Grønt støv af Sara Blædel

140mm

Kriminalassistent Louise Rick bliver koblet på sagen om den unge pige, men snart involveres hun også i opklaringen af det andet drab, da det viser sig, at hendes bedste veninde, Camilla Lind, som er kriminalreporter ved Morgenavisen, kender den dræbte og er opsat på at grave i sagen.

215mm

Louise prøver at afholde veninden fra at involvere sig i noget, der måske er større, end hun selv kan overskue. Men Camilla er ikke typen, der lytter til gode råd, når hun kan lugte en god historie, og da hun kontaktes af folk fra narkomiljøet, tager sagen en dramatisk vending.

”giver Rejseholdet litterært baghjul … krimitiltag der i den grad lykkes.”

- Costume ”… god og gedigen krimiroman, en solid og stilsikker debut … helt i tidens trend, fra vores egen Rejseholdet til dundersuccesen Liza Marklund.”

- Politiken

SARA BLÆDEL

DER BLIVER TRAVLHED I DRABSAFDELINGEN PÅ KØBENHAVNS Politigård, da der i samme weekend indløber melding om to mord. En ung pige findes kvalt i Østre Anlæg, og en journalist er blevet dræbt i gården bag Royal Hotel.

28mm

140mm

SARA BLÆDEL GR NT ST V

”spændende og velskrevet dansk debutkrimi … fortsættelse ønskes, Sara!”

- Søndag

ISBN 978-87-7108-607-2

Fås også som lydbog

9 788771 086072

KRIMI

sara blædel

grønt støv krimi

People’sPress

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 3

14/06/11 15.34

Til Anne, Gitte, Kristina og Lone – fordi I er der

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 5

14/06/11 15.34

1

Mobiltelefonen summede i vindueskarmen. Den var slå­ et på lydløs, så det kun var den insisterende vibrator, der afslørede, at nogen forsøgte at komme igennem.

Louise Rick lå i badekarret. Skummet var forsvundet, og da hun slog øjnene op, gik det op for hende, at vandet var mere koldt end lunkent.

Klokken var halv ti om formiddagen. Udenfor i gården skinnede den skarpe martssol. Hun var langt væk og hav­de ikke lyst til at forlade den verden, hun var forsvundet ind i.

Et øjeblik overvejede hun at tømme karret, fylde det op igen med varmt vand og mængder af velduftende skum og tage en tur mere, men det ville ikke blive det samme.

Hun var blevet afbrudt og ville ikke lande samme sted i sin tankeflugt. Som når man bliver revet ud af en god drøm. Det lykkes sjældent at finde tilbage.

Da hun trak sig op af vandet, ramte albuen vandhanen, og hun reagerede instinktivt på stødet og trak armen til sig.

Louise regnede ud, at det var fem timer siden, hun var kommet i seng, og der var lidt over to timer til, at hun og resten af holdet skulle samles til en briefing i afdeling A’s mødelokale på Politigården. Lige nu ville hun give hvad som helst for at slippe.

7

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 7

14/06/11 15.34

Hun opsendte en lille bøn om, at tanken ville nå Drabsafdelingen, så Suhr udsatte briefingen til senere på dagen.

Hun greb fat i det mørkeblå frottéhåndklæde, inden hun steg op af karret, svøbte det om håret og rakte ud efter badekåben bag døren. Hun følte sig øm i kroppen, hendes øjne sved, og hun var så træt, at hun kunne lægge sig ned og falde i søvn på stedet. Men samtidig sad nattens samtale i hende.

Sorgen lå stadig i mellemgulvet. Ikke hendes personlige sorg, men den sorg, der rammer, når man bliver vid­ne til, at andre mennesker får deres liv revet i stykker – det der sker, når en tragedie slår ned. Når død og ulykke ikke længere er noget, man læser om, men noget, man selv befinder sig midt i.

Ude i køkkenet satte hun vand over til te og tog et stort caffelatte-glas ud af vitrineskabet. Hun var begyndt at drikke sin te af store glas. Det gav lige den rette mængde, mere end en kop og mindre end en kande.

Hun stod og faldt i staver, mens hun så ud ad vinduet til gården. Hun følte sig tom indeni, men vidste, at hun nok skulle komme op igen, og som så mange gange før, når hun var i det humør, tænkte hun på den dag, hun var blevet kaldt ud på Østerbro.

To mænd i slutningen af tyverne var blevet overfaldet i Ndr. Frihavnsgade. Den ene, en fyr der hed Morten Sei­ er­sted-Wichman, blev brutalt smidt gennem ruden til en tøjforretning, men før det nåede dertil, var han blevet slået omkuld. Så sparkede overfaldsmændene ham i hovedet seks-syv gange, inden de hev ham op fra fortovet og skubbede ham så kraftigt mod butiksruden, at den smadrede.

Retsmedicineren sagde bagefter, at Morten ikke havde været ved bevidsthed, da den massive glasrude skar hans halspulsåre op.

8

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 8

14/06/11 15.34

Den anden, det gik ud over, var Mortens svoger Henrik Winther. Louise huskede ham som en høj spinkel fyr.

Han var mere heldig. Politiet gættede på, at overfaldsmændene fik afreageret på Morten, og de var formodentlig også blevet skræmt af det blod, der strømmede ud fra Mortens hals. Henrik Winther slap med en knust næse og et trykket ribben.

Dengang havde Louise været ansat i kriminalpolitiet.

Mortens død satte sig som et varigt mén i hende – ikke så meget selve overfaldet, som det der skete, da hun skulle overbringe budskabet til hans samlever.

En halv time senere, da ambulancerne var kørt af sted med de to mænd, ringede Louise på hjemme hos Mortens fireogtyveårige kæreste. Da døren blev åbnet, nåede hun at aflæse Charlotte Winthers åbne og overraskede ansigt, da hun sagde: Hej, øh, jeg troede, det var Morten og Henrik. De glemte nøglerne …

Louise kunne ikke længere præcis huske, hvordan hen­­des ord faldt, da hun fortalte, hvad der var sket. Men det stod prentet i hendes hukommelse, hvordan Char­ lotte Winthers udtryk forandrede sig fra forventningens glæde over, at kæresten var tilbage, til forvirring og undren over, at politiet stod uden for hendes dør, for til sidst at gå i opløsning.

I den tid det tog, før Louises budskab trængte ind, nikkede Charlotte Winther flere gange og sagde, at hun var frygtelig ked af at høre, hvad der var sket. Det var forfærdeligt, men det kunne ikke dreje sig om Morten, for han var bare gået i 7Eleven sammen med hendes bror.

Hun så Charlotte Winthers blik for sig, mens hun stædigt holdt fast i, at Morten og Henrik slet ikke havde kunnet nå at blive overfaldet. Desuden bliver man ikke overfaldet midt om dagen på Østerbro. Det gør man sgu da ikke, sagde hun igen og igen med fortvivlelsen sid9

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 9

14/06/11 15.34

dende i halsen. Men i de mørke øjne kun­ne Louise læse, at sandheden var ved at trænge ind.

Louise havde svagt hørt, at hendes kollega kom op ad trappen bag hende. Hun ville gå længere ind i gangen og føre Charlotte tilbage til stuen, så de kunne sætte sig sammen. Men pludselig kunne hun ikke flytte sig. Hun stod bare og stirrede forskrækket på den unge kvinde, mens hun mærkede, hvordan en lammelse bredte sig i hende.

Så havde hun fornemmet et smæld bag brystet, da noget brast og gav los for den bølge af fortvivlelse, der rullede gennem hende. Hendes strube snørede sig sammen, og hun følte, hvordan luftrøret blokerede.

Som Louise stod i køkkenet med teglasset i hånden, kun­ ne hun stadig genkalde sig smagen i munden, da hun havde vendt sig om og kastet op på naboens dørmåtte.

Hun huskede ydmygelsen over at vide, at hendes ansigt var strimet af tårer, og at hun lugtede af bræk.

Da hun havde løftet blikket, stod hendes mandlige kollega og betragtede hende. Han havde trukket hoveddøren i, så der ikke længere var frit udsyn inde fra gangen.

Hun skulle til at sige noget, da hun mærkede, at en ny bølge bræk var på vej. Gul galde vældede op i hende og ud gennem munden. Hun tørrede sig i frakkeærmet og opdagede, at hun rystede over hele kroppen.

Hvad skete der med hende? Hun burde tage sig af den ulykkelige kvinde, og nu kunne hun ikke engang tage sig af sig selv. Louise havde det, som om hun var trådt ud af sin egen krop og ind i Charlotte Winthers. Hun havde lyst til at åbne døren ind til gangen igen og lade sig glide ned ved siden af den unge pige og græde sammen med hende.

I stedet mærkede hun, at kollegaen trak hende et par trin op ad trappen. Inden han begyndte at ruske i hende, 10

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 10

14/06/11 15.34

fangede hun vreden og afskyen i hans blik. Han talte med så lav stemme, at den ikke nåede ind i lejligheden.

– Hvad fanden i helvede har du gang i? Hvis du er syg, så gå hjem. Og kan du ikke tåle mosten, så gå ned og tud færdig i bilen. Det sidste, der er brug for heroppe, er én, der ikke ved, hvordan man opfører sig professionelt, hvæ­sede han.

Hun havde følt sig lille. Lille og utryg. Lammelsen hav­ de stadig siddet i hende, da hun nåede ned i bilen. Hun rystede, som om det var hende, der havde fået overbragt et frygteligt budskab. Senere tænkte hun, at der nok var nogen fra den alternative verden, der kunne kom­me med en forklaring på, hvordan hun pludselig kunne adoptere Char­lotte Winters følelser – sådan en slags ud af kroppenoplevelse.

Louise kom sukker og mælk i sin te. Normalt drak hun den uden noget, men når hun manglede energi eller hav­ de tømmermænd, kom hun begge dele i.

Hun gik ind i soveværelset, smed badekåben og gled ned under dynen. For en sikkerheds skyld stillede hun uret: Tre kvarter. Rakte ud efter dagens avis, som hun havde lagt på natbordet, da hun kom hjem.

Oplevelsen på Østerbro havde kostet hende en uge på langs, et besøg hos Jakobsen, afdeling A’s faste krisepsy­ kolog på Rigshospitalet, og en erkendelse af, at hun måske ikke var helt så hardcore, som hun havde troet.

Jakobsen havde forklaret hende, at der ikke var noget hokuspokus i det, hun havde oplevet. Det var et psykisk sammenbrud, fremprovokeret af de stærke følelser der var forbundet med lige præcis den del af hendes job. Han beskrev, hvordan hun mentalt var trådt i Charlottes sted.

Hun havde sluppet sin egen funktion som budbringer og følelsesmæssigt bevæget sig over på modtagerens side – 11

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 11

14/06/11 15.34

noget der bestemt ikke var særlig professionelt. Det hang lidt i luften inde i afdelingen, at det var et svaghedstegn, hvis man ikke magtede at sortere sine private følelser fra, når man arbejdede med de hårde sager, som både drab, vold og misbrug af børn hørte under.

Det var både godt og skidt, det der var sket, havde Jakobsen sagt, for det var selvfølgelig noget lort, når man ikke var i stand til at bevare sin professionalisme i en presset situation, men samtidig var det sundt at kunne mærke, hvad det var, der ramte de mennesker, man kom ud til.

Der gik et års tid, før Louise havde lagt så meget afstand til sammenbruddet, at hun ikke længere frygtede at bryde ud i gråd, når hun sad over for en pårørende, men angsten for ikke at slå til i den slags situationer var der stadig.

Louise opgav avisen, fordi bogstaverne dansede rundt.

Hun hav­­de lige sluppet den, så den gled ned på gulvet, da hun hørte mobilen snurre ude på badeværelset. Hun gad ikke hente den, lå lidt og tog sig så alligevel sammen.

Det kunne være Suhr, der havde hørt hendes bønner og udsatte briefingen. Hun svingede benene ud af sengen og gik ud i badeværelset.

– Louise Rick, sagde hun.

– Har du set avisen?

Camillas stemme lød oprevet.

Louise overvejede et kort sekund at sige, at hun stod med det ene ben ude ad døren, men de to havde kendt hinanden siden anden klasse og været hinandens bedste venner lige siden, så hun vidste, at det ikke var undskyldning nok til at feje veninden af.

Camilla Lind havde allerede på Journalisthøjskolen erklæret, at hun gik efter at blive den første kvindelige journalist, der vandt mindst to Cavlingpriser! Hun havde drømt om at blive en berømt krigskorrespondent, så sig 12

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 12

14/06/11 15.34

selv som en pendant til norske Åsne Seierstad, der slog sig fast som den unge jente med det lange lyse hår, som rapporterede fra kampens hede både i Afghanistan og Bagdad, men der var hele tiden noget andet, Camilla lige blev grebet af, så hun var endnu ikke nået ud til verdens brændpunkter. Til gengæld havde flere redaktører og rigtig mange læsere fået øjnene op for hendes måde at fortælle menneskelige historier på, og det kunne hun måske have høstet anerkendelse for, hvis hun ikke lige havde skiftet spor og i stedet besluttet sig for at dække krimi­nalstoffet på en straight og seriøs måde, som hun selv kaldte det.

– Hvad laver du? spurgte Camilla nu med bebrejdelse i stemmen. – Jeg har kimet Politigården ned, og jeg har også prøvet på din mobil.

– Jeg har avisen her, men jeg har ikke læst den. Og grunden til, at jeg ikke svarede, var, at jeg lå ude i badet, da du ringede, sagde Louise og gættede på, at det var Camilla, der havde forstyrret hendes karbad.

– Det plejer da ikke at forhindre dig i at tale i telefon, stak Camilla og hentydede til alle de gange, Louise havde kræ­vet at blive opdateret med nyheder og sladder, mens hun lå og slangede sig i badekarret.

– Jeg har siddet hos et knust forældrepar hele natten, forsvarede Louise sig.

– Karoline Wissinge? Jeg hørte det i morgennyhederne.

– Det er næsten ikke til at bære. Hun var treogtyve, og sidste år døde hendes lillebror i en trafikulykke. Fire unge fyre, der tørnede ind i et træ ude på Amager Landevej. Du skrev da selv om det, huskede Louise pludselig.

Hun havde ikke helt vænnet sig til, at hendes barndomsveninde havde rykket teltpælene op og forladt jobbet på Roskilde Dagblad til fordel for et job på Morgenavisens kriminalredaktion.

13

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 13

14/06/11 15.34

– Det kan jeg godt huske. Var det hendes lillebror? spurg­ te Camilla interesseret. – Gudfader bevares, så hårdt kan et forældrepar da ikke blive ramt.

Louise mærkede, at hendes veninde var rystet. Hun havde også selv skullet sunde sig lidt, da forældrene sent om natten fortalte, at de for kun et år siden havde mistet deres søn. Moren havde grædt stille, mens faren fortalte om ulykken. Denne gang var chokket kommet på samme måde, uden mindste forvarsel.

Søndag eftermiddag havde en hundelufter fundet liget af en ung pige i Østre Anlæg. Regnen havde stået ned i tove hele dagen, så der havde ikke været så mange i parken, og derfor tøvede manden ikke med at benytte lejligheden til at slippe sin hund løs, så den kunne rende lidt omkring. Først havde han ikke reageret, da den gøede voldsomt, men til sidst blev han så irriteret over, at han ikke kunne kalde den til sig, at han gik hen for at se, hvad der var i vejen. Bag en af parkens bænke fik han øje på en skikkelse. Hun lå, som om nogen havde forsøgt at skjule hende under krattet bag bænken. De nøgne grene i busken var så tætte, at man ikke umiddelbart bemærkede kroppen på jorden. Samtidig holdt den voldsomme regn de fleste inden døre, og de, der trodsede vejret og vovede sig ud, skyndte sig målrettet af sted med blikket stift rettet mod grusstien, så de undgik de værste vandpytter.

– Hvad var der egentlig sket? spurgte Camilla.

– Hun er blevet kvalt.

– Voldtaget?

– Lad være med at spørge. Du ved godt, at jeg ikke må snakke med dig om det, svarede Louise, irriteret over at Camilla alligevel prøvede.

– Hvem af de fire var hendes bror? spurgte Camilla og hentydede til ulykken.

14

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 14

14/06/11 15.34

– Han hed Mikkel Wissinge. Det var ikke ham, der kør­ te. Han var kun sytten.

Louise kunne næsten høre, hvordan Camilla prøvede at genskabe billederne af de fire drenge.

– Jeg tror, jeg kan huske ham. En lyshåret fyr, meget charmerende på det billede vi havde af ham.

– Det skal nok passe. Han sad på bagsædet og døde først af sine kvæstelser dagen efter.

– Det er da en god historie. Tror du, der er nogen, der har fat i den?

– Nej, og det sker heller ikke, hvis jeg kan forhindre det.

Louise bed af sin veninde, mens hun bandede ad sig selv, fordi hun overhovedet havde fortalt, at der var en sammenhæng.

– Hvorfor lærer jeg ikke at holde min kæft? Jeg glemmer altid, at du er én af dem. Lov, at du lader det ligge.

Forældrene magter ikke mere. Karoline boede sammen med sin kæreste, og han er gået i chok. De har mere end rigeligt lige nu. De skal ikke også konfronteres med sønnens død.

Camilla gryntede et eller andet.

Louise registrerede, at hendes stemme var mere bedende, end hun brød sig om. Hun håbede bare, at veninden respekterede det, for hun orkede ikke at diskutere presseetik. Men et eller andet sted var hun jo godt klar over, at hvis det ikke var Camilla, der skrev historien, så blev den bare skrevet af en anden. Sådan var det.

Alligevel var hun flere gange blevet sur på veninden, når hun var i gang med en sag, som Camilla blev sat til at dække. Louise følte, at hendes arbejde blev gjort til underholdning, og at journalisterne udstillede de pårøren-­ de midt i deres sorg. Det irriterede hende altid dybt, og det var en ekstra provokation, når det var Camillas navn, 15

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 15

14/06/11 15.34

der stod i bylinen over artiklen. Og det var det ret tit.

Samtidig vidste Louise udmærket, at det også kun­ne være en fordel at have en kontakt i pressen, som man kunne stole på. Den slags gik selvfølgelig begge veje.

Hun skævede til uret og lagde an til at stå op.

– Hvad var det, jeg skulle have set i avisen? spurgte hun.

– Kan du huske Frank Sørensen, som var på Roskilde Dagblad, da jeg startede? Ham med det store krøllede hår, som skrev en masse om de rockere, der indtog byen dengang. Han var der et par måneder samtidig med mig, inden han sagde ja til et job som kriminalreporter her i byen.

– Hvad med ham? spurgte Louise, mens hun så Frank Sørensen for sig. Ansigtet var hærget, men hun huskede hans drengede smil, de markante furer om munden, de dybe smilerynker ved øjnene og den store krans af mørke krøller. Hun havde mødt ham, engang hun havde hentet Camilla på redaktionen i Roskilde. De var nogle stykker, der var gået på Bryggerhesten og havde drukket øl, til de lukkede, og han havde været med.

– Han er død, sagde Camilla. – Han blev fundet i cykelskuret inde på parkeringspladsen bag SAS-hotellet ved Vesterport Station.

– Royal Hotel?

– Ja, inde i gården bag Hertz Biludlejning. Avisen har en note om fundet af en død mand, men der står ikke, at det er ham. Jeg fik det at vide, da jeg kom ind på redaktionen. Det er så mærkeligt, sagde Camilla.

Der blev stille i røret, og Louise fornemmede, at veninden var tæt på at græde, og opdagede, at hun selv følte sig underlig til mode – trykket. Selvom hun ikke kunne påstå, at hun ligefrem havde kendt Frank Sørensen godt, var det altid trist at høre, at en, man kendte, pludselig var død. Det var helt anderledes at høre om dødsfald i 16

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 16

14/06/11 15.34

forbindelse med arbejdet. Det kunne hun forholde sig til, selvom de pårørendes sorg stadig ramte hende.

– Hvordan er han død? spurgte hun lidt for sagligt, i håbet om at det ville aflede Camillas begyndende grådanfald.

– Jeg ved det faktisk ikke rigtigt endnu. Det er derfor, jeg har kimet dig ned. For at spørge om du vidste noget, svarede hun.

– Hvis det ikke er drab, så er det jo ikke noget, jeg hører om.

Louise var kommet helt ud af sengen og stod og rodede i skabet efter et par cowboybukser og en sweater.

– Hvem fandt ham? spurgte hun.

I tankerne var hun allerede på vej ind til briefingen.

Hun besluttede sig for at tage bussen til Hovedbanen og gå ned til Politigården. Hun orkede ikke at cykle.

– Så vidt jeg forstår, var det en af tjenerne, der skulle møde søndag morgen, som kom for at stille sin cykel.

Terkel Høyer, vores redaktionschef, kørte ind forbi på vej til arbejde. Nu er en del af gården spærret af, og jeres folk går rundt derinde. Det ville de vel ikke gøre, hvis han bare var faldet død om, vel? spurgte Camilla og fortalte, at hun havde ringet til vagthavende på station City, som havde bekræftet, at der var fundet en død mand på adres­sen, men mere ville han ikke ud med.

– Rolig nu, sagde Louise. – Du ved godt, at det ikke nødvendigvis betyder, at der er sket en forbrydelse, bare fordi vagthavende bekræfter et dødsfald.

Det var selvfølgelig lidt underligt, at man havde sendt kriminalteknikerne derind, men det kunne der være flere årsager til, tænkte hun og prøvede at lyde munter, da hun fortsatte: – Frk. kriminalreporter! Der bliver altid optaget rapport, når der bliver fundet en død mand på gaden. Det 17

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 17

14/06/11 15.34

ved du sgu da godt. Og nu har jeg altså ikke tid til at snakke mere.

– Jeg kan bare ikke forstå det. En mand midt i fyrrerne dratter da ikke bare død om, fortsatte Camilla og ignorerede helt Louises forsøg på at få afsluttet samtalen. – I hvert fald sker det ikke ret tit, så vil du ikke være sød at forhøre dig? bad hun. – I første omgang helt privat. Jeg skal nok lade være med at gøre noget som helst, før jeg får lov. Jeg er bare nysgerrig efter at finde ud af, hvad fanden der er sket.

– Til dig privat, og ikke noget med at braldre op inde på redaktionen. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan nå, sag­ de Louise og kikkede på uret. Nu var der under en halv time, til hun skulle være klar i mødelokalet, og hun skulle også nå at samle sine papirer.

– Camilla, jeg er nødt til at smutte. Jeg skal have fat i en taxa, hvis jeg skal nå på arbejde til tiden. Men jeg skal nok spørge mig for. Hej, sagde hun og slukkede telefonen.

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 18

14/06/11 15.34

2

Da Camilla Lind lagde røret, mærkede hun, at hun blev betragtet. Hun vendte sig om, og i sekundet hvor hun svingede rundt på stolen, nåede hun at løbe igennem, hvad hun havde sagt til Louise, og hvad personen i døren eventuelt måtte have hørt.

– Hej, Terkel. Jeg vidste ikke, du stod der, sagde hun påtaget let i stemmen.

– Vidste hun noget? spurgte redaktionschefen uden at gøre noget forsøg på at skjule, at han havde lyttet.

Hun skulle lige til at hidse sig op over for ham, men så lagde hun mærke til, hvor grå og indsunket han så ud.

Hun blev pludselig bange for, at han skulle finde på at sætte sig ned over for hende og begynde at hulke.

– Nej, svarede hun. – Men hun lovede at se, hvad hun kunne finde ud af. Jeg ved bare ikke hvornår. De arbejder døgnet rundt på hende den unge pige, de fandt i går.

Terkel Høyer hørte øjensynlig ikke efter. Han gik om på den anden side af hendes skrivebord og slog sig ned, så han halvt sad og halvt lå. Det virkede, som om stikket var blevet trukket ud.

Camilla rejste sig og gik ud efter to kopper kaffe. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle tackle, at hendes chef tilsyneladende havde tænkt sig at gå i opløsning på hendes kontor. Så godt følte hun heller ikke, at hun kend­te ham.

19

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 19

14/06/11 15.34

– Bruger du noget i? spurgte hun, da hun satte koppen foran ham.

Han rystede på hovedet.

Hun satte sig på sin stol og kikkede afventende på ham, men han sad bare og studerede de billeder, hun havde stående på sit skrivebord.

– Hvor gammel er han? spurgte han og pegede på foto­ grafiet af Markus.

– Han bliver seks til sommer.

Det så ud, som om han faldt i staver, mens han betragtede Camillas søn.

– Det var Frank, der ringede og fortalte om dig, da han hørte, at Laugesen stoppede, sagde Terkel Høyer og flyttede blikket fra billederne over på hende. – Lige siden du startede på redaktionen i Roskilde, har han sagt, at du ville blive en af dem, man kom til at lægge mærke til.

Camilla vidste ikke, hvad hun skulle sige.

– Hvor lang tid nåede I egentlig at arbejde sammen?

– Et par måneder.

– Hvad syntes du om ham?

– Jeg kendte ham ikke så godt. Men han var meget engageret i historier om rockerne. Han spurgte engang, om jeg ville med ud til en fyr, som havde trukket sig ud af rockermiljøet. Han var gået under jorden, men havde ind­villiget i at fortælle sin historie, hvis han kunne gøre det anonymt.

– Han var meget engageret i alt, hvad han kastede sig over, afbrød redaktionschefen og rettede lidt på brillerne.

– På et tidspunkt tilbød politiet, at han kunne få anonym adresse, men det ville han sgu ikke. Hvis der var nogen, der ville ham noget, så var de velkomne til at opsøge ham.

– Jeg opfattede ham som én, der altid arbejdede. Hav­de han egentlig et liv ved siden af? spurgte Camilla.

– Han blev gift for tre år siden. Helle er den første kæ20

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 20

14/06/11 15.34

reste, jeg har oplevet ham med, og jeg har trods alt kendt ham siden Journalisthøjskolen. De fik Liam for to år siden.

Han rakte ud efter kaffen og faldt så sammen igen.

– Jeg havde en aftale med ham i aften, men da jeg ringede for at høre, hvornår vi skulle mødes, var det Helle, der tog telefonen. Hun græd. I går formiddags havde hun fået besøg af to betjente, der fortalte, at Frank var død.

Han var blevet fundet tidligt søndag morgen.

Camilla nikkede og opdagede, at hun sad og hev i en neglerod, så det var begyndt at bløde. Hun kom lidt spyt på pegefingeren og tørrede blodet væk. Så vendte hun blikket mod sin chef.

– Det er sgu også underligt, sagde hun og følte en knu­ gen­de fornemmelse i brystet. – Jeg aftalte med Louise, at hun ringer, så snart hun har haft tid til at forhøre sig. Men hans kone må da have fået noget at vide?

– Ikke så meget. Hun var på Retsmedicinsk Institut i går aftes for at identificere ham, men det er bare en formalitet. Han havde både kørekort og pressekort med navn og billede på sig.

– Hmm, sagde hun.

Terkel Høyer rejste sig for at gå. Inden han nåede hen til døren, havde hun lovet, at hun ville orientere ham, så snart hun hørte fra Louise.

– Jeg tjekker også løbende hos vagthavende – og i afdeling A, tilføjede hun.

I døren vendte han sig om. Nu havde hans ansigt skiftet udtryk.

– Vi skal også finde ud af, hvad det er for en pige, de fandt i Østre Anlæg i aftes. Vidste din veninde noget om den sag?

Så meget for den svaghed, back to normal, tænkte Camilla.

21

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 21

14/06/11 15.34

– Næ, ikke rigtigt, svarede hun. – Men vagthavende fortalte, at drabschefen sender en pressemeddelelse ud i eftermiddag.

Da han var gået, sad hun tilbage med fornemmelsen af, at han havde stået i døren længe nok til at høre hende tale med Louise om pigens bror.

Louise Rick rakte sit dankort frem til taxachaufføren og ventede på at få kvitteringen til underskrift. Der var kun ti minutter, til briefingen gik i gang, og hun skulle nå ind på kontoret efter sin mappe.

Hun skrev under, krøllede kvitteringen sammen og smed den ned i tasken sammen med pungen, sprang ud af taxaen og gik hurtigt over mod den store port, tog trapperne to trin ad gangen og var helt forpustet, da hun smed taske og frakke i stolen på kontoret.

Mappen lå på hendes skrivebord. Hun tvang sig ned i tempo, gad ikke nå frem til mødelokalet for enden af gangen og virke forpustet og fortravlet. Ingen ville klandre hende for at komme galoperende i sidste sekund. Alle havde været på siden i går, da de blev ringet op, efter at den myrdede pige var blevet fundet.

Louise rundede køkkenet efter en kop kaffe, inden hun gik ind og satte sig ved det ovale bord. Hun frøs lidt.

– Hej, Louise. Hvordan gik det hos forældrene? spurg­te Henny Heilmann, der allerede sad klar med sine papirer i en bunke foran sig og en flaske kildevand ved siden af.

– Det gik fint, men det blev sent. De kan jo ikke forstå det. De var sammen med datteren og kæresten lørdag eftermiddag, og et døgn senere er hun død. Jeg kører ud til dem igen, når jeg har skrevet rapporten, så de kan underskrive.

Heilmann nikkede. Normalt var proceduren, at vidner blev afhørt på Politigården, men hvis det drejede sig om 22

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 22

14/06/11 15.34

nære pårørende, var det ikke ualmindeligt, at man i stedet kørte ud til dem.

Louise smilede til sin chef. Hun havde hurtigt opdaget, at Heilmanns hårde og afvisende ydre ikke havde noget med hendes personlighed at gøre. Hun kunne godt lide efterforskningslederen, som var midt i halvtredserne og havde været vicekriminalkommisær i Drabsafdelingen de sidste mange år. Så vidt Louise forstod, havde Heil­ mann ingen ambitioner om at stige yderligere i graderne, men befandt sig godt som leder af efterforskningsgruppe 2. Så kunne kriminalkommissærerne og kriminalin­spek­ tørerne slås om pladserne i toppen.

Klokken var ti minutter over tolv, da de gik i gang, selv­ om der stadig manglede én.

Foruden Louise bestod gruppen af Thomas Toft, Michael Stig og Søren Velin, som var Louises makker, men sendt på afspadsering i to en halv måned, og på det seneste også af Lars Jørgensen, som var ny i afdelingen og den, der endnu ikke var dukket op. Sammen med folk fra Rigs­politiets Krimi­nal­tek­nisk Afdeling og kriminalpolitiet fra station City udgjor­de de det hold, der skulle efterforske mordet på Karoline Wissinge. Drabschef Hans Suhr deltog ikke i formiddagens briefing.

– Vi lægger ud i minus, begyndte Heilmann og forkla­ rede, at de måtte undvære Lars Jørgensen, fordi Willum­ sen havde lagt beslag på ham de næste dage i forbindelse med en ny drabssag. Ingen kommenterede det, men alle ærgrede sig, fordi kriminalkommissær Willumsen, der ud­ over at være kriminalkommissær i Drabsafdelingen også ind­imellem fungerede som efterforskningsleder, når der var ferie eller afspadsering, altid fik det, som han ville. Når han manglede folk, tog han, og når de andre ­efterforskningsgrupper manglede, nægtede han at af­ 23

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 23

14/06/11 15.34

give, men ingen tog diskussionen med ham.

– Lad os lige gennemgå sagens forløb indtil nu, sagde Heilmann og tog det øverste papir i sin bunke. – En hun­ delufter fandt klokken 16.10 søndag eftermiddag liget af en treogtyveårig pige under noget buskads i Østre Anlæg. I første omgang vidste vi ikke, hvem pigen var. Hendes taske var forsvundet, og der var ikke noget på hende, som kunne bruges til identifikation. Hun blev kørt på Retsmedicinsk Institut nogenlunde samtidig med, at en mand ved navn Martin Dahl meldte sin tre­og­tyveårige samlever forsvundet. Det signalement, han gav, svarede til pigen i parken, og en time senere, omkring klokken enogtyve, kom han ind på Retsmedicinsk og identificerede hende som Karoline Wissinge.

Louise havde svært ved at koncentrere sig om ef­ter­ forskningslederens ord. En monoton klikken distrahere­ de hende, og som sædvanlig kom den fra Michael Stig, der havde slået sig ned to pladser til højre for hende.

Han havde skudt sin stol tilbage mod væggen og sad med fødder­ne hvilende på bordkanten. Armene hang ned mellem de bøjede knæ og skjulte kuglepennen.

– Indtil videre ved vi, at Karoline var i byen med to veninder lørdag aften, fortsatte Heilmann, – og ifølge dem forlod hun den café, der hedder Baren, sammen med en mand – Heilmann trak et nyt papir frem – Lasse Møller, omkring klokken et. Siden har ingen set hende.

– Michael. Gider du stoppe! udbrød Louise irriteret.

Han smed nonchalant kuglepennen fra sig uden at se på hende.

Hun slappede af og samlede igen sin opmærksomhed om sagen. Hun kendte alle de overordnede træk, men noterede alligevel tidspunkterne ned på sin blok.

– Du var hos Martin Dahl i går?

Heilmann lod blikket hvile på Michael Stig.

24

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 24

14/06/11 15.34

– Ja, han tog benene ned og trak sin stol hen til bordet.

– Han forklarede, at han havde været hjemme alene hele lørdag aften. Rapporten er skrevet.

Louise havde mødt Martin Dahl hos Karolines forældre, hvor han var taget hen, da Michael Stig havde forladt ham, men hun havde ikke rigtig dannet sig et indtryk af ham. Han havde bare siddet tavs og indelukket i sofaen, og hun havde koncentreret sig om forældrene.

– Fint. Heilmann satte et kryds på sin liste. – Jeg koordinerer med kriminalpolitiet omkring afhøring af vidner i kvarteret. Karoline Wissinge og Martin Dahl boede i Kartoffelrækkerne. De havde lejet underetagen i et hus i Skovgårdsgade, som ligger lige over for Lundsgade, der løber ned til Østre Anlæg. Vi leder efter vidner i området fra Sølvtorvet til hendes hjem og over til parken.

Nu rettede Heilmann blikket mod Toft.

– Hvad sagde de på Retsmedicinsk?

Toft bladrede i bunken af gule dokumenter med afdeling A’s logo i hjørnet og hev et stykke papir frem.

– Det var Flemming, der kom ud i aftes, sagde han.

Flemming Larsen var den retsmediciner, Louise bedst kunne lide at arbejde sammen med. Han var professionel og nem at have med at gøre.

– Han var ikke meget for at sige, præcis hvor længe hun havde været død. Det var meget koldt natten mellem lørdag og søndag, så han havde svært ved at beregne det ud fra hendes kropstemperatur, men ligpletterne var fikserede på de nedadvendte dele, og der var fuld dødsstivhed, så hun har været død mellem 12 og 24 timer.

– Han må sgu da kunne gøre det bedre! afbrød Michael Stig.

Toft lagde tålmodigt en hånd på sin makkers skulder.

– Hårdt presset siger Flemming Larsen, at hun er død mellem ni aften og syv morgen!

25

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 25

14/06/11 15.34

– Og vi ved, hun var i live efter midnat, indskød Louise.

Toft nikkede og vendte tilbage til sine papirer.

– Hans konklusion ude på gerningsstedet var derimod ret klar. Hun havde tydelige mærker på halsen og synlige punktformede blødninger i øjnene.

– Er hun blevet voldtaget? spurgte Louise.

– Umiddelbart ligner det ikke en voldtægt. Men det bliver selvfølgelig undersøgt i forbindelse med obduktionen. Jeg skulle i øvrigt hilse og sige tak for sidst, sagde han.

Louise smilede lidt over det absurde, men dejligt befriende stemningsskift.

Om fredagen havde de været ude at bowle med kolleger fra Kriminalteknisk Afdeling, et par retsmedicinere og nogle stykker fra kriminalpolitiet. Det var noget, de havde talt om at arrangere lige siden sommeren, for selv­ om de efterhånden følte, at de kendte hinanden ret godt, var der aldrig tid til at sætte sig ned og snakke ordentligt sammen. Louise følte ellers ikke trang til at sidde lårene af sine kolleger, havde ikke lyst til at bryde det professionelle forhold, de havde til hinanden, men fredag havde været fin nok. Det havde fungeret godt at ses, uden at der var blod involveret.

Efter Toft var det Louises tur til at fortælle, hvad hun havde fået ud af nattens besøg hos Karolines forældre.

– Det er et par søde mennesker midt i halvtredserne.

De fortalte, at Karoline og hendes kæreste har boet sammen i et år. Hun var lige blevet færdiguddannet som sygeplejerske og havde fået et vikariat på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling. De fortalte også, at de havde mistet deres søn sidste år, da Karolines lillebror Mikkel døde i en trafikulykke.

Heilmann sad og nikkede, mens Louise talte.

26

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 26

14/06/11 15.34

– Der er ikke noget at sige til, at de har svært ved at forstå, de har mistet igen så kort efter. Er der nogen, der har tilbudt dem at tale med Jakobsen? De ville måske have glæde af en krisepsykolog, sagde efterforsknings­ lederen og noterede det ned på sin blok. – Du fortsætter med forældrene, og så skal vi have kæresten ind til en afhøring. Kan du ikke også tage dig af ham?

Inden Louise nåede at svare, forsatte Heilmann: – Jeg kan godt forsøge at finde en anden makker til dig, indtil Søren Velin er tilbage?

Louise skyndte sig at ryste på hovedet.

– Det er helt i orden, jeg kan sagtens tage forældrene og kæresten alene, sagde hun.

– Fint. Toft og Michael Stig, I koncentrerer jer så om Lasse Møller, som forlod Baren sammen med Karoline Wissinge, og de venner, han var i byen med.

Mødet blev hævet, men Louise blev siddende.

Heilmann kikkede på hende, ordnede sine papirer og ventede, til Toft og Michael Stig var ude af døren, før hun spurgte, hvad der var galt.

– Hvad er det, der er sket inde bag Royal Hotel?

– Hvad man troede, var et almindeligt dødsfald, viste sig under ligsynet i morges at være drab. Ofret har fået stukket en smal kniv ind under kraniet.

– Jeg kendte Frank Sørensen. Han var kriminalre­por­ter.

Heilmann nikkede.

– Hvordan fanden kunne de undgå at opdage, at der var tale om drab? spurgte Louise.

– Der var ikke umiddelbart noget at se på ham. Han havde tumlelæsioner og stank af spiritus. Derfor blev vi ikke tilkaldt i første omgang.

Louise sukkede. Det var almindeligt kendt, at personer 27

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 27

14/06/11 15.34

med et gedigent spiritusindtag fik det, man betegnede som tumlelæsioner.

– Han havde spredte hudafskrabninger, blå mærker ef­ ter fald og et sår i baghovedet, fortsatte Heilmann. – Den tilkaldte læge vurderede, at det drejede sig om en fulderik, der havde fået for meget, og angav det som dødsårsag. Han formodede, at Frank Sørensen var tumlet lidt rundt og måske stødt ind i et par af de pæle, der støtter cykelskuret.

– Så lægen tilkaldte ikke assistance? spurgte Louise un­ drende.

– Næ, liget blev sendt til obduktion. Det gør man jo med den slags dødsfald.

Louise mærkede vreden begynde at stige. Hvad fanden bildte sådan en læge sig ind? Fordi en mand så lidt hærget ud og stank af sprut, behøvede han vel ikke at have drukket sig ihjel.

– Der er et hold kriminalteknikere derinde nu for at se, hvad de kan finde. Henny Heilmann afbrød hendes tanker. – Men det er over et døgn siden, han blev fundet, så der er nok ikke så meget tilbage.

Stilheden sank ned mellem dem.

– Det lignede et hjertestop, sagde hun. – Han lå med en cykelnøgle i hånden, som passede til den cykel, han faldt om ved.

Hun kunne høre, at det ikke var for at undskylde lægen, men for at sætte hende ind i, hvordan han var blevet fundet.

Louise skuttede sig og følte kulden trænge ind under huden.

– Hans kone holdt lige fra starten på, at han var blevet slået ihjel, og nægtede at acceptere, at dødsårsagen var alkohol.

Hun så allerede for sig, hvordan Camilla ville rea­28

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 28

14/06/11 15.34

ge­re. Hun fik ondt af hende, men det var nok bedst, hun lige ringede til Willumsen, som havde sagen, for at høre, om hun måtte fortælle veninden om dette drab.

Louise samlede sine ting og gik tilbage til kontoret. Hun ville prøve at få fat i Peter, inden hun skrev rapport om nattens samtale med forældrene. Det var ikke meget, de fik set til hinanden, men selvom de havde været kærester i fem år, var det først i løbet af de sidste to år, de var begyndt at tale om at flytte sammen, så de i det mindste kunne sove sammen i de perioder, hvor de ikke nåede at ses i dag­timerne. Endnu var det ikke blevet til noget.

Hun fandt sin mobil i tasken. Den var stadig på lydløs, og hun slog den over på normal, inden hun sendte Peter en sms, hvor hun bad ham ringe, når han fik tid.

Hun tændte for computeren, men nåede ikke at indtaste sin adgangskode, før mobiltelefonen ringede.

– Louise Rick.

– Hej, skat. Godt at høre, at du lever endnu. Hvordan går det? lød Peters rolige mørke stemme.

Hun blev varm om hjertet og mærkede, at hun savnede ham. Peter var europæisk produktchef i et stort medi­ci­ nalfirma og i perioder bortrejst to ud af fire uger – til tider endda mere.

– Jeg kom først hjem tidligt i morges. Hun fortalte kort om Karoline Wissinge og samtalen med forældrene. – Får du bestilt noget?

– Det er sgu så meget sagt, sagde han og grinede lidt.

– Jeg havde fornøjelsen af Thora i aftes. Kan du huske hen­de finnen, vi spiste middag med? Hun insisterede på, at jeg skulle ledsage hende til en buffet med alle hendes finske kolleger.

Louise så den store dame med det smittende humør for sig.

29

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 29

14/06/11 15.34

– Er det onsdag, du er tilbage?

– Ja. Jeg er hjemme sidst på dagen. Skal jeg købe ind til middag?

– Jeg ved ikke rigtig, hvordan det ser ud her. Efterforskningen er jo lige startet, så der bliver en del overarbejde, indtil vi finder gerningsmanden.

Hun mærkede, at hun havde brug for at snakke og fortsatte: – Der er lige kommet en drabssag mere. En af Camillas gamle kolleger er blevet slået ihjel. Jeg har ikke fortalt hende det endnu. Hun tror, han døde naturligt.

Der blev en lille pause.

– Vi kan spørge, om Camilla og Markus ikke kommer på onsdag. Så laver jeg noget mad til os alle sammen, og hvis du ikke når hjem, sætter vi noget til side til dig.

– God ide. Det er vist den dag, hendes mor kommer herover, men hun skal på åndeligt kursus med sine spirituelle veninder, så det gør nok ikke noget.

Peter havde aldrig forsøgt at komme imellem Louise og Camilla, og han var vild med Markus. Camilla og dren­gens far, Tobias, var gået fra hinanden for flere år siden, og nu var sønnen kun sammen med sin far hver anden weekend. Camillas mor boede alene i Skanderborg, og hendes far var ikke én, man lige trak ind, når det kneb med at nå at hente Markus, så Peter havde flere gange hentet ham i børnehaven.

– Jeg må se at få ringet til hende, sagde Louise.

– Hils. Jeg ringer til dig i aften og siger godnat.

Hun blev siddende med mobilen i hånden, da Peter havde lagt på.

Louise tastede sin adgangskode ind på computeren, og mens den stod og summede, trykkede hun Willumsens lokalnummer.

30

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 30

14/06/11 15.34

– Kriminalkommissær Willumsen, lød hans bryske stem­­­­me.

– Hej Willumsen, det er Rick.

– Jeg er lidt hængt op, sagde han og lagde an til, at hun skulle gøre det kort.

Der var gået lang tid, før hun havde fundet den rigtige jargon til samtalerne med Willumsen. Tonen skulle være en blanding af kæk og barsk. Den måtte hverken være vag eller tøvende og slet ikke tøse-sludrende. Så fik man ingen taletid.

– Jeg kan forstå, at det er dig, der sidder med Frank Sørensen, sagde hun.

– Det er korrekt.

– Hvornår fortæller I, at han er blevet myrdet?

– Det er sådan set ingen hemmelighed. Hans pårøren­ de er informeret. Men vi skulle jo lige opdage det først, sagde han med det nærmeste, han nogensinde kom munterhed i stemmen.

Louise havde vejret, at Willumsen var i fint humør. Der var dage, hvor man skulle holde sig langt væk, og så var der dage som i dag, hvor han var gemytlig og rar, men det var aldrig til at vide på forhånd, og det kunne skifte på et splitsekund.

– Camilla Lind fra Morgenavisen har spurgt til sagen, men dengang vidste jeg ikke, at der var tale om drab.

Hvad kan jeg fortælle? spurgte hun.

– Du kan ikke fortælle en skid, tordnede han pludselig.

– Hun har også kimet mig og den vagthavende ned. Hun er frygtelig irriterende.

Louise holdt vejret og ventede.

Der var stille i røret et øjeblik, så fortsatte han i et mere dæmpet tonefald.

– Er hun den Camilla? Hende med den lyshårede knægt? spurgte han.

31

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 31

14/06/11 15.34

Han havde mødt Markus og Camilla en dag, Louise havde lovet drengen at tage ham med over i politiets garage, så han kunne prøve at sidde på en politimo­tor­cykel.

Da de var på vej over mod det store garageanlæg, var Willumsen kommet gående imod dem. Det var på en af hans gode dage, så han stoppede op og hilste. Til Louises store overraskelse havde han klappet Markus på hovedet og foreslået, at hun tog ham med ud på en lille køretur i en af politibilerne.

– Fortæl hende, at nogen har plantet et stik i ofrets nak­ ke med en lang spids kniv, som er gået ind og har skåret rygmarven over, hvilket medfører, at hovednerven lam­ mes. Men de var dog så hensynsfulde at sørge for, at han var mere eller mindre bedøvet, inden de stak kniven ind.

Louise bed sig i kinden, mens hun forsøgte at kapere det, hun fik at vide. Når hovednerven kappes, dør man hurtigt, tænkte hun rationelt.

– O.k.

For at forklare, hvorfor hendes veninde var så interesseret i sagen, fortalte hun, at Camilla havde arbejdet sammen med Frank Sørensen i Roskilde.

– Den er fin. Det kan være, vi får brug for at tale med hende. Farvel, sagde Willumsen og lagde røret på, inden Louise kunne nå at sige tak.

Hun burde gå i gang med sin rapport, hvis hun både skulle nå at få den underskrevet af forældrene og hente Karolines kæreste ind til afhøring. Alligevel løftede hun i stedet røret og trykkede Camillas direkte nummer.

– Morgenavisen, Camilla Lind.

– Hej, sagde Louise.

– Der er noget galt. Jeg har haft fornøjelsen af sure Wil­ lumsen hele dagen. Han er altid en pest at ringe op til, klagede hun irriteret. – Hvad foregår der?

32

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 32

14/06/11 15.34

– Frank er blevet slået ihjel. Det er det, der er galt. Det bliver offentliggjort på et pressemøde i eftermiddag.

– Jeg vidste det, udbrød Camilla. – Jeg ku’ sgu da regne ud, at han ikke bare var faldet omkuld, sådan som der var spærret af, og teknikerne gik rundt.

– Faktisk troede de først, at han var død naturligt, men under ligsynet opdagede retsmedicineren et stiksår i hans nakke, der har skåret rygmarven over. Hvis det er nogen trøst, ser det ud, som om han blev bedøvet først.

– Hold kæft, hvor klamt. Hvem fanden ville finde på at slå ham ihjel?

– Ja, samme spørgsmål kan man jo stille sig selv om den, der tog livet af Karoline Wissinge, svarede Louise i et forsøg på at være lidt sarkastisk.

– Hvordan går det i grunden? Jeg er lige blevet sat til at skrive om det, men der er næsten ikke kommet noget ud endnu. Var det hendes forældre, du sagde, du var hos hele natten?

– Ja. – Har I noget bud på, hvem der kan have slået hende ihjel?

– Næ, ikke endnu.

Louise kunne ikke lade være at more sig over Camillas optimisme, mens hun tænkte på de mange timers arbej­de, der lå og ventede forude, og i det samme mærkede hun det komme. Hele formiddagen havde hun ellers fryg­­tet, at det slet ikke ville dukke op.

Drivet.

Kræfterne kom som en bølge. Fornemmelsen var velkendt, men den plejede allerede at melde sig, når hun stod ude på gerningsstedet. Det var ligesom en indsprøjtning, hvor virkningen skyllede op gennem hende, slog som et bølgebrus mod brystet og endte som små prikker i hoved­ bunden. Hun var klar. Sådan var det hver gang. Hun tviv33

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 33

14/06/11 15.34

lede på sine evner, og nervøsiteten lå og lurede under overfladen, lige indtil hun mærkede suset. Peter plejede at sige, at hun transformerede sig fra at være Lou­ise til at blive kri­minalassistent Rick, Drabsafdelingen, Kø­­benhavns Politi.

PP_Grønt Støv_14x21,5.indd 34

14/06/11 15.34