser er bevidsthedsudvidende, i enhver forstand. For ens syn på verden og på andre mennesker. De er vigtige, fordi de giver mulighed for at rykke fra en etableret sandhed hen i en ny indsigt og dermed finde ny kraft og inspiration. Jeg taler naturligvis ikke kun om fysiske charterture, men også om mentale eller kunstneriske rejser. Rejser, der giver oplevelser og inputs og dermed ny ballast til at indgå i fællesskaber med. Man får simpelthen noget at byde ind med. En anden stor fordel er, at ens Det væsentlige er vel, at man vil venner ser nye sider af én, når man noget med rejsen? At man er indstillet på at få én på opleve‐ kommer hjem, og det kan måske ren, så man vover en lille flig af være tiltrængt. dét, man tror, man ved om ver‐

Den indre, mentale rejse

den. Gode rejser er altid fulde af overraskelser og måske endda en lille smule farlige. Redaktøren

Jeg vil gerne slå et slag for dagdrømmeriet, som vi alle kender det fra de kedelige timer i skoletiden. Eller de alt for mange og lange møder på arbejdspladsen. Nogle har fortsat drømmeriet og gjort det til en livsstil, og de er fortabt i fastlåst apati eller er blevet fantaster uden reelt forhold til virkeligheden. Det er ikke godt.

Men i voksentilværelsen og som et bevidst valg kan dagdrømmeriet sagtens bruges konstruktivt. Det at vegetere og trække sig tilbage fra verden kan være ikke bare rigtig dejligt, men også rigtig befordrende for kreativiteten og resten af ens liv. Der er mange fordele ved dis- Kunsten ligger vel også i at sen‐ se mentale rejser: Du bestemmer de sig selv på en udfordrende selv rejsemål, tidspunkt, varighed rejse? og pris; det vigtigste er, at du Her kan man med fordel bruge lader hele dit apparat være til- litteraturen: Hvordan ville jeg strækkelig åbent for påvirkning. selv handle i de fiktive personers sted? Overskrider handlingen Fordelen ved den indre og men- mine grænser, og hvis den gør, tale rejse er også, at du forholds- hvad skyldes det så? Hvordan vis nemt kan springe fra det ene reagerer figurerne på situatio‐ rejsemål til det andet. Du er med ner, jeg kender fra mit eget liv? – Og nej; i denne her forbindelse andre ord blevet udstyret med et er krimier ikke litteratur. I krimi‐ turpas til livet. Så brug det ende- erne bliver figurerne aldrig klo‐ lig. Livet er åbent hele året! Tan- gere, så dem kan man ikke lære ken er fri, og dagdrømmeriet en noget af. Redaktøren liflig rejseform, som virkelig kan være med til at definere, hvad du egentlig ønsker af livet. Kunsten ligger i at trække erkendelse og viden ud af den indre rejse og sætte det i anvendelse i den fysiske del af dit liv. Nyd dine dagdrømme. Du har jo altid livet foran dig, uanset hvor gammel du er. Det er ikke kun børn og unge, der har monopol på det. I mit eget liv har jeg konsekvent inkorporeret disse indre rejser i min dagligdag. Hvis jeg har problemer af kreativ karakter, så lægger jeg det hele fra mig og lader tankerne vandre på frihjul. En god gåtur og frisk luft handler om det samme. At opnå at få tankerne til at

blomstre og dermed sikre en vis massage af intellektet og dømmekraften. Rejser er mentale. Fysiske rejser er det også, selv om vi ofte kun lægger mærke til, at det er kroppen, der rykker sig. Men de fleste af os er ikke vant til at nyde den mentale del af rejsen. Vi har for travlt med besværet ved at flytte kroppen. Eller vi bliver blinde, fordi vi har et digitalt kamera for øjnene på rejsen. At bære erindringen i sig er tydeligvis umoderne.

Den fysiske rejse Der er et vist element af eskapisme og illusion i enhver rejse. Jeg kan sagtens og med stor fryd bilde mig selv ind, at det er et helt andet liv, jeg lever. Derude på rejsen. Det afgørende er, hvad jeg kan bruge det til positivt. Hvad rejsen gør ved mig. Ferie er godt, men er ikke nødvendigvis en givende rejse. Givende rejser er noget andet. En af de største kulturelle op‐ Det handler nemlig om at udvide levelser, jeg har haft, var nogle sin horisont. En af måderne at gø- ridende kosakker i det russiske re det på er at skifte feriemål, fe- statscirkus. Der var simpelthen så meget drøn på de heste, at rieform. På den måde opdager du det var som om, de ville spræn‐ nyt om dig selv og din familie, el- ge manegen! Og det åbnede for ler de venner, du rejser med, og en erkendelse af, hvor fantastisk I får noget nyt at snakke om. For barsk og råt livet må have været på stepperne i Rusland – og alle hvad er egentlig meningen med at mulige andre steder, før vi fik flytte dagligdagen til Gran Cana- biler og behagelige jobs inden‐ ria, hvis den eneste forskel er tem- dørs. Redaktøren peraturen? ”De rejste for at få varmen!” Den kan man altså også få i den lokale sauna.

Det russiske statscirkus har Maden på turistklassehotellerne i Fuerteventura er jo f.eks. på sam- jeg også været i. Jeg husker bare det der badekar midt i me niveau som derhjemme. Nå, manegen, og hvordan klovnu er jeg vist lige ved at falde for nen Popov formåede at få dét det der nationalbrokkeri, som jeg at komme ud af badet til at blive det mest fantastiske lige har brokket mig over. Giv dig selv chancen for at billede og den højeste kunst. Selv i så stor en sal valgte han møde dine børn og venner i et det diskrete underspil. Det nyt, inspirerende miljø. Og lad har siden gjort det meget lidt dem se dig i nyt lys. Helt ærligt, ophidsende for mig at besøge hvor mange af os kunne ikke ha- de danske sommercirkusser, hvor diskrete underspil ikke ve godt af at lade vores daglige er noget, man gør det i.Så her liv derhjemme inspirere af det, vi fik den fysiske rejse længereoplever på rejserne, i stedet for varende effekt. Jan bare at rejse væk og vende tilbage til det samme, uberørt på længere sigt?

Dannelsesrejsen Et kig på verden afslører ubarmhjertigt, at der er mange, der ikke har været på sådan én. Det er ganske tydeligt, at den- Jeg var 26, da jeg tog på min ne særlige rejseform ikke har den første seriøse rejse: 5 uger i Los store opmærksomhed i vores tid. Angeles. Året efter blev det til Tidligere var den højtprioriteret i 11 uger i New York. Det interes‐ sante er, at jeg rejste ud som vores del af verden. Nærmest en dansker og kom hjem som euro‐ kvalifikation på linje med en god pæer. Jeg følte mig hjemme i eksamen. Alene det at man i gam- USA, men jeg kunne aldrig blive le dage skulle rejse væk for at læ- amerikaner. I stedet opdagede jeg en samhørighed med tyske‐ re verden og mennesker at kende re, hollændere, portugisere etc. siger vel alt. Det burde være en Redaktøren ganske naturlig bagage i alle men-

neskers liv, gamle som unge. Men tiden er ikke til det. Desværre. Mange tror fejlagtigt, at dannelsesrejsen kun kan foretages i de unge år. At dannelse kan komme for sent ind i et liv. Men det er aldrig for sent at tage på dannelsesrejse.

Livet som en rejse Livet er i sig selv en rejse, og det er i høj grad dit valg, hvordan den bliver. En rejse fra uskyld over erfaring til afklaring. Eller fra uskyld over dovenskab til mental opløsning og død. Det er op til dig.

Engang for mange år siden skulle jeg til Barcelona med teaterskolen. Vi skulle besøge den lokale skuespillerskole og vise hinanden arbejdsdemonstrationer. De var rystede over vores på overfladen meget lette skandinaviske tilgang til stoffet. Det resulterede i, at læreren tog mig og et par andre elever med op i bjergene til en restaurant, hvor vi ikke kunne komme væk. Han drak os fulde og brugte hele aftenen og natten på at poste noget dannelse ind i hovederne på os. Da vi næste dag trillede ned ad bjerget, var det med en helt anden holdning til arbejdet. Jan

Bud 5: Fedt ikke med dig selv! Tænk stort! Leg! Sig ja, men også nej! – Hvorfor? Prøv at tænke på alternativet. Med storsind bliver du fri for at brokke dig over alle de skvadderhoveder, der går i for små sko, og som hele tiden har en skadefro bemærkning om alle andre og deres fejltrin. Store, sonderende slag i luften, en åben, frisindet, men disciplineret tilgang til livet, tilvalg og fravalg er afgørende for din evne til at nå dit eget potentiale. Sæt dig ud over det, som du ikke ønsker.

Generøsitet, rummelighed og tolerance Vær generøs og rummelig med dig selv og din tolerance, selv når du er vred. Vær nysgerrig, selv når du mener at vide alt. Tænk dig om, tænk dig stort om. Lad de store slag i luften blive til små skridt på vejen. Alternativet er små tanker og store tilbageskridt. Dem har du ikke Der er altså mange kvinder, der brug for. Du skal turde turde. Det er utroligt, hvad man kan er blevet slidt op på lige netop dét! – Altså at tilsidesætte egne, opnå ved at tilsidesætte sine egne umiddelbare behov! umiddelbare behov og i stedet Redaktøren Det er jeg klar over. Det handstille sig til rådighed for andres. Værdien af at møde menne- ler om at finde balancen melsker med rummelighed, generøsi- lem at være der for andre og samtidig at være tro mod sig tet og tolerance kan ikke overvur- selv. deres. Og du ved det jo godt: Din Jan evne på dette område kommer altid godt igen.

Leg Når jeg nævner legen, så er det ikke bare på børneniveau. Det gælder det legende i menneskers generelle tilgang til tingene. I alt hvad man foretager sig. I det små og i det store. Det er skønt med voksne, der har legebarnet i sig, men det er utåleligt med voksne, som tror, at livet kun er en leg. Det handler også her om balance. Men legen som motor for frydefuld indlæring er uforlignelig. Så fedt endelig ikke med din nysgerrighed og viden. Har du børn, så inddrag det, du ser, i en leg. Gør indlæring – for dig selv og dine børn – interessant og underholdende ved at lade den tage udgangspunkt i det, der sker for næsen af jer. Når I kører bil, så fortæl om det, I ser på jeres vej, fortæl om baggrunden for det hele, spørg dit barn om, hvad hun tror. Opfind et pointsystem for at gætte rigtigt. Børn elsker at blive pirret på deres nysgerrighed, og de ved ufattelig meget mere om sammenhænge, end vi går og forestiller os. På den måde bliver dagligdagen seriøst underholdende og fyldt med frydefuld indlæring. Sluk for bilradioen, iPod’en eller den transportable dvd-afspiller. Insister på, at I taler sammen. Deres verden ligger lige foran dig, og de elsker at fortælle; om oplevelser, tanker, følelser. Eller bare det rene fjas. Med børn har du altid et emne ved hånden. Indfør gerne den sokratiske metode. Den går ud på at få børn til at tænke selv, ved at spørge ind til detaljerne i deres svar, for på den måde at komme frem til et selverkendt svar, et svar, som barnet selv har skabt. Så når børn spørger: ”Hvad er det?”, så svarer du kækt:

”Hvad tror du, det er?” Det virker! Én af de første vigtige succesoplevelser er at finde ud af, at man kan selv. Og der er emner nok at tage af. For eksempel alle de emner, der er forbundet med dagligdagen, alt det, I kender til: venner, familie, kioskmanden osv. Vend det, sæt det på spidsen, gør samtalen til en udfordring. Indfør dagens ord; det kan f.eks. være ”barmhjertighed”, bed dem forklare, hvad det betyder. Der er ord nok til et helt liv. Og mere til. For eksempel alt det abstrakte, der findes: kunst, filosofi, politik, fællesskaber, fremtiden, moral osv. Gå bare i gang. Børn er født nysgerrige, og hvis du leger med på deres nysgerrighed, så er det en oplevelse for jer begge! Hold dig endelig ikke tilbage. Din standard kan blive dine børns – det er der umanerlig mange dårlige eksempler på og en del gode. Du kan lige så godt sætte overliggeren højt fra starten.

Bud 6: Fokusér! Fordybelse, fokus og tilstedeværelse tilfører dig og dit livs møder kvalitet – det er en måde at vise omsorg på. Overvejelsen, eftertænksomheden, refleksionen og tanken som sådan er gode livsledsagere. Opdag fordybelsens kraft. Både når du hører musik, lytter til andre, taler, læser, arbejder, går tur, lader dig transportere, laver mad, eller kysser og elsker. Glæden ligger i mødet mellem din lidenskab for det, du gør, og selve opgaven og den udfordring, den byder dig. Glem alt om, at det hele skal være let. Lethed er i denne sammenhæng lig med fordummelse. Som Johannes Møllehave siger: ”Min overfladiskhed stikker ikke så dybt!”

Kunst Hvis du bruger tid på kunsten, så gør det ordentligt. Fokusér på den. Giv den din opmærksomhed. Lad være med at nedværdige dig selv ved at fjumre igennem en maleriudstilling uden at ane, hvad pokker du egentlig laver der. Ud over at din ven, partner, mand eller kone har slæbt dig derhen. Spild ikke din egen, kunstens og din ledsagers tid. Hvis du gør dig en smule umage med at lege med på kunstens udspil, så ligger der måske ny indsigt og venter på dig – selv om der ved gud også er rigelig mulighed for gedigne nedture i mødet med kunsten. Så hvis du gør det, så gør det fokuseret. Kunst er

sundt at se på, især den gode. Og hvad den er, skal jeg spare dig for at komme med bud på. Det kan du forhåbentlig mærke, når du går i gang med den.

Sex, erotik og sanselighed… og kærlighed Vi lever i en tid, hvor iscenesættelsen af menneskers seksuelle liv fylder mere end udlevelsen af det. Hvor forventningspresset og præstationsangsten er så stor, at lysten risikerer at blive kvalt. Det er næppe uden grund, at mange behandlere melder om store problemer med lysten – hos både mænd og kvinder. Sex handler om fysisk tilfredsstillelse, og det er skam fint, men sex har sine egne begrænsninger, for den vil aldrig nogensinde i sig selv kunne gøre det ud for hverken venskab eller kærlighed. Den er simpelthen for selvoptaget i sin grundtone. I modsætning til kærligheden, sanseligheden og hengivenheden, der retter sig mod at skabe lykkefølelse hos den, du elsker. Og fortrolighed jer to imellem. Jeg vil vende det om og sige, at fortrolighed bør være udgangspunktet, forudsætningen. Det er derfor, tab af kærlighed tager hårdere på mennesker end tab af sex. Jo jo, one-night-stands kan have sin helt særlige og fine fascination, og de kan berede mennesker stor glæde, og især underholdning. Mennesker kan også sagtens udvikle en seksuel afhængighed af hinanden på basis af et kort lystfyldt møde. Men når både kærlighed og sex går hånd i hånd, så sker der altså ting og sager! Så det kan stærkt anbefales at koncentrere sig om kærligheden og fortroligheden som udgangspunkt. Sex er kommet for at blive, men uden følelsesmæssig klangbund er den

fattig. One-night-stands er altså ikke nok til at fylde et voksent menneskes liv. Påstår jeg. For jeg har prøvet begge dele. Og mærket forskellen. Så her midt i den kolossale iscenesættelse af sex i det offentlige rum som et glatbarberet, plet- og lugtfrit klorinunivers uden skæve vinkler eller originale tanker er det måske på sin plads at minde om de 4 ”i”er: Indfølingen, intimiteten, intensiteten og inderligheden! Sanseligheden! Hengivenheden! Indfør langsommeligheden og tiden som et element, den gode tid, den pirrende tid, den uimodståelige og bristefærdige tid. En af gaverne ved langsommeligheden er, at du opelsker din evne til at mærke andre mennesker. Og netop din evne til empati i det erotiske univers kan have en positiv afsmittende effekt på dit forhold til mennesker i andre af livets forhold. Din evne til at fokusere og nyde betyder, at du kan give dig hen. Og det er helt afgørende for kvalitet i menneskelige forhold. I kærligheden betyder det, at du omslutter hvert lille element helt fra den indledende kontakt, over forførelsen, forspillet og helt frem til afskeden med din fulde opmærksomhed. Selv om dine kønsdele har oparbejdet en fantastisk evne til at overbevise dit hoved om, at det skal være nu, så giv underlivet noget kvalificeret modstand. Selv om kampen kan synes hård. – Der var vist en svensk sangerinde, der engang sagde noget i retning af: ”Om dagen er livet underbart, om natten er underlivet bart!” Lad ikke din daglige forbrugermentalitet påvirke din ageren seksuelt. Det, der kan bruges det ene sted, dur ikke nødvendigvis det andet.

En anden helt afgørende parameter for om et kærlighedsbaseret samliv skal kunne lykkes, er jeres allerførste tid. Her har I alle tiders chance for at få sat jeres forhold på sporet. Men det kræver, at I tør tage tyren ved hornene og ikke er bange for at stå inde for jer selv hver især. Det kan godt være, at det hed- Måske er det mest passende der et pikhoved, men den har alt- navn til de kvindelige parallel‐ så ikke en hjerne og er ikke ind- regioner så ”missen”. rettet til at tænke, selv om den gør Den insisterer også på at gå sine egne veje… voldsomt opmærksom på sig selv. Redaktøren Brug hellere den pragmatiske del af hjernen. For her handler det også om værdier og interesser. Dem, I hver især har og ikke vil fravige, og dem, I har fælles. I har i denne meget vigtige første tid en helt unik chance for at forhindre fremtidige ulykker. Her kan I nemlig få forventnings- og realitetsafstemt jeres forhold. Eksempel: Hvis din kæreste har det sådan, at han af princip føler, at der skal drikkes igennem, hver eneste gang han kommer i nærheden af andre mennesker, og du egentlig har det meget godt med bare en gang imellem at være i hans selskab helt alene, så kunne det godt tænkes at være potentielt konfliktstof, ikke? En anden klassiker er skiferien i februar: Sparer I op til den, eller låner I til den? For at få et velfungerende forhold må man have i hvert fald et par fælles værdier og snitflader – en del mennesker aner ikke, hvad det betyder, men det er igen de her spørgsmål: Hvordan prioriterer du f.eks. familielivet i forhold til vennerne? Kunst i forhold til sport? Frihed i forhold til ansvarlighed? Din tid i forhold til jeres?

Der er konfliktområder nok. Og I En sikker vej til et skidt forhold gør jer en stor tjeneste ved lige at er, hvis man er mere forelsket i få vendt dele af det, inden ufor- situationen end i personen. Overvejelsen må gå på, om man nuften tager over. også ville være lykkelig sammen Når jeg slår så hårdt på værdi- med det her menneske, hvis en af at fokusere i kærlighedslivet, man pludselig sneede inde i 14 så er det, fordi det, som gør livet dage. meningsfuldt i længden, er det æg- En sikker test af forholdet er at te og det personlige i dig. Alt skal overveje, om det ville overleve have din fine modne opmærksom- de fire B’er: Blod, bæ, bræk og betændelse. hed, også og især kærligheden. Redaktøren Og hvorfor? Manglende omsorg er døden for kærligheden. For megen omsorg er døden for kærligheden. Ligegyldighed dur slet ikke. Hvad pokker skal man gøre? Der er ikke andre end dig, der ved det. Så det må du jo til at finde ud af; din egen måde, bygget på dit eget erfaringsgrundlag. Du kan i hvert fald ikke lade kærligheden passe sig selv. Den har det bedst med lejlighedsvise serviceeftersyn og justeringer. Og den har det også rigtig godt med at få sat turbo på. Og luft i dækkene. I kærligheden er der ingen grund til at overholde fartgrænserne. Men det er afgørende, at du nyder kørslen og dine passagerer. Så du bliver nødt til at være til stede i dine kærlighedsmøder og dine samtaler med din elskede. Der er mange måder at være til stede på. At holde kæft og lytte er én. At holde øjenkontakt er en anden. At sætte dig ud over dig selv og prøve at identificere dig med din partners forudsætninger er en mulighed. Du skal nok få lejlighed til at holde den monolog om dig selv, som ligger derinde og venter på, at du trykker ”start”.

Sommetider kommer jalousien ind. Den der stærke følelse, der afslører, at også du kun er et almindeligt menneske. Det er ingen skam at føle jalousi, men den er ofte tabubelagt, og når først det er sket, så er du inde i en ond cirkel. Så mit råd er at være meget åben om denne stærke følelse. Sæt ord på den over for din partner, i stedet for at lade den komme ud i en destruktiv form. Hvis kærligheden er til stede, vil du blive modtaget fint, det bliver afdramatiseret, og du kan ånde frit igen. Hvis du fokuserer på problemet, kan du afhjælpe det. At turde vise svaghed er en styrke. Det er kun guder, der er uden svaghed. De fleste ægtefæller og kærester vil helst have et menneske og ikke en selvudnævnt gud som partner. Guden kan han eller hun nemlig heller ikke leve op til, og så har vi balladen. Del gerne ud af sandheden. Den har det med at gøre livet noget mindre traumatisk.

Askesen Nu tror du nok, at jeg har mistet grebet her, men nej. Fokus er også noget helt andet. Ikke kun elitesportsfolk kan dokumentere en mærkbar effekt på deres præstation ved seksuel afholdenhed et stykke tid – inden den skal fyres af så at sige. Afholdenheden – både fra sex, alkohol og andre søde sager – kan med fordel anvendes som det kontemplative rum, jeg nævnte ovenfor i forbindelse med tid. Fordelene er mange. Blandt andet at man kan genopdage sin oprindelige lyst til livet på en frisk. Det er en sund form for appetit.

Samtalen Hvilket formidabelt univers! Hvis du da har noget på hjerte – og dine omgivelser også har. En god samtale er kendetegnet ved indhold og lyttende omsorg for den, man taler med. På den måde åbner man for uhæmmet, fri og direkte adgang til alle sine storslåede sider. Både for dig og din samtalepartner. Sproget er en gave, en unik mulighed for at charmere, berette, fortælle, forføre, opfinde, binde bånd, gå på eventyr, lære. Lyt mens du taler, tal mens du lytter. Vær til stede for jer begge. Tag ansvaret for begges velbefindende. Og det bedste ved det hele: Du har mulighed for at lære. For Vi snupper lige et citat fra fitnews.dk: når samtalens grundforudsætning, Psykologiske forskere fra Uni‐ tilliden, er etableret, så står døre- versity of Arizona og University ne ind til en helt anden menneske- in St. Louis har forsket i, hvorvidt lig harddisk åben. Du kan med ét samtale har indflydelse på vores slag få fordoblet din viden. Hvis lykke. du skal bringe denne nye viden Forsøget viste, at de lykkeligste mennesker brugte 25 % mindre med dig, er det naturligvis vigtigt, tid alene og 70 % mere tid på at du har plads nok på din egen indholdsrige samtaler sammen‐ harddisk. Og at du kan lytte og lignet med de ’ulykkelige’, der var mindre sociale og mere lader din partner tale. Ud. overfladiske. God samtale foregår i mange niveauer og dimensioner, nogle Konklusionen må dermed være, at indholdsrige samtaler og et mere bevidste end andre. socialt liv kan være vejen til Der er den fysiske dimension, lykke. Redaktøren hvor det er øjenkontakten, den måde du aflæser kropssprog og ændringer i det fysiske rum, der er afgørende for din bedømmelse af samtalens substans.

Der er den følelsesmæssige dimension, hvor alt det, der har dannet dit indre, dit basispotentiale, blander sig i din samtale. Følelserne er mindst lige så vigtige for samtalen som det intellektuelle indhold. Du kan måske mærke det, ved at du registrerer glæde eller ubehag ved visse aspekter af samtalen. Det skal du tage alvorligt, ligesom du tager dine tanker alvorligt.

Møder Det gælder om at få indført en kvalitet i din måde at møde mennesker på. Ligegyldighed er en dræber. Fokus løfter alt op. Du må lære dig selv at møde mennesker med dit nærvær, med øjenkontakt; i hvert fald hvis du vil gøre dig forhåbninger om at blive husket. Det kan betale sig – på alle fronter. Fordi det er en menneskeliggørelse af mødet; især i en tid, hvor de manges øjne flakker, og kommunikation baserer sig på beregning og simpel kalkule. Insistér på de andres nærvær også. Hvis du bliver udsat for en flakker, så spørg venligt, om I måske skulle tage den samtale på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro. Det plejer at hjælpe. Selvfølgelig kan ingen tåle, at alle møder på en dag har samme intensitet; det er heller ikke alle møder, der har brug for den samme intensitet. Jeg siger blot, at du kan sætte dig på toppen af et møde ved at være den, der tilfører mødet kvalitet. Det korte møde kan i sig bære de smukkeste egenskaber, uforfalsket og ufortyndet: intensitet, uforudsigelighed, vovemod, tolerance, generøsitet, imødekommenhed. Nyd det, så længe det varer. Der er ikke noget

værre end arrogante skiderikker, der kræver særbehandling af hele verden. Når du kan omvende dem i et kort møde, så er du nået langt. Indfør små kontante ændringer i dit daglige liv: Sig godmorgen til buschaufføren og goddag til kassedamen, vis dine medmennesker, at du værdsætter dem. Fald endelig ikke i den grøft, hvor du under dække af at have travlt og være stresset begynder at tale ned til folk. Dit menneskelige potentiale kan umiddelbart aflæses i din evne til at ophøje det korte møde til noget væsentligt.

Tro og religion Vi lever i et frit samfund, og mennesker kan tro, bilde sig ind, forstille eller forestille sig, hvad pokker de vil. Og tak for det. Men at rende rundt og forstille sig hele tiden kvalificerer vel til betegnelsen ”spild af tid”. Du bliver sikkert fra tid til anden spurgt – på den ene eller anden måde – om du er et troende menneske. Du bliver ikke et dårligere menneske af at svare, at det ved du da ikke. Men hvis du har en tro, der betyder noget for dig, og som bunder i en erkendelse, en overvejelse, et valg, så fortæl om den. Mennesker spørger som regel for at lære, og du som troende har måske en del at lære andre. Hvis du ikke oplever dig selv som troende, så kan du jo have mange grunde til det. Der er ingen grund til at holde sandheden, din sandhed, tilbage; der er på den anden side heller ingen grund til at være missionerende. Hverken med religion eller ved at jokke på andre med dit pragmatiske, naturvidenskabelige grundsyn.

Mennesker med en religiøs dimension i deres liv er ofte gladere mennesker, simpelthen fordi de med deres religiøsitet har fokuseret på deres inderste og dermed åbnet sig for nogle fællesskaber og værdier, der ligesom kunstneriske oplevelser tilfører dem livskvalitet og mening. Og det handler bestemt ikke om at tilhøre en bestemt religion. Det religiøst anlagte liv findes i utallige former. Gudskelov.

Bud 7: Værn om det private! Det har altid undret mig, at det er så vigtigt for mange mennesker at dele deres inderste hemmeligheder og intime detaljer med så mange som muligt. Selv om jeg er fortaler for at dele ud af sig selv. Men de to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Det handler om forskellen mellem det private og det personlige, og den er vigtig at finde. Det personlige i dit liv vil du ofte med fordel kunne dele med andre. Det vil oven i købet tilføre dine relationer kvalitet og netop dét personlige touch, som er afgørende. Det private derimod kan sjældent tåle offentlighedens ufølsomme interesse. Derfor er det nødvendigt at trække sine egne grænser. Foretage sine egne valg. Det private er blandt andet Vi har vist alle oplevet de der dine sårbarheder i enhver forstand; dage, hvor man ikke engang har de situationer, hvor du var ynke- lyst til at se sit eget spejl i bade‐ lig og sølle, eller ikke formåede at værelset. I øvrigt mener jeg, at hvis folk vil leve op til dine egne standarder. Men det private er også din tale om deres kropsfunktioner, så må de gå til lægen. indre ballast, det skræddersyede Redaktøren indre univers, hvor du finder kræfter, og hvor du er din egen herre, hvor du kan bevare overblikket og en form for rød tråd. Det personlige er det, du kan dele ud af, og der, hvor du kan finde styrke i genkendelsen og genklangen hos andre. Hvor du kan befæste og få bekræftet dine holdninger og værdier. Betragt det private som dit lager af erfaring, din videnstank. Betragt det personlige som den del af varela

geret, du stiller ud og viser frem på hylderne. Efter moden overvejelse. Og så lige et par ord om tidens fokus på at være kendt. Hvis du vælger at gå den vej uden egentlig at have noget at være kendt for, så går vejen gennem at blotlægge det private. Og så risikerer du at miste kontrollen over dit inderste. Hvis du derimod bliver kendt for noget, du faktisk kan, så behøver du ikke sælge ud af dit privatliv for at nå dertil. Så det kan betale sig at værne om det private. Og at kunne noget. Jeg vil også gerne slå et slag for den lille hemmelighed. Den, der beskytter dig mod uønsket indtrængen i dit liv, og som er det hverdagspanser, der gør, at uønsket skyts preller af. Dermed sørger du for at bevare en form for kontrol med dit liv. Der kan selvfølgelig også være den ”store” hemmelighed, den traumatiske hemmelighed, som er så privat, at man ikke ved, hvor man skal gå hen med den, og som kan ødelægge et helt liv. Det er typisk hemmeligheder, der handler om overgreb af den ene eller anden slags. De hemmeligheder er ikke sunde at gå med selv, men de kan også være farlige at dele selv med gode venner. Her er mit råd: Tag dig selv seriøst og få professionel hjælp. Psykologer har tavshedspligt, og du skal ikke gå alene med et overgreb.

Bud 8: Lær at være alene! Hvis du skal kunne gennemføre alle disse bud, bliver du nødt til at kunne være alene. Vi lever i en tid, hvor vores system og sanser konstant bliver bombarderet med information af enhver slags: Nyheder, musik, støj og larm. Det er stressende. Så det er nødvendigt at trække sig tilbage fra verden for at få sig selv og sjælen med. Der er to måder at gøre det på. Den ene er at være alene. Men det at være alene er for mange desværre decideret angstprovokerende. Den anden måde er at kunne trække sig tilbage i sig selv, selv når du er blandt andre. Begge dele er vigtige at kunne. For det virker, som om normen er, at al vågen tilstand for hver en pris skal opleves i selskab med andre. Grunden må være angsten. Angsten for tomheden. Angsten for konfrontationen med dig selv. Angsten for at alt er forandret, når du vender tilbage. Den der forbandede angst. Du må tage den på dig og byde den indenfor. Ellers er konsekvensen, at du aldrig får mulighed for at justere dig selv og dit liv i dybden, eller for at tænke dig om, for at mærke, hvad der sker med dig, før du en dag bryder sammen eller får din familie til at bryde sammen. Og så er det for sent. Den udvikling kan forhindres. Det er ikke nemt at indføre en kamp mod angsten. For det er det, det er, når man er rastløs og ikke kan sidde og stirre ud i luften og vegetere, lave ingenting. Stilheden er decideret angstprovokerende; lige til du oplever, hvad der ligger og venter, hvis du overvinder dig selv.

– Hvornår har du sidst været 14 dage i sommerhus alene uden tv og alkohol? Prøv det! Mange vælger meditationen som værktøj, og det er også fint. For i virkeligheden kan man meditere hvor som helst. Man behøver ikke gå til meditation og få et mantra; mange velfungerende mennesker mediterer løbende i løbet af en dag, ofte endda uden at vide det. Det eneste, de i virkeligheden gør, er at stille deres sanser til rådighed for ingenting og alting. De kan finde kraft og ro midt i et vigtigt møde, midt i en samtale; jeg har oven i købet hørt dem, der påstår, at de kan meditere midt i samlejet. Den grad af multitasking formår jeg dog ikke. At opsøge dit eget uforstyrrede selskab betyder ikke, at du skal lukke verden ude. Sug blot verden til dig, mens du bevæger dig rundt i den. Det væsentlige er at kunne begge dele. Ydre stimuli kan skabe grobund for indre glæde og ro, eftertænksomhed og refleksion. Den er der for det samme, verden, gratis og uudtømmelig. Og som jeg nævnte tidligere: Dagdrøm gerne, tag eventuelt afsæt i en smuk oplevelse, en bog eller et sted, som du gerne vil vende tilbage til. Forestil dig, hvordan du kan berede din elskede en fantastisk oplevelse. Du kan jo begynde med at forestille dig, hvad du selv kunne tænke dig. Mon ikke din elskede har det på samme måde? Det, jeg prøver på at sige her, er, at du egentlig aldrig er alene, selv ikke når du er alene. Du har stadig det største potentiale lige ved hånden: Din fantasi og forestillingsevne. Den er uvurderlig. – Jeg så engang en boligannonce i Frankrig, hvor ejendomsmægleren be-

skrev beliggenheden sådan her: ”Huset ligger så øde, at det kræver et stærkt indre liv at bo der!”. Du er aldrig alene.

Bud 9: Dyrk fællesskabet! Der er forskel på fællesskaber og på at være blandt mange mennesker. Fællesskaber har et fælles projekt eller fælles værdier. Uden fællesskaber går en del af meningen med livet tabt. Den sikre vej til at blive en jamretante eller en indebrændt morsdreng er at pille sig i navlen. Hænderne er meget bedre anvendt til at løfte i flok. Det giver inspiration, anerkendelse, sjove oplevelser, udfordringer og mening i tilværelsen. Og der ligger en hel verden derude og venter på lige netop dét, du har at tilbyde! Fællesskabet samler dig også op, når du er nede, og giver dig mening i det daglige. Vi opfører os som eneboere, men intet menneske er en ø. De gode fællesskaber er dem, hvor du kan være dig selv lige midt i din glæde ved de andre.

Social adfærd Der er lige så mange måder at agere på socialt, som der er mennesker. Vi kan ikke klare os uden dem, der overholder de sociale koder, og vi kan ikke undvære dem, der bryder dem. Men der er efter min mening ikke noget så gudsjammerligt kedsommeligt som dem, der udmærket kender koderne og gør en dyd af at bryde dem for provokationens skyld. Megen kunst bygger på den model, den antagelse, at kvalitet er lig med mønsterbrydning. Sikke noget sludder. Det, der derimod er interessant, er at være et auten-

tisk menneske, der gør, hvad man gør, fordi man er tro mod sig selv. Det er vigtigt for os alle sammen; ellers bliver vi bare billige kopier, der sutter på resten af menneskeheden og ikke tilfører den noget. Groft sagt. For alle er jo vigtige. Det afgørende er, om du er tro mod dig. Hvad vil du med dit liv? Være tro mod dig selv eller halse rundt i et evigt forsøg på at leve op til andres præmisser? Find de fællesskaber, hvor du kan bidrage med noget. Hvis du bruger dét som udgangspunkt, kommer du ikke til hele tiden at slås med dine omgivelser og kan i stedet koncentrere dig om at udvikle dine kreative evner. At komme verden i møde. Socialt, arbejdsmæssigt, følelsesmæssigt og med empatien intakt.

Ansvaret for de andre

Når du bliver modtaget og føler Nøglen til at finde balancen dig hjemme i et fællesskab, så har mellem at være en selvoptaget du samtidig påtaget dig et vist an- navlepiller og at slide sig selv op på at servicere andre er, om de svar for de andre i fællesskabet. værdsætter det. Så er det på tide at holde op med Og om de kan se, hvornår du at sidde og pille sig selv i navlen selv er ved at nå grænsen for, og i stedet vende opmærksomhe- hvad du magter at bidrage med. Redaktøren den mod de andres velbefindende. Det skulle hjælpe ganske gevaldigt på selv de hårdeste tilfælde af selvmedlidenhed, påstås det. Andre med tendens til offeradfærd kan også nyde godt af processen. Der berettes om store mænd, der ved synet af et menneske i nød eller bare med behov for hjælp, har kastet det, de havde i hænderne og er trådt til. Med det

resultat, at deres koner ikke har kunnet genkende dem. – Kom ikke og sig, at fællesskaber ikke udvikler mennesker. Vi lever jo i et samfund, der har en gammel og veludviklet tradition for at søge viden på højskoler og i oplysningsforbund. For at være nysgerrige på verden. Ofte foregår det i etablerede fællesskaber. Folkeoplysning og foreningsliv er i min optik en god mulighed for at finde meningsfulde fællesskaber. Det er en anden måde at tage ansvar for sine medmennesker på. Det er en fin side af vores samfundsmodel.

Frivilligt arbejde og velgørenhed Tiden er ved at genopdage værdien af det. Det har i hvert fald tidligere været en fast del af den danske kultur, men i nogle år har det ikke fyldt så meget. Men der er ikke mange idrætsklubbers ungdomsarbejde, som kunne eksistere uden de mennesker, som påtager sig en opgave og yder en indsats. Det samme gælder kulturlivet. Er du f.eks. klar over, at hvis der ikke fandtes frivillige, der arrangerede kvalitetsteater ude i landet, så ville kulturelt input i provinsen begrænse sig til Finn Nørbygaard og Richard Ragnvald? Det frivillige arbejde og den enkeltes indsats for samfundet kan ikke overvurderes. Og så er det godt for samvittigheden og sjælen. Selv om der er klare tegn på, at der også er gået inflation i det. Der er jo snart ikke den mellemstore virksomhed, der ikke har en formuleret politik hvad angår samfundsengagement. Det kan være helt fint, men uden hjerte rykker det ikke i dit liv.

Bud 10: Giv det uforklarlige og det skæve plads! Det uforklarlige og det skæve er den lille usikkerhed, der sørger for at holde dig til ilden. Det, der stemmer dit apparat. Det, der umærkeligt løfter det ordinære til det nære. Det, der bringer dig i kontakt med…

…MOM, Moments of Magic: Magien, fortryllelsen, betagelsen Magien skal selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt. Jeg taler ikke om hokuspokus. Magien er en udefinerbar størrelse, der kan findes overalt, i alle sammenhænge, i alt og i alle. Den er ikke nem at definere, for den er ikke konkret og målbar. Den lever sit eget liv og kryber umærkeligt ind under huden på dig, og forlader dig i samme øjeblik, du ikke viser dig den værdig. Den er en sart størrelse, men med en styrke, der kan ændre livsbaner. For nogle er magien en jævnlig gæst, for andre en ukendt. Den optræder ofte i mødet med andre mennesker, men også i dit eget møde med andet, du virkelig åbner dig mod. Du møder den ofte, når du bevæger dig uden for dit sædvanlige revir, når du søger mennesker og oplevelser, der ikke umiddelbart falder dig for. Den har ikke behov for særlige rammer for at kunne udfolde sig. Den kan optræde i den stille stund eller i det mest syrede og eksplosive miljø. Også i kedsomheden. Og hvad kan du så gøre for at komme den i møde?

Meget ofte er den forbundet med steder, som du kan søge tilbage til. Men det er bestemt ikke nogen særlig god løsning. Det ved enhver, der har prøvet det. Man kan blive skuffet i den grad. Mit bud er, at det i højere grad handler om at huske, ikke stedet, men den følelse der løb forud for dette MOM. Lidt ligesom du gør, når du sørger for at få tisset af, inden du går ind i teatret, for på den måde at sikre, at oplevelsen bliver uforstyrret og optimal. Men mest af alt handler det vel om at være i en form for balance. Og heri ligger din store opgave: at sørge for, at dit apparat er modtageligt.

Fortryllelsen Det, der sker, når nogen eller noget efterlader dig med en følelse af jomfruelig, uberørt fryd, enten fysisk eller mentalt; hvor du opnår et bevidsthedsniveau, hvor du egentlig kunne være hvor som helst, for du er så lykkelig og nærværende, som du kan ønske dig. En gang imellem møder du et menneske, som enten på grund af sin væremåde, sine handlinger eller noget helt udefinerbart får dig til at glemme alt andet og både fysisk og mentalt ”ramle ind i lygtepæle”. Nyd det!

Betagelsen Der er noget enfoldigt og noget laden-stå-til over betagelsen. Noget benovet og sært ureflekteret. Benovelsen og det ureflekterede falder noget i baggrunden, når du mærker, at følelsen er god og berigende. Og så er du godt kørende. Så lad dig endelig betage. Det er en daglig fin lille glæde at lade sig betage af det vidunderlige

liv og dets vidunderlige mennesker, som der er sĂŚrdeles mange af.

Bud 11: Lev stærkt, dø gammel! Bring nydelse og lyst ind i dit liv. Elsk og giv – det er den bedste investering – det kommer altid stærkt tilbage. Sørg for at få vitaminer, og sørg for, at en god del af dem kommer op i dit hoved.

Livslyst, appetit på livet Også hvad angår livslyst og appetit, gælder det om at dyrke kvalitet. Det kræver, at du lytter til dig selv og dit apparat. Svarene kommer, når du søger dem. Alle de lyster, der har med dit nydelsesliv at gøre, også din seksualitet, er lige til at tage og føle på, så at sige. At få dem placeret centralt i dit liv kræver omsorg, indsigt, ro, fordybelse og tid for at kunne blive den vidunderlige gave af en legeplads, som nydelseslivet er. Det er afgørende, at livslysten De fleste voksne, velfungerende finder sin plads i et univers, der mennesker har nogle selvvalgte, er defineret af dig selv og den or- reflekterede begrænsninger for dentlighed og personlige moral, deres lyster. som du har udstyret dig selv med. Kunsten ligger i at lægge disse rammer og begrænsninger de Lysten er påvirkelig for alt, rigtige steder. Man kan sagtens hvad du vælger, skal betyde noget tage religionen til hjælp, men i dit liv; den må gerne leve i sig man kan lige så godt bare tænke selv, lige så vel som i samspil med sig om! Redaktøren andre ting. Lysten er et frirum, en voksenlegeplads for stor nydelse. Kast du dig bare over den i alle dens afskygninger. Frås! Som Marcel Proust sagde om livet: ”En ivrez-vous!”. Berus jer i det!

Som det begavede menneske du er, lytter du naturligvis løbende til både din krop og dit hoveds tilstand. Og handler derefter. Ret meget andet er der egentlig ikke at sige. Der er ikke, og skal ikke være, nogen ydre standard for et godt nydelsesfyldt liv. Den må du selv sørge for at udvikle og skræddersy til netop dig. Livslysten kan under alle omstændigheder blive din livsledsager, hold den til ilden, og den holder dig klar. Lyst avler lyst. Dit lovlige narkotikum.

Smerten Den uundgåelige. Den vedholdende. Den, der aldrig slipper sit tag, hvad enten den har udspring i et forkert ord, sygdom eller voldsom død. Det er som med angsten og jalousien. Du må invitere den indenfor, gøre den til en slags partner i dit liv. Smerten kan styres. Nogen fortrænger den – ikke godt. Andre lever i den – ikke godt. En del anbringer den i strategisk placerede kasser rundt omkring i deres liv – kreativ tanke. Andre kan slet ikke føle den og opfører sig derfor, som om de var smertefri. Til stor irritation – og af og til smerte – for omgivelserne. Nogle kan ikke leve uden, den definerer deres liv – heller ikke godt. Og utåleligt for andre. Uanset hvad, så kender du sikkert på et eller andet niveau til smerten. Du kan dulme den med alt muligt mellem himmel og jord, men du kan ikke sige farvel til den, før du har sagt pænt goddag og budt den indenfor. Den finder sig ikke i afvisninger og vil stædigt påberåbe sig sin ret til at være der. Og den har ret. Den er dit værn mod den totale ky-

nisme; den lille påmindelse, der sørger for at fortælle dig, at du altså ikke bare kan gøre, hvad du vil, uden at det har konsekvenser. Så i den forstand kan man sige, at du i mange tilfælde har fortjent din smerte, for du har forsømt at tage den og grunden til den alvorligt. Det er selvfølgelig en helt anden snak, når du bliver påført smerten udefra som en bombe i dit gode liv. For livet byder for mange på gentagne møder med smertebomber. Og det er der ikke noget liv, der er indrettet på. Den største smerte er nok at miste, og den findes i mange afskygninger og grader. Vi kender alle den helt enkle fra barndommen, som handler om, at virkeligheden ikke svarer til vores forventninger. Det kan da ikke være så alvorligt, kan man anføre. Jo, det kan det. Alle, der har oplevet det, ved, at det gør ondt som ind i helvede. I den anden ende af skalaen er Det bør nok understreges, at de der dødsfald, det ultimative tab, professionelle behandlere ikke er der for at få smerten til at gå som opererer nådesløst på alle væk. Det er vi nok mange, der fronter, og med alle midler. Sorg. tror – indtil vi har været der selv. Dette livsvilkår, som er så sønder- Smerte forsvinder som regel rivende stærkt. Men det er helt kun, hvis den får tid til det, og normalt, og det er ikke en sygdom. hvis man kan finde noget andet Det kan dog føles sådan. Hvis det at sætte i stedet for det mistede. Det kan man naturligvis ikke, gør, så hold dig ikke tilbage fra hvis det drejer sig om forældre, de professionelle behandlere. Her søskende eller børn, men man må mennesket forlade sig på pro- kan insistere på at fortsætte sit fessionel hjælp. Her må menne- liv og ikke skamme sig over at leve videre. sker forlade sig på troen. Her går Redaktøren det over menneskets forstand. Her må mennesket erkende sin begrænsning. Og her vokser mennesket også.

Mødet med smerten er under alle omstændigheder en dimension, som er med til at gøre dit liv til et stærkt levet liv. Og dig til et stærkt menneske.

Det grænseoverskridende Der er mange, der vælger de grænseoverskridende oplevelser, fordi de har en fornemmelse af, at der gemmer sig noget særligt, noget originalt i dem; at der lever man igennem, fuldt ud. Bliver selv noget særligt. Og originalt. Men grænsedragningen er din personlige sag, dit valg. Det, der for dig er grænseoverskridende, er barnemad for en anden. Det ligger naturligt i et men- Kunsten ligger i at skelne mellem neskes livslange søgen, at man de to: det møde med livet, som for at kunne danne sig et overblik modner, og det møde med livet, over det komplekse liv og dets som ødelægger. Det første må man lære at håndtere, for man vidunderlige potentiale bliver bliver ikke et helt, voksent nødt til at bevæge sig tæt på menneske uden. Det andet må grænserne, og også over om nød- man lære at identificere, så man vendigt. Al begyndelse er jo som kan søge hjælp i tide, så man ikke går i opløsning. bekendt svær, så du behøver ikRedaktøren ke bevæge dig ud, hvor du ikke kan bunde lige med det samme. Du kan vælge den fornuftige løsning indledningsvis: Ryk lidt ud af din fasttømrede sfære, og prøv at opleve andres verden med åbent sind. Jeg taler om noget helt konkret i hverdagen. Tag for eksempel kontakt til den nye kollega nede i bunden af gangen og prøv at komme hende i møde. Invitér nye mennesker med til fest, måske også indimellem dem, du ikke havde forestillet dig, og nogen, der ikke ligner

dig selv. Din indledende grænse ligger måske bare der. Og det er fint nok. Husk på: Du er ikke en ø. Alle har noget til fælles. Så der er egentlig ikke noget at være nervøs for. Tror jeg. Du kan jo også bare prøve noget, du ikke har prøvet før. Det kan være Dæmonen i Tivoli eller det kan være en avantgarde-kunstudstilling. Anything goes!

Bud 12: Pas på med gode råd fra andre! Og ja ja, jeg ved godt, at denne bog kan opfattes som en del af det, den prøver at gøre op med. En selvhjælpsbog om at skaffe sig af med selvhjælpsbøger og i stedet hjælpe sig selv! Godaw do! Så jeg beklager – dog ikke nødvendigvis dybt – at dette må være formen. Også forfatteren er kun et menneske og må indimellem hugge en hæl og klippe sit hår.

Livssnyder eller livsnyder? Shit’er eller Yes’er? De er nogle underlige størrelser, dem, der snyder sig for livet, men dog så normale, at de findes overalt. Det handler ikke om at have succes eller ikke have succes. Det er en mental tilstand, der har sneget sig ind i mange menneskers liv: Følelsen af at du kan gøre meget mere og gør så lidt. Eller følelsen af, at man har det fint, som man har det, men slet ikke aner, at man går glip af en hulens masse, som ville være inden for rækkevidde, hvis man gik ud og deltog i verden. Det er i dette krydsfelt mellem din indsigt og den ydre påvirkning, at meget af dit livs kamp udspiller sig. Kampen med det, du som noget helt enestående er udstyret med. Dels er du selv unik, og dels er vi alle som mennesker udstyret med noget helt exceptionelt i dyreverdenen: Samvittighed. Den, der fortæller dig, hvad du bør gøre, og hvad du bestemt ikke bør gøre. Paradoksalt nok er det lige netop midt i denne livslange kamp, i dette minefelt af overvejelse, erkendelse og nysgerrighed, at muligheden for at opnå et meningsfyldt liv ligger. Det er her, du møder den fantastiske side af dig, der gør dig til et tænkende menneske, et menneske, der handler på basis af viden, forestillingsevne og fantasi, og ikke på basis af andres forventninger, din egen vanetænkning eller det kortsigtede sukkerfix. Det kræver en forklaring. Vi laver et tankeeksperiment med to typer; den ene vågner op med et ”Oh shit!” den anden et ”Oh yes!”. Lad os se nærmere på dem:

Shit’eren Vi kender ham alle, og det er naturligvis ikke dig. Lad os kalde ham Sebastian, og lad os sige, at han arbejder som projektleder i reklamebranchen. Han er gift med Stephanie, som arbejder i et produktionsselskab. De har to små børn, Alexander og Mimou. Indtil videre er det helt normalt. Sådan da. Sebastian er et af den slags mennesker, der vågner med et ”Oh shit!”. Han er ung, men så tung, at det gør ondt, når han stiger ud af sengen. Tandbørstningen bliver noget sjusk – hvis han da overhovedet kommer dertil. Han kan se frem til en gammel, flad, halv cola i køleskabet og et krumbøjet stykke rullepølse på den der alt for bløde og ynkelige madvare af en discountbolle, han holder for vane af proppe sin plagede krop med. Han er måske så klog, at han hader sig selv en smule, mens han gafler i sig. Måske ikke. Før han kan kaste sig over det faste morgenprojekt, nemlig at gøre sig klar til at erobre verden, har han lige et irriterende lille problem. Som egentlig ikke burde være et problem: Alexander og Mimou. Stephanie er smuttet tidligt i dag, så ansvaret med at få dem klar til skolen påhviler ham. Men Sebastian lader sig ikke sådan slå ud, han har en løsning på alt. For at få en lille smule fred til sit projekt sender han som sædvanlig børnene ind foran fjernsynet med deres chokopops med kakaomælk, så er de nemlig beskæftiget så længe. Nu kan han endelig komme i gang med dagens og livets vigtigste projekt: SEBASTIAN! – Man er vel projektleder… Han slår de røgfarvede skydespejldøre til sit metroseksuelle herreboudoir til side, og står et øjeblik og nik-

ker anerkendende over sin egen magt til sig selv i spejlet. Den monumentale række af Armani-jakkesæt i de helt rigtige afdæmpede nuancer stråler indforstået ud mod ham. Den – af hans mor – sirligt stablede og strøgede bunke af stringent matchende t-shirts, rækken af Stenström-skjorter med lige den button-down, der går i år, de håndsyede og – ligeledes af hans mor – topgejlede italienske sko og den ukurante kurvfuld Hugo Bossunderbukser. Mellem skjorterne og jakkerne en repræsentativ blanding af eksklusive italienske silkeslips. Han har et badeværelse, men glemmer det – ligesom han glem- OK, vi må vist lige have Stepha‐ nies historie med også. mer børnene. I stedet nyder han Hun har læst, at smoothies er synet af sig selv foran den selv- godt om morgenen, så sådan en brunende spejlvæg... Han foreta- tænker hun på hver morgen, ger de indlysende valg og ifører mens hun lægger makeup og sig for ca. 30.000 kr. tekstilvarer. skyller en kop kaffe ned. Det sorte Rolex ligger i Rolex- I produktionsselskabet har hun skuffen og venter med al sin magt- en fin titel på engelsk. Den er god at have, når man skal hente symbolik plastret ud over alle døg- sandwiches, lave stempelkaffe, nets fantastisk vigtige 24 timer. og sidde i omstillingen hele Nu er han klar. Det er fuldbragt! dagen. Efter tre år i filmsel‐ Det perfekte liv, som det fremtræ- skabet har hun været med på optagelse én gang. der i magasinerne og som her: I Hendes veninder er enten meget virkeligheden. imponerede af Stephanies job, Men irritationen presser sig fordi hun kan komme til premi‐ på. Han fører en stadig og ifølge ere med de kendte, og engang ham selv tapper kamp for at få kom til at sidde ved siden af Lars von Trier. Eller også arbejder de tid til sig selv på disse morgener. selv i et filmselskab, hvor de Og han har tit prøvet at få Stepha- også har en engelsk titel. Redaktøren nie til at forstå, at det er vigtigt for hans mentale tilstand, at han får ro og tid til at for

berede sig til en dag i overhalingsbanen. Men dér er der til hans fortrydelse ikke megen hjælp at hente. Nå, den må de jo tage til aftensmaden. Alexander og Minou ligger stadig henslængt som romerske kejsere foran fladskærmen med deres nærende sukkerfix inden for behagelig rækkevidde. Det er da også lige lykkedes Alexander at finde en pose chips som prikken over i’et. Nu er det så blevet tid til at komme i skole i den lille familie. Den gamle Mercedes med pagodetaget triller ud, og de kan komme af sted med et lille ophold efter bagels og sushi. I de kredse ved man jo godt, hvad god kvalitet og god mad er. Børnene har da også lært at værdsætte kammeraternes og lærernes måbende blikke, når frokosten hives frem. Murermester Jørgensens børn med deres 6 flade blegner noget i sammenligning. Men det er måske også meningen. Alexander og Mimou sidder tavse på bagsædet, Sebastian bag rattet med mobiltelefonen i konstant aktivitet. Nærvær er en by i det tidligere Sovjetunionen. Hvor var det lige, at begreber som samvær, fokus og kvalitetstid blev af? Børnene venter stadig længselsfuldt på, at deres far træder ind på scenen med den autoritet, de med rette kan forvente af ham. Men far er et andet sted, og ”forholdet” til hans børn er blevet et sindbillede på hans problem. Det er stadig kun starten på hans dag, jeg taler om. De er så nået frem til skolen, og det lykkes ham som sædvanlig at komme gennem afleveringen uden at hilse ordentligt på de andre forældre, de andre børn eller de lærere, der efterhånden er eneansvarlige for hans børn. På vej væk i bilen kan han ikke forstå, at der er en

så dårlig stemning på skolen, og han overvejer at ringe og beklage sig til skoleledelsen. Men først skal næsen pilles, bussemanden rulles til en tørhedsgrad, der gør det muligt enten at lade den falde på tæppet eller knipse den ud af vinduet. Så er det blevet tid til at komme videre mod arbejdet, og han tuner ind på mere larm i radioen. Han finder en fred og fryd i at lade sin tilbageblevne hjerne befamle af fnisende og selvfede morgenværter, der i dag – igen – har inviteret deres venner ind til en snak om de konkurrerende stand-up-komikere og deres udfordringer med forkerte skokøb og andre uoverskuelige problemer. Det var så dagens første intellektuelle input. Om en halv time skal han sidde på bureauet og ikke blot virke, men være satans klog for at overbevise en stakkels virksomhedsejer om, at han skal købe Sebastians kompetence og bistand for at få skuden rettet op. Mødet går fint, og de besegler deres alliance med håndtryk og venskabelige skulderklap, kunden går, og Sebastian går ind til chefen for at fortælle ham, at han har gaflet en ny kunde. Chefen bliver da rigtig glad for ham og forærer ham 3 flasker Lambrusco fra personaleplejeskabet – Mumm ville nok have været et bedre valg – men hvem siger, at folk i reklamebranchen nødvendigvis har stil? Til gengæld er mærket ualmindelig velvalgt, fordi det præcis matcher kvaliteten af det kærlighedsliv, som flaskerne ifølge chefen skal bruges til at forsøde. Resten af den arbejdsdag kan Sebastian spejle sig i beundringen fra den der kollega, som han da også egentlig havde planlagt at se nærmere på ved lejlighed. Jo, det går rigtig godt.

Så er det ved at være tid til at mødes med vennerne i den hårdt tilkæmpede onsdagsklub, der vist først rigtig kom på skinner, da den hjemlige begejstring var kølet af. Her sidder de så med løsnede Gucci-slipseknuder og kaster drinks i sig, mens de fabler om tabte drømme og de irriterende forstyrrende elementer udefra, der har gjort det umuligt for dem at få levet deres drømme ud. De får også lige vendt de seneste must haves: Blackberrytelefonen, iPad’en der er særdeles pæn og kommer fra Apple, men som ikke kan de mest basale ting. Viktor har da i øvrigt også lige fået sig en GPS med talegenkendelse, så nu kan han snakke sig ned gennem Europa og blive fri for at se det landskab, han kører igennem. Sejt! Nogle af vennerne i onsdagsklubben har valgt at trække sig ind i sportens verden, andre opdyrker til perfektion disciplinen ”lejlighedsvise bollekammerater”, en del er decideret depressive og må have professionel hjælp. Sebastian flyder bare oven på en sø af maltwhisky og små grå, der smager trygt af gymnasiefest, og han synes, det er så dejligt at være kommet ”hjem” igen. Men de får da grint igennem, og det trænger de skisme til. Så dapper han småanløben hen til Mercedesen, sætter sig ind Det er Stephanie, der henter børnene. Og i dag har hun aftalt og får en hurtig åbenbaring om, at se veninderne på en café. Så at det vist ikke er så smart at køre børnene må naturligvis med. lige nu, men gider ikke rejse sig Børn er jo så glade for at sidde fra sædet. En masse mere eller på café en hel eftermiddag. Det er vel kun derfor, de løber rundt mindre anvendelige og tågede mellem bordene og skriger i én undskyldninger for ikke at tage uendelighed. Redaktøren den taxa svirrer gennem hovedet på ham.

Dovenskaben og ugideligheden vinder. Så kører han hen til Stephanies stamcafé for at møde hende og børnene. Hun nægter ham for gud ved hvilken gang at køre dem hjem i den tilstand. Og han beskylder hende for at bruge børnene mod sig. Et lille skænderi kan det da godt blive til – selv i de kredse. Og han kører så igen, denne gang i bitter, selvretfærdig og overrislet tilstand. Tilbage til vennerne, som har været i hans liv længe før Stephanie og børnene, ja, lige så længe som den høje løn. Så længe de små grå falder i generøse klaser, er vennernes loyalitet på plads. Når han en dag først mister de små grå oppe i hovedet på grund af alle de små grå, han har hældt i hovedet, og siden jobbet og alt andet, så forsvinder vennerne også. Ingen slipper. Sebastian er en livssnyder. Og det er en situation, han selv har skabt. Jeg stopper her. Du må have fået fat i billedet. The general idea. Hvordan synes du selv, det… hik… går?

Yes’eren Men lad os se, hvordan det går Josefine. Hun vågnede nemlig med et ”Oh yes!”. Hun var en livsnyder. Josefine er ligesom Stephanie i filmbranchen, dog i en noget mere defineret funktion. Hun er klipper, en af branchens fine håndværkere, der arbejder ud fra en ambition om at gøre sine ting ordentligt. Josefine har også en kæreste, Thomas, og to børn, Thea og Julius. Josefine ved, hvor vigtig starten på dagen er, så hun har for længst indarbejdet i sin morgenrutine, at hun står det tidligere op for at sikre, at dagen kan begynde uden konflikter. I dag er det hende selv, der må klare ærterne, for Thomas har taget et tidligt morgenfly. Hun lægger børnenes tøj frem og går i gang med madpakkerne: 6 af de gode, flade rugbrødsmadder. Så er det på plads, og hun kan lige nå at rydde op i stuen efter de lidt for mange drinks i går aftes med naboerne Niels og Tina, som egentlig bare kom for at få en CDrom med billederne fra gadefesten. Nu er det blevet tid til at vække børnene, først Thea, som er den langsomste og derfor kræver lidt tid, derefter Julius. Knægten skal bare lige åbne øjnene, så springer han op, og spørger som sædvanlig, om han må se morgenfjernsyn, får som altid nej, accepterer det og trækker i tøjet. Det lyder som det rene morgenparadis, men grunden er, at Josefine og Thomas har taget styringen af dette morgenprojekt på sig i stedet for at lade sig styre af det. De har brugt deres begavelse på at indrette sig optimalt. Det vil sige: de er blevet enige om ”reglerne”, og

når de bliver uenige, tager de ikke diskussionen foran børnene. De har valgt at prioritere morgener uden stress og med bevidstheden om, at en god start er det vigtigste. Banalt? Ja, men hvor mange velfungerende familiemorgener har du egentlig hørt om? Så er de klar, alle er glade, og Vi må hellere lige have Thomas’ Julius og Thea går ned til bussen historie med også. og af sted med dem. Der er en ting, som Thomas Nu kan Josefine tage sig af sig synes er uendelig kedeligt: at selv. Et ordentligt bad, to minut- tømme opvaskemaskinen! Problemet er, at Josefine synes, ter på mobilen med mor, en for- det er mindst lige så kedeligt! sinket mail til veninden, der har Derfor har de indarbejdet den været syg. – Så må strækøvelserne morgenrutine, at Thomas sørger vente til i morgen. Nej, man får for at tømme den, mens han ikke strækmærker af strækøvel- sætter kaffe over. Så er det nemt for Josefine at rydde til ser! Og heller ikke appelsinhud af side efter børnene og madpak‐ citrusfrugter! Josefines morgen- kerne. gymnastik handler om velvære Denne og andre rutiner har flere fordele. En af dem er, at de al‐ og ikke andet. Så ind i bilen og af sted til ar- drig kommer hjem til et køkken, der ligner et bombet lokum. bejde. Derfor er det nemt at gå til, når Josefines kolleger ved, at hun ungerne skal have en snack i er værd at holde på, så hvis hun ulvetimen. en sjælden gang beder om at væ- En anden fordel er, at Josefine re med til optagelserne, står der senere på aftenen er nem at gå en stol og venter på hende. Hun til i hyrdetimen… Redaktøren har gået på Filmskolen, og så vil hun i øvrigt skide Lars von Trier et stykke. Han laver alligevel kun kedelige film, der udelukkende handler om Lars von Trier. Der er stress på jobbet, men det gør ikke noget, for hun behøver ikke tage det med sig hjem. Kl. 16.30 med

deler hun sin chef midt i et møde, at hun bliver nødt til at gå. Hun sætter en ære i at hente sin mand i lufthavnen, og så kan de sammen hente børnene, der ikke ved noget bedre end at se mor og far glade sammen. Chefen – som er af den kloge af slagsen – har for længst fundet ud af, at med Josefine er der ikke nogen svinkeærinder. Hun holder sine aftaler, og når hun går, så er det, fordi hun har truffet valget at gå. Hun er entydig i sine signaler, privat og arbejdsmæssigt. Thomas og Josefine har båret på hinanden hele dagen, og i lufthavnen er de bare glade for at se hinanden. De går arm i arm ud til bilen. Josefine kører, mens hun fortæller om endnu en fin dag på arbejdet. De gør dagligdags ting som denne køretur til en lille stjernestund. Deres forhold er et fællesskab med dertil hørende samhørighed, fortrolighed og omsorg. De værner om kvaliteten, og så bliver det meste noget nemmere. De sludrer om, hvad de skal Det er for resten også Thomas, have at spise og hvem, der skal der sætter tingene i opvaske‐ lave hvad. Indkøbsturen bliver i maskinen. Josefine tøver til dag en familieindkøbstur, noget, gengæld heller ikke med at som jeg ellers vil fraråde enhver, pointere, hvor totalt sexet det ser ud, når han står bøjet over men med den rette indstilling kan gryder og kopper. det bare være skide hyggeligt. Man forstår vel en fix hentyd‐ Sådan kører en dag hos en yes’er. ning… Ud over at hun starter dagen Redaktøren med et ”Oh yes!”, hvorfor er det så lige, at Josefine har noget mere styr på sagerne? At hun både privat og arbejdsmæssigt virker mere hel og i balance? Jo, først og fremmest tager hun sig selv alvorligt som menneske. Hun har for længst forstået, at det betyder noget for andre, hvordan hun opfører sig over for dem.

Og ikke kun hvad der betyder noget for hende selv. Hun er kommet til en forståelse af, hvordan hun er indeni, hvorfor hun gør, hvad hun gør, og tænker, hvad hun tænker. Hun har ved almindelig tankevirksomhed i sit liv fundet frem til den stærkt undervurderede lille sandhed, at det er de andre, der gør hende glad. Det er dejligt at klukke lidt eftertænksomt for sig selv, men det bliver først rigtig sjovt, når de andre kommer på banen, og de sammen kan få det hele til at glide. Hun er blevet et bevidst socialt menneske og et socialt bevidst menneske, og det klæder hende forbandet godt. Hun bliver tiltrækkende. Hun suger tanker, interesse, nysgerrighed, intellekt og humør til sig. For slet ikke at tale om mænd! For dælen da, hvor fik hun kolossalt meget opmærksomhed, da hun fandt de vises sten. Det var mere, end hun kunne overkomme. Hun kom i den grad ”på”. Sådan en erfaring slipper man ikke sådan. Den sidder fast for resten af livet. Send en kvinde i himlen, og hun kommer aldrig ned på jorden igen. Det var ikke, fordi Josefines liv bare havde været som en drøm. Hun havde fået sin afmålte ration af modstand ved flere lejligheder. Det var måden, hun havde tacklet modstanden på, der var helt anderledes. Hun havde ikke som udgangspunkt, at det var en udefrakommende kraft, der prøvede at få ram på hende. At der var nogen, der ville hende til livs. Hun var ikke og følte sig ikke som et offer. Det var den forbandede forskel. For ofre må leve med, at de konstant føler sig krænkede, uanset hvad man siger til dem. Ofre kan man derfor ikke få en voksen dialog med. Men det kunne man med Josefine. Det eneste, hun havde gjort for at komme så langt, var, at hun havde set

på sig selv og fundet ud af, at hvis hun skulle løfte sig fra det store underlag og måske også løfte sine medmennesker bare lidt, så blev hun nødt til at gøre det selv. Ups! Hvor kom så den indsigt fra? For det første var hun så helHer må jeg lige komme med en dig, at hun havde haft en mor og personlig historie. Jeg er ene‐ en far, der ikke beskyttede hende barn, og min mor ville ikke have, ved at fratage hende ansvaret og at jeg skulle i vuggestue. Sam‐ pakke hende ind i vat. Tværtimod. tidig syntes hun, at det ville være synd for mig, hvis jeg skulle De havde lært hende, at hendes starte i børnehaven uden nogen‐ egen indsats var nødvendig for at sinde at have oplevet modgang få familien til at hænge sammen. eller konflikter. De havde med andre ord lagt ki- Så når jeg sad hjemme i stuen og men til den råstyrke, som de fleste legede med mine legoklodser, ”kom hun til” at skubbe til dem, mennesker har brug for. De havde når hun støvsugede, så de fjernet vattet fra hendes liv. Så- væltede. dan kunne man også vise kærlig- Ulykkelig var jeg, men klog var hed. You can kill with love. min mor! Redaktøren Derfor var hun godt rustet til at gå i gang med alt det vidunderlige, som livet byder på. Det nye, det overraskende, det konfronterende, det uforudsigelige. Den angst, som mange af hendes kammerater fandt i mødet med livet, mødte hun stadig. Men for det meste blev den overskygget af nysgerrighed og appetit. En livsglæde og et gåpåmod, der strålede ud af hendes øjne og gjorde hende interessant for alle andre. Hun havde fået den gave, som man kan forvente, at begavede forældre giver deres børn: Tilliden til, at hun godt kunne. Og nu stod hun så med hele den værktøjskasse af tillid og skulle tage fat på livet. Wow! I hendes hænder og hendes hoved blev de knaster, ethvert liv byder på, blot interessante opgaver og ud

fordringer, selv om hun ikke var så tåbelig at kalde alt for udfordringer – nej, hun vidste, at der er noget, der kvalificerer sig til betegnelsen ”problemer”. Udfordringer tager man op, problemer løser man. Det er aldrig nogen skam at søge kreative forslag til løsninger hos andre mennesker, der måske har oplevet det samme. Så det gjorde hun. For hun var ikke bange for at erkende, at der var visse ting, der var svære at håndtere. Hun tabuiserede ikke sine problemer, så de fik mulighed for at vokse sig så store, at hun gik i baglås og blev nødt til at få professionel hjælp. Nej, hun var åben og ærlig og gik i flæsket på mennesker, hun så op til og respekterede; og hun fik sjovt nok sjældent nej. Hun oplevede aldrig at blive nægtet hjælp. Forklaringen er, at når man møder mennesker med tillid, får man tillid. Som udgangspunkt. Intet menneske med respekt for sig selv og andre siger nej til at hjælpe, hvis man bliver bedt om det. For slet ikke at tale om, at alle mennesker værdsætter at blive betragtet som en kapacitet. Og især på livet. Derfor blev hun ikke en livssnyder. Tværtimod. Hun var i alt, hvad hun foretog sig, en livsnyder. Og ikke i den forstand, hvor det kun handler om vin, mad, tøj og rejser til overfyldte ghettoer beboet af andre som én selv. For hende blev hvert øjeblik om ikke magisk så i hvert fald interessant. Derfor omgav hun sig også med et kvalitativt, æstetisk univers, der kunne udfordre hende og spænde hendes evner og kreativitet op til det yderste. Det, hun omgav sig med, var præget af hende og hendes særlige måde at være menneske på. For hende gjaldt det om at være i kontakt, ikke kun med sine

medmennesker, men også med tingene. Hvis hendes krop og hoved trængte til at vegetere og læne sig tilbage, gjorde hun det på sin egen måde; det vigtigste var, at hun valgte selv og ikke lallede efter de andre som en lemming. Mange mennesker omkring hende oplevede hende som sær, elitær og utilnærmelig. Men de byggede deres opfattelse af hende på den forudsætning, at det var de fleste, der var normale. I hendes egen optik var hun noget af det mest normale og menneskelige, man kunne forestille sig; det at forstille sig var unormalt. Men oplevelsen af hende som elitær og fjern varede kun, til folk var kommet så tæt på, at de kunne mærke hendes varme og styrke. Så var de solgt til stanglakrids. De vidste ikke hvorfor, de vidste bare, at her var godt at være. I hendes selskab kunne man udtrykke sig uden frygt og i fuld tillid, for man vidste, at det, der kom fra hende, udsprang af erkendelse og indsigt. Hun og hendes kraft behøvede egentlig ikke nogen forklaring, for den havde sin egen indlysende eksistensberettigelse. Hun havde bevidst bygget sig op til en form for usårlighed, som betød, at hun havde besluttet at være den, der tog beslutninger vedrørende sit eget liv. Hun var, om ikke lykkelig, så i hvert fald i en situation, hvor livet for det meste gav mening, og hvor døren var blevet åbnet for mulige uventede besøg – af lykken og andre oplivende kuriositeter. Et ikke helt tåbeligt skridt på vejen.

Mennesketyper Mennesketyper er nok noget af det, der er skrevet mest om. Her var to tænkte typer af helt forskellig observans. Men man kan også lægge snittet et andet sted, og så er der rigtig mange at tage af. Lad os tage et par stykker, skudt fra hoften… blot for underholdningens skyld:

Det betragtende menneske

Enhver selvhjælpsbog med re‐ spekt for sig selv deler menne‐ skeheden op i overskuelige typer. Det virker nemt og bekvemt, og så kan man sidde og lege med, hvilken kasse man selv passer ind i. – Kan du ikke også finde på nogle mennesketyper? Redaktøren Hvor mange? Jan Syv?

Brille, Gnavpot, Lystig, Prosit, Flovmand, Søvnig og Dumpe? Bare det giver mening. Vi kan jo altid hæve seriøsiteten ved at skrive, at listen aldrig kan være udtømmende.

Hende, der aldrig deltager med hele sit apparat som indsats i livet, men som nøjes med at betragte. Uden noget på spil. Uden at satse. Og som derfor også kun opnår halve løsninger, kun snerten af glæden og snerten af smerten. Det gør aldrig helt godt eller helt ondt. Hun kan knap nok mærke, at det gør noget som helst. Ret kedeligt. Ikke for fastholdere.

Krigeren Altid i opposition for at legitimere sit eget liv, sin egen uformåenhed og inkompetence. Udadtil en kolossal selvsikkerhed, på de indre linjer en stadig kamp med at se sig selv som noget af værdi. Man kan være sikker på, at intet går upåagtet hen, sikker på, at alt bliver gjort til

et problem, selv almindeligheder, der har det bedst med at blive børstet af skulderen som netop det; og glemt. Hvis krigeren ikke lige har et problem at divertere sin ufattelige indsigt med, så laver hun et.

Skafferen For hende opfyldes og udfyldes livets storslåede mening ved at få sig en familie, hun kan kaste sit skaffe- og omsorgsgen på. Stakkels familie, der skal være offerlam i den selvrealiseringsproces. Men stabil er hun da. En af dem, der får hjulene til at køre. Noget synderligt tilfører hun ikke sammenhængen.

Det kunstneriske menneske

Åh ja. Lykkelig og ulykkelig. På og af. Inde og ude. Stor oppe og stor nede. Lille i sig selv, stor i andres optik. Eller omvendt. Av-av-av! Men også ah-ah-ah! Hvilket liv kan det ikke føre til. Hvor meget liv kan der ikke være i dette menneske. Kunstneren og kunstnerens liv kendetegnes ved et strejf af eksklusivitet, men også af en vis lurvethed og alternativ omstillingsparathed – nogen vil kalde det opportunisme.

Det ligeglade menneske Lever et let og overskueligt liv. Lykkeligt fri for ansvar og medfølelse. Hun har det sgu godt, har hun. I sit eget begrænsede univers. Tillykke. Og farvel.

Måske skal du lige anføre, at alle typerne findes både som mænd og som kvinder. – Og så synes jeg faktisk, at de er blevet ret gode. Ikke på nogen måde et udtømmende billede af menne‐ skeheden, men værd at tænke over! Redaktøren

Snakkehovedet Fører aldrig samtaler, kun monologer. Har ikke brudt den sociale kode i og glæden ved at lytte, men lever udelukkende sit liv for at formidle enhver tanke, der dukker op i hendes hoved. Alt, der kommer ind ad ørerne, skal ud ad munden. Helst ubearbejdet. Eftertanken falder hende ikke nemt, men i hendes egen optik er hun blot hurtigere end alle andre, mere begavet. Yeah right.

Det autentiske menneske Hun har den store glæde, der ligger i at møde verden med sig selv, uforurenet, ufortyndet og uden fordomme. Hun er værd at samle på, for hendes vurdering kan du stole på.

De gratis glæder Livet handler ikke om alt det, der kan købes for penge, men om det, der ligger og venter overalt. Der er mange gratis glæder, føj selv til: Arkitektur, biblioteker, museer, websites, foredrag, gratis undervisning, gode samtaler, at sidde og se på mennesker i det offentlige rum, museer, gadeartister (det er som med tv, du bestemmer ikke kvaliteten, men kan slukke ved at gå), Folketinget, en travetur, Ludo, lytten, høflighed, natten, massage, fuglefløjt, andres skænderier, nattegudstjeneste, vinterbadning, tavshed, sne…

Dit forhold til medierne Medierne fylder meget, både i det offentlige rum og i menneskers bevidsthed. Det hænger naturligvis sammen med det store udbud, og især at det nu synes at være normen, at medierne skal underholde og tilfredsstille behov, i stedet for at skabe nysgerrighed, incitament og motivation hos mennesker. Selv ellers seriøse medier har overtaget ugebladenes redaktionelle linje og er blevet ren underholdning. Problemet er, at vi stadig betragter medierne som bærere af information og oplysning, at vi spejler os i medierne, som vi altid har gjort. Så man kan med god ret sige, at mens medierne er blevet dummere, er vi også blevet det. Fredags- og lørdagsunderholdningen i tv, familieaftenen, er lavet til 10-årige børn, men alle ser det. Der er kun ét godt råd her: Gør dig fri af medierne og de selvudnævnte genier og selvpromoverende skrigehoveder, der er blevet normen i væsentlige dele af det offentlige liv. Lyt til din begavelse, og sluk så for alt det jamrende talentløse møg, og vælg de få perler, der tager dig alvorligt som tilskuer og menneske. Du er et menneske, du kan skelne. Lyt til dig selv. Og det gælder ikke kun, når du skal træffe den slags valg, det gælder også alle andre dagligdags valg: Om køkken, kæreste, have, din garderobe, dagens middag eller den næste film i biografen. Tag dig selv seriøst.

Terapeutiske miljøer – fordele og ulemper Der kan være temaer i et menneskeliv, som er så store og problematiske, så livsødelæggende, at man har brug for hjælp. Og den findes. Både i de etablerede og de alternative miljøer. Jeg vil ikke bruge meget af din tid på det, for det er – også her – et personligt valg, hvad og hvor man søger. Behandlermarkedet er et gråt og uigennemskueligt marked, og din bedømmelse er lige så god som min. Men det skal nu ikke afholde mig fra at komme med et par generelle råd til, hvordan du kan undgå de værste overraskelser. Her er hvad jeg har at sige om det:

Kræv ren besked For det første skal du gøre det klart for dig selv, hvad du egentlig forventer fra en terapeut eller anden behandler. Ingen af dem er overmennesker, og det er dig, der skal gøre arbejdet selv under alle omstændigheder. Som i andre situationer, hvor du køber en ydelse, må du gøre det helt klart, hvad du vil bruge den til, og om du overhovedet har brug for den. Eller om du i virkeligheden kunne opnå det samme hos en god ven, kollega eller et familiemedlem. Det skader nok heller ikke lige at forberede sig på den særlige jargon, en del behandlere benytter sig af. Hvad er det for effekter, de benytter sig af? Er de meget bevidste og kloge i deres valg, eller har de bare et fattigt

ordforråd? Hvilken undertekst er der i deres sprogvalg? Lad os tage et par almindeligt anvendte udtryk, og med de sarkastiske briller på vurdere, hvad de egentlig siger: ”Det jeg hører dig sige er….” kunne betyde: ”Jeg gentager lige, hvad du har sagt, så vi er helt sikre på, at vi taler om det samme, men i øvrigt har jeg ikke det ringeste begreb om, hvad du taler om.” ”Du føler dig ikke grounded!” kunne betyde: ”Du er så forvirret i dit lille kønne hoved, at du bare bliver nødt til at slappe lidt af, før du kommer her til mig.” ”Mærk efter!” kunne betyde: ”Egentlig kunne du lige så godt gøre det her derhjemme, men jeg skal da gerne for 1000 kr. sige det, som du åbenbart ikke gider tænke igennem selv.” ”Hvordan synes du selv, det går?” kunne betyde: ”Tag dig dog sammen, menneske!” ”Elsk dig selv!” kunne betyde: ”Du er et umodent pivehoved, og du er nødt til at lede efter noget andet end ydre bekræftelse.” ”Det er en lang proces.” kunne betyde:

”Du burde egentlig tage hjem og tage hul på dit nye liv, men for en sikkerheds og min bankrådgivers skyld bliver du nødt til at komme her 20 gange.” ”Du er god nok.” kunne betyde: ”Du har alt imod dig, men jeg skal nok hjælpe dig med at få det bedre.” ”Nu ved du jo, at jeg ikke må tale om mine klienter, diskretion du ved, nogen er jo kendte ansigter.” kunne betyde: ”Jeg har ikke haft en klient i årevis, så dig har jeg i sinde at beholde.” ”Jeg kender det godt selv, jeg har været der, men det går over.” kunne betyde: ”Du kan altid blive terapeut ligesom mig.”

Find den rette terapeut Store dele af den alternative behandlersektor har et kolossalt problem, for behandlerne selv og ikke mindst for klienterne. Problemet er, at man åbenbart finder det nødvendigt og formålstjenligt at rekruttere nye behandlere fra gruppen af klienter og eksklienter. Og hvorfor er det så et problem? Jo, det er det, fordi dette ikke handler om reservedele til græsslåmaskinen, men om guidning af sårbare og påvirkelige mennesker, meget ofte i stor smerte. Det kræver stor kompetence, og man kan sige sig selv, at denne besynderlige og u-

kritiske selvsupplering her bliver Det er altså ikke kun et problem et problem for netop den, der i blandt alternative psyko‐sjovere. forvejen har et problem: klienten. Jeg kan sagtens komme på en Hvis en del af terapeuternes virke psykolog eller to, der må have valgt at læse psykologi, fordi de er – mod betaling – at uddanne selv havde massive psykologiske den næste generation terapeuter, problemer. så kommer det til at handle mere Derfor bliver spørgsmålet, hvor om behandlernes levebrød end meget af terapien, der i om klienternes velbefindende. virkeligheden er psykologens selvterapi – og om dét er i den Den udlægning er jeg dog sikker betalende klients interesse. på, at branchen og dens proselytRedaktøren ter ikke vil vedkende sig. Under alle omstændigheder ville en større varsomhed i rekrutteringen klæde branchen. Sådan gør man det med held i resten af samfundet. Som det foregår nu, giver det branchen et skær af fantasteri, som kun understreges af, at terapeuterne i en lind strøm fastholder hinanden i det nødvendige i at gå til alle mulige forskellige behandlinger hos hinanden, i selvudviklingens hellige navn, nødvendigt eller ej. Det antager nærmest karakter af en klub, en loge, en sekt. Det står behandlerne frit for at tro på hvad som helst, men troen gør ikke nødvendigvis behandleren god, snarere tværtimod. Der kommer støj på linjen, hvis man da ellers opfatter sin metier professionelt. Og den udvikling er ikke god for klienterne.

Det meningsfulde parforhold Et meningsfuldt parforhold begynder hos én selv. At tro, at alt begynder hos den anden og uden for én selv, er nok den værste begyndelse. Og desværre den, mange vælger. For mig at se, er der én ting, der er vigtigere end alt andet i opbygningen af parforholdet, og det er at finde ud af, hvad det fælles udgangspunkt er. Jeg har nævnt det før: Sørg for at få foretaget en realistisk forventningsafstemning, inden I begiver jer ind i opbygningen af jeres forhold. Ufattelig mange springer lige hen til den del af foretagendet, der handler om at få det hele til at se rigtigt ud. I den tro, at når det er på plads, så har de ro til at leve sammen. De styrter ud for at sætte deres hjem sammen, så det passer til de andres forventninger og til deres egne forventninger om det perfekte liv. I stedet for at sætte sig ned og bestræbe sig på at nå ind til det fælles råstof, den fælles opfattelse af meningen – med forholdet og med livet – uden hvilken de ikke får noget hverken lykkeligt eller langt liv sammen. Hvad det meningsfulde liv så er for den enkelte og det enkelte par – se, det er en helt anden sag. Jeg siger bare, at meningen bør være på plads inden hjørnesofaen.

Opdragelse Her bevæger jeg mig ind på et område, hvor jeg ufattelig nemt kan komme til at lyde som en gammel, konservativ og bagstræberisk stivstikker. Jeg vover pelsen. Tidligere faldt det naturligt at være i et fællesskab. Og det var ikke kun familiens opgave at opdrage. Børn blev revset og opdraget af alle de mennesker, de kom i kontakt med. Det gode i det var, at de lærte at begå sig – det ubehagelige, at hænderne ofte sad noget løst på opdrageren. Motivet var godt nok. Man troede vitterlig på, at det var i orden og gavnligt at banke opdragelse ind i børn, men man havde ikke gjort sig den overvejelse, at der er noget helt grotesk i at voksne mennesker slår børn. Til gengæld lå der en værdi i, at alle voksne så det som en naturlig ting at bede børn opføre sig ordentligt. Og nok så væsentligt: Når andre folk rettede på ens egne uvorne unger, blev man ikke sur på den voksne, der gjorde det, men irettesatte også selv sit barn for ikke at have opført sig ordentligt. Med henblik på at sætte det i stand til at klare sig selv. I dag kan man nemt få den tanke, at mange børn må få et chok, når de finder ud af, hvad det egentlig kræver at få et liv til at fungere. I mange forældres frygtstyrede optik svarer et almindeligt liv jo nærmest til at stille børnene ud på en motorvej i myldretiden. Hold da op, hvor er meget nutidig opdragelse baseret på beskyttelse af det lille barn mod verdens og livets slag. Jeg tror desværre ikke, det er gået op for disse forældre, at de gør deres børn en bjørnetjeneste. Men de er nok selv fuldstændig

overbevist om, at de gør det bedste for deres børn. Men hør nu engang: Hvem Ifølge New Scientist 13. marts handler det egentlig om? Børnene 2010, ændrer det faktisk børns eller forældrene? Det virker, som hjerner, hvis forældrene er for om forældrene er hunderædde for overbeskyttende. Pandelapper‐ at få en konflikt med deres barn. ne udvikles ikke normalt, og Men hvis nu formålet med en børnene får færre neurale for‐ bindelser. Der er desuden påvist konflikt eller konfrontation er at en sammenhæng mellem fejl‐ lære barnet virkeligheden at ken- udvikling i denne del af hjernen de, så de selv kan finde væk fra og visse psykiske sygdomme. Redaktøren motorvejen, er det så ikke konflikten værd? Her vil jeg lige minde om værdien af at sende sine børn på besøg hos andre så tidligt som muligt. Det er en god skoling. Dels slipper ungerne for at være sammen med stressede forældre, dels får både forældrene og ungerne testet, om opdragelsen har virket, så de kan klare sig på egen hånd sammen med ”fremmede”. Min erfaring med mine egne En episode fra min barndom børn er, at de da i den grad respek- glemmer jeg aldrig: Vi havde terer og har brug for grænser. De været på familiebesøg, og på vej kommer nærmest tørstige efter hjem stak min far mig pludselig en tier. Fuldstændig uventet. dem. Og det er en fornøjelse at Den skulle jeg have, sagde han, lære dem, hvad man selv har lært fordi jeg havde opført mig så – ikke af bitter erfaring, men bare fantastisk hele dagen. Jeg syntes ikke selv, at jeg havde erfaring.

opført mig anderledes, end jeg plejede. Men hold da kæft, hvor blev jeg pludselig opmærksom på at gebærde mig ordentligt!

Der faldt desværre ikke flere penge af på den konto… Redaktøren

At finde svar i kunstneriske oplevelser Selvfølgelig kan man leve et liv uden at interessere sig for kunst. Men det bliver også derefter. Ved at suge til sig af bøger, film og teater, der kræver ens aktive undren, kan man få øjnene op for muligheder, man ikke vidste fandtes. Kunst er selvhjælp, før problemerne opstår. De, der har haft store kunstne- Det, som kendetegner god lit‐ riske oplevelser af den ene eller teratur, er, at man pludselig anden slags, ved, hvad det bety- identificerer sig med helt andre mennesker og deres historie – der. Man er præget for livet. Kunst og andres forudsætninger for at er sundt at se på, lytte til og tæn- forstå og begå sig i verden. ke over. Et godt liv kan selvfølge- Man kan også blive klogere på lig ikke måles på, om man nu har livet, uden at man behøver fået en eller tre store kunstneriske opleve udfordringerne selv. Tunge beslutninger, for eksem‐ åbenbaringer på en uge. Men man pel. Etiske dilemmaer. Dødsfald, får i hvert fald ingen, hvis man intriger, kriser. Alverdens pro‐ ikke stiller sig til rådighed – det blemer, man kan forholde sig til uden at skulle løbe nogen risiko. står klart. Jeg er ikke selv storforbruger Eller – hvis man står i lignende af kunstneriske oplevelser, men situationer – kan man spejle sig selv og sine egne følelser i litte‐ jeg kan tydeligt mærke, når jeg raturen. Det løser ikke ens pro‐ trænger. Så er det af sted til kon- blemer eller bringer de døde til cert, en tur på galleri, eller når ti- live, men det kan både gøre godt den er til det: en god bog. Så ba- og give én styrke at opleve, at man ikke er alene i sit livs kriser. nalt. Intet kan slå en lang dag med Redaktøren en god bog. Her kan man med rette tale om mental og intellektuel tilfredsstillelse. På

et dybt plan. Men som med meget andet, så er det det personlige valg, der er helt afgørende. Hvad kan du lide? Hvad flytter dig? Hvad rykker i dit liv? Anything goes! Bare du har kunsten med i dit liv – af hjerte og lyst. En stor dansk undersøgelse fra 2007 om danskernes kulturforbrug viste, at den enkelte dansker i gennemsnit bruger det svimlende beløb af kr. 180,- om måneden på kultur. Og det gælder alle kulturtilbud, fra ishockey over opera til foredrag. Tallet stiger, men når beløbet ikke er større, så er spørgsmålet, hvor mange af os der så oplever noget, vi ikke vidste i forvejen, noget nyt? Det er forholdsvis begrænset, vil jeg påstå. Og det er for billigt at skyde skylden på kunstnerne. Jeg tror, at forklaringen – og- Jeg tror snarere, at der er flere, så på dette – ligger i os selv. Er vi der udnytter kulturtilbuddene i gået hen og blevet for dovne og dag, end der nogensinde har for selvfede her midt i succesen? været før. Det, som har foran‐ dret sig, er mængden af tilbud For tilbagelænede. For uinteresse- og forventningen om, at vi også rede i andre og deres liv? Hvis det opsøger dem. ikke er kunst, hvad er det så, vi Hvad der også har forandret sig, bruger vores penge på? Vi kan jo er vores forventning om et lyk‐ ikke æde og drikke dem alle sam- keligt liv. Generationerne før os men op. Selv om det forsøges med havde nok at gøre med at få mad på bordet. Og når de skulle høre stor ihærdighed i alle kredse. musik, var de nødt til at spille Jeg ved, at det fra politisk hold den selv, eller gå hen et sted, bliver betragtet som et stort sam- hvor andre spillede for dem. fundsgode, at enhver provinsby Det nye er altså, at man kan med respekt for sig selv har fået ligge hjemme i sofaen og proppe sig udelukkende med de ople‐ et kulturhus. Men hvis det – som velser, man kender i forvejen, og tilfældet er – er det gode køb- uden at dele det med andre. Redaktøren mandskab, der styrer indholdet,

så er der vel ikke noget at sige til, at kulturhusene ikke har løftet niveauet. Men skal det absolut være laveste fællesnævner, der styrer udbuddet? Har flertallet altid ret? Det er gudskelov ikke kommunalpolitikere og kulturhusenes indhold, der styrer de indre linjer i vores liv. Alt begynder uvægerlig hos os selv som individer og med det personlige ansvar. Ansvaret for at livet bliver godt og meningsfyldt. Vi kan ikke regne med, at nogen gør det for os. Vi bliver nødt til at gribe i egen barm. Mange af os kører ukritisk med på tankegangen om, at en kunstnerisk oplevelse og en event er to sider af samme sag, og så er der jo ikke noget at sige til, at udbuddet bliver, som det er. Men nu er det jo dig, der er tilskuer og dig, der betaler. Du har krav på kvalitet. En ting er, at du vælger selv, men der skal to til en fed oplevelse: Den, der giver, og den, der modtager. De andre og dig. Lad gå, at man kan have et rigt indre liv, men det er intet uden de andre. Uden mødet. It takes two to tango! Kræv kvalitet af kunstnerne! Insistér på den! Kom ud af klappen, og kom livet og kunsten i møde. Den kunstneriske oplevelse på højt niveau. Den enkeltstående begivenhed, der kan rykke dit liv. Rusk lidt op i dig selv og din indforståethed. Sæt dig selv på spil! Lad dig tiltrække, forføre og lokke, og du vil forstå dig selv, livet og menneskene bedre. Hvad kan kunsten, som intet andet – ud over kærligheden – kan? Den kan åbne dit sind og dit hjerte. Kunst er sundt, den maner til eftertanke. Kunsten

er det sidespring eller den kærlighedsaffære, du kan dyrke uden problemer med partneren eller loven.

Kunsten kan føre dig ud over den erkendelse, som du er tryg ved, og den kan gøre det, uden at det er rigtig farligt. Den kan udvide din horisont og få dig til at se dig selv og din hverdag, dine vaner og dine venner i nyt lys. God kunst viser dig noget, du ikke har set før, og som får dig til at tænke. Redaktøren

At leve på en løgn En disciplin, der er taget op af mange moderne mennesker i deres bestræbelse på at få det hele til at hænge sammen. Det er først og fremmest løgnen, der ligger i, at man løbende bilder sig ind, at det er godt og rigtigt at gøre, som man gør, selv om eftertænksomheden hver gang ender med den samme konklusion: Jeg lyver for mig selv. En gang imellem kan man få indtrykket af, at løgnen er en slags narkotikum for det moderne menneske. Et stof, man fylder sig med, vel vidende at det er noget ganske forfærdeligt lort, og at man dør den langsomme, mentale død af dette misbrug. Man kan sagtens gøre op med løgnen og dens forførende kraft. Det er aldrig for sent at ændre adfærd. Man kan simpelthen tage beslutningen om, at nu skal det være slut med løgnen i alle dens mere eller mindre charmerende afskygninger. For at det skal lykkes, er man nødt til at sætte noget i stedet. Hvad man konkret kan gøre? Ja, som udgangspunkt kan man jo prøve at placere sig i sammenhænge, der ikke frister til løgn og fortielser. Man kan vælge sine sammenhænge med stor omsorg – satse på dem, der tilfører noget. Men det kræver altså en personlig beslutning. Heller ikke her kan det betale sig at fedte med tingene. Du vil opdage, at du får et lettere liv, og at behovet for at søge vederkvægelse i løgnens forførende fantasteri falder drastisk. Med den behagelige sideeffekt, at

dine nærmeste begynder at se dig som det menneske, du egentlig er. Og at du måske oven i købet føler dig elsket. Tag et granskende kig ind i dig selv, brug dit intellekt og se, om du lever op til dine egne indre og ydre standarder; og når du har fundet ud af, at det gør du ikke, lav så de nødvendige justeringer. Du ved selv, hvad der skal til.

100

Angsten Det handler ikke om frygten for at blive overfaldet på vej hjem fra byen. Dét er netop frygt. Nej, angsten. Denne grundpræmis for vores eksistens, som Søren Kierkegaard kalder det, ligger hos os alle, hos nogle i destruktiv form, hos andre som en konstant tone, en påmindelse om, at vi ikke er éndimensionale. Jeg ved, at de fleste mennesker kæmper med at slippe af med angsten, og det er en helt naturlig menneskelig reaktion. Men vi ville ikke være hele mennesker, hvis vi ikke havde angsten i vores liv. Denne angst, som ingen behandlere kan fjerne for dig. Denne angst, som du lige så godt – som smerten – kan gøre til partner i stedet for at kæmpe imod. Sandheden ligger på bunden af en brønd, som Edgar Allan Poe sagde det. Så er den jo defineret og afgrænset og dermed ikke farlig og… angstfremkaldende. Angsten kan og bør ikke afskaffes. Livet er en kamp fyldt med konflikter. Angsten er ikke en essens, som bare kan tilsættes livet for at gøre det lidt mere spændende, men en uregerlig gær, som gør, at mennesket er i stadig kamp med sig selv. Det kan føles forfærdeligt, men sådan er det at leve. Angsten er et livsvilkår. Punktum.

101

Fremtidens værdier Der er det forunderlige ved de fine og grundlæggende gamle værdier, at de er tidløse. De ligger dybt i menneskers kulturelle arvemasse, hos os alle, lige til at tage frem og bruge. Af dig og mig. Det er værdier, som vi egentlig alle har mødt og kender. Opdragelsen er f.eks. netop en videreførelse af rodfæstede og gennemprøvede begreber og værdier. Leveregler for og anvisninger til et ordentligt liv. Med medmennesket og det medmenneskelige i centrum. Også her står vi på de andres skuldre. Men hvordan kan det være muligt at leve et liv baseret på solide værdier i en verden, hvor værdierne i den grad er under pres? Den lette forklaring er, at der ikke er anden mulighed. Hvordan tror du, verden ville se ud, hvis alle lod stå til? Så vi bør hver især reformulere vores fælles arvegods, bidrage med stort og småt. På det nære plan handler det måske om nyfortolkning af samlivsformer. Hen mod nye fællesskaber, hvor man løfter hinanden og pirker til hinandens fantasi og kreativitet og får det bedste ud af hinanden. Eller det handler helt banalt om at videregive de grundlæggende værdier til sine børn. Mere kan man ikke forlange, og det er også godt nok som udgangspunkt. Fremtiden kommer, med dens udfordringer på både det politiske og menneskelige plan. På begge planer er din egen indsats værdifuld. På det politiske kan du tage et medansvar ved at tage de demokratiske institu-

102

tioner alvorligt og engagere dig. På det menneskelige plan vil det blive krævet af dig, at du indgår i og selv danner nye fora, fællesskaber, hvor du og de andre kan udvikle sig. Så ja, fremtiden kommer, med eller uden dit fingeraftryk. Vil du ikke gerne selv have en finger med i spillet?

103

Det kompetente dig Processen med at finde svar og forklaringer er lige så vigtig som dét at finde dem. Det handler om at se sig selv som noget ganske unikt, en person som kan selv. Som ikke har mere travlt, end at man forstår at prioritere, hvad man skal bruge sin tid på. Man bliver med andre ord kompetent på sig selv, og det er altid til at få en aftale med sig selv. Og chancen for, at den bliver overholdt, er stor. Du kan roligt regne med, at du kan mere, end du regner med. Tror du måske, at alle de andre smarte drenge og piger har fuldstændig tjek på sig selv og deres liv? Næ, de ligner dig og mig foruroligende meget. Men det ved næsten ingen, for vi er ikke ærlige nok over for hinanden og vælger ofte den overfladiske samtale frem for den, der virkelig sparker røv. Sæt din viden i spil. Lad den møde verden. Det er en del af det kompetente dig at kunne det.

104

Strøtanker om den omvendte verden Den omvendte verden er den, der åbenbarer sig, når alt det, alle vil have dig til at tro er det normale, viser sig at være ubrugeligt

•

Den omvendte verden er ofte den, der viser sig, når du selv vælger, hvordan dit liv skal skrues sammen, når du ikke læner dig op ad det statsautoriserede og mediepromoverede billede af et godt liv. Din stærke prioritering af fællesskabet som en samling af stærke individualister i modsætning til fællesskabet som en samling ensrettede robotter. Det sidste beskyldte man ofte det kommunistiske Østeuropa for – med rette. Men mainstreamiseringen og uniformeringen har sneget sig ind i vores system, og individet må igen stå fast på sin ret. Sgu!

•

Den omvendte verden er også den, hvor man kan give af sig selv uden at spekulere synderligt over, om det mon kan betale sig

•

Der, hvor mennesker stiller sig til rådighed for hinanden

•

Der, hvor det at glæde hinanden er kimen til den største glæde

•

105

Der, hvor udveksling af lyst ikke nødvendigvis har noget med sex at gøre

•

Der, hvor mennesker tænker sig om, inden de udtaler sig

•

Der, hvor medierne bidrager til menneskers udvikling og ikke afvikling

•

Der, hvor journalisterne har gjort sig den umage at undersøge, hvad de egentlig udtaler sig om, før de benytter deres medies enorme kraft

•

Der, hvor du tager din egen begavelse alvorligt og handler derefter

•

Der, hvor du har øje for dine medmennesker og står klar til at træde til

•

106

Selvtilfredshedens, selvtilstrækkelighedens og magelighedens pris Som udviklingen er nu i vores samfund, lægges der ufattelig megen vægt på at få tingene til at glide, smertefrit, nemt og bekvemt. Det er blevet den ny tids målestok. Det må ikke skurre i ørerne, og der må helst ikke være ridser i lakken. Men nemt og bekvemt er ikke nødvendigvis det rigtige. Og det har i hvert fald nogle utilsigtede konsekvenser: Apati, ladhed, ligegyldighed, sjælløshed, manglende empati, opportunisme. Tiden skriger derfor på, at vi er uhysteriske, dybt funderede i vores værdisæt, originale og dannede. Og modige. De hysteriske, højtråbende, uvidende og opportunistiske har erobret billedet og efterladt et samfund uden ståsted og ballast. Vi har brug for mennesker, der kan sætte ord på det gammelkendte, det, som efterhånden er blevet forvansket til ukendelighed, det menneskelige fællesgods, som vi alle kan trække på, fordi det ikke er genstand for ejerskab. Vi kan ikke længere køre ukritisk med på det værdiskred, som har lagt sig som en støvet dyne over et ellers ganske veluddannet folk. Et fællesskab fungerer ikke uden en fælles følelse af og vilje til at gøre en indsats. Det kan være, at det ikke falder lige for, men vi er alle nødt til at tale om det her. Tag denne her snak med din nærmeste familie eller andre, som du omgås i det daglige, stil dem spørgsmålet: Hvad er vigtigt? Der

107

ligger storhed og originalitet gemt i det mest almindelige og i den mest almindelige. Hos dig og hos de andre. Søg de sammenhænge, fællesskaber, hvor det falder naturligt at tale med afsæt i værdier og ordentlighed. Lur mig, om det så ikke også er der, hvor vi kommer til at starte en ny udvikling. I det små.

108

Kulturel identitet og meningen med livet Kend dine rødder! Der er en vis form for mentalt korrumperende dimension i at gå rundt og tro, at man er centrum i verden. Selv om følelsen er god for egoet. Men vi står altså på skuldrene af en lang menneskelig udvikling, en civilisation opbygget gennem mange hundrede år. Tænk bare på, hvad der er sket de seneste 50 år. Kvindebevægelsen opstod i en tid, hvor det, vi i dag oplever som fine og helt naturlige frihedsgrader, bestemt ikke eksisterede. Jeg siger ikke, at man skal gå rundt og bukke sig i støvet og hylde disse mennesker. Jeg prøver blot at banke lidt historisk perspektiv ind i den generelle menneske- og kulturopfattelse. For når man forstår, hvad man er rundet af, forstår man også bedre sin tid og dens udfordringer. Og måske får man også et mere nuanceret syn på det, der ligger om hjørnet, i fremtiden. På den måde er der en chance for at blive et forankret menneske med stor troværdighed. Hvilken kulturkreds er du rundet af? Tænk over det. Gør dig selv den tjeneste at finde ud af, hvor det, du rummer, stammer fra. Mange jamrer over for eksempel amerikansk kultur, der ødelægger vores egen. Jeg gider ikke bruge kræfter på at bebrejde den amerikanske kulturimperialisme og hvad, man ellers kan finde på af ansvarsforflygtigende udtryk. Værdiskredet er begyndt i os selv, fordi vi har

109

tilladt det. Det er kun os selv, der kan gøre skaden god igen. Mennesker har imødegået disse udfordringer altid. Når det ser ud til, at vi trods alt er blevet bedre til at håndtere dem, så er det et udtryk for, at mennesket har udviklet sig. At generationer før os har taget livet og deres viden om det alvorligt. Nu er det vores generations tur til at føre den tradition videre. Så når jeg en gang imellem bliver spurgt om meningen med livet, så kan jeg kun sige, at meningen er at videregive verden med ens store eller mindre positive aftryk. Det kan vise sig i ens generelle adfærd, i ens børneopdragelse, i ens evne til at udvikle sig selv, sine projekter, i måden at behandle andre på og i måden at være det menneskelige i sig selv tro. Andre vil sige, at udvikling kun kan måles med en økonomisk målestok. Det er en alt for kortsigtet og fattig måde at betragte det på. Hvis udgangspunktet er dig, så kan udvikling måles på din evne til at tilføre verden dig selv – og dig selv verden. Du skal sætte dig i spil, og når du gør det, har du mening i dit liv. For så glemmer du at gå og tænke på dig selv, og måske når du endda frem til at føle dig som en naturlig del af menneskets store fælles udvikling. Du har fået kulturel identitet. Mere kompliceret behøver det ikke at være.

110

Det fantastiske, det beskidte, det komplekse og det udfordrende liv For det er netop, hvad det er. Et sammensurium af medgang, modgang, fødsel, død, sygdom, tab osv. – alt, der kendetegner et levet liv, summen af menneskets handlinger. Hvis du vælger at styre selv, så er der en chance – nogen vil kalde det en risiko – for, at du kommer til at tilbringe din tid på jorden i et levet liv. I modsætning til det, der er den gængse norm: Livet som noget, der skal afvikles lettest muligt, uden lugt, uden pletter og uden at støde ind i noget. Men sådan er det jo ikke i virkeligheden. Det er fantastisk, beskidt, komplekst og udfordrende. Hvorfor fantastisk? Jo, fordi det jo er en formidabel gave at være til stede her i modsætning til at leve i ingenting, være ingenting. Det er fantastisk, fordi vi overhovedet har en mulighed for at skelne, om det er fantastisk eller forfærdeligt. Det er fantastisk, fordi vi har redskaber til at udvikle vores verden endnu mere, og fordi det til stadighed kan byde på overraskelser. Hvorfor beskidt? For sådan er mennesket. Også. Vi rummer liderlighed og magtbegær. Vi bærer på vores beskidte arv fra dyreriget. Mere kompliceret er det vel ikke. Selv om det moderne menneskeliv ikke passer særlig godt til et dyrisk overlevelsessamfund, så er det stadig en del af det at være menneske.

111

Hvorfor komplekst? Fordi der ikke kun er én måde at være menneske på, og fordi vi er nødt til at være her alle sammen. Dels er vi forskellige af natur fra fødslen, og dels bliver vi konstant mødt af en verden med ufattelig mange valgmuligheder. Og hvis alt det skal bringes til at spille ordentligt sammen, så bliver det altså komplekst. Hvorfor udfordrende? Fordi vi har et normsæt, der kræver, at vi står på egne ben, og en forventning om, at vi er og bliver succeser. Win or loose. Det er et valg. Det er bagsiden af de mange friheder, vi har i det samfund, vi lever i, for eksempel i Danmark. Havde vi levet i fortidens stammesamfund, i Middelalderen eller i Det tredje Rige, så havde der ikke været så meget at vælge imellem. Alle disse valgmuligheder i et liv er både en frihed og en forbandelse. Forbandelsen ligger hos nogen i, at de oplever livet som en plage og en uønsket opgave, som er blevet os påført af udefrakommende kræfter. Så slemt er det altså ikke. Det er nu, vi skal tage ansvaret på os. Sammen og hver for sig. Det er nu, i dette liv, vi har netop friheden til det. Ansvaret for os selv og de andre. Begå endelig ikke den fejl at tro, at du kan tørre dit livs fiasko af på andre. Med friheden fører også forpligtelse til at sætte dig i spil.

112

Fra tilgivelse til frigørelse Når man nu er så sart et apparat, som man jo kan være, når man har valgt at være i ægte kontakt med sig selv og sine omgivelser, så kan det ikke undgås, at man indimellem vil føle sig trådt over tæerne. Evnen til at slå en streg over sine egne fejltagelser og dermed tilgive sig selv kan man umiddelbart overføre til sin adfærd over for andre. Alternativet er ophobet vrede, og det er noget af det mest destruktive for et menneskes udvikling og fører bestemt ikke til frigørelse. Af hverken én selv eller éns potentiale. Tilgivelsen af både sig selv og andre er essentiel; den skal vi lære, hvis vi vil i nærheden af frigørelse. Så vær gerne generøs med din overbærenhed. Den har frigørende effekt hele vejen rundt. Begynd helst straks.

113

Den tavse viden Tavs viden er ubrugt viden. Vi ved godt hver især, at vi spilder ufattelig megen tid på ufattelig ligegyldige ting, at vi er vanemennesker, der ofte vælger den nemme løsning. Vi kunne begynde der. Med det, der er vores eget. Foretage de små justeringer, der uvægerlig vil komme, når vi vender vores kritiske blik indad og ser, hvad der virkelig foregår. Derinde kan du måske finde det, du ved, men som du ikke bruger: Dit uformulerede potentiale. Den bank af små og store oplevelser, der gennem årene langsomt har lagret sig i dig. Din erkendelses harddisk. Ubrugt viden er spildt viden. Men sat i spil med og mod alt det andet kan den udrette store ting og bevise sit eget og dit værd. Lad verden vide, at du er et tænkende menneske. Sæt standarden og niveauet for indholdet i dit liv højt, og se, hvordan det gode eksempel spreder sig. God kvalitet og god stemning spreder sig med samme hast som dårlig.

114

Tvivlens nådegave Mange eksisterende og potentiel- Tvivlen er en del af dét at være voksen. Det er kun børn, der har le konflikter kunne undgås, hvis krav på at leve i eksistentiel vi hver især ville skrotte skråsiksikkerhed. Usikkerhed om hvem man er, hvad man skal, og hvor‐ kerheden og åbne os for påvirkdan man skal vælge, hører vok‐ ning, tvivlen. Den er en nådegave, fordi den passer på dig og det senlivet til. Det er surt, det er svært, det er træls, og det be‐ menneske, du er. Den forhindrer tyder altid, at man risikerer at dig i at blive opslugt af dig selv i vælge forkert. en grad, der sætter dig uden for Sådan er det at være voksen, og sådan har det alle dage været. fællesskabet. Den skaber mental Utallige er de coaches og guruer, luft til et stresset hoved. Det er som tilbyder ”visdom”, der ganske utåleligt at omgås menne- sætter dig i stand til at vælge sker, der aldrig er i tvivl. Menne- spontant, intuitivt og uden tvivl. sker, der ikke har reflekteret over Hvad de reelt tilbyder er, at du skal tænke som en 5‐årig. deres og vores fælles verdensbilRedaktøren lede. Denne skråsikkerhed skaber intolerance, hvor tolerance er den eneste farbare vej.

115

Selvstændig tankevirksomhed tilladt I virkeligheden burde det ikke være nødvendigt at sige det, men: Tanken er fri. I den mentale oase, som tanken er, kan du uden at betænke dig og uden forbehold afprøve alt mellem himmel og jord. Det er gratis, og her kan du uden angst sætte dig selv på spil og dermed drage de erfaringer ud af dit eget personlige indre arbejde, som du vil. Tanken har du altid med dig, selv når du er tankeløs. Giv tanken en tanke. Som tidligere nævnt: Hellere lommefilosofi end ingen filosofi.

116

Din faste følgesvend: Troen Troen er det mest intime og dermed næsten umuligt at give gode råd om. Jeg har selv oplevet den som en reminder om altings sammenhæng. Om min egen placering og værdi som individ. Den kan også handle om at tro på, at det der sker, er godt for noget, selv om det ikke føles sådan i det øjeblik, du møder det. Den kan også være en tro på, at de ryk, der sker i dit mentale og fysiske liv, sker, fordi du selv vil. Men troen er en helt personlig sag; i virkeligheden har den det måske bedst med at være i fred inde i dig. Den behøver ikke skiltning for at manifestere sig. Men den bryder sig på den anden side ikke om at blive ignoreret. Den kræver dit aktive medspil. Troen er uomgængelig. Hvis du har den.

117

Når alt andet glipper: Dannelse, værdighed, integritet og medfølelse Det er ikke altid, at vi mennesker midt i den daglige kamp husker at opføre os ordentligt. ”Ordentlighed” har vide grænser og stor mangfoldighed, men det er der, dit menneskelige potentiale sætter ind, der, du bliver menneske. ”Ordentlighed” bygger udelukkende på en vidunderlig cocktail af netop dannelse, netop værdighed, netop integritet og absolut medfølelse. Det kræver mod at vælge det ægte frem for det belejlige. Og der er det så, at vi ville have godt af at spørge os selv: Hvordan synes du selv, det går? Nu?

118