Uddrag: Jeg tror, du er her

Jeg tror, du er her HENRIK HØJLUND

AT S L I P P E BLU FÆ R D I G H E D E N O G VOV E T RO E N

✳ »Gud må ikke belemres med alt for meget ansvar. Vi lader ham blive i sin høje himmel.

Lidt fjern og distanceret fra det alt for jordiske og hverdagsnære.

Resultatet: Gud bliver meget lille.

Og en lille Gud har vi ikke brug for, når vi selv er små. Det er min egen erfaring, når livet trykker allerhårdest.« ✳

JEG TROR, DU ER HER

H E N R I K H ØJ LU N D

Jeg tror, du er her AT S L I P P E BLU FÆ R D I G H E D E N O G VOV E T RO E N

INDHOLD

Gud ude og hjemme

7

Et barn af tiden

29

Du er her

47

Gud i hverdagen

75

For meget Gud

103

Ind i det ydre

119

Tro og tanke

131

I pagt med sin irrationalitet

149

Under Guds opmĂŚrksomhed

159

GU D U D E O G H J E M M E

V

i er på vej ind i afgangshallen i Kastrup. Pludselig hører vi vores datter råbe efter os. Vi standser og går tilbage,

mens hun kommer hen mod os. »Jeg vil gerne bede en bøn for jer,« siger hun. Hun og kæresten har kørt os hele vejen fra Jylland til København. Vi er på vej til Etiopien. Vi skal være væk i seks uger. Det føles lige nu som et halvt år. Som en rejse til den anden side af jorden, hvilket er tættere på sandheden, selvom vi næsten vil befinde os i samme tidszone som fædrelandet. Men vi rejser til en anden tid, til et land, hvor der kan være mindre end ti kilometer mellem storby og stenalder.

Vores datter vil altså bede for os. Lige der mellem mennesker, der haster afsted mod et eller andet rejsemål. Vi er ikke vant til det. At vores datter eller nogen af vores andre børn gør den slags. Det er aldrig sket før.

Der er en blufærdighed i situationen. Lidt forlegent udtrykker vi glæde over hendes tilbud. Hun siger, at hun har tænkt på det hele tiden, men først lige før det var for sent, vover hun at gøre det. Vores svigersøn morer sig lidt over vores blufærdighed.

En familie med så højtprofilerede kristne vaner og holdninger, og dog er vi så forlegne ved noget så banalt og basalt som at bede en bøn for hinanden i en situation, der naturligt kalder på bekymring og beskyttelse. Vores svigersøn kommer på en måde 7

fra en anden kultur. Han er godt nok vokset op i Danmark, men hans forældre er tamiler og hinduer. Det var hans første religiøse referenceramme. Den forandredes radikalt i gymnasieårene, så han endte med at blive døbt. Han har oplevet forskellen på at være ikke-kristen og kristen. Nok er han vokset op i den danske mellemtilstand, hvor de fleste befinder sig et sted mellem tro og ikke-tro, og næsten uanset, hvad man hælder mest mod, stikker man ikke for meget ud med det. Men han ved også, hvad det vil sige at være helt udenfor og komme helt indenfor. Hvor omfattende det er. Så omfattende, at det uundgåeligt stikker ud. Så hvor i alverden kommer den forlegenhed fra – at man ikke skulle kunne bede en sølle bøn før afgang, hvor som helst, når som helst?

Vi tager hinanden i hånden, vores datter beder en bøn, kort og usentimentalt.

Det føles mere end godt. Det føles som noget, der skulle være sket for længst og mange gange.

✳ Men hvorfor egentlig denne blufærdighed i lufthavnen? Vi har da bedt utallige gange sammen med vores datter. Da hun var barn. Med hende og vores andre børn har vi bedt aftenbøn lige så naturligt og sikkert, som vi børstede deres tænder, indtil de kunne selv. Og selv efter det fortsatte vi med at bede aftenbøn med dem:

8

Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje, i varetægt mig tag!

Fra synd og sorg og fare din engel mig bevare, som ledet har min fod i dag!

O Jesus, du min glæde, du dine vinger brede og sænke om mig ned!

Vil slangen mig omslynge, så lad din engel synge: Det barn er gemt i Herrens fred!

Sådan sang vi. Jeg behøver ikke at slå efter. Det kommer stadig helt ubesværet, selvom det er meget mere end ti år siden sidst. Vi har sunget de vers så mange gange, efterfulgt af en bøn med tak for dagen, måske for særlige udfordringer, for familie og venner, og Fadervor til sidst. Aften efter aften, til de blev 11-12 år gamle.

Jeg husker sidste aften med aftenbøn med det yngste af vores fem børn. Vi var kommet til vejs ende med Ringenes Herre. Jeg spurgte lidt tøvende, som om jeg vidste, hvad der ville komme: »Hvad skal vi så læse nu?« »Far, måske skal vi ikke læse mere,« svarede han. Sammen med det fulgte nærmest som en selvfølge aftenbønnens ophør. Det kunne ligesom ikke adskilles: læsning og aftenbøn. Som om det ene betingede det andet. De store historier og – ja, hvad kan jeg kalde det? »Den lille historie«? I givet fald var aftenbønnen ikke den lille historie, 9

men den største af dem alle. For lige dér, i nogle få minutter, samledes alle de store historier – Ringenes Herre, Njals Saga, Anne fra Grønnebakken, David Copperfield, Kaninbjerget, ja selv Grimbergs eventyr og billedbøgerne – i den største af dem alle, alle historiers moder, historien om Adam og Eva, Abraham, Isak, Jakob, Moses, David og Jesus, historien om det hele, fra begyndelsen til enden.

Helt uden et ord imellem os om det tror jeg, at der var denne sammenhæng for os begge. De små historier var vinduer ind til den store historie. Og den store historie kastede lys over alle de små historier, bandt dem sammen og gav fornemmelse af evighed midt i tiden.

Men der har jeg altså siddet aften efter aften sammen med mit barn og talt til Gud om lidt af hvert, lige så naturligt som jeg talte med mit barn, ja nogle gange næsten mere naturligt, og så mærkede jeg alligevel blufærdigheden, da min datter ville tale til Gud om vores rejse derude i lufthavnen. Og det skyldtes ikke, at det foregik midt i menneskemylderet. Havde hun foreslået det hjemme ved køkkenbordet, ville vi have reageret på samme måde.

Der er givetvis noget i det, der handler om en slags venden tingene på hovedet, noget akavet. Da børnene var små, var vi som forældre i en vis forstand deres livskilde. Vi var dem, alt blev sorteret gennem. Vi var deres vindue til resten af verden. De så det meste af verden gennem vore øjne, vore ord, vore handlinger.

Nu stod vores datter dér og lod os se verden gennem sin handling.

10

Alle forældre kan – med eller uden bøn og kristelige vaner – skrive under på, at det er noget af en omvæltning, når ens voksne børn overhaler én indenom. Når de tager et skridt foran og får os til at følge efter.

Men jeg tror, der er mere i det. Der var i det, vores datter gjorde, et opgør med adskillelsen af det verdslige og det religiøse, det vi med ét ord kalder sekulariseringen.

✳ Vi lever i Danmark i en stemning af adskillelse mellem verdsligt og religiøst. Det har vi gjort, så længe jeg kan huske og længe før det.

Jeg er selv vokset op med aftensang på sengekanten og såmænd også morgensang inden skolegang. Jeg husker morgenbordet, os syv børn og min mor og så min far for bordenden.

Havregrøden fordelt i tallerkenerne, en skefuld levertran til hver.

Altid lidt hektisk, med råben efter de forsinkede og jævnlige skænderier, men tid til en salme, et bibelord og en bøn skulle der være. Om søndagen gik vi i kirke, lige så sikkert som kirkeklokkerne ringede. Min far var også præst.

Gud var aldrig langt væk i mit hjem.

Men henne i skolen kunne han være det. Hirtshals Skole havde 900 elever. Den lå midt i byen, bygget som et firelænget toetagers hus omkring en skolegård af beton. Gud var ikke noget, man skiltede med der. Engang var der nogen, der råbte »Fadervor« efter mig. Ret uskyldigt, må man sige. Det føltes af en eller anden grund mindre slemt, end da de råbte »din 11

hellige kanonkugle« efter min storebror. Men »Fadervor« som en uvenlig påmindelse om min anderledeshed var nok til, at ubehaget meldte sig.

Da jeg kom i 1. real, var den kristne trosoverbevisning blevet en mere bevidst del af mit liv. Jeg havde fået en bibel i konfirmationsgave. Jeg læste lidt i den hver dag. Aftenbønnen var for længst blevet min egen. Men særlig stolt ved det hele var jeg nu ikke.

Ikke desto mindre havde jeg mine troshelte. En af dem var den senere sognepræst ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus, Flemming Baatz Kristensen. Han var ikke rundet af et hjem med aftenbøn og kirkegang. Hans hjem var som så mange andres i Hirtshals et fiskerhjem, hvor Gud velsagtens var der til hverdag som en svag baggrundsstråling og til højtid og fest som lidt mere. Flemming fik troen ind under huden gennem en folkeskolelærer og konfirmationspræsten, min far. Og han blev snart lidt af en kriger for Herren. Jeg begyndte så småt at følges med ham på »gademission«. Vi gik ned ad Nørregade og delte små foldere ud om kristendom til forbipasserende og bevægede os af og til ind på et af byens mange værtshuse for at komme i snak med folk om Jesus. Det var på en måde nemmere for mig med værtshusene end gaden. Jeg risikerede ikke at løbe ind i jævnaldrende kendinge. Men det var nu også lidt nervepirrende at gå ind til granvoksne mænd, der som regel havde fået en tår over tørsten, og blive ubehageligt bevidst om, hvor meget grønskolling jeg var.

Jeg holdt mig i det store og hele til rollen som discipel.

Flemming var en 5-6 år ældre end mig. Han havde ilden. Jeg forsøgte at få lidt gnist af ham. Jeg så op til ham, ville gerne 12

være som ham. Men dog ikke mere end at jeg, da en klassekammerat en dag i et frikvarter så Flemming cykle forbi uden for klassevinduet og, halvt henvendt til mig, sagde: »Er det ikke ham hellig-Flemming, der kommer der?«, knap nok vovede at vedkende mig forbindelsen.

Ved slutningen af 1. real skulle vi på lejrskole på Bornholm.

Med en anelse tøven pakkede jeg Bibelen med i rygsækken. Da vi nåede frem, fordelte vi os på værelserne, 6-8 stykker på hvert værelse. Vi pakkede ud af sækken, og ud kom også min bibel, som befandt sig i et læderetui, hvilket fik en klassekammerat til forundret at spørge, om jeg var begyndt at barbere mig? Bibelen i læderetui lignede åbenbart en barbermaskine. Jeg havde ikke så meget som et dun på hagen på det tidspunkt. Det var min bibel, måtte jeg svare. Nu var forundringen for alvor stor: »Er du sådan rigtig kristen?« spurgte min klassekammerat. Jeg havde halvandet sekund til at beslutte mig. Det blev et ja. Reaktionen fra værelseskammeraterne var fuldstændig udramatisk. Nå, sådan, ja ja. Det gik op for mig, at jeg alt for længe havde næret en ubegrundet frygt for et socialt selvmord ved sådan en tilståelse.

Jeg kunne have sparet mig mange undvigelsesmanøvrer med deraf følgende dårlig samvittighed.

Men alligevel var der også noget negativt bekræftende i oplevelsen. En bekræftelse af anderledesheden. »Er du sådan rigtig kristen?« Der var altså – som jeg altid havde følt – et hold af »rigtige kristne« og så alle de andre. Der var os, der mente, at Gud måtte have med alt at gøre, og så var der det store flertal, som øjensynlig mente noget andet. Og jeg vænnede mig til et slags dobbelt regnskab. For mig selv gjaldt det regnskab, at Gud 13

måtte være med i alt, ellers kunne han ikke være Gud. Men samtidig bevægede jeg mig i et samfund, som anså Gud for at tilhøre en meget begrænset del af tilværelsen, hvis han overhovedet talte med. Og mit regnskab gjaldt ikke i det samfund.

Jeg lærte at holde tingene lidt adskilt.

I gymnasiet blev det lettere at stå ved anderledesheden.

Overgangen som femtenårig fra Hirtshals 2. real til 1. g på Hjørring Gymnasium var temmelig brat for mig. Pludselig skulle man forestille at være halvvoksen. Lærerne tiltalte os som voksne og førte os ind i en voksen tankeverden. De første måneder fattede jeg stort set ikke en meter af, hvad der foregik. Med få undtagelser forløb timerne i realen med småsnak, drillerier, irriterede lærere og længslen efter frikvartererne, hvor de store bordhockey-turneringer blev afviklet. I gymnasiet blev vi fra første dag introduceret til de store livstemaer og fik ikke et ben til jorden, hvis vi troede, at vi kunne pjatte os gennem timerne.

Jeg forsøgte en af de første måneder sammen med den anden dreng i den af piger fyldte sproglige klasse. Vi holdt hyggeligt leben på bageste række i vores marxistiske geografilærers undervisning. Det fik han hurtigt nok af, og i tre sætninger gjorde han os det umisforståeligt klart, at hvis det var, hvad vi havde tænkt os med gymnasiet, så var vi kommet et forkert sted hen og måtte hellere vende tilbage til folkeskolen. Det var nærmest et chok for mig. Men snart efter var der også noget befriende i det. Det gik op for mig, at jeg var ankommet til et sted, hvor der var noget helt andet på spil, og noget, der gjorde det med at være »rigtig kristen« lettere.

14

Det gik op for mig, at hvis man lærte at argumentere, kunne man være der med sine anderledes synspunkter. En verden af tanker og argumenter bød sig til. Og med det kom kristendommen som en sammenhængende verdensforklaring, som kunne være lige så god som en hvilken som helst anden.

Ja, vi var nogle stykker på gymnasiet, der mente, at det var den bedste. Mere præcist var vi omkring 35, der mente det. Det vil sige, der var nok en hel del flere, men det var størrelsen på den gruppe, der mødtes omtrent dagligt i et frikvarter til bøn og andagt.

Det var gavnligt for fornemmelsen af kristendommens holdbarhed i den nye voksne tankeverden at mødes der, hvor et fyldt klasselokale en tyve minutters tid godt kunne indgyde følelsen af at være et slags »flertal« midt mellem gymnasiets mange hundrede elever. Men man kom jo ud af lokalet igen, og så var man tilbage i det vante. Den grundlæggende fornemmelse af hele tiden at være oppe mod en form for overmagt forsvandt ikke. Flertallet mente noget andet. Gud var stadig langt væk fra flertallets dagsorden. Og dermed blev han det også lidt for os.

Jeg førte stadig lidt dobbelt regnskab. Jeg sorterede ubevidst i mit Guds-regnskab. Man kunne ikke sige det samme uden for andagtslokalet som indenfor. Men det slog også ind i andagtslokalet. Jeg tror, vi sagde Gud med større forsigtighed derinde. Vi bad med større forsigtighed. Hvis vi satte barren for højt derinde, måtte vi jo også sætte den højere udenfor. »Say what you pray,« lyder en vending. Lad din samtale med andre være bestemt af samme virkelighedsforståelse som den,

15

du går ind i, når du taler med Gud. Det kneb for os på Hjørring Gymnasium.

Det gjorde det ikke, da vores datter bad for os i lufthavnen.

Gud var dér lige så selvfølgeligt som ethvert andet sted.

✳ Grunden til, at vi stod i lufthavnen og bad, var, at et svenskdansk missionsselskab havde spurgt min kone og mig, om vi ville tage til Etiopien for at undervise nogle etiopere på et lille præsteseminarium i byen Asella. Vi blev bedt om at tage afsted i perioder af en til to måneder de følgende tre år, svarende til de år, de otte etiopiske studenter skulle være på seminariet.

Trods det overraskende i vores datters forslag om at bede en bøn for os lige der, var der på en måde også en svag fornemmelse i dette af noget, der lige nøjagtig forbandt os til det, vi skulle ned til i Etiopien. Vi havde i al fald en klar forventning om, at vi skulle til en befolkning, hvor kristendommen kom meget mere synligt til udtryk end det, vi var vant til hjemmefra.

At bede bønner for åbent tæppe skulle efter sigende være helt normalt i det land.

Hjemmefra havde vi for længst hørt om den massive vækkelse i Etiopien gennem de sidste 40 års tid. Og det endda i en luthersk kirke. Altså en kirke i princippet helt som vores egen folkekirke. Måske ikke lige akkurat folkekirke, men i det minds­te luthersk med samme trosgrundlag og – skulle man derfor tro – med omtrent samme synlige udslag af troen hos kirkens medlemmer. Og det ville jo sige – hvis udslaget af troen 16

Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

H E N R I K H ØJ LU N D (f. 1960) er præst i Aarhus Bykirke og tidligere sognepræst i Østjylland og København. Han er desuden foredragsholder og har skrevet og bidraget til flere bøger om kristendom og eksistens, bl.a. Mærk Gud (2013), der fik mange læsere.

✳ »Hvad er grunden til det dobbelte regnskab med gudstroen her til lands? Hvordan kan man på én og samme tid tro på Gud, dagligt bede til ham, anse ham for nærværende i alt og alligevel frygtsomt flyve under radarhøjde med denne tro i mange sammenhænge?« ✳ Sådan spørger Henrik Højlund i denne bog. Det er mødet med en tilsyneladende fremmed kultur og trospraksis i Etiopien, der sætter refleksionen i gang.

Højlund skriver indsigtsfuldt og afvæbnende om konflikten mellem det kendte og fremmede, når han samtidig opmuntrer læseren – og sig selv – til at slippe blufærdigheden og vove troen.

JEG TROR, DU ER HER er en personlig bog, der går tæt på tvivlen, troen og livet.

9 788775 239825