Tøger - uddrag

af mennesker med spontan, ægte sorg.

Født folkelig var Tøger bestemt ikke. Han talte som en overklassedansker og var belæst som få. Og han måtte bære rundt på et prædikat som arrogant det meste af sit liv.

Men Tøger brugte sin begavelse, sit oratoriske talent og sit instinkt til at værne om de værdier, der ligger i begreber som menneskerettigheder, frihedsrettigheder og demokratiske rettigheder.

Og han huggede til, hver gang det blev uanstændigt.

Han brugte den frie presse til lige præcis det allervigtigste, man kan bruge den til.

Tøger var oprindelig tænkt som en bog om den seneste generations mest markante og kontroversielle debattør. Den er blevet til et portræt – et stort livsportræt – af et dybt, ærligt og sjældent engageret menneske, som ikke taler mere.

Bogen er baseret på samtaler med Tøger og mange andre siden efteråret 2009. Kort inde i forløbet blev Tøger syg. Men samtalerne fortsatte, og de sidste blev gennemført få dage, før han døde.

Tøger havde respekt for individet, for friheden og for værdigheden.

Han viste sin respekt ved at slå ned på racisme og fremmedhad. Ved at harcelere mod urimeligheder og undertrykkelse. Ved at tale uanstændigheden midt imod.

Lag for lag skrællede han sig i samtalerne gennem sit – og vores –

170mm

Stig Andersen

Da Tøger Seidenfaden døde den 27. januar 2011, reagerede tusindvis

43mm

Tøger

240mm

170mm

liv fyldt af magthavere, skæbner, absurditeter og møder med primitiviteten, magtarrogancen og mangelen på ordentlighed.

Og hold kæft, hvor lå der meget snavs tilbage i den store røde hjørnesofa i hjemmet på Emmasvej.

Men også en masse kærlighed. Til livet og sine medmennesker.

Tøger Stig Andersen

Stig Andersen

ISBN 9788771081541

9 788771 081541

Stig Andersen

Tøger

Forord

I

mere end 25 år har Tøger Seidenfaden i sjælden grad været engageret i det mest værdifulde i vort fællesskab, demokratiet. Det er ikke altid gået stille af. Kinderne har blusset, armene har roteret, skjorten har flagret, og opponenterne har fnyst.

For Tøger har demokrati ikke kun været et begreb for, hvordan magt fordeles, og samhørighed forvaltes. Det har handlet om meget, meget mere – lige fra frihedsrettigheder over menneskerettigheder til medmenneskelig respekt, ligeværd og almindelig anstændighed.

Rigtig mange af de alt for få timer, Tøger havde tilbage, brugte han på at gøre det muligt at videregive sine holdninger til disse værdier. Og denne bog, Tøger, tilegnes hans tre børn, Emil, Lucas og Johan, mine egne børn, Line, Kasper, Bastian og Tanne. Og alle andre børn.

Tøgers engagement forblev uselvisk. Og børnene og deres generation får brug for de værdier, han bedre end nogen anskueliggjorde værdien og nødvendigheden af.

Aase Andreasen fra Politikens Bibliotek har gjort det muligt at samle mange af brikkerne til historien om Tøger. Politiken-Fonden har gjort det muligt at bruge nogle koncentrerede måneder i en hektisk og også bevægende skriveproces. Og rigtig mange mennesker i Tøgers verden har med en åbenhed, som Tøger ville have elsket, bidraget til at nuancere en historie, der ikke har brug for anden autenticitet end den mand, den handler om.

Charlottenlund i maj 2011 Stig Andersen 9

“Skandalen”

E

t vidende, analyserende, argumenterende og stringent menneske kombi neret med den store passion og et følelsesmæssigt engagement i en grad, der leder tanken hen på røde kinder og skinnende øjne, lød karakteristikken altså i 1990. Det var bare 33 år efter, at det hele startede i en Ordrup-villa nord for København på Schimmelmannsvej nummer 44 i det eksklusive villakvarter nær Dyrehaven, hvor Tøger kom til verden den 28. april 1957.

At det kom dertil, var et resultat af et ganske og aldeles kompliceret forløb. Og skyldtes ikke mindst en rendyrket “skandale” i det daværende nordkøbenhavnske bedre borgerskab og en både pinlig og afslørende fejltagelse forårsaget af den distraktion og tilgang til “livets lethed”, som prægede i hvert fald den ene side af Tøgers ophav.

Tøgers mor Lone var datter af markante personligheder i det københavnske kulturliv i første halvdel af 1900-tallet. Hendes far var den karismatiske skuespiller og teatermand Per Knutzon, og hendes mor var skuespillerinden Jenny Sara Goldschmidt Larsen. De var med deres politiske og samfundsmæssige engagement samtidig markante skikkelser i det kulturradikale københavnermiljø. Per Knutzon var kommunist og identificerede sig hele livet med antikapitalismen, og Jenny Sara Goldschmidt Larsen var datter af en af stifterne af Det Radikale Venstre, Edouard Larsen.

Tøgers otte år ældre søster, Judith Kaastrup-Olsen, som har læst de breve fra deres mor Lone, der afslørede “skandalen” og dens omfang, er ikke i tvivl om, at den var påvirket af netop den distraktion og indimellem lidt forvirrede adfærd, som hun oplevede var kendetegnende for moderens familie.

32

Lone havde siden sit 20. år været gift med Jens Kaastrup-Olsen, en af arvingerne til belysningsvirksomheden Louis Poulsen. Han var hamrende charmerende, flot, munter og begavet, afgjort et godt parti, også når det handlede om økonomisk tryghed og materielle rammer. Med Jens’ udsigt til at blive den kommende topchef i den succesrige belysningskoncern med rettighederne til de verdensberømte PH-lamper tegnede fremtiden lys. Og ægteskabet var resultatet af en ovenud stormende forelskelse mellem den 20-årige Lone og den 23-årige Jens.

Sammen indrettede de nygifte sig i en villa på adressen Schimmelmannsvej 44 i Ordrup. Allerede her fornemmer man naturligvis, at der er noget, der ikke hænger sammen. For Jens Kaastrup-Olsen er jo ikke Tøgers far. Tøgers far, det ved alle, er den navnkundige frihedskæmper, journalist og chefredaktør Erik Seidenfaden, som i sine unge dage blev “snydt” for chefredaktørstillingen med domicil i Politikens berømte hjørnekontor på Rådhuspladsen i København.

Virkeligheden er da også, at man skal holde tungen ualmindeligt meget lige i munden, hvis man skal holde rede på Tøgers familiemæssige baggrund.

Tøgers vej til eksistensen var bestemt ikke ukompliceret, og det er naturligvis her, vi er tilbage ved “skandalen”.

Erik Seidenfaden boede nemlig på dette tidspunkt i en lejlighed i Stormgade i det indre København sammen med sin kone Jytte og deres to børn, døtrene Annelise, født i 1937 og kaldet Bitter, og Ebba Merethe, født i 1940 og kaldet Snu. Eriks kone Jytte var på ingen måder nogen “hvem-som-helst”.

I denne sammenhæng var der det ganske særlige ved hende, at hun var storesøster til Tøgers mors mand, Jens Kaastrup-Olsen, og Tøgers forældre mødte således hinanden som svoger og svigerinde i midten af 1940’erne.

Svogeren og svigerinden fik hurtigt et godt øje til hinanden. Allerede mens Lone i 1947 var gravid med sin og Jens Kaastrup-Olsens førstefødte, David, var der amoriner i luften mellem de to, fortæller Judith, der ganske vist ikke selv var kommet til verden på dette tidspunkt, men som gennem breve og familiens “snak” har et levende indtryk af, hvordan “skandalen” udviklede sig.

Jens Kaastrup-Olsen skulle jo være direktør i familieforetagendet Louis Poulsen, og han rejste kort efter Davids fødsel og efter i 1946 at have fået en HA-eksamen fra Handelshøjskolen i København til New York for at gå i direktørlære i et toårigt uddannelsesforløb i USA. I første omgang tog han 33

alene af sted, Lone og David blev hjemme i Danmark på Schimmelmannsvej i Ordrup. Og kontakten til ægtemanden blev af Lone holdt ved lige med flittigt brevskriveri. Kærlige breve, og som datteren Judith i dag udtrykker det: “Jeg tror bestemt, hun elskede min far, Jens. Meget, men på nogle andre måder”.

Lone elskede at skrive breve, og hun skrev rigtig mange livet igennem.

Hun var også god til det. Det var altid breve, skrevet i fuldstændig øjenhøjde og med en umiddelbarhed og en empati, der forekom aldeles smittende og involverende. Hun var et utrolig engageret og levende og også meget omsorgsfuldt menneske, og af breve fra Lone, som fortsat eksisterer, får man en klar oplevelse af, at det i høj grad er breve, hun mest af alt skrev til sig selv og blot satte frimærker på, så hendes tanker, vurderinger og ikke mindst ønsker i relation til sine nærmeste også kunne blive involveret i dem. Og selvfølgelig meget gerne handle ud fra dem.

Men selv om Lone skrev disse kærlige, umiddelbare og ærlige breve til ægtemanden “over there”, mindskedes hendes forelskelse i svogeren Erik ikke. I hvert fald berettede hun i et af sine breve til sin bedste veninde indgående om sin forelskelse i Erik Seidenfaden. Og det er her, de distræte tilbøjeligheder i den Knutzonske familie spiller ind og får afgørende indflydelse på “skandalen”.

Lone kom nemlig for skade at bytte rundt på to af sine breve, således at veninden med posten fik bragt beretningerne hjemmefra og de kærlige hilsner til ægtemanden, mens den direktørstuderende Jens i New York kunne læse om hustruens forelskelse i hans storesøster Jyttes mand. “Men jeg er temmelig sikker på, at det ikke var med vilje, at Lone med sin brevforveksling fik sat spot på sine udenomsægteskabelige interesser”, siger Judith KaastrupOlsen. “Jeg tror, det var et udslag af den forvirring og distræte adfærd, som jeg oplevede som en del af min egen opdragelse”.

Men spot kom der på de løbske amoriner i den Kaastrup-Olsen-Seidenfadenske familie. “Den dér intense familie, meget intense”, som Judith Kaastrup-Olsen konstaterer. Ikke spot i form af, hvad vi i dag ville kalde Se og HØR-niveauet, men i familien og blandt vennerne, og det vil ikke mindst sige i kredsen omkring Dagbladet Information, hvor Erik Seidenfaden havde været chefredaktør siden begyndelsen af 1946, og hvor Jytte Seidenfaden siden 1945 havde været bladets første kulturredaktør. Den verden var også meget intens med en række karismatiske personligheder som den legendariske re34

daktionschef Ove Martin, journalisten Nan Henningsen og Jens KaastrupOlsens fætter, Ulf Ekman. Og bølgerne gik højt, både i familie- og arbejdskredsen.

Lone vidste godt, at det var “noget skidt”, hun havde kørende med Erik Seidenfaden. At svigte sin ægtemand, oven i købet at fremture med det, mens han var bortrejst for at dygtiggøre sig, så han kunne videreføre familieforetagendet og sikre grundlaget for familiens fremtid. Og så gøre det ved at forelske sig i en mand, som var hendes egen svoger, og en mand, der var gift med hendes egen mands søster, og som var mor til hendes eget barns kusiner. Det var da også lige præcis disse realiteter, der gav næring til snakken, forargelsen, sladderen – og “skandalen”.

Man kan spørge, hvordan Jytte, svigerinden, forholdt sig til alt dette. Jytte Seidenfaden var en særdeles selvstændig og selvkørende kvinde, der som kulturredaktør på Information var hovedkraften og pioneren i også at etablere Information som en avis med kulturjournalistisk både bid og kant, og hvis fortjeneste det var, at markante skribenter som Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Ole Sarvig og Knud Hansen blev tilknyttet bladet. “Hun kunne noget med mænd”, som hendes niece Judith Kaastrup-Olsen konstaterer.

Med til historien hører da også, at hendes og Erik Seidenfadens døtre, Bitter og Snu, allerede i 1945, mens Erik og Jytte Seidenfaden boede i Stockholm, fik en lillebror, Mikael, som i flere år levede med sine søskende og Erik og Jytte Seidenfaden i lejligheden i Stormgade, som de flyttede ind i, da familien efter krigen vendte tilbage til Danmark.

På et tidspunkt tog Erik Seidenfaden dog tilbage til Stockholm, hvor han opsøgte den svenske bogforlægger og bestyrelsesformand for Sveriges største avis- og udgivergruppe, som blandt andet udgav aviserne Dagens Nyheter og Expressen, Tor Bonnier, og meddelte ham, at “nu gifter du dig fandengalemig med hende”.

Det var nemlig Tor Bonnier, der var far til Jytte Bonniers sidstfødte, sønnen Mikael, men den stenrige bladudgiver var ikke på det tidspunkt til sinds at lade sig skille fra sin daværende hustru, og Erik Seidenfaden, der udmærket var klar over, hvordan tingene hang sammen, holdt i mange år facaden.

Mikael fik først mange år senere under et skænderi med sin halvbror David at vide, at han slet ikke var Eriks søn, men Tor Bonniers.

35

Nemt var det bestemt ikke. Måske ikke underligt, at Tøger, som her i slutningen af 1940’erne endnu ikke var en del af det komplicerede familiemønster, senere udviklede en sublim evne til at redegøre for selv de mest komplicerede ting i livet. Måske skal man her også søge underbevidsthedens betydning for, at avancerede strategispil udviklede sig til en af Tøgers absolutte lidenskaber livet igennem.

I familiekredsen var “skandalen” efterhånden åbenlys og “fyldte rigtig meget”, som Judith Kaastrup-Olsen udtrykker det. “Shame in the family”. Og i et forsøg på at redde ægteskabet med Jens rejste Lone efter nogle måneder til New York.

Hun lod sønnen David passe hos sin mor, Jenny Sara Goldschmidt Larsen, der efter at være blevet skilt fra teatermanden Per Knutzon var blevet gift med nationaløkonomen, professor Jørgen S. Dich, manden bag Den herskende Klasse fra 1973, et opgør med den offentlige sektor som en dominerende klasse, og som i sin tidlige ungdom havde været en indflydelsesrig rådgiver for både statsminister Thorvald Stauning og socialminister K.K. Steincke.

Også barnebarnet David fik et nært forhold til sin reservebedstefar Jørgen Dich. Et par år senere, da “skandalen” havde levet sig ud og fået sine konsekvenser, fortalte Lone sønnen David, at der snart ville komme en ny mand i deres liv. Davids reaktion var: “Kan det så ikke blive bedstefar”.

I de første måneder i USA levede Lone alene med sin mand i New York, indtil parret fandt en lejlighed og fik David over. Idyllen syntes genoprettet, og “skandalen” – midlertidigt – neddroslet. Og Lone blev i New York gravid med nummer to, datteren Judith. I dag er Judith dog ikke i tvivl om, at hun var blevet til en abort, hvis Lone på dette tidspunkt havde befundet sig i Danmark, hvor hun “havde gode forbindelser til den slags”. Men i det mere puritanske USA kunne den slags ikke lade sig gøre, og i øvrigt var Lone og Jens på dette tidspunkt tilsyneladende i en alvorligt ment “genopretningsproces”.

Af breve, som Lone skrev, mens hun opholdt sig i USA, og som datteren siden har haft adgang til, fremgik det dog, at det ikke var genforeningen med ægtemanden og den kommende familieforøgelse, der alene fyldte Lones tanker og hverdag i det amerikanske storbyliv. I brevene kunne datteren nemlig se, at “det eneste, der optog hendes mor derovre, var rygter fra Danmark om, at jeg måske var Eriks datter”, fortæller Judith. Og det var rygter, som Lone ikke anstrengte sig for at mane i jorden, “for hun var dødforelsket i Erik”.

36

Og selvfølgelig. “Skandalen” var en kendsgerning. Og det hele endte, som det skulle.

Jytte Seidenfaden drog allerede i 1950 til Sverige, hvor hun flyttede sammen med Tor Bonnier i en moderne lejlighed på Karlavägen i det centrale Stockholm. Året efter blev hun skilt fra Erik Seidenfaden, og hun blev i 1953 den nu 70-årige Tor Bonniers tredje hustru og flyttede efter Tor Bonniers mors død i 1952 ind i Bonnier-slægtens pompøse villa, Nedra Manilla, i den mondæne Stockholm-bydel Södra Djurgården.

At det ikke var noget pludseligt og uforudset brud med Tøgers far, fortæller sønnen Mikaels fødsel i 1945 naturligvis alt om, og i bogen Manilla, Innanför murarne fra 1993 beskriver Jytte Seidenfaden selv sit første møde med Tor Bonniers mor, som var “Nedra Manillas herskerinde”. “Situationen var ejendommelig; jeg var hendes ældste søns hemmelige veninde og havde et barn med ham; Vi var begge gift med hver sin ægtefælle”.

I bogen Snu fra 1987 om datteren, der som 40-årig omkom ved en flyulykke i Portugal som følge af sabotage, har Jytte Seidenfaden beskrevet bruddet med Erik Seidenfaden og ankomsten til Stockholm med sine to døtre, Snu og Bitter, og sønnen Mikael, som hun havde med Tor Bonnier. “Det vigtigste ved skilsmissen var, at børnenes far og jeg forblev gode venner. Børnene så aldrig så meget som et glimt af nogle scener og hørte aldrig en bebrejdelse udtalt”.

At både scenerne og bebrejdelserne nok havde været der, kan Jyttes forhold til sin lillebror Jens’ kone og hendes egen mands kommende kone dog tyde på. Jytte var bestemt ikke begejstret for svigerinden Lone. Og forholdet var gensidigt, en status, der skulle vise sig at blive livslang. De var begge stærke og kloge og også ekstremt ambitiøse kvinder, men hvor Lones adfærd gjorde hende elsket blandt sine nærmeste, gjorde Jytte sig frygtet. “Møgcharmerende, men fandens irriterende”, var Jyttes karakteristik af Lone. Omvendt fortælles det, at Lone ved en familiesammenkomst tilbød Jytte “noget” i kaffen, og da Jytte spurgte, hvad det var, lød Lones svar: “Arsenik”.

Lones og Jens Kaastrup-Olsens tid som mand og kone fik også en ende.

Bruddet forekommer dog harmonisk i den udstrækning, begrebet harmoni kan forenes med en sådan proces. I hvert fald flyttede Erik Seidenfaden ind på Schimmelmannsvej 44, efter at han og Lone i 1953 blev gift. Og Erik blev stedfar for Jens og Lones to børn, Judith og David.

Også Jens, som på dette tidspunkt var avanceret til prokurist i Louis 37

Poulsen & Co., fandt en ny livsledsager i den smukke norskfødte fotomodel Solveig Prinz, der i ugebladene var udnævnt til “københavnernes yndlingsmannequin”. Hun boede sammen med sin datter på Hyldegaards Tværvej i Ordrup, ikke langt fra Schimmelmannsvej. De blev gift i sommeren 1955.

Hverken storesøsteren Jytte eller ekskonen Lone var i udpræget grad begejstrede for “hattedamen”, som den skønne fotomodel blev benævnt, men andre, blandt andre Jens Kaastrup-Olsens mor, Ebba, fandt det ganske belejligt og hensigtsmæssigt, at Jens med Solveig fik en kone, der ikke ustandseligt stillede for mange og vanskelige spørgsmål – og krav.

Jens fortsatte med at være en del af kredsen omkring Erik og Lone Seidenfaden, ikke blot på grund af børnene Judith og David, som Erik Seidenfaden nu var stedfar for, men også fordi Jens Kaastrup-Olsen hørte til inderkredsen omkring Dagbladet Information, dels som medlem af bestyrelsen for bladet, dels som økonomisk “bagmand” for den evindeligt skrantede økonomi i det unge, men fremadstormende bladhus, hvor Erik Seidenfaden i disse år havde sin storhedstid som chefredaktør.

Med til at fuldende billedet af den harmoniske opbruds- og sammensplejsningsproces hører, at Jens, da Erik Seidenfaden flyttede ind på Schimmelmannsvej, overtog Erik og Jyttes lejlighed i Stormgade, hvor han i en tid, indtil Solveig flyttede ind, boede sammen med vennen Leif Blædel, som også hørte til den snævre kreds omkring Information.

Dagbladet Information og de aktiviteter, der fulgte med, fyldte i disse år meget i den verden, hvor der først i 1957 blev tid og plads til et helt nyt begreb ved navn Tøger.

Honningdepoterne

S

kal man have et godt liv, er det nødvendigt med honningdepoter”, skrev Tøger i en klumme i sin avis, Politiken, den 13. november 2005.

“Honningdepoter er noget godt, man går og glæder sig til. Det kan ‘bare’ være en hyggestund med familien, det kan være en bog, en film, et møde; et eller andet, man på forhånd véd, at man vil nyde, der ligger og venter på én et par dage forude. Hvis man ikke hele tiden har et par honningdepoter liggende derude, bliver det hurtigt gråt bare at stå op om morgenen”, forklarede han i klummen.

Skæbnen ville, at Tøger har fået rigtig meget brug for sine honningdepoter.

Da han i midten af november 2010 forlod Herlev Hospital med resultatet af den anden “ordinære” scanning efter den behandling, der blev afsluttet i maj, blev det endnu en gang en tur, hvor mange dystre tanker fyldte Tøger.

Resultaterne viste, at modermærkekræften var brudt ud igen. At der var konstateret nye kræftceller, og at spredningen denne gang berørte flere hver for sig alvorlige dele af kroppen.

Det var først og fremmest sine nærmeste, sin hustru Tine og deres tre drenge, Johan, Lucas og Emil, Tøger havde i tankerne på vejen hjem fra Herlev Hospital. Men det var også arbejdspladsen på Rådhuspladsen. Nu havde han to gange inden for et år været i en situation, hvor han havde fået stillet en alvorlig, livstruende diagnose. Men præcist hvor alvorlig krævede både første og anden gang nogle dages udredning. Tøgers egen vurdering på vej hjem fra Herlev Hospital var, at “ja, den er gal”. Men han kunne på dette tidspunkt ikke sige med sikkerhed, hvor galt det stod til.

540

“Det var en kilde til frustration for mig, fordi forløbet rent informationsmæssigt jo var således, at jeg både første og anden gang var i en overgangsfase, hvor jeg havde en konkret viden, men en viden, der i første øjeblik ikke var så tilstrækkelig firkantet, at jeg bare kunne melde ud, at nu har jeg kræft igen. Og at skulle trække en sådan melding tilbage igen, hvor lykkeligt det end ville være, holder naturligvis ikke”.

I forhold til Tine og sønnerne følte han allerede ved udbruddet i december-januar, at det ville være en ekstrem belastning at skulle holde på en sådan hemmelighed, indtil der forelå fuldstændig afklaring af situationen.

“Jeg havde lige fået beskeden af overlægen på Herlev Sygehus. I den korte tid, jeg havde til rådighed, inden jeg nåede hjem og kunne tale med Tine om det, overvejede jeg naturligvis disse ting. Og jeg vidste, at drengene i løbet af aftenen ville komme hjem med en halv times mellemrum fra hver deres gøremål”.

“Jeg fik altså kortvarigt lejlighed til selv at tænke lidt, og der ville blive mulighed for, at Tine og jeg tænkte og talte sammen om det. Skulle vi være fuldstændig åbne over for drengene, ikke bare om, hvad jeg helt formelt havde fået at vide af lægerne, men også om, hvordan jeg oplevede det, og hvad min egen vurdering var. Og den var på det tidspunkt ganske pessimistisk”.

“Vi blev enige om, Tine og jeg, at ja, åbenheden er det eneste rigtige. I vores familie og med den måde, vi lever sammen på, vil det ikke være til at holde ud, hvis der er ting, som man skal trække sig tilbage i en krog for at tale om”.

Afklaringen af, hvor alvorlig kræftsygdommen var, kom hurtigere end forventet. I løbet af få dage fik Tøger mere sikker viden om sin sygdom. Det var ikke den viden, han have håbet på og kunne ønske sig, på den anden side betød det, at han kun skulle leve med et sådant “dobbeltbogholderi” over håb og kendsgerninger i to-tre dage. Det betød, at han kunne få relationen til alle medarbejderne på Politiken på plads. Tøger har i denne fase som tidligere haft et helt åbent og fortroligt forhold til JP/Politikens administrerende direktør, Lars Henrik Munch, men han følte naturligvis også en forpligtelse og et ansvar over for sine kolleger i Politikens ledelse og til alle medarbejderne i huset. Og den 23. november sendte han mailen til “alle”, hvor han fortalte, at kræftsygdommen desværre var vendt tilbage.

Den nu brutale, men sikre diagnose betød naturligvis også, at Tøger kun541

ne og måtte fokusere på sin situation og sin livsudsigt i relation til sin familie og sine nærmeste.

“Jeg er skruet sådan sammen, at jeg sætter alt ind på ikke at lade den situation ødelægge det øjeblik, jeg lever i. Det betyder, at jeg fra dag til dag, fra time til time, ikke vil lade det dominere mit liv. Ikke som en flugt, for jeg ved, at jeg nu har nogle helt andre rammevilkår for mit liv, men jeg vil ikke tænke på det hele tiden. Jeg vil i den udstrækning, det overhovedet er muligt, tænke på gode ting”.

Det er her, Tøgers begreb, honningdepoterne, kommer ind i billedet.

“I den situation, jeg nu er i, får min filosofi om honningdepoterne et tryk 16. Det, jeg intenst kan gøre, er at have det maksimale antal honningdepoter, som jeg overhovedet kan få”.

“Situationen gør også, at man prioriterer. Hvad har jeg det allerbedst med, hvad bliver jeg gladest af overhovedet? Det er naturligvis min familie. At være sammen med Tine og vores tre drenge. Og vel at mærke at være sammen med dem på en god måde. Ikke for at holde krisemøder om min sygdom, for den ved de alt om, og er der nyheder, så får de også dem. Men bare være sammen om ting, som vi traditionelt har lavet sammen, og som er hyggelige”.

“Det kan være at se den amerikanske dramaserie The West Wing (Præsidentens mænd) sammen. Vi er desværre lige blevet færdige med serien, men vi har taget to, nogle gange tre afsnit om aftenen efter middagsmaden. Det kan også være at lave maden sammen, eller det kan være litteratur, hvor vi læser højt for hinanden. Den ældste og yngste af drengene og jeg er netop nu i gang med en kæmpe renæssance-serie, Niccola-Sagaen, en pragtfuld historisk serie på otte tykke, bløde paperbacks, skrevet af den skotske forfatterinde Dorothy Dunnett. Den handler om en ung farverlærling i 1400-tallet, som fra bunden af samfundet udvikler sig til at blive en verdensmand, eventyrer og bankier. En fascinerende, kompliceret personlighed, som oplever hele det historiske galleri af personligheder fra den tid fra Medicierne, en familie i Firenze, som ved tekstilvirksomhed og bankvirksomhed blev Europas rigeste familie i 1400-tallet og opnåede stor politisk indflydelse, til kong Ludwig den 11. af Frankrig. Jeg har læst den tidligere, men under min sygdomsperiode i begyndelsen af 2010 fik jeg lyst til at læse den sammen med drengene”.

“Vi læser den på originalsproget, indtil nu er det kun den ældste, Emil, som føler, han kan magte det, så han og jeg skiftes til at læse højt. Den yngste, 542

Johan, lurer lige nu på, hvornår han kan tage del i højtlæsningen. Men han er enormt samfundsinteresseret, og Emil er historiestuderende, så for ham er det rigtig sjovt. Den mellemste af drengene, Lucas, er ikke med i dette “Niccola”-fællesskab, han har været nødt til at stå af for at øve sig på sin blokfløjte”.

Men der er nye fællesaktiviteter og honningdepoter i spil. Tøger og familien arbejder på at finde en ny tv-serie til afløsning af West Wing, som hele familien kan samles om. En mulighed er Mad Men, den amerikanske serie om det rå og kreative reklamemiljø på Manhattan i 1960’erne, en serie om “røg, druk og hor i verdensklasse, og om dengang verden var uskyldig, selv om der blev syndet både tappert og for fuld drøn”, som anmelderen Henrik Palle konstaterede, da han fortalte om den i Politiken. En anden mulighed er The Wire, den amerikanske kriminalserie, som Politiken-anmelderen gav betegnelsen “et højdepunkt i moderne tv-fiktion” og tildelte seks hjerter.

Indtil det bliver afgjort, hvilken af de to serier der bliver den foretrukne, genser familien Ringenes Herre. Tøger og drengene har ganske vist set den mange gange, men Tine har kun set den en enkelt gang eller to, og drengene er ganske begejstrede over, at deres mor nu vil se den sammen med dem. “Det er sådan nogle helt nemme projekter i familiens skød”, fastslår Tøger.

“Da min sygdom blev konstateret i november, lavede vi et lille familieråd.

Drengenes første reaktion, især den ældste, fordi han ikke bor hjemme længere, var, at de ville være herhjemme, nu hvor jeg er syg. Men det holder jo ikke en meter. De lever deres liv og har en milliard andre ting, de skal lave.

Det har Tine og jeg også. Drengene pressede på, og vi forhandlede om tingene, og vi fandt en model, så vi nu har tre familieaftener om ugen, hvor vi er herhjemme og laver noget hyggeligt sammen. Tirsdag, torsdag og søndag.

Men selvfølgelig kan der være vigtige projekter, og man kan få orlov fra aftalen, men som grundkoncept har vi alle forpligtet os til at overholde aftalen.

For mig betyder det tre mega honningdepoter, som jeg kan regne med i løbet af ugen”.

Hvad giver det af honningdepoter for dine drenge, tror du?

“Det er svært at sige. Men mit indtryk er, at de også er glade for aftalen. For dem er det en fastholden og en intensivering af det, de oplever som deres lykkelige liv med deres forældre. Det liv, sørger vi for, er der i endnu mere 543

intense doser, end det vil være, hvis de kommer og går mere tilfældigt, eller hvis vi er mindre bevidste omkring det. Det giver også en ro, for de ved, at det er det, vi gør, og som vi alle sammen er glade for. Så skal de ikke have dårlig samvittighed over, at de ugens øvrige fire aftener kan lave, hvad der passer dem, om det er fester, forelskelser eller arrangementer på deres skoler. Jeg tror, det giver en sund balance for dem”.

Din ældste søns første ønske om at være hjemme hver dag tyder på, at det er drengenes behov, der opfyldes, lige så meget som det er dit?

“Heldigvis. Og det er jo bare en del af det mirakel, det er for mig, at min familie er, som den er”.

Du er åben omkring din sygdom og om de mulige konsekvenser af den. Hvordan har du overvejet den åbenhed i relation til dine børn?

“Det var jo ikke mindst det, jeg overvejede allerede ved juletid sidste år, da jeg forlod Herlev Hospital med beskeden om, at min modermærkekræft ikke kunne opereres, og at den havde spredt sig til indre organer. Jeg havde på det tidspunkt selv en følelse af, at det her ender ikke godt. Og det var der, jeg sammen med Tine besluttede, at åbenhed grundlæggende er det eneste holdbare”.

“Min ressource i forhold til at have en livstruende kræftsygdom inde på livet er min mors død. Hun døde af kræft, da jeg var på min ældste søns alder, og hun blev begravet på min 21-års fødselsdag. Hun skjulte ikke noget omkring sin sygdom, og vi vidste, at det var alvorligt. Men hun var heller ikke hundrede procent åben omkring det. Ikke at hun fornægtede noget, men hun insisterede på håbet. Om det var, fordi hun selv troede på det, eller hun ikke kunne holde ud at tage den samtale, ved jeg ikke. Men hun lagde ikke op til samtaler om, at hun snart skulle dø. Med det intense forhold, både jeg, mine søskende og min far havde til min mor, og med den holdning jeg selv har i dag, føler jeg nok, at der manglede noget”.

Din mor var jo grundlæggende et enormt åbent menneske?

“Hun var et fabelagtigt menneske, også et fabelagtigt åbent menneske og et psykologisk klogt menneske. Men lige på dette punkt føler jeg, der manglede noget. Men måske havde det noget med tiden at gøre. Lægerne var heller ikke så åbne dengang. Hendes kræft-overlæge var en tidligere studenterkammerat 544

til hende, og jeg er ikke sikker på, at han fortalte hende hele sandheden. Jeg tror, hun længe havde grund til at bevare et håb, som der objektivt set ikke var grund til”.

Når du i dag sidder med en følelse af, at “der manglede noget”, er det så dit behov for at have talt mere med hende, du tænker på?

“Nej, for jeg sagde hundrede tusinde gange til hende, og hun sagde en million gange til mig, at vi elskede hinanden. Det handler ikke om ting, der ikke blev sagt. Jeg tror mere, det var det, at vi ikke også konfronterede, at hun skulle dø. I dag er min oplevelse, at det ville have været rigere for os begge, hvis hun også havde taget de samtaler”.

At din mor hellere ville fokusere på optimismen kunne være for at beskytte dig og dine søskende?

“Det kan meget vel tænkes. Og måske var det rigtigt sådan, for sorgen kommer jo alligevel. I virkeligheden var det måske højst i 14 dage, inden min mor døde, jeg fattede, at hun skulle dø. Det gjorde så, at jeg var i chok i den forholdsvis korte tid, og så havde jeg et langt forløb bagefter, hvor jeg var ekstremt ked af det. Du kan sige, at det sparede hun mig for, mens hun var i live.

Det er svært at sige, om hendes valg var det rigtige”.

“Jeg er jo selv som min mor, når det handler om at se de lyse sider. Og der er bestemt lyse sider, også ved min situation lige nu. Dem vil jeg meget gerne fortælle om, men jeg kan og vil ikke undvære den fulde ægthed og den fulde sandhed omkring min situation, i den udstrækning jeg overhovedet ved, hvad sandheden er. Det er en trossag, men jeg vil fortsætte med at udvikle den i mine samtaler med mine nærmeste, efterhånden som tingene udvikler sig”.

“Og heri indgår mange negative og triste ting. Min situation er jo, at det lykkedes at nedkæmpe de metastaser, som jeg fik for et år siden. Nu er der så kommet nye kræftceller andre steder. Nogle af disse mutationer har krævet, at jeg har skullet igennem en præliminær strålebehandling i håb om, at det kan afbøde nogle konkrete fysiske gener, før jeg kan komme i gang med den egentlige kræftbehandling”.

“Jeg er alvorligt syg, men hidtil har det mest været en teoretisk trussel, hvor jeg, bortset fra de bivirkninger, behandlingen har medført på en kontrolleret måde, har haft det godt. Nu er jeg også fysisk plaget. Dertil kommer, 545

at spredningen denne gang er på mange forskellige og hver for sig alvorlige lokaliteter på én gang, og jeg kan med min sunde fornuft indse, at nogle af dem på et eller andet tidspunkt vil give mig udfordringer, som i sig selv vil påvirke mig fysisk”.

“Jeg er i et kapløb med tiden. Og jeg står foran en behandling, der har en chance for at virke, og hvor de fleste af de lokale metastaser kan strålebehandles. Jeg har ikke været igennem alle scenarierne med lægerne endnu, men mit eget scenarium lige her og nu, og lige før jeg starter på den egentlige behandling, er, at det ikke tegner godt. At det her ender galt. Hvornår ved jeg ikke noget om, det kan være uger, det kan være måneder. Men det er ikke år”.

“Jeg udelukker ikke, og det gør lægerne heller ikke, at der kan komme, hvad jeg kalder et mirakel. Lægerne vil kalde det et positivt forløb. Jeg stoler på, at den behandling, jeg skal igennem, er meningsfuld og har en chance for at virke. Men i dag er mit basisscenarium, at for mig handler det nu om at nyde den tid, som jeg har tilbage, så meget som overhovedet muligt. Og at leve den tid så meningsfuldt som muligt. Og at satse på, at bivirkningerne og ubehagelighederne ikke fuldstændig æder tiden op for mig, så mit afsluttende forløb kan blive så værdigt som muligt. Det er ikke en vurdering, jeg hidtil har delt med andre end mine nærmeste. Over for dem er det heller ikke noget, jeg gentager i en uendelighed. De ved det godt. Og selv prøver jeg ikke at tænke på det hele tiden, og det lykkes”.

“Derfor er de fleste af mine dage, trods de seneste eskalerende dårlige resultater, gode dage. Enten på grund af mine honningdepoter i familien eller på grund af gode oplevelser på arbejde. For få dage siden var det mit engagement i WikiLeaks-aktiviteter, et par dage før var det nogle forrygende økonomiske resultater for Politiken, som jeg kunne fremlægge for både bestyrelsen og medarbejderne på Politiken”.

Din mor, et levende og omsorgsfuldt menneske, hun døde i en ung alder, i den alder, du har nu. Har du nogen form for oplevelse af uretfærdighed?

“Da hun døde, syntes jeg, det var vanvittigt uretfærdigt. At jeg skulle miste hende på det tidspunkt. Men jeg oplever ikke uretfærdighed i min situation.

Det ville jo forudsætte, at nogen havde gjort mig uret. Men jeg oplever det selvfølgelig som meget trist, for sådan som jeg er indrettet, har man jo kun tilværelsen. Og har man ikke den, så har man jo ikke noget”.

546

Retfærdighed og uretfærdighed er jo ikke nødvendigvis rationelle følelser?

“Nej, det er rigtigt, men jeg er ikke typen, som er optaget af uretfærdighed over for mig. Hvis jeg oplever urimeligheder, som irriterer eller generer mig, så går jeg til modangreb. Så gør jeg noget ved det. Men ikke, når det ikke giver nogen mening at gå til modangreb. Jeg går til behandling mod sygdommen.

Men over for den ultimative prognose om, hvordan min sygdom vil udvikle sig, er der jo ikke noget modforsvar, og så vil det jo være nonsens. Det er jo det, der er det perspektivløse ved begrebet hævn. Hævnmotivet optræder i litteraturen og andre steder, og et eller andet sted har jeg altid syntes, at det er noget forfærdelig taberagtigt noget. For uanset hvor meget det måske lykkes at hævne sig, så får man jo ikke rettet op på det, som gør, at man får trang til at hævne sig. Hvis man kan, er det eneste rigtige at hæve sig over det”.

Hvordan oplever du dine omgivelser, de af dem, der ikke er dine nærmeste?

“Alt det, jeg oplever, er varme. Og i mange forskellige situationer og relationer. Det er venlige ord, kærlige ord, positive ord. Jeg tror også, der er masser af mennesker, som måske har lyst til at sige noget, formentlig positivt, men som ikke får det gjort, fordi de er generte eller hæmmede. Det er ikke noget, jeg tænker over. Men jeg hæfter mig ved, at alt det, jeg får, det er positivt”.

I arbejdet med denne bog har jeg mødt mange, som reagerer på din sygdom ved at sige: Tøger, ham kan vi ikke undvære?

“Det er jo også det, de siger til mig. Især dem, som jeg ikke har en personlig relation til. Folk på gaden eller i supermarkedet eller på mailen, som jeg slet ikke kender. Eller de udtrykker sig endnu mere positivt, forstået på den måde, at ‘du skal nok blive rask, Tøger, for vi har brug for dig’. Det er jeg da enormt taknemmelig for”.

“Skal jeg trække noget positivt frem ved at være syg, så er det, at mange mennesker får sagt nogle ting, som de ellers ikke ville få sagt. Jeg havde naturligvis gerne undværet det, det kunne passende have ventet til nekrologerne, når jeg bliver 90. Men når det nu er sådan, så hører det til de gode ting i en så ulykkelig situation”.

“Der er bestemt gode ting, lyspunkter, selv i en så håbløs situation. Først af alt, at de ting vi gør sammen her i familien, og som jo er gode og dejlige ting under alle omstændigheder, de får en helt anden intensitet i lyset af den 547

ramme, de nu foregår i. Begrebet lykke har mange definitioner. En af dem er den her fuldstændig intense tilstand, man kan være i, når man sidder og ser en solnedgang. Eller når man er sammen med dem, man holder af. Ikke fordi der nødvendigvis sker noget særligt, men det er lykke. Og sådanne glimt af lykke har jeg mange af i disse dage. Og der kommer flere af dem, når der er denne her kombination af noget, der i sig selv er rart og varmt, men som opleves i skyggen af et uvejr, en trussel. Så bliver alt mere intenst”.

“En anden god ting er den totale frihed til at prioritere, som man har i sådan en situation. I min mailbox får jeg hele tiden nye muligheder. En invitation til en stor ceremoni i Algier i anledning af afkolonialiseringen, en konference i Beirut, en invitation fra Den Trilaterale Kommission om at være med i en tænketank om kommissionens fremtidige arbejde eller en middag hos den franske ambassadør, som har inviteret mig og min nære ven Michael Mathiesen til en middag med vores professor fra studietiden i Frankrig. Det er alle mulige ting, der hele tiden dukker op, fordi jeg har de netværk og de muligheder, jeg nu har. Og hvad enten det er noget familiemæssigt, noget arbejdsmæssigt, noget fagligt eller noget underholdningsmæssigt, så er det en enorm frihed at kunne sige: Det vil jeg. Fuldstændig frit og uden smålig skelen til, om det er ‘noget jeg bør’, noget ‘nogle vil blive glade for’ eller ‘noget jeg skylder’”.

“Jeg ved, at jeg i min situation risikerer at sige ja til noget, jeg i den grad har lyst til, men at det ikke bliver til noget, fordi jeg fysisk er ude af stand til det, når vi når dertil. Men alene det at kunne prioritere skarpt og gøre det med god samvittighed, det er selv i denne her elendige situation en god ting”.

Men din sygdom betyder vel, at din prioritering ligger på de helt nære relationer?

“Det er klart, og sådan har det været for mig siden sidste vinter. Det er den relation, jeg helst vil. Men den betyder ikke, at jeg ikke også vil nogle af de andre ting. Jeg melder mig ikke ud”.

“Intensiteten, muligheden og retten til at prioritere og så også refleksionen og glæden over mit liv generelt står som noget positivt. At kunne konstatere, at det er gået meget godt, at det har været sjovt, og det har været spændende, og også den kendsgerning, at andre mennesker bekræfter mig i, at det har været okay, det jeg har lavet, at det har gjort nytte, de ting betyder kolossalt 548

meget. Og dem ville jeg jo ikke opleve, hvis jeg pludselig døde af et hjerteanfald og var væk”.

Kan du have disse øjeblikke af lykke uden også at tænke på, at du vil miste dem?

“Det kan jeg ikke, det er en del af dem. Men sådan er det vel i en vis forstand altid med lykkefornemmelser. Også når man ikke er syg. Der er i al lykke elementer af forgængelighed og nostalgi, noget bittersweet. Det er der så helt umiskendeligt i min situation. Men det ændrer ikke ved, at det også er lykke”.

Med baggrund netop i dit spændende liv og i dine muligheder, hvad presser så på hos dig i retning af, hvad du måske ikke når nu?

“Det kunne man selvfølgelig tro er en kæmpe frustration. At jeg har nogle store, fremtidige projekter, som jeg nu ikke får tid og kræfter til at realisere.

Men nej, jeg er jo så heldig, at mit liv som chefredaktør og debattør har bestået i, at min måde at gøre en forskel på i virkeligheden er og altid har været reaktiv. Det er noget her og nu, en aktuel debat, som jeg måske sætter på spidsen, eller det kan være et kontroversielt eller usædvanligt initiativ. Men jeg er jo ikke nogen Niels Bohr, som tænker nye tanker inden for fysikken, eller en virksomhedsleder, som sætter mål fem år ude i fremtiden. Jeg lever mere i nuet og har altid gjort det. Så jeg har ikke et helt katalog af ting, jeg gerne ville nå”.

“Jeg tror også, man kan sige, at jeg som redaktør og debattør så nogenlunde har nået, hvad man kan kalde min optimale ydeevne. Det betyder ikke, at jeg ikke ville kunne yde noget mere og kunne løfte mig, hvis jeg får lov at være rask i 10 eller 20 år mere, men det er ikke sådan, at jeg har konkrete forestillinger om et niveauskifte, som venter foran mig”.

“Så i den forstand er det, jeg går glip af, et spændende og vidunderligt og dejligt liv i et antal år, herunder et otium, som jeg da godt kunne forestille mig, hvor jeg kunne suge til mig, nyde livet, rejse og læse og måske skrive. Jeg går da glip af en helvedes masse ting. Men jeg oplever ikke, at jeg går glip af noget kvalitativt anderledes”.

“Det betyder i virkeligheden, at jeg kan minimere elendigheden til tre meget negative ting. Det ene er den viden, jeg nu har om min sygdom. Det andet, jeg forhåbentlig i samråd med lægerne kan minimere, er, at selve døds549

processen ikke bliver for forfærdelig. Den tredje ting i forhold til mig selv er at insistere på, at det jo reelt er værst for først og fremmest mine nærmeste.

De vil komme til at sørge og savne”.

“Jo bedre forløbet hen mod det tidspunkt må blive, jo mere åbne og varme samtaler, vi har, og jo mindre usagt, der er, og mere positivt, der bygges op, jo mere kan jeg håbe, at deres proces på den anden side trods alt bliver lettere, måske kortere”.

“Da min mor døde, følte jeg, at der aldrig var sket og aldrig ville ske noget i mit liv, som var værre. I løbet af et halvt års tid efter hendes død blev jeg bevidst om, at netop den kendsgerning gav mig en kolossal styrke. Jeg var sårbar, jeg var midt i min studietid, kendte ikke min fremtid og var i det hele taget usikker på alt lige fra forelskelser og eksaminer til fremtidsjob, og hvordan jeg fik tingene til at hænge sammen. Men jeg vidste, at det værste, der kunne overgå mig, det var allerede sket. Det skabte en kolossal afslappethed omkring mange ting, og det var sådan, jeg brugte den situation”.

“Jeg håber, at min egen bortgang efter nogen tid kan give mine børn det samme. Oplevelsen af, at ja, det er sket. Det står ikke til at ændre, men det giver en livserfaring, som de selvfølgelig helst ville være foruden, men som også indeholder noget, de kan bruge i deres liv”.

Har du talt med dine sønner om styrken i sorgen?

“Jeg har tidligere fortalt dem om min mors død, hvad det betød for mig, og det forløb, jeg selv oplevede. Det er også en erfaring, jeg har brugt de gange i mit liv, hvor jeg har skullet holde tale ved en begravelse. Det er jo svært at sige noget meningsfuldt i den situation til de allernærmeste, ægtefællen og børnene, men jeg har brugt min egen følelse og oplevelse og fortalt om, hvordan jeg kunne vende sorgen til noget positivt. At de skulle være deres sorg bekendt, og at de havde ret til at vise den og dvæle i den, men også, at der på den anden side ventede en styrke. Jeg har også kunnet mærke de to-tre gange, jeg har gjort det, at det har betydet noget for de mennesker, jeg fortalte min historie til”.

Din egen nære familie, din hustru og jeres tre sønner, hvilke tanker gør du dig der?

“Selvfølgelig er noget af det, man kan blive allermest desperat og ked af det 550

over, at jeg måske ikke kommer til at opleve den yngste, Johans, 18-års fødselsdag, og hvad han vil komme til at bruge sit liv på. Hvordan Emil kommer videre i sit liv, og hvad Lucas og hans planer om musikkonservatoriet bliver for ham. Men når nu det er sådan, så er jeg også heldig, for jeg synes allerede, at de alle tre er langt i deres udvikling, og jeg er tryg ved, at det bliver noget godt for dem. Selv om de kun er 15, 18 og 21 år, så tegner der sig allerede en del karaktertræk, og de er alle tre allerede som afklarede små mennesker – og store mennesker”.

“Jeg har også en meget stor tryghed ved, at Tine vil videreføre det fællesskab, vi har omkring dem. Hvis jeg endelig skulle være bekymret, skulle det mere være om, hvorvidt hun vil være der så meget for dem, at hun ikke også giver plads til sig selv og til det liv, som hun har ret til”.

Tøger taler i hele denne samtale om sygdommen, hvad den gør ved ham følelsesmæssigt, fysisk og psykisk, og hvad den betyder for fremtiden, for ham selv, men i særlig grad for hans børn og for hans hustru Tine, med et engagement, en viljestyrke og med en kontrol, som situationen taget i betragtning kan forekomme næsten umenneskelig.

Han er naturligvis berørt af de kendsgerninger, han selv bedre end nogen er i stand til at analysere, vurdere og skitsere konsekvenserne af. Det er en ikke blot rørende, men også imponerende styrke, der karakteriserer ham. Det er noget, han vil. Det er noget, han vil gøre ordentligt.

Som han sidder der i den røde sofa i stuen i huset på Emmasvej, kan man ikke lade være at undres over, hvorfra han får sin styrke. Den styrke, han livet igennem har demonstreret hver eneste gang, han er gået ind i en sag og med vid, kendsgerninger og syleskarpe formuleringer af, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er ordentligt og ikke ordentligt, og hvad der skal til for at kunne kalde det samfund, som han siden sine helt unge år har påvirket, for et anstændigt samfund.

Som en kapacitet, der ud over sit vid, sit intellekt, sin dømmekraft og sin elegance som formidler er drevet af optimisme og engagement, som vil det samfund og den verden, han ved så meget om. Og han hugger til, hver gang det bliver uanstændigt.

En stor mand i den store røde sofa. Et dybt anstændigt menneske.

551

Du er kendt som et lyst og optimistisk menneske. Har du brudt med optimismen i din nuværende situation?

“Nej, nej. Min optimisme er jo en optimisme af den stærkeste art. Det vil sige en optimisme, der bygger på, at der er en bund nedenunder, som ingen kan anfægte. Hvis jeg var optimist i den forstand, som jeg har set nogle kræftpatienter være ved at sige, at ‘det her, det vinder jeg over, jeg tager den gode kamp, så kan jeg ikke tabe’, så ville det for mig være falsk optimisme. For det er jo løgn, den slags kan man ikke være sikker på, og der gives ikke nogen garantier”.

“Jeg er stadigvæk optimist – og i dobbelt forstand. Både i den forstand, at jeg håber på et mirakel, og i den forstand, at jeg håber på et godt forløb, uanset at det ender med, at jeg dør inden længe. Derfor er jeg stadigvæk optimist, men min optimisme giver kun mening for mig, hvis den bygger på en fuldstændig én til én virkeligheds-anerkendelse”.

Dit intellekt forbyder dig at være tosse-optimist?

“Ja. Og det er ikke kun mit intellekt. Det er min psykologi, det er min sindstilstand, fordi jeg ville føle det så falsk. Jeg vil hellere være mere pessimistisk, end der er grund til ud fra de analyser af min situation, jeg kan lave, for kun på den baggrund kan jeg så være sikker på, at den optimisme, der er tilbage i form af, at der kan komme et mirakel, eller at jeg kan være den heldige, den får så en troværdighed”.

“Hvis optimismen bygger på et forkert grundlag og på en benægtelse af at se worst case i øjnene, ville det inficere det hele. Det ville blive utroværdigt for mig selv. Så derfor, nej, nej, jeg har ikke opgivet min optimisme. Den eneste måde at være optimist på i den situation, som jeg nøgternt set mener at befinde mig i, det er at være pessimist i udgangspunktet. Og jeg er ikke i tvivl om, når jeg lytter til de ansvarlige for min behandling, at min pessimisme er velbegrundet. Dermed ikke være sagt, at lægerne udelukker – de kalder det ikke et mirakel – men udelukker, at jeg har en fair chance”.

Hvordan bevarer man livsmodet i denne proces, for det har du jo åbenlyst i behold?

“Det er den dér honningdepot-strategi. Hele tiden at sørge for, at der er en, to, tre ting, som jeg har lyst til, og som jeg ved kommer på nogle dage, hvor jeg 552

også tror, der er en chance for, at de kan realiseres. Disse samtaler om mit liv er også et honningdepot. Jeg må så sørge for, at der også er nogle honningdepoter i næste uge”.

Det er formentlig få mennesker, der kan vælge så trist en historie fra og sige: Nu glemmer jeg min situation, nu ser jeg hen til mit honningdepot og har nærvær og glæde ved det. Hvad er det, der gør dig i stand til det?

“Jeg kan jo heller ikke glemme min situation 100 procent. Det kommer op i mig med mellemrum, og så bliver jeg ked af det”.

af mennesker med spontan, ægte sorg.

Født folkelig var Tøger bestemt ikke. Han talte som en overklassedansker og var belæst som få. Og han måtte bære rundt på et prædikat som arrogant det meste af sit liv.

Men Tøger brugte sin begavelse, sit oratoriske talent og sit instinkt til at værne om de værdier, der ligger i begreber som menneskerettigheder, frihedsrettigheder og demokratiske rettigheder.

Og han huggede til, hver gang det blev uanstændigt.

Han brugte den frie presse til lige præcis det allervigtigste, man kan bruge den til.

Tøger var oprindelig tænkt som en bog om den seneste generations mest markante og kontroversielle debattør. Den er blevet til et portræt – et stort livsportræt – af et dybt, ærligt og sjældent engageret menneske, som ikke taler mere.

Bogen er baseret på samtaler med Tøger og mange andre siden efteråret 2009. Kort inde i forløbet blev Tøger syg. Men samtalerne fortsatte, og de sidste blev gennemført få dage, før han døde.

Tøger havde respekt for individet, for friheden og for værdigheden.

Han viste sin respekt ved at slå ned på racisme og fremmedhad. Ved at harcelere mod urimeligheder og undertrykkelse. Ved at tale uanstændigheden midt imod.

Lag for lag skrællede han sig i samtalerne gennem sit – og vores –

170mm

Stig Andersen

Da Tøger Seidenfaden døde den 27. januar 2011, reagerede tusindvis

43mm

Tøger

240mm

170mm

liv fyldt af magthavere, skæbner, absurditeter og møder med primitiviteten, magtarrogancen og mangelen på ordentlighed.

Og hold kæft, hvor lå der meget snavs tilbage i den store røde hjørnesofa i hjemmet på Emmasvej.

Men også en masse kærlighed. Til livet og sine medmennesker.

Tøger Stig Andersen

Stig Andersen

ISBN 9788771081541

9 788771 081541