Pædagogikken vinter 2012 by BUPL Hovedstaden

PÆ D A G O G I K Ka dEeNn b u p l

h o v e d s t

# 4

VI NTE R 201 2

TEMA:

INKLUSION

løn barsel løn pension barsel ekstra ferie pension uddannelse ekstra ferie

Er du OK? Er du OK? uddannelse

Det er OK at have en overenskomst. Den sikrer dig en ordentlig løn ogergode Den skaffer dig ekstra Det OK atpensionsforhold. have en overenskomst. Den sikrer dig enferiedage ordentlig og godebarsel. pensionsforhold. skaffer digfor ekstra feriedage ogløn løn under Den giver Den dig mulighed efteruddannelse løn under barsel. Den giver dig mulighed for efteruddannelse ogog meget mere. og meget mere. Det er din fagforening, der forhandler overenskomsterne på plads er din der forhandler overenskomsterne på plads ogDet giver digfagforening, et stærkt fagligt fællesskab, så du er OK. og giver dig et stærkt fagligt fællesskab, så du er OK. Test din OK-viden på ErDuOK.dk – og vind en ferierejse. Test din OK-viden på ErDuOK.dk – og vind en ferierejse.

Det er os med overenskomster og faglige fællesskaber Det er os med overenskomster og faglige fællesskaber

LO og FTF er de to store hovedorganisationer for lønmodtagere i Danmark. LO og FTF har knap 100 medlemsorganisationer og taler på vegne af godt LO og FTF er de to store hovedorganisationer for lønmodtagere i Danmark. LO og FTF har knap 100 medlemsorganisationer og taler på vegne af godt 1,5 millioner lønmodtagere. Vi går nu i gang med en treårig oplysningsindsats om, hvorfor det giver mening at være medlem af en fagforening. 1,5 millioner lønmodtagere. Vi går nu i gang med en treårig oplysningsindsats om, hvorfor det giver mening at være medlem af en fagforening.

3 Leder

LEDER

Foto: Torben Kastrup

Er du OK? For år tilbage var det en selvfølge, at man var medlem af en fagforening. Man vidste, at for at opnå fælles goder, var det en fordel at stå sammen. Sådan er det ikke helt længere. Historien om, hvordan vi opnåede rettighederne, har nogle glemt, og vi har måske ikke i tilstrækkelig grad, været opmærksom på, at få den fortalt. For at gøre det tydeligt, hvad vi får ud af at være medlem af en fagforening, har FTF og LO udarbejdet en video, der fortæller, hvad dine kontingentkroner går til. Ta’ og se den på: www.erduok.dk Der er mange årsager til at være medlem af en fagforening. Det kan være for at sikre din løn og pension. At bevare retten til løn under barsel. At bevare retten til den 6. ferieuge. Eller måske for at styrke dit fags udvikling og status? Grundene kan være mange, men en ting er sikkert, dit medlemskab af BUPL gør, at vi sammen kan arbejde for ordnede arbejdsforhold for dig og mange andre! I en video, præsenterer Sine Sunesen, direktør for Kommunernes Landsforening KL’s arbejdsgiverstrategi. Hun lægger op til væsentlige besparelser på TR-området og i MED-systemet. Det falder mig voldsomt for brystet. Der er brug for tillidsfolk og de faglige organisationer. MED-systemet sikrer, at ansatte har et forum, hvor vi kan gøre vores indflydelse gældende. Sine Sunesen mener, at MED-systemerne »forhaler« og »obstruerer« nødvendige beslutninger og koster for mange penge. Med andre ord er det for tidskrævende at spørge, jer – praktikerne og eksperterne – til råds, inden vigtige beslutninger træffes på vores fagområde. Det er lettere for kommunerne at gennemføre besparelser og uønskede omstruktureringer, hvis de berørte ikke kan gøre indvendinger. For BUPL Hovedstaden er dialogen om det pædagogiske arbejde en essentiel og vital del af beslutningsprocessen. Medindflydelse er vejen til større arbejdsglæde. Som fagforening arbejder vi på, at vores arbejdspladser har en tillidsrepræsentant, der varetager vore interesser uden frygt for repressalier. Og nu vil Sine Sunesen »rydde op« i TR-beskyttelsen, da hun mener, at for mange har dette privilegium, og at det kan koste de forkerte jobbet. Arbejdsmiljøet på institutionerne er presset som aldrig før. Der har aldrig været færre pædagoger til så mange børn som nu. Området er under forandring, og der er behov for dygtige TR’ere, der kan tale pædagogernes sag. Og der er brug for beskyttelse i TR-hvervet. Det er ikke altid nemt eller velset at tage kedelige ting op med ledelsen, men vi i BUPL Hovedstaden mener ikke, at det vil hjælpe at skyde budbringeren. Så Sine Sunesens forslag er i den grad en »ommer«. Der er fortsat behov for, at vi danner en fælles front i fagbevægelsen. Vi har brug for, at vi kæmper i flok for at skaffe pædagoger de bedst mulige vilkår. Derfor har du brug for fagforeningen, og fagforeningen har brug for dig! Med venlig hilsen Henriette Brockdorff Formand for BUPL Hovedstaden

4 Kort nyt 6 Budgetoversigt TEMA: Inklusion 8 Indledning 9 Inklusion i regnbuens farver 12 Ønske Øen 5 Inklusion, ildsjæle 1 og alternative ideer 17 Alle børn kan inkluderes 0 Specialskolen som 2 et inkluderende tilbud 2 Pædagogiske synspunkter 2 på inklusion 24 Meningen skaber vi sammen 27 Parfumefri og fællesskab 29 BUPL Hovedstaden og inklusion 30 BUPL hjælper 32 Fra BUPL Hovedstadens Facebook-side Udgiver BUPL Hovedstaden Rosenvængets Allé 16, 3. sal 2100 København Ø @: hovedstaden@bupl.dk www.bupl-hovedstaden.dk Tlf: 35 46 57 50 Redaktion Henriette Brockdorff (ansvarshavende) Sebastian List Feirup (redaktør) Erik Steppat / Flussi Sigrid Borup Bojesen Foto Sebastian List Feirup (med mindre andet er angivet) Forside Legende børn fra Børnehuset Falkoner gården. Foto: Sebastian List Feirup Deadline for næste udgave Fredag den 15. februar 2013 Artiklerne i Pædagogikken er ikke nødvendigvis udtryk for BUPL Hovedstadens holdning eller politik.

Oplag: 6.050 Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

KORT NYT

Dåsetorsk og papchampagne På folketingets åbningsdag d. 2. oktober 2012, var BUPL en del af en happening på Christiansborg slotsplads, der skulle markere, at der var brug for politisk handling og hjælp til de tusindvis, der står til at miste dagpengeretten. Happeningen blev markeret med dåsetorsk og papchampagne, der skulle illustrere, hvad dem der står til at miste dagpengene har råd til – altså et kummerligt nytårsmåltid. Happeningen blev en stor succes og det lykkedes at få flere politikere i tale, og det blev til en god diskussion af problemet over en gang dåsetorsk og papchampagne. Begivenheden blev dækket af TV2, DR og en lang række af de danske dagblade.

Haus Copenhagen, Kadaver og Bybird 2012

Pædagoger savner viden om iPads iPaden er ved at vinde frem i institutionerne i Hovedstaden, og i den forbindelse kontaktede Berlingske Tidende BUPL Hovedstaden og ville høre, hvordan vi forholdte os til dette. »Vi mener at brugen af dem afhænger af, om det bliver et redskab, der kan højne det pædagogfaglige niveau, eller bare bliver et pacificerings-redskab for pædagoger og børn«, udtalte næstformand Mia Skou Jørgensen.

Områdeledelse I forbindelse med at EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) præsenterer en ny stor undersøgelse om områdeledelse, blev formand for BUPL Hovedstaden, Henriette Brockdorff, interviewet af P4 København: »Vi er nødt til at anerkende, at der er rigtig mange klyngeledere og områdeledere, der gør det rigtig godt ud fra de præmisser de har«, siger Henriette Brockdorff. Henriette Brockdorff gør opmærksom på i artiklen, at ændringen af ledelsesformen skete som led i en spareplan, og det betyder nu i praksis, at lederne ikke er lige så synlige som før. Dette betyder yderligere, at pædagogerne ikke altid kan regne med at rådføre sig med en leder, hvis der opstår problemer. »Og det betyder, at man som pædagog i langt højere grad kommer til at stå mere alene nu, end man gjorde før«, afslutter Henriette Brockdorff.

Haus Copenhagen, Kadaver og Bybird 2012

Foto: Torben Kastrup

Pædagoger i pressen

danskere ind i en uvis fremtid, fordi de mister deres Alle skal have et godt nytår – men ved årsskiftet går op mod 20.000 står ikke til rådighed for dem. Der er dog stadig tid til dagpenge og dermed forsørgelsesgrundlaget. Arbejdsmarkedet til at nyde nytårsaften, som vi kender den. at finde et alternativ. Nedtællingen er nu begyndt, og vi ser frem

Vi tror på en bedre løsning & et godt nytår www.facebook.com/BedreDagpengelosning

Leder på Frederiksberg nomineret til den Kommunale Lederpris

Privat foto

Helene Bech, der til daglig er leder af Fritids-Juniorklub Tempeltræet i Frederiksberg Kommune, er blevet nomineret til den Kommunale Lederpris. Under temaet »innovation« gives lederprisen i år til den leder, der bedst har brugt redskabet innovation til skabe nye muligheder og løsninger for borgere og brugere.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

Helene er en af 3 nominerede til prisen. Blandt de innovative tiltag Helene har udviklet kan nævnes: At give alle blandt personalet en sparingspartner i form af naboklubben, at sørge for at alle på Tempeltræet gennemgik et fælles uddannelsesforløb, og hun fik i samarbejde med en pædagog sørget for, at der blev bevilliget midler til at uddanne en sorgpilot til institutionen. Desværre blev det ikke til en sejr, men rigtig flot arbejde og en velfortjent nominering.

BUPL Hovedstaden holdt torsdag d. 4. oktober Generalforsamling, og det blev en rigtig god aften. Der var ca. 150 fremmødte og der var en livlig debat blandt de fremmødte. Foto: Erik Steppat/Flussi

Arrangementer TR træf Der vil blive afholdt TR træf i uge 5 i 2013. Arbejdstitlen for træffet er: »Forandringsprocesser«. Der vil komme mere information om arrangementet, når vi nærmer os, og der vil blive tilmelding på vores hjemmeside bupl.dk/hovedstaden

Møde for lederne i København om valgstrukturen for LTR Mødet holdes tirsdag den 11.12 kl. 9-11 på Støberiet på Blågårds Plads 3, 2200 København N. Der vil blive serveret kaffe, the og rundstykker på mødet.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

BUDGET OVERBLIK D ra g ø r

Budgetterne er nu vedtaget i Hovedstadens fire kommuner, og det er nu blevet tid til at gøre status over, hvordan det gik med de ekstrabevillinger, der blev givet kommunerne.

Dragørs andel af de 500 mio. kr. til dagtilbud udgør 1,22 mio. kr. De fordeles således:

• 600.000 til et praksisforløb i forbindelse med inklusionsuddannelse for pædagoger • Resten af pengene bruges på uddannelse af medhjælpere til inklusion og vikardækning. »Overordnet set, forholder vi os positivt til at Dragør beholder pengene på børn,- og ungeområdet«, udtaler Henriette Brockdorff. »Jeg vil dog samtidig også indskyde, at vi havde håbet på, at Dragørs andel af de 500 millioner, ville blive brugt til styrkelse af normeringerne og flere uddannede pædagoger, som aftalen jo også lægger op til«, fortsætter Henriette Brockdorff. »På de uddan-

nende pædagogers vegne er vi ligeledes kede af, at det er medhjælperne der prioriteres frem for de uddannede pædagoger«, afslutter Henriette Brockdorff.

Tå rn b y

Tårnbys andel af de 500 mio. kr. udgør ca. 4 mio. kr. Millionerne fordeles således:

• 2,3 millioner til finansiering af PAU uddannelsen • 1,15 (kan stige helt op til 1,5) millioner til kapacitetsudvidelse af 2 institutioner (SFO og et fritidshjem)

• 0,2 millioner til ansættelse af en opsøgende medarbejder »Pengene var blevet afsat til et løft på 0-6 års området og det løfte anser vi ikke for opfyldt.«, fortæller Henriette Brockdorff. »Vi mener ikke at man kan kvalificere re-finansiering af PAU uddannelsen og kapacitetsudvidelser som øget pædagogisk kvalitet«, udtaler Henriette Brockdorff.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

Ligeledes budgetteres der med indførelse af endnu en lukkedag i Tårnby, som må ses som en ren besparelse på børn,- og unge området: »Tårnby forspilder en rigtig god mulighed for at give 0-6 års området et nødvendigt pædagogisk løft, og det er vi rigtig kede af. Tårnby vil forblive røde på BUPL’s udmøntningslandkort«, afslutter Henriette Brockdorff.

Kø be nh av n

Københavns andel af de 500 mio. kr. til dagtilbud udgør 57,4 mio. kr. De fordeles således:

• 11,6 millioner afsættes til en pædagogisk dag • 0,3 millioner til forskningsprojekter for institutionerne • 3 millioner til ledelsesudvikling • 38 millioner til arbejdet med sociale normeringer – frem til 2014, derefter 40 millioner fra 2015 og fremefter.

• 1,9 millioner til arbejdet med børn med særlige behov (støtteområdet) • 2,6 millioner til opkvalificering af personalet – frem til 2014, derefter 0,6 millioner fra 2015 og fremefter.

»Vi i BUPL Hovedstaden er glade for, at de 58 millioner, der blev bevilliget til ‘pædagogiske forbedringer’ på finansloven, også bliver udmøntet«, indleder formand for BUPL Hovedstaden Henriette Brockdorff. »Hos BUPL Hovedstaden er vi selvfølgelig glade for at der er kommet fokus på de sociale normeringer, og at området kommer til at opleve et så markant økonomisk løft. I samme åndedrag er det dog også værd at nævne,

at millionerne ikke alene løser problemet. Vi ser ikke udmøntningen som en »quick-fix« løsning, der en gang for alle løser problemet, men snarere som en rigtig god start. Problemet er komplekst og vi vil meget gerne tale om hvilke forventninger, der følger med bevillingen på området.« indskærper Henriette Brockdorff.

Fr ed er ik sb er g

Frederiksbergs andel af de 500 millioner udgør ca. 10,4 millioner, og de fordeles således:

• 6,5 millioner kroner til forbedring af basisnormeringen på alle institutioner

(herfra trækkes 1,7 millioner kroner fra til reduktion af lukkedage på daginstitutionsområdet).

• 3 millioner kroner til uddannelsen af medarbejdere. Andelen af pædagogisk uddannede medarbejdere skal hæves fra 55 % til 60 %

• 0,9 millioner kroner til en innovationspulje til konkrete innovationsprojekter på dagtilbudsområdet. • Puljen styres af Børneudvalget, og den skal understøtte initiativer, som udvikler institutioners pædagogiske praksis.

• Reduktion af lukkedage: Frederiksberg Kommune vil reducere antallet af lukkedage i SFO’er,

daginstitutioner og klubber. Der vil blive tilført 1,1 millioner kroner ekstra til at reducere antallet af lukkedage i SFO’er. Herimod får daginstitutionerne ikke tilført ekstra midler. De 1,7 millioner kroner, det vil koste at reducere lukkedagene på daginstitutionsområdet hentes fra de 6,5 millioner kroner, der er afsat til forbedring af basisnormeringerne. Klubområdet vil ikke få tilført midler til færre lukkedage.

»Vi er i BUPL Hovedstaden glade for, at de 10,4 millioner kroner bliver brugt til at styrke det pædagogiske område. »Det glæder os mest af alt, at en stor andel af midlerne afsættes til forbedring af normeringerne og til at ansætte flere uddannede pædagoger. Dermed

fastholder kommunen en 60-40 procentfordeling mellem uddannede pædagoger og medhjælpere,« fortæller Henriette Brockdorff. »Dog er det værd at notere sig at der er væsentlige besparelser på klubområdet på Frederiksberg. Det skaber bekymring«, bemærker Henriette Brockdorff.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

INKLUSION I dag er det svært at tale om pædagogik uden at nævne inklusion. Inklusion af udsatte børn er kommet højt på både den politiske og pædagogiske dagsorden. Det store fokus på inklusion har en særlig historie. I løbet af 1990’erne kæmpede forskellige handicaporganisationer en ihærdig kamp for at få sat handicappedes rettigheder på dagsordenen. Det mundede i første omgang ud i: »FN’s standard regler om lige muligheder for mennesker med handicap«. Senere kom Salamancaerklæringen (1994) fra Spanien. Salamancaerklæringen havde til formål at stadfæste et princip om, at alle børn – også dem med særlige behov – havde ret til uddannelse på lige vis. I Danmark har forskellige analyser af specialområdet vist, at børn i specialiserede institutioner og skoler, sjældent kom tilbage i de almene pædagogiske tilbud. Udskillelsen af disse børn kunne ofte vare ved op i voksenlivet, og resultere i udsathed og et liv på overførselsindkomster. Dette er blandt andet en af grundende til udarbejdelsen af specialreformerne i Københavns kommune, og at der fra politisk side fokuseres så meget på inklusion i dag.

Ifølge Bent Madsen definition1, så betyder inklusion: »At medregne, at indbefatte nogen, at omfatte det hele.« Dermed ligger der i inklusionstanken, at samfundets institutioner skal indrettes, så der er plads til alle samfundsborgere – uanset særlige behov, sociale baggrund, kulturelt tilhørsforhold og andet. Inklusion står i modsætning til »eksklusion,« der ifølge Bent Madsen betyder: »At holde nogen ude, der allerede er ude. Støde nogen ud, der hidtidig har været indenfor«, hvilket både kan ske gennem en aktiv handling (at støde nogen ud), eller en passiv handling (at hindre nogens adgang). I dette nummer af pædagogikken sætter vi fokus på inklusion i det pædagogiske arbejde i Hovedstadsområdet: Hvordan arbejder forskellige pædagogiske institutioner med inklusion? Hvordan inkluderes der i en lille og stor institution? Er inklusion det samme i Nordvest som Frederiksberg? Hvornår kan børn og unge inkluderes på almen området, og hvornår er der behov for specialinstitutioner? Hvad er der af styrker og svagheder ved inklusion set fra pædagogers perspektiv? Hvilke fokuspunkter har BUPL Hovedstaden nu og fremadrettet? Læs om dette og meget mere på de kommende sider. Rigtig god fornøjelse.

Temaet er skrevet og redigeret af: Sigrid Borup Bojesen, Erik Steppat, Marie Varming, Sebastian List Feirup, Agnete Persson og Anders Bergquist 1

Definitionen er hentet fra »Socialpædagogik« af Bent Madsen (2006)

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

Inklusion i

Regnbuens farver LILLE Tekst og foto: Sigrid Borup Bojesen, sbo@bupl.dk Pædagogikken vil gerne undersøge om der er væsentlig forskel på inklusion i en stor og lille institution. Vi er derfor taget på besøg i Regnbuen, der er en lille kombineret institution beliggende på Frederiksberg. Regnbuen huser 12 vuggestue børn og 22-24 børnehavebørn. Institutionen har eksisteret i 37 år. Souschef Jeannette Winther og pædagog Britta Søndergaard Nielsen fremhæver, at både børnegruppen og forældrene er velfungerende, og at de begge har været ansat i vuggestuen i mere end 20 år.

Jeannette og Britta beskriver samstemmende, at fagligheden er i centrum. Regnbuen er en arbejdsplads, og ikke en familie. Det vil sige, at de først og fremmest er kolleger, faglige sparringspartere, og at deres fokus ligger på børnene. De vægter faglighed højt, samtidig med at de viser interesse for hvad der rør sig i hinandens liv udenfor institutionen. I Regnbuen er inklusion en samlet del af institutionens pædagogik. Hverdagen: Natur, fællesskab og organisering Jeanette fortæller: »I vores samvær med børnene lægger vi meget vægt på at nyde »nuet« og naturen. Hvis vi, som voksne er engagerede, så smitter det af på børnene. Vi ser de mulig-

heder der er, og bruger dem. Lige nu er bladene faldet af træerne. Vi fejer dem op sammen med børnene og laver fx en bladbunke og hopper i den. Bagefter fejer vi i fællesskab bladene sammen og kører dem i trillebør hen i kompostbunken, som er forenden af vores have.« Britta følger op: »Vi synes, det er vigtigt at overveje nøje, hvilke værdier vi vil give børnene med i livet. Natur er en af de værdier, vi lægger meget vægt på. En anden værdi vi lægger vægt på er, at børnene udvikler sociale kompetencer. Vi har fx arbejdet med at vente på hinanden ved at lave en »ventebænk.« Man laver en ventebænk ved at tage stole, plastkasser eller andet, og stille det ved siden af hinanden. Her sidder børnene (højst

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

Et eksempel fra Regnbuen I vores projekt med inklusion og bevægelse var der en lille dreng, som var kommet i konflikt med et andet barn omkring en løbecykel, som de begge to ville køre på. Drengen gik hen til den voksne, som sagde til ham: »Kom her hen og få en pause ved siden af mig.« Den voksne spurgte barnet: »Hvad skete der?« og barnet svarede: » Han kradsede mig i hovedet.« Den voksne: »Blev du gal eller blev du ked af det.« Barnet: »Jeg blev gal.« Den voksne:« Hvad sagde du så til ham? »Barnet svarede:« Hold op med al det kradseri.« Den voksne: »Det var godt du sagde det til ham.« Barnet sad lidt, og var derefter klar til at lege videre …

4 børn) ved siden af hinanden og venter på, at det bliver deres tur – fx den, som kører på motorcyklen, kører rundt om legehuset og hen til ventebænken, hvor barnet står af, sætter sig og det næste barn kører en runde. Ventebænken kan laves overalt og af alt. Vi startede med at vise børnene, hvordan man laver en ventebænk, og nu gør de det selv. På den måde er vi med til at skabe en kultur, hvor børnene kan se og tage hensyn til hinanden.« Jeanette forklarer: »Vi laver desuden planer for en uge af gangen, hvor børnene bliver delt op i tre grupper. Børnene inddeles i grupper efter hvilke behov, vi kan se, de har. Planerne er faste, men vi kan ændre i dem, når det er nødvendigt. Klokken 9.30, hvor alle børn og voksne er mødt, deles børnene op i de tre grupper. Der er 1 voksen og 4 børn i hver gruppe. Den voksne følger den samme gruppe en uge af gangen. Når den voksne er alene sammen med børnene, opnås der større intensivitet i nærværet mellem den voksne og børnene. Det styrker voksen-barn samspillet og børnene imellem.« Britta supplerer: »Omkring spisesituationen har børnene faste plad-

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

ser. Det skaber ro og tryghed for børnene at vide, hvor de skal sidde. Børnene er fordelt ved 3 borde ud fra alder og det enkelte barns udvikling. Måltidet skal være hyggeligt, og de voksne spiser sammen med børnene. Under måltidet taler vi sammen om, hvad vi har oplevet om formiddagen, eller andet som børnene er optaget af.« Jeanette siger: »I middagsstunden taler personalet sammen om, hvad vi har lavet og oplevet med børnene. Det fungerer godt, at vi både har opdelt grupperne, så vi får det tætte samvær med børnene, men bagefter også har et møde, hvor vi deler vores fælles oplevelser, får andre øjne på situationen og kan samstemme vores pædagogiske retning. Vi skriver desuden hver dag i vores dagbog, hvad vi har lavet, oplevet og børnene har øvet sig i. Vi har fx arbejdet meget med at lære at sige til-og-fra, ved at gøre børnene opmærksomme på hinandens følelser, og beskrive det, der sker. En konkret situation kunne være, at et barn har taget et andet barns skovl. Vi siger så: »Nu tog du hans skovl, kan du se han blev ked af det? Du må spørge om du må låne skovlen bagefter.« Den voksne støtter børnene og hjælper dem med at løse konflikten. På den måde bliver børnene mere synlige for hinanden, og vi giver dem redskaber til at kunne tackle konflikter.« Britta følger op: »Vi er meget opmærksomme på ikke at stemple børnene. Hvis vi vil have barnet til at handle på en anden måde, så er det vores ansvar, at støtte barnet i at skabe andre erfaringer, og organisere anderledes situationer for barnet. Det kunne fx være at dele op i andre grupper og lave aktiviteter, hvor vi sætter andre børn sammen. Helt konkret kunne det være et udadfarende og et mere stille barn. I denne situation støtter vi det stille barn i at kunne sige fra, og det udadfarende i at stoppe op og få øje på det andet barns reaktion. På den måde får bør-

nene mulighed for at blive set på en anden måde, hvilket kan være med til at udvikle deres erfaringer om dem selv og andre.« Forældresamarbejdet: Ansvar, tillid og fælles mål Jeannette siger: »Vi forventer, at forældrene vil samarbejde omkring barnets trivsel og udvikling. Inden barnet starter holder vi en startsamtale på ca. 1 time med en fast dagsorden, som bl.a. omhandler barnets trivsel før det starter i vuggestuen samt hverdagen i vuggestuen. Til mødet afstemmer vi vores forventninger til hinanden. Når barnet starter i vuggestuen har vi lavet en indkøringsplan som strækker sig over en uge. Der er altid en fast voksen, som følger barnet i den første uge.« Britta følger op: »Hvis forældrene er usikre på børneopdragelsen, kan vi hjælpe dem med nogle redskaber. For eksempel har der været nogle forældre, der har været usikre på spisesituationen derhjemme, og hvordan børnene kunne sidde roligt rundt om bordet. Vi talte med dem om, at hvis barnet sidder uroligt omkring maden, så kan man stille og roligt sige til dem: »Jeg kan se at du ikke er klar til at spise, så nu rykker jeg tallerknen lidt ind på bordet, så kan du sige til når du er klar.« Lidt efter bliver barnet spurgt igen, om det er klar. Det er de som regel, og så bliver tallerknen rykket tilbage.

Værdier der lægges vægt på i Regnbuen Nogle af de værdier, der lægges vægt på i Regnbuen, er: • Det er vigtigt at have venner, føle tilknytning og være en del af en gruppe • Gruppen har brug for det enkelte barns kompetencer og venskab • Det er vigtigt at tage hensyn til andre og vise respekt for hinandens forskellighed.

Hvis barnet stadigvæk sidder meget uroligt, gentager vi samme procedure, bare med at stolen rykkes ud. Stolen bliver så rykket ind igen, når barnet er klar. Alt sammen foregår i en atmosfære af venlighed og respekt for barnet, og hvor vi hele tiden beskriver overfor barnet, hvad det er vi gør. Det er et forholdsvist enkelt redskab, der har hjulpet flere forældre til at kunne skabe ro omkring måltidet derhjemme.« At udfordre sig selv – og hinanden – fagligt Britta fortæller: »I vores pædagogiske arbejde, er det vigtigt for os, at gøre noget der virker. Det betyder, at hvis der fx er uro i børnegruppen, så stopper vi op, og beslutter, at vi skal organisere os på en anden måde. Vi synes også, det er vigtigt, at vi hele tiden udvikler os fagligt og holder hinanden i gang. Vores iværksatte projekt om »inklusion og bevægelse« er blandt andet et eksempel på dette. I projektet tog vi en lille børnegruppe ud, som kørte på løbecykler i Lindevangsparken. Vi opfordrede forældrene til at købe en løbecykel, og lagde op til at det skulle være et fælles projekt. Forældrene var meget forventningsfulde og bakkede op omkring projektet. Nogle af de ting vi arbejdede med, var blandt andet, at børnene skulle lære nogle få spilleregler, som de var i stand til at honorere.« »For at udvikle vores faglighed, er det vigtigt at lægge op til samtale. I projektet om bevægelse og inklusion siger jeg på et tidspunkt, nu skal vi have en lille rugbrødsmad, så siger Britta vi skal da have en ordentlig klemme,« griner Jeannette, »det lægger op til at tænke over, at tingene ikke altid behøver at være så pussenussede, selvom vi er i en vuggestue. Det er godt at blive udfordret.« Stor eller lille institution På spørgsmålet om, hvorvidt Jeannette og Britta tænker, at det er en fordel at være en lille institution,

svarer Jeannette: »Jeg synes det er vigtigt, at der både er store og små institutioner. På den måde, er der noget der passer til hvert enkelt barn. For mig at se betyder størrelsen ikke så meget, men det handler mere om organiseringen og kommunikationen – at man fx kan dele sig op. Alle behøver ikke at gå en tur i

Frederiksberg Have. Vi kan dele os op i mindre grupper, der laver noget forskelligt.« Britta: »Jeg synes, det er godt vi er kombineret med børnehaven, når der er kommet gode erfaringer med en gruppe eller et fællesskab i vuggestuen synes vi, at det er vigtigt, at det kan videreføres i børnehaven.« Y

Regnbuens projekt med inklusion og bevægelse I projektet var der fokus på de 5 ældste børn i vuggestuen. Børnene var mellem 2 år og 6 måneder og 2 år og 10 måneder. Projektet løb af stablen 1 gang om ugen, i 2 måneder, i al slags vejr. Vi ville have fokus på udfordrende bevægelseslege med den ældste gruppe i vuggestuen. Børnene i gruppen var meget glade for at køre på Regnbuens løbecykler. Vi synes, at de trængte til lidt større udfordringer end vi kunne tilbyde dem på Regnbuens legeplads, og var derfor blevet inspireret af at benytte Lindevangsparkens faciliteter, det gode stisystem og spændende legeplads. Vi orienterede forældrene om vores projektplan, og opfordrede dem til at anskaffe en løbecykel til deres barn, som de kunne tage med i Regnbuen. Det var et spændende og lærerigt projekt, der førte meget med sig. Vi voksne fik afprøvet os selv i nogle andre situationer end vi plejede, og vi øvede os i, at få øje på hinanden og hjælpe hinanden, således, at det udviklede sig

til en opmærksomhed, der kom fra børnene selv, og ikke en opmærksomhed der udsprang af trang til anerkendelse fra en voksen. Undervejs i forløbet havde vi mange pædagogiske overvejelser, og fik justeret vores holdninger til hvor meget børn kan og vil, hvis de får lov. I Lindevangsparken løb børnene hen og tegnede en startstreg i gruset, og stillede sig klar bag stregen. De vidste, hvad der skulle ske og det gav dem tryghed, sikkerhed og glæde. De blev meget opmærksomme på hinanden, og hjalp hinanden, hvis noget var svært. Det var tydeligt at projektet styrkede deres indbyrdes relationer, og de følte sig som en del af en gruppe og omtalte hinanden som »mine kammerater.« (uddrag fra projektbeskrivelse og evaluering) Projektet kan ses under www.bupl.dk/ hovedstaden – kommende aktiviteter – materialesamling. Projektet er bl.a. også indsendt til Christine Antorini for at kvalificere den pædagogiske debat.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

Ønske Øen

– »øen« for børn, fællesskab og leg STOR Tekst og foto: Sigrid Borup Bojesen, sbo@bupl.dk I Pædagogikkens »jagt« på inklusion i forskellige institutionsstørrelser og typer, er vi nu nået til Ønske Øen på Amager. Ønske Øen er en stor klyngeinstitution med flere institutioner beliggende ovenpå hinanden i samme hus. Institutionen har en lang børnetradition bag sig, da der har været institution på stedet i over 100 år. Ønske Øen huser både vuggestue, børnehave, fritidshjem og klub, og i hele klyngen er der 280 børn fra 0-14 år. Institutionen er selvejende, men uden paraplyorganisation. Klyngeleder Walter Zeballos, afdelingsleder af fritidshjemmet Bjarne Rønne Kofoed og Pædagog i børnehaven Mette Lundstad Nielsen beskriver, at de lægger vægt på fællesskab, sammenhæng og overgange i deres arbejde med inklusion, og ser flere dilemmaer i arbejdet mellem det særlige og almene. Fritidshjemmet har, som de eneste i huset, fået tildelt nogle børn med diagnoser, og

Et hverdagseksempel Vi havde en pige, der tit skulle ud og »krudte af« inden hun kunne koncentrere sig om at være med i samlingen. Vi talte om det sammen i personalegruppen, så alle var klar over, at det skulle hun have lov til, og ingen kaldte hende ind før hun var klar …

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

arbejder derfor også specifikt med disse børn. Inklusion i hverdagen Da Ønske Øen består af flere afdelinger, der ligger ovenpå hinanden, er der forskel i den måde der arbejdes med inklusion. Mette fortæller: »I børnehaven arbejder vi med inklusion som fællesskab, altså hvad vil det sige at være en del af et fællesskab.« Bjarne siger: »I fritidshjemmet har vi fået tildelt nogle børn med diagnoser. Det betyder, at vi også arbejder specifikt med dem fx i form af piktogrammer, og en fast struktur i form af et månedsprogram, hvor dagen er nøje planlagt for disse børn. Dagen bliver planlagt for alle børn. De børn der selv kan rumme det, kan vælge til og fra, men for nogle børn med særlige behov er dagen planlagt for dem. Det oplever vi giver dem ro og overskuelighed.« Walter supplerer: »Vi har fundet ud af, at det ikke kun er børn med særlige behov, der kan have behov for struktur, men også den almene børnegruppe, kan have behov for det.« Mette fortæller: »Der er et stort skift fra vuggestue til børnehave. Vi arbejder derfor med, hvordan man kan inkludere i legefællesskaber. Nogle af de børn der kommer fra vuggestuen skal have lidt hjælp til at komme ind i legefællesskaberne. Hver dag har vi samling, og her kan vi også se, at nogle af børnene skal have støtte til at være i situationen: Det kan være nogle, der fx skal ligge på maven, rejse sig op en gang imellem, el-

ler et barn der skal have en arm over skulderen. Vi støtter dem til at være med i samlingen på en måde, der tilgodeser den enkelte. Nogle gange mener vi dog også, at det er vigtigt, at kende rammerne for en særlig aktivitet, og konsekvenserne hvis man overtræder dem. Hvis vi fx læser historie, så bliver man nødt til at sidde stille, og hvis man så har »krudt i numsen« må man gå ud og lege. Her synes jeg, at grænsen for inklusion er hårfin. Et enkelt barn kan komme til at ødelægge det for hele fællesskabet, hvis ikke de får lov til at »krudte af.« Så kan de så komme tilbage når de er klar.« Walter følger op: »Grundlæggende synes jeg, at inklusion handler om at se på den pædagogiske hverdag, og hvordan den fungerer i forhold til struktur, pædagogik og forældre – om det er optimalt eller det skal ændres.« Voksenrelationen Bjarne beskriver: »Vi har stor opmærksomhed på voksen-barn relationen. Når vi har børn med særlige behov, så skal der være få voksne omkring dem, så vi arbejder meget med primærvoksne til det enkelte barn. Det betyder blandt andet, at det altid vil være en pædagog, der tager sig af den primære kontakt til barnet og den samme, der tager sig af forældrekontakten, så der er en kontinuitet i kontakten til barnet, og de informationer forældrene får. Det vil altid være en uddannet pædagog, der er primærvoksen. Hvis et barn skal have en irettesættelse, så er det også vig-

Afdelingsleder i fritidshjemmet Bjarne Rønne Kofoed, klyngeleder Walter Zeballos og pædagog i børnehaven Mette Lundstad Nielsen.

tigt, at det er en voksen, det er tryg ved.« Mette følger op: »I børnehaven deler vi mere ansvaret ud mellem pædagogerne. Hvis et barn befinder sig i vanskeligheder, så deles ansvaret ud i mellem pædagogerne, så barnet bliver mødt af kontinuitet. Det kunne fx være et barn, der har brug for at lege lidt, når der er samling, så bliver informationen delt mellem personalet, så der ikke er nogen, der lige pludselig siger, at barnet skal gå ind til samlingen. Vi har også haft en pige, der havde svært ved at komme ind i legerelationer, der var det vigtigt, at alle vidste det, så der kunne støttes op om hende.«

Et stort og sammenhængende hus Mette kommenterer: »I det pædagogiske arbejde med børns fællesskaber, ser jeg det som en stor fordel, at vi er et stort og sammenhængende hus. Når børnene fx kommer fra vuggestuen op i børnehaven, så har de altid nogle at følges med, og de kender de voksne. Det skaber kontinuitet og genkendelighed. At huset bygger på de samme overordnede tanker giver også god sammenhæng i børnenes skift mellem de forskellige institutionsenheder. At vi er adskilte betyder dog også, at børnene får mulighed for at starte på en frisk, da det

nye personale vil se på barnet på en anden måde, der kan give dem nogle andre muligheder.« Bjarne følger op: »En stor institution giver også flere hænder, fordi vi har mulighed for, at være mere fleksible og trække på hinanden fx i tilfælde af personalemangel. Rent økonomisk kan man også løfte hinanden – hvis den ene afdeling giver underskud, så gør det ikke så meget, hvis den anden giver overskud. Det mærkes ikke i hverdagen, at vi er en stor institution, selvom vi hænger sammen, har vi jo hver vores afdeling, så vi har også mulighed for at præge vores egen afdeling. Vi kan både være sammenhængende med

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

de fordele det giver, og nære med de fordele det giver – for både pædagogik og økonomi.« Det særlige eller det almene Bjarne fortæller: »Nogle af de børn der kommer i fritidshjemmet i dag, er aldrig set i fritidshjemmet før. De kan være direkte farlige, og de andre børn kan være bange for dem. Jeg har derfor ikke tid til at lave de samme aktiviteter med de samme børn som før, fordi jeg konstant skal være opmærksom på børnene med særlige behov.« Walter supplerer: »Det kan betyde, at vi appellerer mere til de andre børns ressourcer, fx at de skal finde ud af selv at få det til at fungere.« Bjarne følger op: »De ressourcestærke børn kan også have behov for nærværende voksne. De børn, der så typisk bliver overset, er de velfungerende, men også stille børn.« Mette pointerer: »Vi kan risikere, at lave en institutionsverden, hvor det er dem der råber højst, der bliver set.« Bjarne siger: »Dem der bliver oversete, kan nemt miste interessen for at komme i fritidshjemmet, fordi de kan lave det samme med veninderne og vennerne andre steder.« Mette beskriver: »Nede i børnehaven, så bliver der droslet ned på turene, når nogle skal øve sig i at gå i børnehave. Når nogle særlige børn får meget fokus, så er det typisk de velfungerende, der ikke får de samme knus og kram.« Bjarne følger op: »At inklusionsarbejdet kan blive lidt udvandet, hænger også sammen med den nye måde at tænke støttepædagoger på. Før i tiden kunne vi søge støttepædagoger, hvis vi havde behov for en ekstra pædagogisk indsats til et barn. Så fik institutionen nogle penge, og så kunne vi selv investere i vikarer, nu kommer der i stedet en observationspædagog, der følger os og barnet, men ikke laver noget konkret med barnet/ børnene. Det bliver nemt et meget forstyrrende element i hverdagen, uden at vi får støtte til at hjælpe barnet bedre.«

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

Inklusion – begreb og virkelighed Mette siger: »Jeg er kritisk overfor den måde, inklusion fremlægges fra politisk side. Tanken bag inklusion er smuk, og ikke en som vi kan være uenige i. I praksis synes jeg dog, det er blevet mere et spareprojekt, der kan være med til at udhule den pædagogiske faglighed. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis vi ukritisk tager begrebet til os.« Walter følger op. »Der er ingen der kan være uenige i de pædagogiske tanker, der ligger bag ved inklusionstænkningen, men vi bliver nødt til at tilpasse det til vores virkelighed, og ambitionerne skal passe med arbejdsvilkårene.« Mette supplerer: »Da vi fx talte om anerkendende pædagogik, kom der tit gode eksempler på, hvordan vi kunne være anerkendende, men når vi beder politikerne være konkrete mht. hvordan de tænker, vi kan være mere inkluderende, kan de ikke kom-

me med nogle eksempler, andet end »vi skal ændre praksis.« Dem der prædiker inklusion, har selv været dårlige til at komme med eksempler på, hvordan det kunne gøres. Jeg synes, at inklusion kan være stressende, fordi det er så unuanceret hvem, der kan inkluderes eller ej. Derudover er det 100 procent, at nu skal alle inkluderes, det synes jeg er ærgerligt for det pædagogiske arbejde med børnene, og den pædagogiske faglighed.« Bjarne supplerer: »En anden problematik er, at forældrene til de velfungerende børn, ikke kan forstå inklusion, og gerne vil have flyttet de udsatte børn.« Mette følger op: »Ja, det er rigtigt. Hvis jeg nu afslutningsvist dog skal sige noget positivt om inklusion, så er det, at der bliver blødt op for normalitetsbegrebet, og alle børn ser, at der er forskellige måder at være barn på, og forskellige måder at være normal og særlig på.« Y

Ønske Øens kerneværdier Tryghed Det er vigtigt for os, at man i Ønske Øen har en følelse af at der er plads til en. Denne følelse gives fra ledelse til personale, der giver den videre til forældre og børn. Arbejdspladsen skal skabe tillid og plads til at udtrykke følelser, samt dække de basale behov. Et trygt miljø er for os ensbetydende med nogle faste strukturerede rammer. Indenfor de disse rammer skal der være mulighed for impulsivitet og udvikling.

Anerkendelse Anerkendelse dækker over mange ting for os. Det er på engang en værdi men også en metode, som handler om at skabe selvværd og selvtillid hos den enkelte. Anerkendelse er empati, nærvær og ærlig interesse i sine omgivelser.

Demokrati De voksne skal sikre at det enkelte barn i de forskellige afdelinger er med til at bestemme hvordan deres rammer skal være.

Udvikling En professionel bevidsthed Et hus i udvikling: Der har nogle fælles visioner og følger med udviklingen. Voksne i udvikling: Den faglige udvikling, selvrefleksion, faglig stolthed, dialog Børn i udvikling: Fokus på udviklingen i de forskellige alders grupper, med henblik på at udvikle børnene til at være selvstændige og selvbevidste individer.

Fra www.oenske-oeen.dk

Inklusion, ildsjæle og alternative ideer Pædagogikken er taget til Bispebjerg for at møde Ayhan og Noah, der er hhv. leder og afdelingsleder i KUK (Klokkergårdens Ungdoms Klub). Klubben ligger i en kælder i et af Københavns Nordvestkvarters mange etagebyggerier. Ayhan og Noah tager imod os i klubbens køkken, der efter deres mening, er klubbens absolut bedste rum. Vi bliver budt en kop hjemmebrygget kaffe og en snak om arbejdet med de unge i området. NORDVEST Tekst: Sebastian List Feirup »Vores målgruppe i KUK er udsatte unge i området i alderen 10-18 år. Nogle af dem er unge, der ikke kan rummes i en almindelig klub – de har brug for noget særligt fra pædagogerne og deres omgivelser«, fortæller Ayhan. Mange af de unge, som bruger KUK, kommer fra meget ressourcesvage familier. Deres forældre har for de flestes vedkommende ikke et fast job. De lever af sociale ydelser, og har svært ved at finde plads i budgettet til en klubplads. Trods den manglende betaling bruger de unge meget af deres fritid i KUK. »Her hos os skelner vi ikke mellem medlemmer og ikke medlemmer. Dette har blandt andet resulteret i, at 90 % af de tilknyttede børn i KUK har en friplads« siger Ayhan. Pædagogerne i KUK hjælper blandt andet de unge med deres skolegang eller uddannelse. En del af de unge har forældre, der er dårlige til dansk, og derfor ikke er til meget hjælp, når der skal laves lektier. De svære vilkår betyder dog ikke, at de unge ikke vil skolen. Ayhan mener, at mange af de forestillinger der hersker om de unge i området er fejlagtige:

»Vi oplever, at mange af de unge her i området har en rigtig god drivkraft. Selvom størstedelen af dem kommer fra familier på overførselsindkomster, vil de gerne videre og tage en uddannelse. Vi forsøger at hjælpe, så godt vi kan. Der er mange af dem, der ikke kan få så meget støtte i hjemmet med hensyn til eksempelvis lektier, og vi prøver at give dem den støtte, de mangler«, fortæller Ayhan«. Det er dog ikke kun lektiehjælp, de hjælper med i klubben. De unge beder ofte om hjælp til at løse lavpraktiske hverdagsproblemer »De unger beder for eksempel om hjælp til at samle en reol, til at løse computerproblemer eller til madlavning. Og vi hjælper gerne, hvis vi kan«, fortæller Noah. På den måde hjælper pædagogerne de unge med få livet til at fungere.

De har skabt et trygt miljø i KUK, hvor de unge også hjælper hinanden. »En af drengene havde for eksempel ikke fået lavet en vigtig matematikopgave, og så satte flokken ellers i gang. De fik opgaven splittet op og uddelegeret de forskellige opgaver mellem sig, og hjalp alle sammen til, at matematikopgaven blev løst«, fortæller Ayhan. Forældresamarbejdet kan være en barriere På trods at muligheden for at få en friplads i KUK, kan det være svært for pædagogerne at overbevise de unges forældre om, at det er en god ide, at deres børn begynder i klubben. »Vi oplever af og til en mistro til os herude i området. Forældrene tror vi er »kommunen«, og vi kommer for at tage deres børn fra dem. Vi prøver at

Afdelingsleder Noah S. Nevado og leder Ayhan Demir.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

komme disse misforståelser og myter til livs,« forklarer Ayhan. De unge i Bispebjergområdet og deres forældre har vidt forskellige kulturelle baggrunde. Der er derfor også stor forskel på forældrenes krav til de unges fritidsaktiviteter. De fremmedartede traditioner og forståelser af, hvad god opdragelse er, kan i sig selv udgøre en barriere for, om de unge må gå i klubben. »Vi har eksempelvis haft nogle afrikanske børn, der meget gerne ville gå i klubben, men deres forældre mente, at de skulle opdrages i en moske. Der måtte vi gå ind og forsøge at indtage en mæglerrolle. Her var der dog yderligere en udfordring i det, at ingen af de pågældende unge talte dansk eller engelsk. Derfor forsøgte vi at bruge drengenes storebrødre til at formidle kontakten mellem os og forældrene. Det resulterede så i at vi fik børnene ind i klubben. Normalt bifalder vi ikke at gå gennem børnene, men i det konkrete tilfælde, mente vi det var nødvendigt«, siger Noah. De unge skal have medindflydelse I KUK er det essentielt, at klubbens projekter igangsættes af, med og for de unge. »Det handler om at skabe nogle aktiviteter og projekter for de unge, som får dem væk fra gaderne. Ellers står de bare derude og hænger og generer alle andre. Det er derfor vigtigt, at projekterne og aktiviteterne giver mening for de unge, ellers gider de dem ikke. Derfor skal de selv være med til at udvikle og formulere indholdet. Vi har blandt andet holdt Counter Strike turneringer, bokseundervisning og andre temaarrangementer. Alt sammen fordi de unge er kommet til os med ideerne«, fortæller Noah. For at gøre aktiviteterne meningsfulde for de unge, skal de samtidig tage udgangspunkt i de problemstillinger, der befinder sig i lokalområdet: »Vi stikker fingeren i jorden, og forsøger at finde ud af hvem, der har

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

brug for hjælp, og hvor vi kan sætte ind for at hjælpe de unge. Og det er sådan vi laver vores målsætninger«, fortæller Ayhan og fortsætter: »Et eksempel på dette er projektet: »Nu er det nok«. Projektet blev skabt, fordi at vi så, at der manglede fritidsjobs til de unge. Vi indledte et samarbejde med det lokale bibliotek og fik ansat 5 af vores drenge deroppe nogle timer om ugen. Ved at have et job lærer de unge om ansvar. De får lært, hvad det vil sige at bestride et job, og hvad det kræver. Og de får erfaringer, som de kan tage med sig videre«. Alternative metoder I KUK arbejder de med unge, som det kan være svært at nå ind til via traditionelle pædagogiske virkemidler. Derfor er pædagogerne i klubben dygtige til at udtænke nye metoder. »Et eksempel på vores lidt alternative tilgang til tingene er en gut, vi havde gående hernede – en rigtig »tough guy«. En af dem der går med pumpet brystkasse og har en truende adfærd«, fortæller Ayhan og løfter armene ud til siden, som var han iført en dynejakke for at imiterer drengens gang. »Drengen her var en af dem, der kunne være kommet ud i noget rigtig skidt, og vi havde prøvet på mange måder at nå ind til ham, men var mislykkedes hver gang. Til sidst tænkte jeg – vi ansætter ham her i klubben nogle timer om ugen. Han fik opgaver som de andre pædagoger, og når vi skulle snakke med ham foregik det inden på kontoret, så han følte sig som en af de ansatte. Han var også med til medarbejdermøder og blev behandlet ligesom de andre ansatte. Ved at give drengen ansvar, fik vi åbnet op for ham, og vi kunne begynde at tale med ham«, fortæller Ayhan. »Et sjovt eksempel på hvor meget ansvarsfølelse drengen fik overfor vores klub var, at jeg havde talt med ham om, at når han arbejdede her, var det altså også vigtigt, at han huskede at han repræsenterede KUK. Så når han skulle hænge ud, så skulle det altså

ikke være på det lokale pizzaria, hvor alle rødderne ellers står og hænger. Han kom så ind til mig en dag, helt brødbetynget, og måtte altså erkende, at han havde været ovre på pizzariaet og købe en pizza. Det var lidt sødt, fordi han var jo ikke blevet forbudt at købe en pizza. Sådanne episoder er også med til at udvikle vores arbejdsglæde«, fortæller Ayhan. Som et andet eksempel på en lidt alternativ vinkel på det pædagogiske arbejde, fortæller Ayhan og Noah om en dansk fyr, der har gået i klubben, siden han var 8 år gammel. »Han har altid haft store problemer med at styre temperamentet. Vi fik ham i gang med at dyrke en meget fysisk præget sport, som virkelig har hjulpet ham. Og så en dag besluttede vi os for, at han skulle bruge noget af sin viden om denne sport. Så vi arrangerede en dag, hvor han fungerede som træner for de andre, og det fungerede bare så godt! Han voksede virkelig ved få det ansvar. I dag er han 23 år og kommer stadig hernede i klubben«, fortæller Ayhan. Arbejdet med inklusion af de vilde drenge i Bispebjergområdet kræver engagement, men især en evne til at se ressourcerne i alle unge uanset adfærd og baggrund. Og netop det er hemmeligheden bag de mange succeser i ungdomsklubben KUK. Y

KUK er en selvejende institution under SBBU, som repræsenterer et større antal fritidsklubber, ungdomsklubber, fritidshjem, børnehaver, pensionistklubber og byggelegepladser i Københavnsområdet. KUK blev åbnet i 1946 i et kælderlokale, men har med tiden udviklet sig fra at være en fritidsklub til nu at være et fritidscenter for børn og unge på Bispebjerg, med flere andre klubber tilknyttet som satellitter. Med betegnelsen satellit skal forstås, at klubberne har samme ledelse og en overlappende medarbejderstab. Samlet har man valgt at kalde alle disse klubtilbud for Klokkergårdens Fritidscenter.

»Alle børn kan inkluderes« I Børnehuset Falkonergården handler inklusion ikke om børnenes sociale evner eller diagnoser. Inklusion handler om pædagogernes vilje og evne til at gøre alle børn til en del af børnefællesskabet. Tekst: Sebastian List Feirup

FREDERIKSBERG Pædagogikken er blevet inviteret indenfor hos Børnehuset Falkonergården, der er en selvejende institution midt i København. Institutionen ligger tilbagetrukkent fra en af Københavns mest trafikerede veje. Trods dette høres trafikstøjen kun som en fjern brummen, en bastone under børnenes begejstrede hvin og snakkende småstemmer på legepladsen. Selve institutionen er delt i to etager og indeholder et væld af små kroge og rum, der danner plads til at børnene kan lege i smågrupper eller fordybe sig i stilhed, hvis det er det, de har lyst til. Pædagog Kirsten Grønne og leder Marianne Lund tager imod til en snak om inklusion og pædagogik. »Inklusion er noget, vi selv har valgt at påtage os, og vi vil have det til at fungere«, fortæller leder Marianne Lund og fortsætter: »Hver eneste gang vi støder ind i et problem, spørger vi os selv, hvad skal der til for at løse det her problem og hvordan kan vi løse det. For en ting er helt sikkert, det er aldrig barnet der er problemet! Alle problemer kan løses, det er bare spørgsmålet om at finde svaret.« I Børnehuset Falkonergården har de selv valgt den inkluderende form, men de har dog også forsøgt sig med andre metoder, men hele tiden ud fra mantraet: »Mere af det der virker, ud med resten«: »Vi startede ud med at have en basisgruppe med de specielle børn, hvor de så var adskilt fra de »normale børn«, men det virkede bare ikke.

Det var egentlig startskuddet til, at vi sådan for alvor satte i gang med arbejdet med inklusion«, fortæller Marianne Lund. De seneste 30 år har børnehuset arbejdet med inklusion, og de har stor succes med at inkludere børn, der ikke kan inkluderes andre steder. De har blandt andet oplevet flere gange at de børn, der har optaget specielle formåls pladser, er blevet så velfungerende, at de er kommet på helt almindelige vilkår. Succesen skyldes ifølge pædagogerne, at hvert

enkelt barn følges tæt og den store erfaring og viden der er opbygget i institutionen. Barnet i centrum I Falkonergården er deres vigtigste arbejdsredskab ‘børnemappen’. »I mappen samler vi alt, hvad der har med barnet at gøre. Både fra institutionen, men også fra hjemmet. Mappen starter med at forældrene skriver hvorfor barnet hedder, som det hedder. Vi opfordrer forældrene til at tage mappen med hjem og kli-

Pædagog Kirsten Grønne og leder Marianne Lund.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

stre billeder af ting ind, der er vigtige for børnene. På den måde bliver den et bindeled mellem institution og hjem for børnene, så de ikke opleves som to forskellige verdener«, fortæller Kirsten Grønne. Mappen er et vigtigt redskab i det daglige pædagogiske arbejde både for forældre og pædagoger. Den bruges til at følge det enkelte barns udvikling. »Som supplement til mappen er der noget, der hedder drømmelommer. Her sætter vi os ned med børnene og lader dem formulere, hvad de tænker, hvad de drømmer osv. Vi skaber et lille øjebliksbillede med barnets egne ord. På den måde kan vi vende tilbage og evaluere på, om barnet har udviklet sig som det skulle«, fortæller Marianne Lund. Dialog med børnene om deres ønsker og behov er centralt for pædagogernes arbejde i Falkonergården. Noget andet der også arbejdes med er de nederlag eller afvisninger, barnet også vil møde på sin videre færd i livet: »Efter vi har spist frugt om eftermiddagen, spørger vi hvert enkelt barn, hvem de vil lege med, hvor de godt kunne tænke sig at lege, og hvad de gerne vil lege med. Det er ikke altid, at det stemmer overens. For eksempel kan et barn ønske at lege med en kammerat, uden at det er gensidigt. Så arbejder vi med, hvordan vi tackler det nederlag. Det er vigtigt i de processer, at der altid er en voksen til stede, så vi kan hjælpe børnene med at forstå situationerne«, fortæller Kirsten Grønne. Børnene i Børnehuset Falkonergården bliver på den måde hørt, og de lærer, hvordan det er at indgå i et fællesskab, på både godt og ondt. Børnene er også med til at bestemme, hvilke udflugter og aktiviteter pædagogerne skal igangsætte. Før det besluttes hvad temaerne skal være for de forskellige aktiviteter, tager institutionen blandt andet på ture, hvor de forsøger at afkode bør-

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

nenes interesser. På den måde sikrer pædagogerne, at aktiviteterne og de temaer der bliver arbejdet ud fra, bliver skabt i sammenspil med børnene. Børn skal ikke (nødvendigvis) behandles ens En udfordring i Børnehuset Falkonergården er, at flere af specialbørnene har lidt andre vilkår end de »normale« børn. Det kræver målrettet arbejde, at få den samlede børnegruppe til at acceptere de forskellige vilkår. »Vi gør da forskel på børnene. Mange af børnene med diagnosticerede lidelser har lidt andre vilkår. De har eksempelvis deres egen kuffert med legetøj, de får lov til nogen ting, de andre børn ikke må osv. Det er vores opgave at forsøge at forklare de andre børn, hvorfor det er sådan«, fortæller Marianne Lund. Pædagogerne i Falkonergården mener, at der kun er én måde at behandle alle ens på – og det er ved at behandle hver enkelt forskelligt – ud fra barnets behov. Et eksempel på dette er, at børn med sprogproblemer inkluderes i de fælles aktiviteter på individuelle vilkår. »Vi får mange børn anvist her til institutionen, og det er ikke alle, der har udviklet et egentligt sprog. Børnene med sprogproblemer er derfor også meget generte i begyndelsen. Vi arbejder med at udvikle et sprog hos denne gruppe børn«, fortæller Kirsten Grønne og fortsætter: »En lille succeshistorie var sidste år til Sct. Lucia. Ingen kunne helt huske teksten. Derfor bad vi et af de større børn om at synge for, så de yngre kunne lære teksten. Så stillede en af de børn sig op, der var begyndt her hos os uden et egentligt sprog op. Han sang så alle fire vers. Vi pædagoger kunne ikke rigtig forstå det hele, men det kunne børnene. Men det at opleve at det her barn havde vundet selvtillid nok til, at han turde stille sig op og synge foran alle de andre børn, det var fantastisk«, fortæller Kirsten Grønne.

I Børnehuset Falkonergården tror pædagogerne på, at børnene har meget at lære af hinandens forskellighed: »Specialbørnene oplever at kunne spejle sig i de mere »almindelige« børn og får nogle rigtig gode rollemodeller, og de mere velfungerende børn udvikler en meget større rummelighed, og lærer hvad det vil sige at være en god ven«, fortæller Marianne Lund og fortæller videre at: »Vi forsøger at udvikle hele og livsduelige børn her i institutionen« »Det er vigtigt at huske på at alle børn har noget at tilbyde fælleskabet«, supplerer Kirsten Grønne. Ikke alle børn er lige lette at inkludere Specielt de børn der beskrives som mere »udad-reagerende« fylder en del i Børnehuset Falkonergården, og de kræver ekstra opmærksomhed og lidt mere skræddersyede forløb: »Vi har udviklet specielle praksisser til disse børn. Man glemmer tit, hvordan det må være at være et sådan et barn. Forestil dig, at blive fravalgt ude på legepladsen hele tiden, eller hele tiden komme i konflikter med de andre børn. Når vi kan mærke, at der er behov for det, forsøger vi at trække børnene lidt til side og give dem plads og ro. Det kan være, at vi bare sidder og hører musik eller ligger og flader ud. Og når der er kommet ro på, kan vi begynde at udvikle barnet derfra«, fortæller Marianne Lund og kommer med et eksempel: »Vi har blandt andet en dreng, der førhen godt var klar over, at han ikke

Børnehuset Falkonergården er en selvejende institution, der blev oprettet af Børneringen i maj 1982, med start 7. oktober 1981. Institutionen har 70 børnehavepladser hvoraf de 16 er særlige formålspladser og fire er basispladser. Børn der er på særligt formålspladser og på basispladser er inkluderet i grupperne på lige fod med andre børn.

var så god socialt sammen med de andre børn. Og han var så ked af det, for han kunne jo godt mærke han blev fravalgt ude på legepladsen. Så begyndte vi stille og roligt at invitere en af gangen med ind, når han skulle trækkes lidt væk. Det var en meget bedre samværsform for ham end ude på legepladsen sammen med 100 andre«.

Nye pædagogiske metoder At det går så godt med inklusionen i Børnehuset Falkonergården, tilskriver pædagogerne selv, at de gør en dyd ud af hele tiden at være i dialog med hinanden omkring metoder og teorier: »Vi sørger hele tiden for at have en god dialog kollegaerne imellem, så vi kan nytænke og videreudvikle vores pædagogik. Eksempelvis sen-

der vi hvert år et hold pædagoger til Firenze for at hente inspiration til nye måder at udføre inklusionspædagogik på. Vi gør også meget brug af forskellige eksperter på området. Vi tager til konferencer, og vi inviterer eksperterne herhjem til os. På den måde bliver vi hele tiden bedre til det vi arbejder med.« fortæller Marianne Lund. Y

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

Specialskolen som et inkluderende tilbud Tårnbygårdsskolen er gået i mod tendensen og er blevet oprettet som et alternativ til den almene folkeskoles særlige tilbud. Skolen, som har 70 elever, rummer alle dem, som før følte sig anderledes og udenfor. Tekst og foto: Marie Varming Det er wellnessdag i dag på Tårnbygårdsskolen. Det betyder, at et par drenge, som normalt har meget svært ved at sidde stille i længere tid ad gangen, er ved at få fodbad. Det foregår i et meget stille rum med duftlys og dæmpet belysning. Drengene er stille. Meget stille. »Noget af skolens personale har fået uddannelse i massage. Det skal ikke ses som hygge. Det er ment som professionel omsorg over for en gruppe børn, som normalt ikke har det så godt med at blive rørt ved,« forklarer Gitte Kjølstrup Andersen, som er SFO-leder på Tårnbygårdsskolen. »De har rigtig godt af denne kontakt. Det er noget, som virkelig grounder dem,« forklarer hun.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

At der er massage på skemaet og vilde drenge i klasserne skyldes, at Tårnbygårdsskolen er en skole for børn med specielle udfordringer såsom ADHD, tourette, autisme eller kognitive problemer. Fælleskaber Det er snart tre år siden, at skolen blev til i lokaler fra i en tidligere almen folkeskole. Men i dag rummer stedet et helhedstilbud til børn, som før var henvist til folkeskolens gruppeordninger. Men ledergruppen på Tårnbygårdsskolen ser kun fordele ved, at deres elever har fået deres egen skole, selv om det måske på ydersiden ikke ligner inklusion. »På papiret er de jo ekskluderet af den almene folkeskole. Men for os

består inklusion af, at børnene føler sig som ligeværdige dele af et fællesskab. Det er de her,« siger skoleleder Anna Murmann, som bakkes op af sin viceskoleleder Niels Ager Hansen. »Det er klart en fordel, at børnene her i højere grad føler sig som en del af et fællesskab i modsætning til før. Mange af dem havde for eksempel ikke lyst til at gå i skolegården i frikvarteret sammen med 400 andre børn,« fortæller Gitte Kjølstrup Andersen. Den pibe fik en anden lyd, da eleverne for snart tre år siden fik deres helt egen skole. Nu er de ikke længere »dem derovre«. Tvært i mod føler de et fællesskab her, som de ikke var en del af før. Gitte Kjølstrup Andersen var også en del af det pædagogiske team,

dengang børnene var i den almene folkeskole, men hun savner det ikke. »Det skete faktisk ofte, at vi måtte jage de store børn væk, fordi de drillede børnene i gruppeordningerne. De store børn vidste godt, at det var let antændelige børn, vi havde med at gøre, så de var lette ofre. Her er de ikke udstillet,« forklarer hun. Skoleskræk Tiden i den almene folkeskole var derfor barsk for mange af de børn, som i dag er blevet visiteret til Tårnbygårdsskolen. »Mange af vores elever har decideret skoleangst, når de starter her. Ofte er forældrene også præget af store bekymringer« siger Anna Murmann. Skolen har derfor taget i mod mange børn, som på grund af mistrivsel ikke har været i skole i lang tid og enten er blevet hjemmeundervist, eller slet ikke har modtaget undervisning gennem et stykke tid, fordi de har været så plaget af deres situation. Gitte Kjølstrup Andersen tænker specielt på en yngre pige, som kun havde gået i skole ca. otte timer om ugen, da hun kom til Tårnbygårdsskolen. »Da vi fik hende, drejede det sig primært om tillid. Især over for forældrene. De følte sig svigtet af det eksisterende skolesystem, og de troede ikke, der var nogen, der kunne tackle deres svære pige. Da vi havde vundet forældrenes tillid, arbejdede vi intenst videre med pigen, som havde vanskeligt ved at være i gruppe med andre piger og trivedes bedst blandt drenge. Men det lykkedes bedre og bedre, og med tiden blev det muligt for os at flytte hende fra en ren drengegruppe over i en gruppe, som også havde piger. Forældrene tabte næsten røret, da vi ringede og sagde det,« siger Gitte Kjølstrup Andersen, som kan oplyse, at skolen kun har 10 piger ud af de 70 elever.  SFO leder Gitte Kjølstrup Andersen og skoleleder Anna Murmann

Men for næsten alle skolens elever er kodeordene tid og tålmodighed. »Nogle gange bruger vi meget tid på bare at få et barn til at gå ind af lågen til skolen. Men vi må jo også erkende, at vi skal videre, og vi står der ikke et år og venter. Vi arbejder målrettet med handleplaner, der også indeholder mindstekrav med ideer til, hvordan vi kommer videre. Vi er jo nødt til at se i øjnene, at samfundet ikke er indrettet til et barn, som hellere vil sidde under bordet i sin skoletid,« siger Gitte Kjølstrup Andersen. Samarbejde Bagsiden af den medalje, som hedder, at det er fedt at have sin egen skole er, at den daglige kontakt til omverdenen er udfordret, hvis personalet ikke aktivt opsøger den. Så det gør de. »De skal jo også være sammen med andre, og det er vigtigt, at vi som skole ikke lukker os om os selv,« siger skoleleder Anna Murmann. Udskolingseleverne har derfor været til diskofest med andre lokale børn i deres aldersgruppen, og i efterårsferien byggede de sæbekassebiler med de jævnaldrende kammerater fra folkeskolen. Det var en stor succes. »Vi er meget ude med dem. Vi tager på busture og kanalrundfart og cykler eksempelvis til skaterbanen på Østerbro med en gruppe elever,« siger Gitte Andersen. »Det kan godt være svært for vores børn at komme ud og møde andre, blandt andet fordi mange af dem har dårlige erfaringer fra deres tid i folkeskolens klasser. Men vi ved, at det handler om at foregribe begivenhedernes gang og visualisere, hvad der skal ske. På den måde bliver de trygge. Det er virkelig et af vores indsatsområder, at børnene opnår kompetencer, så de kan klare sig set i et livsperspektiv« siger Anna Murmann. Men på Tårnbygårdsskolen er det også vigtigt, at det går den anden vej. Derfor er skolens porte næsten altid åbne for de børn, som går i den

almene folkeskole. De er velkommen til at komme på besøg og møde de kammerater, som ikke kan klare sig i en almindelig folkeskoleklasse. »Det er selvfølgeligt et dilemma, at vi har vores egen matrikel, for vi vil jo ikke være udenfor. Vi ønsker, at specialskolen er et inkluderende tilbud« siger Anna Murmann. Alder ingen hindring Fordi skolens elever er udviklet på meget forskellige niveauer, både kognitivt, følelsesmæssigt og motorisk, er alder ikke noget, man hænger sig så meget i, som man gør i folkeskolen. »Mange af eleverne har fundet hinanden på tværs af alder. Nogle gange passer en 12-årig bare bedre sammen med en 7-årig, og forældrene har været henrykte over de mange nye venskaber, som er dannet her på skolen,« siger Gitte Kjølstrup Andersen. Klassetrinene er heller ikke noget, man opererer strengt med på skolen. Derimod er eleverne inddelt i indskoling, mellemtrin og udskoling, og inden for hvert trin, findes en række grupper, som børnene er inddelt i. Det betyder også, at frikvartererne er mere præget af fællesleg på Tårnbygårdsskolen end på andre skoler. Eleverne finder simpelthen sammen på tværs af, hvad de kan frem for, hvad dåbsattesten siger. Lige for tiden er stikbold det store hit blandt eleverne, og alle de elever, som før frygtede skolegården som skærsilden, deltager. De er ikke længere anderledes og udenfor. Dengang var dagen også styret af en klokke, som ringede ind og ud på klokkeslæt. På Tårnbygårdsskolen er der ingen klokker, der bimler. »Eleverne kommer ud og leger, når de har brug for fem minutters luft. Og hvis de har ti minutters pause, men kun har brug for fem, så kommer de bare ind igen. Vi lader os ikke styre af en klokke,« siger Gitte Kjølstrup Andersen. Y

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

Pædagogiske synspunkter

Privat foto

Eksperter i inklusion

Agnete Persson, pædagog og TR i Eksperimental Institutionen.

KLUMME Alle taler for tiden om inklusion. I Eksperimental institutionen på Amager, hvor jeg arbejder, har vi arbejdet med det i mange år. Ideen er, at skabe et inkluderende miljø for både udsatte børn og gruppen af børn fra lokalområdet. Der er indskrevet 60 børn i institutionen, 20 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn. Halvdelen af børnene er visiteret til institutionen via den almindelige pladsanvisning og den anden halvdel, som er børn med psykosociale vanskeligheder, er visiteret via et visitations udvalg i Københavns kommune. Vi arbejder ikke med basisgrupper, men har børnene ligeligt fordelt på alle fem stuer. Til de 60 børn er vi ansat 20 uddannede pædagoger på fuldtid. Vores opgave er at skabe trygge rammer med troværdige voksne, der er i stand til at skabe gode ud-

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

viklingsmuligheder for alle børn. Vi arbejder på, at skabe deltagelsesmuligheder for børn i forskellige former for fællesskaber (differentierede fællesskaber). Vi skal hjælpe dem, der ikke selv umiddelbart har lært koderne for adgang til, og adfærd i, sociale sammenhænge. En af grundstenene i vores struktur er primærpædagogen. Hvert barn i institutionen har en primær og en sekundær pædagog. Dette øger kendskabet til det enkelte barn og derved øges mulighederne for at opbygge et tillidsfuldt forhold. I denne relation arbejder pædagogen på at styrke barnets ressourcer. En stor del af det pædagogiske arbejde bygger på refleksioner over eget og kollegaers arbejde. Denne refleksion foregår både organiseret på møder med ledelse og ekstern supervisor, og i høj grad i det daglige arbejde på stuerne. Vi arbejder ud fra et menneskesyn, der bygger på, at alle har noget at byde ind med, alle har ret til at være her og skal behandles med respekt for hvem de er. Vi arbejder med, at anerkende at alle følelser er tilladte. I dette miljø er det vores overbevisning, at barnet gives mulighed for selvregulering og mentalisering, altså at kunne se sig selv udefra og forstå andre indefra. Dette øger barnets mulighed for, at kunne modtage hjælp til de udfordringer det er, at indgå i sociale sammenhænge og udvikle sig sammen med sine jævnaldrende. Vi mener også det er vigtigt at opdrage børn til, at der skal være plads til alle, og

at alle har noget at byde ind med til fællesskabet. I arbejdet med børn med psykosociale problemer er det vores erfaring, at der altid vil være forskellige grader af inklusion. Forskellige grader af inklusion i forhold til hvor længe det enkelte barn er i institutionen, og afhængig af, hvor store problemer barnet står i. Børnene er også afhængige af, hvor godt pædagogerne og forældrene samarbejder. I institutionen har vi et udvidet forældresamarbejde og tilbyder råd og vejledning til alle forældre. Dette arbejde varetages af både ledelse og stuepædagoger. Det er vores erfaring, at alle de børn, der har gået i institutionen, har oplevet at være inkluderet i et eller flere fællesskaber og at de også har fået værktøjer som de kan bruge videre i deres liv i Fritidshjem og skole og resten af deres liv. På grund af vores mange årige arbejde med inklusion er Eksperimental institutionen blevet Københavns kommunes kompetencecenter for inklusion. Dette arbejde består I at kommunens daginstitutioner og skoler, hele 0 til 18 års området, kan ringe, når de står overfor udfordringer med at inkludere børn. De kan så få besøg af to pædagoger fra institutionen. På disse besøg kommer vi ud og observerer børn og pædagoger i samspil, og efterfølgende giver vi rådgivning og vejledning i forhold til det fortsatte inklusions arbejde med barnet. Denne tilbagemelding gives på baggrund af det vi har observeret. Y

på inklusion!

Privat foto

Inklusion fra en anden vinkel

Anders Bergquist, pædagog og TR i Fritidshuset Galaksen.

KLUMME Som pædagog og tillidsmand gennem snart 7 år på den selvejende institution Fritidshuset Galaksen (tidl. Fritidshjemmet Vendsysselvej 18) i Vanløse, en af Københavns kommunes få special institutioner for børn og unge i alderen 6-17 år, med generelle indlæringsvanskeligheder (type 2 institution), har mine kollegaer og jeg mærket en lidt anden konsekvens af kommunens inklusionstankegang, end vores kollegaer på normalområdet oplever. Indtil for ganske få år siden, var størsteparten af vores børnegruppe det man med lidt god vilje, kunne kalde klassiske hjælpeskole børn/unge. Børn, der havde svært ved den almindelige folkeskole og derfor blev visiteret til Frederiksgårdskolen, hvor alle vores børn og unge går. Børn for hvem undervisningen var svær at

følge og måske havde lidt for meget krudt i bagdelen til at fungere i en normal skolekontekst. Unge mennesker og børn, som alle havde brug for klare linjer og vejledning, særligt i forhold til dannelse af og vedligeholdelse af sociale relationer og generel social træning. Det skal i øvrigt tilføjes, at vi var i den privilegerede situation at hele personalegruppen(med undtagelse af 2 meget erfarne medhjælpere) bestod af uddannede pædagoger, hvilket i høj grad var garant for nogle meget interessante pædagogiske diskussioner på personalemøder, pweekender og lignende. Efterhånden som inklusionstankegangen begyndte at gøre sit indtog, begyndte vi stille og roligt at mærke en forandring i den type børn, der startede i Galaksen, der kom flere og flere følgediagnoser som f.eks. ADHD, ASF, fysiske handicaps og andre psykosociale udfordringer og de børn og unge vi tidligere havde været vant til at arbejde med blev efterhånden en minoritet. Vi ser efterhånden meget sjældent det barn vi omtaler som klassisk hjælpeskole barn, men oftere og oftere børn, der er noget mere udfordrende at arbejde og være sammen med. Særligt det relationsdannende arbejde er blevet mere udfordrende, da børnenes følgediagnoser ofte er meget differentierede og stiller meget forskellige krav til kontaktform og samvær og ikke mindst kommunikation. Både voksen til barn og barn til barn, men også personale til forældre.

Vi har været nødt til at omstille meget af vores pædagogik i hverdagen til en mere handicaporienteret form og har gjort meget ud af at få visualiseret (eks. via Boardmaker) al kommunikation til særligt de yngre børn. En særlig problematik, som vi forsøger at håndtere bedst muligt, er den helt specielle virkelighed det giver, når man både skal rumme børn og unge med ASF og andre med ADHD i fuld flor på de samme stuer. En hverdag fuld af overraskelser og professionelle udfordringer, kan man vel godt kalde det. Det skal nok tilføjes, at vi i samme periode er blevet opnormerede til 83 børn, hvor man har valgt at løse vores ret store pladsmangel ved at tilføje Galaksen, endnu to dejlige midlertidige bygninger (skurvogne). Så nu er personale og børn spredt ud over 3 forskellige bygninger, hvilket gør det lidt sværere at holde kontakten til kollegaerne i de andre bygninger, og derved at holde sig ajour med hvad der rør sig i huset. Særligt for mig som TR. Nu skal det ikke lyde som om, at vi har noget imod at løbe lidt hurtigere, for sådan er virkeligheden jo bare, men det virker ofte som, at vi er blevet en form for opsamlingssted for børn og unge, der ikke helt passer ind i de prædefinerede kasser, der ellers kan sikre en plads på en handicap specifik institution og som derfor havner i vores favn. Heldigvis er hele personalegruppen en flok kompetente pædagoger og medhjælpere, der på bedste og allermest altruistiske vis forsøger, at tilrettelægge en hverdag, hvor alle børnenes behov bliver tilgodeset. Så håber vi i øvrigt at vores store pladsmangel problem, bliver meget udbedret pr. august 2013, hvor det er planen at vi sammen med Frederiksgårdskolen skal rykke ind på den nu tomme Hillerød Skole og derved afslutter en epoke på over 50 år på Vendsysselvej. En anelse vemodigt men også meget spændende for alle involverede parter. Y

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

Meningen skaber vi Pædagogikken har sat Jeanett Bonnichsen, cand.pæd.psyk, direktør i Center for Stress og Trivsel A/S, og Bjarne Nybo, konsulent, coach og civiløkonom fra Center for Mindfulness & Meditation i stævne, for at få deres perspektiver på, hvordan der kan arbejdes med trivsel, reducering af stress og inklusion på pædagogiske arbejdspladser. Tekst: Erik Steppat / Flussi, ers@bupl.dk Jeanett Bonnichsen og Bjarne Nybo arbejder på forskellig vis med at give ledere og medarbejdere værktøjer til, at finde sig selv og hinanden – og i fællesskab få styr på rammerne og meningen med det pædagogiske arbejde. Da Bjarne tager afsæt i mindfullness, er han først og fremmest optaget af, hvad individets tænkning gør ved den måde stress og trivsel opleves på, og hvilke konsekvenser

det får for medarbejdergruppen og en selv. Med Jeanett Bonnichsens OLGI model tages der i højere grad afsæt i, hvordan der på forskellige planer i organisationen kan arbejdes med, at skabe klare mål og prioriteringer, og hvad det betyder for medarbejdergruppen og ens egen stress og trivsel. I Jeanett Bonnichsens værktøjskasse finder vi OLGI-modellen, der skitserer, hvordan stress kan forbygges og behandles gennem en række handlinger fra henholdsvis organisa-

tionen, institutionen, lederen, medarbejdergruppen og den enkelte medarbejder. Modellen kan bruges i forbindelse med forandringsprocesser, hvor man på hvert niveau af institutionen, eller organisationen, kan få et overblik over, hvilke handlinger man hver især har ansvar for at igangsætte for at mindske usikkerhed, bekymringer, modstand og stress. Jeanett Bonnichsen finder det vigtigt, at fremhæve modellen som en OLGI og ikke en IGLO-model, da hun ser det primære ansvar for at reducere stress, som et

OLGI-metoden

Forbigående ændringer

Forandrende ændringer

Vedvarende ændringer

Strategisk ledelse / organisation (O)

Fælles infomøder Forkælelses-arrangementer Medarbejdergoder …

Sikring af effektive og gensidigt brugbare kommunikationsfora Støtte til personaleledelse via uddannelse, information, afklaring …

Værdipolitik, der sikrer at alle er med – via: Mulighed for planlægning Mulighed for at komme til orde Mulighed for sparring

Personaleledelse (L)

Kan give – eller få bonus for særopgaver Midlertidig ændring af arbejdsopgaver Enkelte samtaler med opmærksomhed på en særproblematik

Afklaring af rammer, målsætning, roller og aftaler Konstruktiv dialog med aktiv lytning Sammenhæng mellem det forventede og det mulige Præcise handleplaner

Personlig balancering af ressourcer Autencitet i forhold til såvel medarbejdere som øvre ledelse Sammenhæng mellem udmeldinger og adfærd

Gruppe / team (G)

Afklaring og meningsudveksling i krogene Humor Sociale arrangementer

Afklaring med handleplaner om rammer, målsætning, rolleindhold, opgave-indhold, indbyrdes relationer m.m. Hensigtsmæssig kommunikation med aktiv lytning

»VI«-kultur Fælles arbejdsgruppe-fokus

Individ (I)

Holde en pause Drikke et glas vand, motionere, meditere m.m. Humor

Overblik over planlægning Være aktiv i forhold til MUS Strukturere ift ressourcer Videre uddannelser

Afklaring af egne mål, forventninger og værdier såvel arbejds-mæssigt som privat Overblik og kontrol

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

sammen der. Det er ifølge Jeanett Bonnichsen en del af den menneskelige natur. »Utryghed ved krav om forandring skaber angst og det begrænser handlemulighederne« siger Jeanett Bonnichsen. Bjarne Nybo tilføjer »En leder, der er rystet, ryster hele organisationen«. Både Jeanett Bonnichsen og Bjarne Nybo mener, at forandringsprocesser skal have tid: »Både ledere og medarbejdere skal have tid til at fantasere og reflektere inden de handler« siger Jeanett Bonnichsen. »Samtidig skal det heller ikke være en diskussionsklub. Lederen skal lede og holde fokus i forandringsprocessen – og sikre fælles konklusioner«. Jeanett Bonnichsen og Bjarne Nybo mener dog ikke, at ansvaret for at forandringsprocesser lykkes kun er lederens. Personalegruppen og den enkelte medarbejder har også et ansvar. Dialog er essentiel, da ansvaret for en handling eller forandring ofte ikke entydigt kan placeres hos

lederen, personalegruppen eller den enkelte medarbejder. De 5 R’er For at skabe gode rammer for dialog og dermed forebygge stress, kan medarbejdergruppen ifølge Jeanett Bonnichsen opstille en dialogramme, der er med til at skabe overblik over arbejdshverdagen. Det gælder både, når man sidder som ny gruppe og skal starte en opgave, et projekt eller bygge en fælles dagligdag op. »Dialogen skal omkring de 5 R’er. Det første R relaterer sig til Rammen for det arbejde, der skal gøres. Det er vigtigt alle gør sig bekendt med denne ramme. Det andet R er Retningen, hvilket vil sige målsætningen for arbejdet. Det er super vigtigt, at kende målet, for det man arbejder med at definere de delmål, som er retningsgivende. Det næste R er Roller. De skal være afklarede i forhold til kompetence, ansvar, beføjelser med mere. Det fjerde R er Regler. Regler-

Privat foto

Ledelse Det pædagogiske område har indenfor de senere år, været hårdt ramt af omprioriteringer og besparelser. Stress og utryghed i forandringsprocesser påvirker lederens og medarbejderens oplevede handlemulighe-

Privat foto

Organisationsansvar, dernæst et Ledelsesansvar, et Gruppeansvar og til sidst et Individansvar. En pointe, der er central i opbygningen af modellen. Bjarne Nybo arbejder med Mindfulness, der blandt andet kan være en metode til at afklare egne behov og ønsker til fremtiden. Bjarne Nybo mener, at personlig afklaring er et godt grundlag for at indlede en konstruktiv og kritisk dialog i medarbejdergruppen. Denne dialog kan danne udgangspunkt for at skabe klare rammer for samarbejdet og håndtere dagligdagens udfordringer og forandringer. Processen med at blive afklaret om egne holdninger og behov sker ved at tage stilling til ens egne holdninger, værdier og ideer og sætte dem i forhold til andres holdninger, værdier og ideer. Bjarne Nybo fortæller: »Er jeg generelt belastet i min hverdag og nervøs over forandringer, så vil det sætte et naturligt indre beredskab i gang, hvor jeg måske har paraderne oppe. Det kan være medvirkende til, at mine budskaber kommer ud på en uhensigtsmæssig og ikke dialogskabende måde« siger Bjarne Nybo og fortsætter: »Og det kan sløre min opfattelse af andres budskaber til mig. Mindfulness kan i den sammenhæng minimere den oplevede belastning, og åbne op for den gode og konstruktive dialog, hvor aktiv lytten og refleksion indgår«.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

ne skal forstås som de samarbejdsaftaler, der sikrer, at der er en fælles orientering. Endeligt er det også vigtigt med dialog om Relationer, der udgør det sidste R. Man skal spørge sig selv og hinanden; hvordan vil vi have det i samarbejdet? Hvad skal der til, for at vi føler os velkomne, anerkendte og som en del af fællesskabet?«. Tid til refleksion Særligt under forandringsprocesser er det vigtigt at skabe sig tid og rum til refleksion omkring fælles og egne mål for udviklingen. Bjarne Nybo mener ikke, at arbejdet med stress kan forhales: »At skabe sig tid til at reflektere er i modstrid med tidsånden. Det virker som om, der helst ikke må være pauser. Pauser skal ikke fyldes ud. De kan med fordel bruges til refleksion. Til at finde ud af, hvad du selv mener om de forestående forandringer, og ikke mindst hvad du selv vil«, siger Bjarne Nybo og fortsætter: »Der er naturligvis målsætninger for, hvor en given forandring skal føre os hen. Vejen derhen er ikke altid oplagt, hvorfor tiden til processen med dialog, refleksion og justering er vigtig. Når der er god tid til processen er der bedre mulighed for at justere mål og delmål undervejs. Slutresultatet kan være en bedre forankring af det forandrede«. Bjarne Nybo ser dog mindfulness, som en metode, der kan hjælpe til at skabe retning med hvordan tiden skal bruges. Mindfulness er andet og mere end en ‘feel good’ oplevelse. Det handler også om en ‘be good’ oplevelse. »Mindfulness skulle gerne føre til Meaningfulness. Mindfulness handler om at være tro mod sig selv både nu og i fremtiden«, fortæller Bjarne Nybo. Jeanett Bonnichsen og Bjarne Nybo er enige om, at de erfaringer, vi har i rygsækken og de forestillinger, vi har om fremtiden, skal bruges til at skabe forandringer, der giver fælles mening i nutiden. Y

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

13 GODE RÅD 1. De langsomme forandringer er de hurtigste Psykisk arbejdsmiljø klares ikke med snuptagsløsninger. En kort indsats ændrer ikke noget. Vedvarende opmærksomhed og prioritering af trivsel bærer de bedste frugter.

2. Det gode psykiske arbejdsmiljø skal hele tiden genopfindes Der opstår hele tiden nye udfordringer og betingelser som kræver nye initiativer, handlinger og dialog. Arbejdspladsen er en levende organisme som løbende udvikler sig – det samme er arbejdsmiljøet.

3. Mistillid til andres motiver lammer processen Arbejdet for et bedre psykisk arbejdsmiljø kræver at ledelse og medarbejdere gensidigt viser tillid og anerkender hinandens roller. Forandringer skabes ved at tage andre på ordet frem for fra starten at have mistillid til deres motiver.

4. Skab en professionel uenighedskultur Lyt til brokkehoveder og tvivlere – der er som regel en kerne af sandhed i det, de siger. Tillid og kritik er ikke hinandens modsætninger. Respektfuld uenighed skaber udvikling og plads til forskellighed.

5. Nej til kærlighed – ja til anerkendelse og respekt Det er fællesskab om at udføre arbejdet som skaber trivsel – ikke følelsesmæssig omklamring. Det er fagligheden som skal anerkendes på arbejdet. Personligheden skal respekteres.

6. Lederen som sekretær for medarbejderne Meningsfulde arbejdsopgaver fordrer at ledelsen fjerner forhindringer og sikrer ressourcer og indflydelse. Så skal medarbejderne nok sørge for at udføre et godt stykke arbejde. Kilde: Forskningscenter for arbejdsmiljø.

7. Hvis vi bare kunne få lov til at passe vores arbejde Det giver arbejdsglæde at udføre et godt stykke arbejde. Arbejdet med psykisk arbejdsmiljø giver først rigtig mening og fremdrift, når det øger muligheden for at løse de daglige arbejdsopgaver.

8. Inddragelse og dialog er godt, men ikke nok Møder og samtaler er nødvendige, men de skal føre til konkrete og synlige resultater. Handlekraftige aktører må påtage sig ansvaret for at skabe rammerne og tage hånd om processen.

9. Spørgeskemaer sætter dagsordenen men løser ikke problemerne En kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø skaber legitimitet og opmærksomhed, men er svær at omsætte til direkte handlinger. Handling kræver dialog, prioritering og fokus på det konkrete arbejde.

10. Se manglerne i øjnene og dyrk mulighederne Psykisk arbejdsmiljø handler både om at fjerne belastninger og om at skabe udvikling og mening i arbejdet. Det er derfor nødvendigt både at kunne blæse og have mel i munden.

11. Det er svært at holde skruen i vandet, når bølgerne går højt Når store forandringer skyller ind over organisationen, kræver det noget særligt at sikre en indsats for et bedre psykisk arbejdsmiljø.

12. Ingenting kommer af ingenting Det kræver tid, penge og energi at skabe og opretholde et godt psykisk arbejdsmiljø. Tænk på det som en nødvendig investering.

13. Meningen med arbejdet skabes i fællesskabet Fællesskabet om arbejdet er en stor del af meningen med at gå på arbejde. At miste meningen og fællesskabet er ødelæggende for et godt psykisk arbejdsmiljø.

Parfumefrihed og fællesskab Apostelkirkens Menighedsbørnehave på Vesterbro har som den eneste kendte daginstitution i landet, indført en parfumepolitik. Parfumepolitikken er dels blevet indført, fordi børnehaven har flere børn med astma og allergi, der kan reagere skarpt på parfumen og dels har de en medarbejder, der lider af MCS eller kemisk intolerans, og som derfor bliver alvorligt syg af parfume og parfumeduft. Tekst og foto: Sigrid Borup Bojesen, sbo@bupl.dk Børn med særlige behov Apostelkirkens Menighedsbørnehave er en lille børnehave beliggende på Vesterbro. Børnehaven består af to stuer, og har plads til 20 børn i alderen 3-6 år. Ifølge leder Lisbeth Cronberg Ipsen har flere af børnene i børnehaven særlige behov: »De kan være født for tidligt, have lavt immunforsvar, eller være sprogligt

svage. De kan også være overflyttet fra store institutioner, hvor de ikke trives – dermed mener jeg ikke, at store institutioner er dårlige – det er bare ikke alle børn, der trives der. Derfor vælger de oftest denne børnehave, der på grund af sin størrelse kan sikre nærvær og overskuelighed.« Lisbeth forklarer, at disse børn også kan være særlig sensible overfor kemi, og at det er centralt for dem, at de ikke er omgivet af parfume, fordi de dermed får svært ved, at deltage i fællesska-

bet: »Vi har oplevet, at børn der fx lider af astma eller allergier, meget hurtigt begynder at hive efter vejret, og bede om deres medicin, hvis der er nogle, der møder op i børnehaven med parfume.« Startskuddet til parfumefrihed Lisbeth siger: »I 2004 havde vi rigtig mange børn, der var meget parfumerede, hvilket resulterede i at flere voksne fik hovedpine, selvom de ikke havde haft det før. På denne bag-

Børnehavens parfumepolitik At være parfumefri betyder, at børn og personale ikke må møde op med parfumeret duft (hverken fra krop eller tøj). Det gælder duft fra: • Vaskepulver • Skyllemiddel • Shampoo • Creme • Tænk også på ikke at have røgelsespinde i hjemmet Hvis I som forældre dufter parfumeret, når I henter eller afleverer jeres børn, vil vi bede jer om ikke at opholde jer på børnenes stuer, men kun kort hente/aflevere. Dette gælder naturligvis også for alle der henter/ afleverer. Under barnets indkøring gælder de parfumefri regler også for forældrene.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

TEMA: INKLUSION

grund opfordrede vi forældrene til at deres børn ikke kom parfumerede i børnehaven. Gradvist har vi strammet parfumepolitikken mere op. I 2011 havde vi en samtale med forældrebestyrelsen om, at stramme mere op på parfumepolitikken, så i fald at børnene var meget parfumerede, så kunne vi ringe til forældrene, og bede dem hente deres børn. Vi blev dog ringet op af den pædagogiske konsulent, der havde fået en anonym opringning. Fra den pædagogiske konsulent fik vi at vide, at vi ikke måtte bede forældrene om at hente deres børn, fordi der skal være plads til alle. Vi må gerne henstille, men ikke stille krav. Ambitionsniveauet skulle derfor sænkes, hvilket er blevet gjort herefter.« Social isolation Lisbeth fremhæver: »Det er rigtig svært for det barn eller den medarbejder, der ikke kan tåle parfume, at sige til andre: »Jeg kan simpelthen ikke være i nærheden af dig.« Der er stadigvæk en tendens til at tro, at parfumeallergi er »hysteri,« men for det barn eller den voksne, der lider af parfumeallergi, kan det betyde, at de bliver meget syge. Det betyder også, at vedkommende er meget afhængig af, at andre tager hensyn, da der ellers er stor risiko for social isolation. For os er det ikke noget stort offer, at skulle tænke over at minimere parfumen,

men for det udsatte barn eller medarbejder, kan det få en helt afgørende betydning for, hvorvidt de er sociale deltagere i et fællesskab eller ej. På den måde bliver det afgørende for enten udvikling eller social isolation.« Sammenlægning Lisbeth: »Institutionen er pt. for lille til at være bæredygtig i Københavns Kommunes klyngetænkning. I den forbindelse har vi problemer med hvad vi skal gøre. Det er problematisk for os, hvis vi skal sammenlægges og blive en stor institution, da det vil være svært at videreføre vores parfumepolitik. Vi har overvejet at blive lagt sammen med en institution, så vi fik fælles ledelse, men ikke samme lokaler. Problemet er, at vi stadigvæk ikke ville blive bæredygtige. Hvis vi bliver lagt sammen med en anden institution, hvor det parfumefri miljø ikke kan bibeholdes, kan vi frygte at vores astma/allergi børn, vil få det dårligere, og at både børn og voksne med MCS vil blive syge.« Inklusion – en lille institution At børnehaven er lille betyder ifølge Lisbeth blandt andet, at: »Vi kan skabe en rolig hverdag, hvor støjen er reguleret. Hvis der f. eks. er brug for et frikvarter, sætter vi musik på og danser i et begrænset tidsrum. Derefter er der igen nogenlunde roligt på stuen. Spe-

Multiple Chemical Sensitivity (MCS) Den engelske betegnelse Multiple Chemical Sensitivity eller MCS, er den mest anvendte betegnelse for intolerens overfor kemikalie og duftstoffer. På dansk kan det oversættes med »kemisk intolerans.« Forskellen på allergi og intolerens er, at allergi kan måles fx ved blodprøve eller priktest. Intolerans derimod kan ikke måles, men baseres på de enkeltes erfaringer. Overfølsomhed anvendes både om allergi og intolerans. Symptomerne fra MCS kan komme fra både organer og centralnervesystemet. De mest almindelige symptomer er slimhindeirritation i øjne, næse og svælg, vejrtrækningsbesvær, influenzalignende tilstande (svimmelhed, muskelsmerter), ledsmerter, hudproblemer (fx kløe, tørhed og udslæt), træthed, hovedpine, hukommelses – og koncentrationsbesvær, manglende energi, følelsesmæssige svingninger (fx irrationel irrtabilitet og nedtrykthed) og smerter i brystet. Når man har MCS bliver man syg af ganske små mængder af et eller flere kemiske stoffer, man ikke kan tåle. Dvs. man er nødt til at undgå dem, hvilket kan resultere i en betydelig social isolation: Man kan ikke gå i teatret, biografen, på restaurant eller cafe, komme i foreninger og til fest. Kort sagt: Almindeligt socialt samvær vanskeliggøres. Man bliver meget afhængig af om familie, venner, bekendte, kolleger, naboer osv. Vil respektere ens situation og tage de fornødne hensyn. Det er vanskeligt at foretage de daglige indkøb og mere specifikke ting, for nogle endda helt umuligt, og dette giver yderligere vanskeligheder og afhængighed. Sidst, men ikke mindst, mister man måske sit job, og en revalidering er umulig, fordi hvor er der ikke kemi, der gør en syg. Ønsker du mere information så se www.mcsforeningen.dk.

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

Kilde: www.mcsforeningen.dk

cielt præmature børn mangler ofte filtre – særligt i forhold til lyd – og her er det en stor fordel, at vi er et lille sted. Vi kan desuden skabe et miljø med få børn og voksne, hvilket betyder begrænset risiko for infektionssmitte, samt et rum, hvor man ikke kan være »ude af øje« ret lang tid af gangen. Yderligere betyder vores størrelse, at vi kan skabe en hverdag, hvor vi i de mindre grupper kan støtte de børn, der har svært ved at overskue store

forsamlinger, og har brug for støtte til at indgå i sociale relationer og aktiviteter. Hverdagsstrukturen er overskuelig og genkendelig, med få personer børnene kan relatere til. Da vi i alt kun har 22 børn (4 voksne), vil også børn med særlige behov, gennem dagligt nærvær og udfordrende og støttende aktiviteter, blive parate og modne til at begynde i en helt almindelig skole med færdigheder, som sikrer en god start – og uden behov for særlig

støtte. En pædagogik vi vægter højt og gerne vil understøtte. Sidst men ikke mindst giver vores duftpolitik alle børn et rimelig rent, kemikalie- og duftfrit miljø. Da stadig flere børn får astma, bronkitis og allergier, prøver vi så vidt muligt, at holde børnehaven fri for allergifremkaldende faktorer for at forebygge inhalation af dufte fra fx parfume, tobaksrøg, kemikalier og bilforurening, der kan forværre astma og andre sygdomme i luftvejene.« Y

Bupl Hovedstaden om inklusion Vi har igennem temaet i dette nummer taget et kig på hvordan forskellige institutioner i Hovedstaden arbejder med inklusion. Men hvordan forholder BUPL Hovedstaden som fagforening sig til begrebet? For at få svar på dette spørgsmål har vi sat formand Henriette Brockdorff stævne, til en kort snak om inklusion.

bestemmelser og principper. Hvor grænsen går for inklusion, og hvilke børn der kan inkluderes, og hvem der ikke kan, må ikke blive genstand for one size fits all modeller og løsninger. Vi insisterer på, at der skal ske en konkret vurdering af det enkelte barn og den enkelte gruppe. Inklusion kan være et rigtigt godt værktøj og give rigtig god mening mange steder, mens andre steder kalder på andre løsninger. Med andre ord, ikke inklusion bare for inklusionens skyld!«

Hvordan forholder BUPL Hovedstaden sig sådan overordnet til begrebet inklusion?

Hvad gør BUPL Hovedstaden for at sikre de bedst mulige vilkår for pædagogerne, i deres arbejde med inklusion?

»Vi ser rigtig mange fornuftige initiativer rundt omkring i kommunerne, og overordnet set er vi glade for at problematikken har fået politisk bevågenhed. Med det sagt, er det dog også vigtigt for os at fastholde, at det skal være de pædagogiskfaglige argumenter i de enkelte situationer, der skal gå forud for overordnede

for, at området bliver prioriteret økonomisk.« Hvad arbejdes der konkret med i BUPL Hovedstaden mht. inklusion? »Konkret vil vi understøtte kampen for, at støttepædagogordningen fastholdes, og samtidig kæmpe videre med at udvikle PPR samarbejdet i dialog med kommunerne. Sidst men ikke mindst, vil vi fortsat støtte op om arbejdet med den ekstra tildeling til de sociale normeringer, ansættelse af uddannede pædagoger, og tid til pædagogisk refleksion som vi var med til at forme gennem deltagelse i Pædagogisk Kvalitetsudvalg.« Y

»Her i BUPL Hovedstaden arbejder vi hårdt for, at der skabes de bedst mulige rammer for pædagoger i arbejdet med inklusion. Der er ingen tvivl om, at der kan sættes lighedstegn mellem de ressourcer der tilføres området og kvaliteten af arbejdet, og vi vil derfor til stadighed kæmpe

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

»Jeg havde givet op, hvis det ikke var for BUPL« Ingelise Pedersen blev tilkendt en erstatning, fordi kommunen havde taget hendes sygedagpenge og ikke arbejdsprøvet hende. Det er sket på baggrund af en sag, som hun aldrig havde magtet at starte alene, men hun fik vejledning og kampgejst fra BUPL Hovedstadens sagsbehandlerteam. Tekst: Marie Varming

BUPL HJÆLPER Det var en trist og bedrøvet Ingelise, der første gang skulle til møde i BUPL Hovedstaden. Ingelise Pedersens bror var lige død og hun var for syg til at bestride jobbet som pædagog og børnehaveleder, der

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

havde været hendes identitet igennem 37 år. Da hun kommer inden for, møder hun sin sagsbehandler, Helle Schøtt. Hende skulle hun siden til mange møder hos, ligesom det blev til en del telefonsamtaler mellem BUPL Hovedstadens kontor på Østerbro og Ingelises hjem i Nordvest.

»Jo mere jeg talte med Helle, desto mere tryg var jeg. Vi kender hinanden rigtig godt i dag,« siger Ingelise og kniber en taknemmelig tåre. »Vi har endda fået samme hårfarve efterhånden,« siger hun med henvisning til både hendes og Helles røde farve. »Men jeg må indrømme, at det var svært for mig første gang, jeg skulle

ind på BUPL Hovedstadens kontor. Jeg var deprimeret og helt ude i tovene. Men Helle og jeg faldt hurtigt i hak, og jeg føler, at jeg har fået uendeligt meget støtte og hjælp fra den kant,« siger Ingelise Pedersen. Kontingentet værd Resultatet af sagen blev, at Ingelise Pedersen blev tilkendt en erstatning på en halv million kroner. Men så langt var hun aldrig kommet på egen hånd, bedyrer hun. »Det var en stor lettelse at sagen endelig fandt en afslutning. For mig handlede det ikke om beløbets størrelse, men at få ret i at jeg var blevet uretfærdigt behandlet«, fortæller Ingelise. »Hvis det ikke var for BUPL, havde jeg stadig siddet derhjemme kun med min svagelighedspension.« »Jeg er af en generation, som er autoritetstro. Jeg ville aldrig selv have fundet på at klage. Jeg ville have affundet mig med afslaget på arbejdsprøvning. Men jeg må indrømme at jeg den dag i dag ikke ved, hvad jeg kan,« siger Ingelise, som dog for nyligt er blevet medlem af menighedsrådet og også er flittig bankospiller. Hun føler faktisk, at hun er blevet mere syg i løbet af de år, som sagen har varet. Det har været et drøjt, sejt og til tider deprimerende forløb. Til gengæld kan hun glæde sig over, at hendes kamp langt fra har været forgæves. »Dommen vil jo danne præcedens, og det betyder meget for mig, at andre mennesker har gavn af min kamp,« siger den 63-årige kvinde. Til den der venter I dag er det snart syv år siden, at sagen startede, men den er ikke slut endnu, for kommunen har nemlig anket afgørelsen, hvilket kan trække sagen helt ind i 2013. Men selv om den halve million endnu ikke ligger trygt i Ingelises lomme, så er hun allerede meget tilfreds med BUPL’s indsats. »Det handler slet ikke om pengene for mig. Hvis jeg kun havde fået en

Sagen kort • Ingelise henvendte sig i 2007 til BUPL Hovedstaden, da hun var blevet fyret fra sit arbejde som leder i en daginstitution. Den pågældende institution blev kommunaliseret og senere lukket, alt i mens Ingelise var sygemeldt.

at stoppe Ingelises sygedagpenge, da de mener at der ikke er noget til hinder for at Ingelise kan varetage et arbejde, og »hun kan jo bare tabe sig«. BUPL klager over disse afgørelser og får i flere tilfælde sygedagpengene genoptaget.

• I de følgende år er Ingelise stadig sygemeldt og døjer med følgerne af hofteoperationer, knæoperationer og en fejlslagen operation mod overvægt fra 1974. Ingelise lever i denne periode af hendes kvalificerede svagelighedspension. Kommunen træffer flere gange afgørelse om

• Det ender til sidst med at Ingelise og BUPL trækker kommunen i retten og vinder her sagen og Ingelise bliver tilkendt en erstatning på 500.000 kroner.

krone, havde jeg været lige så glad. For mig handlede det om at give kommunen en over næsen, for det handler om princippet i, hvordan kommunen behandler mennesker,« siger hun. »Det støder mig, når en fremmed mand oppe på jobcentret siger, at jeg bare kan tabe mig. Jeg har arbejdet i 37 år med min overvægt, og han havde ikke engang set mig. Det var nok også meget godt, for jeg havde nok kvalt ham, hvis han stod over for mig,« siger Ingelise med et lille grin. »Det er jo ikke for sjov, at jeg er overvægtig. Men jeg må indrømme, at den sætning om at jeg bare kan tabe mig, den gav mig kampgejst,« siger Ingelise. Men det var BUPL, der pustede til kampgejsten og opfordrede Ingelise til at føre sagen til domstolen, samtidig med, at de hjalp hende med at holde rede på alle paragraffer og oversatte de komplicerede breve til helt almindeligt dansk. »Jeg havde jo for eksempel aldrig fundet ud af, at jeg var berettiget til både svagelighedspension og sygedagpenge. Men for mig handler det ikke om penge. Jeg vil bare ikke snydes for det, der tilkommer mig,« siger hun. Derfor takker hun i dag sig selv for troligt, at have betalt kontingent til BUPL gennem alle årene.

• Sagen bliver derefter anket af kommunen.

»En fagforeningen er jo ligesom en forsikring. Man håber, at man aldrig får brug for den. Jeg har altid været medlem, og jeg har aldrig overvejet at melde mig ud, også selvom jeg aldrig har kontaktet BUPL før dette skete. Men nu må jeg indrømme, at jeg ikke havde en jordisk chance for at finde ud af alt det her selv,« siger Ingelise. Nye møbler i horisonten Selv om den halve million stadig ligger i rettens varetægt, kan Ingelise jo godt begynde at drømme om, hvad hun skal bruge pengene til, men det gør man ikke, når man har levet et sparsommeligt og beskedent liv, som hun har. »Jeg har altid haft min opsparing, og jeg har aldrig bedt om penge på socialkontoret. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal bruge pengene til. De skulle nok bare fylde nogle huller,« siger hun og tilføjer så: »Jo, jeg kunne nok også godt tænke mig nye møbler til lejligheden, og hvis jeg får pengene, bliver der også råd til, at flyttefolk kan komme og fjerne de gamle.«Y

PÆDAGOGIKKEN VI NTE R 2013

Fra BUPL Hovedstadens Facebook side … »Jeg er desværre arbejdsløs pt og er forholdsvis ny tilflyttet til Kbh. Jeg vil rigtig gerne starte et netværk med ligesindede. Jeg tænker det kunne være dejligt at mødes omkring skrivning af ansøgning, forberedelse af samtaler mm. bl.a. for at give hinanden feedback, tips, tricks en kop mokka, diskussioner, netværker og hvad man ellers kan finde på.«

»Tak for et helt fantastisk godt arrangement. Respekt til Bupl for at handle så hurtigt og gøre denne historiske tur mulig. Vi gjorde en forskel i dag, og det er derfor vi er pædagoger.«

»Børn med homo-, bi- og transseksuelle forældre har behov for børnebøger at spejle sig. 1.000 tak til BUPL for at støtte op om udgivelsen af serien om regnbuedrengen Niller Pilfinger, der vokser op med to mødre.«

»De fagliges viden skal med i skoledebatten: UGENS SPØRGSMÅL: Hvordan får man kreativiteten med ind i den reform af folkeskolen, statsminister Helle Thorning-Schmidt lagde op til i åbningstalen? Læs mere om pædagoger i politik (PiP) … «

Synes godt om

»Årh nu skal vi igen lægge ryg til sygdoms snakken … Hvorfor skal vi altid sammenlignes med skolelærer … vi har altså med de mindste børn at gøre, alle børnesygdommene snot maveonde, ja jeg behøver vist ikke komme med flere eksempler !!! men jeg synes ikke det er en fair snak. dårlig ledere eller ej så arbejder vi altså med små børn og små børn bliver oftere syge … «

»Tillidsbaseret … My a** – der er tale om angreb, på angreb, på angreb af hårdt tilkæmpede rettigheder! Og der skal IKKE bøjes af fra vores side!«

814

Kom og vær med i debatten og vær up to date med din fagforening på