Poul Joachim Stender
Stop op Fjumreår for voksne
BIBELSELSKABETS FORLAG
Et menneske skal stoppe op for ikke at gå i stå. Inden for vores arbejdsfelt, har vi hver især en stor viden, men uden de brede perspektiver er viden ubrugelig. Det er nødvendigt med pausen for at finde ud af, hvad man vil med sine medmennesker og sit liv. Hvis man ikke tager pausen, kan man fryse fast i sine fordomme og vaner. Og endnu værre. Man kan fryse fast i en frygtelig selvoptagethed, hvor man bilder sig selv ind, at man er så vigtig, at ens arbejdsplads ikke kan undvære en. (Uddrag fra bogen)
Stop op Fjumreår for voksne
BIBELSELSKABETS FORLAG
Stop op. Fjumreår for voksne © 2016 Poul Joachim Stender og Det Danske Bibelselskab Omslagsdesign: Ann Britt Smedegaard Nilsson, Tarm Bogtryk A/S Sats, tryk og indbinding: Tarm Bogtryk A/S Forlagsredaktion: Karen Karmark Kristensen Korrektur: Philip Reitzel Forsidefoto: Rune Hansen Bogen er sat med Plantin og trykt på Munken Pure 100 g 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7523-846-0 Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk
INDHOLD Livet begynder, når hunden er død, og børnene er flyttet hjemmefra . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Første del: Stop op og tag et fjumreår! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Anden del: Væk med fjumreårets forhindringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Tredje del: Kom i gang med fjumreåret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 Kunsten at vende tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177
Livet begynder, når hunden er død, og børnene er flyttet hjemmefra En tysker, en dansker og en jøde diskuterede, hvornår livet begynder. »Livet begynder, når sædcelle og æg støder sammen. Sådan er det,« sagde tyskeren. Danskeren trak på skuldrene. »Tja,« svarede han nølende, »det der med, hvornår livet begynder, er vist noget, etisk råd bestemmer.« Jøden smilede og afsluttede diskussionen med at slå fast: »Der er ingen tvivl. Livet begynder, når hunden er død, og børnene er flyttet hjemmefra.« Det ville være en katastrofe, hvis livet for os mennesker først begyndte, når vi har nået det punkt i tilværelsen, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og hunden er død. Der er løftet et stort ansvar af skuldrene, når afkommet kan begynde at klare sig selv. Missionen er fuldført. Men livet begynder hvert sekund, hvert minut, hver time og dag. Og der er det mærkelige ved livet, at det minder om den
7
manna, som jøderne samlede op i ørkenen på deres 40 års lange vandring mod Det Hellige Land. Så snart de gemte mannaen til næste dag, blev den fordærvet. Sådan er det også med livet. Det kan ikke sættes ind på en lukket konto og hæves, når man engang får tid til at leve det. Livet skal leves hver dag og har en udløbsdato, der siger: »Nu!« Men indimellem kan det være svært at leve, så man mærker, at man lever. Der er mange pligter i et menneskeliv. Når vi er borgere i et samfund, skylder vi hinanden at gøre en indsats. Vi skal uddanne os, vi skal passe et arbejde, vi skal sætte børn i verden og opdrage dem. Ikke kun fordi børn er vidunderlige og er meningen med livet. Men det er vigtigt at sørge for at befolke Danmark med nye indbyggere. Og så er hverdagen fuld af små praktiske gøremål, som der bruges uendelig meget tid på. En hund skal luftes, et hjem skal gøres rent, vasketøjet skal i maskinen, der skal købes ind og laves mad. Det er alt sammen meningsfulde gøremål. Nogle gange kan disse gøremål tilmed have sin egen glæde og intensitet. Men pludselig opdager man, en morgen man ser sig i spejlet, at man er blevet over 55 år. Inden for en overskuelig årrække venter pensionen, hvor man kan udleve alt det, man længe har drømt om. Men der er bare et
8
problem. Lever man, når man når pensionsalderen? Burde man ikke tage en timeout, ligesom man gør i nogle sportskampe, for at få sat tingene i perspektiv og finde ud af, hvad der er det væsentlige i den sidste rest af det liv, man har tilbage? En sådan timeout kunne være et fjumreår. Alle over 55 år burde tage et fjumreår! I det mindste burde de tage året som en slags overgangsrite i livet, der markerer, at nye tider er på vej, hvor livet skal fortolkes på en anden måde end hidtil. Det har været diskuteret i årevis, om der er liv andre steder i universet end på jorden. Det er der mange, der mener. Også blandt de unge. Men spørger man ungdommen, om de tror, at der er liv efter de 55 år, er de mere usikre. Men der er et liv, efter at man er fyldt 55 år. Man er ikke halvdød. Man er ikke sat på standby. Man er ikke blevet kustode i sit eget liv. Man er ikke nødvendigvis udbrændt. Man er ikke blevet uattraktiv og seksuelt død. Det kan godt være, at man ligesom en god vin, der har fået lov til at lagre i mange år, har fået en vis form for fyldighed. Men det er ikke det samme som at være fed og færdig. Det er klart, at folk over 55 år vil have masser af indvendinger, når de bliver opfordret til at tage et fjumreår.
9
Det har givet frihed, at børnene er flyttet hjemmefra, og der måske ikke længere er en hund, der skal luftes. Men de fleste mennesker har fortsat et krævende arbejde, der fordrer deres fulde engagement. Drømmen om karriere er heller ikke lagt i skuffen. Dertil kommer den store gæld til helårshus og sommerhus og bil, som mange har sat sig i. Hver måned er der afdrag, der skal betales. For slet ikke tale om stigende udgifter til tandlægeregninger! Det synes økonomisk umuligt at bryde op fra hverdagen og for en stund foretage sig noget helt andet. Men den sværeste hindring for et fjumreår ligger ikke i hverken karrieren eller økonomien. Den er mental. Rutinerne og vanerne skaber tryghed. Man ved, hvad man har. Men man aner ikke, hvad man får, hvis man pludselig, for en stund, giver slip på arbejdet og dagligdagen og de vante omgivelser og kaster sig ud i noget totalt nyt. Et fjumreår er, næst efter sygdom og død, den største eksistentielle udfordring for en dansker over 55 år. Der vil være topledere, arbejdsgivere, politikere, der indvender, at danskerne ikke har brug for et fjumreår. De vil slå på, at vi i forvejen som nation er forkælede, fordi vi har lange weekender og har trukket det længste europæiske feriestrå. Mens italienerne, irerne, hollænderne og englænderne har 20 dages ferie om året, har
10
danskerne 40 dage, hvis man tæller helligdagene med. Dertil kommer, at en undersøgelse har dokumenteret, at mange lønmodtagere arbejder fem-seks timer mindre om ugen, end de får løn for. De fleste danskere har imidlertid den stik modsatte opfattelse. De synes, at de arbejder meget mere, end de reelt gør. Og hvorfor tror danskerne det? Fordi de ikke kan skelne mellem arbejde og fritid! Når danskeren holder fri, er hun eller han lige så meget på, som når vedkommende er på arbejde. Man mærker ikke forskellen mellem arbejde og fritid, fordi fritiden med alle dens gøremål, alle dens krav om diverse aktiviteter, alle Facebook-beskederne, alle e-mailene og sms-beskederne er blevet superhektisk. Hvis danskerne gennem et fjumreår kunne genvinde evnen til at holde fuldstændig fri, når de rent faktisk har fri, ville det ikke betyde det mindste, om arbejdsugen kom op på flere timer, og ferierne blev en anelse kortere. Der bruges enorme beløb på de forskellige arbejdspladser på managementkurser, lederkurser, udviklingskurser, kom hinanden ved-kurser og alverdens andre kurser. Fokus er lagt på arbejdet, men burde lægges på fritiden. Vi kan godt finde ud af at arbejde, men vi kan ikke finde ud af at holde fri. De store beløb, der bruges til arbejdsrelaterede kurser, kunne i stedet gå til at give
11
medarbejderne mulighed for en orlov. Kan danskerne lære at holde fri, vil de nemlig få et meget bedre liv og blive langt mere effektive på arbejdet. Gennemsnitslevealderen er steget voldsomt. Det betyder ikke kun, at man, når man bliver gift, binder sig til sin elskede i meget længere tid end tidligere generationer. Engang kunne man, på grund af den høje dødelighed, nøjes med at sige ja til 10-15 års samliv. Så døde enten man selv eller ægtefællen. Det var til at overkomme. I dag kan et ægteskab trække ud i 60-70 år. Det samme gælder for tiden på arbejdsmarkedet. Dansk Arbejdsgiverforening overvejer allerede nu at hæve pensionsalderen fra 70 til 72 år. Vi er på vej til at skulle være på arbejdsmarkedet et halvt århundrede og har derfor mere end nogensinde før brug for en periode uden arbejde. Bogen her har en del henvisninger til bibelske personer. Fælles for de fleste af disse kvinder og mænd er, at de tør tage chancer med deres tilværelse. Der er en konstant vandring i Bibelen i retning af mere liv. Moses fører jøderne bort fra trældommen i Egypten til friheden i Det Hellige Land. De vise mænd drager bort fra deres hjem, fordi en erkendelse om, at de vil møde noget meget stort og livgivende i det fremmede, tirrer dem. Den fortabte
12
søn siger farvel til den fædrenegård for at finde sit liv igen i udlandet. Maria i Betania smider spontant forklædet og kvitter sit køkkenarbejde, da Himlen banker på hendes dør. Og stærkest af alt: Jesus bryder ud af graven påskemorgen og markerer endnu en gang kristendommens ultimative retning imod liv. Denne bog vil forsøge, både på et mentalt og helt lavpraktisk plan, at hjælpe alle over 55 år til at få mere liv i deres tilværelse ved i en periode at gå på valsen. Det betyder ikke, at bogen ikke kan læses med udbytte af yngre aldersgrupper, der også har et behov for et fjumreår. I nogle grene af Amish-folket i USA, der lever deres liv, som om de stadig befandt sig i slutningen af 1600-tallet, kan de unge få lov til i en periode at bryde ud af sekten og gøre, som de vil, i det moderne samfund, før de vender tilbage, bliver døbt og slår sig til ro. Det kaldes rumspringa. Alle unge og gamle har brug for rumspringa. Ikke for at løbe hornene af sig, men for at finde ud af, at de har horn. I første, anden og tredje del af bogen vil der, efter hvert kapitel, blive stillet nogle spørgsmål til overvejelse og fordybelse og diskussion. Hvis vi ikke stiller spørgsmål til, hvad vi gør eller ikke gør, hvordan vi lever, hvem vi er,
13
hvad vi vil med hinanden og livet, kommer alt til at runge af tomhed. Det vigtige er ikke svarene på spørgsmålene, men at vi stiller dem. Spørgsmålene kan negligeres, som vi negligerer livets korthed. Men spørgsmålene kan også, sammen med det øvrige indhold i bogen, bruges som et springbræt til at komme i gang med fjumreåret.
14
© RUNE HANSEN
Poul Joachim Stender er født i 1956 og er præst og forfatter. Han har haft orlov fra sit arbejde flere gange for at bo i Sydgrækenland og Californien. I 2014 udgav han romanen Røde hunde gør ikke, og han er derudover forfatter til adskillige bøger om erotik, mad og eksistens.
»Et menneske skal stoppe op for ikke at gå i stå« Alle voksne mennesker bør tage et fjumreår, hvor de sætter alt på pause og laver lige præcis intet af det, som deres liv ellers er fyldt op af. Det er Poul Joachim Stenders klokkeklare budskab i denne bog, hvor han med udgangspunkt i det moderne menneskes travle liv forklarer, hvorfor et fjumreår er nødvendigt for alle over 55 år. Rejs sydpå og brug dagene på at kigge ud over olivenlundene, fordyb dig i bøger eller golf, eller flyt på landet og fordriv tiden med at plukke æbler. Bare sørg for at komme ud af det vante og langt væk fra hverdagen. Fjumreåret vil give os nyt perspektiv og mulighed for at generobre glæden ved hverdagen og ikke mindst glæden ved de mennesker, der omgiver os. Stop op indeholder opfordringer, gode råd og vejledning til alle, der kunne føle sig fristet til at holde et fjumreår.
www.bibelselskabet.dk
9 788775 238460