Uddrag: Synd for begyndere by Bibelselskabet

Synd for begyndere

Bibelselskabets HĂĽndbibliotek

Kristian BĂ¸cker

Bibelens opfattelse af synd spænder fra overtrædelse af det meget håndgribelige forbud eller påbud til den dybeste indsigt i det menneskelige sinds krinkelkroge og motiver og til selve spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske.

Synd for begyndere

Kristian BĂ¸cker Bibelselskabets Forlag

Synd for begyndere © 2018 Kristian Bøcker og Det Danske Bibelselskab Omslagsdesign og grafisk tilrettelægning: Bjørn Ortmann Sats, tryk og indbinding: Tarm Bogtryk A/S Forlagsredaktion: Simon Hansen og Karen Karmark Korrektur: Ninna Lange Bogen er sat med Founders Grotesk Text og trykt på Munken Print White 15 90 g 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7523-884-2 Bibelselskabets Forlag Frederiksborggade 50 1360 København K www.bibelselskabet.dk Denne bog er udgivet med støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

Indhold

Indledning: ved Aarhus Stadion

1. T ilbage til Adam og Eva – om det, der altid går galt

2. En aftale er en aftale – om pagten

3. På vej mod en ny pagt

4. Jesus og den radikale forståelse af synd

5. Død for vore synders skyld

6. Arvesynd og dødssynd

107

7. Synd og sygdom

117

8. Religion som synd

123

9. Synd og tilgivelse

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

TILBAGE TIL ADAM OG EVA – OM DET, DER ALTID GÅR GALT

Bibelen er en ret lang bog. Alligevel går det ganske hurtigt galt! Faktisk går det kun godt de to første kapitler. Allerede i kapitel 3 går det skævt. Resten af Bibelen handler så groft sagt om, hvordan der kan rettes op på tingene igen, eller hvordan man kommer overens med tilværelsen, som den nu ser ud. Da det går galt Bibelen begynder virkelig med begyndelsen: ”I begyndelsens skabte Gud himlen og jorden”, lyder den allerførste sætning i Bibelen i Første Mosebog. Og så følger beretningen om verdens skabelse. Eller rettere sagt: beretningerne, for der er faktisk to af dem. I den første beretning forløber skabelsen over seks dage og afsluttes

SY N D FO R B EGY N D E R E

med skabelsen af de første to mennesker, som endnu ikke har navne. Skabt som mand og kvinde får de overdraget ansvaret for at blive frugtbare og talrige, opfylde jorden og herske over den og dens øvrige skabninger. Derefter holder Gud hviledag. I den anden skabelsesberetning, der følger umiddelbart efter den første, er fokus i højere grad på mennesket. Først Adam, hvis navn betyder ’menneske’: ”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (Første Mosebog kap. 2 vers 7). Gud Herren må imidlertid hurtigt konstatere, at ”det er ikke godt, at mennesket er alene”. Derfor skaber Gud først de vilde dyr og himlens fugle til Adam, men Adam finder i dyrene ikke en rigtig medspiller. Derfor skaber Gud kvinden, Eva. Navnet får hun først senere i beretningen, hvor det betyder noget i retning af ’leve’, ’alt levende’, og formentlig hentyder til kvindens opgave som den, der føder, giver liv. ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var”, lyder det efter skabelsen. Men det holder som nævnt ikke længe. Allerede i kapitlet efter, Bibelens tredje kapitel, kommer beretningen om ’syndefaldet’, som det kaldes, og her går det galt. For der er en slange i paradiset. Slangen sætter spørgsmålstegn ved det eneste forbud, som Gud har givet de to mennesker: at de ikke må spise af ”træet til kundskab om godt og ondt”, for så skal de dø. ”Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt”, siger slan-

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

gen (Første Mosebog kap. 3 vers 6). Og så spiser de to af kundskabens træ. Da Gud ved aftenstid går sin daglige runde i Edens Have, kan han ikke finde de to, men må kalde på dem. Adam kommer frem og fortæller, at han blev bange, da han hørte Gud, ”fordi jeg er nøgen”. Gud spørger prompte: ”Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?” Adam forsøger at give kvinden skylden, og hun sender aben videre til slangen: ”Slangen forledte mig til at spise”. Men Gud er ikke sådan at formilde, og nu følger Guds straf: Slangen forbandes, kvinden får at vide, at hun skal føde i smerte og begære sin mand, som ovenikøbet skal herske over hende. Adams straf er, at han med møje skal skaffe sig føden, for nu vil agerjorden være forbandet, tjørn og tidsel skal spire frem på jorden. ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød”, er beskeden fra Gud, ”indtil du vender tilbage til jorden”. Med de sidste ord antydes døden som den ultimative straf for at have spist af kundskabens træ. Derefter er stemningen en ganske anden, end da alt var godt i Edens have. Adam og Eva får ganske vist to sønner, Kain og Abel. Abel bliver fårehyrde, mens Kain bliver agerdyrker. Men snart følger historien om Kains drab på Abel. Forhistorien er den, at begge brødre bringer Gud en offergave. Gud tager imidlertid kun imod Abels gave, måske fordi Kain har gjort noget forkert; i al fald er han vred, Kain, og går med sænket hoved. En dag, hvor de to brødre går ude sammen, overfalder Kain sin broder – og slår ham ihjel. Historien er på én gang gådefuld og genkendelig. Gådefuld, fordi det som nævnt blot

SY N D FO R B EGY N D E R E

antydes, hvorfor Gud kun tager imod Abels offergave og ikke også Kains. Genkendelig, fordi Kain bliver vred af misundelse og slår sin bror ihjel. Det sidste er lykkeligvis knap så genkendeligt som det første! Gud bliver vred, vil straffe Kain, gøre ham til en fredløs og flygtning, som enhver kan slå ihjel. Det sidste afværger Gud dog, idet han sætter ”et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel” (Første Mosebog kap. 4 vers 15). Helt godt er det altså ikke længere, mildt sagt, og det kulminerer et par kapitler senere med ’syndfloden’: Gud fortryder simpelthen, at han har skabt menneskene, fordi ”alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt”, som det malende hedder (Første Mosebog kap. 6 vers 5). Kun Noa, hans hustru, hans tre sønner – Sem, Kam og Jafet – og deres hustruer skal overleve sammen med et par hver af ”alle levende væsner”. Det skal ske ved, at de bygger et enormt skib, en ark, som de overlever vandmassernes hærgen i. I godt et halvt år sejler de rundt, indtil ”urdybets kilder og himlens vinduer blev lukket”, og vandet trækker sig tilbage. Gud opretter derefter en slags pagt, en aftale med Noa: Noa og hans efterkommere skal blive frugtbare og talrige og opfylde jorden, og Gud vil fremover aldrig mere sende en sådan vandflod. Som et tegn på det sætter Gud regnbuen på himlen, der også skal huske ham selv på pagten. Da Noa er kommet på land igen, bygger han et alter og bringer Gud et offer, og Gud velsigner Noa og hans sønner og beder dem blive frugtbare og talrige og opfylde jorden. Noas efterkommere spreder sig ud over den kendte jord som forskellige folkeslag. Alligevel slut-

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

ter denne del af Bibelens første bog med et forsøg på at blive ét folk. De forsøger at ”bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden”. Gud bryder sig dog ikke om ideen, stiger ned og bliver bekymret, da han ser deres planer. For lykkes det, ”vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem”. Og det er åbenbart ikke godt, uden at det helt fremgår hvorfor, men måske er det igen dette med at ville være noget andet og mere, end man som menneske er! Derfor forvirrer Gud deres sprog, så de ikke længere forstår hinanden. Og projektet falder til jorden, folkene spredes ud over samme jord med forskellige sprog. Menneskene nåede ikke himlen, men endte i den grad på jorden. Babelstårnet endte ikke i enhed, men i forvirring – og ordet Babel betyder da også ’forvirring’. Adam og Evas syndefald er på mange måder indgangen til livet, som vi kender det med møjsommeligt arbejde, smerte, stridigheder, vold, selvovervurdering og opbrud. Derfor er det oplagt at se nærmere på dette syndefald, på dets forløb, indhold og konsekvenser. Inden da – og inden vi kommer for langt ind i en bog om Bibelen – er det imidlertid vigtigt først at stille et mere principielt spørgsmål: Hvordan skal man egentlig læse Bibelen, den hellige skrift? Som Guds ord eller som menneskers ord? Som en guddommelig åbenbaring eller som et menneskeligt vidnesbyrd? Bibelsyn Mens resten af Første Mosebog, ja, Det Gamle Testamente i det hele taget, stort set handler om israelit-

SY N D FO R B EGY N D E R E

ternes historie, er der noget universelt over disse første 11 kapitler af Bibelen. Der er noget almenmenneskeligt over disse kapitler om skabelsen, syndefaldet, historien om Kain og Abel, den store flodbølge og beretningen om Babelstårnet. Derfor taler man også om disse første 11 kapitler af Bibelens første bog som en slags menneskehedens ’urhistorie’. Ofte bruger man betegnelsen ’myte’ om disse kapitler, netop fordi de gælder alle mennesker til alle tider. Udtrykket ’myte’ kan dog misforstås, som om man med ordet mener, at det aldrig er sket. Men tværtimod! Betegnelsen ’myte’ viser, at det er noget, som altid sker til alle tider for alle mennesker. Det gælder i højeste grad syndefaldet. Disse forskellige opfattelser af ordet ’myte’ rammer præcist ind i spørgsmålet om, hvordan Bibelen skal læses. Lidt forenklet sagt kan Bibelen som nævnt læses på to forskellige måder: som menneskers ord eller som Guds ord. Nogle opfatter Biblens ord som skrevet af Gud eller i al fald ret direkte inspireret af Gud. ”Indblæst af Gud”, som det hedder et sted i Det Nye Testamente (Andet Timotheusbrev kap. 3 vers 16). Gud har været en slags pennefører for Bibelens forskellige skribenter, ligesom Gud gennem sin Ånd har vejledt, når man har bestemt, hvilke skrifter der skulle med i henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente. Derfor, mener man, skal Bibelens ord ’tages for pålydende’, som det ofte hedder. Altså tages bogstaveligt. Derfor lyder ordet ’myte’ ikke godt, men nærmest som om man mener, at Bibelen er fuld af løgn. Et af argumenterne for at opfatte

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

Bibelen som ’Guds ord’, forstået som Guds direkte tale, er, at hvis ikke Bibelen står til troende, kan man ikke vide, hvad man skal tro på, man kan ikke vide, hvad der er sand kristendom. Derfor må Bibelen være ’Guds ord’, og beretningerne om eksempelvis skabelse og syndefald opfattes som noget, der er sket ’i virkeligheden’, som det hedder. Tilsvarende gælder Bibelens afvisende holdning til eksempelvis homoseksualitet og skilsmisse (se kapitel 6) uafhængig af tidernes skiftende syn på homoseksualitet og skilsmisse, mener man ud fra dette bibelsyn. Heroverfor står den opfattelse, som jeg selv hælder til, at Bibelen er et menneskeværk. Bibelen er blevet til ud fra en tro på, at menneskets livshistorie er vævet tæt sammen med Guds historie. Og for at andre mennesker også kan komme til at tro. Ud af denne tro er Bibelens forskellige skrifter blevet til, for at fastholde at livet også skal leves i forhold til Gud. Men den er netop menneskers værk, og derfor er Bibelen ikke ufejlbarlig. Den rummer selvmodsigelser og udsagn, der logisk set ikke hænger sammen, ligesom Bibelen ved nærmere øjesyn ofte er mere sammensat, end man umiddelbart skulle tro. Bibelens skrifter er også blevet til i en tid og en verden, der på mange måder er meget forskellig fra vores. Det bærer Bibelens verdensbillede præg af. Derfor går man efter min opfattelse fejl af det, Bibelen vil os, hvis man kun tager den bogstaveligt. Så ender eksempelvis skabelsesberetningen med at skulle være en fortælling om, hvordan det rent faktisk foregik, da verden, livet og

SY N D FO R B EGY N D E R E

menneskene blev til. Og det er næppe det, denne fortælling vil os. Faktisk er jeg ret sikker på, at vi nemt mister blikket for, hvad den beretning og mange andre bibelske beretninger vil sige os, hvis de skal være foregået ’i virkeligheden’. Så bliver det snarere et spørgsmål om at kunne bevise beretningernes konkrete, fysiske virkelighed fremfor at lade dem sige os noget om, hvad det vil sige at være menneske, troende menneske. Eller det ender i noget lettere meningsløst – som hvis man afviste H.C. Andersens eventyr om Den grimme ælling, fordi den slags næppe ville forekomme i virkeligheden. Det betyder ikke, at intet i Bibelen har belæg i virkeligheden, er sket konkret og håndgribeligt. Det betyder heller ikke, at alt i Bibelen er symbolsk og ikke henviser til det, vi forstår som almindelig fællesmenneskelig virkelighed. Som det vil fremgå undervejs i bogen her, er det ofte både rimeligt og lærerigt at spørge til tekstens affattelsestidspunkt og -sted, ligesom det er muligt at nærme sig den mening og funktion, som teksten tidligere havde. Men vi læser ikke Bibelen ret, hvis vi skal ’redde’ dens beretninger ved at godtgøre, at de kunne være foregået ’i virkeligheden’. Skal Bibelen sige os noget i dag, må vi forsøge at finde frem til dens forkyndelse, dens budskab om man vil. Eller med andre ord: Man skal ikke indskrænke virkeligheden til kun at være det, der er sket engang, og som man kan føre håndfast bevis for. Når Bibelen stadig er så vedkommende, er det måske netop, fordi dens fokus er det, der altid stadig kan ske – også i virkeligheden!

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

Jeg strejfer diskussionen om bibelsyn igen undervejs. Her er de to grundsynspunkter, når det gælder bibelsyn, blot stillet op. Det tjener i denne sammenhæng til at vise, at når man betegner syndefaldsberetningen som ’en myte’, er det ganske rigtigt for at markere, at fokus ikke er, om det virkelig skete sådan engang. L igesom fokus, når man læser eventyret om Den grimme ælling heller ikke er, om det virkelig skete sådan engang, men mere på, hvordan dets tema stadig spiller med i livet mellem mennesker. På samme måde er fokus på, hvad syndefaldet nærmere bestemt består af: Hvad er det, der sker, hvilke elementer rummer faldet, hvad er dets konsekvenser, og hvad siger det om livet også i dag? Hvad er synd i Bibelen? Nøgenhed, skam og selvbevidsthed Når man som præst læser syndefaldsberetningen med konfirmanderne, lægger de næsten altid som det første mærke til, at Adam og Eva opdager, at de er nøgne og åbenbart skynder sig at få syet nogle figenblade sammen til at dække det værste! Det vækker ofte en vis fnisende forlegenhed – og sådan var det i øvrigt også, da far var dreng! De kære konfirmander synes, at nøgenheden er ret pinlig. Og det syntes Adam og Eva vist også selv. I al fald gemmer de sig for Gud, da han om aftenen går rundt i Paradisets have. Jeg kommer senere tilbage til den frygt, Adam taler om, da Gud finder ham – ”Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig”, som det hedder (Første Mosebog kap. 3 vers 10).

SY N D FO R B EGY N D E R E

Umiddelbart ligger det genkendelige som antydet et andet sted. Lige efter de begge har spist af frugten, hedder det: ”Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet” (Første Mosebog kap. 3 vers 7). De to mærker åbenbart en forlegenhed, måske ligefrem en skam, ved at opdage sig selv, som de er. Dette med at opdage sig selv ligger vel også i Guds spørgsmål til Adam: ”Hvem har fortalt dig, at du er nøgen?” (Første Mosebog kap. 3 vers 11). For det er der sådan set ingen, der har. Det skulle da lige være Eva! Med andre ord: Der ligger formentlig også en opdagelse af seksualiteten i beretningen, en opdagelse af, at man som menneske også er et køn, der kan tiltrækkes af det andet køn. Som det netop for alvor sker i konfirmationsalderen. Men Guds spørgsmål stikker dybere: Hvem har fortalt dig, at du er nøgen?” For det har ingen som sagt fortalt Adam, måske heller ikke Eva. Det har Adam nemlig selv opdaget. Han er med et moderne ord blevet ’selvbevidst’, bevidst om sig selv. Det sker for alle mennesker som et led i vores udvikling. Men opleves ofte også som et fald, som et tab. Det vækker også ofte en længsel efter et paradis, efter en tilstand, hvor man bare er og ikke også hele tiden er bevidst om, at man er. Og dette sidste kender netop konfirmanderne endnu mere indgående, fordi man i de år oplever en art eksplosion af selvbevidsthed, ofte med det, man tror andre tænker om en som en aktiv medspiller. I al fald ’er’ man ikke bare som tidligere. Som Adam mærker det, da Gud nærmer sig: blikket udefra, det kritiske blik – måske ofte kun som et forestillet blik, før Gud –

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

eller det andet menneske – når frem. Et blik, der kombineres med ens eget kritiske blik på sig selv. En frygt. Selma Lagerlöf (1958-1940) bruger i romanen Gösta Berlings saga udtrykket ”selviagttagelsens underlige ånd” om fænomenet. Denne ”selviagttagelsens underlige ånd” hører med til at være menneske, blive voksen. Noget af det charmerende ved små børn er deres umiddelbarhed. De ’er’ netop bare. Til gengæld forsvinder det charmerende ofte lidt, når de begynder at forstå, at de er. Så går det umiddelbare lidt af dem. Alligevel er selvbevidstheden ofte så ligefrem og næsten naiv, at de bliver ved med at være charmerende. I puberteten forvinder meget af denne umiddelbarhed som sagt, om end der stadig er meget umiddelbart og livfuldt over konfirmationsalderen. Men det er også en anstrengende tid. For man vågner så at sige for sig selv på en måde, som man ikke tidligere har gjort. Man begynder at være til på en ny måde. I denne forstand er syndefaldsberetningen en myte: Det er noget, der altid sker, til alle tider, for alle mennesker. Som et vilkår ved at være og blive til: at man som menneske ikke bare er, men også altid ved, at man er. Men er det en synd? Er det ikke bare almindelig menneskelig udvikling? Både-og. Selvbevidstheden er en del af den menneskelige udvikling. Et vilkår, en skæbne, om man vil – noget, man ikke kan komme udenom. Samtidig er den ud fra Bibelen også synd, ikke alene fordi selvbevidsthed i sagens natur ligger tæt op ad selvoptagethed, men også fordi den er et resultat af, at mennesket ville være noget andet og mere, end det er.

SY N D FO R B EGY N D E R E

Og hermed er vi ved et andet vigtigt element i myten om syndefaldet. At ville være noget andet Når Adam og Eva spiser af frugten, er det, fordi de vil være noget andet, end de er. Som konfirmanderne bemærker, vil vi som mennesker ofte det, som vi ikke må. Det forbudte vækker simpelthen vores nysgerrighed. Og det kan der være noget om. Men når Adam og Eva spiser af den forbudte frugt, er det fordi – som slangen meget rigtigt påpeger – de vil være som Gud ”og kende godt og ondt”. Her skal man nok tilføje, at udtrykket ”at kende godt og ondt” i sin hebraiske oprindelse ikke handler om en slags intellektuel formåen til at skelne mellem godt og ondt. Udtrykket ”at kende godt og ondt” betyder snarere ’at magte’ denne skelnen mere håndgribeligt, magte valget mellem velsignelsen og det gavnlige på den ene side og det ødelæggende og skadelige på den anden side. Det var før syndefaldet Guds opgave, nu forsøger mennesket at gøre det til sin opgave. Forstået sådan er det på en dybere og mere skæbnesvanger måde, at mennesket vil det, som det ikke må. Det handler ikke kun om en enkelt handling, men om en måde at være på. De to falder for fristelsen til at blive noget andet, end de er, noget, som minder om Gud: at kunne magte forskellen på godt og ondt. Det lykkedes nu ikke rigtigt for Adam og Eva, så lidt som vi som mennesker sådan definitivt kan afgøre, endsige magte, hvad der er godt og ondt. Men de – vi – mister uskylden i den forstand,

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

at vi fra da af, fra nu af, selv kan skabe enten velsignelse eller ødelæggelse, gøre det gavnlige eller det skadelige. Vi tager det på os, som egentlig var Guds opgave. Men vi magter ikke opgaven. Adam og Evas fald er et udtryk for, at vi som mennesker uhyre let falder for fristelsen til at ville være som Gud – måske ikke i verdenshersker-forstand, men mindre kan også gøre det – være vores egen herre, være og bære alting selv. Jeg er ikke sikker på, at der i beretningen er belæg for at sige, at mennesket vil være Gud, eller som Gud. Vægten ligger snarere på, som der står, at de vil blive som Gud og kende godt og ondt. Det er et bestemt træk ved Gud, de vil opnå. Og som de opnår, men vel at mærke uden at kunne magte det. At ville være noget andet end man er, er formentlig også en menneskelig grunderfaring. Ja, man kan næsten undres over, så vanskeligt det er for et menneske at være sig selv. Eller hvor svært det er som menneske at holde den virkelighed ud, man er i. Og hvor nemt man fristes til at opsøge en anden virkelighed. Selv når den virkelighed, man er i, er god, ja, paradisisk. Eller hvor nemt man falder for fristelsen til at prøve at være en anden, end man er, selvom man udefra set i al fald er den, man skal være. Man kan næsten fornemme fristelsen til at søge en anden virkelighed, være noget andet end man er, da slangen har talt færdig og kvinden står dér foran træet, måske overladt til sig selv, alene: ”Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af” (Første Mosebog kap. 3 vers 6). Som om hun da ser, at livet kunne være noget

SY N D FO R B EGY N D E R E

helt andet, end det er; formentlig noget langt bedre. Og hun selv kan blive andet og mere, end hun er. ”Og hun tog af frugten og spiste”. Havde man ikke hørt historien før, ville man næppe overraskes. For det er så genkendeligt: at noget andet, end det, man er – og er i – virker tillokkende og godt. Højskolemanden Knud Hansen (1898-1996) kalder det menneskets ’grundskade’, at det ikke kan holde sin egen virkelighed ud. Virkeligheden, som den foreligger, er skabt. Mennesket ønsker ”uophørligt at komme væk fra sig selv”, mennesket vil ”ikke nøjes med at være sig selv, det vil sprænge sine grænser og være sin egen gud … Det er syndens egentlige væsen”, som han formulerer det i sin bog Den kristne tro. Forbandelsen og straffen Man kan med rette spørge, om Adam og Eva opnår det, der var stillet dem i udsigt. Jo, de sprænger nogle hidtidige grænser: De opnår en selvbevidsthed, der imidlertid er lige så belastende, som den er spændende; de bliver i en temmelig begrænset forstand som Gud og kan ”kende” godt og ondt; de ved i mange tilfælde, hvad der er gavnligt og skadeligt, men magter ikke at forvandle indsigten eller evnen til så også at gøre det gode. Faktisk langtfra, hvad kapitlerne umiddelbart efter om brodermordet og syndfloden vidner om. Og så mærker de noget, som de hidtil ikke har oplevet: De oplever frygten. Som tidligere nævnt fortæller Adam, at han bliver bange, da han hører Gud komme, efter at de har spist af den forbudte frugt, ”fordi jeg er

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

nøgen”. Her har nøgenheden måske snarere den betydning, som vi kender fra udtrykket, at man ”kan føle sig klædt af”, afsløret, ude af stand til at forsvare sig. En erfaring, som alle gør sig undervejs i tilværelsen: at man hverken kan forklare eller forsvare det, man har gjort, eller undladt at gøre. Det står måske ikke engang klart for en selv, hvorfor man har handlet, som man har. Man har ikke rigtig noget at komme med. Så er der kun frygten for, hvornår det gjorte indhenter en, eller hvornår man afsløres – som Adams frygt, da han hører Gud gå rundt i haven. Livet er således et helt andet nu efter faldet. I bibelforskningen kalder man nogle beretninger, eller myter, ’ætiologiske’. Ætiologi betyder læren om årsager og bruges i denne sammenhæng om beretninger, der forklarer oprindelsen af forskellige fænomener. Akkurat som syndefaldsberetningen forklarer, hvorfor kvinden føder med smerte, hvorfor man(d) skal arbejde i sit ansigts sved, og at det onde fortsat vil være en fast bestanddel af den menneskelige tilværelse. Men beretningen forklarer vel at mærke ikke, hvorfra det onde kommer. Det er der bare. Til gengæld forbander Gud den onde i form af slangen – både i form af en konkret forbandelse af selve dyret og i form af konstateringen af, at den vil leve i fjendskab med kvinden. Adam straffes med det hårde arbejde med en jord, der ikke længere bare skænker mennesket, hvad det har brug for. Det skal fra nu af arbejdes frem, ”med møje”. Eva skal som sagt føde i smerte og – også som en straf – begære sin mand, der ovenikøbet skal herske over hende. Selvom især det sidste måske vidner om, at tek-

SY N D FO R B EGY N D E R E

sterne er blevet til i en anden tid, vidner de også om, at tilværelsen – fordi mennesket ikke ville være sig selv og ikke ville virkeligheden, som den var – nu også rummer smerte, lidelse, begær, magt og fjendskab. Forholdet mellem mennesker og mellem mennesker og naturen er ikke længere ligetil. ”Tjørn og tidsel” præger på enhver måde tilværelsen nu. Og selvom det ud fra teksterne ikke er helt klart, om døden også er en straf, antydes menneskets dødelighed som nævnt med ordene om, at ”jord er du og til jord skal du blive”. Synd og skyld – også i dag Syndefaldsberetningen er en skildring af, hvordan vi som mennesker er og bliver til. Beretningen om en udvikling, enhver skal igennem. En skæbne, om man vil. Beretningen er en skildring af nogle almenmenneskelige livsvilkår, smerten, sliddet og ondskaben. Og den viser oprindelsen til det tvetydige skel mellem godt og ondt, som mennesket har en vis indsigt i, men som vi alligevel dårligt magter. I den forstand er Adam og Eva efter syndefaldet blevet, som vi kender mennesker. Ja, først da er de egentlig mennesker, som vi forstår det. Grundlæggende er synd, at mennesket vil være noget andet end sig selv, at mennesket vil en anden virkelighed end den gode virkelighed, det har fået skænket. Mennesket bryder en samhørighed, et fællesskab, med Gud, med hinanden og med livet omkring sig. Der opstår fra da af – eller fra nu af – en afstand mellem tilværelsen, som den var ment, skabt, og så til de faktiske forhold, som mennesker lever i og under.

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

Syndefaldsberetningen er imidlertid ikke alene historien om, at mennesket vil være noget andet og mere, end det er. Det er også beretningen om, at mennesket holdes ansvarligt for det. Bibelen forklarer som sagt ikke, hvor det onde kommer fra; slangen dukker pludselig bare op, midt i paradis! Det er ikke mennesket, der opfinder det onde opfinder fristelsen. Det er der bare, det onde, fristelsen. I livet. Men det er menneskets valg at følge slangens forslag, det er menneskets valg at ville være noget andet og mere, end det er. Og det er Guds valg at holde mennesket ansvarligt – og Gud ske lov for det! ”Gud er, at der er ansvar”, skrev præsten Kristoffer Olesen Larsen for mange år siden. Gud stiller Adam og Eva til ansvar, da han om aftenen møder dem. Og de to reagerer på klassisk vis: Adam forsøger at skyde skylden på Eva, der på sin side sender aben videre til slangen. Men selvom de forsøger at skyde skylden fra sig – Adam prøver endda at give Gud skylden med ordene ”kvinden, som du satte hos mig, gav mig af træet” – holder Gud dem alle tre fast på ansvaret: ”Fordi du…”, hedder det, og så får henholdsvis slangen, Eva og til slut Adam besked om konsekvenserne af deres handlinger. ”Det er samfundets skyld”, hedder det i en TV-2tekst, som en ironisk kommentar til netop den menneskelige tilbøjelighed til at skyde ansvar og skyld videre. Den går ikke i paradis! Lige så lidt som det går an i noget menneskes liv altid bare at skyde skylden på samfundet – eller andre forhold. Også selvom det ofte er samfundets – forældrenes, skolens, de sociale forholds – skyld,

SY N D FO R B EGY N D E R E

at et menneske gør noget, det ikke skulle have gjort. Naturligvis er der ofte i et liv formildende omstændigheder – eller omstændigheder, der forklarer vores handlinger. Og som man må tage med i betragtning. Men hvis ikke vi skal bære ansvaret, reducerer vi os – med al respekt – til dyr eller maskiner. På den måde er der, som man nogle gange udtrykker det, både skyld og skæbne i syndefaldsberetningen: Skæbne forstået således, at det uafvendeligt hører med til at være menneske at erfare synden, at den har magt over en; og så på den anden side fastholdelsen af, at det alligevel er min skyld. Denne dobbelthed af skyld og skæbne vender jeg tilbage til i kapitlet om arvesynden. Men der er også, hvor underligt det end kan lyde, noget nærmest opløftende ved syndefaldsberetningen – ved at den fastholder mennesket som en skabning med et særligt ansvar: ansvaret for sine egne gerninger. Søren Kierkegaard (1813-1855), filosoffen og teologen, skriver et sted om ”det opbyggelige i den tanke at mod Gud have vi altid uret”. Opbyggeligt betyder i denne sammenhæng det, der kan styrke et menneskes tro. Det lyder dog ikke særligt opbyggeligt at have uret. Men det opbyggelige ved at have uret over for Gud består ifølge Kierkegaard blandt andet i, at kun et menneske kan have uret over for Gud, alene mennesket kan holdes ansvarligt for sine gerninger. Det gør mennesket til noget særligt, giver det en særlig plads i skaberværket. Men det betyder også, at mennesket ikke bare kan bortforklare sin ’uret’, sin synd, sine svigt af fællesskabet som noget, det ikke kan lade være med eller som

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

noget, der er de andres skyld. Gud holder mennesket ansvarlig. Syndefaldsberetningen er en fortælling, som fastholder mennesket som ansvarlig for dets gerninger – og en fortælling om hvorfor verden er, som den er med fjendskab, smerte, slid og komplicerede forhold mellem mennesker, mellem mennesker og naturen og mellem mennesker og Gud. Synd som brud med fællesskabet Forud for syndefaldsberetningen er som sagt historien om skabelsen. Skabelsen forudsættes i syndefaldsberetningen, således at synd ikke alene er det, et menneske gør over for andre mennesker. Synd er også altid synd over for skaberen, over for den gave, som livet er. Dermed er der fra begyndelsen af Bibelen vist, at synd altid foregår i en relation til skaberen og ens medskabninger – og at de to størrelser ikke kan isoleres fra hinanden. Gøres synd alene til et spørgsmål mellem mig og Gud, udraderes mit medmenneske nemt, og synden gøres til noget abstrakt. Er synd alene en sag mellem mennesker – eller mellem mennesket og samfundet – forplumres synden nemt af gensidige beskydninger og uigennemskuelige årsagsforklaringer. Synd er et religiøst begreb, der gør mennesket til et etisk væsen! Det indbefatter, at livet er mere end en tilfældighed og mennesket mere end summen af påvirkninger, der kan forklare dets handlinger. Og det er et begreb, der indbefatter, at mennesket ikke skylder sig selv sit liv – det skylder Gud sit liv. Og medmennesket. Når

SY N D FO R B EGY N D E R E

vi ikke vil det og ikke kan det, er det synd. Når vi ikke vil leve i den skabte virkelighed, men vil være andet og mere end vi er. Når vi bryder med, at tilværelsen er anlagt på fællesskab med andre og med Gud – så er det en synd! ”Det er ikke godt, at mennesket er alene”, hed det undervejs i skabelsen. Mennesker lever imidlertid ofte, som om der ikke er andre, eller som de andre er i vejen, som om det var bedre at være alene i verden. Det er det som bekendt ikke. Tænk blot på historien om Palle alene i verden. Men det modsatte, fællesskabet, er altså heller ikke lige til. Denne splittelse – mellem længslen efter fællesskab og samhørighed på den ene side og den manglende evne og vilje til at tage vare på denne samhørighed og på fællesskabet på den anden siden – er måske sagens, eller syndens, kerne. Og fællesnævneren for Bibelens opfattelse af synd og vores nutidige erfaring af det samme: Synd er brud med fællesskabet. Mod nye bud Det går som sagt hurtigt galt i Bibelen. Resten af Bibelen går til gengæld med at prøve at gøre det godt igen så at sige. Eller med at komme overens med tilværelsen efter syndefaldet. Vejen tilbage til Edens have er, hører vi, nu spærret af keruber og flammesværd. Mennesket må nu leve uden for paradis – i den virkelige verden, som vi kender den. Mennesket blev ikke som Gud; tværtimod oplevede det, at det i stedet endte i en afstand til Gud. Bibelen påstår, at det gælder ethvert menneske til alle tider. Derfor er det mytisk: Det skete ikke alene dengang, det sker hele tiden.

T I L BAGE T I L A DA M OG EVA

Det forunderlige er imidlertid ikke alene, at Bibelens Gud, inden Adam og Eva sendes ud af Edens have, laver skindtøj til dem. Han klæder dem så at sige ordentligt på til livet uden for Edens have. Viser, at hans omsorg for dem ikke er ophørt. Det forunderlige er også, at de heller ikke skal være alene derude i den nye, barske virkelighed. For Gud bliver ikke inde i sit paradis. Han følger med Adam og Eva ud, og begynder hurtigt på at genoprette forholdet til mennesket. På nye måder. Med nye aftaler, pagter, som det allerede var tilfældet med Noa. Og med nye bud. Derom handler næste kapitel.

Kristian Bøcker (f. 1966)

– 190 mm –

– er sognepræst i Jelling og tidligere viceforstander på Brandbjerg Højskole. Har i flere år bidraget med kronikker og klummer til Kristeligt Dagblad og er derudover kendt for satiresiden ”Hyrdebrevet Søndag Morgen”, hvor han med et glimt i øjet skildrer kirkelivet fra en mere humoristisk vinkel.

Er vi allesammen syndere? Gud havde knap nået at fortælle Adam og Eva, at de ikke måtte spise af kundskabens træ, før Eva kastede sig over æblerne og tog Adam med i (synde)faldet. Synd har med andre ord været med os fra starten, men hvad er synd i grunden? Og handler synd kun om mad og forbudte lyster? Synd for begyndere dykker ned i Bibelen og kigger nærmere på synd som fænomen – fra syndefald over afladsbrev til sex og andre fristelser.

Bibelselskabets Håndbibliotek er en serie af små fagbøger, der udforsker væsentlige temaer og begreber i Bibelen. Forfatterne er eksperter på deres områder, og bøgerne er skrevet i et sprog, som man kan forstå.

978-87-7523-884-2