Erindring
Annemarie Lund
Hvad skal LANDSKAB egentlig, spørger en del. Ja, blandt andet være en slags kollektiv hukommelse for landskabsfaget. En historisk dokumentation står der et sted i DL’s papirer. Et sted, hvor man kan finde noget, der tegner tiden, når tegnestuearkiver og måske også foreningsarkiver er væk. Det bliver selvfølgelig ikke et dækkende billede af samtiden, men giver i al fald eksempler på, hvad man (redaktør, redaktionsudvalg, skribenter) i en given periode valgte at fokusere på og trække frem. Hukommelse og erindring forankrer os i faget. Men hukommelse og erindring er noget ganske forskelligt, og der er flere former for hukommelse. Mange, herunder Platon og Kierkegaard, har skrevet om dette forhold. Erindring kendetegnes af et personligt (og dermed følelsesmæssigt) tilknytningsforhold til fortiden. ’Man skal gøre sig det klart, at i samme øjeblik man begynder at skrive, begynder man også at lyve’, har den norske forfatter Lars Saabye Christensen sagt. Det lyder voldsomt, men er på en måde alligevel helt rigtigt. Det kan ikke undgås, at præsentationer er underlagt den skrivendes hensigter og vurderinger. Tegnestuernes egne projekttekster hører imidlertid til det mere konkret beskrivende og giver over tid et nogenlunde realistisk billede af, hvad der er passeret. Ligeså bogomtaler og afrapporteringer fra konferencer, hvor valg af emne og foredragsholdere samtidig giver et tidstypisk billede af præferencer og viser, hvad der på den tid har sat sindene i bevægelse. De fleste er nok også nogenlunde enige om samme version af den ældre del af havekunstens historie: renæssance, barok, landskabelig, arts & crafts, modernisme. Men når det kommer til landskabsarkitekturens historie i form af fortolkninger af de senere år, hvor man selv har været med, bliver det vanskeligere. Historien peger i flere retninger. Man ser forskelligt på det. Og man kan oftest med god grund hævde, at der er både udeladelser, blinde vinkler, forvanskninger, forskønnelser eller selektiv hukommelse i spil i f.eks. sammenfattende artikler, analyserende tidsbilleder, portrætter og interviews. Men sådan må det så være, eftertiden kan omfortolke og finde andre sider frem. Det er endog meget svært at se klart på de nære års landskabsarkitektur. Men den kan og skal diskuteres for at holde faget levende. I dette nummer skriver Tom Simons om designeren Kaj Francks haveinteresse og inspiration fra naturen; jeg spørger til Andreas Bruuns virke og syn på landskabsarkitektur. Tilstræbt ’objektivt’, men et væv af fakta og vores holdninger. Erindring og refleksioner blander sig ind over begivenheder. Vores kultur er opsat på at huske og erindre. Selv planters navne afspejler dette: den mørkt karminrøde Rosa ’Erinnerung an Brod’, den sartrosa Rosa ’Souvenir de la Malmaison’, den purpurviolette syren ’Andenken an Ludwig Späth’. Vi har brug for erindringsrum, både konkret fysiske som Monumentet på Kastellet og ikkefysiske som de mindeord, der tid til anden bringes om fagfæller. I dette nummer om vor svenske kollega Kjell Lundquist. Erindringen er som billedet på forsiden, hvor sneen har lagt et dulmende, let tæppe hen over det hele – ikke helt skarpt, men til gengæld følelsesvækkende og stemningsfuldt. AL
LANDSKAB 7 2011
173