Uddrag: Når Gud bøjer sig by Bibelselskabet

NÅR GUD BØJER SIG SYNNE GARFF

vordan mistet e Har opl forfærd

I bogen føre fortvivlelse fængslede, traumeeksp hun erfarer traumatiser begynder en de bibelske psykologi o SYNNE GARFF er international chef i Bibelselskabet samt forfatter og bidragyder til 20 bøger, deriblandt De Mindstes Bibel. Hun er cand.phil. i italiensk og har arbejdet en årrække som studievært i DR og på TV 2 og som kommunikationsrådgiver. Ved siden af sit arbejde i Bibelselskabet virker hun som ulønnet hjælpepræst i Ribe Stift. BIBELSELSKABET oversætter og udgiver Bibelen og støtter projekter, der fremmer brugen af Bibelen. Bibelselskabet er en privat selvejende institution, der ikke modtager midler til driften fra det offentlige og derfor er afhængig af bogsalg og private donationer. Bibelselskabet støtter programmet Bibelsk sjælesorg i en række lande og har medvirket til uddannelse af danske præster i metoden. Læs mere om projekterne på bibelselskabet.dk.

Forfatter og Bibelselskab katastrofer, har været vi fra en verde

NÅR GUD BØJER SIG

SYNNE GARFF

NÅR GUD BØJER SIG BIBELSELSKABETS FORLAG

SAL M E 1 3 Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte? Hvor længe skal min fjende triumfere over mig? Se mig, svar mig, Herre min Gud! Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden, og min fjende siger: ”Jeg har fået magt over ham,” og mine uvenner jubler, fordi jeg vakler. Men jeg stoler på din trofasthed, mit hjerte skal juble over din frelse. Jeg vil synge for Herren, for han har handlet vel imod mig. Salmernes Bog kap. 13

I N DHOL D

FORORD

EN KNITRENDE LINJE

JORDAN 2013 Omgivet af pigtråd Tab af alting Kirkekaffe Et himmelsk kys Min tro er ikke til salg Undladelsessynd

K E N YA 2 0 1 4 Fængslet af skyld Blixen som talskvinde Sol i Kibera

HOLLAND 2014 En farverig buket Troens, håbets og kærlighedens globetrotter

SWAZILAND 2014 Øksemorderen Overlad dine byrder De rette ord Det virker

DANMARK 2013 Primære og sekundære traumer 80

ARMENIEN 2015 Det tavse vidne Snigskytter ved højlys dag Kidnappet

JORDAN 2015

140

Fred – og plastikposer Imamen, der blev præst Pandoras æske Konstruktiv omsorg 110

DANMARK 2016

Hellig krig Enkerne og de forældreløse Træerne vokser ikke ind i himlen To lys 158

Motivforskning 118

LIBANON 2016 Ud på dybet George Nonnen fra Mosul Mørkets dal

132

DANMARK 2017 Præsterne og mamma Elalie

UGANDA 2017

VERDEN 2018 En ny begyndelse

164

EFTERSKRIFT

166

BØGER OG WEB

FORORD

et lå ikke i kortene, at jeg skulle rejse rundt i verden som international chef i Bibelselskabet. Det stod heller ikke skrevet i stjernerne, at jeg skulle blive præst. Min mor er nærmest ateist, min far ville ikke pådutte mig noget som helst, heller

ikke et tilhørsforhold til folkekirken, så jeg blev ikke døbt. Min barndom og ungdom udfoldede sig derfor milevidt fra søndagsskole, kirkegang og andet fromt. Jeg søgte dog tidligt ind i kirkerummet, navnlig når det var tomt. Jeg var optaget af det religiøse, gik til konfirmationsforberedelse, men vendte resolut kirken ryggen som teenager. Præsten havde udtalt sig fordømmende om skilsmisser, så i solidaritet med mine forældre, der var skilt, ville jeg ikke have noget med det moraliserende foretagende at gøre. Basta. Da jeg var i begyndelsen af 20’erne og blev mor til vores første søn, stillede meget sig af mange grunde helt anderledes. Jeg blev døbt, overvejede at studere teologi, men blev i stedet cand.phil. i italiensk, kom til at arbejde i tv-branchen som studievært, blev siden kommunikationsrådgiver og begyndte at skrive bøger. En henvendelse fra Bibelselskabet gav mig mulighed for at genfor-

tælle Bibelens største fortællinger i bogform for børn. Det afstedkom en arbejdsproces, hvor jeg for alvor kom ind i det bibelske univers og – må jeg tilstå – ud af mine utallige fordomme. Resultatet blev De Mindstes Bibel, der i overensstemmelse med Bibelen for de største handler om det liv, vi lever med og mod hinanden – og måske kan leve helt anderledes, end vi umiddelbart forestiller os. Alene vores sprog er fyldt med citater og visdomsord fra de bibelske skrifter. Bibelen rummer menneskelivets store spektrum, hver en følelse er repræsenteret, den dybeste sorg og den vildeste glæde. Bibelen bliver ved med at forundre, forurolige, modsige, tirre og trøste. Det er en svimlende og overvældende bog, eller

rettere 66 skrifter fordelt på to bøger og samlet i én, der slet og ret er verdens mest læste bog. For syv år siden blev jeg ansat i Bibelselskabet. At bruge mine formidlingserfaringer til at få Bibelen ud i verden var på mange måder oplagt. Fattige kristne har et stort ønske om at kunne læse Bibelen på deres eget sprog. Bibelselskabet skaffer midler, så Bibelen kan blive oversat og distribueret. Der formidles også en række undervisningsprogrammer, som engagerer mennesker i Bibelen. Ikke færre end 148 bibelselskaber arbejder i mere end 200 lande og territorier – og samarbejder med lokale kirker og ngo’er. Som international chef har jeg rejst på kanten af krig, katastrofer, religiøs fanatisme og livstruende sygdom. Jeg har ført talløse samtaler om tro, fortvivlelse og afmagt med forfulgte kristne, flygtninge, sexarbejdere, fængslede, aids-syge, migranter, forældreløse børn og kirkeledere i konfliktområder. Det har været berigende, overvældende, men værst, ja, ubærligt har det selvsagt været at være vidne til den mængde lidelse, der findes i verden – ofte blot få timers flyrejse herfra. Millioner af mennesker er traumatiseret af svære tab. Hvordan får man mod på livet igen, når man har mistet et barn? Er blevet voldtaget eller tortureret? Har været kidnappet? Har oplevet alvorlig sygdom? Eller måske har slået et andet menneske ihjel eller har andre forfærdelige ting på samvittigheden? Min erfaring er, at den personlige tro kan være en sprudlende kilde til livsmod og styrke. Bibelen har et slidstærkt sprog for den lidelse, som vi gennemlever. Bibelens fortællinger kan være som et spejl, der inspirerer traumatiserede mennesker, og som får livet til at spire og gro igen i egne af verden, hvor døden og dæmonerne sniger sig omkring og tror, at det er dem, der skal have det sidste ord. Ikke mindst metoden bibelsk sjælesorg har vist mig, at der kan være en vej ud af lidelserne. Bibelsk sjælesorg bevæger sig mellem teologi og psykologi; metoden er ikke blevet promoveret globalt, men er blevet global ved at gå fra mund til mund. Jeg kom til at deltage i en del traumekurser og internationale konferencer med kirkeledere og omsorgspersoner fra hele verden. Hver

gang mødte jeg mennesker, der havde fået forløst deres traumer, fundet fodfæste og var påbegyndt vandringen tilbage til livet med metoden. Bibelsk sjælesorg skaber ikke kun fred i urolige sind, men også imellem mennesker. Det har ikke været min tanke at skrive en teoretisk gennemgang eller analyse af metoden bibelsk sjælesorg. Jeg vil derimod igennem fortællinger give et indblik i, hvad metoden går ud på. Netop i den ånd, som bibelsk sjælesorg arbejder: i fortællingens. Også i erkendelsen af, at sjælesorg ikke kun er for faguddannede, men at omsorg for sjælen angår alle. Bibelsk sjælesorg er ingen mirakelkur, den er heller ikke opfundet til at behandle psykiatriske lidelser, men metoden kan give et kærligt skub væk fra negative tankemønstre og destruktiv adfærd. Et menneskes identitet beror i vid udstrækning på den fortælling, som det kan fortælle om sit liv. Man taler da også om en narrativ identitet. Bibelsk sjælesorg kan være med til at skabe en ny fortælling om overleveren, så man vristes fri af en størknet offerrolle. En lille opstandelsesberetning. Jeg er optaget og fascineret af historier, der kan flytte mennesker. Denne bog rummer beretninger om møder med mennesker i verdens konfliktområder og har Bibelen og troen som omdrejningspunkt. Nogle af bogens tekster har tidligere været bragt i Bibelselskabets regi, men er blevet bearbejdet, undertiden ganske meget. Navne, steder og kirkeretninger kan af hensyn til de pågældende være ændret eller udeladt. Det er mit håb, at læseren over de næste sider vil lægge sine fordomme på hylden, hvor der måske også kan blive plads til forstandighedens mange forbehold og diverse automatreaktioner. Tro hører ikke under naturvidenskab, men er fast tillid til det, der håbes på, og overbevisning om det, der ikke ses. Velkommen til en anden dimension. Synne Garff

EN KN I TREN DE L I NJ E

”H

ello …? George …?” Telefonlinjen skratter i nogle sekunder. Jeg drejer mig væk fra bordet på mit kontor i København, blændes et øjeblik, da solen rammer væggen bag

mig, hvor der hænger et foto på et par kvadratmeter af et kalkmaleri i en dansk middelalderkirke. Motivet er fra et af verdenshistoriens mest skelsættende dramaer. Baggrunden er kridhvid, udsmykningen med dæmpede farver og visse steder utydelig, men hovedpersonen træder klart frem: Den opstandne Jesus holder med sine sårede hænder om et højt, gyldent kors. ’Juni’ står der på papirkalenderen. Igennem de sidste par måneder har jeg ført samtaler med George på en knitrende forbindelse. George er leder af Bibelselskabet i Syrien med hovedsæde i Aleppo. Situationen i byen og store dele af landet er desperat med daglige sky-

derier, bomberegn, bygninger, som styrter sammen, børn, som løber forvildet rundt i gaderne eller sidder forstenet uden for det, der engang var deres hjem. Skoler lukker, skønheden forsvinder i skrig og bombekratere. Vi er vidne til tragedien via medierne, som hensætter os handlingslammede foran skærmen. Aften efter aften. Borgerkrigen er gået ind i sit andet år. Millioner af syrere har forladt deres hjem. En del er søgt til udlandet og opholder sig nu i Tyrkiet, Libanon og Jordan, hvor situationen er kaotisk og har sat lokalbefolkningen og myndighederne under voldsomt pres. George beretter om folk, der bliver kidnappet. Han blev selv holdt fanget i to uger op til jul. ”Jeg troede, jeg skulle dø. Men jeg slap fri.” George kan ikke komme ind på de nærmere omstændigheder omkring sin kidnapning, og at netop denne skræmmende hændelse fik skelsættende betydning for hans egen og familiens fremtid, finder jeg først ud af nogle år senere. George kan dog fortælle, at forbryderne sommetider

er syrere, sommetider fremmede, der er rejst til Syrien for at kæmpe sammen med andre oprørere. Der er mange interesser på spil. Selv om de kristne er under øget pres i regionen, er kidnapningerne ikke altid religiøst motiveret. ”Det handler ofte om penge,” forklarer George. For nylig forsvandt to biskopper, da de var på vej for at forhandle om frigivelse af to, der blev holdt fanget. Flere bibelselskaber arbejder for at få mad, medicin og andre fornødenheder til landet, selv om det ikke er deres primære opgave. Men der er da også brug for noget andet: ”Vi har stærkt brug for Bibelen,” understreger George. ”Den taler til folk og trøster.” Selv om Bibelen var en kæmpe inspiration for mig, og jeg på rejser til konfliktområder havde oplevet, hvordan Bibelens fortællinger kunne forandre menneskeliv, blev jeg overrumplet af min kollegas stærke tillid til Bibelen. Til Gud. Men hvilke forudsætninger havde jeg for at forstå George, der befandt sig i en krigssituation? Troen og Bibelens fortælleunivers var givetvis med til at dulme frygten for snigskytter og døden – selv om den ikke fritog mennesker for tvivl og usikkerhed og angst. Aldrig havde så mange meldt sig som frivillige for at få Bibelen ud i hele Syrien. George og hans medarbejdere gik gennem Aleppos gader, ad små stræder og igennem sønderbombede huse for at undgå snigskytter. Og i bibelbutikken arbejdede han og hans medarbejdere fra morgen til aften alle ugens hverdage. ”Vi rejser ingen steder. Vi bliver her,” gentager han igen og igen. Det vidner om, at Bibelen på de breddegrader er meget mere end poesi, kultur og historie. Men det vidner også om noget andet: George nægter at lade sig handlingslamme. Han protesterer over mørket i en grusom krig, hvor han ellers reduceres til en brik i et kompliceret spil med alliancer, der løber på kryds og tværs over det meste af kloden. Da jeg lægger røret, fylder stilheden på kontoret mig med vemod. Samtidig vandrer mit blik uroligt rundt på væggene, som er dækket med fotografier af mennesker fra andre konfliktområder. De fleste har jeg

mødt. En hiv-ramt pige iført en hullet hvid T-shirt kigger fortabt frem for sig, en ung, smilende kvinde går hen over en tør mark med sin baby på ryggen og en tung plastikspand på hovedet med kurs mod et foto af en børnegravsten på en skråning, udformet som en lille, hvid tremmeseng. Et par farveklædte kvinder på en kirkebænk ler, en gammel gråskægget herre med kroget stok sidder på en sten og ser træt på mig, mens et par gæve lærere tager sig af forældreløse elever. Få minutter efter er der ingen tvivl i mit sind: Jeg bliver nødt til at rejse til Jordan for at begribe de millioner af mennesker, som har mistet deres rødder og befinder sig i ingenmandsland. Hvad forestillede jeg mig egentlig, at jeg kunne gøre? Jeg anede det ikke. Men jeg kunne umuligt blive siddende på en sort kontorstol i København.

Flygtningens traume er: Tab af alting. Flygtningen mister emotionelt, materielt, socialt, kulturelt, geografisk, spirituelt og religiĂ¸st. Syrisk flygtningepige, Jordan

JORDAN 2013

Syrien Irak Israel Jordan

Saudiarabien Egypten

OM G I V E T A F P IGTR ÅD BDULLAH er flygtet fra krigen i Syrien. Nu står han i et klasselokale midt i Zaatari-lejren og truer en af de mandlige lærere med en kniv. Hans mor er syg, og hendes medicin er sluppet op.

”Jeg slipper ham først, når jeg får mine krav opfyldt!” Abdullah har aldrig tidligere været på kant med loven. Han ser også

godt børnenes skræmte ansigter. Men han kan ikke klare, at hans mor skal lide. Pludselig mærker Abdullah et hårdt slag bagfra, et par stærke hænder griber ham, han falder ned på gulvet sammen med et par andre

NÅR GUD BØJER SIG

mænd. Knivens sløve blad jager samtidig gennem maven på den ene af mændene, som nu kæmper for sit liv på fliserne, mens børnene skrigende løber ud til deres forældre. Gidseldramaer, verbale sammenstød og håndgemæng er ikke ukendte fænomener i flygtningelejren Zaatari, hvor midlerne er så små, at folk må strides om det daglige brød, og det værste kommer frem i selv de bedste. Nogle uger efter gidseldramaet på skolen kører jeg til Zaatari sammen med Joshua, der arbejder for en kristen organisation og agerer chauffør. Et par dage før blev en besøgende overfaldet og frarøvet alt. ”Vi kører stille og roligt i udkanten af byen,” siger Joshua afdæmpet. For ikke at vække unødig opsigt er jeg iført mit sorte rejsetøj, har et tørklæde i rygsækken, som hurtigt kan dække håret. Lejren strækker sig, så langt øjet rækker, og er rammet ind af en jordvold og pigtråd. Det er kun tilladt at forlade lejren, hvis man er blevet inviteret af navngivne folk udefra. Det jordanske politi og militær kæmper for at få styr på de 120.000 indbyggere i det støvede månelandskab. Der er stort set ingen buske og træer i byen, som er steghed om sommeren og bidende kold om vinteren. Regn omdanner fra tid til anden området til et ufremkommeligt ælte. Joshua stopper og ruller vinduet ti centimeter ned for at tale med en gruppe børn, der sidder ved vejkanten. ”Hvad laver I?” ”Ikke så meget.” ”Går I ikke i skole?” ”Vi har ferie.” Ferie er en invitation til radikaliserede islamister, der ser deres snit til at hverve børn og unge for deres sag. Som volden udvikler sig i Syrien, er endnu flere børn i risiko for at blive en del af ’den tabte generation’, som aldrig får viden og uddannelse. Vi ruller videre. Mellem teltene ligger der spredte legepladser, sponsoreret af verdens største ngo’er. De fleste er tomme, mens solen står højt på himlen. Vi stiger ud igen.

JORDAN - 2013

”Bare bliv lige ved siden af mig.” Efter to-tre minutter har der samlet sig en lille kreds af nysgerrige omkring os. ”Så er det tid til at køre.” Det samme mønster gentager sig. Joshua er selv opvokset i et af Ammans fattige kvarterer og kan instinktivt mærke stemningen omkring sig. ”Deler du også nødhjælp ud her?” spørger jeg. ”Nej, vi arbejder kun uden for lejren. Dér har vi til gengæld travlt.” Joshua og hans kolleger ville gerne hjælpe i lejren. Men forholdene er langt mere spegede, end jeg aner. Om natten lurer slangerne, rotterne og de små mus, som hopper ind i munden på folk, når de sover. Ængstelige flygtningemødre længes efter en lille pavillon med fire vægge og en dør, der kan lukke. Ikke overraskende sælger nogle kvinder deres krop, når mørket falder på. Samtidig er der frygten for, at børnene pludselig forsvinder med fremmede mennesker. Smukke unge kvinder er i høj kurs. Fattige familier tilbydes kontanter for at bortgifte deres piger til rige saudier. For nylig skulle en 15-årig pige være blevet solgt for 9.000 dinarer, hvilket svarer til godt og vel 60.000 kroner. Familien ville rejse til Saudi-Arabien, blive i en lejlighed nogle uger og returnere uden datteren. ”Hov, hov, næ, nej!” En fyr forsøger at snuppe Joshuas mobil, som han har lagt mellem benene. Men chaufføren er dreven, får fat i drengens hånd og sender ham et venligt, men umisforståeligt nik. Zaatari fungerer som en by, hvor håndværkere og mindre forretningsdrivende har en chance for at tjene en skilling. Vi kører ned ad lejrens aktive handelsstrøg, også kaldet Champs-Élysées af de lokale. Gaden er flankeret af boder. Nogle er banket sammen af brædder og hvide presenninger mærket med forkortelsen på FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, andre er veritable butikker i fancy pavilloner med glasvinduer og gitter til værn mod uindbudte natlige gæster. Der er frugt, grønt, brød, krydderier, lækre råvarer, is, tøj, brudekjoler, cykler, frisører og

NÅR GUD BØJER SIG

smykker til dem, der har råd. Folk tager varer i øjesyn, prutter om prisen og går videre med en hovedrysten. En flok børn løber om kap med tomme trillebøre, mens et par mænd overhaler dem på cykel. På et lavt bord er striber af sandaler sirligt lagt til skue. En kvinde iført lys brun kjole og sort tørklæde passerer os med tomme øjne. Med sine tanker et helt andet sted bærer hun en bunke lange, grønne blade i favnen, mens en mand i modsat retning balancerer energisk med seks kvadratiske, hvide papkasser hvorpå der med store gule bogstaver er trykt ’BEAUTY’. Pludselig presses vores bil af mennesker, så chaufføren må vende om. Efter et par timer i lejren kører vi mod udgangen. Her banker det hårdt på forruden. En betjent stikker hovedet ind i kabinen. Hans hud glinser, temperamentet koger. ”Har du taget billeder af mig?” råber han. ”Nej, nej.” ”Er du sikker?” Jeg forsøger at trække mig over mod Joshua, som endnu en gang kommer mig til undsætning. ”Hun kiggede bare nogle fotos igennem på sit kamera.” Det var sandt. Politimanden virker ikke spor overbevist. Han mumler et eller andet og klapper omsider bilen på taget. Vi er ude af lejren. Det samme vil andre være inden længe. For mange kan ikke udholde livet bag pigtråden. Men hver dag vil flere nye komme til, tidligere beboere vende tilbage i håbet om, at forholdene er blevet bedre. Nogle flygtninge vil rejse tilbage til Syrien, mens andre vil søge mod Europa i håb om at skabe sig en bedre tilværelse.

TA B A F A LT IN G

O DE R EN toger imod nødhjælpspakken med et taknemmeligt nik og forsvinder ud i køkkenet. Faderen viser mig ind i stuen.

JORDAN - 2013

Lejligheden i Amman har stort set ingen møbler. Der er mælkehvide klinker på gulvet, rummet oplyses af en skarp pære i loftet. Familien er flygtet fra Damaskus og har mistet alt. Der er fire børn i familien – de er på alder med mine egne fire drenge, som befinder sig trygt hjemme i København. Jeg har rejst fra by til by i flere dage, talt med syriske flygtninge fra morgen til aften både i FN-lejren Zaatari og med dem, der bor udenfor. Mange flygtninge smugles ud af Zaatari, fordi forholdene er horrible. I mit hoved hvirvler de traumatiserede stemmer rundt mellem hinanden i en frygtens kakofoni. Faderen placerer sig på en let polstret stol ved siden af tolken. Jeg sætter mig overfor på det yderste af en blød sofa. ”I har ikke været i Zaatari?” Faderen ryster på hovedet. ”Alt for farligt,” siger han. ”Vi er jo kristne!” Det viste sig, at de færreste kristne turde opholde sig i FN’s lejre af frygt for radikaliserede muslimer. Det ville hurtigt rygtes, at der boede en kristen familie i et telt. Kvinder og børn ville ikke være i sikkerhed. Faderen var tidligere forretningsmand, var omkring de halvtreds og kunne ikke forsørge sin familie. Kombinationen af demokratisk tankegang og kristen baggrund isolerede dem. Forældrene kom ofte i den ortodokse kirke, hvor de samlede kræfter og livsmod. Frygten lurede hos familien, som hos alle de andre flygtninge, jeg mødte. Som jeg langt senere skulle høre den amerikanske psykolog og traumeekspert Diane Langberg formulere det lidt kontant, så er flygtningens traume: Tab af alting. Tab af hjemmet, tab af land, tab af rødder, tab af rutiner, tab af lugte. Tab af fred, glæde, håb, værdighed, referencepunkter. Tab af tro, sprog, mad, sange, historie, relationer. Tab af traditioner, venskaber. Flygtningen mister emotionelt, materielt, socialt, kulturelt, geografisk, spirituelt, religiøst. Flygtningens relationer skal derfor væves sammen på ny. De befinder sig i en permanent tilstand af usikkerhed. Forudsigeligheden forsvinder, flygtningen er fremmedgjort og mister sin identitet.

Når Gud bøjer sig Af Synne Garff © 2018 Synne Garff og Det Danske Bibelselskab Forfatter: Synne Garff Redaktion: Lil Vad-Schou Forlagsredaktion: Lisbeth Elkjær Øland Korrektur: Ane Horslund Elvej Grafisk tilrettelæggelse: Sune Ehlers / River Design Omslagsfoto: Les Kaner Billedbehandling omslag: Anders Bach Petersen Illustrationer: Lotte Lyng s. 16, Les Kaner s. 34, 96, 140 og 158, Adam Garff s. 64, Synne Garff s. 42, 56, 110, May Anushavanyan s. 80, Elalie Khalil s. 118, Johannes Garff s. 128 Illustrationer inderside af omslag: Les Kaner – første collage 1, 3, 6 og 8, sidste collage 1, 4 og 9 Adam Garff – første collage 2 og 5, sidste collage 6, 7, og 8 May Anushavanyan – første collage 4 Synne Garff – første collage 7, 9 og 10, sidste collage 2 og 5 Anonym syrisk fotograf – anden collage 3 Fotograferne har copyright på disse billeder. Tryk og indbinding: Tarm Bogtryk A/S og Centrum Bogbinderi A/S Bogen er sat med Tiempos, Circular og Steelfish og trykt på Arctic Volume White 115 gsm I bogen er der citeret fra Bibelen i den autoriserede oversættelse af 1992 1. udgave, 1. oplag, 2018 ISBN 978-87-7523-904-7

Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk

å hotellet om aftenen kigger jeg ud ad vinduet. Solen forsvinder bag en smal bræmme af skyer over millionbyen Amman. På et øjeblik bliver der mørkt. Jeg tænker på alle de ulykkelige skæbner derude. Hvem skal dog tage sig af dem? Harriet havde ofte sagt: ”Mennesker med problemer har en tilbøjelighed til at blive tiltrukket af traumebranchen.” Jeg erfarede, hun havde ret. Det var jo mine egne sekundære traumer, der blandt andet havde drevet mig i begyndelsen. (Uddrag fra bogen)

Forsidefoto © Les Kaner: Synne Garff taler med traumatiserede flygtninge under et træ i Nakivale Refugee Settlement, Uganda, 2017

vordan får man mod på livet igen, når man har mistet et barn? Er blevet voldtaget eller tortureret? Har oplevet alvorlig sygdom? Eller måske selv har forfærdelige ting på samvittigheden?

I bogen fører SYNNE GARFF samtaler om tro, fortvivlelse og afmagt med forfulgte kristne, flygtninge, fængslede, aids-syge, børnesoldater, kirkeledere og traumeeksperter rundt om i Mellemøsten og Afrika. Da hun erfarer, hvordan metoden ”bibelsk sjælesorg” får traumatiserede mennesker til at genvinde livsmodet, begynder en personlig rejse for at forstå, hvad det er, de bibelske fortællinger kan, når de kombineres med psykologi og drøftes i grupper. Forfatter og præst Synne Garff er international chef i Bibelselskabet. Hun har i årevis rejst på kanten af krig, katastrofer, livstruende sygdom og religiøs fanatisme og har været vidne til megen lidelse. Læs hendes beretninger fra en verden, de færreste har adgang til.

BIBELSELSKABETS FORLAG

9 788775 239047