Krydsild Annemarie Lund
Meningsudveksling er sundt og godt; det er berigende for faget og udviklende for de teorier og tanker om havekunst, landskabsarkitektur og -planlægning, der netop nu bringes frem. Meningsudveksling er også nødvendig for at afprøve, om en teori er holdbar eller, om der er for megen 'varm luft' i den. Alt for ofte sker det dog i lukkede kredse, hvor der i for vejen er behagelig enighed. Men bl.a. høstdebatarrangementet i DL, hvor 'natur i byen' var hovedemnet, samt efterfølgende artikler i bl.a. Weekendavisen og Information har affødt hede diskussioner, der nu også når frem til LANDSKAB. I dette nummer er flere, Per Stahlschmidt, Peter Thorsen og Ib Asger Olsen, kommet op af skyttegravene. Som garvede landskabsarkitekter med både gedigen naturvidenskabelig baggrund og livslang erfaring inden for landskabsarkitektonisk praksis bryder de sig (ligesom os andre) ikke om, at hele faggruppen hænges ud i avisen som en flok, der ikke har forstået faget. Men hvad der er mere alvorligt, finder de heller ikke, at der er megen substans i de teorier, som fremføres gennem procesurbanismen. Per Stahlschmidt og Peter Thorsen hævder i deres indlæg Procesurbanisme – byøkologi eller varm luft?, at 'der synes at være et gab mellem procesurbanismens teori og de konkrete projekters virkelighed'. Hvis man begrunder sit projekt 'med naturvidenskabelige, økologiske argumenter, må der alligevel være en vis sammenhæng mellem, hvad man siger, og hvad man gør, hvis begreber som økologi og biodiversitet skal være andet end symbolik eller tomme ord', skriver de. Og Ib Asger Olsen fremhæver i sit indlæg The flower power man, at: 'De konkrete programpunkter er næsten alle problematiske og udtryk for en faglig arrogance med udelukkelse af andre faggrupper' og at 'Paradigmet lyser af despekt for den måde, faget i hundrede år har arbejdet med naturen i byen, hvor viden og erfaring med naturens processer og bæredygtighed over tid er bygget op.' Procesurbanismens ophavsmand, Stig L. Andersson, der er nyudnævnt professor ved Skov & Landskab, KU og nyudnævnt hædersmedlem i DL, forklarer i sin artikel, hvad der menes med procesurbanisme: 'Procesurbanisme kombinerer hardcore videnskabelig viden om naturen, om økosystemer, om vegetation, stofskifte, CO2, vækst, vand, jord, fødekæder og kemi – ja kort sagt: viden om, hvordan verden hænger sammen – med en kreativ og en kunstnerisk vilje til at finde langtidsholdbare, bæredygtige og helhedsorienterede løsninger for vores byer', og fortsætter ' At være procesurbanist medfører også, at alle ideer om kontrol og styring bliver droppet. Således bliver det processuelle, det omskiftelige, det ikke-afsluttede og det ukendte til centrale elementer, som procesurbanismen konstant arbejder med. Ligesom naturen, hvor kontrol og styring heller ikke findes, men hvor økosystemernes gensidige justering sørger for balance, overlevelse og udvikling. Ved således, at lære af naturens økosystemer kan procesurbanisten designe natur og by (der ellers normalt opfattes som hinandens modsætninger) som en samlet enhed; som noget, der supplerer hinanden, og som kan og skal eksistere sammen.' Kombattanterne har positioneret sig, og der er lagt op til en forårskamp fra begge flanker. Der skal renses ud i de tanker og påstande, der ikke kan bære. Et andet sted i bladet skyder Peter Thorsen fra hoften mod LANDSKAB's redaktør, redaktionsudvalg og faktisk også læserne. For at tage det bagfra: læserne er for sløve og ureflekterede, de skriver hverken analyserende artikler eller spiddende læserbreve; redaktionsudvalget burde sætte kraftigere ind, og ikke mindst bør redaktøren tage hårdere fat og ikke falde i ét med tapetet. Stående midt denne krydsild må jeg selv springe op og spænde bælte. Dels korrekser jeg Peter Thorsen i mit svar sidst i bladet. For vilkårene for produktionen af bladet er lidt en 'lonely rider'. Dels vil jeg så også tillade mig at stille et par spørgsmål, som jeg ikke har fundet svar på nogetsteds. Så jeg retter skytset mod Skov & Landskab, KU. Jeg har spurgt, hvorfor stillingen som ny professor ved Skov & Landskab KU ikke har været slået op og har fået det svar, at man har 'lov til at lave kortere midlertidige ansættelser uden opslag. Det gælder alle stillingskategorier, under forudsætning af at de faglige krav i forhold til den aktuelle stillingskategori er opfyldt' . Og jeg er tillige blevet oplyst om, at der har fundet en professorbedømmelse sted. Men jeg har ikke kunnet få at vide, hvilke personer, der har foretaget bedømmelsen. Det finder jeg problematisk, det anfægter min tillid til uddannelsesstedet. Også fordi, at jeg selv er skeptisk over for de floromvundne udsagn, der ligger i procesurbanisme. Med KU i ryggen får procesurbanisme uretmæssigt langt større tyngde. Jeg ser frem til en fortsat debat i bladet og en skøn og heftig generalforsamling i Dansk Landskabsarkitektforening den 23. marts. AL
LANDSKAB 1 2011
1