Man skal høre meget, når man lige er blevet mor for anden gang: “Så gør dog noget ved det barn.” citat, dame med plisseret nederdel og gangstativ.
“Du må ikke sige fuck, mor.” citat, Ingrid, to et halvt år.
“Skal vi lige tage gryderne først?”
Hvor meget må man hade et andet menneske – som man er gift med? Og hvor rasende må man blive på to mennesker, der ikke engang er halvanden meter tilsammen? Og som man selv har haft i maven. Karin er blevet mor for anden gang og er klar til et liv som den perfekte mor med en lykkelig kernefamilie. Men der er frygtelig langt fra drøm til virkelighed, selvom hun laver marmelade med rabarber fra haven og køber Angulus-vinterstøvler i august. Hun mangler hele tiden et ekstra sæt arme og en god skilsmisseadvokat. Og 300-400 timers uafbrudt søvn. Jo mere hun kæmper for at nå ind til kernen i kernefamilien, jo flere spørgsmål står hun over for. Hvor meget må ens mand snakke om, hvor sjov hans borddame var til festen i går, når man selv sad hjemme i sofaen og ammede?
citat, Karin, efter hun og manden har lavet en aftale om sex.
Passer man overhovedet ind i Hellerup, når man synes, Carte d’Or er en god is?
“Så få dog den unge til at holde kæft.”
Kan man være en god mor uden at sætte frikadellerne på et træspyd med cherrytomater imellem?
citat, flypassager tre stolerækker væk.
“Er hun sulten?” citat, cirka 100 forskellige mennesker af alle aldre og nationaliteter.
Skal man blive ved med at elske en mand, som altid husker sin iPad og champagnesabel, men aldrig vådservietterne? En rørende og morsom bog om at blive mor, om at være gift og om at være del af en moderne familie med papbørn i alle størrelser.
9 788771 080506
KARIN HEURLIN, født 1976, journalist og forfatter. Karin har været klummeskribent, royal reporter, nyhedsjournalist, skrevet reportager og lavet en lang række søndagsinterviews i B.T. Hun er medforfatter til Ole Henriksens selvbiografi Et ærligt liv og Lykke Mays selvbiografi Mine 9 liv. Karin er vokset op i Bogense, hvor hun som 19-årig startede sin journalistiske karriere som lokalreporter med scooter og styrthjelm. I dag bor hun i Hellerup med sine to døtre og sin mand, der har givet hende fire papbørn.
hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 176
Skønne Ole “Jeg går ikke ind, hvis hun skriger sådan,” siger jeg med munden fuld af smørpoppede popcorn, for min mave skriger af sult. Thomas må derfor gå alene ind til Ole og Laurence, mens jeg farer hvileløst rundt frem og tilbage på stranden med en skrigende Ingrid og en puls, som bliver højere og højere. Da jeg har passeret hotellet fem gange, ser jeg ind af det ene vindue. Laurence og Ole sidder og kigger ud i hver deres stribede skjorte i knaldfarver og vinker i takt med enorme smil. Jeg smiler også så stort, som jeg overhovedet kan og
hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 177
vinker tilbage med hele armen, mens jeg prøver at ligne en, der har sagt godmorgen til mig selv i spejlet. Endelig falder Ingrid i søvn, og da jeg træder ind ad døren til restauranten, begynder Ole og Laurence at omrokere hele møblementet, så der er plads til en tvillingeklapvogn. “Undskyld, vil I rykke jer lidt?” siger Ole til en familie, som er så velhavende, at de kan tillade sig at sidde her i joggingtøj med blank overflade. Selv er jeg så meget fra den danske middelklasse, at jeg har taget alle mine smykker på og smurt guld på øjnene i håbet om ikke at falde for meget igennem. “Hvor er det en fantastisk øjenmakeup,” siger Ole. “Du har virkelig fået din figur igen,” siger Laurence. Man kan tydeligt mærke, de har været sammen i mere end 25 år. Hver gang den ene er færdig med et kompliment, træder den anden til som en stor muskel. Jeg kigger på Thomas med et blik, der kun siger en ting: Hør og lær. Jeg lader mig falde ned på en stol og inhalerer deres ros dybt ned i lungerne. Engang imellem kunne jeg godt tænke mig at være Clara bare for en dag. For at give lidt gengæld for de mange komplimenter skynder jeg mig at rose Laurence, for jeg kan se, der er blevet mindre af ham under hans kongeblå og lyslilla, stribede skjorte. “1000 tak, Karin,” siger han og afslører, at han stadig mangler et par kilo på maven, mens han slår ud med hænderne. Gertrud er ligeså vild med Ole og Laurence som mig, og hun sidder skiftevis på den ene og den andens skød med et tilfreds udtryk, mens Laurence spiser en steak og Ole sin livret, pandekage med ricottaost. Jeg har bestilt den samme efter Oles anbefaling. “Den er skøn og meget mættende,” forklarede han mig. Jeg skynder mig også at rose pandekagen, da jeg har spist op, som var det Ole selv, som havde vendt den. “Og ja, så behøver man da ikke mere,” siger jeg, mens jeg beroliger min mave med, at der er en sandwichbod på vejen hjem. Som jeg havde forudset inden, bemærker Ole de grønne kjoler med solhattene. Det gode ved Oles ros er, at den altid er meget specifik, så det aldrig lyder som en tom smøre, han bare fyrer af. Han er også meget konkret i sin ros omkring kjolerne. “Hvor er de vidunderlige. Det er sådan en typisk dansk model,” siger han, og jeg nikker smilende, for jeg kan ikke få mig selv til at sige, at kjolerne er købt nede på hjørnet.
hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 178
Min trang til altid at bevare den gode stemning er ikke gået i arv. Da Ingrid vågner lidt efter, er Ole som den legeonkel ethvert barn drømmer om. Han spørger, om hun vil med ud at gå, om hun vil have noget af hans pandekage (han har levnet), og om hun vil sidde på hans skød. Men hun ryster ikke engang på hovedet. Hun ser bare sur ud. “Går du i vuggestue?” spørger Ole med sin søde stemme, som har lagt hele Danmark ned. Ingrid kigger ikke engang på ham, og jeg tænker, at hvis jeg fik tre ønsker lige nu, ville det første være fred i verden, og det næste et sødt og charmerende svar fra min datter. Da hun har bællet et glas friskpresset juice til 12 dollars, åbner hun endelig munden. “Jeg har lavet lort,” siger hun. “Jamen, jeg skal også på toilettet. Så kan vi følges,” siger Laurence og rejser sig op med en energi, jeg godt gad have en bid af. Bagefter går vi en tur, for Ole og Laurence regner med, at karrusellen ved Santa Monica Pier vil muntre ethvert barn op. På vejen støder vi på en masse mennesker af alle størrelser. Den største kommer joggende. “Ole,” siger Laurence bestemt og løfter en advarende pegefinger i vejret. Forklaringen giver Laurence mig bagefter. “Vi har aftalt, at vi aldrig må kommentere overvægtige, hvis de motionerer. Så er de jo trods alt ved at gøre noget ved det.” En ganske god regel, synes jeg. I det hele taget har Ole og Laurence virkelig fattet at leve livet i deres stribede skjorter og med deres store smil. Smil, som folk tit beskylder for at være uægte, fordi man næsten ikke kan klare, at andre er så glade, når man ikke selv er det. Mine tænder er mindst fem nuancer mørkere end deres, men derfor kunne jeg jo godt lære noget af dem og smile lidt mere. Jeg har jo trods alt fået min drømmemand, mine drømmebørn og en have med et magnoliatræ, og så behøver jeg vel ikke hvæse “typisk”, hver gang Gertrud har lavet lort op ad ryggen. Ingrid bliver sat på den smukkeste karrusel, og Laurence og Ole er helt oppe på tæerne for at vinke til hende, når hun kommer forbi. Ingrid fortrækker ikke en mine. Hun ser ligeså sur ud, som hun har gjort hele tiden. “Jeg tror, hun er træt,” smågriner jeg og tænker: “Typisk, at hun skal opføre sig sådan.”
hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 179
Bagefter går vi ned og ser Oles nye bil, en fire-dørs Porsche med lysebrunt læderbetræk. “Uhhhu. Er den ikke bare lækker?” siger Ole og går lidt ned i knæ for rigtig at give lyd på sin begejstring.