Folkeskolens ressourceperson

En balance mellem person, rolle og organisation

Sanna Lassen

Dafolo

Sanna Lassen

Folkeskolens ressourceperson

En balance mellem person, rolle og organisation

1. udgave, 1. oplag, 2024

© 2024 Dafolo A/S og forfatteren

Forlagsredaktion: Sophie Hill og Astrid Holtz Yates

Principlayout: Jane Rasmussen, Haurum Grafisk og Kristina Bregner Jensen

Grafisk opsætning: Kristina Bregner Jensen

Grafisk produktion: SIA DARDEDZE HOLOGRĀFIJA

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition: Dafolo A/S

Suderbovej 22-24

9900 Frederikshavn

Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8161

ISBN 978-87-7234-220-7

Forord

Af Frode Boye Andersen

Hvis ressourcepersoner i skolen er svaret, … hvad var så spørgsmålet?

Skolens ressourcepersoner er en samlebetegnelse for læringsvejledere, inklusionsvejledere, faglige vejledere, koordinatorer m.v., som har særlige forudsætninger og formelle funktioner i en kvalificering af skolens opgaveløsning. Forvaltninger og skoler har i stigende grad i de senere år organiseret en stor del af skolens pædagogiske udvikling med netop ressourcepersonerne som centrale figurer.

Det fremstår som en indlysende god idé, at skolen trækker på sine ressourcepersoner, når den pædagogiske kapacitet skal styrkes – med en professionel systematik og nu også organisatorisk funderet. Idéen er blevet så god, at den synes at have privilegeret sig selv i den politisk styrede skole, og med lokale variationer kan vi iagttage en slags isomorfi i den opståede og udbredte organisering med ressourcepersoner på skoler og i kommuner: Ressourcepersoner i skolen er blevet et etableret svar.

Som vi kan læse i denne bog, er ressourcepersoner som fænomen ikke nogen ny historie, og nutidens vejledere er en knopskydning på en længere udvikling; fra specialfunktioner direkte i forhold til børn over kollegial vejledning på undervisningen til en opgave med at løfte den opgavenære udvikling i relation til kollegerne. Og historien har betydning, fordi vi inden for det seneste tiår har set gennemslag i en bevægelse af skolens ressourcepersoner: fra kolleger, der stiller deres pædagogiske kompetencer til rådighed for andre, til kolleger, der skal indløse forventninger om en aktiv, organisatorisk funktion, som forudsætter, at de involverer sig i kollegial udvikling på organisationens vegne.

Der er tale om en bevægelse fra primært at være en pædagogisk ressourceperson, en kollega++, til, samtidigt og definerende, at blive en organisatorisk ressourceperson. Dette lyder måske umiddelbart ikke dramatisk, men kulturelt er det ikke nogen lille ting, fordi vi derved indrullerer en funktion, der overvejende har haft professionsfaglig grund under fødderne, til nu at skulle fungere ud fra en organisatorisk agenda. Bevægelsen rummer i nogen henseende et kulturelt brud og har i hvert fald aktuelt et kulturelt efterslæb: Der skal, på godt og ondt, mere end policy-dokumenter og nye, diskursive svar til at ændre skolens praksis.

Denne bog giver os opmærksomheden på, at ressourcepersoner bliver til i hverdagen, i spændfeltet mellem praksis og idealer, og vi kan udstrække pointen til også at gælde den organisatoriske ressourcepersonfunktion; den gode idé om ressourcepersoner i skolen bliver udfordret på at kunne gøre sig gældende i hverdagens konkurrence med alt dét, som allerede er virksomt og dermed bestemmende i den eksisterende praksis. Derfor er det også meget forståeligt, at man kan møde mange skoleledere, der stadig efter gedigne bestræbelser kan stille det relevante spørgsmål: Hvordan får vi skolens ressourcepersoner i spil?

Udfordringerne med at få ressourcepersoner ”i spil” viser dermed hen til en dimension af det spørgsmål, som ressourcepersoner skal være svar på. Denne dimension handler om, hvordan man kan få styring og ledelse til at lykkes i en organisation som skolen. Den politiske styring af og den pædagogiske ledelse i skolen kan – af forskellige grunde ganske vist – ikke forlade sig på, at den efterspurgte pædagogiske udvikling sker alene gennem de pædagogiske medarbejderes eksisterende praksis. Både styring og ledelse kommer på denne baggrund i forlegenhed for strategier, der kan række ud i en operationel virkelighed – en virkelighed, som i skolen er funderet i en fagprofessionel autonomi og en organisatorisk realitet af løse koblinger mellem aktører. Skolens ressourcepersoner bliver derfor blandt andet svar på spørgsmålet om, hvordan man kan få ledelse og styring til at lykkes med at influere gunstigt på den faktiske, pædagogiske opgaveløsning.

Ressourcepersoners organisatoriske funktion bliver på denne måde at bygge bro mellem det organisatoriske og det fagkollegiale – eller mere metaforisk: at være organisatoriske mellemmænd. Som mellemmand risikerer man ofte at komme på mellemhånd, som når forventninger ikke bare stritter i flere retninger, men også lander i paradoksal modsætning –fx når ressourcepersoner, som det peges på i denne bog, må bevare deres kollegialitet for at kunne udvikle kollegerne, men samtidig mister kollegialitet, når de vil udvikle kollegerne.

Ressourcepersoner er således gennem den aktuelle diskurs taget til et projekt, hvor de skal ”have noget for” med deres kolleger: skoleudvikling og kollegial læring. Og jo mere den politiske og organisatoriske agenda griber ind over den eksisterende praksis, des mere pres bliver der på skolens nye mellemmænd i spændingsfeltet mellem organisatoriske og fagprofessionelle dagsordener. Der vil typisk være uoverensstemmelser mellem den organisatoriske dagsorden og den professionelle dagsorden blandt kolleger, og det vil ofte blive ressourcepersoner, der som mellemmænd kommer til at færge disse uoverensstemmelser i land.

Skolens ressourcepersoner er blevet til en organisatorisk funktion i sammenhæng med, at et (reform)behov for at styre og lede tættere på den pædagogiske opgaveløsning bliver mere udtalt i den politiske dagsorden, end det har været tidligere. Vi kan dermed forstå ressourcepersonfunktionen som et forsøg på gearing af den pædagogiske ledelse i skolen, og en del mellemmænd vil finde sig selv i en funktion med forventninger om, at de kan skubbe af sted med en organisatorisk bevægelse, som den formelle ledelse måske selv kan have forsømt at slå i gang. Selv de bedste ressourcepersoner kan på denne måde komme på tålt ophold i en organisatorisk umodnet funktion, kollegialt set. Både ressourcepersoner og deres funktion bliver derfor afhængige af, at skoleledelse har blik for, hvad det kræver at lede med organisatoriske ressourcepersoner. Et indskud af organisatoriske ressourcepersoner i den pædagogiske ledelse fordrer ikke mindre ledelse, snarere mere, men af en anden slags. En sådan ledelse af anden orden bliver afgørende for, om skolen lykkes med sine ressourcepersoner eller kommer til at efterlade dem på mellemhånd i deres udfordringer med kollegernes læring.

Ressourcepersoner er mere end en organisatorisk funktion

Ressourcepersoner i skolen er, som vi har set ovenfor, især blevet etableret som svar på, hvordan organisatoriske dagsordener kan få rækkevidde helt ud i de fagprofessionelles opgaveløsning med kapacitetsopbyggende effekt. Med et sådant privilegeret svar bliver vi tilbøjelige til at forsømme mere grundlæggende drøftelser af, i hvilken udstrækning og på hvilken måde en organisering med ressourcepersoner bliver det bedste svar. Men: når altså skolen organiserer sig med sine ressourcepersoner som organisatorisk funktion, ser vi, at det ikke er et nemt, behændigt greb for en skoleledelse – men hårdt arbejde og en opgave af et ofte overset omfang med at gøre organisationen kompatibel for en duelig ressourcepersonfunktion.

Den indlysende gode forestilling om skolens ressourcepersoner lægger sine diskursive spor ud som et selvfølgeligt svar og overlader de konkrete udfordringer til kommunale konsulenter, skoleledelser, lærere og pædagoger og (især) til ressourcepersonerne selv. Men organisatoriske ressourcepersoner i en skoleorganisation er ikke en instrumentel størrelse, hvor det selvfølgelige giver sig selv i praksis.

Erfaringerne fra den seneste halve snes år i dansk skole peger på en række af forhold, som endnu mangler at finde deres form, og som kalder på endnu mere kvalificeret opmærksomhed. Vi har allerede fremhævet ressourcepersonens grundlæggende vilkår som organisatorisk mellemmand – et porøst vilkår, hvor man forventes at træde ind med en organisatorisk dagsorden fra en kollegial position. Men derudover er der spørgsmål om, eksempelvis hvorvidt funktionen bedst fordeles blandt mange eller holdes blandt færre; hvilken betydning det har, at mange måske kun har 15 % af deres tid og dermed måske også af deres identitet i ressourcepersonfunktionen; hvordan man som ressourceperson håndterer sine loyalitetsdilemmaer mellem ledelse, kolleger og barnets tarv; hvordan man vinder legitimitet som ressourceperson blandt kolleger, der måske synes, at funktionen leverer noget andet, end de efterspørger; hvordan man som ressourceperson får adkomst til kollegers pædagogiske praksis; og hvordan

man kommer til stede i den praksis, hvor behovet er særligt påtrængende, og ikke blot bliver ressourceperson blandt de velvillige kolleger?

Dette ufærdige kompleks af spørgsmål peger på forhold, der kan skjule sig under den selvfølgelige, relevante organisering med ressourcepersoner som funktion – og som må håndteres som netop ikke-selvfølgelige af de involverede i den konkrete skolepraksis. Men særligt karakteristisk peger spørgsmålene på, at en organisering med ressourcepersoner ikke alene fordrer forståelse for en organisatorisk funktion: Funktionen udfoldes først og fremmest ved, at konkrete personer træder ind i roller og forventninger, som de både former og formes af. Ressourcepersonen er mere end en organisatorisk figur – det er en interagerende person. Diskursive forventninger til ressourcepersonen er ikke bare diskursive – de slår ud i reelle rollemønstre, som sætter betingelser for, hvordan man kan blive ressourceperson i skolen. Forståelsen for betydningen af perspektiverne på person og rolle bliver afgørende for at lykkes med ressourcepersoner som funktion.

Den danske litteratur om ressourcepersoner har især til nu haft perspektiv på den organisatoriske funktion i en organisering med ressourcepersoner, og vi har manglet den grundige belysning af de væsentlige dimensioner: person og rolle. Men nu får vi bogen, der netop kobler organisation, rolle og person til vigtig indsigt om ressourcepersoner i skolen. Sanna Lassen omsætter med denne bog resultaterne fra sin interessante forskning i folkeskolens ressourcepersoner. Vi får i bogen det historiske bagtæppe og den diskursive styring som forståelsesramme for organiseringen med ressourcepersoner i skolen – og som analytisk afsæt for at få greb om den underbelyste selvfølgelighed, der kendetegner ressourcepersonfunktionen og dens indbyggede udfordringer. Disse udfordringer kommer vi til at forstå gennem de roller, funktionens personer bliver indskrevet i, og vi får et hjælpsomt bud på en processuel systematik for ledere, konsulenter og ressourcepersoner i arbejdet med styrke skolens kapacitet.

Grundlæggende får vi på denne måde nyttigt afselvfølgeliggjort ressourcepersonfunktionen; ikke for at demontere den, men netop for at muliggøre, at den kan træde frem i egen ret til gavn for den pædagogiske opgaveløsning i skolen.

Forfatterens forord

Denne bog handler om ressourcepersoner i folkeskolen, og hvad der kendetegner den særlige rolle og funktion, som en ressourceperson udfylder i folkeskolen som organisation. Den belyser blandt andet, hvilke forskellige forventninger der knyttes til rollen, hvilke problemer i folkeskolen den bliver en løsning på, og hvordan det kan blive muligt at anvende ressourcepersoner mest fyldestgørende i en skolehverdag, der både må forholde sig til og skabe sammenhæng mellem undervisningspædagogik, organisatoriske strategier og politiske målsætninger.

Bogen bygger på min ph.d. Ressourcepersonens hyperorientering: En empirisk undersøgelse af ressourcepersonens rolle og funktion i den danske folkeskole (Lassen, 2020). I bogen er ph.d.’ens fund og pointer formidlet i et mere praksis- og anvendelsesorienteret sprog med henblik på at inspirere læseren i egen praksis.

Min forskning har vist, at der trods mange interessante og relevante perspektiver på ressourcepersonen gennem tiden er et behov for at italesætte og forholde sig til ressourcepersoner i folkeskolen som en rolle ”i sig selv”. Eller som en funktion, der forstås på en anden måde end de forklaringer, hvor rollen enten bliver knyttet til det kollegiale samarbejde eller til den formelle ledelse via begreber som fx faglig eller distribueret ledelse.

Bogen forklarer og samler op på denne pointe om ressourcepersonen som en rolle ”i sig selv” og videreudvikler en model, som interessenter i og omkring folkeskolen kan bruge som udgangspunkt for at diskutere, rammesætte, italesætte, legitimere og definere ressourcepersonen. Ambitionen er at skabe bedre balance mellem den praksis, der udfolder sig i skolernes hverdag, og de intentioner eller idealer, rollen ofte bliver tilskrevet. Håbet er at skabe mulighed for en refleksiv anvendelse af ressourcepersonen, der både forholder sig til, hvilke problemer ressourcepersonerne kan være en hensigtsmæssig løsning på, og hvilke problemer der kunne løses bedre på anden vis.

Jeg vil gerne takke Dafolo for henvendelsen og opfordringen til at skrive min ph.d. om til en mere praksisorienteret bog. Det har været et stort privilegium at genbesøge pointer og få muligheden for at få formidlet min forskning på ny. Stor tak til bogens to redaktører, Sophie Hill og Astrid Holtz Yates, for uvurderlig sparring og input. Også en stor tak til mine tidligere kolleger fra VIA University College lektor Frode Boye Andersen og docent Holger Meyer Højlund for læsning af og sparring på bogens kapitel 6, som er en videreudvikling af min ph.d. og derfor ny i alle henseender. Sparringen har været til stor hjælp og inspiration og desuden en teoretisk og analytisk trykprøvning af kapitlets indhold og opbygning.

Februar, 2024

Sanna Lassen