140mm
En gennemgang af uopklarede voldtægtssager afslører flere med et tilsvarende mønster, og da en ung kvinde kort efter findes kvalt i forbindelse med endnu en voldtægt, sættes alle ressourcer i afdelingen ind på at finde den serieforbryder, der opererer i ly af internettets anonymitet.
”Lad det være klart fra start. Kald mig Prinsesse er elementært og vedrørende spændende, ja velskreven og underholdende hele vejen til sidste punktum … Så bravo og bank i krimibordet. Blædel har serveret en solid anretning, en gedigen krimi, og noget tyder på, at vi igen har fået en glimrende dansk krimiforfatter.” - Politiken ”Der er virkelig tale om en overlegent fortalt roman her. Plottet er troværdigt, tonen uprætentiøs og skrivehåndværket i top … Den svenske krimidronning Liza Marklund kan godt føle sig pustet i nakken.” - Børsen ”Sara Blædel følger succesdebuten op med en ny sikker politiroman … Blædel har fuldstændig styr på plottet, og spændingsmotoren kører støt og gelinde i denne velresearchede og ganske velskrevne veninde-krimi. - Information ISBN 978-87-7108-608-9 Fås også som lydbog
9 788771 086089
KALD MIG PRINSESSE
215mm
Men alle spor ender blindt, og det går op for Louise Rick, at de er nødt til at tage utraditionelle metoder i brug. Så hun opretter selv en netdating-profil …
140mm
SARA blædel
DA DRABSAFDELINGEN PÅ KØBENHAVNS POLITIGÅRD MODTAGER en anmeldelse om voldtægt af en ung kvinde, bliver kriminalassistent Louise Rick sat på sagen. Det viser sig, at kvinden er blevet voldtaget af en mand, hun har mødt på et dating-site, men den identitet, han har opgivet, er falsk.
26mm
SARA blædel
KALD MIG PRINSESSE KRIMI
sara blĂŚdel
kald mig prinsesse krimi
People’sPress 3
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 3
14/06/11 15.11
Til min bror, Jeppe
5
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 5
14/06/11 15.11
Smerten skar i hendes håndled, og hun nåede ikke at reagere, da hænderne blev låst fast på ryggen. Forskrækket vendte hun ansigtet mod ham. Slaget ramte så hårdt, at hendes hoved ham rede ned i sengetøjet og blev sendt op igen, så det var klar til næste slag. Hun åbnede munden for at skrige, men inden lyden nåede ud, blev mundhulen blokeret af en hård genstand. Den kraftige tape, han satte over hendes mund, fik ansigtet til at føles som en maske. Stearinlysene brændte stadig inde i stuen. Vinflasken og glas sene stod på sofabordet. Blodet løb ned over hendes næse, mens hun med ansigtet på siden stirrede ind i skæret fra de levende lys og tænkte på restauranten og den tre-retters menu. Han havde bestilt calvados til kaffen uden at spørge, om hun kunne lide det. Så hun var sluppet for at udstille sin uvidenhed. De havde holdt i hånd over bordet. Det jog gennem hende, da han strammede til om hendes ankler. Noget hårdt gnavede sig ind i kødet lige over anklens knyst. Senere havde de danset i stuen. Helt tæt. Han havde holdt om hendes ansigt med begge hænder og kysset hende. Kære Gud i himlen. Hjælp mig! Blodet løb stadig, og det var en kamp at trække vejret gen nem næsen. Hun koncentrerede sig om at sigte, da hun løftede de samlede ben og forsøgte at sparke ham ud over sengekanten. Han sad med ryggen til hende, men nåede at vende sig og 7
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 7
14/06/11 15.11
parere for hendes fødder. Nye knytnæveslag sprængte hendes kindben og tinding. – Lig nu roligt, så sker der ikke noget. Han holdt hende fast og skubbede vredt hendes sammensnø rede ben fra sig. Hans tøj lå på stolen ved siden af klædeskabet. Hendes eget lå i en rodet bunke på gulvet for enden af sengen. Stykke for stykke. Han havde bedt hende klæde sig langsomt af. Venstre side af ansigtet dunkede. Den stille musik flød sta dig fra stuen. Angsten føltes som et jerngreb omkring hendes indvolde. Hun græd af smerte og af skam. Borede ansigtet og kroppen ned i den bløde dyne og håbede, at den ville opsluge hende. Tårerne blandede sig med blodet, da han trak hende ud over sengekanten, så kun overkroppen hvilede på madrassen. Ver den og virkeligheden eksploderede, da han med voldsom kraft pressede sig ind i hende. Skriget blev holdt tilbage af den tætsluttende tape. Hun kæmpede for at holde næsen fri af sengen og forsøgte at trække vejret roligt, men blev hele tiden slået ud af rytmen af den smer te, der truede med at sprænge hende. Hendes krop begyndte at give efter, da smerten blev indhyllet i tåge, og bevidstheden langsomt forlod hende.
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 8
14/06/11 15.11
Der lød et klik, da hun trykkede på døråbneren, og øjeblikket efter svingede glasdøren op ind til afdelingen. Hun gik med hurtige skridt og blikket rettet mod gulvet. Ud ad øjenkrogen fornemmede hun de pårørende, der sad og talte sagte sammen. En laborant trillede en blod prøvevogn ud fra en af undersøgelsesstuerne, og det var kun med nød og næppe, hun undgik at brase ind i ham. Uden at stoppe undskyldte hun og hastede videre hen til modtagelsen. Hun svingede om hjørnet ved glasburet og gik ind i vagtstuen. – Louise Rick, Afdeling A, præsenterede hun sig. – Hvem er det, jeg skal tale med? En yngre sygeplejerske rejste sig og smilede til hende. – Øjeblik, så skal jeg ringe efter lægen. Du kan sætte dig ned så længe. Hun pegede mod det ovale hvide bord med rande efter brugte kaffekopper og rester af eftermiddagskagen. Louise tog solbrillerne ud af det mørke hår og lagde dem på bordet, mens hun med blikket fulgte sygeplejersken, der gik ud i forkontoret for at ringe op. Så foldede hun hænderne bag nakken og pustede tungt ud. Hun havde hidsigt mast sig igennem eftermiddagstrafikken ud langs Kalvebod Brygge og Folehaven, og flere gange havde hun hamret i rattet af frustration, når køen gik i stå. Det havde taget ualmindelig lang tid at køre de knap 9
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 9
14/06/11 15.11
ti kilometer fra Københavns Politigård ud til Hvidovre Hospital. Klokken havde været næsten fem, da drabschef Hans Suhr var kommet ind på hendes kontor. Hun havde været i gang med at skrive en liste over de ting, hun skulle købe ind på vej hjem, men da hun så udtrykket i hans øjne, skubbede hun blokken fra sig og indstillede sig på at ringe til Peter og bede ham overtage indkøbene. Han havde selv foreslået det om morgenen, da han kørte hende på arbejde, men da havde hun optimistisk affejet det og sagt, at hun sagtens kunne nå det. – Der er kommet en voldtægt, jeg gerne vil have dig til at køre ud til. Drabschefen havde sat sig på den hårde træstol for en den af hendes skrivebord. Inden han nåede at fortsætte, havde Louise trukket blok ken frem igen og revet huskesedlen af. Suhr inddrog hende ofte i voldtægtssager. Ofrene havde krav på at blive afhørt af en kvinde, og da der ikke var så mange i afdelingen, havnede sagerne som regel hos hende. – Hun er bragt til Hvidovre, sagde han, da hun var klar med kuglepennen. – Det drejer sig om en toogtrediveårig kvinde fra Valby. Hendes mor, der bor på etagen ovenover, kom ned i datterens lejlighed ved middagstid og fandt hende bagbundet og kneblet i soveværelset. Der var blod i sengen, og datteren var næsten bevidstløs af udmattelse. Drabschefen så ud til at overveje, om der var mere, han burde føje til. – Moren fjernede gaffatapen fra hendes mund, inden hun tilkaldte ambulancen, sagde han så. Louise studerede ham, mens han talte, for at forberede sig på hvor slemt det var, det, der ville komme. At of10
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 10
14/06/11 15.11
ret var bagbundet og kneblet, var nok til, at Station City havde kontaktet Afdeling A, og ofrets tilstand placerede voldtægten i en klasse af særligt grove overfald. – Susanne Hansson bor alene, og da politiet ankom til stedet, fortalte hendes mor, at datteren hverken har kæreste eller bekendtskaber, hun frivilligt ville gå i seng med. Louise rynkede panden. – Hvad siger hun selv? afbrød hun. Suhr trak på skuldrene. – Ingenting. Kollegerne fra City forsøgte, da de mødte op ude på Hvidovre, men det kom der ikke noget ud af. Siden har en af de kvindelige læger talt lidt med hende, men jeg ved ikke, hvor meget hun fik ud af det. Bortset fra at forurettede er indstillet på at anmelde voldtægten. Du må selv tage en snak med hende, og så skal hun ind på Rigshospitalet og undersøges. Louise nikkede. Tilfreds med, at hun fik mulighed for at etablere en fortrolighed med Susanne Hansson, inden de kom ind på Center for Voldtægtsofre. Erfaringer fra andre grove voldtægtssager fortalte hende, at hvis Susanne Hansson var så slemt tilredt, som Suhr gav udtryk for, ville det formentlig kun belaste hendes psyke yderligere at skulle udsættes for en retsmediciners undersøgelse allerede samme aften. Det ville være fint, hvis de fik mulighed for at skabe en kontakt, så kvinden nåede at føle sig bare en smule tryg. – Hvordan er hendes tilstand nu? – Tag af sted og find ud af det, sagde drabschefen. – Jeg sender Lars Jørgensen ud til hendes lejlighed på Lyshøj Allé. Kriminalteknikerne er der allerede. Ring, når du har et overblik. Han slog beslutsomt håndfladen i skrivebordet, inden han rejste sig og forlod kontoret. Louise havde slænget cowboyjakken over armen og 11
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 11
14/06/11 15.11
kastet et hurtigt blik på bunkerne på skrivebordet. På vej hen til efterforskningslederens kontor, hvor kørebogen befandt sig, nåede hun at hidse sig op ved udsigten til, at alle biler var ude at køre, så hun først skulle over i garageanlægget og lefle for Svendsen. Men nej, der var to ledige biler, hun greb en nøgle og skrev sig ind i bogen. Latterligt at hidse sig op, tænkte hun, da hun tog trapperne ned med to trin ad gangen. Hun kommer nu, sagde sygeplejersken, da hun havde lagt røret. Louise takkede og rejste sig. Hun stoppede solbrillerne i lommen og fandt en læbepomade frem. – Jeg hedder Anne-Birgitte, sagde en yngre kvindelig læge med guldfarvede sygekassebriller. Hendes hånd var kølig og håndtrykket fast, det lange hår var sat op i nakken. Louise følte sig svedig og opløst i forhold til lægen, og hun kompenserede ved at gøre stemmen mere skarp og afmålt, end der var grund til. – Hvor meget har du talt med hende? spurgte hun i stedet for at præsentere sig og opfangede reaktionen, da lægens imødekommende blik skiftede, men da var det for sent at trække i land. – Nok til at vide, at det måske alligevel er for tidligt at give politiet lov til at afhøre hende. De stirrede hinanden i øjnene, og Louise mærkede en lille boble af respekt forme sig og stige op gennem kroppen. Hun lod den lyse ud af øjnene præcis længe nok, til at kvinden overfor kunne se, hun havde overgivet sig. – Det er fint, du har fået hende til at anmelde det, sagde Louise og sendte hende et smil, mens stemningen lettede. – Hvis du har tid, kan jeg lige sætte dig ind i det, jeg har skrevet i journalen? De satte sig ved siden af hinanden, og Anne-Birgitte 12
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 12
14/06/11 15.11
skimmede de A4-ark, hun havde liggende ved siden af sig, mens hun talte. – Hun var bagbundet med kraftige plasticstrips om hænder og fødder. Hun afbrød oplæsningen og forklarede, at det handlede om den type, man bandt kabler sammen med, og som politiet brugte som engangshåndjern. – Ambulancefolkene klippede dem over, inden de kør te hende herud, og da havde moren allerede fjernet den gaffatape, hun havde haft for munden. Hendes blodtryk var lavt, og vi kunne konstatere, at hun også led af væ skemangel, så vi lagde et glukosedrop, og det hjælper allerede. Hun er ved at klare op. Hun sluttede, skubbede journalen fra sig og sad afventende, klar til at besvare kriminalassistentens spørgsmål. Louise nikkede og prøvede at huske, hvad Suhr ellers havde sagt, inden hun kørte, og hvad hun manglede at få svar på. – Der var blod, begyndte hun. – Hvor slemt er hun kommet til skade? – Susanne Hansson har fået nogle voldsomme slag i ansigtet, som har blødt en del, og det ser også ud til, at det har blødt fra hendes underliv, men det er standset. Jeg har ikke undersøgt hende på den måde, det sker jo først inde på Rigshospitalet. – Hvor meget har hun fortalt dig? Anne-Birgitte trak på det. – Ikke så meget. Hun er dybt ulykkelig, og enten vil hun ikke sige noget, eller også kan hun ikke huske, hvad der er sket. I første omgang ville hun heller ikke bekræfte, at der var tale om en forbrydelse. Men det er der vist ingen tvivl om. Louise registrerede det stramme drag, der lagde sig om lægens mund, og noterede, at det var en konstatering, 13
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 13
14/06/11 15.11
der måtte stå for hendes egen regning. Forbrydelse? skrev hun og lagde hånden over papiret for at skjule sin note. – Ved du, om hun kendte gerningsmanden? – Hun taler alt for usammenhængende til, at jeg er kom met så langt. Men hun nikkede, da jeg spurgte, om hun ville anmelde overfaldet til politiet, og så gav jeg besked til de to betjente, der var ankommet sammen med hende. Louise lagde blokken ned i tasken igen. Der var ikke mere at hente, hun kunne lige så godt selv gå ind og hilse på Susanne Hansson. Hun rejste sig og ventede på, at Anne-Birgitte skulle gøre det samme, men lægen blev siddende og stirrede på kagekrummerne på bordet. – Patienten er meget chokeret, sagde hun og løftede blikket. – Hun virker på ingen måde som en kvinde, der frivilligt indvilliger i seksuelle udskejelser, der indebærer, at hun skal knebles og bagbindes på hænder og fødder – og slås. Louise skulle til at afbryde, men lægen kom hende i forkøbet. – Hun er mishandlet fysisk og psykisk, og jeg henstiller til, at du respekterer det. – Selvfølgelig, sagde hun irriteret. Det var ikke første gang, hun følte sig sat på plads, fordi politiet af professionelle grunde var nødt til at møde op med en tvivl, når det drejede sig om voldtægtsanmeldelser. – Jeg går ikke ud fra, der er problemer i at flytte hende til Rigshospitalet? – Nej, det kan ikke forværre hendes tilstand. Skal vi gå? Louise fulgte efter, da lægen viste vej, men stoppede op ude på gangen, mens Anne-Birgitte gik ind på stuen for 14
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 14
14/06/11 15.11
at melde hendes ankomst. Kort efter blev døren revet op, og en dame midt i halvtredserne kom hen og greb fat i hendes arm. Hurtigt regnede Louise ud, at det måtte være moren. – Du er nødt til at forstå, at der er sket noget frygteligt. Louise trak sig lidt tilbage, men det fik bare kvinden til at stramme grebet om hendes arm. – Jeg går ud fra, at det er din datter, jeg skal tale med, sagde Louise og fjernede morens hånd, inden hun pege de på stolerækken langs væggen. – Du kan vente her, mens jeg går ind til hende. Hun styrede moren i retning af stolene, inden damen nåede at hive luft nok ind til at protestere. Venligt skubbede Louise hende ned i sædet. – Når jeg har talt med Susanne, kører vi en tur ind på Rigshospitalet. Så det er nok bedst, du tager hjem og venter dér så længe. Hvis du giver mig dit telefonnummer, kontakter jeg dig, når vi er færdige med undersøgelserne og den efterfølgende afhøring på Politigården. Igen fandt hun blokken frem og rakte en blank side hen til moren. – Jeg tager med, sagde moren og ignorerede blokken. Louise gik hen og satte sig på hug ved siden af stolen. – Det kan jeg ikke forhindre dig i. Men jeg vil forberede dig på, at du kommer til at sidde og vente i mange timer, uden at nogen rigtig har tid til at tale med dig. Lige nu er det først og fremmest din datter, det handler om, og det er klart, at du skal være der for hende. Men hvis vi skal have en chance for at finde ud af, hvem der har bragt hende i denne situation, skal vi have ro til at tale med hende, og der skal sættes gang i en række undersøgelser. Det så ud, som om kvinden begyndte at forstå. – Så kan jeg tage hjem og nette lidt i hendes lejlighed, sagde hun, mest til sig selv. 15
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 15
14/06/11 15.11
Louise lagde hånden på morens skulder. – I øjeblikket er politiet i lejligheden, så der går lidt tid, før du kan få lov at komme ind. Jeg vil foreslå, at du tager hjem. Det må have været et stort chok for dig at komme ned og finde hende på den måde. Moren nikkede, men Louise kunne se på hende, at hun igen skulle til at protestere, så hun skyndte sig at afslutte. – Jeg kontakter dig senere i aften, sagde hun og skyndte sig ind på stuen. Hun havde været igennem den slags samtaler mange gange før, og det havde ikke taget hende lang tid at vurdere, hvorvidt det var en fordel eller det modsatte, at moren var til stede, når Susanne Hansson blev undersøgt og afhørt. Alt sagde hende, at fordelen var svær at få øje på. Hospitalssengen stod ved vinduet, hvor gardinet flagrede lidt, da der kom en let brise ind i rummet. Susanne lå og kikkede ud, og hun vendte ikke hovedet, før Louise stod helt henne ved sengen. – Jeg hedder Louise Rick, jeg er kriminalassistent, præsenterede hun sig. – Kan vi tale lidt sammen? Susanne vendte sig og så lige igennem hende. Hun havde trukket sig ind i sin egen verden. Trist, tænkte Louise. Du har det meget værre derinde end herude. – Det er en frygtelig omgang, du har været udsat for, sagde hun og så ned på det mishandlede ansigt. – Jeg ved godt, at du allerede er blevet undersøgt lidt, og jeg kan godt forstå, hvis du mest har lyst til at være i fred, men jeg vil gerne tage dig med ind på Rigshospitalet, hvor Center for Voldtægtsofre ligger. Det er dem, der foretager den egentlige undersøgelse i forbindelse med en anmeldelse for voldtægt. 16
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 16
14/06/11 15.11
Der kom ingen reaktion fra sengen, så Louise fortsatte: – Hvis du selv er i stand til at gå, foreslår jeg, at vi kører sammen i min bil. Men jeg kan også få en ambulance til at køre dig derind? Endelig reagerede Susanne ved at lade blikket flytte sig en anelse nærmere hendes ansigt. Louise overvejede hurtigt, om hun fik mest ud af at sætte sig og lade, som om de havde al den tid i verden, der skulle til, før Susanne Hansson følte sig klar til at tale med hende, eller om hun skulle presse på og fremprovokere en reaktion. Hun besluttede sig for en mellemting. – Der står en retsmediciner klar inde på Center for Vold tægtsofre. Han skal undersøge dig, og så skal du igennem en politiafhøring. Og jeg havde egentlig håbet på, at vi kunne nå at tale lidt sammen inden undersøgelsen. Susanne Hansson afbrød hende. Stemmen var hæs, og da ordene kom, kunne Louise næsten ikke se, at hun bevægede munden. Hun havde sår i mundvigene, og det var tydeligt, hun følte, at gaffatapen stadig sad der. – En retsmediciner undersøger døde mennesker. Hvorfor skal han undersøge mig? Louise lænede sig frem for at høre, hvad hun sagde. Hun havde trukket en stol hen og sat sig ved siden af sengen. – Retsmedicinere obducerer døde mennesker, men de undersøger også levende, sagde hun og forsøgte at afdramatisere. – Det er altid dem, der bliver tilkaldt, når et voldtægtsoffer skal undersøges inde på Centret. Tårerne var begyndt at løbe ned ad Susannes kinder. Louise tog hendes hånd, men undgik at røre droppet. Hun strøg beroligende hendes arm, mens hun talte. – Det hænger sammen med, at vi skal sørge for at sikre de spor, gerningsmanden uden tvivl har efterladt på dig … De stille tårer gik over i en dyb hulken. Gråden blev 17
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 17
14/06/11 15.11
trukket op gennem kroppen som en spand på vej op fra en dyb brønd. Louise skiftede taktik. Nu skulle Susanne have den tid, hun havde brug for. Noget var ved at løsne sig inde i hende, og det var værd at vente på, tænkte hun. Endelig stilnede gråden af. – Jeg kan godt køre med dig, sagde Susanne og tørrede øjnene, – men jeg har ikke noget tøj. Hun lød undskyldende, som om hun skammede sig over, at hun havde været nøgen, da hun blev bragt til hospitalet. Louise smilede til hende. – Vi får sygeplejersken til at finde en badekåbe og et par tøfler til dig. Susanne nikkede, og Louise kunne mærke, at blikket fulgte hende, da hun rejste sig og gik ud for at finde en, der kunne hjælpe med tøjet.
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 18
14/06/11 15.11
I bilen ringede Louise på Flemming Larsens direkte nummer. Han var den vagthavende retsmediciner, og hun havde allerede adviseret ham i bilen på vej til Hvidovre. – Så er vi på vej, sagde hun, da han tog telefonen. – Den er fin. Hvad siger hun? Louise undgik at skæve til Susanne Hansson, der sad ved siden af hende. – Ikke noget. Et øjeblik var der stille i røret. – Vil du afhøre hende, inden eller efter jeg undersøger? spurgte han så. – Jeg venter, til I er færdige. Vi går direkte op på afdelingen, så mødes vi dér. De aftalte, at Flemming ville afvente hendes opringning, før han gik over på hospitalet fra Telium-bygningen bag Rigshospitalet, hvor Retsmedicinsk Institut havde til huse. Susanne sad og stirrede ud ad vinduet. Inden de forlod Hvidovre Hospital, var glucosedroppet blevet fjernet, og hun havde fået en hvid badekåbe over sit hospitalstøj. Hun virkede stadig stærkt fortumlet og forslået. Sårbarheden og ydmygelsen lå som et skær omkring hende. Louise overvejede, om det nyttede at begynde at tale med hende, mens de sad i bilen. Der var ingen grund til at presse på og tvinge hendes tanker tilbage til nattens hændelser, før undersøgelsen var overstået. Hun træn19
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 19
14/06/11 15.11
ger til ro, afgjorde Louise og tænkte på de ubehagelige spørgsmål, der hørte med, når man afhørte et voldtægtsoffer. „Er du sikker på, der er tale om voldtægt?“ De holdt for rødt. Hun så igen på den sammensunkne skikkelse på passagersædet. Hun havde svært ved at vurdere, hvordan Susannes psyke ville reagere på det, der ventede de næste par timer. Lige nu så det ud, som om alt var taget fra hende. Stilheden i bilen var påtrængende og akavet, men svær at gøre noget ved. Louise svingede ind og parkerede foran opgang 5 og ringede til Retsmedicinsk, da hun havde låst bilen. De tog elevatoren op til Gynækologisk Afdeling og fortsatte ned ad gangen, til de kom til det lille afsnit, hvor Center for Voldtægt lå. Hun gik hen og meldte deres ankomst. Sygeplejersken i Modtagelsen kom ud og gav Susanne hånden. – Er der ingen pårørende med? spurgte hun undrende. – Nej, sagde Louise og undgik at se på Susanne. Det var tydeligt, at sygeplejersken var klar over, at Lou ise havde sørget for, at de kom alene af hensyn til afhøringen, og hun ligefrem udstrålede misbilligelse over den beslutning. Louise blev irriteret, men tog sig i det. Det var dog ubegribeligt, at mennesker, der professionelt havde med den slags grove forbrydelser at gøre, ikke fattede, hvor vigtige elementer undersøgelsen og afhøringen var. Hvis man skulle gøre sig håb om at fange gerningsmanden, nyttede det ikke at have en mor med på sidelinjen, der kunne have indflydelse på datterens lyst til at udtale sig. – Om lidt kommer der en læge, der skal se på dig, sag de sygeplejersken til Susanne. Hun undlod at sige retsmediciner. Så taktfuld havde Louise ikke været, men der var vel ingen grund til at 20
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 20
14/06/11 15.11
skjule, hvem der forestod undersøgelsen, tænkte hun. – Hvis du trænger til det, har vi en seng, du kan ligge i, indtil han kommer, fortsatte sygeplejersken og så på sit ur. – Han er nok lige på trapperne. I kan også vente herude eller gå ind på Undersøgelsen. Det sidste var henvendt til Louise. I det samme kom Flemming Larsen gående med den hvide kittel flagrende om benene. Han præsenterede sig og bad Susanne følge med. – Du venter her, sagde han til Louise, da de gik hen mod det lille lokale, der udgjorde undersøgelsesrummet. Egentlig havde hun indstillet sig på at gå med ind, selvom hun godt vidste, at han ikke var så glad for at have for mange personer til stede, mens han foretog sin del af undersøgelsen. Desuden skulle der være en gynækolog og en sygeplejerske til stede, så der var ikke meget plads. Hun nikkede og kikkede efter den næsten to meter høje retsmediciner, da han blidt gelejdede Susanne Hansson ind og lod døren glide i bag dem. Hvis det havde været en af de andre, havde hun taget kampen op. Det kunne være guld værd at lytte med under undersøgelsen. Indimellem kom forurettede med op lysninger, hvis værdi blegnede, når de senere blev refereret. Men hun havde et godt samarbejde med Flemming og vidste, at hun kunne regne med, at han var i stand til at give et ordentligt referat af de oplysninger, Susanne eventuelt kom med undervejs. Hun gik ind i det lille samtaleværelse og satte sig til at vente. Når retsmedicineren var færdig, tog personalet på Centret over og tilbød Susanne et bad og et møde med afdelingens psykolog, inden hun skulle ind på Politigår den til afhøring. Imens kunne Flemming nå at aflægge rapport til hende. 21
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 21
14/06/11 15.11
* Louise fandt sin telefon frem. Ganske vist havde hun ikke helt styr på, hvilke områder af det store hospital der nu var fritaget for forbud mod mobiltelefoner, men hun besluttede, at samtaleværelset vel måtte være tilladt zone. – Ja, så meget for de indkøb, sagde hun, da Peter tog telefonen. Hun havde allerede sendt ham en sms, mens hun sad og ventede på lægen ude på Hvidovre, så han var forberedt. – Så længe det ikke er viljen, der mangler, grinede han og sagde, at han kunne nå Føtex på vej hjem. – Tak, sagde hun og sukkede overdrevent højt, inden hun tilføjede, at det godt kunne trække ud. Hun lovede at ringe, når hun havde et overblik over, hvor sent det ville blive. – Jeg laver noget mad og stiller i køleskabet, sagde han, og hun sendte et kys af sted og håbede, at det ikke druknede i den ustabile forbindelse, der fik linjen mellem dem til at knitre. I en champagnerus nytårsaften havde hendes kæreste formuleret et højtideligt nytårsforsæt om at være mere forstående og imødekommende, når hun ringede og sag de, at hun ikke nåede hjem som planlagt. I et kort glimt så hun ham med glasset i hånden. Hun var blevet lidt irriteret, for i virkeligheden var det et ultimatum, hun havde stillet, da de flyttede sammen, efter at han kom hjem fra et ni måneder langt ophold i Skotland. Oprindelig havde han taget imod et job, der krævede, at han flyttede til Aberdeen i seks måneder for at introducere et nyt produkt for det internationale medicinalfirma, han var ansat i, men siden kom der tre måneder oveni, og han var først vendt hjem lige inden jul. – Selv kys, sagde han, og hun smilede til telefonen, da hun slukkede og lagde den ned i tasken igen. Hun blad22
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 22
14/06/11 15.11
rede lidt i et gammelt ugeblad og blev fanget af en artikel om en ung kvinde med leukæmi, som skulle have foretaget en knoglemarvstransplantation, hvis hun skulle overleve. Problemet var, at der i det verdensomspændende knoglemarvsregister ikke fandtes én eneste donor med præcis samme vævstype som pigen. Efter en time gættede Louise på, at de var ved at være igennem undersøgelsen, og gik ud på gangen for at se, om hun kunne finde en kande kaffe og et par kopper et sted på afdelingen. – Godt tænkt, sagde Flemming, da han ti minutter senere slog sig ned over for hende. Hun skænkede op og skubbede den ene kop over til ham. – Hvordan har hun det? – Det er en meget voldsom omgang, hun har været ud sat for, sagde han. Louise havde lagt papir og kuglepen klar på bordet. Hun trak det hen foran sig og betragtede ham afventende, mens han pustede på kaffen. – Der har både været vaginal og anal indtrængen, sag de han og satte koppen fra sig. Hun noterede. – Der er friske blødende bristninger på slimhinderne bagtil i skedeindgangen og tre bristninger i huden strålende ud fra endetarmens åbning. – Fandt du sæd? Ordene faldt, som om det var hverdagsbegivenheder, der blev drøftet. – Ikke umiddelbart, men hun havde nogle fluoresce rende pletter på ryggen, som muligvis kan stamme fra sæd, dem har jeg sikret. Louise så op fra blokken. 23
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 23
14/06/11 15.11
– Var der noget i hendes kønsbehåring? Han rystede på hovedet. – Han har dårligt kunnet komme til forfra, sådan som hendes ben var surret sammen. Jeg tror udelukkende, han har været bag hende. – Men i dette tilfælde kunne der godt have været noget, tilføjede han og smilede skævt. Til retsmedicinerens store irritation var det gået af mode, at kvinder overhovedet havde kønsbehåring. Oplysningen havde fået Louise til at grine højlydt og føle sig umådelig umoderne. – Hvad med resten af kroppen? Hun skitserede en menneskekrop, klar til at tegne ind hvor Susanne havde været udsat for vold. – Der er blødende sårdannelser efter den gag, han stop pede i munden på hende, sagde han. Louise tegnede det ind på skitsen, inden han fortsatte: – Dens ender er stødt imod begge mundvige og har gnavet sig ind. Jeg går ud fra, at gag’en stadig ligger i lejligheden, eller også er den allerede bragt til Kriminal teknisk Afdeling. Louise havde set deres imponerende samling af forskellige gag’er, og det havde det skåret i hendes kinder ved synet af de ubehagelige ting, gerningsmænd kunne finde på at stoppe i munden på deres ofre for at forhindre dem i at skrige. Det var alt fra træklodser i sokker til forskellige kraftige kabler pakket ind i tape eller plaster. – Og så er der små blæredannelser i det firkantede om råde, hvor gaffatapen har siddet – en overfølsomhedsreaktion, går jeg ud fra, sagde Flemming og fortsatte: – Derudover har hun fået nogle voldsomme slag i ansigtet. – Var det en, hun kendte? spurgte Louise og lagde kug lepennen fra sig. 24
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 24
14/06/11 15.11
– Han hedder Jesper Bjergholdt, retsmedicineren skævede til en seddel, han havde haft i lommen på den hvide kittel, – og bor på H.C. Ørstedsvej. Louise fandt sin telefon frem og trykkede Lars Jørgensens nummer. Selvfølgelig burde hun selv have spurgt Susanne, da de sad i bilen. Mens hun ventede på, at kollegaen svarede, opfordrede hun Flemming til at tale videre. – De var ude at spise mandag aften, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om de har kendt hinanden længe, eller om bekendtskabet er nyt, sagde han lidt beklagende. – Hun gør meget ud af at fortælle, at de havde en god aften, og at hun ikke forstår, hvad der pludselig skete. Louise signalerede, at hun stadig lyttede. – Da vi var ved at være færdige, begyndte hun at antyde, at det måske slet ikke var ham, fortsatte retsmedi cineren og slog let ud med den ene hånd, – men hun kan ikke sige, hvor han i så fald blev af, og hvordan en anden skulle være trængt ind i lejligheden. Han holdt en pause for at vægte sine ord. – Hun er helt ude af den, det er der ingen tvivl om. Hun snakker med psykologen nu. – Kan Bjergholdt have kommet noget i hendes glas? spurgte Louise. – Det er selvfølgelig en mulighed, men jeg tror det nu ikke. Vi har taget en prøve. – Bare kort, sagde hun i telefonen, da kollegaen endelig svarede ude fra Susannes lejlighed. – Han hedder Jesper Bjergholdt, bor på H.C. Ørstedsvej, og de har været ude at spise. Hun så på Flemming og spurgte hvor? Han trak på skuldrene og rystede på hovedet. – Jeg ved ikke hvor, sagde hun, – men jeg ringer, når jeg har talt med hende. Vi ses senere. 25
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 25
14/06/11 15.11
Hun skulle til at afbryde, da hun kom i tanke om, at Susanne nok ville sætte pris på at forlade Centret i noget andet end badekåbe. – Kan du ikke finde noget tøj i hendes skab og sørge for, at det kommer herind, så tager jeg hende med ind på Politigården. Hun lagde telefonen i tasken og kikkede på blokken for at se, hvor de var nået til. Så bad hun retsmedicineren fortsætte. – Der er cirkulære stribeformede hudafskrabninger om håndled og ankler på cirka en centimeter, og det er foreneligt med, at hun har været bagbundet med strips. Louise noterede i samme stive sprog. – Og så er der snørefurer, fordi han strammede plasticbåndene til. Jeg gætter på, at hendes hænder var mørkviolette og hævede, da ambulancefolkene klippede de strips over, men ved undersøgelsen var hævelsen aftaget og farven normal. Da det hele var skrevet ned, sad de og talte lidt om den sommerferie, Flemming var i gang med at planlægge sammen med sine børn. Det var første gang, de skulle holde ferie alene, og børnene var faldet for ideen om at holde den i en prærievogn, der skulle køre dem rundt i de midtjyske skove. – De vil gerne sove i telt og lave mad over bål, sagde han og rystede på hovedet, inden han rejste sig og fulgte med hende ud på gangen. De havde lige taget afsked, da hun blev råbt an af en af de psykologer, der var tilknyttet Centret. – Lige nu fortrænger hun, hvad der er sket, sagde hun, da hun nåede hen til Louise. – Hun er klar på det meste af aftenen, men da de når ind i soveværelset, bliver forløbet sløret. Jeg har henvist hende til en privatpraktiserende 26
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 26
14/06/11 15.11
psykolog og rådet hende til at tage kontakt en af de nærmeste dage. Louise nikkede og indstillede sig på, at det kunne blive en lang afhøring, hvis de først skulle bane sig vej gennem et lag af fortrængninger. Måske ville det slet ikke føre til noget. Hun bankede på ind til den lille stue, hvor Susanne lå. – Noget af dit tøj er på vej herind, sagde hun og gik hen til hende. – Når du er blevet klædt på, kører vi ind på Politigården. Susanne lukkede begge øjne. Hele venstre side af ansigtet var hævet så voldsomt op, at Louise tvivlede på, at hun overhovedet var i stand til at åbne øjet. Huden over kindbenet var ét stort sår. – Jeg ved godt, du er træt og ikke har det særlig godt, men det er vigtigt, at vi får talt om det, der er sket, sagde hun og havde ondt af hende. – Det er vigtigt, fordi vi gerne skulle finde ham, der gjorde det. Men det er også vigtigt, at du får alt det ud, der ligger og brænder inde i dig, og det hjælper at tale om det. Hun håbede, at ordene trængte ind bag de lukkede øjne. I det samme bankede det på døren, og Louise gik hen og åbnede. Udenfor stod en betjent i uniform med en taske i hånden. – Tak skal du have. Louise smilede og tog tasken, men var ikke indstillet på at lukke ham ind på stuen. Hun gik tilbage til Susanne. – Sig til, hvis du har brug for hjælp, sagde hun og satte tasken i sengens fodende. Susanne havde taget imod tilbuddet om et bad, da Flem ming var færdig med sine undersøgelser. Nu lå det korte mørke hår og klistrede ind til hendes ansigt. – Jeg kan godt klare det, sagde hun og åbnede forsig27
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 27
14/06/11 15.11
tigt det ene øje, mens hun langsomt rejste sig op på albuen. – Jeg venter lige udenfor, sagde Louise, inden hun lukkede døren bag sig.
PP_Kald mig prinsesse-HB14.6.2011.indd 28
14/06/11 15.11