Min kamp

CULES.DK

Min Kamp

Oversat af John B. Jensen – www.elbarca.dk Forord af Luis Enrique til Carles Puyols selvbiografi Mi Partido (Min Kamp).

Udgivet april 2003.

Enjoy Puyol Hvem ville dog have sagt til mig, at denne langhårede, velopdragne knægt, der tilmed var en smule genert, ville blive en af de bedste forsvarsspillere som jeg nogensinde havde set. Fra de første gange Puyol trænede sammen med os, husker jeg intet der er betydningsfuldt nok til at han skulle få denne rolle, men månederne gik, og da han gik fra at deltage i træningen lejlighedsmæssigt til at træne hver dag, begyndte det at gå op for mig at bag denne fantastiske fysik skjulte der sig en komplet fodboldspiller, som var i stand til at suge musikken ud af den bedste angriber og i samme træk nå op i det modsatte straffesparksfelt for at true målmanden.

Puyi overrasker stadig alle; hans fremskridt har været meteoragtige, og jeg har aldrig i mit liv som sportsudøver set nogen med hans lyst til at forbedre sig. Det gælder også nu hvor han betragtes som Europas bedste højre back.

Det er en ubetalelig kvalitet. Altid opmærksom på alle muligheder for at forbedre sit spil.

Ydmyghed, tro på sig selv, fysisk styrke og teknik gør at Puyol er et obligatorisk forbillede for hvilken som helst dreng som betræder La Masia eller som spiller på FC Barcelonas ungdomshold.

Jeg ved at alt ikke har været guld og grønne skove, og for at kunne triumfere i denne fodboldverden har han været nødsaget til på sin egen krop at lide de ubehagelige skader, perioderne på bænken og ydermere ikke at komme til at spille de træningskampe hvor alle truppens spillere deltager undtagen ham. Og hvad så? For hvem betyder man så noget? For ingen.

Han var tæt ved at rejse sydpå for at spille og, heldigvis for alle, hans styrke og først og fremmest den tiltro han nød fra señor Van Gaal gjorde at han blev. Vanskelige stunder som han klarede og husker på for at de ikke skal gentage sig, og det er her Puyis personlighed er så vigtig.

Hans selvbiografi bliver meget betydningsfuld og bekræfter alt det jeg siger. Den vil være som De Ti Bud for enhver fodboldspiller som ønsker at leve med fodbold 24 timer i døgnet og tænke på den næste rival, på hvordan man forbedre en teknisk detalje, på hvordan man hurtigst muligt kommer sig efter at have ydet alt eller hvordan man lever et næsten munkeagtigt liv. På den måde han elsker sin strenge diæt, virker Puyols profil mere lig en gud fra den græske mytologi end som en noi fra La Pobla.

En fremragende værelseskammerat, ynder af catalansk rock, vild med videospil og en sporadisk læsehest. At være sammen med ham er behageligt og let. Jeg værdsætter at have ham som ven.

Trofast, oprigtig, altid præcis, besindig, kærlig og med en godhed ud over det normale.

Fodboldspilleren er langt under mennesket.

Det mest forbløffende er at jeg er i gang med at udfærdige et forord om en noi på 25 år, og det bedste fra Puyol står endnu for døren. Vi kan glæde os til en sand anfører med begge ben plantet på jorden og med en uimodståelig evne til at smitte ham der i et øjeblik under kampen tvivler med en grad af uimodståelig gåpåmod og med personlighed.

Jeg afslutter mit forord med at plagiere en velkendt plakat som hang på Camp Nou for noget tid siden: Enjoy Puyol.

Luis Enrique Martínez

Side 1 af 15

CULES.DK La Masia

Et mål, en titel S. 41-48 La Masia blev mit nye hjem, Mini min gade og Barcelona min by. Omgivelserne var meget forskellige fra hvad jeg havde kendt frem til dette øjeblik. Forandringen var ikke traumatisk, heller ikke meget mindre. Måske jeg var heldig ved at ankomme da jeg som 17årig var næsten voksen, og jeg følte ikke hjemveen som de yngre.

Sandheden er at jeg hurtigt vænnede mig til stedets rytme. Det bedste var kammeraterne, de rare omgivelser der var og at de behandlede os så godt. Vi manglede aldrig noget. Om morgen gik vi i skole, vi spiste hjemme og om eftermiddagen trænede vi. Dette var vores ugeplan. Om lørdagen og lejlighedsvist om søndagen spillede vi kamp.

Vi drenge der sov på La Masia spiste kl. to om eftermiddagen. De ældste der havde egen lejlighed kl. 14 30. Til at starte med spiste de sidstnævnte i restauranten Eric’s der er beliggende bag Mini Estadi, men senere besluttede klubben at disse skulle spise på La Masia. Kokkene Josefina, Imma, Belén, Anna og Fernando serverede en menu med tilpasset diæt uden valgmuligheder som alle kunne lide. Jeg havde et rigtigt godt forhold til dem, og nu mindes jeg dem med megen ømhed, den samme som de gav mig da jeg boede der.

La Masia er en skole for livet. Jeg vil tilråde enhver at tilbringe en sæson på et sådant sted. At bo sammen med folk på samme alder, nogle ældre nogle yngre, gør at du modnes. Det giver kammeratskab. Man lærer fra sig selv og fra de andre. Der må du tage dig sammen for dine forældre er der ikke til at forkæle eller beskytte dig.

Jeg manglede mine venner fra landsbyen og min familie, for det er folk jeg elsker, men jeg var så heldig at når min moral var lav dukkede en kammerat op, Ramon, hans kone, min onkel Raimundo og min tante Emilla eller Antonio Oliveres, en person som jeg senere fortæller hvad betød for mig.

Mine forældre trak vejret mere roligt da mobiltelefonerne kom på markedet. Fra det tidspunkt kunne de nemmere få fat på mig og jeg skulle ikke udholde de lange ventetider ved La Masias telefon. I huset var der kun to linier til 40 mennesker, og det var ikke nok. Når det var din tur var der altid en der ventede bagved som bad indtrængende: ”Kom nu. Er du blevet kludret ind i ledningen?” Det var en plage. Med mobiltelefonerne stoppede køerne heldigvis.

Jeg tilpassede mig hurtigt La Masia; men der skete ikke det samme for mig med byen. Som for mange studerende der kommer til Barcelona fra deres landsbyer og byer kostede det mig noget at fange Barcelonas puls. Det med at blive forsinket med femogfyrre minutter i bussen før man nåede skolen UNITEC. At befinde sig på Cataluyna Pladsen kom jeg over. Vi kørte med til Princesa Sofía, tog 7’eren og tog hele rejsen ind til centrum.

Det overraskede mig også at se folks adfærd på gaden. Åndsfraværende og næsten løbende var folk forpestede af en travlhed som i mange tilfælde var uvirkelig. Vi gik en rundtur med vennerne og uden at vi bemærkede det forøgede vore skridt sig lidt efter lidt. Nogen gange var vi mere trætte bagefter end efter et træningspas. Til sidst standsede en op og sagde: ”Nej. Husk at vi er ude at gå tur”. Og så begyndte vi igen at gå. Nu jeg også føler mig hjemme i Barcelona, overrasker denne væremåde mig ikke længere. Måske gør jeg det samme selv.

Det jeg virkelig nød var om eftermiddagen når de unge kiggende på at spillerne fra førsteholdet trænede. Fra La Masias vinduer fulgte vi Figos, Pizzis, Luis Enriques og Ronaldos bevægelser mens de trænede under Bobby Robsons kommando på banen der stødte op til vores bolig.

Det var en fornøjelse at lære fra dem. Mine kammerater fra La Masia delte disse glæder, og mens vi så på disse spillere råbte vi højt.

Side 2 af 15

CULES.DK Nogen gange var det Trashorras, andre Felip, Molist eller en hvilken som helst af de mange venner på stedet.

Drømmen er i mit tilfælde blevet til virkelighed.

Jeg har delt omklædningsrum med nogle af disse spillere som Pep Guardiola eller Luis Figo og med andre som Luis Enrique. Mange flere. Nu kan jeg sige at virkeligheden til alle tider overgår ungdomsfantasierne. Jeg er ked af at ikke alle mine kammerater fra La Masia har kunnet opleve det selv. Så havde de fået bekræftet at følelsen er meget mere behagelig end det vi forestillede os.

At være spiller i Barças talentskole medfører sande privilegier, og et af dem er at kunne komme gratis ind til førsteholdets kampe. Siden jeg skrev under har jeg aldrig undladt at udnytte denne mulighed. Frem til det øjeblik havde jeg kun set et opgør med Barcelona på stadion, Ronald Koemans afsked mod Sevilla som sluttede uafgjort. Men fra og med dengang blev jeg stamgæst på Camp Nous tilskuerpladser.

Mit første år var godt både hvad angår det personlige aspekt såvel som det sportslige.

Martínez Vilaseca var min træner, og det var heldigt for han regnede altid med mig. Han lod mig ofte få lov til at spille for at gøre skiftet fra La Pobla til Barça nemmere. Træneren satte mig på det bedste ungdomshold hvor niveauet var meget højt. Jeg bemærkede at forskellen fra La Pobla var enorm. Jeg fulgte holdkammeraternes rytme, men det var ikke til at komme uden om at jeg ikke var gruppens bedste. Det var rigtig gode folk.

Debuten på el Mini kunne ikke være mere vellykket. Jeg husker dette opgør som havde det været lige nu. Vi var oppe mod Mallorca B som scorede det første mål. Derefter udlignede vi og jeg scorede sejrsmålet. Jeg rykkede en halv bane frem, jeg afdriblede alle rivalerne som jeg mødte, målmanden inklusiv, og ved målstregen scorede jeg.. Det var min første officielle kamp hos Barça, min første kamp på el Mini og mit første mål. Jeg ringede overvældet af følelser hjem.

Sæsonen begyndte godt og sluttede bedre. Holdet tabte pusten midtvejs i ligaen fordi ungdomsafdelingen tog adskillige af spillerne fra os, som først igen kom med ved sæsonens afslutning til dysten i Copa del Rey finalen i Zaragoza. (Oversætterens bemærkning: Der er tale om Copa del Rey for u-19 spillere). Vi spillede på

La Romareda og dertil rejste en turistbus med folk fra La Pobla, mellem dem min mor som aldrig var kommet for at se mig da jeg var lille. Der var godt med folk på tribunerne: Real Madrid var modstanderen og Barça stillede med Felip, Bernaus, Ferrón, Gerard, Héctor, Puyol, Dani Vigas, Juanjo, Ismael, Molist og Caballero.

Ismael, der havde været sæsonens bedste, spillede endnu en ekstraordinær kamp denne 30. juni 1996. Han bragte Barça foran på måltavlen og bagefter scorede Juanjo, men Real Madrid svarede igen og bragte balance i regnskabet før pausen.

Real Madrid, der spillede bedst, var igen favorit, men i anden halvleg fejede vi dem af banen.

Caballero bragte endnu engang Barça foran, og i det 89. minut sørgede jeg for at det endte 4-2. Jeg husker stadig Martínez Vilasecas ansigt efter kampen da han lykønskede mig med målet: ”Det har været vidunderligt. Sikke en fuldtræffer!”, sagde han overvældet af følelse.

Bolden blev spillet op ude i siden og fra midtercirklen kom jeg til. En forsvarsspiller spillede bolden tilbage med hovedet mod baglinien. Jeg fik fat på den med venstrebenet.

Målmanden tænkte at jeg ville rykke ind mod midten, men jeg fyrede af og bolden smuttede ind i netmaskerne.

Josep Maria Gonzalvo, nu træner for Reus og dengang for Barcelona, husker det stadig: ”Det var en perle af et mål. Jeg blev helt overvældet.

Carles Puyol var en af de bedste i dette opgør grundet sit utrættelige spil på midtbanen og for at afgøre slutfacit til Barças fordel”.

Jeg bemærkede folkene fra La Poblas åndsnærværelse, og jeg følte mig tilfreds med deres opbakning og for at have givet dem noget igen med sejren. Vi fejrede triumfen på grønsværen. Martínez Vilaseca der havde dirigeret sit sidste opgør inden han skiftede til klubbens sportssekretariat hoppede vildt rundt. Den følgende dag begyndte ferien. Jeg tog til Andorra og der fejrede dem der var der fra truppen til fulde det der for mig var den første titel. Jeg er vild for få samme erfaring med førsteholdet. Jeg har ikke opnået nogen titel siden jeg kom op, og nu må det være min tur.

Side 3 af 15

CULES.DK Min første sæson hos Barça og La Masia havde helt igennem været en succes, for ud over titlen havde holdet valgt mig som den bedste af kammeraterne i en afstemning, og jeg fandt min bedste kammerat: Agnés. Hende mødte jeg på tilskuerpladserne på Camp Nou mens jeg så en af Barças kampe. Hun var sammen med sin far.

Senere begyndte jeg at gå ud med hende, og nu otte år efter det første møde er hun blevet til en vigtig del af mit liv. Hun er min ledsagerske men først og fremmest min ven.

La Masia var mit hjem i to år. Det er rigtigt at der ikke var megen fortrolighed. En uheldig omstændighed der tit blev gjort grin med. På værelserne med otte eller ti personer var det vanskeligt at drømme. Jeg var så heldig at være sammen med en god gruppe: Oscar Sanjuán, Roberto Trashorras, Emilio, Araujo, Ismael, Fernando, som de kaldte Schuster, og Víctor Cortés. Om natten når folk slappede af var der altid nogen der fyrede sladder af om en kammerat der sov. Denne pine gentog sig indtil vi alle vågnede op.

Som hos militæret var der på La Masia drillerier.

Det var altid det samme. Jeg skal fortælle om det.

Man fyldte poser op med vand fra hanen, og man hældte det ud i ansigtet på kammeraten der sov.

Det var lidt ondskabsfuldt for sengen blev gennemblødt, og ham det gik ud over måtte gå hen for at sove på et andet værelse. Det skete aldrig for mig, men jeg gjorde det én gang. Det gik ud over Roberto Trashorras, med hvem jeg havde og fortsat har et godt venskab.

Mange lørdage blev vi på La Masia fordi vi skulle spille om søndagen. Så kunne jeg ikke tage op til La Pobla for at se min familie. For at få tiden til at gå organiserede vi kampe på det græs der er på den øverste del af grunden, eller vi afviklede bordtennisturneringer, en afstressende ting jeg havde gavn af tre år senere ved deltagelsen i en tv serie som de optog på La Masia, Camp Nou og på el Mini.

Den hed Det Første Opspil (La Primera Jugada), en film der berettede om tre af talentskolens spillere. På rollelisten var skuespillerne Carlos Fuentes, Juan Ramon Bonet og Alvar Zarco. En af dem opnåede at komme op på førsteholdet, den anden nåede til Camp Nous porte og den tredje blev smidt ud for at have taget narko. Filmens instruktør Lluís M. Güell valgte efter at have set

alle fyrene fra La Masia tre der skulle medvirke ved optagelsen: Ismael López, Marc Carballo og mig.

Det var for at vi skulle være venner med hovedpersonerne og vores rolle var at vise de omgivelser der normalt er på stedet. Klædt på som altid med træningsdragt spillede jeg bordtennis med en af hovedpersonerne, og jeg skulle sige to sætninger: ”Det her er at gøre grin med én. Hvem spiller her?” og ”Med jer kan man ikke spille!

Altid det samme”. Med denne erfaring blev jeg klar over at jeg aldrig ville tjene til livet som skuespiller. Det er kompliceret. Hvor pinligt! Når jeg ser mig nu og… Nej, det er ikke noget for mig. Jeg har det på bånd hjemme, og under tiden sætter jeg det på for at grine en smule af mig selv.

Mere betænkelig var jeg da TV3 (catalansk tv kanal red.) genudsendte det grundet min nye kontrakt.

Det overraskede mig på dette tidspunkt på La Masia at der så ofte var agenter tilstede ved træningspassene. De hev fat i dig og tilbød dig kontrakt. De lovede dig at få dig først til det ene sted og så til det andet, at de ville få forbedret din kontrakt… Det var tydeligt at vi var på sidste trin inden professionalismen, og at de ville have deres del af markedet. Jeg talte med adskillige af dem og gav dem altid følgende betingelse: At Ramon Sostres skulle være tilstede ved forhandlingerne, hvad end det så handlede om en kontrakt eller et støvlemærke. Derfor forstod vi aldrig hinanden.

Således har Ramon ind til nu konstant påtaget sig flere og flere opgaver. Han laver næsten det hele for mig. Det er rart at have ham ved min side, for han råder mig med hensyn til mange aspekter. Jeg stoler på ham. Siden jeg lærte ham at kende som 17årig, har han gennem årene altid været ved min side på gode og dårlige tidspunkter. Han har udlevet mine glæder som havde det været hans og mine skuffelser. Han har behandlet mig som havde jeg været hans lillebror. Vores forbindelse er ikke den typiske mellem en spiller og en agent.

Den er meget mere inderlig og mere behagelig.

Jeg tror Ramon er hvad jeg mest har brug for og hvad der er hensigtsmæssigt.

Side 4 af 15

CULES.DK Romon Sostres føler sig meget privilegeret: ”At være ved hans side er en enestående mulighed. Vi stødte på hinanden i rette øjeblik. Jeg siger at det næsten var det eneste hvor det var muligt. Og jeg har altid haft ham tæt på, for med intensitet at leve med i fodboldverdenen, sammen med de folk som udgør den, dette berømte miljø, i det mindste at dele med ham. Belønnes ved at opservere hvordan en uventet beslutning guidet af hjertet, sågar opløftet med en dosis troskyldighed (at tænke på at triumfere hos Can Barça!) har givet form til en realitet der i dag er velkendt. Som det siges i en klassiker: ”lykken favoriserer de dristige”.

Advokaten udtrykker sin mest oprigtige påskønnelse for den tillid han har modtaget fra en nobel person med en mental styrke der kan sidestilles med den fysiske som vor fælles ven Miguel Rico siger, ”spil ikke men konkurrer” . Jeg håber blot at den nære fremtid tillader os sammen med fanskaren, hvoraf de begge tager del, at fejre en titel. Klar til at drømme at Carles vil blive husket som en god anfører for en stor klub. Mere vanskelige drømme er blevet til virkelighed. Eller hvad?

Jeg håber en dag at kunne gengælde dem for alt det de har gjort for mig, skønt jeg ved at de, når de ser min formodede lykke ved at have fået opfyldt min drøm, vil betragte deres støtte som gengældt.

Sandheden er at jeg har været meget heldig med de mennesker jeg har fundet i Barcelona. Ud over Ramon og Marissa var min onkel og tante der også og deres søn Jordi, som altid har bekymret sig meget om mig. Siden jeg kom til La Masia tog jeg hjem for at spiste hos dem en gang om ugen, og de tog sig af at jeg ikke manglede noget. Der var ikke en dag hvor de ikke gav mig nogle penge til at købe nogle bambas eller til at gå i biografen.

På den tid tillod min løn som ungdomsspiller ikke store ting, og det vidste de. En smule senere begyndte jeg at gå ud med Agnés, og gradvist nærmede jeg mig hendes familie. Hende såvel som hendes forældre har levet med i min udvikling og mine dårligste øjeblikke, men de har altid været ved min side, støttet mig og bekymret sig om mig. De tre såvel som min onkel, tante og Ramons familie har gjort at jeg aldrig har følt mig alene eller været ledt på vildspor, og jeg betragter dette som meget vigtigt for en fodboldspiller.

Mange siger at et dårligt miljø kan få en fodboldspiller på afveje og skade ham, men i mit tilfælde har mine omgivelser gavnet meget. De har sikret at min ankomst har været rolig og tillidsfuld, og dette har senere været afspejlet i i mit fodboldspil. Skønt det er på afstand kan jeg forsikre at uden dem, mine forældre, min bror og mine venner var jeg ikke nået dertil hvor jeg er.

Side 5 af 15

CULES.DK Paolo Maldini - Den evig unge

Barça vandt titlen i Pokalvindernes Europa Cup mens Milan hjemtog Europa Cuppen for mesterhold på bekostning af Steaua Bucarest i en kamp der blev spillet på Camp Nou. Jeg sympatiserede med Milan fordi de dominerede i Europa, og fordi de havde spændt ben for Real Madrid. Begge klubber mødtes igen i den følgende sæson i anden runde af den samme turnering, og de hvide bukkede atter under.

S. 121-123 I anledning af at vores samarbejdspartner futbol.dk har valgt Paolo Maldini til årets latinske spiller 2003, er det blevet besluttet at oversætte kapitlet fra Carles Puyols selvbiografi, hvor han fortæller om sit idol Maldini.

Jeg var seks år gammel da Paolo Maldini debuterede hos Milan, jeg var ti da han nåede sit første Scudetto, elleve da han erobrede sin første Europa Cup og tolv da han deltog i sit første VM. Nu, næsten to årtier efter hans debut, er Paolo Maldini stadig med helt i front som samlingspunkt hos Milan. Mange spillere har passeret gennem omklædningsrummet på San Siro, men Maldini er der stadig med sit ungdommelige ansigt og et misundelsesværdigt trofæskab.

Den italienske forsvarsspiller var en af min barndoms første idoler, og han er stadig en af disse spillere som jeg kunne tænke mig at spille på hold med. Som lille var mine idoler FC Barcelonas spillere som var dem jeg kendte samt Gullit og Maldini. De spillede på Arrigo Sacchis Milan-mandskab. Holdet som i årevis var uovervindeligt i Europa og som fik Quinta del Butrees Real Madrid til at tage sig elendigt ud.

Særligt glædede de hvides 5-0 nederlag på San Siro i semifinalerne i Europa Cuppen i sæsonen 88-89 mig, hvor hollænderne Rijkaard, Gullit og Van Basten spillede en fantastisk kamp. Den aften tilbragte jeg hjemme foran fjernsynet. Forinden Milan-Real Madrid havde de sendt SredetsBarcelona. En kamp som Johan Cruyffs spillere endte med at vinde og opnåede således adgang til finalen i Pokalvindernes Europa Cup, hvor de mødte Sampdoria i Bern.

Måske fordi de var Real Madrids onde ånd eller fordi de herskede i Europa følte jeg forkærlighed for rosonnera-trøjen og grundet deres spillere.

Særligt blev jeg betaget af Ruud Gullit og Paolo Maldini. Jeg kunne lide hollænderens stil, hans friske spil og måske hans hår. Og hos italieneren hans nærværelse i forsvaret. Han var og er i stand til at gå ud og kontrollere bolden med begge ben.

Han har en enorm fysik. Han er elegant og på samme tid knusende når det kræves af ham. Han har alle de kvaliteter der forlanges af en stor forsvarsspiller. År efter denne glansperiode Milan havde blev disse sympatier opløst grundet dysten i Europa Cuppen for mesterhold i 94 i Athen. Milan måtte spille finalen trods deres to midterforsvarer Baresis og Costacurtas fraværd. En fordel som burde have været nok til at Barça kunne opnå sin anden Europa Cup for mesterhold. Men så viste franskmanden Marcel Desailly sig, og han alene vandt opgøret. Det var så trist. Jeg så finalen med de unge i La Pobla på baren L’Estoret, og nederlaget skuffede os. Vel også grundet den fest vi havde forberedt. Og for det der er værre…

Fordi vi var klar over at vi var blevet slået af et bedre hold end vores. Vi kunne ikke engang finde en gyldig undskyldning for sammenbruddet. På det hold der gav Dream Team dødsstødet var naturligvis også Maldini som vandt sin tredje Europa Cup til pokalsamlingen.

Tiden er gået. Den finale fandt sted for længe siden, og Maldini har stadig andel i Milans mesterspil. For det han repræsenterede i min barndom og for det han stadig er i den aktuelle fodbold vil jeg gerne lære ham personligt at kende, selvom han for at vi kan forstå hinanden må lære spansk. Sprog har aldrig været mig. I de få år jeg har haft i Barcelona og på landsholdet har jeg været så heldig at møde verdens bedste spillere.

Side 6 af 15

CULES.DK Også Maldini som også er en af de største. Jeg er sikker på at ved hans side vil jeg lære meget.

Jeg har kun mødt ham en gang. Det var i en kamp i Champions League i 2000-01. Forsvaret var så uheldigt at blive konfronteret med Rivaldo i en af hans bedste kampe i blårødt. Brasilianeren scorede tre mål, og der blev taget lidt af glansen af Maldinis spil, selvom det ikke var ham der var blevet hvervet til at dække ham op. Selvom jeg gerne ville byttede vi ikke trøje efter kampens afslutning. Min bror Putxi bad mig om at skaffe ham Shevchenkos som jeg netop havde dækket op i opgøret, og jeg havde også lyst til at få fat på José Maris som jeg havde lært at kende ved OL. Således fik jeg fat på de to, og jeg besluttede at Maldinis ville jeg bede ham om i næste opgør jeg spillede mod ham.

Jeg er sikker på at det stadig er muligt, for med 35 år har han en strålende fysik, hvorfor han stadig har adskillige år foran sig inden for fodbold på topplan.

Man kan misunde ham at han er nået til denne alder med intakte evner og på alle måder overflod af erfaringer. Jeg misunder ham også at han har kunnet spille hele sin karriere i hans livs klub. Det er hvad vi alle gerne vil. Maldini har altid været fast mand og en nøglefigur hos Milan. Hans evner har han også vist på landsholdet, hvor han har deltaget ved fire VM slutrunder og vandt sølv i USA i 94 og tredjeplads i Italien i 90. Det at spille hele livet i samme klub tæller også med. Det gør en værdig til at blive fremhævet, for det er ikke nemt. Folk bliver trætte af altid at se det samme ansigt, og der kommer et tidspunkt hvor du må rejse bort. Maldini er så heldig at man i Italien grundet holdenes spillemåde sætter mere pris på forsvarsspillerne end i Spanien. Desuden bliver folk aldrig trætte af hans ansigt. Særligt ikke kvinderne.

Puyol om Luis Enrique: En venlig hånd i omklædningsrummet

S. 133-136 ”Så dårligt jeg syntes om den da jeg spillede hos Real Madrid, og nu elsker jeg den som havde det været en bror”. Luis Enrique er en af disse personer der overrasker. Til at starte med sætter han sig i respekt og holder afstand. Mens du lærer ham at kende, bliver du klar over hvor supergod han er. At han under billedet af en hård banan har et enormt hjerte som gør sig de største anstrengelser for at give en ven en håndsrækning.

Vi har gået godt i spænd med hinanden, fra da hans virkelige væremåde gik op for mig.

I lang tid har vi delt værelse på holdets rejser og træningslejrer, og vi forstår hinanden til fuldkommenhed. Men det er sandt at vi ved mere end en lejlighed har været så sure på hinanden, at vi ikke engang har talt sammen. Dette sker når jeg vinder over ham, når vi sidder ved bordet og spiller. Desværre for ham sker det alt for tit. Så kan man ikke sige noget til ham. Så lader jeg ham i fred et øjeblik, blot for at han kan slappe af og tage det lidt med ro. Bagefter taler vi sammen igen som om intet var hændt, selvom jeg ved at han vil have revanche når førstkommende mulighed byder sig. Hans vindermentalitet afspejler sig ikke kun på banen, men også i disse uskyldige spil.

Udenfor kridtstregerne er han som indenfor. Og det er en garanti for ethvert hold. Det er en fordel at kunne regne med en spiller med denne karakter, for han smitter resten af holdet med sin galskab og sin kamplyst. Desuden har Luis Enrique en dyd der er meget vigtig som fodboldspiller. Han kan lave mål. Kombinationen af disse to elementer gør ham til den spiller med mest karisma samt den tilhængerne sætter mest pris på.

Side 7 af 15

CULES.DK Den dag han i kampen mod Inter på Camp Nou kom tilbage efter at være kommet sig over sin skade, blev han mødt af stort bifald. Jeg advarede ham på værelset i træningslejren om hvad der ville ske. Jeg havde en forudanelse, og jeg sagde til ham: ”De vil hylde dig, og du vil score et mål”.

Han grinede af mig og sagde at det ikke ville ske.

Under tiden tager man fejl og andre gange får man ret. Denne gang fik jeg ret. Det glædede mig at have vundet den lille strid, men først og fremmest glædede det mig atter at se ham på banen og høre publikums applaus, mens han kom ind på Javier Saviolas plads. Luis Enrique oplevede samme behagelige følelse som den Abelardo oplevede for nogle sæsoner siden ved at komme tilbage efter at have været skadet i lang tid. Tilhængerne udviser medfølelse når det går dårligt for en spiller, og bagefter belønner de hans anstrengelse med bifald.

Tilhængerne havde savnet ham hele tiden mens han var skadet. Også jeg. Særligt i træningslejrene og under kampene. Men ikke i omklædningsrummet. Jeg vil afsløre en detalje som viser at Luis Enrique trods sin skade altid var der for holdet uden at offentligheden vidste det.

Nederlaget mod Sevilla på Camp Nou (0-3) betød en meget alvorlig institutionel- og sportslig krise.

Tilhængerne tog lommetørklæderne frem på tribunerne for at udvise uenighed i det der skete i klubbens forskellige organer. For nogle tilhængere var det ikke nok med lommetørklæderne, og de smed ting mod præsidentlogen og angreb adskillige journalister. Der var en ophidset stemning. Denne dag var Luis Enrique ikke på stadion, fordi han i Valladolid skulle mødes med en fysioterapeut som han havde tillid til, så han kunne komme sig over sin skade. Efter denne kamp havde præsident Joan Gaspart et møde med træner Louis van Gaal og med hele holdet. Det var et vanskeligt tidspunkt, for uden Luis Enrique og med Cocü skadet var jeg anfører, og jeg burde påtage mig dette ansvar som frem til dette øjeblik aldrig havde tilkommet mig.

Præsidenten tog ingen drastisk beslutning, for holdet var på trænerens side. Luis Enrique ringede til mig minutter efter dette møde af interesse for hvad der var sket. Jeg forklarede ham det punkt for punk, og han gjorde sin mening klar for mig.

Den interesserede mig, for den kunne være en stor hjælp den følgende dag som også ville være vanskelig.

Luis Enrique blev klar over hvor alvorlig situationen var, satte sig ind i en lejet bil og kørte hele natten for at være tilstede kl. 9 om morgenen den næste dag i Barcelona. Uden at have sovet sluttede han sig til gruppen som en til for at forsøge at finde løsningen på krisen. Denne mandag var der flere møder i omklædningsrummet, vi traf beslutninger og hans tilstedeværelse var meget positiv. Joan Gaspart spurgte os om vi ønskede at få Van Gaal fjernet; et valg som vi spillere efter min mening ikke burde tage. Luis Enrique gjorde i dette øjeblik stort brug af sin erfaring. Han blev påvirket som vi alle blev påvirket, og det var godt for os at han var hos os, for vi så endnu engang at vi kan stole på ham. Uden at ville det, var Luis Enrique et eksempel på hvordan en anfører skal være.

Et af Luis Enriques særlige kendetegn er at han forbereder sig som en sand professionel. Man må beundre ham. Han giver sig aldrig tid til at få vejret, for han ved at det gavner ham at forberede sig optimalt. Desuden bekymrer han sig ikke bare for sig selv men også for sine venner. Han har den anbefalelsesværdige vane at begynde at strække musklerne en halv time inden hvert træningspas.

Nu gør jeg det også, for det er en måde at give træningen mere dimension på og undgå yderligere skader. Når jeg i omklædningsrummet har en doven dag, eller hvis jeg taler med en kammerat og ledes på afveje, kommer han altid for at slæbe mig med over i gymnastiksalen: ”Kom så du gamle. Det er ikke tid til at slappe af”, siger han.

Diæten er et andet af de temaer der bekymrer ham. Til hver en tid fortæller han mig hvad jeg bør spise, så min krop er bedst muligt forberedt til styrkeprøvelsen. Han læser meget om den slags, og sandheden er at han er blevet til en stor ekspert. Desuden hvis han er i tvivl om noget, går han op til lægen for at spørge ham. Han vejer sig efter hvert træningspas for at kontrollere sin krop og således at undgå overflødige gram som kan skade ham under kamp. Mig tvinger han også til at gå på vægten regelmæssigt og være forsigtig med fødevarerne jeg indtager. Han ønskede også at forkæle mig ved inden VM at købe alle de vitaminer vi ville få brug for under slutrunden.

Han ville købe dem i Spanien for at forsikre sig om at de ikke indeholdt et eneste af de elementer de internationale sportsorganer har forbudt, og for at de puttede dem i små pakker der er mere praktiske at tage.

Side 8 af 15

CULES.DK Det er sandt at vi sportsfolk underkaster vore kroppe nogle intense anstrengelser, som hvis vi ikke er på vagt kan blive dyre. Luis Enrique er klar over det, og i mange år har han passet på sig selv som ingen andre.

Det forholder sig sådan at han virker som en ung fyr. Han har kontrakt til 2004, og jeg synes bestyrelsen bør tænke over at forny den. Selvom han denne sæson har været meget uheldig med skader, er han i perfekt fysisk form, og hans karakter er meget betydningsfuld for hele omklædningsrummet som stræber efter at blive mester. Luis Enrique overfører styrke til resten af holdet, og han kæmper. Han gør alt for at forsvare sine holdkammerater. Han er en af disse spillere som man altid vil have på holdet.

Jeg er så heldig at kunne nyde at være hans ven.

Helt som Iván de la Peña hjalp Luis Enrique mig med min kontraktforlængelse. Hans erfaring var atter meget værdifuld i denne sag. Han forsøgte altid at få mig til at glemme spørgsmålet, så jeg kun tænkte på at spille. Han argumenterede med at det eneste våben fodboldspillere har er at spille og forsøge at gøre det så godt som muligt. Resten er konsekvenser af denne holdning: ”Lad ske det der sker”, sagde han gentagende gange til mig. Og da jeg endelig forlængede, ringede jeg til ham via telefon for at sige det til ham personligt og for at takke ham for hans anbefalinger som han havde givet mig månederne forinden.

I de seneste år har jeg været heldig på mange måder, men det der virkelig betyder noget og varer evigt er mindet om at have haft en venskabelig hånd i de vanskelige øjeblikke. Så hvis jeg skal føle mig heldig grundet noget, er det fordi jeg altid vil have en stor ven som Luis Enrique ved min side.

Iván de la Peña – Med sushi mellem os

S. 137-140 Iván de la Peña er en af disse personer som jeg altid vil have tæt på og som helt sikkert skal være en del af mit idealhold. Jeg har et fremragende forhold til ham. Han er en af de rigtige venner.

Gennem årene har han gjort så meget for mig. Jeg kan kun være ham taknemmelig og forsøge at give ham tilbage på samme vis.

Vi gik perfekt i spænd med hinanden hos Barça, men sandheden er at vi var længe om at blive fortrolige. Da jeg begyndte på La Masia, boede han der ikke. Han spillede allerede på førsteholdet. Nogen gange kom han derover for at besøge sine venner. Så hilste vi på hinanden. Men heller ikke mere. Jeg var lidt genert over at skulle føre samtale med ham. Han var og er en stjerne.

Hans tilstedeværelse gjorde mig nervøs, for jeg havde indtryk af at jeg kunne genere ham. Samme følelse havde jeg da jeg for første gang kom ind i førsteholdets omklædningsrum. Jeg ankom i chok, og det eneste jeg forsøgte var at tie stille, lytte og ikke at gå i vejen for nogen.

Mit venskab med Iván de la Peña opstod da han kom tilbage til FC Barcelona i sæsonen 99-00.

Der var jeg ikke længere nyankommen i omklædningsrummet. Jeg havde spillet et år på holdet og kontakten var mere direkte. Jeg opdagede at han var en meget venlig person som jeg havde det rigtig godt sammen med.

Jeg husker en udekamp i Vigo hvor vi grinte som aldrig før. Da vi ankom til hotellet blev vi indlogeret på samme værelse. Vi åbnede vinduerne for det var rigtig varmt, og vi gik ned for at spise aftensmad og lod lyset være tændt. Vi snakkede længe efter maden, men det var ikke sådan at vi gik sent i seng.

Side 9 af 15

CULES.DK Da vinduerne var blevet lukket og lyset slukket, lige før søvnen faldt over os, bad Iván mig om en tjeneste.

Han går ikke glip af noget, og bagefter kan han lide at kommentere det. Derfor må jeg følge lidt med for at kunne følge med i samtalen.

”Kan du ikke stå op for at slå myggen som flyver rundt her ihjel?” sagde han til mig.

Iván hjalp mig med forlængelsen. Han beroligede mig, han sagde til mig at jeg bare skulle tage det roligt for tingene skulle nok ordne sig og at jeg skulle blive hos Barcelona, at her har man det som intet andet sted, at klubben er det største, og desuden at det er i Catalonien jeg har hele min familie. Grundet alt det rådede han mig til ikke at tage herfra.

Jeg tændte for lyset, og da jeg skulle til at slå myggen ihjel blev vi klar over at loftet var sort af insekter. Vi begyndte at grine helt vildt. Vi kunne ikke holde op med at grine. Da vi blev rolige ringede vi til receptionen og bad om at de gav os et andet værelse, for på dette kunne ingen sove.

I takt med tiden er dette venskab vokset. Nu taler vi dagligt i telefon og vi ses mindst en gang om ugen. Når lejligheden byder sig spiser vi middag i en japansk restaurant. De la Peña og hans kone Lorena Asensi afleverer Iván Júnior hos morforældrene. Sådan kaldes deres søn, selvom hans navn ganske enkelt er Iván. Hvis vi er sammen om eftermiddagen, tager de ham med. Så går vi på bar for at drikke noget eller går en tur i byen. Han er en rigtig sød dreng. Lige så kærlig som sin far. De har lært ham at sige mit navn, og når han ser mig eller en person med lyst krøllet hår begynder han at sige: ”Pui, Pui” som i Puyo.

Lorena, Iván, min kæreste Agnès og jeg elsker japansk mad. Det er med en tallerken sushi mellem os når vi deler vore bekymringer. Vi fortæller hinanden om vores glæder og skuffelser, og først og fremmest taler vi om fodbold: om Barça, om Espanyol, om den spanske liga, om de europæiske...

Iván er vild med international fodbold. Han kender navnene på alle spillerne i andre ligaer.

Uanset hvilken klub han taler om, kender han altid dens hold, spillemåden, spillernes egenskaber…

Nogen gange når han kommer hjem om søndagen, tager han fjernbetjeningen til fjernsynet for at følge runden i de europæiske ligaer. Det der overrasker mig er at han ikke bare er underrettet om resultaterne i de turneringer han har spillet i, den spanske, den franske og den italienske, men at han også kan lide at vide hvordan det går i den tyske og den engelske. Han er et fodboldkonversationsleksikon. Han elsker det. Jeg har ikke en så overdreven interesse, selvom jeg når disse samtaler med Iván starter begynder at føle savsmuldet. Iván de la Peña smitter. Han sluger det hele. Han følger i fjernsynet de opgør de sender hvad end de er fra de europæiske ligaer eller de sydamerikanske.

Trods sin ungdom er han en spiller med stor erfaring, for han debuterede meget tidligt i Primera División. Desuden vidste han hvad han talte om, for han har spillet hos Barça. Han var kommet igennem en situation lignende min, og grundet livets omstændigheder havde han været nødsaget til at rejse derfra. Forhandlingerne om hans forlængelse varede også i adskillige måneder. Pressen fulgte sagen meget tæt, for Iván viste sig på scenen med så megen glans at tilhængerne forgudede ham. Adskillige hold krævede at få ham. Núñez ville forlænge med ham og red direkte ind i en polemik med Johan Cruyff som jeg fulgte som tilhænger gennem aviserne.

I de råd Iván gav mig refererede han ikke i nogen til sin egen sag, men det var tydeligt at den var nærværende i alle samtalerne på den måde han snakkede. Ingen kan lide at være i orkanens øje grundet et anliggende som dette, og det forholder sig sådan at man får det skidt. Således var hans råd meget nyttige for mig. Iván ledte efter det bedste for mig uden at have andet til hensigt.

Selvom jeg ikke ønsker det, kommer den dag hvor jeg må rejse fra FC Barcelona. Det sker for alle spillerne. Det er vanskeligt altid at holde sig fast i den samme klub, for tilhængerne ønsker nye ansigter. Dem der har held til at begynde deres karriere i en klub som Barcelona og slutte med at trække sig tilbage der er få. Når den dag kommer hvor de ikke ønsker mig, må jeg acceptere det. Så vil jeg gerne til Italien hvor ligaen er meget stærk, og det tiltaler mig at skulle prøve det. Premier League motivere mig også, selvom jeg foretrækker den italienske.

Side 10 af 15

CULES.DK Iván ønskede aldrig at forlade Barça, men vi fodboldspillere må være forberedt på dette. Det er forbundet med vores profession. Det var en skam, for med hans afgang mistede Barça en stor spiller af den slags man ikke kan erstatte. Han tilhører en udryddelsestruet art. Han har utrolige kvaliteter og en særlig dygtighed i den sidste aflevering. Mange trænere foretrækker små soldater, men på et hold bør der være alle typer. Nogen der som jeg arbejder, og andre som ham der har offensive kvaliteter. Man må kompensere det ene med det andet for at få balance. Det er helt klart at med mig som træner, ville Iván spille alle kampene.

De la Peña vil altid være hos mig, helt som et kors han forærede mig for to sæsoner siden. Han gav mig det da han spillede hos Lazio, og jeg bærer det altid om halsen. En dag fik jeg et stort chok da jeg mistede det under en kamp på San Mamés. I en situation i feltet greb Urzaiz fat i min hals, kæden sprang og korset faldt på jorden. Da spillet var i gang kunne jeg ikke dedikere mig til at samle det op. Jeg huskede ikke på det før afslutningen på kampen. I bussen sagde jeg det til Luis Enrique som omgående rejste sig fra sædet og begav sig hen til banen. Jeg fulgte ham til græstæppet hvor lysene var helt slukkede. Man kunne intet se omkring feltet, hvor denne situation med Urzaiz var foregået. Vi måtte lede for at finde det. Nogle fyrer der var der blev forundret over begivenheden og spurgte os hvad vi ledte efter.

Med deres hjælp fandt vi Iváns kors.

De la Peña er et rart menneske og meget vigtig for mig. Så meget at jeg regner ham for en bror. Det at vi har næsten den samme alder og deler interesser og fornøjelser er noget som altid forener os mere og mere. Hvis han på banen kendetegnes ved sine kvaliteter, gør han det i dagliglivet grundet sin godhed. Sådanne folk støder man ikke på hver dag. Og endnu mindre i fodboldverdenen.

I takt med at man lærer ham bedre og bedre at kende, sætter man mere og mere pris på hvor stor og speciel en person han er. Med tiden har jeg lært at forstå alt dette, og det er derfor jeg er sikker på at han er en ven for altid. Fodbolden har givet mig mange ting, men venner som ham tæller man på fingrene på en hånd.

Puyol til Louis van Gaal: ”Rør ikke håret!”

S. 145-148 Første gang jeg gik ned i omklædningsrummet på Camp Nou, blev jeg ledsaget af Lorenç Serra Ferrer. Louis van Gaal ventede på mig på stadion da klubbens daværende sportsdirektør præsenterede mig. ”Hej”, sagde Van Gaal. ”Hej”, svarede jeg. ”Hvad sker der med dig? Har du ikke penge til at få håret klippet?” slyngede Van Gaal ud med et så alvorligt ansigtsudtryk at jeg blev forskrækket. ”Rør ikke håret”, sagde jeg til ham mens jeg forsøgte at dæmpe djævelens tonefald.

Sådan var min debut i det område der er reserveret for Barcelonas førstehold. Jeg blev ikke bange grundet Van Gaals voldsomme udbrud og heller ikke da jeg tog mine første skridt i det næsten tomme blaugrana-omklædningsrum. Holdet skulle denne aften spille en kamp i Champions League mod Dynamo Kiev, og det halve hold kunne ikke spille grundet skader, karantæner og influenza. I de sidste timer var Luis Enrique, Pizzi og Abelardo blevet syge, og Van Gaal blev på træningslejrhotellet mødt af blot fjorten disponible spillere. Han ledte blandt de unge og fandt mig.

Som 19årig, to efter at have forladt La Pobla, blev jeg for første gang udtaget til holdet. Jeg klædte mig hurtigt om og sprang ud på stadion for at varme op som en til. Det indtryk man får af Camp Nou fra græstæppet er fantastisk.

Side 11 af 15

CULES.DK Efter at have fornøjet mig med udsigten, satte jeg mig på bænken med Angel Mur, Miquel Ángel Nadal, Guillermo Amor og Carles Busquets for at se hvordan det russiske hold gav os et koldt styrtebad. (Dynamo Kiev er naturligvis fra Ukraine, men Puyol skriver altså russisk red).

Shevchenko scorede de første tre mål og Rebrov scorede denne aftens fjerde. Nederlaget betød enden på Europa i sæsonen 1998-99 for Barcelona. Jeg kom ikke engang til at spille et minut men forblev på bænken med Busquets som heller ikke spillede.

Flere år senere fik jeg at vide at 0-4 nederlaget var den værste kamp Louis van Gaal mindes fra hele sin karriere som træner. ”Jeg har aldrig tabt så stort på hjemmebane. Hverken hos Ajax eller Barça”, sagde han. Og hans sørgelige minde faldt nøjagtig sammen med det om min præmiere. Den aften forlod jeg stadion uden at sige noget, ydermere fordi ovnen med wienerboller ikke var der.

Jeg lærte ikke mere om Louis van Gaal før begyndelsen på den følgende sæson. Den hollandske træner udtog ti spillere fra andetholdet til en træningslejr i Holland i forsæsonen der skulle vare i seks dage. Oscar Alvarez, Marc Bernaus, Ferrón, Babangida, Okunowo, Cuadrado, Lombardo, Felip, Luis García og mig.

Landsholdsspillerne var endnu på ferie grundet deltagelse ved VM og træneren anvendte de få som ikke var med i France 98, dem fra Barça B og tre spillere som var på prøve hvis navne jeg ikke husker.

Van Gaal var meget opmærksom på de unge under dette ophold. Han talte meget med mig om at gå tilbage fra pladsen på midtbanen til forsvaret. Efter at have set mig ved træningspassene og grundet det han vidste om mig fra tidligere sæsoner, besluttede træneren at omskole mig til back, en ændring som jeg til at starte med ikke forstod. Han fortalte mig det og bagefter gjorde han det samme til min træner fra andetholdet Josep Maria Gonzalvo. Og fra det øjeblik holdt jeg op med at eksistere som midtbanespiller.

At vende mig til den nye plads var ikke let, men hvis træneren syntes at dette var ændringen der skulle til for at skaffe mig på førsteholdet, var jeg klar til at følge ham med lukkede øjne.

Med tiden gav jeg ham ret, og nu har jeg ikke ord til at takke Van Gaal for at han på den træningslejr insisterede på at føre en ændring ud i livet som jeg ikke altid forstod.

Jeg husker tydeligt mit første indtryk af Van Gaal og den samtale vi havde da han modtog mig på Camp Nou, men jeg husker endnu bedre hans sidste dag som FC Barcelonas træner, den hvor han gik med grædende øjne fordi han var blevet fyret for første gang i sin professionelle karriere.

Gaspart besluttede at afsætte ham og hyrer Radomir Antic for at rede en vanskelig situation.

Det var nogle meget vanskelige arbejdsdage for alle, og jeg følte det meget tæt på grundet mit hverv som anfører. Han gav mig mulighed for at få denne erfaring ved at vælge mig som sin repræsentant i truppen, en tillidserklæring til mig.

Ved den sidste træningslejr op til sæsonen var der en afstemning på holdet. Luis Enrique vandt overlegent, Cocü fik næstflest stemmer og derefter stod Frank de Boer og jeg lige. Louis van Gaal besluttede at jeg var den tredje. Denne gestus overvældede mig med glæde, fordi det for mig betød meget at bære anførerbindet for mit livs klub, skønt det også var et enormt ansvar grundet alt hvad det medførte.

Den første del af sæsonen var slet ikke let. Det er sandt at det var en risiko endnu engang at skrive kontrakt med Louis van Gaal, fordi ville vi komme ud for nederlag, kunne klubben genopleve lige så komplicerede situationer som dem fra den sidste sæson i hans første periode. Alene hans navn medførte en splittelse mellem folkemasserne som kun sejrer kunne tildække. Disse kom utvivlsomt ikke. Tværtimod.

Holdet oplevede på denne tid den værste modvind i hele sin historie, man var to points fra nedrykning og Van Gaal klarede ikke hvervet.

Træneren havde del i skylden, men spillerne, os der går ud på spillepladsen, må påtage os den maximale del af ansvaret for det der skete. Presset forøges så meget at det var vanskeligt at leve med det. Det er ikke normalt at et hold som FC Barcelona er nede blandt de sidste i Primera División. Indtil det øjeblik var holdet nr. 4 eller 5 når det gik skidt. Man havde aldrig været så langt nede. I løbet af disse dage i december sidste år havde jeg mange samtaler med Van Gaal.

Side 12 af 15

CULES.DK Han sagde til mig at hvis han kom væk ville presset mindskes, men det ville forværres hvis resultaterne ikke var med os i de følgende to eller tre runder. Han forklarede mig at han havde lyst til at fortsætte, og han følte at han havde styrken til atter at få holdet på sejrsmarch. Holdet støttede ham hele tiden. Det var Van Gaal klar over. Vi spillere var klar til opgaven, men vi tabte kampene. Man tænker at bekymringen om at vinde de kommende opgør pressede os for meget.

Vi var udsat for modgang. Det skadede os at problemet med kampene skulle løses omgående.

Rivaldo - En indsprøjtning for holdet

I disse tilfælde hvor man ikke ser lyset for enden af tunnellen, vælger man altid den nemmeste løsning; at fjerne træneren. Og Van Gaal forlod grædende omklædningsrummet. Det samme skuffede ansigt som han havde ved pressemødet udstillede han overfor truppen. Som jeg genkender det, var jeg meget rørt og jeg græd også.

Jeg gik over på hans kontor for at se ham efter at han havde taget afsked med truppen. På en personlig måde ville jeg sige et sidste farvel til ham, hvilket var en gestus andre holdkammerater også gjorde. Jeg takkede ham for alt hvad han havde gjort for mig, og jeg beklagede hans afgang, som jeg følte mig medskyldig i. ”Rolig. Nu skal I være stærke for at forsøge at komme ud af denne situation. Jeg er sikker på at det kan I opnå. Jeg tror på jer”.

Van Gaal betyder meget for de spillere der kom op fra ungdomsafdelingen, som det forholder sig i mit tilfælde. Han gav os mulighed for at gøre vores barndoms fantasi til virkelighed og den nødvendige kontinuitet for at få os til at bide os fast i Primera División. For en træner er det altid lettere at stille med afprøvede spillere, fordi på denne måde har man ro i omklædningsrummet og man dækker sine skuldre for ungdommelige fejl.

Uden tvivl var Van Gaal tapper. Han troede på os.

Vi forsøgte at leve op til denne tillid. Fra jeg lærte ham at kende var jeg meget opmærksom på de råd han gav mig, og jeg forsøgte altid at fører dem ud i livet. Alle med undtagelse af et: det første.

S. 153-155 Man må tale med målmændene eller selv stille sig mellem stængerne, for at konstatere hvorfor Rivaldo blev kåret til verdens bedste spiller, sagde Santiago Cañizares fra landsholdet og Barças målmænd, som han fik til at lide ved hvert træningspas, til mig. ”Når Rivaldo skyder, ser jeg ikke engang bolden”, siger de alle anerkendende.

Som lille holdt jeg af at være målmand og på førsteholdet holdt jeg fast ved denne skik, for at prøve de iagttagelser mine kammerater gjorde. Jeg to handskerne på, jeg stillede mig mellem stængerne og udfordrede Rivaldo. Udenfor feltet begyndte han at bombardere målet. Jeg konstaterede at hans skud er ustoppelige. Den kraft og det sigte han har er rystende. Skuddene kom ind fra alle sider af målet, derfra hvor Rivaldo ønskede det. Jeg smed mig til højre, til venstre og han snød mig altid, eller også havde bolden så megen slagkraft at mine anstrengelser var nytteløse. Han er en mester og det viste han ved træningspassene såvel som i kampene. Dette er en af hans dyder men ikke den eneste. Han havde mange flere. Hjulpet af en ekstrem fysik, har Rivaldo evnen til ene mand at afgøre en kamp.

Side 13 af 15

CULES.DK Nogen gange når du spiller skammeligt, så sender du ham en aflevering fra forsvarszonen som han modtager på midtbanen og fører op til straffesparksfeltet, og så scorer han med venstrebenet. Der er få spillere som kan forvandle alt hvad de berøre til guld. Rivaldo er en af dem.

Vi holdkammerater var ham taknemmelige fordi vi vidste hvordan det var at spille med eller uden Rivaldo. Disse lægelige detaljer plejer ikke at trænge igennem massemedierne, hvorfor tilhængerne ikke altid er bevidste om det Rivaldo gjorde for holdet.

Det mål der kommer frem i min hukommelse, såvel som jeg formoder det er hos størsteparten af blaugrana-tilhængerne, er det han lavede mod Valencia i den sidste kamp i ligaen 99-00. (Det er hvad Puyol skriver, men det var 2000-01 red).

Han skaffede os med i den næste Champions League. Barça var nr. fem i tabellen og Valencia, med to point mere, nr. fire. Det hele skulle vi afgøre under deres besøg på Camp Nou. Hvis vi vandt ville vi komme forbi dem i tabellen og komme med i den næste udgave af Champions League. Hvis vi tabte eller spillede uafgjort ville Valencia kvalificere sig. Der stod 2-2. Tiden var ved at ebbe ud og på tribunerne var der lige så mange nerver på som på banen. Vores kræfter var ved at slippe op, da Rivaldo viste sig. I næstsidste minut af kampen sendte Frank de Boer ham en bold fra den forreste del af feltet. Rivaldo, med ryggen mod målet, parerede bolden med brystet, han sprang op og med et fantastisk saksespark sendte han bolden ind. Jeg befandt mig meget tæt på ham, og jeg blev lamslået ved det jeg så.

Ligeså Cañizares. Det var ikke et heldigt skud i blinde. Han flugtede så godt bolden med venstrebenet at den fløj af sted uden at Valencias målmand kunne undgå at den gik i mål. På et sekund opresumerede Rivaldo alt hvad han er i stand til at gøre. Jeg løb som en gal for at omfavne dette boldgeni.

Han blev også kritiseret i pressen for sin ligegyldighed overfor holdets problemer. Dette er ikke sandt. Brasilianeren levede meget med i omklædningsrummet. Når der blev holdt møde i krisetider deltog han i højeste grad, han bad om ordet og hans mening blev respekteret af gruppen fordi den var vigtig. På trods af sin indadvendte karakter, ofrede Rivaldo sig i omklædningsrummet men først og fremmest på banen hvilket er hvor man skal gøre det. Han plagede om at få lov til at spille og det var ham der gjorde det mest vanskelige på banen: han bad om bolden når det gjorde ondt. Han skjulte sig aldrig, trods pibekoncerten fra publikum, pressens kritik og rivalernes hårde taklinger. Det er en skam at han er taget herfra. Milan begik et røverkøb. Det er en stor spiller som gør dig sikker på 20 til 25 mål hver sæson.

Barcelona-folket var ikke fair overfor ham, fordi Rivaldo gav klubben så meget, og man anerkendte ikke altid hans anstrengelser. Utallige gange spillede han på indsprøjtninger, selvom det havde været bedst at holde op og komme sig helt. Men han bad lægen om at stikke ham, fordi han havde lyst til at spille, fordi han så at holdet var såret, fordi han vidste at det havde brug for ham. Og lægen forberedte indsprøjtningen og lindrede smerten. Scenen gentog sig mange gange, lige så mange som publikum piftede af ham. Den fare som det indebære at gå for vidt med indsprøjtningerne er høj, fordi det er muligt at forværre skaden, men dette aspekt bekymrede aldrig Rivaldo. For ham handlede det først og fremmest om holdet, og det viste han tydeligt bag lukkede døre.

Desuden er han et godt menneske. Han gjorde mig en tjeneste der siger meget om ham. Jeg var lige kommet op på førsteholdet og Ramón Sostres forhandlede på dette tidspunkt med adskillige sportsfirmaer. I hotellets hall begyndte jeg at tale med Rivaldo og Simao om dette emne, jeg spurgte til deres støvler, jeg forklarede dem om min situation og Rivaldo sagde at han ville forsøge at snakke med ledelsen hos Mizuno - hans mærke.

Samtalen førte ikke til mere, og jeg forventede mig heller ikke mere fra hans side. En dag viste han sig i omklædningsrummet på Camp Nou med et tilbud fra Mizuno med bedre vilkår end dem vi var i gang med at undersøge. Således tvivlede jeg ikke og accepterede. Jeg skrev under på en kontrakt for to sæsoner og jeg er meget glad for den behandling jeg modtog fra det japanske firma og naturligvis fra Rivaldo. Brasilianeren gjorde det ikke som repræsentant, for han tjente ikke en eneste skilling. Det var en tjeneste overfor en knægt der netop var kommet op fra andetholdet.

Derefter begyndte vi at have mere forbindelse med hinanden.

Det er rigtigt at han ikke gik ud med andre holdkammerater, men det er sådan at Rivaldo har familie og den var han altid sammen med.

Side 14 af 15

CULES.DK Desuden er han en eksemplarisk professionel. Han passer meget på sig selv. Jeg kan kun sige at jeg lærte meget af ham og at det var en ære at spille ved hans side. Det er derfor jeg gemmer mindet om ham et særligt sted på mit kontor: en mindeplade af sølv med en guldbold på den øverste del og med en inskription på den nederste hvor han takkede mig for min medvirken i hans opnåelse af Den Gyldne Bold. Det gjorde han for hver af spillerne fra truppen og han gav os den, den eftermiddag hvor han dedikerede trofæet til tilhængerne.

Puyol på forside af bogen ”Morbo” i den nye udgave i 2011 .

Side 15 af 15