Kunsten at nedbryde et samfund by Lene Andersen

Kunsten at nedbryde et samfund En håndfuld unge brænder en skole af i en rus af svampe, 11-12-årige piger risikerer at blive voldtaget når de går i byen, forud for et internationalt topmøde må politiet investere millioner i nyt materiel for at beskytte sig mod landets egne gymnasieelever og deres jævnaldrende fra vore nabolande, og politikerne og andre pæne mennesker vil indføre kameraovervågning på offentlige gader og pladser. Tiderne skifter, og det gør de hurtigere og hurtigere. Det fascinerende ved det er blandt andet, at man allerede som 34-årig – som undertegnede – kan tale om ”de gode gamle dage”, så unge mennesker må synes, at man lyder som et mosefund. Og når man nu har chancen, mens åndsevnerne er nogenlunde intakte, hvorfor så ikke bare springe ud som et mavesurt gammelt reaktionært skrog og harcelere med bestyrtelse over tidernes elendighed og sædernes forfald? Det mærkelige ved min fremturen er imidlertid, at den ikke retter sig mod de førnævnte unge mennesker men mod min egen generation og den, der kom lige inden, nemlig alle os som overvejer at sætte videokameraerne op. Min egen generation, fordi vi er blevet forkælet lige siden første vuggestuedag og stort set ikke har skullet gøre andet hele vores lange institutionaliserede børnehaveliv end at bukke os ned og samle legetøjet op fra gulvet, og det eneste vi har benyttet vores privilegier til, er den ultimative selviscenesættelse i et italiensk køkken til samme engrospris, som det ville koste at kloakere en hel afrikansk landsby. Generationen før min, fordi det må springe enhver i øjnene, at samfundet aldrig har været mere egoistisk, materialistisk og kontrolforherligende end nu, hvor 68’erne sidder solidt på magten. Det var hippiernes mantra, at autoriteterne skulle nedbrydes, og man må sige, at de er ved at få deres vilje. På den ufede måde. Som det er ved at udspille sig i praksis, er det nemlig ikke bred ymer mere. En af grundene til, at det ikke er det, er, at de samme unge mennesker, som bliver skældt ud, som om det var dem, den er gal med, også i længden er dem, der kommer til at betale prisen for vores andres mangel på ansvarlighed. Ansvarlighed. Sagde jeg rigtigt? Findes der over hovedet nogen, der tør stille sig op og sige det højt uden en vis postmodernistisk ironisk distance? Jeg gør åbenbart. Og nu jeg er i gang, vil jeg også sige: mådehold, sparsommelighed, respekt, autoritet, beskedenhed, alvor, retfærdighed, fællesskab, moral, redelighed, ære, blufærdighed, at gøre nytte, at yde før man kan nyde og svare enhver sit, for slet ikke at tale om taknemmelighed og at være tilfreds. ”Ah!” tænker nogen, mens de lettet opdager, at de ikke behøver krympe tæer alligevel ”hun mener det ikke! Nu ved jeg, hvad hun har gang i: Sproglig Retro! Vokabularisk Kitch! Det står skide godt til mit nye teaktræsbord og plasticlampen! Ka’ hun ikke også lige sige Carmen Curlers og Nuvola, mens hun er i gang, og flette en Drueta, fem Eiffel og en hjemmegående husmor ind, mens jeg slænger mig på divanen og labber den trygge stemning i mig?” Desværre. Jeg mener det. Vi er nødt til at støve de gamle dyder af og stille dem frem i butikken. Vi tager vores samfund for givet. Ene og alene af den grund, at det lissom altid bare har været der. Der er postvæsen og færdselsregler og statsapparat og politi og lovgivning og leveregler og traditioner og parlament og byråd og pengesedler og skolelærere og sygeplejersker og skattefradrag og skraldemænd og elektricitet og gravsteder og bedehuse og buskøreplaner og tryghed og personlig frihed. Men det kommer jo ikke ud af ingenting. Det kommer af, at generationer af hårdtarbejdende mennesker har skabt forudsætningerne. De har tænkt og forhandlet og kæmpet og lidt afsavn og prioriteret og tænkt igen og rejst ud i verden og lært noget, de ikke vidste i forvejen, og de har inviteret klogere folk til at komme og lære os det, vi ikke selv kunne finde ud af, og de har forbedret og forandret og forstået og forsøgt at gøre det hele lidt bedre, lidt mere effektivt og lidt smartere end det var, da de stod op om morgenen. Kæden af mennesker, som har opbygget vores samfund gennem små gradvise forbedringer, går ikke alene tilbage til Ruder Konge, men hele vejen tilbage til de første stenalderfolk, som slog sig ned på tundraen, da isen

smeltede for 15.000 år siden. Og min påstand er, at vi netop i denne tid kollektivt er ved at bryde det hele ned og erstatte det med noget, ingen af os vil have. I den bedste mening. Fordi vi ikke vil stå ved vores værdier, fordi vi har sat økonomi og effektivitet over fællesskab, og fordi vi har sat pjat og kontrol over ansvar. Konsekvenserne er, at vi er i gang med at skabe et samfund, som ikke er et samfund, men en række uafhængige agenter, som hver især kæmper om at rage mest muligt til sig på kort sigt uden at sikre de mekanismer, som skal sørge for, at samfundet netop er et sam-fund, altså mennesker som har fundet sammen efter nogle fælles spilleregler, som stækker den enkeltes umiddelbare frihed, fordi det i længden gavner alle mest. Det er det, vi byder de unge mennesker, som i dag bliver skældt ud for alverdens unoder og ikke har bedre ting at tage sig til end at køre for stærkt på landevejene eller smide brosten efter politiet, og det kan vi ærligt talt ikke være bekendt! Hvad er det, vi har sat i stedet for fællesskabet? I efterkrigsårene spillede staten en væsentlig rolle i at få samfundsøkonomierne i gang igen både i Europa og i USA. Vi havde som samfund nogle værdier omkring fællesskabets ansvar og sikkerhed for leverance af diverse ydelser såsom togdrift, telefon og anden infrastruktur, samt energiudvinding og folkesundhed. Vi så disse ting som en samfundsopgave, opgaver vi havde fundet sammen om at løse, og vi var ikke bange for at vise det: Samfundet havde siden diverse serviceydelsers opfindelse udstyret menneskene, som varetog disse væsentlige opgaver, med uniformer og emblemer, så de i deres arbejde kom til at stå som symboler på fællesskabets vilje til at løse problemerne sammen. Sådan var der nok ingen, der tænkte på det dengang, men det er det, vi er ved at kaste over bord i dag. Institutionerne, som løste disse samfundsopgaver, viste sig nemlig at være ineffektive og økonomisk urentable, og derfor opstod der i 80’erne en privatiseringsbølge. Bølgen blev til et hav, og derfor sejler vi i dag rundt i en nyliberal økonomi, hvor markedskræfterne skal kontrollere det hele. Jeg tilhører den sidste generation, som er vokset op med symbolerne på, at samfundet havde en betydning. De eneste symboler på vores samfund, som nutidens unge møder, er politiet og de overvågningskameraer, som vi nu ønsker at sætte op. Vores samfund iscenesætter sig selv som kontrollant, ikke som fællesskab. Sygehuse, teleselskaber, redningstjenester, togdrift og alt det andet, som får det hele til at hænge sammen, er blevet til kommercielle enheder, der skal tjene deres eget formål, nemlig overskud på bundlinien. De mennesker, som før arbejdede på togstationerne, er sparet væk og erstattet med maskiner og selvkørende tog. I stedet for venlige servicemedarbejdere, som kunne svare på spørgsmål og skabe tryghed på de øde perroner, skal der nu sættes kameraer op, så vi kan kontrollere hinanden. Er problemet virkelig, at de unge er utilpassede og vender samfundet ryggen? Er det ikke nærmere, at der slet ikke er noget samfund at vende ryggen til, så de bare står og drejer rundt på stedet, mens de må tage skrappere og skrappere midler i brug for overhovedet at blive set? Samtidig er verden blevet så kompleks, at det faktisk er umuligt at forsørge sig selv eller foretage sig noget som helst samfundsnyttigt uden mindst 12-15 års skolegang. Man kan ikke en gang få et arbejde ved Statsbanerne. Biologisk set er vi udviklet til at være voksne, når vi er 14-16 år gamle. Her har hormonerne taget over, og vi burde løsrive os fra vores forældre, finde et arbejde, sætte børn i verden og yde vores til fællesskabet. Men kan de unge det? Nej, for der er ikke noget arbejde at få, og vi vil ikke have, at de får børn, før de har fået en uddannelse. De er med andre ord nødt til at affinde sig med at være teenagere og lytte til Popstars på fars og mors eller det offentliges regning, indtil de er sidst i 20’erne. Når man endelig får lov at være voksen, har man altså været fysisk voksen halvdelen af sit liv! Er der noget at sige til, at de opfører sig barnligt og brænder skoler af i en rus af svampe? Vi har sat pjat og kontrol over alvor. Vi har forkastet vores værdier, fordi de virkede gammeldags, da den materielle velstand boomede i 60’erne og 70’erne – og ikke ville holde op med at boome i 80’erne og 90’erne – og vi har ikke erstattet dem med nogle nye. Vi har bare konstateret, at der er penge i pjat, og vi tillader ikke voksenhed, til gengæld vil vi have lov til at kontrollere det, de unge går og laver, når de nu

ikke kan lave noget fornuftigt, for det er der også penge i. Det er faktisk rigtig profitabelt at tvinge folk til at være teenagere så længe som muligt. Som nævnt indledningsvis går udviklingen hurtigere og hurtigere, og den skitserede udvikling har derfor først for alvor taget rigtig fart inden for de seneste år. Det betyder blandt andet, at den samfundsmæssige udvikling, som har fundet sted inden for de seneste 5-10 år er relativt større, end den udvikling, som fandt sted inden for de foregående 20-30 år. Tempoet i forandringerne stiger eksponentielt, og derfor er det naturligvis interessant at filosofere over, hvordan de næste 20 år kan komme til at se ud, hvis udviklingen fortsætter. Hvis begrebet samfund fuldstændigt udviskes, og det gensidige ansvar over for medborgeren totalt opløses. Er det blot et spørgsmål om tid, inden de danske unge begynder at kede sig lige så meget som deres amerikanske jævnaldrende og begynder at skyde hinanden i spisefrikvarteret? I USA har man længe bygget de såkaldte ”gated communities”, altså hele indhegnede byer, hvor byggefirmaet eller investorerne har skrevet de ordensregler, som indbyggerne har at rette sig efter. Begreber som demokrati, offentlighed i forvaltningen, retssikkerhed, samt flere andre ting, som det tog os århundreder – hvis ikke årtusinder – at tilkæmpe os, er erstattet af et firma, der selv bestemmer, hvad det tager sig betalt for, samt private vagtværn, der i modsætning til politiet ikke er underlagt fællesskabets kontrol. Det mærkelige er ikke, at disse communities eksisterer, men at folk står i kø for at slippe ind. Verden uden for er simpelthen blevet for besværlig. Inden for muren er der trygt og stille. Der er bare ikke den store medbestemmelse. Hvis alle samfundsopgaver overtages af kommercielle firmaer, skal vi så bekymre os over, at selskaber som f.eks. Enron og Arthur Andersen fuskede med regnskaberne og kollapsede med et brag stort set fra den ene dag til den anden? Hvis vi kigger på forskellene mellem vores nuværende samfund og samfundet, som det så ud for 20 år siden, og samtidig antager, at hastigheden i forandringerne stiger eksponentielt, hvad er det så i det hele taget, nutidens unge skal overtage magten over, når deres tid kommer? Er der noget tilbage? Eller har vi opløst det hele, så de bliver nødt til at starte fra scratch? Skal de til at genopfinde mådehold, sparsommelighed, respekt, autoritet, beskedenhed, alvor, retfærdighed, fællesskab, moral, redelighed, ære, blufærdighed, at gøre nytte, at yde før man kan nyde og svare enhver sit, for slet ikke at tale om taknemmelighed og at være tilfreds? Eller burde vi gøre det for dem, inden da? Burde vi være taknemmelige over, at vores forfædre skabte et samfund, som sikrer os friheder og tryghed på samme tid, og vise dem respekt ved at værne om deres lange indsats? Burde vi genfinde vores værdier omkring blufærdighed, ære og moral og ikke alene spare piger helt ned i 5-års alderen for et pres om at være sexede, men også beskytte unge mænd mod en konstant bombardering med pornografi, som de åbenbart er for dumme til at forstå? Kunne man håbe, at vi kunne give de unge et meningsfuldt forhold til kærligheden, sådan som den udspiller sig mellem ligeværdige voksne? Burde vi træde i karakter som samfund og som voksne og gå foran de unge med autoritet og vise dem, hvordan samværet med andre mennesker bliver meget rigere, når det er alvorligt ment? Burde vi stille os tilfreds med de mange rigdomme, vi allerede har – materielle såvel som ikke-materielle – og udvise mådehold, sparsommelighed og beskedenhed (det var det, det hed, før vi kaldte det økologi og recycling), og vise vores unge, at vi hellere vil være sammen med dem end sidde henne på arbejdet til klokken lort om aftenen, så vi kan købe dem mobiltelefon nummer fem? Bør man overhovedet bekymre sig om, hvad man bør og ikke bør? Eller er det bare alt for ufedt på den ufede, utjekkede, u-sidde-på-café-og-drikke-café-latte-med-mine-nye-to-tusinde-kroners-solbriller-ipanden-og-snakke-i-mobiltelefon-agtige måde? Skulle det hele virkelig gå hen og gå så galt, at samfundet gik hen og brød sammen, så vi sidder der om 25 år i vores gatede communities og spørger os selv, hvordan vi kunne lade det komme så vidt, så er det jo slet ikke noget problem, for vi har jo det hele på video.