Vuggevise af Carin Gerhardsen - læseprøve by ArtPeople a/s

90 mm

26mm

i november, klokken er fire

e triste, gråblege ansigter i

lykkelig. Han har succes

ed en dejlig kvinde og far til

CARIN GERHARDSEN

rogen skimter han en anden

(f.1962) er svensk forfatter

rs over for ham. Manden

og bor i Stockholm med sin

ker bekendt. Gad vide, om

gesom han selv er? Om hans

familie. Pandekagehuset er den første roman i Carin Gerhardsens Hammarby

m han drømte om?

r begge mænd af, dagen efter

serie med kriminalkommis

sær Sjöberg og resten af holdet fra Hammarby Politi.

nerberg er det første af flere

følger i Midtsverige. Krimi

“Forårets bedste svenske nyhed”

PANDE K A GE HUSE T

over sneen. Ejendomsmæg

te i toget med dagens avis.

I K RIMI berlingske tidende

Conny Sjöberg og hans kolleger i Hammarby-politiet står tomhændede i sagen om et brutalt mord på en filippinsk kvinde og hendes to små børn i en lejlighed. Deres halse er skåret over, og der er blod overalt. Men ingen spor af gerningsmanden.

rg fra Hammarby Politi i

H AM M E R B Y SER IEN

rforskningen. Han er selv far

a. Sammen med kollegaerne

en på morderen. Et menne

hævn, og hvis motiver går helt

en. ISBN 9788770558273

C A R IN GER H A R DSEN

Børnenes svenske far, en depressionsramt førtidspensionist, le-

PANDEK A GEHUSE T

ver isoleret, næsten uden kontakt til omverden. Og hvordan kunne

9 788770 558273

”Forårets bedste svenske nyhed.”

råd til en lejlighed til flere millioner?

berlingske tidende

Kriminalkommissær Conny Sjöberg står med et stærkt deci-

”Pandekagehuset er præget af en stram sproglig økonomi og klart fremadskridende logik, som gør den til en fornøjelig page turner.”

nger sammen, er op til Petra og hendes chef at finde ud af.

kningen er intens. Men der er endnu en sag, der hurtigt som et ulykkeligt tilfælde på politiets bord, hvis ikke de handling.

arn er andet bind i Carin Gerhardsens Hammarby-serie unge politibetjent Petra Westman og kriminalkommissær

politiken

Mandag eftermiddag i november, klokken er fire

og mørket sænker sig over sneen. Ejendomsmæg leren sætter sig til rette i toget med dagens avis.

Når han ser på alle de triste, gråblege ansigter i kupeen, føler han sig lykkelig. Han har succes

på arbejdet, er gift med en dejlig kvinde og far til

CARIN GERHARDSEN

tre børn. Ud af øjenkrogen skimter han en anden

(f.1962) er svensk forfatter

mand, der sidder tværs over for ham. Manden

og bor i Stockholm med sin

ser luset ud, men virker bekendt. Gad vide, om

familie. Pandekagehuset

Manden er lykkelig ligesom han selv er? Om hans

er den første roman i Carin

liv har formet sig, som han drømte om?

Gerhardsens Hammarby

Da toget standser, står begge mænd af, dagen efter

serie med kriminalkommis

er kun en af dem i live.

sær Sjöberg og resten af holdet fra Hammarby Politi.

Mordet på Hans Vannerberg er det første af flere bestialske mord, der følger i Midtsverige. Krimi

til fem og gift med Åsa. Sammen med kollegaerne indleder Sjöberg jagten på morderen. Et menne ske, der er drevet af hævn, og hvis motiver går helt tilbage til barndommen.

ISBN 9788770558273

90 mm

I K RIMI “Forårets bedste svenske nyhed”

H AM M E R B Y SER IEN

berlingske tidende

Sjöberg selv er en martret mand. Han kan ikke glemme den rødhårede Margit Olofsson, som dukker op i hans drømme, og han

”Ved første øjekast syntes kriminalkommissær Conny Sjöberg, at det så ud, som om de sov – den lille pige bedårende sød med tommelfingeren i munden, og drengen tæt indtil hende, helt

afslappet på ryggen. Men hovedernes unaturlige stilling i forhold til kroppene rev ham snart ud af vildfarelsen. Og da øjnene havde vænnet sig til halvmørket, så han de store mængder blod, som nu var tørret ind i sengetøjet og på de tre kroppe.” - fra Vuggevise

C A R IN GER H A R DSEN

V UGGE V ISE

beslutter sig for at komme til bunds i sin egen gådefulde fortid, som

C A R IN GER H A R DSEN

PANDEK A GEHUSE T

9 788770 558273

hans mor altid har vægret sig ved at tale om. En dag banker han på

”Forårets bedste svenske nyhed.” berlingske tidende

K RIM I

”Pandekagehuset er præget af en stram sproglig økonomi og klart fremadskridende logik, som

Gerhardsen fik sidste år en fornem debut med Pandekage-

K RIMI

gør den til en fornøjelig page turner.” politiken

Fuldkommen nervepirrende – weekendavisen Et djævelsk udtænkt plot – ekstra bladet

hjemme hos den farmor, som han hele sit liv har troet var død. Og Einar Eriksson dukker stadig ikke op på arbejde ...

CARIN GERHARDSEN

H AM M E R B Y SER IEN

ISBN 9788770558204

141 mm

nalkommissær Sjöberg fra Hammarby Politi i Stockholm leder efterforskningen. Han er selv far

H AM M E R B Y SER IEN

ham er der tilsyneladende ingen, der savner. Om de to

DUK K EB A RN den til en fornøjelig page turner.”

DUK K E B A RN

or alkohol og svigt er en fast bestanddel af hverdagen. Og

26mm

økonomi og klart fremadskridende logik, som gør

220mm

t buskads.

erg og resten af holdet fra Hammerbypolitiet skal til bunds

141 mm

“Pandekagehuset er præget af en stram sproglig

PANDE K A GE HUSE T

en efterladt baby, som politibetjenten Petra ved et tilfælde

kholmske familietragedier. Mordsagen fører dem ned i et

C A R IN GER H A R DSEN

og møder ikke op på arbejde.

90 mm

ord, der finder sted på færgeoverfarten fra Sverige til Fin-

141 mm

C A R IN GER H A R DSEN

amtidig.

Westmann leder fortsat efter identiteten på den mand, som udsatte grundelige og altid pligtopfyldende kollega, er som sunket i jorden

23 mm

C A R IN GER H A R DSEN

ellige sager lander på kriminalkommissær Sjöbergs bord

efterveer fra et hjerteanfald og har sine tanker andetsteds. Petra hende for en udspekuleret voldtægt. Og Einar Eriksson, den uud-

politiken 141 mm

meret hold og slider med efterforskningen. Jens Sandén plages af

V UGGE V ISE

moren – med de få penge hun tjente på at gøre rent ”sort” – have

C A R IN GER H A R DSEN

madskridende logik, som gør

page turner.”

141 mm

C A R IN GER H A R DSEN

præget af en stram sproglig

25,1 mm

141 mm

(f.1962) er svensk forfatter og bor i Stockholm med sin familie. Dukkebarn er andet bind i serien med kriminalkommissær Sjöberg og re-

sten af holdet fra Hammarbypolitiet. Første bind i udkommet. Bøgerne er solgt

til udgivelse i otte lande.

vuggevise handler om skyld – en skyld, som går generationer tilbage, og som bliver ved med at forfølge de involverede. Tredje

”Mor, far og barn er en konstellation, der for det meste fungerer, men når det går galt, sker der

fritstående bind i Carin Gerhardsens populære og medrivende Hammarby-serie, der indledtes med Pandekagehuset og Dukkebarn.

gerne uoprettelig skade på børnene. Dukkebarn ISBN 978-87-7108-230-2

weekendavisen

H AM M A R B Y SER IEN

CARIN GERHARDSEN (f.1962) er svensk forfatter. Hendes populære Hammarby-serie er solgt til udgivelse i flere lande, og i Sverige er hun støt og roligt på vej op i førerfeltet af storsælgende krimidronninger. Carin Gerhardsen bor i Stockholm med sin familie.

”Hun skriver brandgodt og har lidt mere kant end de fleste svenske krimikvinder.” søndag

viser hvordan.”

H AM M A R B Y SER IEN

serien Pandekagehuset er

9 788770 558204

9 788771 082302

Carin Gerhardsen

Vuggevise

HAMMARBYSERIEN 3 KRIMINALROMAN – PEOPLE’SPRESS

På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt Conny Sjöberg og hans kolleger i Hammerby-politiet står tomhændede i sagen om et brutalt mord på en filippinsk kvinde og hendes to små børn i en lejlighed. Deres halse er skåret over, og der er blod overalt. Men ingen spor af gerningsmanden. Børnenes svenske far, en depressionsramt førtidspensionist, lever isoleret, næsten uden kontakt til omverden. Og hvordan kunne moren – med de få penge hun tjente på at gøre rent ”sort” – have råd til en lejlighed til flere millioner?

Kriminalkommissær Conny Sjöberg står med et stærkt decimeret hold og

slider med efterforskningen. Jens Sandén plages af efterveer fra et hjerteanfald og har sine tanker andetsteds. Petra Westmann leder fortsat efter identiteten på den mand, som udsatte hende for en udspekuleret voldtægt. Og Einar Eriksson, den uudgrundelige og altid pligtopfyldende kollega, er som sunket i jorden og møder ikke op på arbejde.

Sjöberg selv er en martret mand. Han kan ikke glemme den rødhårede

Margit Olofsson, som dukker op i hans drømme, og han beslutter sig for at komme til bunds i sin egen gådefulde fortid, som hans mor altid har vægret sig for at tale om. En dag banker han på hjemme hos den farmor, som han hele sit liv har troet var død. Og Einar Eriksson dukker stadig ikke op på arbejde ...

Marts 2008, natten mellem lørdag og søndag

Vuggevise Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt efter originaludgaven: Vyssan lull Copyright © 2010 by Carin Gerhardsen Published by agreement with Nordin Agency, Sweden Copyright © dansk udgave 2011 af People’sPress, København Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med Aldus Produktion: CPI-Clausen & Bosse, Leck ISBN 078-87-7108-230-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2011

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk

t kort øjeblik lød det som en fugls skræppen, så blev der stille. Kroppen blev tung i hans favn, og han så i badeværelsesspejlet, hvordan hendes hoved faldt bagud mod hans bryst. Unaturligt bagudlænet, med lukkede øjne og munden på vid gab – sådan kunne hun have døset i bussen. Den ubekvemme stilling ville måske hurtigt vække hende, og så ville hun atter døse hen, vågne op, døse hen, vågne ... Men nej, det gabende snit hen over halsen og blodet, som stadig langsommere pumpede ud, vidnede om noget andet. Denne kvinde ville aldrig vågne igen. Han tørrede jagtknivens blad af i hendes jeans og lagde den fra sig på håndvasken. Med en ubetydelig anstrengelse løftede han hende op i favnen med den højre arm under hendes knæ og den venstre under skulder og nakke. Han bar den lette krop over dørtærsklen fra badeværelset og ind i soveværelset, hvor han forsigtigt lagde hende ned på dobbeltsengen ved siden af de to sovende børn. Med tyste, målbevidste skridt vendte han tilbage til badeværelset for at hente sit våben. Pigen, som lå imellem sin mor og sin noget ældre bror, blev forstyrret af bevægelsen i sengen, klynkede og begyndte at famle efter munden med tommelfingeren. I samme øjeblik tommelfingeren nåede sit mål, var han tilbage med jagtkniven, og uden et sekunds tøven skar han pigens spæde hals over med et enkelt snit. Hun gav ikke et kny 7

V UGGEVISE

fra sig, og hendes storebrors rolige åndedrag var den eneste lyd, der hørtes i rummet. Selv åndede han næsten ikke. Han stod stille i nogle sekunder og betragtede blodet, som strømmede ud af den lille krop. Med hurtige skridt gik han derefter om til den anden side af sengen og bøjede sig over den tungt sovende dreng, inden han afsluttede også hans unge liv med et enkelt snit hen over struben.

Tirsdag formiddag

ed første øjekast syntes kriminalkommissær Conny Sjöberg, at det så ud, som om de sov – den lille pige bedårende sød med tommelfingeren i munden, og drengen tæt indtil hende, helt afslappet på ryggen. Men hovedernes unaturlige stilling i forhold til kroppene rev ham snart ud af vildfarelsen. Og da øjnene havde vænnet sig til halvmørket, så han de store mængder blod, som nu var tørret ind i sengetøjet og på de tre kroppe. De overskårne struber var mere, end han egentlig kunne holde ud, men Sjöberg tvang sig selv til at betragte den makabre scene i endnu et minut, inden han vendte blikket bort. Drengen var formentlig omkring fem år, cirka som hans egen Maja, pigen nogle år yngre, måske jævnaldrende med tvillingesønnerne. Jens Sandén stillede sig ved siden af ham med ryggen til de døde kroppe. Han talte lavmælt, let fremoverbøjet, med munden så nær på Sjöbergs øre, at han kunne mærke ordene mod huden. “De er i det mindste sammen.” “Hvad foregår der i hovedet på et menneske, der ...” “Vi bliver nødt til at se sådan på det,” afbrød Sandén, “at mor og børn fik lov at dø sammen.” “Det må være gået hurtigt,” mumlede Sjöberg. “Børnene kan ikke have nået at mærke noget, hvis de sov.” Der lød et brag, idet det lykkedes Petra Westman at få rullegardinet op. Det grå martslys strømmede ind, og rummet 9

V UGGEVISE

fremstod nu tydeligt. Sandén kastede et blik på sengen. Ingen af børnene lå under dynen. De havde begge to pyjamasser på. Drengen en rød med sort spindelvævsmønster på bukserne og et billede af Spider-Man på brystet, pigen en lyseblå med bamser på. Kvinden var iført jeans og en hvid figursyet, løs skjorte med en top under. Hendes fødder var nøgne med klar neglelak på tæerne. “Der er meget blod i badeværelset,” sagde Sandén med en gestus mod den åbne dør. “Og på gulvet hele vejen derfra og hen til sengen.” “Han myrdede kvinden først,” konstaterede Sjöberg. “Mens børnene sov i hendes seng. Derefter bar han hende herind. Jeg ser ingen tegn på kamp. Men hvorfor dræbte han børnene, hvis de ikke havde set noget?” “Måske vidste de noget,” funderede Sandén. “Passions- eller jalousidrama måske. Er der en mand i familien?” “Tja, der står Larsson på døren ...” “Og de ser ikke ud til at hedde Larsson,” supplerede Sjöberg. De vendte sig begge to mod sengen. Det sorte, glinsende hår og de trods livløsheden smukt mejslede asiatiske ansigtstræk hos dem alle tre vidnede om rødder langt fra Sverige. “Thailand måske?” foreslog Sandén. “Måske.” På natbordet lå en opslået bog med engelske børnerim: “What are little boys made of? Snips and snails, and puppy-dogs’ tails, That’s what little boys are made of. What are little girls made of? Sugar and spice, and everything nice, That’s what little girls are made of.”

T IRSDAG

FORMIDDAG

“Hun kan være adopteret,” indskød den godt trediveårige kriminalassistent Jamal Hamad, som sad på hug uden for badeværelset og studerede noget, som kunne være et aftryk af en sko i udkanten af en indtørret blodpøl. Han rejste sig op og så på sine overordnede kolleger. “Der hænger en håndtaske på knagerækken i entréen,” fortsatte han. “Skal jeg tage et forsigtigt kig og se, om vi kan få identificeret kvinden, så Einar har noget at arbejde med, indtil Bella er klar?” Gabriella Hansson og hendes tekniker var ikke ankommet endnu, men Sjöberg vidste, at de var på vej. Han stolede på sine instinkter og insisterede altid på, at han selv og hans mænd fik mulighed for at danne sig et indtryk af gerningsstedet, inden kriminalteknikerne helt overtog det. “Gør det,” svarede han uden videre formaninger. Han havde stor tillid til Hamad og vidste, at det var unødvendigt med instrukser om, hvordan han skulle opføre sig på et gerningssted. “Hvor er Einar forresten?” spurgte Sjöberg. Sandén trak på skuldrene. “Det ved jeg ikke,” svarede Hamad, der allerede var på vej ud i entréen. Sjöberg trådte forsigtigt ud fra soveværelset, påpasselig med – trods skoovertrækkene – ikke at sætte fødderne de forkerte steder. Han gik gennem entréen og ud i køkkenet til Westman, som stod med ryggen mod vinduet og så ud over køkkenet. “Hvad ser du, Petra?” “Frem for alt ser jeg børn, der er blevet ofre,” sagde hun opgivende. “Nu igen.” Han formodede, at hendes tanker gik til den lille dreng, hun havde fundet i et buskads for mindre end et halvt år siden. Sjöbergs egne standsede ved en pige i et badekar.

V UGGEVISE

“Jeg ser en ensom kvinde,” fortsatte Westman. “En forvildet kvinde med pengeproblemer.” “I en lejlighed i Norra Hammarbyhamn? Lejlighederne her koster millioner.” “Ja, jeg ved godt, det ikke giver mening. Men der er ingen tegn på overflod i øvrigt. Køle- og køkkenskabe indeholder kun det allermest nødvendige. Alt her er billigt: tøj, møbler, køkkengrej, toiletartikler. Selv møbleringen er sparsom. Der er ingen pynt. Det hele ser ufærdigt ud. Det må du da også selv kunne se, ikke?” “Hvorfor tror du, at hun var ensom?” “Netop derfor. Fordi det hele er så upersonligt. Hun ville ikke være her. Hun hørte hjemme et andet sted.” Da teknikerne dukkede op med Gabriella Hansson i spidsen, havde Sjöberg allerede forladt lejligheden i Trålgränd 5 og befandt sig nede på gaden. “Hej, Bella,” sagde Sjöberg. “Du ser træt ud.” Hun standsede ikke op, men sagtnede blot farten, da hun passerede dem. “Der er børn. Blod overalt,” advarede Sjöberg. “En ulykke?” ”Langtfra.” Hun satte farten op igen og hastede målbevidst videre, let bøjet under vægten af de store tasker hun bar på, en i hver hånd. Sjöberg vendte om og småløb tilbage til døren, og mens han åbnede den for hende, spurgte han forsigtigt: “Vi har brug for alt, hvad vi kan få, som fortæller noget om hende. Id-papirer, adresser, regninger ...” “... fotografier, kvitteringer, korrespondance og så videre,” fortsatte Hansson. “Du har det på dit skrivebord inden fire.” Også retsmedicineren Kaj Zetterström og en af hans kolle12

T IRSDAG

FORMIDDAG

ger nåede at smutte ind, inden Sjöberg lukkede døren bag dem og begav sig ned mod Hammarbykanalen og promenaden, der førte til politistationen lidt længere væk. Han havde ikke travlt med at indhente sine kolleger, som han kunne skimte gennem støvregnen nogle hundrede meter foran sig. Han ville være i fred med sine tanker lidt, i det mindste i de fire minutter det tog ham at gå til Östgötagatan 100.

T IRSDAG

EFTERMIDDAG

ogle timer senere befandt Conny Sjöberg, Jens Sandén, Petra Westman, Jamal Hamad og den offentlige anklager, Hadar Rosén – som altid iført gråt jakkesæt, hvid skjorte og slips – sig ved bordet i det blå, ovale mødelokale. Til Sjöbergs forbløffelse var vicepolitimesteren, Gunnar Malmberg, også til stede. Han ville danne sig et indtryk af, hvordan arbejdet skulle gribes an i denne opsigtsvækkende sag. Med et tøvende smil præget af situationens alvor hilste Malmberg på dem én for én, og Sjöberg konstaterede lettet, at selv Westman så naturligt afslappet ud. Han kunne ikke huske, at han havde set dem i samme rum siden den ubehagelige hændelse et halvt år tidligere, hvor Malmberg, på politimester Roland Brandts foranledning, mere eller mindre havde beordret hende til at sige op. Det skyldtes en pornografisk mail, som var blevet sendt til Brandt fra Westmans email-adresse, og som Sjöberg ønskede, at han aldrig havde set. Men nu var det hele åbenbart glemt og tilgivet fra begge sider, og det var godt det samme, for der var ikke plads til indbyrdes kontroverser her. “Bella kan af gode grunde ikke være med,” begyndte Sjöberg, men hun har leveret en del materiale, som vi kan arbejde med.” Han holdt en klar plasticpose i vejret, som så ud til at indeholde forskellige papirer, et pas og nogle postkort.

“Hun er simpelthen så satans hurtig, den kvinde,” konstaterede Sandén. “Ja, vi må være taknemmelige.” “Og hvor befinder den gode hr. Eriksson sig så i dag?” spurgte Rosén og så sig omkring med et lille smil på læberne. “Han er her åbenbart ikke i dag,” sagde Sjöberg. “Er der nogen, der har set ham?” “Tror du, Einar har taget ferie?” grinede Sandén. “Skitur i Italien måske?” Hamad lo lavmælt. Billedet af den tillukkede Einar Eriksson, som kun nødtvungent forlod sin plads bag skrivebordet, på et par ski var unægtelig lattervækkende. Westman lo bekræftende mod Sandén, men Sjöberg lod det passere uden at reagere. “Nå, det var ærgerligt,” sagde han. “Vi har brug for ham.” Han rejste sig og gik hen til whiteboard-tavlen, tog en tusch og skrev “Catherine Larsson” øverst, hvorefter han understregede navnet. “Catherine Larsson, tidligere Calipayan, 34 år gammel, født 1973. Børnene, som ganske rigtigt er hendes, hedder Tom og Linn Larsson. De var henholdsvis fire og to år gamle.” Han læste op af en håndskrevet seddel, og mens han talte, skrev han oplysningerne op på tavlen. “Lejligheden, hvor de blev fundet, er hendes egen. Hun er filippiner af fødsel, svensk statsborger siden 2005, bosat i Sverige siden 2001, gift med en Christer Larsson, født 1949, som også står opført som far til de to børn. Han har en anden folkeregisteradresse, så det virker, som om samlivet var ophørt. Hun stod opført på samme adresse indtil juni 2006, hvor hun flyttede til Trålgränd 5.” “Hvad levede hun af?” spurgte Rosén. “Hun står som arbejdsløs, og det har hun gjort, siden bør-

Tirsdag eftermiddag

V UGGEVISE

T IRSDAG

EFTERMIDDAG

nene begyndte i daginstitution i august 2006. Inden hun fik børn, havde hun kortvarigt arbejde i et rengøringsfirma, hvorfra hun blev fyret efter fire måneder “på grund af mangel på opgaver”. Hendes første barn, Tom, blev født nogle måneder senere, så det har vel spillet ind, kan man forestille sig.” “Lejligheden er en ejerlejlighed?” Sjöberg nikkede. “Det virker som en ret dyr bolig for en arbejdsløs filippiner,” påpegede Rosén. “Ja, det må vi undersøge, men hun er jo ... var jo faktisk stadig gift.” “Mit gæt er, at hun arbejdede sort,” indskød Sandén. “Sort rengøring kan man tjene rigtig mange penge på. Desuden kan hun have haft penge, inden hun kom hertil, for det er næppe svært at gætte, hvordan hun forsørgede sig derude.” Sjöberg gned sig i det ene øje med knoen og sukkede lettere opgivende. “Skal vi forsøge at være saglige et øjeblik ...” forsøgte han, men det muntre blik i hans frie øje forbigik ikke Sandén. “Nogen må jo sige det, alle tænker,” sagde han med påtaget forurettet stemme. “Men naturligvis, lad os nu endelig gå i gang med møjsommeligt at grave denne indlysende kendsgerning frem.” I samme øjeblik lagde Sjöberg mærke til, hvordan en skygge formørkede Sandéns ansigt, og hvordan han pludselig blev helt grå i hovedet. Sjöberg tøvede og forsøgte hastigt at vurdere kollegaens helbredstilstand – en refleks, han havde udviklet, efter at Sandén nær var omkommet under et slagtilfælde et halvt år tidligere. Hvis Sandén bemærkede hans uro, lod han sig ikke mærke med det, og straks efter var det muntre smil tilbage. “Du og jeg tager Christer Larsson,” sagde Sjöberg, som om ingenting var hændt, og pegede på sin gamle våbendrager med

hele hånden. Petra og Jamal må stemme dørklokker,” fortsatte han. “Jens slutter sig til jer senere. Jeg gennemgår indholdet i posen her, og så må jeg vel lege Einar, indtil han er tilbage. Kommentarer?” Hans blik vandrede hen over kollegerne ved bordet. “Jeg har på fornemmelsen, at hun boede alene med børnene, uden nogen mand i sit liv,” sagde Westman. “Jeg tror, at der var en mand,” sagde Hamad. Westman så surt på ham. “Hun var jo for fanden gift,” sagde Sandén. Sjöberg løftede hånden med kuglepennen i med en affærdigende gestus. “Hvad mener du, Petra?” “Man må jo antage, at forholdet til denne Christer Larsson var slut, eftersom hun var flyttet fra ham,” begyndte hun. “Jeg så ingen tegn på, at der skulle være nogen mand i lejligheden. Intet tøj, ingenting i badeværelset, og så der det, som jeg også sagde til dig, Conny: Det hele var så upersonligt på en eller anden måde, ingen sjæl i indretningen. Det er bare en fornemmelse, jeg har.” “To ting,” sagde Hamad. “For det første havde hun faktisk en dobbeltseng.” “Det kan jo have været for børnenes skyld,” sagde Westman hvast. “Hun ville måske gerne have dem hos sig i sengen.” “Eller de ville måske gerne have hende hos sig i sengen,” indskød Sjöberg og så for sit indre blik Åsa og deres fem børn i forskellige aldre i dobbeltsengen. “Der kan også have været praktiske grunde,” fortsatte Westman. “Hun kan have haft den med sig fra flytningen. Dobbeltsengen fortæller os ikke noget.” “For det andet,” fortsatte Hamad uberørt, “så hang der faktisk en grøn trøje i herrestørrelse på knagerækken i entréen.”

V UGGEVISE

T IRSDAG

EFTERMIDDAG

Sjöberg hævede det ene øjenbryn. “En svale gør ingen sommer,” sagde Westman. “Christer Larsson besøger dem formentlig indimellem.” “Fremgangsmåden,” sagde Sjöberg, “hvad fortæller den os? Voldsom, blodig, bestialsk. Had? Hævn? Lidenskab?” “Han var tydeligvis ude efter børnene,” mente Hamad. “Hvorfor skulle han ellers have dræbt dem? Det så jo ud til, at de sov.” “Det ved vi ikke, om de gjorde,” sagde Sjöberg. “Det må Zetterström fortælle os, men jeg er enig i, at der er meget, der taler for det. Hvis kvinden blev dræbt i badeværelset, virker det mærkeligt, at børnene pænt skulle blive liggende i sengen og pænt vente på, at det blev deres tur.” “De kan jo være blevet slået ihjel først,” fortsatte Hamad, men det er ikke sandsynligt, at han ville gøre det i den rækkefølge. Formentlig befandt hun sig i badeværelset ... De kan jo have kendt hinanden. Under alle omstændigheder tror jeg, at det var børnene, han var ude efter. Kun børnene eller både børnene og moderen.” “Er det en mand?” spurgte Sjöberg. Samtlige rundt om bordet nikkede. “Der er ikke tale om en lille lommekniv her,” sagde Sandén. “Der må være tale om en ordentlig kniv. Og drabet i badeværelset må være udført af en mand. Cathrine Larsson kæmpede formentlig imod, selvom hun ikke var så stor. En kvinde ville have stukket med kniven, forestiller jeg mig. Det her er en mands værk. Stærk. Målbevidst. Iskold.” “Enig,” sagde Sjöberg. “Men hvorfor dræber man to små børn? Vil du lufte et par fordomme til, Jens, eller skal jeg?” “Fordi man er far til børnene og træt af det hele,” svarede Sandén beredvilligt. “Eller fordi man ønsker, at man havde været far til børnene, og er træt af det hele.” “Hvem slog alarm?” spurgte anklageren.

Sjöberg kiggede på den seddel, han havde i hånden. “Det gjorde en af naboerne, en Bertil Schwartz. Catherine Larsson havde booket vaskerummet i morges, men dukkede ikke op. Schwartz ringede på hendes dør for at spørge, om han kunne overtage hendes tid, men ingen åbnede. Han skrev en seddel til hende, og da han åbnede brevsprækken for at smide sedlen ind, mærkede han en ubehagelig lugt, så han kiggede ind gennem brevsprækken og syntes, at han kunne se blod på gulvet. Så ringede han til politiet. I må lige tjekke, at det er rigtigt, det der med vaskerummet.” Det sidste var henvendt til Hamad og Westman. Til Sandén sagde han: “Du tager børnenes daginstitution også. Men først skal vi lige ordne Christer Larsson. Lad os starte sådan, og så mødes vi her i morgen ved samme tid.”

Han lå på siden i halvmørket for at skåne ryggen. En stribe senvinterlys strømmede ind gennem vinduesgluggen oven over den snavsede vaskebalje. Når han kiggede mod lyset, blev alt andet i rummet mørkt. Han foretrak at kunne se tingene omkring sig, så han fæstnede blikket på nogle dåser på en hylde. Han så, men så alligevel ikke. I hans tanker var det maj, en strålende forårsdag for længe siden. Han stod med hånden om sin hustru ved dagligstuevinduet på anden sal og så ned på nabodrengene, som legede i gården. Et vindue stod åbent, og det hvide gardin flagrede i brisen ved siden af dem. Var det forresten hvidt, eller var det måske sådan, at alle minder fra den dag var indhyllet i en slags mælkehvid dis? De havde kunnet sidde ude på altanen, hvis det ikke havde været for deres planteprojekt, som optog det hele derude. Begge stolene og bordet stod pænt klappet sammen og lænet op ad

•