Pædagogikken efterår 2012

PÆ D A G O G I K Ka dEeNn b u p l

h o v e d s t

# 3

E FTE RÅR 201 2

TEMA:

Fremtidens

pædagogiske arbejdsplads

• Vi vejleder dig, når du søger JOB • Vi hjælper dig med at tjekke din LØN OG PENSIONSBIDRAG • Vi vejleder dig om ARBEJDSTIDSAFTALER OG ARBEJDSTIDSTILLÆG • Vi vejleder dig om dine RETTIGHEDER og FORPLIGTELSER • Vi vejleder dig, hvis du BLIVER KALDT TIL TJENSTLIG SAMTALE • Vi rådgiver dig, hvis dine ANSÆTTELSESVILKÅR bliver ændret • Vi bistår og rådgiver dig, hvis du BLIVER AFSKEDIGET • Vi vejleder dig om dit ARBEJDSMILJØ • Vi bistår og rådgiver dig, hvis du får en ARBEJDSSKADE • Vi vejleder dig om dine rettigheder i forbindelse med FERIE OG FERIEPENGE • Vi bistår og vejleder dig, når du bliver SENIOR • Vi vejleder dig i forbindelse med din GRAVIDITET, BARSEL, ADOPTION eller FORÆLDREORLOV • Vi vejleder dig, hvis dine børn eller andre i FAMILIEN ER SYGE • Vi vejleder dig om dine rettigheder, HVIS DU ER SYG • Vi vejleder dig om DIN PENSION

3 Leder

LEDER

4 Kort nyt

Foto: Torben Kastrup

Prioritér børn og pædagoger!

Budgetforhandlingerne er i fuld gang, og Hovedstadens fire kommuner skal derfor til at beslutte, hvorledes rammerne for det pædagogiske arbejde skal prioriteres i næste års budgetter. Landets kommuner har samlet set modtaget 500 millioner kroner til styrkelse af det pædagogiske område, hvoraf de 73,2 millioner går til Hovedstadens 4 kommuner. Millionerne blev i finanslovaftalen afsat til at forbedre normeringerne i landets dagtilbud. Ordlyden ændrede sig dog til ‘pædagogiske forbedringer’ i aftalen med KL – og hvad er så det?

Vi i BUPL Hovestaden er glade for, at regeringen sender et signal om, at den pædagogiske kvalitet skal opprioriteres. Vi er dog samtidig bekymrede. Bekymrede fordi, at der ikke følger specifikke krav med millionerne, der anviser, hvordan de skal bruges. I stedet er det op til kommunerne selv at definere, hvad de mener, ‘pædagogisk kvalitet’ er.

Vi har hos BUPL Hovedstaden gjort det helt klart for kommunerne, at vi ikke mener, at det kan forsvares at bruge bevillingen på andet end penge til institutionerne, hvad end det bliver i form af sociale normeringer eller et generelt løft. Dansk og international forskning viser, at normeringen har en direkte betydning for kvaliteten af det pædagogiske arbejde. At hæve antallet af uddannede pædagoger er derfor den bedste måde at udmønte midlerne i overensstemmelse med regeringens krav og sikre en forsat udvikling i institutionerne.

Heldigvis er pædagoger et kreativt folkefærd, og vi ser rundt omkring i Hovedstadens kommuner en opblomstring af nye metoder i arbejdet med børn og unge. Udviklingsprojekterne er skabt af pædagogerne selv, men de har brug for kommunernes støtte – økonomisk såvel som politisk. Kun på denne måde kan metoderne bære frugt og udvikle nye skud – nye ideer, der kan sikre udviklingen på det pædagogiske område. Det er derfor af afgørende betydning, at udviklingen på daginstitution og klubområdet ikke bliver sparet ihjel. Investering i det pædagogiske område vil på den lange bane give afkast i form af livsduelige unge med evnen til at tage kvalificeret del i demokratiet.

Det er essentielt, at bevillingen bliver en saltvandsindsprøjtning, der kan mærkes helt ude på institutionsniveau.

Det er vigtigt for mig at understrege, at fremtidens pædagogiske arbejdsplads skal formes og farves af pædagogerne – I færdes i institutionerne til hverdag og ved, hvad der foregår. Det er derfor vigtigt, at du som pædagog deler din viden og giver din mening til kende på arbejdspladsen såvel som i BUPL regi og ikke mindst i den politiske debat.

Med venlig hilsen Henriette Brockdorff Formand for BUPL Hovedstaden

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads 6 Indledning 8 Hvordan skal bordene stå?

10 Fremtidens pædagogik 12 Grobund for kvalitet 5 Tværfagligt samarbejde 1 om tidlig indsats 18 Tendenser i pædagogikken 20 Vi bruger idrætten pædagogisk 22 Inklusion og mediation 25 LEDERHJØRNET: Lytter vi til hinanden?

26 Totalteater og tomme kaffekander

Udgiver BUPL Hovedstaden Rosenvængets Allé 16, 3. sal 2100 København Ø @: hovedstaden@bupl.dk www.bupl-hovedstaden.dk Tlf: 35 46 57 50 Redaktion Henriette Brockdorff (ansvarshavende) Sebastian List Feirup (redaktør) Erik Steppat / Flussi Sigrid Borup Bojesen Foto Sebastian List Feirup (med mindre andet er angivet) Forside Karina Juhl Geneser med barnet Mathilde.

Foto: Erik Steppat / Flussi Deadline for næste udgave Torsdag den 1. november 2012 Artiklerne i Pædagogikken er ikke nødvendigvis udtryk for BUPL Hovedstadens holdning eller politik.

Oplag: 6.050 Layout og tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS

3

KORT NYT

Pædagoger i pressen Nuancering af »vuggestuedebatten« Ole Henrik Hansen kritiserede i en ikke udgivet Ph.d, forholdende i landets vuggestuer og anfægtede samtidig pædagogernes faglighed. Dette fik for alvor sat skub i »vuggestuedebatten«.

Debatten nåede så vidt at københavnske forældre blev bange for at sende deres børn afsted i vuggestue. Formand for BUPL Hovedstaden Henriette Brockdorff blev interviewet af DR P4 og fik sat en tyk streg under, at mistilliden er ubegrundet og udtalte, at: »forældrene kan trygt sende deres børn i vuggestuer«.

BUPL Hovedstaden i reformprotest Regeringen fremlagde i perioden en reform af fleksjob og førtidspensionen. Reformen går ud på, at spare et større milliardbeløb på fleksjob og førtidspensionsområdet. BUPL Hovedstaden var en af en lang række fagforeninger, der støttede op om demonstrationen den 4. juni mod regeringens nedskæringer. »Vi ønsker en fleksjobordning, som er attraktiv både for institutioner og fleksjobbere«, udtalte Henriette Brockdorff til »Arbejderen«.

500 millioner mere til børnene En af BUPL’s helt store sejre i perioden er tilførslen af ekstra 500 millioner kroner til 0-5 års området. KL og regeringen er sidenhen blevet enige om, at fordele pengene efter antallet af 0-5 årige børn i den enkelte kommune. Pengene er blevet fordelt således i BUPL Hovedstadens fire kommuner:  Københavns Kommune:  Frederiksberg Kommune:  Taarnby Kommune:  Dragør Kommune:

BUPL støtter op om 3F BUPL Hovedstaden var en af en lang række faglige organisationer, der valgte at vise sympati med 3F og deres kamp for »den danske model«. Demonstrationen »støt fagbevægelsen og den danske model«, den 4. august, talte op imod 3000, der støttede op om 3F’s legtime kamp for overenskomsten. Demonstrationen blev blandt andet omtalt af Vejle Folkeblad, TV2 Syd og TV Avisen.

Marianne – ny lederjurist

58 millioner kroner 10 millioner kroner 4 millioner kroner 1.2 millioner kroner

I forbindelse med denne økonomiske saltvandsindsprøjtning til dagtilbuddene, var det vigtigt for BUPL Hovedstaden at sikre, at pengene blev brugt til ekstra pædagoger og nåede helt ud på institutionsniveau. Formand Henriette Brockdorff udtaler blandt andet til Frederiksberg

4

Bladet: »For os i fagforeningen er det absolut afgørende, at pengene kommer helt ud på den enkelte institution på Frederiksberg. Konkret har vi derfor sagt, at pengene afsættes direkte til at forbedre belastningsgraden.« En pointe der yderligere understreges af BUPL Hovedstadens næstformand, Mia Schou Jørgensen, der udtalte til Frederiksberg Bladet: »Det skal kunne mærkes ude på den enkelte institution, at der kommer højere kvalitet som følge af de ekstra penge kommunen har fået«.

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

Marianne Larsen, 52, er fra september blevet tilknyttet BUPL Hovedstadens lederteam, hvor hendes opgaver primært bliver at assistere lederteamet juridisk.

Marianne er oprindelig uddannet cand.jur i 1990 og har i en årrække arbejdet bredt indenfor det arbejdsretslige område. Hun har blandt andet slået sine folder i faglige organisationer såsom FTF, LO og AC. Ligeledes har hun før sin ansættelse som jurist i lederteamet hos BUPL Hovedstaden været en del af fagforeningens personsagsbehandlings-team.

Arrangementer

DHL-stafet

Fyraftensmøde v. Jeanett Bonnichsen: Pædagoger, børn og stress.

Op imod 40 hold bestående af hver 5 medlemmer fra BUPL Hovedstaden, løb d. 30. august DHL stafet i Fælledparken.

Mandag d. 17. september. Kulturhuset Islands Brygge. Kl. 17.30-20. Se program og tilmeld dig på: www.bupl.dk/hovedstaden

Årsmøde i Lederforeningen Årsmøde i Lederforeningen er både anledning til kollegialt samvær, til fagpolitisk debat og til input om ledelsesopgaven. I løbet af dagen vil der være indspark fra Leon Lerborg, Eva Hallberg og Charlotte Lorentzen.

Onsdag d. 24. oktober 2012 på Borup Højskole København, Frederiksberg kanal 24, 1220 København K. Se program og tilmelding på www. bupl.dk/leder

Fyraftensmøde v. Lisbeth Zornig Andersen: Pædagogen som fyrtårn Tirsdag d. 30. oktober 2012 kl. 17.30-20. Tilmelding og info på hjemmesiden. Se program og tilmeld dig på: www.bupl.dk/hovedstaden

Arbejdsmiljøtræf: »Arbejdsmiljørepræsentantens rolle« Næsten alt påvirker arbejdsmiljøet – betyder det så, at alt er Arbejdsmiljørepræsentantens ansvar?

Med en blanding af teater, oplæg og gruppearbejde vil Dialogteateret føre os igennem de problemer, dilemmaer og muligheder, der er i rollen som Arbejdsmiljørepræsentant.

Mandag den 5. november 2012 kl. 9-16, Kulturhuset Islands Brygge, København. Tilmelding på hjemmesiden eller til Katrine på tlf: 35 46 57 68

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

5

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

Fremtidens pædag

6

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

ogiske arbejdsplads

Fremtidens pædagogiske arbejdsplads vil være BUPL’s tema på næste generalforsamling.

BUPL Hovedstaden ser en stor opgave i at understøtte udviklingen af det pædagogiske arbejde i Hovedstadens fire kommuner. Et pædagogisk arbejde i udvikling er forudsætningen for børn og unge i udvikling. Derfor er det helt centralt, at der skabes de bedste muligheder for at udvikle det pædagogiske arbejde.

I dette nummer af pædagogikken sætter vi fokus på de udfordringer og udviklingsmuligheder, fremtidens pædagogiske arbejds-

plads kan byde på. På de følgende sider vil vi præsentere forskellige pædagogers bud på udfordringer i fremtidens pædagogiske institutioner. Læs også Københavns Børne og Ungeborgmesters politiske udspil til udvikling af den pædagogiske kvalitet og BUPL Hovedstadens svar herpå. Vi præsenterer nogle institutioner, der har valgt at arbejde med særlige metodikker og tværfaglighed.

Metoderne præsenteres efterfølgende.

BUPL Hovedstaden håber, at I pædagoger i hovedstadsområdet vil blive inspireret af temaet og kunne have lyst til at give jeres besyv med på generalforsamlingen d. 4. oktober.

Temaet er skrevet og redigeret af: Sigrid Borup Bojesen, Erik Steppat/Flussi, Sebastian List Feirup, Karina Juhl Geneser, Marie Warming og Majbritt Lykke Andersen

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

7

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

Hvordan skal bordene stå?

Strømninger i det pædagogiske arbejde i SFO’er

Pædagogikken har sat Louise Nilsson og Hans Tugsen i stævne til en snak om fremtidens pædagogiske arbejdsplads og nutidens udfordringer. De er begge tillidsrepræsentanter ved SFO’er på Frederiksberg. Louise og Hans kommer rundt om fuldtidsstillinger, ligeværdighed mellem undervisning og det pædagogiske arbejde, børnenes egne muligheder for at planlægge deres tid, SFO’en mellem skole og civilsamfund, overgange mellem børnehave og SFO, muligheder for fælles afklaring af nye udfordringer, kombinationslokaler og bordopstilling.

Tekst og foto: Flussi/Erik Steppat, ers@bupl.dk Samarbejdet mellem skolen og SFO’en Louise og Hans er enige om, at det særlige og til tider udfordrende ved at arbejde i en SFO er det tætte samarbejde med skolens personale. Med skolelederen som øverste chef og på grund af skiftende samarbejder med lærere og pædagoger på skolen, så kræver det noget specielt at være SFO-pædagog. »Det [at være SFO-pædagog.

Red.] er noget man skal vænne sig til« fortæller Louise. Hun opleverer, at der nogle gange er en konflikt mellem intentionen om at skabe et tværfagligt samarbejde mellem pædagoger og lærere på skolen og praksis: »Det handler om, hvem man er på stedet. Nogen gange kommer det også lidt på kanten, hvor nogen siger, hvis vi er en samlet skole, hvorfor skal vi så ikke være med til det her? Hvorfor skal vi kun være sammen nogle gange og så ikke i andre situationer«.

Louise mener dog,

8

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

at integration mellem skole og SFOområdet er blevet bedre, i hvert fald når man ser på aktivitetsplanlægningen: »Der har for eksempel været 2 kalendre, skolens og SFO’ens. Når vi planlægger aktiviteter, skal vi jo ikke have en kæmpe turnering samtidig med en emneuge i skolen – også fordi vi lægger flere timer i skolen, når der er emneuge. Det er noget af det, vi er begyndt at tale med skolelederen om«.

Louise og Hans brænder for det pædagogiske arbejde i deres SFO’er. Og sammentænkningen mellem skolen og SFO’en har også ansættelsesmæssige fordele: »Jeg ser det som vores held, at der er et samarbejde med skolen, hvor der er mulighed for at have fuldtidsstillinger. Jeg mener, vi skal opretholde fuldtidsstillinger, da vi på den måde får den bedste arbejdskraft,« fortæller Hans.

Pædagoger skal have fuldtidsstillinger for at kunne være med i skolen og for at kunne se en hel-

hed i børnenes dag. Desværre har Frederiksberg Kommunes budgetlægning og nogle pædagogers egne valg ført til, at der er flere stillinger på 32 timer i SFO’erne. Det skaber to hold pædagoger. Det ene hold er med i skolen, og det andet hold er ikke med. »De pædagoger, der ikke er med i skolen, kan nogen gange føle sig udenfor, når de ikke er med i planlægningen og aktiviteterne i skolen. De har heller ikke mulighed for at følge børnene i skolen, inden de kommer i SFO’en. Det bliver lidt som dem og os.«, siger Louise. »Nogen føler sig måske endda som andenrangs pædagoger, fordi vi har været en samlet arbejdsstyrke«, supplerer Hans.

Frirum i fritiden eller planlagte aktiviteter BUPL arbejder for, at fritidshjem og SFO’er skal være frirum, der giver børnene mulighed for selv at tage stilling til, hvad de vil bruge tiden efter skole på. Dette arbejde giver genklang ude på SFO’erne.

Hans fortæller engageret: »Jeg vil sige, der en strømning, der gør, at vi fokuserer mere og mere på, hvad børnene skal lave, når de har fri fra skole. Jeg en af dem, der siger, vi skal også huske, at det er deres frirum.

Hvis vi planlægger hele deres eftermiddag for dem, så er det i virkeligheden bare skolen, vi fører videre i en anden ramme. Jeg tror, det er meget sundt, at børnene selv skal finde på de ting, de gerne vil lave«.

På Louises SFO kan børnene også selv vælge »Vi har planlagt mange aktiviteter, som de kan vælge, men de skal også kunne sætte sig på en stol sammen med 3 venner«.

Lærere og pædagoger tættere på hinanden Snakken falder på, om der er lighed mellem lærere og pædagoger. »Fra jeg startede der for 8 år siden og til i dag, har lærerne taget samarbejdet med pædagogerne til sig. Vi er en del af skolen. Lærerne anerkender, at vi har en større pædagogisk forståelse. Lærerne tænker ikke pædagoger som nogle, der sidder ovre på radiatoren men som en arbejdskraft, der kommer med nogle andre ting, end det de har« siger Hans og fortsætter: »Vi kører samarbejdet med lærerne i årgangsteam, hvor vi mødes 5 gange om året og planlægger fælles aktiviteter. Pædagogerne byder ind med deres kompetencer«.

Louise falder ind: »Det er i hvert fald sådan, at lærerne planlægger efter, hvornår pædagogerne er der.

I starten var aktiviteterne planlagt«.

Hans nikker eftertænksomt og tilføjer: »Det er nok ikke sådan alle steder. Det er noget vores ledelse har fundet på. Tillidsrepræsentanterne i de 10 SFO’er på Frederiksberg har deres eget netværk, og det er tydeligt, at vi organiserer samarbejdet på forskellige måder«.

Kombinationslokaler – fri os for dem!

Samarbejdet med lærerne har udviklet sig over årene. Kombinationslokaler er dog et stort problem. Kunne vi være dem foruden, så var det at foretrække. Louise fortæller: »Hvert år skal vi aftale bordopstillingen, og hvordan lærerne og pædagogerne

hver for sig vil bruge kombinationslokalerne«. Hans fortsætter: »Hos os har vi haft spørgsmålet om bordopstilling oppe i ledelsen. Læreren ville have bordene stående på række med 2 børn ved hvert bord. Den opstilling giver altså ikke noget godt rum til aktiviteterne i SFO-tiden«.

Louise er enig: »Vi er kun lige startet på skoleåret, men vi kan godt mærke nogle spændinger, der ikke har været der før«. »Børnehaveklasselederne indgår også i SFO’ens aktiviteter for at kunne opretholde fuldtidsstillinger, og det skal SFO’ens økonomi så bidrage til. Det er underligt!« synes Hans.

Sportsklubber indover SFO-tiden Frederiksberg Kommune tilbyder aktiviteter som floorball og skoleskak i SFO-tiden, i deres lokaler. Hans beretter: »Der er en stærk strømning i kommunen, hvor foreninger kommer ind over SFO-tiden. Det er problematisk, og hvem har ansvaret?«.

Louise og Hans siger samstemmende: »Vi oplever de fritidsaktiviteter kommunen tilbyder som en trussel for vores fuldtidsstillinger.

Kommunen har en målsætning om at tilbyde forskellige aktiviteter til børnene i løbet af året«.

Hans ser muligheder i ideen om at inddrage foreningerne: »Det er ikke nødvendigvis en dårlig ide. Jeg kan godt se, at nogle børn kan have godt af tilbuddene. Pædagogerne skal bare være med i aktiviteterne. I skoletiden ville aktiviteterne være idræt og lærerne ville være med« siger Hans. Fritidstilbuddene fra kommunen bekymrer dog Louise: »Jeg tænker om, der så er nogle af os, der bliver overflødige?« Et par ønsker til fremtiden Hans Tugsen ønsker sig tid til fælles refleksion og udvikling, når der kommer nye strømninger. »Vi er nogle, der er uddannet i 70’erne, nogle i 80’erne, andre i 90’erne og igen i nullerne, så vi har forskellige forståelser og udgangspunkter. Det vil være fint,

hvis vi fik fælles tid til at drøfte nye ideer og opgaver sammen,« udtaler Hans.

Louise Nilsson ønsker sig en bedre overgang mellem børnehave og SFO/skole »Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne tage nogle pædagoger ud af skemaet i SFO’en nogle timer, så de kan lære børnene i børnehaven og deres baggrund at kende, og få en viden der kan gavne i samarbejdet med børnehaveklasseledere og lærere omkring klassedelingen.« siger hun. Y

Louise Nilsson, TR ved SFO Firkløveren ønsker sig en bedre overgang mellem børnehave og SFO/skole.

Hans Tugsen, TR ved SFO Pyramiden ønsker sig tiden til fælles refleksion og udvikling, når der kommer nye strømninger.

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

9

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

Fremtidens pædagogik Er 70’er pædagogikken ude? Kys, kram, kærlighed og omsorg! – Det er dét, det handler om.

Samtale mellem Erik Nielsen, pædagog fra 1976, Børnehaven Hylet, og Signe Rekve, cand. pæd.pæd. fra 2009 og afdelingsleder i Ungdomsgårdens Børnehus om udfordringer i det pædagogiske arbejde.

Tekst: Flussi/Erik Steppat, ers@bupl.dk

Dialogen som redskab. Vi skal lære af hinanden.

Signe Rekve lægger ud: »Der er forskel på en pædagog uddannet i 70’erne og en pædagog uddannet i dag. Jeg anfægter ikke de garvedes faglighed som sådan, for jeg tror stadig, det kunne være relevant at se på en dagsorden fra et p-møde fra dengang. Problemet ligger i, at omstændighederne afholder de gar-

vede fra at udføre den pædagogik de brændte for dengang.« Erik Nielsen svarer: »Det vil jeg nu påstå, at de godt kan. Jeg har arbejdet som pædagog siden 70’erne. Jeg synes, at mange af vores grundlæggende ting er der stadigvæk. Den dér med kys, kram og kærlighed og omsorg. Man kan ikke skælde et barn ud, hvis man ikke har givet det tilstræk-

keligt mange knus. Alle de ting havde man meget fokus på dengang. At tage et barn på skødet og kropsligheden med børnene. Det er da en af de ting, der er fundamentet. Det kom meget i 70’erne. Vi kan sagtens have mange forskellige pædagogiske retninger. Vi kan kalde det, hvad vi vil, men hvis ikke børnene får omsorg og kærlighed, så er det røv og nøgler.« Erik Nielsen fortsætter: »Det er meget af vores filosofi fra 70’erne. Børnene har brug for omsorg og kærlighed. Det har vi også som voksne! Så kommer udviklingen og læringen. Vi arbejder målrettet og bevidst med, hvordan de får venner. Hvordan de opbygger netværk. Hvordan de integrerer andre i deres lege. Hvordan de skaber fællesskaber. Det, mener jeg, er hele grundlaget for samfundet. Nu hedder det så inklusion, men det er kort og godt fællesskab!«

Foto: Erik Nielsen

Signe Rekve falder ind. »Det er også sådan, jeg ser det. Jeg oplever dog, at de pædagoger, der har været med siden 70’erne, er blevet sat ud af spillet. Der er ikke meget pædagogik tilbage længere. De er simpelthen blevet pressede – på det oplagte: Tid og penge – men også pædagogisk er de blevet usikre de sidste 5 – 7 år.

Erik Nielsen, pædagog fra 1976, arbejder til daglig i Børnehaven »Hylet«.

10

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

Signe Rekve uddyber. »Jeg oplever ikke, at der er noget i vejen med den pædagogik, de engang stod for. Men den er ikke længere med i deres måde at arbejde på i hverdagen. Jeg oplever, at det er de nyuddannede, der har en hel masse ideer, og de kan argumentere grundigt teoretisk velovervejet for deres ideer. Det kan få de garvede pædagoger til at træde tilbage.

De garvede føler dog stadig, at de har ret. Føler sig overbeviste om, at det de gør, er det rigtige. Men de har et problem med at få sat ord på hvorfor. Fællesskabet er stadig kodeordet, men vi bliver nødt til at samles om det fælles tredje, som er fagligheden. Der bliver nødt til at være en tydelig ledelse, som går ind og sørger for, at de pædagoger, der har været der i rigtig mange år, får redskaber til at få sat ord på, at det, de kæmper for, stadig er rigtig vigtigt.« Erik Nielsen tager over. »Vi taler meget om ledelsens ansvar, men det pædagogiske arbejde og at overholde aftalerne det er et fælles ansvar. Har vi aftalt en tur, så skal vi på tur. Hos os i Hylet har vi børnemøder, hvor vi aftaler, hvad vi skal lave. Så dur det ikke, at vi ikke holder, hvad vi aftaler.« Erik Nielsen fortsætter. »Personalegruppen er et fællesskab. Kan vi ikke få fællesskabet på arbejdspladsen til virke, så er det svært at få børnene til at indgå i fællesskaber. Børnene ser, hvordan vi omgås hinanden, og så er det vigtigt, at vi er der for hinanden. På mandag kommer en af mine kolleger tilbage fra ferie. Så får hun et kram af alle os andre. Og af forældrene. Så ser

Foto: Marcus Jessen

De er blevet mere tilbagetrukne, og mange er negative overfor pædagogikkens udvikling. Nu var jeg ikke selv med dengang, men efter hvad de fortæller og det jeg ser i dag, ja så er de en faggruppe, der på det nærmeste er blevet tabt på gulvet. De føler sig ikke klædt på til at være skriftlige. Føler sig ikke klædt på til at tale samme fagsprog. Det er et problem!«

Signe Rekve, cand.pæd.pæd. fra 2009 og afdelingsleder i Ungdomsgårdens Børnehus.

børnene, hvordan man gør. Der skal være omsorg og kærlighed til børnene, men det gælder også de voksne.« Signe Rekve fortæller. »De nyuddannede kan beskrive opbygningen af en pædagogisk hverdag, men kan ikke samle 25 børn til en samling. Det kan de garvede. Vi skal lære af hinanden, og vi kan ikke undvære hinanden i praksis. Dialogen er et vigtigt redskab, og vi skal alle kunne grine af os selv og tale åbent om vores praksis.

Jeg har en kollega, der ikke er særligt fysisk med børnene i sit arbejde, men til gengæld kan hun spotte et barn, der har det lidt dårligt på flere kilometers afstand. Hun kan også stå med 40 børn og spørge, hvor Julie er. Det kan jeg ikke, så vi må hjælpe hinanden og lære af hinanden.« Signe Rekve og Erik Nielsen er enige om, at forandringerne er kommet for at blive. Erik Nielsen siger, at: »Derfor skal vi være i dialog med hinanden i egen institution men også med kollegerne i andre institutioner. Det

behøver ikke være naboen. Det kan være en institution på Amager og en i Brønshøj. Telefonen er opfundet, og der er mange andre muligheder for at være i kontakt. Vi har brug for hinanden, når vi skal klare udfordringerne og afvise, hvad vi ikke vil være med til eller lave om på. Vi ejer ikke institutionerne. Der kommer nogle efter os, så vi kan ikke bare sætte os hen med hænderne i skødet.« Signe Rekve falder ind. »Formålet og kravene til institutionerne har ændret sig de seneste 10 år. Det betyder, at vi hele tiden skal arbejde med de overordnede værdier, så vi ikke bliver hængende i skænderier om hverdagens detaljer. Hvad er for eksempel formålet med at have puslespil i børnehaven? Kommer regler for oprydning i første række eller skal livet i børnehaven være en fest – og så rydder vi op bagefter? Nyuddannede og garvede skal organisere sig og blive enige om et nyt fælles værdisæt, så står vi stærkt!« Y

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

11

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

Grobund for kvalitet – plads til metodefrihed

Arbejdet i Pædagogisk Kvalitetsudvalg (PKU) er netop afsluttet med en konference. Det betyder, at institutionerne skruer op for refleksionen, og at de institutioner, som har flest socialt udsatte børn får flere penge til pædagoger, lover Københavns Børne- og Ungdomsborgmester, Anne Vang (S).

Tekst og foto: Marie Varming Anne Vang har netop afsluttet et halvt år for bordenden i Pædagogisk Kvalitetsudvalg, som har haft til opgave at øge kvaliteten i de københavnske institutioner. »Det har været et privilegium, at det handlede om kvalitet og ikke besparelser,« siger hun. »Og så har det været spændende, at der har siddet repræsentanter fra så mange fagområder om bordet,« siger hun med henvisning til, at både Dansk Pædagogisk Universitet, Professionshøjskolen Metropol, en lang række daginstitutioner og fritidstilbud samt BUPL i form af Henriette Brockdorff har siddet med.

Sammen har de mange aktører skulle finde frem til, hvordan kvaliteten øges for børn og unge i institutioner og fritidstilbud i Københavns Kommune.

Chancelighed er et af de ord, som er blevet helt centralt i resultatet af de mange møder i PKU. »Det betyder, at nogle børn har brug for ekstra opmærksomhed i dagtimerne, fordi de ikke får det derhjemme. Her skal vi gøre noget ekstra. Det har været sådan, at alle institutioner havde nogenlunde de samme ressourcer, men vi vil ikke tage penge fra de ressourcestærke institutioner. I stedet har vi fået eks-

»Politikerne vil gerne høre, hvor institutionerne vil hen, hvilke mål de gerne vil nå, hvilke barrierer der er for at nå målet – også pejlemærkerne – og hvad der skal til for at overvinde disse barrierer. Vi vil gerne have nogle konkrete forslag til, hvordan barriererne kan overvindes. Vi kan ikke bruge et »vi skal bruge så og så mange ekstra millioner,« men konkrete forslag vil vi gerne have.«

Anne Vang på Pædagogisk Kvalitetsudvalgs Konference 23. august 2012

12

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

tra penge til de steder, der er ekstra brug for det, så de kan få flere pædagoger,« siger Anne Vang, som også gør sig store forhåbninger for de kommende budgetforhandlinger i kommunen.

Det glæder formand for BUPL Hovedstaden, Henriette Brockdorff. »Jeg håber, Anne Vang har ret i sin optimisme, for efter de seneste års nedskæringer er der meget brug for ressourcer. Strukturreformen har betydet nedskæringer, og det har vi brug for at få rettet op på,« siger Henriette Brockdorff, som er enig i, at det er de ressourcesvage institutioner, som primært skal tilgodeses med nye ressourcer.

Anne Vang understreger, at der naturligvis ikke er nogen beløb, som er sikre endnu, da budgetforhandlingerne i Københavns Kommune først finder sted i september. Hun ved dog allerede, at hun har 58 millioner at gøre godt med, for de penge har staten bevilget. Men hun er dog allerede nu sikker på, at de er øremærket de »svage« institutioner, hvor nogle børn møder op på tom mave, og pædagogerne skal bruge tid på at ringe til socialforvaltningen eller bestille tolkebistand for at tale med forældrene.

Derudover regner Anne Vang med, at en forsøgsordning med at tilknytte

Københavns Børne- og Ungeborg­mester Anne Vang tager imod til en snak om forhandlingerne i Pædagogisk Kvalitetsudvalg.

socialrådgivere til visse institutioner bliver gjort permanent, når budgetforhandlingerne er tilendebragt i september.

Pejlemærker ligger fast Udover de praktiske foranstaltninger og ekstra penge til trængte institutioner, så har PKU også udarbejdet en række pejlemærker. Og for Børn- og Ungeborgmesteren er det vigtigt, at der er tale om pejlemærker, som man skal arbejde sig frem til på sin egen måde. For hende er det vigtige målet – ikke vejen derhen. Og så det at man har gjort sig nogle tanker om det.

»Jeg har lige læst en undersøgelse, der viser, at børn, som kommer fra lidt mere belastede hjem, og som måske lugter lidt eller ikke altid har fået rent tøj på eller været i bad for nyligt, de tages mindre op af pædagogerne i institutionerne.

Det går selvfølgeligt ikke. Derfor har vi et pejlemærke, der siger, at alle børn har ret til positiv voksenkontakt hver dag. Hvordan en institution så vil bære sig ad med at sikre det, bestemmer de selv,« siger Anne Vang og kommer med et eksempel fra et af sine besøg i kommunens institutioner.

»Jeg har blandt andet besøgt en institution, hvor alle børnene havde en farve, og når pædagogerne havde talt med barnet, så satte de den farve magnet op på en tavle. På den måde kunne de sidst på dagen se, om der var nogle børn, der var blevet overset,« fortæller Anne Vang. »Det er en rigtig god måde at tænke positiv voksenkontakt, men det virker måske ikke alle steder.

Jeg vil derfor ikke gå ud og indkøbe magneter til 600 institutioner. De skal selv vælge, hvordan de vil gøre det. Vi skal væk fra regel- og kontrolhelvedet, og i stedet skal vi have

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

13

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

»Jeg synes stadig, vi mangler fokus på pædagogernes faglighed. Vi hører ofte fra dem, at de ikke har tid til at fordybe sig sammen med det enkelte barn. De føler, at de skal gå på kompromis. Derfor ønsker vi os flere ressourcer til at udnytte deres faglige potentiale og øge andelen af fagligt uddannet personale i institutionerne.« Henriette Brockdorff

refleksion over arbejdet samt metodefrihed til at vælge det, som virker bedst i hver enkelt institution,« siger Anne Vang.

Anne Vangs udsagn om at afskaffe unødig kontrol og dokumentation, vækker glæde hos BUPL Hovedstaden. Henriette Brockdorff udtaler: »Det er dejligt at se, at pædagoger nu igen kan få lov at bruge tiden på den pædagogiske opgave frem for unødig kontrol og dokumentation.« Henriette Brockdorff udtrykker desuden stor tilfredshed med, at der kommer bedre mulighed for at arbejde systematisk og metodisk, og at pædagogerne får autonomi i metodevalget. På konferencedagen, hvor PKU fremlagde deres anbefalinger, var dette også et tiltag, der blev udtrykt stor begejstring over. Et forslag

hvor flere pædagoger gav udtryk for at føle sig hørt og forstået.

Snak sammen Det har desuden været centralt for PKU at finde bedre rum for vidensudveksling. »For det første vil vi indføre en pædagogisk dag, hvor personalet kan samles en hel dag og diskutere, hvordan de bedst når pejlemærkerne.

Det er lidt af en udfordring, fordi vi jo ikke bare kan lukke institutionerne en ekstra dag, så pædagogerne kan mødes. Der skal derfor skaffes nogle penge, så den pædagogiske dag eksempelvis kan lægges på en lørdag,« siger Anne Vang. »Derudover vil vi have at evalueringen af de forskellige metoder og resultater foregår på tværs af insti-

tutionerne i såkaldte evalueringsfællesskaber, hvor man lærer af hinanden,« siger Anne Vang, som i øvrigt vil tilknytte både forskere og politikere til evalueringsfællesskaberne.

Henriette Brockdorff glæder sig over, at en pædagogisk dag med fokus på fagligheden er kommet så højt op på prioriteringslisten i PKU. Et forslag, der i øvrigt blev fremsat af BUPL, og som blev mødt af klapsalver på PKU´s konferencedag. Men hun understreger, at hvornår dagen skal ligge, og hvordan den tilrettelægges, er op til den enkelte institution.

Men også at pædagogerne får en mere direkte adgang til politikerne i form af evalueringsfællesskaberne, er noget som glæder Henriette Brockdorff. Men der er stadig et stykke vej, til hendes højeste ønske er opfyldt. »Jeg synes stadig, vi mangler fokus på pædagogernes faglighed. Vi hører ofte fra dem, at de ikke har tid til at fordybe sig sammen med det enkelte barn. De føler, at de skal gå på kompromis. Derfor ønsker vi os flere ressourcer til at udnytte deres faglige potentiale og øge andelen af fagligt uddannet personale i institutionerne,« siger Henriette Brockdorff. Y

Pejlemærkerne fra PKU  Alle børn har ret til positiv voksenkontakt hver dag  Alle børn skal opleve et trygt og omsorgsfuldt miljø  Alle børn skal opleve at være del af et socialt fællesskab  Alle børn skal have de bedste muligheder for at udvikle deres sprog  Alle børn skal opleve en helhed i deres liv specielt ved overgange  Alle institutioner skal vælge en metode til at arbejde systematisk og reflekteret  Forældre og institution skal indgå i et ligeværdigt samarbejde

14

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

Tværfagligt samarbejde om tidlig indsats I fremtidens daginstitutioner lægges der op til et øget tværfagligt samarbejde blandt andet med socialrådgivere. Socialrådgiveres funktion har været behandlet i flere artikler – både her i »Pædagogikken,« men også i »Børn og Unge«. I denne artikel vil vi se på, hvordan det tværfaglige samarbejde kan være med til at udvikle børns udviklingsmuligheder og pædagogers faglighed.

I Utterslev Kirkes Børnegård har de taget hul på det tværfaglige arbejde. Utterslev Kirkes Børnegård er en af de lokale institutioner i Hovedstaden. Børnegården har samarbejdet med en socialrådgiver for at udvikle den tidlige indsats i forhold til børn i vanskeligheder. Et samarbejde der af pædagog Randi Pedersen og leder Margot Clemmensen beskrives som meget inspirerende for det pædagogiske arbejde med børnene Tekst: Sigrid Borup Bojesen, sbo@bupl.dk

Et hverdagseksempel Utterslev Kirkes Børnegård står med mange sager om underretninger. De er ofte i tvivl om, hvad de skal gøre i sådanne sager og føler ikke, at de bliver ordentlig hørt i kommunen. Så en dag bliver de kontaktet af Københavns Kommune, og spurgt om de vil være med i en forsøgsordning med socialrådgivere.

Forsøg med socialrådgivere Da leder Margot Clemmensen blev kontaktet af Københavns Kommune, og spurgt om hun ville deltage i en nyetableret socialrådgiverordning, oplevede hun det som en gave. Børnegården blev kontaktet, da den ligger i et udsat område, og den pædagogiske konsulent var bekendt med, at de ofte havde sager derfra. I praksis stod de med mange socialt udsatte børn.

Børn som de i mange situationer var usikre på, hvordan de skulle håndtere.

I første omgang var både Margot og personalegruppen usikre på, hvad dette samarbejde mon ville bringe med sig. Margot valgte at

sælge ideen til personalegruppen som et hjælperedskab, der ville være i børnegårdens interesse. Et hjælperedskab som personalegruppen tog imod med kyshånd.

Tidlig indsats Socialrådgiverordningen er blevet introduceret som et forsøg på at arbejde mere målrettet med tidlig indsats. Konkret betyder socialrådgiverordningen, at 62 daginstitutioner i Københavns Kommune har fået tilknyttet en af de 11 socialrådgivere, der er med i ordningen. Ordningen er blevet etableret med udgangspunkt i at skabe en tidligere og bedre indsats for udsatte børn, og at pædagogernes skulle lære at skrive mere præcise og konkrete underretninger.

Ordningen kan desuden ses som en politisk opprioritering af tværfagligheden i forbindelse med tidlig indsats. Samtidigt med indførslen af socialrådgiverordningen blev pædagogerne introduceret til metoden »Signs Of Safety« (SOS), der er en metode brugt i socialforvaltningen til at tage hånd om udsatte børns tarv.

Foto: Flemming Vestergaard Jakobsen

Signs Of Safety (SOS) SOS er udviklet af australske Andrew Turnell til arbejdet med truede børn og deres familier. Metoden fokuserer på undtagelser – tegn på sikkerhed – fra bekymringerne.

Undtagelser er blandt andet situationer, hvor problemet ikke optræder, situationer hvor noget virkede, situationer der er værd at gøre mere ud af. Løsningsfilosofien er: jo flere undtagelser, jo mindre problem, jo mere håb!

Modellen er et redskab til systematisk at beskrive enkeltbørn, og de relationer, de indgår i, med henblik på at opstille mål for barnets udvikling og pædagogens opgave heri. Med SOS taler man med børn ud fra det, man kan se. Man ser på fakta: Hvad kan vi se, hvad ved vi, hvor tit sker det, hvor og med hvem sker det mere eller mindre? Desuden arbejder man hen imod, at barnet vil opleve flere undtagelser, og man sætter mål for, hvilke konkrete handlinger, man vil se fra barnet, når problemet er overvundet.

Fra Børn & Unge nr 10/2012

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

15

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

Da pædagogerne blev introduceret til metoden SOS, så de et klart formål med samarbejdet med socialrådgiveren. SOS er blevet et konkret metodisk redskab, som pædagogerne kan bruge i sager, hvor de er i tvivl om, hvad de skal gøre. Socialrådgiveren styrer dem igennem metoden, og pædagogerne udvælger, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt.

Konkrete sager Randi fremhæver det som en klar fordel, at socialrådgiveren har nogle andre faglige perspektiver, end pædagogerne har: »Det er en fordel, at det er en, der kommer udefra og har et andet fagligt perspektiv på børnene. Som pædagog der arbejder med barnet dag ud og dag ind, kan man nemt blive fedtet ind i sagerne og få talt bekymringerne op. Når vi så laver en SOS, og socialrådgiveren spørger til, hvad der egentlig er vores bekymring, kan vi tænke: »Nåh ja, der er jo også de og de ressourcer hos barnet, og vi skal måske starte et andet sted, inden vi overvejer under-

retning.« På den måde effektiviseres målet. Vi kan få klarlagt, hvad der er så besværligt, at vi skal gå videre med det, og hvad skal der være af andre eventuelle indsatser inden.« Konkret fremhæver Randi, at de for eksempel kan stå i en sag, hvor de ender med at få talt en sag op.

Det kunne være, at de synes, at barnets madpakke er for tynd, barnet ikke får mad nok, og at forældrene ikke tager ansvar for barnets mad.

Dermed kan det negative komme til at dominere. Hvis en sådan sag bliver kortlagt via SOS, og socialrådgiveren spørger, om det virkelig er en bekymring, kan der blive sat spot på, hvad der er bekymringer, og hvad der ikke er.

Det bliver også nemmere at gøre det konkret, fx at det konkretiseres hvad der er af problemer, hvad der er af ressourcer, og hvordan der kan støttes op om ressourcerne. På den måde bliver det nemmere at inddrage forældrene som medspillere.

Socialrådgiveren kan også være en stor hjælp i samkvemssager, der kan være komplicerede. Socialrådgi-

verens andet faglige perspektiv giver god mening. Hun har det perspektiv, at forældrene er tvunget til at samarbejde med udgangspunkt i barnet.

Socialrådgiveren kan så lede pædagogernes måde at lægge en strategi på via SOS. Blandt andet ved at der ses på, de ressourcer forældrene har, og hvordan der kan arbejdes videre med disse.

Forældrene kan også selv have en session med socialrådgiveren.

Det kan være skilsmisseforældre, der er usikre på deres rettigheder i forhold til den anden forælder, og som måske ønsker mere samkvem med barnet. Det kan betyde, at der kommer mere afklaring, bedre dialog og i sidste ende et bedre samarbejde, der fører til bedre trivsel for barnet. Det kunne være, hvis den ene part synes, at det er stressende at aflevere to børn om morgenen, så kan den anden part måske begynde at hjælpe med afleveringen.

På den måde er socialrådgiveren med til at organisere forældrenes samarbejde med barnet som omdrejningspunkt.

Leder Margot Clemmensen og pædagog Randi Pedersen er begge ansat i institutionen Utterslev Kirkes Børnegård, der er en del af et tværfagligt forsøg med socialrådgivere.

16

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

En redskabspalet til det forebyggende arbejde Både Randi og Margot fremhæver, at det er en blanding af den tværfaglige indsats, redskaber som SOS, og socialrådgiverens personlighed og evne til formidling, der har betydning for det pædagogiske arbejde med tidlig indsats.

Randi: »Socialrådgiveren har en kontaktflade til forældrene. Det betyder noget, at hun er i deres barns institution. Hvis forældrene spørger hende om noget, kan hun henvise til ting, de ikke er klar over. Hun er tillige et godt kort at have på hånden for os pædagoger. Hvis der er nogle socialfaglige ting, vi er usikre på, kan vi spørge hende om det. Det betyder, at vi kan koncentrere os om det, vi er bedst til nemlig at være sammen med børnene.« Margot siger desuden: »At socialrådgiveren begiver sig væk fra skrivebordet og ud i det levede liv, hvor børn færdes og udvikles, giver nogle helt andre betingelser for at forstå børnene og deres liv, end det gør set fra et skrivebord. Det er vigtigt, at børn forstås, hvor de lever deres liv og ikke væk fra dette.« Mere skarp på egen faglighed Via det tværfaglige samarbejde er pædagogerne blevet mere skarpe på, hvad der kendetegner deres pædagogiske faglighed, og der er afklaret nogle faglige roller. Pædagog Randi fremhæver, at: »Samarbejdet med socialrådgiveren har betydet, at vi er mere klare på, hvad der er vores bekymring, hvad vi kan handle på, og hvad vi kan gå til socialrådgiveren med. Socialrådgiveren har styr på, hvordan der skal skrives en underretning, kender sproget i Socialforvaltningen samt de nyeste tiltag. Vores spidskompetence ligger i relationen til børnene og forældrene. Hvis vi har nogle usikkerhedspunkter, der rækker ind på socialrådgiverens område, kan vi sige til forældrene, at det kan I tale

med hende om. Det gør det mere klart, hvem der ved hvad.« Margot: »Der kan være en tendens til, at det bliver forventet, at pædagoger tager flere faglige kasketter på. Det kan også være noget pædagogerne selv gør, når de er usikre på hvilke opgaver, der forventes af dem. I pædagogisk arbejde skal vi ikke være terapeuter, og vi skal ikke kunne svare på alle spørgsmål om lovgivning. Det bliver mere klart, hvilke opgaver, der hører til hvor, når der samarbejdes tværfagligt.« Daginstitutionernes rolle i det forebyggende arbejde Enstemmigt giver både Margot og Randi udtryk for, at det er på tide, at der kommer fokus på daginstitutionernes forebyggende arbejde, da det er en helt central del af flere daginstitutioners pædagogik. Flere daginstitutioner kritiseres ofte med urette for ikke at forebygge.

Børnegården er også en inklusionsinstitution. Ved spørgsmålet om Margot og Randi tænker, at de kan bruge socialrådgiverordningen i forbindelse med inklusion, svarer de, at SOS mere bliver brugt til at afdække det enkelte barns ressourcer end til at arbejde med fællesskabet. Nogle gange stikker nogle børn dog meget ud. Her kan det være et godt redskab at afdække ressourcerne via SOS. På den måde fokuseres der på de rammer, barnet kan indgå i. Dermed kan de bruge SOS til den inkluderende opgave også.

Deres lokale inklusionskoordinator har argumenteret for, at ekstra ressourcer ikke nødvendigvis betyder, at der er 5 pædagogtimer ekstra til rådighed, men det er også en måde at tænke på. Margot og Randi er enige i, at måden at tænke på betyder meget. De giver dog også begge to enstemmigt udtryk for, at »måden at tænke på,« ikke bør stå alene. I den konkrete hverdag betyder 5 pædagogtimer ekstra rigtig meget for at inklusionsopgaven kan lykkes.

Det videre arbejde Margot og Randi ser det tværfaglige samarbejde med socialrådgivere som vejen frem. De fremhæver også begge to, at det er vigtigt, at socialrådgiverordningen ikke etableres på bekostning af flere pædagoger.

Socialrådgiveren er en god hjælp i hverdagen, men flere pædagoger er et absolut must, når det handler om at udvikle kvaliteten af den tidlige pædagogiske indsats. Samtidig med at det er vigtigt, at socialrådgiverordningen etableres, bør der ses på det generelle normeringsniveau. Y

Socialrådgivere i daginstitutioner Socialrådgiverordningen er et udviklingsprojekt i Københavns Kommune, der blev indført i januar 2011.

Ordningen er dels baseret på et ønske om at øge den forebyggende og tidlige indsats og dels et ønske om, at socialforvaltningen hurtigere får kontakt med børn og familier med sociale problemer. Hensigten er, at vejlede med henblik på at løse problemerne i opløbet. Forsøget med socialrådgiverordningen på daginstitutionsområdet udspringer af et forsøg med socialrådgivere i skoler, der har vist positive resultater.

Læs mere om projektet på www.kk.dk/socidaginst De enkelte daginstitutioner er blevet udvalgt til at deltage afhængig af deres andel af udsatte børn.

Hvis I som pædagogiske institutioner er interesseret i et øget samarbejde mellem socialrådgivere og pædagoger, er der mulighed for at ringe til den lokale børne-familieenhed i den enkelte kommune for at høre om mulighederne for et bedre samarbejde. Y Kilde: Ane Løfstrøm Eriksen, projektleder, socialforvaltningen, Københavns Kommune

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

17

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

Tendenser i

pædagogikken Aktionslæring Et element fra Pædagogisk Kvalitetsudvalg er ønsket om at udbrede muligheden for aktionslæringsprojekter ved blandt andet at uddanne aktionslæringskonsulenter. Aktionslæringsmetoden tager sit afsæt i pædagogisk praksis.

Aktionslæring handler om, at udvikle den pædagogiske praksis ved at fokusere på, eksperimentere med, observere og reflektere over konkrete situationer i hverdagen. I aktionslæring eksperimenterer pædagoger med konkrete situationer, og undrer sig over hverdagens rutiner. Ideen med aktionslæring er, at man udvikler viden i praksis, at man gør sig nye erfaringer og lærer af praksis, ved at reflektere over de erfaringer man gør sig. Metoden adskiller sig fra almindelige kurser, hvor det kan være svært at overføre den teoretiske viden til praksis. Aktionslæring bliver dermed en form for »efteruddannelse,« der knytter udviklingen af teori og praktiske handlinger tæt sammen.

4. Den reflekterende samtale Der struktureres en samtale, hvor pædagoger i fællesskab med konsulenten reflekterer over den gennemførte aktion og valgte forundring. Der tales om hvorvidt den iværksatte aktion og iagttagelserne kan bidrage til at blive klogere på forundringen. Målet er dels at dele viden og udtænke nye handlemuligheder.

Aktionslæring består af 5 faser:

Ideen med aktionslæring er, at processen ikke sluttes med første aktionslæringsrunde, men derimod at der efter første runde arbejdes videre med de erfaringer, der er gjort – nu på en ny måde, der kan være med til at udvikle handleberedskabet ift. forundringen.

1. Forundring Der formuleres en konkret forundring fra praksis. Forundringen skal kunne give anledning til at iværksætte konkrete handlinger og undersøgelser i praksis. På baggrund af forundringen formuleres et spørgsmål, om noget man gerne vil blive klogere på i praksis.

2. Aktion Der iværksættes små konkrete eksperimenter (aktioner), som ikke tidligere har været iværksat eller afprøvet nærmere.

3. Iagttagelser

Der udføres systematiske iagttagelser med udgangspunkt i de iværksatte aktioner. Der udvælges bestemte observationspunkter, så iagttagelserne bliver fokuserede.

18

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

5. Bearbejdning og vidensdeling af erfaring

Både undervejs og efter aktionslæringsforløbet evalueres udviklingsprocessen. Det kan fx resultere i konkrete »opskrifter« på den »gode praksis,« der er knyttet til forundringer, de vigtigste læringsgevinster, refleksioner over egen læring osv. Nogle af de vigtigste spørgsmål, bliver hvad vi har lært om vores forundring? Hvordan kan vi arbejde videre med at udvikle vores handlinger i forhold til forundringen?

Interesseret i pædagogisk arbejde med aktionslæring?

Læs mere på bupl.dk/hovedstaden

Gennem det sidste år har der været fremlagt forskellige bud på fremtidens pædagogik. Tidligere på året fremlagde »Task forcen for fremtidens dagtilbud« deres anbefalinger, og i august fremlagde Københavns Børne- og Ungeborgmester, Anne

Vang, anbefalingerne fra Pædagogisk Kvalitetsudvalg. Et centralt ønske fra Pædagogisk Kvalitetsudvalg er at udbrede muligheden for aktionslæring. Børne- og Ungeminister, Christine Antorini, er gået i gang med at udvikle konceptet for

Ny Nordisk Skole. BUPL har i den sammenhæng fremhævet, at Ny Nordisk Skole ikke eksisterer uden Ny Nordisk Pædagogik. I denne artikel vil vi præsentere aktionslæring og Ny Nordisk Pædagogik som to tendenser i tiden. Y

Ny Nordisk Pædagogik I forlængelse af »Ny Nordisk Skole« er undervisningsminister Christine Antorini i gang med at lancere en »Ny Nordisk Pædagogik.« En pædagogik hvor hovedfokus vil være på det »lærelystne barn« og sammenhæng i børns overgang fra daginstitution til skole.

I diskussionen af Ny Nordisk Pædagogik er der rejst tvivl om, der overhovedet er fællestræk ved de nordiske daginstitutioner pædagogik. Nogle fællestræk, der har været fremhævet ved den nordiske pædagogik, er en tradition for, at børn har en forholdsvis sen skolealder, og tiden i daginstitutioner primært foregår med hovedvægt på leg. Derudover står »barnets skabertrang« og »virketrang« centralt.

På den ene side kan der ses tendenser til, at »Ny Nordisk Pædagogik« peger mod en mere struktureret og voksenstyret pædagogik. Omvendt har andre fremhævet, at der i »Ny Nordisk Pædagogik« netop ikke skal ses en skarp skelnen mellem »struktureret«

og »fri leg,« men at leg og læring flyder mere sammen.

Ny Nordisk Pædagogik forsøger at samle sig om en forståelse, hvor barnets optimale læring er målet. Et arbejde der løber ud i fremtiden, og stadig står til at præge.

Interesseret i pædagogisk arbejde med Ny Nordisk Pædagogik? Læs mere på bupl.dk/paedagogik

Deltag i debatten Vil I være med til at præge debatten om Ny Nordisk Pædagogik?

BUPL afholder et arrangement hvor tre forskere er med til at debattere Ny Nordisk Pædagogik. Arrangementet afholdes den 20. september, kl.15.30 på DPU, Tuborgvej 164, 2400 København NV Tilmeld dig arrangementet på www.bupl.dk

Christine Antorini arrangerer en tour rundt i landet for at udbrede viden og debattere »Ny Nordisk Skole.« I København foregår dette blandt andet den 10. oktober, kl. 18-20 på Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj.

Tilmeld dig til stormødet på www.nynordiskskole.dk

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

19

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

Vi bruger idrætten pædagogisk Tekst: Majbritt Lykke Andersen

Stafetten i Husum er blevet certificeret af DGI. Børn og voksne er meget mere aktive, og idræt, leg og bevægelse bruges bevidst i det pædagogiske arbejde.

Stafetten i Husum har lige haft besøg af en gulvmand, for gulvet i indgangspartiet skal laves om. Med 30 centimeters mellemrum skal der lægges tal, bogstaver og tegn i forskellige farver ned i linoleumsgulvet. »Det nye gulv skal få børnene til at bevæge sig, så snart de træder ind ad døren. Mandag skal børnene f.eks. hoppe på et ben på tegnene, og tirsdag skal de gå baglæns. Med det nye gulv visualiserer vi samtidig, at alt handler om idræt og bevægelse,« forklarer Joan Markussen, der er leder af Stafetten.

Det nye gulv bliver bare et af mange synlige tegn på, at Stafetten i juni 2012 blev officielt certificeret af DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger. Forinden havde alle 20 ansatte på nær rengøringspersonalet deltaget i DGI’s kursusmoduler og været med til at udarbejde en bevægelsespolitik.

Certificeringen har vendt op og ned på mange ting for både pædagogerne og de godt 200 børn i Stafettens fire afdelinger.

20

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

»Certificeringen har givet os en helt ny institution og et helt nyt image.

Bevægelse er nummer et, i alt det vi laver,« fortæller Joan Markussen.

Fokus på glæden ved at bevæge sig DGI har certificeret omkring 240 børnehaver, SFO’er og andre institutioner siden 2009. Og DGI’s projektleder Katja Bødtger fremhæver, at DGI’s undervisere altid tager udgangspunkt i den enkelte institution og de faciliteter, der er adgang til. »Det afgørende er ikke, at institutionen køber en masse udstyr. Du kan komme rigtig langt med avispapir, gulvklude og den rette indstilling. Den gejst og entusiasme, pædagogerne lægger for dagen, er det allervigtigste, for at børnene oplever glæde ved at bevæge sig,« siger Katja Bødtger.

DGI’s undervisere har også fokus på, hvordan pædagogerne kan inddrage alle børnene, så det ikke kun er dem, der i forvejen har krudt bagi, der er med i aktiviteterne.

»Vi ved, at jo mere børn bevæger sig, jo bedre er de til at lære nyt,« siger Katja Bødtger.

Hun henviser til Kulturministeriets Konsensuskonference sidste år.

Her dokumenterede skandinaviske forskere, at fysisk aktivitet bl.a. forbedrer indlæringen og intellektuelle færdigheder, Børnene vil gerne I Stafetten har alle fire afdelinger nu et idrætsugeskema med personalenavne på. Hvordan de fysiske aktiviteter med børnene håndteres, afhænger af børnenes alder og deres motivation. Men fælles er, at pædagogerne tænker idræt og leg ind i det pædagogiske arbejde. Det gælder f.eks., når der er morgensamling i Stafettens børnehave Skovtrolden. »Vi var kørt lidt fast i at synge en sang og råbe navne op, men nu er bevægelseslege et fast indslag. Børnene står og hopper og venter på, at vi skal i gang. De vil rigtig gerne lege og bevæge sig, når de voksne gider

og har sig selv med i det. Det er fedt,« siger pædagog Sonny Jørgensen.

Morgensamling med stopdans Pædagogerne lærte en masse nye lege af DGI’s undervisere. Så morgensamlingerne byder f.eks. på stoledans, eller at børnene skal føre hinanden rundt med bind for øjnene. De kaster også med papirkugler. »Vi har nogle børn, der er meget mig-mig-mig. Det har svært ved at forstå, at de ikke altid kan være i centrum og komme først. Med legene arbejder vi på at gøre børnene mere sociale og lære dem at vente på, at det bliver deres tur,« forklarer Sonny Jørgensen.

Tidligere var der også børn, der ofte afbrød morgensamlingen. Men nu er der blevet byttet rundt på børnenes roller. »Det er interessant at se, hvordan bestemte lege kan ændre dynamikken i en børnegruppe og gøre den mere homogen. Vi oplever, at børn der ikke har gjort sig så godt sprogligt har nogle andre forcer, fordi de f.eks. er gode til at kaste. Det giver anerkendelse blandt de andre børn,« siger Sonny Jørgensen.

Lege og pædagogiske mål Leder Joan Markussen fremhæver, at forløbet med DGI gjorde pædagogerne meget bevidste om, hvad idræt, leg og bevægelse gør ved børnene. »Det var et rigtig godt forløb, hvor vi fik en masse input. Afslutningsvist

skulle hver afdeling hive ord ud fra vores nye bevægelsespolitik og lave en plan, der var helt konkret og lavpraktisk. Hvilke lege kan vi vælge i forhold til de pædagogiske mål, vi vil nå. Den faglighed vi havde bandt det hele sammen, og nu har vi planer og visioner for det næste år,« siger Joan Markussen.

Styrker sammenholdet Hun fremhæver, at det er vigtigt, at de voksne er gode rollemodeller for børnene. Så til det fælles personalemøde, står en afdeling for at lave noget aktivt den første halve time. Så får alle grinet. »Vi skal selv have glæden ved at bevæge os. Derfor er vi med i ”tæl skridt” kampagner, vi cykler til arbejde, og når vi har løbet DHL-stafet, så hænger vi diplomet op på aktivitetstavlen. Vi vil vise børn og voksne, at vi som personale er til idræt, selv når institutionen er lukket,« siger Joan Markussen.

Også Sonny Jørgensen synes, forløbet med DGI har været spændende. Og så har det rystet personalegruppen sammen. »Vi har dummet os og leget og tumlet, for vi skulle selv prøve alle legene. Det har givet os nogle fælles oplevelser og et nyt syn på hinanden. Og det har helt klart styrket vores sammenhold.« Y

Sådan får I fokus på leg og bevægelse DGI har eller er ved at certificere 98 børnehaver og integrerede institutioner samt 142 SFO’er over hele landet.

Det tager et år at blive certificeret. Kursusmodulerne varer i alt 15 timer, og der skal udarbejde en bevægelsespolitik for institutionen. DGI-certificeringen skal fornyes hvert år.

Har du spørgsmål, så kontakt DGI’s projektleder ved. certificeringer Katja Bødtger, tlf. 23 36 68 29. Eller projektchef i DGI Storkøbenhavn, Charlotte Bach Thomassen, tlf. 79 40 49 12 eller 30 28 32 95.

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

21

TEMA: Fremtidens pædagogiske arbejdsplads

Inklusion og mediation

KLUMME Tekst: Karina Juhl Geneser Foto: Flussi/Erik Steppat Jeg oplever, det er meget vigtigt at koble KOMMUNIKATION på INKLUSIONstænkning. Jeg arbejder med mediatorteknik, når børnene kommer til mig pga. en konflikt, de ikke selv magter at løse.

Teknikken er fantastisk og enkel.

Hvor jeg er ansat som pædagog, er der børn fra 1-6 år. De er glade for den anerkendende dialog og trives bedre; de synger mere; deres selvværd og -tillid vokser fra det ene øjeblik til det andet, og de oplever, der er brug for dem. Nærværet i nu’et intensiveres ved hjælp af mediatorteknikken, og de små succesoplevelser er gensidige hos pædagoger og børn.

22

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

Jeg oplever, at familiemønsteret har udviklet sig på en måde, så pædagoger har overtaget en større del af den rolle, familien har spillet; vi sætter grænser, vi taler om ansvar for natur og hinanden, vi taler om pligter i institutionen uden at opdrage på børnene, og vi må tit gentage, de få regler vi har, da børnene er meget ukoncentrerede.

Jeg vælger, at støtte børnene ved at navigere i deres kommunikation, når de leger sammen ved hjælp af mediatorteknikken.

Når jeg ser to børn prøve at få deres ret gennemført, enten ved at hæve deres stemmer eller stå og slås, så siger jeg: Jeg kan se to børn, der er bestemte. Eller: Du blev så gal, du slog den anden …

Så placerer jeg mig i midten af børnene, så ikke de fornemmer, jeg tager

parti og allierer mig med den ene af dem, og så kigger jeg på den ene og siger: Fortæl … og så den anden og siger: Fortæl …

På den måde hører jeg, hvordan de begge oplever situationen. Jeg sætter begreber på, som de enten kan nikke genkendende til eller svare med et nyt begreb eller ord.

Eks: Jeg kan høre, du blev vred – og jeg kan høre, du troede I legede. osv. Hvad gør vi? Som regel finder børnene på en ny leg efter forsoningen enten sammen eller hver for sig, og nogle gange er det helt håbløst, fordi børnene bare nægter at tale – men de lytter.

Hver dag er jeg vidne til rigtig mange børns handlinger og oplevelser, som kan have krævet tårer eller fået latteren til at trille med tårer. Det kan være svært at forklare, hvad der skete

– et »must« i fremtidens pædagogik i en konflikt, når ens overblik ikke er højere end en ½ liter fløde, fordi man lige er startet i børnehave fra et vuggestueliv, og det kan være svært at forklare sig, når man ikke kan huske alle de ord, man har lært, og man kommer måske til at sige et forkert begreb og bliver misforstået.

Jeg lærer meget det enkelte barn at kende ved at sige: Fortæl … De fortæller om det, der fylder dem mest i nu’et; når de tegner, leger, kommer i tanker om noget ud fra noget en anden siger.. og på den måde kan jeg bedre hjælpe barnet med at blive inkluderet i en børnegruppe på en positiv måde med en succesoplevelse af at være en del af det fællesskab, de er i på individuelle præmisser.

Mediatorteknik hjælper ikke kun børn, der er involverede, men også de børn, der er omkring, som kan blive berørt af situationen. De følger med ved at lytte og se, og de oplever, de er en del af en kollektiv forsoning.

Det er her, jeg oplever, at teknikken kan forebygge mobning og undgå fastlåste roller hos det enkelte barn samt nye legerelationer.

Ofte hjælper pædagoger forældrene med råd, de selv spørger om i forbindelse med at tackle konflikter i hjemmet, og her oplever jeg, at vi hjælper forældre med at få deres familieliv til at hænge sammen ved at eksemplificere en konfliktløsning ved brug af mediatorteknikken, så de også lærer at bruge metoden i hjemmet.

En forælder havde overværet mig, mens jeg talte med børnene i en konflikt. Hun blev imponeret, og hun afprøvede metoden hjemme. Næste dag kom hun og sagde, at det var en lettelse. Hun havde ikke brugt tid på at skulle finde en løsning – den kom af sig selv fra børnene.

»Alle med børn kan bruge mediation – ikke kun til at hjælpe børnene med at få løst konkrete konflikter men i lige så høj grad til at lære børnene, at konflikter kan løses på en ligeværdig måde, hvor der tages hensyn til alle involverede parters behov, ønsker og følelser.« Jennifer E. Beer with Eileen Stief: The Mediator’s Handbook, New Society Publishers, 1982, 1997

Ved samtaler med forældrene anbefaler mine kolleger og jeg også, at de læser bøger, hvor begreber indgår, som f.eks. sure/glade/vrede gris. Tårer ser ens ud, hvad enten vi griner, bliver vrede eller kede af det.

Derfor skal der ord på følelserne i konflikten, og så finder vi frem til en løsning i fællesskab. Barnet er inkluderet i at løse et problem og bliver stolt, glad og lærer at stå alene uden at skulle alliere sig med en voksen hele tiden, netop fordi der bliver lyttet til barnet.

Undgå alliance med barnet. Vejled barnet fremfor at løse problemet for dem. Med alliance mener jeg, at når to børn f.eks. har skabt en konflikt ud fra en kommunikation, der bliver så voldsom, at enten den ene eller begge ikke magter at fortsætte, så opsøger begge børn eller det ene barn en voksen, som de kan fortælle situationen til. Børnene fortæller den voksne, hvad der skete ud fra egen forståelse af det hændte, med den overbevisning om at de har ret – hver især – til at få den voksne på sin side,

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

23

LEDERHJØRNET

fordi de er overbeviste om, at de har ret. En ting er, hvad jeg som voksen synes er retfærdigt, men børnene skal selv mærke efter, hvad de synes og på den måde finde frem til en fair løsning.

To børn der slås om en appelsin er ikke i tvivl om, at den jo bare kan deles i to stykker, og det er bestemt ikke usandsynligt, at det kan være fra disse små menneskespirers land, at mediationen stammer. Y

Tekst: Eva Hallberg, formand for BUPL Hovedstadens bestyrelse for lederforeningen.

Mediation Mediation er en mæglingsmetode, hvor en person mægler mellem to eller flere stridende parter.

Mediation betyder »i midten,« og henviser til, at mægleren befinder sig i midten af de stridende parter. En helt afgørende ting ved mediation er, at mægleren skal forholde sig neutralt til konflikten og hjælpe de stridende parter til selv at finde en løsning på konflikten – kun ved brug af cirkulære spørgsmål og opsummeringer. Mediation kan både bruges på børne-/ungeniveau men også ift. kolleger, forældre og andre.

Mediation bygger på nogle grundlæggende principper:  Der er ingen rigtig eller forkert opfattelse af en konflikt. Det sete afhænger af øjnene, der ser  Et menneske rummer selv løsningen på sine problemer  En konflikt er en konfrontation mellem modsatrettede behov og interesser  Det skal være frivilligt at deltage i en mægling  Mægleren skal være neutral dvs. ikke tage parti Mediation består af 5 faser: 1. fase: Problemet fremlægges Børnene beskriver hver deres oplevelse af, hvad der har bragt dem i konflikt. Oplevelsen fremlægges uden afbrydelser

24

Lytter vi

2. fase: Problemdefinering Det defineres hvilke problemer, der skal løses for at bringe konflikten til ophør, og den videre fremgangsmåde afklares.

3. fase: Børnene definerer selv løsninger Børnene opfordres til ukritisk at komme med alle de løsningsforslag, der kan være på deres problem. De brainstormer med udgangspunkt i – jo mere, jo bedre uden at fokusere på kvaliteten 4. fase: Børnene bliver enige om løsninger Børnene skal opnå enighed om, hvilke fælles kriterier der skal være opfyldt, for at der kan komme en løsning på problemet.

Her er det vigtigt, at det bliver en situation, hvor det enkelte barn afgiver det, de bedst kan afgive, mod at få det de helst vil have.

Mæglerens rolle er at sætte løsningsforslagene i relation til den fælles interesse.

5. fase: Aftalen indgås Når børnene i hovedtræk er blevet enige om, hvordan konflikten skal løses, skal aftalen indgås. I aftalen er det vigtigt, at hver enkelt får noget, der er vigtigt for dem. Det er desuden vigtigt, at aftalen er afbalanceret mht., hvad den ene og anden skal gøre.

Efter indgåelse af aftalen er det vigtigt, at der følges op på om aftalens indhold overholdes.

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

Med Københavns Kommunes seneste forslag til budgetmodel med omstrukturering / ensretning af rengørings- og gårdmandsressourcer kommer jeg endnu engang til at tænke over, om vi mon lytter godt nok til hinanden.

Om de lette og udemokratiske løsninger er dem, vi først griber til, fordi den lange og ofte snoede vej til en form for enighed er for besværlig for os.

Den »skrivebordsløsning« på fordeling af ressourcerne til udførelse af gårdmandsopgaverne i de københavnske institutioner, som lige nu er i høring, tyder i hvert tilfælde på det.

Det skal være let – læs på basis af børnepoint – og det skal absolut ikke være baseret på de reelle behov.

Dette tiltag er blot det seneste i en lang række af den slags »skrivebordsløsninger«.

Jeg er helt på det rene med, at der skal være en retfærdig fordeling af ressourcerne i disse tider, og i alle tider i øvrigt, men ofte sker det i retfærdighedens navn, at udfaldet netop ikke bliver retfærdigt! Der bliver ikke taget højde for forskellighederne, de forskelligheder der gør, at ressourcerne burde differentieres.

Bliver der mon lyttet til den kritik, der er kommet af det aktuelle udspil?

Er der mon mange, der i en sommerperiode har haft tid til at skrive et høringssvar, og bliver der mon lyttet til disse?

Og sidst men ikke mindst hvorfor bliver »eksperterne« ikke spurgt … og lyttet til før et nyt tiltag sættes i gang?

til hinanden?

På disse sider vil en repræsentan t for BUPL Hovedstadens bestyrelse for lederfore ningen i hver udgave af Pædagogikken skriv e en klumme om pædagogfaglig ledelse. Klum men er alene udtryk for skribentens holdning .

Som ledere har vi ofte været i situationer, hvor vi skal gennemføre tiltag og implementere nye ideer, som vi absolut ikke har været politisk enige i. Sådan er det at arbejde i en politisk organisation. Politikerne træffer nogle beslutninger, som forvaltningerne omsætter til egentlige tiltag, som de derefter sætter lederne til at gennemføre på de respektive institutioner.

Det kunne være rigtig givtigt, hvis politikerne havde rundet deres gode ideer med dem, der ved hvilke konsekvenser, disse ideer kan få ude i det virkelige liv. At de havde lyttet, før de havde talt / bedt forvaltningerne om at omsætte ideerne!!

Smitter det?

Smitter denne tendens til »ikke lytten« mon af på resten af vores organisation, glemmer vi som ledere at lytte til vores medarbejdere, fordi vi ikke selv føler os lyttet til, eller bare fordi vi også »glemmer« at lytte eller ikke orker den snoede vej til enighed? Kaster vi også bare vores mere eller mindre gode ideer ud på personalemøder eller andre fora uden smålig hensyntagen til, hvad »kvinden på gulvet« mener om disse ideer?

Jeg håber det sandelig ikke! Jeg håber, at vi som ledere stadig orker den snoede vej. Det er ved Gud ikke altid er lige let, men det giver altid de bedste resultater. Vi ved fra trivselsog APV undersøgelser, at indflydelse på eget arbejde er et af de væsentligste parametre for et godt psykisk arbejdsmiljø. At lytte til hinanden og give reel indflydelse skaber en god arbejdsplads, og vi ved i hvert fald at god trivsel smitter og har en positiv indvirkning på institutionens kultur for alle.

En klog mand eller måske kvinde har engang sagt, at vi har to ører og en mund, fordi vi skal lytte dobbelt så

meget, som vi skal tale. Det er vel en tanke eller to værd! Y

Bestyrelsen for lederforeningen i BUPL Hovedstaden Eva Hallberg, formand Bryggehuset, København Kirsten Nøhr Bergstrup, næstformand Saxoly, København Anja Johansen SFO Søstjernen, Frederiksberg Bjarne Edvin Benda Huset Fritids/Ungdomsklub, Frederiksberg Hanne Glad Gregersen Kirkevejens Fritidshjem, Dragør Henrik Thorup Højdevangens Fritidscenter, København Jens Overgaard Eriksen Børnehuset Bryghuset, Frederiksberg Jens Hastrup Kastrup Juniorklub, Tårnby Lis Brandt Johansen SFO Lindetræet, Frederiksberg Margit Lillian Huus Trekløveret, Frederiksberg Merete Liechti Vuggestuen Skottegården, Tårnby Minna Katrine Strei Børnehuset Fryden, Frederiksberg Ora Meyrowitsch Integr. Inst. Sundby Asyl, København Peter Vindt Hansen Solbakkens Vuggestue, København Signe Marie Eggert Larsen Børnehaven, Brønderslev Allé 1, Tårnby

Suppleanter

Katrine Værum Hellsten Thomas Møller Jensen

Børnehaven, Irlandsvej 131, Tårnby Kirkebjerg Fritidshjem, København

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

25

ANTIMOBBEKONFERENCE

Totalteater og tomme kaffekander

De kommer cyklende ind i skolegården på Kirsebærhavens Skole i Valby. De indtager gymnastiksalen, og finder sammen i små snakkegrupper som venner, gamle kolleger eller kommende meningsfæller. Men først skal de lige have en kop kaffe. De er ledere, sikkerhedsrepræsentanter og tillidsfolk, og i dag skal de lære om forebyggelse af mobning. Gennem skuespil!

Tekst: Marie Varming Klokken er 13 onsdag eftermiddag, og tre skuespillere indtager scenen.

De kalder sig Klodshans for Begyndere, fordi de gerne vil ride med lethed og begejstring mod målet, ligesom Klodshans gjorde i eventyret, forklarer de. Men de vil også gerne have, at deltagerne gør det. Bliver bedre til at tackle svære situationer og nå et mål, hvor mobning ikke eksisterer.

Men findes der overhovedet et mobbefrit miljø, eller kan man skabe det?

»Det er muligt at skabe en 100 procent mobbefri arbejdsplads«.

Budskabet kommer fra en af skuespillerne, Henrik, som nu opfordrer alle, der er enige, til at rejse sig og stille sig i det ene hjørne, mens de uenige går i det andet hjørne. Hvis nogen siger ‘måske’, så skal de stille sig ned bagerst i salen.

Flokken af måske-sigere er den største. Der summes livligt over spørgsmålet, mens en enkelt flok pessimister udgør nej-holdet.

Baggrunden for halvårsmødet om et arbejdsmiljøtema Samarbejdet mellem ledere og medarbejdere og arbejdsmiljøarbejdet i Børneog Ungdomsforvaltningen i København er jævnfør overenskomsten og lovgivning organiseret således, at medarbejdere og ledere i institutioner og skoler kan få indflydelse på de beslutninger, politikerne træffer i Børne- og Ungdomsudvalget og borgerrepræsentationen. Et led i dialogen er samarbejdsudvalg og arbejdsmiljøudvalg på områdeniveau, hvor leder- og medarbejderrepræsentanter drøfter udfordringer og løsninger og formidler forslag til løsninger og krav til hovedudvalgene (HSU og HAMU). Halvårsmødet er omfattet af bekendtgørelsen vedrørende arbejdsmiljøarbejde og indkaldes af Områdearbejdsmiljøudvalget.

I områderne: Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave, er lederne repræsenteret af Kirsten Bergstrup, leder i den selvejende klynge Saxoly, og Kenneth Jensen, leder i Anne-Mariegården. Medarbejderrepræsentanter er Mette Donde, arbejdsmiljørepræsentant ved Specialfritidshjemmet ved Strandparkskolen, og Erik Steppat (Flussi), der fællestillidsrepræsentant.

26

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

»Det er altid den enkeltes opgave at gøre noget ved mobning,« lyder det fra scenen, og det står nu deltagerne frit for at bekende sig til et andet standpunkt og dermed flytte hjørne. Ja, nej eller måske?

Ja-gruppen vokser markant. Den står også tættest på kaffebordet.

Kopperne fyldes op, og frugtbunkerne mindskes markant, mens deltagerne taler om ansvar og rettigheder.

En enkelt kvinde går med lange skridt og mobiltelefonen klæbet til det stramme ansigt mod udgangen.

Der er noget vigtigt på færde.

En stædig gruppe mennesker holder fast ved et ‘nej’ i det ene hjørne af gymnastiksalen. »Hvis man selv er mobbeofferet, kan man måske ikke gøre så meget,« lyder argumentet fra den lille gruppe.

Det havde de ikke tænkt på i de andre grupper. Der summes højlydt.

Hvad skal vi lege?

Frugtfadet er tæt på tomt. I den nærliggende skraldespand ligger alle blommerne. Der er kun taget en bid af hver. Kaffekanderne er også tomme, men enkelte ryster alligevel kanderne optimistisk og håber på et skvulp.

Om lidt er der pause. Men først skal deltagerne give de tre skuespillere noget at lave teater om. De vil have tre konkrete dilemmaer fra salen, som kan gøres til teater. »Det kunne være noget med, at man hører noget fra en tredjepart, og hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal lægge i det, fordi man ikke helt ved, hvordan en anden person føler,« lyder det fra salen.

Hmmm, ikke så konkret, men det bliver alligevel dette første scenarium, der vinder over de to andre forslag. De handler om henholdsvis indirekte mobning i frokoststuen og håndværkerjargon på arbejdspladsen.

Der er pause, og 200 mennesker presser sig gennem en dør ud i solen. Et kvarter med »haaarjjj Trine« og »Hvodden står det til?«. Man er positivt stemt over for den eksperimenterende form, men på den anden side

også en smule skeptisk over for, om dagens anstrengelser står mål med resultatet. Kommer vi mon tættere på den mobbefrie arbejdsplads? Åh nej, Marianne græder Oppe på scenen kommer Kirsti gående hen til Henrik. Hun har rollen som medarbejder, og han spiller tillidsrepræsentant. Hun er oprevet over, at Marianne græder, og der er dårlig stemning nede i hendes afdeling. Henrik prøver at tørre ansvaret af på Kirsti. Hun må selv trøste Marianne eller selv gå til lederen, Pernille. Nej, Kirsti har ikke lyst til at gå bag om ryggen på sine kolleger, selv om de mobber Marianne. I øvrigt skal hun hente unger, så hun har slet ikke tid til det. Lederen Pernille kommer på scenen og bliver sat ind i situationen. Nej, hun vil ikke gøre noget, før Marianne kommer direkte til hende. I øvrigt har hun en langsigtet strategi på området.

I salen trækker flere på smilebåndet, men ingen griner.

Nu er det tid til at snakke med sidemanden om situationen. Hvordan kan Henrik og Pernille blive bedre til at tage affære over for stakkels grædende Marianne?

Frugtfadene er nu støvsuget bortset fra tre appelsiner, som ligger tilbage. Ingen orker at pille dem. Kaffekanderne er vredet for indhold, så der hentes friske forsyninger af postevand, mens snakken går i salen.

I plenum kommer det frem, at situationen er dybt urealistisk og karikeret. Sådan er der da ingen, der ville opføre sig i virkeligheden, siger en deltager med både forargelse og bekymring i stemmen.

Scenen gennemspilles igen, og denne gang er Henrik og Pernille mere bevidst om deres ansvar. Der er næsten en stemning af lettelse i salen, over at nogen nu vil tage sig af Marianne, som endnu ikke har vist sig fysisk på scenen.

Endnu engang gennemspilles scenen, og deltagerne kan undervejs komme med tips til, hvad Henrik burde gøre, ligesom de kan komme med bud

Hvad synes du om dagens program?

Kenneth Jensen Leder af Anne-Mariegården og med i områdesamarbejdsudvalget. »Det er meget godt, men det er stadig lidt svært at se, hvor det bærer hen. Men jeg synes, at det er en okay form. På denne måde er det op til den enkelte, hvor meget man får ud af det. Det sætter i hvert fald tanker i gang hos alle.«

Kirsten Bergstrup Klyngeleder af Saxoly og medlem af områdearbejdsmiljøudvalget. »Det er en god form. Det løsner lidt op, når man bliver smidt rundt og får snakket med nogle forskellige mennesker. Og så finder man ud af, at selv om man står i en gruppe, som man tilsyneladende er enig med, så er der mange nuancer.«

Mette Donde Arbejdsmiljørepræsentant på Specialfritidshjemmet ved Strandparkskolen og medlem i områdearbejdsmiljøudvalget. »Det er oplagt at bruge teater, fordi emnet er så tungt, og det er stadig meget tabubelagt.

Det virker godt, at det er helt andre fagpersoner, som står for det, samt at vi fysisk kommer op af stolene. Som arbejdsmiljørepræsentant har jeg også brug for et netværk, og det kan jeg skabe her.«

på, hvad der står i de usynlige tankebobler over skuespillernes hoveder.

A little help from Ole Henriksen Men så kommer dagens sidste udfordring: Nu skal vi lege, at tillidsrepræsentanten Henrik faktisk er henholdsvis Falckredder, befalingsmand, præst eller Ole Henriksen.

Hvordan opfører han sig så?

Salen inddeles i fire grupper for hver arketype. Nu skal de hjælpe Henrik med at tage sig endnu bedre af både Kirsti og Marianne. Salen griner, da »Ole Henriksen« mener, at en god creme vil hjælpe på situationen.

»Det hjælper at lade sig inspirere af karikaturerne. Måske er der en af de fire typer, som du også kunne låne lidt af i hverdagen,« slutter Pernille, nu som skuespiller, inden Henrik opfordrer alle til at tage deres stol med ned i forhallen.

Døren er kun en meter bred, og 200 mennesker skal have sig selv og en stol igennem. Køen er endeløs. Men så begynder nogle at tage stole for hinanden. Man kan jo lige så godt stå og vente med to stole, så en anden kan gå fri. Tanken breder sig i forsamlingen, mens deltagerne siver ud gennem den smalle dør. Måske er der håb endnu for den mobbefrie arbejdsplads? Y

PÆDAGOGIKKEN E FTE RÅR 2012

27

KRUNCH, Øresundsvej 14, 2300 København S • kl 17:00-22:00