Uddrag: Gud og os

bibelselskabets forlag

Gud og os

Teologiske lĂŚsninger af Det Gamle Testamente

i det 21. ĂĽrhundrede

Jan Dietrich og Anne Katrine de Hemmer Gudme (red.)

Gud og os

Jan Dietrich og Anne Katrine de Hemmer Gudme (red.) i samarbejde med Else K. Holt, Søren Holst og Søren Lorenzen

Gud og os – Teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede

bibelselskabets forlag

GUD OG OS Teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede Jan Dietrich og Anne Katrine de Hemmer Gudme (red.) i samarbejde med Else K. Holt, Søren Holst og Søren Lorenzen © 2021 Det Danske Bibelselskab og forfatterne Billedet på forsiden og på side 12 er venligt stillet til rådighed af kunstneren Peter Brandes, som også har copyright på billederne.

Hvor andet ikke er anført er bibeltekst fra Bibelen i autoriseret oversættelse af 1992 © Det Danske Bibelselskab Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Forfattere: Mette Bundvad, Corrine Carvalho, John J. Collins, Jan Dietrich, Sif Egede, Göran Eidevall, Martin Friis, Anne Katrine de Hemmer Gudme, Søren Holst, Else K. Holt, Jesper Høgenhaven, Anders-Christian Jacobsen, Hans Jørgen Lundager Jensen, Kristin Joachimsen, Amy Kalmanofsky, Corinna Körting, Francis Landy, Bernhard Lang, Fredrik Lindström, Jill Middlemas, Flemming A.J. Nielsen, Frederik Poulsen, Tammi J. Schneider, Carolyn J. Sharp, Kasper Siegismund, Terje Stordalen, Louis Stulman

Oversættere og redaktionelle medarbejdere: Else K. Holt, Søren Holst og Søren Lorenzen Forlagsredaktion: Lisbeth Elkjær Øland Korrektur, dansk: Jan Masorsky Korrektur, norsk: Morten Nymoen Korrektur, svensk: Joni Hyvönen Grafiske principper og omslag: Carl-H.K. Zakrisson Sats: Naryana Press Tryk: Tarm Bogtryk A/S Indbinding: Centrum Bogbinderi A/S Udgivelsen er støttet af Aarhus Universitets Forskningsfond, H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning og Oslo Universitets forskerstøttepulje.

1. udgave, 1. oplag, 2021 isbn 978-87-7232-171-4

Redaktion: Jan Dietrich og Anne Katrine de Hemmer Gudme Fagfællebedømmelse: Prof. em. Dr.theol.

Kirsten Nielsen, Aarhus Universitet, Aarhus, og Prof. em. Dr.theol. Karl William Weyde, Menighedsfakultetet, Oslo

Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk

Billedet på forsiden: Peter Brandes, Abraham og Isak, glasmosaik, 190 × 110 cm, 2018.

Calvary Chapel, Biola University, Californien, USA

indhold

Forord

Jan Dietrich og Anne Katrine de Hemmer Gudme 9

Indledning At læse Det Gamle Testamente teologisk 11 Else K. Holt

Kapitel 1 Før Israel blev til: Jakobs gensyn med Esau som eksempel på Første Mosebogs teologi 43 Søren Holst

Kapitel 2 I Moses’ billede: Jahves nærvær og synlighed i Anden Mosebog 61 Martin Friis

Kapitel 3 Præsteskriftets åbenbarings- og offerteologi ifølge Tredje Mosebog 81 Jan Dietrich

Kapitel 4 Fjerde Mosebog: Moses’ ørkendagbog? 99 Bernhard Lang

Kapitel 5 Enklave-mentalitet og pietisme, vold og visdom: Teologiske strømninger i Deuteronomium 113 Hans Jørgen Lundager Jensen

Kapitel 6 Wade in the Water: En teologisk læsning af Josvabogen 5‑6 ved traditionernes sammenløb 145 Carolyn J. Sharp

Kapitel 7 Aksa og Dommerbogen 19: En spejling, der indrammer Dommerbogen 165 Tammi J. Schneider

Kapitel 8 En historie om rigtige mænd: Samuelsbøgernes teologi og ideal om hegemonisk maskulinitet 185 Anne Katrine de Hemmer Gudme

Kapitel 9 At blive klar over, hvad Gud kræver af et menneske: Ba’alkulten og dens elimination i Kongebøgerne 209 Flemming A.J. Nielsen

Kapitel 10 Krønikebøkene og Esra- og Nehemjabøkene: Ulike syn på hvem som tilhører Israel 229 Kristin Joachimsen

Kapitel 11 Teologiska läsningar av Psaltaren 249 Fredrik Lindström

Kapitel 12 Frygt Gud og opfør dig ordentligt: Teologiske læsninger i Ordsprogenes Bog 271 Kasper Siegismund

Kapitel 13 Polyfon teologi: Når Jahve siterer Leviatan (Job 41,4‑26) 289 Terje Stordalen

Kapitel 14 Jeg elsker min have: Højsangen 4,12‑5,1 og Prædikerens Bog 2,4‑8 i et økoteologisk perspektiv 309 Mette Bundvad

Kapitel 15 Novellerne: Joseffortællingen, Ruths Bog, Esters Bog og Jonas’ Bog 327 Frederik Poulsen

Kapitel 16 Esajas’ Bog: Jahves dom og frelse 347 Jesper Høgenhaven

Kapitel 17 The Sounds of Violence – og deres teologiske ekko i Jeremias’ Bog 363 Amy Kalmanofsky

Kapitel 18 Thi din ulykke er stor som havet: Klagesangene og håb 377 Jill Middlemas

Kapitel 19 Riget og magten og æren: En computerspil-inspireret læsning af Ezekiel 40‑48 397 Corrine Carvalho

Kapitel 20 Daniels Bog: Vise mænd og tvivlsomme konger 415 Sif Egede

Kapitel 21 Teopoetik: Hoseas, Joel, Amos og Mika 435 Francis Landy

Kapitel 22 Teologiska läsningar av Nahum, Habackuk och Sefanja 455 Göran Eidevall

Kapitel 23 Haggai, Sakarja og Malaki: Velsignelse og forbannelse 473 Corinna Körting

Kapitel 24 De historiske taberes Gud 493 Louis Stulman

Kapitel 25 Er der åbenbaring i Det Gamle Testamente? 513 John J. Collins

Kapitel 26 Gammeltestamentlig teologi i kristent-dogmatisk lys 531 Anders-Christian Jacobsen

Forkortelser af de bibelske bøger – dansk 551 Forkortelser af de bibelske bøger – norsk 553 Forkortelser af de bibelske bøger – svensk 555 Register over bibelhenvisninger 557

Jan Dietrich og Anne Katrine de Hemmer Gudme

Forord Først og fremmest ønsker vi at takke Else K. Holt, fordi hun fik ideen til den bog, der nu udgives under titlen Gud og os: Teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede, og fordi hun hvervede os til at redigere projektet. Det har været et lærerigt og inspirerende forløb, og vi er både stolte af og glade for resultatet. Samarbejdet med Else har været som Else selv: formidabelt, festligt og fremsynet. Det er en stor glæde for os at kunne fejre Else med denne udgivelse: Vi hylder mennesket og forskeren, vor gode ven og kollega, der er gået på pension ved udgangen af 2018. Det har været en glæde at sam­ arbejde med Else om denne bog, der ikke er et festskrift i klassisk forstand, men som alligevel er tænkt som en markering af Elses overgang til det forhåbentlig søde liv som emerita.

Vi ønsker også at sende en varm tak til vores forfattere, der har skrevet dygtigt og engageret om teologierne i Det Gamle Testamente. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer. Vi takker jer for jeres intellektuelle gavmildhed, jeres sportsånd og jeres tålmodighed.

Redaktionen har fået uvurderlig hjælp fra vores to fagfællebedømmere, professor emerita ved Aarhus Universitet Kirsten Nielsen og professor emeritus ved Menighedsfakultetet i Oslo Karl William Weyde. Kirsten og Karl William har arbejdet samvittighedsfuldt og hurtigt, og de har fagfællebedømt bogens kapitler med stor viden og empati. Vi skylder jer begge en varm tak for jeres store indsats. En særlig tak sender vi til Anders-Christian Jacobsen for hans danske oversættelse af Origenes’ prædiken over Josvas Bog til brug i bogens kapitel 5.

Ni af bogens 26 kapitler (kap. 4, 6, 7, 17, 18, 19, 21, 24 og 25) er oprindeligt forfattet på engelsk, og der er blevet lagt et gigantisk arbejde i at oversætte teksterne til dansk. Oversættelsesarbejdet er udført af Else K. Holt og Søren Holst, og Søren Lorenzen har hjulpet med at sprogvaske og perfektionere. Vi er så ualmindeligt taknemmelige for jeres arbejde med oversættelserne.

10 Forord Søren Holst har desuden læst omhyggelig korrektur på al hebraisk tekst i bogen, og Søren Lorenzen har læst generel korrektur og har dobbelttjekket henvisninger og litteratur m.m. I har begge to ydet en fantastisk indsats, og vi ved helt ærligt ikke, hvad i alverden vi skulle have gjort uden jer.

Udgivelsen finansieres af generøse bidrag fra H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning, Aarhus Universitets Forskningsfond og Teologisk Fakultet ved Oslo Universitets Forskerstøtte.

Kunstneren Peter Brandes har i årevis skabt smukke og tankevækkende fortolkninger af Det Gamle Testamentes fortællinger, og vi er meget taknemmelige for, at han har givet tilladelse til, at vi kunne bruge hans værker som illustration i bogens indledning og på forsiden. Heike Schäck fra Narayana Press har været til stor hjælp i forbindelse med at finde og videresende billedfiler.

Til slut vil vi sende en tak til Bibelselskabets Forlag og til forlagschef Lisbeth Elkjær Øland. Det har været en fornøjelse.

Hamburg og Oslo

Juni 2020

Else K. Holt

At læse Det Gamle Testamente teologisk Den danske billedkunstner og skulptør Peter Brandes, der har både jødiske og kristne rødder, arbejder igen og igen med de samme motiver – ikke for at forbedre eller nå frem til en endelig form, der så afløser alle de tidligere versioner, men for at finde og afdække de betydningspotentialer, der ligger i motivet.

Det gælder også gammeltestamentlige temaer som Jakobs kamp mod Gud i Første Mosebog 32, Kain og Abel (1 Mos 4) og i udpræget grad den fortælling, der traditionelt i kristendommen kaldes ’Isaks ofring’, skønt Isak jo til sidst slet ikke bliver ofret, og som i jødisk tradition benævnes Aqedah, ’binding’ (1 Mos 22). I mange år arbejdede Brandes kun med en fremstilling af Isak på vej til Morija-landet – Abraham var ikke til stede i billedet, kun Isak. ”Ligesom vi var Abraham beskuer,” siger Brandes i et interview: Efterfølgende blev jeg mig mere og mere bevidst om, at Isak ikke kunne eksistere alene. Hvis faderen ikke tog ham med til Moria-bjerget, og hvis den sammenhæng ikke blev vist, at den ene var afhængig af den anden, så havde jeg misforstået noget. Normalt skildres Isak med et brændeknippe på ryggen, men så fik jeg den ide, at jeg gerne ville vise, at far og søn bar sammen, og at de skulle tænde bålet sammen. Så for at vise absurditeten i det, så lod jeg dem bære på en træstamme, der var så tung, at man vidste, at hvis den ene slap i den ene ende, så kunne den anden ikke bære den alene. Så de eksisterede så at sige som siamesiske tvillinger.1 Brandes’ tolkninger, der her kun kan gengives i afkortet form, viser, hvordan arbejdet med en tekst, også en bibelsk, aldrig afsluttes, aldrig når et endeligt, uimodsigeligt resultat. Igen og igen må kunstneren og eksegeten arbejde med sit værk og sin tekst for at nå dybere ned i betydningslagene, stille spørgsmål, else k. holt er lektor emer. ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Forskningsinteresser: gammeltestamentlig teologi især i salmerne, Jeremias’ bog, Klage­ sangene og Esters bog, særligt under en trauma-hermeneutisk synsvinkel.

12 Else K. Holt

Peter Brandes. Abraham og Isak – på vej. Patineret bronze, 58 x 138 x 68 cm. 2018‑19.

som teksten måske slet ikke selv vil belyse, men som trænger sig på for den, der læser den. Sådan har det, groft sagt, altid været i bibeltolkningen. Det gælder den antikke kristendoms allegoriske og typologiske tolkninger af Det Gamle Testamente, der søgte efter lag i teksten, der kunne belyse kristendommen.

Det gælder den jødiske, rabbinske fortolkningstradition, der diskuterer forståelsen af Den Hebraiske Bibel i lyset af den omgivende verden. Det gælder reformationens udsagn om, at teksten er sin egen fortolker, som også lukkede den gammeltestamentlige tekst ind i en kristen sammenhæng, skønt med en langt større forståelse for dens oprindelige betydningslag.2 Det gælder oplysningstidens oprør mod dogmatikkens jerngreb om fortolkningen af Det Gamle Testamente,3 og det gælder endda de seneste 150 års historisk-kritiske og læser­ orienterede fortolkninger.4 Hvad selv den mest samvittighedsfulde ekseget argumenterer for, teoretisk konsistent og med respekt for tekstens historiske kontekst, vil altid være åbent for kritik og selvkritik. Man bliver aldrig færdig med sin tekst.

Forskningshistoriske overvejelser, ganske kort Derfor giver det også mening igen og igen at udgive bøger om teologierne i Det Gamle Testamente. I en skandinavisk sammenhæng findes der kun ganske få udgivelser, der giver en samlet teologisk fremstilling ud over på

Indledning 13

indledningsniveau.5 Derimod er lærebøger og monografier om gammeltestamentlig teologi ikke nogen mangelvare uden for Skandinavien, og det er uhyre interessant at følge udviklingen af genren, bare de seneste 100 år.6 I 1930’erne udkom en del gammeltestamentlige teologier på tysk, alle med titlen Theologie des Alten Testaments,7 og også i efterkrigstiden er denne titel blevet benyttet, for eksempel af Otto Procksch,8 mens Walther Zimmerli så sent som i 1972 udgav sin Grundriß der alttestamentlichen Theologie.9 Alle titlerne angiver ordet teologi i singularis. Der er tilsyneladende tale om én sammenhængende teologi, der kan efterspores gennem hele Det Gamle Testamente. Den stadig mest indflydelsesrige gammeltestamentlige teologi er formentlig Gerhard von Rads Theologie des Alten Testaments, fra slutningen af 1950’erne. Von Rad havde, som sine forgængere, det udgangspunkt, at Det Gamle Testamente havde ét tematisk-teologisk centrum, den såkaldte Mitte. Hos von Rad var det Guds frelsesgerning gennem Israels historie.

Forestillingen om et teologisk centrum er imidlertid i det store og hele forladt i de seneste årtier. Karakteristisk er i den sammenhæng Erhard S. Gerstenbergers Theologien im Alten Testament: Pluralität und Synkretismus alttestamentlichen Gottesglaubens.10 Åbenheden i titlens pluralisform og anvendelsen af en præposition, samt værkets undertitel (Pluralitet og synkretisme i den gammeltestamentlige gudstro) viser, at Gerstenberger ikke leder efter et teologisk centrum, men netop efter teologisk komplementaritet og pluralitet i Det Gamle Testamente. Det gør han ved at behandle de gammeltestamentlige teologier som udtryk for en sociologisk-historisk udvikling af gammeltestamentlig religion, sådan som det også ses hos for eksempel sociologen Robert Bellah og teologen Bernhard Lang.11 Andre, for eksempel Claus Westermann og Terence Fretheim, har anvendt bestemte gammeltestamentlige begreber som en undersøgende ’sonde’ ned i Det Gamle Testamentes forskellige bøger.

Westermann anvender to grundbegreber, skabelse og redning, som sit hermeneutiske greb og viser derigennem også den teologiske pluralitet,12 mens Fretheim undersøger de skabelsesteologiske tråde, der løber gennem alle de gammeltestamentlige skrifter.13 Begge disse teologier kan betragtes som en slags rehabilitering af skabelsesteologien, der på mange måder var ’dømt ude’ af den dialektiske teologi og af fokus på Israels historie som åbenbaringskilde, som vi ser det hos von Rad og mange andre.14 Endelig skal nævnes Walter Brueggemanns Theology of the Old Testament, hvis undertitel Testimony, Dispute, Advocacy (Vidnesbyrd, diskussion, forsvar) antyder det teologiske greb, forfatteren benytter, og som i det hele taget er karakteristisk for en del af hans forfatterskab.15 Ifølge Brueggemann rummer Det Gamle Testamente tre teologiske

14 Else K. Holt stemmer, nemlig ”Israel’s core testimony” (Israels kernevidnesbyrd), der bl.a. rummer en triumfalistisk Jahve-konge-teologi og understreger Jahves uforanderlighed, ”Israel’s countertestimony” (Israels kontravidnesbyrd), der sætter spørgsmålstegn ved denne uforanderlighed og fremhæver Guds skjulthed og tvetydighed, og endelig ”Israel’s unsolicited testimony” (Israels uønskede vidnesbyrd), der taler om hans partnerskab med mennesker. Brueggemann henter disse metaforiske betegnelser for de forskellige teologiske stemmer i Det Gamle Testamente i retssalsterminologi.16 Igen finder vi en åbenhed over for pluraliteten i Det Gamle Testamentes teologier.

Gammeltestamentlig teologi og bibelsk teologi Ovenstående oversigt er på ingen måde fyldestgørende; den skal blot fungere som en slags inspiration til videre fordybelse. Her skal vi ganske kort vende os til en anden vinkel på begrebet ’gammeltestamentlig teologi.’ En del gammeltestamentlige teologier indledes med en fremstilling af, at begrebet har to sider, nemlig en historisk-kritisk, religionshistorisk inspireret fremstilling og en problemorienteret teologisk, eller sagt med andre ord, en deskriptiv og en normativ. Således for eksempel Hans Jørgen Lundager Jensens introduktion til emnet i Gads Bibelleksikon og den fremstilling af gammeltestamentlig teologi, som hører til baggrundsinspirationen for denne bog, og som der henvises til i en lang række af dens kapitler: Fire indgange til gammeltestamentlig teologi, udgivet af den gammeltestamentlige faggruppe på Københavns universitet.17 Indledningen rummer en fyldig introduktion til spørgsmålet og samler problemstillingen som følger: Efter den historiske kritiks udbredelse i bibelfortolkningen fra det 19. århundrede og frem har man diskuteret, om man bør skelne mellem gammeltestamentlig religionshistorie og gammeltestamentlige teologi.

Diskussionen har i virkeligheden drejet sig om to forskellige forhold: Nogle teologer har villet fastholde et normativt perspektiv og knyttet dette til teologien til forskel fra religionshistorien, der i sig selv ikke kan have noget forpligtende krav i forhold til nutiden. For andre har diskussionen – inden for rammerne af en historisk og deskriptiv forståelse – mere drejet sig om en slags arbejdsdeling: Hvor religionshistorien ser på ideernes og den religiøse praksis’ udvikling og forandringer over tid, er det teologiens opgave at beskrive de samlende og konstante hovedlinjer.18

Indledning 15

Denne dikotomi mellem ren beskrivelse og søgen efter teologisk sammenhæng udvides af spørgsmålet om den gammeltestamentlige teologis forhold til den såkaldt bibelske teologi, det vil sige den forskningsretning, som kristent-dogmatisk-teologisk betragter Det Gamle Testamente som forløber for Det Nye, og hvor den gammeltestamentlige teologi forstås i forhold til en nytestamentlig/ kristen teologi. Denne position beskriver Gudme m.fl. således: [Nogle] teologer har […] slået til lyd for, at Det Gamle Testamente kun kan anskues meningsfyldt som en helhed, når skriftsamlingen indgår i den kristne kirkes kanon i sammenhæng med Det Nye Testamente og kirkens trosbekendelse. Denne position kan henvise til, at selve betegnelsen Det Gamle Testamente er den kristne traditions betegnelse, og at det ikke er nogen historisk tilfældighed, at gammeltestamentlig teologi er en bestræbelse, som er affødt af kristne teologers læsning af skriftsamlingen. Det er, har man anført, netop den kristne traditions blik på Det Gamle Testamente fra et sted uden for skriftsamlingen selv, der kan give plads for, at teksternes diversitet kan få lov til at komme højt og klart til udtryk.19 Et spændende forsøg på at skabe dialog mellem Det Gamle Testamente og Det Nye findes i Reinhard Feldmeier og Hermann Spieckermanns bibelske teologi, der udkom samtidigt på tysk og engelsk i 2011.20 Den første sætning i forordet til den amerikanske udgave lyder: ”This work seeks to present the Christian Bible’s understanding of God as a coherent scheme” (min fremhævelse). I indledningen beskriver forfatterne bibelsk teologi som ”doctrine of God – a doctrine of character (Eigenschaftslehre)” og henviser til ”the sole, virtually axiomatic ’definition’ of God in the mouth of Jesus:” On his way to death, the Son of God responded through it [the definition] to those who did not consider the possibility of resurrection scriptural, with an interpretation of Scripture determined by his own experience of God, an interpretation that unites God as Creator and God as Savior from an eschatological perspective as ’God of the Living.’21 Hensigten med Feldmeier og Spieckermans bog er altså at beskrive Guds egenskaber fra et samlet bibelsk perspektiv, og det sker på én gang historisk-genetisk og systematisk.22 De begreber, der beskriver Guds egenskaber, det vil sige Guds navne, Gud som Herre og far, Guds enhed, Guds kærlighed, Gud som den almægtige og Ånden som tilstedeværelse, betragtes som grundlag (”foundation”) for Guds handlinger (”development”), i den tyske udgave samlet under

16 Else K. Holt tre overskrifter i indholdsfortegnelsen: ”Gottes Zuwendung”, ”Gottes Zumutung” og ”Gottes Zuspruch” (Guds henvendelse, Guds krav og Guds løfte). Det er imidlertid vigtigt at fremhæve, at denne – grundlæggende tysk-konciperede – bibelske teologi nok beskæftiger sig med Guds egenskaber fra en systematisk synsvinkel, men at den holder sig på den deskriptive teologis smalle vej og aldrig bliver forkyndende. Dette kan ikke altid siges at være tilfældet i især amerikanske gammeltestamentlige eller bibelske teologier, der ofte er præget af at være skrevet til brug i en specifikt kirkelig uddannelsessammenhæng, ikke en universitær, som det er tradition i de skandinaviske lande og i Tyskland.

En sådan kristeligt funderet bibelsk teologi i den amerikanske udgave har typisk sine rødder i den konservative ’Biblical theology movement,’ som John J. Collins argumenterer imod i kapitel 26.

Gammeltestamentlige teologier til tiden Gud og os: Teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede går en anden vej, stadig med rod i en historisk-kritisk tilgang til teksterne, men med et ønske om ikke blot at være deskriptiv. Den rejser også normative spørgsmål, men er tænkt som en gammeltestamentlig, ikke en bibelsk teologi.

Det er altså ikke en kristen eller jødisk teologi, det vil sige en gammeltestamentlig teologi, set gennem Det Nye Testamente eller gennem den jødiske tradition. Bogens forfattere repræsenterer ganske vist begge disse religioner, men alle har de hele tiden et solidt fundament i den akademiske sekularitet.

På baggrund af denne akademiske basis vover vi os imidlertid lidt længere frem og stiller nogle af den systematiske teologis normative spørgsmål om Guds egenskaber og menneskers forhold til Gud og hinanden, og indimellem gives der endog svar på disse spørgsmål. Deraf titlen Gud og os.

Fire indgange til gammeltestamentlig teologi, der blev nævnt ovenfor, danner som anført den historisk-kritiske og deskriptive baggrund for denne bogs overvejelser. I Fire indgange til gammeltestamentlig teologi hedder det: Denne bog har en deskriptiv tilgang til gammeltestamentlig teologi.

Ambitionen er at beskrive nogle væsentlige hovedlinjer inden for det gammeltestamentlige tekstmateriale og at pege på deres indbyrdes sammenhænge og kontraster. Det er ikke en afvisning af det normative perspektivs berettigelse, men udtryk for en pragmatisk tilgang. Vi har fundet det hensigtsmæssigt at koncentrere os om at fremhæve nogle

Indledning 17

teologiske hovedlinjer inden for teksternes egne tankeuniverser uden stillingtagen til deres nutidige gyldighed.23 Med Gud og os er det altså ønsket at gå et skridt i retningen af ”det normative perspektiv” og og anvende en mindre pragmatisk tilgang. Udgangspunktet er, at Det Gamle Testamente har noget at sige ind i en moderne teologisk diskussion. Den gammeltestamentlige teologi har, også i en akademisk sammenhæng og uden for den kirkelige, noget at bidrage med ud over den rene religions- eller kulturhistorie, hvor nødvendig denne end er. Også den gammeltestamentlige teologi kan bidrage til det teologiske projekt at aktualisere den kristne (og jødiske) tro. Denne forståelse er accentueret af det seneste halve århundredes læser-orienterede hermeneutik, der i bedste tilfælde går hånd i hånd med den historiske kritik i det eksegetiske arbejde. Afdækningen af den historiske og religionshistoriske baggrund for en tekst er ikke længere nok. De gammeltestamentlige tekster i al deres kulturelle ’andethed’ rejser også spørgsmål, som må tages under teologisk behandling – teologi her forstået som forsøget på at forstå, diskutere og gentænke en teologisk problemstilling i en aktuel kulturel og religiøs kontekst. Hvilke idéer i Det Gamle Testamente kan inspirere og invitere til en aktuel teologisk debat, både inden for eksegesen selv, i diskussion med den systematiske teologi og med såvel den sekulære som den kirkelige omverden? Hvorfor er det, at skabelsesteologien har genvundet en legitim plads i den teologiske diskurs de seneste 30 år, også uden for en snævrere kreds af systematiske teologer, og hvordan kan den/de gammeltestamentlige skabelsestænkning(er) bidrage til udviklingen af en aktuel teologi, der erkender værdien af omverdenen og materialiteten. Og hvilke teologier i Det Gamle Testamente har ikke noget at bidrage med? Er det for eksempel så sikkert, at ritualstudier er ligegyldige i en protestantisk teologi, som nogle ville mene, eller lærer vi mon ikke noget om vores egen religiøsitet ved at gentænke ritualernes og kropslighedens betydning?

Sådanne spørgsmål identificeres i særlig grad af de tilgange, der er vokset ud af interessen for de gammeltestamentlige skrifters litterære fremtrædelsesformer og den kritiske hermeneutik. Det gælder den feministiske kritik og sammenhængende hermed de seneste års interesse for kønsforskning i det hele taget (maskulinitet, queer). I denne bog repræsenteres denne hermeneutiske indgangsvinkel især af kapitlerne om Dommerbogen (Schneider med fokus på kvindelige hovedpersoner) og Samuelsbøgerne (Gudme om maskulinitetsforskning). En ideologikritisk/teologikritisk synsvinkel med særligt fokus på

18 Else K. Holt legitimiteten af magt og vold anlægges i kapitlerne om Josvabogen (Sharp), Nahum-Habakkuk-Sefanias (Eidevall) og ”De historiske taberes Gud” (Stulman om aktuel gammeltestamentlig teologi). Også i ”The Sound of Violence – og dens teologiske ekko i Jeremias’ Bog” (Kalmanofsky) og ”Er der åbenbaring i Det Gamle Testamente?” (Collins om bibelsk teologi) diskuteres et nutidigt forhold til guddommelig og menneskelig vold. I denne sammenhæng – magtkritik – kan man også læse kapitlerne om Første Mosebog, ”Før Israel blev til” (Holst), der drøfter temaet den fravalgte søn, og om identitetsskabelse gennem udgrænsning i Ezra, Nehemias og Krønikebøgerne (Joachimsen). Det skabelsesteologiske perspektiv er fremtrædende i kapitlet om Prædikeren og Højsangen, der anlægger et økoteologisk perspektiv (Bundvad), men findes også i gennemgangen af Ordsprogenes Bog (Siegismund), der dog begynder med at problematisere, om bogen overhovedet rummer teologi.

Adskillige af kapitlerne har fokus på lidelsens problem og teodicé, der ganske vist ikke kan kaldes nyt eller postmoderne. Men med de nyere læsninger åbnes der for en diskussion af lidelse, der ligger fjernt fra tidligere tiders, især protestantiske, teologi. Nu kan det åbent drøftes, om al den lidelse, Gud lægger på mennesker, skal betragtes som en retfærdig straf, eller om ikke klagen over Gud også har sin plads. Det gælder kapitlerne om Salmerne (Lindström), Job (Stordalen) og Klagesangene (Middlemas). Til denne gruppe lægger sig også kapitlet ”Haggai, Sakarja og Malaki: Velsignelse og forbannelse” (Körting). To kapitler, der i særlig grad inviterer til læserens medvirken og engagement i teksten, er kapitel 19, ”En computerspil-inspireret læsning af Ezekiel kap. 40‑48” (Carvalho), og kapitel 21, der anbefaler en teo-poetisk læsning af Hoseas, Joel, Amos og Mika (Landy).

I en fiktiv rapport fra en konference om Det Gamle Testamente i Aarhus læser Bernhard Lang Fjerde Mosebog som Moses’ fiktive rejsedagbog.

Andre kapitler er mere deskriptive og mindre tematiske, men peger hver på sin måde på teologiske problemstillinger i de gammeltestamentlige tekster, som en traditionel historisk-deskriptiv teologi næppe ville få øje på. Det gælder kapitel 3 (Dietrich), hvor offerteologien i Tredje Mosebog forstås som baggrund for opfattelsen af menneskets gudbilledlighed i Urhistorien (1 Mos 1‑11), et tema, der også gennemløber kapitel 2 om Jahves nærvær og synlighed i Anden Mosebog (Friis). Videre gælder det gennemgangen af Deuteronomium, Femte Mosebog, hvis program sammenlignes med den lutherske pietisme i 1600- og 1700-tallet (Lundager Jensen), kapitlet om Kongebøgerne, der beskrives som omvendelsesforkyndelse i diasporaen (Nielsen), og kapitel 15 om novellerne: Josef, Ruth, Ester og Jonas, hvis ofte sekulære teologi går på tværs af dogmatiske principper (Poulsen). I kapitel 16 (Høgenhaven) beskrives

Indledning 19

spændvidden i Esajasbogens teologi, mens kapitel 20 (Egede), ”Daniels bog: Vise mænd og tvivlsomme konger” peger på en tiltagende dekonstruktion af det arkaiske kongeideal.

I det afsluttende kapitel opfordrer og udfordrer dogmatikeren AndersChristian Jacobsen den gammeltestamentlige forskning og undervisning til at bidrage til den almene teologiske diskussion og diskurs. Han skriver: ”Inddragelsen af receptionshistoriske metoder i den gammeltestamentlige forskning og undervisning ville da også bringe faget metodisk på højde med andre fags tilgang til tekster. Det er ikke på niveau med anden litterær forskning at betragte tekster som fastfrosne i deres historiske oprindelsessituation.”

Efter min bedste overbevisning er den gammeltestamentlige forskning og undervisning ”metodisk på højde med andre fags tilgang til tekster,” og vi betragter ikke længere teksterne som ”fastfrosne i deres historisk oprindelses­ situation,” som antydet af Anders-Christian Jacobsen – hvis det da nogen sinde har forholdt sig sådan. Den lidenskab, som den historisk-kritiske forskning, med alle de forbehold man kan tage over for den,24 udviste for at finde tilbage til Det Gamle Testamentes historiske og religions- og kulturhistoriske baggrund, banede vejen for en dybere forståelse af teksterne i deres ’andethed’ fra kristendommen. Men hermed kan de netop også bidrage til en dybere forståelse af den bibelske teologis spændvidde. Det Nye Testamentes kristendom – og dermed forhåbentlig også den systematiske teologi – har meget at lære af Det Gamle Testamentes (hvad Jacobsen også understreger sit kapitel). Det er så den gammeltestamentlige teologis opgave og ansvar at pege på og indlede samtalen om de teologiske områder, hvor den nyere forskning har noget at bidrage med til afklaring af det med Gud og os.

Jeg er overbevist om, at Gud og os vil være et værdifuldt indlæg i denne samtale.

Lidt om denne bog Gud og os: Teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede er blevet til i et samarbejde mellem mange forskere. Bidragyderne har været frit stillet med hensyn til deres metodiske indfaldsvinkel, og bogen skulle således også kunne bidrage til præsentationen af forskellige hermeneutiske greb her ved det 21. århundredes begyndelse. På den måde er bogen inspireret af Ronald Hendel (red.), Reading Genesis, hvori ti eksegetiske metoder præsenteres gennem en analyse af centrale tekster i Første Mosebog.25

20 Else K. Holt Bogens kapitler følger i det store og hele rækkefølgen af de gammeltestamentlige bøger i den lutherske version, som for eksempel de danske oversættelser, og altså ikke rækkefølgen i Biblia Hebraica. Dog har ikke alle bøger deres eget kapitel, idet nogle bøger samles som tematiske enheder, der kan belyses gensidigt. Således behandles Krønikebøgerne sammen med Ezra og Nehemias, Prædikeren og Højsangen behandles under ét, og det samme er tilfældet med de såkaldte diasporanoveller (Josefnovellen i 1 Mos 37‑52, Ruths, Esters og Jonas’ bøger). Tolvprofetbogen er opdelt i tre kapitler: Hoseas, Joel, Amos og Mika; Nahum, Habakkuk og Sefanias; samt Haggai, Zakarias og Malakias.

Bogen afsluttes med en række mere systematisk orienterede kapitler, der betragter Det Gamle Testamente i henholdsvis en aktuel politisk, en bibelsk og en kristen-dogmatisk kontekst.

De fleste af bidragene stammer fra Skandinavien, fordi ønsket har været at udgive en gammeltestamentlig teologi til brug for undervisningen ved de skandinaviske universiteter. Men bogen rummer også bidrag fra Tyskland, Nordamerika og Canada for at sikre en international, metodisk bredde. De ikkeskandinaviske bidrag er oversat til dansk, mens vi har bevaret alle de norske og svenske bidrag i deres oprindelige sprogdragt. Vi håber, at dette kan medvirke til, at bogen vil blive læst i hele Skandinavien.

For imidlertid at befordre en sammenhæng mellem de enkelte kapitler, har vi bedt forfatterne følge en fastlagt form: · Indledning · Præsentation af det aktuelle tekstkorpus: indhold, tradition, redaktion, komposition, datering · Væsentlige forskningshistoriske fixpunkter og uenigheder · Eksegetisk-teologisk analyse af 1‑3 væsentlige tekster fra tekstkorpus eller dybdegående eksegese af én enkel tekst som eksempel på den teologiske hovedstrømning · Komparation af disse analyserede tekster: ligheder, forskelle, karakteristika eller kort komparation af den ene tekst med andre fra samme hovedstrømning · Udblik til andre teologier, som tekstkorpus er i ’samtale’ med · Afslutning Meningen er ikke, at denne bog læses fra ende til anden. Den har mere karakter af antologi end monografi, og enhver kan læse dens kapitler enkeltvis, selvom vi naturligvis håber, at vore læsere vil læse det hele – og få udbytte

Indledning 21

heraf. Nedenfor følger en kort gennemgang af de enkelte kapitlers indhold og metodiske greb samt teologiske hovedsynspunkt, så en udvælgelse gøres mere overskuelig.

Bogen udkommer som resultat af en idé, jeg fik, da jeg nærmede mig min pensionering, og som jeg efterfølgende drøftede med mine kolleger. Min hensigt med Gud og os: Teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede har i udgangspunktet været at bygge bro mellem den deskriptive og den normative fremstilling af de gammeltestamentlige teologier og på den måde hjælpe teologistuderende og andre interesserede til at forstå Det Gamle Testamentes relevans, også for en aktuel teologi. Det er mit håb, at det er lykkedes med denne bog. Som det er karakteristisk i nutidens akademiske verden, er den ikke blevet til som udtryk for én persons tankeverden, men som et sam­arbejde, der viser spændvidden i den akademiske disciplin, gammel­testamentlig teologi. Bidragene er skrevet af nogle af mine venner og gode kolleger i den gammeltestamentlige verden. De to hovedredaktører, Anne Katrine de Hemmer Gudme (Oslo, tidligere København) og Jan Dietrich (Bonn, tidligere Aarhus) har lagt et stort arbejde i at realisere min idé og mit håb i samarbejde med de to oversættere og redaktionelle medarbejdere, Søren Holst (København) og Søren Lorenzen (Bonn, tidligere Aarhus). Jeg er dem alle dybt taknemmelig. Denne bog kunne kun blive til med gode venners indsats.

Introduktion til kapitlerne Kapitel 1. Før Israel blev til: Jakobs gensyn med Esau som eksempel på Første Mosebogs teologi Søren Holst tager sit udgangspunkt i en sendatering af den ikke-’præstelige’ forfatter til Første Mosebog. Første Mosebog indeholder en teologi, hvor forfatterens fokus er på en relation, præget af ustandselige kriser, mellem Gud og menneskeheden generelt i modsætning til den deuteronomistiske teologis fokus på Israels særlige forhold til Jahve som landets Gud. Et særligt træk ved Første Mosebog er optagetheden af den fravalgte søn, for eksempel Ismael og Esau, og Holst undersøger gennem historien om Jakobs gensyn med Esau (1 Mos 32‑33), hvordan dette tema bestemmer forholdet mellem Israel og dets nabolande, der netop repræsenteres af de fravalgte søner og deres efterkommere: ”Det er ikke ham, løftet gælder – men så alligevel…” Gennem analyser af ord og udtryk, der har forbindelse både til det præstelige og det sekulære sprog, ’budbringere’, ’herre’ og ’slave’, ’finde nåde’, ’gave’/’offergave’ og ’forsone’, viser kapitlet, hvordan Jakob møder Esau med en ærefrygt, ”som ville passe sig bedst,

22 Else K. Holt hvis det var Gud selv […], han nærmede sig.” Læst kanonisk er Første Mosebog indledningen til Anden og Femte Mosebog, hvor den etniske spænding mellem Israel og dets nabofolk er maksimal, idet skriftet fastslår, at Israels Gud ”også er de øvrige folkeslags Gud, og at israelitternes stamfar for eksempel skylder edomitternes stamfar sin velsignelse, og derfor engang nærmede sig ham, som om han var Gud selv.”

Kapitel 2. I Moses’ billede: Jahves nærvær og synlighed i Anden Mosebog Indledningsvis gennemgår Martin Friis den historisk-kritiske diskussion af skriftets tilblivelseshistorie og tilslutter sig en sen datering af den samlende redaktion. Hvad angår skriftets tematik tilslutter Friis sig det synspunkt, at det særligt kendetegnende for teologien er kombinationen af Jahves magt og nærvær med Moses’ autoritet som hans repræsentant. Gennem en eksegetisk analyse af Anden Mosebog 3 viser Friis, hvorledes syns- og høresanserne spiller en afgørende rolle for, at Jahves nærvær kan erfares. Et andet hovedpunkt er det spatiale samspil mellem Jahves vertikale nedstigning og folkets horisontale udvandring samt det tilsvarende forhold mellem Jahves nedstigning og Moses’ udsendelse som frelsesinstrument. Andre temaer er Jahves selvidentifikation og Moses’ rolle som Jahves agent, der legitimeres ved, at han kender Guds navn, og at Gud viser sit nærvær gennem undere, hvorved Moses kan overbevise både Farao og folket. Endelig undersøges fire teologiske temaer i den større sammenhæng: Jahves nærvær, hans synlighed, Moses nære personlige forhold til Jahve og ”den mimetiske funktion, Moses har som Jahves repræsentant og synlige billede.” Alle disse elementer spiller sammen til en teologi, der fremhæver det konkrete ved Jahves nærvær: ”De gerninger, som Moses udfører, er ikke blot symboler på Jahves nærvær, men faktiske udtryk herfor.”

Kapitel 3. Præsteskriftets åbenbarings- og offerteologi ifølge Tredje Mosebog ”Ifølge Præsteskriftet bor Gud i sit tempel iblandt sit folk Israel. Her får han offergaver, der på den ene side afspejler skik og brug i Nærorienten i oldtiden, men som på den anden side afviger tydeligt derfra i såvel opfattelsen af Gud som synet på offeret.” På denne måde afgrænser og beskriver Jan Dietrich først de præstelige dele af Tredje Mosebog og behandler den særlige teologiske opfattelse af ofringer, som det gammeltestamentlige billedforbud medfører i forhold til den nærorientalske omverden. Når Gud ikke er synligt til stede i templet som en statue, kan han heller ikke indtage offeret som et egentligt måltid; det må forvandles til en ”liflig duft”, som han kan indånde. Tilsvarende er

Indledning 23

Guds tilstedeværelse i åbenbaringsteltet beskrevet som en ”sky;” herved sikres, at Gud åbenbarer sig ”u-anskueligt” – ”dette er en af de former for spiritualisering, som findes i Præsteskriftet,” skriver Dietrich. En anden åbenbaringsform er ilden, og gennem begge disse fremtrædelsesformer undgås den oprindelige antropomorfe anskuelse bag om offermaden på alteret. Denne modstand mod et antropomorft gudsbillede – gudsanskuelsen bliver bevidst ukonkret og enigmatisk – kan forstås som baggrund for opfattelsen af menneskets gudbilledlighed i urhistorien (1 Mos 1‑11), hvor mennesket bliver en levende statue af Gud, skabt i Guds billede (jf. 1 Mos 1,26‑28; 5,1; 9,6).

Kapitel 4. Fjerde Mosebog: Moses’ ørkendagbog?

I rammen af en fortælling om en fiktiv gammeltestamentlig konference undersøger Bernhard Lang om Fjerde Mosebog kan forstås som et litterært værk, der fungerer som en fiktiv ”Moses’ rejsedagbog,” en krønike over ørkenvandringen, samlet fra mange forskellige redaktionelle lag, der igen kan beskrives som fiktive forfattere med hver deres særlige interesse: en hofskriver, en geograf, en præst, en soldat, en jurist, en privatsekretær og en historiefortæller. I sin uoverskuelighed er Fjerde Mosebog en ”bricolage.” Bogen er imidlertid struktureret over et to-generationsskema, hvor Guds trofasthed mod Israel viser sig i, at den første, oprørske generation efterfølges af en anden, der skal få adgang til landet. Fjerde Mosebog foregår i en liminal tid og rumlighed mellem Egypten og Kana’an, hvilket understreges af Pinehas-episoden i Fjerde Mosebog 25. Endnu et teologisk aspekt tilføjes, nemlig forholdet mellem realisme og mirakler som formidling af skabelsesteologi. Endelig diskuterer artiklen forholdet mellem en litterær og en teologisk tilgang til teksten, idet Lang hævder, at litterære og teologiske tilgange komplementerer hinanden. Han daterer Fjerde Mosebog sent i den bibelske redaktionshistorie (kort før 300 f. Kr.) som litterært forbindelsesled mellem Anden-Tredje Mosebog og Femte Mosebog. Kapitlet afsluttes med en kort oversigt over strukturen i Fjerde Mosebog og over eksegeten Martin Noths grundlæggende redaktionskritiske analyse.

Kapitel 5. Enklave-mentalitet og pietisme, vold og visdom: Teologiske strømninger i Deuteronomium Indledningsvist understreger Hans Jørgen Lundager Jensen, at det forhold, at deuteronomismen er ”den vigtigste teologiske strømning i Det Gamle Testamente,” ikke skal forlede teologen til at se deuteronomismen som den eneste.

Tværtimod. Den deuteronomistiske teologi må forstås i relation til de øvrige teologier i Det Gamle Testamente. Deuteronomismens profil kommer mest

24 Else K. Holt paradigmatisk til orde i Femte Mosebog, der ”fremtræder som et program for, hvordan israelitterne skal leve, når de kommer ind i landet.” Jahve er en territorial guddom, der beskytter et bestemt område og har anbragt Israel heri.

Kapitlets fire tekstgennemgange undersøger centrale temaer i Femte Mosebog under den overordnede vinkel ’staying in,’ at forblive i det land, som Jahve har lovet folket Israel. 1) Kravet om kun at dyrke én guddom i landet, som Jahve giver israelitterne. Med gaven følger en række regler for, hvordan landet skal behandles, hvis man ønsker at forblive. 2) Tilhørsforholdet til Jahve og den dertil svarende afsondring fra ’de fremmede,’ der forstås på baggrund af opfattelsen af det deuteronomistiske Israel som en sociologisk enklave i et hav af omgivende folk. 3) Programmet om at videregive belæringen om forholdet til Jahve gennem generationer. Hermed ligner deuteronomistisk teologi den globale visdomsteologi, og herigennem når Lundager Jensen frem til spørgsmålet om Jahves forhold til andre guder: De kan dyrkes af andre folkeslag, men ikke af Israel, og slet ikke i form af billeder. Dette ekspliciteres i det fjerde tema: 4) at Israel skal huske og ikke glemme, hvem denne Gud er, ikke blot kognitivt, men også konkret, kropsligt gennem daglig praksis. Femte Mosebog 6 forstås som et individuelt-asketisk program, der skal sikre individets ’staying in,’ og som sandsynligvis er beregnet for en religiøs elite. Herved ligner den deuteronomistiske teologi den lutherske pietisme i slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet.

Kapitel 6. Wade in the Water: En teologisk læsning af Josvabogen 5‑6 ved traditionernes sammenløb Carolyn J. Sharp undersøger den effekt, som Josvabogen har for forståelsen af den samlede Hebraiske Bibel, en betegnelse, der alternerer med betegnelsen for Det Gamle Testamente i større og større dele af forskningen. Idet hun beskriver de forskellige traditioner, der ligger bagom Josvabogen som forskellige små og store strømme af vand, der løber sammen i en helhed – ”at læse Josva teologisk er ikke ulig at vade gennem vand, hvor bibelske traditioners tidevand møder gamle floder, fulde af en særlig historisk, ideologisk og teologisk styrke” – argumenterer hun for at betragte Josvabogen som udgangspunkt for enhver forståelse af Israels krav på Kana’an, et krav, der fører til en forherligelse af vold og grusomhed mod de oprindelige indbyggere. Andre temaer i bogen, for eksempel præsentationen af Josva som en helt og anti-helt, men i højeste grad lydighed mod Gud som en forudsætning for en succesfuld erobring af og den fortsatte forbliven i landet, trækker tråde til hele den Hebraiske Bibel bortset fra visdomstraditionerne. En sådan voldelig grundlæggelsesfortælling,

Indledning 25

der forudsætter ødelæggelse og udsondring af alle ’andre,’ sætter teologen over for en etisk udfordring, som har været løst på forskellig vis gennem tiderne.

Sharp peger her først på oldkirkens allegoriske udlægninger, ”der pegede på dybere og højere spirituelle sandheder for den opmærksomme læser, end hvad den bogstavelige betydning kunne give.” En sådan læsning er dog ikke længere mulig i forlængelse af den historiske kritik, og i sidste ende gennemfører Sharp en læsning inspireret af den sorte befrielsesteologi, som den kommer til udtryk i spirituals, men med afsæt i sin egen hvide, protestantiske eksegetiske virkelighed.

Kapitel 7. Aksa og Dommerbogen 19: En spejling, der indrammer Dommerbogen Tammi J. Schneider belyser en litterær spejling mellem Dommerbogens første og sidste kapitler. Med udgangspunkt i feministisk, litterær analyse viser hun i en detailorienteret læsning, hvordan der ned i de mindste detaljer er tæt forbindelse mellem de to kvinder Aksa i Dommerbogen 1 og levittens hustru (pilegesh) i Dommerbogen 19, der omkranser fortællingerne i Dommerbogen.

Analysen af karakteren Aksa viser hende som en aktivt handlende kvinde, der kan manipulere både sin ægtemand og far, så hun opnår ejendomsretten over et ikke ubetydeligt landområde. Over for hende står pilegesh’en, som hele vejen igennem behandles som objekt: Af sin mand og far udleveres hun til mændene i Jabesh i Gilead til massevoldtægt og parteres derpå for at fungere som budskab til stammerne om at gå i krig (jf. en tilsvarende partering af okser i 1 Sam 11,7, som Dommerbogen på denne måde forbindes til). Schneider kan konkludere, at ”Dommerbogen begynder og slutter med situationer, der ligner hinanden; de indeholder de samme nøgleord og vendinger, og de har kvinder i en ledende rolle i fortællingen.” Opmærksomheden på de kvindelige hovedpersoner er med til dels at skabe øget indsigt i de gammeltestamentlige fortællingers fremstilling af kvinder, og dels at vise, hvordan rammefortællingerne understreger bogens hovedbudskab om, hvordan tilstanden i Israel bliver værre og værre i tiden frem mod indførelsen af kongedømmet. Endelig er begge fortællinger nært forbundet til andre tekster i Bibelen, og er man ikke opmærksom på kvinderne, mister disse fortællinger vigtige nuancer i deres intertekstuelle sammenhæng.

26 Else K. Holt Kapitel 8. En historie om rigtige mænd: Samuelsbøgernes teologi og ideal om hegemonisk maskulinitet Anne Katrine de Hemmer Gudme benytter maskulinitet som sit hermeneutiske omdrejningspunkt, idet hun diskuterer det hegemoniske maskulinitetsideal i Det Gamle Testamente og undersøger maskuline træk hos de fire hovedpersoner i Samuelsbøgerne, Saul, David, Jonatan og Absalom. Den ideelle mand skal ”være en mægtig kriger, være veltalende og overbevisende, være velskabt og smuk, være ven med andre mænd, være kvindefri i den forstand, at han ikke søger kvinders selskab frem for mænds,” og han skal have et godt forhold til Jahve. I Samuelsbøgerne indgår denne idealfremstilling i beskrivelsen af spillet om magten og magtens pris, det vil sige om hvem der skal være konge.

Selvom Saul, David, Jonatan og Absalom alle fire mere eller mindre lever op til tekstens maskulinitetsideal og også alle fire svigter dette ideal, så kan der kun være én konge. Efter en gennemgang af de fire personers opfyldelse af idealets enkelte dele, når Gudme frem til, at det afgørende er forholdet til Jahve. En eksegetisk læsning af Første Samuelsbog 14 viser, hvordan Saul kommer til kort i sammenligning med sønnen Jonatan, netop fordi han i sin utålmodighed gang på gang kommer på kant med Jahve. Dette leder over til spørgsmålet om forholdet mellem en maskulin Gud og maskuline mænd i det hele taget. I dette perspektiv fremstilles Jahve som den mest magtfulde og maskuline, hvis maskulinitet ikke udfordres af andre hankønsvæsners, fordi han er den øverste i et hierarkisk patron-klient-system. Et udblik til (Salme 45 og) Dommerbogen viser imidlertid, at dette maskulinitetsideal kan diskuteres og problematiseres.

Kapitel 9. At blive klar over, hvad Gud kræver af et menneske: Ba’alkulten og dens elimination i Kongebøgerne ”Kongebøgerne er en skematisk fremstilling af det bibelske Israels undergangshistorie tilrettelagt som en historisk prædiken, der skal mane til omvendelse i diasporaen,” skriver Flemming A.J. Nielsen. Grundtanken i Kongebøgerne er, at israelitterne ignorerede Jahves mange advarsler gennem profeterne og lod hånt om Jahves love og den pagt, han havde sluttet med deres forfædre.

Derfor blev Jahve vred og fjernede først Nordriget Israel og senere Sydriget Juda fra sine øjne. Denne deuteronomistiske teologi udfoldes i Kongebøgerne gennem to forskellige spor, eliminationen af Ba’al-kulten, især i Nordriget, og kongernes og folkets ignorering af pagten og loven, især i Sydriget. Ba’al-kulten, som repræsentant for alle ikke-Jahvistiske kulter, bekæmpes tilsvarende på to måder: i Nordriget gennem en styrkeprøve mellem Ba’al og Jahve, ledet af

Indledning 27

profeterne Elias og Elisa, i Sydriget gennem en religiøs udrensning, som kongerne Joash og Josija gennemfører. En grundig gennemgang af lovbogen viser, hvordan denne trækker tråde tilbage til Pentateuken og Josvabogen, men at den senere fatalt glemmes og først igen dukker op ved Josijas reform af kulten i Jerusalem (2 Kong 22‑23). I Nordriget er det profeten Elias og hans efterfølger Elisa, der bekæmper Ba’alkulten, en kamp der ofte beskrives som ført ved shamanistiske virkemidler. ”Både profeterne og loven maner […] til omvendelse.

Hvad der derfor er foruroligende i Kongebøgernes fremstilling af det bibelske Israels historie som diasporalitteratur, er erfaringen af, at Jahve ikke omvendte sig, før det var for sent […]. I det deuteronomistiske historieværk er det nemlig omvendelse, efter at katastrofen er fuldbyrdet i form af eksilet, der virker, for først da kan guddommen skabe den mentalitetsændring i sit folk, der er ensbetydende med ubetinget loyalitet over for ham selv.”

Kapitel 10. Krønikebøkene og Esra- og Nehemjabøkene: Ulike syn på hvem som tilhører Israel Kristin Joachimsen fokuserer på spørgsmålet om judæisk (israelitisk) identitet i Krønikebøgerne og Ezra-Nehemias. Hun tilslutter sig den opfattelse i forskningen, at bøgerne har forskellig tilblivelseshistorie og også forskellige teologiske hovedsynspunkter. Gennem en analyse af to konkrete fremstillinger af teologisk og litterær identitetsskabelse i de nævnte bøger, synet på ægteskab mellem ”Israel” og ”de fremmede” (Ez 9‑10 og Neh 13,23‑27) og slægtstavlerne (”ættelistene” i 1 Krøn 1‑9), viser hun, hvordan denne identitetsskabelse definerer det eftereksilske ’Israel’ i den persiske provins Jehud (det tidligere Juda) ganske forskelligt. Størst forskel er der på Krønikebøgerne på den ene side og Ezra og Nehemias på den anden, men også mellem de to sidste er der forskelle. Ezras definition er den mest snævre, idet det sande Israel (det hellige folk) kun omfatter dem, der er vendt tilbage fra eksilet, mens Nehemias også inkluderer de judæere, der blev tilbage i landet efter Jerusalems fald. Pointen er, at ”det å blande seg med andre og å krysse grenser kan true med å undergrave Israels identitet, slik den defineres i disse tekstene.” Dette konkluderes i en analyse af de to kapitler om ophævelsen af blandede ægteskaber i de to bøger. Heroverfor står Krønikebøgernes langt mere inkluderende opfattelse i slægtstavlerne, hvorefter israelitter med en ikke-israelitisk mor eller far også regnes med i gudsfolket. Det kan derfor konkluderes, at Den Hebraiske Bibel rummer meget forskelligartede opfattelser af forholdet mellem israelitter og andre folkeslag. ”[…] vi har å gjøre med sosialt konstruerte kategorier: en gruppes selvforståelse er relatert til spørsmål om kontinuitet og endring, hvor

28 Else K. Holt en (samtidig konstruksjon av) en felles fortid anvendes for å styrke gruppens samhold, mens endringer er uunngåelige og innebærer kontinuerlige reformhandlinger og omdefineringer av hva som er felles.”

Kapitel 11. Teologiske läsningar av Psaltaren Den hebraiske titel på Salmernes bog, tehillîm, ”Lovsångerna”, er ifølge Fredrik Lindström en teologisk position, der er eksistentielt motiveret. I sit forhold til den nærværende Gud, himlens og jordens konge, som bor i templet, får mennesket sit liv givet som en ”existensgrundande gåva, som […] förvaltas rätt endast genom att den återlämnas (utan förlust) i lovets form.” Lindstrøm stiller sig kritisk over for en alt for stor vægtlægning på ”Psaltereksegese” og opfatter Salmernes bog som en antologi, hvor udvalget af autoritative salmer bliver betydningsfuldt, og som vil bevare tradition, ikke skabe den. Denne tradition, hvor Jahve fremstilles som en kaosbekæmpende vejrgud og konge, går tilbage til før-eksilsk tid og har religionshistorisk fælles rødder med den øvrige nære Orient. Som eksempel analyseres Salme 93, som ”leder oss in i den förexiliska tempelteologins heligaste rum.” Her er Jahve konge, og hans tronbestigelse og triumf over kaosmagterne er to sider af samme sag, der garanterer, at verden består. I det andet eksempel, den individuelle klagesalme, Salme 13, ligger fokus på det truede menneske, hvis nød skildres med reference til en tempel­ teologisk livsforståelse; hans fjender fremstilles som kaosmagter, mod hvilke Guds nærvær beskytter ham. Men at Jahve holder kaosmagterne stangen, betyder ikke, at han forhindrer angreb fra dem; derfor må mennesker råbe til ham om hjælp. Men ikke alene menneskers liv er truet af kaosmagterne; det er også Guds eget væsen, hvis ene side er hans reddende og beskyttende vilje, den anden hans behov for menneskers lovsang. Gudserfaringen i denne salmeteologi er orienteret og motiveret mod menneskets frelse (soteriologi), en teologi, der løber gennem Det Gamle Testamente og finder nedslag også i langt senere tekster i for eksempel Deutero-Esajas og eftereksilske salmer som Salme 129.

Kapitel 12. Frygt Gud og opfør dig ordentligt: Teologiske læsninger i Ordsprogenes Bog Det er måske et spørgsmål, om Ordsprogenes Bog overhovedet har en teologi, skriver Kasper Siegismund. Men fokus er, at ”Ordsprogenes Bog i den samlede form, den foreligger i, bedst læses som en Jahvecentreret formaningstekst.”

Ordsprogenes Bog har ofte være anset for at være forholdsvist sekulær, men selv de enkleste udsagn optræder i bogens sammenhæng på en baggrund af Jahve som den suveræne dommer, der styrer alt. Ordsprogsbogens teologi

Indledning 29

beskrives som skabelsesteologi, og forholdet mellem Guds visdom, verdens ordentlige indretning og menneskers visdom diskuteres. Visdom betyder her ikke reel viden, men gudsfrygt og from og god opførsel. Ofte er det fremført, at ”positiv visdom” forudsætter en direkte kausalitet mellem vis opførsel og succes, men Siegismund argumenterer for, at der snarere er tale om ”håb og tro eller en fast overbevisning om, at det burde gå de fromme godt, og at Jahve på sigt nok skal sørge for, at det ender sådan.” Kapitlets teksteksempel er Ordsprogenes Bog 2,1‑22, der belyser spørgsmålet, hvordan man opnår visdom.

Dette ønske hænger sammen med en basal gudsfrygt, som vil få én til at lytte efter belæringen – og føre til yderligere øget gudsfrygt. Ordsprogenes Bog 2 slutter med et løfte om, at de retskafne skal blive i ”landet.” Snarere end en direkte forståelse af dette løfte, argumenteres der for at se udsagnet ”i en form for eskatologisk eller i hvert fald håbsbaseret, futurisk lys.” Denne visdom er givet af Jahve, den suveræne dommer. Betragtet på denne måde, rummer Ordsprogenes Bog langt mere end banale handling-konsekvens-sentenser. ”Fordi Jahve er Gud og har skabt verden, er og bliver han den, der styrer det hele og giver visdom til dem, han vil, så de kan frygte ham og opføre sig, som man bør i den verden, han selv har skabt i sin visdom.”

Kapitel 13. Polyfon teologi: Når Jahve siterer Leviatan (Job 41,4‑26) Jobs Bog er dialogisk, fastslår Terje Stordalen. Bogens usædvanlige virkningshistorie gør det vanskeligt, men også påtrængende, at eksegeten har øjnene åbne for dens kompleksitet: ”[…] man bør avvikle alle forventninger om å finne filosofi som svarer til moderne logiske premisser. Boken tar leseren med i et landskap som primært handler om hvordan en Gud kan oppføre seg så merkelig og hvordan en Job kan leve (og dø) med uforskyldt lidelse – og formålet er neppe å gi ett endegyldig svar.” Et eksempel på dette præg af kompleks dialog finder Stordalen i Jobs Bog 41,4‑26, Livjatans ”skryte-sang,” hvori Jahve priser havuhyret Livjatan for dets vældige styrke, der matcher hans egen, men som samtidig beskrives som pral i betydningen løgn eller tomme ord. Hermed opstår en indre spænding i teksten, som også findes i andre dele af Jobs bog, og hermed ”kommer guddommen til å motsi, eller i hvert fall presisere, sine egne tidligere utsagn.” Hvilken rolle spiller denne tekst i Jobs bog? Er Livjatan et dyr i randzonen af den almindelige verden, og forsøger Guds ”sitat” af en lovsang at sige, at naturen er så underfuld, at mennesker ikke kan forstå det? I så fald lader projektet med at forstå et menneskes lidelse sig ikke gennemføre. Eller er Livjatan et mytologisk væsen, som Gud vanskeligt kan tæmme, og som er Jobs egentlige modstander? Bevirker rammefortællingen, hvori Gud og Anklageren

30 Else K. Holt er Jobs egentlige modstandere, at Livjatan er metafor for Anklageren – eller symboliserer den tværtimod Job? På denne måde antyder bogens polyfone stemme flere svar på Jobs lidelse, men ”ingen av dem er endelige.” Gennem en sådan dialogisk modus aktiveres læseren som hermeneutisk instans.

Kapitel 14. Jeg elsker min have: Højsangen 4,12‑5,1 og Prædikerens Bog 2,4‑8 i et økoteologisk perspektiv Mette Bundvad læser Højsangen og Prædikerens Bog i gensidig belysning.

Spørgsmålet er, som i kapitel 12 om Ordsprogene, om de to bøger egentlig har noget teologisk at sige? Kapitlet slutter dog med at konkludere, at ”[h]vor Højsangen aldrig nævner Gud direkte og ikke har nogen eksplicit teologi, er Prædikeren ikke i tvivl om, at det er Guds skyld, at han ikke kan finde sig til rette i verden.” Denne konklusion nås på baggrund af en læsning, der lægger vægten på naturens rolle i de to bøger. I eksemplet fra Højsangen er naturen – i form af haven – metafor for den unge kvinde, som beskrives som en lukket, eksotisk og overdådig have. Først da kvinden lukker haven op, kan den elskede komme ind i den. Således beskrives forholdet mellem de to som præget af gensidighed og harmoni, en harmoni, der også omhandler menneskets nydelses­fulde omgang med naturen (”eco-delight”). ”I Højsangens have forsvinder afstanden mellem mand og kvinde og mellem menneske og natur, og de får mulighed for at opleve hinanden på nye måder.” Anderledes i Prædikerens Bog, hvis hovedanliggende er ”at finde ud af, om menneskelivet er værd at leve.” Som en del af dette projekt anlægger jeg-fortælleren en storslået park, et arbejdskrævende projekt, hvori han viser naturen respekt, og som i sidste ende er det eneste, han finder meningsfuldt. Men i sidste ende er det værdiløst. Læst i lyset af de gammeltestamentlige skabelsesberetninger er målet med fortællingen ”at understrege forskellen på skaberguden og menneskekongen. I modsætning til Gud har mennesket ikke kontrol over den verden, vi lever i.” Gennem undersøgelsen af menneskers forhold til naturen kommer disse tekster også til at handle om ”menneskehedens grundvilkår.”

Kapitel 15. Novellerne: Joseffortællingen, Ruths Bog, Esters Bog og Jonas’ Bog Frederik Poulsen påpeger, at underliggende pointer i de gammeltestamentlige noveller ofte udfordrer fremherskende forestillinger om Gud, tro og identitet i det øvrige Gamle Testamente. Landet, pagten og historien er uden betydning, for vægten ligger på enkeltindivider, og særligt iøjnefaldende er det, at Gud spiller en ganske tilbagetrukket rolle: De tre noveller har, i modsætning til

Indledning 31

de øvrige prosadele af Det Gamle Testamente, diasporaen som deres geografiske udgangspunkt og omdrejningspunkt, og Poulsen viser i kapitlets analysedel, hvordan Joseffortællingen fremstiller diaspora-virkeligheden under fem overskrifter. Årsagen til og omstændighederne for at opholde sig uden for hjemlandet har med ydre tvang at gøre: Josef tvinges til Egypten, brødrene er klimaflygtninge, men ”tydningen af disse negative og traumatiske omstændigheder” viser dog, at ”det er her, man lever videre, når livet hjemme ikke er muligt.” Forholdet til hjemlandet er præget af to modsatrettede holdninger, repræsenteret af den aldrende Jakob, for hvem tilknytningen til hjemlandet er ”udgangspunktet for hele hans livsforståelse,” og den unge nybygger Josef, der har tilværelsen i Egypten som sit. Forholdet til værtslandet er tilsvarende tvetydigt, for Egypten skildres positivt som et sted med rige muligheder, men har dog samtidig en undertone af raceadskillelse. Skildringen af de interne forhold i diasporaen mellem Josef og hans brødre handler om rivalisering og forsoning, men kredser dog mere om et forpligtende afhængighedsforhold, om samhørighed, beskyttelse og en fælles selvforståelse. Sammenfattende repræsenterer Joseffortællingen tre forskellige syn på livet i det fremmede, assimilation (Josef), hjemlængsel (Jakob) og selvsegregation (brødrene). Det positive syn på diasporaen og den tilbagetrukne – eller helt fraværende Gud – udgør en sekulær teologi, der minder om visdommen og ”går på tværs af dogmatiske principper,” hvorved den udfordrer ”den skarpe skelnen mellem jøder og ikkejøder, som ligger til grund for fremtrædende teologier som deuteronomismen.”

Kapitel 16. Esajas’ Bog: Jahves dom og frelse Jesper Høgenhaven anerkender opdelingen af Esajas’ Bog i tre hoveddele, Proto-, Deutero- og Trito-Esajas, men modsat tidligere tiders eksegese betragter han dem ikke som helt adskilte; Esajas Bog er blevet til som en konstant ”videreskrivning” på baggrund af en allerede foreliggende litterær tradition. På denne baggrund undersøger han sendelsesmotivet i Esajas’ Bog 6 og 40. Esajas’ Bog 6,1‑13, Esajas’ kaldelsesvision i templet, rummer Jahves dom over folket, og Jahves hellighed understreges som et udtryk for ”hans farlige og potentielt destruktive egenskaber.” Profeten får til opgave at viderebringe budskabet om fordømmelse af ”folkets uimodtagelighed for Jahves budskaber.” Heri foreligger et paradoks, for opgaven består i at forkynde ødelæggelse over et folk, som Jahve selv vil gøre uimodtageligt for sit budskab. Tanken om ’Israels rest,’ et motiv, der spiller en væsentlig rolle i hele Esajas’ Bog 1‑39, forbindes i 6,13 med Jahves hellighed, og derigennem fremstår også håb om et nyt liv. Jahves nye budskab i indledningen til Deutero-Esajas (Es 40‑55), Esajas’ Bog 40,1‑11, læser

32 Else K. Holt Høgenhaven som en slags pendant til Esajas’ Bog 6, og pointen i budskabet til folket er, at trængselstiden i eksilet er til ende. I begge tekster tales der om Jahves herlighed, som i kapitel 6 afspejler hans suverænitet, men som i kapitel 40 skal ses af alle mennesker. Budskaberne er imidlertid også modsatrettede; kapitel 40 udsiger trøst og oprejsning som modsætning til domsforkyndelsen i kapitel 6. Resttanken fungerer dog som en slags bro mellem de to tekster – og de to dele af Esajas’ Bog. Fra en overordnet betragtning har bogen en række tilknytninger til Zion-teologien, til deuteronomismen, til visdommen og til den præstelige teologi. Iøjnefaldende er det, at Deutero-Esajas (Es 40‑55) indeholder de mest principielle udsagn om Jahve som den eneste Gud, en universel monoteisme, der bygger videre på forestillingerne i Proto-Esajas (Es 1‑39) om Jahve som den, der suverænt styrer begivenhederne i verden.

Kapitel 17. The Sounds of Violence – og deres teologiske ekko i Jeremias’ Bog Amy Kalmanofsky anvender lyd som hermeneutisk værktøj til at afdække sider af den overordnede teologi i Jeremias’ Bog, at Israel er i krise, fordi ”det har skændet sin Guds love og skikke og hans helligdom. […] Israel må underlægge sig Guds straf, lytte til profeten og rejse i eksil,” kun således er der håb om tilgivelse og genforening med Gud. Kalmanofsky introducerer til ’sensorisk kritik,’ det vil sige opmærksomhed på, hvordan sanserne privilegeres forskelligt i forskellige dele af den Hebraiske Bibel og således peger på forskellige kommunikationsformer. I profetbøgerne er der et naturligt fokus på hørelsen, fordi profeter taler og folk forventes at høre efter. Her inddrager hun nu lyden af nonverbal kommunikation gennem brølen, gråd og fravær af lyd. Brølen er ”en høj, overvældende, ordløs lyd, der kan frembringes af dyr, mennesker eller naturelementer som havets bølger.” Et hyppigt motiv er løvens brølen, og løven fremstilles i Jeremias primært som agent eller repræsentant for Guds ødelæggende kraft, og ”således betragtet bliver løvens brøl til Guds truende stemme.” Løvens og havets brølen taler for Gud, når ord ikke længere kan nå folket, som et sidste middel til at overbevise dem om at ændre deres veje. Også gråd er karakteristisk for bogen – både Gud, profet og Israel græder og kommunikerer således ”lidelse som reaktion på oplevet eller forventet vold.” Israel græder bønfaldende, profeten appellerende, men gråd kan også være udtryk for protest og være et ”middel til at møde og forstå volden.” Hvor brølen og gråd angiver nonverbal kommunikation, viser stilheden forstået som fravær af lyd total afskårethed fra Gud. Stilheden er således ”måske den mest voldsomme lyd af dem alle,” for ved at påtvinge folket stilhed afskærer Gud deres mulighed for

Indledning 33

appel. Kun hvis Israel hører denne lyd af stilhed og forandrer sig, vil stilhedens lyd blive brudt.

Kapitel 18. Thi din ulykke er stor som havet: Klagesangene og håb Jill Middlemas beskriver Klagesangene som fortællinger om erindringer om traumatiske begivenheder, der ”understøtter den fælles hukommelse, identitet og heling i senere perioder.” Hun finder liturgiske træk, bønner, der henvender sig direkte til Gud, som minder om de gammeltestamentlige klagesalmer.

Andre genrer, for eksempel ligklagen, har også været foreslået i forbindelse med Klagesangene. Videre ses en genremæssig sammenhæng til de sumeriske byklager, og modspil til Zionsalmerne; men sammenfattende viser denne blanding af genrer hen mod en enestående fremstilling af en enestående begivenhed i Israels historie. Kapitel 1‑2 og 4‑5 har været brugt liturgisk af dem, der var tilbage i landet efter Jerusalems fald, mens kapitel 3, med dets budskab om ”tavs underkastelse som et fromt svar på lidelse står i modsætning til de øvrige digte, der understreger værdien af klage og protest.” Dette fremgår af Klagesangene 3,22‑39, der modsiger, at Gud har handlet lunefuldt, fokuserer på Jahve som den guddommelige redningsmand og insisterer på guddommelig magt, nærvær og suverænitet. De talende stemmers interaktion i digtene ”peger på vigtigheden og værdien af at protestere og tale ærligt om mod-oplevelser […] til hinanden og til Gud.” Klagesangene er overlevelseslitteratur, der peger på håbet om en bedre fremtid, men fastholder samtidig, at klage er teologisk acceptabel og en menneskelig nødvendighed. ”At udtrykke sorg er lige så nødvendigt som at acceptere den, især i vores tid, som forsøger at vende sig bort fra rå følelser, de faktiske rædsler og deres ofre. […] de brydes ærligt med menneskelig erfaring og lidelse. Derved minder de os om, hvad der gør os til mennesker, hvad vi har fælles, og om vigtigheden af medfølelse.”

Kapitel 19. Riget og magten og æren: En computerspil-inspireret læsning af Ezekiel 40‑48 Corinne Carvalho sætter Ezekiels tempelvision i fokus i dette kapitel. Under anvendelse af teorier om spatialitet og interaktion med teksten, som vi kender den fra computerspil, analyserer hun Ezekiels Bog 40‑48, der ”udtrykker en utopisk vision af Israel i kategorier, som gør den patriarkalske ideologi konkret, der er kommet frem i de forudgående 39 kapitler.” Ezekiels Bog er et litterært værk med fokus på Jahves suverænitet, Israels ufortjente udvælgelse og dets ”manglende evne til at trække på sin fortid som den uspolerede tilstand, der er brug for at genvinde.” Den plan for et tempel, som udfoldes i kapitel 40‑48,

34 Else K. Holt skal sikre, at Gud ikke igen bliver nødt til at forlade templet. Dette sker ikke kun gennem arkitekturen, men også gennem lovforskrifterne og genopbyggelsen af samfundet, som danner et ’virtuelt rum.’ Carvalho undersøger sin tekst ved at fokusere på samspillet mellem spiller, avatar (Ezekiel) og fortælling, kendt fra ’world-building’-spil som Minecraft eller SIMS. I Ezekiels Bog 40‑48 træder ”tilskueren” ind i et rum, der med sin æstetik giver ro. Som del af et profetisk skrift fremkalder det et svar hos tilskueren som modreaktion til de tilhørere i teksten, som nægter at handle på rette måde: ”At se Jerusalem falde i Ezekiels Bog er i slægt med det at se en anden spiller dø i et videospil.” Hermed bliver læseren ikke kun tilskuer, men kommer som ’gameren’ til at indgå i interaktion med teksten på en anden måde end ved den traditionelle læsning, der fastholder tekstens fremmedhed. I det virtuelle rum i Ezekiel med plads til interaktion, spil eller leg, frisættes læseren ikke alene til at påvirkes af teksten, men også til selv at påvirke fortællingen ”eller i det mindste dens symbolske funktion.”

Kapitel 20. Daniels bog: Vise mænd og tvivlsomme konger Sif Egede præsenterer Daniel som en bog om, ”hvordan den erfarede verden forholder sig til den guddommelige.” Kapitel 1‑6 rummer en række legender om den vise Daniel i fremmede kongers tjeneste, mens kapitel 7‑12 beskriver en række visioner om kommende begivenheder, som Daniel modtager; meget tyder på, at de legendariske kapitler fungerer som autorisation af apokalypsernes forudsigelser. Dette har betydning for fremstillingen af forholdet mellem de jordiske konger og den himmelske. Hoflegenderne i Daniels bog rummer kritik af de fremmede, hedenske konger, men den sidste i kapitel 6 beskriver dog et fredeligt forhold mellem Daniel og den persiske konge. I apokalypserne beskrives de fremmede konger som monstrøse og brutale dyr, ”der bekæmper hinanden for ultimativt at gå til grunde, og dermed er den kritiske indstilling til de hedenske konger ikke til at tage fejl af.” Denne kongekritiske tænkning lægger sig i god forlængelse af Det Gamle Testamentes i øvrigt, for Det Gamle Testamente er fyldt med eksempler på modsætninger mellem den menneskelige konge og Jahve, især i den deuteronomistiske teologi. I Daniels Bog fremstilles kongen i det legendariske stof ofte som en uklog konge, hvorved der opstår en indirekte dekonstruktion af et arkaisk kongeideal. Apokalypserne går mere direkte til værks og indledes i kapitel 7 med et syn, der beskriver, hvordan Gud tager magten fra de jordiske konger. Apokalypserne repræsenterer således et dualistisk verdensbillede, hvor jorden bliver scenen for ”en kosmisk kamp mellem Guds udvalgte folk og engle på den ene side og de monstrøse konger på den anden.” Således bliver det teologiske budskab, at ”de magtstrukturer,

Indledning 35

som menneskene underlægger sig, er ufuldstændige og i værste fald direkte modstridende med et guddommeligt ideal.”

Kapitel 21. Teopoetik: Hoseas, Joel, Amos og Mika Francis Landy indleder med overvejelser over profetbøgernes tilblivelse, herunder den mulige sammenhæng i Tolvprofetbogen. Hoseas, Amos og Mika ”markerer et vendepunkt i profetiens historie,” mens Joel repræsenterer Andet Tempels jødedom. Profeter er ”digtere, der formidler Guds ord i et smukt, omhyggeligt udformet og ofte gådefuldt sprog, og som udtrykker en erfaring af det guddommelige, som ofte er mystisk og skræmmende.” Bøgerne i Tolvprofetbogen rummer hver sin teologi; men først og fremmest udspringer hvert værk ”af forsøget på at finde mening i en verden, der bestandigt unddrager sig sammenhæng og helhed.” Profeterne er revolutionære digtere og dobbeltagenter, der talte både for Gud og for mennesker; de kommunikerede en transcendent guddoms vilje og indgik i den shamaniske helhed, det vil sige brugen af alternative bevidsthedstilstande til at helbrede og forandre mennesker. De profetiske bøger afspejler et samspil af mundtlighed og skriftlighed, som det ses for eksempel af den hyppige brug af parallelismer. Et eksempel herpå findes i Amos’ Bog 3,3‑8, hvor argumentationen leder frem til uventede konklusioner, at Gud både ønsker ødelæggelsen og giver muligheden for at afværge den. I Joels Bog 3,1‑5 afdækkes en argumentativ cirkelkonstruktion, men teologien er ganske anderledes end hos Amos; profetien er resultatet af den fremtidige redning og et tegn på oplysthed. I eksemplet fra Hoseas’ Bog 9,10‑17 går teksten fuldstændig i opløsning, argumentativt og poetisk; selve tekstens retoriske form gengiver den fragmentering og rædsel, som poeten ønsker at formidle.

Gennem tekstens rytme lærer vi tid og rum, men også digterens personlighed at kende. Mikas Bog 4,1 tjener som det sidste eksempel på denne teopoetik.

Profeternes poesi har en ”mystisk dimension, som gør alt sprog tvetydigt, og som dermed skjuler i lige så høj grad som det afslører eller åbenbarer.”

Kapitel 22. Teologiska läsningar av Nahum, Habackuk och Sefanja Göran Eidevall præsenterer en intertekstuel læsning af de tre bøgers indledninger som repræsentative for deres teologier. De forenes af temaerne teodicé og teofani. Nahums Bog 1,2‑8 forbinder salmernes akrostiske formsprog med fremstillinger af Jahve som en nidkær Gud, kendt fra Pentateuken. Han fremstår som en straffende og voldsparat guddom, hvilket forstærkes i den følgende teofaniskildring. Profetens klage i Habakkuks Bog 1,2‑4 skaber intertekstuel forbindelse til klagesalmerne og den klagende Jeremias. Sefanias’ Bog 1,2‑9

36 Else K. Holt indledes med beskrivelsen af en kosmisk katastrofe i stil med Guds oversvømmelse af hele jorden i Første Mosebog 6‑9, den fortsætter med domsord mod dyrkelse af fremmede guder, og slutter med en formaning til tavshed. De tre prologer kredser således om voldens problematik i stormagternes skygge. I Nahum fremstår Jahve som den hævnende Gud; men, spørger Eidevall: ”hur ska då hans eget folk kunna undgå att drabbas av vreden när de (oundvikligen) gör sig skyldiga till försyndelser?” Sammenligner man slutningen på Habakkuk med indledningen til Nahum, er budskabet, at Jahve kommer til ”att rädda sitt folk genom att krossa alla övermodiga förtryckare. Men vid en närmare granskning framträder skillnaderna mellan dessa båda böckers perspektiv. Det som framstår som problemets lösning i Nahum, nämligen att nationalguden Jahve ingriper i det storpolitiska skeendet, ses i Habackuk (i alla fall i kap.

1‑2) som det stora problemet!” Habakkuk præges således af en uløst konflikt mellem to perspektiver, profetens og Jahves. Også indledningen til Sefanias’ Bog har volden og Jahves dag som sit tema, men her rammer vreden og volden ikke kun Judas fjender, men også hans fjender i folket. Først i bogens slutning indtræffer et pludseligt håb om fred. I de tre bøger finder man således et dialektisk spændingsforhold mellem ”teodicé-orienterad klagan och lovprisande teofani-skildring.”

Kapitel 23. Haggai, Sakarja og Malaki: Velsignelse og forbannelse Corinna Körting drøfter denne eftereksilske tekstgruppes litterære og teologiske funktion under tre metodiske vinkler: 1) redaktionskritik, herunder Fortschreibung, 2) spørgsmålet om genre og 3) som eksempel på indre-bibelsk eksegese. De tre bøger fokuserer på genopbygningen af Jerusalem og af templet og fornyelsen af kulten. Deres fælles tema er spørgsmålet om Guds velsignelse og forbandelse. Som udgangspunkt for analysen anvendes diskussionen i Malakias’ Bog 3,6‑12 af, hvordan folket kan vende om til Gud; ind i denne diskussion indføjes spørgsmålet om forståelsen af velsignelse og forbandelse.

Svaret i Malakias’ Bog 3,10 er, at de skal give tiende og gaver til templet, for tiende ”konstituerer et fellesskap mellom menigheten og Gud og inkluderer også dem som ikke kan gi noe selv, de fattige og levittene.” Det Israel, som ignorerer tiende, foragter Guds magt og ære og ødelægger fællesskabet i folket.

Af denne understregning af, at Gud er uforandret følger konkrete anvisninger: Bring tiende og prøv Gud. Spørgsmålet er, om denne teologi skal ses blot som en Fortschreibung af Haggajs Bog og Zakarias’ Bog. En sådan forklaring ville imidlertid ikke være tilstrækkelig. Hvor Zakarias argumenterer for omvendelse og for, at Guds ord er pålidelige, taler Malakias om Guds uforanderlighed og

Indledning 37

henviser til konkrete kultiske konsekvenser; han giver m.a.o. regulær torabelæring. Også forståelsen af velsignelse og forbandelse viser en teologisk videre-udvikling hos Malakias, ikke blot en videre-skrivning. Hos Haggaj er folket allerede under forbandelse, og velsignelse nævnes først til sidst. Zakarias bruger de to begreber til at vise, ”at ikke bare folkets gjerninger er annerledes men at folket selv har forandret seg. De har vært en forbannelse og skal bli til en velsignelse.” Malakias forbinder det præstelige område velsignelse/­ forbandelse med tanken om folkets omvendelse og skaber på denne måde en ny målestok for folket.

De tre afsluttende kapitler breder diskussionen ud fra eksegetisk baserede teologiske undersøgelser til hermeneutiske og bibelsk-teologiske spørgsmål.

Kapitel 24. De historiske taberes Gud Louis Stulman argumenterer for at læse Det Gamle Testamente med tab som fortolkningsnøgle. Han advarer mod en triumfalistisk hermeneutik, hvis perspektiv er historisk begrænset, som skaber store etiske vanskeligheder, og som ignorerer en mængde stemmer i teksten, der fremstiller ”et Israel på kanten: fejlplaceret og svækket, koloniseret, men alligevel trodsigt, såret af krig, men alligevel, og mod enhver sandsynlighed, overlevende.” Stulman foretager en række nedslag i Det Gamle Testamente: Urhistorien (1 Mos 1‑11) taler om fremmedgørelse, skam og bortvisning, mord, vold og afgudsdyrkelse. Patriarkfortællingerne (1 Mos 12‑50) er fulde af frygt for børns overlevelse, og Anden til Femte Mosebog tematiserer farerne ved landflygtighed. Disse katastrofe­ fortællinger udtrykker tankerne hos eksilske og eftereksilske grupper, men fungerer samtidig som overlevelsestekster, der ”taler om Guds solidaritet med marginaliserede mennesker.” Stulman peger på erklæringen i Femte Mosebog 26,1‑11, der begynder: ”Min far var en syrisk flygtning,” og ”[Erklæringen] minder israelitterne om, at de er indvandrere.” Hermed anerkender menigheden sin marginale sociale placering i en liturgisk sammenhæng og lovpriser Guds barmhjertige gerninger. Endelig formanes den ofrende menighed til at ”dele deres resurser med dem, der nemt falder gennem sprækkerne.” I Det Deuteronomistiske Historieværk finder Stulman en ”teologisk topografi, gennemhullet af sammenbrud.” Skriftprofeterne er ”litteratur, der behandler tab og overlevelsesevne (resiliens), trauma og håb,” præget af vold og krigsterminologi, tvungen migration og håbet om hjemvendelse. Også i Skrifterne, Den Hebraiske Bibels tredje del, finder vi litteratur, der beskriver dyb bekymring over individuel og kollektiv overlevelse; det ses for eksempel i Salmerne, mens

38 Else K. Holt Job og Prædikeren sætter spørgsmålstegn ved den traditionelle forståelse af Gud. Esters Bog og Daniels Bog ”handler om udfordringerne for minoritetsgrupper,” Klagesangene klager over Jerusalems ødelæggelse, og ”Ezra og Nehemias afslører dybe tegn på stress.” Skrifterne udtrykker derfor radikalt tab i lige så høj grad som resten af Det Gamle Testamente. Dette fokus på lidelse viser ikke alle aspekter af gammeltestamentlig teologi, men Bibelens præg af trauma, ikke triumf, forener mennesker henover tid og sted med deres sårede selv i en såret verden.

Kapitel 25. Er der åbenbaring i Det Gamle Testamente?

En kritisk bibelsk teologi ”bør undersøge gyldigheden af de påstande, der fremsættes i Bibelen,” skriver John J. Collins. Det gælder dens verdensbillede, dens historiefremstilling og historiesyn, dens moralbegreber og ikke mindst dens præsentation af Guds åbenbaring. Collins gennemgår sammenbruddet af disse områder i nutidig bibelforskning. Historiens sammenbrud har af og til været en lettelse, fordi man på den måde slap af med for eksempel historiciteten af israelitiske nedslagtninger af kana’anæerne. Men hvad så med åbenbaringen på Sinaj og buddene om næstekærlighed? Et andet spørgsmål er, hvordan man skal forstå det bibelske verdensbillede i lyset af den moderne naturvidenskab.

Alle forsøg på en harmonisering er en allegorisering, og en apologetisk tilgang gør de bibelske myter uret. Giver den apologetiske tilgang Det Gamle Testamente grundlag for etik og moral? Hvis grundlaget er en henvisning til Guds karakter, er det problematisk, for ganske vist beskriver kerneudsagn Gud som ”barmhjertig og nådig,” men dette modsiges af beskrivelser af Guds jalousi og voldelige fremfærd over for sit folk. Gud repræsenterer på den ene side etiske idealer; på den anden side er han den, der styrer en verden, der rummer nød, elendighed og tilintetgørelse. Også de moralske idealer er diskutable, for eksempel i forhold til køn, slaveri og udnyttelse af jorden. Kan man da stadig tale om åbenbaring i Den Hebraiske Bibel? Collins peger som en mulighed på dens krav om retfærdighed og omsorg for de fremmede. En anden mulighed er den lidende tjenerskikkelse i Esajas’ Bog 53, der åbner for en ny forståelse af lidelse.

Men alt i alt må Collins konkludere, at ”den Gud, der skildres i Det Gamle Testamente, repræsenterer et bestemt folks ideer og forhåbninger, baseret på dets særlige historie. Som sådan kan skildringen til tider have åbenbaringskarakter, men den kan ikke uden forbehold modtages som guddommelig åbenbaring eller forudsættes at have varig og uforandret gyldighed.”

Indledning 39

Kapitel 26. Gammeltestamentlig teologi i kristent-dogmatisk lys Det afsluttende kapitel indleder Anders-Christian Jacobsen med at fastslå: ”To ting kan man med sikkerhed sige om Det Gamle Testamentes betydning for kristen teologi og dogmatik – at Det Gamle Testamente fra begyndelsen har været en del af kristendommens grundlag, og at Det Gamle Testamente som grundlag for kristendommen har været omstridt.” Han redegør først for, hvordan der fra begyndelsen har været modstand mod at bevare Det Gamle Testamentes normative plads i kristendommen, mest markant hos Markion (2. årh. e. Kr.) men også i moderne teologi. Herefter modererer han den især lutherske modstand mod Det Gamle Testamente som ”lovreligion” og ”skabelses­ teologi,” idet han påviser, at antinomismen blev afvist af hovedstrømmen i den lutherske reformation, og at, skønt man ”ikke kan erkende Guds udelte godhed […] gennem skaberværket,” så skal skaberguden ikke forkastes. Også Det Gamle Testamentes mangfoldighed af gudsbilleder kan være et problem for et kristent gudsbillede, men denne mangfoldighed har hjulpet dogmatikken til at forstå, at monoteismen ikke nødvendigvis betyder et statisk gudsbillede. Dette har med inkarnation at gøre; den findes nemlig også i Det Gamle Testamente som ”Guds relateren sig til verden.” Hermed præger Det Gamle Testamente på afgørende måde, hvad kristendom er, og en kristendom uden Det Gamle Testamente kan føre til fornægtelse af inkarnationen i verden. De gammeltestamentlige gudsbilleder, skabelsestanken og historiesynet udgør derfor nødvendige dele af kristendommens normative grundlag. Andre dele, som er blevet tolket kristologisk, er ikke nødvendige, men skaber en tæt sammenhæng, og har givet kristologien en bestemt retning. Endelig er der dele, især de rituelle regler, som ikke kan regnes for normative for kristne. Overordnet betragtet må forskning og undervisning i Det Gamle Testamente, ud over den historisk-kritiske tilgang, ”have et stærkt fokus på receptionen af Det Gamle Testamente i kristendommen,” hvis angreb på dets normativitet skal kunne afværges.

40 Else K. Holt

Noter 1 Løventoft, ”Skaberkraft: Peter Brandes og en kunstnersamling,” 169.

2 Om Bibelens kulturhistorie i Danmark fra reformationen til vores tid, se Bach-Nielsen, Bibelen i Danmark.

3 Opgørets begyndelse sættes traditionelt til Johann Philipp Gablers tiltrædelsesforelæsning ved universitetet i Altdorf i 1787, De justo discrimine theologiae biblicae et dogmaticae, regundisque recte utriusque finibus, oratio (En forelæsning om den korrekte skelnen mellem den bibelske og dogmatiske teologi med henblik på deres rette gensidige afgrænsning).

Teksten findes i engelsk oversættelse i Ollenburger, Old Testament Theology, 497‑506.

4 Se til Det Gamle Testamentes placering i kristendommen kapitel 26, ”Gammeltestamentlig teologi i kristent-dogmatisk lys,” nedenfor.

5 Et bidrag fra nyere tid er Lemche, Gammeltestamentlig og Bibelsk Teologi fra 2008 og senest Gudme m.fl., Fire indgange til gammeltestamentlig teologi fra 2016, se hertil nedenfor.

6 En glimrende og omfattende kildesamling til den gammeltestamentlige teologis forskningshistorie findes i Ollenburger, Old Testament Theology.

7 F.eks. Köhler, Theologie des Alten Testaments; Eichrodt, Theologie des Alten Testaments. Den seneste udgave af sidstnævnte teologi udkom så sent som i 1968‑74.

8 Procksch, Theologie des Alten Testaments.

9 Zimmerli, Grundriß der alttestamentlichen Theologie.

10 Gerstenberger, Theologien im Alten Testament; engelsk oversættelse: Theologies in the Old Testament.

11 Som introduktion til begrebet ”religionsevolution”, se Jensen, ”Robert Bellah, religion og menneskelig evolution”; Lang, ”Agerbrugeren, den intellektuelle og individet.”

12 Westermann, Theologie des Alten Testaments in Grundzügen; engelsk oversættelse, Elements of Old Testament Theology.

13 Fretheim, God and the World in the Old Testament.

14 Se videre hertil John J. Collins overvejelser i kapitel 25, ”Er der åbenbaring i Det Gamle Testamente?” nedenfor.

15 Brueggemann, Theology of the Old Testament.

16 Begrebet ’unsolicited testimony’ hentyder til den praksis under i hvert fald amerikanske retssager, at et vidne under afhøring ofte afgiver flere oplysninger til dommer og jury, end hans/hendes sagfører har anbefalet og forberedt. Et sådant vidne er Israel i Det Gamle Testamente: ”Any careful consideration of Israel’s testimony about God indicates that Israel is indeed an unrestrained witness who will not stop with testimony about Yahweh. […] Israel continues to talk about many other matters beyond what has been asked” (Brueggemann, Theology of the Old Testament, 408).

17 Jensen, ”Det Gamle Testamente;” Gudme m.fl., Fire indgange til gammeltestamentlig teologi.

18 Gudme m.fl., Fire indgange til gammeltestamentlig teologi, 9‑10.

19 Gudme m.fl., Fire indgange til gammeltestamentlig teologi, 12.

20 Feldmeier og Spieckermann, Der Gott der Lebendigen; engelsk oversættelse, God of the Living.

21 Feldmeier og Spieckermann, God of the Living, 1. Se også det afsluttende kapitel, der redegør for valget af netop denne titel via en gennemgang af Mark 12,18‑27. Her hedder det i v. 27 om Gud: ”Han er ikke Gud for de døde, men for levende” – i øvrigt med en henvisning til Det Gamle Testamentes guddommelige selvpræsentation i 2 Mos 3,6.15.

22 Feldmeier og Spieckermann, God of the Living, 12.

23 Gudme m.fl., Fire indgange til gammeltestamentlig teologi, 12.

24 Jf. Collins gennemgang i kapitel 25.

25 Hendel, red., Reading Genesis.

Indledning 41

Litteratur Bach-Nielsen, Carsten. Bibelen i Danmark: 500 års kirke- og kulturhistorie. København: Bibelselskabets Forlag, 2019.

Brueggemann, Walter. Theology of the Old Testament: Testimony, Dispute, Advocacy. Minneapolis: Fortress Press, 1997.

Eichrodt, Walter. Theologie des Alten Testaments.

Leipzig: Vandenhoeck & Ruprecht, 1933‑39.

Feldmeier, Reinhard og Hermann Spieckermann. Der Gott der Lebendigen. Eine Einführung in die biblische Gotteslehre. Tübingen: Mohr Siebeck, 2011. Engelsk: God of the Living: A Biblical Theology. Oversat af Mark E. Biddle.

Waco: Baylor University Press, 2011.

Fretheim, Terence E. God and the World in the Old Testament: A Relational Theology of Creation. Nashville: Abingdon, 2005.

Gerstenberger, Erhard S. Theologien im Alten Testament: Pluralität und Synkretismus alttestamentlichen Gottesglaubens. Stuttgart: Kohlhammer 2001. Engelsk: Theologies in the Old Testament. Oversat af John Bowden.

London: T&T Clark, 2002.

Gudme, Anne Katrine de Hemmer, Søren Holst, Jesper Høgenhaven og Frederik Poulsen. Fire indgange til gammeltestamentlig Teologi.

Publikationer fra Det Teologiske Fakultet 66.

København: Det Teologiske Fakultet, 2016.

Hendel, Ronald, red. Reading Genesis: Ten Methods. Cambridge: Cambridge University Press, 2010.

Jensen, Hans J. Lundager. ”Gamle Testamente, Det.” Side 239‑240 i Gads Bibelleksikon: Bind 1. Redigeret af G. Hallbäck og H.J.L. Jensen, København: Gad, 1998.

Jensen, Hans J. Lundager. ”Robert Bellah, religion og menneskelig evolution.” Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 60 (2013): 11‑31.

Köhler, Ludwig. Theologie des Alten Testaments.

Tübingen: Mohr Siebeck, 1936.

Lang, Bernhard. ”Agerbrugeren, den intellektuelle og individet: Præsentation og fortolkning af religiøs evolution efter Robert Bellah. Med en annoteret bibliografi over de historiske stadier, Bellah-style.” Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 60 (2013): 32‑56.

Lemche, Niels Peter. Gammeltestamentlig og Bibelsk Teologi: Ti Forelæsninger. Frederiksberg: Forlaget Anis, 2008.

Løventoft, Christine. ”Skaberkraft: Peter Brandes og en kunstnersamling.” S. 161‑175 i Peter Brandes, Den genfundne tid: Kulturvandringer – skaberkraft. Redigeret af C. Løventoft og E. Porsmose. Lemvig: Johannes Larsen Museet og Museet for Religiøs Kunst, 2019.

Ollenburger, Ben C., red. Old Testament Theology: Flowering and Future. Sources for Biblical and Theological Study: Volume 1. Winona Lake: Eisenbrauns, 2004.

Procksch, Otto. Theologie des Alten Testaments.

Gütersloh: Bertelsmann, 1950.

Westermann, Claus. Theologie des Alten Testaments in Grundzügen. Grundrisse zum Alten Testament 6. Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 1978. Engelsk: Elements of Old Testament Theology. Oversat af Douglas W. Stott.

Louisville: Westminster John Knox Press, 1982.

Zimmerli, Walther. Grundriß der alttestamentlichen Theologie. Stuttgart: Kohlhammer, 1972.

Det Gamle Testamentes tekster har meget at sige ind i en moderne teologisk diskussion. Det er udgangspunktet for GUD OG OS. Bogens 27 forfattere forsker i Det Gamle Testamente og repræsenterer aktuel bibelforskning i Skandinavien, Tyskland og Nordamerika. Forfatterne går historisk-kritisk til teksterne – men med et ønske om ikke kun at være deskriptive. De rejser normative spørgsmål om Guds egenskaber og menneskers forhold til Gud og hinanden – og vover indimellem at give svar.

Bogens kapitler dækker samtlige gammeltestamentlige bøger i Bibelen. Forfatterne har valgt forskellige metodiske indfaldsvinker og præsenterer en vifte af de væsentligste hermeneutiske greb her ved det 21. århundredes begyndelse. GUD OG OS byder på klassisk bibelfortolkning og på læsninger inspireret af økologi og klima, de menneskelige sanser, computerspil og køn.

Gud og os. Teologiske læsninger af Det Gamle Testamente i det 21. århundrede er blevet til på baggrund af lektor emerita og ph.d. Else K. Holts ambition om en tidssvarende samlet teologisk fremstilling af Det Gamle Testamente på dansk/ nordisk – i erkendelse af, at man aldrig bliver færdig med teksten, men fortsat må tolke den på baggrund af samtidens såvel som tidløse spørgsmål.

bibelselskabet.dk

ISBN 978-87-7232-171-4

ISBN 978 87 7232 171 4

9 788772 321714