Stormene - uddrag

Maria Helleberg Roman

KĂŚrlighed og magt i reformationens Danmark Bibelselskabet

Maria Helleberg Roman

Kærlighed og magt i reformationens Danmark BIBELSELSKABET

STORMENE © 2017 Maria Helleberg og Det Danske Bibelselskab Omslags- og kortdesign: Alette Bertelsen Sats, tryk og indbinding: Tarm Bogtryk A/S Forlagsredaktion: Karen Karmark Kristensen Korrektur: Ane Hornslund Elvej Bogen er sat med Minion og trykt på Munken Premium Cream 80 g 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7523-817-0 Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk

Vil du vide mere om de hektiske begivenheder, der udspiller sig i Stormene?

Så kan du gå på opdagelse i Bibelselskabets interaktive kort over den danske reformation og blive klogere på periodens store personer og begivenheder. https://uploads.knightlab.com/storymapjs/ d599cb6b8e47d02563043ef3b3ef5a48/storymap-1-0/draft.html Projektet er støttet af Folkekirkens fællesfondspulje vedr. Reformationsjubilæet i Danmark

Ordets storm

1. del – Da Elsebe Gyldenstjerne slog sin mand – side 9 2. del – Da Andreas spiste en helgen – side 55 3. del – Da Dorthe blev kætter– side 71 4. del – Da Elsebe fik et nyt navn – side 101 5. del – Da ærkebiskoppen blev brændt – side 159

Troens storm

1. del – Da Dorthe mødte kætterne – side 225 2. del – Da Elisabeth fandt en bondesko i sin seng – side 233 3. del – Da Danmark fik en bibel – side 277 4. del – Da Danmark blev en adelig republik – side 309 5. del – Revolution – side 355

Ildens storm

1. del – Da apokalypsen nåede nordenfjords – side 377 2. del – Da Troja blev belejret – side 417 3. del – Da biskoppen blev midlertidig tilbageholdt – side 445 4. del – Da Elisabeth opdagede hun havde begået blodskam – side 475 5. del – Da to horer blev gift – side 515 6. del – Da Elisabeth var kongens stedfortræder – side 533

Efter orkanen

1. del – Da lensmanden kom til Nørgård – side 581 2. del – Da Elisabeth spiste med to biskopper – side 623 3. del – Da Elisabeth gik i kloster – side 647 4. del – Da Elisabeth mødte sin mand – side 659 5. del – Da jorden skiftede plads i universet – side 687 Ordforklaring – side 713 Kort – side 714 Tak – side 717

Ordets storm

1. DEL DA ELSEBE GYLDENSTJERNE SLOG SIN MAND

1515 ESTVADGÅRD, GINDING HERRED, RIBE STIFT

Det var hendes første bryllupsdag.

Nydelsen kom bag på hende. En lang elfenbenskam redte hendes hår igen og igen, løb fra panden og bagud, trak i hendes nakke, strøg hendes hovedbund. Hun lukkede øjnene og nød det. Hvor var det dog godt, at en anden tog sig af hende, omsorg og ømhed.

Hendes moster Karen var ved at forberede hende. Elsebe var ikke vant til kærlig opmærksomhed og forsøgte at holde sig i ro. Ovenikøbet var hun klædt i nyt tøj fra top til tå, det var ikke sket, siden hendes far døde, og hjemmet blev opløst. I mere end ti år havde hun været kastebold i sin mors familie. I dag havde de igen fået øje på hende som andet end et irriterende, overflødigt barn. I dag og især i nat ville hun forvandles til en voksen kvinde.

– Han er en hel del ældre end dig, sagde moster Karen og slog Elsebes hår ud over hendes skuldre, – men det er måske et held. Du trænger til en erfaren mand med myndighed. Du er ung og yndig og har din egen vilje, ham kan du sagtens klare. Inden året er omme, styrer du Bonde Due. Vent og se. Han forelsker sig i dig ved første blik. Han vil han kysse den jord, du træder på.

Og så vil han tabe sig for din skyld. Han lever vel heller ikke evigt. Så kan du gifte dig, med hvem du vil. Åh, men du har det dejligste hår, du er din mor op ad dage.

Først senere gik det for alvor op for hende, hvad det betød, at den mand, hun skulle giftes med, var fyrre år ældre end hende selv. Hun var lige fyldt femten. Flere af hendes veninder var for længst gift og havde børn, men de var lykkeligt gift med mænd på deres egen alder. Mette og Bolette var mødt op til hendes forhastede, billige bryllup. Det var hendes veninder, kun to år ældre end hende, og de havde selv været med til at vælge ægtemænd. Sådan gjorde nogle familier, de unge mødte jo ikke andre end passende emner, og forelskede par holdt bedre sammen end dem, som var blevet bragt sammen. Elsebe skulle dog i allerhøjeste grad bringes sammen med en udvalgt ægtemand. Hun havde været så nysgerrig, lige siden hendes mostres mænd fortalte om aftalen. Hvad var det for en mand, som havde bedt om at blive 9

gift med hende? Hvorfor havde han valgt netop hende? Men han havde aldrig besøgt hende, ikke engang da moster Karen og hendes fornemme mand, Mogens Munk, overtog ansvaret for hende. Og Bonde Due og Mogens Munk tilhørte ellers den samme slægt.

Mette og Bolette holdt hende i hånden, da brudgommen omsider ankom og vovede sig ind til brudens familie. Gyldenstjerner og Rosenkrantzer fyldte gården, men gav plads for Bonde Due. Mogens Munk havde påtaget sig at føre brudgommen ind.

Hun havde ventet og ventet på at møde den mand, som åbenbart skulle være den mest betydningsfulde person i hendes liv. Hun vidste, hvordan en mand på 55 så ud, så gammel havde hendes far været, da han døde. Men hendes far havde været en høj, slank og smuk mand, der var vildt forelsket i sin unge, fornemme kone. 55 år var ingen alder. Hun glædede sig til at møde denne mand, som åbenbart havde været ivrig efter netop at gifte sig med hende, havde valgt netop hende blandt alle unge kvinder i landet.

Det var Bolettes lille skrig, som fik hende på andre tanker: Døren gik op, og to granvoksne mænd sørgede for at få brudgommen ind og bragt til sæde i en bred stol. Bonde Dues navn lød sødt og blødt, sådan havde hun forestillet sig ham, men den ægte Bonde Due var en tung, klumpet, prustende skikkelse. Udmattet af rejsen, vred over opmærksomheden. Og stolen var for lille til hans krop, så en ny måtte fremskaffes. Bolette slap hendes hånd, skjulte mund og næse med begge hænder og gik baglæns. Elsebe klamrede sig til Mettes hånd, og Mette stod ganske stille og stirrede med åben mund. Elsebe så sig om i rummet, der måtte da være en anden brudgom gemt et sted, denne mand kunne umuligt være beregnet på hende. Den enorme mand i stolen lod til at være lige så overrasket.

– Det er jo en voksen kvinde, sagde han misfornøjet, – jeg kan ellers godt lide helt unge piger. Men jomfru er hun vel i det mindste? Hendes far er en Gyldenstjerne, og hendes mor en Rosenkrantz, så jeg går ud fra, at hun ikke allerede er med barn, det er vel ikke derfor, I så gerne vil af med hende?

Der måtte være noget galt med denne udtalelse, for hendes slægtninge tav og så bestyrtet på hinanden. Elsebes familie var ellers både snakkesalig og larmende, men Bonde Due kunne gøre dem mundlamme.

– Selvfølgelig er min søsters datter jomfru, sagde moster Gjertrud vredt og lagde sin hånd på Elsebes skulder, – så ren, som da hun fødtes. Hvad tror han om os? Om hende? Se på hende!

10

Og hendes moster Karen fik musikerne til at spille højt og larmende. Elsebe blev ført frem foran sin brudgom og betragtede ham oppefra og ned.

Han var ikke tilfreds med hende, han gad dårligt nok se på hende.

Gud skulle velsigne dem, men nej, brudgommen ville ikke tage bruden i hånden. Elsebe fik den tunge brudekrone på hovedet og koncentrerede sig om at holde sig lige, så der ikke skete noget uværdigt. Ringe og gaver blev udvekslet. Hun stod lidt og betragtede den perlebesatte hue, som hun åbenbart skulle bære som Bonde Dues hustru, og undrede sig over, hvordan hendes enorme hår dog skulle kunne rummes derinde.

Under middagen forholdt kvinderne sig ganske stille. Mændene derimod brølede af latter og hamrede hendes kommende mand på skuldre og ryg.

Hvor havde han dog været heldig, bare det var dem. De gav ham gode råd om, hvad han burde gøre ved hende, og hvor godt hun ville synes om det.

Elsebe var ikke helt enig med dem.

Hun havde været med til flere bryllupper, hvor de to unge mennesker dårligt nok kunne holde hænderne fra hinanden og kyssede hinanden ustandselig. I det mindste var det godt, at Bonde Due ikke ønskede at kysse. Da Mette blev gift, havde en forarget ældre herre anmodet de respektive forældre om at sørge for en mere høvisk optræden, men det havde ikke hjulpet meget. Her sad hun og var bange for, om hendes brudgom ville forsøge noget tilsvarende. Fik lov at drikke vin, men var for bekymret, halsen snørede sig sammen. Spiste en mundfuld af hver ret og forsøgte at finde udveje. Det var for sent at sige nej, moster Karen havde vist hende aftalen, med ti segl vedhængt.

Men måske kunne hun slippe udenom og udsætte bryllupsnatten. Blive syg.

Moster Karen havde fulgt hendes menstruationer i årevis, som var det helgendage, hun vidste, at bruden var mandbar jomfru og derfor brugbar. Og hendes bror, mester Anders Gyldenstjerne, havde oplistet de dage, som var mest gunstige for et bryllups indgåelse.

– Bliv ikke med barn alt for tidligt, hviskede moster Karen til hende, – din mor døde så ung.

Det huskede Elsebe med uhyggelig tydelighed, hun havde været fire, da hendes mor skreg sig i døden, og hendes far brød sammen, og sengen blev brækket løs og trukket ud og brændt, med alt blodet. Men hendes mor havde været 34, ikke 15. Hendes forældre havde elsket hinanden og deres mange yndige børn. Hun huskede den sidste sommer, hvor hun havde fået lov at sidde på sin egen lille hest, foran Anders, da de alle red til Skive. Den sidste dag, 11

hvor hendes skrantende far havde været lykkelig. Forældreløsheden havde revet hende og hendes søskende op med rode, selv dette bryllup var en af forældreløshedens hæslige følger.

Kvinderne førte hende til brudekammeret, klædte hende af, slog hendes hår ud over skuldrene og efterlod hende siddende i sengen, under bunker af tæpper. Mette og Bolette græd og forsøgte at skjule det. Moster Karen græd også. De andre var sammenbidte og alvorlige, og de behandlede hende, som om hun var syg og ventede på lægens besøg.

– Det er ikke godt at være så køn, sagde moster Gjertrud, – jo, hvis din far havde haft mere jord at dele mellem alle sine børn. Hvis han havde sendt endnu en søn til kirken. Nu er der seks børn, som skal dele en eneste gård.

Man tager jo ikke en hustru alene for udseende og et fint navn. Han ville have dig, og han fik dig.

– Han drikker hårdt, han bliver alt for fuld til at kunne gøre dig noget, sagde moster Karen, – du må ikke være bange, du er så frisk som en blomst, han vil aldrig kunne gøre dig ondt.

Men Elsebe var ikke bange for ret meget, hun kunne ride, skyde og danse bede end nogen anden pige, hun kendte. Kun ville hun gerne spørge alle de voksne, myndige personer fra sin fornemme familie, hvorfor de netop ville give hende til denne mand. Hun gik ud fra, at det drejede sig om jord og penge, de to eneste ting, hendes familie lod til at elske.

Hun kunne have sparet sig alle bekymringer. Bonde Due blev mere båret end fulgt til brudekammeret og slængt ind på sengen, iført det meste af sit tøj. Hele bryllupsnatten sov han, stor og ildelugtende, på ryggen og snorkede. Bortset fra et par sekunder, hvor han vågnede og forsøgte at effektuere en form for samliv, han fik fat i hendes venstre hånd og ville vrikke den ind omkring sit køn. Da hun vågnede og fattede, hvad hans ærinde var, brækkede hun hans ene finger bagover. Han skreg og slog ud efter hende i mørket, og hun slog ham til gengæld tværs over ansigtet med knytnæven, før hun væltede ud af sengen. Derefter lod han hende være. Det skulle komme til at tage fire dage, før han igen kunne bruge højre hånd. Om morgenen stod han ud af sengen og gik ud for at drikke, og for at hente hjælp til sin beskadigede hånd. Uden at ænse hende. Da han skulle rejse sig op, kom han til at støtte med en stor hånd på hendes mave, og hun skreg lydløst og gled ud under vægten. Men han lagde ikke mærke til noget.

12

Elsebe blev hentet og klædt på, og sengen undersøgt. Ikke det mindste spor af blod eller andre tegn på samliv. Moster Karen omfavnede hende inderligt, og Gjertrud græd. Hun slap, sagde Karen til de andre koner, som kvidrede og klappede. Mette og Bolette tog imod hende, de forventede åbenbart, at hun ville enten sørge eller rase, men hun var kun lettet. Hun havde klaret en nat i hans seng. Sådan ville hun formentlig kunne fortsætte. Mænd rejste ofte hjemmefra og lod hustruer og børn alene i årevis. Det måtte Bonde Due også meget gerne snart gøre.

Ude i huset stødte hun på sin mand, Han stod op nu, støttet til en stok og forhørte hendes moster Lene: – Hvor er sølvtøjet, som jeg har ret til, som Elsebe Gyldenstjernes ægtemand? Alle klenodierne? I skal ikke prøve at narre mig.

Sølvtøjet blev fundet frem og lastet på vognen. Medgiften var allerede overført til ham i form af jord. Hun vovede endelig at spørge sin moster Gjertrud, hvorfor Bonde Due havde valgt hende, ud af alle unge adelige piger i Danmark.

– Jamen ingen andre har spurgt, svarede Gjertrud, som om det forklarede alt, mens hun vrikkede den perlestukne hue på plads på Elsebes hoved, – og vi er kommet tættere på Munkslægten gennem dit ægteskab. Det har været så nyttigt for os. Din moster Karen og hendes mand, Mogens Munk, er tilfredse.

Tag du nu med ham hjem, og fald til ro.

Mette og Bolette lagde armene beskyttende om hende, de skulle til messe, og ingen andre måtte røre hende. Elsebe forsøgte at spørge, hvor hendes brødre var henne, ingen af dem var kommet til brylluppet. Anders, Erik, Ludvig og Otto. De måtte da vide, at hun blev givet bort? Var det ikke vigtigt for dem at møde den mand, som var blevet deres svoger?

Det havde vist sig umuligt at få hendes hår skjult under huen, så hun havde slået håret ud og iført sig huen som en hat, hendes mostre havde heller ikke gemt alt deres hår. Hendes mand gloede på hende, men vidste åbenbart ikke, hvor han skulle gribe ind.

Midt under messen forsøgte unge mænd at komme tæt på hende, for at få et glimt af hendes ansigt. De kendte hende dårligt nok, og nu var hun allerede afsat, Bonde Dues unge kone. Ville de se, om hun udviste tegn på at være en gift kvinde? Hvordan gav det sig til kende? Et par af de unge mænd passede hende op uden for kirken, de puffede hinanden til side for at hilse og præsentere sig. Det lød, som om de gik ud fra, at hun nu ville slippe ud i 13

den synlige, voldsomme del af voksenlivet, som om hun ville blive et rigtigt menneske. Men det mente hendes ægtemand åbenbart ikke. Han stillede sig mellem hende og de unge mænd. Det var nu ikke dem, han var vred på, men hans egen kone. Det kom bag på hende, da de jo dårligt nok havde talt sammen eller rørt ved hinanden.

– Den forbandede lille dukke, sagde han, – jeg skal nok holde lystne mænd på afstand, hun skal hjem på min gård. Hvorfor ser hun sådan ud? I lovede mig en sød lille pige, ikke det her aflange magre gespenst. Hun glor hele tiden på mig med sine grønne øjne.

– Men jeg kan ikke skifte mine øjne ud, kom hun til at sige, – hvorfor er du vred på mig? Sig mig, hvad jeg gør forkert, så retter jeg mig efter dig. Min kære herre.

Svaret kom med det samme, men var helt forskelligt fra, hvad hun havde forventet. Han løftede hånden med sine fine broderede handsker og slog hende på tværs af underansigtet, så broderiets små guldtråde rev hendes overlæbe op. Blodet piblede fra hendes ansigt, og hun troede alligevel ikke, det kunne være sket med vilje. Men hvis folk forløb sig, plejede de at undskylde, og intet lå ham fjernere. Som barn havde hun lært, at det var uværdigt for adelige at slå tjenestefolk – man skulle sende dem bort, snarere end løfte hånd mod dem. Men slå sin hustru i ansigtet? Hvem gjorde dog det, og hvorfor? Hun havde kun set vold på galgepladsen, og mellem vrede bønder.

Med den ene hånd trykket mod ansigtet lod hun sig trække til sin hest.

Han kunne ikke hjælpe hende op, så hun satte foden i stigbøjlen og svingede det andet ben over hesten for at ride, som hun plejede. Hendes mand forsøgte at tage fat i hendes ene fod for at trække hende ned igen: – Min mor red ikke, efter at hun havde giftet sig. En gift kvinde kan ikke sidde overskrævs på en hest. Kvinder kører i fruevogn.

Der var ingen fruevogn til rådighed, hvorfor Bonde Due var tvunget til at tillade sin nye hustru at ride hele vejen til hans hjem i Thy. Torp hed godset.

Ingen havde fortalt hende, præcis hvor gården lå, eller hvor langt borte den var fra hendes hjem. Kun navnet fik hun at vide, inden de ankom. Intet af det, hun iagttog på vejen, forklarede, hvor de var på vej hen. Hos sin familie havde hun set bøger med kort over ukendte lande. Ude i kanten af kortet stod der med store, frygtsomme bogstaver: Her findes drager. Derude var hun havnet.

Men dragerne havde for længst drukket sig ihjel, var blevet solgt eller pantsat, ligesom Bonde Dues øvrige ejendele.

14

1515 TORP, THY

Torp var nok en genkendelig herregård, med vold, grave og stenhus, men med et forbavsende beskedent folkehold. De tog imod hende, som var hun et drømmesyn. De havde aldrig set magen til tøj som det, hun pakkede ud og forsøgte at anbringe i en klædekiste, efter først at have tømt den for muselort og edderkopper og vasket den indvendigt.

– Når min bror Ludvig gifter sig til efteråret, sagde hun til sin mand, – kan vi følges med min moster Karen og hendes mand, Mogens Munk, din slægtning, til brylluppet. Du har ikke truffet mine brødre endnu. Anders går på universitetet, han ved alt, han kan både latin og græsk og jura.

Sådan plejede gifte par at tale med hinanden. Hun forsøgte at efterligne, vel vidende, at hendes mand enten ville være ligeglad eller vred over, at hun blandede sig i hans liv. Hun var i færd med at sortere de broderede duge, som familien havde udstyret hende med oveni medgiften. Da han slog hende over nakken, så hun tumlede forover, ærgrede hun sig mest af alt – hun havde været for uopmærksom og tilladt ham at overraske sig, hun vidste jo nu, hvordan han var.

– Kæfter op i tide og utide, ingen ro i huset. Hvad er der i vejen med den tøs? Intet er godt nok til hende. De gyldne stjerner får hende til at tro, at hun har giftet sig under sin stand, sagde han.

– Men det har jeg jo, indvendte hun, efter at have rejst sig igen, – min slægt er højadel på begge sider, vi har fostret rigsråder, rigsmarsker, rigshofmestre, bisper, statholdere og lensmænd på rigets store borge. Min far kæmpede i Ditmarsken, han mistede harnisk og stridshest, han og kong Hans måtte springe fra vogn til vogn i trænnet for at overleve. Hvilke krige har du kæmpet i? Min far var ridder og bispens lensmand, hvilket embede og titel har du? Ingenting!

Men den lange, gloriøse politiske familiehistorie hjalp hende mildt sagt ikke her. Om end de gyldne, syvtakkede stjerner prydede bælter, duge, kapper og sølvtøj, hun havde ført med sig. Han slog hende over munden, der havde formastet sig, og gråden sprang frem i hendes ansigt og trak hendes ømme mund skæv. Hvorfor skulle det altid ende med at gøre ondt i hendes ansigt?

– Hvis du stikker af, indhenter jeg dig og voldtager dig og binder dig og sender dig hjem til Torp, skreg han efter hende. Elsebe lyttede måbende og kom så til at le.

15

– Med hvad vil du voldtage mig? hikkede hun, uden at kunne dæmpe sin egen latter, og Bonde Due kom hen og så hende ind i øjnene, tydeligt rystet.

Nej, hun slog ikke blikket ned, det var berusende at udfordre ham, at lege med ilden. Han var ikke hurtig eller havde let ved at udtrykke sig, hun kunne fange ham og håne ham.

Enten gik han eller slog løs på hende. I dag forlod han hende, og først for sent hørte hun, at han satte slå for døren på ydersiden. Han låste hende inde. Hun stod lidt og bankede på døren og begyndte så at kalde, og efter nogle timers forløb kom en af husets tjenere og lukkede hende ud. Hvor var herren til Torp? Han var nok redet til Nykøbing, han plejede at spille og drikke på Dueholm Kloster. Sådan havde hun aldrig hørt, man kunne bruge et kloster. Hun var havnet blandt mærkelige eksistenser. Kunne hun så måske også ride til et eller andet kloster og drikke sig fuld med priorinden? Næppe.

Da han vendte hjem, var han stadig vred: – Din åh så fornemme slægt har ikke opdraget dig ordentligt, sagde han. – De har ikke opfostret en ung adelsdame, men en basilisk, du er et uhyre. Du er arrogant og overlegen. Du glor hele tiden på mig med dine onde grønne øjne. En kvinde skal slå blikket ned.

Hun kan kun se på sin mand, hvis han taler til hende. Du er ikke en fornem ung kvinde. Du er bare en forældreløs tøs, som ingenting ved eller kan, fra en fattig gren af slægten. Og jeg skal nok få dig knækket.

Elsebe overvejede, om det var værd at høre mere, og vendte sig for at gå.

Hun havde ikke troet, at han kunne bevæge sig så hurtigt, men han nåede at få en arm stukket ud og at tage fat i hendes hår, der var bundet i en fletning. Han snoede fletningen om hånden og trak i hende, og hun mistede fodfæstet og styrtede ned på knæ. Smerten i hovedbunden var altomfattende, den hæmmede både syn og hørelse, og hun lod sig trække, fod for fod, ind gennem smerten, med åben mund, fuld af undren. Hun forsøgte at gribe om den store hånd, der slæbte hende, for at mindske trækket og dermed smerten, men han slog hende, til hun selv slap. Da han endelig lod hende falde, greb hun sig til hovedbunden, sad og pustede med åben mund og afventede smertens aftagen.

– Så kan du måske lære acceptabel opførsel, sagde han, – og respekt for din overmand.

Det kunne da umuligt være ham selv, han talte om. Men sådan, opdagede hun, behandlede han alt og alle, han kom i forbindelse med. Hunde blev 16

sparket ned og forsvandt som kadavere. Heste blev halte og slået ned. Ulydige tjenestefolk blev afleveret hos andre familier. De eneste, han respekerede, var adelsmænd, som kunne låne ham penge. Jorden var han ved at skille sig af med.

1516 TORP, THY

Hendes mors slægt, Rosenkrantzerne, havde påtaget sig ansvaret for de forældreløse søskende. De havde ikke interesseret sig meget for hende, den yngste datter, men trods alt spenderet den normale uddannelse på hende.

Hun kunne læse og skrive dansk og tysk, hun kunne brodere, synge, stille et regnskab op, kendte kornarterne, kunne se forskel på tyr, ko og kvie, og hun red og dansede fremragende. Hun var ikke god til at sidde stille, og alt, der udsprang af kroppens bevægelser, morede hende.

Nu sad hun så som frue på en gård, der havde klaret sig længe uden en egentlig leder. De få folk, som endnu holdt til på Torp, gjorde alt, som de bedst kunne. Og da hun ikke havde meget andet at bruge tid og kræfter på, kastede hun sig over Torps husholdning. Lige fra regnskaber til korndyrkning. Hun anede intet, men tog fat. Noget skulle tiden jo gå med. Hendes mand syntes ikke at opfatte Torp som sit hjem, endsige som et sted, hvor han ønskede at bo. Han drak, sov og sked.

Hun iagttog ham, mens han drak, han virkede glad og tilfreds, i den korte sprække mellem vrede og drukkenskab. Et lille lysende frirum, som han hurtigt måtte forlade igen. Måske drak han for at finde vej gennem labyrinten til dette lysfyldte, dejlige rum fyldt af velvære. Men hun kunne ikke tåle at drikke, som han gjorde. Hun måtte finde sit eget musehul ud af den ejendommelige eksistens. Så hun forberedte grundigt sit forsøg på at slippe væk og opførte sig eksemplarisk i et par dage. Det krævede, at hun holdt afstand så længe som muligt. Netop i denne periode drak han mest og bevægede sig stort set ikke uden for huset. Hun sørgede for, at han sov tungt, inden hun selv gik til ro, og hun stod op tidligt, når alle andre på Torp stod op. Da han virkede klarest og mest ligevægtig, tog hun mod til sig og spurgte. I de ti år, hun havde levet som uønsket, løsrevet slægtning hos forskellige Rosenkrantzer, havde hun lært at iagttage magtfulde mennesker for at kunne tiltrække deres venlige opmærksomhed, når hun havde brug for det. Og i modsat fald, at kunne undgå vrede og uretfærdighed. Men Bonde Due var, havde hun allerede lært, ikke så nem endda at læse.

17

– Må jeg rejse sydpå til mine slægtninge, spurgte hun og huskede at neje, – eller kan vi begge rejse ned og besøge dem, Mette Pedersdatter har fået sin første søn.

Han lo og fnøs: – Ja, kvinder vil have en hønsegård, hvor de kan gå og pludre om ligegyldige ting. Nu har jeg købt hende, en sølle forældreløs unge, som ingen synes om. Så må hun finde sig i min slægts regler. Kvinder passer deres dont og pligter indendørs, så kan mænd styre alt, hvad der foregår udenfor.

– Men du styrer jo ikke noget som helst, svarede hun i dyb undren, nejede omhyggeligt og dybt endnu en gang og tillagde det, han krævede: – min kære herre.

Der var ingen vej ud i friheden. Hun kendte ikke hans regler, tvivlede på, at de var konstante, men forstod dog så meget som, at han hele tiden flyttede loven, som det passede ham.

En søndag nægtede hun at følge med sin mand ud af kirken i Ræhr. Det var hans slægt, som havde udsmykket kirken, prydet den, kaldte han det. Hun havde aldrig før set kirken grundigt, og præsten ville åbenbart gerne fortælle om både altertavle, døbefont og grave. Inden de red til messe, havde hendes mand informeret hende om god kvindelig opførsel, hun skulle neje, hver gang han henvendte sig til hende, og tiltale ham min kære herre.

– Må jeg blive? spurgte hun ham, da hun stod sammen med præsten. Det var ikke et ægte spørgsmål, hun havde hørt moster Karen sige det samme til sin mand, og i Karens mund betød det, vent på mig. For øjnene af præsten slog hendes mand hende på hals og skulder med den pisk, han havde med, når han red hjemmefra. Hun var helt uforberedt, slagets tyngde fik hende til at falde sidelæns ud på det kolde stengulv, alligevel følte hun mere vrede end smerte og skam. Ingen hjalp hende, ikke engang præsten. Bonde Due fik fat i hendes ene arm og vred den om på ryggen af hende, og hun vovede ikke at skrige, hele Torps husholdning var samlet på kirkebakken og så deres herre disciplinere sin hustru.

– Hvorfor gør du dig til over for de unge mænd? skrålede han, ude af sig selv. Men den eneste unge mand var den grimme, ærbødige præst. Da hun forsøge at sparke igen, ramte han hende under hagen, så hendes mund fyldtes af blod, og hun forstod, at hvis man satte sig imod straffen, blev den fordoblet. Men hun ville ikke opgive at sige ham imod, for han tog jo hele tiden fejl eller løj for hende. Det var ham, som var ved at ødelægge det gods, 18

han havde arvet. Det var ham, hvis levevis gjorde dem fattige. Det var ham, som ødelagde deres fælles livsgrundlag.

– Jeg ville have en stor medgift, og hvad fik jeg, en ubrugelig tøs, skreg han, – jeg har brug for penge, ikke for en pige. Ikke en tøs med hekseøjne. Jeg skal nok få dit ansigt til at forsvinde, så er der ingen mere, som vil se på dig.

Da de nåede hjem, besluttede hun, at det måtte være sikrere at undgå ham helt. Da tre bønder dagen efter kom til Torp, og Bonde Due var døddrukken, bad hun dem forklare sig for hende, hun var trods alt fruen til Torp. Det, de havde at klage over, kunne ikke afgøres på stedet, så hun aftalte med dem, at de skulle mødes dagen efter, ude ved stranden, hvor man kunne se stridspunktet. Hun var ikke ekspert i jura vedrørende gårde, der grænsede op til hinanden, men hendes far havde været lensmand og været med til at foretage opmålinger af enkelte gårde i landsbyer, man rebede, som det hed, og det var, hvad hun mente, de skulle gøre. Mens de stod og forhandlede, dukkede en enlig hest op på vejen. Hun vidste, han ville blive rasende, alligevel gik hun ham i møde, nejede, som han ønskede, og gav sig til at forklare, hvorfor hun var sammen med hans bønder. Hendes mand lod sig glide ned fra hesten, og endnu inden han havde nået jorden, slog han den nærmeste bonde tværs over ansigtet med sine handsker og forfulgte manden og slog igen, to gange, fem gange, ti gange, selv om han vaklede baglæns og forsøgte at undgå slagene.

Om aftenen forsøgte hun at få en forklaring, men Bonde Due forstod det vist ikke. Han kunne ikke knække hende, men han kunne spærre hende inde og true med at kaste kogende vand i hendes ansigt, så hun blev vansiret. Det kunne da umuligt være lovligt, tænkte hun. Havde han først ødelagt hendes ansigt, kunne hun kræve bod og bøder, men det ville alligevel ikke kunne helbrede hende.

Det eneste spor af forklaring, hun fandt, lå i Bonde Dues egen families historie. For mindre end hundrede år siden havde den første Bonde Due voldtaget og bortført en ung kvinde, Johanne Panter, og gjort hende til sin kone.

Elsebe gik ud fra, at han også havde forsøgt at tæve Johanne til lydighed. Men hun tog hævn. Folk sagde, at Johanne havde taget livet af Bonde Due, i alt fald giftede hun sig straks efter hans død med en mand, hun selv havde valgt, fik masser af børn med ham og endte som lensmand – og med sæde i rigsrådet, som den eneste kvinde i hele landets historie. Hende fortalte Torps folk hviskende historier om, den gode fru Panter. Sådan en frue ville Elsebe egentlig også gerne blive, hvis det var muligt. Hun forlangte ikke så meget, bare at 19

hendes mand ophørte med at sparke eller mishandle hende. De ville aldrig komme til at leve sammen, men den fejl sad hos ham, ikke hos hende.

1516 TORP, THY

Mette og Bolette besøgte Torp, med ægtemænd og børn, glade, travle og forelskede par, der stolt viste deres børn frem, og fortalte om karrierer, familiemedlemmer, fælles bekendte, nye heste, hunde og fester. Intet kunne interessere Bonde Due mindre end andre folks børn og privatliv. De åd ham ud af huset, råbte han efter gæsterne. Mette lod til at kunne ignorere Bonde Due, hun var kommet for at være sammen med sin veninde og vise sin lille søn frem. Elsebe ville helst undgå småbørn, dette ægteskab ville aldrig resultere i det, som var meningen med at gifte sig.

– Hvorfor halter du? spurgte Mette undrende. Der var en enkel forklaring, som hun skammede sig over at give. Hendes mand havde slæbt hende ved håret, efter at han havde sparket hende omkuld. I stedet forklarede hun, at hun var snublet på vej ned ad tårntrappen.

– Men du er da så let på foden, sagde Mette bekymret, – jeg har aldrig set dig falde. Han slår dig vel ikke? Han råber jo altid efter folk, selv dig.

Mette strøg hende over kinden.

– Jeg faldt ned ad trappen, sagde hun sammenbidt. Det var sidste gang, hendes veninder viste sig, sine brødre hørte hun intet fra, heller ikke fra sine mostre. Det var, som om man havde begravet hende levende.

1516 TORP, THY

Hun vågnede op en morgen og konstaterede, at Bonde Due havde forladt Torp, uden besked om hvornår han kunne tænkes at vende tilbage. Folk på gården sagde, at han kunne være taget til Aalborg, hvor han drak med sine venner. For Elsebe kunne han lige så godt have slået sig ned på Kreta.. Væk var han, og hun stod tilbage med ansvaret for Torp: høst, handel, kvæg, mælk, ost, marked, bønder, landgilde, kirke, regnskaber og ensomhed.

Med godset gik det hastigt ned ad bakke. Alt af værdi var bortsolgt, der var ikke så meget som en bønnebog tilbage på gården. Det sølvtøj og de broderede duge, han havde fået med hende, var også borte. Men i Bonde Dues sengekammer, hvor hun helst ikke sov, fandt hun bue og pile og begyndte igen at skyde, om ikke andet kunne hun blive en førsteklasses bueskytte. Og gå på jagt og derved skaffe sig anden mad end grød og grutning.

20

Ude i engene huserede nogle halvvilde heste. Hun gik derud og fik en af de ældste og sløveste heste til at følge med sig, sadlede den og red forsøgsvis ud, så langt hun kunne, uden at slippe Torps silhuet med blikket. Alle huse, ud over Torp, var vinduesløse, lave bondegårde. Hun havde aldrig før skænket det en tanke, men hun tilhørte et lillebitte mindretal, mennesker, som boede i stenhuse med vinduer, trapper og ovne. Ikke at det gav hende ret meget mere frihed end bønderne.

Hun red til Ræhr Kirke på bakkekammen, herfra kunne hun se ud over det land, hendes mand formodedes at eje. Hvor kunne hun ellers ride hen?

Hvis hun fulgte vejene, ville hun vel før eller siden komme til enten by eller herresæde, men hvor skulle hun bevæge sig hen? Hvis hun red mod nord, nåede hun kysten, der ikke virkede ligefrem indbydende. Men hvis hendes mand holdt sig væk, kunne ingen vel forhindre hende i at ride til Nykøbing, Børglum, Thisted. Måske endda helt tilbage til Skive og hendes fars gods, Estvadgård. På denne måde ville hun måske kunne kontakte sine brødre. Eller en eller anden myndighedsperson, som hun kunne rådføre sig med. Det liv, hun levede, var ærlig talt ikke værd at opretholde, månederne gik, og hun blev ældre.

1517 TORP, THY

Omverdenen opsøgte hende i form af storesøsteren Lene, den buttede storesøster, med vældige blå øjne og den sødeste naive opfattelse af Elsebes liv. En hel gård at styre, kvæg og tjenestefolk, det var forsmag på, hvad hun selv ville opnå, når endelig en mand dukkede op og friede .

Deres fælles bror, Ludvig, afleverede hende på Torp med et godt gennemvædet brev på papir. Elsebe tydede det med besvær. Det drejede sig som sædvanlig om gods og jord. Søsterdelene af gården Palsgård. Ludvig og hans kone, Lisbeth, ville åbenbart af med Lene.

Elsebe havde i teorien en værge i sin ægtemand, mens Lene som ugift søster var helt underlagt deres ældste bror, Otto. Han var ved at konsolidere sig: deres far havde været en alt for uambitiøs mand, ridder og biskoppens lensmand, hvad talte det, hvorfor ikke lensmand på en stor borg, hvorfor ikke et sæde i rigsrådet? Det var hans plan. Otto havde åbenbart ikke været særlig mild mod sin ugifte søster, som var stukket af for at bo hos Ludvig, der på alle måder var mere flegmatisk.

– Jeg vil have et godt liv som dit, jeg vil giftes og have min egen gård, og min egen nye familie, sagde Lene beslutsomt.

21

– Var det ikke nemmere for os alle, hvis Otto selv fandt en mand til dig? spurgte Elsebe søsteren. Hun havde sat Lene til at flette flerfarvede bånd, den eneste pynt, man kunne skabe med sine egne hænder. Men det var Elsebe, som fik noget fra hånden, Lene sad bare med snorene i hænderne og snakkede løs.

– Jeg vil giftes, men ikke med hvem som helst, sagde Lene hemmelighedsfuldt, – han skal være smuk og rig og elske mig. Det kan en datter af huset Gyldenstjerne godt kræve.

Elsebe kom til at le højt og hånligt. Hvis Bonde Due snart kom hjem, skulle hun få at se, hvad man risikerede, hvis man giftede sig. Lene var heldig.

Hun var ældre end Elsebe og stadig ugift.

– Men jeg har nok til at leve godt resten af mine dage, hvis ikke der dukker en frier op, forsikrede Lene hende. Elsebe så op på hende, uden at sagtne hændernes præcise vandring mod hinanden i fletteriet. Lene havde levet hos Otto i årevis. Hvad i alverden kunne hun mene.

– Jeg har taget alt det med, som vi har arvet efter far og mor, bare se i sækkene, sagde hun lyksaligt. Og ganske rigtigt, hun var ankommet til Torp med fire smudsige sække som rejsegods. Nu ofrede Elsebe et par af de dyre købelys og begyndte at tømme sækkene. Her var alt, fra fine broderede duge, som Rosenkrantzdøtre havde forarbejdet, over elegante sølvstager og service, til små helgenbilleder og smykker, i alle grader af nedbrud. Bælter og en enkelt perlesyet kyse, som Elsebe huskede, den havde deres far købt til deres mor, hun skulle have haft den efter den sidste fødsel, som tog hendes liv.

– Det er da en smuk medgift, sagde Lene, – med den kan din mand sagtens finde mig en frier.

En frier, ja, men hvilken. Lene havde småparter i forskellige gårde, men det var ikke det samme som hverken formue eller en hovedgård, som man kunne bebo, uden at skulle betale medejere af overskuddet. Elsebe var blevet klogere, koldere og mere kynisk, siden Bonde Due hjemførte hende, det vidste hun udmærket. Måske ville Lene være bedre stillet i et kloster. Og Bonde Due var som sunket i jorden. De, som arbejdede på Torp, holdt mest fri fra deres arbejde, så Elsebe hentede ild og fandt lidt spiselig mad til dem. Hun syntes, Lene fortjente lidt godt og en alvorlig samtale med sin gifte søster, men hun var kun optaget af de fine ting, hun havde taget med fra Palsgård.

Som om de havde nogen betydning.

Elsebe var helst fri for genstandene, og hun havde en klar fornemmelse af, at Otto ville lægge mærke til, at de gode ting var forsvundet fra hans hjem.

22

Han repræsenterede nu – som den eneste virkelig voksne, frie mand – denne gren af Gyldenstjernernes slægt. Anders var forvandlet til den gejstlige mester Gyldenstjerne, men uden embede, betydning endsige indtægt. Det var en skrøbelig ære, hun besad, den bestod kun af stolthed, nedarvet højadel og selvbevidsthed.

Om natten efter Lenes ankomst vågnede Elsebe ved, at søsteren ruskede i hende og skreg, en sylespids barnelyd, som kom ud af en opspærret, sort mund. Huset var mørkt, alt var mørkt omkring dem, og hundene gøede rasende, ingen andre gad åbenbart vågne.

Ude foran huset trængtes nogle heste, og mænd bar fakler. Mens Lene gemte sig i sengens fjerneste hjørne, kastede Elsebe tøj over sig, sin eneste kåbe, og gik barfodet ud for at se, hvem der var kommet for at plyndre hendes hjem. I forvejen var hendes hverdag fuld af ejendommelige begivenheder, som ingen havde forberedt hende på, og hun agtede ikke at slås for et par sølvstager.

Rytteren holdt lige uden for døren, hun genkendte ham straks, selv i snefoget: Det var storebror Otto, med fakkel i hånden, endnu højt til hest, mens tre mand stod foran ham, med dragne klinger foran sig. Det var første gang, hun så nøgne sværd, og de var rettet mod hende, som om hun havde gjort sig skyldig i en alvorlig forbrydelse. Åh, denne højfornemme familie med dens æresbegreber. Kunne Otto ikke bare være kommet til Torp i dagslys, med en vis grad af venlighed. Han måtte have forfulgt Lene, da han opdagede, hvad hun havde taget med sig.

– Hvor er din tyvesøster? gjaldede det fra Otto, – hvor har du gemt hende og alle klenodierne og skattene fra far og mor? Kom ikke og sig, at de allerede er solgt?

– Klenodier? gentog hun undrende og kom til at le, knækkede forover og måtte støtte sig til huset. Det sneede og blæste, hvorfor var de dog redet hele vejen i det forfærdelige vejr? Hun trak kåben sammen om sig og forsøgte at træde til side fra døren, hvilket fik en af de bevæbnede unge mænd til at tro, at hun ville stikke af. Han styrtede mod hende med sværdet halvt hævet, snublede i mørket – og faldt, så lang han var. Sværdet sprang af hans hånd og ind i husmuren. Hans forvirrede ansigt vendte lige mod hende, han var endnu yngre end hun, og hun tvivlede på, om han kunne betjene sig af det kostbare sværd, Otto havde udstyret ham med. De andre vrimlede ind, og hun blev stående. Det er så min bror, tænkte hun. Det er vores bror, vores værge, som 23

bryder ind hos os ved nattetide for at stjæle. Det er ikke Lene, som er tyven.

Og Lene kom i det mindste ikke med sværd og beredne hjælpere.

Hun ville ikke se, ikke tage del i, ikke være medskyldig i noget, så hun blev stående ude i iskulden og ventede, til de ubudne gæster havde taget, hvad de ville, og efterlod en hulkende Lene. Selv sækkene tog de med.

– Og prøv ikke på at klage over mig, jeg har retten på min side, jeg er værge for Lene, og så længe din mand ikke kan findes, er jeg også din værge.

Du sørger for, at din tyvesøster ikke stjæler fra mig igen.

Hvor red han mon hen, tænkte hun, da sværdene igen blev skjult ,og mændene red bort. Det var sort nat. Red de over til præsten i Ræhr? Hvor ellers? Da ikke hele vejen hjem til Estvadgård?

Først da hun kom ind, begyndte hendes forfrosne fødder at værke og dunke. Lene sad på gulvet som en ødelagt dukke. Hun var holdt op med at græde. Ikke alene havde Otto fjernet sækkene med indhold, han havde væltet både møbler og lys. Der så endnu værre ud end ellers. Elsebe orkede ikke andet end at trække sin grædende søster hen til den nærmeste seng og hælde hende ind. Fik ordnet det, som ordnes kunne, og satte sig så fuldkommen udmattet på en stol og forsøgte at samle nogle af sine tanker – og helbrede sine forfrosne fødder. Hun havde ellers ment, at hun allerede havde nået bunden.

At intet kunne blive værre. Der havde hun så taget fejl.

Kvinder uden mandlige beskyttere var fuldkommen retsløse. Hun kunne intet stille op mod dragne sværd og mænd til hest. Men et eller andet sted i verden måtte der være en form for retfærdighed, som gik videre end Ottos.

Hun måtte finde ud af at tage retfærdigheden tilbage. Hendes far havde ført sager på Viborg Landsting. Det var et sted for voksne, fornemme mænd, ikke for forladte, foragtede unge kvinder.

Det var for koldt at sidde oppe, hun kravlede ind til sin søster og forsøgte at finde varme, men ro kunne hun ikke finde. Hun havde en ægtemand, som hadede og mishandlede hende, og som nu åbenbart havde efterladt hende på en gård, hvorfra folkene flygtede. Hun havde fået ansvaret for sin søster, og hendes ældste bror overfaldt hende om natten. Hun måtte skaffe sig hjælp udefra.

Lene sov tungt og snorkende, mens Elsebe lå vågen, vendt ud mod natten og det nøgne rum, og konstruerede sin modstand. Loven forlangte, at kvinder havde værger. Men hendes mand var stukket af, og hendes bror overfaldt hende. Hun ville have en anden værge. Hun ville ikke acceptere sin ægte24

mands mishandling. Alt var gået galt, det kunne simpelthen ikke blive værre.

Bonde Due ville jo ikke have hende, hvorfor så holde hende fanget her. Hun begyndte at græde af modløshed og ensomhed og skam over sin egen svaghed.

I måneder havde hun gennemgået og overvejet sine muligheder. Hun havde skrevet et brev til moster Karen, og et mirakel måtte være indtruffet, for svaret kom i form af hele den arrogante Munkfamilie, en kortege anført af hendes mosters mand, Mogens Munk, selv. Han skulle til Viborg Landsting. En ivrig Elsebe spurgte, om hun kunne tage med. Som lille pige, ved sine forældres død, var hun blevet placeret hos netop moster Karen og hendes mand, Mogens Munk, der lod hende være i fred, selv om hun var vanskelig, hun havde savnet sine søskende usigeligt. For Mogens Munk havde hun alene været endnu et larmende barn, der distraherede ham. Hun havde ikke forventet, at han ville godtage hende som rejseselskab, slet ikke til Viborg Landsting, men det lød, som om det netop var derfor, han var kommet.

– Jamen, din far brugte Landstinget, så godt det lod sig gøre, svarede han med et stort, glædesløst smil, – din far hjemsøgte Landstinget gang på gang for at slippe for at betale til Ribe Domkirke. Din far blev, husker jeg, dømt til at betale for sine forældres sjælemesser til Ribe Stift, tyve mark lybsk sølv om året, det var vel der, din families økonomi brød sammen? Da han ikke længere tjente noget på Estvads møller og måtte sælge to gode gårde til Børglumbispen for at kunne beholde Estvadgård?

– Min far var bispens lensmand, svarede hun stolt.

– Min bror har været biskop i Ribe i atten år, svarede Mogens Munk med et skuldertræk, – jeg tager dig gerne med til Viborg, og jeg tror, vi kan finde en glimrende ny værge for dig. Jeg er sådan set den nærmeste, gift med din moster, og bror til Ribes biskop. Du finder ikke en bedre værge, og vi er fuldt ud i stand til at forsvare dig imod alle angreb.

Elsebe var blevet forsigtig, når nogen kaldte sig selv ”vi”, og inkorporerede hende i dette ”vi”. Men Mogens Munk lod til at mene det alvorligt, han ville bringe hende med sig.

1517 LANDSTINGET, VIBORG

Elsebe og Lene red gennem landet sydpå, det var i sig selv en utrolig, uventet oplevelse. Elsebe brugte sine øjne grådigt, forsøgte at afkode landskabet for 25

alle indtryk: kirketårne, markskel, store og små gårde. Hun havde boet så få steder i sit liv, at alt vakte hendes nysgerrighed. Og hun var overbevist om, at dette ville være hendes livs sidste rejse til Viborg.

Mogens Munks søn, Oluf, stødte til den lille kortege og fik dem indkvarteret i nogle kolde, utætte bygninger tilhørende Sortebrødrenes kloster. Det skulle ikke afholde hende fra at opsøge byen, hun var vant til at gå, og vandrede bare hele vejen gennem snefog, både betaget og skræmt, trækkende Lene efter sig. Hun kunne vandre genert rundt i denne fremmede by og opdage verden. Viljen stålsatte sig i hende, under indtryk af domkirke, magtfulde mennesker, prægtige heste og rustninger, buldrende musik og glad latter. Dette kunne være blevet hendes verden, hvis ikke hun var blevet efterladt ensom på Torp som et udslidt klædningsstykke.

Hun betragtede smukke, tilsyneladende sorgløse mennesker på hendes egen alder. Hun studerede ældre, selvglade herrer og tykke, besværede koner. Hun så børn lege og forelskede mennesker skjule sig for at kysse i smug. Lugtene i byen lagde sig omkring hende, her var alt vist muligt. Hvorfor kunne hun ikke trænge ind og blive en del af denne forunderlige verden? Når hun trak hætten ned fra hovedet, begyndte folk at lægge mærke til hende, så blev hun synlig. Ingen kendte hende, men de så hende, de hilste, og indimellem skete det, at de smilede til hende. Nogle unge mænd kom endda hen for at studere hendes ansigt, en af dem strøg hende hastigt over kinden. Hun havde aldrig set sig i et spejl, men inden hun blev gift, havde folk rost hendes udseende, især hendes hår. Hun var, vidste hun, høj, tynd og havde gyldent hår og grønne øjne. Folk så på hende, de så efter hende, og de hilste, som om de kendte hende i forvejen, men det var jo umuligt. Intet ved hendes udseende havde på nogen måde formildet hendes mand, så hun gik ud fra, at det snarere var et problem end et gode.

Hun standsede frysende foran det imponerende stenhus, som var opført og ejedes af medlemmer af hendes slægt. Folk kaldte det endda for Gyldenstjernernes Gård. Men ingen fra hendes egen slægt havde taget sig af hende. Hun havde en væmmelig følelse af, at Mogens Munk havde truffet en beslutning om at snyde hende og hendes søster. Egentlig var hun ganske alene, men det gik først op for hende, da hun stod her, uden for sin slægts imponerende bolig. I det mindste havde hun lært, at slægt ikke var noget, man kunne regne med, når det gjaldt. De magtfulde medlemmer af en slægt talte ganske vist højt om ansvar og sammenhold, men ikke hvis det kunne koste dem penge eller jord. Hun ejede alt for lidt til at kunne påberåbe sig slægtens opmærksomhed, endsige hjælp.

26

De forudgående dage havde familien Munk åbenbart spist i stiftet, uden de to Gyldenstjerne–døtre, men i dag blev de hentet og bedt om at tage sig godt ud. Hvordan det så ellers skulle gå til. Hun havde ingen tillid til Mogens Munk, men han havde været praktisk, han havde ført dem uskadt til tinget og fundet dem billigt logi. Nu var det pludselig livet om at gøre at tale med hende. Hvor hun dog savnede moster Karen. Der var ingen mad, intet at drikke, kun Mogens Munk og hans søn, Oluf.

Sagen var den, at Bonde Due åbenbart ikke havde forladt hende for alvor.

Han havde blot opgivet. Og hendes storebror Otto nægtede at forhandle med familien Munk, han ville fastholde sin rolle som søstrenes værge.

– Hvis det er muligt, kan min bror Ludvig vel blive min værge, sagde Elsebe. – Ludvig er mere medgørlig, og han har i det mindste aldrig overfaldet mig om natten med dragne sværd.

Der opstod en lang, forunderlig pause, hvorunder hun skubbede rundt med sine fødder under bordet og forsøgte at beherske sin utålmodighed. Så rømmede Mogens Munk sig og lænede sig hårdt tilbage i stolen.

– Men jeg vil da gerne indtræde som værge for både Elsebe og Lene, sagde han og åbnede i det samme sine hænder, så de hvide håndflader lå blottede foran hende, – din tåbelige søster kan vi ikke bruge til noget, erklærede han straks, – men du virker, som om du har ben i næsen. Vi kan bruge dig. Især hvis du bliver løsnet fra din uheldige ægtemand. Hvad synes du om min søn, Oluf?

Sønnen var en yngre udgave af sin far, nydelig og nysgerrig. Han havde faderens lange, smalle næse og lange, smalle mund, men lysere hår og klare blå øjne. Han havde iagttaget hende, siden hun tog plads foran bordet, uden at mæle et ord. Hun huskede ham glimrende fra den tid, hun havde boet hos hans forældre. Blandede sig i alt. Nu så han på hende, som om hun var en tabt guldmønt, han agtede at tilegne sig.

– For min søn har brug for en god, trofast frille, han skal jo være biskop i Ribe en dag, efter min bror, den ærværdige fader Ivar Munk. Du er køn og har den rette baggrund, og jeg tror, du skal være glad for at komme til at stå under familien Munks beskyttelse.

Det sagde han virkelig. Hun så fra far til søn og tænkte bittert, at sådan skulle en rig adelig herre lige have friet til hende for tre år siden, på vegne af sin forelskede søn. Så ville hun begejstret have sagt ja og givet den unge mand hånden. Han kunne umuligt være værre, end hvad hun havde fået.

27

Men det var ikke ægteskab, Mogens Munk tilbød, det var ny vanære og ny ulykke.

– Er vi ikke søskendebørn, Oluf og jeg? hviskede hun, for tæt beslægtede kunne ikke blive gift. Det kom ikke bag på de to herrer, at hun strittede imod, Oluf så op på sin far og svarede så: – Vi skal jo netop ikke giftes, lille Elsebe.

Til det, jeg skal bruge dig, behøves ingen dispensation. Og jeg skal nok sørge for, at vi ikke får børn sammen.

Han rakte ud og satte sig i besiddelse af hendes ene hånd, førte den op til munden og kyssede fingrene, mens han så hende opmærksomt ind i øjnene.

Der var ingen tvivl, han mente det fuldkommen seriøst, han ville have hende.

Kuldegysningerne løb fra hendes ben op gennem kroppen. Hun havde ingen som helst magt, ikke engang over sig selv. Hun kunne flygte fra gløderne, men kun for at ende i skærsilden.

– Handler man sådan med kvinder i din slægt, hørte hun sig selv sige, – køber en gift kvinde til sin søn, fordi han trænger til en frille med et gyldent navn? Hvad siger din kone, min moster Karen, hvad siger hun til, at du vil sælge mig til hendes søn?

Hun havde forventet, at han ville skrinlægge sine planer og måske endda blive en anelse flov over sit tilbud. I stedet sad han tavst og betragtede hende udtryksløst, mens han foldede en handske i hånden og tyggede på resterne af de mandler, han havde proppet i munden.

– Jamen så må du nok sejle din egen sø, lille Elsebe, sagde han uden mildhed. Sønnens blik var udslukt, og han lænede sig tilbage, vendte siden til hende og sukkede dybt, inderligt skuffet.

– Jeg har dog et andet forslag, eller rettere sagt, min søn har et forslag. Rejs rede penge i stedet for at holde fast ved masser af små lodder jord her og der.

Sælg din søsterdel i Palsgård til min søn og mig. Min kone ejer i forvejen en andel i Palsgård. Oluf har beregnet den rimelige pris og smidt tyve procent oveni. Du kan gå til en hvilken som helst mand ved tinget og spørge, om ikke denne beregning er korrekt.

Papiret blev slængt hen foran hende, og hun læste, overvældet og tvivlrådig. De ville givetvis narre hende til noget, som ikke var godt for hende, men hvad? De ville gerne beskytte hende mod Otto, men for en pris: jord mod rede penge. Beløbet var svimlende for hende, mente de virkelig, at hendes søsterpart var så meget værd? Hun havde på fornemmelsen, at valget stod mellem at lade sig narre og lade sig bestjæle, og så foretrak hun den milde udgave.

28

Var det overhovedet lovligt for en gift kone alene at skrive under på sådan en handel, uden sin mands tilsagn? Hun anede det ikke. Men penge ville gøre hende fri, det gjorde jorden ikke, især ikke en diffus søsterpart af Palsgård et sted sydpå. Og Lene, der ellers havde siddet stum og glanet på de andre, var slet ikke i tvivl, hun ville have penge, når nu Otto havde taget alle slægtens klenodier. Hun solgte først sin søsterpart, derefter solgte Elsebe sin egen part.

Hun havde ikke overblik over hvor mange mennesker der ejede hvor store eller små dele i Palsgård. Penge var en ny erfaring.

Men hun ville ikke have Mogens Munk som værge, og slet ikke hans søn Oluf.

Lige fra mødet gik hun til bispegården og henvendte sig til en af de herrer, der arbejdede for stiftet, og som ordnede dagsordenen for de fremmødte.

Hun havde forberedt sig godt, alligevel blev hun skræmt fra vid og sans, da hun nåede den fornemme unge gejstlige. Hans hoved var kun tonsur og kinder og næse, og han så først op på hende, da han hørte en kvindestemme.

– Hvor er din værge, kvinde? Du har ingen locus standi, sagde han skarpt.

Elsebe trak vejret dybt og tænkte, at lige meget hvad det udtryk dækkede, havde hun det ikke.

– Men det er netop, hvad min sag handler om, indvendte hun, – jeg har ingen værge, som kan møde for mig, og jeg ønsker at anskaffe mig en ny værge.

Han stirrede hende ind i øjnene, så ned ad hende og kom til at smile. Den reaktion kom helt bag på hende. Hun havde ikke haft tid til at ordne sit hår, det hang frit over ryg og skuldre på hende, og hun blev bekymret og gav sig til at samle håret i nakken, så det ikke skulle stemme ham endnu dårligere imod hende. Men han nikkede bare: – Jeg har aldrig oplevet en kvinde føre sin sag, hun sender sin værge.

Elsebe trak vejret dybt og gentog lidt mere stilfærdigt, at hun ingen havde.

Hverken brødrene eller Mogens Munk havde meldt sig. Og Mogens Munk ville hun helst undgå. Manden så hende ind i øjnene og bad om en stol.

Straks dukkede en klapstol op, og hun tog plads, spændt og nysgerrig. Dette var åbenbart en sag, som kunne tage lang tid. Men så forlod han hende. Folk kom og gik, og hun sad og ventede.

Så endelig dukkede hendes eneste hjælper op, han gik bag en ukendt mand, der ikke ligefrem skyndte sig. Hans dragt var, mente hun, halvt verdslig, halvt gejstlig, og han havde næsen i sky. Han øjede hende, oppefra og ned, 29

og hun tog beslutningen og nejede til jorden for ham. Han var så fornem, at han gik ud fra, at alle kendte ham, så hun besluttede, at det måtte være selveste biskoppen, hun stod over for, Erik Kaas. En afgrund af magt, værdighed, embede skilte dem, for slet ikke at tale om kønnet. I hans ansigt læste hun sin egen ubetydelighed. Lige nu håbede hun, at det var sidste gang, hun skulle stå alene over for en biskop.

– Nå, det er så den lille forladte forældreløse, sagde han med et stramt smil og strakte hånden ud, så hun kunne kysse hans ring og dermed anerkende hans magt og værdighed, – kvinder kan sagtens fremføre deres sag på tinget. For min skyld kan hun fremlægge sin egen sag, så vil folk forstå, at det forholder sig, som hun siger, og ikke er en sag, som andre har anlagt i hendes navn, uden hendes viden. Måske kan det vække folk med en ung kvinde på tinget. Vi har nedskrevet, hvad du har ret til at sige. Så overtager mester Niels Friis resten af henvendelsen og skriver til kongen, hendes brødre må også have en formel henvendelse. Du får lov at være hendes værge i dag, mester Niels. Hun har min tilladelse. Kan hun læse?

Dokumentet blev skudt hen til hende, og hun læste højt, de fire linjer.

Biskoppen virkede helt tilfreds: – Og navnet? spurgte biskoppen. Niels Friis nedskrev detaljerne og anbragte hende igen på stolen, som om han var bange for, at hun kunne forsvinde i mængden og foretage sig skændige ting, inden hun skulle give møde.

Derefter sad hun i timevis og afventede at blive kaldt frem. Omkring hende ventede alle rigets fornemste mænd. De så hende ikke. Mogens Munk var ikke mødt frem, hun havde heller ikke underrettet ham om sit nye skridt. Da det blev hendes tur, tog Niels Friis hende ved hånden og førte hende frem til det sted, hvor alle andre havde fremlagt deres sag.

Hun havde hele tiden vidst, at dette ville foregå i det fri, men det kom bag på hende, at hun skulle stå blottet og omgivet af ældre, værdige mænd.

Vinden tog i skørt og hovedklæde, så hun måtte holde fast i det med begge hænder. Han præsenterede hende og hendes sag og åbnede døren for hendes egen stemme. Vendte sig endda med et næsten venligt smil og pegede på hende.

– Jeg ønsker at lægge min sag ind under kongen, hørte hun sig selv sige, andre muligheder kunne hun ikke finde, – jeg beder den højmægtige kong Christian den Anden indtræde som min værge, da min far er død, min mand har forladt mig, og min bror, Otto Gyldenstjerne, har overfaldet mig med 30

dragne sværd og frataget mig arven efter begge mine forældre. Rub og stub har han taget.

Det sidste tillagde hun for at tydeliggøre, at Otto ikke bare havde samlet lidt malt fra laden. Skammen skyllede igennem hende, skoldhed og forkommen, som en slags krampetrækning. Otto og Bonde Due havde oven i alt andet også tvunget hende til at gøre dette, hvorved hun havde offentliggjort både sin fornedrelse og fattigdom.

Hun nejede dybt for de fremmødte dommere med øjnene svømmende af tårer, hun dryppede ned ad sig selv. I en forsamling, der stort set bestod af mænd, som kunne være hendes fædre og bedstefædre, turde hun kun se på Viborg-biskoppen, der sov tungt og lykkeligt. Niels Friis nikkede og smilede stramt mod hende. Så tog han en beslutning og rakte hånden ud mod hende for at følge hende væk. Noget uventet og skræmmende skete, da hun forlod tinget, en stille klapsalve brød ud hos de bagerste af tilskuerne og bredte sig gennem de fremmødte. Hvad mente de, undrede hun sig, støttede de hende, eller var de bare glade over, at hun var holdt op med at tale til dem?

Derfra gik hun til messe i domkirken og lod sig vaske igennem af den ufattelige lyd af kannikkernes sang i koret, en lyksalighed uden lige. Niels Friis udpegede kirkens vigtigste relikvier for hende: noget af Vor Frues hår, et rygben af Sankt Peter, et af de fem brød, som Kristus havde brugt til at mætte de 5.000, noget af Hellig Olavs blodige skjorte fra slaget ved Stiklestad, Hellig Kjelds tænder og ben, noget af Hellig Villads’ bukser, lidt af Vor Frues mælk og et tørklæde gennemvædet af Kristi blod. Kirken var brændt, da hun var en lille pige, men alt var omhyggeligt genopført, hvælvingerne var malet med figurer og løvværk, og klokkerne hang fra en tagrytter højt oppe, med klokkestrenge som himmeltrapper til hellige rotter. Niels Friis holdt hende i hånden, så hun ikke blev væk i menneskemængden, det virkede, som om han nød, at hun var begejstret og betaget, han smilede endda til hende. De anede ikke, de mænd, som færdedes i Viborg og ved tinget, hvor privilegerede de var. Kirken rummede seks kapeller og over tyve altre. Hun havde ikke engang anet, at der fandtes noget så vidunderligt. Og nu havde hun penge.

Hun kunne købe stoffer til nye kjoler og tage sine indkøb med hjem. Gå til en skomager og få syet sig et par lædersko, der ikke lukkede isvand ind for hvert skridt. Hun havde en del at takke Gud for. Især dog skoene.

Til gengæld ventede en oprørt Mogens Munk på hende i det iskolde logi, han stod ret op og ned, enorm og bred, og hamrede sine handsker ned i ven31

stre hånd, mens han skældte hende ud. Magen til utaknemmelige tøs skulle man lede længe efter. Hvorfor havde hun ikke bare accepteret hans tilbud om at blive værge for hende og Lene? Han lød som Bonde Due. Det var jo hans slægt, hun havde skammet ud, som han kaldte det. Først nu forstod hun, at hun havde truffet et godt valg.

1518 TORP, THY

Nok havde kongen påtaget sig hendes sag, men han kunne jo ikke tage ophold på Torp for at beskytte hende mod vold eller sult. Hun skrev fortvivlede breve, til mostrene og til de ældre brødre, især til Anders. Men hvordan skulle hun sikre sig, at brevene nåede frem? Hun forsøgte at overtale en af husets mest betroede folk til at aflevere hele bunken på Estvadgård, når han alligevel havde et ærinde i Skive. Han stirrede tavst på hende, med en forfærdelse, som havde hun bedt ham nedkalde Lucifer. Men han lovede hende at gøre sit bedste og tog imod de penge, hun gav ham.

Kongens kancelli havde tilsendt hende godkendelse af hendes salg af fast ejendom. Det var åbenbart alt, hvad kongen havde i sinde at gøre for hende.

Der var ikke meget beskyttelse i kongen som værge. Og så vendte hendes mand tilbage, i desperat tilstand. Så vidt hun kunne forstå på hans klager, havde kongen sendt en ung, ivrig sekretær fra København for at opkræve skatter i Vendsyssel, og han lod til at have gennemført en slags udslettelseskrig mod hendes mand. Klerken, mester Stygo, havde opkøbt Bonde Dues gæld og tvunget ham til salg for at betale gælden ud. Denne ukendte mester Stygo lod til at være blevet hendes væbnede arm. Han var langt mere effektiv end både kongen og hendes bror Ludvig, ingen af dem forsøgte at knuse hendes plageånd. Men hun burde, tænkte hun, egentlig flytte denne ukendte mester Stygo ind i sit hjem, så han også kunne komme hende til hjælp mod volden, det var, hvad hun havde brug for.

Bonde Due kaldte hende ind til sig, han stod og græd fortvivlet, med en bunke breve på bordet: – Du bagtaler mig. Du lyver om mig. Har jeg ikke givet en forældreløs tøs et godt liv, magten over mine ejendomme og min slægts arv. Du er først og fremmest min hustru og frue til Torp og må opføre dig værdigt. I stedet optræder hun på Viborg Landsting. Det har en gift kone ikke ret til, alle juridiske sager skal gå gennem mig.

Denne gang nåede hun at stikke af og låse sig inde, så kunne han tæve løs på døren i stedet for på hende: – Tror du, jeg vil blive mere loyal, når 32

du slår mig? spurgte hun, uden at få svar. Når han ikke kunne slå hende og skaffe sig af med sin egen vrede gennem volden, interesserede hun ham simpelthen ikke. Hvem skulle hun beklage sig til? Præsten var mere bange for Bonde Due end for hende. Hun forsøgte, men han tilbageviste hende straks, en kvinde måtte frem for alt adlyde, de samme regler gjaldt for bondekoner og adelskvinder. Hun måtte have krænket sin mand. Hun skulle skrifte, hver gang hun var blevet gennembanket. Og vogte sig for djævelen. Ham kendte hun udmærket, men han var kun til fare for uvidende folk, for bønderne, sådan havde hendes slægt længe tænkt. Djævelen kunne ikke forføre højadelige som hende selv.

– Manden er kvindens hoved, sagde præsten og så hende ind i øjnene. Elsebe følte efter og svarede nej: – For min mand er drukken det meste af tiden, så kan man ikke være en andens hoved. Jeg er aldrig drukken, mit hoved er klart, kan jeg så ikke få lov til at være mit eget hoved?

Om morgenen opsøgte Bonde Due hende og forklarede, at hun måtte følge med til Viborg, af alle steder. Ikke til hest, men siddende skjult i en vogn, han havde lejet, det skulle se ud, som om de var rige og lykkelige. Han havde brug for at låne penge, og han havde ikke andet at prale af end sin lille gyldne stjerne.

Inden afrejsen skulle Bonde Due sende en mand til Børglum Kloster for at låne heste til rejsen af biskoppen. Hun skrev til sin bror Anders og gav brevet til buddet. Måske kunne nogen i bispegården formidle brevet videre til hendes bror. Mester Anders Gyldenstjerne, skrev hun med store, tydelige bogstaver uden på brevet, der skulle nå ham. Hun havde intet personligt segl, men hun fik lukket brevet med lidt smeltet voks. Og hendes brev var så uskyldigt formuleret, at hendes mand ikke burde kunne se noget ondt i det. Hun havde endda leget med ordene, så hendes bror kunne forstå, at hun gerne ville besøge ham, sammen med sin mand. Ansigt til ansigt ville hun kunne fortælle i detaljer, hvordan hendes liv så ud, og at hun måtte befris fra sin ægtemand.

Denne gang forventede hun, at han lod brevet passere. Det handlede jo ikke om ham, eller om at hun ville væk, men om at hun ønskede sin brors besøg. En ægtemand havde ret til at straffe sin hustru, såvel som hunde, heste, børn og tjenestefolk. Det vidste hun. Men når man ikke foretog sig noget forkert, hvorfor så modtage uforståelig, uforudsigelig straf? Netop straffen måtte jo hænge sammen med en forseelse.

33

Hun var gået ud i den lillebitte have for at lægge afstand til sin mand inden afrejsen, da Bonde Due for første gang i deres ægteskab opsøgte hende frivilligt. Han standsede foran hende med brevet til Anders i hånden, vågen, rasende, rystende og grædende. Han holdt brevet frem mod hende og viftede med det, men kunne ikke finde de rette ord, ikke noget ord overhovedet.

– Ja, jeg har skrevet til min bror, Anders, sagde Elsebe og foldede hænderne foran sig, vippede fra hæl til tå, uden at ville se på hans ansigt, – Jeg går ud fra, at jeg har ret til at skrive til mine slægtninge. Hvis ikke, vil jeg gerne se en afskrift af den lov, som forbyder en hustru at skrive til sine slægtninge.

Han blev tavs og stirrede på hende, munden åbnede sig, og han hviskede noget, som hun ikke kunne forstå, men det var næppe venligt ment. Han græd stadigvæk.

– Jeg har fire brødre og en søster, fortsatte hun, – som jeg gerne vil se igen.

– Se igen, gentog han. Tyggede på ordene og rystede på hovedet. Smed brevet mod hende og løftede knytnæven. Hun vidste, at han ikke ville slå hende.

Ikke med noget så sart som sin egen hånd. Han var kuldskær og peb over selv den mindste smerte eller ubehag. Han brugte altid værktøj, når han straffede.

Han havde brugt sko, hundesnore, trætallerkener, en rive, afbrækkede grene, lysestager. Mærkeligt nok brugte han aldrig det, man normalt anvendte til afstraffelse af hustru, børn og tyende: ris.

Så levende havde hun ikke følt sig, siden hun blev transporteret til Torp.

Endelig stod hun midt i solen, med sin mands fulde opmærksomhed. Han lyttede i det mindste.

– Utaknemmelige tøs, sagde han, som om hun endelig havde formået at skræmme ham, – ingen anden ville have hende, men jeg tog hende og gjorde hende til frue på mit gods. Og hvordan er det gået, siden hun blev min? Alt er forsvundet. Jeg er blevet fattig. Pantsat. Selv den forbandede klerk har snydt mig, den lille lort til mester Stygo, hvad kan han have imod mig?

Hun kunne ikke bare lade ham stå, selv om hun havde lyst til at efterlade ham alene med sin gråd og gæld. Han havde jo alt, også en frihed, hun aldrig ville få, og som han tog for givet. I modsætning til hende kunne han rejse væk. Men var han glad eller taknemmelig? Ikke spor. Han kunne ikke engang se, at han var meget heldigere stillet end hun.

– Jeg skylder dig intet, og du kan ikke tvinge mig til at blive hos dig, svarede hun og foldede de rystende hænder foran sig, han skulle ikke se, hvor 34

oprørt hun var. – Gå ad Helvede til. Tag til Aalborg eller Thisted eller Viborg og drik, men lad mig være i fred her. Gå ad Helvede til, hvor du hører hjemme.

De ord bragte ham til tavshed. Han tabte underkæben og gloede. Troede han, at hun mente det bogstaveligt? Hun ville af med ham, lige meget hvordan, men hun havde ikke engang turdet tænke tanken før i dette øjeblik.

Han slog hende ikke, men han rejste alene til Viborg og var borte i tre uger, og da han vendte tilbage uden lån, uden penge, uden vogn og uden heste, var han for alvor blevet vred. Det kunne godt være, han hverken var veltrænet eller kraftfuld, men vreden og bitterheden gav ham styrke. Da hun lå på gulvet, med blod flydende fra sår på knæ og ankler og fra mund og næse, gik det for alvor op for hende, at hverken navn, forfædre eller højadel ville hjælpe hende ud af denne situation. Hvis dette fik lov at fortsætte, ville hendes mand før eller siden komme til at slå hende ihjel.

Hver aften bad hun mekanisk til Vor Frue, alle de Aver, hun kunne klemme ind inden søvnen. Hun bad om, at Anders ville komme og hente hende og skille hende af med Bonde Due. Men intet skete, og friheden fortegnede sig i tåge. De sidste kreaturer var solgt og blev drevet ud fra Torp.

I nogle dage havde han været så beruset, at han ikke kunne slå hende.

Hun lod ham ligge, hvor han faldt om på gulvet – og hun bredte sig, omsider alene i sengen. Et eller andet var under opsejling. Hun vidste, at hendes mand havde mødtes med sine kreditorer, blandt dem Vendelbo-biskoppen og kongens skatteopkræver, mester Stygo, men det var umuligt at få besked om, hvad møderne gjaldt.

I denne tilstand hadede hun besøg, og det skete efterhånden også kun yderst sjældent. Hendes mand lå i sengen, ude af stand til at vågne, og hun forsøgte at få fejet huset rent og undersøge, hvilke fødevarer de endnu havde på lager. Der var stadig en håndfuld tilbage, som arbejdede for mad og husly, loyale over for hendes mand, ikke personligt, men mod hans slægt. Hun havde bundet et klæde om håret og stod i en stumpet ituslidt kjole, som hun brugte, når hun skulle arbejde. Ind foran Torp kom tre ryttere, tre mænd, sortklædte og nøgterne, de måtte være gejstlige af en art.

Hun stod og iagttog dem og strøg sig selv over panden, over ansigtet, og tørrede hænder i skørtet. Og tænkte, at måske var hun så heldig, at biskoppen af Viborg eller Børglum havde frataget hendes mand Torp, så de alle måtte flytte. Måske kunne sådan en udsætning føre hende tilbage til en af mostrene eller bror Ludvig. Intet kunne da være værre end den elendighed, hun beboede.

35

De to måtte være følgeryttere, de blev siddende på hesten, mens den højeste og yngste af dem sad af og overlod tøjlerne til dem, før han tog hatten af hovedet og nærmede sig hende. Ja, gejstlige af lav rang, men hvem havde sendt dem. Hjertet sad i halsen på hende, Bonde Due ville de ikke kunne få meget ud af, og hvad forventede de af hende? Han standsede og smilede, og hun genkendte ham med et stød og fattede omsider sammenhængen. Denne mand var ingen ringere end den mester Stygo, som opkrævede kongens skatter, og som havde knækket hendes mands økonomi. Hun havde bedt Gud sende ham som sin væbnede arm. Kunne Gud virkelig opfylde den slags ønsker? Men den mand, som kom til hende nu, ham kendte hun jo.

Før hun blev gift, havde hun og veninderne talt en del sammen om unge mænd. De havde vænnet sig til at bedømme mændene, som besøgte deres forældre, ikke kun efter udseende, men på opførsel, påklædning og interesse for piger. Hvor godt så de ud på hesteryg, kunne de synge og danse, og var de morsomme at tale med. Elsebe havde været stærkt betaget af en ung, mørkøjet mand, der døde efter et knivslagsmål på gaden i Viborg. Mette havde belært hende om, at en særlig type mænd måtte man holde afstand til og for alt i verden ikke forelske sig i, de var ikke ægtemandsmateriale: alle gejstlige, alle præsteviede, fra munke til biskopper. Men hun var stadig jomfru, så egentlig kunne hun lige så godt have været gift med en munk.

Han vidste ikke, hvordan han måtte eller skulle hilse på hende, kunne hun mærke. Hvad rang havde han egentlig, hvorfra skulle hun vide det? Da hun var et stort barn, havde hun ved fester truffet sin vidtstrakte slægt, som han også var en del af, men dengang havde han været ganske ung. En af de mænd, som hendes veninder advarede imod. Præsteviet, ubrugelig. Men Bolette og hendes søstre havde været så betaget af ham, han var smuk, indadvendt, kysk og mystisk. Langt, mørkt, lokket hår, kastanjefarvede øjne, høje kindben og en stor bred mund. Han var blevet voksen. Munden sitrede, som under pres, og han tillod sig selv at bryde ud i et stort smil. Nej, ikke tale om, at hun skulle hilse. Han sagde sit navn, det var rigtigt, han havde sin morbror, bisp Stygges, slægtsnavn som fornavn, det var han helt alene om i landet, som om han hed Gyldenstjerne Krumpen. Åh, han strøg sig gennem håret for at præsentere sig bedre, den bevægelse huskede hun.

– Kommer jeg ubelejligt? spurgte han, – jeg har ordnet opkrævningen i herredet, jeg skal til Aalborghus. Hvordan står det til med Torp og din mand?

Og med dig selv?

36

Han var helt malplaceret på Torp, denne smukke mand, som ikke kunne have meget at rutte med, hun opdagede, hvor slidt hans diskrete, men velsiddende tøj var. Især dog skoene. Han var som hende, mere håb og udholdenhed end noget som helst andet. Han red stadig rundt som kongens skatteopkræver, med sine to ledsagere.

Skulle de ikke med ind? Hun spurgte ham hviskende, og han lænede sig lidt frem mod hende, med et stort smil: – Kun hvis de kan få øl.

– Det har vi da, svarede hun lettet, hvorefter de sad af hestene og nærmede sig. Stor undren tegnede sig i deres ansigter. De var vist ikke vant til at blive beværtet af fruen selv, på diverse herregårde.

– Men min mand ligger døddrukken i sin seng, tilføjede hun, mens de gik ind, som om det var en fuldkommen normal foreteelse. Derinde stod de overlevende møbler og en kost. Nøgne skjoldede vægge. Hun kunne intet skjule, eller bortforklare noget som helst, han vidste jo, hvordan hun levede.

Der var heller ingen til at hjælpe hende, men så måtte mester Stygo give en hånd med.

– Sidste gang jeg så dig, var på Viborg Landsting, hviskede han i hendes øre, – den modigste unge kvinde, jeg har set.

Selvfølgelig havde han været der. Og hun havde ikke kunnet finde slægtninge eller hjælpere. Hans ene hånd bevægede sig op mod hendes ansigt, med knoerne strøg han hende over kinden. Han så på hendes ansigt og smilede, så blev han brat alvorlig igen og kiggede demonstrativt væk fra hende.

Mette havde ret, præsteviet og kysk. I årevis havde han arbejdet som kongens secretarius, ført alenlange regnskaber, afstemt dem og sørget for fine, datosorterede bilag. Og han var rejst gennem landet for at opkræve kongens skatter. Han var ren funktion. Altid i bevægelse, altid bekymret på andres vegne.

– Lad os sidde ude, sagde han, – solen skinner, der må være læ, op ad muren ved tårnet.

Indirekte fortalte han, hvad han mente om hendes halvruin af et gods.

Men han havde ret, det var yndigt vejr, og hun sad ved siden af ham og tillod sig selv at drikke øl. Hun var ikke god til at drikke, hun blev forfærdeligt træt af et enkelt krus, og efter to måtte hun lægge sig og sove. Hun sad og nippede og forsøgte at tænke på noget andet end planer for hus og gård. Snart ville sommeren gå over i efterår, og vinteren ville spærre hende inde, sammen med hendes mand.

37

Han spurgte om uskyldige ting, som åbenbart tillod, at han lo, og at han så hende ind i øjnene. Forråd, høst, heste. Nej, der var stort set intet tilbage.

Alene derfor måtte hun væk, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre?

– Er der virkelig ikke noget, jeg kan gøre for dig? sagde han, slikkede læberne tørre og så på hende, som om hun var en person, han ville have til at betale ekstra i skat til hans konge. Spørgsmålet forvirrede hende fuldkommen. Tag mig væk herfra, lige meget hvorhen, ville hun sige, men det var jo både uanstændigt og umuligt.

– Jeg kan ikke komme herfra, tilstod hun, – jeg har intet sted at tage hen, mine brødre ville sende mig tilbage. Og Mogens Munk vil beskytte sin slægtning, min mand. Jeg har ikke engang en hest. Alt er solgt. Jeg ved ikke, hvordan vi skal klare os gennem vinteren.

– Og jeg skal jo til Sverige, hviskede han og falmede ned til dybest tænkelige alvor, – til kongens krig, han har lånt 250 lod sølv af min morbror, bispen. Han har brug for penge,og for folk til at holde opsyn med, hvad pengene bliver brugt til. Han har brug for mig.

Men det havde hun jo også.

– Jeg kan ikke beskytte dig, hele vejen fra Sverige. Men jeg vil foreslå min morbror, biskoppen, at besøge Torp, sagde han og rettede sig i et stød, det virkede, som om ideen opstod i dette sekund og tog byrden fra ham, øjnene skinnede igen mod hende, – ham kan du forklare sagen til, han kan hjælpe dig. Han har magt, myndighed og penge. Biskoppen af Børglum kan alt.

Hvad kunne hun, hvad skulle hun gøre nu? Takke ham? Han virkede urørlig, som om han brugte alle sine kræfter på at opretholde den gejstliges værdighed, selv om han bare var det, Mogens Munk hånligt kaldte en klerk.

– Ingen andre har hjulpet mig, sagde hun, – ikke en eneste fra min store slægt. Kun du.

– Min mor og din mor var begge Rosenkrantzer, sagde han henkastet, sådan plejede man jo at begrunde sine handlinger, slægt og jord. Hun havde ellers tilladt sig at håbe, at han også havde gjort det for hendes skyld. Han sad lidt og så ned foran sig og puffede til et par hvide småsten med skosnuden, som om han ikke kunne komme videre, hverken med hende eller med sit ærinde.

– Ved du, hvorfor jeg ødelagde Bonde Due? sagde han meget stille, og hun forstod, hvad han gjorde: Han skilte sig af med noget ubehageligt. – Jeg traf dig, få måneder før du blev gift, og du var det vidunderligste, jeg havde set 38

for mine øjne. Som en nyudsprungen birk mellem lutter gamle ege. Dette var, hvad jeg havde afstået fra, da jeg lod mig præstevie, som yngste søn i familien. Du var urørlig og uopnåelig, og det samme var alle andre vidunderlige kvinder i verden. Godt nok er jeg kongelig sekretær, men jeg er bare en af mange kongelige embedsmand, jeg bor i et enkelt rum på Københavns Slot, når jeg ikke bliver drevet rundt for at inddrive skatter. Jeg kan aldrig hverken beskytte eller forsørge en kvinde. Slet ikke fælles børn. Og jeg er kræsen, desværre. Og jeg kan aldrig gifte mig. Forstår du?

Pulsen hamrede i hendes strube, hun sad og betragtede hans ansigt, men han turde ikke se hende ind i øjnene. Han var bleg og udtryksløs, som om han havde sagt alt for meget og frygtede for hendes reaktion. Hvad var det, han havde sagt, mente han virkelig, at han gerne ville have ægtet hende, men det kunne han jo netop aldrig, det havde han også lige forsikret hende om. Ikke engang forsørge en frille. Bisper havde råd til at holde kvinder, Niels Stygge af Børglum havde sine samlevere, han havde aldrig skjult dem, han skiftede dem ud og sørgede for, at de kunne gifte sig med stor medgift. En kongelig sekretær og kannik kunne ikke. Og slet ikke en ung adelig kvinde. Adelige kvinder levede ikke sammen med mænd uden ægteskab. Det ville både være en grov synd og et lovbrud. Hun ville gerne have mod til at lægge sin hånd på hans og forklare, at hun forstod, men der var intet overmod tilbage i hende.

– Men jeg må jo afsted, sagde han, og hun sprang op, parat til at hjælpe.

Han rystede på hovedet og tog kruset fra hende, stillede det ved siden af sit eget og gjorde noget fuldkommen uventet og skræmmende, men sødt. Han tog begge hendes hænder, tog om det yderste af hendes fingre, holdt hænderne foran sig og så hende ind i øjnene.

– Kan du undgå, at Bonde Due prygler dig? spurgte han, mens hans ledsagere var på vej mod hestene, – kan du forsvare dig mod ham? Han er tung, men kan du vælte ham? Er han usikker på fødderne? Kan du låse ham ude eller inde? Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at du skulle komme til skade. Jeg mener, det er muligt for ægtepar at blive skilt, så de ikke er ægtefæller og ikke behøver bo sammen. Så kunne du vide dig sikker. Måske kan du søge tilflugt i Skallerup, jeg har fået provstiet der. Kongen mente, mit tøj var for ringe, jeg måtte tjene for lidt, så han ordnede en ny post til mig. Jeg er begyndt at tjene penge. Hvis det skulle komme dertil, kan jeg formentlig hjælpe dig.

Komme dertil, hvad mente han dog? Efter hendes flugt fra sin mand? Selv nu ville hendes mand komme ind mellem hende og det eneste menneske, 39

som havde hjulpet hende uselvisk. Hun havde aldrig før hørt nogen omtale begrebet skilt. Det lød fuldkommen umuligt. Ægteskaber var jo for livet, lige meget hvor elendige. Mens hun blev kastet rundt mellem slægtninge, havde hun oplevet alle former for ægteskab, fra venlig samforståelse som Mogens Munk og moster Karen, over evige skænderier og ondskabsfuldheder, til fuldkommen mangel på kontakt. I et af hjemmene levede manden åbenlyst sammen med en glad, ung bondekone, mens hustruen passede sine ejendomme og bønnebøger. Man kunne altså blive skilt, men hvad krævede det mon, tilsagn fra begge parter, det burde kunne lade sig gøre, Bonde Due syntes om muligt værre om hende, end hun om ham.

Gråden var på vej op gennem hende, om få øjeblikke ville hun være forladt og alene, og ensomheden endnu mere bitter end før. Hvorfor skulle den eneste, som ønskede at hjælpe hende, dog være en fattig mand, magtesløs og tilmed præsteviet? Ikke under nogen omstændigheder ville hun bryde sammen og græde, mens han var hos hende. Lige om lidt ville han ride bort for altid, mester Stygo skulle til Sverige og hjælpe kongen med krigen, og hun ville aldrig se ham mere.

De fulgtes ad mod hestene, og hun kunne intet finde at sige. Tænk, hvis han havde tid og kunne overnatte og fylde et par timer af hendes ødemark.

Han havde det åbenbart ligesådan, han kunne heller ikke finde noget at sige.

– Nogen må vogte over dig, sagde han brat, – jeg kan jo ikke. Så må jeg sende den stærkeste magt, jeg kender.

Han måtte have talt til sig selv. Og han mente ikke hverken Gud eller Vor Frue eller helgenerne, men sin morbror. For første gang blev han opmærksom på hendes ubehag og rakte hånden ud, først mod hendes ansigt, så ombestemte han sig og tog hendes hånd, men kunne ikke finde noget at bruge den til. Sådan blev han stående lidt og trak vejret tungt, som om han også havde svært ved at skilles. Hun nejede ganske let og så ham imens ind i øjnene, det virkede, som om han var lige så trist og bekymret som hende selv.

– Jeg lover, jeg får min morbror til at undersøge, hvad der kan gøres, kom det fra ham, beslutsomt og ledsaget af et nik, men han virkede alligevel ikke helt overbevist. Han løftede hendes sammenfoldede hånd og kyssede hendes fingre, og først da han havde sluppet hende, turde han møde hendes blik.

Der var gået måneder, siden nogen havde rørt hende, siden nogen havde set hende ind i øjnene, og hun kunne dårligt nok bære hans blik.

40

Der stod hun så og løftede hånden til hilsen, mens de red bort, de tre unge mænd. Han vendte sig igen og igen for at se efter hende, og hver gang stak smerten i hende. Til sidst gav hun efter og sank ned på knæ, knuget sammen af diffus sorg. Sammenbidt og udmattet gik hun tilbage og fandt en seng og lagde sig. Det eneste, hun kunne klare netop nu, var at sove. Måske ville alt se lidt mindre hæsligt ud i morgen.

1518 TORP, THY

Hun måtte have tirret sin mand, i alt fald blev hun trukket ud af sengen og sparket, mens hun lå på gulvet, men hun var efterhånden vant til den behandling og beskyttede sig, så godt hun kunne, rullede sig sammen som et pindsvin. Gråden kom ud af hende i et skrig, efter mester Stygos besøg kunne hun ikke bære smerten. Nu skulle alt ondt åbenbart begynde forfra, og hun havde mistet sit panser, nogen havde set hende, talt med hende, endda rørt hende, og vækket hendes sårbarhed.

– Lad mig være, sagde hun, mens hun forsøgte at komme på benene.

Alene brugen af stemmen svækkede hende, så knæene gav efter, og hun endte igen på gulvet. Han brugte en hests seletøj som våben, og det lykkedes hende at gribe fat i tømmen og hindre ham i at ramme hende i ansigtet.

– Du har ikke ret til at behandle mig sådan, fortsatte hun, og det lød virkelig som noget, et voksent menneske kunne tillade sig at sige, – hvorfor straffer du mig? Jeg gør jo ingenting forkert. Det er ulovligt, det, du gør.

– Sig det til biskoppen, som kommer i morgen, svarede han, tørrede begge kinder og stod lidt og prustede, før han gik. Ikke ad helvede til, men ud til trappetårnet. Der stod hun så, med kuldegysningerne jagende gennem kroppen. Hvor havde det været godt at være vred, sige ham imod, og se ham undre sig. Resten af dagen tilbragte hun i køkkenet, hvor husets folk var i færd med at forberede en større middag til ære for biskoppen. Mester Stygo måtte have lykkedes med sin plan.

Elsebe vidste kun, at biskoppen var en Rosenkrantz som hendes mor, og at han ville ankomme med et følge bestående af mænd og heste, plus hunde og jagtfugle. Åbenbart vidste gårdens folk hvordan man skulle gribe sådan en udfordring an. De havde været alene med Bonde Due, lige fra dengang han arvede et gods i perfekt stand og en smuk formue og årsindtægt. Nu blev de sidste lagre af frisk og saltet mad bragt frem. Det var ikke fremragende mad, men det kunne forhåbentlig stadig spises. Mad er mad, havde hendes mand 41

engang sagt om fordærvet korn. Efter biskoppens besøg ville de alle være henvist til enten at sulte eller rømme Torp.

Om natten lå hun lysvågen og bad længe og grundigt, hun måtte samle styrke og søge at vinde en anelse suverænitet. Måske hjalp det med en endeløs række bønner til Vor Frue. Måske kunne biskoppen eller en fra hans stab hjælpe hende med et brev til moster, faster, bror? Hvad skulle dog få biskoppen til at lægge mærke til hende? Udenfor kunne hun høre sin mand tale med andre. Stemmer lo og blev grove, de var fulde. De talte om biskoppen og om hende, hvordan de så ellers kunne få de to personer kædet sammen. Åh, det var morsomt, forstod hun. Kunne Bonde Due ikke betale sin gæld til stiftet med sin kone? Hvor mange nætter?

I mørket vågnede hun ved varme og lys og så lige op i en lygte, som hendes mand bar foran sig. I den anden hånd havde han en stang, hvis funktion hun ikke kunne definere. Hun nåede netop at åbne øjnene og forsøgte at sætte sig op, da stangen ramte hende, lige mod kæben, og sendte hende flyvende ind i sengen.

– Vi må sørge for, at der ikke er noget, nogen mand kan more sig ved at se på, fortsatte han, – læg dig, og vær min hustru, ikke en møgtøs, der ser ned på sin ægtemand, ellers slår jeg dig ihjel. Jeg giver dig ikke væk. Jeg skal ikke være kendt som manden, der forærede sin kone til biskoppen.

Som alle andre sov hun halvt siddende, så hun havnede i pudernes skrænt og førte armene beskyttende op foran sig, forsøgte at bruge puderne som skjold. Slagene kom metodisk, uden flere ord fra hendes mand. Det virkede, som om han omsider havde sat sig for at slippe af med hende. Han førte sit våben med begge hænder, og handlede tydeligvis ud fra en enorm, opsparet vrede. Nej, han græd ikke mere, han handlede, han forsvarede sig, det var, hvad man gjorde som adelsmand.

– Ingen skal glo på min kone, så må vi sørge for, at hun ikke er værd at se på, erklærede han, – det skal være slut med, at mænd beglor min kone.

Biskoppen kan kigge på en anden mands kone, ikke på min. Hende får han ikke. Heller ikke hans skidne klerk af en søstersøn, den forbandede ågerkarl.

Han ramte hendes hofte, hendes albue, hendes mave. Så begyndte han at pruste af anstrengelsen og tabte sit våben. Han trådte et skridt baglæns, faldt næsten over den tabte stang og gik mod døren og famlede med den indre lås, som om han havde glemt, hvordan man anvender et håndtag. Elsebe fik sig selv rejst op, og vreden slyngede hende mod manden, som hun ellers altid 42

havde forsøgt at undgå kontakt med. Det var, som om hun bestod af lutter skærende kanter; hun hævede begge hænder og slog ham, ikke flade lussinger, men med håndkanten. Nu slog hun igen, og for hvert slag fik hun mere styrke. Lige til han greb hende bag det ene knæ og bragte hende til fald. Hun hamrede hovedet i gulvet og skreg, mest i raseri, mens han forsøgte at sparke hende i ansigtet.

– Guld og silke, hvem har brug for den slags på en kvinde? råbte han. Ganske rigtigt, han havde jo allerede første dag som hendes ægtemand krævet, at hun skjulte sit hår under en hue, der havde tilhørt hans bedstemor. Nu kæmpede hun sig ud af hans herredømme, men det var ikke let. Han måtte slippe hendes hår, men sparkede hende, mens hun forsøgte at komme op fra gulvet.

Hun kravlede væk fra ham, trak sig selv op at stå ved en stol, foldede hænderne og brugte dem mod ham. Hun slog igen, og det kom fuldkommen bag på ham.

– Det er sidste gang, råbte hun mod ham, – du slår mig ikke mere. Du slår mig aldrig mere. Og du kan ikke slå mig ihjel, du kan ingenting. Jeg har en hjælper. Han arbejder for mig. Han vil beskytte mig.

Han gled mod døren, som en klat smør kastet mod en væg. Elsebe trådte et skridt baglæns og spyttede, mest fordi hans sved var trængt ind i hendes mund. Intet af hans skulle røre hende, for slet ikke at tale om trænge ind i hende. Sammenkrummet og øm trimlede hun baglæns mod sengen, med armene foldet om sig. Helt sammenrullet kunne hun lettere tage imod hans vrede, bare han ikke begyndte at bruge skarpe våben mod hende. De fleste af hans kræfter var brugt allerede, han slog bare mat og kraftesløst, og hun dækkede sig.

Da han endelig var blevet træt og havde forladt hende, løsnede hun grebet om sig selv og følte efter. Det eneste slag, som havde forvoldt virkelig skade, var det allerførste. Hendes kind svulmede allerede, tænder sad løst, hun havde bidt sig i tungen og drak blod. Og hun var øm over hele kroppen, ikke kun af slagene, alle muskler havde været spændt i timevis.

Mens hun sad og forsøgte at finde en løsning, blafrede vrede og smerte mod hinanden som to arrige haner i samme hønsegård. Biskoppen ville komme på besøg, og hendes øje var ved at lukke sig. Fremmede, fornemme mennesker ville se hende i denne jammerlige tilstand. Selv denne glæde, et uventet besøg, kunne han tage fra hende. Hun ville ligne en opsvulmet, rådden frugt. Måske havde han håbet, at hun ville skjule sig, men alle skulle se, hvordan han behandlede hende.

43

1518 TORP, THY

Biskoppens følge var, som hun havde forventet, endeløst. Og alle gæsterne lagde mærke til hendes ansigt. Hun viste sine mærker som en ung nykåret ridder stolt fremviste gyldne sporer. Øjet havde lukket sig helt, og en purpurfarvet plamage bredte sig over kinden. Æresgæsten selv kom vraltende fra sin hest, han kunne ikke køre ad de elendige veje på egnen, og virkede træt og irritabel. Og sulten. I al fald spurgte han Bonde Due, om bordet var dækket. Biskoppen standsede foran hende og mumlede noget, der indeholdt ordet smuk. Elsebe sank ned i den dybeste hilsen, hun magtede, og opdagede for sent, at hendes knæ også havde taget skade. Hun var ude af stand til at rejse sig. I stedet blev hun liggende som en anskudt då og så lige op på gæsten, uden antydning af smil, hendes ansigt var fuldkommen stift. Kinden bulnede og bankede. Måske ville han blive vred over, at hun modtog ham i en så miserabel tilstand.

– Min hustru har været så uheldig at gå ind i en lukket dør, hørte hun Bonde Due sige, – Elsebe er et kluntet barn.

– Man slår da ikke øjet på den måde ved at gå ind i en dør, hørte hun biskoppen sige. Hun blinkede med sit raske øje. En hånd blev rakt ud mod hende, og hun tog imod hjælpen og fik sig rejst op, uden at støtte på det værkende knæ. Hendes krop føltes, som om hun på et døgn var blevet firs år gammel. Men nu gik hun da ind i sit hjem ved biskoppens hånd, han og hans søstersøn mester Stygo var de første, som havde forsvaret hende siden brylluppet.

Natten var iskold, og Elsebe vågnede, med sin pludseligt ældede krop og sit værkede ansigt. Bonde Due sov, som han plejede. Alle sov. Hun selv var blevet så svimmel og svag under middagen, at hun gik til ro for at sove.

Men nu var hun til gengæld igen vågen og svidende klar. Først og fremmest måtte hun væk herfra. Klage sin sag hos biskoppen, som hun havde gjort med kongen.

Uden en lyd kravlede hun ud og ned ad sengen og klædte sig på. Sko havde hun ikke tid til. Hun samlede håret i nakken og bandt et tørklæde stramt om kinderne, knyttede spidserne i nakken, og trak vejret dybt. Indtil nu havde hun været passiv og modtagende. Det skulle være slut med modtagelighed.

Ingen skulle nogen sinde mere trække hende rundt på gulvet ved håret. Hun var nødt til at handle, selv om hun ikke anede, hvordan man bar sig ad. Hun 44

ville helst bare flygte, men gik ud fra, at alle magthavere i verden ville slutte sig sammen for at bringe hende tilbage til ulykkens udspring.

Kulden udenfor tog vejret fra hende. Bonde Due havde selvfølgelig overladt husets bedste seng til biskoppen, så han og hustruen sov nu på loftet i et af gårdens bindingsværkshuse. Hun måtte ud på den åbne svalegang og ned ad en knirkende trætrappe. Ingen vogtede døren til stenhuset, bispens vagter sad i stedet ved porten i volden. Lige inden for døren lå en af husets hunde, der genkendte hende, logrede og slikkede hendes hånd, for så igen at rulle sig sammen og sove. De var mætte, hundene. Lugten af fed mad, øl og krydret brænde blandede sig, en blød og venlig duft af gæster og fest. Biskoppen havde været så forudseende at sende sine jægere ud for at sikre sig et par hjorte til middagen. Han vidste, hvordan livet formede sig på Torp.

Elsebe standsede og bed sig i læben. Hun havde glemt at tage en lygte med. Her stod hun i buldermørke og skulle vække biskoppen, der sov lydløst i hendes seng. Ild. Hun måtte finde ild. Bonde Due havde ombygget sit stenhus, inden han giftede sig, der var en fin indbygget ovn. Hun gik ind og knælede og forsøgte at rode op i gløderne. De små stumper fra nedbrændte lys skulle indsamles og smeltes om til nye lys, Bonde Dues folk lod intet gå til spilde. Hun vidste, hvor lysestumperne blev gemt, og rodede i mørket, måtte føle sig frem efter et stykke med væge. Og med et tændt lys skjult mellem hænderne nærmede hun sig sengen og biskoppen.

Han sov bare. Lå med ryggen til hende og pustede ganske svagt, han måtte sove virkelig dybt. Måske havde han drukket meget. Bonde Due sov sådan, når han havde drukket dagen igennem. En gang imellem lå hun og håbede, at han bare ville dø, og måtte røre ved ham for at fornemme, om han stadig trak vejret eller var stiv og kold. Hidtil var hun hver gang blevet skuffet.

Men man kunne da vel ikke prikke til en biskop for at vække ham, det var respektløst. Hvad så? Hun rømmede sig og forsøgte at finde lidt af det mod, som hun havde samlet.

– Vågn op, sagde hun. Stemmen klang lillebitte og ynkelig i rummet.

– Nogen må hjælpe mig, min mand mishandler mig, han drikker og ødelægger Torp, fortsatte hun, og det gik op for hende, at hun havde glemt at planlægge, hvad hun skulle gøre og sige – hun havde troet, hun ville finde en vågen, opmærksom biskop. Ikke en tyksak, der sov som et spædbarn.

– Jeg må væk herfra. Jeg har aldrig sagt ja til at gifte mig med ham. Jeg har ingen til at hjælpe mig, men mester Stygo besøgte mig og hørte min 45

klage over vold og forfølgelse, sagde hun. For hver lille sætning, hun formede, krympede hun sig, som om hun først nu fattede, hvilken elendig situation hun befandt sig i. Når hun skulle beskrive sit liv, var der intet godt at sige. Så sørgeligt havde hun alligevel ikke troet, alting var. Nu dunkede det for alvor i hendes hævede kind.

Biskoppen vågnede ikke. Men måske kunne det hjælpe at lægge en hånd på hans ansigt. Hun bøjede sig ind i sengen og anbragte sin iskolde hånd på hans hud. Det virkede. Han gispede, hostede og begyndte at vende sig, langt inde i sengen. Satte sig op og forsøgte at se klart.

– Elsebe! sagde han bare og rakte hånden ud, undgik hendes ødelagte kind og strøg hende over pande og næse. Det store ansigt rynkede, som om han først nu vågnede, og han slog tæppet til side. Varmen slog op mod hende, varmen fra hans vældige krop.

– Åh, det er da for godt til at være sandt, er lille Elsebe på vej op i min seng af egen fri vilje? spurgte han grødet.

– Jeg må væk, sagde hun klemt, – Hjælp mig væk herfra. Jeg kan ikke holde det ud længere. Jeg må væk herfra, så jeg kan fremlægge min sag for kongen.

Det ville være så let at lægge sig ind til hans bløde, store, varme krop og sove trygt. Ingen ville turde røre hende her. Hun ville blive barn igen. Og han smilede til hende, det var hun ikke vant til. Så førte hun hånden op mod sit svulmende, blålilla ansigt og berørte kinden.

– Har en ægtemand ret til at mishandle og skamfere sin hustru? spurgte hun.

– Han har ikke ret til at mishandle dig eller nogen anden, svarede biskoppen og lagde tæppet tilbage over sig. Varmen døde. Hun ville gribe efter hans hånd for at holde ham fast, men i stedet tog han lysestumpen fra hende og forsøgte at komme ud at sidde på sengekanten, med sine fødder på den totrinede trappe, der førte op fra gulvet.

– Åh ja, jeg havde helt glemt det, tilstod han, – ja, ja, det er rigtigt, knægten ville have mig til at tale med dig. Har han skamferet dig på anden måde? spurgte han og holdt lyset tæt mod hendes ansigt. Så først gøs han. Lyset fik hende til at græde. Ikke kun det raske øje, også det lukkede, gød vand. Hendes ansigt fik folk til at trække sig tilbage i væmmelse. Så langt var det kommet.

– Kære pige, hvorfor har han dog mishandlet dig? Slår han dig, fordi du er ung og smuk? spurgte han i dyb undren, og hun anede ikke, hvad hun skulle 46

svare. Måske havde biskoppen ret. – Svar mig nu helt sandfærdigt, og jeg går ud fra, at du ved, hvad jeg spørger dig om: Har han ligget med dig? spurgte han. Hun veg tilbage fra ham i et stød. Det var et spørgsmål, hun under ingen omstændigheder havde forventet. Hvad havde det dog med hendes elendighed at gøre, om han havde ligget hos hende? Og hun blev skrækslagen alene ved tanken om at ligge hos sin mand. Hun ville ikke engang have, at han tog hendes hånd, hvordan skulle hun så kunne udholde, at han lå med hende?

Hendes mand var både syg, fuld og vred det meste af tiden, og hun var overbevist om, at selv hvis han havde kunnet fuldføre et samleje, ville han have holdt sig fra hende.

– Jeg behøver vist ikke engang at spørge, grinede biskoppen, – man kan læse svaret i dit ansigt. Det er godt, for det er intet mindre end nøglen til din frihed. Somme tider er tingene meget enkle. Gå tilbage, og læg dig og få lidt søvn, alle andre steder end hos din mand. Du skal holde dig jomfru denne ene nat, det tror jeg godt, du kan klare. Du er datter af min bror Eilers svoger, du er min slægtning, og ingen mishandler medlemmer af min familie. Knægten fortalte mig om ham, men jeg troede ikke, Bonde Due turde slå dig blå og gul, når jeg havde varslet min ankomst. Når vi rejser, tager du med os. Søde Elsebe, jeg troede skam, du var kommet for min skyld. Du er helt sikker på, at du ikke vil overnatte hos mig? Jeg kan varme dig og gøre dig glad, jeg lover, jeg ikke tager din jomfrudom, men jeg kan garantere, at du vil nyde det.

Der var ingen tvivl, han mente virkelig, at hun burde overnatte i hans seng. Hvis hun slap væk fra Bonde Due, ville hun sandelig aldrig mere frivilligt sove hos nogen mand. Hun havde ar over det meste af kroppen efter sine tre år som Bonde Dues hustru. Og her sad hun og fik at vide, at hun kunne slippe ud, og at det endda var nemt.

– Hvordan skal det gå til, spurgte hun, – hvordan skal jeg nogen sinde slippe væk? Jeg kan ikke bare sadle en hest og ride væk, så kræver han mig udleveret. I øvrigt har han solgt alle hestene.

– Jamen det er ganske simpelt, vi tager dig med, når vi bryder op, sagde biskoppen, der efterhånden lød ret træt, sagen var jo i praksis allerede løst, – jeg gad nok se ham sætte sig op imod mig, ha. Så tager vi fat på at få jer to adskilt.

Hun kunne vagt huske verden, som den havde været inden hendes forældres død. Fuldkommen tryghed og orden, og to voksne, der virkede lige så selvfølgelige som hjemmet, solopgangen, årstiderne. I løbet af ni måneder var alt forvandlet til støv, hjemmet opløst, og hun blev en byrde for andre.

47

Det var først nu, ensomhedens ødemark åbnede sig for hende. Hun var ensom, og hun var den mest uønskede af alle. Nu skulle hun måske skæres ud af sit helvedesægteskab. Det ville betyde, at hun blev endnu mere isoleret. Meget mod sin vilje brast hun igen i gråd, som om hun stadig var fire år gammel, og skjulte ansigtet i hænderne, for gråden trak musklerne sammen, så smerterne vendte tilbage. Han klappede på hende som på en ældgammel hund, der snart skulle aflives, hun måtte ikke græde sådan, snart ville hun være fri.

– Det var dog en besynderlig tanke, sagde han og gabte, – at få et par ud af dig og Bonde Due. Som at binde en ung panter fast på ryggen af en flodhest.

Gråden stilnede af sig selv, som om opdagelsen gjorde hende stum. Engang havde hun været en nysgerrig og glad pige, der talte med alle. Hun var helt vænnet af med samtale og ræsonnement.

– Kære Elsebe må lade mig sove, husk at pakke, så hun kan tage alle sine ejendele med, når vi rejser op til Børglum i morgen, sagde biskoppen. Han lød mere træt end bekymret. Han ville gerne sove. Og så rettede han sig i et sæt, han var åbenbart kommet i tanker om noget andet, vigtigt.

– Har Bonde Due fortalt dig, at han må opgive Torp? At han bliver nødt til at flytte til Aalborg og logere hos slægtninge? At du ikke længere er frue til Torp? Han har solgt alt, hvad han arvede i Skåne, og Torp og alt sit fæstegods har han måttet sælge billigt til min søstersøn, nu må han flytte. Han er et elendigt parti for en ung kvinde som dig, en Gyldenstjerne, hvad tænkte de dog på, da de gav dig til den mand. Hvad tænkte han dog på, mens han slog på dig, hvem ville ikke være tilfreds med at få dig, han kunne jo bare nyde synet af dig hver dag.

– Han må ikke slå mig mere. Jeg vil aldrig slås mere, sagde hun. Der var meget andet, hun heller ikke ville. Aldrig mere vende tilbage til hverken Torp eller Bonde Due. Aldrig gifte sig og aldrig overlade sit liv i andres hænder.

Der måtte findes et sted, hvor man kunne få lov at leve i fred for vold og vilkårlighed.

Han lagde sig tilbage i sengen og trak tæppet helt op til hagen. Elsebe forstod ham, der var iskoldt på loftet. I dette øjeblik kunne hun sige det, i mørke og kulde, uden at han så hende ind i øjnene, og hun rejste sig op, som om hun vidnede på Landstinget: – Bonde Due har aldrig ligget med mig, jeg er lige så god jomfru, som da jeg kom i ægteskab med ham, sagde hun fast.

Biskoppen sov igen. Efter gråden og erkendelsen kom den tredje bølge gennem hende, en spinkel glæde spredte sin varme i hendes krop. Hun rejste 48

sig og følte sig frem, for den lille lysestump var slukket. Kom ud ad døren og blev stående og forsøgte at finde ro. Det eneste, hun havde brug for, var en kirke, et sted at bede. Et sted at takke for biskoppens indgriben.

I dette øjeblik fik det op for hende, hvor lidt hun ejede. Medgiften havde Bonde Due jo fået og for længst formøblet, selv de broderede duge, hun havde ført med sig. Otto havde taget resten. Hun ville rejse fra Torp uden andet end det tøj, hun havde på kroppen. Men hun havde stadig de penge, hun havde fået for salget af jord til Mogens Munk, dem ville hun bære skjult under tøjet, de havde ligget gemt under gulvet i stentårnet.

Dagen begyndte med hendes ansigts smerte, fornyet og forstærket, nu værkede og prikkede det i hele hendes kind. Øjet var lukket, og hendes læber nægtede ethvert meningsfuldt samarbejde. Selv tungen var ulydig. En ny hindring tårnede sig op foran hende: Bonde Due havde frasolgt alle gårdens heste. Hun stod som et afløvet træ midt mellem travle mennesker og anede ikke, hvordan hun skulle virkeliggøre den flugt, biskoppen havde skitseret om natten.

Foran hende dukkede en ung mand op, som trak en blakket, lavbenet hest. Den lignede ikke de livlige dyr, hun havde redet, inden hun blev gift.

Ikke desto mindre var den beregnet på hende, den unge mand standsede, hilste med ejendommelig ærbødighed på fru Gyldenstjerne og spurgte, om ikke hun ville have den godhed at følge med ham, der var for megen uro inde på borgen. Næsten døv af undren fulgte hun ham. Hun blev herude, tæt ved sin hest. Biskoppen måtte have troet, at hun var uvant med at ride og skulle udstyres med følgets mest stilfærdige ridedyr. Han skulle bare vide.

Tilmed var det et forbavsende godt vejr, med iskold sol fra en blå himmel.

Gud selv syntes at have tændt sit bedste lys for at kontrollere hendes flugt.

Unge mænd begyndte at dukke op med sadlede heste, de nikkede til hende og talte indbyrdes sammen. Og der kom hendes mand ud, han ledte efter noget, han havde vovet sig helt uden for borggården. Biskoppen fulgte efter ham, og Bonde Due måtte hellige sig sin fornemme gæst, lagde hænderne på ryggen, som han plejede, så maven blev skudt frem. Det brændte i hendes ophovnede ansigt, men hun var blevet klogere, nu forstod hun, at han aldrig ville turde hente hende. Han ville kræve hende tilbageleveret, som havde biskoppen ved en fejltagelse fjernet en dundyne eller en sølvkniv. Men han var helst fri for hende. Hvilken lykke.

49

Biskoppen red sin hest hen mod hende og vinkede ad sine ryttere, der sluttede op om hende. Den unge mand bøjede sig forover og viste hende sine sammenflettede hænder, og det tog hende et øjeblik at fatte, at han ville hjælpe hende op på hesten. Åbenbart var ingen forklaring nødvendig. De unge mænd sluttede op og skjulte hende, da hun for sidste gang i sit liv forlod Torp.

1518 BØRGLUM

Hun blev installeret i et hus ved siden af bispegården ved Børglum Kloster, kaldet klosterets herberg, der var ti rum og ti senge, men ingen logerende, så hun havde hele huset for sig selv, hver dag spiste hun ved stiftets stabsbord.

Badede meget og sang en del og læste sine bønner uden at fatte et eneste ord. Det var ren og lægende normalitet, og ingen rørte hende. De første dage mente tjenerskabet, at hun kunne være bispens nye vedsoverske. Da det viste sig ikke at være tilfældet, forduftede deres respekt for hende.

Det eneste, som lignede arbejde, var en slags forhør, som foregik i bispegården. En lille svagelig mand ankom fra København og præsenterede sig som universitetsrektor Anders Friis. Han så ud, som om ethvert vindpust fra havet ville kunne vælte ham om kuld, men han var utrættelig, stædig og havde en elefants hukommelse. Alle skilsmissesager fra kristenheden i de sidste par hundrede år var blevet gennemlæst, inden han rejste nordpå. Hun følte sig tryg i hans selskab, ikke mindst fordi det virkede, som om han kunne se durk igennem hende, det ville ikke nytte at lyve.

I en uges tid gennemgik de to systematisk begivenhederne i hendes ægteskab. Småt og stort blev nedskrevet, og priorinden fra Vrejlev hentet for at inspicere hendes nøgne krop for skader og tegne dem ind på en slags landkort over menneskekroppen. Efter at have gennemlæst alt kaldte rektoren hende ind til sig og oplæste sin dom. Han betegnede det, hendes ægtemand havde gjort sig skyldig i, som overvold – et ulovligt overgreb. Ægtemænd måtte gerne slå hustruer, men ikke tilføje dem ar eller lemlæstelser, og drabsforsøg var og blev drabsforsøg, også i ægteskabet. Så rejste han tilbage til sit universitet for at ordne formalia.

Biskoppen lod sin kansler forelægge Anders Friis’ afgørelse af anmodningen om skilsmisse, resultatet var kortfattet, men klart: Det er blevet bevist for mig med nogle gode mænds vidnesbyrd udi adskillige skændige laster, hor og anden åbenbarlig skændsel, som findes udi Bonde Dues onde 50

levned, i for hvilken at hans hustru fru Elsebe ikke kan trygt og sømmeligt leve sit liv med ham. Og derfor har jeg, med flere, på det, at deres liv og sjæl ej skulle stå i fare, adskilt fornævnte Bonde Due og fru Elsebe fra seng og bord, dog så, at de ej på anden side skulle måtte gifte sig igen, så længe de begge lever.

Anders Friis forlangte, at Bonde Due beseglede et brev til Elsebe, med accept af skilsmissen, for Anders Friis havde nu adskilt hende fra hendes mand.

De var begge ledige, frie, kvit og løst fra alle løfter. Ordvalget var den gejstlige rets, ikke hendes, men hun elskede gentagelsernes præcision. Først hørte hun kun, at hun var blevet befriet. Så bemærkede hun biskoppens utilfredse mine og bad ham gentage. Dommen betød, at hun ikke måtte gifte sig igen, så længe Bonde Due levede.

– Men jeg kan da ikke tilbringe resten af mit liv alene, sagde hun, – jeg er kun atten. Hvad hvis Bonde Due bliver firs? Så er jeg otteogtredive, så er jeg gammel, så er der da ingen, som vil giftes med mig mere.

Biskoppen løftede beroligende sin ene hånd: – Jeg tvivler på, at Bonde Due klarer endnu tyve år, sagde han, – ægteskabet er et sakramente, ægteskabet er uopløseligt, men for at være uopløseligt skal det jo først være indgået og fuldbyrdet ved samleje. Din mand har gjort sig skyldig i både hor, mishandling, impotens og desertio, han har forladt dig, ikke omvendt. Sagen er klar, dit ægteskab kan annulleres. Jeg regner ikke med, at Bonde Due vil sætte sig imod ophævelsen. Det er en formssag, du er jo konstateret virgo intacta.

En annullering ville indebære, at hendes brødre kunne få hendes medgift tilbagebetalt, og hun ville igen blive betragtet som ugift, med fulde rettigheder til at indgå nyt ægteskab. Atten år gammel og ugift. Det var ikke billigt at bede paven annullere et ægteskab, så hun, da han viste hende den allerede udarbejdede officielle anmodning. For første gang undrede hun sig over en kirkelig beslutning. Hvis sagen var klar, hvorfor skulle hun så betale en formue for en kendelse?

Biskop Niels havde behandlet hende udsøgt høfligt og med respekt, der var intet spor af den satyr, som havde ønsket, at hun skulle sove hos ham, mens hun endnu var gift med Bonde Due. – Nå, du, så bliver det spændende at se, hvem dine brødre synes, du skal gifte dig med, hele din gyldenstjernede familie burde takke mig, lo biskoppen. Hun vidste bedre. Og det var hende, som fik ret. Sin familie hørte hun intet fra, selv om hun sendte adskillige formfuldendte skrivelser, komponeret efter de forbilleder, hun så hos biskoppens skrivere. Hendes brødre måtte 51

da vide, at hun var blevet sin egen herre. De kunne bringe hende i spil igen.

Biskoppen fik kontakt med hendes bror Anders, der svarede i et fem linjer langt brev, at han var rystet over, at hun boede hos en berygtet mand. Men den berygtede mand havde altså givet hende friheden. Han og mester Stygo var de eneste, som havde hjulpet hende.

Hun sov meget, sad endnu mere i haven og lod tiden gå, hun stod uden for kirken og lyttede til sangen og forsøgte at blive rolig, for hver nat gik med rodede, timelange mareridt. Men dag for dag blev hendes hud klarere, smerterne aftog, og mareridtene trak sig tilbage. Hendes krop rettede sig og blev blød og afrundet; hun spiste bedre og rigere end nogen sinde før, og hun havde intet imod at se sin skindmagre barnekrop forvandles. Alle andre kvinder, hun kendte på hendes egen alder, var gift, de fleste havde fået flere børn. Hun alene var stadig jomfru.

Hun havde opdaget, at hun endnu besad lidt fast ejendom, søsterparten i slægtsgården Estvadgård, og hun troede, hun selv skulle betale for pavens kendelse, så hun solgte også denne part, stiftets kontor ordnede salget til Oluf Munk, hun havde ikke hverken tid til eller mulighed for at kontakte andre potentielle købere. Biskoppens betaling af tilladelsen fra paven gjorde, at hun nu kunne beholde sin lille formue og bruge den på sig selv. Sko, tøj, hårpynt og bøger fandt vej til hendes hus. Men hvad skulle hun foretage sig, hvor skulle hun leve? Her eller hos sin familie?

Og så modtog hun uventet en skriftlig ordre fra biskoppen om øjeblikkelig at flytte, hun skulle åbenbart bo på hans nyindkøbte ejendom Voergård.

Gården trængte efter hans mening til en bestyrer. Det var åbenbart, hvad han havde tænkt sig, hun kunne bruges til. Så slap han af med hende, hun havde hørt folk i bispegården betegne hende som distraherende, det lød ikke lovende.

Hun havde ellers fundet sig til rette i sin lediggang, skjult et sted bag husene ved Børglum Kloster, men bispens effektive medarbejdere udstyrede hende både med heste og pakdyr og ledsagere, der vidste, hvor hun skulle afleveres.

Hvorfra skulle hun vide, hvor hun nu skulle hen? Det viste sig, at de var på vej mod øst. Mod en lille bindingsværksgård.

På vejen blev hun for alvor bekymret: Troede han virkelig, at hun kunne styre hans ejendom, et helt gods, med fæstebønder og skove? Måske var biskoppen ikke så nøjeregnende, han havde så meget. Dette var en virkelig opgave, i en helt anden egn af Vendsyssel, her var grønt og frodigt og rigt. Men gården lå isoleret, omgivet af skov, mose og vildnis. Bispen havde ellers store 52

nok planer for stedet, der lå planer til ombygning på bordene i det støvede hus, hvor hun kunne flytte ind og bo ganske alene. Der var tilknyttet godset fæstegårde. Dem måtte hun opsøge og tale med fæsterne.

Biskoppen aflagde hende et besøg samme dag, som hun havde tænkt sig at ride fra gård til gård – han havde ikke engang meddelt, at han var på vej. Hun gik ud fra, at sådan handlede virkelig magtfulde mennesker, og Voergård var trods alt hans stifts ejendom. Men det var ikke gården, som interesserede ham.

Han havde klædt sig overdådigt, lidt for mange bånd og bændler og fuglefjer og juvelringe. Hun var overbevist om, at han mindst måtte være på vej til et møde i rigsrådet eller ved hoffet, og følte sig helt beæret over, at han havde husket sin nye forvalter. Men besøget gjaldt kun hende. Han havde en besked, og den blev afleveret, efter at hun havde serveret middag for ham. Han selv var mest interesseret i, om hendes bror Anders havde fundet en ny frier til hende, og hun overvejede, om hun skulle finde Anders’ brev frem, hvori han betegnede biskoppen som en berygtet mand, men turde ikke. Måske vidste biskoppen selv, hvordan unge gejstlige som hendes bror opfattede ham. Han ville så gerne lære hende at spille skak, sagde han, det kom bag på hende: – Så kan vi more os sammen, hver gang jeg kommer forbi.

Hver gang, tænkte Elsebe, havde han da tænkt sig at besøgte hende hver uge?

– Det var vel ikke sådan, sagde han muntert, mens han stangede tænder efter middagen, – at man kunne overtale dig til at se med venlighed på en særdeles generøs herre i sin bedste alder? Jeg behøver ikke berøve dig din jomfrudom, vi kan sagtens muntre os alligevel. Jeg siger dig, jeg er god til at håndtere kvinder, og der er da ingen grund til, at du skal gå rundt her helt alene, til ingen nytte.

Elsebe plejede ikke at være langsomt opfattende, men hans spørgsmåls karakter gik egentlig først op for hende, da han forsøgte at lægge sin vældige hånd ind over hendes. Hun nåede ikke at overveje sin reaktion, før begge hendes egne hænder forsvandt ned under bordet.

Manden var over halvfjerds, og hun var nitten. Han kunne da umuligt mene det alvorligt? Efter at være flygtet fra Bonde Due skulle hun indlede et illegalt forhold til en biskop, som kunne være hendes oldefar. Han måtte da vide, hvad enhver anstændig kvinde ville svare. Om ikke andet, kunne han læse det i hendes lamslåede ansigt eller gætte sig til det ud fra hendes lang53

trukne tavshed, at svaret ikke var det, han havde håbet. Var det virkelig derfor, han havde placeret hende her, på sit gods? Ville han så sende hende tilbage til hendes brødre, når hun ikke ville vide af ham? Men han lo bare, som om hendes forfærdelse var en forventelig, acceptabel reaktion.

– Herregud, lille Elsebe, du må ikke være forarget: hvis man ikke forsøger, opnår man ingenting, sagde han, – du er stadig en stolt ung adelig jomfru, og de smider ikke med æren, det ved jeg.

– Måske ville den bedste løsning være, at jeg indtrådte i et af de store klostre i Vendsyssel, sagde hun, da biskoppen, som lod til at have mistet interessen for hende, ville bryde op. Helt uventet tabte han både næse og mund og vidste åbenbart ikke, hvad han skulle sige. Så begyndte han igen at le og rystede på hovedet.

– Kære Gud, det ville da være det værste spild i min embedstid, sagde han og løftede hånden, som om han ville stryge hende over det løse hår, men tog sig i det, – du bestyrer Voergård, du har din fulde frihed, og om lidt har du også din medgift. Kæreste Elsebe, det eneste, du skal være forberedt på, er nok køen af unge, midaldrende og ældre mænd, der vil komme for at fri.

54

2. DEL DA ANDREAS SPISTE EN HELGEN

1517 KARMELITERKLOSTERET, HELSINGØR

Det var den lykkeligste dag i Andreas’ liv, da han blev optaget hos karmeliterne i Helsingør, i deres nybyggede, smukke kloster midt i byen. Af alle klosterordener havde han udvalgt den strengeste og mest krævende. Han havde forelagt sin fortvivlede far sit valg, hele hans familie havde været rystet, men de stod bag ham. Fra det øjeblik han tog sin beslutning, havde han undgået at drikke. Den nye afhængighed havde druknet den gamle. Sådan oplevede han det, beruset af begejstring. Som om hans sjæl havde rejst sig på tæer og strakte sig i umådelig anstrengelse. Hvor længe han ville kunne holde fast i denne lyksalige anstrengelse, anede han ikke.

I fem år havde han svævet mellem vanvid og virkelighed. Hans far havde kun modvilligt bevæget sig ind i klosteret, og endnu mere modvilligt afstået sin begavede, yngste søn til det, han opfattede som verdens mest begrænsende livsform. Hvorfor ville han ikke tage en uddannelse og blive præst?

Så kunne kan måske endda gøre karriere i kirken. Munk, det var en slags levende begravelse.

Hver nat vågnede han i mareridt, skrigende og svedende, og måtte kravle ud på gulvet og bede, skælvende af barnlig angst, som han skammede sig over. Han drømte, at han var med til at slå en mand ned i en gyde, at han stjal sovende folks penge, at han spillede falsk, løj og syndede. Om nogen måtte han vide, hvad synd var, og hvor hård en herre, synden kunne være.

Da han skulle gå med sin familie til klosterets port, klædte han sig på som til et bryllup. Han, der kun havde haft svirebrødre, skulle fra nu af regnes som en værdig bror blandt brødre.

– Er du så glad nu? Forstår du, at du aldrig kan komme videre? At du aldrig kan blive biskop? spurgte han sin søn, da de stod uden for porten til kirken. Andreas forstod ham ikke. Alt dette var jo hans værk, hans helbredelse. Fritaget for alt det, som havde lokket ham til at spille, ligge med gadens syge horer og forsøge selvmord. Murene og væggene og klosterets låse viste ganske tydeligt, at her lukkede han en del af sig selv ude. Det var, hvad han havde brug for.

55

To unge mennesker ønsker et bedre liv. Hun forsøger at slippe væk fra mishandling. Han kæmper for at få indflydelse. I løbet af et år får de begge alt, hvad de kunne bede om, og mere til. Hun bliver skilt, han bliver biskop, og en livslang kærlighedshistorie begynder. Magt, rigdom, politisk handlekraft og erotik blandes.

Stormene er på vej, men ingen ved det. Alt virker normalt.

Der er kun én kirke i Europa. Alle tror på den samme fortælling om liv, død og Gud. Og mens en ung munk finder fred og livsindhold i et kloster, flygter en ung nonne.

Om lidt vil de alle fire møde hinanden, og hele deres verden forandres.

Synd bliver til salighed, cølibat til erotisk betagelse, religion til politik, politik til krig. Efter borgerkrig og reformation er alle havnet et andet sted, end de drømte om. Store forandringer kræver ofre og ny tilpasning. Hvad er vigtigt, når man har mistet alt det, som gjorde livet værd at leve?

Maria Helleberg (f. 1956) er forfatter til en lang række anmelderroste og succesfulde romaner og er kendt som den historiske romans dronning.

Bibelselskabet

Mari Helleb

KĂŚrlighed og i reformationens

Bibelselskabet