ELEKTRA - uddrag af krimi

Jakob Melander

KRIMI NA L R OM A N

Bibelselskabets Forlag

“Hvorda det spørgs Der kommer en kvalmende stank fra trappeskakten i mørket under KYP’s hovedkvarter på Vassilissis Sofias Allé.

Slidte betontrin leder ned i dybet, et halvkvalt skrig trækkes ud i en guttural rallen, før det afsluttes med en pludselig brutalitet. En serie hårde kommandoer følger, før endnu et skrig overdøves af lyden af en motorcykel, der gasser op.

Heden er ulidelig.

Officeren vender sig, smiler.

“Skal vi?”

Trinnene er ru under mine fødder, løst puds, småsten og de evindelige cigaretskodder gør det næsten umuligt at holde balancen. Frygten får mine hænder til at ryste, og jeg er lige ved at snuble.

Sveden hagler af mig. Og hele tiden disse halvkvalte støn og jamrende skrig, der stiger op dernedefra.

En lampe begynder at blinke længere fremme, glimt af lys over betontrin og vægge. Det flakkende skær, skrigene og heden. Sådan må det føles at stige ned i Helvede (…)

(Uddrag fra bogen)

Lederen af D myrdet i sin blodige

Presset ud af Andreas Bj Katharina, lill

43 år tidlige med uhørt b romantik

Hvilke i nutidens sky

EL EK

Det er en kr hævnens altø

ELEKTRA

160607_DDB_Electra.indb 1

31/08/16 07.43

Af samme forfatter Ă˜jesten 2013 Serafine 2014 De berusedes vej 2015 Det bedste til mig og mine venner 2016

160607_DDB_Electra.indb 2

31/08/16 07.43

Jakob Melander

ELEKTRA KRIMINALROMAN

BIBELSELSKABETS FORLAG

160607_DDB_Electra.indb 3

31/08/16 07.43

ELEKTRA © 2016 Jakob Melander og Det Danske Bibelselskab Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet Sats, tryk og indbinding: Tarm Bogtryk A/S Forlagsredaktion: Karen Karmark Kristensen Korrektur: Philip Reitzel Bogen er sat med Minion og trykt på Munken Premium Cream 90 g 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7523-820-0 Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk

www.jakobmelander.dk www.facebook.com/forfatterJakobMelander

Se, nu stiger solen af havets skød (1891). Jakob Knudsen © Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag.

Sad but true. Metallica. Fra albummet Metallica 1991, Elektra 9 61113-2.

Five to one. The Doors. Fra albummet Waiting for the Sun 1968, Elektra EKS-74024.

160607_DDB_Electra.indb 4

31/08/16 07.43

Ο ΑΓΑΘΟΣ ΜΟΝΟΣ ΤΙΜΗΤΕΟΣ ”Æres bør kun den retfærdige!”

Den græske æresordens motto

160607_DDB_Electra.indb 5

31/08/16 07.43

SIMON

1 Trafikken glider langsomt over Sjællandsbroen i det fedtede føre, snefoget er så tæt, at man kun lige aner de forankørendes baglygter.

Men på den anden side af havnebassinet lyser de store glaspartier i lejlighederne i boligblokkene på Sluseholmen og Teglholmen op som varme, gule felter i det lilla aftenmørke.

Førerkabinen i den store Mercedes Actros hæver sig over den omgivende trafik. Når jeg sidder her, er verden i balance, og jeg kan læne mig tilbage med en følelse af ro og fuld kontrol over den kraftige ottecylinders motor, der spinder under mine fødder.

Ved siden af mig i passagersædet sidder Vagn lænet op ad døren.

Han har krydset armene over brystet på trods af varmen i kabinen.

Hagen hviler på kravebenet, øjnene er lukkede. Han har hevet torsk i land, siden vi passerede Køge.

En bronzefarvet Suzuki Grand Vitara ligger bag os, glider fra side til side, signalerer, at den vil forbi. Jeg ignorerer ham, holder Merceren i ydersporet og sænker farten. Hvornår lærer de det? Det er far her, der kører den største bil på vejen.

Det har været en lang tur fra Wien og Kunsthistorisches Museum, men snart er vi fremme. To kasser skal til Thorvaldsens Mu7

160607_DDB_Electra.indb 7

31/08/16 07.43

SIMON

seum, resten afleveres i Dronningens Tværgade som sædvanlig – og så er der det løse, der bare skal ud på kontoret til senere fordeling.

Men det bliver ikke i dag. Efter Dronningens Tværgade har vi fri.

Om en – måske halvanden – time. Maks.

Men jeg kunne godt bruge en pause, strække benene. Vi er tidligt på den, og det ville gøre godt med en kaffe og en smøg. Og det skal være nu, det er altid et helvede at finde et ordentligt sted at parkere inde i byen.

Jeg blinker af, så snart lysene fra OK-tanken ved Bådehavnsgade dukker op i snemasserne, holder min bane. Trafiklyset skifter til rødt. Den bronzefarvede Grand Vitara holder ind bag os, chaufføren gasser op med koblingen i bund. Motoren giver en høj, hvinende lyd fra sig.

Da lyset skifter, svinger jeg mod venstre ind over den modsatte kørebane og ind på Bådehavnsgade. Jeg kan allerede mærke varmen fra papkruset i mine hænder, duften af kaffe og cigaretter. ”Så, Vagn. Så står vi op. Det er kaffetid.” Jeg vil fortsætte mod venstre, da den bronzefarvede Grand Vitara pludselig svinger ud og over i den modsatte kørebane og afskærer os vejen ind på tanken.

Jeg når akkurat at få rettet op og ser ned. Der er to i bilen. Begge gestikulerer op til mig, at de vil have mig til at køre ind til siden, standse.

Hvad foregår der? Der er øde herude, et fladt tomt område afgrænset af First Hotel Copenhagen mod venstre, jernbanen længere fremme og en række fabriks- og lagerbygninger på højre hånd.

Bag dem igen ligger Haveforeningen Mozart og Sydhavnen. ”Vagn, for helvede. Det er nu!” Jeg skal til at træde op på speederen, vil gasse op, se at komme væk. Men nu kører Suzukien ind foran os, tvinger mig til at tage farten af.

8

160607_DDB_Electra.indb 8

31/08/16 07.43

SIMON

”Hvad laver de?” Vagn glipper med øjnene, gnider sig i ansigtet. ”Aner det ikke.” Jeg bider tænderne sammen, prøver at holde den store vogn lige på vejen, men det er svært. Sneen samler sig i rillerne i dækkene. Hele lastvognen ryster, er ude af kontrol.

Længere fremme er der en sidevej på venstre hånd, efter få meter drejer den i en blød bue mod højre og ned og ind under Bådehavnsgade og videre mod Haveforeningen. Jeg vrider rattet venstre om, trykker pedalen i bund. Kører uden om Grand Vitaraen, der fortsætter lige frem, mens jeg ryger helt over mod rabatten i den modsatte vejbane. Den store lastvogn slingrer i det glatte føre, halvt glider, halvt kører frem mod Suzukien, der nu holder stille diagonalt på vejen.

Jeg forsøger, men kan ikke stoppe de mange tons stål, gummi, glas, elektronik og fragt, der kommer tordnende under mig.

Lastvognen rammer den anden bil med bagenden, sender den hvirvlende hen ad kørebanen, hvor den forsvinder i den dalende sne.

Sammenstødet har taget så meget af farten, at det lykkes mig at få vognen under kontrol og dreje ned ad afkørslen. ”Så kan de lære det!” Jeg følger afkørslen mod højre, ned og ind under Bådehavnsgade for derefter at følge jernbanen. ”Følger de efter?”

Vagn, der er vågnet helt op, ser bagud og ryster på hovedet. ”Hvad skete der?” ”Ved det ikke.” Jeg hiver store mundfulde luft ind, tvinger mig til at slappe af. ”Men det ligner et røveri.”

Der var en transport, der blev overfaldet for ti år siden, før jeg begyndte i firmaet. Men i al den tid jeg har været ansat – og Vagn for den sags skyld – har der ikke været noget.

9

160607_DDB_Electra.indb 9

31/08/16 07.43

SIMON

På venstre hånd gror det tætte buskads op ad jernbaneskråningen, til højre ligger en fabriksbygning med tilhørende parkeringsplads. Derefter stopper vejen simpelthen. En hvid bom spærrer al videre kørsel. Bag den igen løber en smal gruset sti. Vi kan ikke komme videre. ”Fandens.” Jeg tvinger rattet rundt, drejer ind på parkeringspladsen og rundt. Standser den store lastvogn midt på den tomme plads. ”Hvad gør vi nu?”

Der er helt stille. Sneen dæmper trafikstøjen fra Sjællandsbroen.

Et enkelt sæt lygter passerer hen over Bådehavnsgade ovenover. Så bliver det atter mørkt. ”Vi må vel tilbage?” Vagn kniber øjnene sammen, stirrer ud gennem forruden. Ud i den faldende sne. Man kan højst se fem-ti meter frem.

Jeg sidder med hænderne på rattet. Benene ryster. Vil bare hjem til Britta og ungerne. Sveden løber i store dråber ned over min pande, svier i øjnene. ”Jo.” Der er vel ikke andet for. Jeg sætter motoren i gear, trykker speederen ned. ”Men tryk hellere alarmen ind.”

Den store vogn ryster, sætter sig langsomt i bevægelse. Jeg drejer væk fra parkeringspladsen ud på vejen og til venstre, tilbage, hvor vi kom fra. Lygterne når ikke længere end de første fem meter, så forsvinder lyskeglerne i den hvirvlende sne. ”Bare tryk sømmet i bund.” Vagn famler under instrumentbrættet efter alarmen. ”Der skal mere end sådan en riskoger til at stoppe os.”

Jeg skifter gear, trykker speederen fladt mod gulvet. Nålen rykker opad, vibrerer omkring de 120 kilometer i timen. Det rykker i rattet, men jeg holder vognen på vejbanen, sigter efter mine egne 10

160607_DDB_Electra.indb 10

31/08/16 07.43

SIMON

hjulspor, der allerede er ved at forsvinde i sneen. Vejbroen tårner sig op, står et øjeblik som en mørk skygge i alt det hvide, før vi hamrer ind under den.

Der lyder en serie hårde smæld, og det er, som om lastvognen synker i knæ. Den slingrer faretruende, jeg har hverken kontrol over styretøj eller hjul længere. En skærende lyd står op fra undervognen. Metal skriger. Larmen er øresønderrivende. ”Hvad sker der?” Det er Vagn igen. ”Vi er punkteret!” Jeg råber for at overdøve larmen, bider tænderne sammen og hugger bremsen i. Nu begynder lastvognen for alvor at skride under os, fælgene hviner mod asfalten, regnen af gnister, der står efter os, blinker i sidespejlene. Bagenden svinger ud, fortsætter frem. Hamrer ind i autoværnet og fejer videre, mens førerhuset drejer om sin egen akse. Vi kører baglæns nu, fortsætter med voldsom fart, jeg har ikke kontrol over noget som helst. Vagn skriger, holder i stroppen over døren med den ene hånd, mens den anden tager fra mod instrumentbrættet. Han er kridhvid i ansigtet. Jeg klamrer mig til rattet, selvom jeg ved, det ikke hjælper. Det buld­rer og brager, alting ryster. Karrosseriet knager, kan ikke holde.

Lige om lidt knækker det: Førerhuset rives af, og vi bliver hvirvlet rundt, kastet af vejen og knust mod autoværnet, der nærmer sig med lynets hast. ”Nej!” Jeg tramper på bremsen, lukker af for tankernes amokløb. Slipper rattet en anelse, bare nok til at hjulene retter op, så vognen kan holde sig oprejst, og vi ikke tipper.

Og miraklet sker. Langsomt tager farten af, og snart holder lastvognen stille midt på vejen.

Der er tyst omkring os. Den hvide sne falder, pakker verden ind i vat. Lægger sig i sporene, hvor fælgene har flået asfalten op.

11

160607_DDB_Electra.indb 11

31/08/16 07.43

SIMON

”For …” Vagn løsner sikkerhedsselen, gnider ansigtet i hænderne. ”Det var lige før, hvad?”

Mit hjerte hamrer i brystet, aldrig har jeg følt mig så meget i live.

Så får jeg øje på den bronzefarvede Suzuki, der holder inde under vejbroen, knap nok synlig i det tætte snefog. Og ud af den hvirvlende sne kommer to skikkelser gående mod os uden at forhaste sig.

Den ene halter en smule, begge holder hænderne samlet foran sig, peger på førerhuset. Lyset fra en gadelygte oppe på broen glimter i stålet i den enes hånd. ”Vagn!” Rædselsslagen vender jeg mig. Hvad skal vi gøre?

De nærmer sig fra hver sin side. I tunge oilskinsjakker og støvler. Det er ikke til at skelne deres ansigtstræk under de to identiske sixpences. ”Det er fanme ikke vandpistoler, det dér!” Vagns stemme er skinger, han er fuldstændig vild i ansigtet, og idet den ene af de to mænd griber fat i døren i Vagns side, rækker han ud efter skumslukkeren, der sidder fastgjort til førerkabinens bagvæg.

I det øjeblik døren går op, kaster han sig frem med den røde skumslukker hævet over hovedet, parat til at hamre den i ansigtet på angriberen.

Men den anden blinker ikke engang. Våbnet er hævet, peger direkte på Vagn. Jeg er for chokeret til at reagere, kan kun se til, mens mandens pegefinger klemmer til om aftrækkeren. Vagn er for langt inde i bevægelsen til at stoppe nu, hans arme flyver frem over hans hoved med et fast greb i skumslukkeren.

Det giver et voldsomt ryk i Vagns krop, da projektilet går igennem ham og sender en sky af blod og kødrester gennem kabinen.

Tykke dråber rammer mig i ansigtet. Jeg prøver at blinke, fjerne den 12

160607_DDB_Electra.indb 12

31/08/16 07.43

SIMON

røde tåge, der lægger sig over mine øjne, mens braget endnu ringer i mine ører.

Det næste skud rammer Vagn i brystet, og samtidig kryber en kold trækvind op under jakken og spreder sig ud over min ryg. ”Vagn!” Jeg hører mig selv skrige. Men manden med pistolen reagerer ikke, giver sig til at trække Vagns døde krop ud af bilen, mens han peger på mig og taler til sin makker, der nu har åbnet døren i min side. De taler et sprog, jeg ikke forstår. Det lyder slavisk.

Russisk, eller ungarsk måske.

Jeg vender mig mod den anden med hænderne over hovedet. ”I’ll do whatev…” Jeg når ikke at høre skuddet, før en dump smerte breder sig i mit bryst, og jeg falder ind over rattet. Min mund fyldes af smagen af jern. Synet klapper sammen, snævrer ind.

Jeg kan ikke længere mærke min krop. Det er, som om den skrider, forsvinder under mig. Jeg ligger med siden af hovedet på rattet og kan ikke røre mig.

Og udenfor, på den anden side af ruden, der er tonet rød af Vagns blod, hvirvler snefnuggene i lyset fra lastvognens lygter.

Rundt og rundt, til også de forsvinder, og alting bliver sort.

13

160607_DDB_Electra.indb 13

31/08/16 07.43

© S Ø R E N R Ø N H O LT

Jakob Melander (f. 1965) er forfatter

og cand.mag. i litteraturvidenskab. Han har arbejdet med teater og kommunikation og har en karriere som guitarist i flere danske rockbands bag sig.

Jakob Melander debuterede i 2013 med krimien Øjesten, der er første bind i den internationalt anerkendte serie om Lars Winkler.

“Hvordan undslipper man sin døde brors skygge, det spørgsmål har jeg endnu ikke fundet svaret på.”

Lederen af Det Radikale Venstre og landets kommende statsminister myrdet i sine forældres hjem i Charlottenlund. Fundet i sin brors blodige favn og med drabsvåbnet – en økse – ved sin side.

Presset ud af politikorpset og med en bror, der er dræbt i tjenesten, er Andreas Bjørn på vej direkte mod afgrunden. Og da ekskæresten Katharina, lillesøster til både offer og hovedmistænkt, beder om hjælp, står han over for sit livs dilemma.

Og morderen er langtfra færdig …

43 år tidligere i Athen slog juntaen ned på fredelige demonstranter med uhørt brutalitet. I et kaos af molotov-cocktails og revolutionsromantik mødte en ung dansk arkæolog kærligheden og blev forandret for altid.

Hvilken andel har fortidens heksekedel af sex og politik i nutidens tragedie? Og kan Andreas undslippe sin døde brors skygge og standse morderen, før det er for sent?

E LEKTRA er inspireret af fortællingen om Kain og Abel.

Det er en krimi om, hvad der sker, når kærlighed bliver til had, om hævnens altødelæggende kraft — men også om menneskets evne til at overvinde selv den sværeste modstander.

bibelselskabet.dk