Sorte engle - af Lili St. Crow

Page 1

85 mm

128 mm

30,5 mm

128 mm

lili st. crow

Chance for overlevelse? Så godt som ingen!

Hej. Jeg hedder Dru Anderson. Min far

er første bind i lili st. crows nye best-

blev fuldstændig vanvittig, efter min

seller-serie, der netop nu er en af de

mor døde, og nu rejser han rundt og

Den virkelige verden kan være et skræmmende sted. Bare spørg

jager det, der laver uhyggelige lyde om

16-årige, forældreløse Dru, en hård pige, der har overlevet sin del af

natten, dræber væsner, som man kun

mærkværdige væsner og onde kræfter. Hun er bevæbnet, farlig og

hører om i eventyr og spøgelseshistorier.

klar til at dræbe først og stille spørgsmål bagefter – hvilket betyder, at

Jeg hjælper ham, når jeg kan, men det

sets hearts beating loudly and never lets

hun er længe om at finde ud af, hvem hun kan stole på …

go. The first in a series, it will be all too

mest læste Young Adult romaner i USA.

“The book grabs readers by the throat,

meste af tiden er jeg en klods om benet,

190mm

85 mm

selvom jeg kan mærke, når noget ikke-

Dru Anderson har været anderledes så længe, hun overhovedet kan

menneskeligt her i byen har tænkt sig

huske. Sammen med sin far rejser hun fra by til by, bor hele tiden nye

at komme frem. Jeg pjækker, fordi jeg

steder og spiser de særeste ting – på jagt efter spøgelser og varulve.

ikke er her om tre måneder. Intet af det

Det er et mærkeligt liv, men et godt liv – indtil det hele eksploderer,

betyder en skid.

og en zombie bryder ind i deres hus og slår Drus far i hjel.

hard to wait for the next.” kirkus reviews

Monstrene vender hurtigt tilbage – og denne gang har de Dru på menuen. Chance for overlevelse? Så godt som ingen! Hvis hun ikke kan klare sig til solopgang, er det game over …

l i l i s t. c r o w 9 788771 082814


Sorte Engle


Til Gates, som greb linen, da jeg kastede den.


Lili St. Crow

Sorte Engle P책 dansk ved Lea Carlsen Ejsing


Sorte Engle Lili St. Crow Oversat fra: Strange Angels På dansk ved Lea Carlsen Ejsing © 2009 Lili St. Crow © Dansk udgave 2011 by People’sPress Jr. Omslag: Rasmus Funder Grafisk tilrettelæggelse: LYMI ISBN: 987-87-710-8281-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2011

All rights reserved including the right of reproduction in whole or in part in any form. This edition published by arrangement with Razorbill, a division of Penguin Young Readers Group, a member of Penguin Group (USA) Inc.

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. People’sPress Jr. Vester Farimagsgade 41 1606 København V www.artpeople.dk


A fronte praecipitium, a tergo lupi.



Prolog

J

eg fortalte ikke far om bedstemors hvide ugle. Det   burde jeg have gjort. Der er et sted mellem søvn og drømme, hvor ting – ikke helt drømme, ikke fuldt udfoldede forudanelser, men underlige små blandinger af begge dele – nogle gange kommer ind. Øjnene åbner sig, langsomt og drømmende, idet fornemmelsen af nogen, der kigger, stiger op gennem den vatagtige tåge af at være varm og træt. Det var der, jeg så den. Uglen pustede sig op på min vindueskarm, badet i måne­ lys, så hver eneste lyse fjer stod tydelig og klar i det kolde lys. Jeg havde ikke gidet at trække de billige persienner ned eller hænge gardiner op. Hvorfor skulle jeg, når vi – min far og jeg – kun boede et par måneder i hver by? Jeg blinkede til den guløjede fugl. I stedet for den bero­ ligende fornemmelse af, at Bedste tænker på mig – og spørg ikke, hvorfor jeg ved, at de døde tænker på de levende; jeg 7


har set for meget til ikke at vide det – følte jeg en skarp smerte, som glas, der splintredes inden i min hjerne. Uglens næb var sort, og dens fjer havde åndeagtige plet­ ter, der lignede edderkoppespind, som skygger mod de snehvide dun. Den stirrede ind i mine søvnige øjne i det, der føltes som en evighed, mens den pustede sig lidt op, på samme måde som Bedste altid plejede at gøre, når hun mente, at nogen var ude efter mig. Ikke igen. Gå din vej. Den dukkede som regel kun op, når noget spændende eller virkelig slemt skulle ske. Far havde aldrig set den, eller det troede jeg i hvert fald ikke. Men han vidste det, når jeg havde, og det fik ham til at gribe et våben, indtil jeg kunne åbne munden og sige, om vi snart skulle møde en gammel ven – eller om vi pludselig sad i lort til halsen. Den nat, hvor Bedste døde, sad uglen i vinduet, mens hun tog sine sidste få overfladiske mundfulde luft, men jeg tror ikke, at sygeplejersken eller lægen så den. De ville have sagt noget. Men på det tidspunkt vidste jeg nok til i det mindste at holde min mund. Jeg sad bare der og holdt Bedste i hånden, indtil hun ebbede ud; derefter sad jeg ude i gangen, mens de ordnede hendes tomme krop og kørte væk med den. Jeg lukkede mig inde i mig selv, da lægen og socialrådgiveren forsøgte at tale med mig, og jeg gentog bare, at min far vidste det, at han var på vej – selvom jeg ikke anede præcis, hvor han var. Han havde været væk i omkring tre måneder, travlt beskæftiget med at befri verden for onde væsner, mens jeg så, hvordan det gik ned ad bakke for Bedste. 8


Selvfølgelig dukkede far op den morgen, hærget og ubarberet, med skulderen i forbinding og med blå mærker i ansigtet. Han havde alle id-kortene, underskrev alle papirerne og svarede på alle spørgsmålene. Alt endte okay, men nogle gange drømmer jeg om den nat og tænker på, om jeg igen vil blive efterladt i en lysstofrørsoplyst gang, der lugter af desinfektionsmiddel og kold smerte. Jeg kan ikke lide at tænke på det. Jeg pressede hovedet længere ned i puden og betragtede uglen, der rystede sig, og hver eneste fjer var kantet af et koldt månelys. Mine øjne gled i. Et varmt mørke opslugte mig, og da vækkeuret ringede om morgenen, strømmede et blegt vin­ ter­solskin ind gennem vinduet og tegnede en firkant på det brune tæppe. Jeg havde sparket dynen af og frøs ad helvede til. Far havde ikke skruet op for varmen. Det tog omkring tyve minutter under bruseren, før jeg følte mig i nærheden af vågen. Eller menneskelig. Men da jeg trampede ned ad trapperne, var jeg allerede pissesur, og det blev kun værre. Mine yndlingsjeans var ikke rene, og jeg havde en bums på størrelse med vulkanen Pinatubo i panden under mit garnagtige hår, der havde samme farve som opvaskevand. Jeg valgte en grå T-shirt og en rød hættetrøje, et par militærstøvler og ingen makeup. Ingen grund til at gå op i det, vel? Jeg ville ikke være her længe nok til, at nogen bemærkede det. Min taske bankede i gulvet. Opvasken fra i går aftes stod stadig stablet i vasken. Far sad ved spisebordet, han var bøjet over bakken, mens han lagde patroner i magasinet, så hver patron gav et lille klik. “Hej skat.” 9


Jeg gryntede, snuppede juicen og åbnede kartonen for at tage en lang kold slurk. Jeg tørrede min mund og bøvsede en lille melodi. “Meget elegant.” Hans blodskudte blå øjne veg ikke fra patronerne, og jeg vidste, hvad det betød. “Skal du ud i aften?” Det var, hvad jeg sagde. Hvad jeg mente, var: uden mig? Klik. Klik. Han lagde det fulde magasin til side og be­ gynd­te på det næste. Patronerne skinnede, fordi de var be­ lagt med sølv. Han måtte have været oppe hele natten for at lave dem og lade dem. “Jeg er ikke hjemme til aftensmad. Bestil en pizza eller noget.” Det betød, at han skulle til et sted, der var mere-farligt, ikke bare ret-farligt. Og at han ikke havde brug for mig til at få ram på målet. Han måtte have fået en eller anden form for efterretning. Han havde været væk hver nat hele ugen, men dukkede altid op inden aftensmaden med en duft af cigaretter og fare. I andre byer havde han for det meste taget mig med sig; folk var enten ligeglade med en teenagepige, der drak en cola i baren, eller vi tog steder hen, hvor far var nogenlunde sikker på, at han kunne stoppe problemer med et iskoldt militærblik eller en hård bemærkning. Men i denne by havde han ikke taget mig med nogen ste­der hen. Så hvis han havde fået efterretning, var det hans egen. Hvordan? Måske på den gammeldags måde. Det kan han sikkert bedre lide. “Jeg kunne tage med.” “Dru.” Kun det ene ord, med en advarende stemme. Mors sølvmedaljon glimtede ved hans hals, hvor den blin­ke­de i morgenlyset. 10


“Du får måske brug for mig. Jeg kan bære ammunitionen.” Og fortælle dig, når noget usynligt står i hjørnet og kigger på dig. Jeg kunne selv høre, at min stemme var skinger og stædig, og jeg bøvsede igen for at skjule det. Det var en god klangfuld bøvs, som næsten fik vinduet ud mod den rodede baghave med det faldefærdige gyngestativ til at klirre. Der stod en kasse med tallerkener foran skabet ved siden af komfuret; jeg undertrykte lysten til at sparke til den. Mors krukke til småkager – den, der var formet som en fed, leende sort og hvid ko – stod ved siden af vasken, da den altid var det første, der blev pakket ud i et nyt hus. Jeg lægger den altid i kassen med toiletpapir og shampoo til badeværelset, og det er altid den sidste, der skal ind, og den første, der skal ud. Jeg er blevet nogenlunde vant til at pakke og pakke ud, kan man sige. Og det er ikke sjovt at lede efter toiletpapir efter seksogtredive timers køretur. “Ikke denne gang, Dru.” Han kiggede dog op på mig, mens hans kortklippede børster skinnede blondt under lys­stof­rørets lys. “Jeg kommer sent hjem. Du skal ikke vente på mig.” Jeg skulle lige til at protestere, men hans mund havde forvandlet sig til en tynd, hård streg, og flasken på bordet advarede mig. Jim Beam. Den var næsten fuld i går aftes, da jeg gik i seng, og bundslatten af ravfarvet væske glødede varmere end hans hår. Fars hår var lysblondt, næsten hør­ gult, selv hans skægstubbe var brune og gyldne. Jeg har en udvasket version af mors krøller og en lidt bedre kopi af fars blå øjne. Resten af mig er vist en god blanding. Undtagen måske Bedstes næse, men det kan også 11


bare være, fordi hun forsøgte at trøste mig. Jeg er ikke den store gevinst. De fleste piger gennemlever en kejtet periode, men jeg begynder at tro, at min bliver livslang. Det er ikke noget, jeg tænker meget over. Det er bedre at være stærk end køn og håbløs. Jeg vil til enhver tid fore­ trække en almindelig pige med lidt hjerne frem for en cheer­leader. Så jeg rakte bare ned og snuppede min skuldertaske, strop­­pen skrabede over mine fingerløse uldhandsker. De kradsede, men de var varme, og hvis man lader små ting forsvinde ind under opslaget ved kanten, kan det fandeme næsten ikke ses. “Okay.” “Du burde spise noget morgenmad.” Klik. Endnu en kugle gled ind i magasinet. Han vendte igen blikket mod dem, som om de var det mest vigtige i hele verden. Spise noget? Når han var på vej ud for at tage sig af dårlige nyheder alene? Var det en joke? Det vendte sig i min mave. “Jeg kommer for sent til bus­ sen. Vil du have spejlæg?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg tilbød det. Han kunne bedst lide dem, hvis de ikke var vendt, men hverken mor eller jeg kunne gøre det rigtigt. Jeg har ødelagt æggeblommer hele mit liv, selv når han har forsøgt at lære mig den rigtige måde at rokke forsigtigt med paletten på. Mor plejede at le søndag morgen og sige til ham, at røræg eller vendte spejlæg var, hvad han kunne få, og han ville stille sig bag hende og lægge armene om hende og nusse hendes lange, krøllede kastanjebrune hår. Jeg råbte altid: Adr! Ikke kysse! Og så lo de begge to. 12


Det var Før. For tusinde år siden. Da jeg var lille. Far rystede lidt på hovedet. “Nej tak, min pige. Har du penge?” Jeg fik øje på hans tegnebog på køkkenbordet og snup­ pede den. “Jeg tager tyve.” “Tag tyve ekstra, hvis det nu er.” Klik. Klik. “Hvordan går det i skolen?” Helt fint, far. Bare pisseperfekt. To uger i en ny by er nok til at få vildt mange venner. “Okay.” Jeg tog to tyvere ud af hans tegnebog og kørte som altid tommelfingeren over plasticlommen med mors billede. Der var et skinnende blankt område på plasticlommen lige ved siden af hendes store, strålende smil. Hendes kastanjebrune hår havde store krøller ligesom mit, men det var redt tilbage i en løs hestehale og lokker af lidt lysere hår faldt ned om hendes hjerteformede ansigt. Hun var smuk. I det billede kunne man se, hvorfor far faldt for hende. Man kunne næsten dufte hendes parfume. “Kun okay?” Klik. “Det er fint. Det er dumt. Alt er, som det plejer.” Jeg sparkede i linoleummet og lagde hans tegnebog tilbage. “Jeg smutter.” Klik. Han så ikke op. “Okay. Jeg elsker dig.” Han havde sin sweatshirt fra marinen på og de blå joggingbukser, som han altid trænede i, dem med et hul på knæet. Jeg stirrede på toppen af hans hoved, mens han gjorde et magasin fær­ dig, lagde det til side og begyndte på det næste. Jeg kunne næsten mærke spidsen af hver patron, som gled på plads, i mine egne fingre. 13


Min hals var forvandlet til sten. “O.k. Helt klart. Farvel.” Bliv ikke dræbt. Jeg trampede ud af køkkenet og ned ad gangen, en af de stablede kasser skrabede mit skinneben. Jeg havde endnu ikke pakket stuen ud. Hvorfor skulle jeg? Jeg skulle bare pakke det hele ned igen om et par måneder. Jeg smækkede også hoveddøren og trak min hætte op, skubbede mit hår tilbage. Jeg havde ikke gidet gøre andet end at trække en kam gennem det. Mors krøller havde været løse, kønne lokker, men mine krusede. Luftfugtigheden i det her hul i Midtvesten havde kun gjort det værre, og den lå som et vådt tæppe af kulde, som straks forvandlede min ånde til en hvid sky og nev i mine øjenbryn og knæ. Vores lejede hus lå i en lang, lige række af ens huse, der alle døsede under et tyndt sollys, som havde kæmpet sig ned gennem gråvejret. Luften smagte af jern, og jeg gøs. Vi havde været i Florida, før vi kom her. Der var altid klistret, svedig, trykkende varme mod huden, som olie. Vi havde udslettet fire poltergejster i Pensacola og et genfærd af en kvinde, som selv far kunne se, i en lille afsides landsby nord for Miami, og der var en uhyggelig dame med vand­mok­ kasinslanger og kobberhovedslanger i akvarier, som solgte far det sølv, som han skulle bruge til at ordne noget andet med. Der havde jeg ikke behøvet at gå i skole – vi havde så travlt med hele tiden at holde os i bevægelse, flyttede fra et hotel til et andet, så det, far skulle bruge sølvet til, ikke fik færten af os. Nu var vi i Dakota med sne op til knæene. Fedt nok. Vores have var den eneste med ukrudt og højt græs. Vi havde også et stakit, men malingen hang i flager og skallede 14


af, og dele af det manglede, som et hullet smil. Verandaen var stadigvæk solid, og huset var endnu mere solidt. Far nægtede at leje elendige bungalower. Han sagde, det var en dårlig måde at lade et barn vokse op på. Jeg gik væk med sænket hoved og hænderne i lommen. Jeg så aldrig far i live igen.


Kapitel 1

M

iss Anderson?” Mrs. Bletchleys stemme kværnede   mit navn. Jeg hvilede kinden mod min knyttede næve og stirrede ud ad vinduet på den kolde ødemark af en baseballbane, mens jeg ventede på, at klokkespillet skulle ringe. Foley High School troede ikke på gammeldags klokker. I stedet var det en lyd som en mobil, der ringede, som rungede ud i rummet, når det var på tide at løbe en runde i trædemøllen i et andet klasseværelse. Blyanten i min hånd hvilede mod det blanke papir, og jeg stirrede langsomt rundt. Den pludselige stilhed i rum­ met betød, at alle øjne var rettet mod mig. Det hadede jeg. Bletchley havde et rundt ansigt, hvidt hår og var lidt but­ tet. De andre lærere troede sikkert, at hun var en venlig og fre­delig sjæl. Hun havde små mørkebrune øjne bag 16


stål­ind­fattede briller og orangerød læbestift i et tyndt lag yderst på læberne. Hendes hænder pillede konstant ved en knap nederst på hendes tykke cardigan, når de altså ikke klap­pede med en lang lineal, som om det var et spanskrør. Hun skiftede mellem tre sweatre, en råhvid, en blå med strikkede roser og en galdegul med en lille krave. I dag var det den gule. Hun lignede en væsel, der gjorde sig klar til at stjæle den næste kylling. Børnene kaldte hende Mad Dog bag hendes ryg, og hun kunne lugte svaghed. Der findes to slags lærere – de bløde og de hårde. Bløde lærere vil måske virkelig gerne hjælpe, eller de er blevet nedbrudt. De er som regel nervøse og bange for børn, især high school-drenge. De hårde lærere er noget helt andet. De er som hajer. De er dæbermaskiner, der er designet til at æde, med en næse for blod i vandet. “Hørte vi efter, miss Anderson?” Man kunne slibe en kniv på Bletchleys stemme. En hvisken bølgede gennem rum­met. Bletchley havde fundet sit offer for den næste halve time, og det var mig. Jeg elsker bare at være den nye pige. Jeg skulle ikke have så meget som åbnet munden. Hårde lærere er som børn, der mobber. Hvis man ikke reagerer, synes de ret hurtigt, at man er dum, og lader en være i fred. Den halvt asiatiske goth-dreng foran mig rykkede lidt uroligt på stolen. Han var høj og tynd, og han havde en moppe af bølget mørkt hår. Hans nakke blev synlig, da han bøjede sig i sædet. Han havde slået kraven op på den sorte 17


frakke, som han aldrig tog af, men foldede ned bagpå. Jeg stirrede på hans nakke under de mørke krøller. Åh, for helvede, man kunne lige så godt. “Fort Sumter,” sagde jeg. Stilhed. Bletchleys øjne blev smalle bag hendes stålind­ fattede briller, og jeg havde åbnet munden. Så jeg sprang i med begge ben. “De spurgte, hvor Den Amerikanske Borgerkrigs første skud blev affyret. Det var ved Fort Sumter. 12. april til 13. april 1861.” Jeg sagde ordene med en flad, monoton stem­ me, og klassens hvisken forvandlede sig til den særlige tavse latter, som en hård lærer hader mest. Hvem anede, at amerikansk historie på andet år kunne være så sjovt? Bletchley stirrede på mig et øjeblik. Jeg var stadig ikke en kendt størrelse, så det kunne være, at jeg faktisk slap af sted med det. Goth-drengen foran mig ormede sig igen i sædet, så det knagede. Læreren besluttede sig for at lade det gå ud over en anden, men sendte mig et blik, der lovede mig problemer senere. “Tak, miss Anderson.” Hendes pause trak ud, mens hun tænksom bankede i bordet med sin lineal. Hendes ankler var hævede ud over kanten på hendes spadseresko, selvom hun havde tykke mørke nylonstrømper på under en lang, slasket denimnederdel – det lignede den slags strømper, som de giver diabetikere. Bedste plejede at bruge dem, når hendes ankler gjorde ondt. Min hud blev kold, da jeg sank sammen i det hårde plasticsæde, og jeg turde ikke kigge ud ad vinduet igen. 18


Bletchley kunne sagtens finde på at vende tilbage til mig. Jeg havde ikke fortalt far om uglen i min vindueskarm. Var han stadig hjemme? Den urolige, sugende fornemmelse i min mave blev værre. Jeg stirrede på drengens nakke foran mig, men han rykkede på sig igen og trak i kanten af sin krave med nervøse fingre. Rør dig ikke, havde jeg lyst til at hviske. Hun leder efter sit næste offer. Hvis jeg havde været rigtigt til stede i klas­se­ værelset i stedet for at bekymre mig om far, ville jeg måske have gjort noget såsom at smække ham en i baghovedet for at redde ham, eftersom jeg var hamrende ligeglad med at blive sendt på kontoret eller blive skrevet op til eftersidning eller noget andet. Øksen faldt. “Mr. Graves.” Bletchleys øjne lyste op. Drengen foran mig rykkede på stolen, og hans skuldre blev anspændte. Blod i vandet. Jeg forsøgte ikke at føle mig skyldig. “Jeg håber virkelig, at du tager notater. Eftersom miss Anderson har svaret på spørgsmålet om begyndelsen til Den Amerikanske Borgerkrig, kan du måske fortælle os om år­ sagerne?” Hendes øjenbryn fløj op, og hendes rovdyrblik mindede mig om vandmokkasinslangerne i akvarierne, der stirrede uden at blinke, før de åbnede munden og la­ve­de deres skrækkelige hvæs. Dunkene af slanger, der ramte glasset, gav genlyd i mit hoved, og jeg kunne lugte blan­ dingen af røde bønner og ris, kropslugt og røgelse. Vi var langt væk fra Florida. Indehaveren af den lille ok­ kulte butik havde virkelig givet mig gåsehud, for hun havde 19


slørede øjne og en uklar substans, der hang efter hende – en sky af forstyrrelser, som almindelige mennesker ikke kunne se, men som de kunne mærke som en kold vind. Hun havde givet mig et langt vurderende blik, inden far havde knipset med fingrene og informeret hende om, at hun skulle tale med ham, hvis De vil være så venlig. Jeg skulle have fortalt ham om uglen. Den pludselige klarhed gjorde mig iskold, og mine fingre blev følelsesløse og prikkede af kulde. “Øh. Årsager til Den Amerikanske Borgerkrig. Øh ... “ Dren­gen foran mig snublede over ordene, og Bletchley havde ham. Hun brugte resten af timen på at stikke til ham, selvom han indimellem havde de rigtige svar – når hun lod ham få et ord indført. Men da klokkespillet lød ved slutningen af timen, var selv hans nakke rød. Jeg havde dårlig samvittighed, men jeg spildte ikke tiden med det. Gangene var det sædvanlige mylder af fodbolddrenge, der snappede som hajer, cheerleadere, der kvidrede, og resten af os, der bare forsøgte at komme igennem det. En gruppe af stenere hang ud ved et skab, og jeg er sikker på, at jeg så en brun papirspose skifte hænder. Jeg skævede bagud – nix, ingen lærere i syne. En pige fra billedkunst kiggede lige forbi mit forsigtige vink og susede væk, mens hendes rygsæk hang modløs fra den ene skulder. Jeg hader at være den nye pige. I cafeteriet var en brølende larm, og der lugtede af gulv­ voks og fabriksmad. Jeg havde nogle småpenge til mønt­ telefonerne mellem cafeteriet og Dødsgangen, som førte ned til kontoret. Jeg kom mønterne i og ringede til num­ 20


me­ret, som jeg havde skrevet i mit Yoda-hæfte. Det var det sidste i en række af lignende numre, der var kradset ned med blyant eller kuglepen. Telefonen havde været tilsluttet, da vi flyttede ind, og det var oprettet i den sidste lejers navn, så det var lettere bare at betale regningen i en tid. Jeg kunne vel for fanden ikke huske hvert eneste telefonnummer. Eller det var i hvert fald, hvad jeg sagde til far, når han brokkede sig over, at jeg skrev dem ned. Han sagde, at jeg skulle tale ordentligt, og holdt op med at plage mig med det. Husfred, dit navn er Anderson. Telefonrøret ringede tæt på mit øre. En gang. Tre gange. Fem. Han var ikke hjemme, eller måske trænede han, han tog den i hvert fald ikke. Jeg overvejede at pjække resten af dagen, men han ville blive rasende, og jeg ville få endnu et foredrag om værdien af god uddannelse. Hvis jeg vovede at påpege, at uddannelse ikke var alt, og at high school ikke kunne lære mig, hvordan jeg skulle uddrive det onde fra et rum eller nedlægge en zombie, ville jeg bare få et andet foredrag om, at det var meningen, jeg skulle være normal. Bare fordi han jagede væsner fra eventyrene, betød det ikke, at jeg havde ret til at pjække fra skole. Næ, nej. Selvom han var temmelig blind uden mig, eftersom det kun er den mødrene side af hans familie, som har fået den evne, som Bedste altid kaldte “fornemmelsen”. Sikke en fornemmelse. Jeg havde ikke fundet ud af, om det betød “skør” eller bare “uhyggelig”. Man kan sige, at juryen stadig voterer om den sag. Far virkede aldrig trist eller ulykkelig over, at han ikke 21


var med på hokuspokusvognen. Og dog, Bedste kunne aldrig klare ret meget af det, hun kaldte “surmuleri”, og jeg kunne ikke forestille mig, at hun var anderledes, da far var dreng. Underligt at forestille sig ham som ung og kejtet – men jeg har set billederne. Bedste var vild med billeder. Jeg lagde på efter femten ring og stod og stirrede på telefonen. Jeg bed i noget løs hud ved neglen. Det gjorde helvedes ondt, og der var en hudafskrabning på mine ven­ stre knoer fra boksepuden. Andre piger har ikke fædre, som råber ad dem, at de skal arbejde sig gennem smerten, slå hårdere, kom helt ind og dræb den, dræb den, dræb den! Andre piger fyldte aldrig termoflasker med vievand eller rakte ammunition gennem et vindue, mens deres fædre holdt lynhurtige væsner som store mutantkakerlakker på afstand. Det var i Baton Rouge, og det var slemt. Jeg var nødt til at køre far på hospitalet og lyve om, hvordan der var røget en luns af hans lægmuskel. Nogle gange var det svært at sige, hvornår løgnene for den normale verden sluttede, og den fede løgn, der kaldte sig Den Virkelige Verden, begyndte. Der er så meget para­ militært, der hænger ud under kanten af Den Virkelige Ver­den, at machobrølene når vanvittige højder. Telefonen blev ved med at ringe. “Fuck det,” hviskede jeg under brølet, der rungede fra cafeteriet. Jeg fik ikke engang mine halvtreds cent tilbage; maskinen åd dem. Et øjeblik stod jeg bare der og kiggede på telefonen, som om den pludselig ville give mig en god ide. Der lugtede 22


af fugtig uld og våd beton herinde, formaldehyddampe fra tæppet og tusinde ungers udånding. For ikke at nævne svedige strømpefødder og mad, der var lirket ud under bag­ smækken på biler med Ronald McDonald-klister­mærker. Lugten af skole. Det er den samme næsten overalt i USA med kun få regionale forskelle i afdelingen for fodsved eller hundeæde. Larmen fra menneskemængden i cafeteriet gjorde ondt i mine ører og gav mig en hovedpine, der mindede om mors migræner. Jeg var sulten, men tanken om at gå derind og mase mig frem gennem køen, derefter finde et sted at sidde, hvor jeg ikke behøvede at se på nogen eller dele bord med et eller andet røvhul, virkede for besværlig. Hvis jeg tog hjem, og far var der, ville han holde et langt foredrag. Hvis jeg gik hjem, og han ikke var der, ville jeg bare vente og bekymre mig. Hvis jeg overlevede geometri og billedkunst i eftermiddag, ville jeg blive bankende vanvittig, selvom billedkunst generelt var en af de mere behagelige timer på dagen. Og glem det, jeg spildte ikke tiden med det, som de kalder “medborgerkundskab”. Jeg havde set flere rigtige medborgere på CNN om eftermiddagen. Hvis man altså definerer medborgere som “blærerøve med dyre frisurer”. Ingen af disse timer lærte en noget virkeligt. Jeg ville hel­ lere med far på overvågning eller tage på det, han kaldte “efterretningsture”. Så tog vi rundt til okkulte butikker eller barer, der var steder, hvor folk, som kendte Den Virkelige Verden, den mørke verden, mødtes og hviskede mellem shotsene. 23


Som den tebutik i New York, hvor fars gamle ven August hænger ud, hvor man træder et trin op for at komme ind i barens halvmørke – og man igen skal et trin op for at komme ud. Eller baren i Seattle, hvor indehaveren har stødtænder, der vokser ud af hans underkæbe, og et bredt ansigt, dækket af vorter, så han ligner noget, der bor under en bro og æder geder. Eller den natklub i Pensacola, hvor alle de blinkende strobelys ligner skrigende ansigter, når de rammer gulvet. Og den landhandel ude på en bivej nær Port Arthur, hvor kvinden, der sidder i sin gyngestol på verandaen, har alt, hvad man har brug for, i en papirspose lige ved siden af sig, mens støvet lyner og glimter mod vinduet selv om natten. Der er sådanne steder overalt – hvor man kan købe ting, som ikke burde findes, eller som i egentlig forstand ikke findes. Hvis man er villig til at betale. Nogle gange med penge. De fleste gange med oplysninger. Andre gange i noget mindre håndgribeligt. Tjenester. Minder. Selv sjæle. Måske kunne jeg selv rekognoscere lidt og finde et godt sted til far, hvor han kunne koble sig på. Vandingsstederne for Den Virkelige Verden er skjult for den normale verden, men de fanger altid min opmærksomhed. Jeg tror, det er, fordi Bedste altid legede “hvad er der på bordet” med mig. Det er den leg, hvor man lukker øjnene og prøver at huske alt, hvad hun havde stillet frem til frokost eller aftensmad, henkogning eller quiltning. Det lød bedre end at finde sig i det lort, som alle andre på min alder skal finde sig i. Så jeg vendte mig om og gik den anden vej mod dørene, som ville føre ud mod fodbold- og 24


baseballbanerne. Jeg kunne skrå over plænerne og måske smutte gennem det grønne område. Foley var en af de skoler, der havde et åbent skoleområde, og det var efterhånden en sjældenhed. Jeg havde den ekstra tyver, nok til at sidde på en cafe eller kaffebar, hvor ingen ville forstyrre mig, før jeg for alvor begyndte at følge den kildrende intuition. Kulden udenfor var som et slag på mine allerede svi­ dende kinder. Det lugtede stadig af jern, som en mønt lugter, når man har suttet på den. Jeg gik med bøjet hoved, mine støvler knasede i de frosne grene, min næse begyndte med det samme at løbe. Sikke et valg. Pjæk fra skole og frys ad helvede til eller gå ind i bygningen igen, hvor der er varmt, og hvor du kan kede dig. “Hej, du der!” Jeg ignorerede stemmen og tørrede min næse med mit jakkeærme. Fodtrin knasede bag mig. Jeg dukkede ikke nakken, for det er en stensikker afsløring af, at man har hørt nogen. Hvis det var en lærer, var jeg nødt til at finde på en grund til, at jeg var herude, og jeg begyndte at overveje, om jeg skulle aktivere min kreative lyvemuskel. Det burde de undervise i. Hvem kunne undervise i det? Gad vide, hvordan de ville give karakterer i det? “Hej! Anderson!” Stemmen var for ung til at være en lærers. Og det var en dreng. Shit. Typisk. Dem, der mobber, plejer at lade mig være i fred, men man ved aldrig. Jeg satte min hæl ned i gruset og snurrede rundt, rejste hovedet, så mit hår faldt ned i øj­ nene, selvom det meste var stoppet ind under hætten. 25


Det var den halvt asiatiske dreng fra timen i amerikansk historie. Han var for høj, og den lange sorte frakke blafrede, da han standsede. Han trak sin krave op igen, og kulden havde gjort hans kinder og næse kirsebærrøde under moppen af farvet sort hår. Han hev efter vejret et øjeblik, hans smalle brystkasse hævede sig under en Black Sabbath-T-shirt, og han stirrede på mig gennem totter af hår. Hans øjne havde en underlig bleggrøn farve, men hans hår forhindrede ham i at gøre andet end at smugkigge. Om et par år ville han sikkert se rigtig godt ud, med de specielle øjne og det tykke, bølgede hår. Lige nu var han dog i det underlige mellemstadie, hvor hver del af drenges kroppe ser ud, som om de er revet ud af et katalog over forskellige reservedele. Stakkels dreng. Jeg ventede. Endelig fik han luft igen. “Vil du have en cigaret?” “Nej.” For Guds skyld, nej. Han havde et barneansigt, som de fleste drenge ville bande over i spejlet, og det var i åben kamp med dets egen næse og kindben. Det var sådan et ansigt, som nogle halvblods ender med, hvis de ikke får skønhedskortet. Det fik ham til at ligne en på tolv, bortset fra at han var så høj. Håret var måske et forsøg på at se ud, som om han var “seksten, helt ærligt”. Han havde fede støvler, militærstøvler med stålsnuder og snørebånd op til knæene. For at fuldende billedet havde han et omvendt kors dinglende i en sølvkæde mod sit fremstående brystben. Jeg trådte endnu et skridt bagud og kiggede på ham. Nix. Intet af Den Virkelige Verden i denne dreng. Det mente jeg 26


ikke, men det er bedre at tjekke. Hellere tjekke to gange og blive lettet end at tjekke en gang og få røven skudt af, siger far. Far. Er han allerede taget af sted? Der er stadig dagslys, så han er nok okay. Jeg brød mig ikke om, at det snørede sig sammen i mit bryst. Drengen stak hånden i lommen og fiskede en krøllet pakke Winstons frem, mens han kneb øjet i. Han havde i det mindste ikke fået skævøjekortet som andre halvblods, hvor de så ud, som om de kneb øjnene i for at ligne Clint Eastwood hele tiden. “Vil du have en?” spurgte han igen. Hvad helvede? Jeg stirrede på korset. Vidste han, hvad det betød? Eller hvor hurtigt det kunne bringe ham i store problemer, nogle steder? Sikkert ikke. Det er derfor, at Den Virkelige Verden er Den Virkelige Verden: Fordi den normale verden er over­ bevist om, at den er den eneste, der findes. “Nej tak.” Jeg vil have en kop kaffe og en clubsandwich. Jeg vil sidde et eller andet sted og tegne. Jeg vil finde et sted, hvor sollyset ikke kommer ind, og hvor jeg ikke føler mig som en total fremmed. Lad mig for fanden være i fred. Min dårlige samvittighed stak i mig. “Jeg er ked af det med Bletchley.” Han trak på skuldrene, en hurtig fugleagtig bevægelse. Alt ved ham mindede om en fugl, fra hans store næb af en næse, som stod i skærende kontrast til barneansigtet med den gyldne hud, til den rastløse måde, hans fingre bevægede sig på. Han bankede en cigaret ud af pakken og fandt en Zippo-lighter i sølv frem, tændte ligkistesømmet, pustede en sky af røg ud og fik med det samme et hosteanfald. 27


Hold da op. Her stod jeg og frøs ad helvede til sammen med Sej Goth Dreng. Nogle dage var så meget værre end andre, at det ikke engang var morsomt. “Det er okay,” sagde han, da han kunne tale igen. “Hun er en kælling. Hun gør det der hele tiden.” Jeg er da glad for, at jeg ikke afbrød jer i noget. Jeg stod der og anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg trak også bare på skuldrene. “Vi ses.” “Pjækker du?” Han faldt i trit ved siden af mig og igno­ rerede det faktum, at jeg gik væk. “Du starter godt.” Lad mig være i fred. “Jeg orker det ikke i dag.” “Okay. Jeg ved, hvor vi kan gå hen. Spiller du pool?” Det lykkedes ham at tage et hiv mere af cigaretten uden at blive kvalt. “Jeg hedder Graves.” Hvornår har jeg inviteret dig med? “Det ved jeg.” Jeg kig­ gede igen ned på mine støvler og trak tiden lidt ud. “Dru.” Og du vover på at spørge, hvad det er en forkortelse for. “Dru,” gentog han. “Du er ny. Et par uger, ikke? Velkom­ men til Foley.” Meget opfindsomt, velkommen til forstaden for helvede. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle slippe af med ham, så jeg lavede bare en samtykkende lyd. Vi skråede over fodboldbanen som et underligt par. Han forkortede sine skridt i erkendelse af, at jeg ikke havde lige så lange stylter. Jeg tjekkede ham ud, mens vi gik. Jeg havde gode odds i en kamp, besluttede jeg. Han så ikke ud til at være særlig stærk. Og dog, jeg var på vej ind i skoven med en dreng, som jeg ikke kendte. Jeg kastede et hurtigt blik på hans hænder 28


og besluttede mig for, at han sikkert var okay. I det mindste kunne jeg give ham en røvfuld, hvis han prøvede på noget, og det grønne område var ikke så stort. Han prøvede igen. “Hvor er du fra?” En meget fjern planet. Hvor mareridt er virkelighed. “Flo­ rida.” Spørgsmålet blev altid stillet før eller siden. Nogle gange, mest da jeg var yngre, løj jeg. For det meste lod jeg, som om jeg altid havde boet det sidste sted, vi havde været. Folk vil i virkeligheden ikke rigtig vide noget om en. De vil bare have, at man passer ind i deres små forudbestemte båse. De har besluttet, hvem du er, i løbet af de første to sekunder, og de bliver kun nervøse eller urolige, hvis du ikke lever op til deres fordomme. Det er en måde, hvorpå den normale verden ligner Den Virkelige – alt afhænger af, hvad folk tror, du er. Find ud af det og gør, som de forventer, så er der ingen problemer “Nå ja, du lyder lidt som en sydfra. Alt må være helt nyt for dig. Det bliver snevejr.” Han sagde det, som om jeg skulle være taknemmelig for, at han fortalte mig det. Min taskestrop gnavede i skulderen. Jeg forsøgte ikke at snerre. Jeg lyder ikke som en sydfra. Jeg lyder lidt som Bedste, men det er alt. “Tak for advarslen.” Jeg gad ikke at skjule sarkasmen. “Selv tak. Den første er gratis.” Da jeg kastede et blik op på ham, smilede han under håret. Det var lige ved at æde hans næse, det hår. Den stolte ørnenæse kæmpede alligevel hårdt, og han så ud, som om han frøs frygteligt. Han havde ikke engang et par handsker. Jeg legede et øjeblik med tanken om at fortælle ham noget. 29


Hej. Jeg hedder Dru Anderson. Men far blev fuldstændig vanvittig, efter min mor døde, og nu rejser han rundt og jager det, der laver uhyggelige lyde om natten, dræber væsner, som man kun hører om i eventyr og spøgelseshistorier. Jeg hjælper ham, når jeg kan, men det meste af tiden er jeg en klods om benet, selvom jeg kan mærke, når noget ikke-menneskeligt her i byen har tænkt sig at komme frem. Jeg pjækker, fordi jeg ikke er her om tre måneder. Intet af det betyder en skid. I stedet opdagede jeg, at jeg næsten smilede tilbage. “Du burde gå med handsker.” Han kiggede på mig og rystede sit hår væk. Hans øjne var faktisk grønne med et stænk af brunt og guld, og de var omkranset af tykke mørke øjenvipper, farveskifter-øjne. Drenge får altid de flotteste øjenvipper; det er en naturlov. Og halvblodsunger får også lidt ekstra hjælp fra deres gener. Når han først voksede, så han passede til næsen, og hans ansigt blev slankere, ville pigerne blive vilde med ham. Måske ville han ligefrem blive selvoptaget. “Det ødelægger min stil,” sagde han. Sølv glimtede i hans venstre øre, det var en ørering, som jeg ikke helt kunne se. “Du kommer til at fryse ihjel.” Vi var kommet ned i bunden af fodboldbanen, hvor han førte an og gik til højre ad en lang støvet sti. De nøgne grene over os var sam­men­ filtrede, og den tørre lugt af faldne blade kildrede som støv i min næse. Skolens murstensbunke ville snart være ude af syne, og det gjorde mig gladere, end jeg havde været hele dagen. Graves fnøs, kastede sit hår tilbage og tog endnu et hiv. Røgen hang som en tåget figur i luften, da han pustede ud, 30


men jeg blinkede for at se klart. “Hey, vi må lide for skøn­ heden. Pigerne går ikke efter fyre med handsker.” Jeg vil vædde med, at pigerne her i Stepford Udørk slet ikke går efter dig. “Hvordan kan du vide det?” Jeg trådte over en trærod, og min taske hoppede på min hofte. “Det ved jeg.” Han skævede til mig over sin skulder, og hans hår dækkede næsten også hans smil. “Du svarede ikke på, om du kunne lide at spille pool.” “Det kan jeg ikke.” Jeg fik dårlig samvittighed igen. Han prøvede bare at være flink. Der var en på hver eneste skole – en eller anden fyr, som troede, at han havde større chancer med den nye pige. “Men jeg banker dig i det, okay?” Jeg besluttede, at jeg kunne vente med at finde det lokale overnaturlige mødested. Far ville sikkert prædike længe for mig, hvis jeg gik ud og ledte efter det alene. Han fik næsten et føl engang i Dallas, hvor han fandt mig, mens jeg delte en cola med en gremling med spidse ører og store udstående øjne ... “Fint.” Han lød ikke engang fornærmet. “Hvis du kan, Dru.” Jeg overvejede at fortælle ham, at far havde lært mig at spille pool, da vi ikke havde ret mange penge, men jeg lod være. Måske ville drengen lade mig være, hvis jeg yd­my­ gede ham.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.