Uddrag: Sommerfugl af Maria Helleberg

Maria Helleberg Roman

Kamp og kĂŚrlighed i reformationstidens Norden Bibelselskabet

180922_DDB_Sommerfugl.indb 2

10/09/2018 10.30

Bib_He

Sommerfugl

Til Mikael Venge

180922_DDB_Sommerfugl.indb 1 Bib_Helleberg_Sommerfugl_omslag_FINAL.indd 5

10/09/2018 10.30 29/08/2018 14.56

180922_DDB_Sommerfugl.indb 2

10/09/2018 10.30

Bib_He

Maria Helleberg Roman

Kamp og kĂŚrlighed i reformationstidens Norden Bibelselskabet

180922_DDB_Sommerfugl.indb 3 Bib_Helleberg_Sommerfugl_omslag_FINAL.indd 6

10/09/2018 10.30 29/08/2018 14.56

SOMMERFUGL © 2018 Maria Helleberg og Det Danske Bibelselskab Omslags- og kortdesign: Alette Bertelsen Sats: Christensen Grafisk Tryk og indbinding: Tarm Bogtryk A/S Forlagsredaktion: Simon Hansen og Karen Karmark Korrektur: Philip Reitzel Bogen er sat med Minion Pro og trykt på Munken Print Cream 70 g 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7523-892-7 Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk

I "Sommerfugl" indgår musikken fra den historiske periode som et vigtigt element. Musikken, der optræder i romanen, kan høres på albummet af samme navn. Det er de to ensembler Almune og Götterfunken, der er gået sammen om at arrangere og indspille musikken som et soundtrack til romanen.

Albummet kan købes som cd på www.bibelselskabet.dk eller digitalt.

Se mere på hjemmesiderne www.almune.dk og www.goetterfunken.dk.

180922_DDB_Sommerfugl.indb 4

10/09/2018 10.30

Indhold

KAPITEL 1 Nils 7 KAPITEL 2 Mette Dyre 44 KAPITEL 3 Familie 104 KAPITEL 4 Svante Nilsson 147 KAPITEL 5

Val­ken­dorf 163

KAPITEL 6 Doctor Vincentius Lunge 204 KAPITEL 7 Efterleverske 257 KAPITEL 8 Jon 307 KAPITEL 9 Daljunkeren 335 KAPITEL 10 Fejde 374 KAPITEL 11 Faldet 396 KAPITEL 1 2 Lucie 458 KAPITEL 13 Olav 500 KAPITEL 14 Jens og Jens 537 Ord 561 Kort 564 Tak 567

180922_DDB_Sommerfugl.indb 5

10/09/2018 10.30

180922_DDB_Sommerfugl.indb 6

10/09/2018 10.30

K A PI T E L 1

NILS

1495 Bergen, Bergenhus Ingen stod og ventede på hende, da hun gik uden for huset. Og hun havde sådan glædet sig til at være sammen med ham. Hun blev stående og så sig om, og fornemmede, at det ikke ville nytte at kalde. Væk var han. Audun havde ventet på hende hver dag i over et år, men i dag var han forsvundet.

Han var rejst med, da hendes far tog søn og datter og alle sine svende med, fra Seim til Kvåle og derfra til Bergen. Han havde båret og slæbt og lastet skib. Men han havde været hos hende. Nu stod hun helt alene, midt mellem de vældige bygninger på Bergenhus, og så sig om. Det regnede stille, og hun anede ikke, hvor hun skulle lede. Hendes forældres gårde kendte hun, men Bergenhus var en borg fuld af gemmesteder og hemmeligheder.

I morges var hun løbet ud af stenhallen og havde hørt hans stemme, eller noget, der lignede. En lille gruppe af hendes fars svende var på vej ud af borgen sammen, de tumlede med noget levende. Råb og slag og spark havde der været, og porten lukkede sig. Hun ville ikke tro det, men måske havde de skilt sig af med hendes Audun med vold. Det var sket igen og igen i hendes femten leveår. Vigtige, elskede personer kom og gik. De forsvandt, når hendes mor blev træt af dem. Først var Ingerds amme forsvundet, så børn, hun havde leget med – derefter forsvandt venlige tjenestefolk, familiens kapellan – og forrige år den lærer, hendes far havde fundet. Nu havde afgrunden opslugt Audun.

Hun fortsatte hele vejen rundt om den gamle stenhal og vendte tilbage til Søkastellet, hvor hendes forældre havde indrettet sig. Lidt mod vendte tilbage til hende. Måske var han sendt ud i et ærinde af hendes mor? Hun spurgte to mænd, som bar brænde, men de havde ikke set ham. De havde intet at sige hende, de var optaget af at tage deres huer af for at hilse på det fornemme menneske, hvorefter de stod og så ned på egne fødder. Nogen 7

180922_DDB_Sommerfugl.indb 7

10/09/2018 10.30

måtte have indskærpet dem betingelsesløs lydighed, de var blevet truet til tavshed af hendes mor. Det var også sket før.

Audun havde aldrig svigtet hende. Han ventede trofast i timevis på hende, og blev lettet og glad, når hun dukkede op. Tog hendes hånd og gik med hende, hvorhen hvor hun ønskede. De tilbragte megen tid i det tomme kapel. Hun morede sig over, hvor mange ærinder hendes mors piger havde i kapellet, hvis hun og Audun sad derinde og talte med hinanden. De talte mest om Auduns fremtidige liv. Hans håb var at komme til Helgeland, på de gode ægvær kunne en mand fylde en tønde på en time. Så kunne han måske vinde hendes fars opmærksomhed. Lensmanden på Bergenhus kunne forandre sådan en ung, fattig mands liv med en enkelt sætning.

En eneste ting, som Audun havde sagt til hende, larmede stadig, – Dit liv er fastlagt, men mit kan forandres, hvis den rette gør det rette for mig, i rette tid. Indtil nu havde hendes forældre nærmest forarget forkastet alle friere. Men en dag måtte hun jo forlade familie og hjem og begive sig ud i et nyt liv som nogens hustru. Når hun tænkte på begrebet ægtemand, var det en skikkelse uden hoved. Audun, derimod, havde øjne og hænder og stemme. Han havde hjulpet hende med at flette håret dagen forinden. Så blide hænder som en kvindes.

Netop i går var hendes far ankommet til Bergenhus, med beredne svende, jagthunde og uro og larm. Ingerds far, Otte Mattssøn, havde endda talt med hendes mor, og så vidt Ingerd vidste, havde hendes forældre sovet i samme seng, for første gang i flere år. Det eneste, som var i stand til at holde Ingerds far ude af borgen, var, hvis hans hustru indfandt sig. I årevis havde hendes forældre undgået hinanden, nu var hendes far vendt hjem, som han selv kaldte det, selv om han, ligesom hendes mor, flyttede fra gård til gård gennem Norge. Hendes forældre havde noget for med hende, det vidste hun. Hvordan kunne det hænge sammen med hendes venskab med Audun?

Han havde fået lov til at gå lige bag hende sidste påskedag, hvor hun, hendes mor og hele husstanden højtideligt skred op gennem domkirken, fulgt af tjenere og svende. Han havde båret hendes handsker og bedekrans og bønnebog. Sådan var det begyndt.

Lige siden besøget i Trondheim havde han ventet på hende, hver morgen, når hun forlod hallen efter at have spist med sine forældre, sin bror og husets tjenere. Audun var ikke fornem nok til at spise i hallen, vidste 8

180922_DDB_Sommerfugl.indb 8

10/09/2018 10.30

hun. Men høj, lys og letfodet var han. Bøjede sig altid dybt for hende, når hun kom løbende ud til ham. Han så hende ind i øjnene, den eneste tjener på alle familiens gårde, som vovede at gøre netop det. Han havde endda besteget Søkastellets tag, så du kan se verden gennem mine øjne, sagde han og lo. Men det var jo hende, for hvem verden lå åben, havde hun tænkt, skamfuldt.

Han stammede fra en gård i Troms, og han var tredje søn af fire. Der var ikke meget at arve, så han var sendt ud i verden. Det var hans yndlingsudtryk. Ingen i hans familie vidste, hvad han havde oplevet, de havde sandelig ikke besøgt domkirken i Trondheim. Der skulle både hendes forældre og hun selv en dag hvile. Der var ingen andre jævnaldrende, som turde tale med hende. Og hendes bror, Olav, var familiens dyrebare skat, svagelig og krumbenet, han skulle både skånes og hærdes. Ham undgik hun, så meget som det var muligt for en lillesøster.

Mere og mere bekymret gik hun fra hus til hus og ledte, og begyndte at kalde. Alle, hun mødte, vendte om og undgik hende. Det foruroligede hende endnu mere. De søgte at skjule noget.

Hendes forældres køgemester regerede over borgens forråd og stalde.

Det var en lang, tør og alvorlig mand, hvis skarpe stemme kunne høres vidt omkring, sådan fandt hun ham. Hendes blotte nærvær gjorde ham altid forlegen, og hun forstod, at det ikke indgik i hans egen opfattelse af sit arbejde at stå til tjeneste for høvedsmandens eneste datter, femten år og ugift. Hendes status virkede som det rene edder på de fleste. Han bøjede sig smilløst dybt forover og blev stående ved siden af bordet med velplejede kontorhænder foldet foran sig. Ingerd hilste og spurgte, om han vidste, hvor Audun var blevet af, om han stadig opholdt sig på hendes forældres gårde, Seim eller Kvåle. Og ikke mindst: hvorfor. Køgemesteren rømmede sig og så ned på bordet, som om svaret fandtes mellem dokumenterne.

–Den unge mand blev mig bekendt afhentet af fruens folk og afstraffet for sin dumdristige opførsel, sagde han med klemt stemme, – jeg ved ikke, hvor han er nu. Om han i det hele taget er i live.

Dumdristig, det plejede da ikke at være noget, man straffede mennesker på livet for at være. Det bar straffen i sig selv.

–Han må være i live, for han har intet forbrudt, sagde Ingerd, – jeg er den eneste på Bergenhus, som har haft med ham at gøre, og jeg ved, han intet forkert har gjort.

9

180922_DDB_Sommerfugl.indb 9

10/09/2018 10.30

Hun opgav og gik op i Søkastellet, det høje hus, hvor hendes mor åbenbart havde indrettet sig. Hun bankede på og trådte ind og huskede at hilse, hendes mor var krævende på det punkt. Alle, der arbejdede for fru Ingebjørg og hendes slægt på alle de gårde, hun ejede sammen med sin mand, var forpligtet til at yde hende respekt. Så Ingerd bøjede knæ, inden hun beklagede sig over, at hun ikke kunne finde Audun.

–Ikke så hurtig, Ingerd, sagde hendes mor uden at se op fra det brev, hun åbenbart selv var ved at skrive, med langsomme, fine bogstaver, så spidse som kirkespir, – tal roligt og klart til mig. Du må ikke sjuske. Hvad er det, du undrer dig over og vil spørge om? Koncentrer dig og begynd så forfra.

Tonen alene advarede hende, og synet af hendes mors lukkede ansigt.

På en eller anden ufattelig hæslig måde var Auduns forsvinden forbundet med hendes mor.

–Hvor er Audun? Han stod ikke og ventede på mig. Han blev straffet, har jeg hørt, og sendt væk. Hvor er han blevet sendt hen? spurgte hun, langsomt og tydeligt, og hendes mor lagde den lille pennefjer fra sig og rensede omhyggeligt højre hånd for blæk.

–Når vores datter ikke selv forstår, at hun foretager sig noget utilstedeligt, må hendes forældre skride ind og forhindre, at det værst tænkelige sker, sagde hendes mor.

Det værst tænkelige, det måtte da være døden. Hun tav og stod helt stille foran sin mor, med hænderne samlet foran sig. Hun ville have et rigtigt svar.

–Hvor er Audun så nu? spurgte hun, da hun ikke længere kunne udholde tavsheden, hverken sin egen eller sin mors.

–Han er hos sine egne, kom det straks, og med kraft, – hvor han hører hjemme.

–Har det at gøre med, at far er kommet tilbage? spurgte Ingerd så.

Hendes mor fnøs.

–Din far har sendt sin bondepige og sine bondebørn væk, sagde hun, hårdt, men glad. Ingerd undrede sig endnu mere, –Den kvinde, han foretrækker at leve sammen med, frem for sin hustru. De børn, han hellere vil omgås i hverdagen, end dig. Men han har fået brug for os igen, ser du.

Ene og alene fordi du er ved at blive voksen.

Og Audun. Han arbejdede jo her, tænkte Ingerd fortvivlet, det var hos hende, han hørte til. På en eller anden måde havde Auduns forsvinden at 10

180922_DDB_Sommerfugl.indb 10

10/09/2018 10.30

gøre med det faktum, at hendes far igen var dukket op i hendes liv. Og at hendes fremtid skulle fastlægges.

–Audun vender aldrig tilbage hertil, fortsatte hendes mor, – ingen af hans bliver foged på nogen gård i din fars eller mit eje. Han har svigtet sine løfter og gjort sit bedste for at lede dig i fordærv. Hans forældre, de skidne bønder, ville formentlig gerne have set ham gøre dig med barn, så de kunne arve. De kan tro nej.

Ingerd havde aldrig før hørt sin mor tale så meget. Hun afgav ordrer, eller hun svarede, kortfattet og præcist. Denne enetale var en rystende undtagelse. Og Ingerd forsøgte at fatte meningen, selv om hun vidste, det ville blive forfærdeligt.

–Er han stadig i live? spurgte Ingerd, og hendes mor lo hårdt, uden at se på hende.

–Ja da. Tror du virkelig, at jeg vil synke så lavt som til at skaffe en så ubetydelig mand som din Audun af med livet, uden lov og dom? Tror du ikke, jeg magter at fjerne ham og at holde ham på afstand af os?

Lettelsen gik gennem hende som ren sødme. I det mindste var han stadig levende. Hun åbnede munden for at spørge om mere, men hendes mor overdøvede hende, i et tonefald, der gjorde klart, at enhver modsigelse var nytteløs.

–Ham har du set for sidste gang, sagde hendes mor, dette var afslutningen på samtalen. Hun rømmede sig ned i en rund hånd og rakte igen ud efter pennefjer, hun var ikke blevet færdig med brevet og ville gerne have ro.

–Audun har aldrig gjort noget forkert, indvendte Ingerd, vel vidende at hun ikke fik mere ud af sin mor. Audun var udskilt af hendes liv, og hun kunne ikke gøre hverken fra eller til. Ikke engang appellere til sin far, han hadede uro og skænderier, han ville have smil og fordragelighed omkring sig.

–Ja, det ved du vel bedst, kom det med en uventet styrke fra hendes mor, der ikke ophørte med at skrive, bogstav efter bogstav, dyppede fjer i blæk og strøg det overflødige blæk af og kom med en lille hånlatter.

–Gør dig i stand, så vi kan vise dig frem, sagde hendes mor ganske stille, da Ingerd nejede og forlod hende.

Der kom hele tiden skibe til Bergen, men de fleste var handelsskibe, som lagde til ved Bryggen. Så var der de hurtige skibe, jekter og jagter, og 11

180922_DDB_Sommerfugl.indb 11

10/09/2018 10.30

en sjælden gang kom en enkelt stormand til byen på et tungere skib, med heste og svende. Sådan et skib så hun på Vågen, og dem, som kom til byen på denne måde, endte altid på Bergenhus. Ingerd så skibet fra vinduet i fruerstuen og løb ud for at se bedre, op på murene, hun ville se, hvem det var, der ville besøge hendes forældre.

Skibet lignede det, hendes forældres ven Nils Henrikssøn ejede. Der var næsten ingen vind, så hun kunne ikke læse det våbenmærke, som den slappe vimpel angav. Hun styrtede ned ad trappen igen, gæsten måtte allerede være steget i land. Nils var ingen overraskelse, han sov altid en nat hos hendes forældre på vej til sit gods Østerått langt nordpå.

Hendes mor beklagede sig indimellem over, at Ingerds farfar havde solgt den prægtige gård, med borg og Ørlandets bedste jord, til Nils’ far, to år inden Ingerd blev født. Ingerd gik ud fra, at hendes far, hvis jordebøger med beskrivelser af alle besiddelser fyldte fem skindindbundne bind, var rig nok. Nils pralede aldrig, og han lod til at være fuldkommen ligeglad med hendes fars demonstrationer af magt og myndighed. Nils havde lært hende at danse som en voksen kvinde, takket være ham kunne hun nu danse pavane. Sådan var han mod alle, han mødte på sin vej: venlig, imødekommende, storsindet. Ham havde hun brug for.

Han var formentlig den eneste i hele verden, som ville kunne skaffe hende Audun tilbage.

Denne gang vinkede han til hende, åbenbart glad over, at netop hun var kommet ned for at byde ham velkommen. Nils færdedes som alle mennesker på hendes forældres alder i en verden et sted over hendes.

Men Nils gjorde noget uventet, noget, voksne sjældent gjorde, han halvløb hende i møde, endda med udbredte arme. Hun standsede og iagttog ham med åben mund, tænk, at han var så glad for at møde hende. Og så standsede han lige foran hende, og de udbredte arme faldt. Men han holdt begge hænder frem, og hun lagde sine fingre prøvende på hans håndflader.

Trådte et skridt fremad, og han lo og så hende ind i øjnene. Der var ingen tvivl. Han var virkelig helt utilsløret glad for at se hende.

–Du klatrer som et gedekid på en fjeldside, lo han. Og så kyssede han hende. Det havde hun ikke set mange andre gøre. Kun mænd og koner. Og glade trolovede. Ingen kyssede på Ingerd. Ikke på denne måde.

Nils kyssede hende blidt på munden, mens han løftede hende ned mod sig. Hun var, fornemmede hun, så let som en hundehvalp i hans arme, og 12

180922_DDB_Sommerfugl.indb 12

10/09/2018 10.30

han løftede hende og kyssede hende igen. Han smagte godt. Han duftede godt. Hun følte sig fuldkommen tryg i hans arme. Hvor kært, at han var fuld af omsorg for hende. Så forskelligt fra hendes egen far. Nils havde hverken kvinde eller børn, men han var åbenbart glad for at håndtere hende, der jo var begge dele.

Nu anbragte han hende foran sig med et lille suk og et smil, løftede den vældige hånd og lod den glide over hendes hår og kind, lige til hendes hals. Hånden blev til en pegefinger, som tegnede hendes hages kontur og lagde sig mod hendes læber. Op kom en lille lilla pose, snøret sammen, og op af den et lille smykke, hun genkendte blomsten, det var en nellike.

I en kæde, der skulle hænges om hendes hals.

Nok var hendes forældre rige, men gaver var det småt med. Hun kunne ikke engang huske, hvornår hun sidst havde modtaget noget, der ikke var nyttigt. Smykket kunne hun selv ikke se, men det hang nu om hendes hals som et tegn til alle andre. Han så hende opmærksomt ind i øjnene, lagde hånden mod smykket og lod den glide op til hendes hage. Forstod hun gaven? Ikke spor. Men hun var både overrasket og glad. Tænk, at hendes fars bedste ven kom sejlende med smykker til hende. Måske ville han synes om, at hun kyssede ham på kinden, det gjorde hun, så hastigt, at han ikke nåede hverken at bremse eller tage imod hende.

–Åh, du, sagde han, tog hende fast i hånden og fulgtes med hende, –jeg er kommet for at tale med dine forældre, forklarede han alvorligt. Men sådan var det med alle gæster, de kom sandelig ikke for at tale med Ingerd.

Måske vidste han, hvad der var blevet af Audun.

En af hendes mors tjenere stod og trippede og bøjede sig mod hende: Det var hendes far, som gerne ville tale med hende. Det skulle åbenbart være lige nu. Ville han ikke hellere se Nils? Hun vendte sig mod gæsten, der smilende rystede på hovedet, han ville i stedet opsøge hendes mor.

Hvor opførte alle sig underligt i dag. Audun var forsvundet, Nils kyssede hende, hendes far var vendt hjem og ville tale med hende, hendes mor knap så gerne. Alle gjorde det modsatte af, hvad de plejede.

Ingerds far havde en uvane med at tilkalde hende, hvorefter han glemte hende. Alle pligterne kom først, og han var glemsom. Så kunne hun sidde musestille og iagttage ham, mens han læste dokumenter, dikterede svar og sammen med sine skrivere satte segl under brevene. Det skete da, at 13

180922_DDB_Sommerfugl.indb 13

10/09/2018 10.30

han virkelig havde noget at sige, men sidste gang tog det fire timer at nå dertil, og hun mørnede i ventetiden.

Hun ventede uden for den solide dør, for hun hørte sin bror, Olav, råbe derinde, –Og hvad med mig, hvad med arven? Du lovede mig det jo, ind i Rein kloster med hende, hun kan blive en fremragende abbedisse, hun aner jo ikke, hvad hun går glip af.

–Nils spurgte selv efter hende, sagde hendes far undseeligt, – og Østerått går tilbage til slægten. Det er da en god, nyttig brug af en datter, ikke sandt?

Hendes ufattelig, rige far plejede at krybe sammen, som en kattekilling, man smed vand på, når hendes bror foldede sig ud. Olav gik ellers for at være svagelig, og passede grundigt på sig selv, men i dag brølede han som et vildt dyr.

–Og så forærer du halvdelen af vores besiddelser til Nils Henrikssøn!

Den lille tøs skal sidde på vores gamle ejendom. Far, du har svigtet os alle.

Først mor. Men mest af alle mig. Du har stjålet halvdelen af min arv og foræret den til Nils Henrikssøn. Tilmed skal jeg høre det fra fremmede.

Døren begyndte at åbne sig, og hendes bror kantede sig ud. Hvid i hovedet og fuld af afsky, som han ikke fandt Ingerd værdig til at modtage.

Kun hans ene benede skulder ramte hende og sendte hende ind i væggen.

Sælsomt nok pegede han på hendes smykke.

–Er du tilfreds nu, grådige tøs? råbte han efter hende. Hun kendte ham jo, kun trusler, han turde ikke gøre alvor af sin vrede. Han misundte hende mest af alt hendes sundhed.

Og så kunne hun gå ind til sin far, der havde fået røde, runde kinder efter opgøret med sønnen. Hendes far kiggede i sine papirer. Ingerd stod stille og trak vejret i små stød, hun var utålmodig. Hun rømmede sig og vovede at spørge sin far, om han havde noget at meddele hende. Han hørte hende ikke.

–Vi har fået gæster, underrettede hun ham. Endelig kiggede han direkte på hende, kom til at smile over sin egen glemsomhed, lagde den slidte pennefjer fra sig og sagde ganske roligt.

–Ja, da. Nils kommer til os i morgen, hvis vinden føjer sig. Så får vi aftalt din trolovelse.

–Hvis du mener Nils Henrikssøn, rettede hun sin far, – så må vinden have føjet sig godt, for han er lige ankommet. Han er inde hos mor nu.

14

180922_DDB_Sommerfugl.indb 14

10/09/2018 10.30

Hvis hendes far var så uopmærksom, kunne det tage lang tid bare at få afleveret en kortfattet besked.

–Åh, undslap det hendes far, og han krøb ind i sig selv, – og her sidder jeg i mine egne tanker og med mine kedelige papirer. Din bror er lige rejst, ser jeg. Har du talt med Nils? Hvad siger du til at fejre bryllup dagen efter apostlen Matthæus’ dag? Din mor mener, det er godt sådan. En gunstig dag. Høsten i hus.

–Vil min bror rejse fra Bergen på grund af mig? Tager han min ven Audun med? spurgte hun frygtsomt, selv om Audun havde været forsvundet i timevis. Hun håbede. Det ville være sådan en god løsning, hvis Audun bare skulle rejse med bror Olav. Hendes far så hende ind i øjnene, helt udtryksløst ligeglad, og fortsatte med sine egne sager.

–Jeg er ikke herre over, hvornår eller hvorfor min eneste søn forlader Bergenhus, sagde hendes far stift, –og jeg aner heller ikke, hvem han tager med sig, det er sandelig hans egen sag.

Hendes far holdt ikke af hverken vrede eller andre former for lidenskab. Hvad hans børn mente og sagde om hinanden, kom ikke andre ved.

–Vi må tale med dig om din trolovelse, det er på tide nu, sagde hendes far dæmpet, som om han egentlig ikke mente, at alt det angik hende.

Trolovelsen var åbningen til frihed og voksenliv. Hun var snart seksten og havde været mandbar, som hendes mor så smukt kaldte det, i tre år.

–Spørger du ikke med hvem? spurgte hendes far, uden at røre sig, og sendte hende et lille skævt smil, som om han allerede opfattede hende som en voksen kvinde, – du kender ham jo. Han har ventet på dig i årevis.

–Far, han er lige kommet, hviskede hun og forsøgte at møde sin fars blik, men det ønskede han ikke, – vil du tale med ham?

–Tror du ikke, det er bedst, at han aftaler resten med din mor? Hun har bedre forstand på den slags, sagde hendes far og satte sig igen lettet foran bunkerne af papir. Pillede et ark ud fra bunken og holdt det op foran sig, mens han rømmede sig.

Og så kunne hun ikke udholde mere samtale med sin far, hun løb ud af rummet, ned ad trappen, ud i det fri. For tre år siden havde hun og hendes forældre besøgt Nils’ store gård Østerått, han havde vist hende hver eneste hest og hund og sværd og harnisk, han ejede. Ufattelig kedeligt. Kun hallen havde imponeret hende, længere end i noget andet hus, hun havde 15

180922_DDB_Sommerfugl.indb 15

10/09/2018 10.30

betrådt, bortset fra domkirken i Trondheim. Nu var han åbenbart på vej ind i hendes liv for altid.

Nils Henrikssøn havde altid været til stede i udkanten af hendes liv.

Hvor gammel han var, vidste hun ikke præcis, alder talte folk sjældent om. Hun gik ud fra, at han var på alder med hendes far, men han var ven med alle, og han talte med hende, som om hun var voksen. Det var ikke meningen at løbe lige i armene på ham, men her stod han og ventede, så hun måtte standse og anerkende ham. Det var ikke ham, som fulgte efter hende, og hun flygtede heller ikke, det skulle han vide. Hvad forventede han? Han så hende ind i øjnene, og hun ville sige noget, men han rystede på hovedet. Det var ikke ment som benægtelse. En form for lys var tændt i hans øjne, sælsom beundring.

–Har nogen set noget smukkere, hviskede han, – du er en sommerfugl.

Ingen må tage hårdt på dig. Hvis du vil hvile på min hånd, må du flyve, når du vil. Jeg vil gøre hvad som helst for dig, hvis du giver mig lov.

Som om han stjal sig til noget, han ikke havde nogen som helst ret til, strakte han sig ind og berørte hendes kind med munden. Mindre end et kys, men ubetinget et kærtegn.

–Bliv ved, sagde hun, og mente det. Intet menneske havde før koncentreret sig sådan om hende. Han lo stille og fornøjet og rørte hende igen, strøg hende over kinden og kyssede hendes pande.

–Du er da vel ikke løbet væk fra din far, fordi han foreslog …? sagde han så. Hun så ham falme og trække sig ind i sig selv, det var et sørgeligt syn, hun ikke brød sig om, så hun skød sin hånd ind i hans. Det fik ham til at smile, og han forsøgte at læse udtrykket i hendes ansigt. Så bøjede han sig en anelse mod hende og førte hendes hånd op mod sin mund, så han kunne kysse knoerne. Hendes hånd blev væk i hans.

Det var lige før, han løftede hende over trinnene ind i huset. Han tog kåben fra hendes skuldre og strøg hendes hår over issen og nakken.

–Nå, du bringer hende selv hjem, lo hendes far og lagde en hånd på Nils’ skulder. Så lo hendes far mod hendes mor, der stod bag dem, og som kun havde blik for det smykke, Nils havde givet Ingerd.

–Jeg har endnu ikke fået talt med hende, sagde Nils, – det er op til jer at forklare. Og så vil jeg høre ja-ordet fra hendes egen mund, uden tvang eller tvivl eller overtalelse. Jeg har ventet på hende i tre år. Jeg gifter mig ikke med et barn eller med en modvillig kvinde.

16

180922_DDB_Sommerfugl.indb 16

10/09/2018 10.30

–Nellike, sagde hendes mor og nejede med en vis elegant ironi, – frierens blomst, ja.

Ingerd havde hørt hvert et ord og så fra den ene til den anden. Omsider fik man ren besked, det var så, hvad de havde planlagt, og den aftale havde åbenbart taget Audun fra hende. I det mindste ønskede Nils at høre, hvad hun selv mente. Det ønske delte hendes forældre ikke.

De skulle spise sammen, familien og gæsten. Ingen andre. Selvfølgelig sad Ingerd ved sin fars side, og ved sin anden side havde hun Nils. Han havde travlt, han lagde de bedste stykker kød over på hendes sølvtallerken.

Skænkede vin til hende, som om hun var hans lige. Skålede med hende og så hende ind i øjnene.

Han lignede hendes far, om end med mindre skæg og mere hår. Nils var altid i bevægelse, hvor hendes far ønskede at hvile. Nils var stram, hvor hendes far var blød. Ellers plejede de to mænd at være højrøstede sammen, de foretrak at være mænd sammen med andre mænd. Men i dag lyttede de til hende. De spurgte hende endda, som om hendes mening kunne have værdi. Men det holdt ikke længe, så begyndte de som sædvanlig at tale hen over hende. Om Nils havde fået flere len at bestyre siden sit sidste besøg? Jo da, lo han og nævnte navne, som intet sagde hende: Vardøhus i Finnmarken, og Hålogaland, som han lod fogeder passe for sig. De lo igen, og hendes far lagde sin hånd over hendes.

–Nils er den rigeste mand i Norge, og du er arving til de største godser i landet, sagde han, lukkede hånden om hendes og smilede ind­forstået. Men det vidste hun jo. Hendes enorme arv. Det var både en byrde, en gave og en trussel. Utallige mænd, danske, svenske og norske, havde forsøgt at fri og havde fået nej af hendes forældre. De ventede på den rigtige, en ustyrlig rig svensk eller dansk adelsmand. Når de sammen tog til Trondheim for at handle eller høre messe i domkirken, var der altid mænd, som forsøgte at fri. Hun kunne se det på dem, de rettede på hat og handsker og bælte for at præsentere sig fra den absolut bedste side, som om deres hår eller ben eller ærmer havde betydning i denne sammenhæng. Svaret var altid det samme, og det kom, inden hun havde så meget som nået at studere de nye friere. Staklerne kaldte hendes mor dem.

Ingen havde spurgt hende selv. Sådan gjorde man ikke. Kun mennesker med helt ligegyldige liv og forsvindende lidt ejendom kunne tillade sig at slippe døtre og sønner løs og lade dem selv finde ægtefæller.

17

180922_DDB_Sommerfugl.indb 17

10/09/2018 10.30

–Husk at være varsom mod hende, kom det umotiveret fra Ingerds mor. Hun lød virkelig bekymret, og Ingerd så undrende på hende, hvem ville dog være andet end varsom mod hende?

–Jeg lover, at intet, der kommer til at ske mellem os, vil tilføje dig ubehag, endsige smerte, på nogen måde, sagde Nils og anbragte den store, årede hånd over hendes. Foldede den ud og holdt om hendes hånd, skærmende, men også som et spørgsmål.

I det øjeblik gispede hun i pludselig vrede og undren. Nu var hele hendes liv forandret. Ikke et ord havde hun selv behøvet at sige, alligevel var hendes liv fastlagt. Denne skrækkelige, uoverskuelige dag, der både tog og gav, med uventet brutalitet. For en gangs skyld så Nils ud til at være usikker, men hvorfor dog det, han havde friet, og hendes forældre havde sagt ja i hendes sted.

–Jeg er den eneste mand i Norge, som kan måle sig med dig, hviskede han. Denne store, voksne mand, som selv hendes far så op til, lød, som om han tiggede hende om et svar. Men der var jo intet spørgsmål. Og han var så meget højere end hende, at hun måtte lægge nakken langt tilbage og se op.

–Jeg har ventet så længe med at gifte mig, forklarede han, – fordi jeg ikke ønsker en hustru, der er lydig og skræmt. Intet barn. Ingen modvillig brud.

Jeg vil have en jævnbyrdig hustru, ikke en undersåt. Dem har jeg nok af.

Hun flyttede blikket fra Nils’ ansigt og betragtede i stedet hans veltrimmede skæg. Munden dirrede. Hun var sandelig ingens undersåt.

Men jævnbyrdig med ham? Hvad forventede han dog, ordet skræmte hende, han var ridder og medlem af rigsrådet og umådelig rig. Hun var femten.

–Jeg indrømmer, at jeg friede til dig første gang hos din far, fordi du er arving til så meget jord. Men en dag i Trondheim fik jeg for alvor øje på dig, og det gik op for mig, at Gud måske ville velsigne mig med dig som hustru. Ikke kun som den kvinde, der skal føde mine arvinger og drive mine godser, men som det menneske, der kommer til at stå mig nærmest, resten af livet. I dag ville jeg have dig, om så du kom til mig uden så meget som en eneste mark.

På hver side af Ingerd og Nils sad hendes forældre i ildevarslende tavshed. Så Ingerd tav også. Havde han stillet hende et spørgsmål? Det mente hun ikke. Skulle hun selv formulere sin accept?

18

180922_DDB_Sommerfugl.indb 18

10/09/2018 10.30

–Må jeg bede Ingerds forældre lade os være alene, sagde Nils med en tilkæmpet tålmodighed, der fik Ingerd til at smile. Hendes far så først appellerende over på sin kone, så rakte han hånden ud og fik hende til at rejse sig. Det tog nogen tid for begge at forlade rummet.

–Nå, er valget til din tilfredshed? spurgte Nils. Løftede hånden og ledte efter noget at bruge den til. Ville vist lægge et par fingre under hendes hage, men fortrød og strøg hende i stedet over kinden, som om hun stadig var et barn. Hvad mente han dog, til hendes tilfredshed? I forhold til hvilke andre muligheder? Søster i Rein kloster? En eller anden ukendt dansk adelsmand?

–Er valget til din tilfredshed? spurgte hun tilbage, for i modsætning til hende havde han jo selv kunnet vælge, og hun ville prøve ham.

–Kæreste yndige pige, hvad tror du selv? spurgte han, og lod begge hænder hvile på bordpladen foran sig, med håndfladerne opad.

–Jeg vil gerne vide, hvad der er blevet af Audun, som tjente min far, sagde hun. Halsen snørede sig sammen på hende, hun havde svigtet og glemt Audun, fordi dagen udviklede sig så uventet. Hun ville først og fremmest ikke græde, men tabet og frieriet slog knude i hende. Hun rejste sig skævt og forsøgte at tørre tårerne af sit ansigt, men det hele blev kun værre. Hun støttede begge hænder mod bordet og græd. Foran sig havde hun Nils, lammet og overvældet. Han sad tilbagelænet, med begge håndflader på bordet, og iagttog hende, som om han tvivlede på alt, hvad han så. Og så løftede han sin ene hånd over hovedet, som om han manede en hel tingplads til stilhed.

–Nej, du må fortsætte, sagde han, – jeg vil gerne vide, hvad der er sket for Ingerd, som får hende til at sørge så voldsomt. Hvem er denne Audun?

Men det kunne hun jo ikke sige, ikke ansigt til ansigt med sin frier.

Hun græd bare, og skammede sig over sin egen fortvivlelse. Hun kunne ikke engang forsvare den forsvundne mand. Og netop i dette øjeblik gik det op for hende, at hendes forældre – givetvis i den bedste mening – allerede kunne have gjort ham ondt, værre end at få ham gennempryglet af svendene på Bergenhus.

–Fortæl mig om den unge mand, sagde han, – og hvad der er sket mellem jer.

Men der var jo netop intet sket mellem dem. Hun vidste, hvad hendes mor havde frygtet, men det var en vanvittig mistanke. Uden at turde se 19

180922_DDB_Sommerfugl.indb 19

10/09/2018 10.30

på Nils fortalte hun den smule, hun vidste om Audun. Hvor han kom fra, og hvad han håbede ville kunne ske med hans liv. Nils nikkede og nikkede og lyttede. Hendes næse stoppede til, og hun igen kom til at græde hæmningsløst. Audun havde været en ren og beskeden glæde, som hun havde mistet for evigt.

–Nu har mor ladet ham mishandle og sendt ham tilbage til hans forældre, og de vil tro, han har forbrudt sig mod os, og de vil blive ulykkelige, og Audun, som intet forkert har gjort, vil aldrig kunne tage fæste hos andre, som kender mine forældre.

Skammen løb gennem hende, skam over hendes egne forældres tankeløse grusomhed.

–Han bliver fattig og ulykkelig, og det er min skyld, fortsatte hun, skylden tårnede sig op foran hende. Hun havde troet, at Nils ville forsøge at trøste hende, men nej. Han rejste sig fra bordet og tilkaldte to af sine egne tjenere. Til dem forklarede han sit ærinde, de skulle sejle til Auduns forældres gård – hun fik omsider at vide, at Auduns far hed Simon – hente den unge mand og føre ham til ærkebispens gård i Trondheim.

Men intet kunne da blive bedre af, at endnu flere magtfulde mennesker blandede sig i Auduns liv. Som om Nils forstod hendes rådvildhed, vendte han sig mod hende og talte både til hende og til sine egne tjenere.

–Jeg kender ærkebisp Gaute godt nok til at vide, at han altid er i bekneb for dygtige folk, forklarede han, – og denne unge mand har tjent under folk, der mildt sagt ikke er nemme at gøre tilfredse. Ærkebispen kan så sætte ham, hvor han gør mest gavn. Han skylder mig en og anden tjeneste.

Den kan han så gøre denne unge mand. Din Audun får et langt bedre liv, end hans fødsel tilsiger, mere end han nogen sinde turde håbe på, og det er din fortjeneste, Ingerd. Du har ikke ødelagt hans liv, du har tværtimod hjulpet ham til et langt bedre liv.

Han ville have hende, om han så skulle købe hendes tillid gennem at hjælpe Audun, faldt det hende ind. Audun havde aldrig været hendes. Den eneste grund til, at hendes forældre kendte hans navn, var, at de havde set hende nyde hans selskab og havde undersøgt, hvem og hvad den unge mand var. Nils ville vise hende, hvor stor hans magt var, også til at udslette uretfærdighed. Og til at gøre hende glad.

–Tak, fik hun sagt og forsøgte at holde op med at græde. Tjenerne gik, og Nils tog igen plads ved bordet. Han sad helt stille med hænderne foldet 20

180922_DDB_Sommerfugl.indb 20

10/09/2018 10.30

foran sig og afventede, at hun fik grædt sig tom og tavs. Men det trak ud, og hun kunne ikke længere styre sin egen krop, den avlede konstant ny skam. Så mærkede hun hans hånd, han strakte sig ind over bordet og lod knoerne stryge over hendes kind.

–Jeg kan ikke gøre mere for din unge ven, sagde han ganske stille, – jeg kan umuligt gå imod dine forældre i denne sag. Men du skal vide, at jeg ikke forventede så megen retfærdighedssans hos en ung pige. Du har overrasket mig på mange måder. Kære Ingerd, jeg må yde noget helt andet som din ægtemand, end jeg forventede. Forstår du mig?

Det anede hun ikke, om hun gjorde. Men han ville have hende til at høre efter. Han lagde begge sine hænder ind over hendes, –Jeg troede, det var nok at begære dig som min hustru, hviskede han, – men du har opstillet nye krav til mig i dag. Jeg er beæret over, at du behandler mig, som om jeg allerede var din mand. Jeg skal gøre mit bedste for at lytte til dig, i hele det liv, vi kommer til at dele, hvis du da vil vide af mig.

I dette øjeblik standsede gråden, og hun forsøgte at se ham klart. Han var ellers uafbrudt i fuldkommen kontrol over alt og alle, glad og stærk og overvældende. Men lige nu sad han foran hende, tydeligvis stedt i dyb og uventet nød. Hun forsøgte at møde hans blik, men magtede det ikke.

Han var mindst lige så fortabt som hun selv.

–Jeg må lære at forstå, hvordan en ung kvinde som du tænker, hviskede han, – ellers kan vi aldrig blive mand og hustru. Og derfor spørger jeg dig, som den mand, der frier til dig i dag, om du har knyttet dig på nogen måde til denne Audun?

Knap nok en berøring havde bundet dem sammen, men Audun havde da tit taget hende i hånden. Ingen kys. Men selv venskab havde vist sig at være ulovligt. Hun så Nils ind i øjnene og nikkede langsomt, det måtte trods alt forholde sig sådan. Hun længtes jo efter Audun.

Han rykkede skarpt baglæns på stolen, og der kom en lille smertefuld lyd fra ham.

–Hvordan har du knyttet dig til denne unge mand? spurgte han hviskende.

–Jeg holdt af ham, han var den eneste, jeg havde at tale med, forklarede hun. Nils var blevet skræmt, så hun, og det var ikke meningen. Han rørte sig ikke, han så hende bare ind i øjnene. Han ventede det værste, kunne hun se.

21

180922_DDB_Sommerfugl.indb 21

10/09/2018 10.30

–Vi har aldrig været alene sammen, og han har aldrig ønsket eller krævet noget utilbørligt af mig, tilføjede hun; det var et udtryk, hun havde hørt sin mor bruge om en forført bondepige.

Nils lukkede øjnene og nikkede, –Jeg tror dig, sagde han og åbnede igen øjnene, men rigtig lettet var han ikke, endnu ikke, –Og jeg spørger så, som den mand, der ønsker at gøre dig til sin hustru, om du tør give dig selv i ægteskab med mig? sagde han endelig, – eller findes der en hindring?

Vil du ikke? Tør du ikke? Holder du af en anden? Jeg ønsker ikke at leve med en kvinde, som længes efter en anden mand.

I det mindste havde han bevist, at han ikke ville hende noget ondt, og han havde søgt at hjælpe Audun så meget, som det var muligt, uden at krænke hendes forældre.

–Jeg længes ikke efter nogen, og jeg vil gøre, som mine forældre ønsker, sagde hun og nikkede grundigt, trak vejret dybt og så igen på ham. Ubegribelig glæde skyllede hen over hans ansigt. Måske havde han virkelig frygtet, at hun ville begynde at skrige, græde eller nægte. Hun lod ham beholde sin hånd. Ganske uventet bøjede han sig frem og lagde sin kind mod hendes. Det virkede, som om han lagde sit liv i hendes hånd. Måske var det, præcis hvad han gjorde.

–Ingerd, sagde han ganske stille, – glem dine forældre. Sig det til mig alene, om du vil gifte dig med mig. Jeg vil vide, hvad du selv ønsker. Hvis du afslår, vil jeg aldrig mere bringe emnet frem. Hvisk det i mit øre, kæreste pige.

Hun kunne ikke selv med sin bedste vilje se, at hendes forældre havde brug for at binde familiens bedste ven tættere til sig. Ønsket måtte stamme fra Nils selv. Han havde friet, hendes forældre havde ikke tilbudt hende til ham.

–Jeg ved, hvor let man kan blive glad for et godt menneske, sagde han ganske stille, –jeg har aldrig giftet mig, ved du. Men jeg har en datter, Dorotea, lidt ældre end dig, hendes mor er en bondepige, og jeg fik hende optaget i Birgittinerklosteret i Vadstena, Sveriges fornemste nonnekloster.

Nu kender du min historie, og jeg kender din, og vi behøver aldrig mere nævne dem for hinanden. Vil du have denne mand, som lægger sig fladt på jorden foran dig, og som bønfalder om dit tilsagn?

Hun trak sig tilbage og så ham ind i øjnene. Så bøjede hun sig over hans hånd og kyssede håndfladen. Kiggede spørgende op på ham, om det var 22

180922_DDB_Sommerfugl.indb 22

10/09/2018 10.30

forkert eller barnligt, men han var ved at briste i gråd. Hun måtte have rystet ham i hans grundvold.

–Ingerd, sagde han bare, – Ingerd. Lad mig vide det. Sig det højt. Sig det til mig. Det, som jeg aldrig før har bedt nogen kvinde sige til mig.

Han spurgte virkelig på egne vegne, ikke gennem hendes far. Han spurgte hende selv. Så fortjente han hendes ja, ikke kun et nik, men en hel sætning.

–Jeg vil med glæde blive din hustru, sagde hun, som om de var midt inde i en lang samtale, og anbragte sin hånd under hans, lod negle og fingre skaffe sig vej. Så ham undrende ind i øjnene, hvordan kunne det dog være så vigtigt for ham? Han måtte da have alt, hvad et menneske kunne ønske sig. Undtagen lige en hustru. Og så havde han fundet på, at han ville have hende. Det dirrede om hans mund, og en muskel i kinden trak sig sammen. Det var lettelse, som skød op gennem ham med et suk, han forsøgte at dæmpe. Så lukkede han øjnene et øjeblik og tillod sig selv at smile. Hvorefter han løftede hendes hånd op mod sin mund og trykkede den mod læberne.

–Gud velsigne dig, svarede han og glippede med øjnene, – jeg turde ikke engang håbe på det svar.

Hvorfor ikke? undrede hun sig, hvad mente han da, der var i vejen med ham selv? Denne mand måtte da kunne få hvem som helst, han ønskede; også noget bedre end en femtenårig. En smuk, voksen kvinde, som han kunne lade styre sine gårde. En kvinde, som kunne noget.

Der var sandelig tårer på hans kinder og i hans øjne, og han sikrede sig hendes hånd og lagde den mod sit ansigt, sådan sad han og nikkede igen og igen, mens han forsøgte at genvinde herredømmet over sig selv.

–Ja, så er vi trolovede, sagde han med en lille latter, rejste sig og kaldte på hendes forældre, hendes far kom ind først, han åbnede minsandten selv den tunge dør. Og udstødte en lille rørt lyd, for de sad med hinanden i hånden. Datter og frier. Og for en gangs skyld virkede hendes mor nærmest tilfreds.

–Nå, så er det ordnet, sagde hendes mor skarpt, – jeg går ud fra, at vi kan sætte segl under kontrakten og få jer to trolovet. Du ved, at trolovelsen er lige så bindende som et ægteskab?

Hvad tror hun om mig, tænkte Ingerd udmattet. Et uvidende barn?

Nils vidste da mere og bedre.

23

180922_DDB_Sommerfugl.indb 23

10/09/2018 10.30

–Vi må forsøge at skole din hustru, Nils, så hun ved nok til at kunne tale med dig, når du tager hende til ægte, sagde Ingerds mor. Sætningen raspede ned ad Ingerds rygrad, rent ubehag. Sådan opfattede de hende altså, en lille gås.

1495 Bergenhus Otte Mattssøn fejrede sin eneste datters bryllup med al den pomp, som kunne købes for penge, på Bryggen i Bergen. Den store stenhal fra kong Håkons tid blev fejet, og væggene malet, hvorefter de blev forsynet med vægtæpper. Alt skaffet af købmændene i byen, som Otte Mattssøn og hans hustru, Ingebjørg, så havde indbudt til festen. Salen måtte jo fyldes med gæster. Kun Ingerd og hendes mor vidste, at Otte havde sendt indbydelse til Unionskongen Hans i Danmark. Der var ikke engang kommet et svar.

Så meget respekterede Unionskongen altså Norges ledende mænd, sagde Ingerds mor, ærligt stødt.

Bryllupsmessen blev sunget i Apostelkirken nær Bergenhus. Nils og Ingerd gik derfra til den store stenhal, som endelig igen blev brugt til det, som i sin tid havde fået kong Håkon til at opføre den vældige bygning: et prominent bryllup. Og Ingerd blev så overdrysset med blomster, at Nils måtte hjælpe til med at ryste kjole og hår fri. Ingen kunne huske, hvornår en borgherre sidst havde fejret sin eneste datters bryllup i byen, så alle lod til at være ekstatiske og ville bringe deres hyldest til den unge pige. Og hendes meget ældre ægtemand.

Hallen var fyldt, det havde Ingerd aldrig før oplevet, og alene lyden af de mange ubeherskede stemmer var overvældende. Nils fik lov til at danse pavane med sin brud, han havde sørget for at indkalde 20 musikere fra Amsterdam. Det hindrede ikke en ældre mand i at hånle ad de to, –Nå, nu har den store vædder da skaffet sig et lille mæhlam.

Herinde var det let at huske Norges historie: kong Sverre, den oprørske Skule Jarl, Hellig Olavs storhed og fald. Alv Erlingsson og Audun Hestakorns fald. Den hellige Sunniva. Alle de historier, Ingerd havde hørt og lært, fordi hendes forfædre havde styret, deltaget i eller overværet begivenhederne. Herinde var landet stadig stort, stolt og rigt. Glæde og beruselse fik Ingerds far til at holde tale for sin datter og hendes brudgom. Om godset Østeråtts ejere. Han begyndte med Finn Arnason, bror til Hellig Olavs banemand, og så vidste Ingerd, hvad der var i vente. Slægtens utro24

180922_DDB_Sommerfugl.indb 24

10/09/2018 10.30

lige fornemhed og mange store personligheder. Og ikke mindst slægtens nedarvede ret til Østerått, borgen som Nils opfattede som sin arv. Kåre Kongsbror dukkede op i fortællingen, og kong Skules banemand, Åsulv Eirikssøn. Den første retssag om godset. Lutter forfædre til bruden. Norges historie var Ingerds slægts historie.

Ingerd kom til at se Nils ind i øjnene, latteren spillede lige under huden, og han langede ud og tog hendes hånd for at undgå det fuldkomne sammenbrud.

–Rigsråd Jep Fastulvssøns enke Elsebe arvede alt slægtens jordegods, og hendes søn Narve ejede gården Østerått i fire år. Hans bror Matts gjorde krav på Østerått efter ham, men den gik i stedet til Filippa Borkvardsdatter.

Nils’ ansigt dirrede af undertrykt morskab, deres blikke mødtes, og han førte pegefingeren op foran munden for at tysse på hende, men Bergens borgere ved langbordene var allerede brudt ud i latterkaskader. Ingerds far fortsatte ufortrødent, – Og min kære svigersøn, herr Nils Henrikssøn, er jo, som nogen ved, født på det herlige Østerått, som hans far i Herrens år 1455 købte af min slægt.

–Lad os skåle på din datters farfars brordatter, sagde Nils og rejste sig, men inkasserede et hvast blik fra sin svigerfar, Otte Mattssøn var endnu ikke færdig med at lovprise sin datters herkomst.

–Ingen ung norsk kvinde har så fornem en afstamning som min eneste datter, sagde Ingerds far, – min Ingerd er datterdatters datterdatters sønnedatter af Norges sidste store drost, Erling Vidkunssøn. Og dattersøns datterdatters dattersøns datter af kong Håkon Magnussøn. Glem aldrig, kære datter, at du er en konges dattersøns …

Længere kom han ikke, det blev for meget for Ingerd, der gled forover, ned i hjælpeløs latter, og Nils fulgte efter, han nåede dog at gribe brudekronen, inden den røg på gulvet. Og stillede den varsomt fra sig på bordet foran sin brud. I dag havde Ingerd fået lov til at drikke vin. For en gangs skyld måtte alle more sig over hendes fars omstændelighed. Hendes forældre tænkte udelukkende i jord og besiddelser. I den sammenhæng var hun nyttig. Lige nu formåede hendes bryllup at binde hendes forældre sammen. De undgik enhver berøring, så knap nok på hinanden, men de befandt sig dog i samme rum, og de skændtes ikke.

De gæster, som var hendes slægtninge, kom alle for at hilse på hende, da maden var spist. Hun genkendte kun ganske få. De hilste og betragtede 25

180922_DDB_Sommerfugl.indb 25

10/09/2018 10.30

hende, som om de kunne lære alt om hende ved et enkelt blik, op og ned.

Så mistede de interessen og gik tilbage til mad og især drikke. Hun var jo stadig et barn, som intet vidste, og ikke kunne bruges til andet end netop dette bryllup.

–Er du træt? spurgte Nils, som standsede foran hende. Hun sprang op og gav ham hånden, og han førte hende ud midt på gulvet. Hun kunne dårligt nok høre musikken for gæsternes tilråb og klappen, men de lykkedes da med at danse hele vejen gennem salen, ganske alene. Så slap Nils hendes hånd, kun for at tage hende om livet, løfte hende højt op over sig og vise hende frem for mængden. Uden at slippe hendes ansigt med blikket lod han hende synke så tilpas, at han kunne nå at kysse hende, og hun tog mod til sig og formede begge hænder om hans kinder. Endnu en fos af lyd slog ind over dem, de forstod sandelig at fejre bryllup.

Nils efterlod hende ved højbordet, hvor den smukkeste kvinde, hun havde set i sit liv, længe havde kredset om hende og hendes mand. Nu, hvor alle alligevel råbte højt, kom kvinden hen til bordet og hilste formelt på Ingerd. Nejede alt for dybt, slog blikket ned, og blev liggende i en flod af silke og mødte så omsider Ingerds blik med et sært indforstået smil.

Denne vidunderskønne kvinde, der udsendte en blid, sød blomsterduft, lod til at synes om alt, hvad hun så. Men hvad skulle Ingerd stille op med hendes interesse? Hun betragtede den fremmedes skrå øjne, skære hud og store, bløde mund. Sådan ville hun gerne selv se ud. Spændstig, smidig og spinkel. Voksen, ubetinget voksen.

–Du kan ikke kende mig? spurgte kvinden og smilede, og en vag rødme bredte sig over kinderne, – sidste gang, jeg så dig, var du en lille pige, som legede med kattekillinger. Jeg er bare Mette Ivarsdatter Dyre fra Danmark. Forrige år mistede jeg min mand, han var din morbror, Anders. Vi er slægt, du og jeg. Og min trolovede er beslægtet med din far, din farmor var hans moster.

Men Ingerd var jo beslægtet med alle gæster ved sin bryllupsfest. Hun orkede ikke flere udredninger af slægtskab.

–Aldrig har jeg set en brudgom så glad for sin brud, sagde Mette Dyre og lod ansigtet bryde ud i et stort smil, – og så tilfreds en brud. Man skulle tro, i to havde taget forskud på glæderne. Åh, men du må også møde min trolovede.

Og så vendte hun sig en anelse og råbte en mands navn ud i luften, –Knut Alvssøn! Kom og se den lille sommerfugl.

26

180922_DDB_Sommerfugl.indb 26

10/09/2018 10.30

Den lille kvinde rådede over en forbavsende kraftig stemme, der skar gennem alle lyde i salen, som en varm kniv gennem smør. Nede ved langbordet havde en enorm mand iagttaget mødet mellem de to kvinder nøje, nu sprang han adræt op og banede sig vej mod Ingerd. Han var så meget større end Mette, at hun kom til at virke endnu mere spæd og spinkel.

Hun mindede Ingerd om de yndigt malede, pigeagtige helgeninder på væggene i domkirken i Trondheim. Luftige og smidige som grene fra unge birketræer. Og Mettes mand lignede en forklædt bjørn.

Nok var han blevet kaldt op for netop at se og hilse på bruden, men han var egentlig kun interesseret i Mette, fik skubbet sin bjørnelab af en hånd ind under hendes og vovede at kysse hendes pande. Mette sukkede og hviskede noget til ham, og han gav sig endelig tid til at lade blikket løbe ned ad Ingerd, hvorefter han vendte tilbage til Mette. Hun holdt ham i sin hule hånd, sådan så Ingerd ham. Den smalle lille kvinde, som ikke lod til at have mange kræfter, styrede allerede sin kommende mand, denne bjørn i guldbrokade og gyldne kæder.

–Har du set, hvor glad Nils er for sin unge brud sagde Mette og lo, – jeg tror, Ingerd får en god brudenat, Nils har øvet sig i 30 år og mere, på alle villige bondepiger i Trøndelagen.

–Min far har vist gjort det samme, sagde Ingerd. Knut lo i et stød og dunkede en knytnæve i skulderen på Mette, –Din far har to døtre med sin frille, lille Ingerd, men dem sendte han væk, fordi han ville forsones med din mor. Og give dig til sin bedste ven. Din far er bange for, at vi vil splitte Unionen. Din far kan så godt lide at få lov til at stille op til dystløb hos Unionskongen. Det er så også alt, hvad vi kan bruge kongen til.

Ingerd ville egentlig ikke høre, hvad de sagde, men i det mindste fik hun da ren besked. Meget kunne hun tvivle på, men ikke at Nils holdt af hende. Han bemærkede dårligt nok andre, når de var sammen. Ingen anden havde givet hende så megen opmærksomhed, som om han forsøgte at læse hendes tanker. Mette lod til at bemærke hendes ligegyldighed med, hvad Knut sagde, og vendte sig mod sin trolovede. Han havde sagt tilstrækkeligt.

–Når Knut gifter sig med mig, kommer jeg til at bo i Norge, sagde Mette stolt, – med min lille datter. Og hos mine norske slægtninge. Den vigtigste af dem alle vil så være Ingerd, Nils Henrikssøns hustru. Her er mine gaver til dig.

27

180922_DDB_Sommerfugl.indb 27

10/09/2018 10.30

Først en beholder, der rummede, hvad Mette kaldte ungarsk vand: den destillerede blomsterduft, hun selv spredte, hvor hun gik. Og tre små venetianske spejle, som Ingerd kunne bære i en taske, hængende ved bæltet. I spejlene ville hun for første gang kunne se sig selv tydeligt. Hun løb fra den ene til den anden kvinde og viste dem deres egne ansigter.

Hendes mor ville egentlig ikke se sig selv og undslog sig. Hendes polerede sølvspejl var nok. Men Mette holdt spejlet op foran Ingerd selv og strøg hende over kinden og panden, –Du burde se dig selv, du er det yndigste, nogen har set.

Hun stirrede undrende på spejlingen af sig selv. To store mørkeblå øjne så tilbage på hende. En lang, bred mund i et trekantet ansigt. Høje kindben. Opstoppernæse. Det eneste, hun i forvejen kendte, var det lange, krusede hår. En mærkværdig kulør, glødende mørkebrunt. Øjnene og håret passede slet ikke sammen. Hvad var det dog, nogen fandt yndigt? Det var sandelig ikke en voksen kvinde. Ufærdig og barnlig var hun.

Uventet tog Mette sin trolovede Knut hårdt i armen, hvorefter de begge bøjede sig dybt, i hvad der lignede ærlig ærbødighed. Ingerd anede ikke, hvad hun burde sige eller gøre. Men bag hende stillede Nils sig op og modtog hyldesten, med den ene hånd på stoleryggen. Det var ham, de havde fået øje på. Han ville vist ikke tale med dem, de veg baglæns, men Mette sendte Ingerd et lysende smil, mens hun førte sin lydige mand hen til to ledige pladser.

–Knuts kone er dårligt nok begravet, før enkemanden åbenlyst turer landet rundt med Mette Ivarsdatter Dyre. Hvad ville hun? spurgte Nils.

For første gang var han direkte og kortfattet. Og Ingerd rettede sig og gik til bekendelse, – Hun gifter sig igen, og hun bliver i Norge.

–Men med hvem? Med Knut eller en anden? spurgte han, mens han stadig stod bag hende. Sådan talte han med andre mænd, den skarpe stemme kendte hun.

–Knut Alvssøn, svarede hun, det var ikke klogt at tilbageholde viden.

Nils slap stolen med en lille klemt lyd og forsøgte så at dække sin fortrydelse med latter.

–Ja, hun går efter det bedste, hun kan få. Hun får magt nu, sagde han, – som hun altid har ønsket. Som Knuts kone vil hun være den fornemste kvinde i landet. Når Knut gør alvor af at gifte sig med hende, er det nok forbi med, at hun ligger med enhver mand, der vil have hende.

28

180922_DDB_Sommerfugl.indb 28

10/09/2018 10.30

Ingerd gispede efter vejret, mente han det? Sådan talte mænd med mænd. Hendes Nils havde nok større erfaring med at tale med andre mænd end med kvinder.

–Knut går bag hende som en stor, hengiven jagthund, sagde hun og så sin mand ind i øjnene, han var dødsensalvorlig nu, – hvem og hvad er han?

–Den eneste mand i Norge, som ejer mere end mig, sagde Nils sammenbidt, – og da jeg skaffede mig dig, tog han Mette Dyre til hustru. Ja, ja. Hvem af os ler sidst, Knut.

Han forlod hende, men hun lagde mærke til, at han holdt øje med hende, selv om han sad omgivet af aldrende, magtfulde mænd, der ikke havde set en brudeseng i 40 år.

Måske var hun for larmende, faldt det hende ind, hun hørte sin egen latter gjalde og slog begge hænder op foran munden og snurrede rundt for at se, om hendes mand misbilligede. Det lod ikke til at være tilfældet.

Han sad ganske stille, med begge arme oppe på to stolerygge, med spredte knæ, i sit prægtige tøj, og iagttog hende. Med de glitrende, mørke øjne.

Minsandten om han ikke kaldte på hende, med en lys, glad stemme, overbevist om, at hun ville lystre.

–Kom til mig, lille kone, kaldte han og rakte hånden ud, og hun løftede op i skørterne og løb op til ham. I forbifarten lagde hun mærke til sin mors misbilligende ansigtsudtryk. En brud løb ikke. En brud udviste bestemt ikke iver efter at være hos sin brudgom. Nils bredte armene ud og lo, han greb om hende og svang hende op på sit skød, lagde hånden fast om hendes hage og kyssede hende med åben mund. Mad og vin havde blandet sig, han smagte ikke så sødt, som han plejede. Det var hendes ægtemand, som kyssede hende nu.

–Luk øjnene, hviskede han, og hun lystrede. Han kyssede hende igen, og lo så, –Nu skal du åbne øjnene, hustru!

Igen adlød hun, og han så hende ind i øjnene, lykkelig, beundrende.

Hun forstod ham ikke. Bøjede sig frem, lagde sine arme bag hans nakke og trykkede sin kind mod hans. Bag dem hørtes tilråb, latter og klapsalver, en af de gejstlige kom hen og lo højrøstet mod dem begge.

–Og du har ikke engang haft hende med i ægtesengen endnu, sagde han og skålede med brudgommen.

–Jeg lover dig, hun er min, sagde hendes brudgom, – ingen anden mand har en hustru, der kan måle sig med hende. Og i nat skal jeg lære hende at nyde.

29

180922_DDB_Sommerfugl.indb 29

10/09/2018 10.30

Han rejste sig med et sæt, som for at vise sine kræfter, så gammel var han heller ikke. Løftede hende op foran sig og kom til at le, anbragte hende ­siddende på sin højre skulder og gik ud af salen, mod brudekammeret.

Fulgt af larmende musik og opstemte gæster gik de, og hun forsøgte at holde sig fast ved hans skulder, ved hans hoved, ved hans hår. Først i brudekammeret lod han hende slippe ned, og tog så plads i en stol ved døren, forpustet og varm. Hendes mor kom ind, fuldkommen udtryksløs, i følge med tre andre koner, der skulle klæde bruden af. De var langtfra tilfredse med hendes adfærd. Og Nils ville de ikke engang se på.

Nu skulle hele brudens hår kæmmes og fordeles over skuldrene for at fejre hendes sidste dag som jomfru, hendes mor holdt Mettes lille spejl op, så hun kunne se sig selv. Og så tog hun sin datter om begge albuer og trykkede hende ind mod sig, kejtet og skamfuld over sin egen svaghed.

Sådan havde Ingerd aldrig før oplevet eller opfattet hende. Hendes mor viste jo netop aldrig svaghed. Den stolte, skarpe kvinde, som havde måttet styre Bergenhus bag sin bløde, venlige mand, lige til deres veje skiltes. Nu var hun usikker og omsorgsfuld.

–Det kommer til at gøre ondt, og måske vil du bløde voldsomt, sagde hendes mor så, med en sær, luftig stemme, – den første nat er den værste.

Måske er han drukken og voldsom mod dig. Spred benene, og lad være med at røre ved ham, så gør han sig hurtigt færdig. Tro ikke på, at han opfører sig smukt mod dig, selv om han synes om dig. Begær kan gøre en mand ustyrlig i brudesengen.

Hendes mor havde ellers overladt dette emne til kapellanen, der af gode grunde ikke vidste meget om unge jomfruers oplevelse af brudenætter.

Nils havde lovet hende, at der aldrig ville komme smerte mellem dem.

Hvorfor skulle han dog skade hende, eller tilføje hende smerte?

Konerne lukkede sig beskyttende om hende og anbragte hende under tæpper af mårskind og egernskind. Hele hendes overkrop var dækket af nyvasket, udslået hår. Brudekammeret var lille, til gengæld havde hendes mor sat syv store vokslys derind, som ville kunne brænde natten igennem.

Der var egentlig hverken lyst eller mørkt, men hud, hår og stof og guld strålede, det mindede om midnatsmesser i domkirken i Trondheim, med glødende farver overalt.

Så var turen kommet til Nils, der havde siddet og iagttaget brudens afklædning. Han rejste sig med et sæt og lod mændene hjælpe sig, men han 30

180922_DDB_Sommerfugl.indb 30

10/09/2018 10.30

så mod sengen, og Ingerd lagde mærke til, at han søgte at bevæge sig som en ung mand. Hvorfor havde han dog ikke giftet sig tidligere? Ingen havde vel været ham værdig, ingen havde været hans ligemand. Men det var hun.

Derfor iagttog han hende sådan, derfor kyssede han hende så ømt. Når man hele livet havde været den rigeste og mest magtfulde, længtes man efter nogen, som ikke befandt sig under en, men ved ens side.

Tæpperne blev løftet, og Nils satte sig hos hende, skubbede sin ene arm ind bag hendes ryg og trykkede sig op mod hende med et suk. Alle nejede og bukkede og forlod dem. Stilheden kom som en overraskelse. Hun sukkede også: for sådan ville livet jo blive fra nu af, kun ham og hende, for evigt ham og hende. Her lå de sammen, for første gang, i en seng, som var velsignet med vievand.

–Du sødeste, hørte hun ham hviske, og en stor hånd med hård hud på fingrene lagde sig over hendes ansigt, – du yndigste af alle. Er du bange for, hvad vi skal gøre sammen nu?

Hun fik ikke engang svaret, han begyndte at kysse hendes ansigt, småbitte kærtegn dryppede over hende, og hans krøllede skæg kildede.

–Skal jeg da være bange? spurgte hun.

–Aldrig så længe du er hos mig, svarede han alvorligt. Kyssede hendes pande, hendes næse og gav sig god tid, før han åbnede hendes mund med sin egen. Det mindede hende om messen, alle de alvorlige, gådefulde handlinger. Hun gled ned i sengen, ned fra puderne, og han hjalp hende med at slippe ud af særken. Det eneste, hun kunne mærke, var hans mund og hænder, en ihærdig afsøgning af hendes hud. Og han nynnede imens, som om hendes krop var en melodi, han var ved at lære.

Hvor sælsomt at være nøgen i en seng, tæt op ad et andet nøgent menneske. Det havde hun absolut ingen erfaring med. Al den bløde, fremmede hud, som var varm og lokkende. Hun ville røre alt, hvad han tilbød hende, op og ned ad hans bryst løb hendes hænder.

Lige meget hvad han foretog sig, handlede det om ømhed, rettet mod hende. Hun lå og drak beundring af hans mund. Store hænder foldede hende sammen i tryghed. Intet af, hvad han foretog sig, havde tilføjet hende ubehag, endsige smerte. Han ville hende kun det bedste.

–Vi har det vist varmt nok, sagde han og slyngede alle tæpperne ind mod væggen. Ingerd kunne ikke undgå at se hans køn. Hun vidste udmærket, hvordan mænds køn så ud, men ikke i denne tilstand.

31

180922_DDB_Sommerfugl.indb 31

10/09/2018 10.30

–Med denne særlige hånd har jeg i sinde at kærtegne dig i nat, hviskede han og lod hende røre sig. Hendes mors udtalelse om blod og smerte forekom mere og mere underlig. Hvorfor i alverden skulle Nils dog ville tilføje hende smerte eller få hende til at bløde? Han turde jo dårligt nok tage hårdt i hende. Virkelighedens Nils behandlede hende stik imod hendes mors påstande.

–Er jeg for tung for dig at bære? spurgte han bekymret. Så gik det op for hende, at hun kunne bruge et eneste af sin mors råd. I stedet for at svare ham bøjede hun begge ben op og flyttede hans hånd mod sit køn.

Han gispede og lo så, kyssede igen hendes mund og sagde en nydelsesfuld lille lyd. Løftede sig fra hende og åbnede hende, sådan føltes det, kølig luft trængte dybt ind i hende, så mærkede hun noget uventet. Den følsomste del af hende, og den del af ham, som blev holdt bedst skjult, måtte indgå forbund.

–Jeg er i dig nu, hviskede han, hun kunne mærke hans puls og åndedræt, og det, han forsøgte, og han kyssede hende igen, – må jeg bevæge mig? Er du rede?

Hvordan kunne han dog være i tvivl? Han brugte alle sine kræfter på at beherske sig, kunne hun mærke, frem for alt ville han undgå at skræmme hende. Han ville netop ikke være ustyrlig, mindst af alt her i sin brudeseng. Han spurgte hende hele tiden, og hun svarede med kærtegn, den mærkeligste samtale, hun havde ført, men det virkede.

Så snart han bøjede sig helt ind over hende, slyngede hun armene bag hans nakke, han måtte så gerne kysse hende, som han plejede. Og han lo og gav nogle små fortvivlede lyde fra sig, –Men hvis jeg kysser dig, hviskede han og forsøgte vist at begrænse kysseriet til små nip på hendes ansigt, – så kan jeg ikke holde mig tilbage. Må jeg bevæge mig i dig?

Det blev mere og mere forvirrende. Et fint lille dyr puffede til hendes køn, med en nysgerrig snude, og hun lo, hvilket kom bag på ham.

–Min brud ler ad mig i brudesengen, hørte hun ham sige, og så betroede han hende igen sin mund. Intet gjorde ondt, kun en lille svie mærkede hun, mens hans hånd afsøgte hendes indre. Det måtte være den højt priste jomfrudom, hun mistede. Det forundrede hende, at hendes skød åbnede sig for ham, at hun kunne mærke pulsslagene netop der, hvor han trængte ind i hende. Sjælene var bundet sammen af messen, slægterne bundet sammen ved festen, og nu indgik deres kroppe sandelig også ægteskab.

32

180922_DDB_Sommerfugl.indb 32

10/09/2018 10.30

Han var i den grad derinde, hvor han ville være, og hun trykkede sig ind og op mod ham, men se, om ikke han igen trak sig ud! Hun var hverken bange eller i tvivl eller forsøgte at undgå sin mand. De var enige, hendes krop kunne modtage ham, endda med glæde, som hendes mund modtog hans kys. Han lo, da hun først gispede og dernæst råbte mod ham i forundring over nydelsen, den havde ingen forberedt hende på.

Lyksaligheden vandrede i lange salige drag ud gennem hende, og han lo rørt, – Jamen dog, pige, nyd mig, vi er mand og kone, al nydelse er lovlig.

Og så gav han en lille forundret lyd fra sig, og rykkede mod hende. Sådan en lyd burde komme fra en kvinde, ikke fra denne bomstærke voksne mand. Noget køligt fremmed skød sig vej ind i hende, men hun var i forvejen beskæftiget med at lytte gennem kroppen.

–Åh, du, hviskede han, – min hustru. Utrolige lille kvinde.

Han strøg med begge hænder ned fra hendes kinder, ned over hendes skuldre, langs hendes flanker, og lå omsider ganske stille over hende, med sin mund mod hendes kind. Han måtte da ikke holde op med at tale til hende nu. Hun havde noget vigtigt at spørge om, så hun måtte vende ham om på ryggen, og holdt om hans hage med den ene hånd for at se ham ind i øjnene. Han ville kysse, men det måtte vente.

–Sker det kun i nat? spurgte hun. Han forstod hende ikke, for en gangs skyld så han bare fra øje til øje på hende, uden at kunne svare.

–Sker det kun på bryllupsnatten? spurgte hun, for dette ene var hun bange for, at Gud kun ville sende nydelse til dem den første gang, de blev forenet.

–Hvad i alverden tror du om mig? spurgte han, og begyndte selv at le, – at jeg kun har i sinde at ligge med dig på vores bryllupsnat?

Det var åbenbart alt sammen utrolig morsomt. Han lo og lo. Så lagde hun sig i hans arm og lyttede til hans brummende moro over sit spørgsmål.

Halvt sovende hørte hun ham hviske til sig, noget, han åbenbart ville have, hun forstod. Og svarede på. Han havde hånden om hendes hage og vendte hendes hoved mod sig.

–Ville du hellere have ligget her med din Audun? spurgte han, så kort og råt, –Fortryder du, at du hviler her med mig som din ægtemand?

–Han er ikke min Audun, han var min fars tjener, sagde hun, – og nu ærkebispens tjener.

33

180922_DDB_Sommerfugl.indb 33

10/09/2018 10.30

Men hun havde sandelig aldrig forestillet sig Audun som sin mand.

Hun havde ikke nogen sinde gjort sig noget billede af ægteskabet. Ikke før Audun forsvandt, og Nils kom ind i hendes liv. Hvad skulle hun dog svare. Hun ønskede, at han kunne læse svaret på hendes ansigt, i stedet lagde hun sig ind mod hans varme, bløde hud og skjulte sit ansigt mod hans bryst. Det var åbenbart nok, han sukkede lettet.

–Din Audun er en betroet mand i ærkebisp Gautes gård, fortsatte han, og lød noget tryggere, – på en måde hjalp det ham, at din mor handlede overilet. Og takket være dig havnede han det rette sted. Som du i mine arme.

Men det var jo Nils, som havde sørget for Auduns gode liv. Hun ville ikke sige det, han var træt og lykkelig og lå og kælede for hende ansigt.

Han måtte og kunne alt det, Audun aldrig havde turdet.

Da han sov, med en arm hvilende over hende og sit ansigt mod hendes kind, lå hun og gennemgik alt. Hvorfor løj hendes mor dog over for hende om noget så vigtigt som bryllupsnatten? Tænk, at han lugtede så behageligt, selv efter fest og elskov og kropslige anstrengelser.

Der var intet blod på lagenet, men store mængder væde, Nils havde trukket hende tværs over pletten, ind i sine arme, for at sove der. Og så vågnede han og kærtegnede hende igen og trængte igen ind i hende, og så måtte de flytte ind mod væggen. Tidligt om morgenen var han igen vågnet og havde atter taget hende til ægte, så måtte de flytte sig ud mod stuen igen.

Intet af dette ville hun kunne forklare sin mor, men måske kunne man se på hende, at denne brudenat havde været underholdende og oplysende, og frem for alt fuld af lyst.

Konerne havde taget hende ud fra sengen, nu skulle hun klædes på som gift kvinde og føres ud fra brudekammeret, men Nils ville ikke godvilligt give slip på hende. Da hun stod på gulvet foran sengen, rakte han ud og strøg langs hendes arm, ned til hånden, som han greb. Så måtte hun vende sig om, møde hans blik og gøre ham sikker. Gjorde sig fri af kvinderne, bøjede sig ind og kyssede hans mund.

Konerne lo, –Nå, det var vist en behagelig brudenat? og tjattede til Nils.

Ingerds mor stod ved døren, åbenbart nervøs for, hvad de nygifte kunne finde på, men Mette Dyre skred gennem kammeret, tog den nøgne Ingerd ved hånden og kyssede hende på begge kinder. Så hende ind i øjnene og bød en fælle velkommen i sin egen verden, –I nat var hun din, Nils, nu 34

180922_DDB_Sommerfugl.indb 34

10/09/2018 10.30

skal hun være fru Ingerd. Du må lade os låne hende, for at klæde hende på. Så længe kan I to vel godt undvære hinanden?

–Min frue skal gå foran alle andre fruer i landet, sagde Nils stolt. Hun mødte hans blik, hvor var han dog lettet, – Godt, at jeg ventede så længe, og ikke giftede mig med en af jer koner, men ventede på hende her. Hun er nu min, som jeg er hendes.

Resten af dagen tilbragte hun hånd i hånd med sin ægtemand. Selv hendes far var opmærksom på, hvad der udspillede sig for øjnene af ham.

De behøvede ikke være bekymrede, hun var gennem elskov gået fra at være datter til hustru.

Dagen bestod af fornøjelse, dans, god mad og meget at drikke, og Ingerd gik for sig selv til priveten i tårnet, som kun hun selv, hendes bror og forældre anvendte. På vej tilbage løb hun i favnen på sin mand, og slog armene om nakken på ham og lod sig kysse, løfte og kærtegne.

–Bondepiger kan være så søde, de vil, men du, lille hustru, du tager nydelsen med stolthed, og uden overraskelse, sagde han med strålende øjne. Hun forstod ikke, hvad han mente med bondepigerne, og ville ikke lede efter meningen. Måske ville hun ikke synes om betydningen.

Hun forsøgte at forklare sig, da hendes mor standsede hende, på vej ind i hallen, Nils havde bragt hendes snøreliv i uorden, og hendes mor nærmede sig med små fornærmede skridt. Da Ingerd var en lille pige, havde hun frygtet sin mors vrede: Hun havde lyttet til fodtrinene, om de var lette eller tunge, og nu trampede hun igen sin vrede ud. Som om fødderne var små knytnæver. Hendes mor håndterede hende uvenligt, snurrede hende rundt og bandt og reparerede og beordrede hende til at skjule håret helt under den perleprydede hue. Ingerd kom til at le.

–Kan han ikke vente, til mørket falder på? spurgte hendes mor med åbenlys afsky, – tror han, du er en bondepige, han har gjort til sin frille, så han kan tage dig, op ad en væg? Respekterer han dig ikke bedre?

–Det må du spørge din svigersøn om, kom Ingerd til at sige, i et øjebliks letsindighed, og lo igen trodsigt.

–Måske ville det klæde dig, at opføre dig mindre som en skøge fra Bergen, og mere som en ridders hustru, kom det uden varsel fra hendes mor. Efterfulgt af en lussing, af en kraft, hun aldrig før havde oplevet. Ingerd blinkede en, to, tre, fire gange og forsøgte at repetere sætningen, om hun muligvis havde misforstået et enkelt ord, men nej. Hendes mor irettesatte hende, på groveste vis.

35

180922_DDB_Sommerfugl.indb 35

10/09/2018 10.30

Nils måtte have iagttaget dem, for han nærmede sig med udbredte hænder og gik lige forbi sin hustru for at tage sin svigermor om albuerne og kysse hende respektfuldt på den hånd, som havde tugtet hans hustru.

–Tilgiv mig, sagde han lattermildt, – hvis jeg en gang imellem rører for meget og for voldsomt ved min skønne unge hustru. Jeg håber, hun har arvet sin mors rene sjæl og smukke værdighed. Og hendes klare, rene udtryk. Og ikke mindst hendes selvbeherskelse.

Den sidste sætning kom fra et dødsensalvorligt ansigt. Han holdt sin svigermor i en skruestik og så hende tavst ind i øjnene, til kvinden gav op, lænede sig en anelse forover og forsøgte at neje. Det var en bøn om tilgivelse. Men Nils holdt hende oppe, han havde sandelig ikke i sinde at tilgive hende så let.

–Min hustru er en ung lykkelig kvinde, sagde han mellem tænderne, – og enhver, der forulemper hende, gør det på eget ansvar. Fra nu af er Ingerds skoling alene mit ansvar. Når du taler til hende, taler du til hustruen til ridder og rigsråd, lensmand på Vardøhus, herre over Finnmarken, Hålogaland, Sunnmøre, Romsdal og Fosen, Nils Henrikssøn fra Østerått. Hans første og eneste hustru. Ingen rører hende uden min tilladelse. Og aldrig med vold.

Omsider slap han hende, løftede sine hænder og smed hende fra sig, så hun kunne træde baglæns og hilse, inden hun trak sig tilbage.

Der var kun et eneste emne, hun gerne ville dele med ham: Mette Dyre.

Nils så først væk fra hende, nærmest i ubehag, så rystede han sig som en våd hund, sukkede og så hende beslutsomt ind i øjnene.

–Mette ville skam gerne giftes med mig, tilstod han, – og jeg tror, hun blev meget overrasket, da hun hørte, hvem jeg i stedet havde besluttet at gifte mig med. Hun var langt mere interesseret i mine godser og len end i mig.

Da aftenen meldte sig, gik Ingerd direkte til sin mand og standsede foran ham. Han så op ad hende, med den overstrømmende glæde, hun allerede var afhængig af, og med demonstrativ tydelighed åbnede hun munden og lod, som om hun gabte højt. Latteren skyllede fra ham.

–Se, min brud er blevet søvnig, sagde han og kom igen til at le, og alle, der sad omkring ham, lo med, – jeg tror minsandten, min kone længes efter sengen.

–Og dig, tilføjede hendes far og daskede til sin svigersøns skulder.

Nils rakte til gengæld ganske alvorligt sin hånd frem mod hende, og 36

180922_DDB_Sommerfugl.indb 36

10/09/2018 10.30

hun greb den. Så trak han hende ind mod sig, kyssede hende med åben mund og løftede hende fra gulvet. Der hang hun, slog sine arme om hans nakke og håbede, at han ville tage hende derhen, hvor de kunne være alene.

Ikke desto mindre kyssede han hendes nakke og kind og løftede spejlet, så hun kunne nyde synet af dem begge. Hvad var det dog, han syntes så godt om? Kunne barnet i spejlet virkelig opfattes som et rigtigt menneske?

Mette kyssede på fingerspidserne og vinkede til brudeparret, som når ærkebispen stænkede vievand til velsignelse. Og hun løb tilbage til Mette og trykkede det ene lille spejl i hendes hånd som gave. Hun havde truffet en voksen kvinde, som fandt hende interessant, værdig til at blive veninder, selv om de ikke var nærtbeslægtede. Mette blev rørt og omfavnede hende og nejede igen til jorden. Denne kvinde, som bejlede til hende, som havde forsøgt at blive Nils’ hustru, og som ikke engang havde fortalt Ingerd om det. Spejle, duft og løgne flød fra hende, men hun var den eneste voksne kvinde, som havde åbnet sit liv og sin fortrolighed for Ingerd.

1495 Trøndelagen, Østerått Efter en uges fest sejlede de nygifte til Østerått, den gård, som nu gennem Ingerds ægteskab vendte tilbage til hendes slægt. Det var mange dage og nætter på vandet. I stedet for at søge nattely i klostre og præstegårde kunne man sove på hans store skib. De lå i en lidt for smal seng, kun halvt så bred son brudesengen på Bergenhus. Ingerd krøb tæt ind til sin mand, der lo veltilfreds og lod hende krybe ind i sin kolossale natskjorte. Tæt op ad hans varme krop var der trygt og godt, intet menneske havde nogen sinde ladet hende gøre noget lignende, og Nils var rørt.

–Lille sommerfugl, hviskede han i mørket, – du må vide, at jeg ønskede en hustru at elske og ære. Men jeg turde ikke engang håbe på at få så hyggelig og kærlig en sengefælle.

Nils havde lagt mærke til, at hun havde fået lopper under sit bryllup.

Han viste hende kuren: i nøgen tilstand at svøbe sig ind i en mårskindsforet kåbe. Lopperne søgte varmen i skindet i stedet for hendes hud. Men synet af en nøgen Ingerd, der iførte sig kåben, var for voldsom en oplevelse for ham. De byttede væde og lopper, og da han lå udmattet over hende, lo hun, –Vi kan dele kåben, det er da bedre end at dele lopper.

37

180922_DDB_Sommerfugl.indb 37

10/09/2018 10.30

Brudenattens begivenheder havde ikke været enestående, hendes mand talte sandt. Det var simpelt hen måden, hvorpå han nærmede sig hende. Masser af år og erfaring skilte dem, men hænder, mund, hud og køn bandt dem sammen. Hver nat ville det hele gentage sig, gik hun ud fra, denne fornøjelse, skjult for alle andre, var fra nu af altid tilgængelig. Endda velsignet af Gud. Alle, som havde et ærinde i Trondheim, måtte sejle forbi Østerått.

Gården lå ved fjordens knæk, derfra sejlede man i fred og ro, beskyttet af høje pynter, sydpå fordi det Rein kloster, hendes slægt havde udstyret og begavet, til Trondheim og domkirken.

Ingerd var blevet båret om bord på sin mands skib i Bergen, mens byen stadig jublede: Han anbragte hende ridende på sin ene skulder, så hun kunne vinke til de glade borgere.

Festen gentog sig i Trøndelagen. På den sidste sejlads ind ad Stjørnfjorden, stimlede folk sammen på bredden, hvert sted, hvor der boede mennesker, men især på Rissa og Fosen. De råbte og vinkede, og Nils anbragte sin brud stående oppe i sin egen store stol, så selv de fjerneste kunne se hendes lille lyse skikkelse blive båret trygt over vandet til sit nye hjem.

Hun vidste, at hendes forældre havde uendelig mange ansat, men foran Østerått stod, hvad der lignede en mindre bys befolkning, opstillet i små grupper, alle forskelligt klædt. Nogle lignede bønder, andre borgere. Østerått var virkelig en åben gård, uden volde og mure, men omgivet af et mandshøjt palisadehegn. Træbyggede haller og hegn. Øverst, på en vældig bakke, stod et bredt og højt tårn, stenbygget og vejrbidt, sammen med et lavere aflangt stenhus, det måtte være gårdens kirke. Det var blæst op nu, lidt regn stod ind over dem fra fjorden, og de lave fjelde bag gården lå i skygge. Vinden hamrede mod huset, og brændingen mod stranden.

Bag gården var der skov og bakker og fladt, grønt. Langt bag gården rejste fjeldkammen sig. Det eneste virkelig iøjnefaldende her var tårnet, som hun forstod, hendes mand havde ladet opføre. Trøndelagen var grøn og frodig, med flade enge og marker. Og gården lå helt frit, stolt synlig, hun havde kunnet følge det hvide tårn med blikket, mens skibet nærmede sig.

Nils bar hende i land, anbragte hende foran sig, lagde begge hænder på hendes skuldre og holdt hende alt for fast, som om han frygtede et eller andet, måske at hun skulle blive afskrækket af mødet med hans hjem og især hans følge og hans husstand.

38

180922_DDB_Sommerfugl.indb 38

10/09/2018 10.30

–Dette er min og nu også jeres frue, Ingerd Ottesdatter, råbte han: Lyden kom fuldkommen ubesværet fra hans mund og lukkede hendes hørelse, han var vant til at råbe store folkemængder op, – min hustru er ung, men hun er jeres frue. Alt, hvad hun siger, kommer fra mig. I vil adlyde hende, som I hidtil har lystret mig.

Så slap han hende, greb i stedet hendes hånd og førte hende lidt for hurtigt op mod de ventende. Ingerd forstod, at det var ham, som var mest anspændt. Den forreste gruppe mænd var de fogeder, som styrede hendes mands len. Han præsenterede dem alle ved navn og len, og de bukkede dybt for hende. Så var der hans kapellan, Søren Klementsen – og de tre mænd, som bestyrede hans harniskkammer. Lederen af hans svende, som selv stod i en utålmodig gruppe unge mænd.

Og der var gårdens køgemester med sine ansatte, fadeburets bestyrere, mænd og kvinder, der slagtede, bryggede, bagte. To kokke fra Lübeck og tjenere i lange baner. Skomager, snedker, skrædder. Kvinder, der vævede og tog sig af mejeriet. Fem fuldvoksne damer, hendes jomfruer, som skulle gå hende til hånde, som det hed. Og alle hans egne tjenere – og den småsvend, som sørgede for ham på alle måder og sov på gulvet ved siden af hans seng.

–Hvem har styret Østerått for dig? spurgte hun ganske stille, og han blev nærmest forfjamsket, fordi hun talte til ham.

–Først min mor, Elin, svarede han lige så stille, – så min søster, og til sidst min datter, Dorothea, som nu er birgittinersøster i klosteret i Vadstena.

–Her er så dine jomfruer, sagde Nils, i forsøget på at skifte emne, og fem fuldvoksne damer nejede samtidig. Ingerds mor havde kun to, og det gik endda. Hvad skulle hun dog anvende dem til, sætte dem til?

–De vil ordne dine klæder, dine sko, gå ærinder for dig, klæde dig på og hjælpe dig med dit bad, og når du, ved Guds hjælp, skal føde vores børn, sagde Nils, og blev igen varm og lykkelig og måtte stryge hende over kinden og røre hendes mund med sin. For en gangs skyld havde hun dårligt tid til al den ømhed, hun måtte høre, hvad de fem jomfruer hed, hvor de kom fra, hvad slægt de kom fra. De var alle fra gårde nær Østerått, og de var ældre end hende, de vidste, hvordan man styrede et hus og hjalp en fornem kvinde med husholdningen.

Nils stod og ventede, og så snart hun vendte sig mod ham, rakte han hånden ud, lettet over, at hun huskede ham.

39

180922_DDB_Sommerfugl.indb 39

10/09/2018 10.30

–Mine jomfruer er nu ikke særlig kønne, hviskede hun til ham. Han smilede og lo i skægget, –Det er dine tjenestefolk, ikke ment som en fristelse for mig eller andre.

Sammen gik de opad og ind gennem den brede port i palisadehegnet.

Ind på det forbavsende stejle, snævre tun. Nils pegede opad mod tårn og stenhus og fortalte, at han havde bygget nyt, allerede da han arvede gården fra sin far. Men de skulle først ind i en træbygget hal, her var der plads til, at alle kunne spise sammen. To lange, lange borde med bænke fyldte rummet, og nærmest ved ilden stod højbordet og højsædet. Det var en ældgammel stol, hvori husets herre formodedes at indtage alle måltider.

Høj ryg, høje armlæn, og dækket af bjørneskind.

Nils havde åbenbart fået skåret en elegant stol i lyst træ til sin hustru, den lignede kannikestolene i domkirken i Trondheim, komplet med lange træspir. Fine malede friser viste fromme helgeninders gode gerninger.

Ingerd skulle ovenikøbet sidde på puder fyldt med gåsedun.

Husherrens hjemkomst med sin unge brud skulle selvfølgelig fejres.

Bordene var dækkede, fogeder og svende og tjenere var indbudt, folk drak tæt. Der blev bedt og sunget, åbenbart besad Nils også et lille veltrænet kor.

Netop mens der blev serveret for hende, hørtes råb og skrig nede fra hallen: Hun rejste sig, endnu inden Nils havde fået samlet sig, og fik øje på kilden til larmen. Fire af Nils’ svende kredsede om hinanden med halvt dragne sværd, mens en stor mand stod med en lang dolk i hånden. Ingerd forstod, hvad det var, hun så, men ikke hvordan det kunne lade sig gøre, hvorfor gik Nils’ folk dog til bords med våben ved siden?

Hun så over på sin mand og opdagede, at to andre svende havde bevæget sig op og stillet sig beskyttende få hver side af ham, mens den tredje stod med sit store slagsværd strakt frem i begge hænder. Nils rejste sig fortørnet over forstyrrelsen, men greb så sværdet og kantede sig væk fra højsædets enorme stol. Tog et skridt ned ad trappen, holdt sværdet i hoftehøjde og råbte af sine lungers fulde kraft. Det var en voldsom lyd, som blæste Ingerd ned i sædet igen. Han kaldte sine folk til orden, og det var næppe første gang. For at understrege, at han mente, hvad han råbte, trak han også selv sværdet halvt af skeden, så det blinkede i stålet.

Nede mellem bænkene var der stadig uro, men de fire slagsbrødre væltede så baglæns, skridt efter skridt, og samlede sig. Den første lagde 40

180922_DDB_Sommerfugl.indb 40

10/09/2018 10.30

hånden på sværdfæstet og bøjede sig dybt forover, han anerkendte sin fejltagelse. Da de tre andre havde kopieret ham, var lederen af Nils’ knægte og svende nået ned og overtog deres våben. Nils selv overlod sit imponerende sværd til manden ved sin højre side, sukkede ærgerligt og tog igen plads.

Aldrig i sit liv havde hun oplevet sin fars svende eller tjenere i åbent slagsmål for øjnene af gæster. Nils lagde sin hånd på hendes knæ for at berolige hende, men hun var optaget af noget helt andet, –Vil du sørge for, at vi får musik? spurgte hun begejstret, – som hos ærkebispen i Trondheim? Et kor og piber og trommer og sækkepiber og fløjter og nøgleharpe?

Han så hende ind i øjnene, med hånden hvilende på hendes knæ, og brast så ud i latter og så ud over den uordentlige hal, –Jamen selvfølgelig skal vi da have musik, sommerfugl, så kan det også være, at mine folk kan holde fred, i selskab med deres nye frue. Kom frem med piber og trommer.

Selvfølgelig skal vi høre musik, mens vi spiser!

En gruppe mænd løsnede sig fra deres pladser i hallen og tog opstilling foran Nils og Ingerd, de bar trommer i remme om mave og skuldre, og bar lange fløjter, og de betjente begge instrumenter samtidig. Larmen hamrede mod Ingerd, mens hendes mand, åbenlyst taknemmelig, fremlagde sine gaver til hende.

1496 Østerått Ingerd sad i fødestolen, parat til at sende arvingen til det største godskompleks i Norges historie ud i verden. Først en Henrik, til næste år en Otte, så kunne de begynde at vælge navne fra forrige generationer, når begges fædre var opkaldt. Den lille Henrik Nilssøn larmede i hende, som han havde tampet hende indefra, og sparket, som om han forsøgte at slippe ud gennem sin mors navle.

Nils havde påbegyndt at lære hende alt: at regne lange kolonner sammen, praktisk for godsregnskaber. Han var så forbløffet over, at hun aldrig havde lært at stå på ski, derpå kunne man virkelig måle, hvor fornem en ung dame hun var. Og han havde lært hende at skyde både med krudt og med bue og pil, når de gik på jagt sammen. Alt, hvad han havde bedt hende lære, havde været let. Fødsler vidste han dog intet om. Her var hun overladt til sin mor og de damer, som hendes mor havde taget med til 41

180922_DDB_Sommerfugl.indb 41

10/09/2018 10.30

Østerått. Og ikke mindst til sin egne fornemmelse. Hvis det gjorde ondt, skulle det overstås så hurtigt som muligt.

Da vandet var gået, viste Nils hende, hvad han havde foretaget sig de sidste dage: Hans våbenskjold skulle ændres, han havde placeret en gylden løve midt i sit røde skjold. Denne mand var så sikker i sin sag, at hun lo.

Han stod over for omsider at kunne hilse på sin søn og arving. Så kom den første ve, og hun vendte opmærksomheden indad. Alle hævdede, at hun ville have let ved at føde, hun var sund og stærk, og hun havde ikke haft andre vanskeligheder under svangerskabet end kvalme. Selv i niende måned havde hun kunnet ride. Men nu sad hun her, lukket inde i fødestolen, med et klæde bundet om hår og hoved. I fødestolen blev alle kvinder bondekoner.

Veerne kom og gik, og forskellige koner mødte op med magiske genstande. Endda en fint nyvasket særk, som skulle have tilhørt Maria Mø. Nu fik hun den trukket over hovedet, den var så stor, at hun kunne have delt den med mindst to bekendte. Armene over hovedet, og endnu en skinger ve steg op gennem hende, den første af en hel flok. For første gang tillod hun sig selv at skrige og bøjede sig forover, greb sin mors arm og forsøgte at bruge sine muskler hårdt, dette ubehag skulle vare så kort som muligt.

Netop hendes mor dukkede ned under hendes knæ, råbte i overraskelse og trak sig tilbage med noget i armene, hvilende på det stykke lærred, hun havde bredt ud. Blodigt og lilla og blegt. Hun måtte åbenbart ikke se sit eget nyfødte barn, men fornemmede en ulmende uro i underlivet, hun behøvede ikke længere at anstrenge sig, resten ville gå helt af sig selv.

En lille fortvivlet lyd steg op fra barnet, og hendes mor løftede og rettede barnet ud og viste det frem. Ingerd ville have sit barn, men det skulle gå efter plan og vane, alle skulle bevidne, at dette betydningsfulde barn var født levende. Og at det havde et køn.

–Du har født den smukkeste lille datter, sagde hendes mor med rystende stemme, som om barnet var en fejltagelse. Ingerd vidste da, hvad der var på spil, men kunne hun føde et barn, ville hun kunne føde flere.

Så hun rakte begge arme ud og tog imod den endnu våde, blodige pige, som lugtede både sødt og fremmedartet. To arme, to ben, tæer og fingre, og en ejendommelig tot hår. Ingen øjne, de ville vel komme til syne senere.

I dette øjeblik åbnedes døren, og Nils trådte ind. Han skilte konerne, som Moses havde skilt Det Røde Hav. Den ene ældre dame fik ikke flyttet 42

180922_DDB_Sommerfugl.indb 42

10/09/2018 10.30

sig hurtigt nok, han fejede hende til side, så hun væltede ind i armene på sine fæller. Ingerds mor forsøgte at standse den enorme mand, som nåede frem til sin kone og trykkede hende ind mod sig, med barnet i armene.

–Du skreg jo så forskrækkeligt, sagde han rystet. Ingerd ville gerne svare, men han holdt hendes ansigt trykket ind mod sig, så hun måtte gøre modstand for bare at kunne trække vejret, og mens hun kæmpede sig selv og datteren fri, hørte hun sin mors sprukne stemme, –Det gik så let, hun føder på et par timer, din hustru kan give dig en søn næste år.

–Hun skreg af smerte, sagde Nils i samme tone, som om han havde været vidne til en radbrækning. Men hun var netop stolt over, at hun kun en eneste gang, mens hun stødte barnets hoved ud af sit indre, var kommet med en ubehersket lyd. Han holdt om sin hustrus ansigt og kærtegnede hendes kind med tommelfingeren. Omsider kunne hun gøre sig lidt fri og holde datteren op mod ham. Den lille klynkede, og Nils reagerede i dyb overraskelse.

Varmen i det indelukkede rum, udmattelsen og glæden og hans uventede voldsomhed sluttede sig sammen, Ingerd begyndte at græde og holdt datteren op mod hendes far. Uden et ord tog Nils imod den lille, som hun var, nøgen og blodig.

–Vi må have åbnet til lyset, så jeg kan se min første ægtefødte datter, sagde han henført. Konerne trængtes om den eneste glug, der kunne åbnes, og skændtes om, hvem der skulle adlyde. Endelig slap frisk luft ind, med sølvagtigt solskin. Nils kunne tage sin lille datter i øjesyn.

–Det er da den smukkeste nyfødte, jeg har set, erklærede han, helt himmelfalden, – men det er jo også Ingerds datter. Hun bliver sin mor op ad dage. Margrethe hedder hun.

Det var første gang, han tog så stor en beslutning for dem begge. Ingerd nåede at undre sig, hun var gået ud fra, at de skulle navngive deres børn efter alle de gængse regler: farfar, morfar, farmor, mormor. Nils’ mor hed Elin. Hendes egen mor hed Ingebjørg. Så dæmrede det for hende, i skræmmende storhed: Denne ældste datter var arvingen til deres forenede enorme landområder. Hun var, som Valdemar Atterdags Margrethe, arving til alt. Bag om den erkendelse strømmede ømheden uhindret gennem Ingerd. Og hun var usigelig lettet, fordi hun åbenbart – ulig sin egen mor – formåede at elske både mand og barn.

43

180922_DDB_Sommerfugl.indb 43

10/09/2018 10.30

Norge, 1494: 15 år gammel indgår Ingerd ægteskab med en meget ældre mand. Hun skoles i både kærlighed og politik, i alle tænkelige former. Da ægtemanden dør, kastes Ingerd ud i 1520’ernes uro: reformation, personstrid og Unionens opløsning.

Som Norges førstedame befinder Ingerd sig midt i konflikterne, med sin store formue og yderligere fem gode kort på hånden: sine fem giftemodne døtre.

Bryllupsnætter, barselssenge, dødslejer og henrettelser.

Flygtninge, plyndrende ærkebiskopper, magthavere og en verden i hastig forandring. Og så er det oven i købet en sand historie.

Maria Helleberg (f. 1956) er forfatter til en lang række anmelderroste og succesfulde romaner og er kendt som den historiske romans dronning.

Bibelselskabet