Den man elsker af Therese Philipsen

90 mm

Denne bog er et ”must have”.

Eggert Boserup, Føllenslev

En flot stram og til tider velkomponeret thriller uden for mange svinkeærinder.

Holger Ruppert, Lokalavisen Frederiksberg

Debut med høj spænding.

Mie Kirkeby, Jydske Vestkysten

Den tjekkiske forbindelse

Therese Philipsen

For Bettina er det den chance, hun har ventet på, men til hendes overraskelse er det vanskeligt at få nogen til at udtale sig om sagen.

Heller ikke mødet med det tjekkiske politi er en succes. Her støder alle spørgsmål om dødsårsagen på en mur af bortforklaringer, og da hun efterfølgende udsættes for en livsfarlig påkørsel, bekræftes hendes mistanke om, at hun har fat i en god historie.

Overbevist om at chaufføren har været udsat for en forbrydelse, indleder hun sin egen efterforskning af sagen. Sporet fører hende ind i et univers med narkotika, trafficking og gamle hemmeligheder, og for sent opdager hun, at hun er oppe mod nogle bagmænd, der uden tøven tager alle midler i brug for at undgå afsløring.

Denne bog er et ”must have”.

Eggert Boserup, Føllenslev En flot stram og til tider velkomponeret thriller uden for mange svinkeærinder.

Holger Ruppert, Lokalavisen Frederiksberg Debut med høj spænding.

Mie Kirkeby, Jydske Vestkysten

Hos Nordsjællands Politi står alt på gloende pæle, da den 11-årige barnestjerne Cecilie forsvinder sporløst på vej til skole.

Mens medierne kaster sig over historien, opstår der mistanke om, at en international bande kan stå bag. Derfor tilkaldes der forstærkning fra en specialenhed under det Nationale Efterforskningscenter (NEC), som assisterer de lokale politikredse i særligt vanskelige sager.

Politiassistent Liv Moretti fra Helsingør Politigård kobles sammen med holdet fra NEC. Hun er vokset op i området, og hendes kendskab til lokalmiljøet viser sig snart at få afgørende betydning for efterforskningen.

Ikke mindst da Cecilie bliver fundet et sted, som ingen havde forestillet sig.

Den man elsker er første bind i en planlagt serie om Liv Moretti og NEC’s specialenhed.

ISBN 978-87-7055-677-4

9 788770 556774

DEN MAN ELSKER

Bettina Kannegaard er nyansat på det populære tv-program Kriminalmagasinet, da en dansk lastvognschauffør findes død i Tjekkiet under makabre omstændigheder.

220mm

141 mm

90 mm

SPÆNDINGSROMAN

)3".

23mm

THERESE PHILIPSEN

Overbevist om at chaufføren har været udsat for en forbrydelse, indleder hun sin egen efterforskning af sagen. Sporet fører hende ind i et univers med narkotika, trafficking og gamle hemmeligheder, og for sent opdager hun, at hun er oppe mod nogle bagmænd, der uden tøven tager alle midler i brug for at undgå afsløring.

Den tjekkiske forbindelse

For Bettina er det den chance, hun har ventet på, men til hendes overraskelse er det vanskeligt at få nogen til at udtale sig om sagen. Heller ikke mødet med det tjekkiske politi er en succes. Her støder alle spørgsmål om dødsårsagen på en mur af bortforklaringer, og da hun efterfølgende udsættes for en livsfarlig påkørsel, bekræfter det hendes mistanke om, at hun har fat i en god historie.

Therese Philipsen

Bettina Kannegaard er nyansat på det populære tv-program Kriminalmagasinet, da en dansk lastvognschauffør findes død i Tjekkiet under makabre omstændigheder.

141 mm

THERESE PHILIPSEN

DEN MAN

ELSKER KRIMI

Foto: © Flemming Gernyx

Therese Philipsen, født 1976, er uddannet journalist. Hun har arbejdet som reporter på TV2 Nyhederne, Station 2 og Dags Dato og været studievært på TV2 Sporten. I 2007 debuterede hun som forfatter med spændingsromanen Den tjekkiske forbindelse.

I øjeblikket bor hun i Florida med sin mand og deres to små piger. www.theresephilipsen.dk

Omslag: Rasmus Funder med foto af Ronan Gray

den man elsker

PP-Den man elsker.indd 1

25/06/09 8:53:58

Af samme forfatter: Den tjekkiske forbindelse

PP-Den man elsker.indd 2

25/06/09 8:53:58

Therese Philipsen

Den man

elsker Krimi

People’sPress

PP-Den man elsker.indd 3

25/06/09 8:53:58

Den man elsker Copyright © Therese Philipsen 2009 Copyright denne udgave © People’sPress 2009 Omslag: Rasmus Funder med foto af Ronan Gray Bogen er sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-7055-677-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2009

www.theresephilipsen.dk

www.artpeople.dk

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus •Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V

PP-Den man elsker.indd 4

25/06/09 8:53:59

Til min datter Caroline

PP-Den man elsker.indd 5

25/06/09 8:53:59

PP-Den man elsker.indd 6

25/06/09 8:53:59

1

Livet havde spillet hende et puds.

Som i sangen af Alanis Morissette. Isn’t it ironic? Don’t you think? nynnede Liv Moretti for sig selv.

Derfor sad hun nu på vej ned ad Kongevejen i den blå Ford Mondeo med blink på taget og hylende sirene. Som politiassistent i Efterforskningsafdelingen var hun civilklædt som sin makker Ole Hansen, der sad ved siden af hende på førersædet.

– Du skal nok klare den. Bare se hvad jeg gør.

Han lagde sine tykke fingre på hendes ene lår med et stort grin. Han elskede at drille hende. Især i en anspændt situation.

Liv gav igen ved at vise ham piercingen midt i sin tunge. Den noget ældre Ole stak i et latterbrøl, og hånden forsvandt fra låret.

It’s like rain on your wedding day, it’s a free ride, when you’ve already paid, sang Liv videre i tankerne, mens Ole skred ud i et venstresving på vej ind imod færgelejet.

Hvis en lang historie skulle gøres kort – og det foretrak Liv, at den blev – var hun født og opvokset som enebarn i Espergærde i en pragtvilla ved Øresund. Mor var hjemmegående direktørfrue med hang til stærk nervemedicin, hvad enten det var Valium eller Stesolid, skyllet ned med alkohol før klokken 10. Far var blevet taget i at malke sit

PP-Den man elsker.indd 7

25/06/09 8:53:59

eget firma. Det havde givet ham en fængselsdom på fire år, men tilsyneladende havde det ikke hjulpet, for efter at dommen var afsonet, genoptog han sin gamle løbebane, og nu sad han igen inde for både underslæb og simpelt bedrageri.

Han havde dog været snedig nok til at gemme en stor sum penge i sin kones navn og sågar, havde Liv opdaget, da hun blev myndig, også en hel del i hendes. Dér havde hun ladet dem blive stående – så gik de i det mindste til noget fornuftigt – og nogle år senere købt sig en liebha­ verbolig på Nordre Strandvej med panoramaudsigt til Kron­borg. Samtidig var hun begyndt på politiskolen.

At hun, der delte efternavn med en tidligere mafiaboss i 30’ernes New York og som teenager havde været autonom og bz’er, skulle ende med at være håndhæver af loven, af hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert, måtte være skæbnens bizarre form for humor.

Moren havde på det nærmeste truet med at slå hånden af hende.

– Det gør du altså bare ikke imod os, havde hun råbt, mens faren til gengæld havde grinet højt og længe, da Liv under et af sine sjældne besøg i fængslet fortalte ham om sine planer for fremtiden.

Men beslutningen havde været rigtig for Liv, og nu hav­ de hun været fem år hos Nordsjællands Politi i Helsingør.

De sidste tre med Ole som makker. De havde arbejdet sam­men også før politireformen i 2007, da man stadig var ansat i Kriminalafdelingen under en kriminal­inspektør og havde titel af kriminalassistent. Efter refor­men hed de alle sammen politiassistenter og politiinspek­tø­rer, afdelingen hed Efterforskningsafdelingen og deres „søjle” Personfar­ lig kriminalitet. På dansk drab og alvorlige røverier og lige nu en mulig kidnapning.

PP-Den man elsker.indd 8

25/06/09 8:53:59

– Hvor sikre er vi på, at det er Cecilie, der er om bord? spurgte hun kollegaen.

Ole trak på skuldrene.

– Overhovedet ikke. Det eneste, vi ved, er, at en ekspedient i butikken ringede og sagde, at hun var næsten 100 pro­cent sikker på, at hun havde set hende barnestjernen, der var forsvundet, i selskab med en mand midt i fyrrerne. Hun genkendte hende straks fra forsiden af aviserne.

Manden havde desuden virket nervøs, og det havde gjort ekspedienten mistænksom. Da vi så alarmerede politiet i Helsingborg, og de tog action ved at tjekke alle passagerer, der forlod færgen, barrikaderede manden sig med pigen på et af toiletterne. Og han vil kun tale med os.

– Spurgte han efter os to eller Nordsjællands Politi?

– Os to, brummede Ole. Ligesom Liv måtte han undre sig over, hvorfor manden havde spurgt efter lige præcis dem, men han havde åbenbart heller ikke lyst til at bore i det. I stedet fortsatte han: – Det er en yderst prekær sag, og vi skal gå til den med stor forsigtighed for at citere vores kære chef, politiinspektør Havskov. Cecilie er en mediedarling, og der må ikke ske hende det mindste.

Oles fingre flagrede i luften for at signalere gåseøjne.

Så fortsatte han: – Vi skal bare have hende ud fra det skide lokum, okay?

Hjem til forældrene.

Liv kluklo. Nu kendte hun sin makker. Altid glad når han kunne provokere med et ord eller to med latrinær be­tydning.

– Det er modtaget.

Hun gjorde honnør med en hånd ved tindingen.

Og Ole havde ret. Det ville være en kæmpe befrielse,

PP-Den man elsker.indd 9

25/06/09 8:53:59

hvis de kunne levere pigen tilbage til forældrene. Det havde været et ulideligt døgn for alle i Efterforskningsafdelingen. Enhver vidste, at de første 5-6 timer efter et barns forsvinden er de vigtigste, hvis man skal finde det i live, men nu var der gået godt 25 timer, siden den 11årige barnestjerne Cecilie Junge-Larsen havde forladt sit hjem i strandvejsvillaen i Espergærde, vinket til sin mor og var cyklet i skole, men aldrig nået frem. Siden havde ingen set hende, og deres efterforskning havde ikke givet et eneste spor at gå efter, selvom de havde arbejdet hele natten. Først med opkaldet fra færgen så det endelig ud til, at der var en åbning.

Bilen passerede stationsbygningen, hvor Kystbanens endestation nu var forbundet med de indkommende fær­ ger via en lang glasarm til terminalen. Liv huskede den gam­le færgeterminal, som havde været en halvbuet bygning med kæmpe glaspartier mod vandet og kobberbelægning på det store halvrunde tag. Den havde lignet en del af et skib, havde hun syntes med et barns fantasi. Desværre blev den revet ned i midten af halvfemserne efter at være blevet torpederet af Skoleskibet Danmark. Det havde været noget af et tilløbsstykke.

Da Liv og Ole var kommet om bord på den lille hurtigfærge, skyndte de sig op i restaurant Horizon på anden sal. Liv bestilte en kop kaffe, mens Ole bad om at få en hotdog med det hele.

– Det har vi ikke, men jeg kan tilbyde dig en Grab & Go, sang den lyshårede teenagepige bag glasmontrerne.

Ole så uforstående på pigen.

– Det er en croissant eller en bolle med skinke og ost eller en grovbolle med ost og så juice eller yoghurt eller et stykke frugt til.

– Kan han få den med hele krigsmalingen og en Congo10

PP-Den man elsker.indd 10

25/06/09 8:54:00

bajer til? grinede Liv, mens Ole brokkede sig over, at man ikke engang kunne få noget så almindeligt som en død indianer i kano.

Han valgte i stedet at nøjes med kaffen, der trods alt stadig smag­te ad helvede til.

Natten igennem havde de levet af kaffe og daggammel pizza, og det var ikke blevet til mere søvn end en stille morfar i vagtstuen, så lidt mere koffein var lige det, de trængte til. Liv var overbevist om, at hendes krop var enig, da hun mærkede, hvordan virkningen stille bredte sig. Hun tænkte på pigerne, der havde sovet hos deres far i nat, og spekulerede på, om den yngste nu havde husket at få sin sovekanin med i vuggestue.

– Det er sgu alt sammen den forbandede Øresundsbros skyld, fortsatte Ole sin enetale. – Hvis de ikke havde bygget den, så havde Helsingør stadig tjent styrtende på de alkoholiserede naboer fra „hinsidan”, og færgerne havde stadig været spækket med storrygende, pissefulde svenskere med pølser i kæften her klokken næsten ni om morgenen. Det er sgu synd, du. En hel kultur der går tabt.

I det samme tudede færgen som tegn på, at den lagde til havn i Helsingborg, og Liv begyndte lettet at gå imod landgangen. Hun holdt meget af Ole, men han snakkede.

I færgelejet i Helsingborg lå Scandlinesfærgen Hamlet og ventede med fire svenske politibiler parkeret på pladsen foran. Området var spærret af, og betjente løb rundt og gennede nysgerrige tilskuere væk.

Liv trillede en utændt cigaret mellem fingrene, mens hun stirrede på menageriet. Folk, der luftede hunde, strak­ te hals for at komme til at se.

– Mmm, sagde hun.

Ole så på hende.

11

PP-Den man elsker.indd 11

25/06/09 8:54:00

– En fornemmelse? spurgte han.

Liv satte cigaretten mellem læberne og tændte den.

– Noget i den retning.

– Jeg bliver sgu altid så nervøs over dine fornemmelser.

– Hvorfor det?

– Fordi de bringer ulykker med sig. Og tag så den ting ud af munden, det her er Sverige. Her må man slet ingenting.

– Til forskel fra Danmark hvor man kun må ingenting, grinte Liv og vippede cigaretten med tungen, så Ole lavede himmelvendte øjne. Efter et par hurtige hiv skoddede hun den med spidsen af cowboystøvlen og gik så med lange skridt hen imod en af de svenske kollegaer, der sad i bilen med døren åben. Da han fik øje på dem, sprang han ud.

Ole gav ham hånden.

– Ole Hansen, Helsingør Politi.

Ole insisterede stadig på at sige Helsingør Politi.

– Liv Moretti, Nordsjællands Politi.

Liv gav også hånd.

– Isaksson. Den svenske betjent så på hende med et un­derligt smil. – Moretti? Som den Moretti?

Liv løftede irriteret øjenbrynene.

– Ja, som Guarino „Willie” Moretti.

Så fortsatte hun brysk: – Hvad ved vi?

Isaksson så forvirret på hende.

– Man i fyrtiofemårsåldern, till utseendet dansk, har låst in sig på herrtoaletten på babords sida, forsøgte han sig på noget, han nok mente var dansk.

– Er han bevæbnet? spurgte Liv, mens hun tog den korte sorte læderjakke af og iførte sig den tunge skudsikre vest, som den svenske kollega rakte hende. Så rettede hun på den bløde brune herrehat, som hun næsten altid bar over det platinblonde hår.

12

PP-Den man elsker.indd 12

25/06/09 8:54:00

– Han säger det.

– Hvad siger han, når I prøver at tale med ham?

– Att han tänker skjuta skallen av flickan om någon närmar sig. Han vill bara tala med er. Han frågade särskilt efter Liv och Ole från Helsingörspoli­sen.

– Tak, det er vi klar over, brummede Ole. – Vi må altså formode, at han har et skydevåben af en art. Har vi noget navn på ham? Et namn?

– Lars, sa han. Känner du honom?

– Intet efternavn?

Isaksson rystede på hovedet.

– Og pigen?

– Hon är därinne tillsammans med honom.

– Har I hørt hende skrige eller græde?

– Nej, inte ett ljud.

– Har I talt med hende?

– Nej. – Men I er sikre på, at hun er der? Ved I overhovedet, om hun er der?

Ole havde hævet stemmen i irritation.

– Ja, alldeles säkra. Vittnen såg, hur han drog flickan med sig in genom dörren.

Liv så på sin makker, der også havde iført sig skudsikker vest og smøget ærmerne op på den grå skjorte, som måske engang havde været brun.

– Og færgen er evakueret? fortsatte han.

– Ja, och Specialenheten är på väg.

– Vi skal bare have pigen med hjem. I live, brummede Ole afvisende og forsøgte at lyde svensk, men endte med en accent, der mest af alt lød bornholmsk.

Liv vidste, at han ikke havde meget tilovers for enheder, der kom styrtende i bedste 007-stil og skød vildt omkring sig, indtil kidnapperen lå blødende på gulvet. De 13

PP-Den man elsker.indd 13

25/06/09 8:54:00

svage i samfundet, folk der af en eller anden grund var kommet i knibe og i desperation foretog sig en kriminel handling, de skulle have hjælp, ikke skydes til plukfisk, mente han. Der var et menneske gemt bag enhver forbryder.

Det var en af hans tiltalende sider, syntes hun. Og dem havde han mange af.

– Vi må hellere sikre os, at pigen er okay, sagde hun til ham. – Måske berolige hende lidt. Hvis hun altså overhovedet er derinde, hviskede hun.

Ole nikkede bistert.

– Vi går ind, meddelte han den svenske betjent.

De fulgtes ad ind på Hamlet, hvor luften stod stille.

Vandet plaskede imod siderne udenfor, og lyden var metallisk som alt andet på færgen. Metallisk med hvid og sort maling på. I et forsøg på at skabe lidt atmosfære hav­de man hængt et par gamle billeder af færgen op på væggene.

Politifolkene fortsatte igennem bistroen med dens parketgulve og tagselvmenuer med frugt, fisk og kødretter i fad.

Her skiftede pynten på væggene til plakater af malerier, og designet blev koldt og skandinavisk.

De listede langsomt fremad langs gangen, indtil de nå­ ede den lukkede dør, hvor manden havde forskanset sig med pigen. Ole og Liv havde begge trukket deres tjenestepistoler og holdt dem frem foran sig. To betjente fra det svenske politi holdt sig i baggrunden.

Liv stillede sig med ryggen til væggen ved siden af toiletdøren. Ole stillede sig på den anden side.

– Lars? råbte Liv så.

Hun fik intet svar.

– Lars? Vi er fra dansk politi, fortsatte Ole. – Vi ved, du er derinde. Vi vil ikke gøre dig noget. Bare snakke lidt med dig. Kan du give dig til kende?

14

PP-Den man elsker.indd 14

25/06/09 8:54:00

– Lars, der er kun mig og Ole herude. Jeg hedder Liv. Vi vil gerne hjælpe dig. Du har spurgt efter os?

– Jeg skyder hovedet af pigen, hvis I kommer ind, lød det pludselig derindefra. Desperationen i den sitrende stemme var ikke til at tage fejl af.

– Der er ikke nogen, der behøver at komme til skade, Lars. Det er det, vi prøver at undgå. Men svenskerne har altså sendt bud efter deres specialtropper, og de kommer om lidt og sprøjtemaler færgen med dig, hvis ikke du taler med os nu, råbte Ole. Liv stirrede på sin makker, der trak på skulderen. Ole havde sine egne metoder.

– Vi skal bare vide, om pigen er okay? råbte hun så.

– Må vi komme ind og se til hende?

Der lød et klik, og håndtaget drejede, så døren gik op og stod på klem.

– Ubevæbnet, lød det.

– Lad mig, hviskede Ole og tog skulderhylstret af. Så tog han sin tjenestepistol og stoppede den ned i bukselinningen omme på ryggen.

– Hvad laver du? hviskede Liv. – Gør nu ikke noget dumt. Ole, for helvede.

– Stol på mig, sagde han bare med et blik, hun kun kendte alt for godt. Der var ikke noget, hun kunne gøre.

Ole greb om det runde håndtag, og Liv hørte ham tage en dyb indånding. Så trådte han ind.

Selv pressede hun hovedet mod væggen og lyttede.

Indenfor kunne hun høre Ole forhandle. Stemmerne var ophidsede. En narkoman, tænkte Liv, da hun hørte manden bede om at få et skud heroin i bytte for pigen.

Hun trak vejret dybt, helt ned i maven, for at berolige sig selv. Narkomaner var de værste. Fuldstændig utilreg­ nelige.

15

PP-Den man elsker.indd 15

25/06/09 8:54:00

Så kom stilheden efterfulgt af høje stemmer. Råb fra kidnapperen, råb fra Ole, skrig fra pigen.

Hjertet bankede i halsen på Liv. Hvad fanden foregik der?

I det samme lød et skud, og hendes hjerte stod stille.

Sekundet efter sprang hun frem og sparkede til døren, så den fløj op. En skikkelse kom til syne. Et par øjne hun kendte. Hun havde set dem før et sted i Helsingør, men kunne ikke placere dem. Et oversavet jagtgevær pegede imod hende. Det dirrede i hænderne på sin ejer.

Uden tøven skød Liv og ramte. Manden skreg, og geværet sejlede ud af hænderne på ham, da han blev slået bagover og landede på ryggen. Han blev liggende og stirrede op i luften, gispende efter vejret.

– Tak, hviskede han og så hen på Liv, da hun sikrede geværet. Som var han glad for, at det var slut. Glad for at dø.

Bare ærgerligt for dig at man ikke dør af et skud i skulderen, tænkte Liv. Hun så sig hastigt om. Pigen sad sammenkrøbet ved siden af toiletkummen med begge arme over hovedet, som om hun prøvede at holde verden ude. Liv stak sin tjenestepistol i hylstret og gik hen imod hende. Ole lå på gulvet. Han så på hende og forsøgte at smile. Blodet løb fra hans højre arm og farvede det grå linoleum.

– Du skal nok klare den, Ole, sagde Liv og fortsatte hen til pigen, mens de svenske kollegaer myldrede ind, og sirener hylede i baggrunden.

– Ja for helvede, lød det anstrengt fra ham. – Det er bare hagl, og det er kun i armen. Så let slipper man sgu ikke af med mig.

Liv satte sig på hug foran pigen, mens folk i gule dragter kastede sig over Ole. 16

PP-Den man elsker.indd 16

25/06/09 8:54:00

– Hej? Hvem er du?

Hun rakte hånden ud, og den lille pige så op. Hun ­tø­vede længe og så mistroisk på Liv, som smilede, så godt hun kunne. Til sidst tog pigen hendes hånd og rejste sig.

– Du er ikke Cecilie, sagde Liv. Pigen rystede på hovedet.

– Nej, jeg hedder Camille.

– Er du her alene, Camille?

Pigen rystede på hovedet, så hestehalen dinglede bag hende.

– Hvor er dine forældre?

– Det dér er min far, sagde hun og pegede på manden, som Liv havde skudt.

Uden at Liv kunne gøre noget for at forhindre det, mærkede hun kinderne bulne op, og hun nåede kun lige at tage hatten af, inden hun brækkede sig i kummen.

PP-Den man elsker.indd 17

25/06/09 8:54:01

2

Det var op ad formiddagen tirsdag den 17. september. Sensommeren havde netop fået tag i Danmark, da Per Roland fik at vide, at han skulle af sted. Hvis man da kunne være så uforskammet at kalde det sensommer, når sommeren igen i år var udeblevet, tænkte han træt for sig selv.

Det seneste nummer af Illustreret Videnskab lå på bordet foran ham, stadig slået op på en artikel om, hvem der egentlig filmede Neil Armstrong, da han satte den berømte første fod på Månen. Roland havde været i gang med at læse den, da telefonen ringede, og selvom han pludselig fik travlt, kunne han ikke lade være med at skimme den færdig for at få svaret på det, der i årevis havde været konspirationsteoretikeres store spørgsmål: Hvem filmede manden, hvis han var den første? Han sprang et afsnit over og nåede til svaret. Tilsyneladende havde der på siden af landingsfartøjet Eagle siddet et lille tv-kamera, som Armstrong aktiverede.

– Så banalt, brummede Per Roland.

Han foldede bladet sammen og stak det i den mappe, han skulle have med til Helsingør. Der var altid en logisk forklaring. Også når det handlede om efterforskning. Det vidste han alt om efter seks år som leder af Rigspolitiets rejsehold, indtil enheden 1. april 2002 blev splittet op og han og kollegaerne placeret i andre afdelinger. De fleste 18

PP-Den man elsker.indd 18

25/06/09 8:54:01

sad i dag enten i det Nationale Efterforskningscenter, NEC, eller KTC, KriminalTeknisk Center.

Bag ham trådte Karen Gruppe ind på hans kontor. Hun var leder af NEC og dermed hans chef, og tilsyneladende mente hun, at det hævede hende over almindelig høflighed såsom at banke på.

– Du synes, jeg lefler for medierne, sagde hun.

Hun satte sig i en stol og så smilende – nærmest overbærende, syntes han – på sin leder af NEC’s nyoprettede specialkorps for særlig personfarlig og grænseoverskridende kriminalitet. I krogene på Politigården var de blevet døbt „læderhalsene” efter de benhårde soldater i United States Marine Corps, som – da de blev oprettet i 1775 – havde haft læderkraver på uniformerne for at gøre det sværere at skære halsen over på dem. Tilnavnet var mest ment som en vittighed, og der var da heller ikke meget læderhals over Per Roland, mere sådan lidt fløjlsjakke, havde han selv tænkt.

– Det sagde du, ikke jeg.

Karen Gruppe lænede sig frem i stolen.

– En lille pige på elleve år har været meldt savnet i mere end et døgn. Du ved godt, at den slags altid er en 100 procent-sag. En sag, vi sætter alle ressourcer ind på at opklare. Vi har et par bundulykkelige forældre, der lige nu sidder i ubærlig uvished og kun kan sætte deres lid til os.

De skal hjælpes. Tilfældigvis er hun også hele Danmarks lille syngepige. Og gør vi mere ud af sagen, fordi hun er kendt? Fordi forældrene græd deres øjne ud i samtlige nyhedsudsendelser på tv i aftes? Fordi halvdelen af Danmarks befolkning har meldt sig ind i forældrenes støttegruppe på Facebook og skriver beskeder og sender dem penge til en dusør på den hjemmeside, de har fået oprettet? Ja, for helvede. Og det ser grimt ud, at vi endnu ikke 19

PP-Den man elsker.indd 19

25/06/09 8:54:01

har fundet hende. Vi kan godt bruge lidt mediegoodwill oven på den seneste tids kritik af reformen. Det er vores opgave at få den til at ligne en succes. Om ikke andet skal kredsen have assistance til at holde styr på pressen, der kaster sig over dem og ikke kan forstå, hvorfor de endnu ikke har fundet pigen.

– Hm, brummede Roland.

Karen Gruppe så uforstående på ham.

– Hvad?

– Var det ikke netop hensigten med politireformen og sammenlægningen af kredsene, at de skulle klare den slags store sager selv?

Nu var det Karen Gruppe, der brummede.

– Jeg beder dig jo også bare pænt om at yde dem lidt assistance, fortsatte hun så. – Det tager tilsyneladende sin tid at få implementeret politireformen ordentligt.

Kred­sene har endnu ikke helt vænnet sig til deres nye arbejdsopgaver og områder, og jeres gruppe blev netop oprettet for at hjælpe dem, når det blev for svært. Når sagerne blev for omfattende. Det er vel heller ikke nogen hemmelighed for os to, at I er sådan en slags overgangsordning for at få reformen til at fungere. Når de bliver selvkørende ude i kredsene, er der forhåbentligt ikke brug for jer længere.

Roland rystede på hovedet, men kun indvendigt. En overgangsordning for at få det til at se ud over for pressen og politikerne, som om reformen virkede? Bare de selv kunne finde ud af, hvem der løj for hvem. Per Roland kunne ikke lige se, hvem det egentlig skulle gavne?

Politiet selv, der blev overbebyrdet med mere arbejde og havde flere sygedage blandt betjentene end nogensinde?

Politikerne, der rendte rundt på Christiansborg og tro­ede, at alt gled ubesværet, fordi politiet lod, som om deres 20

PP-Den man elsker.indd 20

25/06/09 8:54:01

over­gangsordninger fungerede? Det var i hvert fald ikke befolkningen, der efterhånden ringede forgæves efter assistance. Hvor det egentlig var gået galt, blandede han sig ikke i, men galt var det gået. Lige nu var han også mest ligeglad. Det her var det tætteste, han kom på godt gammeldags rejseholdsarbejde, og det var nu engang det, han egnede sig bedst til.

– Det er heller ikke for at sætte mig på bagbenene. Jeg er ganske godt tilfreds med at komme lidt ud, men nu var det jo ikke ligefrem meningen med vores gruppe, at vi skulle rende rundt og finde piger, der er stukket af hjemmefra.

Jeg forstod, at det drejede sig om at yde assistance, når der var mistanke om særlig personfarlig og grænseoverskridende kriminalitet, sagde Roland. – Deraf det ikke så mundrette navn.

Karen Gruppe smilede.

– Selvfølgelig, men der kan være større ting på spil her.

Tre østeuropæiske mænd er set på havnen i weekenden, før pigen forsvandt på vej til skole mandag morgen. Espergærde er en lille by, hvor den slags bemærkes.

– Østeuropæisk er jo et vidt begreb. Er der ikke noget mere detaljeret at gå efter?

– Muligvis tjekker eller polakker, mente flere af vidnerne, og nærmere kan vi ikke komme det, nej. Men sven­ skerne har i det seneste år haft to lignende sager. Børn i rigmandsfamilier der bliver kidnappet for løsepenge. Og det er ikke kun i Sverige. Europol efterforsker lige nu flere sager fra hele Europa, der har fælles træk. De mener, at det kan være en østeuropæisk bande, der står bag. Det seneste offer var en pige på 13 år, der forsvandt fra Helsingborg.

Er det en gruppe, og har de flyttet deres aktiviteter over Sundet, skal de stoppes øjeblikkeligt.

Per Roland lukkede sin taske. Han stirrede på sin chef 21

PP-Den man elsker.indd 21

25/06/09 8:54:01

og mærkede rent faktisk blodet bruse. Normalt var der ellers ikke meget, der kunne få de store følelser frem i ham længere. Ikke efter al den død, lemlæstelse og ulykke han i tidens løb havde været vidne til. Men når det gjaldt børn … ja, det var en kliché, men så blev det sgu aldrig hverdag.

– Der er mere, sagde Gruppe så. – Vi har flere sædelighedsforbrydere registreret i området.

– Pædofile?

– Ja. De skal tjekkes. Og Nordsjælland har i forvejen to store narkosager i kredsen, der kræver mange ressourcer.

De beslaglagde halvandet ton hash den anden dag, og i går slog de til imod en narkobande, der lå inde med ikke mindre end syv skydevåben, kokain og flere hundrede tusinde kroner, som de formentligt har tjent på at forsyne nattelivet i Helsingør med kilovis af kokain. Nordsjælland har rigeligt at se til, derfor har de bedt om assistance, så jeg sender dem selvfølgelig mine bedste folk.

– Og hun er fra Espergærde, siger du?

Gruppe nikkede.

– Jeg havde en sag deroppe engang … for tolv år siden.

Det var min første. Glemmer den aldrig. En ung pige forsvinder på vej hjem fra rideskolen og dukker op tre dage senere, bundet til et træ i Næstved. Voldtaget og kvalt.

– Den husker jeg godt. Grim historie. Var der ikke en mere?

– Jo, et par år senere forsvandt en pige fra Næstved og dukkede op i nabobyen, bundet til et træ og voldtaget.

Hænderne var bundet på samme måde. Foran kroppen og knobet et dobbelt halvstik. Et typisk sejlerknob, praktisk fordi det kan bruges rundt om en mast eller en bom til at låse den fast, så den ikke glider op og ned. Umuligt at komme fri af.

22

PP-Den man elsker.indd 22

25/06/09 8:54:01

– Man mærker, at du kan lide at sejle, sagde Gruppe ironisk.

Roland smilede.

– Men ham fik I jo, ikke?

Nu lød Gruppe irriteret.

– Jo, vi fik buret ham inde, men vi kunne ikke knække ham. Han blev ved med at sige, at han var uskyldig.

Gruppe rettede på blazerjakken, der var et nummer for lille til den bastante kvindekrop.

– Og det har siddet i dig lige siden? sagde hun. – Var han den rigtige? spørger du dig selv igen og igen.

Roland nikkede.

– Jeg går ud fra, at du selv forklarer kollegaerne, hvorfor vi trækker os ud af konflikten her i byen? sagde han så.

– Rockerne og indvandrerne skal jeg nok tage mig af.

Hvis du bare finder en sangfugl til mig, sagde Gruppe stramt.

– Med største glæde. Spise her eller med hjem?

Karen Gruppe stak i et meget lidt kvindeligt latterbrøl og rejste sig. Så blev hun alvorlig igen. Sådan var chefen for NEC. Der var en tid til sjov og en tid til alvor.

– Lind, Max, Anette har alle fået besked. Tager du selv fat i Miroslav og Svendsen?

– Lad os sige det.

– Og pas på jer selv deroppe, ikke? Der er en kollega, der er blevet skudt her til morgen.

Gruppe rejste sig, og Per Roland gik rundt om skrivebordet og åbnede døren for sin chef.

– På en færge i Helsingborg. Den slags rygtes hurtigt i vores branche, tak, sagde han alvorligt, inden hun forsvandt ned ad gangen.

23

PP-Den man elsker.indd 23

25/06/09 8:54:01

3

NEC-specialgruppens første møde om Cecilie-sagen skul­le finde sted på Helsingør Politigård, som lå i udkanten af byen på den yderste grænse til Snekkersten. Faktisk stod byskiltet, der markerede grænsen mellem de to byer, lige udenfor på vejen, og gården kom på den måde lidt ufrivilligt til at fungere som et værn imellem på den ene side Helsingørs mest socialt belastede boligkvarter, Vapna­gaard, og på den anden det pænere borgerlige Snekkersten, som lå nede ad bakken imod stranden, hvor den gamle fiskerby begyndte, og Strandvejens stolte gamle villaer lå og så ud over Øresund.

Politigårdens rektangulære bygning fra starten af halvfemserne var stor og mægtig, og glasfacaden med den lilla stålramme var dekoreret med mystiske runelignende tegn.

Kunst, tænkte Per Roland lidt hånligt, da han passerede den på vej ind i forhallen.

Men da han lidt efter gik igennem den nyligt renovere­ de vagtcentral, kunne det til gengæld mærkes, at Hel­singør Politigård efter politireformen var hele Nordsjællands hovedstation, kredsens nervecenter. Ved hjælp af fladskærme og avanceret computerteknologi koordinerede et stort lokale med syv headsetbærende politifolk døgnet rundt politiarbejdet i det nordsjællandske og sendte patruljevogne 24

PP-Den man elsker.indd 24

25/06/09 8:54:02

det ene eller det andet sted hen. På skærmene viste små røde pletter, hvor de forskellige patruljevogne opholdt sig netop nu, og på små grynede webcam-billeder kunne holdet i Helsingør skimte kollegerne i Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Lyngby og Gentofte. Eller det vil sige, det kunne de normalt, for net­op nu hvor Per Roland strøg igennem lokalet, var alt lige gået i sort.

– De er nok gået til frokost, grinte Per Roland til de headsetbærende kollegaer, der hidsigt trykkede på alle knapperne, inden han fløj op ad trappen til Efterforskningsafdelingen på anden sal.

Klokken var næsten halvtolv, Cecilie havde nu været forsvundet i 27½ time, og da Per Roland trådte ind i konferencelokalet efter et kort møde om sagen med Efterforskningsafdelingens politiinspektør, sad der allerede seks personer rundt om et langt bord.

De fem af dem smilede ved gensynet med deres leder.

Den sidste stirrede blot på ham.

– Du må være Liv Moretti, sagde Per Roland en smule befippet og trådte frem imod kvinden, der rejste sig, inden hun trykkede ham i hånden og smilede et høfligheds­smil.

Hun var smuk, tænkte han i et forvirret sekund og rystede på hovedet indvendigt over sin egen konklusion. Han havde besvær med at vriste blikket fra den bløde brune herrehat, som så ud til at dække over et meget kortklippet og tydeligt afbleget platinblond hår, og måtte tvinge sig selv til ikke at stirre på hendes stribede klovnebukser holdt oppe af hvide seler over en ærmeløs rød T-shirt. Aldrig havde han mødt noget menneske, der virkede mere forkert på en politistation. Hvordan skulle hun kunne indgyde respekt og udstråle ordensmagt med den påklædning? Hun var måske 30-32 år, men hendes magre krop lignede mest af alt en femtenårig drengs, og Per Roland, der engang 25

PP-Den man elsker.indd 25

25/06/09 8:54:02

havde været gift og fået to børn med en gazellelignende gudinde med gyngende hofter og store, velformede bryster, tændte så afgjort ikke på 15-årige drenge. Eller piger der lignede dem.

– Moretti? Det var holdets psykolog, Anette, der afbrød hans tanker. – Det lyder italiensk.

Miroslav grinte højlydt.

– Seriøst? Er det dit navn?

Liv stirrede på ham uden at blinke.

– Som „Willie Moretti”? Han fortsatte med dyb stemme, som var han speaker til en film: – Gangsterboss i New York …

Liv så overbærende på ham.

– Det er bare et navn. Et ret almindeligt et i Italien.

En akavet stilhed bredte sig i lokalet, som om alle ventede, at hun skulle sige mere, måske fortælle, om hun havde italienske rødder, om det var derfor, hun virkede mørk, trods det platinblonde hår.

– Okay, begyndte Per Roland så, da de havde ventet forgæves. – De fleste her ved, hvad det drejer sig om. En elleveårig pige er forsvundet, Cecilie hedder hun. Det er dagen efter nu. For præcis ... han så på sit armbåndsur.

– For præcis 28 timer siden forlod hun sit hjem på Gl. Strandvej i Espergærde, vinkede til sin mor i døren og cyklede af sted imod … Per Roland rodede i papirerne på bordet og fandt et frem. – Espergærdeskolen, hedder det.

Hun skulle møde klokken 8.10 i 5.B, hvor hun begyndte efter sommerferien.

Han så rundt på sine folk.

– Nu må du rette mig, hvis jeg siger noget forkert, sagde han så henvendt til Liv og ventede, at hun ville sige noget, men da der stadig ikke kom en lyd fra hende, fortsatte han selv, henvendt til de andre.

26

PP-Den man elsker.indd 26

25/06/09 8:54:02

– Som I måske har gættet, så har Liv Moretti her, politiassistent ved Nordsjællands Politi, været på sagen, siden anmeldelsen om Cecilies forsvinden indløb i går ved middagstid. Skolen havde kontaktet forældrene, for­undrede over at Cecilie ikke var mødt i skole, noget ganske usædvanligt for den meget pligtopfyldende pige. Forældrene blev naturligvis bekymrede og kontaktede straks venindernes forældre, og da ingen havde set Cecilie, ringede de til politiet.

Roland stoppede sig selv og smilede til flokken. – Men det kunne være, vi skulle præsentere os først, sagde han så. – Du kan jo begynde med at sige et par ord om dig selv, inden vi tager raden rundt, sagde han til Liv, der stirrede på ham, som om han var idiot. Hvad han lige nu også følte sig som.

Hun skævede rundt i lokalet.

– Hej, jeg hedder Liv, og jeg er alkoholiker, sagde hun så.

Alle i lokalet grinede, selv Roland der dog forsøgte at skjule det.

– Bare kort, tak, sagde han og fornemmede til sin undren, at Liv med den ene bemærkning var faldet i hak med den ellers ret indspiste flok.

– Jeg er som sagt fra Efterforskningsafdelingen, har været her i kredsen i fem år. Ellers er jeg opvokset i Espergærde, faktisk på samme vej som Cecilie. Så man kan sige, at jeg er lokalkendt, sagde hun med et svagt smil, der blødte hendes ellers meget kontante facon lidt op. – Nårh ja, og så har jeg to små piger, en på 2 og en på lige knap 4.

– Tak for det, så tager vi en hurtig runde, sagde Roland og pegede på den skaldede Max Motor, der straks rettede sin store krop op i sædet. Han havde fået en ny tatovering på armen. I hvert fald syntes Roland ikke, han havde set 27

PP-Den man elsker.indd 27

25/06/09 8:54:02

den før. Det gav ham et lidt rocker-agtigt udseende og vakte stor respekt ude i gademiljøet, men at han indenunder var en både varm og rolig mand, blottede han for flokken, da han med sin let syngende fynske accent sagde: – Joh, altså jeg hedder Max „Motor” Andersen. Jeg er importeret fra Fyns land. Når jeg ikke gør tjeneste i Ro­lands tropper, er jeg ved kriminalpolitiet i Odense, ja undskyld, Efterforskningsafdelingen som det hedder i dag, og her har jeg været i godt 15 år. Tilnavnet Motor har jeg fået, fordi jeg kører Harley og opkøber dem slidte og udbrændte, sætter dem i stand og sælger dem igen.

– Nu husker du vel at opgive det hele til skattevæsenet? grinte Miroslav smørret fra sin plads.

Per Roland så på ham.

– Og det bringer os videre til Miroslav, vores eneste præmieperle, som han selv kalder sig.

– Frisk fra Gellerupparken, tog Miroslav over og begyndte at remse op. – Den stolte forstad til Århus. En fantastisk bydel med 7.733 indbyggere. Gellerupparken udgør i dag Danmarks største boligforening med ikke mindre end 88 procent indvandrere. Socioøkonomisk er Gellerup karakteriseret ved, at 80 procent af beboerne har en bruttoindtægt under 150.000 kroner årligt. Desuden rummer bydelen vidunderlige udflugtsmål som City Vest, Bazar Vest, Gellerupbadet, Gellerup Kirke og Gel­lerupscenen, grinede han.

Per Roland rømmede sig, og med ét forsvandt Miro­ slavs kække facade.

– Nå, pis til side, fortsatte han med dyb stemme. – Oprindelig er jeg fra Bosnien, jeg er bosnisk muslim, født i Screbrenica hvor jeg boede, indtil jeg var 23, og serberne indtog byen. Det gør mig til en af de eneste overlevende mænd fra byen efter massakren i 95 og dermed helt unik.

28

PP-Den man elsker.indd 28

25/06/09 8:54:02

Så lyste han op i et smil. – Men det vil du snart opdage, sagde han og blinkede til Liv, der virkede helt uimodtagelig for hans flirten.

– Mja, sagde Roland og undlod at kommentere Miroslavs præsentation. – Svendsen?

Carstens runde ansigt så smilende på Liv. – Ja, jeg hedder Carsten Svendsen. Jeg er som Per en af de gamle drenge fra Rejseholdet. Jeg var der længere end ham, omkring femten år før det blev opdelt.

Per Roland nikkede svagt.

– Det var dengang, vi stod over for nye udfordringer i politiet, fordi de første fjerndrab dukkede op, sagde han.

– Altså drab begået uden at der var nogen forbindelse mellem offer og gerningsmand, men fordi ofret var på det forkerte tidspunkt og sted. Stigningen i den type drab gjorde, at vi skulle tilpasse os og ændre de baner og gerningsmandsadfærdsmønstre, vi tænkte i. Svendsen og jeg går langt tilbage og har opklaret mere end en håndfuld drabssager sammen.

Han tav og tog en slurk af sin kaffe.

– Nå, men så kender I jo alt til mig, sagde Svendsen tørt og fik smilene til at brede sig, også hos Roland.

– Undskyld, Carsten. Fortæl bare lidt om, hvor du er fra og så videre.

– Oprindelig er jeg fra Vestjylland, men de seneste 20 år har jeg været først ved Station Bellahøj og siden altså Rejseholdet, og nu er jeg ved Station City, når jeg altså ikke er her sammen med jer og Roland. Jeg er gift og har to piger, tre børnebørn og to trætte svigersønner.

– Tak, Carsten, sagde Roland med et smil. Det havde taget ham noget tid at forstå Svendsens lavmælte humor, ærkekøbenhavner som han selv var, men nu satte han stor pris på hans jyske facon. – Lind?

29

PP-Den man elsker.indd 29

25/06/09 8:54:02

– Ja, men jeg hedder så Anders Lind, men kaldes Lange Lind af indlysende årsager, sagde han med et skævt smil.

– Jeg er fra Farum, er gift og har en lille Silas på to og et halvt år. Jeg plejer at være den yngste her med mine 34 år, men jeg tror næsten, at du, Liv, er lidt yngre.

Liv nikkede bare.

– Lange Lind er vores gerningsstedsanalytiker, mens Miroslav er vores it-ekspert, Carsten og Max afhører for det meste, og jeg leder og fordeler arbejdet. Men vi må ikke glemme den vigtigste af os alle, sagde Roland og pegede på det andet kvindelige indslag. – Min højre hånd, hende der samler trådene, giver os alle analyserne, Anette, hvis du lige vil præsentere dig selv.

Anette smilede.

– Hej, Liv, jeg hedder Anette, jeg er psykolog med speciale i gerningsmandsprofilering, og du kommer bare til mig, hvis der er noget, du vil vide. Kort om mig selv: Jeg er 45 år, skilt og har en voksen datter, der er gravid med mit første barnebarn.

– Tak, Anette. Ligesom alle andre på holdet er psyko­ logen uundværlig, fortsatte Roland. – Faktisk vil jeg hellere undvære to efterforskere end en psykolog, fordi hun kan læse gerningsmanden og fortælle os, hvad det er for en person, vi leder efter. Nå, men skal vi komme i gang?

– Vi mangler stadig at høre lidt om dig? afbrød Carsten Svendsen, og de andre nikkede Per Roland sukkede. Han hadede den slags lige så me­ get, som Liv åbenbart gjorde.

– Nå ja. Jeg er 46 år, har to store teenagebørn, Christina og Peter. Jeg er oprindelig opvokset i Albertslund og har drømt om at blive efterforsker, siden jeg læste Sherlock Holmes som barn. Ja, intet overraskende i det. Men faktisk er jeg ikke så overraskende, måske på nær den detalje at 30

PP-Den man elsker.indd 30

25/06/09 8:54:02

jeg sejler og elsker at befinde mig i min båd på havet. For et år siden investerede jeg i en gammel brugt H-båd. Den ligger i Vallensbæk havn, da jeg selv bor i Ballerup.

Per Roland rømmede sig. – Og hvad ellers? Som sagt bor jeg i Ballerup, tidligere sammen med min kone Cynthia, men nu er vi separerede. Han slog ud med begge hænder.

– Tilfredse? spurgte han og mødte en mur af tavshed. Han brød selv igennem den.

– Liv, kan du ikke opdatere os på sagen? Hvor står vi?

Den unge kvinde havde ikke fortrukket en mine un­der hele præsentationen. Nu så hun kort på ham og begyndte at tale, tilsyneladende uanfægtet af at befinde sig alene i et nyt forum og endda med stor autoritet i stemmen.

– Cecilie Junge-Larsen forlod som sagt tidligere sit hjem klokken 8.00 i går morges, vinkede til sin mor i døren, tog sin cykel og forsvandt ned ad Gl. Strandvej mod Espergærdeskolen på Stokholmssvej. Det er en tur, der normalt kun tager fem-syv minutter på cykel. Hun skulle møde til dansk klokken 8.10, men dukker aldrig op. Det undrer dansklæreren, men hun går ud fra, at Cecilie er syg, selvom hun ifølge lærerens udsagn ellers aldrig er fraværende.

Per Roland iagttog lidt overrasket Liv, mens hun talte.

Tilsyneladende så hun slet ikke i den rapport, som ellers lå på bordet foran hende.

– Det er først i næste dobbelttime, fortsatte Liv, – at engelsklæreren undrer sig. De har et tema for tiden om engelske sangere, og da det var Cecilies gruppes tur til at fremlægge i går, og da hun skulle komme med den planche, de havde lavet, undrer det læreren, at Cecilie ikke har ringet til en anden fra gruppen, som så kunne have hentet planchen og taget den med i skole i stedet.

Det ligner ikke Cecilie, siger engelsklæreren. Derfor ringer 31

PP-Den man elsker.indd 31

25/06/09 8:54:03

hun hjem til hende og får fat i moren, der straks bliver nervøs og ringer til veninders forældre og derefter herind på vagtcentralen.

Her trak hun vejret et øjeblik, inden hun fortsatte, stadig uden at støtte sig til rapporten.

– Vi tager sagen, og min makker, Ole, og jeg afhørte hendes forældre, et par veninder og lærere og folk i Espergærde i går. Forældrene gik selv til pressen, så hendes forsvinden var ikke til at komme uden om i tv i aftes, og her til morgen er hendes ansigt på forsiden af alle landets aviser. Desuden har forældrene udlovet en dusør på 100.000 kroner til den, der kan fremskaffe oplysninger eller bringe Cecilie tilbage til dem. Beløbet stiger faktisk hele tiden, fordi de modtager donationer på deres hjemmeside, hvor også flere kendte sportsstjerner optræder med opfordring til at hjælpe forældrene. Desuden har forældrene lagt videoklip af datteren fra sommerferien i Spanien ud på YouTube og Facebook.

Anette nikkede og afbrød hende: – Det er en sag, der i hidtil uset grad har grebet befolkningen. Forældrene bruger medierne på en ny måde.

Og det virker. Alle taler om Cecilie på arbejdspladsen, i bussen, i metroen. Vi kan alle sætte os i forældrenes sted, og sympatien er enorm. Alle tænker: Hvis det kan ramme dem, kan det også ramme mig. Og det sælger aviser.

– Nogle tænker nok også: Godt det blev dem og ikke mig, afbrød Per Roland.

Anette lavede himmelvendte øjne, men med et smil.

– Ja, det ville du helt sikkert.

– Men hvorom alting er, så er mediernes fokus på sagen ikke nødvendigvis dårlig for os, sagde han og tog en spritpen fra whiteboardtavlen. Han gik i gang med at skrive de vigtigste detaljer op, mens Liv talte videre, stadig uden 32

PP-Den man elsker.indd 32

25/06/09 8:54:03

at se hverken på papiret eller på flokken omkring sig, der lyttede intenst.

– Nej, og vi troede faktisk, at vi havde hende i morges, da en ekspedient på færgen Hamlet ringede ind og sagde, at hun var sikker på, at hun havde set Cecilie om bord sammen med en mand midt i fyrrerne. Vi alarmerede selvfølgelig svensk politi, der straks undersøgte alle passagerer, som gik fra borde i Helsingborg.

Per Roland stoppede med at skrive og vendte sig mod Liv igen, mens hun fortsatte: – Manden med pigen har ikke rent mel i posen og tror, at de er efter ham, hvilket de på sin vis også er. Så han gemmer sig på toilettet med hende. Da svensk politi forsøger at få ham ud, beder han om at få lov til at tale med mig og min makker. Han er en gammel kending af os. En narkoman som vi har haft fat i en del gange i forbindelse med nogle bankrøverier. Han har siddet inde tre gange inden for de seneste ti år. Problemet er, at han på grund af sit narkoforbrug kommer til at skylde en masse penge, som han ikke kan betale …

– Og så „går han i banken”, lød det tørt fra Carsten Svendsen.

– Præcis, fortsatte Liv. – Denne dag havde han planlagt at tage en lille formiddagstur til en bank i Helsingborg for at hente penge, og han havde taget sin datter med, fordi han tænkte, hun kunne aflede politiets opmærksomhed. Men derfor var han også bevæbnet med et oversavet haglgevær, som han havde stjålet under et indbrud. Han forskanser sig på toilettet, og min makker beslutter sig for at gå ind alene, og … ja, resten har I vist hørt, sagde hun og så rundt langs bordet.

Alle nikkede.

– Hvordan har Ole det? spurgte Anette.

33

PP-Den man elsker.indd 33

25/06/09 8:54:03

– Han ligger på sygehuset i Helsingborg. Han blev kun ramt i armen, så han klarer den, sagde Liv og tænkte på den samtale, hun havde haft med ham i telefonen kort før mødet.

– Jeg røvkeder mig allerede, havde han sagt. – Kan du ikke sende mig lidt smudslitteratur?

– Blade og den slags? havde hun spurgt.

– Nej, for helvede. Lade mig være med i jeres efterforskning på sidelinjen. Jeg vil vide, hvad I render og laver. Send mig dine rapporter på mail.

Typisk Ole, havde Liv tænkt og lovet ham at sende det hele, før hun lagde på og gik ind i mødelokalet.

– Og narkomanen? lød det nu fra Miroslav. – Du skød ham, ikke?

Der var en snert af imponerethed i stemmen.

– Jeg skød ham i skulderen. Det dør man ikke af. Han overlever og ligger på samme sygehus. Ironisk nok.

– Men enten må du være halvblind, eller også skider du totalt på, at man ifølge Politiets skydereglement skal affyre dræbende skud, hvis der er overhængende fare for andres liv. Det var sgu da dødfarligt, det du gjorde. Et skud i arm eller ben kan forårsage et adrenalinchok, som giver forbryderen ny energi og mulighed for at skyde igen, sagde Miroslav.

Liv trak på skulderen.

– Bestemmelserne i Politiets skydereglement følger reg­ lerne i straffelovens § 13, og det kan være „lovlig nødret“ at dræbe et andet menneske for at standse et livstruende angreb, sagde hun så.

Miroslav stirrede på hende med brynene rynkede, så de formede en lille kløft.

Hun så ikke på ham, men fortsatte med blikket rettet imod Roland og tavlen.

34

PP-Den man elsker.indd 34

25/06/09 8:54:03

– Det betyder, at man må skyde for at dræbe, hvis andres liv er i fare, ikke at man skal. Jeg syntes ikke, det var nødvendigt.

Pigen kunne sit kram, tænkte Roland. Det måtte han give hende. Trods den bizarre tøjstil. Men var hun en teamplayer?

– Liv har ret, afbrød han diskussionen. – Men for lige at opsummere.

Roland pegede midt på den hvide tavle, hvor han havde skrevet „Cecilie”. Så tegnede han en ring om hendes navn og trak streger ud fra det.

– Hvad har vi ellers fået af o-fiduser? sagde han så.

– Henvendelser, tip og så videre?

– Næsten 150 henvendelser fra offentligheden, svare­de Liv. – Vi har ikke ressourcer til at forfølge dem alle, men en af dem har vi taget meget alvorligt. Flere vidner har set tre muligvis polske fyre på havnen i weekenden. Dem vil vi gerne finde.

– Den skal naturligvis undersøges, sagde Per og teg­ne­ de videre. – Men vi begynder med at undersøge alle spor.

Nu folder vi den store efterforskningsvifte ud over alt, der kan have relevans.

Han tegnede noget, der faktisk lignede en vifte.

– I de første døgn kan intet udelukkes. Erfaringen fra hundredvis af sager viser, at gerningsmanden meget ofte findes i ofrets nærmiljø. Så vi starter med intens fokus på offerets nærmeste relationer. Jeg ved, det lyder grimt, men erfaringen taler et ret tydeligt sprog. Hvem har pigen haft kontakt til i dagene, før hun forsvandt? Vi skal have talt med forældrene igen. Familiens venner. Skolekammerater, veninder. Har hun en kæreste?

– Hun er kun 11! afbrød Max Motor. – Tror du virke­lig …?

35

PP-Den man elsker.indd 35

25/06/09 8:54:03

– Det kan du bande på, afbrød Roland. – Jeg har selv en pige på 13, hun har været kæreste med Daniel i to år nu. Hvad ved vi ellers om hende?

– Hun vandt „Scenen er din”, tv-showet, i foråret, lød det fra Liv. – Og så arbejder de på at få hendes første cd ud.

– Vi skal tale med pladeselskabet, hendes manager, producenterne af tv-showet, alle der har været i kontakt med hende og har interesse i hende. Hvem var hun sammen med aftenen inden? Hvad lavede hun i weekenden? Hvad med hendes mobiltelefon?

– Den må hun have på sig. Vi har i hvert fald ikke fundet den. Og den er måske slukket, for den går direkte på svarer. Vi er i gang med at skaffe en opkaldsliste. Og vi bliver ved med at ringe, kunne Liv oplyse.

Per Roland skrev som en sindssyg på den hvide tavle.

Så vendte han sig om.

– Krav om løsesum? Forældrene er temmelig rige.

– Ikke noget endnu.

– Har I fundet hendes cykel?

– Ja, det glemte jeg, svarede Liv. – Hendes cykel dukkede op i havnebassinet. En fisker så den fra sin kutter og ringede. Han vidste, at det var hendes. Dykkerne har været ude og undersøge havbunden og havnen, men Cecilie er ikke i vandet.

– Sig mig engang, kender alle hinanden her? spurgte Miroslav mistroisk. – Eller hvordan kunne han vide, det var hendes? Har vi undersøgt ham?

– Nej, sagde Liv. – Det gør vi, sagde Roland. – Vi skal tale med ham. Det kan også være, at han har set de tre polakker.

Han pegede på Svendsen.

– Den tager du.

36

PP-Den man elsker.indd 36

25/06/09 8:54:03

Svendsen nikkede.

– Hvad kan du ellers fortælle os om Espergærde? Hvad er det for en by? spurgte han henvendt til Liv. – Espergærde er centreret omkring to områder. Strand­ vejen med havnen, den offentlige strand og restauranterne, og så er der Espergærdecentret i den anden ende, oppe ved stationen hvor Kystbanen kører. Desuden har byen et gymnasium, der er ret populært i hele området. Jeg har selv gået der et kort stykke tid. De rige og fine bor naturligvis nede ved vandet i deres store gamle villaer, mens boligblokkene og rækkehusene ligger på den anden side af jernbanen op imod centret. Midtimellem ligger „det gamle” Espergærde, som er en masse små huse, fra dengang det var en rigtig fiskerby.

Per Roland nikkede og fortsatte.

– Tak for det. Vi skal også have kontaktet Europol og svensk politi. Sverige har oplevet to lignende sager, hvor et barn fra et rigmandshjem forsvinder, og derefter indløber der et krav om løsepenge i millionklassen. Vi ved, at Europol efterforsker en bande østeuropæere, som mistænkes for at stå bag flere af den slags sager i Europa. Vi skal have detaljer om de to forsvundne svenske børn. Er der lighedstræk med vores sag? Den tager jeg mig selv af.

Roland skrev „den svenske forbindelse” og sit navn ud for.

– Cyklen er vel sendt til teknisk undersøgelse?

Liv nikkede.

– Godt. Vi skal have gennemgået hele havneområdet og sikret eventuelle spor. Lind, det er noget for dig. Vi har ikke et gerningssted endnu, heldigvis, men cyklens findested skal undersøges.

– Jeps, sagde den lange.

– Pigens computer skal undersøges. Hvem har hun talt 37

PP-Den man elsker.indd 37

25/06/09 8:54:03

med? Hvilke fora deltager hun i? Er hun på Facebook, messenger, Arto, og hvad det nu hedder alt sammen?

– Skal jeg nok finde ud af, lød det fra Miroslav, der havde rettet sig op i stolen.

– Og så den klamme, sagde Roland og så hen på Max. – De lokale pædofile, brummede han.

– Landsbytossen, de tidligere dømte sexforbrydere og så videre. Liv? Hun så på ham.

– Du kører med Max ud. Du har lokalkendskab, det er en fordel.

Liv nikkede.

– Vi har stadig hunde og eftersøgningspatruljer ude at finkæmme kvarteret samt dykkere i Øresund, sagde hun, – men de har indtil nu intet fundet. Ikke det mindste spor af pigen. Ikke så meget som en trevl af hendes tøj eller et hår. Vi har allerede haft fat i de lokale sexforbrydere. Der er tre her i nærområdet, to af dem har vi afhørt, men de kendte tilsyneladende intet til Cecilies forsvinden og har vandtætte alibier. Den sidste var ikke på sin adresse, men han er klart den mest interessante, da hendes skole ligger på den vej, han bor på.

– Vi skal have en snak med ham i dag, sagde Roland og så hen på Max. – Hvordan var pigens sindsstemning, da hun gik hjem­ me­fra i går? spurgte kollegaen.

– Ifølge forældrene „så hun glad ud”, „helt normal” sag­de Liv med flagrende fingre.

– Vidste de, om hun var bange for noget eller nogen?

Virkede hun nervøs eller ængstelig?

– Ikke spor, sagde moren, da vi talte med hende. Hun havde virket helt, som hun plejer.

– Det synes forældre jo altid, men var der ikke andre, 38

PP-Den man elsker.indd 38

25/06/09 8:54:04

der så hende den morgen? Nogen der mødte hende på vejen? Eller talte hun i telefon med en veninde om morgenen? spurgte Anders Lind.

Liv rystede på hovedet.

– Ingen andre har set hende eller talt med hende den morgen. Kun moren, der spiste morgenmad med hende og sendte hende af sted.

– Hvad laver moren, siden hun har så god tid om morgenen? Max så spørgende ud.

– Hun er hjemmegående.

– Ah, en af direktørfruerne? sagde Miroslav. Han trom­ me­de selvtilfreds med en kuglepen på bordet.

– Faktisk er hun tidligere jordemoder, men stoppede med at arbejde, da hun blev gravid med Cecilie. Faren er ganske rigtigt direktør, i sin egen virksomhed der producerer vandfiltre.

– Er der penge i det?

– Bestemt. De har patent på en bestemt slags filtre, der bruges til at rense vand overalt i verden. Han er oprindelig ingeniør fra DTU. – Hvad med søskende?

– Cecilie er enebarn. Faktisk var forældrene barnløse i mange år, så Cecilie var et ønskebarn, da hun endelig kom.

Derfor valgte moren at gå hjemme, forklarede Liv. Per Roland skrev forældrene på tavlen og satte en ring om navnene, som han sirligt forbandt med pigens navn i midten. Så satte han sig igen i stolen for enden af bordet.

– Og dermed er vi tilbage ved mit udgangspunkt. Forældrene.

Han så på de andre i flokken. – De må og skal afhøres igen. De kan sagtens sidde inde med vigtig viden uden at ane det.

39

PP-Den man elsker.indd 39

25/06/09 8:54:04

Flokken nikkede. Det var set før.

– Og så skal vi have lavet dør til dør-forhøringer af folk i byen. Det kan Max og Liv også godt nå. Og Carsten kobler sig på efter at have talt med fiskeren. Jeg tager forældrene, og jeg tager pigens computer med ind, når jeg alligevel er der. Der er ingen grund til, at vi render dem på dørene flere gange med forskellige efterfor­skere. Indtil computeren kommer ind, foreslår jeg, at du, Miroslav, sidder ved telefonen, hvis nogen skulle ringe om en eventuel løsesum. De ringer jo nok til familien, men de skal kunne få fat på os, hvis det sker.

Miroslav så på sin chef med skuffelse i øjnene. Han elskede at være i marken, det vidste Roland godt, men hans talent skulle bruges på computeren.

– Og Miroslav, du tager dig også af at notere alle o-fiduser. Så hjælper Carsten med at undersøge dem.

De to så på hinanden og nikkede.

Per Roland drak resten af sin kaffe. Den var kold og væmmelig. Så satte han den tomme kop på bordet foran sig og sagde med stor myndighed i stemmen: – Når det er sagt, så må I alle forberede jer på, at vi får temmelig travlt de næste døgn. Opgaven skal løses. Pigen skal findes.

Han så på dem én ad gangen, lige i øjnene, sikrede sig, at de forstod alvoren.

– I kan godt glemme alt om faglige aftaler og arbejdstidsregler. I står alle til rådighed for gruppen døgnet rundt.

Det går hårdt ud over ægteskab og andet privatliv, det ved jeg alt om, men det er prisen, man betaler for at være med i eliten.

Han så igen raden rundt.

– Indvendinger? Godt. Og for helvede, pigen er kun 11 år. Det burde sige alt.

40

PP-Den man elsker.indd 40

25/06/09 8:54:04

Per Roland så på uret over døren.

– Klokken er snart tre. Jeg foreslår, at vi knokler eftermiddag og aften med det, vi har aftalt. Så mødes vi til morgenparole i morgen klokken ni og ikke et sekund senere.

PP-Den man elsker.indd 41

25/06/09 8:54:04

4

Lyden af ringeklokken gav ekko i opgangen til den ældre ejendom på Stokholmsvej i den såkaldte gamle del af Espergærde. Lejlighederne i den gule bygning blev i daglig tale kaldt Sing Sing og husede, da Liv var barn, oftest ældre enlige mennesker, om hvem historien mellem børnene gik, at det var lutter børnelokkere, der ikke var plads til i et rigtigt fængsel. Liv piskede altid af sted på sin cykel, når hun skulle forbi, nærmest panikslagen ved tanken om at de skulle række deres lange krogede fingre ud ad vinduerne og få fat på hende, huskede hun nu med et lille velkomment gys. Da hun var blevet ældre, havde hun dog opdaget, at ejendommen faktisk mest husede børnefamilier og enkelte studerende, der ikke spiste små børn.

Inde hos naboen gav en hund sig til at gø aggressivt.

Navneskiltet var tomt. Den kraftige lugt af mad i opgan­ gen mindede Liv om, at hun ikke havde spist, og maven knurrede.

– Hans Schultheiss, 55 år, tidligere VVS-mand, har siddet inde de sidste to år for at have blottet sig for en flok børn og forsøgt at forgribe sig på et af dem, læste Liv op af sin blok. – Er netop blevet løsladt for to måneder siden.

Har tidligere siddet inde for en større børnepornodom. I 1996 var han gift, og en dag opdagede hans kone under en grundig oprydning en stak videoer i lejligheden. Det viste 42

PP-Den man elsker.indd 42

25/06/09 8:54:04

sig at være optagelser af pædofile, der dyrkede sex med mindreårige, en af dem var hendes egen mand, fortalte hun henvendt til Max Motor ved hendes side.

– Hans navn klinger tysk. Har han tysk baggrund? spurg­te kollegaen.

– Faren var fra Dresden.

Hun trykkede ringeklokken i bund igen, men der blev stadig ikke åbnet. I stedet lød en stille knirken og raslen, da døren ind til naboen gik op. En ældre mand kom til syne i sprækken på døren, der var låst af en kæde.

– Han er der ikke, hvæsede manden hæst. – Han har ikke været hjemme siden i går.

Liv trådte nysgerrigt et skridt hen imod den lille, grå mand i grøn sweater og brune bukser, som stod i døråbningen. De få hår, han havde tilbage, strittede vildt til alle sider og afslørede brune leverpletter i hovedbunden. Et par briller hang og dinglede om halsen.

– Og for min skyld måtte han gerne blive væk. Vi vil slet ikke have hans slags her i vores opgang, fortsatte han og hostede fælt.

– Hvornår flyttede han tilbage til lejligheden? spurgte Liv. – Han kom hjem for et par måneder siden. Og så forsvinder hende den lille pige fra fjernsynet. Nu skal vi til det igen, tænkte jeg.

– Boede De her, dengang han blev anholdt?

Manden fnøs let.

– Ja, det var rædsomt. De talte om vores opgang i medierne. Aviserne viste billeder herudefra. Skal vi nu til det igen?

Det blev nok svært at undgå, hvis han havde slået til igen, især når man tænkte på det fokus, der var på Cecilie, tænkte Liv. 43

PP-Den man elsker.indd 43

25/06/09 8:54:04

– Ved du, om han kendte Cecilie Junge-Larsen? spurgte Max Motor.

– Nej, men jeg hørte fra fru Hansen nede i Sund­kiosken, at han havde beluret hende på stranden i sommer.

Manden rystede let på hovedet, som prøvede han at få styr på sin historie.

– Cecilie skulle efter sigende have været nede og bade sammen med nogle veninder, da de fik øje på ham. Han sad på bænken oppe i hybenbuskene, og jeg vil slet ikke vide, hvad han lavede, men i hvert fald gav pigerne sig til at skrige helt vildt, da de fik øje på ham, og nogle fædre jog ham væk. Ja, som sagt så jeg det ikke selv.

Han vendte ryggen til dem, da hunden igen gav sig til at gø indenfor.

– Stille! kommanderede han, inden han vendte sig imod dem igen. – Jeg var ikke hjemme hele dagen i går. Mit barnebarn fyldte 18, forstår I. Det var en hård dag. Det var første gang uden min hustru … Jeg burde vel have fortalt det med det samme. Ringet ind med mine oplysninger.

Det beklager jeg.

Max Motor noterede på sin blok.

– Men du gør det jo nu, sagde han så på sin bero­ligende facon.

Mens han afsluttede afhøringen af naboen, fandt Liv mobilen frem af jakkelommen og ringede til Per Roland.

– Vi skal have væltet en lejlighed. Hans Schult­heiss, sexforbryderen, har haft kontakt til Cecilie i sommer, fortæller hans nabo. Han lukker ikke op, så jeg tænkte, at vi kunne hjælpe ham lidt?

– Jeg skaffer en kendelse med det samme og en låsesmed.

Så ringede Liv til Miroslav, der sad på kontoret og ventede på Cecilies computer.

44

PP-Den man elsker.indd 44

25/06/09 8:54:04

– Hej. Jeg tænkte, at du trænger til noget at rive i. Kan du finde Hans Schultheiss? Vi har ham i databasen. Tidligere sexforbryder. Tidligere VVS-mand. Hvor arbejdede han?

– Lige et sekund.

Hun kunne høre, at han tastede på computeren.

– Han havde vist sit eget firma, mener jeg at have læst, sagde hun og klemte telefonen fast mellem skulder og øre, mens hun fandt sin blok og en kuglepen frem.

– Her er det, sagde Miroslav. – Han havde ganske rigtigt sit eget firma, der ud over almindeligt VVS-arbejde også solgte artikler til andre VVS-firmaer. Du ved, arma­ turer til badeværelset, en vandvarmer eller et oliefyr. Den slags.

– Hvad hed det?

– VVS World.

Hun skrev navnet med store bogstaver.

– Eksisterer det stadig?

– Et øjeblik. Miroslav tastede igen. – Nej, fortsatte han.

– Det gik konkurs i 1997, efter at han var blevet dømt første gang.

– Det kunne ikke klare sig uden ham.

– Eller også ville ingen handle med en pædofilidømt.

– Sikkert ikke. Uanset hvad, så har han ikke haft noget at komme tilbage til, da han blev løsladt.

Liv holdt en tænkepause og så hen på Max, der sagde farvel til naboen.

– Kan du finde ud af, hvor firmaet lå? sagde hun så i røret.

– Lige et øjeblik.

Hun ventede, mens Miroslav tastede igen.

– Firmaet lå på Hovvej, nummer 25.

– Tak. 45

PP-Den man elsker.indd 45

25/06/09 8:54:04

Liv stak telefonen i jakkelommen igen og så spørgende på Max, der var kommet hen til hende.

– Der var ikke mere i ham, sagde han og nikkede imod naboens lukkede dør.

– Fik du fat i chefen? spurgte han.

– Jøps, han er på vej med låsesmeden.

– Hvad så med at vi venter på ham ude i bilen?

Liv rystede på hovedet.

– Roland kan sagtens vælte lejligheden alene, sagde hun og begyndte at gå.

– Men …?

Liv var allerede nået ned ad trappen, da hun råbte: – Kom nu, vi har en pædofil kidnapper, vi skal have fanget.

PP-Den man elsker.indd 46

25/06/09 8:54:05

5

Solen brød frem bag skyerne og stod så lavt, at den blændede Liv, da hun kørte under jernbanebroen og ud imod Kløvermarken. Hun lænede sig hen imod passagersædet og fandt et par solbriller i handskerummet. Hovvej duk­ke­ de frem med en masse nyt byggeri, som bestod af en lang stribe gule lejligheder og rækkehuse.

– Kan man ikke køre igennem dér? spurgte Max og pegede på det gule byggeri.

Hun trak på skuldrene.

– Aner det faktisk ikke. Det er en del af byen, jeg slet ikke kender til.

– Jeg troede sgu da, du var vokset op her?

– Tja. Men denne del af byen kender jeg altså næsten intet til.

Max Motor begyndte at grine.

– Sig mig, er Espergærde ikke på størrelse med en valnød? Hvordan kan du ikke kende en del af byen?

Hun trak på skuldrene igen.

– Jeg flyttede herfra, da jeg var 17. Stak af hjemmefra og så mig ikke tilbage. Ønskede at lægge afstand til alt, hvad det her område stod for. Alle de lejligheder og ræk­ ke­huse, du ser derhenne, var her ikke dengang. Der var kun marker.

Max Motor nikkede.

47

PP-Den man elsker.indd 47

25/06/09 8:54:05

– Nå sådan. Du var altså en af de der vrede teenagere, der stak af i protest mod dine forældres ustyrlige rigdom.

Har jeg ret?

Liv trak svagt på smilebåndet, men svarede ikke.

– Det må altså også være frygteligt at vokse op med så mange penge, at man aldrig behøver at bekymre sig om det. Hvad fik bægeret til at flyde over? Ville de give dig en hest?

Liv smilede, men sagde stadig ikke noget.

– I stakkels rigmandsbørn, lo han.

Liv lo med, for han havde til dels ret. Det var jo i protest imod forældrene, at hun var blevet autonom, havde fået grøn hanekam og gået i store slidte militærstøvler. Det var hendes oprør. Og gu’ havde de da alle sammen været en flok snotforkælede nordsjællandske gymnasieelever, der ledte efter lidt spænding.

– Hvorfor kom du så alligevel tilbage hertil, når du havde lagt det bag dig? spurgte Max Motor.

De nærmede sig målet, og Liv blinkede af, mens hun ledte efter en måde at afværge hans spørgelyst på. Faktum var, at hun var vendt tilbage, fordi faren var blevet anholdt for bedrageri og kort efter fik sin første dom. Hun havde en kort overgang forsøgt at tage sig af sin mor, der var gået helt i hundene, men til sidst måtte hun opgive. Men alt det skulle Max ikke have at vide. Den slags holdt hun for sig selv.

– Ikke alt her i livet går, som man har planlagt det. Skal vi ikke bare lade det blive ved det.

Hun standsede bilen så brat, at Max fløj forover i sædet, og var ude, før han kunne nå at stille flere spørgsmål. Hun så på bygningen foran sig.

Cykel- og Knallertfabrikken stod der med store hvide bogstaver på et rødt skilt. Liv stirrede på sin blok. Hovvej 48

PP-Den man elsker.indd 48

25/06/09 8:54:05

25, den var god nok. Men intet spor af VVS World.

Med Max efter sig gik hun ind i forretningen og fik ude bagved øje på en mand i midten af halvtredserne, der stod og tørrede fingre i en hvid klud. Han var iført kedeldragt, og ansigtet var snavset.

– Liv Moretti, Nordsjællands Politi, sagde hun og viste sit skilt.

Mandens blik blev usikkert og flakkende. Det var skiltets magt.

– Hvad kan jeg hjælpe med? spurgte han og smed den beskidte klud fra sig i en spand.

– VVS World, lå det her engang?

– Ja, vi overtog butikken, da det gik konkurs for mere end ti år siden. Hvorfor?

– Var det her den eneste butik, som hørte til firmaet?

Manden trak på skuldrene, kørte en hånd igennem håret og snøftede.

– Aner det ikke. Jeg ved bare, at det var noget frygte­ligt rod, vi overtog. Vi måtte selv rydde lokalet for håndvaske og rør. Den forrige ejer var vist stukket af fra det hele.

– Okay, tak, sagde Liv og skulle til at gå, da hun vendte sig om. – Hvor gjorde I af alt det, der skulle fjernes?

Manden tænkte et sekund.

– Det kørte vi over i industrikvarteret, til en gammel hal, hvor firmaet havde haft lager.

– Har du adressen? spurgte Max Motor, men manden rystede på hovedet.

– Det er længe siden nu. Men det var ovre på Bybjergvej et sted. En stor rød hal, helt faldefærdig, hvis det kan hjælpe.

– Vi prøver at finde det, sagde Liv. De forlod butikken, og udenfor på gaden igen ringede hun til Miroslav og fik ham til at finde adressen. Heldigvis 49

PP-Den man elsker.indd 49

25/06/09 8:54:05

viste det sig, at hallen stadig stod i firmaets navn. Hun skulle til at lægge telefonen i lommen, men tastede i stedet Per Rolands nummer.

– Er I færdige med Schultheiss’ lejlighed? spurgte hun.

– Jeg står inde i den netop nu, svarede han. – Sikke et svin. Flasker og fyldte askebægre over det hele. Det ser ud, som om han har forsøgt at drikke sig ihjel. Han har heller ikke kunnet holde sig i skindet. Lige nu står jeg og løfter et par beskidte underbukser op fra sofabordet, hvor de lå sammen med en bunke udklip fra reklamekataloger med små børn i badetøj og en masse brugte papirservietter.

– Hvor lækkert. Men du er sådan set chefen. Du kunne jo bare have overladt det til nogle andre, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, sagde hun sarkastisk. – Har I undersøgt kælderen?

– Ja, ingen hemmelige rum hvor en elleveårig pige kan sidde og skrige. Kun en vaskekælder, men dér er hun ikke.

Men der er noget andet.

– Hvad?

– I køkkenet har han fået opsat en brusekabine.

– Og? – Den ene plexiglasvæg er klistret til med et utal af fotos, avisudklip og reklamer. Alt sammen i vandtætte chartek. Gæt hvem der er på billederne.

– Cecilie Junge-Larsen?

– Ja, eller rettere sagt kan man ikke umiddelbart se, at det er hende, for på alle billederne er hendes ansigt kradset ud. Det var billedteksten og avisartiklerne, der fortalte os, at det er hende.

– Hm. – Hvad?

– Kan han være en stalker? Naboen sagde, at han havde siddet og luret på hende nede på stranden.

50

PP-Den man elsker.indd 50

25/06/09 8:54:05

– Det er da en mulighed. Jeg vender den lige med Anet­ te, sagde han og lagde på uden at sige farvel.

Lagerhallen på Bybjergvej truede med at falde sammen foran hende. Taget var allerede delvist styrtet ned i midten, og det var kun få af de små ruder, der endnu var hele.

De fleste steder var den røde maling skallet af, og døren manglede. Liv trykkede på en kontakt indenfor i håb om, at lyset virkede, men blev ikke overrasket, da der ingenting skete. Forsigtigt trådte hun ind i en lille smal gang, der førte videre ind i selve lagerhallen. Håndvaske, køkkenvaske, blandingsbatterier i krom, et enkelt revnet badekar og et bidet til at hænge på væggen. Det havde sikkert været flot engang, men nu var alt støvet og beskidt og ville nok aldrig komme i brug.

Hun stod helt stille.

– Hallo? sagde hun så og hørte sit eget ekko. – Det er politiet.

Lyden forsvandt, men i stedet kunne hun høre svag mu­ sik, og da hun så i den retning, lyden kom fra, fik hun øje på en dør, der stod på klem. Der kom lys ud fra sprækken.

Med Max lige i hælene gik hun forsigtigt derhen, og uden at støje skubbede hun døren lidt op. Lyden af musik blev højere, og hun genkendte stemmen fra et af P4’s radioprogrammer. Hun skubbede lidt mere til døren og kunne se en madras på gulvet omringet af grønne ølflasker, en tom flaske billig gin og en papvin. Midt på madrassen lå en person sammenkrøbet i fosterstilling.

Med et sæt var Liv tilbage i sit barndomshjem på Strandvejen. Faren der endnu en gang var på forretningsrejse, moren der lå i deres soveværelse og råbte på Liv. „Liiv. Hent lige mine piller til mig. Liiv. Jeg skal ha’ mine piller, jeg er syg.“ 51

PP-Den man elsker.indd 51

25/06/09 8:54:05

Liv plejede gemme sig på sit værelse og skrue højt op for musikken. Men det gik helt galt, da hun en sjælden gang havde inviteret et par veninder med hjem. Moren var kommet rendende i pels, men uden bukser, og havde snakket med dem, mens hun slingrede fra side til side.

Optrinnet førte til, at de to veninder fnisende var kommet med spydige kommentarer om hendes mor, da de mødtes i skolen, og Liv var endt med at nikke den ene en skalle.

Bagefter blev hun sendt på rektors kontor til en skideballe, hvis lige sekretæren siden havde sagt, at hun aldrig havde oplevet i sine 25 år på pinden, men Liv havde spyttet på hans gulvtæppe. Så havde hun forladt kontoret og smækket døren med et brag.

Det var efter det, at Liv besluttede, hun ikke havde brug for andre end sig selv.

Da Liv og Max trådte ind, så de, at de stod midt i noget, der engang havde været en slags kontor. Nu gjorde lugten af sprut og gammelt tis det svært at trække vejret.

– Hans Schultheiss? sagde Max stille.

Personen foran dem så op og for sammen. Han krøb hen imod hjørnet af det lille kontor og så ud, som om han ledte efter en udgang. De rødsprængte øjne stirrede vildt på Liv og Max. – Er du Hans Schultheiss? spurgte Liv. Manden svarede ikke, men stirrede på dem.

– Jeg har ikke rørt hende, sagde han så i et ophidset tonefald.

– Det har vi heller ikke sagt noget om. Vi spurgte sådan set bare om dit navn. Er du Hans Schultheiss?

– Ja. Lidt endnu.

Manden var tydelig beruset, og øjnene sejlede. Liv sam­ lede en øl op, der endnu ikke var åbnet, og vippede kap­ slen af med en lighter, hun fandt på den plettede madras.

52

PP-Den man elsker.indd 52

25/06/09 8:54:05

Så rakte hun flasken til ham. Han tog den, førte den op til munden og drak, mens han stønnende trak vejret gennem næsen.

Liv viste sit skilt.

– Vi er fra politiet. Vi vil bare gerne tale lidt med dig.

Manden fjernede flasken fra munden og tørrede sig med hånden. Noget af skummet hang fast i skægget.

– Jeg har ikke rørt hende, hvis det er det, du vil vide.

Liv nikkede.

– Okay, men så er det bare det, vi skal have klarlagt. Vi skal have styr på, hvad du har lavet inden for de seneste døgn.

– Jeg ved ikke noget.

– Nej, men det synes jeg, du skal komme ind på stationen og fortælle, sagde Liv og tog manden ved armen. – Vi skal bare snakke lidt med dig. Du kan bare fortælle, at du ikke ved noget, og hvor du har været.

Manden rejste sig og væltede en flaske, så det larmede i hele hallen.

– Jeg har ikke gjort nogen noget. Jeg passer bare mig selv, sagde han og kom stavrende på benene.

– Er det din plan at drikke dig selv ihjel? spurgte Max. Hans vendte sig om og så på ham.

– Det rager ikke dig. Jeg gemmer mig, fordi jeg vidste, at sådan nogen som dig ville komme og ødelægge mit liv igen.

Hans gik frem mod Max med pegefingeren rettet mod ham.

– Straks jeg så i tv, at pigen var forsvundet, vidste jeg, at I ville komme efter mig. Tror du ikke, jeg ved det?

Schultheiss stak sit ansigt helt tæt på Max’.

– Hver gang der forsvinder et barn fra børnehaven eller skolegården, vil de alle sammen tænke: Mon ikke det er 53

PP-Den man elsker.indd 53

25/06/09 8:54:05

Pædo-Hans, der har taget hende?

– Alt det kan du fortælle mere om på stationen, sagde Max blot og hjalp Hans ud af hallen og hen til Livs tjenestebil.

Hun lagde et stykke plastic fra bagagerummet på bagsædet, inden Schultheiss satte sig ind. Hun havde haft sin del af fulderikker, der tissede eller brækkede sig på sædet.

PP-Den man elsker.indd 54

25/06/09 8:54:05

6

Per Roland nød udsigten over Øresund. Man burde bo ved havet, tænkte han og studerede de fantastiske skyformationer, der så ud, som om de glødede i en forunderlig mørklilla farve. Selvom der ikke rørte sig en vind, var der bevægelse på himlen. Ikke i skyerne, men mere en slags tyk grød, der var malet med penselstrøg i lilla og orange toner hen over den lille by ved havet, som han kunne skimte igennem forruden på sin tjenestebil.

Espergærde. Per Roland havde slået det op, inden han tog af sted. Det var sådan noget, han altid gjorde. Egentlig var det jo ligegyldig viden, men han kunne godt lide at være forberedt. Vide hvad det var for et sted, han besøgte.

Navnet betød ifølge Nudansk Ordbog „indhegnet rydning i aspeskov“ – Asperødgiærde – og havde oprindelig været et lille fiskersamfund.

Per Roland havde ringet til Cecilies forældre og sagt, at han ville komme ud til en snak med dem. Moren havde lydt høflig og imødekommende, og på køreturen forberedte han sig på, hvordan han bedst taklede forældreparret.

De var velhavende, ingen tvivl om det, og vant til at blive behandlet med respekt. Per Roland havde talt med Liv og Max, inden han forlod stationen, og håbede inderligt, at afhøringen af Schultheiss ville bære frugt, så han snart kunne levere pigen tilbage til hendes stakkels forældre.

55

PP-Den man elsker.indd 55

25/06/09 8:54:06

Per Roland grinte indvendigt, da han så, at selv kirken havde havudsigt og lå smukt med skoven i baghaven. Så fulgte havnen og den offentlige strand, inden han blinkede af og kørte ned ad Gl. Strandvej, hvor han konstaterede, at flere af de små både endnu ikke var taget på land. Per Roland havde besluttet, at når han en dag gik på pension, ville han ud og sejle. Han ville købe sig et svin af en sejlbåd og tage jorden rundt. Nå ja, måske ikke jorden rundt, og der blev nok heller ikke råd til et svin. Måske skulle han sælge lejligheden?

Junge-Larsens hjem viste sig at være en smuk hvidstensvilla med egen strandbred, som lå en smule til­bage­ trukket og gemt bag først en høj mur, siden en række store træer i forhaven. Gitterporten stod åben, så Per Roland kørte ind på pladsen foran garagen, som havde omtrent samme størrelse som det parcelhus, han og Cynthia havde boet i. Da han steg ud, kunne han skimte en glas­tilbygning, der så ud til at danne rammen om en gigantisk pool, hvor man kunne ligge og svømme med udsigt over Øresund.

Not bad, tænkte Per Roland for sig selv. Not bad at all.

Junge-Larsen stod der på dørskiltet med smuk skråskrift. Han ringede på, og mens han ventede, blev han pludselig glad for, at han havde besluttet sig for selv at tage snakken med forældrene. Det var godt indimellem at få fingrene i politiarbejdet, og forældrene var deres vigtigste kilde til den forsvundne pige. Kun de vidste, hvad hun havde lavet, hvem hun havde haft kontakt til. Kun de kunne give ham et indtryk af, hvem Cecilie var.

Kvinden, der lukkede op, var forgrædt, men lignede ellers en moderne kvinde, for hvem det var vigtigt at holde sig i form. Hun havde sikkert også masser af tid til at svøm­me i poolen, hun gik jo stadig hjemme, og Cecilie var trods alt en stor pige nu. Det var i øvrigt sjovt, så sjældent 56

PP-Den man elsker.indd 56

25/06/09 8:54:06

døtre lignede deres mødre. Roland tænkte på sin datter Christina, der til hans store ærgrelse havde arvet alt det uheldige fra sin far i stedet for at slægte sin smukke aristokratiske mor på. Hans brede næse og kraftige øjenbryn for bare at nævne et par ting. Her var det åbenbart lige modsat, for hvor Cecilies mor var lidt grov i det, kraftigt bygget og mørkhåret, viste billederne af datteren en spinkel og lyshåret pige. Men den slags kunne selvfølgelig ændre sig med årene.

– Anne Grethe Junge-Larsen? Han tog skiltet frem. – Per Roland fra Politiet. Vi talte sammen i telefonen?

Efter lidt trippen rundt endte de i en stue på første sal, som lå med udsigt over Øresund og Hven i det fjerne på den ene side og glastilbygningen med poolen på den anden. På himlen var den orange farve ved at fortrænge den lilla.

Roland sank ned i en hvid sofa over for Anne Grethe Junge-Larsen. Han tog en dyb indånding og sagde så: – Først og fremmest vil jeg gerne sige, at vi er frygtelig kede af, at jeres datter er forsvundet, og at vi naturligvis gør vores yderste for at finde hende igen.

Han syntes selv, det lød godt at vise lidt medfølelse først.

– Det ved jeg, sagde Anne Grethe Junge-Larsen. – Vi er meget taknemmelige for al jeres hjælp. Og for al den opbakning vi møder alle vegne.

Per Roland nikkede og overvejede igen, hvordan han skulle gribe afhøringen an. Det var altid en balancegang.

Hvad enten det handlede om drab eller forsvinden, befandt de pårørende sig i deres livs dybeste krise, og det krævede stor erfaring og indføling at rumme mødet med dem. At respektere deres sorg og samtidig have alle antenner ude.

57

PP-Den man elsker.indd 57

25/06/09 8:54:06

– Hun har været væk i 33 timer nu, sagde Anne Grethe Junge-Larsen med gråd i stemmen. – Det er det første døgn, der er det vigtigste for at finde hende i live. Det ved enhver, der læser krimier. Du behøver ikke skåne mig.

– Jeg er her for at bede om din hjælp til at finde Cecilie.

Moren nikkede, og Roland anede en lettelse i hende.

Hun havde selvfølgelig frygtet, at han kom med dårligt nyt.

– Bare spørg løs. Jeg vil gøre alt, svare på alt. Bare I finder min pige. Min mand kommer om et øjeblik, han kan sikkert også hjælpe.

Per Roland nikkede.

– Vi begynder bare, sagde han. – Jeg vil gerne vide så meget som muligt om hende. Hvordan fik du at vide, at hun ikke var kommet i skole?

– Hendes engelsklærer ringede. Det var frygteligt. Hun sagde bare: „Cecilie er ikke i skole i dag,” og så gik jeg i sort. Jeg hørte ikke mere af det, hun sagde, fordi jeg spekulerede som en gal over, hvor hun kunne være.

– Hvor gættede du på, at hun kunne være?

– Alle mulige steder. Veninder, hos pladeselskabet. Jeg tænkte, at jeg måske havde misset en aftale.

– Plejer Cecilie at tage alene ind til pladeselskabet?

– Nogle gange kommer hendes manager og henter hen­ de. De er helst fri for at have os rendende. Men jeg prøver nu alligevel at tage med, så ofte det er muligt. For at beskytte hende, du ved. Hun er stadig kun et barn.

Per Roland smilede. Han kunne godt huske, da Christina stadig var et barn. Ja, Roland syntes sådan set stadig, hun var et barn, men det gjorde hun ikke selv længere. For bare et halvt år siden, da hun lige var fyldt 13 år, kom hun sågar og sagde, at nu ville hun have p-piller, og at de som 58

PP-Den man elsker.indd 58

25/06/09 8:54:06

forældre skulle skrive under på en tilladelse. Per Roland havde protesteret, men Cynthia skrev under uden tøven. „Hun har jo en fast kæreste, selvfølgelig begynder de at eksperimentere,” lød hendes begrundelse.

– De bliver så hurtigt voksne. Det kommer, før vi aner det, sagde han nu og smilede til moren. – Hvordan er hendes forhold ellers til at være blevet kendt?

– Hvad mener du?

– Er hun glad for det, eller er det et stort pres? Måske kunne det få hende til at stikke af?

– Nej, ikke Cecilie. Hun elsker at synge. Hun har arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor hun er i dag. Det har vi alle sammen. Øvet og øvet hver eneste dag. Gået til sanglærer og så videre. Men hun elsker det. Det gør hun bestemt.

– Og hun har aldrig sagt noget om, at hun syntes, det var hårdt?

– Nej! Det har jeg bestemt ikke hørt hende sige.

Roland nikkede og så sig omkring. Huset var pænt, alt så ud til at være rengjort for nylig. Ikke engang oven på lampen på det lille bord ved siden af ham havde der samlet sig støv.

– Så du mener altså ikke, at Cecilie kan have følt sig for presset, så hun er stukket af for at få lidt fred?

– Absolut ikke. Det kunne hun ikke finde på. Cecilie er en pige, der overholder sine aftaler og passer sin sang og sin skole. Hun ville sige det til mig, hvis der var problemer.

– Har hun andre fritidsinteresser? Ridning? Jeg kunne læse, at hun var på en rideskole søndag aften.

Anne Grethe Junge-Larsen nikkede.

– Ja, men det er hendes veninde, der rider. Cecilie var bare med derude for at se venindens hest. Hun går ikke 59

PP-Den man elsker.indd 59

25/06/09 8:54:06

selv til ridning og har heller ikke udtrykt ønske om det.

For Cecilie har det mest været sangen.

– Hvornår begyndte hun at synge?

Anne Grethe Junge-Larsen lyste en smule op, som forældre gør, når de er stolte af deres børn.

– Da hun var tre år, startede vi hende op hos en sangtræner to gange om ugen, og hun så straks Cecilies talent.

Siden er det gået slag i slag.

– Tre år?

Roland tænkte igen på Christina, der knap havde kunnet tale sammenhængende, da hun var tre.

– Jamen, sådan gør de i USA. Hvis barnet har et talent, er der ingen grund til at vente. Men Cecilie er også et naturtalent. Hun kunne spille klaver, da hun var fem og et halvt. Vi havde aldrig lært hende det. Hun gjorde det bare af sig selv. Pludselig en dag satte hun sig til klaveret derhenne i hjørnet, som vi ellers aldrig bruger, og så flød tonerne fra hendes fingre. Siden har hun selv komponeret flere sange. Hun har et fantastisk gehør.

– Hvem har hun det fra? Er det din mand, der er musikalsk?

Anne Grethe Junge-Larsen pudsede næsen, der var rød og irriteret.

– Nej, ingen af os er særligt musikalske, sagde hun så.

– Min far var.

– Hvordan er hun i skolen?

– Cecilie har altid passet sin skole eksemplarisk. Vi hører aldrig andet end ros fra hendes lærere.

– Også selvom hun deltog i tv-programmet her i foråret?

– Ja. Hun har højst misset tre skoledage. Og lektierne sørger min mand og jeg for, at hun får lavet, inden hun går i seng. Det er vigtigt med en god uddannelse.

60

PP-Den man elsker.indd 60

25/06/09 8:54:06

– Det lyder som et hårdt program. Har hun aldrig givet udtryk for, at hun bare gerne ville ud og lege med de andre børn?

– Nej, aldrig. Børn på hendes egen alder siger hende ikke så meget. Hun er en meget moden og voksen pige.

– Men selv en pige på 11 år kan få brug for at fjolle lidt med veninderne indimellem, sagde Roland og tænkte igen på sin egen fjollede datter på 13.

Anne Grethe Junge-Larsen kunne ikke skjule sin indignation.

– Cecilie fjoller ikke. Hun er ambitiøs og vil frem i livet.

Vi støtter hende i at nå sine drømme.

– Men veninder har hun vel?

– Jovist har hun det. Hun er ganske gode venner med en pige, der bor henne på den anden side af den offentlige strand. Ved Sundet hedder vejen.

– Er det hende, der hedder Astrid? spurgte Roland og huskede navnet fra rapporten.

– Ja, det er hende. Hun rider, og det var hende, Cecilie var sammen med søndag aften. Derudover har Cecilie et utal af venner i skolen. I sin klasse er hun meget populær.

– Alle vil velsagtens gerne være venner med hende fra tv, kan jeg tænke mig. Hvad med en kæreste?

Anne Grethe Junge-Larsen så på ham med et forvirret blik.

– Hvad mener du?

– Jeg er nødt til at vide alt om jeres datter, hvis det er meningen, jeg skal finde hende. Alt om hvem hun er sammen med, hvem hun har været i kontakt med og så videre.

– Jamen så, nej, selvfølgelig har hun ikke en kæreste.

Hun er kun 11.

– Hvordan er jeres forhold?

61

PP-Den man elsker.indd 61

25/06/09 8:54:06

– Hvad mener du?

Kvinden foran ham så på én gang forvirret og fortabt ud.

– Fortæller hun dig alt?

– Ja, det gør hun helt bestemt. Hun har ingen hemmeligheder for sin mor.

Svaret kom så prompte og uden tøven, at Roland ikke var i tvivl om, at hun løj. Måske ikke bevidst, men der fandtes ganske enkelt ikke små piger, som ingen hemmeligheder havde for deres forældre.

– Hvordan har hun det med sin far?

– Jamen, du gode gud. Vi har det da så godt i vores lille familie. Cecilie er vores guldklump.

– Nu spurgte jeg, hvordan hun havde det med sin far, ikke med dig.

– Jamen, jeg kan forsikre … de har det glimrende sammen. Han kunne aldrig finde på …

– Det var ikke en anklage. Bare et spørgsmål. Men de havde altså ingen skænderier?

– Nej, aldrig. Cecilie elsker sin far. Han kunne aldrig gøre hende fortræd.

– Hvordan vil du beskrive hende som person?

– Hun er smuk og stærk.

Igen et svar som Roland kunne have forventet. Han vidste nu, at han kun ville få de svar, som passede ind i morens billede af sin perfekte familie.

Han skiftede spor.

– Ved I, om der var nogen, der forfulgte hende? Det kan nogle gange følge med det at blive kendt.

– Forfulgte hende? Nej, det har jeg ikke hørt om.

– Hun har ikke modtaget mails eller sms-beskeder, som hun syntes var mærkelige eller ubehagelige?

– Hendes pladeselskab tager sig af de fleste henvendel62

PP-Den man elsker.indd 62

25/06/09 8:54:07

ser fra offentligheden. Hun plejer at signere billeder en gang om måneden, som de sender ud til hendes mange fans.

– Så I har ingen kendskab til en eventuel forfølger? Ingen blomster eller chokolade på dørtrinnet?

Anne Grethe Junge-Larsen rystede på hovedet.

Roland tænkte på det, Liv havde sagt i telefonen, om hvorvidt Schultheiss kunne være en stalker.

– Det er ikke klassisk forfølgeropførsel, havde Anette sagt, da han spurgte hende. – En stalker tager souvenirs og følger efter den, der er genstand for hans besættelse. Han hænger ganske rigtig billeder op af vedkommende, men det giver ingen me­ning, at han skulle ødelægge dem og kradse ansigtet væk. Forfølgere er magtesløse i virkelighedens verden, så de opbygger en fantasiverden for ikke at opleve en afvisning. I deres hoveder har de et rigtigt for­hold til den forfulgte, nogle gange tror de sågar, at de er kærester.

Roland sukkede og fortsatte ad et nyt spor.

– Okay. Hvad lavede hun i weekenden?

– Jamen, hun var da her sammen med os. Eller det vil sige, lørdag var vi inde i København og købe en ny jakke til hende, men søndag var vi bare herhjemme.

– Var I hjemme hele dagen?

Anne Grethe Junge-Larsen tænkte sig om.

– Jamen, vi har jo allerede været igennem det her.

– Jeg vil gerne have det gentaget. Der kan dukke noget op, som I ikke har nævnt, fordi I ikke mente, det var relevant, men som kan hjælpe os på sporet af hende.

– Javel, ja, men så prøver jeg at huske det hele igen.

Jo, vi var på havnen, hvor vores sejlbåd ligger. Vi spiste frokost på dækket en sidste gang, inden den skal på land i næste weekend. Det er en familietradition. Lidt fjollet, måske.

63

PP-Den man elsker.indd 63

25/06/09 8:54:07

Per Roland smilede høfligt. Ikke så fjollet som mange af de ting, han havde foretaget sig med sin familie søndag formiddag. Dengang han altså havde en familie.

– Talte I med nogen? Talte Cecilie med nogen?

– Jamen gud, det ved jeg da virkelig ikke. Vi taler jo med dem alle sammen dernede.

– Talte I med nogen, I ikke plejer at tale med?

Anne Grethe Junge-Larsen tænkte sig virkelig grundigt om.

– Jo, der var nogle unge fyre, der var interesserede i båden. De talte med min mand om den. Men de var vist ikke her fra landet.

Per Roland stivnede indvendigt, men holdt masken.

– Hvor var de så fra?

– Hvad ved jeg? Noget med Østeuropa synes jeg, min mand sagde. Vi kan spørge ham, når han er færdig om lidt.

– Måske kan du hente ham, mens jeg ser mig lidt om på Cecilies værelse?

– Hendes værelse? Jamen … skal I ikke ud og finde hende?

– Jo, men måske er der noget, jeg kan bruge til at spore mig ind på, hvor hun kan være. Vi får også brug for at tage hendes computer med ind til undersøgelser. Jeg går ud fra, at hun har sådan en på sit værelse?

– Jo, det har hun da, men vil I ligefrem tage hendes computer?

– Ja, der kan ligge en mail, der forklarer det hele, eller hun har måske talt med nogen over Messenger, som hun skal mødes med. Vi er nødt til at følge alle spor.

Selvom det mest af alt ser ud til, at hun er kommet i hænderne på en tidligere pædofilidømt, der muligvis havde et horn i siden på hende, eller en bande østeuro64

PP-Den man elsker.indd 64

25/06/09 8:54:07

pæiske kidnappere, tænkte Roland. Men han sagde det selvfølgelig ikke. Ligesom han heller ikke tog stilling til, hvad der ville være værst for hende.

– Ja, jo, jamen så er det op ad trappen og ned ad gangen og så tredje dør på højre hånd. Jeg finder min mand imens.

Per Roland gik op ad trappen og hen ad den lange gang.

Lyden af hans sko blev dæmpet af det tykke hvide gulvtæppe. På væggene hang indrammede billeder af Cecilie, fra hun var baby og til nu.

Han trådte ind på et værelse, der virkede nærmest museumsagtigt. Gamle dukker, en dukkevogn, en gammel plysbamse og et gammelt hvidmalet dukkehus i træ. Alt var lyst og hvidt. Bøgerne stod snorlige og pænt i reolen, gulvtæppet var lige blevet støvsuget, man kunne stadig se stregerne efter støvsugeren. Værelset virkede omhyggeligt rengjort, ikke et papir eller et stykke tøj lå på gulvet, som han ellers var vant til det fra sin egen datter, når hun kom på weekendbesøg. Var det forældrene, der bestemte, hvordan værelset skulle se ud? Var Cecilie ikke allerede i en alder, hvor man ville have plakater af teenageidoler på væggene frem for et vævet tæppe med køer, der græsser under solen? Kun én plakat med Cecilie selv, smilende og med mikrofonen for munden, prydede væggen, og Per Roland mærkede et jag nederst i maven.

Hun havde jo alt.

Han ledte efter noget, der skilte sig ud, men alt var så glat, velpoleret og blankt, at man skulle tro, ingen boede der. Hvordan den rengøringsfikserede mor nogensinde havde kunnet have et lille barn, der svinede, gylpede, larmede og rodede, var ham en gåde. Sterilt var det eneste ord, han kunne finde til at beskrive værelset. Ingen skjulesteder, ingen plads til hemmeligheder. Fyldt med ydre 65

PP-Den man elsker.indd 65

25/06/09 8:54:07

trøst, bamser, dukker, krammedyr. Det virkede, som om det ikke var her, Cecilie hørte til. Som om det kun var et alibi. Roland så sig om og forsøgte at snuse sig ind på værelsets sjæl. En sjæl der tilsyneladende havde kæmpet en ulige kamp imod morens støvsuger og ajax­spray. Men værelset havde ingen sjæl, ingen varme, ingen personlig­ hed. Var der så noget særligt ved denne mangel på personlighed?

Han prøvede at tømme hovedet for alle fordomme og lod det hele bundfælde sig igen: Cecilies perfekte liv og familie, hendes musik, fraværet af søskende, venner, det upersonlige værelse.

Hans hænder begyndte at lede. Han mær­kede under skrivebordet, hvor den bærbare computer stod med låget lukket, han kiggede i skuffer og skabe og kravlede ind under sengen. Han undersøgte for hulrum i sengestolper­ ne, løftede spejlet af og undersøgte væggen bag. Han strøg hænderne hen over bøgerne i reolen, så ind bag dem og opdagede pludselig, at der var noget galt. Fem af dem vendte på hovedet!

I dette perfekte hjem?

I samme øjeblik kom Anne Grethe Junge-Larsen ind på pigeværelset efterfulgt af en høj, slank mand med en mobiltelefon i den ene hånd. Den anden rakte han frem mod Per Roland.

– Michael Junge-Larsen.

– Per Roland.

– Ja, du må undskylde, men de kimer os ned fra alle tv-stationerne, radio og aviser. Og vi stiller jo op til det hele. Vores håb er at nå ud til så mange som muligt. Nogen derude må have set hende.

Han trak på skuldrene. Øjnene var trætte, næsten udmattede.

66

PP-Den man elsker.indd 66

25/06/09 8:54:07

– I gør, hvad I kan, sagde Roland med et lille smil. – Og det er godt.

Michael Junge-Larsen anstrengte et smil frem på det ellers triste ansigt.

– Du ville gerne vide lidt om de tre udenlandske mænd, vi mødte på havnen i søndags?

Manden virkede en smule hyper. Som en der var på noget. Men det var nok mest kaffe og manglende søvn.

Skjorten sad i bukserne uden en fold. Det mørke hår var strøget bagud. Michael Junge-Larsen knugede sin kones hånd og kyssede hende på panden. Godt at de havde hinanden, tænkte Roland.

– Kan du sige lidt mere om dem? Hvad talte I om?

Michael Junge-Larsen lagde en arm om sin kone.

– Det var båden, de var interesserede i.

Han så på sin kone, som nikkede bekræftende.

– De syntes, den var flot, og ville vide, hvor meget den havde kostet, om det var teakdæk, om den havde GPS og vindmåler, og hvad ekstraudstyr den havde. Du ved, sådan lidt om hvor gearet den er. Jeg fortalte dem naturligvis ikke, hvor meget vi havde betalt for den. Den slags skilter man ikke med.

– Din kone sagde, at de ikke var danskere. Hvor tror du, de var fra?

– De sagde, at de var fra Tjekkiet. Prag, synes jeg, den ene sagde. Hvorfor spørger du?

– Vi følger alle spor, som det ser ud nu.

– I tror vel ikke, at de kan have taget Cecilie?

Michael Junge-Larsen så forfærdet på sin kone.

– Men ville vi så ikke have hørt noget?

– Det kan jeg desværre ikke sige noget om endnu. Lige nu forfølger vi som sagt alle spor. Desuden eftersøger vi hende naturligvis stadig i hele området. Ingen tvivl om det.

67

PP-Den man elsker.indd 67

25/06/09 8:54:07

Per Roland så hen på plakaten af Cecilie med mikrofonen for munden. Mange små pigers drøm, tænkte han.

Og Cecilie var unægtelig en køn pige. De lyse krøller indrammede det smukke smil og de perfekte tænder. De isblå øjne glimtede i spotlysene. Eller også var det lavet som en effekt. Hvad vidste han om den slags? Men perfekt var det. Enkelt og skandinavisk.

– Jeg tager computeren med mig. I hører fra os, så snart vi ved noget.

Ude foran huset standsede han i det skarpe lys fra so­len, der var på vej ned. Det havde været en smuk dag. En rigtig sensommerdag. Som han bedst kunne lide dem. Han tog mobilen frem og tastede et nummer. Uret på telefonen viste 18.03. Cecilie Junge-Larsen havde nu været forsvundet i 34 timer og tre minutter.

– Vi skal have hundene ind i huset, hørte han sig selv sige.

PP-Den man elsker.indd 68

25/06/09 8:54:07

7

Der var langt fra de amerikanske films afhøringsscener i særligt indrettede rum med envejsglas, hvor en skare af politifolk og statsadvokaten og andre nysgerrige kan følge med, uden at forbryderen kan se dem, til det lille lokale, som gruppen havde fået stillet til rådighed på Hel­singør Politigård til selvsamme aktivitet.

Et lille kontor med to skriveborde, bunker af papir, kar­toteksskabe, reoler, arkitektlamper, en skål med clips, plastickrus til kaffe og en jakke, der hang på døren. Sådan så det ud, omgivelserne var ikke vigtige. Men der var også langt fra de afhøringer, man oplevede i amerikanske tv-serier, til den måde hvorpå Liv og Max afhørte Hans Schultheiss på det lille kontor.

Mange troede, at den slags blot handlede om at presse den formodede forbryder så meget, at han til sidst brød sammen, eller også skulle man spille den traditionelle good cop/bad cop-scene, og så ville han bryde grædende sammen. Men sådan var virkeligheden ikke.

Det var de færreste, der tilstod, fordi du spillede barsk, og det at snakke en tilståelse hjem var måske nok den største tilfredsstillelse, Liv kunne huske at have fået som politiassistent. Indtil da var afhøringen som et maratonløb, hvor den indre kamp mellem sandheden og løgnen, mellem tavshed og tilståelse truede med at æde den for69

PP-Den man elsker.indd 69

25/06/09 8:54:07

modede forbryder op indefra. Alle hemmeligheder skulle frem i lyset. Og det kom de, for alle mennesker havde en trang til at forklare sig. Også de skyldige ville som regel gerne snakke, selvom de fleste troede, de kunne snakke sig ud af deres problemer og servere en vandtæt historie.

Ufatteligt mange troede, at de kunne slippe af sted med at lyve for politiet.

Hvor nogle med det samme gav dem, hvad de ville have, begyndte andre, som Hans Schultheiss, med at protestere.

– Jeg kender mine rettigheder. I kan ikke holde på mig.

Hvis I vil mig noget, må I sigte mig.

Liv havde hørt den samme smøre et utal af gange før og lod manden tale ud. Efter et par minutters snøvlet fuldemandsenetale holdt han da også endelig mund, og hun svarede.

– Du har helt ret. Vi kan ikke holde på dig uden en sigtelse. Du kan rejse dig i dette sekund og gå ud af kontoret her. Det er du i din gode ret til. Vi har slet ikke nok til en sigtelse. Men faktum er, at du er ufattelig interessant for os. Du er blevet blandet ind i en sag om en forsvunden pige, og lige nu er du vores bedste bud på en bortfører. Det faktum, at du protesterer imod afhøringen her, skærper blot min interesse for dig.

Herefter tog Max over: – Du kan jo nok forstå, at vi gerne vil finde Cecilie. Vi er nødt til at forfølge alle spor. Og artiklerne og billederne af Cecilie i din lejlighed gør dig meget interessant.

– Jeg har et alibi. Jeg var hos min mor hele dagen i går. Jeg ønsker bare at være i fred, sagde Hans Scultheiss træt.

Liv smilede indvendigt. Modviljen i øjnene var væk.

Nu åbnede han op.

70

PP-Den man elsker.indd 70

25/06/09 8:54:08

– Det skal du nok få lov til, hvis bare du snakker. Jeg går ud fra, at din mor kan bekræfte dit alibi?

Schultheiss nikkede.

– Ja, selvfølgelig. Hun bor nede på plejehjemmet Solgården. Personalet dernede så mig også.

Liv gik ud til Miroslav og bad ham tjekke mandens alibi.

– Hvad tid ankom du, og hvornår kom du hjem? spurg­ te Max Motor, da hun kom tilbage.

Liv så nøje på Schultheiss. Ansigtet var arret, rynkerne mange og dybe trods hans forholdsvis unge alder. Han havde fået mange tæsk i fængslet, tænkte hun. Han skammede sig også, tænkte hun i samme nu. Hun havde læst om den gruppe af pædofile, der skammer sig bagefter, sletter alle spor, skynder sig væk fra gerningsstedet og glemmer alt om hændelsen. Det var også dem, der hele tiden skulle have mere.

– Jeg cyklede derned ved ottetiden i går morges. Den var vist lige et minut over, da jeg så på uret på komfuret, inden jeg forlod lejligheden. Turen derned tager kun et par minutter. Jeg gik, inden hun skulle sove middagslur.

– Cecilie forsvandt et sted imellem sit hjem på Gl. Strand­vej og sin skole på Stokholmsvej, det er vist ikke ret langt fra, hvor du bor, vel? sagde Liv. – Nej, det er det ikke. Det ved I jo godt.

– Så du kunne i princippet godt have overfaldet Cecilie på vej til skolen og bagefter være smuttet ned til mor på plejehjemmet. Kom nu, hvor er hun?

– Jeg ved det ikke, hvæsede han. – Jeg har ikke rørt hende. Hun er ikke min type.

Liv spekulerede på, hvordan pædofile definerede type.

Skelnede de mellem lyse og mørkhårede som almin­delige mennesker?

71

PP-Den man elsker.indd 71

25/06/09 8:54:08

– Prøv at fortælle os, hvad du ved om Cecilie, skiftede Max spor.

– Jeg kender hende ikke.

– Men du havde alligevel hængt artikler op og et foto, som du så nydeligt havde dekoreret? Hvordan tror du, vi synes, det ser ud? spurgte Liv. Hans Schultheiss hvæsede igen.

– Jeg ved selvfølgelig, hvem hun er. Hun bor nede på den gamle strandvej. Jeg har da set hende og sådan …

– Og hvad sådan? spurgte Max. – Vi har hørt, at du mød­te hende nede på stranden. Fulgte du efter hende?

Schultheiss slog blikket ned.

– Fortæl os lige den historie.

– Er det nødvendigt? Schultheiss sukkede og kløede sig i hovedbunden for derefter at lade hånden stryge igen­ nem håret og ned i ansigtet. – I kender den jo allerede, for helvede.

– Vi vil nu gerne høre din version.

Schultheiss pustede.

– Den bliver imellem os.

– Ha! Ja, den har jeg hørt før. Jer og alle de andre der læser rapporten.

– Spyt nu bare ud.

Schultheiss lænede sig frem i stolen.

– Okay, så får I den. Det var her i sommer. Jeg sad lige så stille og passede mig selv nede på bænken, da hun og et par veninder fik øje på mig og begyndte at råbe og skrige ad mig.

Han så hen på Liv og sagde: – Mere er der ikke i det.

– Nu begynder piger vel ikke bare at skrige uden grund, sagde Liv. – Hvad lavede du?

Hans Schultheiss’ ansigt blev knaldrødt, i bogstavelig72

PP-Den man elsker.indd 72

25/06/09 8:54:08

ste forstand. Som en teenagedreng der havde gjort no­­get pinligt, vred han sig på stolen, og hun kunne fornemme, at han ønskede sig alle andre steder hen i ver­den end lige her.

– Jeg lover dig, at det ikke forlader det her rum, sagde Liv så. – Vi skal nok være diskrete.

Hans Schultheiss‘ blik flakkede.

– Jeg gjorde … jeg, I ved, her om sommeren … de har jo for helvede ingen tøj på …

– Så hvad gjorde du? spurgte Max. – Sad du med hånden i bukserne?

Hans Schultheiss bøjede hovedet.

– Havde du den fremme? spurgte han så.

Schultheiss nikkede uden at se op.

– Du rev den altså af foran pigerne, fastslog Liv. – Big deal. Og så blev de sure og skræppede op, og du blev jaget væk af fædrene. Var det derfor, du besluttede dig for at hævne dig på Cecilie?

Schultheiss rystede voldsomt på hovedet. Liv nåede et sekund at blive nervøs for, at noget ville blive rystet løs, men blev så enig med sig selv om, at der nok ikke var så forfærdeligt meget, der kunne gå løs.

– Fortæl os nu, hvor hun er, så vi kan komme hjem, sagde Max. – Jeg ved det jo ikke, jamrede Hans Schultheiss.

– Hvorfor så smædekampagnen i din brusekabine? spurg­te Liv. Manden foran hende sukkede.

– Jeg hader den lille sæk, sagde han så. – Man kan fandeme ikke engang åbne en avis eller se tv, uden at hun er over det hele. Den lille mær har gjort mit liv til et helvede.

Siden hun råbte op nede på stranden, ja, det var hende, der førte an. Siden har jeg ikke kunnet komme i nogen 73

PP-Den man elsker.indd 73

25/06/09 8:54:08

butikker eller på caféen dernede, uden at de alle sammen hiver deres børn til sig og går væk. Det var jo for helvede ikke engang hende, jeg så på.

Liv studsede.

– Hvem var det så?

– Har du ikke regnet det ud endnu, miss superdetektiv? Det var sgu da to drenge, der lå lidt længere nede ad stranden.

– Okay, du er altså til fyre, men skelner I sådan? Kan en pige ikke bruges i nødstilfælde? Hvis hun alligevel trænger til en afstraffelse? spurgte Liv. Hans Schultheiss stirrede på hende med åben mund.

– Der er vist meget, du ikke forstår …

Sandt nok, tænkte Liv og håbede lidt, at hun aldrig ville komme til det.

– Men hvis du hader hende så meget, kunne du vel godt have et ønske om at gøre hende fortræd, forsøgte hun sig.

Han smilede skælmsk.

– Jo, indimellem. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg har gjort hende noget.

– Sandt nok, sagde Liv. Manden lænede sig tilbage i stolen og smilede pludselig en anelse overlegent. – I har ingenting. I famler i blinde, sagde han og lagde armene over kors foran brystkassen.

– Men lad os nu sige, at jeg giver jer et tip …

Både Liv og Max lænede sig frem i kontorstolene, der knirkede en anelse ved bevægelsen.

– Altså jeg ved ikke, om det har noget med sagen at gøre … men hvis jeg nu giver jer et tip om en anden person, kan I så love mig, at vedkommende ikke får at vide, at det kommer fra mig?

Liv nikkede.

74

PP-Den man elsker.indd 74

25/06/09 8:54:08

– Vi har ikke pligt til at fortælle andre, hvad du fortæller os.

Det var sådan set sandheden. De modtog ofte oplysninger, som de holdt fortrolige af hensyn til den, der afgav dem.

– Jeg synes, I skal tage en snak med Erik Adelskov.

– Adelskov?

Liv genkendte navnet fra en fjern fortid. Også en familie på Gl. Strandvej. Nok i virkeligheden den rigeste af dem, der boede der, i hvert fald dengang. Og en af de ældste med eget monogram på gitterporten og det hele.

Liv huskede dem som vejens ‘fine’ familie, et bundt snobber efter hendes mening. Et levn fra en svunden tid i et område hvor stadig flere almindelige mennesker, der kom til penge, fik råd at flytte til. Var de ikke oven i købet naboer til Cecilies forældre? I hvert fald kunne Liv lugte en forbindelse, der skulle undersøges.

– Hvad er der med ham?

– Bare tag en snak med ham. Hør, hvad det er, han går og foretager sig.

Hans Schultheiss lænede sig endnu mere tilbage i stolen, så den vippede.

– Hvorfor skulle vi tage en snak med ham?

– Jeg siger ikke mere uden en advokat.

Liv stirrede på ham. Prøvede han bare at sende aben videre, selv slippe ud, eller vidste han faktisk noget om Adelskov?

– Og så vil jeg i øvrigt godt hjem, sagde Hans Schult­ heiss og rejste sig hoverende.

– Lad ham sove den ud i detentionen, hviskede Liv til Max.

75

PP-Den man elsker.indd 75

25/06/09 8:54:08

8

– Han er ikke vores mand, sagde Liv til Per Roland, som var begyndt at småfryse, mens han stadig ventede på hundeføreren foran Junge-Larsens villa. Solen var så småt ved at forsvinde bag genboens høje træer, og snart ville den kolde aftenbrise lægge sig. Søbrisen som det hed, hvis man var ægte sejler.

– Hvad bygger du det på?

– Han har ikke forfulgt hende. Han er til fyre. Eller små drenge. Det er ikke ham, fortsatte hun.

– Altså en mavefornemmelse?

– Kald det hvad du vil. Faktum er, at vi ikke har noget på ham. Han har et alibi fra omkring fem minutter over otte. Han er plørefuld, så vi har smidt ham ned for at sove den ud, men herefter ryger han hjem. Så nu lukker vi det spor, sagde hun og lagde på.

Roland stirrede på mobilen og trykkede på genkald.

Må­ske røg forbindelsen? tænkte han.

– Blev vi ikke færdige? spurgte Liv, da hun tog den.

– Ikke helt, brummede Roland en smule forvirret. – Kun­ ne han ikke have nået at kidnappe Cecilie, før han kørte ned på plejehjemmet?

– Han har ikke kidnappet hende. Vi har lukket det spor.

– Jeg har ikke lukket det endnu. Overbevis mig om, at 76

PP-Den man elsker.indd 76

25/06/09 8:54:08

han ikke har kidnappet hende på vej ned til sin mor.

– Han var på cykel, og jo, det tager kun få minutter at cykle hende i møde, da hun kommer i hans retning, men han skal jo også nå at skaffe hende af vejen, inden han møder op på plejehjemmet, som har bekræftet, at han var der.

Desuden var han fuld. Personalet havde nær sendt ham hjem igen. Den mand er så sølle, at jeg tror, han er ude af stand til at foretage sig sådan en forbrydelse og derefter skjule sine spor så godt, som det er tilfældet her.

Roland nikkede og følte sig overbevist.

Liv var tavs et sekund.

– Var der andet? spurgte hun.

– Jeg har afhørt forældrene, svarede han.

– Og? – Jeg fik sgu ikke meget at arbejde med. De er vældig søde til at svare på spørgsmål, men der var ikke rigtigt noget nyt. Østeuropæerne var vist mest interesserede i familiens båd, men det kan selvfølgelig have været et dække. For at tjekke dem ud. Jeg har sendt bud efter en hundepatrulje, som ankommer netop nu, ser jeg, sagde han og vinkede dem ind gennem gitterlågen.

– For at undersøge om der er spor i huset, fortsatte han, mens hundeføreren lukkede hunden ud af patruljevognens bagsmæk. Den logrede og sprang glad rundt og satte sig så pænt ved førerens venstre ben.

– Hvis gerningsmanden har været derinde, skal jeg have afsløret det. Det er ikke unormalt i sådanne sager, at gerningsmanden har brugt lang tid på at udse sig sit offer.

Du ved, granske familiens rutiner og så videre. Måske har han stået uden for deres hjem, måske har han væ­ret indenfor? Det er heller ikke usandsynligt, at det er en, familien kender. Sådan er det som oftest i den slags sager. Men hele huset lugter for helvede af Ajax, så der er garanteret intet 77

PP-Den man elsker.indd 77

25/06/09 8:54:08

tilbage, hvis han har været der. Det er det sædvanlige. Folk gør alt for meget rent, hvis du spørger mig.

Roland holdt en pause.

– Ellers noget?

– Schultheiss gav os et tip på en Erik Adelskov. Adel­ skov er Junge-Larsens naboer, så vidt jeg husker. Erik er sønnen. Jeg gik i folkeskolen med ham. Han er et par år yngre end mig. Et rigtigt overklasseløg. Vi skal lige tjekke ham.

– Hvad handler det om?

– Det ville han ikke ud med, men måske kender de hinanden fra miljøet. Han sagde bare, at vi burde se lidt nærmere på, hvad han – underforstået Erik Adelskov – gik og lavede.

– Hm, jeg ser på det, nu jeg er her. Tak for det.

– Hvad med polakkerne? spurgte hun.

– De er nu tjekker. Jeg har talt med svenskerne og Eu­ ropol, og de sender alt, hvad de har. Ellers noget?

– Ikke nu.

Roland stak mobilen i lommen og forklarede hundeføreren, hvad han skulle lede efter i Junge-Larsens hjem. Så fortsatte han selv ind til naboen.

For Per Roland, der havde boet hele sit barndomsliv i Albertslund for siden at bo det meste af sit voksenliv i Ballerup, var familien Adelskovs hjem – en ældre ejendom i røde mursten – nærmere et slot.

Han ringede på dørtelefonen ude foran smedejernsporten med familiens monogram og blev lukket ind af en ældre kvindestemme, lidt modvilligt. Da porten langsomt havde åbnet sig, og han var gået hen over den smukke indkørsel med dens dyre belægning, nåede han frem til en 78

PP-Den man elsker.indd 78

25/06/09 8:54:09

dør, der var så enorm, at han nok nærmere ville betegne den som en port.

Han holdt politiskiltet frem imod en ældre kvinde, der havde åbnet den. Hun så ud til at være i slutningen af 60’erne, pæn for en ældre dame, konstaterede han ved mødet med hendes kolde øjne, der havde samme farve som havet. Velholdt, tænkte han, som havde hun været en bil. Elegant i tøjet, var det en spadseredragt? Han var ikke sikker.

– Fjern det der skilt, hvæsede hun. – Hvad tror De ikke, naboerne vil tænke?

Per Roland stak skiltet i lommen.

– Jeg vil gerne tale med Erik Adelskov.

– Han bor her ikke længere. Han er gift og flyttet nordpå. Snekkersten. Kan jeg ikke svare for ham?

Damen lukkede den store trædør mest muligt.

– Må jeg bede om Deres navn?

– Enkefru Adelskov, sagde hun værdigt. – Erik er min søn.

– Ja, jeg skal desværre tale med Erik Adelskov. Måske kan De oplyse …

– Jamen, så kan jeg desværre ikke hjælpe Dem, hr. betjent, afbrød fru Adelskov og ville lukke døren helt, da Per Roland syntes, han hørte nogen pusle bagved. Han tog fat om den, men kvinden trykkede til gengæld til af alle kræfter, og han skreg af smerte, mens han prøvede at flå hånden til sig igen.

– Av for helvede, så åben dog den f… dør … for satan, skreg han.

Til sidst gik døren op igen, og Per Roland trak hånden til sig, mens han prøvede at skjule, hvor ondt det gjorde.

Han hørte en lavmælt diskussion på den anden side af døren, og så trådte en høj, bredskuldret fyr på omkring 79

PP-Den man elsker.indd 79

25/06/09 8:54:09

tredive ud. Håret var lyst, tilbagestrøget med voks. Tøjet var dyrt, så dyrt at Per Roland aldrig havde set noget, der lignede det.

– Det beklager jeg virkelig, hr. betjent. Jeg aner virkelig ikke, hvad der gik af min mor. Hun er blevet lidt sær her på sine ældre dage.

Per Roland nikkede sammenbidt.

– Okay. Jeg går ud fra, at du er Erik Adelskov?

– Ja, det er korrekt.

– Godt, det var også dig, jeg kom for at tale med.

Erik Adelskov skævede til døren bag sig, så hev han en lang frakke ned fra sin bøjle i et garderobeskab inden­for.

– Skal vi gå en tur? sagde han.

Per Roland nikkede igen.

Aftenens kølige søbrise havde så småt lagt sig og lavede de sidste små krusninger ude på Øresund. Kattepoter, tænkte Per Roland og holdt øje med, hvordan de vandrede hen over havoverfladen og til sidst ramte land, og han mærkede vinden i håret eller i hvert fald på issen. Det var kattepoterne, der viste, hvor vinden var, hvor man skulle fange den. De kunne afgøre enhver kapsejlads. Det hele handlede om, hvem der vidste det, og hvem der ikke gjorde det.

– Frygtelig historie med hende nabopigen, sagde Erik Adelskov, da de var nået ned til stranden. – Frygtelig historie. Den berører jo os alle. Ja, jeg går ud fra, at det er i den anledning, at I vil tale med os? Jeg syntes, det var bedst at gå lidt væk. Min gamle mor tåler ikke at blive oprørt.

Per Roland studsede et sekund. Fru Adelskov virkede ikke som en, der behøvede beskyttelse, tænkte han og så på sin hånd, der var rød og opsvulmet.

80

PP-Den man elsker.indd 80

25/06/09 8:54:09

– Vi leder stadig efter Cecilie og spørger os derfor omkring, ja.

– Jeg bor her jo ikke længere, men besøger da min mor ganske ofte. Hun er en ældre dame nu og har brug for hjælp til at klare så stort et hus.

– Jeg forstår, at hendes mand er død?

– Min far døde, da jeg var 18.

– Hvad døde han af?

– Det var en trafikulykke. Også en frygtelig historie.

Det er ikke noget, vi taler om.

Det slog Roland, at der vist var meget, man ikke talte om i det nabolag.

– Sejler du? spurgte han. De var nået ned til havnen, hvor de smukke kølbåde lå side om side. Vandet i hav­ nebassinet var overraskende klart, nåede han at tænke.

– Ja, naturligvis sejler jeg. Det gør de fleste her. Alle i min familie har sejlet.

Henne hvor molen startede, var et område spærret af med rød-hvid minestrimmel. Et par journalister snusede rundt, mens fotograferne tog billeder. Lange Lind måtte have fundet noget, tænkte Per Roland.

– Hvordan var dit forhold til Cecilie?

– Åh, jamen jeg kender hende knap. Ikke andet end at hun er den lille nabopige. Det vil sige, at selvfølgelig kender vi familien. De er jo min mors naboer. Og jeg har hørt, at hun klarer sig glimrende på tv. Ja, vi ser ikke selv den slags hjemme hos os, men hun synger godt, har jeg ladet mig fortælle. Hvorfor?

– Jeg skal lige spørge dig, hvor du var i går morges ved ottetiden?

– Jeg var selvfølgelig på mit kontor. I Snekkersten. Ja, jeg driver et investeringsfirma, og vi har travlt for tiden.

81

PP-Den man elsker.indd 81

25/06/09 8:54:09

Den verdensomspændende økonomi har det ikke så godt, og vi mister alle penge. Min sekretær kan naturligvis bekræfte, at jeg var der. Og utallige af vores forretningsforbindelser, som jeg talte i telefon med, men dem behøver vi vel ikke at inddrage?

– Nej, det bliver vist ikke nødvendigt. Hvad lavede du i weekenden?

– Åh, det kan jeg dårligt huske. Jeg tror, jeg talte i telefon det meste af tiden. Forsøgte at overbevise mine investorer om, at deres penge er trygge i mine hænder.

– Hvor befandt du dig rent fysisk?

– Lørdag var jeg sammen med min hustru. Hjemme.

– I har ingen børn?

– Nej. – Hvor var du søndag?

– Da var jeg ude at sejle. Lod finanskrise være finans­ krise.

– Hele dagen?

– Ja. – Var du sammen med nogen, der kan bekræfte det?

– Nej, jeg var helt alene.

Roland nikkede.

– Konen ville ikke med?

Adelskov smilede.

– Nej, hun gider ikke.

Roland nikkede igen.

– Kender det godt.

De stod et par sekunder og så begge ud over havnebassinet. Længslen efter det åbne hav havde de tilfælles. Men det var vist også alt.

– Måske har du et bud på, hvor Cecilie kan være?

– Nej, det ved jeg virkelig ikke noget om.

– Ved du, om familien havde nogen fjender?

82

PP-Den man elsker.indd 82

25/06/09 8:54:09

– Nej, men det kan jeg dårligt forestille mig. De er pæne mennesker.

– Så der kom ikke nogle mistænkelige typer i deres hjem, og der holdt ikke en mystisk bil udenfor flere dage i træk eller den slags?

– Ikke hvad jeg ved af.

Roland sukkede.

– Jeg bliver nødt til at være ærlig over for dig og fortælle, at vi har fået et tip, der peger imod dig.

Det lykkedes næsten det lyse direktøransigt at fremtvinge et udtryk af vag, uskyldig forvirring.

– Imod mig? Det forstår jeg ikke.

– Vi har fået en henvendelse om, at vi burde se lidt nærmere på dig og spørge dig, hvad du går og laver. Er der noget, du vil fortælle os?

Erik Adelskov rystede på hovedet.

– Jeg kan ikke komme på det fjerneste.

– Ingen ture i båden med små piger? Eller små drenge?

Kom nu, tænkte Roland. Du spilder min tid. Han var sikker på, at den eneste grund, Hans Schultheiss havde til at sende bolden videre, måtte være, at han kendte Adel­ skov fra de kredse. De vidste alle sammen, hvem hinanden var. Roland havde sågar hørt, at nogle slog sig sammen i fællesskaber. Hvad havde de at være fælles om? Begæret til børn?

– Jeg er ikke en af den slags, hvis det er det, du antyder, fnøs direktørtypen. – Den slags gør vi altså ikke i min familie.

– Heller ikke i min, men det er sjovt, som der alligevel er nogle, der gør det, ikke? Nogle der bare ikke kan lade være, selvom de ved, at de sætter alt på spil. Familieliv og det hele.

83

PP-Den man elsker.indd 83

25/06/09 8:54:09

– Jeg tror ikke, vi har mere at tale om. Du må tale med min advokat, hvis du vil mig mere. Nu må du have mig undskyldt.

Erik Adelskov nikkede afmålt og gik med lange skridt væk fra havneområdet.

Han forstod da at holde på formerne, tænkte Roland og så, at han havde et ubesvaret opkald fra Svendsen. Han fandt nummeret.

– Hvad så? Spyt ud.

– Jeg har talt med fiskeren. Han fortæller, at han fik øje på cyklen helt tilfældigt ved kvart i nitiden, da han kom ind fra morgenens fisketur, og han fiskede den op af vandet med en bådshage. Først tænkte han ikke videre over det. Det er ikke så usædvanligt, at han finder cykler og indkøbsvogne i havnebassinet efter en weekend. Men han nåede netop lige at tænke, at der sad en lille pige og var ked af det, da han i det samme genkendte den. Cecilie plejede jo at komme nede på havnen sammen med sin far, og netop dagen inden havde han set hende cykle rundt på kajen på den selv samme lyserøde cykel med den hvide kurv foran. Hun havde ikke haft redningsvest på, og han havde tænkt, at forældrene da ikke var rigtig kloge. De sad på dækket af deres båd og spiste, mens pigen cyklede rundt på egen hånd. Da han senere hørte over radioen, at pigen var forsvundet, frygtede han straks, at der var sket en ulykke, og ringede til politiet.

– Fint. Hvad ellers?

– I noget sand på molen har Lange Lind fundet dækspor, som ser ud til at matche cyklen. Men de er ikke ret dybe, så nogen har sandsynligvis trukket den. Vi har spærret det af, så ingen ødelægger sporet. Vi har også lavet et gipsaftryk. En par sålaftryk ved siden af dæksporet tilhører ikke en lille pige.

84

PP-Den man elsker.indd 84

25/06/09 8:54:09

– Hvad størrelse sko?

– Hvad størrrelse var det? råbte Carsten Svendsen, og Roland kunne høre Lange Lind svare noget i baggrunden.

– En 44.

– Det tyder på en voksen mand. Kan vi få mere at vide om skoen?

– Har du sendt skoaftrykket til undersøgelse? råbte Svendsen, og igen mumlede Lind et eller andet i baggrun­ den.

– Ja. Der var en del af et mærke under skoen. Vi er i gang med at undersøge, hvilket mærke det er.

Igen sagde Lind noget i baggrunden.

– Lind siger, at der kun er halvdelen af mærket, så vi skal have fat i nogle forskellige skomærker til sammenligning.

– Godt arbejde. Nu ved vi altså, at cyklen blev trukket?

– Sandsynligvis. Men nu kommer det mærkelige. Cyk­ len er blevet undersøgt på teknisk, og de siger, at den under ingen omstændigheder kun har ligget i vandet i omkring en halv time eller maksimalt tre kvarter, som er det tidsrum, vi har at arbejde ud fra.

Per Roland mærkede, hvordan de små hår i nakken begyndte at sitre.

– Hvor længe har den så ligget der?

– At dømme efter saltvandets opløsning af lakken og stellet samt de alger og dyr, der har nået at tage bo på den, så har den ligget der mindst 10 timer.

Per Roland så ud over havneområdet og ænsede pludselig ikke længere de pragtfulde kølbåde, der lå foran ham med deres velholdte teakdæk. Den beroligende lyd af faldet til storsejlet, der ramte imod masten, forsvandt også med ét.

85

PP-Den man elsker.indd 85

25/06/09 8:54:09

– Vi skal vist have os en ny snak med Cecilies forældre, sagde han så og lagde på.

Med sine bedste syvmileskridt begyndte han at trave tilbage imod Gl. Strandvej, hvor hunden måtte være færdig med sit arbejde.

Han var ikke engang nået til stedet, hvor den nye strandvej mødte den gamle, før telefonen vibrerede i hans lomme.

– Du må komme med det samme, lød det fra hundeføreren.

– Jeg er der om fem sekunder, jeg er på vej op ad vejen nu.

Per Roland stak i løb. Det ulmede nederst i maven, og jo nærmere han kom Cecilies hjem, des mere sikker blev han på, at den var helt gal.

Hundeføreren kom ham i møde ved garagen uden sin hund. Roland kunne se det i hans øjne. Han havde set det før.

– I har fundet hende, ikke? Hvor er hun?

PP-Den man elsker.indd 86

25/06/09 8:54:10

9

Per Roland fulgte efter den unge betjent ind i huset og ned ad trappen til kælderen. Her passerede han vinkælderen, træningsrummet, pumperummet til poolen, en vaskekælder og et legerum med alverdens legetøj, der var lagt i pæne kasser og stillet ind i reolen, en lille rutsjebane, et lege­tøjskøkken, en sækkestol og en hule, der var bygget af en gammel dug. Det var her, Cecilie fik lov at være barn, tænkte han så. Ikke på sit eget værelse, men under overfladen, hvor ingen så det.

– Det er herinde.

Hundeføreren gik hen til en lille lem i gulvet, der hav­ de været dækket af et tæppe, og viste sig at føre ned til en gammel krybekælder. Lemmen stod nu åben, og Per Roland stak hovedet ind. Så fik han en lommelygte og lyste ned. Kælderen var så lav, at ingen kunne stå oprejst i den, max 60 cm høj, vurderede han. Bunden var af jord, og opklodsningen af bjælkelaget var udført i stab­lede teglsten. Lige neden for lemmen faldt lyskeglen på en lille pigekrop, der lå på siden med hænderne bundet foran brystkassen.

Da han lagde sig på knæ og lyste ned på hende, genkendte han hende fra billederne. Det kraftige, lange, lyse hår lå som en dyne over hendes højre skulder. I politihåndbogen stod der, at „for personer uden lægelig uddannelse 87

PP-Den man elsker.indd 87

25/06/09 8:54:10

er de eneste helt sikre dødstegn, at hovedet er skilt fra kroppen eller udbredt forrådnelse”. Ingen af delene var til stede her, og Per Roland havde ingen lægelig uddannelse. Alligevel kunne han konstatere, at pigen var død.

Lugten var sødlig og tung, som kun et lig, der har ligget en rum tid, lugter. Rebet om hendes hænder var bundet stramt, og selv på afstand skulle Per Roland ikke bruge mange sekunder for at se, at knobet var et dobbelt halvstik om egen part.

Han rejste sig igen.

– Vi bliver nødt til at have hende ud, men jeg foreslår, at vi venter på Kriminalteknisk, så vi ikke ødelægger noget.

Du er første mand på stedet, du skriver rapporten. Det er vist første gang, ikke?

– Jo. – Godt. Husk de gyldne regler. For at beskytte sporene på stedet er der forbud imod tobaksrygning. Brug ikke handsker, dine fingeraftryk er lettere at identificere. Brug ikke håndvask eller toilet. Der kan være rester af blod eller gift i vandlåsen. På elektriske kontakter skal stillingen bevares eller ændring noteres. Brug ikke telefonen på stedet.

Kort sagt: Lad være med at pille.

Den unge betjent lyttede og nikkede.

– Og så er det dit ansvar, at ingen nærmer sig kælderen, før Kriminalteknisk er ankommet. Alt kan være et spor, der kan være vitalt for opklaringen. Ok? – Ja. – Og så skal vi have talt med forældrene. Hvor er de?

– De sidder oppe i stuen på første sal.

– Ved de noget?

– Nej. * 88

PP-Den man elsker.indd 88

25/06/09 8:54:10

Den sværeste opgave, man kunne komme ud for i politiet, var uden tvivl at skulle give forældre besked om, at de har mistet deres barn, men når den opstod, skulle man være parat til at tage den. Per Rolands erfaring sagde ham, at det var vigtigt at aflevere beskeden åbent og nærværende.

Ikke noget med at vende sig bort eller se den anden vej.

Det var et møde med følelser, reaktioner på ens ord, der kunne være ret så overvældende, og derfor var det vigtigt, at man hvilede i sig selv og kommunikerede åbent. Og Per Roland var ikke bange for gråd. Han havde accepteret den del af livet.

Derfor så han nu direkte på Cecilies forældre og sagde: – Jeg er ked af at skulle overbringe jer meddelelsen, men vi har fundet jeres datter …

Han nåede ikke sige mere, før Anne Grethe Junge-Larsens velpolerede ydre krakelerede. Tårerne fossede ned ad kinderne og rev foundation og mascara med sig.

– Jeg beklager meget jeres tab.

Michael Junge-Larsen stod ved vinduet og så ikke læn­ gere på Per Roland. Udenfor var den orange tone nu helt fortrængt af mørket. Vinden havde lagt sig, kunne Roland fornemme. Ikke en gren bevægede sig i træet lige uden for vinduet.

– Jeg bliver nødt til at fortælle jer, at vi fandt hende i jeres krybekælder under huset.

– Her i huset. Jamen du godeste … Michael …

Anne Grethe Junge-Larsen så forvirret på sin mand, der forblev tavs. Han trådte hen og satte sig ved siden af sin kone.

– Du må godt gå nu, sagde Michael Junge-Larsen uden at henvende sig direkte til Per Roland. – Min kone og jeg trænger til at være alene.

89

PP-Den man elsker.indd 89

25/06/09 8:54:10

– Ja, det forstår jeg, men desværre er der en del ting, vi må have afklaret først. Derfor skal jeg bede jer begge om at komme med ind på stationen, så vi kan få taget en dna-prøve samt fingeraftryk, og vi vil også gerne snakke lidt med jer.

– Os? Jamen, jeg forstår ikke …? græd Anne Grethe Junge-Larsen og så igen spørgende på sin mand.

– Nej, det kan virke lidt ubegribeligt lige nu, sagde Per Roland og forstod virkelig godt, hvor ubarmhjertigt hans krav måtte virke. – Som sagt beklager jeg jeres tab, men der er visse procedurer, der går i gang, når man skal til at behandle en drabssag, som det her ser ud til at være.

Det er barsk, men vi har brug for jeres vidneudsagn så hurtigt som muligt. Ikke mindst for at udelukke jer som mistænkte.

Anne Grethe Junge-Larsen tog sig til ansigtet og lod hulkende gråden flyde. Per Roland ventede. Lod nyheden sænke sig og gav dem tid til at få den ud. Sorgen. En mærkelig størrelse. Så forskellig fra person til person. Han så på forældrene, mens de holdt om hinanden, og gav dem et par minutter mere, inden han fortsatte: – Jeg beklager igen, men det er standardprocedure. Alle pårørende skal undersøges. Af erfaring ved vi, at når det drejer sig om børn, skal gerningsmanden som oftest findes inden for barnets kontaktfelt. Det er yderst sjældent, at der i sådanne sager er tale om et fjerndrab, hvor gerningsmanden ikke kender sit offer. Hvis vi har jeres oplysninger, kan vi hurtigere udelukke jer. Det er meget enkelt.

Per Roland så de sørgende forældre lige i øjnene. Med ærlighed kom man længst, tænkte han. Han sank en klump, mens Michael Junge-Larsen aede sin kone over håret og vendte hendes ansigt op mod sit, så han kunne se hende i øjnene.

90

PP-Den man elsker.indd 90

25/06/09 8:54:10

– Vi må være stærke nu, sagde han stille. – For Cecilies skyld.

Anne Grethe Junge-Larsen sad lidt uden at røre sig. Så nikkede hun med lukkede øjne.

– Jamen, så lad os få det overstået.

Hun rejste sig og støttede sig til sin mands skulder, mens de stille gik ned ad trappen.

– I skal nok forberede jer på, at der går et stykke tid, før I kan komme tilbage i jeres hjem igen, sagde Per Roland, da de var kommet ned foran huset, hvor en af Kriminalteknisk Afdelings blå varevogne var ankommet sammen med to patruljevogne. En betjent var i gang med at spærre indkørslen af med bånd.

– Vi skal have sikret alle spor, forklarede han. – Og derefter skal vi nok finde jeres datters drabsmand.

Michael Junge-Larsen stoppede op og så på Roland med øjne, der nu så helt sorte ud.

– Jeg vil betale hvad som helst, for at I finder ham, sagde han med hæs stemme, der skjulte den undertrykte gråd, inden han satte sig ind på bagsædet af den ene patruljevogn. – Hvad som helst.

Hvis der var noget, Per Roland havde lært af sine seks år på Rejseholdet, så var det, at drabsmænd var så forskellige som nat og dag, men at de alligevel alle sammen kunne deles ind i to typer. Den organiserede og den uorgani­ serede. Nu hvor han stod iført den hvide en­gangsheldragt, mundmaske, hårnet, handsker og blå plasticovertræksposer uden på de sorte sko og så til, mens kriminalteknikerne trak Cecilie op af krybekælderen, vidste han, at de havde at gøre med den organiserede drabsmand. En der havde haft overblik nok til at prøve at skjule sin gerning. En der havde forsøgt at slette sine spor. Rydde op efter sig.

91

PP-Den man elsker.indd 91

25/06/09 8:54:10

Gemme liget af vejen. Og når de havde at gøre med den organiserede drabsmand, vidste Per Roland, at det ofte betød, at de skulle lede efter flere gerningssteder. Som regel var der både et kontaktsted, et drabssted og et findested.

Nu manglede de at finde de to første.

Men foreløbig gjaldt det ligsynet. Retslægen var i gang med at se på den døde, og Per Roland benyttede ventetiden til at underrette resten af holdet om, at Cecilie var fundet. Liv blev usædvanlig stille i røret, selv for hende, og nu hvor han havde lagt på igen, var han vred på sig selv over, at han bare havde bralret ud med det. Bag den kontante facade var hun trods alt mor til to.

I det samme kaldte retslægen, og han trådte helt hen til liget. For første gang så han Cecilie rigtigt. Den 147 centimeter lange pige på omtrent 38 kilo lå på ryggen.

Hendes hud var bleg og grå, og ligpletterne var blålige.

De smukke isblå øjne stirrede op i luften. Den lyserøde skjorte med blonder på kraven sad ren og fin på hendes overkrop, ligesom hendes jeans heller ikke havde en plet.

Rebet holdt stadig hendes hænder sammen. Ude i lyset kunne Per Roland se, at det var et skøde mage til dem, man brugte på en sejlbåd.

– Umiddelbart har jeg lidt svært ved at fastslå dødsårsagen, sagde retslægen. – Liget er pænt og rent. Ingen blod eller rifter. Ingen skud eller stiksår. Hun har enkelte punktblødninger i øjnene, som kunne tyde på en kvælning, men jeg er ikke sikker nok, og halsen har ingen tegn på strangulering.

– Vi laver en straksobduktion. Vi kan ikke vente til i morgen med at finde ud af, hvordan hun er død, sagde Roland og trak vejret dybt ned i maven.

– Det er ingen synlige tegn på dødskamp, og hvis der har været det, har gerningsmanden fjernet det. Se her, 92

PP-Den man elsker.indd 92

25/06/09 8:54:10

sag­de retslægen og løftede Cecilies ene arm og rørte ved hendes negle. – En smule sæberester.

– Gerningsmanden har vasket hendes hænder og negle for at fjerne spor?

– Ja, hun har uden tvivl revet ham under sin kamp for livet.

– Er der tegn på voldtægt? spurgte Roland.

Retslægen rystede på hovedet.

– Ingen tegn overhovedet.

– Så vi har ikke at gøre med et seksuelt motiv?

– Det vil jeg ikke mene. Hun har stadig tøj på, og jeg har haft det åbnet og kan se, at kroppen er fin. Ingen tegn på skamferinger eller vold. For mig at se kunne hun lige så godt have været død af et epileptisk anfald med kværkning til følge. Det ser ligesådan ud.

– Kan du fastsætte et dødstidspunkt?

– Som du kan se, er dødsstivheden i musklerne indtruffet, sagde lægen og pegede hen over benene. – Den begynder 2‑5 timer efter dødstidspunktet, afhængig af omgivelsernes temperatur. Han pegede på ansigtet. – Den begynder i kæbe‑ og halsmusklerne og breder sig ned over kroppen, undertiden sidst mærkbar i arme og hænder. På 8‑12 timer er den fuldt udviklet.

– Og det er den her?

– Ja, den er fuldt udviklet.

– Så hun har været død i mere end 8 timer?

– I hvert fald, ja. Dødsstivheden består uforandret 1-3 døgn. Kortest ved høj temperatur. Derefter forsvinder den i samme rækkefølge, som den opstod.

– Det vil sige, at du med sikkerhed kan fastslå, at hun ikke har været død længere end 3 dage?

– Altså det er en lidt usikker metode at fastslå det på, da det varierer afhængig af temperaturen. Men hvis jeg 93

PP-Den man elsker.indd 93

25/06/09 8:54:10

åbner for hendes bukser, og du ser på hendes underliv, så kan du se de første synlige tegn på grønfarvning.

Per Roland så ned og kunne nu godt ane en grønlig farve.

– Det vil siden brede sig til det meste af kroppen. Dertil kommer en gennemtrængende, ram og ubehagelig lugt.

– Den lagde jeg mærke til, allerede da jeg åbnede lemmen.

– Ja, forrådnelsen er så småt ved at indfinde sig, sagde retslægen og trak hendes bluse ned over underlivet igen.

– Hvornår begynder den?

– Normalt omkring to døgn efter dødens indtræden.

Roland mærkede nakkehårene igen.

– To døgn? Har hun været død i mere end to døgn?

Det kunne ikke passe. Der måtte være noget galt. Helt galt.

– Det vil jeg mene, ja. Men ikke meget længere end det.

For så ville hudfarven skifte til sortrød. I bløddelene udvikles luft, som virker opsvulmende. Forrådnelsesvæske danner blærer i huden, som efterhånden løsner sig i store flager. Ofte flyder en brunrød substans fra næse og mund.

Det er ikke tilfældet her. Men hun har også ligget en anelse køligt, så det kan have forsinket processen.

– Hvad med hendes temperatur?

– Ja, efter dødens indtræden falder temperaturen til omgivelsernes temperatur. Et påklædt og utildækket ligs temperatur falder indendørs med 1‑1½ grad celsius pr. time i de første cirka seks timer og derefter lidt mindre pr. time. Efter omkring 24 timer er legemstemperaturen den samme som omgivelsernes. Som det er tilfældet her.

– Så det vil sige, at hun har været død i mellem 24 og 48 timer?

94

PP-Den man elsker.indd 94

25/06/09 8:54:10

Roland blev rolig igen. Det passede bedre med det halvandet døgn, som de opererede med.

Lægen gyngede med hovedet og strammede munden.

– Mja, vi er nu tættere på de 48, hvis man tænker på, at forrådnelsen er ved at gå i gang, på trods af at hun ligger et køligt sted.

– Omkring to døgn? Så er vi tilbage til søndag aften?

Hun har kun været forsvundet siden mandag morgen?

Per Roland var forvirret.

– Ja, hun har i hvert fald været død længere end det.

Søndag aften efter klokken 20 og før midnat er nok mit bedste bud.

– Og det er du sikker på? Hovedet på blokken?

– Hovedet på blokken, ja.

Per Roland tog sin telefon og ringede til Liv, som sad på stationen sammen med Max Motor og spiste take-away, de havde hentet i Prøvestenscentret overfor.

– Er Cecilies forældre kommet ind? spurgte han.

– Ja, de er nede og få taget blodprøver. Vi får dem op om fem, svarede hun med munden fuld af dürumrulle med kebab og lidt for meget dressing.

– Det er på tide, I går lidt til dem. De er fulde af løgn.

PP-Den man elsker.indd 95

25/06/09 8:54:11

10

Som enlig mor til to små børn var det ikke usædvanligt for Liv at ordne flere ting samtidig. Således klarede hun nu at blive briefet af Per Roland om forældrenes historier samt detaljerne omkring gerningsstedet og liget, at skrive rapporten om afhøringen af Hans Schultheiss færdig og maile den til Ole, samtidig med at hun i telefonen overtalte ekskæresten til at tage børnene i en hel uge fra i morgen ef­termiddag. Claus, hendes nye kæreste, havde allerede hentet dem i børnehave og vuggestue og passede dem hellere end gerne resten af aftenen, til Liv kunne slippe hjem.

Da forældrene kort efter trådte ind ad døren, havde Liv netop sunket den sidste bid af dürumrullen og skyllet den ned med noget vand, hun ville ønske var en øl. Eftermadsmøgen måtte vente til senere.

Sammen med Max fulgte hun Junge-Larsen-parret ned i det lille afhøringslokale, hvor de delte dem op. Liv og Max gik ind på et kontor med moren, mens Carsten Svendsen og Miroslav tog sig af faren. Det var vigtigt, at de afgav forklaringer hver for sig, så den ene ikke påvirkede den anden.

– Vi forstår ikke, hvorfor vi skal afhøres, sagde Anne Grethe Junge-Larsen, da de havde sat sig om det lille bord, og Liv gættede på, at hendes mand nok sagde nøjagtigt det samme i rummet ved siden af.

96

PP-Den man elsker.indd 96

25/06/09 8:54:11

Spørgsmålet var, om resten ville blive lige så enslydende.

– Nej, det kan vi godt forstå, men det er almindelig procedure, sagde Max nu med sin mest beroligende blø­de stemme. – Alle, der har haft kontakt med Cecilie inden for de seneste døgn før hendes død, skal afhøres.

Det er et vigtigt led i efterforskningen. Måske kan der være noget i det, I fortæller, der kan lede os på sporet af gerningsmanden.

– Derfor vil vi gerne starte ved begyndelsen igen, sagde Liv nu. – Og denne gang vil jeg bede dig være ærlig over for os. Vi ved nu, at Cecilie har været død siden søndag aften.

Det passer ikke helt med, hvad du og din mand tidligere har fortalt os, nemlig at hun forsvandt mandag morgen.

Liv tav og lod informationen synke ind. Hun observerede Anne Grethe Junge-Larsens ansigtsudtryk ændre sig.

De stive øjne og vrede krusninger om munden løsnedes op. Flovheden over at være blevet taget i en løgn afslørede sig i de rødmende kinder. Liv kendte det så uendeligt godt. Ofte løj folk for at dække over noget, de ikke ville have frem. Som for eksempel utroskab. Det var den hyppigste årsag, hvis de blev set et sted, de ikke ønskede at blive set. Eller ikke ønskede at andre skulle vide, de var blevet set.

– Desuden viser undersøgelserne af hendes cykel, at den er blevet smidt i vandet allerede søndag aften og ikke mandag morgen, hvor du tidligere har fortalt, at Cecilie kørte af sted på den, supplerede Max nu.

Anne Grethe Junge-Larsens blik flakkede. Facaden var nu for alvor krakeleret. Sikke en følelsesmæssig rutsjetur.

Liv fik næsten ondt af hende, da hun bøjede hovedet og begyndte at græde.

– Lad os bare tage det hele fra begyndelsen, sagde Liv 97

PP-Den man elsker.indd 97

25/06/09 8:54:11

og bevarede den behagelige tone. Der var ingen grund til at spille barsk, vidste hun nu. Hun skulle nok få moren til at tale. – Du og din mand havde svært ved at få børn, forstår jeg. Det må have været hårdt?

Kvinden snøftede og nikkede, hun løftede hovedet igen og tog en dyb indånding.

– Jo. Men så kom Cecilie jo.

– Hvor mange år forsøgte I? – Næsten 10 år.

– Det må have været opslidende for parforholdet?

– Det var en hård tid, ja. Men min mand stod ved min side hele vejen.

– Selvfølgelig gjorde han det, sagde Liv og tænkte, at det var et svar, hun selv kunne have skrevet på forhånd.

Selvfølgelig forsøgte kvinden at holde på de rester, der var tilbage.

– Så må det have været en vældig lettelse, da du endelig blev gravid?

Anne Grethe Junge-Larsen lyste lidt op inde bag det forgrædte ansigt.

– Det var det, ja. Vi blev meget glade.

– Og du var jordemoder?

– Jeg er uddannet jordemoder, ja, men jeg har ikke arbejdet, siden jeg blev gravid.

– Hvorfor ikke?

– Det har altid været min mands ønske, at jeg skulle gå hjemme, og da jeg endelig blev gravid, syntes vi begge, at det var bedst af hensyn til barnet. Som jordemoder har man meget svingende arbejdstider og et opslidende arbejde, hvor man er på benene hele tiden.

– Nattevagterne må vel også være hårde, især når man er gravid og træt, kunne jeg forestille mig? sagde Liv, og kvinden nikkede.

98

PP-Den man elsker.indd 98

25/06/09 8:54:11

Liv fortsatte: – Hvordan var det at rende og hjælpe børn til verden hver eneste dag, når man selv så brændende ønskede sig et?

– Det har altid været et givende arbejde. Jeg er meget glad for små børn.

– Men måske ikke så meget, når de bliver lidt større?

– Hvad mener du?

– Måske bliver de lidt for krævende? Sådan nogle piger kan være ret så irriterende, ikke? Og skabe sig voldsomt.

Det ved jeg da fra mine egne på 2 og 4 år. De kan blive ret så hysteriske, hvis de ikke lige får deres vilje. Kunne Cecilie være sådan?

– Aldrig. Cecilie er velopdragen.

– Så du vil bilde mig ind, at du aldrig kunne blive irriteret på Cecilie?

– Selvfølgelig kunne jeg det. Men så talte jeg med hen­ de. Vi opfører os ordentligt over for hinanden i vores familie.

Liv smilede indvendigt. Anne Grethe Junge-Larsen bar præcis den forlorne facade, som hun var stukket af fra som ung.

– Så du råbte aldrig ad hende?

Kom nu for helvede. Lad nu være med at lyve for os igen.

– Vi kan da alle sammen blive vrede på vores børn og råbe lidt ad dem, tog Max over.

– Ikke i vores familie. Vi taler sammen i stedet. Jeg beklager meget, men sådan er det altså. Det er vel ikke strafbart, at vi har det godt sammen?

Liv fjernede hatten og lagde den på bordet. Så kørte hun træt en hånd igennem håret, så det strittede i alle retninger. Anne Grethe Junge-Larsen stirrede på hende, 99

PP-Den man elsker.indd 99

25/06/09 8:54:11

som om hun havde lyst til at finde en kam og rede det på plads igen.

– Hvad med at fortælle os lidt om, hvad I egentlig lavede i søndags? spurgte Liv. – Vi var nede på båden og spise frokost. Vi blev der hele eftermiddagen. Til ved halvsekstiden.

– En fisker dernede fortæller os, at Cecilie cyklede rundt på havnen alene. Hvorfor gjorde hun det?

Anne Grethe Junge-Larsen pustede luft ud mellem tæn­ derne.

– De snakker, gør de, sagde hun irriteret. – Cecilie var ikke alene. Vi sad jo på dækket og kunne holde øje med hende. Cecilie er … eller … Anne Grethe Junge-Larsen slog blikket ned og græd igen, inden hun fortsatte. – Cecilie var en stor pige. Hun kunne sagtens klare sig selv. Desuden kunne hun svømme, hvis hun skulle falde i.

Hun så op igen og mødte Livs blik.

– Så I syntes ikke, hun behøvede en redningsvest?

– Nej, det mener jeg ganske bestemt ikke, sagde hun i et tonefald, der tydeligt signalerede, at hun mente det.

– I talte med nogle unge østeuropæiske mænd. Hvad snakkede I om?

– Min mand talte med dem, ja. Jeg ved ikke, hvad de snakkede om. Han har selv fortalt, at de talte om bå­den.

– Talte I med andre?

– Ikke andre end Erik Adelskov, der var sejlet hertil for at besøge sin mor. Vores nabo.

– Hvad talte I med ham om?

– Løst og fast. Hvordan det gik i hans investeringsfirma og så videre. De faldende aktiekurser og stigende renter påvirker jo os alle. Flere eksperter mener, at et krak er nært forestående. Ikke at jeg ved meget om den slags, men jeg lytter da, når mændene snakker.

100

PP-Den man elsker.indd 100

25/06/09 8:54:11

Liv betragtede hende. Hun var tydeligvis en intelligent kvinde. Jordemoder var den uddannelse, der krævede det højeste gennemsnit fra gymnasiet for at komme ind.

Selvfølgelig forstod hun det hele. Hun spillede bare dum.

Hvorfor? For at passe ind i en rolle? Som hjem­megående direktørfrue? For at være mere som naboerne?

– Hvor længe blev I på havnen?

– Vi blev på båden i nogle timer og kørte hjem sidst på eftermiddagen.

– Alle sammen? Vi har tidligere afhørt Cecilies veninde Astrid, som sagde, at hun var sammen med hende om aftenen. At de var ude på rideskolen.

– Ja, Cecilie cyklede alene af sted. Hun sagde ikke, hvor hun skulle hen.

– Hvorfor sagde hun ikke, hvor hun skulle hen? Var I uvenner?

Anne Grethe Junge-Larsen blev tavs.

I det samme forstod Liv. – Og så var det, hun aldrig kom hjem? spurgte hun.

Kvinden nikkede, så de dyre halssmykker gyngede.

– Ja. Vi troede, hun ville dukke op. At hun ville komme hjem, når hun blev sulten.

– Hvorfor cyklede hun af sted uden at sige noget? Hvad blev I uvenner over?

Kvinden sukkede dybt, og hendes øjne fyldtes med vand.

– Vi, det vil sige min mand og jeg, havde forbudt hende at tage med Astrid ud på rideskolen om aftenen. Det var hun blevet sur over. Vi gik ud fra, at hun var taget af sted alligevel. Imod vores vilje.

– Hvad skulle de på rideskolen? Skulle de ride om af­ tenen?

– Ja, det spurgte vi også om. Det var et besynderligt 101

PP-Den man elsker.indd 101

25/06/09 8:54:11

tidspunkt, syntes vi, og hun skulle jo op og passe sin skole næste dag. Og ind til pladestudiet om eftermiddagen. Det duer ikke, at hun er ude om aftenen, så er hun for træt den næste dag. Hun har et hårdt program.

– Men hvorfor løj I om, hvornår hun var forsvundet?

Anne Grethe Junge-Larsen så på Liv med de grønbrune øjne.

– Fordi vi troede, hun ville komme hjem. Det var først næste morgen, at det gik op for os, at hun ikke havde været sammen med sin veninde hele natten. Da skolen havde ringet, kontaktede jeg Astrid. Hun sagde, at Cecilie ganske rigtigt var kommet hen til hende, og at de var taget ud på rideskolen, men derefter var Cecilie kørt hjem igen.

– Hvorfor fanden ringede I ikke til politiet med det samme? spurgte Max, tydelig oprørt. – Er I klar over, at vi måske kunne have reddet hende? Vi kunne have begyndt eftersøgningen allerede da. Mens hun stadig var i live.

Liv tog en dyb vejrtrækning og lagde en hånd på makkerens brede arm. De skulle begge beherske sig. Ikke få Anne Grethe Junge-Larsen til at modarbejde dem ved at fordømme hende.

– Ja, hvorfor ringede I ikke? Hvad var I bange for? spurgte hun blidt.

– Vi troede som sagt, at hun ville komme til fornuft næste dag. At hun sov hos en veninde og fulgtes med hen­de i skole. Derfor reagerede vi først, da de ringede fra skolen.

– Hvorfor løj I for os?

– Det ser jo ikke pænt ud … at vi ikke reagerede med det samme …

– For ikke at blive stemplet som dårlige forældre? Liv tog sig til hovedet. – Løj I for at virke som gode forældre?

102

PP-Den man elsker.indd 102

25/06/09 8:54:11

Hun hørte sin stemme blive skinger. Netop som hun troede, at intet, den slags kvinder gjorde, kunne chokere hende længere.

– Det er der sgu da ingen forældre, der gør, skældte Max ud, tydeligt oprevet, og denne gang stoppede Liv ham ikke. Hun lod ham skræmme livet af kvinden.

– Det kan sgu da ikke passe, at man kan være så ensporet? Det var sgu da jeres barn? Betyder facaden alt?

Anne Grethe Junge-Larsen svarede ikke. Hun sad blot med hovedet bøjet og stirrede ned i bordet. Tårerne løb ned ad hendes kinder.

Liv nikkede indvendigt og svarede for hende. Det gjor­ de den, vidste hun. Hun var vokset op med det.

PP-Den man elsker.indd 103

25/06/09 8:54:12

11

For Per Rolands vedkommende var efterforskningen kommet ind i en ny fase. Nu var det en drabssag og ikke en forsvindingssag. Men drabssager var trods alt dem, han havde løst flest af i sin karriere, og besøget på Retsmedicinsk Institut skræmte ham da heller ikke, selvom det var blevet næsten midnat, før retsmedicineren ringede og sagde, at nu var han færdig.

Hvordan var den lille pige slået ihjel? var det helt sto­ re spørgsmål, der konstant trængte sig på. Og hvor? Per Roland var overbevist om, at hvis de blot fandt gerningsstedet, så var der ikke lang vej til at finde gerningsmanden.

De kunne allerede udelukke østeuropæerne. Det var ikke sandsynligt, at de havde dræbt pigen og gemt hende i krybekælderen.

Per Roland fik faktisk gåsehud, men tænkte, at det nok mest skyldtes, at han var kold og træt, da han trådte ind i det sterile rum, hvor Cecilie lå med et hvidt stykke stof over sig. Der var mørkt, og mange andre ville nok have følt sig utilpas, men for Roland befandt alt, hvad der var uhyggeligt og farligt i denne verden, sig udenfor.

– Hejsa, gamle ven, sagde Kim Hjort, retsmedicineren der nu kom ham i møde. – Godt at se dig. Hvordan har Cynthia det?

– Hun har det fint. Det er mig, der lider.

104

PP-Den man elsker.indd 104

25/06/09 8:54:12

– Er I …?

– Ja, vi blev separeret for tre måneder siden. Vi delte boet lige. Hun fik børnene og huset. Jeg fik mit arbejde.

– Hun var også for god til dig, hvis du spørger mig, grinte Kim Hjort, men der var medfølelse i stemmen. Humor havde de altid brugt, de to. Det var nødvendigt i deres arbejde, og de mødtes kun i de kolde rum på Retsmedicinsk Institut. Og altid under de værst tænkelige omstændigheder.

– Hun er for god til alle, svarede Per Roland. – Hvad har du til mig?

– Kom, så skal du se.

Kim Hjort trak forsigtigt i det hvide stof, som havde hun stadig været i live, så Cecilies nøgne krop kom til syne. Hun havde været åbnet og var syet sammen igen.

Syningerne var store på den lille krop.

– Hvad med id?

– Forældrene var her tidligere. Ganske kort. Så blev de kørt tilbage til stationen. En hattebærende ung spændstig kvinde fanget i en drengekrop og en stor rockertype var her med dem.

Per Roland lo indvendigt og så Max og Liv for sig.

– Skriver du stadig din smudslitteratur?

– Mine krimier? Ja, men der er sgu ingen forlag, der gider udgive dem. De er fulde af klichéer, siger de. Men jeg bliver ved.

– Hvad har du? sagde Per Roland og så hen på Cecilie.

– Det er altså en af de svære.

Retsmedicineren gik om på den anden side af Cecilie, så Roland bedre kunne se.

– Først og fremmest har jeg skrabet sæberester ud under hendes negle. En hel del. Sæben er sendt til undersøgelse, så vi kan få mærket, men mit bud er, at der er mange i det 105

PP-Den man elsker.indd 105

25/06/09 8:54:12

område, der bruger den samme sæbe.

Per Roland nikkede. Folk købte trods alt ind de samme steder. Alligevel vidste han, at ingen detalje var for ubetydelig.

– Hendes tøj var umiddelbart nydeligt og rent, men gik jeg lidt tættere på, fandt jeg en del hestehår på indersiden af bukserne, ligesom der også var hestehår på hendes ene skjorteærme.

– Hvilken farve?

– Røde. Fuksfarvede hedder det faktisk på fagsprog. En rød hest hedder en fuks. Vi har sendt det til analyse og vil forsøge at få fastlagt en race i løbet af i morgen. Hvis det altså er muligt ud fra et par hår. Jeg har ikke prøvet det før.

– Hvad mere?

– Plantedele i bukseopslaget. De er også sendt til analyse. Vi kontakter Botanisk Institut, så vi kan få fastlagt, hvilke planter de kan stamme fra.

– Andet? Ingen dna-spor?

– Desværre, nej. Ingen sædrester, ingen spyt, ingen fin­ geraftryk. Hun har ikke været voldtaget og er stadig jomfru. Gerningsmanden har været yderst forsigtig for ikke at efterlade sig spor.

Det passede godt med Per Rolands billede. En organiseret person der slettede alle spor. Han begyndte mere og mere at fornemme, at han burde genåbne sin gamle sag med ridepigerne. Det lignede et mønster. Der var i hvert fald store sammenfald i modus og signatur. Piger der forsvandt for så at dukke op et par døgn senere, døde og med hænderne bundet foran kroppen med samme knob.

Han skulle huske at undersøge, om gerningsmanden fra dengang var på fri fod? Det var jo efterhånden ti år siden, så det var ikke umuligt, at han var sluppet ud nu på grund af god opførsel. Men samtidig undrede det Per Roland, 106

PP-Den man elsker.indd 106

25/06/09 8:54:12

at Cecilie ikke som de andre ofre var blevet voldtaget.

Måske var gerningsmanden blevet forstyrret? Måske var det i virkeligheden ikke selve voldtægten, der tændte ham længere, men det at se ofret lide? Det at tage magten over hende?

– Fandt du andet? spurgte han i håb om, at der var bare en enkelt ting, der kunne lede ham tættere på drabsmanden.

– Ja. Vi fandt den her i hendes højre lomme.

Kim Hjort tog en lille pose fra stålbordet. Indeni lå en lille porcelænsfigur. En lille hund med næsen i sky, hvid med sortmalede blomster på, ikke meget større end en nøglering. Per Roland syntes mest af alt, den så fornærmet ud.

– Hvad er det?

Kim Hjort trak på skuldrene.

– Ingen anelse. Det ligner en hund, ikke?

Per Roland var ikke sikker. Men Cynthia havde været vild med den slags.

– Vi må spørge en fagmand.

– Den kan en antikvitetshandler klare, sagde Kim Hjort, og Per Roland fornemmede, at vennen havde opdaget, at han i et kort øjeblik var kommet til at tænke på sin eks.

– Er du sikker på, at du er helt færdig med hende? spurgte retsmedicineren.

– Hun er i hvert fald færdig med mig.

Per Roland havde ikke lyst til at tale mere om Cynthia, så han fortsatte: – Hvad med den egentlige dødsårsag, har du kunnet fastslå den?

– Ja, jeg tror, jeg har fundet den. Se her, sagde Kim Hjort og gik hen til Cecilies ansigt. Hendes øjne var nu lukkede, og hun ville have virket fredfyldt, hvis det ikke 107

PP-Den man elsker.indd 107

25/06/09 8:54:12

havde været for omgivelserne og de store syninger ned over kroppen.

– Der er ingen tegn på, at hun har været bedøvet, og hun har hverken ydre eller indre kvæstelser. De punktformede blødninger i øjnene ledte straks min mistanke hen imod en form for kvælning.

Så meget vidste Roland.

– Men da der ikke var tegn på strangulering, eller på at der har været et reb rundt om halsen, var det svært at kalde det en kvælning, forklarede Kim Hjort. – Indtil jeg løftede hendes overlæbe. Se her.

Han gjorde det igen, så Roland kunne se fire små helt ens mærker på indersiden af overlæben.

– Små sår, sagde Kim Hjort og slap overlæben igen.

– Hvad betyder de?

– Noget har været presset imod hendes mund.

– Hvad for eksempel?

– Noget blødt, noget der ikke lavede mærker uden på huden.

– Som en pude?

– Ja, en pude er faktisk et godt bud.

– Så du vil vurdere, at hun er blevet kvalt med en pude?

– Ja, det er det mest sandsynlige. Kvalt er hun i hvert fald blevet af noget, der blev presset imod hendes næse og mund.

Per Roland smilede inde i sig selv. Nu havde de et gerningsvåben at gå efter. Så var der ikke langt til gernings­ stedet.

– Og så er der lige en anden ting, sagde Kim Hjort.

– Ja? – Hænderne.

Roland så på pigens hænder.

108

PP-Den man elsker.indd 108

25/06/09 8:54:12

– Er bundet med et dobbelt halvstik om egen part, ja?

Med noget der ligner et skøde.

– De er bundet, efter at døden er indtruffet.

Roland stirrede først på vennen, så på hænderne igen.

– Hvordan kan du vide det?

– Det ses tydeligt her. Se. Kim Hjort pegede på håndleddene, hvor rebet havde siddet.

Per Roland kunne ingenting se.

– Der er jo ikke noget?

– Netop. Skader, der påføres kroppen, efter at døden er indtruffet, efterlader ingen mærker.

PP-Den man elsker.indd 109

25/06/09 8:54:12

12

Liv klagede sig, da han rørte ved hende og greb om hendes mave. Søvnen var ikke væk endnu, men drømmelandet var forsvundet. Hans hud føltes kold imod hendes. Den var stiv med det samme, mærkede hun. Hun overvejede let. Orkede hun? Efter kun fem timers søvn?

– Kom nu, hviskede han og trak hende tættere ind til sig. – Du kan bare sove videre?

Hvor fristende det end lød at gøre det halvt i søvne, besluttede hun sig for at lade ham åbne hende. Hun mærkede en hånd gribe om hendes ene bryst. Den var ikke kold.

Brystvorten blev hård. Han nev let i den og nulrede den.

Hun tog imod ham. Langsomt mærkede hun hans lem, der skubbede sig opad mellem hendes ben. Hun kravlede op på alle fire, og han trængte sig ind i hende, stønnende bag hendes ryg. Så vendte hun sig om på ryggen og lod ham komme op oven på hende. Hun mærkede hans dufte, indsnusede dem. Åh, den glæde ved lige at have mødt hinanden. Hvor man endnu syntes, hans sved duftede.

Hvor man kunne drikke ham. Hun greb om hans lem og hjalp det ind i varmen igen. Han borede sig ind i hende, som prøvede han at forsvinde i dybet. De smagte på hinanden, de let fugtige læber, det nederste af halsen, alt var stadig så nyt og uudforsket.

Hun kunne mærke hans ekstase, der kom brusende 110

PP-Den man elsker.indd 110

25/06/09 8:54:12

samtidig med hendes egen, og væltede ham nu om på ryggen. Så satte hun sig overskrævs på ham og red dem begge ind i himmerige.

Gid det altid ville være sådan, tænkte hun, mens hun røg en eftersex-smøg ud ad vinduet.

De hemmeligt udvekslede blikke over morgenmåltidet afslørede morgenens intense akt, men heldigvis var Jose­ phine og Alba alt for små til at opdage, at deres mor og hendes kæreste havde et sexliv i modsætning til mange andre forældre med børn i den alder.

Claus skimmede søvnigt dagens avis. Håret strittede og lignede Livs. Avisens forside var prydet af et smukt billede af Cecilie med det store lyse hår. „Lå myrdet i forældrenes kælder” var overskriften. Hun læste artiklen, og hvad Per Roland havde udtalt.

På spørgsmålet om forældrene var mistænkte, svarede han: „Alt er muligt lige nu. Vi afhører alle, der har relevans i sagen, og vi hører naturligvis gerne fra offentligheden.

Hvis der er nogen, der har set noget i området søndag aften og nat, eller hvis der er nogen, der ligger inde med en viden, der kan være af mindste betydning for vores efterforskning, så ring til os.“ På spørgsmålet om, hvorfor man først havde troet, at Cecilie var forsvundet mandag morgen, afparerede Per Roland med et: „Den slags hører til de efterforskningsmæssige hemmeligheder.“ Pænt af ham ikke at hænge forældrene ud, tænkte Liv. – Mor, hjælp, kaldte Josephine. Hårbørsten sad fast oven på hovedet, viklet ind i de filtrede lokker.

111

PP-Den man elsker.indd 111

25/06/09 8:54:12

Liv sukkede. Det var en evig kamp med hendes krøllede hår.

– Lad mig, sagde Claus ivrigt og rejste sig.

Liv nød hans veltrænede bagdel. Han havde kendt pi­ gerne i to måneder nu, og hun måtte indrømme, at det fungerede sgu. Han var sød ved dem, og efter den første jalousi over at skulle dele mor var de blevet glade for ham.

– I skal over til far igen i dag, råbte Liv til dem, mens de vimsede rundt og hev flere ting ud af taskerne, end der kom ned.

– Jah, jublede Josephine, der nu havde fået rottehaler og mest af alt lignede Pippi Langstrømpe. Men hun så sød ud med sine store brune øjne og det lange lyse hår.

Heldigvis for Liv elskede de at være hos deres far. Han havde købt en af de dyreste lejligheder i hele Helsingør bymidte, da hun havde smidt ham ud, højgravid med nummer to og skidetræt af, at han forlangte at vide alt, hvad hun foretog sig. Helt ærligt. Hun vidste sgu ikke engang altid selv, hvad hun foretog sig.

Hun bladrede videre i avisen, som havde travlt med at have ondt af forældrene. Flere kendte stod nu frem og udtrykte deres sympati, og mange tog afstand fra politiet og kaldte det „forfærdeligt”, at forældrene var blevet taget ind til afhøring. „Tænk at skulle gå igennem det, når man lige har mistet sit barn,” harcelerede en. „Har politiet da ingen medfølelse? Tænk at mistænkeliggøre de stakkels forældre,” udtalte en anden.

Derefter fulgte et dobbeltopslag, et portræt af Cecilie Junge-Larsen. Hendes korte liv opremset i en faktaboks, billeder fra hendes sejr i „Scenen er din”. Til sidst et interview med hendes manager, en mand i fyrrerne, skaldet og med en charmeklud, som mest af alt lignede en kliché og også talte som én.

112

PP-Den man elsker.indd 112

25/06/09 8:54:13

„Vi elskede hende alle sammen. Vi vil komme til at savne hende. Det er en frygtelig tragedie. Men vi vælger at udgive hendes album som planlagt. Som en hyldest til hende. Overskuddet vil gå til en mindefond,“ var han citeret for at sige.

Sikke et storsind. Liv bladrede igen. Ny artikel. Under overskriften „Bare hun ikke led” vistes et stort billede af moren opløst i gråd. „Jeg ved, at jeg ser hende igen, når min tid kommer,” udtalte hun. Liv skimmede artiklen og fik en stor klump i maven. Hun skævede til sine egne piger, men i det samme fangedes hendes interesse for alvor. Hun ænsede ikke engang, at pigerne var begyndt at skændes, eller at Claus mæglede.

Så lukkede hun avisen, tog den under armen og rejste sig.

– Kom så, unger, vi skal af sted.

Tid til morgenparole.

For Per Roland var morgenerne de værste. Det var her, det gik op for ham, at han var alene. Og så havde han ikke engang været helt alene i dag, for Peter havde sovet hos ham, og selvom det ikke var blevet til meget andet end et muggent blik over morgenmaden, nød Roland at have ham.

Cynthia havde ringet aftenen inden og bedt ham tage en snak med sønnike. Tilsyneladende var han igen blevet taget i at stå og rive den af ude på terrassen hjemme i Bal­lerup. Naboen havde ringet og skældt ud, fordi hans lille datter havde kunnet se drengens tissemand oppe fra sit vindue.

Cynthia havde spurgt, om han mon var seksuelt afsporet, og om det mon kunne føre til, at han en dag kunne finde på at voldtage en pige? Per Roland havde beroliget 113

PP-Den man elsker.indd 113

25/06/09 8:54:13

hende og nåede at tænke, at det da ville være værre, hvis han voldtog en dreng. Men han sagde det ikke.

I stedet lovede han at droppe hotelværelset, han havde fået stillet til rådighed i Helsingør, køre den lange vej tilbage til lejligheden i Ballerup og tage en mandesnak med sønnen: – Peter, hvis du skal flå i den, så gør det inden døre, okay?

– Ja, far.

Så var den ged sgu barberet.

Nu sad Roland og smilede tilfreds for sig selv for enden af bordet i mødelokalet, hvor hans tropper så småt var ved at indfinde sig. Carsten Svendsen sad der allerede og skumlede, han havde altid haft svært ved at komme i omdrejninger om morgenen. Max Motor var ved at tage hjelm, læderjakke og bandana af ovre i hjørnet, mens Lange Lind, Miroslav og Anette trådte ind, skramlede med stolene og satte sig. Max Motor hilste på dem alle med et nik, også Anette, selvom alle vidste, at de højst sandsynligt var ankommet til stationen samtidigt. De havde været en slags bollevenner eller halvkærester, om man vil, det sidste halve år. Dem om det, tænkte Roland og så efter Liv, der i samme nu gjorde sin entré og smed sig i stolen på sin drengede facon. Tøjet var lige så spraglet som den foregående dag, hatten havde hun i hånden, og håret strittede, som havde hun lige dyrket sex. Og det havde hun garanteret også, tænkte Roland overrasket over sig selv og skyndte sig at slå billederne ud af hovedet. Han så på sit ur. Kunne hun i det mindste ikke være her til tiden?

Alle sad nu og bladrede i deres papirer og ventede på lederens ord.

– Klokken er 9.05, begyndte han. – Det er den 18. sep114

PP-Den man elsker.indd 114

25/06/09 8:54:13

tember, en af de uheldige dage i Tycho Brahes kalender.

Til dem af jer der er for unge til at vide den slags, så var Tycho Brahe en kendt astronom og astrolog i slutningen af 1500-tallet. Det hævdes ofte, at han beregnede sig frem til 32 dage, som ville være yderst uheldige at foretage sig noget som helst på. En af dem er den 18. september. Deraf begrebet en Tycho Brahes-dag.

Per Roland kiggede ud over sin flok, der måbende kiggede igen.

– Ja, så ved I det, brummede han og tog en spritpen med hen til whiteboardtavlen.

– Ingen detaljer er for små eller ubetydelige, lød det fra Carsten Svendsen. – Lad det være jer en lektie.

– Meget morsomt, sagde Roland. – Nå, vi skal have nogle ting på tavlen. Jeg starter selv.

Obduktionen sent i aftes viste, at Cecilie ikke er blevet voldtaget eller forsøgt voldtaget. Hendes krop har ingen synlige mærker efter vold. Den egentlige dødsårsag er fastlagt til kvælning med en blød genstand, der blev presset imod mund og næse. Muligvis en pude. På hendes tøj fandt man planterester, som her til morgen er blevet identificeret som værende hvidtjørn. Vi skal have fundet ud af, hvor i byen den vokser. Det kan pege i retning af et kontaktsted eller måske endda et gerningssted. Jeg har slået planten op på nettet.

Han fandt en udskrift fra Wikipedia frem.

– Her står, at det er en stor, løvfældende busk med en stiv og tæt vækst. Den har ofte flere stammer fra grunden.

Barken er først rødbrun og næsten hårløs. Senere bliver den grågrøn og kan skifte videre til gulgrå. Gamle grene er grå og opsprækkende. Og her kommer det vigtige, sagde han og løftede en pegefinger. – Busken bærer talrige stive grentorne på de ikke-blomstrende skud. Knopperne er 115

PP-Den man elsker.indd 115

25/06/09 8:54:13

spredte, runde og rødbrune. Bladene er omvendt ægformede med tre lapper på den yderste tredjedel. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er grågrøn.

Blomstringen sker i maj-juni, og blomsterne sidder i halvskærme på knudrede dværgskud. De er hvide og lugter stramt. Frugterne er røde bæræbler med to kerner, som spirer villigt.

Roland så ud over sin flok og holdt billedet op, så de alle kunne se.

– Den vokser som underskov i lyse løvskove, som skov­ bryn eller som krat og overdrev i det meste af Europa, herunder også Danmark, sluttede han sin oplæsning. – Med andre ord en ret almindelig plante. Vi skal vide, hvor den findes i Espergærde, og de områder skal undersøges og eventuelle spor sikres. Lind, det er en sag for dig, når du er færdig i huset.

Lange Lind nikkede, så hele kroppen gyngede med.

– Gerningssted? Det er også dig?

Lind rømmede sig og lænede sig ind over bordet.

– Da findestedet var i huset, og gerningsvåbnet tyder på en pude af en art, er det nærliggende at konkludere, at drabet er sket i hendes eget hjem. Spørgsmålet er så i hvilket rum, og om hun selv har inviteret gerningsmanden indenfor, eller om han er kommet ind i huset på anden vis.

Det skulle dagen i dag gerne give svar på.

– Det holder du snor i, Lind, sagde Roland og fortsat­te.

– Vi skal have fastslået et kontaktsted. Hvor mødte hun sin drabsmand? Ud over planten fandt de på Cecilies tøj en del hestehår, hvilket ikke er mærkeligt, da vi ved fra afhøringerne, at hun tog ud at ride med sin veninde Astrid, selvom forældrene havde forbudt hende det. Vi skal have talt med Astrid igen, da hun efter alt at dømme er den sidste, der har set Cecilie i live. Hun skal sammen med os 116

PP-Den man elsker.indd 116

25/06/09 8:54:13

gennemgå, præcis hvad de foretog sig time for time fra søndag sen eftermiddag. Og ikke mindst hvem de talte med. Liv og Max, den er til jer.

Liv så hen på Max, der smilede til hende. De var et godt match, tænkte Roland. Max kunne rumme hende.

– Under Cecilies negle fandt man en del sæberester.

Det peger hen imod, at gerningsmanden har rengjort hendes negle efter forbrydelsen. Sandsynligvis fordi hun har revet ham på halsen eller i ansigtet under sin dødskamp. Gerningsmanden er dygtig og meget beregnende, men render sandsynligvis rundt med ret så synlige spor af sin forbrydelse. Hold øje med det, når I afhører. Vi undersøger netop nu, hvem i området der sælger den pågældende sæbe. Højst sandsynligt et blindt spor, da mange i samme by kan købe den samme slags sæbe.

Den holder jeg selv snor i. Endelig fandt man på Cecilie en lille porcelænsfigur. En lille – ja kan man tillade sig at sige – grim hund.

Roland fandt et billede af den fornærmede hund frem, og det gik fra hånd til hånd.

Enkelte fnis spredte sig blandt dem.

– Hold kæft, ja den er sgu da grim, udbrød Max Motor.

– Ja, grin I bare, men den kan vise sig at være et spor.

Jeg tager den selv ned til en antikvitetshandler i dag.

Roland holdt en pause og tog så imod billedet, der kom tilbage efter sin rundtur.

– Sidste ting, som kom frem ved obduktionen, var, at Cecilies hænder blev bundet, efter at døden var indtruffet.

Måden, hænderne var bundet på, er yderst interessant og betyder, at vi skal have åbnet en gammel sag, hvor gerningsmanden brugte samme signatur. Det er en sag, som Svendsen og jeg begge kender til hudløshed. For 117

PP-Den man elsker.indd 117

25/06/09 8:54:13

12 år siden forsvandt en pige på Cecilies alder, Kathrine Reinholdt fra netop Espergærde. Hun var på vej hjem fra ridning på Espergærde Ridecenter. Hun dukkede op tre døgn senere bundet til en lygtepæl i Næstved, voldtaget og mishandlet til døde. Det var en sag, der rystede hele Sjælland. To år senere skete det igen. En ridepige fra en by tæt ved Næstved forsvandt og dukkede op tre dage senere i nabobyen, bundet til et træ med samme knob, mishandlet og voldtaget. I begge tilfælde var hænderne bundet foran kroppen med et dobbelt halvstik.

– Ligesom Cecilie? spurgte Max. – Nøjagtig som Cecilie. Derfor er det interessant.

– Men vi burede ham jo inde, sagde Svendsen. – Er han kommet ud?

– Nej, han sidder stadig inde. Jeg har lige talt med Vestre, og de kommer med ham her, så vi kan afhøre ham hurtigst muligt. Det tager jeg mig selv af, sagde han og hængte et foto op på tavlen ved siden af de andre mistænkte.

– Kent Levin, sagde han og pegede på fotoet.

– Kan han have haft udgang?

– Det er sandsynligt, svarede Roland.

– Måske var det den forkerte mand, I burede inde? spurgte Miroslav og blev mødt af voldsomme protester fra Svendsen.

– Selvfølgelig var det ham, der gjorde det. Han blev set af flere vidner i nærheden af begge gerningssteder.

Han havde et reb i sin bil, der matchede den type, ofrene var bundet med, og en golfkølle, som han brugte til at slå dem ned med.

– Havde køllen ofrenes dna på sig?

– Metoderne til at sikre dna-spor var ikke så udviklede dengang, sagde Roland. – Så vi fandt aldrig noget.

118

PP-Den man elsker.indd 118

25/06/09 8:54:13

– Nej, vi brugte den her, sagde Svendsen og pegede på sin næse.

– Så kunne det i princippet godt være den forkerte, I burede inde dengang, fastholdt Miroslav.

Svendsen lag­de an til at protestere yderligere, men blev standset af Roland.

– Måske. Måske ikke. Han tilstod aldrig. Vi skal tale med ham igen. Men Liv, du har set på rebene, der blev brugt i alle tre sager?

– Ja, sagde hun og lænede sig frem i stolen, mens hun nulrede en tot af det platinblonde hår. – Og konklusionen er, at rebet i de to første sager ikke var helt de samme som denne gang. Det var et reb fra en båd, men ikke et skøde som i Cecilies tilfælde.

– Hvad var det så?

Liv bladrede i sin blok og fandt sine notater.

– Altså det er en lille forskel, men …

– Ingen detaljer er for små, afbrød Carsten Svendsen og fik et irettesættende blik fra Anette.

– Lad nu pigen tale færdig, Carsten, sagde hun opdragende.

– Bevares. Her prøver man bare at bringe liv ind i samtalen.

– Det var jo ikke engang sjovt, sagde Anette.

– Fortsæt, Liv, sagde Roland bare.

– Men altså, den første pige fra Espergærde og pigen fra Næstved blev begge fundet med hænderne bundet foran sig. Men det reb, der blev brugt, var et lavet af polypropylen og polyætylen. Det er den billigste type tovværk.

Velegnet til fortøjninger og slæbeline, fordi det flyder. Bruges ikke til skøder, fordi det er mere elastisk end polyester.

I Cecilies tilfælde var der brugt et tov af polyester, som benyttes til al slags tovværk på både, også skøder. Fælles 119

PP-Den man elsker.indd 119

25/06/09 8:54:13

for begge tovtyper er, at de ikke er ret elastiske, det vil sige, at de ikke giver sig, hvilket er praktisk, når man skal binde sit offer, så hun ikke kan komme fri.

– Jeg forstår ikke helt forskellen på de to reb, sagde Miroslav.

– Det ene, Cecilies, lignede et spilerskøde, mens de to andre blev bundet med et fald. Det er, hvad der står i rapporterne, sagde Liv og så hen på Roland. – Ikke at jeg kender den dybere forskel på de to.

– Sig mig, du er da herfra, ikke? Sejler dine forældre ikke? spurgte han.

– Min far gjorde tidligere, men kun når der sad en motor bagpå, aldrig sejlbåde.

Per Roland sendte Liv et påtaget medlidende blik.

– Det var synd. Men det, vi kan udlede af det, er, at begge slags reb hører til på en kølbåd. Vi har med andre ord tilsyneladende at gøre med en, der sejler. Sandsynligvis en ret habil sejlsportsmand, der kender sine knob.

– Men det gælder jo næsten halvdelen af byen, sagde Miroslav frustreret.

– Korrekt, afbrød Anette. – Men vi har så også at gøre med en forberedt gerningsmand. Det er ikke en slags reb, der bare ligger tilfældigt på det sted, hvor han overfalder sine ofre. Det er taget med hjemmefra, det er planlagt ned i mindste detalje.

Anette skænkede sig selv en ny kop kaffe og så, at Rolands kop også var tom. Hun hældte op til ham og fik et smil til gengæld. Han drak, inden han fortsatte.

– Lange Lind? Hvad har du?

– Findestedet er endnu i gang med at blive undersøgt.

Vi har fået identificeret skomærket på ham, som trak cyklen nede på molen. Det drejer sig om en str. 44 sko af mærket Prada.

120

PP-Den man elsker.indd 120

25/06/09 8:54:14

– Ikke en helt almindelig sko, sagde Roland.

– En ret dyr sko, sagde Liv og afslørede en skjult inter­ esse for mode. – Kronprinsen er set i dem.

– Så vi har altså at gøre med en rigmandstype, der sejler og går i dyre sko, afbrød Miroslav på vanlig skeptisk manér. – Dem findes der jo næsten ingen af i dette område.

– Én findes der i hvert fald, sagde Roland og pegede på billedet af Erik Adelskov, som de havde sat op på tavlen ved siden af Hans Schultheiss. Så tegnede han en streg fra den ene til den anden. – Den ene siger under afhøringen, at vi skal se lidt nærmere på den anden. Hvad er forbindelsen mellem de to?

– De er begge glade for småbørn, sagde Max. Roland nikkede.

– Efter min snak med Adelskov på havnen tror jeg umiddelbart, at Max har ret. Men der må være mere end det. Hvorfor skulle Schultheiss ønske at lede vores op­ mærk­somhed over på Adelskov?

Max trak på skuldrene.

– For selv at slippe for den.

Nu trak Roland på skuldrene.

– Måske, men ville det ikke bare få os til at grave mere i det pædofile miljø i Nordsjælland og dermed gøre hans eget liv og færden mere usikker?

– Så langt tænker han ikke, hvis du spørger mig.

– Måske ikke, måske ikke.

Roland tav og stirrede på billederne. Så vendte han sig om mod flokken igen.

– Mere? Liv? Hvad har du af tanker om Schultheiss efter afhøringen?

– Nu hvor tidspunktet er rykket til søndag aften, har han ikke længere et alibi. Så han er stadig mistænkt.

121

PP-Den man elsker.indd 121

25/06/09 8:54:14

Roland nikkede.

– Så var det alligevel godt, at vi ikke lukkede den vinkel for hurtigt.

Liv smilede sarkastisk.

– Men jeg tror stadig ikke, det er ham, sagde hun.

– Hvorfor ikke? Han har det bedste motiv, protesterede Miroslav.

– Han ville aldrig kunne skjule sin forbrydelse så grun­ digt. Det er han slet ikke i stand til, selv hvis han havde været ædru.

– Nu ved vi jo ikke, om han var fuld søndag aften, fortsatte Miroslav.

– Vi ved heller ikke, at han ikke var, fortsatte Liv. – Des­ uden går han næppe i Pradasko.

Per Roland nikkede igen og tog billedet af Schultheiss og rykkede det nedad på tavlen. – Så, nu er han stadig mistænkt, men ikke blandt vores hovedmistænkte.

Tilbage i toppen hang Erik Adelskov og Cecilies forældre samt Kent Levin.

– Jeg vil gerne have lov til at vise jer avisen fra i morges, tog Liv pludselig ordet. Hun bladrede frem til et opslag med en større artikel og et foto af Cecilie på den ene side og en lille artikel, nærmest en notits, på den anden under overskriften „For­ældre skyldte millioner væk”. – Her, hun pegede. – En journalist har gravet lidt i forældrenes økonomi, og tilsyneladende lavede faren for et halvt år siden en handel med nogle østeuropæere, der gik i vasken. Han endte med at skylde det tjekkiske firma mere end hundrede millioner kroner.

– For hvad? spurgte Carsten Svendsen.

Liv trak på skuldrene.

– Der står ikke meget i artiklen, andet end at han skylder omkring hundrede millioner kroner til nogle tjekker.

122

PP-Den man elsker.indd 122

25/06/09 8:54:14

Måske var det derfor, de kom ned på havnen for at snakke lidt med ham på en søndag?

– Det skal i hvert fald tjekkes, sagde Per Roland og skrev det op på whiteboardtavlen.

Tavshed i flokken.

– Ja, ja, jeg hørte godt ordspillet, sagde Roland og så på Carsten. – Svendsen, den klarer du. Undersøg Michael Junge-Larsens økonomiske forhold. Hvad er det for en handel, der er gået galt. Hvilke typer er det, han har lavet den handel med? Og hvorfor gik den i vasken? Og så videre. Alt der kan have interesse. Men vær neutral, når du ringer rundt, ikke? Vi skal nødigt ødelægge farens forretninger ved at skabe tvivl om hans troværdighed.

Carsten Svendsen noterede på sin blok.

– Det skal du få, og jeg skal nok være Schweiz.

– Godt. Du har i øvrigt også talt med pladeselskabet, hendes manager og producenterne af tv-showet. Hvad kom der ud af det?

Svendsen rystede på hovedet og kløede sig i det tynde, krøllede hår.

– Ikke meget. Hendes manager er en typisk københav­ nersnude, præcis som man kan forvente det. Han er selvfølgelig ødelagt over, at hun er væk, for så kan han ikke score kassen på hende, men dræbt hende tror jeg ikke, han har. Det er lidt svært at se motivet. Hun var hans guldfugl.

Og hverken han eller pladeselskabet har set hen­de siden onsdag i sidste uge, hvor hun var inde for at indspille en ny sang.

– Hvad med tv-showet? spurgte Roland.

Carsten Svendsen bladrede i sine papirer.

– Showet bliver produceret af Nordisk Film, og lige nu holder de alle sammen fri, før en ny omgang går i gang til foråret, men jeg talte med de ansvarlige, og ingen har set 123

PP-Den man elsker.indd 123

25/06/09 8:54:14

Cecilie eller ved noget som helst. De er jo sådan set færdige med hende, nu er det hele i pladeselskabets hænder.

– Så hvad siger du? Skal vi grave videre i den retning? spurgte Roland.

– Hvis du gerne vil spilde din og min tid, så værsgo, men det er et blindt spor, hvis du spørger mig, og det gør du jo.

– Så lukker vi den vinkel, sagde Roland og stregede pladeselskabet fra whiteboardtavlen, inden han vendte sig om og sagde: – Miroslav?

Miroslav holdt op med at vippe på stolen og satte sig ind til bordet.

– Ja, boss?

– Kan du ikke berige os med, hvad du har fundet ud af ved at rode i pigens computer?

Miroslav strakte sig og gabte.

– Jo, altså jeg sad sgu oppe hele natten og rodede rundt i de forskellige rum, som hun har været med i. Jeg har også set lidt på hendes hjemmeside, som ikke var ret interessant.

Mest en masse billeder og klip fra tv-programmet og fra hendes optrædener rundt omkring. Og så selvfølgelig lidt smagsprøver på hendes nye cd, der udkommer snart.

Det er ikke en hjemmeside, hun selv står bag. Det er pladeselskabets. Og de har tilsyneladende travlt med at holde gryden varm. De har annonceret, at hendes debutsingle kommer ud allerede på fredag. Derudover tjekkede jeg hendes facebookprofil og vennekreds derinde. Hun har 21.344 venner. Jeg har ikke haft tid til at gennemgå dem alle sammen, men jeg har læst beskederne i hendes inbox og ikke fundet andet end fanbreve fra hundredvis af børn og unge samt et par damer i fyrrerne, der synes, hun er fantastisk.

124

PP-Den man elsker.indd 124

25/06/09 8:54:14

Derudover er der her til morgen oprettet en gruppe til minde om hende. „Til minde om vores alle sammens blå engel”, som de kalder hende – det blå refererer til hendes meget smukke øjne. Det er ganske uinteressant for efterforskningen, men mere opsigtsvækkende blev det, da jeg via hendes internetudbyder fremtryllede hendes netaktivitet et par måneder tilbage i tiden og opdagede, at hun har deltaget i debatter om børn og voksne, der leder efter deres rigtige fædre. Hun har ikke selv skrevet noget indlæg, men hun har været inde på andres og har læst og skrevet enkelte kommentarer til deres indlæg.

– Hvilken slags kommentarer? spurgte Anette.

– For eksempel er der en, der skriver: „Hvor er min far? Jeg har aldrig mødt ham. Hvis nogen har hørt om manden, der aldrig har set sit barn, så fortæl mig venligst hvor han er.” Hertil svarer Cecilie: „Prøv at skrive til www.privatdetektiver.dk, det er gratis, og de har hjulpet mange.“ – Har hun selv haft kontaktet dem? spurgte Roland.

– Jeg kan se af hendes historik på nettet, at hun har været inde på adressen, men hjemmesiden eksisterer ikke længere. Jeg forsøger derfor nu at finde ud af, hvem der stod bag den, men det kan godt tage lidt tid.

Han var jo en troldmand, tænkte Roland tilfreds, mens Miroslav fortsatte.

– Desuden fandt jeg i hendes mailboks en lang række beskeder fra den samme mand.

Miroslav bladrede i en stak papirer.

– Jeg har skrevet deres korrespondance ud, sagde han så og fandt et frem. – Se her, hun skriver, at hun vil mødes med ham, men han svarer, at det ikke kan lade sig gøre.

Hun bliver ved med at presse på i den ene mail efter den anden og truer med at „afsløre ham“. Det gør åbenbart 125

PP-Den man elsker.indd 125

25/06/09 8:54:14

manden nervøs, for til sidst indvilliger han i at mødes med hende.

– Hvor aftaler de at mødes? spurgte Liv, men afbrød sig selv. – Lad mig gætte. På rideskolen?

– Lige præcis, svarede Miroslav. – De aftaler at mødes på den rideskole, hvor veninden Astrid også rider, Espergærde Ridecenter, søndag aften klokken 19.30.

– Nøjagtigt samme sted som Katrine Reinholdt sidst blev set i live for 12 år siden, brummede Svendsen.

Roland nikkede og huskede.

– Har vi et navn?

– Han kalder sig Knight-Rider. Vi arbejder på at finde ud af, hvilken computer han har skrevet fra.

– Liv og Max, I finder ud af, hvem vores ridder er. I dag, sagde Roland, og de nikkede begge. – Tag Astrid med. Hun skal fortælle os, hvad der egentlig foregik den aften, og hvem de skulle mødes med.

– Vi skal vel også have spurgt forældrene, om der kan være noget om, at hun har en anden far et sted? afbrød Liv. – Jeg mener bare, kunne der være en sandhed i det?

– Mener du, at den pæne dame skulle have bollet uden­ om? No way, udbrød Miroslav.

– Så kender du vist ikke ret mange pæne damer, skar Liv ham af. – Den slags gemmer på flere hemmeligheder end Stasis gamle arkiver.

Max Motor slog en høj latter op, og Miroslav blinkede kækt til hende.

– Liv har en pointe, sagde Roland. – Det skal vi have spurgt moren om. Carsten, du tager ud til forældrene og taler med moren alene. Spørg hende, om det har noget på sig, at Cecilie skulle have en anden far end Michael Junge-Larsen.

– Jøps!

126

PP-Den man elsker.indd 126

25/06/09 8:54:14

– De er flyttet op i deres sommerhus i Hornbæk, mens vi bliver færdige i huset i Espergærde.

– Ja, må jeg låne bilen, far?

Svendsen rakte hånden ud.

Per Roland rodede i lommen og fandt nøglerne til tjenestebilen.

– Du. Vær lidt diskret, ikke?

– Du kender mig da. Diskretion er min mærkesag, grinede Carsten.

PP-Den man elsker.indd 127

25/06/09 8:54:14

13

– Det her er Kathrine, kan du huske hende? spurgte Per Roland og lagde et foto fra sagsmappen frem på bordet.

Manden foran ham stirrede på det uden at reagere. Kent Levin, tidligere bankbestyrer i Slagelse, for nuværende i gang med at afsone det tiende år af en dom på i alt 14 for drab på to unge piger.

Pigen på billedet var forslået, og de tydelige mærker om halsen vidnede om den bestialske forbrydelse, der var begået imod hende. Manden på stolen foran ham lignede sig selv på trods af en vigende hårgrænse og en del nye ar i ansigtet. Men øjnene, som Roland havde ledt efter svar i så mange gange, var lige så kolde som dengang.

– Kender hende ikke, sagde han og stirrede på Roland med et lille smil.

Roland placerede et nyt foto foran ham.

– Cecilie ligner hende en del, synes du ikke? sagde han.

Kent Levin svarede ikke. Han smilede fortsat.

– Du ved ingenting. Det gør ingen, sagde han så.

– Så fortæl mig det, dit svin.

– Du tilintetgjorde mig i retten. Jeg var bare en ny sag, ikke? En du glemte bagefter. 10 år af mit liv har du foreløbig ødelagt. Mit liv er smadret.

– Hvorfor dræbte du Cecilie Junge-Larsen? råbte Roland.

128

PP-Den man elsker.indd 128

25/06/09 8:54:14

– Jeg har ikke dræbt nogen, råbte Kent tilbage. Hans næsebor dirrede, og Roland huskede, at det havde de også gjort dengang. Febrilsk rodede han i sine papirer og fandt et ark frem, som han lagde foran Kent Levin. Det ærgrede ham, at han havde mistet besindelsen.

– Se her!

Kent Levin så på papiret. Han så uforstående op på Roland.

– Hvad?

– Se på datoen. Fredag den 13. september havde du udgang hele weekenden.

– Ja, jeg skulle til min mors begravelse.

– Cecilie Junge-Larsen blev dræbt søndag den 15., og du var ikke tilbage i cellen før mandag morgen den 16. klokken 8.00. Et perfekt alibi. Ingen ville tænke på dig, når du sad inde.

Tavshed.

– Så svar mig dog!

– Jeg har ikke noget at sige. Jeg nyder at se dig lide, fordi du ikke kan løse gåden.

– Cecilies hænder var bundet som dine tidligere ofres.

Det var din signatur.

– Måske. Måske ikke.

– Hvad mener du?

– Måske er jeg uskyldig.

– Hold nu kæft.

Roland stirrede på den mand, der i flere år havde hjemsøgt ham om natten. I timevis havde han ligget vågen og spekuleret på, om han mon havde buret den forkerte mand inde.

– Vi havde fem vidner dengang, der så dig forlade beg­ ge gerningssteder i din firhjulstrækker. Roland viste tallet med fingrene. – Fem vidner.

129

PP-Den man elsker.indd 129

25/06/09 8:54:15

– Måske var det en tilfældighed?

– Så var det måske også en tilfældighed, at du havde en golfkølle og reb i dit bagagerum.

– Jeg både sejler og spiller golf. Eller rettere gjorde.

– Selvfølgelig. Det sagde du også dengang.

– Du burede mig inde og kaldte mig en lille lort. Jeg skal sørge for, at du æder lort resten af dit liv. Du løser aldrig denne her sag, sagde den anden hånligt.

– Der tager du fejl, smilede Roland tilbage og rejste sig fra sin stol, så den skramlede hen over gulvet. Han åbnede døren ud til gangen og kaldte på Lind, der trådte ind i lokalet og satte sig foran Kent Levin.

Per Roland satte sig ved siden af ham og så overlegent på sit offer.

– Du kan kalde på alle de folk, du vil, jeg er stadig lige uskyldig. Se på mig. Jeg står til at slippe ud om et halvt år. Ville jeg være så dum at ødelægge det?

Roland smilede og så på Lind.

– Fortæl ham det med tapen, sagde han så.

Lind rømmede sig.

– Jo altså, vi har netop fået en ny metode …

Per Roland afbrød ham utålmodigt.

– Forstår du, sagde han henvendt til Levin. – Dengang du bortførte Kathrine Reinholdt på vej hjem fra rideskolen for senere at voldtage hende og binde hende til et træ i skoven, dengang var vores metoder til at finde beviser ikke så effektive. Men det er de nu. Og det kommer til at fælde dig.

Han så igen på Lind.

– Fortæl om tapen.

Lind rømmede sig igen og gik i gang: – Både Kathrine Reinholdt og pigen fra Næstved, Mathilde Hansen, havde munden tapet til med gaffatape, da 130

PP-Den man elsker.indd 130

25/06/09 8:54:15

de blev fundet. Og i anholdtes bil, altså din bil, fandt man en rulle gaffatape.

Kent Levin trak på skuldrene.

– Det er vel ikke ulovligt at køre rundt med en rulle gaffatape i sit handskerum, det gør de fleste sejlere mig bekendt.

Lind rømmede sig igen.

– Sandt nok, og det har hidtil været umuligt at bevise, at et bestemt stykke tape stammer fra en bestemt rulle, men nu har man fundet en helt ny metode.

Per Roland studerede Kent Levins stenansigt og ledte efter en ændring i grimassen, men den kom ikke. Fandens til kold skid, tænkte han.

– Fortæl ham, hvordan det kan lade sig gøre, sagde Roland til Lind.

– Tape er ikke bare tape. Det er en sindrig opfindelse bestående af en bærer, en limtype og fiberglastråde. Og der er forskel på din rulle gaffatape og min rulle gaffatape. Så stor forskel, at det har dannet grundlag for flere domfældelser i blandt andet Holland.

Kent Levin så stadig ud, som om det ikke ragede ham.

Lind fortsatte og fandt et stykke gaffatape frem. Han pegede med en kuglepen.

– Placeringen af de horisontale fibre er afgørende. Ved hjælp af opløsningsmiddel, pincet, kanyle og klar glasplade er det muligt at matche selv et sammenkrøllet stykke tape med dets oprindelige rulle. Først opløses limen på gaffatapen, og så står man tilbage med det underliggende skelet af fibertråde. Skelettet kan derefter parres med partneren ved mikroskopisk sammenligning af trådenes antal, tykkelse og pla­cering. Samtidig opstår der ofte mindre fejl i produktionen, som er et direkte spor, og endelig tager 131

PP-Den man elsker.indd 131

25/06/09 8:54:15

mange gerningsmænd tænderne i brug, når de skal rive gaffatape over. Den proces skaber små fraktioner, der kan spores ved at bruge polaroidfiltre, hvor man bortfiltrerer det hvide lys, sagde Lind og så hen på Roland, som nikkede anerkendende.

Per Roland lænede sig ind over bordet.

– Det, Anders Lind fortæller, er, at vi i arkiverne har gemt de stykker gaffatape, som de piger havde for munden, da de blev fundet, og vi har også rullen fra din bil.

Nu har vi sendt det hele til analyse, og før du har set dig om, så ved vi, om du er så uskyldig, som du render rundt og påstår. Og måske kan vi så tale lidt om Cecilie JungeLarsen.

– Du lyver, sagde Kent Levin.

Per Roland rystede på hovedet, samlede sine papirer og rejste sig.

Lind fulgte efter.

– Medmindre du har noget, du gerne vil fortælle mig, vil jeg sende dig tilbage til din celle. Så tales vi nok ved, når vi har svaret på analysen.

Per Roland lænede sig ind over Kent Levin. Han kunne høre hans heftige åndedræt.

– Ingenting? sagde han så.

Kent Levin rystede på hovedet.

– Jeg er uskyldig, sagde han så.

Roland trak på skuldrene.

– Det vil vi få at se, sagde han og forlod rummet.

Ude på gangen sukkede han dybt og lænede hovedet op ad væggen. Han gned sig i begge øjne. Så sparkede han hårdt ind i væggen.

– Fandens også, han er ikke til at knække, stønnede han, inden han gjorde tegn til fængselsbetjentene om, at de var færdige.

132

PP-Den man elsker.indd 132

25/06/09 8:54:15

Så vendte han sig om mod Lind.

– Sørger du for at få undersøgt, om vi rent faktisk har gemt tapen?

Lange Lind nikkede.

– Og så sender du det til analyse, mens jeg beder de højere magter om hjælp.

PP-Den man elsker.indd 133

25/06/09 8:54:15

14

Det var stadig formiddag, da Liv kørte ind ad grusvejen til Espergærde Ridecenter. Max sad ved siden af hende og nynnede en sang, som hun ikke kunne placere. Mest af alt mindede den hende om „Fly Me to the Moon”. Imens sad Astrid og bed negle på bagsædet.

Liv forsøgte at smile til hende i bakspejlet.

– Er du nervøs? spurgte hun.

– Men det er bare, fordi … Den lille mørkhårede pige med hestehalen og det tykke pandehår sukkede dybt.

– Hun måtte jo ikke for sine forældre. Hendes mor skældte mig vildt ud den næste dag, da hun ringede for at lede efter hende.

Liv standsede bilen foran en af de hvidkalkede stalde og vendte sig om imod hende.

– Det kan jo aldrig være din skyld, at hun ikke ville adlyde sine forældre, vel? Cecilies mor har været bange, da hun ringede, fordi Cecilie ikke havde været hjemme hele natten. Det er ikke din skyld.

Astrid lyste en smule op, så meget som man vel kan, når man lige har mistet sin gode veninde, tænkte Liv og tænkte samtidig, at det vidste hun i virkeligheden nok ikke så meget om.

De trådte ud og fik våde sko i vandpytterne. Undtagen 134

PP-Den man elsker.indd 134

25/06/09 8:54:15

Astrid, der havde været klog nok til at iføre sig vandtætte langskaftede ridestøvler.

– Har du din egen hest? spurgte Liv, da de trådte ind i stalden.

Den voldsomme lugt mindede hende pludselig om hendes egen relativt korte karriere på hesteryg. En ridetime på tyve minutter var det blevet til. Efter at have skridtet rundt i rundkreds sammen med de andre børn i et kvarter var hun begyndt at kede sig bravt, og da døren ud fra ridehuset havde stået åben, havde hun set sit snit til at smutte en tur ud for sig selv. Ude på gårdspladsen havde hun sparket til hesten, alt hvad hun kunne, så den var begyndt at bukke, indtil hun røg af og endte i gruset.

Desværre sad hendes fod fast i stigbøjlen, så hun blev trukket efter hesten hele vejen hen til stalden, hvor den først var stoppet, da den kom til en vogn med foder, som hele hovedet forsvandt ned i. Liv havde sådan set syntes, det var sjovt, men rideskolen havde sendt hende hjem med besked om, at hun ikke behøvede at komme igen. Det var vist også godt det samme. Det var ikke lige noget for hende at rende og lugte af hest. Siden havde hun kastet sig over musikken og fået sin far til at købe en el-guitar til hende.

Kids Against Everything havde de kaldt sig, bandet, men det var en helt anden historie.

– Ja, hun står herhenne, besvarede Astrid hendes spørgs­ mål og pegede hen imod en smuk rød pony med hvid blis og lange hvide sokker.

– Hun hedder Bianca, sagde Astrid stolt.

Liv tænkte, at det da var et mærkeligt navn til en rød hest, men sagde ikke noget.

– Hun er min bedste ven.

– Var det hende, I red på i søndags?

– Jeg smutter lige ud og ser mig lidt omkring, sang Max 135

PP-Den man elsker.indd 135

25/06/09 8:54:15

Motor og forsvandt ud ad den dobbelte stalddør.

Liv ignorerede ham.

– Ja, men det var Cecilie, der selv ville. Hun havde el­lers aldrig været interesseret i Bianca, men i sidste uge kom hun pludselig og sagde, at nu ville hun godt med ud på anstalten og se hende og prøve at ride en tur.

– Anstalten?

– Ja, det kalder min far rideskolen, fordi han synes, jeg er der så meget. Det er bare for sjov.

Det var egentlig ikke ret morsomt, tænkte Liv. – Hvad sagde du så til hende?

– Jeg sagde, at hun gerne måtte komme med ud i næste uge, men hun ville herud om søndagen og helst så sent som muligt, sagde hun. Det var lidt mærkeligt.

– Hvorfor?

– Fordi om søndagen er her normalt lukket. Det er kun folk med egne heste, der kommer her for at ride. Kantinen er ikke engang åben.

– Måske ville hun være i fred? Hun var jo kendt.

– Det plejede nu ikke at være et problem, sagde Astrid og gav Bianca en stor gulerod.

– Hvad mener du?

Hesten gnaskede højlydt og fiskede efter mere med mulen. Astrid gav efter og stak den en mere.

– Hun var altså ret glad for, når nogen genkendte hende. Det var i hvert fald ikke noget, hun var flov over. Hun elskede, når folk kom løbende og ville have autografer.

– Ændrede det jeres forhold, at hun blev kendt?

– Det gjorde det vel, sagde Astrid og gav sig til at ae Bianca over mulen. – Nej, nu får du ikke flere, sagde hun til den og mindede pludselig Liv om sig selv, når hun talte til sine børn.

– Hvad mener du?

136

PP-Den man elsker.indd 136

25/06/09 8:54:15

– Jo, altså, vi var bedste veninder engang, men da hun så blev vildt populær i skolen, fordi hun var med i det der tv-show, så gad hun mig ikke rigtig mere.

– Blev hun lidt snobbet? spurgte Liv og huskede veninder som Cecilie, der pludselig kunne finde på at vende en ryggen.

Astrid smilede.

– Ja … lidt, måske.

– Så må det have undret dig, at hun pludselig ville ud at ride med dig?

– Ja, det gjorde det også. Men jeg blev også vildt glad.

– Hvorfor?

– Fordi hun ikke havde set Bianca endnu. Jeg havde længe gerne villet vise hende til Cecilie. Jeg tager hende lige ud, okay?

Liv nikkede og trådte et skridt tilbage, så hesten kunne komme ud af boksen. Astrid åbnede døren og satte et rødt træktov i grimen. Så stillede hun Bianca på striglepladsen, satte grimen fast i to kæder på hver sin side af hesten og tog tovet af.

– Må jeg lige se det tov, du har dér? spurgte Liv og fik det i hånden. Nu var hun ikke ekspert, men nylon var det i hvert fald ikke og heller ikke bomuld.

– Det må jeg hellere tage med tilbage til stationen.

Astrid så lidt uforstående på Liv og gav hende det så.

– Tag det bare. Jeg har flere.

Hun åbnede sin striglekasse og gik i gang med at strig­ le hesten.

– Hvordan kom I herud?

– Cecilie ringede til mig om eftermiddagen og sagde, at hun var nede ved havnen, så hun ville komme forbi og hente mig. Og så spiste vi noget mad, inden vi cyklede 137

PP-Den man elsker.indd 137

25/06/09 8:54:15

sammen op til rideskolen. Klokken var over seks, da vi kom ind til Bianca.

– Så hun ringede til dig fra sin mobiltelefon?

– Ja. – Havde hun den på sig hele tiden, mens I var heroppe?

– Det går jeg ud fra.

Astrid tænkte sig om.

– Jo, det havde hun, for den ringede et par gange, mens hun skridtede rundt på Bianca inde i hallen, og jeg kan huske, at jeg syntes, det var vildt irriterende, at hun ikke bare slukkede for den.

– Sagde hun noget om, hvem der ringede?

Astrid rystede på hovedet og gav sig til at gnubbe hårdt på hestens bagdel. En indtørret klump mudder send­te en støvsky op i luften.

– Et par gange, hvor mange gange er det?

– Ikke mere end to.

Liv noterede på sin blok. Bare de kunne finde den forbandede telefon. De havde bestilt opkaldslister fra teleselskabet, men den slags tog fandeme altid så lang tid.

– Og du så hende ikke lægge den fra sig eller smide den væk?

– Telefonen? Nej, hun tog den begge gange.

– Talte hun i lang tid, som hvis det var med hendes mor?

– Nej, kun korte beskeder. Faktisk så sagde hun ikke ret meget. Bare ja og nej. Det lød ikke som nogen, hun kendte godt.

Astrid smed gnubbebørsten tilbage i kassen efter at have skyllet den og fandt en blød børste frem. Mere støv bredte sig i den lille staldgang og ind i Livs næse.

– Virkede hun nervøs? Bange?

138

PP-Den man elsker.indd 138

25/06/09 8:54:16

– Lidt nervøs måske. Men ikke bange. Der var ikke rigtig noget, der kunne skræmme Cecilie. Ikke engang Henrik inde fra kontoret, som vi ellers alle sammen er bange for.

– Hvorfor er I bange for ham?

Astrid fniste barnligt. Hun hviskede.

– Han er bare så klam. Han straffer os altid, hvis vi ikke har penge med til at betale vores regninger den første i måneden. Så skal man hjælpe ham med at muge ud, mens han står og stirrer på en. Han siger, at vi har godt af at blive lidt beskidte. At vi er født med en ske i munden eller sådan noget.

– Men han kunne ikke skræmme Cecilie?

– Nej, han kom ellers i søndags og gloede på os, mens vi red. Han er der aldrig i weekenden, men i søndags var han der pludselig. Han stod og gloede på os oppe fra balkonen, hvor forældrene normalt står og ser på, mens børnene får ridetimer.

– Var der andre?

– Nej, på det tidspunkt er alle som regel færdige med at ride. Og weekendvagten går ovre i stalden og giver foder. Og vi havde slet ikke opdaget, at han var kommet ind, så jeg vidste ikke engang, at han var der. Cecilie så ham også og gav sig til at vinke, sådan som dronningen gør det. Bare i sjov, men så forsvandt han.

– Og du er sikker på, at det var ham?

– Ja. Altså, jeg kunne ikke se ansigtet helt deroppe, men han havde den grønne hat på, som han altid går med.

Liv noterede den grønne hat i sin notesbog.

– Hvad gjorde I så?

– Vi red rundt i en halv time, tror jeg. Cecilie fik lov at skridte rundt på Bianca.

– Var det rart at være sammen med hende igen?

139

PP-Den man elsker.indd 139

25/06/09 8:54:16

Astrid så ned i gulvet.

– Det var det ikke? spurgte Liv. Astrid rystede på hovedet.

– Hun var bare irriterende.

– Hvordan?

– Hun virkede helt ligeglad med Bianca. Hun gad næsten ikke se hende ordentligt. Og hun ville heller ikke hjælpe med at sadle hende op.

– Hvad skete der, efter at I havde redet?

– Cecilie havde ikke tid til mere og skulle pludselig af sted. Så vi satte hurtigt Bianca tilbage i boksen og cyklede hjem.

– Hvad var klokken?

– Jeg ved det ikke.

– Var det blevet mørkt?

Astrid tænkte sig om.

– Nej, ikke endnu.

Liv så på hende.

– Solen går ned cirka halv otte, så det må have været før det, sagde hun så.

Astrid nikkede.

– Jeg var i hvert fald hjemme før klokken otte.

– Fulgtes I tilbage?

– Nej, vi gik ud til vejen, og så sagde Cecilie, at hun skulle den anden vej. At hun havde en aftale med sin far, og hun skulle cykle hen til ham.

Astrid strøg en sidste gang over hestens ryg, redte ha­len og manken og kyssede så Bianca på mulen.

– Undrede det dig ikke?

Astrid trak på skuldrene.

– Næh. Cecilie var så underlig. Jeg kendte hende ikke rigtigt mere. Jeg tænkte bare, at det måtte hun selv om.

– Kan du vise mig, hvilken vej hun kørte?

140

PP-Den man elsker.indd 140

25/06/09 8:54:16

Astrid nikkede, løsnede hesten og satte den tilbage i båsen.

– Du kommer ud senere, hviskede hun til den.

Udenfor var vejret en ren Tycho Brahesdag, tænkte Liv, da det begyndte at stå ned i stænger, netop som hun trådte ud af stalden. Sammen løb hun og Astrid over gårdspladsen og stillede sig i læ af ridehusets smalle udhæng. Max Motor dukkede i det samme op fra et lille stråtækt hus midt på pladsen. Han så op på himlen og trådte så ud i regnen og gik hen imod Liv og Astrid.

– Hvad så? spurgte han og blev stående ude i regnen.

– Det regner, sagde Liv. Max så op igen.

– Det gør det søreme også, sagde han så, mens den sorte bluse klistrede til hans brede overkrop, der engang havde været muskuløs, men nu hang en smu­le fortil.

– Hvor er I på vej hen?

– Vi skal ud og se, hvilken vej Cecilie kørte, da hun og Astrid skiltes i søndags. Men venter lige på, at det stilner lidt af.

– Tøsebørn, sagde Max med et smil. – Sådan en smule septemberregn har aldrig skadet nogen. Faktisk regner det næsten ikke mere, sagde han, og Liv så, at han havde ret.

– Hvad har du ellers lavet? spurgte hun, da de sjoskede ned ad grusvejen.

Max rystede vandet af sig som en hund.

– Jeg var lige inde på kontoret og tale lidt med Henrik Frandsen, som sidder derinde. Sådan lidt om løst og fast og om de ansatte herude.

Max satte en finger for munden, og Liv forstod, at de ikke skulle tale om det i Astrids nærvær.

141

PP-Den man elsker.indd 141

25/06/09 8:54:16

– Hun cyklede den vej, pegede Astrid, da de var kommet ud på den asfalterede vej.

– Ind imod skoven?

Astrid nikkede.

Max Motor så sig omkring.

– Hvilken vej cyklede du? spurgte han.

– Den anden. Ind mod byen, sagde hun og pegede.

– Hvad sagde hun, da I skiltes? spurgte Liv. – Bare „vi ses i morgen i skolen”.

– Hvordan virkede hun?

– Hvad mener du?

– Var hun glad? Eller virkede hun bange?

Astrid rystede på hovedet igen, så hestehalen dinglede.

– Hun var helt normal.

– Tak for din hjælp, sagde Liv og hev fat i Max. – Vi prøver at gå ned ad vejen her.

– Må jeg godt gå tilbage til Bianca nu? spurgte Astrid med stor forhåbning i stemmen.

De nikkede begge to, og den lille pige forsvandt tilbage til rideskolen. Liv og Max begyndte at gå.

– Hvorfor tog vi ikke bilen? stønnede Max efter få minutters vandring ned ad vejen, hvor skoven nu rejste sig på begge sider.

– En lille gåtur har vel aldrig skadet nogen? Hvad var det så, du ikke kunne fortælle foran Astrid?

– Stop lige op, prustede Max Motor. – Du har satme så meget fart på. Slapper du aldrig af?

– Jeg har børn på to og fire år, er det svar nok? sagde Liv og fortsatte i samme tempo.

– Ja, ja okay. Men du, vi skal lige se lidt nærmere på ham fyren inde på kontoret.

– Henrik?

142

PP-Den man elsker.indd 142

25/06/09 8:54:16

– Ja, Henrik Frandsen, hedder han. Han er 44 år, single og bestyrer rideskolen. Han arbejder på det kontor hver dag. Foran sin computer.

– Det er der vel ikke noget ulovligt i? smilede Liv. – Nej, men hans hals var fuld af rifter.

Liv standsede. Max så lettet ud.

– Spurgte du til dem?

– Han sagde, at det var katten. Han har fire katte rendende inde på det lille kontor. De slæber alt muligt lort med ind, og der stinker.

Liv stirrede på sin makker.

– Han var der i søndags.

– Hvad var han?

– Astrid sagde, at han dukkede op. At han ellers aldrig kommer i weekenderne, men at han stod og stirrede på dem fra balkonen. Listede sig ind på dem. Hun sagde også, at han godt kan lide at straffe dem med arbejde. At han er klam, og at de alle sammen er bange for ham.

– Kender han mon nogen i Næstved? Måske kommer han på den lokale rideskole?

Liv så på Max. – Det tror jeg lige, vi skal have sat en mand på.

Hun rodede i lommen efter sin mobil og ringede til stationen. Ventetonen var lang, før Car­sten Svendsen brummede i den anden ende.

– Jamen, jo, hvorfor ikke? Jeg sidder jo med fingrene i gravearbejdet i forvejen. Jeg siger det med det samme, det er sgu ikke let at finde ud af noget som helst om de dér tjekker, så det vil være en hel befrielse at tage en dansker.

Den klarer jeg i et snuptag.

Liv vidste ikke, om han var sarkastisk, eller om han mente det. Hun besluttede sig for at være ligeglad.

Hun lod blikket flakke rundt i området. Ikke andet end 143

PP-Den man elsker.indd 143

25/06/09 8:54:16

en vej igennem en skov. Træer og buske. Kom nu, hvor mødte du ham? Liv standsede. Ikke ret langt inde i skovbunden kunne hun se en masse buske. Store buske med stiv og tæt vækst. Bladene var omvendt ægformede med tre lapper og fyldt med røde bæræbler med to grifler på de øverste bær.

Liv bukkede sig ned og så nøje på dem.

– Hvidtjørn? spurgte Max Motor.

Liv nikkede og knækkede en gren af. Fandt en pose i lommen og lagde grenen i den.

I det samme ringede telefonen, som hun stadig havde i den anden hånd.

Det var Carsten.

– Vor ven Henrik Frandsen er ganske rigtigt bestyrer af Espergærde Ridecenter, og det har været hans levebrød de sidste 19 år. Men han er født og opvokset i Sydsjælland, og hans mor bor – hold nu fast – i Næstved.

PP-Den man elsker.indd 144

25/06/09 8:54:16

15

– Hva’ sir I? Skal vi betragte forbindelsen som vigtig nok til at iværksætte en anholdelse allerede i aften? spurgte Per Roland sine tropper, der igen sad om det ovale bord i mødelokalet og slubrede kaffe i sig.

– Det er det, vi skal tage stilling til, sagde Liv og så rundt på de andre.

Miroslav og Max nikkede begge.

– I siger, at han stak af, da I kom tilbage til rideskolen for at tale med ham? Og han var ingen steder at finde?

– Ja, brummede Max Motor. – Da vi havde været i sko­ ven, ville vi bede ham tage med ind til en snak på stationen, men han fik øje på os, netop som vi kom ind på gårdspladsen. Han sad i sin firhjulstrækker, og da han så os, kørte han hurtigt væk. Lige forbi os. Ingen på rideskolen havde noget bud på, hvor han kunne være taget hen. Normalt tager han først hjem sidst på eftermiddagen, forklarede damen i cafeteriaet. Kontoret har åbningstid til klokken 16. Men han kørte cirka 11.30. Vi ventede på ham, fordi vi tænkte, at han måske ville komme tilbage, men en time efter var han stadig ikke dukket op.

– Lind? sagde Roland ud i lokalet.

Gerningsstedseksperten så op fra sine papirer. Håret strittede, men det gjorde det efterhånden på dem alle sammen. Undtagen Roland, af naturlige årsager.

145

PP-Den man elsker.indd 145

25/06/09 8:54:16

– Du har fået planten tjekket?

– Jep, og det var hvidtjørn, magen til den slags som Cecilie havde i buksefolden.

– Kan vi bekræfte et kontaktsted?

– Vi har haft hundene derude hele eftermiddagen, og en del af hvidtjørnebuskadset er trampet ned. Nogen har gået rundt der for nylig, og vi har fundet fodspor, både fra et barn på Cecilies størrelse og fra en voksen, sandsynligvis en mand efter vægten at dømme. Cecilies cykel har også været der. Vi har et mudderaftryk, der passer med forhjulet på hendes cykel. Om skoaftrykket matcher de dyre Pradasko, kan ikke umiddelbart be- eller afkræftes.

– Så hvad siger du?

– Det ligner et kontaktsted, ja.

– Glimrende, godt arbejde. Liv? – Jeg har fået undersøgt hestens træktov, og det viser sig at være et vævet polyestertræktov til 39 kroner fra Horze. Det ligner det, som blev brugt til at binde Cecilies hænder.

– Så det var ikke et skøde?

– Det kan stadig ikke udelukkes, men det kan lige så godt være et som det her. De er stort set ens.

Per Roland skrev en lang smøre på whiteboardtavlen.

– Carsten? Den sydsjællandske forbindelse? Hvordan med den?

– Henrik Frandsens mor bor i nogle beskyttede boliger i samme område i Næstved som pigen, der forsvandt den 2. april for 10 år siden. Området hedder Herlufsholm, læste Svendsen op. – Det er lige ved siden af den fine kostskole af samme navn.

– Kan vi placere Henrik Frandsen i Næstved omkring det tidspunkt, pigen forsvandt?

– Faktisk, fortsatte Carsten Svendsen med hovedet i 146

PP-Den man elsker.indd 146

25/06/09 8:54:16

blokken, – har Henrik Frandsens mor i dag bekræftet over for mig, at han var hos hende fra den 1. til den 2. april 1998. Det kan hun huske, for det er han hvert år. Det er nemlig hendes fødselsdag den 1., og han bliver altid og overnatter.

Per Roland griflede løs på tavlen. Det susede i maven.

– Vi kan altså anbringe ham i nærheden af Næstveddrabet i 1998, og han er set overvåge Cecilie fra balkonen få timer før hendes død. Vi er tæt på. Andre?

– Firhjulstrækkeren, sagde Liv så. – Han kører i en stor firhjulstrækker, som den vidner så i forbindelse med både Kathrines forsvinden, og som også er set på det sted, hvor pigen fra Næstved dukkede op bundet til et træ.

– Yderst interessant, sagde Roland og noterede, inden han atter så ud i lokalet. – Er der mere?

– Kradsemærkerne, sagde Max Motor. – På hans hals.

Han forklarede sig med, at han havde leget med sin kat.

– Spurgte du, hvor han var søndag aften?

– Ja, han sagde, at han var derhjemme, og at han så tv.

Hvilket vi nu ved må være løgn, efter Astrids udsagn om at han dukkede på balkonen, mens de red.

Per Roland lagde pennen tilbage på whiteboardtavlen.

– Det er sgu sammenfald nok for mig. Vi skal have ham børstet af. Han skal afhøres som mistænkt. Vi rykker ud og henter ham allerede i aften. Men vi skal forberede os godt. Hvis det er ham, der står bag alle tre drab, så er han farlig og beregnende. Og det, at han stak af efter at have talt med Max Motor, fortæller os, at han ved, vi er i hælene på ham. Alt i sol og måne peger på, at han vil modsætte sig. Carsten, du har set lidt på, hvor han bor?

Kan du tegne og fortælle?

147

PP-Den man elsker.indd 147

25/06/09 8:54:17

Per Roland rakte pennen ud imod ham.

Carsten Svendsen rømmede sig og gik lidt usikkert op imod tavlen. Pennen sad akavet i hans hånd. Så gav han sig til at tegne firkanter og streger.

– Altså, forklarede han. – Huset, han bor i, er en gammel landejendom på Kellerisvej ikke ret langt fra rideskolen.

Han lejer sig ind. Landmanden, der har stedet, holder køer i denne her afdeling og er en gammel kending af politiet, fordi han i flere år har nægtet at øremærke sit kvæg. Landmanden bor i hovedbygningen, her, sagde han og tegnede en cirkel om den store bygning.

– Og Henrik Frandsen bor i denne her længe. Ejendommen er omgivet af marker og folde, som landmanden bruger til sine køer. Naboejendommen er et lille hus, der ejes af et gammelt ægtepar.

– Som vi naturligvis skal undgå at skræmme livet af, sagde Per Roland, mens Carsten satte sig igen. Så pegede han på tavlen.

– Vi skal have to mand i buskene, hvis han skulle stik­ke af, en på hver side af huset. Og to mand ind ad forsiden, mens to mand bevogter bagdøren og vinduerne bagpå, så han ikke smutter ud dér. Liv og Max går ind og foretager anholdelsen, Lind og Miroslav tager bagdøren, mens Svendsen og jeg tager hver sin busk. Okay?

De nikkede alle. Miroslav så skuffet ud. Carsten Svendsen brummede.

– Hvad siger du, Carsten? spurgte Roland. – Havde du andre planer for i aften?

– Mjoe, ikke noget særligt.

– Godt, de er i hvert fald aflyst. Vi slutter her. Få noget at spise. Aktionen starter klokken 1800, om små to timer.

Mød omklædt og beredt. * 148

PP-Den man elsker.indd 148

25/06/09 8:54:17

– Lortevejr, brummede Liv, da hun og Max sprang ud af bilen. Træerne svajede foruroligende i vinden, mens støv­ regnen fejede ind i ansigtet. Hun satte øresneglen til walkie-talkien i øret.

– Liv, Max? Kom, skrattede Roland.

Liv svarede.

– Vi er netop ankommet. Skifter.

– Er alle enheder på plads? Miroslav og Lind? Kom, skrattede Roland videre.

Efter en masse knitren lød Miroslavs stemme.

– Vi går i mudder til knæene, eller er det kolort? Håber, I nyder at kunne tage hovedindgangen. Vi nærmer os nu huset bagfra. Afventer ordre. Skifter.

– Begræns alle lyde og bevægelser til et minimum, knit­rede Roland. – Husk at have øresneglen i. Carsten?

Kom. – Jeg skidefryser allerede, lød det nu fra Svendsen. – Lig­ ger imellem stikkende buske i iskold blæst. Melder at jeg sgu er for gammel til det pis. Skifter.

– Melder at vi er på vej op mod hovedindgangen nu.

Skifter, knitrede Liv tilbage og begyndte at gå sammen med Max. Med tjenestepistolerne trukket foran sig listede de op langs grusindkørslen og holdt sig ude i græsset for at minimere støjen. Så skiftede de til let løb, hvis man da kunne sige, at noget var let i Max Motors tilfælde.

– Så nærmer vi os. Skifter, sagde Liv. – Alle enheder på plads, lød det fra Roland. – Stand-by til action. Skifter.

– Vi er på plads, skrattede Miroslav. – Han er inde i stuen, jeg præciserer: Mistænkte sidder i sofaen inde i stu­ en og ser tv. Med ryggen til os. Det vil sige med front imod jer. Jeg har ham på kornet. Kan tage ham med et hurtigt træk. Skifter.

149

PP-Den man elsker.indd 149

25/06/09 8:54:17

– Hold dine gangstertilbøjeligheder i ave, til du er til­ bage i ghettoen. Følg hver en bevægelse. Liv og Max anholder ham. Er det modtaget? Kom. – Det er modtaget. Skifter, brummede Miroslav.

– Liv og Max. Er I på plads? Kom? lød det fra Roland.

– Vi er klar. Vi rykker ind. Skifter, skrattede Liv tilbage.

Hun gjorde tegn til Max om at fortsætte op imod huset.

Regnen tog i det samme til, og hun holdt armen op for at skærme for ansigtet. Regndråberne piskede imod husets vinduer. Liv listede helt hen til døren og stillede sig på den ene side, mens Max tog den anden.

– Vi er på plads. Skifter, hviskede hun i walkie-talki­en.

– Godt, svarede Roland. – Hvad er status på mistænkte?

Miroslav? Kom. – Mistænkte har netop rejst sig og er gået ud af stuen, lød det fra Miroslav. – Jeg har ikke længere kontakt. Gentager, jeg kan ikke længere se mistænkte. Skifter.

– Forsøg at genoprette kontakten. Kom, lød det nu fra Roland.

– Jeg kan for helvede ikke se ham. Skifter.

– Prøv det næste vindue. Skifter.

– Det er modtaget. Skifter.

– Hvad gør vi? Skifter, spurgte Liv. – Liv og Max, afvent melding, lød det fra Roland. – Alle er stand-by. Svendsen. Hvor er du? Kom. – Jeg sidder sgu da for helvede stadig i min busk og fryser. Skifter, knitrede Carsten.

Liv sank ned på hug og pressede kroppen op imod væggen. Hendes hænder pressede så hårdt om tjenestevåbenet, at det begyndte at gøre ondt. Kom nu for helve­de, tænkte hun.

– Jeg har ham igen. Han taler i telefon ude i bryggerset.

Skifter.

150

PP-Den man elsker.indd 150

25/06/09 8:54:17

– Vent, til han er færdig. Gentager. Vent, til han er færdig i telefonen. Skifter, råbte Roland i øret på Liv. Hun sukkede og lavede himmelvendte øjne til Max. Han smilede.

– Så er han færdig og lægger telefonen fra sig på bordet foran sig. Han bevæger sig hen imod entréen. Han tager et reb. Skifter.

– Et hvad? Skifter, spurgte Roland.

– Et reb, et tov fra knagen. Nu tager han sin jakke på.

En lang oilskinsjakke. Og en grøn hat. Så går han hen til døren. Han drejer på låsen. Skifter.

– Så er det nu! råbte Roland. – Han kommer lige ud i favnen på jer. Tag ham. Nu! Døren gled op.

En skikkelse kom til syne i åbningen.

Liv og Max sprang op som trold af en æske med tjene­ stepistolerne hævede, da manden nåede ned ad de to trappetrin. De væltede ham bogstaveligt omkuld. Max vred hans hænder bagover og maste hans ansigt ned i mudderet.

Og så var den der. Det, de havde overset. Hunden. En stor sort pittbullterrier. Grim som et ondt år. Den knurre­ de højt, og før de overhovedet nåede at reagere, sprang den på Max og bed sig fast i hans ene støvle. Mens Max råbte og forsøgte at vriste sig løs, pegede Liv på Henrik Frandsen med sin pistol.

– Hvad helvede foregår der? råbte han.

– Lig stille. Få den hund til at slippe min makker, brølede Liv. Men Henrik Frandsen foretog sig ikke noget.

– Slip mig løs først, sagde han. – Så længe I truer mig, vil den bide fra sig.

– Jeg mener det fandeme! råbte Liv, og pistolen dir151

PP-Den man elsker.indd 151

25/06/09 8:54:17

rede i hendes hænder, da ragnarok i det samme brød løs omkring hende.

Ud af busken fra venstre sprang en kampklædt Per Roland, der løbende med pistolen foran sig brølede, at Frandsen skulle få den køter væk, inden han skød hovedet af den. Fra den anden side kom en kampklædt Svendsen i fuldt firspring, mens Miroslav i samme nu stormede bagdøren og i et uelegant rullefald ind på gulvtæppet i stuen lagde sig i skydeposition på maven klar til at plaffe hunden, som han selv udtrykte det i sit kampbrøl. Kun Lange Lind holdt sig udenfor og stirrede igennem ruden på det voldsomme filmagtige scenarie, der fandt sted på den anden side af huset. Sådan stod de alle og pegede med tjenestepistolerne imod hunden og Henrik Frandsen, mens Max skreg og forsøgte at sparke sig fri, da der pludselig lød mere råben ovre fra hovedhuset.

Samtlige ansigter drejede sig i retning af lyden.

– Hvad fanden er det, der foregår? Kan I så komme væk, brølede en ældre mand i kedeldragt og træsko, mens han stavrede ned ad trappen og ud på pladsen for­an huset.

Liv gættede på, at det måtte være landmanden. Han sigtede på dem med et stort brunt jagtgevær.

– I rører ikke mine dyr! brølede han fra gårdspladsen og gav sig til at skyde vildt omkring sig.

– Jeg bestemmer fandeme selv, om de skal øremærkes eller ej.

Patronerne fløj om ørerne på dem, så de uden at tænke over det kastede sig synkront ned i mudderet for ikke at blive ramt.

– Skyd ikke, vi er fra politiet, råbte Per Roland, men det hørte landmanden ikke, eller også vidste han det godt og havde besluttet at gøre kål på politistyrken én gang for 152

PP-Den man elsker.indd 152

25/06/09 8:54:17

alle. I hvert fald fortsatte han med at affyre sit jagtgevær imod dem.

– Forsvind fra min gård, råbte han blot, men ramte heldigvis elendigt.

Per Roland tog chancen og rejste sig. Så løb han hen imod landmanden, og inden denne kunne nå at skyde igen, kastede han sig over ham og væltede ham om i gruset, mens jagtgeværet igen affyredes, denne gang op i luften.

De to mænd lå prustende i gruset, og Liv nåede at tænke, at Rolands lille krop jo nærmest forsvandt i favnen på den store landmand, og at det ikke ville vare mange sekunder, før han ville kaste ham af, som en hest der bukkede. Men så blev scenen endnu en gang afbrudt af noget uforudset, denne gang en mobiltelefon med en ringetone, der mest af alt lød, som om kavaleriet var på vej.

Liv kiggede i retning af trompetfanfarerne og så Svendsen blive ildrød i ansigtet. Med møje og besvær kom han op at stå, rodede febrilsk i lommen og tog telefonen op, mens han så på alle tilskuerne. Så trak han på skuldrene og udbrød: – Ups. Telefonen i hans hånd ringede stadig mere insisterende.

– Så tag den dog, for helvede, råbte Roland arrigt.

Svendsen adlød, og efter en kort stilhed og en markant ændring i ansigtsudtrykket, udbrød han på klingende vest­jysk: – Jen tøs myre? På 4300?

Alt gik i stå. Landmanden opgav at kæmpe imod Roland, hunden droppede sit forehavende og slap Max Motor, der bandede på eftertrykkeligt fynsk. Miroslav rejste sig fra gulvet, stadig med sit våben foran sig, mens Lange Lind nu forsigtigt trådte ind på scenen og stillede sig i 153

PP-Den man elsker.indd 153

25/06/09 8:54:17

døråbningen. Ja, selv blæsten opgav at suse i trætoppene, syntes Liv. Alle stirrede på Svendsen, da han afsluttede samtalen og stak telefonen tilbage i jakkelommen. Han lignede en glad julemand med sin rødlige næse efter lang tid i kulden.

Det krusede tynde hår strittede til alle sider. Han kørte en hånd rundt om munden, som tørrede han ølskum af skægget.

– Ja, så er man bleven bedstefar igen, sagde han med et stort og tilfreds smil.

Ingen sagde noget. Alle stirrede blot på Carsten, ude af stand til at agere, og derfor endte det med at være landmanden, der lod Roland være Roland, traskede hen over mudderet i sine enorme sorte træsko og rakte hånden ud imod Svendsen og udbrød: – Hjertelig tillykke.

Svendsen kvitterede med at anholde landmanden, der fulgte med under en hel del protester.

Kun Henrik Frandsen lå stadig stønnende og sprællende nede i mudderet. Han råbte på en forklaring, men Liv holdt ham nede med et knæ i ryggen. Hun så hen på Max, der stadig ømmede sig. Så tog hun ordet.

– Henrik Frandsen. Det er onsdag den 18. september.

Klokken er nu 18.12, og du er anholdt, sigtet for drabet på Cecilie Junge-Larsen. Alt, hvad du siger, kan og vil blive brugt imod dig …

PP-Den man elsker.indd 154

25/06/09 8:54:17

16

At den gode Tycho Brahe sad et sted deroppe i skyerne og grinede af dem, tvivlede ingen i mødelokalet på Helsingør Politigård længere på. Det skulle da lige være Carsten Svendsen, der sad med sin mobiltelefon foran sig og så på billeder af det nyeste skud på familiestammen, sendt til ham af datteren få minutter efter fødslen. Anette, der hav­ de sørget for varm te og kaffe, så med over skulderen.

– Årh, hvor er hun altså bare kær, jublede hun, mens Svendsen nikkede og smilede.

Per Roland sad for enden af bordet og så fattet ud, mens han gjorde status over aftenens misere: Et styk anholdt rideskolebestyrer, der lige nu ventede på at blive afhørt. Et styk anholdt skydegal landmand, der lige nu drev dem til vanvid nede i arresten. Et styk temmelig ulovlig og sindssyg pittbullterrier som de ikke anede, hvor de skulle placere, da ingen kennel ville have den, og derfor var den foreløbig bundet til en radiator nede i arresten. Et styk politiassistent på skadestuen med stærkt forbidt ben, et styk nysende lang politiassistent og gerningsstedsekspert med halsbetændelse på vej, et styk bundfornærmet og skuffet præmieperle og et styk lokal kvindelig politiassistent, der var tæt på at have mistet al respekt for kollegaerne. Sidst et styk nybagt bedstefar og et styk meget træt efterforskningsleder, der lige nu ikke ane155

PP-Den man elsker.indd 155

25/06/09 8:54:18

de, om han skulle skælde ud eller klappe i hænderne.

Carsten Svendsen så på Roland.

– Ja, du, det må du altså undskylde, sagde han så. – Det var sgu en bommert. Jeg troede, jeg havde husket at slukke den. Jeg gir kvajebajer en af dagene.

Roland rakte hånden i vejret for at signalere, at han skulle stoppe.

– Sket er sket, sagde han. – Vi fik vores mand.

Så tog han en beslutning.

– Liv, du kommer med mig.

Henrik Frandsen var ganske rigtigt klam, tænkte Liv, da hun sad foran ham. Ikke fordi han var ulækker, men mere fordi han var våd efter at have ligget i mudderet uden for sit hus, mens seks politifolk forsøgte at anholde ham, hans hund og hans udlejer. Håret var vådt og slasket og tøjet gennemblødt og mudret til på maven. Ansigtet havde plamager af brun jord, der efterhånden var begyndt at størkne. Indenunder var han en lang og ranglet fyr med lyse striber i et halvlangt hår. Øjnene var brune. Hænder­ne var stadig i håndjern omme bag ryggen.

– Jeg har intet med det at gøre, sagde han med rolig stemme, da han igen var blevet oplyst om sine rettigheder.

– Det var da nogle grimme kradsemærker, du har dér på halsen. Roland pegede.

Liv låste håndjernene op, og Henrik Frandsen tog hånden op til halsen og mærkede efter.

– Ja, det er de forbandede katte. Jeg leger meget med dem, men den ene ved aldrig, hvornår den skal stoppe.

Hvornår det er leg, og hvornår det er alvor.

– Min tidligere kone og jeg havde også engang en kat, som jeg legede med. Det fik jeg nu ikke sådan nogle dybe rifter af, sagde Roland.

156

PP-Den man elsker.indd 156

25/06/09 8:54:18

– Nå, men det gør jeg. Den her elsker at kradse dér, hvor der er skægstubbe.

– Cecilie Junge-Larsen, siger det dig noget? spurgte Ro­ land.

– Ja, men jeg har ikke noget med det at gøre, siger jeg jo.

– Dét?

– Ja, hendes død. Hun blev fundet i forældrenes kælder, ikke? Jeg ser også tv. Det er jo ikke til at komme uden ­om.

Hverken i morgen-tv eller i avisen.

– Hvad kender du til hende?

Henrik Frandsen rystede på hovedet.

– Hun er en pige fra Espergærde. Hendes forældre bor vist nede på Strandvejen. Hun synger og vandt det der tv-show for nylig. Jeg kender hende ikke mere end de fleste andre.

Så skiftede Per Roland spor. Han lænede sig tilbage i stolen og så ud, som om han slappede af.

– Hvordan er det at være bestyrer af en rideskole?

– Hvad mener du?

Per Roland trak på skuldrene.

– Er det sjovt? Er det hårdt? Hvorfor vælger man sådan et arbejde?

Henrik Frandsen så forvirret ud.

– Hvorfor vælger man de fleste former for arbejde? For­ di man kan lide det.

Godt svar, tænkte Liv og fortsatte i Rolands spor.

– Er det, fordi du kan lide heste? Rider du selv?

– Ja, jeg har redet, siden jeg var dreng. Og har også Muocha, min vallak, opstaldet på rideskolen. Jeg er uddannet berider.

– Du er den eneste mandlige ansatte på rideskolen, fortsatte Roland. – Alle ridelærerne, udmugerne, eller hvad I 157

PP-Den man elsker.indd 157

25/06/09 8:54:18

nu kalder dem, og hestepasserne, ja selv kantinepersonalet er kvinder. Hvorfor det?

– Vel fordi det er et kvindefag. Piger lærer at elske heste, fra de er små, og enkelte ender med at leve af det. Mænd vælger typisk dressurridning på højt plan eller hesteopdræt, hvis de går ind i vores branche.

– Eller rideskolebestyrer? spurgte Liv. – Eller bestyrer, ja.

– Du har dit eget kontor midt på gårdspladsen, hvor du kan følge med i alt, hvad der foregår på rideskolen. Holder du også lidt øje med pigerne indimellem?

– Selvfølgelig gør jeg det.

– Kan du godt lide at se på de små piger i ridebukser? spurgte Roland. – Er det lækkert med helt stramme bukser til de små pigers faste numser?

Henrik Frandsen lo.

– Nej, det er bestemt ikke noget, jeg går op i.

– Men du straffer dem indimellem?

– Har de fortalt det? Ja, det er sandt. Det er nu mest i sjov. Når de har glemt at tage penge med til at betale for næste måned, får de lov at muge ud. De har godt af at få lidt snavs under neglene. De er sgu så overbeskyttede, de her små overklassepiger. Sådan er reglerne på vores rideskole. Det var ikke ulovligt, sidst jeg tjekkede.

Så tog Liv over: – For 12 år siden forsvandt en pige, Kathrine, da hun var på vej hjem fra ridning på din rideskole. Hvad kender du til den sag?

– Jeg kan godt huske den. Det var frygteligt. Men jeg kendte heller ikke hende. Der kommer jo så mange piger her og rider hver eneste dag. Jeg kender ikke dem alle.

– Hendes lig dukkede op i Næstved, hvor du er opvokset, og hvor din mor bor i dag.

158

PP-Den man elsker.indd 158

25/06/09 8:54:18

– Jeg har ikke noget med den sag at gøre. Det fortalte jeg også dengang, sagde han henvendt til Per Roland. – Jeg har et alibi.

Liv bladrede i sine papirer.

– Ja, jeg kan se af rapporten fra dengang, at du var ude at rejse med din daværende kæreste?

– Vi var på weekend i Sverige. I en hytte.

– I princippet kunne du godt have nået at køre frem og tilbage, sagde Roland. – Gjorde du det? Tog du en lille tur tilbage til Danmark, overfaldt pigen, voldtog hende, kvalte hende og gemte hende af vejen? Og så smed du hende måske af i skoven, da du alligevel var nede og besøge mutti et par dage senere?

– Nej. – Der var også en pige fra Næstved, der forsvandt to år senere. Den 2. april 1998. Netop som du var på besøg hos din mor, sagde Liv. – Hun blev fundet et par dage senere bundet på samme måde som Kathrine og Cecilie, voldtaget og dræbt. Både pigen fra Næstved og Kathrine her fra Espergærde var blevet kvalt med de bare næver.

Cecilie blev kvalt med en pude. Var det lettere?

Henrik Frandsen vred sig i stolen. Han fnøs let.

– Jeg gentager. Jeg har ikke haft noget med nogen af de piger at gøre. Det er et tilfældigt sammentræf.

– Vil du bilde os ind, at det er et tilfældigt sammentræf, at den første pige, der forsvinder, er fra din rideskole, og den næste pige, der forsvinder på samme måde og dukker op, voldtaget og bundet på samme vis som Kathrine, tilfældigvis er fra Næstved? fortsatte Roland.

– Jeg aner ikke, hvad I taler om. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det har intet med mig at gøre. Ikke andet end at Kathrine tilfældigvis forsvandt på vej hjem fra den rideskole, hvor jeg er bestyrer.

159

PP-Den man elsker.indd 159

25/06/09 8:54:18

– Og ikke andet end at Cecilie sidst er set i live på sin cykel på vej hjem fra den rideskole, hvor du er bestyrer, sagde Roland. – Og ikke andet end at du har en ret stærk forbindelse til Næstved, hvor den ene pige dukker op, død, og en anden forsvinder to år senere. Kan du forstå, hvorfor vi synes, du er interessant?

Henrik Frandsen bed sig i underlæben. Nu kom følelserne, tænkte Liv. Han var presset. Den indre kamp. Kom nu, fortæl os sandheden.

– Hvad er et dobbelt halvstik? spurgte Roland så.

– Et sejlerknob.

Henrik Frandsen så forvirret dem.

– Kan du lave et?

– Ja, det kan jeg da. Jeg sejlede optimist som barn og bruger også den slags knob til at binde vores hegn sammen, hvis noget er væltet nede på en af foldene. Bare så det holder, indtil jeg får det repareret ordentligt. Det er nyttigt at kunne.

– Hvor praktisk, sagde Roland.

– Det er det faktisk.

– Hvad bruger du så til at binde hegnet med?

– Hvad der lige er for hånden.

– Et træktov for eksempel?

– Ja, for eksempel. Det er udmærket til den slags.

– Ja, det er ikke så elastisk. Det giver sig ikke.

– Lige præcis.

Per Roland smilede og nikkede. Henrik Frandsen så fortumlet ud. Liv tænkte, at han nu var så tæt på at ligne et rigtigt spørgsmålstegn, som det var muligt at komme.

– Du er single, ikke? fortsatte hun.

– Jo. – Ingen kone, ingen kæreste?

– Nej. Ikke for tiden.

160

PP-Den man elsker.indd 160

25/06/09 8:54:18

– Hvorfor ikke? spurgte Roland nu. – Ville ingen af dem være med til dine lege?

Henrik Frandsen så forarget på Roland.

– Skal jeg bare sidde og finde mig i det her?

– Det bliver du nødt til, ja, svarede Liv og fortsatte: – Bliver du ikke ensom?

– Som de fleste andre, jo.

– Når du sidder inde på dit kontor, kan du så godt finde på at skrive lidt sammen med nogen på nettet? Chat­te lidt?

– Det hænder da.

– Også med små piger?

– Nej. Han er glat, tænkte Liv. Ikke det mindste tegn på at han løj. Ingen flakken med øjnene, ingen hænder foran ansigtet, ingen udspilede næsebor, intet at gå efter.

– Så du har ikke skrevet sammen med Cecilie JungeLarsen og aftalt at mødes med hende på rideskolen i søndags? spurgte Roland så.

Nu blev Henrik Frandsen alvorlig.

– Nej, det da ved den gode gud, jeg ikke har.

Henrik Frandsen var et af de mennesker, der kunne rynke ét øjenbryn ad gangen, og det gjorde han nu.

– Hvorfor skulle jeg det?

Liv trak på skuldrene.

– For at lokke hende derud? Hvad havde hun på dig?

Hvad var den lille hemmelighed, som hun truede med at fortælle?

Henrik Frandsen rystede på hovedet med et forarget udtryk i øjnene.

– Det lyder altså helt åndssvagt i mine ører.

– Så du har ikke skrevet sammen med hende?

Nu rynkede han begge bryn samtidig.

161

PP-Den man elsker.indd 161

25/06/09 8:54:18

– Nej, for helvede!

– Tænk dig nu godt om en ekstra gang. Vi har din computer, og vores ekspert er netop i gang med at tjekke, om det var dig. Med den slags er det nemlig så smart, at det kan spores, smilede Roland og holdt en pause. – KnightRider, sagde han så. – Et flot navn.

Henrik Frandsens kinder blussede pludselig inde bag mudderet.

– Ramte jeg plet? spurgte Roland.

– Det er ganske rigtigt det, jeg indimellem kalder mig, ja. Men kun på mine datingprofiler. På dating.dk og HotFlirt.dk.

I det samme åbnedes døren ind til det lille kontor. ­Mi­roslav stak hovedet ind og kaldte på Roland, hviskede ham noget i øret og forsvandt så igen.

Roland satte sig med et suk.

– Ja, så ser det ud til, at vi skal være her et stykke tid endnu.

Han kiggede op på Henrik Frandsen og så ham dybt i øjnene.

Som en skuffet far over for sin teenagesøn, tænkte Liv og glædede sig absolut ikke til, at hun selv en dag skulle sidde sådan over for sine piger.

– Du har jo løjet for os, sagde han så. – Vi har netop fået bekræftet, at de mails, der blev sendt til Cecilie Junge-Larsen, faktisk er sendt fra din computer, din bærbare.

– Hvordan vil du forklare det? tog Liv over.

Henrik Frandsen så oprigtigt forvirret ud.

– Nu må I holde op. Det kan ikke passe!

– Men det gør det.

– Jamen … jeg har ikke skrevet dem … jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har på fornemmelsen, at alt, hvad jeg siger fra nu af, bare vil gøre min sag værre.

162

PP-Den man elsker.indd 162

25/06/09 8:54:18

Roland stirrede på ham med mistro.

– Du siger stadig, at du er uskyldig?

– Ja. Jeg kender ikke pigen.

Nu var det Liv, der lænede sig tilbage og så afslappet ud.

– Hvad med at vi starter med, hvad der skete i eftermiddags, da vi kom for at tale med dig. Du sad i din firhjulstrækker og så os komme, og så fik du travlt med at komme væk. Hvorfor, hvis du er så uskyldig?

– Jamen, jeg talte da med jer. Din kollega var inde og tale med mig i lang tid.

– Men vi vendte tilbage for at tale mere med dig. Da du så os, skyndte du dig at køre?

– Hvor skulle jeg vide fra, at I ville tale med mig igen?

Jeg havde lovet at besøge min mor i Næstved. Hun har det ikke så godt for tiden. Jeg tog tidligt fri, det er vel ikke ulovligt?

– Det er det ikke, men du må da indrømme, at det ser mærkeligt ud? overtog Roland.

– Egentlig ikke. Jeg havde travlt.

– Hvad med at du fortæller os, hvor du var henne søndag aften ved syv-halvottetiden? skiftede Liv spor.

– Jeg var hjemme. Jeg så fjernsyn. Det har jeg allerede fortalt én gang, til din kollega.

– Var du der resten af aftenen?

– Ja. – Vi har ellers et vidne, der har set dig på rideskolen i samme tidsrum, som Cecilie Junge-Larsen tilfældigvis også var der med sin veninde. Kort tid inden hun blev dræbt.

– Jamen det passer ikke. Jeg var derhjemme. I må tro mig. Det passer altså.

Henrik Frandsens stemme blev skinger af desperation.

163

PP-Den man elsker.indd 163

25/06/09 8:54:19

– Hvad så du i tv? spurgte Liv så.

– Aner det ikke. Jeg stenede nok bare til et eller andet.

– Prøv om du ikke kan huske det.

Henrik Frandsens øjne flakkede. Han så på Liv og derefter på Roland igen.

– Jeg plejer at se serier på TV2 sidst på eftermiddagen. „Venner” og sådan noget. Og så nyhederne klokken 18, inden jeg spiser aftensmad 18.30. Derefter så jeg en film, jeg havde lejet. I må gerne se kvitteringen.

– Hvad tid lejede du den?

– Om eftermiddagen.

– Ikke ligefrem et alibi, mumlede Roland højt.

– Var der nogen, der så dig, mens du var hjemme? Din udlejer? spurgte Liv. Henrik Frandsen rystede på hovedet.

– Talte du i telefon med nogen?

– Nej. Ikke hvad jeg kan huske.

– Ikke din mor? De plejer jo gerne at ringe om søndagen, mødre.

– Ikke min mor, det er altid mig, der ringer til hende.

Hun er efterhånden halvblind af diabetes, så hun kan ikke se tasterne.

– Så du har altså intet alibi for aftenen, brevene fra Cecilies formodede drabsmand kommer fra din computer, du er set i nærheden af hende, kort før hun blev dræbt.

Du kan godt selv se, at det ser skidt ud, ikke?

Henrik Frandsen stirrede febrilsk på Roland og så hen på Liv. – Hvorfor skal vi tro på din uskyld?

– Jeg tror godt, jeg vil tale med en advokat nu.

Fandens også, tænkte Liv. De få ord, der kunne stoppe det hele. Havde de bare kunnet blive ved lidt endnu, havde de fået ham.

164

PP-Den man elsker.indd 164

25/06/09 8:54:19

– Er du sikker? Vi sidder bare og snakker lidt, sagde Roland venligt. – Du er sikker på, at der ikke er noget, du gerne vil ud med? Noget der nager inde i dig?

Henrik Frandsen rystede på hovedet.

– Jeg ønsker ikke at sige mere, før min advokat er til stede.

– Nogle gange kan det være rart at få lettet sit hjerte, fortsatte Liv. – Vi kan helt sikkert hjælpe dig.

Men Henrik Frandsen havde tydeligvis besluttet sig til ikke at sige mere.

Per Roland så på Liv og derefter på Henrik Frandsen igen.

– Jamen, så er der ikke mere, vi to kan gøre for dig.

– Forbandede politiserier, bandede Per Roland, da Henrik Frandsen var blevet hentet og ført tilbage til arresten af to betjente. – Jeg vil have taget en dna-test af ham, og så skal vi have undersøgt hele huset fra kælder til kvist for et match. Vi må og skal have et fældende bevis, et der kan placere ham i Cecilies hjem, og et der kan holde i retten, inden 24 timer.

PP-Den man elsker.indd 165

25/06/09 8:54:19

17

Per Roland betragtede sit ansigt i det mørke vindue i det herskabelige køkken. Igennem den åbne terrassedør kunne han høre Øresund gå i land på stranden, og et kort sekund ønskede han sig ud på sin H-båd. Han tænkte på Cynthia.

Hun havde ikke været glad for at sejle, men hun ville have nydt at bo i Junge-Larsens mægtige villa, og især ville hun have nydt hver eneste dag at træde ud i dette smukke køkken, hvor Per Roland og hans flok nu sad og undgik at se på hinanden.

Max Motor stod med benet forbundet og fumlede med en espressomaskine. Miroslav så træt ud, tænkte Ro­land.

Liv og Carsten sad og stirrede ud i luften, Anette stod ved køkkenbordet og fulgte Maxs anstrengelser, mens Lange Lind som den eneste drønede smånysende og snøftende rundt i huset, tog prøver af alt, han kunne finde, og undersøgte enhver pude som et formodet gerningsvåben.

– Hvad hvis vi ikke finder noget? brød Liv tavsheden.

Per Roland vendte sig ikke om, men stirrede fortsat på sit eget spejlbillede i vinduet. Hvorfor var menneskers stemmer så forskellige? Hvorfor lød Cecilies som engle­ sang, mens Livs mest mindede om en skærebrænder?

Per Roland havde engang læst en artikel om netop det 166

PP-Den man elsker.indd 166

25/06/09 8:54:19

i Illustreret Videnskab, huskede han nu. Det var noget med, at der var stor forskel på længden af stemmebånd.

Mænds var længere end kvinders, og derfor var deres stemmer dybe. Samtidig var det noget med, at størrelsen af brystkassen påvirkede tonen og klangen. Måske var det derfor, Livs stemme indimellem var lille og skinger.

Hun var for spinkel, tænkte han uden egentlig at vide, om man kunne stille det sådan op. Måske var det mere, fordi hendes spørgsmål var irriterende, at Per Roland syntes, hendes stemme var skinger.

– Så har vi jo stadig korrespondancen mellem dem, sag­ de Max Motor, mens han forsigtigt nippede til den stærke kaffe. – Er det ikke nok? spurgte han.

Per Roland tænkte, at han måtte have utroligt lange stemmebånd.

– Det er desværre ikke helt nok, nej, svarede han og vendte sig imod sine tropper. Han smilede svagt i et forsøg på at være opmuntrende.

– Du kan sgu da ikke bevise, at han har myrdet hende, bare fordi han har sendt hende fem mails, brummede Miroslav. – Det kan enhver da gøre, for helvede, mand. Han kan jo sige, at det bare var for sjov eller sådan noget. Eller at det ikke var ham, der sendte dem. At en anden har brugt computeren.

– Miroslav har ret. Vi må og skal have Henrik Frandsen forbundet med Cecilie. Vi kan ikke placere ham på kontaktstedet. Desværre. Skoaftrykkene i skoven er ikke tydelige nok. Så enten skal han have efterladt sig spor på findestedet eller gerningsstedet, og da Cecilie blev fundet i husets kælder, må vi formode, at hun er blevet slået ihjel her et sted.

– Men forældrene var jo hjemme, sagde Liv. – Ja, men det giver ikke mening, at gerningsmanden 167

PP-Den man elsker.indd 167

25/06/09 8:54:19

skulle have dræbt hende et andet sted for så at slæbe hende ind i hendes eget hjem og gemme hende i kælderen.

Liv trak på skuldrene.

– Det har du nok ret i. Det lyder bare mærkeligt, at de så ikke har hørt noget.

Nu var det Per Roland, der trak på skuldrene.

– Det er et stort hus. Hvis de har siddet og set tv ovenpå i det øverste soveværelse, som de siger, at de gjorde …

– Spørgsmålet er så, om hun selv har inviteret gernings­ man­den indenfor, eller om han er kommet senere, sagde Max Motor.

– Hvad med at tjekke om Henrik Frandsen har et par Prada-sko? spurgte Liv. Roland nikkede.

– Det gør vi.

– Hvad med forældrene? spurgte Liv igen.

– Svendsen? Hvad sagde de til dig ude i sommerhuset? spurgte Roland.

– De benægter, at Cecilie skulle have en anden far.

– Talte du med moren alene? Det kunne jo være, at hun ikke ønskede, at manden skulle vide det.

– Jeg talte kun med moren. Manden var i København for at deltage i „Go’ Aften Danmark”. Moren havde meldt fra, hun magtede ikke mere. Men hun sagde, at hun da i hvert fald ville vide det, hvis der var en anden far, og det var der ikke.

– Lyver hun?

– Det er ikke til at sige.

Lange Lind dukkede nu op i køkkenet og satte sig ved spisebordet.

– Jeg tror, det er sket på hendes værelse, sagde han så.

– Nej, det er forkert formuleret. Jeg er 89,9 procent sikker på, at hun er blevet slået ihjel på sit værelse.

168

PP-Den man elsker.indd 168

25/06/09 8:54:19

– Endelig. Hvad baserer du det på? spurgte Roland.

– Som du selv opdagede, står fem af bøgerne i reolen på hovedet. Og jeg har desuden fun­det et billede af Cecilie, der er taget på hendes værelse for nogle måneder siden, og det viser, at flere af tingene på reolen står meget anderledes nu. Alle nipstingene er flyttet rundt. Det kunne tyde på, at de har været væltet ned, måske under et håndgemæng, og så har gerningsmanden ryddet op efter sig uden at vide præcis, hvordan tingene skulle stå.

– Mmm, lyder sandsynligt, svarede Roland. – Ingen nye spor? Ingen fingeraftryk?

– Der er gjort ret så grundigt rent, så nej, men jeg tror, at jeg ved, hvordan gerningsmanden er kommet ind.

Per Roland kunne selv mærke, at han lyste op. Det sam­ me gjorde de øvrige rundt om bordet.

– Fortæl.

– Ud for Cecilies værelse ud imod haven og vejen står der en meget lang stige. Gerningsmanden kan være kravlet op ad den og ind ad vinduet til hendes værelse. Moren har under en afhøring sagt, at de altid sover for åbne vinduer, så længe nattefrosten ikke er begyndt, da det er sundest for luftveje og for at undgå husstøvmider eller sådan noget.

En gerningsmand kan sagtens være kommet ind den vej, fortsatte Lind.

– Okay, sagde Roland. – Så arbejder vi altså ud fra, at gerningsmanden har mailet Cecilie og aftalt at mødes med hende på rideskolen.

Anette rakte en arm i vejret og afbrød.

– Nu må vi ikke glemme, at det var Cecilie selv, der pressede ham til mødet.

– Hvad kan det betyde? spurgte Liv. – Tilsyneladende har hun vidst et eller andet, som har fået vores gerningsmand til at adlyde. Det må være en 169

PP-Den man elsker.indd 169

25/06/09 8:54:19

alvorlig ting, siden det kan presse ham til at møde op mod sin vilje. Måske har hun afpresset ham. Han har i hvert fald følt sig truet på den ene eller den anden måde. Måske endda på hele sin tilværelse.

– Du mener, at hun har kendt en eller anden hemme­ lighed om gerningsmanden, der er stor nok til at ødelægge hans liv?

Anette nikkede.

– Noget i den stil.

– Ville denne viden være stor nok til at slå ihjel for at forhindre den i at komme frem?

Anette trak på skuldrene.

– Det er ikke usandsynligt.

Liv og Roland nikkede begge. Det var et muligt motiv.

– Men i hvert fald tog hun ud på rideskolen med sin veninde for at mødes med ham bagefter, fortsatte Roland.

– Her ringer gerningsmanden til hende og siger, at de skal mødes ude i skoven i stedet, afbrød Liv. Roland nikkede.

– Ja, han har fået kolde fødder, måske fordi hun er sammen med en veninde. Han er bange for at blive set.

– Derfor hatten, sagde Liv. Roland pegede på hende.

– Præcis. Han ser fra balkonen, at hun ikke er alene, og ringer derefter til hende og laver aftalen om. De mødes ude i skoven mellem træer og buske.

– De taler sammen, hun siger, hvad det er, hun ved, måske truer hun ham med at afsløre det hele. Måske bliver de uvenner …

– Eller måske går han ind på hendes betingelser for at lukke munden på hende, afbrød Anette og blev så selv afbrudt af Roland: 170

PP-Den man elsker.indd 170

25/06/09 8:54:19

– Og her beslutter han sig så for at lukke munden på hende for altid. Hun cykler hjem igen. Gerningsmanden følger efter hende, måske venter han uden for hendes vindue, indtil hun er gået i seng, og så kravler han op til hende ad stigen. Herefter kvæler han hende med en af hendes egne puder, så rydder han op og slæber hende ned i kælderen, hvor han gemmer hendes lig i krybekælderen.

– Inden da binder han hendes hænder med rebet, sagde Liv. – Hans signatur, ja. Det han skal gøre, sagde Anette.

De så på hinanden alle sammen. Et øjebliks tilfredshed ramte dem. Det hang sammen.

Indtil Miroslav blandede sig.

– Men hvorfor fanden venter han, til hun kommer hjem? Hvorfor myrder han hende ikke bare i skoven?

Mænds stemmer kunne altså også være skingre, tænkte Roland nu og lukkede øjnene. Havde han været et barn endnu, havde han sat en finger i hvert øre og var begyndt at synge. Men det var han ikke, desværre.

– Dræber, rettede Roland ham. – Hvorfor dræber han hende ikke bare i skoven?

– Whatever, svarede Miroslav. – Hvorfor dræber han hende derhjemme?

– Måske varede det lidt, før det gik op for ham, at han var nødt til at skaffe sig af med hende? svarede Roland.

– Måske var han bange for, at nogen skulle høre dem?

– Det er der da endnu større risiko for hjemme i hendes eget hus med forældrene ovenpå? Det bringer mig til mit næste punkt. Hvorfor hører forældrene ikke larmen, hvis tingene fra en reol bliver væltet ned på gulvet?

Per Roland tav. Han måtte indrømme, at knægten hav­de ret, men de kendte jo ikke deres gerningsmands motiver. Måske gav det et kick at myrde hende i hendes 171

PP-Den man elsker.indd 171

25/06/09 8:54:19

eget hjem. Måske ville han vente, til hun sov, så hun ikke gjorde så meget modstand? Måske for at lede mistanken hen på forældrene? Og måske hørte forældrene ingenting, fordi de så tv i soveværelset? Der måtte være en logisk forklaring. Det var der for helvede jo altid. Ligesom med månelandingen og stemmebåndene.

Bare den ikke var, at de var helt galt på den.

Der var også stadig den detalje, at de endnu ikke havde fundet hendes mobiltelefon, samt det usandsynlige i at Henrik Frandsen skulle have kendskab til husets krybekælder, som var gemt under et gulvtæppe.

Alt det tænkte Per Roland nu inde i sig selv, men han turde ikke sige det højt. I stedet sagde han for første gang på rigtig chefmanér: – Kan vi da for helvede ikke bare finde noget, der forbinder Henrik Frandsen med huset her? Se at komme i gang, alle mand! Jeg vil vide, hvilken pude der blev brugt.

Jeg vil vide, præcis hvor i værelset hun blev dræbt. Og så vil jeg have et fingeraftryk, en dråbe spyt eller sæd. Jeg er ligeglad, bare et eller andet vi kan fælde ham med. Alle gerningsmænd efterlader sig et eller andet. Alle dummer sig på et tidspunkt. Kom i sving, råbte han og mærkede, hvordan hans stemmebånd blev kortere og smallere.

Men han så også, at det virkede.

PP-Den man elsker.indd 172

25/06/09 8:54:20

18

Egentlig var hun på vej hjem. Roland havde sagt tak for i dag og var selv taget hjem, og for kort tid siden havde hun vinket til Max Motor og Miroslav, der var gået som de sidste. Nu sad hun alene på kontoret og spekulerede på, hvorfor de mon ikke havde kunnet finde det endegyldige bevis i huset, som de ellers så ihærdigt havde ledt efter.

Fulgte de et blindt spor? Var det i virkeligheden så enkelt, at Kent Levin havde begået alle tre drab, det sidste på en udgang fra fængslet? Eller var Henrik Frandsen bare dygtig til at slette sine spor?

Liv tog sig til hovedet. Hun rejste sig og så på tavlen fra mødelokalet, som de havde kørt ind på kontoret. Hun stirrede på fotoet af Henrik Frandsen. Rideskolebestyreren.

Hvad var det, de overså? Havde de stirret sig blinde?

Telefonen på hendes bord ringede. Det var vagthavende. Han havde en i røret, der havde oplysninger i sagen om den lille barnestjerne.

– Har du mod på at tage den? Du er den eneste, der er her?

Liv sukkede. De fik omkring hundrede opkald om da­ gen fra personer, der mente, at de vidste, hvem der havde dræbt den lille sangstjerne, men hvert eneste opkald skulle betragtes med samme alvor.

– Bare stil den ind.

173

PP-Den man elsker.indd 173

25/06/09 8:54:20

– Værsgo, sagde den vagthavende og forsvandt.

– Efterforskningsafdelingen. Det er Liv Moretti.

Der lød en heftig stønnen i den anden ende, og Liv skul­le lige til at lægge på igen, da en svag kvindestemme hviskede.

– Jeg ved, hvem der gjorde det.

Så blev der stille.

– Okay. Må jeg først få at vide, hvem jeg taler med? spurgte Liv, men der var stadig tavshed i den anden ende, og kun den tunge stønnen afslørede, at kvinden var der.

– Jeg skal bede om dit navn, sagde Liv igen med den blideste stemme, hun kunne finde frem.

Der var helt stille i den anden ende, og Liv skulle lige til at give op, da hun hørte en anden stemme råbe noget om at lægge på. Hun trykkede røret til sit øre og lyttede.

– Læg så på! råbte personen igen, og Liv konstaterede, at det var en mand.

Så blev forbindelsen afbrudt.

Liv stirrede på røret og lagde så på. Hun rystede på hovedet. Den slags sager tiltrak altid de mærkeligste typer.

Men det her var nu for sært. Hvem var det i baggrunden?

Hun tog pakken med cigaretter fra bordet, trak en ud og fandt en lighter. Så gik hun hen til det store vindue og åbnede det.

Den kølige aftenluft føltes for en gangs skyld helt rar på hendes ansigt. Hun så sig forsigtigt om, selvom hun vidste, hun var alene. Så låste hun døren ind til kontoret og gik tilbage til vinduet. En enkelt ud ad vinduet var der sgu da ingen, der opdagede. Ligtheren lyste hendes ansigt op, da hun tændte. Hun pustede ud og så til sin tilfredshed, at røgen hurtigt blev ført bort af vinden. Hun stirrede ud på centeret overfor. Butikkerne var lukkede, alligevel stod et par personer udenfor og ventede på bussen.

174

PP-Den man elsker.indd 174

25/06/09 8:54:20

Hun tænkte igen på opkaldet. Hvem ringer egentlig ind og siger sådan noget? Og hvad var der sket, efter at røret var blevet lagt på? Burde hun tjekke, at alt var okay? Eller tilhørte det privatlivets fred? Det kunne jo være en mand eller kæreste. Liv tog endnu et hvæs og pillede ved sine negle. Hvad nu hvis kvinden i den anden ende virkelig vidste, hvem drabsmanden var? Og hvad hvis der skete noget med hende? Liv bandede inde i sig selv. Det ville ride hende som en mare hele aftenen og natten med.

– Pokkers også, sagde hun højt og skoddede cigaretten i potteplanen. Hun lod vinduet stå åbent lidt endnu, så lugten af røg kunne forsvinde, og ringede ned til vagthavende.

– Du, kan vi spore det opkald, som jeg fik lige før?

– Den klarer jeg, sagde han og lagde på.

Liv rejste sig igen og så ud ad vinduet. Personerne var forsvundet fra busstoppestedet. En enkelt bil kom køren­de forbi i mørket. Så ringede hendes telefon. Det var vagthavende.

– Mette Berendsen, sagde han. – Kellerisvang 10, og det er i Espergærde.

– Du er en skat, udbrød Liv og noterede det hele.

– Sku’ det være en anden gang, sagde han og lagde på.

Liv stirrede på papirlappen og rev den af blokken. Skul­ le hun forsøge at ringe? Nej, hun ville være sikker på, at kvinden var okay, tænkte hun og tog sin sorte læderjakke på. Så lukkede hun vinduet og trykkede skoddet langt ned i jorden på potteplanten og forlod kontoret.

Liv parkerede tjenestebilen foran et lille rækkehus i det nye byggeri på Kellerisvang. Det var her, der havde ligget langstrakte gule kornmarker, da hun var barn. Med 175

PP-Den man elsker.indd 175

25/06/09 8:54:20

hurtige skridt gik hun op ad den lille indkørsel og forbi en lille forhave med en nyplantet spæd bøgehæk. Persiennerne på vinduerne i huset var lukkede, og intet lys slap ud i mørket.

Hun ringede på og så på sin mobiltelefon. Klokken var tre minutter over ni. Nu håbede hun, at pigernes far havde fået dem i seng i ordentlig tid. Ellers blev de så pylrede næste dag. Hun sukkede og savnede dem voldsomt i et sekund, før hun ringede på igen. Stadig intet svar, men inde fra huset kunne hun høre stemmer, så hun tog i døren, og den gik overraskende op. Inde fra stuen råbte en mand, og Liv for sammen et kort sekund, før hun opdagede, at stemmen kom fra tv’et. Stuen var mørk, og kun lyset fra fjernsynet oplyste den i glimt.

– Mette Berendsen?

Liv trådte forsigtigt indenfor med skiltet foran sig.

– Det er politiet.

En stor, blomstret lænestol stod foran tv’et med ryggen mod hoveddøren, og Liv kunne se en persons arme på armlænet og toppen af et hoved, der stak op over ryglænet.

Hun kaldte igen, men fik intet svar. Hun gik nu hurtigt igennem stuen med en voksende uro i maven.

– Hallo? Mette Berendsen? Sover du?

Nu var hun kommet helt hen til stolen og gik rundt om den. Og så tabte hun pusten. En kæmpestor kvinde, som Liv tænkte, måtte være Mette Berendsen, stirrede på hende med åbne øjne og mund. Hovedet hang halvt ned på den ene skulder.

Liv gispede efter vejret. Mærkerne på halsen talte deres tydelige sprog. Kvalt med de bare næver. Hun lænede sig ind over kvinden og mærkede efter på halsen, om der skulle være puls. Intet. Men huden føltes stadig varm. Det var ikke mange minutter, siden hun havde været i live.

176

PP-Den man elsker.indd 176

25/06/09 8:54:20

Liv trådte et skridt tilbage og stirrede på den store kvinde, hvis krop nærmest var vokset sammen med læne­ stolen. På gulvet lå et stykke pizza, og fingrene på højre hånd var fedtede af ost. Sofabordet flød med tomme indpakningsæsker til kager, chips og færdigretter, som hun tilsyneladende havde spist direkte fra pakken. En bøtte smeltet is var væltet og dryppede ned på gulvet. Dræbt mens hun forsøgte at æde sig ihjel.

Liv så sig hurtigt om i huset og konstaterede, at hun var alene. Så rodede hun i lommen, fandt sin mobiltelefon og ringede til Roland.

– Vi har et nyt drab, hørte hun sig selv sige.

PP-Den man elsker.indd 177

25/06/09 8:54:20

19

Max Motor blev vækket på hotelværelset i Helsingør midt­ by, da Anettes telefon ringede som den første. Da turen nåede til ham, var han, hvad Roland i den anden ende havde gættet, allerede i tøjet. Miroslav blev trukket op fra madrassen i stuen i hans vens etværelses i Vapna­gaard, hvor han sov, mens de var i byen. Carsten Svendsen blev slynget op af lænestolen på sit hotelværelse, hvor han var faldet i søvn med en belgisk øl i den ene hånd, mens Lange Lind havde været på stedet hele natten og deltaget i gerningsstedsundersøgelsen. Teknikerne var næsten færdige, og de havde netop haft ligsyn. Liv og Roland havde begge været hjemme og sove nogle timer, og hun så også forbavsende frisk ud, syntes han. Nu var de klar til at overtage sagen.

Sidst af alle kom Miroslav ind ad døren til det lille rækkehus og så irriterende vågen ud.

– Hvad har vi? spurgte han så frisk, at Roland et sekund glemte, at klokken var lidt over seks om morgenen.

Hele flokken stirrede på ham, og Roland undrede sig over, hvordan han havde haft tid til at nå i bad og få voks i håret og dufte som et helt parfumeri.

– Kvinde, 25 år, kvalt i sin stol, sagde han.

Flokken var tydeligvis i vildrede.

178

PP-Den man elsker.indd 178

25/06/09 8:54:20

– Hvad fanden har det med vores sag at gøre? spurgte Miroslav.

– To drab i samme by inden for få dage er sjældent en tilfældighed. Desuden ringede kvinden til stationen, kort inden hun blev dræbt, og talte med Liv. Liv tog over.

– Hun sagde ikke meget. Kun en enkelt sætning.

– Og det er den, der er det vigtige, afbrød Roland hen­ de.

– Ja, jeg slog det i første omgang hen som endnu et af de mange opkald uden hold i, som vi får fra offentligheden, men hun sagde altså, at hun vidste, hvem der havde gjort det.

Liv trak på skuldrene.

– Nej, fortæl det hele, sagde Roland lettere utålmodigt.

– Så hørte jeg en tumult i baggrunden og en mandsstemme, der råbte til hende om at lægge røret på.

Max Motor gned sin kind, der bar stribede sovemærker.

– Og så?

– Så tog jeg herud og fandt hende i stolen. Kvalt.

– Hvordan har du det? spurgte Anette.

Liv trak igen på skuldrene.

– Fint nok, tror jeg. Jeg kunne ikke have gjort det så meget anderledes.

Anette nikkede. Hun lagde en hånd på Livs skulder.

– Er der ellers noget, der forbinder de to drab med hin­ anden? spurgte Miroslav.

– Ikke andet end at hun er blevet kvalt med de bare næver, som Kathrine Reinholdt og Mathilde Hansen også blev det, svarede Roland.

– Cecilie blev også kvalt, bare på en anden måde, sagde Max Motor.

179

PP-Den man elsker.indd 179

25/06/09 8:54:20

– Ja, og jeg tror, vi har med samme mand at gøre, svare­ de Roland, mens de alle gik hen imod lænestolen, hvor Mette Berendsen havde endt sine dage midt i et stykke pizza.

Roland så Miroslav tage hånden for munden med en chokeret lyd.

– Hold da helt kæft, udbrød Carsten Svendsen.

– Fuck, her er ulækkert, udbrød Miroslav.

– Er vi er sikre på, at hun ikke bare har ædt sig selv ihjel? spurgte Max Motor, mens han haltede rundt om kvinden i stolen for bedre at kunne se. Hendes mave lå som en dyne ned over lårene.

Per Roland nikkede og pegede på Mette Berendsens hals.

– Tydelige mærker efter fingre. Det har været en stærk person, sagde retslægen under ligsynet. Hendes hals er så tyk, at der har skullet et ret voldsomt tryk til for at presse luftvejene tilstrækkeligt sammen.

– Så vi leder helt sikkert efter en mand? spurgte Carsten.

– En stærk mand, ja. Og det passer også med, at det var en mandsstemme, som Liv hørte i telefonen.

– Men det kan jo ikke være Henrik Frandsen? sagde Miroslav.

Roland rystede på hovedet.

– Nej, han er stadig i vores varetægt.

– Kan nogen have handlet på hans vegne? spurgte Liv. – Det er en mulighed. Hvis Mette Berendsen ligger inde med et bevis af en art eller måske bare en viden, der kan være belastende for ham.

– Spørgsmålet er: Hvad er det, hun har vidst? tog Liv over.

180

PP-Den man elsker.indd 180

25/06/09 8:54:20

– Det kan så heller ikke være Kent Levin, mumlede Miroslav.

Roland hørte det alligevel.

– Nej, ham kan vi også udelukke.

– Medmindre nogen handlede på hans vegne, sagde Liv og så sig omkring. Skuffer var væltet ud på gulvet, papirer lå og flød, tøjet i soveværelset ovenpå var ta­get ud og smidt på gulvet og i sengen, selv bogreolen var væltet.

– Det ligner næsten et indbrud, sagde hun.

– Eller nogen der forsøger at få det til at ligne et indbrud, sagde Lange Lind nede fra gulvet, hvor han undersøgte en klat mudder.

– Hvad mener du? spurgte Liv. – Der ligger en håndfuld kontanter på kommoden op­pe i soveværelset, sedler. Så hvis det var et indbrud …

– Havde de taget dem, naturligvis.

– Hvem var hun? spurgte Carsten.

– Den dræbte hedder Mette Berendsen. Hun er født og opvokset her i Espergærde. Hun har boet i det her ræk­ kehus de sidste fire år. Siden hun flyttede hjemmefra. Hun er på overførselsindkomst. Invalidepension.

Per Roland tav og så rundt på gerningsstedet.

Liv tog over.

– Jeg talte med naboen i aftes, kort efter at det var sket.

Hun fortalte, at hun pludselig hørte en frygtelig larm herindefra omkring klokken halv ni. Det lød som en slåskamp.

Og så var der en mandsstemme. Derefter så hun ryggen af en høj bredskuldret mand i en sort frakke komme ud af Mettes hus omkring klokken kvart i ni. Hun undrede sig meget over det, da hun aldrig har set Mette Berendsen have andre gæster end sin mor.

– Hvordan er gerningsmanden kommet ind? spurgte Max Motor og så sig omkring.

181

PP-Den man elsker.indd 181

25/06/09 8:54:21

– Tilsyneladende igennem køkkenvinduet derhenne, sagde Roland og gik derhen.

– Det står i hvert fald åbent, og der er jord på indersiden, forklarede han og pegede på parketgulvet, hvor der lå en masse små brune klumper jord, tydeligvis fra en stor sko eller støvle.

Svendsen så forvirret ud.

– Men hvorfor dælen går vores drabsmand fra at myrde og voldtage små piger i 11-12 års alderen til at dræbe en 25-årig kvinde? Det kan da ikke være et seksuelt motiv?

– Det er et rigtigt godt spørgsmål, svarede Per Roland og så hen på Anette, der trak på skuldrene med armene over kors.

– Det, vi skal tænke på, er gerningsmandens motiv.

Som du siger, så er det ikke seksuelt som i de små pigers tilfælde.

Anette gik hen til Mette Berendsens stol og så på den døde kvinde. Så kiggede hun op på Roland igen.

– Det er et ret voldsomt og brutalt drab.

Anette strakte armene ud og simulerede, at hun kvalte Mette Berendsen med hænderne.

– Hun er jo en stor kvinde, og vores gerningsmand har skullet bruge alle sine kræfter. Og han har set hende direkte ind i øjnene, mens hun kæmpede for sit liv. Det er et drab, der i den grad involverer vrede.

– Et affektdrab?

Anette nikkede.

– Han hader denne kvinde. Det, vi skal tænke på, er, hvad får han ud af at dræbe hende? De små piger tændte han på. Hende her hader han. Hvorfor?

– Måske fordi hun vidste, hvad Cecilie vidste? sagde Liv. Anette trak på skuldrene.

182

PP-Den man elsker.indd 182

25/06/09 8:54:21

– Måske. Og derfor skulle de begge skaffes af vejen.

Roland drejede om på hælen og så på Liv. – Tager du moren? spurgte han.

– Jeg er allerede gået.

Roland tog sig selv i at stå og se efter hende.

PP-Den man elsker.indd 183

25/06/09 8:54:21

20

Mette Berendsens mor boede i et parcelhus på Sølvvej, få hundrede meter fra datterens rækkehus. Hun var en lille spinkel dame med kortklippet afbleget hår og alt for meget makeup efter Livs smag. Men hun gik heller aldrig selv med den slags. Ikke at hun var imod det, men det var så pisseirriterende at skulle stå med hver morgen, og hun var heller ikke ret god til det.

Hun præsenterede sig for fru Berendsen og blev straks inviteret indenfor.

– Bare kald mig Lone, sagde den lille kvinde og satte sig i sofaen. I hånden havde hun en lille serviet, som hun tørrede sin næse med. – Ja, en af dine kollegaer ringede på i nat med beskeden.

– Jeg beklager meget, sagde Liv og mente det oprigtigt.

– Men jeg er nødt til at stille dig nogle spørgsmål. Jeg ved godt, det kan være ubehageligt at skulle svare på spørgsmål, når man lige har mistet nogen, der står én nær, men det er desværre nødvendigt for opklaringen.

Kvinden snøftede og nikkede.

– Selvfølgelig, sagde hun.

– Bor du alene?

– Ja, min mand døde for snart fem år siden. En blodprop i hjertet.

– Var han overvægtig?

184

PP-Den man elsker.indd 184

25/06/09 8:54:21

– Nej, ikke spor.

Liv noterede på sin blok, at faren var død af naturlige årsager, og undrede sig over, hvordan Mette Berendsen var blevet så stor med de forældre.

– Jeg ved godt, hvad du tænker, sagde Lone Berendsen stille.

Liv så uforstående på hende.

– Ja, du spekulerer på, hvordan min datter er blevet så stor?

– Var hun også buttet som barn?

– Nej, hun var slank som barn. Det begyndte først i teenageårene. Da hun var omkring 13, begyndte hun pludselig at tage voldsomt på, og vi opdagede, at hun spiste i smug. Kager og chips. Alt muligt. Vi sendte hende til en psykolog, men han kunne ikke få hende til at stoppe. Han sagde, at hun var deprimeret, og han mente, hun gemte på et traume af en art, en ubehagelig oplevelse som hun forsøgte at fortrænge med mad. Sikkert noget fra barndommen, sagde han.

Lone Berendsen snøftede.

– Men sådan er det vist ofte med de psykologer, de leder altid efter en måde at bebrejde forældrene.

– Fandt I ud af, hvad det var for en hændelse, hun forsøgte at fortrænge?

– Nej, aldrig. Jeg tror ikke på, at der var noget. Hun var bare for glad for mad, hvis du spørger mig. Til sidst lærte vi at leve med det.

Liv noterede på sin blok.

– Jeg bliver nødt til at spørge dig, hvor du var henne i går aftes omkring klokken ni? Det er en ren formalitet.

– Jeg var nede i badmintonhallen. Vi er fire kvinder, der spiller sammen en aften om ugen. Det er sådan, vi holder os slanke, sagde hun med et lille fremtvunget smil. – Ja, 185

PP-Den man elsker.indd 185

25/06/09 8:54:21

jeg forsøgte gang på gang at få lokket Mette med, men … ja du ved.

Liv smilede tilbage og noterede alibiet på sin blok.

– Har du nogen som helst idé om, hvem der kunne ønske at gøre din datter fortræd?

Den lille kvinde rystede på hovedet og stirrede på sofabordet. Ved siden af en gammel kaffekop lå et fotoalbum.

– Jeg kan ikke forestille mig, hvem der skulle have en grund til at ville gøre hende noget. Hun generede ingen.

Hun holdt sig for sig selv. Isolerede sig fuldstændigt. Nogle gange tænkte jeg, at det var, som om hun straffede sig selv, men jeg kan bare ikke se hvorfor.

Kvinden snøftede og pudsede sin næse, inden hun fort­ satte: – De to fra politiet, der var her tidligere, sagde, at det lignede et indbrud, der var gået galt, men jeg kan fornemme på dig, at det tror I ikke længere?

– Der er meget, der peger i retning af, at det ikke er et tilfældigt drab, sagde Liv og så Lone Berendsens ansigt knibe sig sammen i gråd.

– Åh Gud, sagde hun så og gemte ansigtet i servietten.

Liv stirrede på fotoalbummet på bordet.

– Må jeg kigge lidt i det? sagde hun så.

Moren nikkede og rejste sig.

– Hvis du vil have mig undskyldt imens, sagde hun og forlod stuen.

Liv kunne høre hende hulke ude på badeværelset og fik en voldsom knude i maven. Hun åbnede albummet og begyndte at studere billederne af Mette Berendsens barndom.

Helt almindelige billeder af en normalt udseende pige.

Efter et kvarters tid dukkede Lone Berendsen op igen, 186

PP-Den man elsker.indd 186

25/06/09 8:54:21

satte sig i sofaen ved siden af Liv og så med over skulderen.

– Dér er vi på skiferie i Østrig, sagde hun. – Mette var dygtig, du skulle se hende suse ned ad løjperne. Hun var faktisk ret sporty som barn. Men det stoppede, da hun blev teenager.

Liv nikkede og bladrede. Et skolefoto kom til syne.

– Dér går hun i 6. klasse.

– Hvem er det, hun har armen rundt om? Jeg har lagt mærke til, at de står tæt omslynget på alle skolebilleder­ ne.

Lone Berendsen smilede.

– Det var hendes bedste veninde dengang. Før det gik ned ad bakke for hende, og hun begyndte at isolere sig.

De var uadskillelige.

– Hvad skete der?

– Hun forsvandt. Lone Berendsen rystede kraftigt på hovedet. – Mærkelig historie.

– Forsvandt? Hvordan?

Lone Berendsen trak på skuldrene.

– Der er ingen, der rigtig ved, hvad der skete, men en dag da Mette var 13 år, kom veninden bare ikke i skole mere. Ingen heromkring har set hende siden.

– Kan hun ikke bare være flyttet?

Lone Berendsen rystede på hovedet.

– Resten af familien bor her stadig. Nede på Gl. Strandvej.

Liv rynkede øjenbrynene.

– Hvad hed hun?

– Katja Adelskov, sagde Lone Berendsen og smilede sørgmodigt.

Liv stirrede på kvinden, hvis makeup efterhånden mest sad i servietten. Så noterede hun navnet på sin blok.

187

PP-Den man elsker.indd 187

25/06/09 8:54:21

– Og I tænkte aldrig på at fortælle politiet, at hun var forsvundet?

Lone Berendsen så overrasket på hende.

– Næ. Familien ville vel selv have efterlyst hende, hvis der var noget galt. Hun blev vel bare sendt på kostskole eller sådan noget.

Det sørgmodige smil falmede fra Lone Berendsens ansigt, og kun sorgen var tilbage, da Liv takkede for kaffe og med skolefotoet i hånden forlod parcelhuset på Sølvvej.

PP-Den man elsker.indd 188

25/06/09 8:54:21

21

For Per Roland var det at overvære en obduktion som at være vidne til et stykke videnskabeligt forskerarbejde.

Sådan havde han altid haft det. Hans indgangsvinkel var snusfornuftig og uden de store følelser. Et lig var jo bare et dødt menneske. Der var intet hokus pokus dér. Et lig var et menneske, hvor sjælen havde forladt den kødelige krop. Hvor den så var taget hen, beskæftigede han sig ikke med. Han interesserede sig for, hvad der var sket med kroppen, da sjælen stadig var derinde, da mennesket stadig var i live.

Men i dag var liget ikke bare ét dødt menneske. Det var som to eller tre mennesker i én krop. En stor masse af fedt og hud, der måtte have to af de sterile stålborde under sig.

For første gang fik Per Roland kvalme i lokalet på Rets­ medicinsk Institut. Han tilskrev det varmen, men da der normalt var ret koldt i undersøgelsesrummet, havde han svært ved at forstå, hvorfor han havde det så varmt, at han svedte under den hvide kittel, som han var blevet iført.

– Du, har du det helt godt? spurgte Kim Hjort. – Du sveder og er lige så bleg som din kittel.

– Jeg har det fint, løj han.

Faktum var, at synet af kæmpekroppen fik det til at vende sig i ham. Morgenmaden, som havde bestået af en 189

PP-Den man elsker.indd 189

25/06/09 8:54:21

kop kaffe og en croissant fra tanken, som han spiste i bilen på vej derind, meldte sig pludselig på banen igen.

Vennen så lægeagtigt på ham.

– Er du sikker? Du ligner mest af alt en, der er ved at få et hjertetilfælde.

– Jeg har det fint.

Hjort så stadig undersøgende på ham.

– Som du vil.

– Kan du sige noget? spurgte Roland.

– Ikke meget som du ikke ved i forvejen.

– Prøv alligevel.

– Godt så. Vi har en kvinde midt i tyverne, stærkt overvægtig, højde 165, vægt omkring 180 kilo, lyshudet med brunligt hår. Hun døde i aftes, onsdag den 18. september, mellem 20 og 22.

– Vi ved, at Liv fandt hende klokken fem minutter over ni, og naboen hørte tumult i hendes lejlighed kvart i ni, supplerede Roland. – Vi har desuden registreret et opkald fra hende til stationen klokken 20.43.

– Så hun er dræbt et sted mellem 20.43 og 21.05. Det kan vi godt fastslå og stadig have folks ringe evner til at huske klokkeslæt med i betragtningerne, sagde Kim Hjort.

– Så langt så godt, sagde Roland. Kendsgerningerne hjalp han med at genvinde fatningen.

– Dødsårsagen er strangulering.

– Med de bare næver.

– Det er sandt. Ingen detalje er for lille eller uvæsentlig, Kim Hjort nikkede.

– Lige præcis. Og det er helt sikkert, at hun er blevet stranguleret med hænderne?

– Ja. – Ikke et reb?

– Nej. Se her.

190

PP-Den man elsker.indd 190

25/06/09 8:54:21

Kim Hjort pegede på hendes hals, og Roland lænede sig ind over hende.

– Brede blå mærker, der matcher et sæt fingre på hver side.

– Kan de bruges til noget?

– Vi kan godt få et udmærket aftryk af gerningsman­dens hænder, ja. Det er i hvert fald en fuldvoksen mands.

– Er det nok til at identificere ham?

– Næppe et fældende bevis, men jo. Finder du en hånd, der passer til, er det højst sandsynligt, at det er drabsmanden, du har fat i. Men der skal mere til at fælde ham i retten.

– Det er klart.

– Hvad kan vi ellers sige om gerningsmanden? Hvad er det for kræfter?

– Han er ganske rigtigt en stærk mand og ganske sikkert fysisk stor. Husk på at hun var en meget overvægtig kvinde. Drabsmanden er stor, stærk, fokuseret, målrettet, koldblodig og bindegal, hvis du spørger mig.

– Nej, ikke bindegal, sagde Per Roland eftertænksomt.

– Hvad mener du?

– Det er en meget voldsom måde at dræbe på. Der skal meget had til for at udføre sådan en dåd. Han er kalkuleret. Enten er det personligt. Eller også er de piger, han dræber, repræsentanter for noget, han hader, men så må man spørge sig selv, hvad der kan gøre hadet så stærkt. I Mette Berendsens tilfælde mener vi, at hun har vidst noget, og at han har lukket munden på hende. Helt enkelt.

– Men I ved ikke, hvorfor to af de små piger blev bundet til træer i skoven og udstillet, ligesom kæmpekvinden på sin vis også sad til offentligt skue, mens Cecilies lig blev gemt af vejen? tænkte Kim Hjort højt.

191

PP-Den man elsker.indd 191

25/06/09 8:54:22

Per Roland følte sig ramt lige midt i maven. Der var alt for meget, der ikke passede sammen. Roland så på sin kollega.

– Har du mere til mig? Ellers vil jeg køre igen.

Kim Hjort smilede, og Roland lyste op. Han kendte det blik.

– Det har du?

– Rester fra hendes fingernegle, sagde han så. – Hun har skrabet ham i sin dødskamp.

– Nok til en dna?

– Nok til en dna-profil af din drabsmand.

Per Roland så på Kim Hjort og kunne kysse ham.

– Du er en troldmand.

– Gu er jeg ej, sagde retsmedicineren og gjorde tegn til, at Roland skulle se at komme af sted. – Det var det hele.

Fang nu bare bæstet.

Roland nikkede. Udenfor tog han en dyb indånding, da han igen mærkede den friske luft i lungerne.

Der er altid en logisk forklaring, tænkte han på vej tilbage mod Espergærde. Men han undrede sig samtidig over, at deres drabsmand ikke havde været grundig nok til at vaske Mette Berendsens negle, som han havde gjort det ved Cecilie. Det var næsten som at efterlade sig et visitkort. Men sådan var det jo, alle dummede sig på et tidspunkt.

PP-Den man elsker.indd 192

25/06/09 8:54:22

22

Liv elskede at køre bil. Om det var magtfølelsen eller frihedsfølelsen, der var størst, vidste hun ikke, men hun vidste, at hun allerhelst skulle have musikken skruet helt i vejret. Og helst skulle det være noget af den bløde rock, Chris Daugthry, Hinder eller Nickelback.

Men på det seneste havde en ny type musik sneget sig ind i hendes liv. Nu var det Natasjas reggaerap, der sad i bilens afspiller, og den kørte også uafbrudt, da hun nu drønede af sted i tjenestebilen med Per Roland på passagersædet, mens Max Motor stak hovedet frem mellem forsæderne. „Jeg vil ha’ København tilbage som i de gode gamle dage,” skrålede Natasja, og Liv skrålede med. Bogstaveligt talt. – „Så tag dog og fat det, at Staden den var fin, og de vil aldrig ku’ erstat det,” sang hun og så pludselig hen på Roland, der var så koncentreret om sin kommende opgave, at han ikke ænsede den provokerende tekst. Han kunne ellers godt trænge til at blive rystet lidt, tænkte hun så og sang videre, mens hun drejede ned ad Hornbækvej.

Kort efter mærkede hun pludselig, at Roland så hen på hende.

– Er du okay? spurgte han.

– Hvad mener du? spurgte hun med en snert af afvisning i stemmen.

193

PP-Den man elsker.indd 193

25/06/09 8:54:22

– Jeg mener bare, at du havde Mette Berendsen i røret få minutter, inden hun døde, man kunne måske få den tanke, at du bebrejdede dig selv, at du ikke kom derud noget tidligere?

Liv rystede på hovedet.

– Jeg kunne ikke have gjort en forskel. Han var der allerede, da hun ringede, sagde hun og forsøgte at ignorere et jag nederst i maven.

– Og du er sikker på, at du ikke har det skidt med det?

Det ville være helt normalt.

Liv så på ham. Så bremsede hun hårdt op, så hendes passagerer røg forover.

– For helvede, Liv, stønnede Roland.

– Det der psykologpis gider jeg ikke høre på, sagde hun.

– Rolig nu, sagde Roland. – Jeg skal nok lade være med at nævne det igen. Christ.

– Bare kald mig Liv, sagde hun og smilede. Så trådte hun på speederen igen og tændte samtidig en smøg med bilens cigarettænder.

– For fanden da også, Liv, kunne du ikke vente, til du er alene? jamrede Per Roland og rullede vinduet helt ned i sin side.

Max Motor var ikke bedre.

– Hvorfor skal vi andre lide?

Liv så på sine passagerer og lo.

– Hold da kæft en flok tøser, jeg er kommet ud at køre med. Det er sgu da ikke mere end et år siden, det var helt normalt at ryge. Nu er det pludselig nærmest ulovligt at tage sig en afslapningscigaret.

– Er det afslappende at dø en langsom død med rygerlunger? spurgte Max. Liv kvitterede ved at række tunge. Så satte hun cigaret194

PP-Den man elsker.indd 194

25/06/09 8:54:22

ten i mundvigen, blinkede, gearede ned og standsede for rødt. Cigaretten kom tilbage i hånden, og hun askede ud ad vinduet.

– „Så gir de ungdomshuset væk til en fanatisk sekt med et kors i røven, hvor er det frækt,“ rappede hun vi­dere og mindedes sin ungdom. De havde troet, at de ændrede verden dengang med deres aktioner, men i vir­keligheden havde de blot søgt spænding ligesom så mange andre i den alder.

– „Vi vil ha’ Ungeren igen, ja giv os Ungeren igen,” sang Liv og slukkede. Så drejede hun bilen ned på Strandvejen og ind ad Gl. Strandvej, kørte hen foran gitterlågen ved Adelskovs hjem og parkerede.

– Wow, for en kasse.

Max Motor fløjtede.

– De tager deres bukser på som os andre. Et ben ad gangen, brummede Roland og tog sin brune læderjakke på.

– Misundelse er en grim ting, drillede Max. – Desuden går hende, der bor her, nok aldrig i bukser, sagde Liv. – Hvad mener du? spurgte Roland.

– Benedikte Adelskov er en rigtig dame. Hun går ikke i bukser. Hun går i kjole og hat, sagde hun og kunne ikke lade være med at smile.

De to kollegaer så på hende.

– Hvad? Jeg er vokset op ti numre nede ad vejen, hvor Gl. Strandvej nærmer sig Humlebæk. Jeg kender de mennesker, der bor her. Og Benedikte Adelskov går i kjoler og lange pelse.

– Mener du sådan en lille bør oven på hovedet ligesom de kongelige, når de er med til åbningen af Folketinget?

Sådan en der ligner en spand nede fra sandkassen, der er 195

PP-Den man elsker.indd 195

25/06/09 8:54:22

vendt på hovedet? spurgte Max. Liv lo højt og meget lidt strandvejsagtigt.

– Det kan du bande på, sagde hun så, mens trekløveret i samlet flok gik hen imod den store dør, som Per Roland stadig insisterede på at kalde en port.

– Den er jo i to dele, argumenterede han, da den i det samme gik op med nøjagtig den knirkende lyd, som man kunne forvente af sådan en imponerende dør. Eller port.

En lille dame i grønne Crocs og gummihandsker lukkede op.

– Ja? spurgte hun med et stort smil.

– Vi søger fru Adelskov, sagde Per Roland og viste sit skilt. – Benedikte Adelskov. Må vi komme ind?

I det samme pressede han porten helt op og trådte ind i den store hall. Ikke noget med at få fingrene i klemme igen.

Liv fulgte efter, og Max kom haltende til sidst.

Indenfor førte en imponerende trappe ovenpå, og deroppefra lød det i det samme højt og klart.

– Hvad i alverden foregår der her? Hvad bilder De Dem egentlig ind?

Benedikte Adelskov var ganske rigtigt i kjole. Den var lang og lilla, og stemmen var affekteret trods den let forargede tone.

Den lille kvinde med de grimme Crocs forsvandt med sin moppe.

– Politiet, frue, sagde Roland og rakte sit skilt i vejret, som om hun kunne se det deroppefra.

Svævende kom hun ned ad trappen.

– Har vi ikke talt med Dem før, hr. betjent? sagde hun, da hun nåede ned på de lyse marmorfliser i hallen. Hun missede med øjnene og forsøgte at se hans skilt.

196

PP-Den man elsker.indd 196

25/06/09 8:54:22

– Det er korrekt. Men nu har vi lidt flere spørgsmål, som vi gerne ville bede Dem om at bruge lidt tid på at besvare, sagde han.

Liv var imponeret over hans høflige tone. Den slags gik rent ind hos kvinder som Benedikte Adelskov, vidste hun.

Den ældre kvinde smilede.

– Lad os sætte os i de tilstødende lokaler. Kan jeg byde på en forfriskning?

– Nej tak, det er ikke nødvendigt, sagde Roland.

– Kaffe bliver det så, sang fru Adelskov og kaldte på kvinden i Crocsene.

– Vi tager kaffen i den lille stue, tak, sagde hun lavt, og den lille kvinde nikkede.

Benedikte Adelskov gik foran dem hen til en dobbelt­ dør og slog begge fløje op på samme tid. Et gigantisk rum åbnede sig for dem. Væggene var prydet af renæssancemalerier, gulvene var belagt med ægte tæpper, og stolene var uden tvivl antikviteter med håndskårne rygge og hestehårssæder. Udsigten imponerede Livs to kollegaer, der ikke mælede et ord, men blot stirrede ud ad det store panoramavindue på det stille Øresund.

– Det er næsten havblik, sagde Roland duperet.

Max Motor nikkede anerkendende.

Liv grinede indvendigt. For en der selv er vokset op med havudsigt og dyre møbler, var det knap så imponerende. Det mindede blot om en barndom, hvor hun hverken måtte sidde i sofaen eller gå på tæpperne.

– Hvis det her er den lille stue, tør jeg ikke se den store, sagde Max og satte sig i en ældre rød rokokosofa. Kollegaerne satte sig ved siden af ham, mens Benedikte Adelskov satte sig i en af stolene overfor.

– Bare en halv kop, sagde Per Roland, da den lille kvin­ de i Crocsene ville skænke op.

197

PP-Den man elsker.indd 197

25/06/09 8:54:22

– Hvad kan jeg så være d’herrer behjælpelig med?

Fru Adelskov kom et stykke rørsukker i koppen og rør­ te rundt. Liv fik også en kop, som hun drak sort.

– Sig mig engang, er du ikke lille Liv Moretti? Juliane og Pieros datter? spurgte fru Adelskov.

Liv nikkede.

– Jeg syntes det nok, sagde enkefruen. – Ja, det er jo ikke meget, man mærker til familien, efter at din far …

Hun tav brat og drak en slurk af sin kop med stram mund.

– Ja, jo, sagde hun så og så rundt på de andre. – Hvad kan jeg hjælpe med?

Liv lo indvendigt. Strandvejsfruerne og deres berøringsangst.

– Vi leder sådan set efter Deres datter, Katja Adelskov, begyndte Per Roland. – Vi har forsøgt at opspore hende, men hun har stadig folkeregisteradresse her, og vi kan intet finde om hende. Hun har hverken købt bil eller oprettet en bankkonto her i landet. Hun har aldrig betalt skat eller købt ejendom. Vi har ladet os fortælle, at hun ikke er set heromkring de sidste 12 år, og siden vi efterforsker en række forbrydelser begået her i byen mod unge piger i samme alder, som Deres datter havde dengang, tænkte vi, at det var vigtigt at få fastslået, om der er sket hende noget.

Benedikte Adelskovs mund blev strammere, og hun rejste sig langsomt og gik hen til vinduet. Her stod hun et par minutter og stirrede ud.

– Jeg har ingen datter længere, sagde hun så med kaffekoppen på håndfladen.

– Hvad mener De? Benedikte Adelskov vendte sig om med et elegant drej på hælen.

– Min datter rejste sin vej 12 år tilbage. Jeg har ikke set 198

PP-Den man elsker.indd 198

25/06/09 8:54:22

hende siden.

Benedikte Adelskov førte igen koppen op til læberne og drak, mens hun stirrede ud over havet, hvor solens stråler ramte Sveriges kyst.

– Men da var hun kun 13 år gammel, sagde Liv. – Efterlyste De hende ikke?

– Det så vi ingen grund til, nej.

– Vi? – Min søn, Erik, og jeg.

– Hvorfor ikke? spurgte Max Motor.

– Kort efter at hun var rejst, modtog vi et brev fra hende, fra London hvor hun har en kusine. Hun skrev, at hun ikke ville se os mere. Det tog vi bogstaveligt.

– Må vi se det brev?

– Vi har ikke gemt det.

– Forsøgte De ikke at opsøge hende?

Benedikte Adelskov fnøs.

– Nej, det da ved gud vi ikke gjorde. Vi render ikke folk på dørene og tigger dem om at være sammen med os. Hvis Katja ikke ville være en Adelskov, var det hendes egen sag.

– Hvorfor rejste hun? spurgte Liv. Hun genkendte lige­ gyl­digheden i kvindens stemme. Den mindede hende om dengang, hun som 11-årig havde fået at vide af sin mor, at det der med moderskab ikke var noget for hende.

– Det er en privatsag, sagde Benedikte Adelskov og sat­te koppen på sofabordet foran dem. – Lad os bare sige, at vi ikke altid var helt enige. Mere behøver vi ikke grave i det. Og nu må De have mig undskyldt. Finder De selv ud?

– Vi bliver jo nødt til at sikre os, at der ikke er sket en forbrydelse, sagde Per Roland og rejste sig. – Kan De forsikre os, at deres datter er i live og har det godt?

199

PP-Den man elsker.indd 199

25/06/09 8:54:22

Benedikte Adelskov så på ham.

– Hun lever i bedste velgående, resten hører privat­livet til, fnøs hun og forsvandt ud ad dobbeltdøren.

Liv kunne høre hendes trippende skridt over marmorgulvet.

PP-Den man elsker.indd 200

25/06/09 8:54:23

23

Helsingør havde et usædvanligt stort antal antikvitetshandlere, tænkte Per Roland, da han spadserede ind ad Stengade, den ene af byens tre gågader. På stationen havde han på nettet fundet ikke færre end fire. Også genbrugsforretninger havde byen ufatteligt mange af. Per Roland undrede sig over, hvordan det mon hang sammen, men uden at komme til en konklusion. Til gengæld kunne han konkludere, at selvom turistforeningen på nettet havde reklameret med byens mange antikvitetshandlere, kunne han lige nu ikke finde en eneste.

Han stoppede op og spejdede ned ad en snæver lille brostensbelagt gade med gamle skæve bindingsværkshuse, der så ud til at være sunket så meget, at de truede med at vælte ud på vejen. Tænk, at nogen turde bo i sådan noget gammelt bras. Man kunne garanteret ikke engang stå oprejst indenfor, hvis man var en mand af nogenlunde normal højde og drøjde. Han vidste godt, at mange syntes, det var romantisk med alt det gamle. Selv skulle han fandeme ikke nyde noget.

Blomster, øl, vin og osteforretninger fandt han nu på stribe, men stadig ingen antikviteter. Ikke før han dreje­de op ad Stjernegade og derefter til højre ad Sct. Olai Gade.

Dér lå en lille kælderbutik, og efter at have forceret de tre trappetrin og en trædør med stort vindue og et langt 201

PP-Den man elsker.indd 201

25/06/09 8:54:23

udskåret håndtag befandt han sig pludselig i et stykke fortid. Og for Per Roland en anden verden. En verden der tilhørte folk som Benedikte Adelskov og Livs forældre, kunne han forstå.

Og som han stod her i noget, der engang havde været Livs verden, med chatoller, standure og kister fra 1800tallet, fik han pludselig umanerligt ondt af hende. Alt det gamle bras, tænkte han. Det var så mørkt og dystert og slet ikke som hende. Roland rystede på hovedet. Hvad var det med hende? Hun irriterede ham, alligevel følte han sig tiltrukket af hende. Uden at han var i stand til at forstå hvorfor.

En mand, der kun var få år ældre end Per Roland, dukkede i en glidende bevægelse frem fra forhænget til bagbutikken. Han stod lidt og så på sin kunde, inden han rakte hånden ud imod ham.

– Hej, jeg hedder Simon. Kan jeg hjælpe dig? spurgte han med et smil, der fik det til at gibbe i Roland.

– Politiet, sagde han med lange stemmebånd og stor brystkasse. Han viste sit skilt, og manden satte hånden for munden.

– Åh nej, dog. Hvad har jeg gjort? fnisede han med en pegefinger for trutmunden.

– Det drejer sig om denne her, sagde Per Roland uden at kommentere ekspedientens forsøg på at være morsom.

Han holdt den fornærmede hund i posen frem.

– Årh, det var ærgerligt, så kan jeg ikke friste dig?

– Friste mig?

– Ja, med et helt nyt spisestuesæt? Vi har lige fået det ind. Det er fan-tas-tisk.

Ekspedienten pegede hen på et ovalt bord i mørkt træ.

– Det er rigtigt egetræ. Pisselækkert, hvis du spørger mig.

202

PP-Den man elsker.indd 202

25/06/09 8:54:23

Roland smilede træt.

– Nej, tak. Jeg skal bede dig om at se på denne hund.

Vi skal vide, hvad det er for en. Den indgår i en meget vigtig efterforskning.

– Meget vel, men så skal du altså lige tage den ud først.

– Tage den ud?

Simon smilede og lagde hovedet let på skrå.

– Hunden, skatter.

Han pegede på posen.

– Nå! Ja, hunden, selvfølgelig.

– Ja, jeg vil slet ikke vide, hvad du troede, at jeg stod her og tænkte på midt i arbejdstiden. Puha, nej.

– Styr dig lige, sagde Per Roland og fik lyst til at slå i bordet og skyde brystkassen frem. I stedet tog han hunden ud af posen og stillede den foran Simon med den mest mandige bevægelse, han kunne finde frem.

Bag ved disken fandt Simon en lup af den slags, Roland ellers mente, at urmagerne brugte. Han studerede længe den lille blomsterplettede hund, der gloede på Ro­land med næsen i sky. Nærmest lidt hånligt, syntes han nu. Efter et stykke tid der virkede som en evighed, spurgte han utålmodigt og med meget mandig stemmeføring: – Nå, hvad siger du så?

Simon rakte en hånd i vejret for at stoppe ham.

– Lige et sek.

Han tog et par minutter mere, før han fjernede luppen fra øjet og så på Roland.

– Ja? – Det er en engelsk spanielhund. Den er udført i fajance og antagelig fra sidste del af 1800-tallet, måske af Staffordshire-oprindelse, sagde han med affekteret stemme.

– Det anvendte stempel er helt sikkert kendt, men lige 203

PP-Den man elsker.indd 203

25/06/09 8:54:23

p.t. kan jeg ikke finde det, teksten er til gengæld ligetil, „China porcelain”.

Simon drejede hunden i hånden, inden han så op på Roland. Så spurgte han smilende: – Men hvor er dens partner?

Roland stirrede på Simon.

– Dens partner?

– Ja, eller makker, om man vil. Hundene er altid blevet fremstillet parvis, og de er meget populære i det meste af overklassens England. Vi ser dem ikke så tit i Danmark.

Sammen er de omkring 3000 kroner værd, men hver for sig er de værdiløse.

– Dens makker, ville den være nøjagtig magen til?

– Ja, bortset fra at den er spejlvendt.

– Hvordan?

– Du kan se her, kæden og halsbåndet vender til højre på denne her. På dens makker vil de vende til venstre.

Ligesom ryggen vil pege i modsat retning. Du ved, det er meningen, at de skal stå på et chatol eller en mahogni­ sekretær eller lignende, så hovederne stikker sammen.

Simon lænede sig frem og sagde lavt: – Du ved, som hvis de sad og hviskede hemmeligheder til hinanden.

– Men er det ikke normalt, at de er skilt ad?

– Nej, fy da. Den slags burde forbydes ved lov. Sådan to hunde må aldrig skilles ad. Se du hellere at få den forenet med sin partner.

Simon smilede igen.

Per Roland rømmede sig og rynkede øjenbrynene. Så rakte han hånden ud for at få hunden tilbage.

Simon så på ham og lagde så forsigtigt hunden i hans hånd.

Per Roland knyttede fingrene om den og trak hånden til sig i en lidt for voldsom bevægelse, så han nær havde 204

PP-Den man elsker.indd 204

25/06/09 8:54:23

tabt porcelænshunden på gulvet.

– Ja, ja. Du er heteroseksuel, I get it, sagde Simon.

Per Roland småløb op ad trappen og ud på gaden.

Få minutter senere kørte han ud af parkeringshuset, mens hunden stirrede på ham fra sin plasticpose på passagersædet.

Dens makker måtte være derude et sted. Men hvem havde givet Cecilie porcelænshunden, og hvorfor havde hun haft den på sig en aften, hvor hun var ude at ride?

PP-Den man elsker.indd 205

25/06/09 8:54:23

24

De sad alle sammen klar i mødelokalet, da Per Roland kom stormende. Han havde ringet til dem fra bilen på vej ind og bedt dem om at samles til en hurtig gennemgang. Liv sad og pillede lidt i kanten på de ternede gamachebukser, som hun havde på under et par grønne shorts, da han med et blik på sit ur indledte mødet med et: – Velkommen til et forsinket morgenmøde. Meget forsinket, klokken er næsten 13. Men pyt med det. Det er i dag den 19. september. Der er 103 dage tilbage af året.

Og så er det dagen, hvor Bruno Hauptmann i 1934 blev arresteret for kidnapning af Charles Lindberghs søn. Han blev senere henrettet for forbrydelsen, formentlig uden at være skyldig. Men det er en helt anden historie. Jeg har løsladt Henrik Frandsen. Vi har beholdt hans pas, da han stadig er mistænkt, men indtil videre har vi ikke noget at tilbageholde ham på, sagde han og så ud over i flokken, i tilfælde af at der skulle være spørgsmål.

– Vi har forsøgt at finde frem til Katja Adelskov, fortsatte Roland, da ingen meldte sig, – men moren siger, at hun rejste væk for 12 år siden, over til noget familie i London, hvor hun formentlig stadig bor. Moren har ingen kontakt med hende i dag, men er helt sikker på, at hun er i live. Hun fortæller, at pigen rejste væk på eget initiativ og sendte dem et brev fra London kort tid efter.

206

PP-Den man elsker.indd 206

25/06/09 8:54:23

– Hun kan da ikke klare sig selv, når hun bare er 13, sagde Anette med vanlig moderlig bekymring.

– Jeg var nu udflytningsklar, da jeg var 13, brummede Liv. – Syntes du sikkert selv. Men som forældre har man ikke ret til at give op, fortsatte Anette.

– Det er alt sammen vældigt interessant, men fuldstæn­ dig irrelevant, lød det nu fra Carsten Svendsen, der sad i hjørnet med kaffekoppen i skødet.

Alle så på ham. Øjnene var trætte. Han var en af den slags mænd, man gerne ville have som morfar til sine børn, tænkte Liv og spekulerede kort på, hvilket slags forhold hendes egne børn mon ville få til deres morfar, når han engang kom ud af fængslet. Det var ikke meget, Liv selv havde set til ham i de seneste 12 år.

– Ikke for at negligere din tidlige modenhed, Liv, selvom det var dejligt, at du havde lyst til at dele det med os, smilte Svendsen. – Men det forholder sig nu en gang sådan, at jeg talte med damen i Sundkiosken …

Liv lo.

– Oraklet fra stranden, kalder de hende, sagde hun.

– Netop, jeg talte med Oraklet her til morgen, sagde Svendsen roligt. – Vi kom ind på Katja Adelskov, og hun fortalte mig en noget anden historie om, hvorfor pigen var rejst væk.

– Hvilken?

– Hun sagde, at historien gik, at hun blev sendt væk, fordi hun blev gravid, da hun var blot 13 år. Samt at hun ikke ville ud med, hvem faren var.

Alle i flokken spærrede øjnene op.

– Var det bare rygter? Eller hvor havde Oraklet det fra? spurgte Liv med erfaringens skepsis over for historier, der havde det med at sprede sig lige lovligt hurtigt og uden 207

PP-Den man elsker.indd 207

25/06/09 8:54:23

hold i virkeligheden.

– Det var det sjove ved det. Hvis man da kan tale om sjov i sådan en historie, Svendsen så rundt langs bordet.

– Men hun havde det fra sin datter, der er læge i Espergærde og havde været Katja Adelskovs læge. Hun fortalte sin mor historien, efter at pigen var rejst. I ren frustration over ikke at kunne hjælpe. Men hun havde undersøgt hende og konstateret, at Katja var gravid.

– Så meget for den tavshedspligt, udbrød Miroslav.

– Ikke desto mindre er det næppe noget, hun har løjet om, sagde Roland tænksomt. – Carsten, du følger op på det og ringer til lægen. Gør det hellere med det samme, sagde han, og Carsten forsvandt med mobilen i hånden.

– Hvad ellers? fortsatte Roland. – Har vi fundet søsteren? Miroslav?

– Jeg har talt med familien i England, og de siger, at de ikke har set hverken hende eller andre fra deres danske familie, siden faren blev begravet. De tilhører hans side af familien.

Liv så undrende på ham.

– Men vil det sige, at hun ikke er hos familien i London?

Miroslav nikkede, og i det samme gik døren op ind til mødelokalet.

– Den er sgu god nok.

Carsten Svendsen trådte ind igen og stak mobilen tilbage i lommen.

– Hun var gravid i fjerde måned, da lægen tilså hende.

Hun kom til hen­de, fordi hun næsten lige havde været der i forbindelse med sin første menstruation, og nu troede hun, at der var noget galt, fordi den pludselig ikke kom mere. Lægen rådede hende til en abort, men det ville moren ikke høre tale om. Den slags gør vi ikke i vores familie, 208

PP-Den man elsker.indd 208

25/06/09 8:54:23

havde hun sagt, og siden havde lægen ikke set pigen. Hun havde dog hørt, at moren havde sendt hende væk, men hun vidste ikke hvorhen.

– I hvert fald ikke til familien i London, sagde Miro­slav.

– De aner som sagt ikke, hvor hun er henne.

– Okay, okay, vi skal lige have et overblik, sagde Roland og griflede på tavlen.

Liv drak af sin kaffe og spekulerede på, hvor man vil­ le sende en gravid teenager hen, hvis man var en Adel­ skov.

– Vi har altså en forsvundet søster.

– Hvad hvis hun er blevet dræbt, og ingen har opdaget det, fordi familien ikke meldte hende savnet? spurgte Max Motor og blev mødt af en synkron tavshed fra hele flokken.

– Men de modtog jo et brev fra hende, og moren siger selv, at hun ved, at datteren er i live, svarede Roland. – Lad os nu lige klappe hesten, ikke? Indtil videre ved vi ikke, om hun blev sendt væk af sin egen familie.

– Men hun er altså ikke hos familien i London, gentog Miroslav.

Per Roland sukkede.

– Det har vi hørt nu, tak. Hør her, folkens. Vi har ingen, der efterlyser hende, intet lig, ingen tegn på en forbrydelse, og så er det altså ikke vores sag længere. Så længe der ikke indløber en anmeldelse, er det familiens egen sag. De har måske været flove over, at hun var gravid, og sendt hende et sted hen, hvor hun kunne føde i fred, og så er hun bare blevet dér. Lad os koncentrere os om de to drab, vi har.

Mette Berendsen og Cecilie Junge-Larsen. Med hensyn til Cecilies forældre, hvordan så det så ud med det spor, der førte til Tjekkiet, og de penge, forældrene skyldte?

Carsten?

209

PP-Den man elsker.indd 209

25/06/09 8:54:23

– Jeg har sgu ikke kunnet finde ud af ret meget, men de har investeret en hulens masse penge i et projekt, der skulle forske i nye måder at rense vand på i lande, som bliver ramt af naturkatastrofer med deraf følgende epidemier. En tablet af en art, som kunne redde tusindvis af menneskeliv over hele verden. Og det gik i vasken – ja, ha ha – fordi et tysk firma kom dem i forkøbet, og så trak Junge-Larsen sig. For at gøre en lang historie kort, så står tjekkerne med en regning på nogle hundrede millioner, som de mener, at Junge-Larsen skal betale. Det er rigtigt, at de har truet forældrene, og at nogle af dem mødte op på havnen i søndags, men intet tyder på, at de har slået Cecilie ihjel, hvis du spørger mig. Og det gør du jo.

– Apropos, sagde Miroslav.

Alle så på ham. Hans hår sad perfekt som altid, strittende lige op i luften, glinsende af voks. Det var mere, end man kunne sige om alle de andre i truppen, tænkte Liv. De så efterhånden alle sammen en anelse forhutlede ud. Især Roland, der så småt var ved at anlægge fuldskæg.

– Apropos, hvad? spurgte Roland.

– Bare apropos. Jeg har nærlæst de mails, som Cecilie fik fra ham, hun skulle mødes med, og i en af dem har hun spurgt ham om et tæppe, som hun har fundet i et skab.

Hun skriver, at hun nu vidste, det var hans.

Per Roland rynkede den eneste hårvækst, han havde tilbage nord for næsen.

– Hvad svarer han til det?

– Han siger, at han nok skal fortælle hende om det, når de mødes.

– Hmm … lød det fra Max Motor.

– Hvad?

– Vi er vel stadig enige om, at den person, som hun har skrevet sammen med, er Henrik Frandsen, ikke?

210

PP-Den man elsker.indd 210

25/06/09 8:54:24

– Det ved vi ikke med sikkerhed, svarede Roland.

– Men det var hans computer, der var skrevet fra?

– Ja, men i teorien kan det vel godt være en anden, der har misbrugt hans computer, ikke? Hvad siger du, Mi­roslav?

– I teorien, jo. Det er i hvert fald ikke et bevis, der holder.

– Men dermed ikke sagt, at Henrik Frandsen er uskyldig, sagde Roland. Han skulle til at fortsætte, da han blev afbrudt af en banken på døren ind til mødelokalet. Fra sin plads kunne Liv se vagthavende i døråbningen. Han talte kort med Roland, og døren gik i igen.

Da Per Roland vendte sig om, forstod Liv endelig udtrykket at være bleg som et lig. Hun havde set op til flere lig i sin tid som politiassistent. Men hun havde aldrig set et levende menneske ligne et.

– Hvad sker der, Roland? udbrød Anette.

– Er du okay, boss? udbrød Miroslav.

Carsten Svendsen, Max Motor og Liv lænede sig synkront frem i stolene og ventede på, at den ligblege Roland skulle åbne munden.

– Hvad sker der, gamle ven? spurgte Svendsen.

– Det … startede Roland. – Der er netop sket en ny drejning i sagen. En der naturligvis må have en naturlig forklaring, selv om den er lidt svær at få øje på lige nu.

– Hvad? Lange Lind lukkede låget på sin computer og stirrede nu også på sin leder. – Hvad er der sket?

– Det var Palle, den vagthavende. Han siger, at et vidne netop har ringet ind og fortalt, at Cecilie sidder nede på stranden i Espergærde og ser ud over vandet.

Lyslevende.

PP-Den man elsker.indd 211

25/06/09 8:54:24

25

Egentlig var det ulovligt. Som håndhævere af loven burde de vide bedre, men når de fysiske love for en stund blev ophævet, mente flokken, at færdselsloven nødvendigvis måtte gå samme vej. Desuden var det dem, der var politiet.

Nu sad de der. Alle uden at have spændt deres seler.

Simpelthen fordi de ikke skænkede det en tanke. Fire mand i Livs tjenestebil, hvor Natasja stadig rappede ud af højtalerne, dog uden at nogen bemærkede det.

Liv kørte bilen, der lå nogenlunde stabilt i det store venstresving for enden af Klostermosevej på vej mod Strand­vejen på trods af dækkenes faretruende hvinen. Ved siden af hende sad Per Roland og bandede. Hans bil havde simpelthen nægtet at starte, da de alle i samlet flok var styrtet ud af det store glasparti, der udgjorde indgangen til Helsingør Politigård. I stedet havde han kastet sig ind i Livs bil med Max Motor og Lange Lind på bagsædet. Bag dem kørte Carsten Svendsen og Miroslav mindst lige så ulovligt.

– Så svinger vi igen, råbte Liv, og bagsædepassagererne hvinede, da Max endte på skødet af Lange Lind.

Liv rettede op og fik styret bilen ind under de to små broer, hvor hun måtte ignorere, at hun skulle have holdt tilbage for de voldsomt protesterende modkørende, som 212

PP-Den man elsker.indd 212

25/06/09 8:54:24

reagerede med det lange lys. Per Roland rodede i handskerummet og fandt det blå blink, som han rakte ud ad vinduet og forsøgte at holde stille på taget af bilen på trods af de voldsomme udskridninger i svingene.

– Hold fast igen deromme, råbte Liv, da de ramte Strand­ vejen ved Snekkersten og drejede skarpt til højre, sydover mod Espergærde.

Perfekt vejr til en sejltur, nåede Roland netop at tænke, inden vandet igen forsvandt bag de store villaer, hvoraf han kunne huske at have læst, at Peter Schmeichel havde købt den ene.

God vind, en syv til otte meter per sekund ville han skyde på ud fra træernes bevægelser og ikke en sky på himlen. Netop sådan som Roland bedst kunne lide sit sej­ lervejr. Præcis vind nok til, at man kunne skyde en rimelig fart med en øl i den ene hånd og sejle med den anden.

Frem dukkede nu Egebæksvang kirke, derefter havnen, og så tog fanden ved Liv, som uden videre krydsede den modsatte kørebane og bumlede hen over græsplænen ned imod den offentlige strandbred. En stor flok men­nesker stod samlet i vandkanten.

I samme sekund hun standsede bilen, hoppede alle ud, og et kort sekund efter landede Carsten Svendsen sin bil ved siden af deres. De var igen fuldtallige, og i samlet flok nærmede de sig menneskemængden, der stod i en halvcirkel og snakkede.

– Men det er da hende, er det ikke? hørte de en spørge.

– Jo, det må det være, svarede en anden.

– Ingen andre her i byen har så smukt langt lyst hår.

Og så de øjne, sagde en tredje.

– Men hun er meget bleg, sagde den første igen.

– Men var hun ikke død? sagde en fjerde med forfær213

PP-Den man elsker.indd 213

25/06/09 8:54:24

delse i stemmen. – Politiet fandt hende da i den der væmmelige kælder i forældrenes hus.

– Politiet, sagde Roland og holdt sit skilt højt op i luften.

– Vi skal lige forbi her, tak.

Menneskemængden åbnede sig, så flokken kunne kom­ me ind. Roland stoppede op.

Dér. Lige foran dem sad en lille pige nøgen på stenene i vandkanten med benene trukket op foran sig. Hun sad med ryggen til dem med vådt, langt lyst hår ned over skuldrene. Per Roland nærmede sig hende og gik forsigtigt rundt om hende.

Så gispede han. Han kunne ikke tro det.

Det var Cecilie.

Alt, kindbenene, hagen, næsen, munden, øjnene, ja så­ gar håret var det samme. Hendes isblå øjne stirrede ud over havet, mens hun smilede et stille og saligt smil. Hun lignede mest af alt en porcelænsdukke. Huden i hendes ansigt og på kroppen var næsten gennemsigtig, så man kunne se blodårerne, vanddråber glinsede på huden, og hun havde gåsehud over hele kroppen.

Han satte sig forsigtigt på hug foran hende, og da hun fik øje på ham, for hun sammen med en svag lyd.

– Du skal ikke være bange, sagde han roligt, men pigen rystede over hele kroppen, og da han forsøgte at nær­me sig hende, trak hun sig væk og krøb sammen i fosterstilling.

Og så var det, han så blodet, der sivede ud af hendes ene øre og ned over kinden.

Per Roland rejste sig og råbte af al sin kraft.

– Vi skal have et tæppe og en ambulance! I en fart!

PP-Den man elsker.indd 214

25/06/09 8:54:24

26

– Det er meget mærkeligt, sagde lægen og så tænksomt på Per Roland. De sad på de blå stole på gangen på Helsingør Sygehus. Det var blevet sent på eftermiddagen, og lægerne var netop blevet færdige med de første undersøgelser af den lille pige.

– Hvornår kan vi afhøre hende?

– Hun er i en tilstand, hvor hun hele tiden falder i søvn, fordi hun er medicineret. Det gør det vanskeligt overhovedet at tale med hende. I må vente. Hendes tilstand er endnu ikke stabil. Hun var vågen ganske kort for en halv time siden, og da forsøgte hun at komme ud af sengen.

– Hvad er din vurdering af hende? Hvor kommer hun fra?

Lægen trak på skuldrene og skar en grimasse, som sagde Roland, at det her vist var første gang i karrieren, han stod over for noget som dette.

– Det lyder vanvittigt, men umiddelbart vil jeg tro, at hun aldrig har været uden­for i dagslys før. Hvis man ser på hendes hud og øjne, så er de ekstremt sarte. Hun bliver nødt til at bære solbriller, når hun engang vågner, hendes øjne kan slet ikke tåle sollyset.

– Hvordan er hendes fysiske tilstand?

– Hun har fået et slag på siden af hovedet, og det kan 215

PP-Den man elsker.indd 215

25/06/09 8:54:24

have givet hende et hukommelsestab. Desuden er hun muligvis i chok.

– Hvad er det, der har ramt hende?

– Det ligner et slag med en kølle af en art, men hun ser mirakuløst ud til at have klaret det uden mén. Hun har desuden en ganske lille smule vand i lungerne, som vi har suget op. Det tyder på, at hun har ligget i vand.

Hendes krop var afkølet, da hun kom ind, og lå et stykke under den normale kropstemperatur. Men ellers er hendes almentilstand udmærket. Hun er velnæret, velplejet, neglene er klippede, og håret har været behandlet med både shampoo og balsam.

– Så hun er blevet slået i hovedet med en kølle og smidt i vandet?

– Ja, det lyder sandsynligt.

– Sandsynligvis i et forsøg på at slå hende ihjel?

– Skal jeg ikke kunne udtale mig om.

– Naturligvis ikke, det er mit bord, sagde Roland og fortsatte: – Men på en eller anden måde har hun formået at komme ind til land. Måske har hun klamret sig til et eller andet?

– Igen, jeg skal ikke kunne sige det. Slaget i hovedet har givetvis gjort hende bevidstløs, men mødet med vandet har måske vækket hende igen. Og så, ja vi kan jo kun gætte, men det lyder sandsynligt, at hun har fået fat i et eller andet. Jeg tvivler i hvert fald på, at hun kan svømme.

Roland nikkede.

– Hvad med hendes mentale tilstand?

– Det er svært at sige ret meget om den endnu. Vi skal have koblet et hold psykologer på til at vurdere hende.

Men hun er meget skræmt af mennesker, og vi forsøger at begrænse antallet af personer, hun er i kontakt med, til så få som muligt.

216

PP-Den man elsker.indd 216

25/06/09 8:54:24

– Hvor gammel er hun?

– 10-11 år vil jeg tro.

– Og hun siger ingenting om, hvem hun er, eller hvor hun kommer fra?

Lægen tog brillerne af og rystede på hovedet.

– Da hun ikke er i stand til at tale endnu, er svaret nej.

Roland kløede sig bogstaveligt talt i skægget, der efterhånden var blevet så langt, at der faktisk var noget at klø i.

– Men hun ligner jo til forveksling den lille Cecilie Jun­ ge-Larsen, fortsatte lægen. – Var det ikke en ide at spørge forældrene?

– Naturligvis. De må jo sidde inde med et svar.

– Det skal nok være snart. Hvor lang tid tror du, at der går, før pressen er ude med historien?

– Ja for helvede, sagde Roland. Han ville blive nødt til at tage stilling til, hvordan pressen skulle håndteres.

De skulle styres med hård hånd. Ikke det mindste måtte slippe ud uden hans viden. De omkring tyve mennesker, der havde set pigen sidde nede på stranden, før politiet ankom, talte sikkert allerede med journalisterne.

– Vi skal have fundet ud af, hvem den her pige er, og det må forældrene kunne svare på, sagde han og så hen på Max og Liv, der var kørt med ham på sygehuset, mens resten af flokken var blevet tilbage i det afspærrede strandområde for at sikre spor sammen med teknikerne.

– Kan du tage en dna-prøve af hende? spurgte Liv nu.

– Så kan vi se, om de har samme forældre.

– Det gjorde jeg faktisk straks, da hun kom ind, sagde lægen og fandt et stykke papir frem fra lommen i kitlen, hvor han havde skrevet noget ned med en blyant, – og fik det sammenholdt med Cecilies for at fastslå, om de var i familie.

217

PP-Den man elsker.indd 217

25/06/09 8:54:24

– Kan det godt gøres så hurtigt?

Roland tænkte på alle de gange, det havde taget flere uger at få en dna-profil af en gerningsmand.

Lægen smilede lidt.

– Ja, jeg kender dem i faderskabsafsnittet og fik dem til at smide alt, hvad de havde i hænderne. Med lidt overarbejde kan de godt gøre det hurtigere end normalt, hvis man har en god grund. Da jeg sagde, at det var et essen­tielt spor i Cecilie Junge-Larsen-sagen, var de villige til at tage det med det samme. Og vi havde jo allerede Cecilies data registreret, så opgaven var ikke så stor. Det er også lettere for dem, når det er en levende person, der skal identificeres, end i sager hvor materialet ikke er helt intakt. Og faktisk viste det sig at være en meget nem opgave. Sammenligningen tog ingen tid.

– Hvorfor?

De lænede sig alle tre frem i de blå stole. Liv og Max sad overfor, på den anden side af gangen, mens Roland sad ved siden af lægen og nu forsøgte at læse papiret selv, men uden held. Lægekrimskrams var ikke hans stærke side.

Lægen så ned i papiret og derefter op på dem igen.

– Fordi de har helt ens dna.

Per Rolands øjne blev større end Kermits og truede med at hoppe ud.

– Hvordan kan det hænge sammen? spurgte han.

– Kan to mennesker virkelig have samme dna? spurgte Liv. – Ja, det kan de godt, men det betyder, at der kun er to mulige forklaringer. Enten er det faktisk Cecilie JungeLarsen, der ligger derinde, sagde lægen og så fra det ene chokerede ansigt til det andet.

– Eller også er det hendes enæggede tvilling.

Liv stirrede på Max, der så på Roland.

218

PP-Den man elsker.indd 218

25/06/09 8:54:24

– Da jeg allerede har ringet ind på Retsmedicinsk Institut og sikret mig, at Cecilie stadig ligger derinde, må vi hælde til den sidste konklusion, sagde Roland og tilføjede, nu henvendt til Max og Liv: – Det er vist på tide, vi får talt lidt med hendes forældre igen. Mig bekendt kan en kvinde godt huske, om hun har født et eller to børn.

PP-Den man elsker.indd 219

25/06/09 8:54:25

27

Solen var blevet blæst bort nu. Ikke i bogstavelig forstand, men den var forsvundet. Gået ned bag det skydække som den front, der i løbet af eftermiddagen var trukket op over landet, havde taget med sig. Nu kom vin­den fra sydvest og ville i løbet af aftenen gå over i ef­terårets første storm, havde de sagt i vejrudsendelsen på TV2 for kort tid siden.

Og det skulle heller ikke vare længe, før regnen piskede imod ruden til det kontor, Per Roland havde lånt på Helsingør Politigård. Lige nu sad han stille ved sit skrivebord og observerede det, mens det langsomt blev mørkt udenfor.

Naturens eget natritual.

Han huskede, hvordan hans søn Peter som barn altid havde elsket at se solen gå ned, og så skulle de udenfor og lede efter månen. Lige da han havde lært at tale, kunne han snakke om det i flere minutter, efter at mørket var faldet på. Og skuffelsen var stor de aftener, hvor månen ikke var at se.

I erkendelse af, at de nok ikke nåede ret meget videre i sagen i dag, og fordi hans flok efterhånden selv var be­ gyndt at ligne porcelænsfigurer, havde Roland sendt sine medarbejdere hjem. Undtagen Miroslav der sad ved sit skrivebord og kæmpede med at komme ind i Mette Berendsens computer.

220

PP-Den man elsker.indd 220

25/06/09 8:54:25

Cecilies forældre havde ikke været til at finde, da Svend­ sen og Lange Lind var kørt ud til sommerhuset i Hornbæk, så svar fra dem fik de ikke i dag. De ville have haft de lokale patruljevogne til at køre forbi en gang i timen for at se, om de dukkede op, men det var der ikke ressourcer til, lød svaret fra vagthavende. I stedet havde Roland allieret sig med naboerne i området og bedt dem ringe ind, hvis Junge-Larsen-parret dukkede op.

Samtidig havde Roland nok at gøre med at svare på spørgsmål fra pressen, der i et væk ringede til stationen for at få detaljer. Det havde han af efterforskningsmæssige årsager nægtet at give dem, men de havde fået historien et andet sted fra. Flere havde sågar fået den udlægning, at det rent faktisk var Cecilie, der var dukket op af vandet.

Det havde Per Roland dog afvist.

– Vi har stadig hendes lig i lighuset, og dér bliver hun.

Han havde dog erkendt, at den fundne pige lignede Cecilie til forveksling, men bedt journalisterne huske på, at der var mange følelser på spil i den slags sager, og folk blev let forvirrede og troede, at de så ting og personer, de ikke gjorde. Nu måtte aviserne lige klappe hesten, før de bildte danskerne ind, at Cecilie snart kom på tv og sang igen. Til Rolands store overraskelse havde der sågar været en henvendelse fra et blad, der skrev om overnaturlige fænomener. Til dem havde han blot sagt: – Der er altid en logisk forklaring. Og det er der også i dette tilfælde.

Nu tog han telefonen og tastede et nummer.

– Hallo? sagde et par meget lange stemmebånd i den anden ende. – Cynthias telefon, det er Anders.

Tiden stod stille for Per Roland, som pludselig ikke evnede at sige noget. I stedet lagde han på og smed tele­ 221

PP-Den man elsker.indd 221

25/06/09 8:54:25

fonen fra sig på bordet. Længe sad han og stirrede på den sorte mobiltelefon fra Sony Ericsson. Så rejste han sig, gik rundt om sin stol, så på sit spejlbillede i vinduet og tog telefonen igen.

– Cynthias telefon, det er Anders. Hallo? lød den dybe mandsstemme lettere irriteret i den anden ende. – Hallo?

Er der nogen?

– Jah, men øh … begyndte Roland lettere befippet. – Jeg skulle tale med Cynthia.

– Hun er lige i bad. Hvem må jeg sige har ringet?

Roland sad stille. Helt stille, som var han bange for, at nogen skulle høre ham. Afsløre ham. Så lagde han på igen.

– Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg er her, løj Per Roland.

For han vidste det jo godt. Efter at have kørt rundt i sin tjenestebil i et for ham uvist antal timer i regn og stormvejr, havde han selv taget beslutningen.

– Nej, men det ved jeg, svarede Liv og trak ham indenfor i den store villa med panoramaudsigt.

Indenfor herskede der allerede i entréen et hyggeligt rod af den slags, der vidner om, at her boede mange, og især boede her børn. Roland savnede pludselig den tid.

Da børnene var blevet store, havde Cynthia haft så travlt med at slette sporene efter dem, at huset nærmest var blevet klinisk og koldt. Skandinavisk ville nogle kalde det.

– Forstyrrer jeg? spurgte han forsigtigt, mens han spar­ ke­de skoene af og lagde dem oven i bunken af hele familiens sko.

Han så på Liv. Den spinkle kvinde var iført træningsbukser og en lille ærmeløs top. Lidt mere afdæmpet end han ellers var vant til at se hende. Håret strittede som altid, og han fik lyst til at røre ved det, som hun stod i 222

PP-Den man elsker.indd 222

25/06/09 8:54:25

døråbningen ind til stuen med en kop i hånden. Roland gættede på, at det var kaffe.

– Giver du en kop? sagde han og nikkede hen imod hendes hånd.

Hun smilede.

– Ja, da. Kom ind, sagde hun og forsvandt.

Per Roland trådte forsigtigt ind i køkkenet med sine strømpesokker og satte sig ved spisebordet. Han sukkede, som om luften gik ud af ham. Liv stillede en varm kop foran ham og satte sig omvendt på stolen over for ham.

– Hva’ så, Roland? spurgte hun efter en kort pause, hvor de begge havde smagt på kaffen. – Hvad sker der i dit liv?

Roland så sig omkring og anede ikke, hvad han skulle svare. I stedet undgik han spørgsmålet.

– Hvad siger du til det der i dag?

– Til Cecilie 2?

– Mm, nikkede Roland og drak af sin kop.

Liv rystede på hovedet.

– Det er fandeme for mærkeligt, hvis du spørger mig.

Forældrene må jo være så fulde af løgn.

– Spørgsmålet er bare, hvad de ellers har løjet om.

Liv så eftertænksom ud.

– Det bliver et helvede med al den presse, når det først slipper ud, at hun er hendes enæggede tvilling. De vil elske det. Men hvor kommer hun fra? Lægen sagde, at hendes hud aldrig havde været udsat for sollys? Hvor kan man befinde sig henne og ikke blive udsat for solens stråler?

Roland drak igen.

– Indenfor.

Liv nikkede.

– Tror du, at forældrene har holdt hende spærret inde?

Gemt hende for omverden?

223

PP-Den man elsker.indd 223

25/06/09 8:54:25

– Måske. Det er jo set før.

– Men hvorfor skulle man som forældre vælge at holde det ene barn indespærret og ikke det andet?

Roland trak på skuldrene.

– Tja, dit bud er lige så godt som mit.

Liv tænkte sig om.

– Kunne det være, at hun fejlede et eller andet, som forældrene ikke ville have, at resten af byen kendte til?

– Som et handicap eller noget?

– Ja. Der skal ikke så meget til i de kredse, før man gemmer det under gulvtæppet. Naboerne kunne jo snakke.

Jeg har hørt flere historier om handicappede børn, der blev parkeret på en institution resten af deres liv uden nogen sinde at få besøg, fordi forældrene ikke ville vide af dem. Det er lige sådan noget, de her strandvejsfruer ville gøre.

Roland nikkede. Den vinkel havde han slet ikke tænkt på. Lægen havde ikke nævnt noget om et handicap, men det kunne jo også være psykisk. Den side vidste de ikke noget om, for pigen havde ikke været vågen længe nok til, at de kunne nå at tale med hende.

– Hvornår er hun klar til at blive afhørt? spurgte Liv. – Lægen vidste det ikke. Når hun har fået det bedre, svarede Roland og lod blikket vandre rundt i Livs varme hjem. Klinkerne i køkkenet flød med børnerod. Legetøj.

Byggeklodser, dukkevogne, en tromme og en masse små ponyer med langt hår, man kan rede, som dem han huskede, at Christina legede med, da hun var lille. Der var åbenbart ikke sket så meget med legetøjet siden da. Der var vist bare blevet mere af det.

– Hvor er din familie? spurgte han.

Liv smilede og drak af sin kop.

– Pigerne er hos deres far hele denne uge, så jeg kan 224

PP-Den man elsker.indd 224

25/06/09 8:54:25

koncentrere mig om sagen. Claus er gået ud med nogle venner.

Roland nikkede langsomt og forsøgte at se forstående ud.

– Savner du dem ikke? De små?

Hun slog en latter op, der kom helt bag på ham.

– Ha! Jo, selvfølgelig. Men indimellem er det nu rart med lidt fred og ro til at gøre, hvad man vil. Deres far skal jo også tage sin del af slæbet, ikke?

– Det har du ret i, sagde Roland og spekulerede på, om Cynthia mon havde syntes, at han havde taget sin del af slæbet, da børnene var små. Det havde hun nok ikke.

Jobbet havde også dengang fyldt for meget. Der var ikke noget at sige til, at hun var blevet træt af ham.

– Hvad med ham Claus?

Liv smilede igen og så kælent på ham. Det forvirrede ham. Gjorde ham usikker.

– Hvad med ham?

– Er han god ved dig?

Liv trak på skuldrene.

– Nu har jeg jo ikke en kæreste, fordi han skal være god ved mig.

Per Roland rynkede de brede øjenbryn.

– Hvorfor så?

Liv drak igen og smilede.

– Sex. Hvad ellers?

– Hvad med kærlighed?

Liv trak igen på skuldrene.

– Du stiller for mange spørgsmål, Roland.

Han lo lydløst.

– Det er mit job.

Liv smilede.

Per Roland så på hende og undrede sig over, hvem der 225

PP-Den man elsker.indd 225

25/06/09 8:54:25

mon havde såret hende. Men han spurgte ikke. Visse ting behøvede han jo ikke at vide.

– Hvad med dig, Roland? Sukker du stadig over din ekskone?

Han bed sig i læben og rev hul.

– Hov. Nu skal jeg, sagde Liv og rejste sig for at hente en serviet. Hun gik helt tæt på ham, holdt sin hånd på hans kind, mens hun tørrede blodet af med den anden.

– Sådan, sagde hun og så ham ind i øjnene. – Dér ramte jeg vist plet, hva?

Roland svedte og trak vejret hurtigere. Forvirret over hendes pludselige omsorg og en kvindelighed, som hun skjulte så godt i det daglige. Han havde en ubeskrivelig trang til at lægge en hånd om hendes nakke og trække hende ned til sig, men besindede sig i sidste øjeblik. Hun tøvede, som om hun ventede, han ville gøre det. Så smilede hun og satte sig igen overskrævs på sin stol.

Fandens til kujon, du er, Roland, skældte han ud inde i sig selv.

– Hvad er det med dig og hende … hvad var det, hun hed?

– Cynthia.

– Cynthia. Liv smagte på navnet. – Det er ikke et dansk navn. Er hun …?

– Hun er halvt tysk, afbrød han hende. – Og smukkere end en solopgang over Øresund.

Liv fløjtede anerkendende.

– Flot. Du elsker hende virkelig. Hvorfor er I ikke sammen?

Roland drak resten af sin kop. Den sidste del smagte aldrig godt. Som regel var den blevet kold og var for stærk.

– Vi er separerede.

226

PP-Den man elsker.indd 226

25/06/09 8:54:25

– Og nu har hun fundet en anden, er det det?

Roland nikkede en smule overrasket. Liv havde virke­lig en evne til at se igennem folk. I hvert fald igennem ham.

Men det var måske heller ikke så svært.

– Jeg opdagede det i dag. En anden mand tog hendes telefon, mens hun var i bad.

Liv så på ham med medlidende øjne. Irriterende, syntes han.

– Jeg tror, jeg har præcis, hvad du trænger til.

Hun rejste sig og forsvandt i en fart op ad trappen.

Roland hørte hende ovenpå, mens han spekulerede på, hvad hun skulle. Bare hun ikke kom ned med et telefonnummer på en af hendes singleveninder, som trængte til en onenighter. Det ville simpelthen være for patetisk.

Lidt efter kom hun bumlende ned ad trappen igen med en lille pose i hånden. Hun satte sig ved bordet og hældte indholdet ud.

– Det hjælper altid mig, når jeg er nede, sagde hun, mens hun pakkede en grønsort plade ud af sølvpapiret.

Det lignede chokolade, men Roland genkendte det straks som noget helt andet. Ud kom også en pakke cigaretter, jointpapir og et jointrør. Liv gav sig til at riste cigaretten med sin lighter. Roland så på hende med sine Kermit­ øjne.

– Hvad fanden laver du, Liv? – Det er alle tiders. Superrygeren. Det er det bedste, du kan få på markedet for tiden.

– Det er ikke, hvad jeg tror, det er, vel?

– Selvfølgelig er det ikke det. Du kan jo kalde det for smertestillende medicin, smilede hun drillende.

Roland stønnede og overvejede at gå.

– Slap nu af for helvede, Roland, sagde Liv, mens hun nulrede tobakken ud på et lille stykke karton. Så knæk227

PP-Den man elsker.indd 227

25/06/09 8:54:25

kede hun en klump af pakken med den grønsorte plade, varmede den op og nulrede det ned over tobakken. – Jeg lover dig, at du ikke dør.

– For helvede, Liv. Vi kan sgu da ikke sidde her og ryge …

– Det kan du da se, at vi kan. Slå dig løs, ven, der sker ikke noget ved det. Desuden er det til eget forbrug. Jeg har ikke mere, end man må.

Liv foldede jointpapiret rundt om røret og slikkede på det, så det sad fast. Så hældte hun indholdet fra kartonet ned i det, rystede det let og rullede det sammen.

– Du er prof, udbrød Roland. Forarget, men også nysgerrig.

Liv smilede og rakte ham jointen sammen med ligh­te­ ren.

– Det første er det bedste, sagde hun. – Du risikerer højst at glemme din eks og få en sjov aften. Prøv noget nyt.

Han stirrede på hende. Nysgerrig efter at prøve det han altid havde sagt nej tak til, bange for at nogen skulle opdage det, hunderæd for at blive pinlig eller syg og kaste op på hendes plankegulv, men mest af alt hamrende vild med tanken om at glemme sin eks og bare flippe lidt ud.

Glemme telefonsamtalen tidligere på aftenen, glem­me at de nogen sinde havde været sammen.

I hvert fald vidste han, at tog han et hvæs af denne joint, ville han fra nu af og i den tid, rusen varede, være totalt ligeglad.

– Prøv noget nyt, udforsk dig selv, havde Cynthia sagt, den­gang hun smed ham ud.

Fanden stå i det, tænkte han og tog imod jointen og lighteren. Så tændte han den og fik ild i enden. En lille flamme kom frem for hans øjne, men forsvandt igen, da 228

PP-Den man elsker.indd 228

25/06/09 8:54:26

enden brændte væk. Roland sugede alt, hvad han kunne, og mærkede det brænde i halsen, da han trak det ned i lungerne.

Liv så spændt på ham med et lille skævt smil.

– Rolig nu, sagde hun. – Gem noget til os andre.

PP-Den man elsker.indd 229

25/06/09 8:54:26

28

Egentlig var det ikke, fordi hun ikke kunne sove. Som mor til to små skubbede hun sådan set hele tiden en pukkel af søvnmangel foran sig. Det var mere, fordi klokken ikke var mere end tyve minutter over ni, at hun var stået ud af sengen, hvor Roland trak torsk af den tunge slags i land.

Nu sad hun og stirrede på det sorte Øresund fra sin vindueskarm, mens hun røg en stille smøg ud ad det åbne vindue. Hun var nøgen under tæppet og havde trukket benene op under sig. Hun spekulerede på sagen. På Cecilie Junge-Larsen og på den lille tvilling der var dukket op den samme dag. Især spekulerede hun over Mette Be­rendsen og det rod, gerningsmanden havde efterladt sig. Var det virkelig for at få det til at ligne et indbrud?

– Han må have ledt efter noget, mumlede hun. Ud fra telefonopringningen kunne de konkludere, at hun måtte have vidst noget. Måske havde hun en eller anden form for bevis. Måske var det stadig i huset?

Hendes mobil gav sig pludselig til at ringe fra natbordet. Hun smed cigaretten ud ad vinduet, men skyndte sig ikke synderligt for at tage telefonen. Det ville sådan set ikke gøre det store, at den vækkede Roland. Så kunne hun få ham ud af huset. Men sådan en omgang fjolletobak kun­ne åbenbart slå ham helt ud, i hvert fald gryntede han 230

PP-Den man elsker.indd 230

25/06/09 8:54:26

bare ved lyden af hendes ringetone for derefter at vende sig om på den anden side og sove videre.

– Ja, det er så Ole, brummede det i den anden ende.

Liv smilede og vendte tilbage til udsigten. I det fjerne blinkede bilernes lys på Sveriges kyst.

– Hva’ så, du gamle?

– Flab. Den eneste, der må kalde mig gammel, er mig selv.

Liv lo, så Roland vendte sig endnu en gang.

– Du, jeg har tænkt over en ting, sagde Ole så.

– Ja? – Jeg læste lige din rapport om hende den tykke.

– Mette Berendsen?

– Ja. Hende Mette dér. Du skriver, at hun bor i eget hus på Kellerisvang i Espergærde.

– Ja, ifølge hendes mor flyttede hun ind for fire år si­ den. Og? – Og hun er på invalidepension?

– Ja. Hun er tilsyneladende for fed til at arbejde.

– Undrer det dig ikke det mindste, at det kan lade sig gøre?

– Hvad mener du? sagde Liv. – Altså mig bekendt er husene i Kellerisvang ejerbo­liger og koster i omegnen af 2,8 millioner kroner. Hvordan har hun fået råd til det?

Liv rynkede øjenbrynene. Ole havde ret. Det hang absolut ikke sammen.

– Så hvad siger du med det?

– Jeg tror, at det er en ide at tjekke, hvor hendes penge kommer fra. Måske er der en naturlig forklaring, hvem ved, måske har hun arvet fra sin afdøde far? Men det var en tanke.

– En god en af slagsen.

231

PP-Den man elsker.indd 231

25/06/09 8:54:26

Liv stod tavs et par sekunder og så på den skaldede Roland uden egentlig at se ham. Hendes tanker var et andet sted. Så tog hun beslutningen.

– Jeg tror, at gerningsmanden ledte efter et eller andet i hendes hus, derfor rodet, sagde hun så. – Jeg tager derud.

Hun lagde på, inden Ole kunne nå at protestere. Hurtigt ringede hun til Miroslav, der netop havde forladt kon­toret og Mette Berendsens computer.

– Gider du tjekke hendes konti. En pige som hende, der næsten aldrig gik ud, brugte helt sikkert netbank. Jeg skal bare vide, hvor hun fik sine penge fra, hvordan hun havde råd til det hus, hun boede i.

– Det bliver ikke før i morgen, så. Jeg skal hjem og sove nu.

– I morgen er fint, sagde Liv og lagde på igen.

I en fart flåede hun et par hullede jeans og en hættetrøje ud af skabet, fandt sin hat og stormede ud af huset. Hun skævede til bilen, men besluttede sig i stedet for at tage cyklen. Selvom Roland havde røget størstedelen af jointen, var der ingen grund til at tage chancer.

Smidigt bukkede Liv sig ind under politiets afspærring.

Rækkehuset var tomt, og inden døre lignede det et udsalg, hvor alle bare havde efterladt rodet, da de havde fået, hvad de kom efter. Hun så sig omkring i det, der engang havde været et hjem, eller en hule skulle hun måske snarere kalde det. Et gemmested for den verden, som den afdøde havde meldt sig ud af.

Liv gik igennem stuen og op ad trappen til soveværelset. Fra gulvet løftede hun en skuffe op og rodede i den. Smykker og hårting blandet sammen, så man havde svært ved at skelne, hvad der var hvad. Hun kastede et blik rundt i rummet.

232

PP-Den man elsker.indd 232

25/06/09 8:54:26

Hvorfor gemte hun sig? Hvad var det, der var så frygteligt, at hun ikke ville se det i øjnene? Og var det i sidste ende det, der havde slået hende ihjel?

– Jeg ved, hvem der gjorde det, havde hun sagt i telefonen til Liv, lige inden hun blev dræbt.

– Hvad var det for hemmeligheder, du gemte på? hviskede Liv nu ud i det tomme soveværelse.

Hun gik rundt om sengen og forsøgte at undgå at træ­de på noget af alt det, der lå på gulvet. Tøj, nipsgenstande, madvarer og tomme colaflasker, alt sammen hulter til bulter. Hun sukkede og lod blikket vandre igen. Hvor ville man gemme vigtige ting? Hun så hen imod det åbne tøjskab, hvor alle de store kjoler og T-shirts var flået ned fra bøjlerne. Hun gik helt hen til skabet, der var indbygget, og stak hovedet ind. Hun følte på indersiden, hen langs væggen og mærkede så nede på gulvet. Hun satte sig på hug og stirrede ind. Ingenting. Så rejste hun sig og så hen på sengen. Hun følte på sengestolpen, den var ikke løs, og toppen kunne ikke skrues af. Liv satte sig på sengen og stønnede. Måske var der ikke noget? Hun støttede hånden på madrassen, så rejste hun sig pludselig og flåede sengetæppet af. Sengen bestod af to madrasser ved siden af hinanden. Hun kravlede op og lod en hånd glide ned i revnen mellem dem og søgte med fingrene. Så lagde hun sig på knæ på gulvet og så ind under sengen og op under bunden. Noget var tapet fast til lamellerne med bred tape.

Hun trak det fri. En lille bog. Lyserød og med prinsesser på forsiden. Den lignede et barns. Der var en lille lås på, og Liv flåede den af med en skruetrækker, hun altid havde i lommen, og som efterhånden havde hjulpet hende et utal af gange. Så tog hun bogen med nedenunder. Her satte hun sig sig ved bordet i køkkenet og åbnede den lyserøde bog.

233

PP-Den man elsker.indd 233

25/06/09 8:54:26

På første side stod „Mettes dagbog”. Hun bladrede og læste Mette Berendsens tanker og oplevelser, da hun var elleve år gammel. Liv smilede og grinte af noget sjovt, hun havde skrevet. Så bladrede hun videre og nåede frem til året 1996, da Mette Berendsen var 13 år. Liv læste om alt det, Mette Berendsen oplevede sammen med sin veninde Katja Adelskov. Hun læste om de fyre, de var vilde med, hvem der var ulækre i klassen, og hvilke filmstjerner de ville giftes med, når de blev store. Alt sammen normale ting for en 13-årig.

Indtil hun nåede til den 3. september 1996, hvor dagbo­ gen ændrede karakter. Sætningerne var rodede og usam­ menhængende, og det var tydeligt, at Mette var ulykkelig over et eller andet med veninden. Liv læste videre og forstod pludselig.

– Hun blev voldtaget, sagde hun højt for sig selv, men nåede ikke at sige mere, for i det samme ramte en stor bundløs smerte hendes baghoved, og hun faldt forover i en regn af stjerner.

PP-Den man elsker.indd 234

25/06/09 8:54:26

29

Smerten i hovedet var virkelig ubeskrivelig. Den kom ligesom indefra, fra et sted bag ved øjnene, og bevægede sig ud i hver en krog, hver en nerve, hver en celle i ansigtet.

Per Roland forsøgte at bevæge hovedet, men måtte opgive.

I det fjerne kunne han høre en stemme. En af dem med lange stemmebånd. Alligevel føltes den skinger.

Han nøjedes med at åbne det ene øje på klem. En ung mands ansigt dukkede frem. Det var ikke Peter, vel? Var han på besøg? Nej, det lignede ham ikke. Pludselig huskede han. Han åbnede begge øjne. Hele den unge mands skikkelse dukkede frem foran ham. Han gav et gisp fra sig.

Han rejste sig op, men opdagede, at han var nøgen under dynen, så han krøb ned igen. Så så han hen på Livs side af sengen. Den var tom.

– Jeg hedder Claus, sagde den unge fyr og rakte hånden frem.

Roland tog den lidt forsigtigt. Den unge fyr var stor.

– Ja, undskyld, det var ikke for at forstyrre, sagde denne Claus nu og smilede. – Jeg skulle bare lige … Han pegede på skabet foran sengen. – Ja, jeg skal bare lige have noget rent tøj. Sov du bare videre. Klokken er kun halv syv. Jeg skal på arbejde her om en halv time.

Roland smilede lidt akavet og nikkede.

– Fint nok, sagde han. – Jeg skal alligevel også op nu.

235

PP-Den man elsker.indd 235

25/06/09 8:54:26

Claus rev noget tøj ud af skabet, mens Roland krøb længere ned under dynen. Han stirrede efter sit tøj og fandt det på gulvet. Havde de …?

– Hvor er Liv for resten? spurgte Claus.

Roland så endnu mere forvirret ud.

– Det troede jeg, du kunne fortælle mig?

Claus trak på skuldrene.

– Måske har der været noget med pigerne her til morgen, sagde han. – Hun dukker op igen. Sådan er det bare med hende. Hun spørger heller ikke mig, hvor jeg har sovet i nat.

Det kørte lige lovligt hurtigt rundt i Per Rolands hoved.

Måske var han bare for gammel.

– Fint nok, sagde han for anden gang den morgen.

– Jeg gætter på, at du kom her for at få din nysgerrighed styret, sagde Claus. – Du ville se, hvordan det var at dyrke sex med sådan en som Liv. Roland så forvirret på Claus, da hans bukser i det sam­ me gav sig til at ringe, og han rodede efter mobilen, mens han ærgrede sig over, at han havde været for skæv til at kunne huske, hvordan det så var at have sex med sådan en som Liv. Det var vagthavende.

– Naboerne har ringet. Michael og Anne Grethe JungeLarsen er kommet hjem og befinder sig lige nu i deres sommerhus.

– Tak, jeg kommer ind med det samme, sagde Roland og skyndte sig ud af sengen.

– Reddet af telefonen, sagde han, da han sad i sin bil og prøvede at ringe til Liv. Efter tre forsøg lagde han en besked på hendes svarer, inden han kørte ind på stationen. * 236

PP-Den man elsker.indd 236

25/06/09 8:54:26

– Godmorgen, alle sammen, indledte Per Roland mor­gen­ pa­rolen, som til hans overraskelse måtte begynde uden Liv. Lettere irriteret lukkede han døren ind til kontoret.

– Det er i dag fredag den 20. september, der er 102 dage tilbage af året, dagens navn er Tobias, og det er dagen, hvor Magellan i 1519 sejlede ud fra Spanien med fem små skibe på vej mod sin første jordomsejling.

– Vi mangler Liv, sagde Max Motor.

Roland nikkede.

– Det ser jeg, sagde han.

– Hvor er hun?

– Hvor helvede skulle jeg vide det fra? spurgte han og så godt, at flokken reagerede med overraskelse på hans lidt for voldsomme afvisning. – Jeg har ikke hørt fra hende, okay?

– Spurgte også bare, mumlede Max. – Der kunne jo være sket hende noget.

Per Roland drak en slurk af sin kaffe og så ud over sin flok, mens han inderligt håbede, at det ikke var årsagen til hendes fravær.

– Hun dukker nok op, sagde han bare. – Lad os begyn­ de, hvor står vi?

– Jeg er kommet ind i Mette B’s computer og regner med at gennemgå den i dag, sagde Miroslav. – Liv ringede i aftes og bad mig tjekke hendes konti. Hun undrede sig over, hvordan kvinden havde råd til det rækkehus, hun boede i.

Roland nikkede.

– Godt tænkt. Så håber vi, at computeren gemmer på noget oplysende. Andre?

I det samme gik døren op.

– Jeg har noget, lød det fra Liv, der pludselig stod i døråbningen. I hånden havde hun sin brune herrehat. Håret 237

PP-Den man elsker.indd 237

25/06/09 8:54:27

strittede i alle retninger og så værre ud end nogensinde, og hun så fortumlet og træt ud. Alle i lokalet smilede først ved synet af hende, men så bredte uroen sig.

– Liv, er du okay? spurgte Anette og rejste sig.

Hun trak en stol ud, og Liv gik hen og satte sig. Anette så bekymret på hendes baghoved og op på Roland.

– Liv, du har blod i håret, udbrød hun så. – Hvad er der sket?

Liv tog sig til baghovedet og fik blod på hånden. Så lagde hun sin hat på bordet. Den var trykket flad på midten og indsmurt i blod.

– Det er en længere historie, sagde hun så. – Men jeg tror, hatten tog det værste.

– Vi har tid til at høre den, sagde Max og skænkede en kop kaffe til hende.

Liv drak og tog et par dybe indåndinger.

– Okay. I går aftes tog jeg ud til Mette Berendsens rækkehus igen.

– Hvorfor? spurgte Anette, stadig med bekymring i stemmen.

– Jeg undrede mig over rodet. Jeg tænkte, at det lige så godt kunne være, fordi gerningsmanden havde ledt efter noget, at der så sådan ud. Og måske havde han ikke fundet det.

– Ikke en dum tanke, sagde Svendsen.

– Under sengen, tapet fast til bunden, fandt jeg en dagbog. Jeg satte mig og begyndte at læse i den, men blev slået ned bagfra. Da jeg vågnede, lå jeg på gulvet, og dagbogen var væk.

Per Roland tog sig til hovedet og fnøs.

– For helvede, Liv, du kunne være blevet slået ihjel.

Hvad fanden tænker du på? Tage alene ud til et gerningssted …

238

PP-Den man elsker.indd 238

25/06/09 8:54:27

Anette sendte ham et blik.

– Ikke nu, Roland vel? Pigen har jo fået et chok … og et ordentligt gok, kan du vel se. Du skal altså på skadestuen med det der, Liv, det skal sys.

Liv mærkede efter igen.

– Det skal jeg nok, men først bliver jeg lige nødt til at fortælle, at jeg nåede at læse lidt i dagbogen. Hun begyndte at skrive i den, da hun var omkring elleve år gammel og sluttede den 3. september 1996, dagen hvor Katja Adelskov blev voldtaget.

– Voldtaget? sagde samtlige tilstedeværende i kor.

– Stod det i bogen? tilføjede Max. – Ja, og ikke nok med det.

De stivnede alle sammen.

– Mette Berendsen overværede det.

– Ah, sagde Anette og lignede en, der pludselig forstod det hele. – Det var det, hun ville fortrænge. Hun over­ værede sin bedste veninde blive voldtaget, og siden har hun forsøgt at glemme det, der var for ubærligt at huske.

Hun proppede sig med mad for at holde følelsen af skam og frygt nede.

Per Roland rynkede øjenbrynene.

– Skam over hvad? spurgte han.

Anette trak på skuldrene.

– Måske over at hun ikke greb ind? At hun ikke magtede at standse gerningsmanden.

Hun så hen på Liv. – Hvem var han?

Liv rystede på hovedet.

– Det stod der ikke.

Roland løftede en finger og lignede en skolelærer.

– Men det tror gerningsmanden, at der gør. Derfor rodede han i hele huset for at finde den, og derfor overfaldt 239

PP-Den man elsker.indd 239

25/06/09 8:54:27

han Liv. For at få fingre i bogen.

Flokken nikkede.

– Mit bud er, at Mette Berendsen har afpresset ger­nings­ manden, truet med at afsløre hans hemmelighed, sagde Liv. – Så det var derfor, der lå så mange penge på kommo­ den? spurgte Lind.

– Ja, og det var derfor, hun havde råd til at bo i huset.

– Så Mette Berendsen blev dræbt, fordi hun havde en klemme på nogen? Fordi hun vidste, hvem der voldtog Katja Adelskov? spurgte Max Motor.

– Og gjorde hende gravid, glem ikke det, supplerede Anette. – Det kan spille en endnu større rolle psykologisk set.

– Hvordan det? spurgte Miroslav.

– Det forbinder ham til sit offer og gør forbrydelsen synlig.

– Kan det være derfor, Mette Berendsens hænder ikke var bundet, som Cecilie og de to øvrige pigers var? spurgte Roland. – Fordi der ikke var noget seksuelt i det?

Anette sænkede sine læsebriller og trak på skuldrene.

Roland fik et irriteret udtryk i ansigtet.

– Jamen for helvede, Anette, det må du da vide, det SKAL du vide.

Hun løftede begge hænder.

– Jamen, det er da bestemt en mulighed, men det er svært sådan lige at svare på, når jeg ikke kender ham bedre.

– Forklar.

Anette sukkede.

– Altså, ud fra drabene på de små piger vil jeg kalde ham en sadistisk voldtægtserieforbryder af den værste 240

PP-Den man elsker.indd 240

25/06/09 8:54:27

slags, der dræber og udstiller sine ofre for at vise os, hvad han kan, hvad han er i stand til. Men drabet på Cecilie var mindre sadistisk, hun blev ikke voldtaget, og kvælningen var mindre barbarisk. Det samme var placeringen, som mere havde karakter af at være et gemmested end et udstillingsvindue. Til gengæld bar det hans signatur. Mette Berendsens død var tilbage i det mere brutale, men mere med karakter af en likvidering, der var ingen seksuel undertone. Anette tav et sekund. – Umiddelbart er det svært at se en rød tråd.

– Men kan vi i det mindste konkludere, at det er samme gerningsmand, som har dræbt vores fire ofre og voldtog Katja Adelskov? spurgte Roland ud i luften.

Han blev mødt af stilhed fra flokken.

– Kom nu … det må da være samme fyr, når han dræber Mette Berendsen på samme måde som de små piger?

Anette trak på skuldrene.

– Principielt kunne det godt være den samme, ja.

– Men hvad tror du?

– Spørger du mig som menneske eller psykolog?

Roland slog ud med hænderne.

– Kan det for helvede ikke være lige meget? Jeg vil bare vide, om jeg leder efter den samme fyr, og om du tror, at han kan have slået Katja Adelskov ihjel.

Anette så på tavlen med billederne af de tre små piger og Mette Berendsen. Hun gik helt tæt på og studerede dem alle en for en.

Roland så på sit ur og trippede. Så stønnede han demonstrativt, men Anette reagerede ikke. I stedet studerede hun billederne af de dræbte nøje, inden hun omsider vendte sig om og så på Roland.

– Hvis det er den samme, så tror jeg ikke, han er alene om det. De fire drab er meget forskellige.

241

PP-Den man elsker.indd 241

25/06/09 8:54:27

Roland havde lige åbnet munden for at sige noget, da hans mobil gav sig til at ringe. Han fandt den i lommen og pegede hen på Anette, inden han tog den.

– Vi to er ikke færdige endnu, sagde han og satte telefonen for øret. Efter en kort samtale lagde han på og så på flokken.

– Det var vagthavende. Junge-Larsen-parret dukkede op i morges, og jeg bad en patruljevogn hente dem og køre dem til hospitalet. Den er på vej nu. Liv og Max, I tager med mig derud. Det er på tide, at vi hører, om de har en god forklaring på, hvem den fundne pige er, og så kan Liv også få set på hullet i sit baghoved.

PP-Den man elsker.indd 242

25/06/09 8:54:27

30

Det var en større klynge journalister med notesblokke og diktafoner samt et par høje fyre med kameraer på skuld­ rene, der stod og ventede foran hovedindgangen til Helsingør Sygehus. Roland parkerede bag TV2’s SNG-bil, som han vidste, de brugte til at sende live fra. Max åbnede bagdøren for Liv og rakte hende hånden. Hun tog den ikke, men kom selv ud på asfalten. Det størknede blod var nu helt stift og mørkebrunt i det lyse hår. De gik hen imod indgangen og blev straks antastet af journalister med tilhørende fotografer, som slyngede spørgsmål imod dem og tændte for kameraerne.

– Gå I bare ind og få nogen til at se på Livs hoved, så holder jeg dem hen, sagde Roland.

Liv og Max nikkede og skyndte sig forbi journalister­ ne. En enkelt forsøgte at løbe efter dem og spørge til Livs blodige baghoved, men hendes spørgsmål fik kun en lidt arrig kommentar fra Liv. De andre affyrede en byge af spørgsmål mod Per Roland.

– Kommer I for at se til Cecilies dobbeltgænger?

– Er det rigtigt, at hun er Cecilies søster?

– Hvor har hun været i alle de år? Har forældrene holdt hende indespærret?

– Hvad med en pressekonference? Får vi snart noget at vide?

243

PP-Den man elsker.indd 243

25/06/09 8:54:27

– Har I fundet Cecilies morder?

De fleste spørgsmål forblev ubesvarede eller blev af­ vær­get med „det kan jeg ikke kommentere på” og „det må efterforskningen vise”, men journalisterne gav ikke op, selvom Roland nu begyndte at gå.

– Har I anholdt nogen mistænkte?

– Hvad med Kent Levin?

Roland stoppede op. Den unge fyr, der spurgte, var fra Ekstra Bladet. Han holdt en mobiltelefon op foran Ro­lands ansigt. Mange journalister brugte dem som dikta­fon.

– Det var jo ham, der blev anholdt for drabet på de to piger tilbage i 98. Og de var begge bundet på samme måde som Cecilie Junge-Larsen, ikke? spurgte den unge journalist nu. – Har I talt med ham?

– Han sidder i Vestre, sagde Roland og håbede, at det ville lukke munden på journalisten. Det værste var, når de begyndte at gætte. Uanset hvad han nu sagde, ville Kent Levins ansigt være på spisesedlen ude foran samtlige kiosker i landet i morgen med en historie om, at en berygtet seriemorder havde begået et nyt drab under udgang.

Roland gik med hurtige skridt mod hovedindgangen og stillede sig foran svingdørene, ansigt til ansigt med kameraerne.

– Der er ikke planlagt en pressekonference, sagde han så. – Der er p.t. ingen anholdte, kun mistænkte, i Cecilie Junge-Larsen-sagen.

– Hvad med Mette Berendsen? Var det samme morder?

– Vi ved endnu ikke, om det er samme drabsmand, det skal flere tekniske undersøgelser vise, men det er nær­lig­ gende at tro. Dødsårsagen er i hvert fald kvælning i begge tilfælde. Den lille pige, der ligger herinde på sygehuset, er Cecilies tvillingesøster, men vi ved ikke, hvor hun har 244

PP-Den man elsker.indd 244

25/06/09 8:54:27

været henne. Det vil en afhøring af forældrene senere i dag forhåbentlig give svar på. Og hvis I nu vil have mig undskyldt, jeg skal passe mit arbejde, sagde han og forsvandt igennem svingdøren til stor frustration fra journalisterne, der stadig råbte.

– Skal I afhøre Cecilies søster?

– Hvordan er hendes tilstand?

Roland lod spørgsmål være spørgsmål og stormede ind i elevatoren og op på 3. sal, hvor han hilste på lægen fra i går.

– Hvordan har hun det? spurgte Roland.

Lægen smilede.

– Fint. Hendes tilstand er fortsat stabil.

– Er hun vågen?

Lægen rystede på hovedet.

– Desværre nej. I må vente lidt endnu med at afhøre hende.

Roland så sig omkring for at sikre sig, at ingen lyttede til deres samtale.

– Forældrene er på vej herind, sagde han med lav stem­ me. – Er der en anden indgang end hovedindgangen, hvor alle journalisterne står?

– Ja, bagindgangen. Men der er kun én vej derhen, og det er den samme, som fører til hovedindgangen.

– Så de kan ikke undgå at se dem?

– Sikkert ikke.

– Især ikke når de ankommer i en patruljevogn, mumlede Roland. Han fandt sin mobil og ringede til vagthavende.

– Bed dem køre forældrene til bagindgangen, så skal vi nok hjælpe med at trække dem igennem journalisterne.

– Det er modtaget, sagde vagthavende.

Roland tog elevatoren ned og fandt bagindgangen.

245

PP-Den man elsker.indd 245

25/06/09 8:54:27

Gennem de store ruder så han, at et par journalister fra tv allerede havde taget opstilling her, som havde de læst hans tanker. Han kløede sig på issen.

– Pokkers også, sagde han højt, da patruljevognen med forældrene i det samme rullede op. Så trådte han ud ad glasdørene og gik hen imod bilen, men journalisterne havde allerede omringet den, og flere kom løbende til.

– Lad nu de stakkels mennesker være, vrissede Roland og åbnede bagdøren, så forældrene kunne komme ud.

– Er det sandt, at I har holdt jeres datter indespærret? lød det første spørgsmål.

Roland så vredt på den spørgende journalist og forsøgte at skærme forældrene fra hoben. Men han havde forregnet sig. I hvert fald havde han ikke tænkt på, at Junge-Larsen-parret om nogen havde forstand på at styre pressen.

Arm i arm stillede Michael og Anne Grethe Junge-Larsen sig op foran de mange journalister. Rundt om dem blitzede kameraerne, og mobiltelefonerne blev holdt ud i strakt arm, mens tv-kameraerne indtog deres position.

Michael Junge-Larsen tøvede et øjeblik, som om han lige skulle samle tankerne, men Roland havde ham mistænkt for, at han i virkeligheden gav dem tid til at stille skarpt og gøre sig klar. De skulle have det hele med.

– Det er sandt, at vi tror, at pigen, der ligger herinde på sygehuset, er vores datter, sagde han så.

Journalisterne holdt vejret.

– Hun forsvandt for mange år siden, og savnet af hende har været ubærligt for os.

En journalist åbnede munden og tog luft ind for at sige noget, men blev afbrudt af Michael Junge-Larsen.

– De nærmere omstændigheder omkring hendes forsvinden vil vi gerne tale med politiet om, før vi går ud 246

PP-Den man elsker.indd 246

25/06/09 8:54:28

i offentligheden med det, sagde han og afvæbnede fuldstændigt journalisten.

– Det håber vi, at I alle vil have forståelse for. Det her er en utrolig svær tid for vores lille familie, men måske får vi i dag den ene af vores to døtre tilbage.

Michael Junge-Larsen så på sin kone, der nikkede tavst.

Journalisterne tav også, og Roland mærkede en mærkværdig samhørighed. Som om Michael Junge-Larsen virkelig havde fået dem til at forstå.

Hurtigt gjorde han tegn til parret om at følge med igen­ nem glasdørene, mens journalisterne blev stående og så ud til at være tilfredse med det svar, de havde fået.

PP-Den man elsker.indd 247

25/06/09 8:54:28

31

Lægen åbnede forsigtigt døren ind til den lille enmandsstue, hvor pigen lå på sengen med lukkede øjne. Hvis det ikke havde været for slangerne i næsen og droppet i hånden, ville man måske have kaldt hende fredfyldt, tænkte Per Roland og trådte ind. Junge-Larsen-parret fulgte efter, stadig hånd i hånd. Rummet var mørkt, persiennerne rullet ned og lyset slukket af hensyn til pigens sarte øjne, sagde lægen. Huden var stadig gennemsigtig og alle blodårerne synlige indenunder.

Anne Grethe Junge-Larsen smilede bevæget og så på lægen.

– Må jeg? spurgte hun.

Lægen nikkede, og hun lænede sig ind over sengen og rørte let ved pigens ansigt. Lod en pegefinger kærtegne hendes pande og kinder.

Per Roland kunne se, at hun havde svært ved at holde gråden tilbage. Hun lagde sit hoved på puden ved siden af pigens.

– Min lille engel, hviskede hun og kyssede barnet på kinden. Så brød hun sammen i gråd, og Michael JungeLarsen måtte gribe hende, da benene knækkede under hende.

– Undskyld, hviskede hun, mens manden holdt om hende og tyssede på hende.

248

PP-Den man elsker.indd 248

25/06/09 8:54:28

– Shh, vi skal nok klare det. Nu er vi en familie igen, sagde han.

Anne Grethe Junge-Larsen kom på benene igen, fattede sig og satte sig på stolen ved datterens seng. Hun anstrengte sig for ikke at græde.

– Hvordan har hun det? spurgte hun henvendt til lægen.

– Hun er svag og lider af kraftig D-vitaminmangel, og det kan være gået ud over hendes knogler. Det er vigtigt, at der rettes op på det, ellers kan hun blive alvorligt syg.

Hendes øjne skal desuden have god tid til at vænne sig til lyset, og hun bør bære solbriller, når hun går udenfor.

Ellers ser hun ud til at klare sig og skulle inden længe have kræfter til at være vågen længe nok til, at I kan hilse på hende, smilede han. – Måske i løbet af i morgen.

Forældrene smilede tilbage.

– Men hvor tror I, hun har været i alle disse år? spurgte Michael Junge-Larsen henvendt til Roland.

– Det håbede vi sådan set, at I kunne hjælpe os med at finde ud af. Men lad os tage det på stationen, sagde han og så hen på lægen. – Nu synes jeg, I skal have lidt tid alene med jeres datter, og så tager vi afhøringen bagefter.

Lægen nikkede bekræftende.

Anne Grethe Junge-Larsen satte sig ved siden af sengen, mens hendes mand stillede sig på den anden side og tog sin datter i hånden.

Per Roland lukkede døren bag sig og så nu Liv og Max komme ned ad gangen. Han gik dem i møde, og da Liv så ham, vendte hun sig om, så han kunne se, at de havde barberet noget af håret væk for at kunne sy hende i hovedbunden.

– Syv sting, sagde hun med et smil. – Uden bedøvelse.

249

PP-Den man elsker.indd 249

25/06/09 8:54:28

Roland nikkede anerkendende.

– Imponerende.

Livs smil voksede.

– Og forældrene?

– De er inde hos hende.

– Hvad siger de?

Roland rystede på hovedet.

– De ved heller ikke, hvor hun har været.

Liv så mistroisk på ham.

– Har hun været bortført?

Roland trak på skuldrene.

– Jeg synes, vi skal hive dem ned på stationen og få nogle svar, sagde Liv og tog et skridt hen i retning af stuen.

Roland lagde en hånd på hendes skulder.

– Vent lidt, sagde han. – Giv dem tid.

Anne Grethe og Michael Junge-Larsen så tyngede, men glade ud, da de satte sig ved bordet i det lille lokale, der blev brugt til afhøring. Det var da et smil, Liv anede på Anne Grethe Junge-Larsens læber, var det ikke? Roland havde sat sig ved siden af hende, og Anette stod i hjørnet ved vinduet og lyttede med.

– Det er noget af en følelsesmæssig rutsjetur, I har været igennem, sagde Liv. Parret så på hinanden og nikkede.

– Det er så fantastisk at have fået vores lille datter igen.

I aner ikke … Anne Grethe Junge-Larsen gemte sit ansigt ved mandens skulder og græd.

Liv så hen på Anette, der trådte et skridt frem og lagde en hånd på kvindens skulder.

– Bare giv jer tid, sagde hun. – Bare giv jer god tid. Vi ved godt, at det er hårdt.

Anettes hånd forsvandt igen, og Anne Grethe Junge250

PP-Den man elsker.indd 250

25/06/09 8:54:28

Larsens ansigt dukkede frem fra mandens jakke.

– Ja, I må have mig meget undskyldt, men som du selv siger, så har det været nogle ret voldsomme døgn.

Roland rømmede sig og lænede sig frem.

– Som I nok kan forstå, så har vi brug for at få svar på en del spørgsmål for at kunne finde hoved og hale i det her.

Parret nikkede, og Michael Junge-Larsen tog over.

– Det forstår vi.

– Godt, sagde Liv og lænede sig nu også frem. – Vi vil gerne have, at I begynder med at fortælle os, hvornår jeres datter … hvad hedder hun?

Parret så på hinanden igen, og Anne Grethe Junge-Larsen svarede: – Julie.

Liv noterede på sin blok.

– Julie. Altså hvornår forsvandt Julie? Og hvorfor har vi intet hørt om det tidligere? Hvorfor har vi ingen registrering i vores system af, at I har mistet en datter?

Michael Junge-Larsen sukkede.

– Det er en lang historie.

– Vi har masser af tid.

Han så på sin kone.

– Julie, sagde han og smagte lidt på navnet, som var det svært for ham at have det i munden.

Hans kone nikkede med et stramt ansigtsudtryk.

– Julie blev kidnappet fra barnevognen, da hun kun var to måneder gammel.

Michael Junge-Larsen så ned i bordet, og derefter op på Liv og Roland og tilbage på sin kone.

– Der var nogen, der krævede penge af os.

Han sukkede igen, og blikket fik lov at vandre en tur mere.

251

PP-Den man elsker.indd 251

25/06/09 8:54:28

Liv så hen på Anette, der studerede parret på afstand.

I det samme bankede det på døren. Vagthavende stak hovedet ind og kaldte på Roland, som forsvandt ud på gangen. Liv og Anette så uforstående på hinanden.

Liv lagde an til at stille et spørgsmål mere.

– Hvorfor gik I ikke til politiet … men hun blev afbrudt af Roland, der trådte ind i lokalet igen.

– Det var hospitalet. Jeres datter er vågnet og sidder op i sengen.

Liv så på ægteparret, der først tøvede, så omfavnede de smilende hinanden.

– Kan vi se hende med det samme?

Roland så hen på Anette og løftede opgivende armene.

– Selvfølgelig kan de det, tog hun over. Hun så forarget på Roland. – Du vil vel ikke nægte dem at genforenes med den datter, de ikke har set i 11 år?

Liv så også på ham.

– Nej, det vil jeg vel ikke, sagde han og slog endnu mere ud med armene. – Vi kører alle sammen derud. Så tager vi resten senere.

Liv rejste sig og lod parret gå først ud af rummet i hælene på Roland. Inden hun gik igennem døren, hev Anet­te fat i hendes arm.

– De lyver, sagde hun så. – De skjuler et eller andet.

Liv så på hende.

– Du kan se det på øjnene, sagde hun. – Michael JungeLar­sen kunne ikke engang se direkte på jer, da du spurgte om hendes navn.

PP-Den man elsker.indd 252

25/06/09 8:54:28

32

Anette kørte med Liv, mens Roland tog forældrene med i sin bil, og da de alle sammen trådte ud af bilerne ved hospitalet, kunne Liv se i forældrenes ansigter, at de var nervøse. Michael Junge-Larsen holdt en arm om sin kone, mens de gik hen imod bagindgangen.

Journalisterne var forsvundet, tilsyneladende regnede de ikke med, at der ville ske mere, efter at Junge-Larsenparret tidligere på dagen havde forladt bygningen og vinket til kameraerne.

Liv vidste ikke, om hun ville kunne holde ud at overvære genforeningen. Hun var ikke så god til alt for store følelser.

– Jeg bliver udenfor, sagde hun derfor til Roland, da de var på vej op i elevatoren.

Junge-Larsen-parret så ikke engang på hende, men stir­ re­de blot ned i gulvet.

– Helt i orden, svarede Roland uden at bede om en grund.

Anette lænede sig hen mod ham.

– Det kan være, vi skal nøjes med at lade en enkelt af os gå med ind lige i starten, sagde hun med lav stemme.

– Ellers kan det godt virke lidt voldsomt på den lille pige.

Efter hvad vi ved, så har hun jo opholdt sig indendørs det meste af sit liv og måske ikke mødt ret mange andre end 253

PP-Den man elsker.indd 253

25/06/09 8:54:28

sine bortførere, så fem fremmede mennesker kan måske blive lidt for meget.

Roland sukkede.

– Du har ret. Men det er vigtigt, at en af os er til stede.

De første ord, hun siger, kan være afgørende for efterforskningen. Det kan være, at hun nævner et navn eller et sted, som hun kan huske.

– Så hvad foreslår du? spurgte Liv og kørte en hånd igennem håret, der stadig var stift af blodrester omkring den barberede plet.

Roland fortsatte med lav stemme.

– Anette går med ind og hører efter, hvad pigen siger.

Hun kan også støtte forældrene, hvis de har brug for det.

Hun har ekspertisen. Vi andre venter udenfor.

Liv nikkede lettet.

Elevatoren standsede, og de trådte ud på gangen. Der var stille, da de passerede vagtstuen, hvor en enkelt sygeplejerske sad med en kop kaffe, og Liv undrede sig over, at de ikke stødte på flere sygeplejersker eller læger på vej ind imod stuen. Her stillede hun sig på gangen sammen med Roland, mens Anette og forældrene gjorde klar til at gå ind. Forældrene tøvede et sekund foran døren og så hen på Anette.

– Tag en dyb indånding, sagde hun med et lille smil.

– Det er jeres datter, der er derinde. Men husk på, at hun ikke kan genkende jer. Hun har ikke set jer, siden hun var få måneder gammel, og kan formentlig slet ikke huske jer.

Det kommer til at tage lang tid at få opbygget et forhold.

De nikkede og trak begge vejret dybt ind og pustede ud.

– Er I klar? spurgte hun og åbnede døren for dem.

Liv så dem begge nikke, men hun så også, at Anettes ansigtsudtryk pludselig skiftede karakter.

254

PP-Den man elsker.indd 254

25/06/09 8:54:28

– Liv, Roland, sagde hun højt, samtidig med at Anne Grethe Junge-Larsen knugede sig til sin mand og gav et lille skrig fra sig.

Igennem den åbne dør kunne Liv se en sygeplejerske ligge på gulvet ved siden af den seng, som Julie tidligere på dagen havde ligget i. Sengen var nu tom.

Liv og Roland skyndte sig ind på stuen og bad forældrene blive ude. De vendte sygeplejersken om. I panden havde hun en stor bule, og ved siden af hende lå en bakke.

Saf­tevand, kartoffelmos, kødsovs og et lille bæger med piller lå i en pærevælling på gulvet. Kvinden stønnede og tog sig til hovedet, da hun satte sig op. Stolen, som moren havde siddet på tidligere, lå væltet på gulvet.

– Hvad fanden er der sket? nærmest råbte Roland ind i hovedet på sygeplejersken. – Hvor er Julie?

Sygeplejersken så fortumlet op på Roland og rystede på hovedet.

– Hvem?

– Pigen der lå her i sengen, sagde Liv. – Hende du kom for at give mad.

Sygeplejersken rystede på hovedet.

– Jeg aner det ikke. Det sidste, jeg husker, er, at jeg kommer ind ad døren med maden her på bakken, da noget hårdt rammer mig bagfra, og jeg slår hovedet mod sengen.

Hun pegede på sengens gelænder af jern.

– Hvem var det? spurgte Liv. Sygeplejersken trak på skuldrene og tog sig til hovedet.

– Av for helvede.

Liv rejste stolen op fra gulvet.

– Kan det være denne her, du blev ramt af? spurgte hun og løftede den op i luften.

Sygeplejersken så på den og nikkede.

– Det kunne det sagtens.

255

PP-Den man elsker.indd 255

25/06/09 8:54:29

Roland gik febrilsk rundt om sig selv.

– Nogen må sgu da for helvede vide, hvor pigen er blevet af? sagde han så.

– Rolig, sagde Anette. – Lad os begynde med at spørge personalet. Måske har de set noget?

Roland stormede ud af stuen, forbi forældrene der så spørgende til, og ind i vagtstuen, hvor han gav sig til at skælde ud på alle, der var inden for rækkevidde.

– Hvor er hun henne? Er der overhovedet ingen, der kan fortælle mig, hvor hun er henne? råbte han. – Vil I fortælle mig, at en 11-årig pige bare kan forsvinde i den blå luft? Uden at en eneste person opdager det?

– Hør nu, sagde en dame i hvid kittel. – Vi gør vores bedste, men vi har altså andre patienter at tage os af.

– Jamen, for helvede. Hun var jo ikke hvem som helst.

Er der virkelig ingen, der har set, om nogen har hentet hende? Eller har I for travlt til at holde øje med det? Kan enhver bare komme ind på jeres gang og vade ud med et barn?

En ældre sygeplejerske sukkede.

– Vi har i hvert fald ikke mandskab til at mandsopdække en enkelt patient, sagde hun så. – Og desuden var det måske en ide at gå i gang med at lede efter hende i ste­det for at stå her og te sig.

– For helvede, råbte Roland og sparkede til en stol på vej ud af vagtstuen. Ude på gangen så han på Liv og Anette, der i mellemtiden havde fået beroliget forældrene.

– Vi må og skal have fundet hende, sagde han.

– Inden vores efterforskningsleder går helt i opløsning, sagde Anette og fik et ironisk smil tilbage fra Roland.

– Ja, ja ha. Jeg gik over stregen, I know. Undskyld.

Han tørrede en hånd hen over det skaldede hoved.

– Hvad fanden gør vi?

256

PP-Den man elsker.indd 256

25/06/09 8:54:29

– Har de ikke overvågningskameraer på indgangene? spurgte Liv. – Så kan vi vel se, om hun har forladt sygehuset.

Roland så lettet på hende.

– Liv, du er og bliver stjernen på det her hold, sagde han og begyndte at gå baglæns ned ad gangen. – Jeg finder receptionen og spørger. I leder her på etagen. I tilfælde af at hun har gemt sig her et sted.

Liv og Anette nikkede, mens Roland forsvandt ind i ele­vatoren, hvor de kunne høre ham bande over dens langsomme reaktionstid.

– Kunne du ikke give ham sådan et vredeskontrolkursus en dag? spurgte Liv. Anette lo en varm latter. Hun holdt meget af Roland, kunne Liv mærke.

– Hvis du går den vej, så tager jeg den anden ende, fortsatte Liv. – Hun ved højst sandsynligt ikke selv, at hun hedder Julie. Bortførerne har nok givet hende et andet navn, sagde Anette.

– Det er noteret, sagde Liv, inden de forsvandt i hver sin retning.

PP-Den man elsker.indd 257

25/06/09 8:54:29

33

Liv svedte, da hun nåede til det sidste lokale på etagen, som var et venteværelse. Hun smed læderjakken på de blå stole ved siden af et lille bord med et syndigt rod af Bo Bedre, Helse og gamle udgaver af Billed Bladet. Et enkelt iturevet Anders And-blad havde blandet sig i stakken.

Hun lagde sig på knæ på gulvet og så ind under alle sæder, nej Julie gemte sig heller ikke her. Nu havde de vist været overalt, men kun på denne etage. Det ville tage dem hele dagen at undersøge samtlige gange og stuer på sygehuset, selvom de indkaldte ekstra bemanding. Liv satte sig tungt på en af stolene og stirrede på bladet på bordet.

Det var en velbevaret hemmelighed, at hun elskede at læse Anders And og abonnerede på bladet. Mest for pigernes skyld, naturligvis.

I det samme stak Anette hovedet ind. Liv sprang op og vidste godt, at hun så skyldig ud. Anette så undersøgende på hende.

– Roland har nyt, sagde hun så.

Liv tog sin jakke i hånden og fulgte småløbende efter Anette ind i elevatoren og ned i receptionen, hvor Roland stod bag disken sammen med en midaldrende rødhåret kvinde.

– Kom, så skal I se, sagde han.

De stillede sig bag ham og stirrede på en lille overvåg258

PP-Den man elsker.indd 258

25/06/09 8:54:29

ningsskærm, mens Roland pillede ved maskinen under bordpladen og spolede tilbage.

– Se her, sagde han og pegede på skærmen, hvor Liv nu så mennesker strømme ind og ud ad svingdøren til hovedindgangen.

– Det er ikke mere end en halv time siden.

Pludselig så Liv en lille pige, hun tydeligt genkendte som Julie, komme gående ud ad dørene hånd i hånd med en mand iført en grøn hat og lang sort frakke.

– Kan vi ikke se ham tydeligere end det?

– Jeg sørger for, at det kommer tilbage på stationen til Miroslav, sagde Roland. – Han kan sikkert trylle med det.

Indtil da må vi forsøge at bruge vores fantasi. Jeg har bedt vagthavende om at få alle patruljer til at holde udkig.

Roland gik hen imod udgangen og stirrede ud.

– Kan det være hendes bortfører? spurgte Liv. – Højst sandsynligt, svarede Roland.

– Hvor ville han tage hende hen?

– Hvor kan han tage hende hen? spurgte Roland. – Jeg mener, hun er på alles læber og på forsiden af aviserne i dag? De ville ikke kunne gå nogen som helst steder hen, uden at nogen ville lægge mærke til dem.

De så begge forventningsfuldt på Anette, der gav sig tid og tænkte.

– Et sted de begge kender, sagde hun så eftertænksomt, mens hun spejdede ud ad den store glasrude. Hun vendte sig om mod Roland og så længe på ham. – Det sted, hvor bortførerne har været alene med hende i alle årene. Uforstyrret.

– Hun ser ud til at følge med frivilligt? sagde Liv. – Du skal tænke på, at den stakkels pige tilsyneladen­de ikke har set verden udenfor før. Så vågner hun op på et hospital med en masse mennesker, der piller ved hende 259

PP-Den man elsker.indd 259

25/06/09 8:54:29

og stiller spørgsmål. Hun må være død bange. Så kommer ham, hun har været sammen med hele sit liv, og henter hende. Hun vil naturligvis følge med ham uden at tøve.

Han kan føre hende tilbage til det sted, hvor hun føler sig tryg. Uanset hvor frygteligt et sted det er set med vores øjne.

Roland nikkede.

– Okay, men hvor er det? Hvor?

Anette trak på skuldrene.

– Det er her, mit arbejde holder op, og dit begynder, sagde hun.

De stod et par sekunder og stirrede ud ad vinduet.

– Kan det være Henrik Frandsen? spurgte Liv. – Du tænker på hatten?

Liv nikkede, da Per Rolands mobil i det samme ringede.

Han tog den op, talte kort og vendte så tilbage.

– Vi har heldet med os i dag. Det var den lange.

Liv og Anette så nysgerrige på ham.

– En taxachauffør har netop ringet ind til stationen. Han kom kørende ned ad Strandvejen, da han blev overhalet af en firhjulstrækker med en lille pige på passagersædet.

Idet de kører forbi ham, får han øjenkontakt med et par meget blå øjne, som han straks genkender.

– Julie, sagde Liv. – Jep. Chaufføren så bilen forsvinde op ad Gl. Strandvej.

Han fik et mindre chok over at se pigen og nåede ikke at se, hvem der kørte bilen.

– Men forældrene sidder jo ovenpå, og de var sammen med os, da Julie blev fjernet, sagde Liv. – De må have en hjælper. Måske en der har hjulpet dem igennem hele forløbet, en som Julie har tillid til, sagde Roland.

Anette nikkede tøvende.

260

PP-Den man elsker.indd 260

25/06/09 8:54:29

– Liv, du kommer med mig, fortsatte Roland. – Anette, du tager forældrene med ind på stationen. Der er under alle omstændigheder et eller andet helt galt med deres livshistorie, råbte han, mens han greb fat i Livs arm. Sammen skyndte sig ud ad svingdøren og ud i tjenestebilen.

Dørklokken lød helt anderledes denne gang end sidst, Roland havde stået foran messingskiltet, hvor der med smuk skråskrift stod Junge-Larsen. Egentlig vidste han ikke, hvorfor han ringede på, når han godt var klar over, at parret sad i en bil sammen med Anette på vej ind til stationen. Måske var det for ikke at skræmme livet af den lille pige, at han trykkede på klokken i stedet for at brase ind med råb og våben. Men det gjorde ingen forskel, for alt var stille, ingen reagerede.

– Lad mig, sagde Liv og tog en lille skruetrækker op af lommen på den korte sorte læderjakke. Hun fiflede kort med låsen, og døren gled op. – Efter dig, sagde hun med et smil, og de trådte ind i hallen.

– Det er politiet, råbte Roland. – Julie? rungede hans stemme i det store hus.

– Julie? stemte Liv med. – Er her nogen? Vi er fra politiet, fortsatte hun, mens hun undersøgte underetagen.

Roland kunne høre hende, mens han selv tog sig af værelserne og stuen ovenpå. Han så ud over poolen og standsede et sekund ved den smukke udsigt over Øresund. En enkelt streg af lyserødt midt i det grå fortalte, at solen var på vej ned på den anden side af huset. Roland bandede. Det var fandeme vigtigt, at de fandt hende, før det blev mørkt. Han kaldte igen.

– Er her nogen? Hallo!

Roland tog sig træt til hovedet, der stadig var tungt efter udskejelserne i går aftes. Hvor fanden var hun? Hvis 261

PP-Den man elsker.indd 261

25/06/09 8:54:29

det forholdt sig, som de troede, hvis Junge-Larsen-parret havde holdt datteren skjult og løj om bortførelsen, så var det vel dette hus, de havde skjult hende i og dermed dette hus, de ville føre hende tilbage til? Men hvem var det, der hjalp dem? Hvem havde de fået til at hente hende ude på hospitalet? Roland havde ganske vist bedt Lind og Carsten om at tage ud og undersøge Henrik Frandsens hus, men taxachaufføren havde set bilen med hende forsvinde ned ad Gl. Strandvej, så hun måtte jo for helvede være her et sted? Hvor ville man gemme et barn? Der var kun et enkelt værelse, som var indrettet som børneværelse, og det var Cecilies, ellers var der forældrenes soveværelse, en stor stue med udsigt over poolområdet, et køkken og et gigantisk badeværelse. Nedenunder var der endnu to stuer en suite, som man vist kaldte det, et medierum med en 60 tommer fladskærm på væggen, et omklædningsrum og badeværelse ved poolen, og så var der kælderen.

Roland stak hovedet ud over trappen.

– Liv, kig i kælderen! råbte han.

– Er allerede hernede, lød det svagt.

Roland stormede ned ad trappen og mødte Liv på vej op.

– Der er ikke noget, du kan selv tjekke, sagde hun.

Roland gik ned ad de tæppeklædte trin. Han huskede sit sidste besøg dernede og fyldtes pludselig af en frygt for gentagelse. Alligevel gennemgik han minutiøst hele kælderen og alle dens rum, og han overvandt sågar sig selv og undersøgte krybekælderen, hvor de havde fundet Cecilie. Men stadig ingen Julie.

Med tunge skridt gik han op ad trappen. Liv ventede på ham i hallen.

– Hvor fanden er hun henne? spurgte han.

Liv trak på skuldrene.

262

PP-Den man elsker.indd 262

25/06/09 8:54:29

Roland tog sig til hovedet og forsøgte at tænke klart.

– Okay, vi må tage det hele forfra.

Liv sukkede og nulrede en tot hår.

– Taxachaufføren ser hende forsvinde ned ad Gl. Strand­ vej i en firhjulstrækker. Men hvor er hun på vej hen? Ifølge Anette tilbage til det sted hvor hun har været spærret inde.

Så enten har de et sted her i huset, som vi bare ikke kan finde …

– Eller også er det det forkerte hus, afbrød Liv, da hendes mobil i det samme ringede fra jakkelommen.

Roland så hende tage den, mens han spekulerede over det, hun havde sagt.

Hun lagde på og stod stille et par sekunder, mens hun rodede vildt rundt i sit hår.

– Hvad? spurgte Roland lidt irriteret.

– Giv mig lige et sekund til at tænke, sagde hun.

Roland sukkede demonstrativt.

– Hvem var det i telefonen? spurgte han og frygtede at lyde som en jaloux ekskæreste. Men det faldt tilsyneladende ikke Liv ind.

– Det var Miroslav, sagde hun bare.

– Hvad ville han?

– I går aftes ringede jeg til ham og bad ham tjekke Mette Berendsens bankkonti. Det, der undrede mig, eller det var egentlig Ole, men pyt med det. Det, der var så mærkeligt ved hende, var, at hun boede i et hus til flere millioner kroner og havde et ret så stort forbrug, mens hun levede af invalidepension.

Roland løftede imponeret begge øjenbryn. Hvorfor fan­ den havde han ikke tænkt på det?

– Ja, og?

– Så jeg bad Miroslav om at tjekke, hvor hun fik sine penge fra. Og han kunne ikke finde andet end den må263

PP-Den man elsker.indd 263

25/06/09 8:54:29

nedlige overførsel fra kommunen.

– Hvis hun har afpresset nogen, ville det altid foregå i kontanter eller andet, der ikke vakte opsigt.

– Lige præcis. Som for eksempel et hus.

– Rækkehuset?

– Ja, huset, hun bor i, står i hendes navn, men pengene, som huset blev betalt med, kom ikke fra hende.

– Hvor kom de så fra?

– De blev overført fra et firma. Et investeringsfirma i Snekkersten.

Liv gav sig til at gå mod døren og åbnede den.

– Vi skal have fundet Erik Adelskov.

PP-Den man elsker.indd 264

25/06/09 8:54:29

34

Erik Adelskovs kone, Marlene, var lige så smuk i virkeligheden, som Per Roland havde forestillet sig. En rigtig trofæ-kone. Hun havde selvfølgelig heller ikke fået børn endnu, tænkte han, da han viste hende politiskiltet i døråbningen til den store grå sandblæste villa på Strand­vej­en mellem Snekkersten og Helsingør.

Måske var dette par et af de få, der absolut ikke havde planer om at sætte børn i verden, tænkte han videre, da han stod inde i deres stue og så, hvor lidt børnevenligt den var indrettet, med mange dyre antikke vaser og skulpturer på det ægte gulvtæppe.

– Vi leder efter din mand, Erik Adelskov.

– Hvad vil I dog med ham? Er han mistænkt for noget?

– Vi skal bare have en lille snak med ham. Han sidder inde med en viden, som vi skal bruge.

– Jamen, han er sikkert stadig på kontoret, han ringede tidligere og sagde, at han kom sent hjem, svarede hun og så på sit armbåndsur, der absolut ikke hørte til i den billige ende. – Prøv at finde ham dér, jeg står selv og skal ud ad døren.

– Vi har allerede talt med sekretæren. Han er der ikke, sagde Liv, der havde stillet sig inde midt i Adelskovs ege­ træsspisestue fra 1800-tallet.

265

PP-Den man elsker.indd 265

25/06/09 8:54:30

Marlene Adelskov sukkede og trak opgivende på de smalle skuldre.

– Jamen, så kan jeg ikke hjælpe jer. Jeg står som sagt og skal af sted. Men jeg kan da prøve ham på mobilen.

Hun fandt en smuk diamantbesat telefon frem fra håndtasken, trykkede et par gange og ringede op. Så rystede hun på hovedet og lagde telefonen tilbage i håndtasken.

– Nej, han tager den ikke. Og nu må jeg virkelig gå.

Kvinden gjorde tegn til, at Roland og Liv skulle følge med hende ud af huset, men Roland stoppede hende.

– Hvor kan din mand ellers være?

– Prøv hos hans mor, sagde hun efter en vis tøven.

– Han render evigt og altid dernede og laver, jeg ved ikke hvad for hende.

– På Gl. Strandvej i Espergærde?

– Ja, hun lo en let og meget kvindelig latter, som dog afslørede en vis bitterhed. – Han er næsten mere dér, end han er her. Ellers ved jeg virkelig ikke. Måske på båden.

– Hvor ligger den? spurgte Max. – I Snekkersten Havn. Lige neden for sejlklubben.

De var nået ud i indkørslen, hvor hendes store sorte Porsche Cayenne holdt.

– På hvide plader, hviskede Roland, da Marlene Adel­ skov med et elegant hop satte sig ind i den potente bil.

Ikke noget der imponerede Liv, kunne han se og kom igen i tanke om, hvor hun var fra.

– Det passer perfekt med dér, hvor taxachaufføren så pigen, sagde hun.

De så på hinanden og sprang som på tælling ind i tjenestebilen og satte blink på taget, inden de susede tilbage ad Strandvejen.

266

PP-Den man elsker.indd 266

25/06/09 8:54:30

35

De parkerede bilen ude på Gl. Strandvej. Per Roland lukkede øjnene et sekund. Nu kunne han mærke det i kroppen.

Bagskævhedens lethed i sindet var væk og havde efterladt den grå og triste virkelighed, tilsat en hel del hovedpine.

Han følte sig gammel og vidste, at han skjulte det dårligt. Øjnene var nu lange og hudfarven askegrå.

– Skal vi se at få hentet hende? spurgte han, da de begge stod på vejen og så over imod Benedikte Adelskovs smukke hjem. Smedejernsporten stod åben, og i indkør­slen holdt en stor firhjulstrækker.

Huset var mørkt og så forladt ud. Intet lys kom ud ad de mange tildækkede vinduer. Intet så meget som antydede, at der var nogen indenfor. Herude var solen gået ned, og det var begyndt at regne.

Liv og Roland gik med hurtige skridt ind ad stenindkørslen, og Roland ringede på.

– Det er politiet, luk venligst op, råbte han med stor myndighed i stemmen.

Ingen svarede. Han så på Liv, der trak skruetrækkeren frem.

– Døren stod åben, da vi kom, ikke? sagde Roland, da den gik op, og de kunne træde ind i Adelskovs hjem.

– Hvis nogen skulle finde på at spørge.

267

PP-Den man elsker.indd 267

25/06/09 8:54:30

– Naturligvis, sagde Liv og fulgte efter.

De trak deres våben.

– Hallo? Det er politiet? råbte Roland. – Er her nogen?

De åbnede de dobbelte døre ind til stuen og kiggede ind.

– Her er ikke nogen, sagde Roland irriteret.

– De er her. Jeg kan mærke det, hviskede Liv. Rolands blik faldt pludselig på en kommode af en slags.

På toppen stod en lille porcelænshund og gloede fornærmet på ham. Han gik hen og tog den ned.

– Hey, se lige her, sagde han til Liv og holdt den frem for hende.

– Hundens makker, sagde hun, mens Roland satte den tilbage.

Liv så sig omkring. Så pegede hun på et skab på væggen, hvor lågen stod åben.

– Jagtgeværer, hviskede Roland.

Hun nikkede.

– Og der mangler et.

Roland hørte et svagt råb.

– Hørte du det?

Liv nikkede.

– Det kom derfra, sagde hun og pegede på en dør, der stod på klem.

De åbnede den og stod for enden af en lang kældertrappe. De listede ned ad trinene og kom ned i et stort rum med en masse reoler langs væggene med madvarer, vinflasker og dåsemad.

– Se, hviskede Liv og pegede.

Bagerst i rummet var der en bred ståldør med udvendig tastekode. Den stod åben.

268

PP-Den man elsker.indd 268

25/06/09 8:54:30

– Kom, hviskede Liv. På den anden side lå en flere meter lang gang, som endte ved endnu en dør, der stod på klem, og Liv og Roland kunne høre stemmer inde bagved. Langsomt listede de derhen og kiggede ind.

Rummet var ikke ret stort, måske 40 kvadratmeter. Der var ingen vinduer, så intet dagslys slap ind. Det eneste lys kom fra lysstofrør i loftet. Rummet var møbleret med et spisebord og tre stole, og for enden stod en sofa og et fjernsyn på et lille bord. En buket lyserøde blomster af plastic i en vase på gulvet udgjorde den eneste udsmykning ud over væggen bag sofaen, der var klistret til med børnetegninger.

I et rum ved siden af kunne de skimte to smalle senge, og på den anden side førte en lille gang ud til et endnu mindre tekøkken med håndvask og en lille smal vaske­ maskine. Bagved var der et rum, hvor Roland anede et toilet.

Lige nu opholdt der sig fire personer i det forreste rum.

Med ansigtet vendt imod dem stod Benedikte Adel­skov, og foran hende stod en høj mand med grøn hat og lang sort frakke og pegede på hende med et jagtgevær. På sofaen sad en lille bleg og mager kvinde, som de ikke genkendte, og knugede Julie ind til sig. Hun så skrøbelig og porcelænsagtig ud, nøjagtig som Julie.

– Jeg vil ikke være med til det mere, mor, græd manden med den sorte frakke. – Jeg har fået nok.

Benedikte Adelskov fnøs.

– Så tag dig dog sammen. Du har altid været sådan et pylrehoved.

– Nej! Jeg vil ikke mere. Du har tvunget mig til det her.

Du har ødelagt mit liv, ja vores alle sammens liv.

– Hold nu op med det pjat, hvæsede fru Adelskov.

269

PP-Den man elsker.indd 269

25/06/09 8:54:30

– Du ved udmærket godt, at det var sådan, det måtte være.

– Havde jeg noget valg? Du sagde, du ville sende hende bort og give vores barn væk, at jeg aldrig ville få hende at se mere.

– Og det skulle jeg have gjort. Så havde vi ikke stået her.

– Jeg elskede hende. Jeg elsker hende. Hvad er der galt i at elske hinanden? Hvad helvede er der galt i det?

– Hun er din søster, Erik! Man bliver arresteret for den slags. Man får ikke børn med sin egen søster. I har selv været ude om, at det er endt, som det er.

Manden løftede geværet, så det pegede mod Benedik­te Adelskov.

– Det slutter her, sagde han.

Liv så hen på Roland, og da han nikkede, sparkede hun til døren, og de trådte ind.

– Gør det ikke, sagde Roland.

De rettede deres våben mod personerne i det lille rum, og Liv trådte hen til manden med geværet.

– Jeg skyder hovedet af hende, hvis I nærmer jer, råbte Erik Adelskov med dirrende stemme.

– Tænk på din datter, sagde Liv. – Hvis du dræber din mor, får du livstid. Du kommer aldrig til at se Julie vokse op.

– Amalie, sagde Erik, mens tårerne fossede ned ad kin­ der­ne.

– Amalie?

– Hun hedder Amalie.

Erik Adelskov rystede over hele kroppen og græd som pisket.

– Godt, sagde Liv. – Hvis du skyder din mor, slipper hun for let.

270

PP-Den man elsker.indd 270

25/06/09 8:54:30

Eriks krop dirrede fortsat, mens tårerne stadig fossede ned ad begge kinder. Han rystede på hovedet.

– Hun har ødelagt mit liv, sagde han og smed geværet fra sig. – Hun har ødelagt vores alle sammens liv.

PP-Den man elsker.indd 271

25/06/09 8:54:30

36

– Vi står ude ved sommerhuset nu, men forældrene er her ikke. De er ikke set siden i aftes, hvor naboen så lys i sommerhuset, og deres bil holdt udenfor. Nu er de pist væk, sagde Carsten Svendsen.

– Forhør jer hos naboer og venner i hele Hornbæk, også dem de har i Espergærde, overvåg deres hus, hvad som helst. De må og skal findes.

Per Roland næsten råbte i mobiltelefonen, inden han lagde på og stak den tilbage i lommen.

– For helvede, stønnede han og så på Liv, der stod ved siden af ham. – Hvordan fanden kan Anette være så dum, at hun lader dem gå?

– Hold nu kæft, Roland, sagde Liv. – Hun havde ikke noget grundlag for at tilbageholde dem.

Roland sukkede træt, da de gik tilbage i afhøringslokalet. Det var anden gang, de havde Benedikte Adelskov oppe, og hun nægtede stadig at tale. Efter 15 timer i en celle uden hushjælp og rørsukker i kaffen burde hun ellers være mør, men intet i hendes stive ansigtsudtryk tydede på det. De havde allerede afhørt Katja Adelskov og datteren Amalie, og begge var derefter blevet kørt til hospitalet til yderligere undersøgelser. Erik Adelskov hav­de fået et nervesammenbrud i forbindelse med anholdelsen og var 272

PP-Den man elsker.indd 272

25/06/09 8:54:30

endnu ikke i stand til at blive afhørt, da han var stærkt medicineret.

– Hør her, vi har allerede fået hele historien fra din datter. Hun fortæller os, at du lukkede hende inde i jeres kælder, efter at du havde fundet ud af, at hun var gravid.

Hvorfor?

Stadig tavshed.

– Okay, så tager vi den fra begyndelsen og starter med det, vi ved. Du kan bare fylde hullerne ud, hvis der skulle dukke nogen op, okay?

Den ældre kvinde så bare på ham.

– Katja fortæller, at hun i 1996 gentagne gange havde samleje med sin bror Erik Adelskov. De var forelskede i hinanden. Ikke sandt?

Den ældre kvinde bed sig i læben og spidsede munden, men svarede stadig ikke.

– Det tager jeg som en bekræftelse. Den ene gang overværer hendes veninde Mette Berendsen det ved et tilfælde og skriver om det i sin dagbog. Hun tror, det er en voldtægt, og da Katja betror hende, at hun er gravid, betaler I hende for at holde mund, ikke sandt? I begyndelsen aftaler I en sum penge, og I tror dermed, at hemmeligheden er bevaret, og skammen bliver i familien. Men hun bliver ved med at ville have flere penge. Hun fortæller, at hun har skrevet det hele ned. I bliver bange. Da Cecilie er død, regner hun sammenhængen ud, ringer og vil have flere penge for at holde tæt, og så slår I hende ihjel.

Pludselig blev Benedikte Adelskovs øjne våde, og en enkelt tåre slap fri og trillede ned ad kinden og endte i en fure i huden. Flov over sin svaghed skyndte hun sig at tørre den væk, men Roland tog hendes hånd.

– For sent, fru Adelskov.

Hun så på ham og sænkede hånden igen.

273

PP-Den man elsker.indd 273

25/06/09 8:54:30

– Fortæl os nu bare det hele, sagde Liv. – Fra begyndelsen.

– I må forstå, sagde hun hæst og rømmede sig.

Roland mærkede suset, nu snakkede hun sgu.

– Det var jo vores ære, der var på spil. Hele familiens navn.

Roland nikkede, lod som om han forstod.

– Katjas læge fortalte, at hun var gravid. Hun var kun 13 år gammel! Da hun så efter lang tids pres indrømmede, hvem faren var, at det var hendes bror, ja så … ja hele vores verden brød sammen.

Benedikte Adelskov holdt en pause og trak vejret dybt, som Roland huskede, at hans mormor havde gjort det, når hun var skuffet over noget eller bare syntes, hun var ensom.

– Jeg var jo nødsaget til at gøre noget. Vores familie­ære var på spil, og mine børns fremtid var ved at smuldre.

Benedikte Adelskov bøjede hovedet.

– Men Katja fortæller, at de bare ønskede at leve sammen, sagde Roland. – At hun over for dig insisterede på, at hun ville beholde barnet og stifte familie med Erik.

– Hun var selv blot et barn. Hun forstod ikke, at det, de havde gjort, var forkert. Hun nægtede at bortadoptere barnet. Jeg kunne ikke overtale hende. Hun troede fuldt og fast på, at hun ville kunne føde sit barn og starte en familie med sin bror, uden at myndighederne ville blande sig.

Benedikte Adelskov tog sig til hovedet.

– Men jeg vidste jo, at de ville tage barnet fra hende, straks det blev født. Og så ville de spærre dem begge inde. Erik var 18 år og ville ende i fængsel. Ikke alene var hun hans søster, hun var også mindreårig. Katja ville nok komme på en ungdomsinstitution. Jeg var nødt til at gøre noget. Jeg voksede selv op på et børnehjem og ved, hvad 274

PP-Den man elsker.indd 274

25/06/09 8:54:31

det vil sige at rangere nederst i det sociale system. Mine børn skulle ikke ende sådan. Jeg har kæmpet for at blive den, jeg er i dag. Og jeg har kæmpet for, at mine børn skulle få et andet liv.

– Hvordan fik du indrettet kælderen?

– Jeg bad Erik om at skaffe en ståldør med elektrisk kodelås og få den installeret. Han ringede til et sikkerhedsfirma og bildte dem ind, at vi havde noget særdeles værdifuldt, der skulle opbevares i kælderen. Malerier eller lignende. Hvad ved jeg. Så indrettede han kælderen med senge og et tv. Han fik et lokalt VVS-firma til at in­stallere toilet og vaskeforhold dernede. Manden stillede en forfærdelig masse spørgsmål, og vi måtte give ham en klækkelig overbetaling for at holde mund.

– Hed firmaet VVS-World? spurgte Liv. Benedikte Adelskov nikkede.

– Det er vist rigtigt.

– Og så lokkede du Katja derned? Eller tvang du hende?

– Da jeg mente, at tiden var inde, fordi man var begyndt at kunne se Katjas mave, bad jeg hende en eftermiddag om at hjælpe mig med noget i kælderen, og hun gik frivilligt derned.

Benedikte Adelskov trak vejret dybt igen.

Liv rakte hende en papirserviet.

– Hvad gjorde du så?

– Jeg … jeg lukkede ståldøren bag hende.

Per Roland lukkede øjnene og satte en hånd for ansigtet.

Han lod den glide stille ned over munden og væk igen. Et kort sekund så han Christina for sig. Da hånden forsvandt, dukkede Benedikte Adelskovs stive ansigt frem igen.

– Hvordan kunne du?

Benedikte Adelskov fældede endnu en tåre og tørrede den bort.

275

PP-Den man elsker.indd 275

25/06/09 8:54:31

– Det var det hårdeste, jeg i mit liv har måttet gøre. De første nætter var de værste. Hun hamrede og bankede på døren dernede. Men det var det bedste for dem alle. Det holder jeg fast ved.

Roland sukkede.

– Var der aldrig nogen, der hørte hende? Hvad med jeres hushjælp?

– Nej, hende fik vi først senere, og efter at have banket og skreget de første nætter holdt Katja op. Erik fik lov at gå ned til hende hver dag, og han forklarede hende, at det var nødvendigt, for at de kunne få lov at være sammen.

Jeg tror, at hun accepterede det med tiden.

– Hvilken rolle spillede han ellers?

– Jeg kunne ikke få mig selv til at gå derned, så jeg sendte altid ham. Han sørgede for, at hun fik mad. Flere gange om ugen gik han derned med forsyninger, og hvad hun ellers skulle bruge. Hun manglede aldrig noget. Erik kom og lavede mad til hende og var sammen med Amalie.

Senere lærte han pigen at læse og skrive. Han sørgede godt for dem, og de havde deres eget liv dernede. De var glade, når de var sammen, og de havde sådan set alt.

Bortset fra frihed og frisk luft, tænkte Roland mens han stirrede på den lille kvinde. Han anede ikke, hvad han skulle sige. Mage til grusomhed havde han aldrig siddet ansigt til ansigt med før. Han drak lidt vand fra en plastickop, som han havde taget med ind i det lille afhøringslokale, og tænkte, at der da var en eller anden form for retfærdighed i, at hun nu selv kunne se frem til mange år indespærret i et lille rum, afhængig af andres barmhjertighed eller mangel på samme.

– Hvordan klarede I fødslen? spurgte han.

Benedikte Adelskov tørrede en tåre væk med papirservietten. Det var egentlig ejendommeligt, tænkte Roland, 276

PP-Den man elsker.indd 276

25/06/09 8:54:31

som det aristokratiske hurtigt blev pillet ud af mennesket, når bunden var nået. Inderst inde er vi alle de samme, tænkte han, uanset indpakningen.

– Det var rædsomt. Erik var hunderæd for, at noget skulle gå galt. Hun skreg så frygteligt højt. Men jeg havde trods alt selv født to børn, så jeg følte, at jeg vidste, hvad jeg gjorde. Og så kom der pludselig to børn ud. Erik gik i panik, fordi de skreg og skreg, især den ene af dem. Cecilie. Hun blev ved med at skrige nat efter nat. Hun havde kolik. Jeg sagde til Erik, at det var hans ansvar at tage sig af dem, så han sov hos dem i et par nætter, men senere forbød jeg ham at sove der. Og han fik kun lov til at gå derned et par gange om ugen.

– Hvorfor?

– Han var nødt til at fortsætte sit liv ovenpå. Det var vigtigt for, at ingen skulle opdage noget.

– Hvornår flyttede han så hjemmefra?

– Jeg smed ham ud, da han var 23. Tvang ham væk. Han tryglede og bad om at få lov til at blive hos sin familie.

– Hvorfor sendte du ham væk?

– Jeg ville have, han skulle have et normalt liv. Og han skulle jo også føre familienavnet videre.

Liv kørte hånden igennem håret og stønnede.

– Der har du dine strandvejsfruer, sagde hun henvendt til Roland.

– Men hvad skete der med Cecilie? Hvordan endte hun hos naboen?

– Jeg kunne ikke holde ud at høre på det skrigeri.

– Og du frygtede vel, at nogen skulle høre det?

– Naturligvis.

– Hvem fandt på at give hende til naboen?

Benedikte Adelskov stirrede ned i bordet. Hun tog en dyb indånding og så op igen.

277

PP-Den man elsker.indd 277

25/06/09 8:54:31

– Erik, sagde hun.

– I vidste, at de var barnløse og havde arbejdet på at få et barn i årevis, så Erik afleverede hende til naboen?

Benedikte Adelskov nikkede lydløst.

– Fik han penge for hende?

Hun nikkede igen.

– Så I solgte hende?

– Ja. – Og I betingede jer vel, at de aldrig måtte spørge, hvor hun kom fra, og de skulle opdrage hende som deres egen.

De måtte aldrig fortælle hende sandheden?

Hun nikkede igen.

– Spurgte de aldrig? spurgte Roland.

Benedikte Adelskov rystede på hovedet.

– Vi talte aldrig om det siden. Vi så Cecilie vokse op på afstand. Hun havde det godt.

Roland sukkede igen.

– Blev Erik ved med at have et seksuelt forhold til sin søster? spurgte han, mens ordlyden fik det til at vende sig i ham.

Benedikte Adelskov tøvede længe, før hun nikkede.

– Ja. – Hvorfor stoppede du ham ikke?

Benedikte Adelskov så op. Hun strammede læberne.

– I forstår ikke. Han elskede hende virkelig. Han kunne ikke leve uden hende. Jeg frygtede, han ville gøre en ulykke på sig selv.

– Hvordan undgik de at få flere børn? spurgte Roland.

– Kondomer.

Liv drak af sit glas vand og lænede sig tilbage i stolen.

– Kathrine Reinholdt, siger det dig noget? spurgte hun.

Benedikte Adelskov nikkede.

278

PP-Den man elsker.indd 278

25/06/09 8:54:31

– Hun var en af Katjas rideveninder. Hun blev … nå, ja I kender sikkert historien.

– De red sammen oppe på Espergærde Ridecenter?

– Ja. Men den sag har min søn intet med at gøre, sagde hun.

– Kom han på rideskolen?

– Ja, han var jo noget ældre end Katja, så da han fik sit kørekort, kunne han køre Katja derud. Nogle gange blev han og ventede, til hendes ridetime var slut, og så kørte han hende hjem igen.

– Uden tvivl. Kommer han der i øvrigt stadig?

– Ja, det hænder. Hans kone rider og har sin hest opstaldet derude.

Roland nikkede og noterede på papiret foran sig, inden han fortsatte.

– Slog han Kathrine Reinholdt ihjel?

Benedikte Adelskov rystede kraftigt på hovedet, mens hun pressede læberne sammen.

– Hvad med Mathilde Hansen?

Liv fandt en stak billeder i sagsmappen og smed dem på bordet foran den ældre kvinde. Hun så på dem og rystede igen på hovedet.

– Hvad er det her for noget?

– Dette er Kathrine Reinholdt og Mathilde Hansen, som de så ud, da de blev fundet.

– Gik Erik på Herlufsholm Kostskole i Næstved?

– Ja, men kun i et halvt år. Indtil hans far døde.

– Så han gik der ikke i 98?

Benedikte Adelskov rystede på hovedet.

– Nej, kun ganske kort i 95. Jeg havde brug for hans hjælp herhjemme. Efter hans far var død, trak jeg ham ud af kostskolen og fik ham ind på Espergærde Gymna­ sium.

279

PP-Den man elsker.indd 279

25/06/09 8:54:31

– Og du havde velsagtens også brug for hans hjælp, da de små kom til verden to år senere, sagde Liv. – Men det udelukker ham vel ikke fra at have dræbt både Kathrine Reinholdt og Mathilde Hansen alligevel.

Selvom han ikke gik i skole dernede. Det er jo blot en lille køretur i firhjulstrækkeren, pressede Roland.

– Det var ikke ham, der dræbte de to piger.

– Han dræbte jo Mette Berendsen, det ved vi med sikkerhed. Hans dna-profil matcher det, vi fandt under hendes negle.

– Det var noget andet.

– Hvorfor?

– Vi var nødt til at lukke munden på hende. Han havde intet valg.

Liv bladrede i papirerne.

– Man har vel altid et valg. Hvad med Cecilie?

Hun så på ham med undren.

– Hvorfor skulle han dog dræbe sit eget barn?

Roland løftede opgivende hænderne.

– Ja, hvorfor egentlig? Jeg vil hellere spørge hvorfor ikke? Han spærrede jo sin egen søster og deres fælles barn inde i en kælder, så hvorfor ikke dræbe sin egen dat­ter?

– Det kunne Erik aldrig finde på.

– Og det er du sikker på? spurgte Liv. Benedikte Adelskov nikkede.

Liv tog en stak papirer frem fra en mappe.

– Cecilie kontaktede Erik, ikke?

Den ældre kvinde nikkede.

– Hun fandt et tæppe i forældrenes kælder med vores monogram på og fik hjælp af et detektivbureau på nettet til at finde frem til Erik. De kontaktede ham og sagde, at Cecilie gerne ville i forbindelse med ham. Og så gav de ham hendes mailadresse. Han var så dum at skrive til hende.

280

PP-Den man elsker.indd 280

25/06/09 8:54:31

– Men ikke fra sin egen mail?

– Nej, jeg blev naturligvis oprevet, da han fortalte mig, at bureauet havde kontaktet ham, men han beroligede mig med, at ingen ville kunne finde ud af, at det var ham, for han skrev til hende fra en anden mailadresse, hvor han brugte et pseudonym, og han skrev fra rideskolens computer, som han lånte, uden at nogen vidste det.

– Hvordan fandt han på det pseudonym?

– På rideskolens computer så han tilfældigt, at besty­ reren brugte et pseudonym på en af de der datingsider, hvor de unge møder hinanden.

– Og det lånte han, så han ikke ville blive afsløret?

Benedikte Adelskov nikkede.

– Men Cecilie pressede på for at mødes med ham?

Hun nikkede igen.

– Hvad skete der så?

– Han tog ud på rideskolen for at mødes med hende.

Hun havde skrevet, at hun kendte hans hemmelighed og ville røbe den, hvis han ikke adlød. Han troede naturligvis straks, at hun havde opdaget hans familie i kælderen, og derfor tog han af sted, men han blev bange, da hun var sammen med en veninde, og ringede til hende for at aftale et nyt sted. I skoven ved siden af rideskolen.

– Men hun havde ikke opdaget hans hemmelige familie?

– Nej, den hemmelighed, hun hentydede til, var, at hun troede, han var hendes rigtige far, hvilket jo er sandt. Hun havde fundet tæppet og mistænkte sin mor for at have været hendes far utro med naboens dreng.

– Hvor meget fortalte han hende?

– Hvad ved jeg?

– Han fortalte hende, at han var hendes rigtige far, ikke sandt? spurgte Roland.

281

PP-Den man elsker.indd 281

25/06/09 8:54:31

– Jo, det havde hun jo selv gættet.

– Hvad mere?

– At hendes forældre havde købt hende af ham.

– Hvordan reagerede du på det? spurgte Liv. – Han fortalte mig det først bagefter, ellers havde jeg naturligvis forbudt ham at tage af sted.

– Men hvordan reagerede du?

– Jeg blev rasende. Han var ulykkelig, da han fortalte mig det. Han er så naiv, tænk jer, han håbede, hun ville falde ham om halsen, når han fortalte hende sandheden, og blev knust, da det ikke skete. Men enhver kan jo sige sig selv, at en lille pige ikke bliver glad for at få at vide, at hendes forældre ikke er hendes rigtige forældre, og at de har løjet for hende hele livet.

– Men nu vidste hun jo, at han var hendes far og kunne fortælle det hele til sine forældre? Var det ikke farligt for jer?

– Heldigvis havde han kun fortalt hende, at han var hendes far. Og hun blev så vred, da han fortalte hende, at han havde solgt hende, at hun kørte sin vej uden at sige farvel. Ingen ville alligevel tro hende. Hun var kun et barn.

– Men Erik gav hende også en porcelænshund. Den kunne jo føre hende direkte til dit hjem, hvor dens makker står. Det må vel have gjort dig vred?

Benedikte Adelskov så forvirret ud.

– Det vidste jeg ikke noget om. Det har han ikke fortalt mig.

– Sikker? Det var ikke derfor, du lukkede munden på hende? spurgte Roland.

Nu gik det op for kvinden, hvor de var på vej hen.

Hvad de ville frem til.

– Nej, nej, nej. Det er ikke mig. Den slags er jeg ikke i stand til.

282

PP-Den man elsker.indd 282

25/06/09 8:54:31

– Men du var i stand til at prøve at slå Amalie ihjel.

Hun har fortalt, at du hentede hende i kælderen og tog hende med ud i en lille motorbåd og sejlede hende ud på Øresund. Her slog du hende i hovedet med en lysestage og smed hende i vandet.

Benedikte Adelskov så ned i bordet. Hun pillede ved sine fingre.

– Jeg troede, hun var død … indtil jeg så aviserne.

Roland holdt en lang pause og stirrede på den ældre kvinde. Han så på Liv, der også stirrede på kvinden, inden hendes blik forsvandt ned i papirerne. Der gik et par minutter, før hun så op.

– Havde du besluttet dig for at skaffe dig af med dem begge? Også Katja?

Benedikte Adelskov stirrede tomt ud i luften.

– Jeg mærkede jorden brænde under os. I kom rendende hele tiden, og jeg frygtede, at vi ville blive opdaget.

– Så de måtte udryddes ligesom Cecilie og Mette Berendsen?

– Jeg har ikke haft noget at gøre med drabet på Cecilie.

Nu var det Liv, der sukkede dybt.

– Hvilke sko går Erik for resten i?

Kvinden så overrasket ud.

– Det er mest hans kone, der køber den slags. Men som oftest Lloyd.

– Ikke Prada?

– Nej. – Ved du, om han har et sæt Prada-sko derhjemme?

Fru Adelskov tænkte sig om.

– Han har en del Prada. Men ikke sko, tror jeg. Hvorfor om jeg må spørge?

– Ikke for noget, fortsæt.

283

PP-Den man elsker.indd 283

25/06/09 8:54:32

Benedikte Adelskov så lidt spørgende på Roland og Liv. Roland fandt et foto af Cecilie frem, som hun havde set ud, da de fandt hende i kælderen.

Han viste det til Benedikte Adelskov og lagde det ved siden af billederne af Kathrine og Mathilde.

– Det, der undrer os, er, at alle tre piger er fundet med hænderne bundet foran sig med samme slags reb, med samme knob, sagde Roland. – Og alle tre er kvalt. Vi synes, det ligner et mønster og mener, at det er samme gerningsmand.

Benedikte Adelskov så fra det ene billede til det andet og studerede dem nøje. Så så hun op på Roland.

– Nej, sagde hun så.

Roland stirrede på hende.

– Hvad mener du?

– De tre knob er ikke ens.

Roland stirrede på billederne.

– Det er de da. Et dobbelt halvstik.

– Sejler du? spurgte hun.

Roland rynkede panden, en anelse fornærmet over karakteren af spørgsmålet.

– Ja. – Så ved du også godt, at der er forskel på et dobbelt halvstik og et dobbelt halvstik om egen part.

Roland nikkede. Hvor ville hun hen med det? Selvfølgelig vidste han, at når man lavede et dobbelt halvstik om egen part, så førte man rebet rundt om, oven over og ind under sig selv, i modsætning til et almindeligt dobbelt halvstik hvor man blot førte rebet en gang rundt om det, der skulle bindes, og så under. Og hvor et dobbelt halvstik om egen part blev brugt til at binde alt muligt forskelligt som for eksempel til fortøjningen, så blev et dobbelt halv284

PP-Den man elsker.indd 284

25/06/09 8:54:32

stik mest brugt til mindre krævende ting, såsom at sætte en fender fast til topvantene.

– Det dér er et dobbelt halvstik om egen part, sagde hun og pegede på billedet af Cecilie. – De andre to er helt almindelige dobbelte halvstik.

Det kørte rundt for Roland. Det vidste han jo godt!

Hvorfor havde han ikke bidt mærke i det noget før? Han havde ganske enkelt ikke opfattet det. Det summede i hans hoved. Detaljen, Roland. Detaljen!

PP-Den man elsker.indd 285

25/06/09 8:54:32

37

Det var i grunden en mærkelig ting, at man sagde, at det løb én koldt ned ad ryggen, for følelsen var mere indvendig end udvendig, tænkte Roland. Han havde nu siddet i flere minutter og stirret på den ældre Benedikte Adelskov, mens Liv fortsatte afhøringen. Siden beskeden om at de tre knob ikke var ens, var han holdt op med at høre efter.

I stedet betragtede han kvinden, hendes sammenkrøllede mund, de små læber der var tørre og runkne.

Så rejste han sig.

– Vi må afslutte afhøringen senere, sagde han og lave­de øjne til Liv, så hun forstod, at de skulle gå.

– Hvad sker der? spurgte hun, da de var kommet ud på gangen.

Han løftede pegefingeren og skulle til at tale, da de i det samme blev afbrudt af Lange Lind, der kom stormende ned ad gangen.

– Du skal se det her, Roland, sagde han storsmilende og viste ham en mappe. – Som du kan se, var den god nok.

Da Roland så op fra papirerne, smilede han lige så bredt som Lind.

– Det er fandeme godt gået, Lind. Godt fundet på med den tape.

– Ja, som du kan se, så matcher gaffatapen om både Kathrine og Mathildes mund med 95 procents sikkerhed 286

PP-Den man elsker.indd 286

25/06/09 8:54:32

den, som Kent Levin havde i sit handskerum, og som om det ikke var nok, så brugte han også tænderne, så vi har et tandsæt, der også matcher hans tandkort.

– Du er en stjerne.

Roland krammede Lange Lind, så han stod og svajede bagefter.

– Kom, vi har fået travlt, sagde han så til Liv, der fulgte efter ham ned ad gangen.

– Hvad handlede det om? spurgte hun, mens hun små­ løb for at følge trop. Roland gik med ekstra lange skridt ned ad trappen og ud i hallen, hvor han vinkede til de headsetbærende kollegaer, der igen trykkede hidsigt på knapperne for at få systemet til at fungere.

Udenfor på parkeringspladsen stoppede han op og tog en dyb indånding.

– Det var den rigtige, vi fik buret inde, sagde han. – Det var sgu ham!

Liv smilede.

– Kent Levin?

– Lige præcis. Som Benedikte Adelskov for kort tid siden fortalte os, så leder vi ikke efter samme drabsmand i alle fire drabssager. Mette Berendsen blev dræbt af Erik Adelskov, mens Kathrine og Mathilde, ganske som vi fandt frem til dengang, blev brutalt voldtaget og dræbt af Kent Levin.

– Hvad så med Cecilie?

– Det skal vi snart få svar på, sagde han og holdt bildøren for Liv, der skulede til ham.

– Nu skal du ikke til at blive sådan mandeagtig og holde døre og give mig din jakke, hvis jeg fryser, vel?

Roland lo helt nede fra maven.

– Du har intet at frygte, sagde han og satte sig ind. * 287

PP-Den man elsker.indd 287

25/06/09 8:54:32

Tyve minutter senere stod Liv sammen med Per Roland foran døren til sommerhuset i Hornbæk og trykkede hid­ sigt ringeklokken helt i bund. Ingen lukkede op.

Roland bankede på.

– Luk op, det er politiet, råbte han, men der var ingen tegn på liv inde bag døren. Ingen lys i vinduerne, ingen bil i indkørslen.

– Lad mig, sagde Liv og tog den lille skruetrækker op af lommen på den korte sorte læderjakke.

Roland smilede, men sagde intet. Han mærkede efter, om hans tjenestepistol stadig sad i skulderbæltet.

Han bankede på skaftet med pegefingeren, som han altid gjorde. Som han skulle gøre. Tre gange. Bank, bank, bank.

Gammel vane, tænkte han. Lidt småneurotisk, måske, men hvem kunne sige sig fri for at have en tvangstanke eller to?

Efter et øjeblik gled døren op, og de trådte ind i entréen, der emmede af sommerhus. Alt beklædt med lyst­ pigmenteret træ og med store klinker på gulvene. Inde i stuen var brændeovnen kold, aviserne lå i brændekurven, skabene i køkkenet var tomme, ligesom skabene i soveværelset også var tømt for tøj. Sengene var redt, og huset var blevet gjort hovedrent for nylig efter duften af citron at dømme.

– Fuglen er fløjet, sagde Roland, da de havde været rundt i alle rummene.

– Fuglene, svarede Liv. – Ja, begge to, sagde Roland bistert.

– Nogen ideer til hvor de er taget hen?

I det samme ringede Rolands telefon, og han hev den frem fra lommen. Lange Lind talte i den anden ende.

– Vi har overvåget hans bankkonto de sidste dage, og han har netop overført et millionbeløb til en schweizisk 288

PP-Den man elsker.indd 288

25/06/09 8:54:32

bank, så nu er vi ude ved huset i Espergærde. Og så var det, det slog mig.

– Hvad? spurgte Roland.

– Hvis gerningsmanden er kravlet ind til Cecilie, ind på hendes værelse sent på aftenen, så er vi enige om, at han må have brugt den stige, der står op ad huset, ikke?

– Jo, det var konklusionen.

– Det, der undrer mig, er bare, at der ingen aftryk er i græsset, der hvor stigen har stået. Jeg mener, at hvis et voksent menneske med et voksent menneskes vægt har stået på denne stige, så ville det jo efterlade to dybe aftryk, dér hvor stigen står.

– Så det, du siger, er, at vores gerningsmand ikke har brugt stigen?

– Der er aldrig nogen, der har brugt stigen, dér hvor den står nu.

– Du fortsætter med at imponere. Tak, sagde Roland og lagde på.

– Hvad handlede det om? spurgte Liv. – Mere iscenesættelse, sagde Roland. – Stigen er ikke blevet brugt til at komme ind på Cecilies værelse. Vores gerningsmand var allerede i huset.

– Forældrene?

– Back to basics, hvis du spørger mig. Det hænger sam­ men.

Liv trillede en cigaret mellem fingrene.

– Det hænger sgu ganske godt sammen, Roland, sagde hun så med et smil.

Roland så sig febrilsk omkring. De var så forbandet tæt på nu.

– Nu skal vi bare finde dem og bure dem så eftertrykkeligt inde, at de aldrig kommer ud igen. Lind fortalte, at de netop har overført et millionbeløb til en konto i udlandet.

289

PP-Den man elsker.indd 289

25/06/09 8:54:32

Hvad siger det dig?

– At de er på vej væk, sagde Liv. – Præcis, sagde Per Roland og så sig om. Så væltede han puder fra sofaen ned på gulvet, vendte madrasserne i soveværelserne, åbnede skabe og så dem efter i hjørnerne, men uden held. Huset var blottet for spor.

Liv stirrede pludselig på et maleri af en sejlbåd i vildt stormvejr.

– Båden, sagde hun, og de så på hinanden.

– Båden, gentog Roland. – I den kan de sejle til Polen eller de baltiske lande og derfra komme videre.

Han gav sig til at løbe i fuldt firspring ud imod bilen med Liv i hælene.

– Max og Lind, kom? sagde Roland i radioen, da de drø­ne­ de af sted med knap 200 kilometer i timen ad Hornbækvej igennem en lille landsby ved navn Tikøb, hvor et par små drenge jublede og vinkede til dem uden foran Lokalbrugsen. Liv havde sat det blå blink op på taget og sad ved siden af ham og stirrede på vejen med et stort grin. Hun kunne godt lide at køre udrykning, også selvom det ikke var hende selv, der kørte, kunne Roland mærke. Hun er sgu ikke helt normal, tænkte han.

– Max og Lind, kom? spurgte han igen og fik endelig svar.

– Max og Lind her, hvad så? Skifter, lød Linds stemme i radioen.

– Vi tror, forældrene er på havnen. Vi tror, de vil sejle væk i deres båd. Kør imod havnen og eftersæt dem, hvis det bliver nødvendigt. Vi er på trapperne, skifter.

– Det er modtaget.

– Rettelse, vi er netop kørt ind i Espergærde by og rammer Strandvejen om få minutter. Vi ses dernede, sagde 290

PP-Den man elsker.indd 290

25/06/09 8:54:32

Roland og fløjtede i radioen for at markere, at sam­ta­len var slut.

Imens svingede han ned ad Strand­vejen og kørte imod havnen, forbi caféen ved den offentlige strandbred, hvor Amalie var dukket op, forbi Sund­kiosken og den italienske iscafé. Så svingede han skarpt til højre ned ad vejen, der meget passende hed Ved Havnen. De parkerede deres bil ved restauranten, idet Max og Lind svingede om hjørnet og knap så elegant landede bilen ved siden af deres.

– Junge-Larsens båd er den store, der ligger for enden af kajen, sagde Lange Lind og pegede. – Det er den største her i havnen.

Roland fik straks øje på den. Den lå der endnu, fortøjet på den allersidste kajplads. Han sukkede. Et pragteksemplar, tænkte han. En af dem han med sin beskedne løn aldrig kunne komme i nærheden af. Alene teaktræsdækket ville overbelaste hans budget.

Liv rakte Roland en lille teaterkikkert.

– De er derude.

Hvad hun ikke havde i sine lommer, tænkte han, mens han fik Junge-Larsen-parret i fokus. De var ganske rigtigt ved at gøre klar til at sejle ud. Anne Grethe Junge-Larsen stod stadig på landjorden og rakte en kuffert over til sin mand på båden. Herefter fulgte en papkasse med, hvad Roland ville skyde på, var madvarer. I det samme tabte Anne Grethe en flaske, der smadredes ud over dækket på den ene side, og manden gav sig til at råbe ad hende.

Herefter fulgte et længere skænderi. De var anspændte og nervøse, tænkte Roland. Og med god grund. Han fjernede kikkerten fra øjnene og gav den tilbage til Liv. – Lad os tage dem, sagde han så og gjorde tegn til de tre andre om at følge ham. I samlet flok gik de ud ad molen mod den store båd. Det gjorde vel egentlig ikke noget, 291

PP-Den man elsker.indd 291

25/06/09 8:54:32

at parret så dem, tænkte Roland. Der var ingen flugtvej.

Skulle de stikke af, skulle de forbi dem først.

Da de nærmede sig med hastige faste skridt, fik parret øje på dem. Michael Junge-Larsen sænkede armene, mens Anne Grethe tabte en hel papkasse på dækket. De fire trak deres pistoler og omringede båden. Roland trådte hen imod parret.

– Stå helt stille, sagde han. – Hænderne, så vi kan se dem. Vi vil ikke have ulykker.

– Så vrimler hele havnen med skarpladte våben, sagde Michael Junge-Larsen med hænderne foran overkroppen.

– Vi er ikke bevæbnede.

Liv listede frem og hoppede over på båden med sit vå­ ben pegende direkte imod Michael Junge-Larsen. Så førte hun en hånd op ad ham og mærkede efter, om han skulle gemme et våben. Herefter kom turen til Anne Grethe. Hun rystede på hovedet.

– Ingenting, sagde hun og vendte ryggen til dem.

– Hvad vil I os? spurgte Michael Junge-Larsen.

Roland ignorerede spørgsmålet. Nu var det ham, der stillede dem.

– Hvor skal I hen?

– Ud og sejle, kan I vel se, grinede Michael Junge-Larsen en smule anstrengt.

Roland trådte om bord og beundrede den smukke båd.

Han lod en hånd glide ned ad masten. Hvad var den? 18 meter? Den havde smukke lange linjer, skrog af glasfiber, ror af træ, naturligvis.

– Dejligt skib, sagde han med beundring i stemmen.

– Ja, den er vi glade for, svarede Michael Junge-Larsen.

– En Swan 48, ikke sandt?

– Jo. 292

PP-Den man elsker.indd 292

25/06/09 8:54:33

– En rigtig kapsejladsbåd. Lynhurtig med sin korte køl, sagde Roland til sine kollegaer. – Forstår I, den korte køl giver den et hurtigt drej, og det er nødvendigt, når man krydser i kapsejladsen.

– Det er sandt, sagde Michael Junge-Larsen.

– Sådan en går vel næppe for under 500.000 euro, brugt.

Er det ikke rigtigt?

– Jo, det er det vel.

– Vel? Ved du det ikke?

– Jo, det er rigtigt nok, svarede Junge-Larsen med stor irritation i stemmen. – Sig mig engang, hvad drejer det her sig egentlig om?

– Jeres datter, sagde Roland. – Vi tror, at du og din kone selv slog hende ihjel. Og så tror vi, at I lagde hende ned i krybekælderen, hvor I håbede, hun aldrig ville blive fundet. Men i tilfælde af at hun gjorde, sørgede I for at få det til at ligne et gammelt drab ved at binde hendes hænder, som gerningsmanden dengang bandt sine ofre. I glemte bare en detalje.

Roland holdt en pause. Anne Grethe Junge-Larsen var begyndt at hulke. Hun holdt sig for munden, mens hun græd. Roland trådte hen til hende.

– I brugte det forkerte knob, sagde han så og trak ned i hendes højhalsede sweater. Fire aflange mærker kom til syne.

– Sikke nogle grimme mærker, sagde han. – Gjorde hun meget modstand?

Kvinden hulkede krampagtigt.

Per Roland stirrede ud over havnen. Han elskede lyden af både i vandet. Så vendte han sig om imod parret igen.

– I udnyttede medierne, sagde han så. – Ingen ville nogensinde tro, at det var jer. Det søde par. De stakkels forældre. Det var smart.

293

PP-Den man elsker.indd 293

25/06/09 8:54:33

Anne Grethe Junge-Larsen græd endnu højere og be­ kræftede Roland. Så nikkede han til Liv og Max, der trådte frem med hver sit sæt håndjern.

– Klokken er 14.06, og I er begge anholdt sigtet for drabet på jeres datter, Cecilie Junge-Larsen. Alt hvad I …

PP-Den man elsker.indd 294

25/06/09 8:54:33

38

– Vi troede, vi gjorde noget godt, sagde Anne Grethe Junge-Larsen.

De sad på sengen på Cecilies værelse med dukkerne og bamserne oven på sengetæppet. Anne Grethe JungeLarsen tog en af bamserne, en lille hvid kanin med blå bukser og rød butterfly, og krammede den, knugede den ind til sig og snusede til den. Huset på Gl. Strandvej lugtede indelukket og virkede forladt, selvom alle møblerne var der endnu.

Holdet havde taget forældrene med tilbage dertil for at gennemgå de sidste detaljer.

– Det, jeg ikke forstår, sagde Roland nu, – er, hvordan I dog troede, at I kunne købe et barn af naboen, uden at nogen en dag ville opdage det? Hvad med de sociale myndigheder? Undrede de sig ikke over, at I pludselig havde fået et barn?

Forældrene så på hinanden, som aftalte de uden ord, hvem der skulle svare. Lange Lind sad på gulvtæppet, Max Mo­tor stod ved vinduet sammen med Anette. Carsten og Miroslav sad musestille på en slagbænk, mens Liv og Roland stod foran parret på sengen og ventede.

Det blev Anne Grethe Junge-Larsen, der svarede.

– Jeg arbejdede jo som jordemoder. Jeg har adgang til Folkeregistret. Hver gang et barn er kommet til verden, går 295

PP-Den man elsker.indd 295

25/06/09 8:54:33

jeg ind i computeren og skriver detaljerne ind, hvorefter der dukker et cpr-nummer op. Det var ingen sag for mig at indskrive Cecilie som mit barn og få et cpr-nummer til hende. Hun stod jo heller ikke oprettet andre steder. Ifølge systemet tilhørte hun ikke nogen.

– Var der slet ingen, der undrede sig? Ingen i jeres omgangskreds eller din læge? Jeg mener, du havde jo ikke været gravid?

Liv tænkte på sine egne graviditeter, hvor hun konstant var blevet tjekket af enten læger eller jordemødre.

– Jeg var gravid. Kort før vi … fik Cecilie, svarede Anne Grethe Junge-Larsen. – Men jeg mistede det ved en spontan abort. Ligesom det var sket fire gange før. Jeg blev så ulykkelig, at jeg aldrig fortalte det til min læge. Jeg havde jo prøvet det før. Da vi så fik tilbudt Cecilie, skiftede vi læge. Der var nogle måneder, som ikke helt passede sammen, men ingen bed mærke i det.

Hun så hen på sin mand.

– Vi havde fået et barn. Vi kunne … nej, vi turde næsten ikke tro det. I så mange år havde vi forsøgt, og så kom hun bare ind ad hoveddøren. Erik forsikrede os jo, at hun ikke ville blive savnet, ja, han sagde faktisk, at vi reddede hende. Og det mente vi også selv, at vi gjorde.

– Så I havde ingen anelse om, hvor Cecilie stammede fra? Hvem der var hendes rigtige forældre?

Parret rystede på hovederne. Anne Grethe Junge-Larsen græd stille, uden lyd. Kun det indimellem forvrængede ansigt afslørede, at hun stadig græd. Hendes mands øjne var også røde og ophovnede.

Liv rømmede sig.

– Var der slet ikke noget i dig, som tænkte, at der et eller andet sted sad en mor og savnede sin datter?

Anne Grethe Junge-Larsen bed sig i underlæben og 296

PP-Den man elsker.indd 296

25/06/09 8:54:33

rystede på hovedet. – Det kan jeg ikke sige, nej. Eller det vil sige … jo, et eller andet sted slog tanken mig da, men jeg fejede den væk.

Så afbrød hendes mand hende.

– Vi fik jo for helvede at vide, at barnet var i fare, at det ville blive slået ihjel, eller også ville det ende hos de sociale myndigheder, hvis vi ikke tog det. Pest eller kolera, hvis du spørger mig. Vi ville frygtelig gerne tage os af barnet.

Hvorfor skulle vi så ikke gøre det? sagde han. – Det ville enhver da gøre.

– Det forstår jeg godt, men I kunne måske have fået et barn via de normale kanaler, for eksempel ved at adoptere, blive plejefamilie eller lignende.

– Ikke med min alder, sagde Michael Junge-Larsen.

– Jeg er tretten år ældre end min hustru. Da vi søgte om adoption, fik vi at vide, at det næsten var umuligt at blive godkendt med min alder, samt at vi kun kunne få et barn på over fem år.

Liv stirrede uforstående på ham. Hun forstod ganske enkelt ikke hans argument. Et barn var vel et barn?

– Men så havde I måske nogle andre muligheder, sagde hun for ikke at komme ind i den diskussion.

Men han fortsatte ufortrødent.

– Såsom hvad? Kunstig befrugtning havde vi prøvet, men min kone aborterede hver gang, og plejebørn er pro­ blembørn, hvor man ikke blot får børnene, men også deres belastede forældre med i købet.

Liv nikkede uden at være enig og fortsatte ad et andet spor.

– Havde I slet ingen kontakt til Erik Adelskov, efter at I havde fået barnet?

De to så på hinanden, og Anne Grethe Junge-Larsen svarede.

297

PP-Den man elsker.indd 297

25/06/09 8:54:33

– Nej. Vi betalte dem et millionbeløb for Cecilie. Vi tal­te aldrig om det mere.

Liv nikkede og skulle til at spørge igen, men blev afbrudt af Roland.

– Fine sko, sagde han og pegede på Michael JungeLarsens sorte sko.

– Det er Prada, sagde han og viste dem frem.

Roland nikkede.

– Tænkte jeg nok, sagde han så.

– Fortæl om i søndags. I kom op at skændes med Cecilie, ikke? Hvad skete der? spurgte Liv. Michael Junge-Larsen åbnede munden for at svare, da hans kone bremsede ham ved at lægge en hånd på hans skulder.

– Lad mig, sagde hun og sukkede dybt.

Liv og Roland ventede roligt, indtil Anne Grethe JungeLarsen begyndte sin fortælling.

– Vi var nede på båden og spise frokost og blev der hele eftermiddagen. Cecilie spurgte under maden, om hun måtte tage med en veninde op på rideskolen samme aften og se hendes hest. Jeg … Vi blev begge nervøse for, hvad der kunne ske hende på en rideskole og så på en søndag, hvor der ikke var nogen voksne til at holde øje med dem.

– Desuden skulle hun møde inde på pladeselskabet den næste dag, de skulle indspille flere sange, brød Michael Junge-Larsen ind og fik et blik af sin kone. – Hvad? Jeg fortæller jo bare vores bevæggrunde.

Han vendte sit ansigt mod Liv og Roland igen. – Men altså vi frygtede, at hendes stemme ville tage skade af kulden, og at hun ville være for træt og uoplagt.

– Derfor sagde vi nej, overtog Anne Grethe Junge-Larsen igen.

298

PP-Den man elsker.indd 298

25/06/09 8:54:33

– Og det blev hun sur over?

– Ja, hun blev ked af det og vred. Hun tog sin cykel og kørte rundt på havnemolen alene. I må forstå om Cecilie, at hun var en pige med sine egne meninger om alting, og hun var nok også lidt forkælet. Hun var vant til, at tingene gik efter hendes hoved. Hun var elsket overalt, hvor hun kom, ikke mindst for sin stemme, og der var udsolgt til de få koncerter, hun havde fået lov til at holde, efter at hun vandt tv-konkurrencen.

– Så hun kunne godt blive sur, når I sagde nej? sagde Liv og tænkte på, hvor irriterende stædige hendes egne døtre til tider kunne være.

– Ja. Og da vi skulle hjem, ville hun ikke med. Hun begyndte at råbe og lave en scene foran hele byen nede på havnen.

– Hvad gjorde I så?

– Så sagde min mand til hende, at hun selv kunne sør­ge for at komme hjem. Hun kunne jo bare cykle. Fint, sag­de hun bare og forsvandt.

Anne Grethe fandt en pakke med papirservietter i lom­ men og trak en op. Hun tørrede øjne og næse.

– Hvad skete der så?

– Vi tog hjem, spiste aftensmad og ventede på hende, sagde Michael Junge-Larsen. – Vi regnede med, at hun ville dukke op før eller siden.

– Ja, vi gik jo ud fra, at hun var taget med sin veninde alligevel, overtog hans kone. – Vi tænkte, at det ville være godt for hende at flippe lidt ud.

Liv tænkte, at der vist var stor forskel på, hvad folk kaldte at flippe ud.

– Hvornår kom hun så hjem?

De to så på hinanden og lignede igen nogen, der blev enige om et svar.

299

PP-Den man elsker.indd 299

25/06/09 8:54:33

– Vi var i hvert fald lige gået i seng. Så ved en halvtitiden, vil jeg tro … Lidt i ti, nok. Vi skulle tidligt op.

– Hørte I hende komme hjem?

– Ja … eller det vil sige, min mand gjorde. Jeg var blun­ det hen, da min mand vækkede mig og sagde, at nu var hun hjemme.

– Hvad gjorde du så?

– Jeg blev først glad, fordi hun var kommet hjem i god behold, men min mand og jeg blev så enige om, at jeg skulle tale med hende.

– Skælde hende ud? Eller afstraffe hende?

Anne Grethe Junge-Larsen sukkede igen.

– Det er jo ikke, fordi det er noget, vi gør ret tit, sagde hun så.

– Og det gik galt? Blev du for vred? spurgte Liv nu.

Anne Grethe Junge-Larsen rystede kraftigt på hovedet.

– Nej, nej. Det var ikke det …

– Hvad var det så? Hvad skete der?

Igen kom pakken med papirservietter frem.

– Jeg trådte ind på hendes værelse, hvor hun sad og græd på sengen. Jeg blev straks ked af det og droppede alle planer om en afstraffelse. Sådan er det, når en mor ser sit barn græde. Jeg følte mig virkelig som hendes rigtige mor, det gjorde jeg. Jeg er den eneste, hun har haft.

Liv nikkede.

– Så du trøstede hende?

– Ja, jeg satte mig her, sagde hun og pegede midt på sengen.

Liv trak en hvidmalet stol hen til sengen. Hun satte sig overskrævs på den og gjorde tegn til Anne Grethe JungeLarsen om at fortsætte.

– Jeg lagde en arm om hende og begyndte at ae hende 300

PP-Den man elsker.indd 300

25/06/09 8:54:33

over håret, som jeg altid gjorde, når hun var ked af det.

Anne Grethe lukkede øjnene et sekund, som mindedes hun duften, følelsen.

– Og hvad gjorde du så? blandede Roland sig.

– Så så hun op på mig med et had i øjnene, et lysende had i de smukke blå øjne. Det var frygteligt. Jeg trak mig væk fra hende. Rystet. Jeg havde intet begreb om, hvad der foregik i min lille piges hoved. Hvorfor hun så sådan på mig?

– Sagde hun noget til dig?

– Hun råbte ad mig. Hun fortalte mig, at hun havde mødt sin rigtige far, som jeg aldrig havde fortalt hende om. Hun sagde, at han havde fortalt hende, at vi havde købt hende af ham, da hun var spæd.

– Hvad svarede du til det?

– Jeg forsøgte at tale fornuft til hende. Jeg sagde, at det var løgn, at nogen forsøgte at skade os, vores familie, at det måtte være nogen, der forsøgte at ødelægge hendes karriere.

Anne Grethe trak vejret dybt, som forsøgte hun at få luften langt ned i maven og derved kontrollere et forestående udbrud af gråd. Hun åndede ud i stød, som var hun til fødselsforberedelse eller i gang med en fød­sel.

– Men du må vel have vidst, at hun havde en mistanke, dengang hun spurgte til tæppet i kælderen med Adelskovs monogram på.

– Jeg tænkte ikke over det. Fortalte blot, at det var det, hun var blevet svøbt i ved fødslen. Det faldt mig overhovedet ikke ind, at hun ville blive mistænksom. Og slet ikke at hun ville forsøge at finde frem til, hvor tæppet stammede fra.

– Og hun troede ikke på historien om, at det blot var nogen, der ville ødelægge hende?

301

PP-Den man elsker.indd 301

25/06/09 8:54:34

Ud ad øjenkrogen skimtede Liv Roland, som stod nær­ mest åndeløs og stirrede på kvinden, som netop nu skulle til at lægge den sidste brik i det komplicerede puslespil for ham.

Nu kom det, tænkte hun. Forløsningen.

– Nej, svarede Anne Grethe. – Hun blev bare ved og ved med at sige de forfærdeligste ting. At jeg ikke var hendes rigtige mor, at jeg havde købt hende, som man køber en hund eller en slave. At jeg ikke elskede hende.

At jeg aldrig havde elsket hende. At nu ville hun ud og finde sin rigtige mor.

Anne Grethe holdt en pause, så op på Liv og fortsatte så: – I må forstå. Min mand og jeg har ikke engang talt med hinanden om det, der skete dengang. Vi havde glemt det, fortrængt det, ja sågar bildt os selv ind, at det ikke var sandt. Med årene var jeg næsten begyndt at tro, at det hele bare var opspind, en ond drøm. Jeg troede efterhånden selv på den historie, vi havde opdigtet om, hvordan jeg havde født Cecilie hjemme i vores seng ved en hjemmefødsel. Hvordan det var gået så stærkt, at vi ikke kunne nå på sygehuset. Hvordan vandet var gået på badeværelset, og veerne kom oven i hinanden, så stærke at jeg ikke kunne bevæge mig. Hvordan hun havde skreget, så det lød, som om hun sang, fra det første sekund hun kom ud.

Hvor smuk hun havde været og fin. Hvordan hun lignede sine bedsteforældre, når folk undrede sig over, at vi alle sammen lignede hinanden så lidt. Hvordan min afdøde far også havde haft en smuk stemme, og hun havde talentet derfra, når nogen spurgte. Alt sammen var historier, løgne, der var blevet fortalt igennem årene, og som jeg var kommet til at tro på til sidst.

– Indtil Cecilie konfronterede dig med det?

302

PP-Den man elsker.indd 302

25/06/09 8:54:34

– Ja, det er paradoksalt, ikke? Men sandt at løgnen indhenter dig til sidst.

– Så du slog hende ihjel?

Anne Grethe så på Liv med et vildt blik.

– Det var jo ikke meningen, sagde hun så med hektisk stemme. – Jeg ville bare have hende til at holde mund.

Hun blev ved med at sige alle de væmmelige ting til mig.

Jeg ville bare stoppe hende. Lukke munden på hende.

– Så hvad gjorde du?

Anne Grethe vendte sig om og tog en pude fra sengen, så placerede hun den oven på kaninbamsen med butterflyen.

Michael Junge-Larsen gav et hulk fra sig og holdt sig for munden med den ene hånd.

Liv følte det, som om hun skulle brække sig.

– Jeg tog denne her pude og lagde oven på hendes ansigt.

Anne Grethe holdt nu puden over kaninbamsens ansigt og pressede til. Hendes ansigt blev forvredet.

– Hun forsøgte at skrige, fortsatte hun. – Hun sparke­de og slog og rev mig på halsen, men jeg holdt fast. Puden forblev over hendes ansigt, og jeg pressede til, indtil hun lå helt stille. Jeg kunne ikke stoppe igen. Alle de forfærdelige ord kørte rundt inde i mit hoved. „Min rigtige mor”, „min rigtige far”, „I har købt mig”.

Hun holdt en pause og stirrede på bamsen. Så løftede hun puden og tog bamsen op.

Anne Grethe Junge-Larsen aede kaninen.

– Det gik så stærkt. Jeg nåede ikke engang at få sagt farvel, sagde hun så.

Michael Junge-Larsen stirrede på sin kone.

– Jeg … sagde han, og Liv spekulerede på, om han overhovedet havde haft tid til at tænke over, hvad det egentlig 303

PP-Den man elsker.indd 303

25/06/09 8:54:34

var, de havde foretaget sig. Hvad hans kone havde gjort?

Hvad han havde været medvirkende til? I hvert fald var det, som om det først gik op for ham i dette sekund, hvad det var, der var sket.

– Jeg kom for sent, fortsatte han. – Da jeg hørte et bump, styrtede jeg herned og fandt min hustru siddende foroverbøjet over Cecilie, mens hun græd og aede hende over håret. Cecilie var allerede helt bleg og livløs. Nogle ting fra reolen lå på gulvet, men ellers var der ingen spor af, hvad Anne Grethe havde gjort.

– Og så besluttede I jer for at camouflere det?

– Jeg måtte jo være den af os, der tænkte klart. Anne Grethe var gået helt i baglås. Og så kom jeg i tanke om det mord, der for tolv år siden rystede os alle her i Espergærde. En lille pige på Cecilies alder, der var forsvundet og dukket op i Næstved bundet til et træ. Jeg tænkte, at hvis bare jeg kunne få det til at ligne, ville I måske lede i en anden retning.

– Du fik ret.

– Vi strikkede en historie sammen om, at hun var forsvundet på sin cykel på vej til skole, og jeg kørte hendes cykel ned til havnen, hvor jeg smed den i bassinet. Jeg fjernede hendes mobiltelefon, så ingen kunne høre den ringe, og ingen kunne spore den. Den ligger også i Øresund. Så gik vi i gang med at hovedrengøre huset, så I ingen spor ville finde, heller ikke af en fremmed gerningsmand, som derved ikke kunne udelukkes. Så vaskede vi Cecilies negle, så der ikke var dna fra Anne Grethe, bandt hendes hænder, som jeg kunne huske, Kathrines havde været bundet, med et dobbelt halvstik som det stod beskrevet i avisen dengang, og placerede hende et sted, hvor vi håbede, ingen ville lede. Planen var at fjerne hende, når der var gået en passende tid, og fokus ikke var rettet mod vores hjem 304

PP-Den man elsker.indd 304

25/06/09 8:54:34

længere. Skulle hun mod forventning blive fundet alligevel, som det jo skete, så var plan B at vildlede jer. Derfor satte vi en stige op, så der var en måde, gerningsmanden kunne være kommet ind på.

– I var smarte. Alt var nøje gennemtænkt, sagde Roland nu og gik hen imod parret på sengen. De holdt ikke hinanden i hånden længere.

– Men knobet var bare ikke helt det rigtige.

Michael Junge-Larsen rystede på hovedet og sukkede.

– Hvad jeg ikke forstår, sagde Liv – er, hvorfor I sagde, at Amalie var jeres datter?

Anne Grethe sukkede dybt og gemte sit ansigt i hænderne.

– Det kørte helt af sporet for os. Vi forstod ikke, hvor den nye pige kom fra. Vi kunne læse i avisen, at hun lignede Cecilie på en prik. Da I så kontaktede os, tog jeg bare chancen og lod, som om det var vores datter. Jeg tænkte slet ikke. Det eneste, der fyldte mit hoved var tanken om, at vi måske kunne få Cecilie igen. Vi var så godt i gang med at lyve, at en løgn fra eller til ikke ville gøre en forskel længere.

– Så I håbede at få Amalie med hjem, så hun kunne udfylde Cecilies plads? supplerede Anette fra vinduet.

– Og måske på den måde råde bod på fortiden?

Anne Grethe Junge-Larsen nikkede.

– Ja, det var nok noget i den retning.

Roland så rundt på flokken i værelset. Alle så lange ud i ansigterne.

– Har I mere? spurgte han ud i rummet og blev mødt med tavshed.

– Så tror jeg, vi er færdige her, sagde han og gjorde tegn til Max Motor og Lange Lind om at føre parret tilbage til arresten.

305

PP-Den man elsker.indd 305

25/06/09 8:54:34

PĂĽ vej ud af pigevĂŚrelset fangede Liv Anne Grethes blik, og kvalmen blev erstattet af et voldsomt stik nederst i maven. Hun trĂŚngte til at se sine piger.

PP-Den man elsker.indd 306

25/06/09 8:54:34

39

Måske var det noget i luften, måske var det den insisterende regn, der drev ned ad ruderne i mødelokalet på anden sal på Helsingør Politigård. Måske var det bare en udløsning oven på den sidste uge. I hvert fald var det, som om noget havde grebet dem alle sammen, hele truppen, som sad dér rundt om det aflange bord og ventede på deres leders sidste ord, inden opløsningen skulle fuldbyrdes.

En form for melankoli, måske. En afskedens tristhed?

Specialgruppen skulle hver til sit, indtil næste sag dukkede op, og Liv skulle tilbage til sit gamle kontor med sin gamle makker Ole, der netop havde ringet og sagt, at han var udskrevet fra sygehuset i Helsingborg.

Stemningen i det lille mødelokale var usikker. Ingen sagde noget. Ingen ville være den første til at åbne munden. Så rejste Roland sig med en tyk mappe foran sig. Han rømmede sig.

– Velkommen, sagde han, og de bøjede hoveder så op på ham. – Det er i dag tirsdag den 23. september 2008. Det er præcis en uge, siden vi blev koblet på sagen om Cecilie, og nu er den løst. Der er 99 dage tilbage af året. Dagen hedder Linusdag. Linus var biskop af Rom omkring år 90 og efter sigende Peters første efterfølger i paveembedet.

Det er også dagen, hvor tyggegummi ramte butikkerne i USA for første gang. Det var i 1848.

307

PP-Den man elsker.indd 307

25/06/09 8:54:34

Flokken så på ham så længe, at han måtte trække undskyldende på skuldrene.

– Vi takker for oplysningen, brød Carsten Svendsen tavsheden.

Roland så ud over truppen.

– I ved ingen detalje … nå, skidt. Længes I efter ferie? spurgte han så.

Ingen svarede. Kun Carsten nikkede og sagde, at han længtes hjem til Jylland og efter at se sit nye barnebarn.

Flokken smilede næsten synkront.

– Så synes jeg, I skal køre hjem til jeres respektive familier og holde fri. I har gjort det godt alle sammen. Jeg har lige talt med Karen Gruppe, vores chef, hvis nogen skulle have glemt det, og både hun og Rigspolitichefen er meget tilfredse. Som I ved, begyndte vores lille enhed her som et eksperiment, et forsøg, for et lille års tid siden. Men faktisk er de så tilfredse inde på Gården, at de har besluttet at holde på os helt til udgangen af 2010. Vi beholder vores område, og indtil videre hedder vi „Gruppen for særlig personfarlig og grænseoverskridende kriminalitet”. Hvad siger I til det?

– Lyder godt, boss, lød det fra Miroslav. – Altså ikke navnet, men det med at de vil beholde os.

– Jeg skal nok lige tale med konen om det, sagde Svend­ sen fra sin evigt vippende stol i hjørnet. – Det er efterhånden mange år, vores forhold har skullet rumme, at jeg rejser rundt i hele landet. I ved, hvordan det er. Efter mange års ægteskab tager man ikke en beslutning uden at have taget damen i ed.

– Naturligvis ikke, sagde Roland. – I har en uge til at spørge derhjemme. Få nu sovet ud og hvil på jeres laur­bær, eller hvad I bruger, så hører I fra mig. Indtil da må I være forberedt på at stå til rådighed for anklagemyndigheden i 308

PP-Den man elsker.indd 308

25/06/09 8:54:34

forbindelse med sagen mod henholdsvis Erik og Benedikte Adelskov og parret Junge-Larsen. Det er vigtigt, at I holder telefonerne åbne, så sagerne kan komme for retten hurtigt.

Vi skal jo have den forbandede politireform til at ligne en succes, og det sker kun, hvis der er nogle forbrydere, der bliver buret inde. Heldigvis er de alle tilståelsessager, og de er unægtelig lettere og billigere for hele systemet.

Roland så rundt på de trætte ansigter. – Det var det, sagde han så og lukkede mappen. – Hav det godt.

Flokken rejste sig lidt tøvende og traskede ud, mens Roland greb tavlesvampen og fjernede alle de streger og kasser, han i den forgangne uge havde udsmykket den store whiteboardtavle med.

Det var sent om aftenen. Roland vågnede efter at have sovet i noget, der føltes som et halvt århundrede. Det øsede stadig ned, og det gik op for ham, at han kun var blevet et par timer ældre. Han rejste sig og så ud ad vinduet.

Det overraskede ham altid, så hurtigt efteråret kom. Især når det slet ikke havde været sommer. I hvert fald ikke for ham.

Et sted ikke ret langt derfra sad Cynthia og hans to dejlige børn i parcelhuset sammen med en mand, der hed Anders. De sad sikkert og spiste koteletter i fad og nød en dejlig rødvin til, en italiensk fra Valpolicella, mens børnene sagde ih og åh, hvor smager det skønt, mor, og holdt i hånden med deres nye far, som de forgudede.

Han gik i køleskabet, fandt en papvin fra Fakta og skæn­ kede op. Man burde egentlig drikke en øl som en rigtig mand, tænkte han.

Han kløede sig på ryggen og gik ud på badeværelset.

Han stod længe og tissede, og urinstanken steg op fra wc-kummen. Han så sig selv i spejlet uden at frygte, hvad 309

PP-Den man elsker.indd 309

25/06/09 8:54:34

han ville se. Og det var da heller ikke så slemt endda. Ikke at det var et synderligt kønt syn eller attraktivt på nogen måde, men det kunne da være meget værre. Han gned sig på issen og barberede den helt blank for de sidste små hår, der endnu ikke havde fundet ud af, at de andre for længst var gået.

Så lukkede han øjnene og mærkede efter for første gang i lang tid.

Han tænkte på Erik og Benedikte Adelskov og på Jun­ ge-Larsen-parret. På den tynde grænse mellem almindelig menneske og forbryder, og på hvor let det er at over­skride den. Og så kunne man aldrig vende tilbage.

I stuen tændte han for radioen. Per Roland plejede at sige, at han havde en bred musiksmag, når nogen spurgte til et middagsselskab eller lignende. I virkeligheden var det nok, fordi han ingen smag havde. Kun vidste han, at den slags musik, som Liv holdt af og spillede i sin bil, ikke var noget for ham.

Han satte sig på en skæv stol i et hjørne med sin papvin, mens Frank Sinatra sang om, hvordan han havde gjort det my way, og Roland tænkte på, hvordan han gjor­de tingene his way. To mennesker var blevet fundet dræbt, siden han forlod København. Et barn og en ung kvinde.

Begge havde de haft hele livet for sig. Og så havde de givet en anden kvinde livet tilbage sammen med sin datter.

Men intet havde ændret sig. Alt var ved det gamle. Det sædvanlige.

Ganske vist ville snakken gå i toget, på arbejdspladser­ ne, i metrostationen, på torvet, i centrene, på havnen og så videre, om den lille pige der var blevet dræbt af sine forældre, fordi hun sagde højt, hvad alle havde forsøgt at glemme. Men mest ville den nok handle om den stakkels kvinde, der havde mistet hele sin ungdom, fordi hun 310

PP-Den man elsker.indd 310

25/06/09 8:54:35

havde været indespærret i sin mors kælder med sin bror og mor som de ubarmhjertige fangevogtere. Fordi hun og hendes bror havde begået den fejl at elske hinanden. Man vælger vel sjældent den, man elsker? tænkte han. Det er vel mere sådan noget, der bare sker? Men snakke om det, ville de. Om de to søskendes kærlighed. Og om hvorvidt de hav­de lov til at være sammen. Og om det stakkels barn, der nu så dagens lys for første gang og kørte i bil for første gang og svømmede i havet og så på fuglene i haven for første gang.

Det ville de snakke om.

Og de ville snakke om, hvordan hun mon skulle klare sig, og pressen ville følge hendes mindste skridt for at blive normal. Hvad det så end var. Hvis altså det ikke havde været, fordi de sociale myndigheder havde planer om at give hende et nyt liv et andet sted under et nyt navn. Sammen med sin mor naturligvis. Men det blan­de­de Roland sig ikke i. Han vidste bare, at når disse samtaleemner var uddebatterede, så vendte alt tilbage til det normale. Og egentlig var han meget glad for det. Han holdt jo ganske meget af hverdagen. Og især hverdagens små sysler og dagligdagsting, som for ham mest involverede arbejdet.

Så tog han bilen og kørte derhen. Tilbage til Helsingør og ud ad Nordre Strandvej, hvor villaen lå med panoramaudsigt over Kronborg. Det var første gang, han tænkte over, hvordan sådan en ung pige, eller kvinde var hun jo trods den beskedne størrelse, havde råd til at bo så eks­ klusivt med den latterlige løn, de fik? Det måtte han huske at spørge hende om en dag, tænkte han og ringede på. En anden dag, tænkte han, da han så hendes stærke ansigt i døråbningen.

Hendes blik var det samme, som sidst han ringede på.

Ikke overrasket. Som om hun havde ventet ham.

311

PP-Den man elsker.indd 311

25/06/09 8:54:35

– Jeg har denne her til dig. Den er fra hele holdet.

– En ny hat? sagde hun glad og tog den brune herrehat ud af hænderne på ham. Hun placerede den på hovedet med et bredt smil.

– Den er lige så flot som den gamle, sagde hun.

Roland lo.

– Det kan vist diskuteres.

– Kom ind, sagde hun nu.

Han lod jakken dryppe af på måtten, før han hængte den op på knagen, hvor han måtte omrokere lidt for at finde en ledig krog.

Inde i det lune køkken bød hun på kaffe og en whisky.

Endelig en ægte mandedrik, tænkte han glad.

– Hvad kan jeg ellers gøre for dig? spurgte hun, og han tænkte, at han mærkede en form for melankoli, en let tristhed hos hende, som han ikke havde mærket før.

– Jeg har et tilbud til dig, sagde han så. – Jeg vil have dig med på holdet.

Hun lo, måske en anelse lettet, syntes han.

– Dit lille hold der opklarer forbrydelser af „særlig per­ son­farlig og grænseoverskridende karakter”?

– Ja, det er vores ikke så mundrette navn. Hvad siger du?

Hun så på ham, næsten skælmsk, syntes han nu.

– Jo, det vil jeg gerne, sagde hun og smilede. – Men der er en lille detalje.

Han drak af kaffen og tog en slurk whisky og fik varmen.

– Hvad er det?

Han svarede selv.

– Hvis det er noget med penge, så kan jeg ikke hjælpe dig. Jeg kan desværre ikke tilbyde en højere løn end den, du får nu. Måske lidt frynsegoder og nogle gode hoteller.

312

PP-Den man elsker.indd 312

25/06/09 8:54:35

Hun så på ham med en pludselig alvorlig mine.

– Jeg er med barn igen.

Per Roland fik bogstaveligt talt kaffen i den gale hals og hostede, så han frygtede, at en lunge ville komme med op.

– Hvad siger du? stammede han.

– Og jeg ved ikke, om det er dit.

Roland stirrede længe ind i hendes grønne øjne. Han tænkte på alle mulige ting, også ting der var helt uvedkommende, som Peters første gang til fodbold, men også på vedkommende ting som hvorvidt han skulle flytte ind hos hende, eller om de skulle finde et nyt hus sammen og starte et liv op, eller om han nogensinde ville få et svar på, om barnet virkelig var hans.

– Du tager pis på mig, lød hans i hans egne ører totalt latterlige og ikke særligt sympatiske svar.

Liv lænede sig frem og så ham i øjnene.

Han stirrede febrilsk tilbage og mærkede en angst bre­ de sig.

– Selvfølgelig gør jeg det, Roland, grinede hun så højt, at det gav ekko i hele det store køkken. – Selvfølgelig gør jeg det.

PP-Den man elsker.indd 313

25/06/09 8:54:35

PP-Den man elsker.indd 314

25/06/09 8:54:35

Den man elsker er fiktion. Det betyder, at alle personer i bogen er opdigtede og enhver lighed med nulevende personer en tilfældighed. Historien er ganske vist inspireret af det samfund og den verden, vi lever i, og de historier, vi læser om i aviserne, men måden, den foldes ud på, er helt og holdent et produkt af min fantasi. Det nationale efterforskningscenter, NEC, eksisterer, men specialenheden, der opklarer forbrydelser af „særlig personfarlig og grænseoverskridende karakter” er også fri fantasi.

En stor tak skylder jeg min mand og mine børn og bonusbørn for jeres forståelse og utrættelige ører. Også tak til Nordsjællands Politi for hjælpen med detaljerne. Endelig vil jeg gerne takke min fantastiske redaktør, Lisbeth Møller-Madsen, for hendes store tro på mig.

Alle fejl, der måtte være, er udelukkende mit ansvar.

Therese Philipsen

PP-Den man elsker.indd 315

25/06/09 8:54:35

90 mm

Denne bog er et ”must have”.

Eggert Boserup, Føllenslev

En flot stram og til tider velkomponeret thriller uden for mange svinkeærinder.

Holger Ruppert, Lokalavisen Frederiksberg

Debut med høj spænding.

Mie Kirkeby, Jydske Vestkysten

Den tjekkiske forbindelse

Therese Philipsen

For Bettina er det den chance, hun har ventet på, men til hendes overraskelse er det vanskeligt at få nogen til at udtale sig om sagen.

Heller ikke mødet med det tjekkiske politi er en succes. Her støder alle spørgsmål om dødsårsagen på en mur af bortforklaringer, og da hun efterfølgende udsættes for en livsfarlig påkørsel, bekræftes hendes mistanke om, at hun har fat i en god historie.

Overbevist om at chaufføren har været udsat for en forbrydelse, indleder hun sin egen efterforskning af sagen. Sporet fører hende ind i et univers med narkotika, trafficking og gamle hemmeligheder, og for sent opdager hun, at hun er oppe mod nogle bagmænd, der uden tøven tager alle midler i brug for at undgå afsløring.

Denne bog er et ”must have”.

Eggert Boserup, Føllenslev En flot stram og til tider velkomponeret thriller uden for mange svinkeærinder.

Holger Ruppert, Lokalavisen Frederiksberg Debut med høj spænding.

Mie Kirkeby, Jydske Vestkysten

Hos Nordsjællands Politi står alt på gloende pæle, da den 11-årige barnestjerne Cecilie forsvinder sporløst på vej til skole.

Mens medierne kaster sig over historien, opstår der mistanke om, at en international bande kan stå bag. Derfor tilkaldes der forstærkning fra en specialenhed under det Nationale Efterforskningscenter (NEC), som assisterer de lokale politikredse i særligt vanskelige sager.

Politiassistent Liv Moretti fra Helsingør Politigård kobles sammen med holdet fra NEC. Hun er vokset op i området, og hendes kendskab til lokalmiljøet viser sig snart at få afgørende betydning for efterforskningen.

Ikke mindst da Cecilie bliver fundet et sted, som ingen havde forestillet sig.

Den man elsker er første bind i en planlagt serie om Liv Moretti og NEC’s specialenhed.

ISBN 978-87-7055-677-4

9 788770 556774

DEN MAN ELSKER

Bettina Kannegaard er nyansat på det populære tv-program Kriminalmagasinet, da en dansk lastvognschauffør findes død i Tjekkiet under makabre omstændigheder.

220mm

141 mm

90 mm

SPÆNDINGSROMAN

)3".

23mm

THERESE PHILIPSEN

Overbevist om at chaufføren har været udsat for en forbrydelse, indleder hun sin egen efterforskning af sagen. Sporet fører hende ind i et univers med narkotika, trafficking og gamle hemmeligheder, og for sent opdager hun, at hun er oppe mod nogle bagmænd, der uden tøven tager alle midler i brug for at undgå afsløring.

Den tjekkiske forbindelse

For Bettina er det den chance, hun har ventet på, men til hendes overraskelse er det vanskeligt at få nogen til at udtale sig om sagen. Heller ikke mødet med det tjekkiske politi er en succes. Her støder alle spørgsmål om dødsårsagen på en mur af bortforklaringer, og da hun efterfølgende udsættes for en livsfarlig påkørsel, bekræfter det hendes mistanke om, at hun har fat i en god historie.

Therese Philipsen

Bettina Kannegaard er nyansat på det populære tv-program Kriminalmagasinet, da en dansk lastvognschauffør findes død i Tjekkiet under makabre omstændigheder.

141 mm

THERESE PHILIPSEN

DEN MAN

ELSKER KRIMI

Foto: © Flemming Gernyx

Therese Philipsen, født 1976, er uddannet journalist. Hun har arbejdet som reporter på TV2 Nyhederne, Station 2 og Dags Dato og været studievært på TV2 Sporten. I 2007 debuterede hun som forfatter med spændingsromanen Den tjekkiske forbindelse.

I øjeblikket bor hun i Florida med sin mand og deres to små piger. www.theresephilipsen.dk

Omslag: Rasmus Funder med foto af Ronan Gray